Tine

Herman Bang

Informations

• Publié par: vacih
• Publié le: 01 décembre 2010
• Nombre de lectures: 45
• Langue: Danish

Extrait

The Project Gutenberg EBook of Tine, by Herman Bang This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this eBook or online at www.gutenberg.net Title: Tine Author: Herman Bang Release Date: January 11, 2004 [EBook #10686] Language: Danish Character set encoding: ISO Latin-1 *** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK TINE *** Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed Proofreaders TINE AF HERMAN BANG 1889 Tine udkom i tidsrummet 18.-24.10.1889, kostede 5 kr., i komponeret bind 6,50 kr., og indeholder XX + 287 + 1[3]s. i lyseblaat omslag med sort tryk. I Tine. II blank. III Tine. Af Herman Bang. Forlagsmaerke. Kjobenhavn. Forlagt af L.H. Schubothes Boghandel. Graebes Bogtrykkeri. 1889. IV blank. V Til Erindring om min Moder. VI blank. VII-XIX fortale. XX blank. 1-287 tekst [288] blank. [289] "Giv os at fatte dine Vidnesbyrd." _[290 blank, bladet kan findes indsat foran dedikationen]. Omslagets indersider har reklamer for boger af forskellige forfattere, bagsiden for boger af Bang. Forlagsbindet (paa Kgl. Biblioteks eksemplar bordeauxfarvet) har forfatternavn og titel i guldtryk, rammer i guld og sort, paa bagsiden ramme og forlagsmaerke i guldtryk. Hojde 180 mm._ Til Erindring om min Moder. Denne Bog tilhorer dig. Den Gang, da du endnu var staerk og lykkelig, gik vi en Dag, som vi, mens jeg var Dreng, saa ofte plejede, naarSkumringen faldt paa, en "Onskevandring" ned ad Byens Gade: i Butiksruderne pegede vi ud alt, hvad vi onskede, vi delte og vi stredes om de Herligheder, som ikke var vore. Den Dag stansede vi ogsaa foran Boghandlerens Vindu, og du laeste alle Bindenes Titler og sagde: Naar du nu en Gang skriver en Bog, skal du saette mit Navn paa dens Blad. Og siden, da du allerede var syg og vi saa ofte gik i "Lundens tyndede Alle"—du traengte til Septembers sene Sol—tog du en Dag min Haand, og du sagde med din Stemme, der var bleven saa fuld af Angst og af Kaertegn: Naar jeg nu er dod og du, min Dreng, en Gang er bleven en Kunstner, vil du saa se, love mig saa at se til, at de ikke—helt glemmer mig? Og du graed. Moder, fordi du skulde do. Hvad du bad om, har jeg aldrig glemt. Nu saetter jeg dit Navn paa denne Bog. Jeg ved, den er ikke din Kaerlighed, saa lidt som dit Hjerte eller din Aand vaerdig. Men dens Fortaelling er groet i mit Sind ved Mindet om dig og det Sted, hvor du fodte mig. Du kaldte det til din Dod dit Hjem. Ufredstid og fremmed Magt haergede snart den lyse Plet, hvor der var blodt og lunt for dig, der skulde leve i Glaede og Sol. Som Fjenderne til vort gamle Bo, kom snart ogsaa Ulykkerne til os. Og nu, hvor du laengst er dod, saetter jeg dit Navn over denne Bog om Nederlagstid og vort tabte Hjem. Denne Fortaelling er naeret ved Minderne om mit forste Hjem. Indtil for faa Aar siden troede jeg at eje kun tre klare og uforgaengelige Erindringer fra denne min forste Tid. Det var tre Billeder og min Moder var Midtpunktet i dem alle. Jeg ser Moder i den store Dagligstue i Adserballig sidde sortklaedt ved det midterste Vindu, stum og ubevaegelig og ganske bleg, med de hvide Haender i sit Skod. Hun talte ikke og graed ikke. Men vore Haender—vi Born var vel angst over denne uvante Sorg og trak i hende og spurgte—strog hun bort, som smertede det hende, at de berorte blot hendes Kjole. Det Billed-Minde var min Barndoms forste. Jeg tror, det andet maa skrive sig fra omtrent et Aar senere. Med min Moder gik vi—min Soster og jeg—ilsomt, saa jeg knap kunde folge, hen ad en Vej og over en Mark. Vi kom til en gron Banke og vi gik derop. Vi saa Kirken hjemme og andre Kirker og mange Huse, som jeg endnu ser ligge mellem Gront. Og Moder tog mig op, og hun pegede paa Sted efter Sted over Landet, til hun taug igen og kun graed og graed. Mig satte hun ned paa Graesset, mens hun blev ved at stirre ud over det gronne Land—siden syntes jeg som Barn, at vi den Dag havde kunnet se over den hele O—: Mo'er, Mo'er, blev jeg ved, hvorfor graeder du? -Fordi vi skal rejse, svarede hun. Naeste Dag rejste vi bort fra vort Hjem. Det sidste Minde staar i noje Sammenhaeng med dette. Vi var i Horsens, hvor jeg Dreng syntes, som var vi blevet fattige Stakler, fordi Byvaerelserne var saa meget mindre og aldrig nogen kom og besogte os. Det var Aften eller Nat og det stormede. Moder krob rystende sammen ved Bro'r Aages Vugge—og hun maa vaere sprungen hastig ud af sin Seng, for jeg ser hende i Natkjole med det lange Haar—med sine alsiske Piger rundt om sig og os, der skreg. Og Pigerne skaelvede, saa de knap kunde holde os i Armene, og alle Dore stod aabne og klaprede og et Vindu—skont vi naesten intet havde paa. Paa Gaden var der trampende Trin af mange, hastige Fodder og Signaler af angstfulde Horn. -Hvad er der—hvad er der dog, Mo'er? skreg vi. -Det er de Danske, som flygter, sagde Mo'er med sin frysende Stemme, og vi graed hojt op, mens de alsiske Piger jamrede som to Hunde, og vi horte bestandig, bestandig Folk, der lob paa Gaden, og Tropperne, der ilte, og Hornene fjern og Hornene naer—gennem Stormen. … Jeg tror, at dette ene Billede af Flugt og Hast og Skaendsel har vaeret nok til at gennemtraenge hele mit Liv. Jeg foler endnu dets Minutters Angst i min Pen, naar jeg skal skildre Sammenstyrtning, Tilintetgorelse, Dod, Ruin. Allerede i min allerforste Produktion har Indtrykket vaeret staerkt nok til at skabe en Skildring, som "staar". Og siden har samme Indtryk forklaedt sig Gang efter Gang i Billeder af Ruin—indtil den Dag, hvor det helt tog Magten og helt vilde udformes i denne Bog. Hvorledes har det vel i det Hele forholdt sig med disse tre Erindringer, som har grebet saa fast om min Hjerne? Har de gjort det kun fordi de ramte ned i tre alt uddybede Lejer i mit Temperament.Eller har de—uvanlige som de var—selv dannet med egenmaegtige Haender og slaaet de uloselige Knuder i det begyndende Folelsesliv? Vist er—som et Slags Ledemotiver genfinder jeg dem i min Produktion lige til denne Dag. Det er min Overbevisning, at den sortklaedte Sorgende i Adserballig Stue—som en sortklaedt Alabasterstatue saa jeg hende siden—er den forste Moder til Nina Hoeg og Katinka Bai. Det Indtryk har fodt deres stumme Sorg og deres Resignation. Og hin forste Afrejse har sat lige dybe Maerker. Opbrud, Oplosning af Hjem, Bortdragen, Tagen-Afsked melder sig smerteligt i alle Skildringer—i denne Bog er Afskedens Bitterhed kun Indledningen. Men fremfor alt genfinder jeg bestandig—i Emner, i Fremstilling, i Stil—overalt, hvor jeg skrev og hvad jeg skrev. Lyden, Tempoet, Skraekken i de Allarmsignaler, der kaldte Tropperne til Flugt fra Horsens. * * * * * Disse tre Minder var, som sagt,