ARBEJDET VED DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS DOMSTOL. Ugerne 22. - 26. januar, 29. januar - 2. februar og 5. - 9. februar 1990 Nr. 3/90

De
DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS COUR DE lUSTICE DES DOMSTOL COMMUNAUTES EUROPEENNES GERICHTSHOF DER CORTE DI GIUSTIZIA EUROPAISCHEN GEMEINSCHAFTEN DELLE COMUNITÀ EUROPEE ΔΙΚΑΣΤΗΡΙΟ Sçgpt TON EYPQUAlKON ΚΟΙΝΟΤΗΤΩΝ HOFVANIUSTIT1E VANDE COURT OF lUSTICE LUXEMBOURG EUROPESE GEMEENSCHAPPEN OF THE EUROPEAN COMMUNITIES TRIBUNAL DE JUSTIÇA TRIBUNAL DE JUSTICIA DAS DELAS COMUNIDADES EUROPEIAS COMUNIDADES EUROPEAS Oversættelse ARBEJDET VED DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS DOMSTOL *) Uqerne 22. ­ 26. januar, 29. januar ­ 2. februar og 5. ­ 9. februar 1990 Nr. 3/90 INDHOLD Side I - DOMME Sag C-213/87 2 Amsterdam Kommune m.fl. mod Kommissionen Socialpolitik 4 Sag C-324/88 R. Velia, enke efter Scaduto, m.fl. mod ANMC Fri bevægelighed for personer Sag C-320/88 Staatssecretaris van Financien mod Shipping and Forwarding Enterprise Safe Beskatning Sag C-279/87 Tipp­Ex mod Kommissionen Konkurrence 10 Sag C-233/88 Gijs van de Kolk­Douane Expéditeur BV mod Inspecteur der invoerrechten en accijnzen, Amersfoort Frie varebevægelser ­ FTT 12 II ­ FORSLAG TIL AFGØRELSE 17 III - MUNDTLIGE FORHANDLINGER 23 IV - NYE SAGER *) DENNE PUBLIKATION UDARBEJDES AF DOMSTOLENS INFORMATIONSTJENESTE MED HENBLIK PÄ EN HURTIG ORIENTERING OM ARBEJDET VED DOMSTOLEN. DOMSTOLENS DOMME OG DE FOR DOMSTOLEN FREMSATTE FORSLAG TIL AFGØRELSE OFFENTLIGGØRES SENERE I "SAMLING AF DOMSTOLENS AFGØRELSER". DENNE UDGAVE ER DEN ENESTE GYLDIGE. GENGIVELSE KAN SKE HED KILDEANGIVELSE. 2 -I.
Publié le : jeudi 8 mars 2012
Lecture(s) : 13
Source : EU Bookshop, http://bookshop.europa.eu/
Nombre de pages : 24
Voir plus Voir moins

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS COUR DE lUSTICE
DES DOMSTOL
COMMUNAUTES EUROPEENNES
GERICHTSHOF
DER
CORTE DI GIUSTIZIA EUROPAISCHEN GEMEINSCHAFTEN
DELLE
COMUNITÀ EUROPEE ΔΙΚΑΣΤΗΡΙΟ Sçgpt TON
EYPQUAlKON ΚΟΙΝΟΤΗΤΩΝ
HOFVANIUSTIT1E
VANDE COURT OF lUSTICE LUXEMBOURG
EUROPESE GEMEENSCHAPPEN OF THE
EUROPEAN COMMUNITIES
TRIBUNAL DE JUSTIÇA
TRIBUNAL DE JUSTICIA
DAS
DELAS
COMUNIDADES EUROPEIAS
COMUNIDADES EUROPEAS
Oversættelse
ARBEJDET VED DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS DOMSTOL *)
Uqerne 22. ­ 26. januar, 29. januar ­ 2. februar og 5. ­ 9. februar 1990
Nr. 3/90
INDHOLD
Side I - DOMME
Sag C-213/87
2
Amsterdam Kommune m.fl. mod Kommissionen
Socialpolitik
4
Sag C-324/88
R. Velia, enke efter Scaduto, m.fl. mod ANMC
Fri bevægelighed for personer
Sag C-320/88
Staatssecretaris van Financien mod Shipping and
Forwarding Enterprise Safe
Beskatning
Sag C-279/87
Tipp­Ex mod Kommissionen
Konkurrence 10
Sag C-233/88
Gijs van de Kolk­Douane Expéditeur BV mod
Inspecteur der invoerrechten en accijnzen, Amersfoort
Frie varebevægelser ­ FTT 12
II ­ FORSLAG TIL AFGØRELSE
17
III - MUNDTLIGE FORHANDLINGER
23
IV - NYE SAGER
*) DENNE PUBLIKATION UDARBEJDES AF DOMSTOLENS INFORMATIONSTJENESTE MED HENBLIK
PÄ EN HURTIG ORIENTERING OM ARBEJDET VED DOMSTOLEN.
DOMSTOLENS DOMME OG DE FOR DOMSTOLEN FREMSATTE FORSLAG TIL AFGØRELSE
OFFENTLIGGØRES SENERE I "SAMLING AF DOMSTOLENS AFGØRELSER". DENNE UDGAVE ER
DEN ENESTE GYLDIGE.
GENGIVELSE KAN SKE HED KILDEANGIVELSE. 2 -
I. DOMME
Sag C-213/87:
Amsterdam Kommune og Stichting Vrouwenvakschool voor Infornatica Amsterdam
(VIA) mod Kommissionen for De Europeiske Fællesskaber
7.2.1990
"Socialpolitik - Den Europæiske Socialfond - annul lationssØgsmål til prøvelse
af afslag pi en ansøgning om finansiering"
(Anden Afdeling)
Ved stævning af 10. juli 1987 har Amsterdam Kommune og stiftelsen EDB-fagsko-
len for kvinder i Amsterdam (herefter benævnt VIA) anlagt sag med påstand om
annullation af Kommissionens beslutning C (87) 0670.
Ved den anfægtede beslutning, som er rettet til Kongeriget Nederlandene,
afviste Kommissionen at yde tilskud fra Den Europæiske Socialfond til den
uddannelse, som sagsøgerne giver, fordi de nævnte aktioner, hvoraf den ene
drejer sig om brug af datamater og den anden om styring af systemer, ikke er
uddannelsesforanstaltninger til "erhverv, hvor kvinder er underrepræsenteret",
og følgelig ikke er prioriteret i henhold til punkt 4.6. i Kommissionens
afgørelse 86/221/EØF vedrørende retningslinierne for forvaltningen af Den
Europæiske Socialfond i regnskabsårene 1987 til 1989, hvori der er fastsat
prioriterede foranstaltninger til faglig uddannelse, som er i overensstemmelse
med Fællesskabets prioriteter, som vedtaget af Rådet.
Til støtte for deres påstand gjorde sagsøgerne for det første gældende, at
kriterierne og retningslinierne for forvaltningen af Fonden var tilsidesat.
Domstolen bemærkede hertil indledningsvis, at det følger af de gældende
bestemmelser på området, at Kommissionen kun kan tage stilling til ansøgninger
om tilskud fra fonden på grundlag af de formularer, som anvendes til at ind-
qive disse ansøgninger.
Det fremgik imidlertid ikke af beskrivelsen af uddannelsen i brug af datamater
i sagsøgernes ansøgning, at denne undervisning havde til formål at forberede
til andet arbejde end sekretariatsarbejde. Først på et senere trin i søgsmå­
lets behandling præciserede sagsøgerne, at den omtvistede uddannelse også
forberedte til brug af databaser og regnskabsprogrammer samt til brug og
styring af forskellige EDB-programmer.
Det fremgik følgelig ikke af en gennemgang af beskrivelsen af uddannelsen i
brug af datamater som fremlagt af sagsøgerne for 1987, at Kommissionen skulle
have begået et åbenbart fejlskøn, da den fandt, at den påtænkte uddannelse
kunne sidestilles med en uddannelse til sekretariatsarbejde, og at den
følgelig ikke i sig selv var en uddannelse til et erhverv, hvor kvinder er
underrepræsenteret som nævnt i retningslinie 4.6.
Det måtte desuden undersøges, om Kommissionen med føje havde afslået ansøgnin­
gen om tilskud for 1987 i sin helhed i stedet for delvis at imødekomme den
efter sin sædvanlige praksis i det omfang, ansøgningen også vedrørte uddan­
nelse i systemstyring, en branche hvor det står fast, at kvinder stadig er
underrepræsenteret.
Akt. 3/90
Mv/TY ­ 3 ­
Det fremgik ikke af gennemgangen af ansøgningen om tilskud i sin helhed, at
der i denne sondres mellem de to påtænkte uddannelser, og følgelig heller
ikke, at den giver mulighed for at foretage en vurdering ­ om end kun tilnær­
melsesvis ­ af omkostningerne ved hver af de to uddannelser.
Herefter fremgik det ikke, at Kommissionen havde været i stand til at skelne
mellem de to uddannelser, og følgelig heller ikke, at den kunne yde et kun
delvis tilskud fra Fonden til de uddannelsesforanstaltninger, som sagsøgerne
havde fremlagt for 1987.
Sagsøgerne påberåbte sig dernæst, at den anfægtede afgørelse var utilstrække­
ligt begrundet.
Domstolen bemærkede hertil, at selv om Domstolens faste praksis ganske vist
går ud på, at den begrundelse, der kræves i henhold til Traktatens artikel
190, klart og utvetydigt skal angive det ræsonnement, som den myndighed, der
er ophavsmand til den anfægtede retsakt, har fulgt, således at de berørte får
mulighed for at skaffe sig kendskab til den trufne afgørelses begrundelse og
forsvare deres rettigheder, og således at Domstolen for mulighed for at udøve
sin kontrol, kræves det dog ikke, at begrundelsen angiver samtlige de forskel­
lige relevante faktiske eller retlige omstændigheder. Spørgsmålet, om en
afgørelses begrundelse opfylder disse krav, må nemlig bedømmes ikke alene
under hensyntagen til dens ordlyd, men også til dens kontekst samt til samt­
lige do ρ% det pågældende område gældende retsregler.
Donstolen bemærkede, at den anfægtede afgørelses begrundelses kortfattede
karakter i dette tilfælde var en uundgåelig følge af databehandling af
adskillige tusinde ansøgninger om tilskud, som Kommissionen skulle tage
stilling til inden for en kort frist. En mere detaljeret begrundelse for hver
individuel afgørelse ville således kunne gøre afbræk i en rationel og effektiv
fordeling af Fondens tilskud.
Sagsøgerne gjorde endvidere gældende, at Kommissionen havde tilsidesat sin
forpligtelse til at udvise omhu ved ikke at lægge de supplerende oplysninger
til grund, som ifølge en notarialiter bekræftet erklæring, som Nederlandenes
repræsentant har fremlagt under retsmødet, mundtligt blev givet af denne til
Kommissionens kompetente tjenestemand under en af Kommissionen afholdt dag med
"åbent hus", efter at Kommissionen havde tilkendegivet, at den havde til
hensigt at afslå ansøgningen om tilskud for 1987.
Domstolen bemærkede hertil blot, at den fremlagte erklæring, som den i Øvrigt
understregede var af meget generel karakter, ikke gav holdepunkter for at
antage, at den nationale myndighed faktisk havde givet de supplerende oplys­
ninger, der var nødvendige for en godkendelse af ansøgningen om tilskud for
1987.
Sagsøgerne havde endelig anført, at den anfægtede afgørelse er i strid med
nrnnortionalitetsprincippet og lighedsgrundsætningen, når er er givet tilskud
fra Fonden til foranstaltninger til uddannelse i EDB, der i identiske med
piler svarer til dem, der tilbydes såvel af andre skole i 1987 som af VIA selv
i andre år.
Det fremgik af sagen, at de uddannelsesforanstaltninger, der var anført i alle
andre ansøgninger om tilskud end sagsøgernes for 1987, i modsætning til sidst­
nævnte ansøgning klart viser, at der er tale om forberedelse til udøvelse af
Akt. 3/90 - 4 -
nye funktioner inden for administrativ styring, som er affødt af udviklingen i
EDB i erhvervsvirksomheder.
Herefter fandtes det ikke godtgjort, at Kommissionen, som alene traf afgørelse
på grundlag af beskrivelsen af de forskellige påtænkte uddannelsesforanstalt­
ninger, havde tilsidesat de påberåbte principper ved at afslå sagsøgernes
ansøgning om tilskud for 1987.
Domstolen udtalte og bestemte:
"1. Sagsøgte frifindes.
2. Sagsøgerne betaler sagens omkostninger."
Generaladvokat Giuseppe Tesauro fremsatte forslag til afgørelse den 13.
december 1989.
Han foreslog følgende afgørelse: "På baggrund af de foregående betragtninger
foreslår jeg Domstolen at frifinde sagsøgte og at tilpligte sagsøgerne at
betale sagens omkostninger."
Sag C-324/88:
R. Velia, enke efter Scaduto, m.fl. mod Alliance Nationale des Mutualités
Chrétiennes (ANMC)
7.2.1990
(Præjudiciel)
"Fri bevægelighed for personer - vandrende arbejdstageres sociale sikring -
ligestilling af en uarbejdsdygtighedsperiode, der ydes godtgørelse for, med en
forsikringsperiode"
(Anden Afdeling)
Ved dom, afsagt den 2. november 1988 og indgiet til Domstolen den 7. november
s.a., havde Cour du travail de Mons forelagt et præjudicielt spørgsmål om
fortolkningen af Rådets forordninger nr. 3, nr. 4 og nr. 1408/71 vedrørende
vandrende arbejdstageres sociale sikring.
Spørgsmålet var blevet rejst under en retssag, som Velia, enke efter Scaduto,
og deres børn havde rejst imod ANMC vedrørende afdøde Scaduto's ret til at
modtage invalidepension.
Scaduto, der var vandrende arbejdstager og italiensk statsborger, havde
arbejdet i Belgien i perioden fra 16. oktober 1967 til 12. marts 1968. Den 13.
marts 1968 blev han uarbejdsdygtig.
Forsikringsinstitutionen ANMC havde først i et år udbetalt ham ydelser ved
første uarbejdsdygtighedsperiode (incapacité primaire), som i henhold til
belgisk ret ligestilles med ydelser ved sygdom. Derefter og til 1977 havde
ANMC tildelt Scaduto ydelser ved invaliditet. Senere ophørte ANMC med at
udbetale de nævnter ved invaliditet og anmodede om delvis tilbagebe­
taling af de udbetalte beløb, idet institutionen gjorde gældende, at Scaduto's
Akt. 3/90
Mv/TY - 5
forsikringsperiode i Belgien var kortere end de minimum seks måneder, som er
fastsat i Rådets forordning nr. 4 for at kunne erhverve ret til ydelser ved
invaliditet.
Scaduto anlagde sag i anledning af denne afgørelse ved Tribunal du travail de
Mons og gjorde gældende, at den godtgjorte første uarbejdsdygtighedsperiode
skulle betragtes som en med en forsikringsperiode ligestillet periode. Scaduto
fik ikke medhold. Efter at Scaduto var afgået ved døden, ankede hans arvinger,
enken Velia og deres børn denne afgørelse til Cour de travail de Mons.
På den baggrund spurgte Domstolen den nationale ret, hvilke fællesskabsretlige
kriterier der skal anvendes ved fortolkningen af begrebet perioder ligestillet
med forsikringsperioder.
Domstolen bemærkede hertil, som den tidligere havde fastslået, at henvisnin­
gerne i de pågældende forordninger til den lovgivning, hvorunder perioden er
tilbagelagt, klart udtrykker det princip, at fællesskabsforordningerne - når
de henviser til "dermed ligestillede perioder" - ikke tilsigter at ændre eller
supplere det berørte lands lovgivning, med forbehold af Lovgivningens overens­
stemmelse med Traktatens artikler 48-51.
Ordene "for så vidt de anses for ligestillet" i artikel 1, litra r), i
forordning nr. 3 og artikel 1, litra r), i forordning nr. 1408/71 viste, at
forordningerne henviser til de betingelser, hvorunder det pågældende lands
lovgivning anerkender en periode som ligestillet med en forsikringsperiode i
egentlig forstand.
Domstolen besvarede herefter spørgsmålet således:
"Artikel 1, litra r), i forordning nr. 3 og artikel 1, litra r), i
forordning nr. 1408/71 skal fortolkes siledes, at perioder, ligestillet
med en forsikringsperiode, skal fastlægges alene på grundlag af de
kriterier, der følger af den nationale lovgivning, hvorunder perioderne
er tilbagelagt."
Generaladvokat Carl Otto Lenz fremsatte forslag til afgørelse den 12. december
Hans forslag til afgørelse således: "Det følger af artikel 1, litra r), i
forordning nr. 3 og af artikel 1, litra r), i forordning nr. 1408/71, at
fastlæggelsen af perioder, ligestillet med en forsikringsperiode, alene
henhører under national lovgivning".
Akt. 3/90 - 6 -
Sag C-320/88:
Staatssecretaris van Financiën mod Shipping and Forwarding Enterprise Safe BV
8.2.1990
(Præjudiciel)
"Afgiftsbestemmelser - fortolkning af artikel 5, stk. 1, i sjette direktiv -
levering af fast ejendom - faktisk overdragelse af godet"
(Sjette Afdeling)
Ved dom af 19. oktober 1988, indgået til Domstolen den 3. november 1988, havde
Nederlandenes Hoge Raad forelagt to præjudicielle spørgsmål vedrørende for­
tolkningen af artikel 5, stk. 1, i Rådets sjette direktiv 77/388.
Disse spørgsmål var blevet rejst under en sag anlagt af Staatssecretaris van
Financiën mod den fiskale enhed Safe vedrørende efteropkrævning af afgift for
1979.
Ifølge et for notar i 1979 oprettet dokument overdrog Safe til selskabet Kats
den "Økonomiske ejendomsret" til en ejendom bestående af en villa med tillig­
gende og tilhørende for en købesum af 2.250.000 hfl. og forpligtede sig til
også at overdrage den retlige ejendomsret senest den 31. december 1982.
Med dette formål for Øje gav Safe Kats uigenkaldelig fuldmagt til at indgå
retshandler om overdragelse af den retlige ejendomsret til ejendommen. Den 11.
august 1983 overdrog kuratorerne i Kats' konkursbo ifølge et for notar opret­
tet dokument de rettigheder, som Kats ifølge det i 1979 for notar oprettede
dokument havde over ejendommen, til en tredjemand for et beløb på 450.000 hfl.
Samme dag overdrog Safe den retlige ejendomsret til ejendommen til den pågæl­
dende køber.
Safe modtog for 1979 en efteropkrævningsansættelse af omsætningsafgift. Ifølge
Inspecteur vedrørte efteropkrævningsansættelsen - jfr. den nederlandske lov om
omsætningsafgift - Safe's levering til Kats den 11. august 1983, da den ret­
lige overdragelse af godet fandt sted. Det i 1979 erlagte beløb på 2.250.000
hfl. måtte ifølge Inspecteur anses for et acontobeløb.
Med det første spørgsmål Ønskede den nationale ret afgjort, om sjette direk­
tivs artikel 5, stk. 1, skal fortolkes således, at der kun foreligger levering
i denne bestemmelses betydning, hvis der sker en overdragelse af den retlige
ejendomsret til det pågældende gode.
Domstolen bemærkede, at det fremgår af bestemmelsens ordlyd, at begrebet
levering af et gode ikke vedrører overdragelsen af ejendomsret i de efter
gældende national ret fastsatte former, men at begrebet omfatter enhver form
for overdragelse af et materielt gode foretaget af en person, som bemyndiger
en anden person til som ejer at råde over godet.
Denne udformning er i overensstemmelse med direktivet, der bl.a. skal sikre,
at Det fælles merværdiafgiftssystem hviler på en ensartet definition af
afgiftspligtige transaktioner. Dette formål vil imidlertid blive undergravet,
hvis levering af goder, som er en af de tre afgiftspligtige transaktioner,
Akt. 3/90
FMs/-- 7 -
undergives opfyldelsen af betingelser, som svinger fra en stat til en anden,
således som det er tilfældet med de civilretlige bestemmelser vedrørende
overdragelse af ejendomsretten.
Med det andet spørgsmål Ønskede Hoge Raad afgjort, om overdragelsen af "den
økonomiske ejendomsret", et i nederlandsk skatteret udviklet begreb, kan
ligestilles med levering af et gode, jfr. sjette direktivs artikel 5.
Domstolen bemærkede først, at den nationale ret i det præjudicielle spørgsmål
havde anført de fire momenter, som i den for retten verserende sag betød, at
der forelå overdragelse af den Økonomiske ejendomsret.
Domstolen tilføjede, at den nationale ret i virkeligheden hermed anmodede n om at anvende sjette direktivs artikel 5, stk. 1, på den i hovedsa­
gen omhandlede aftale. Det tilkommer imidlertid den nationale ret i henhold
til kompetencefordelingen efter Traktatens artikel 177 at anvende de fælles­
skabsretlige bestemmelser - således som de er fortolket af Domstolen - på et
konkret tilfælde. En sådan anvendelse kan ikke finde sted uden en samlet
vurdering af sagens faktiske omstændigheder.
Domstolen udtalte, at de specifikke betingelser i det andet spørgsmål i øvrigt
netop er udtryk herfor, da de dels indebærer en forpligtelse til at overdrage
ejendomsretten i civilretlig henseende, hvilket ikke altid er ensbetydende
med, at der sker overdragelse af en reel ret i den i sjette momsdirektivs
artikel 5, stk. 1, anførte betydning dels indbærer, at godet rent faktisk
stilles til rådighed for medkontrahenten, hvilket normalt indicerer, at der er
sket en sådan overdragelse af en reel ret.
Det hedder i domskonklusionen:
"1. Sjette direktivs artikel 5, stk. 1, skal fortolkes således, at
overdragelse af retten til som ejer at råde over et materielt gode
må anses for "levering af et gode", selv om der ikke foreligger e af den retlige ejendomsret til godet.
2. Det tilkommer den nationale ret i det konkrete tilfælde og under
hensyntagen til de faktiske omstændigheder at afgøre, om der fore­
ligger overdragelse af retten til som ejer at råde over et gode i
den i sjette direktivs artikel 5, stk. 1, forudsatte betydning."
Generaladvokat W. Van Gerven fremsatte forslag til afgørelse den 9. november
1989.
Generaladvokaten foreslog at besvare de forelagte spørgsmål således:
"1. Levering i den i sjette direktivs artikel 5, stk. 1, forudsatte betydning
omfatter ikke kun overdragelsen af den retlige ejendomsret til et gode.
Akt. 3/90 - 8
2. Levering i den i ovennævnte bestemmelse forudsatte betydning omfatter
enhver overdragelse af retten til at råde over et gode, hvorved medkontra­
henten de facto erhverver samme status som ejeren i formel retlig hen­
seende ."TëT-tTTkommer den nationale ret i hvert enkelt tilfælde på grund­
lag af de konkrete faktiske omstændigheder at afgøre, om der foreligger
overdragelse af en sådan rådighedsret. Det er i denne forbindelse uden
betydning, om parterne i en kontrakt om overdragelse af en sådan rådig­
hedsret vedrørende et gode har påtaget sig forpligtelser vedrørende den
senere overdragelse af den retlige ejendomsret."
Sag C-279/87:
Tipp-Ex GmbH S Co. KG nod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber
8.2.1990
"Konkurrence - EØF-Traktatens artikel 85 - eneforhandlingsaftale - forbud mod
parallelimport"
(Femte Afdeling)
Ved stævning, indgivet til Domstolens Justitskontor den 19. september 1987,
havde selskabet Tipp-Ex, der fremstiller korrekturmidler til maskinskrivning,
som forhandles i hele Fællesskabet samt i tredjelande, nedlagt påstand om
annullation af Kommissionens beslutning 87/406/EØF, hvorved denne fastslog, at
der forelå aftaler og samordnet praksis mellem på den ene side Tipp-Ex og på
den anden side selskabets eneforhandlere i Frankrig, selskaberne Beiersdorf og
Diffusion Marketing International (DMI), der forpligtede sig til ikke at sælge
til kunder, som videresælger de af forhandlingsaftalerne omfattede varer i
andre medlemsstater, udgjorde en overtrædelse af EØF-Traktatens artikel 85,
stk. 1; Kommissionen pålagde de pågældende virksomheder at bringe overtrædel­
sen til ophør med omgående virkning og pålagde yderligere Tipp-Ex en bøde på
400.000 ECU og Beiersdorf en bøde på 10.000 ECU.
Sagsøgeren havde fremført tre anbringender til støtte for sin påstand, nemlig
en tilsidesættelse af Traktatens artikel 85, stk. 1, en tilsidesættelse af
artikel 15, stk. 2, i Rådets forordning nr. 17 og endelig bødens urimelige
størrelse.
Med hensyn til det første anbringende henviste Domstolen til sin faste prak­
sis, hvorefter en absolut områdebeskyttelse til fordel for en eneforhandler,
der skal gøre det muligt at kontrollere og hindre parallelimport, fører til en
kunstig opretholdelse af særskilte nationale markeder, hvilket er i strid med
Traktaten.
Domstolen bemærkede, at det var ubestridt, at Tipp-Ex og DMI i perioden
1979-1981 var bundet af en mundtlig aftale, hvorefter DMI anerkendtes som
eneforhandler af Tipp-Ex-produkter i Frankrig. Det var ligeledes ubestridt, at
DMI i løbet af 1979 leverede Tipp-Ex-produkter til ISA France, som videre­
solgte dem til en tysk forhandler. Disse omstændigheder vakte Tipp-Ex' util­
fredshed og førte til ophævelsen af en naturalierabat svarende til 10% af
salgsprisen, som Tipp-Ex tidligere havde ydet DMI. DMI reagerede på dette
skridt ved en forhøjelse på 10-20% af salgspriserne, som imidlertid kun gjaldt
Akt. 3/90 - 9 -
ISA France. Efter at ISA France i hele 1980 havde standset sine indkøb hos
DMI, nægtede sidstnævnte selskab i begyndelsen af 1981 selv at levere
Tipp-Ex-produkter til ISA France.
Det kunne således fastslås, at DMI havde efterkommet Tipp-Ex' krav om, at der
ikke måtte sælges til kunder, som videresolgte Tipp-Ex-produkter i andre
medlemsstater, og at såvel DMI som Tipp-Ex ved deres adfærd havde overtrådt
Traktatens artikel 85, stk. 1.
For så vidt angår 1982 og 1983, i hvilken periode Beiersdorf havde eneforhand­
lingen af Tipp-Ex i Frankrig, bemærkede Domstolen, at der mellem Tipp-Ex og
Beiersdorf var indgået en "eneforhandlingsaftale", der bl.a. bestemte, at den
autoriserede forhandler forpligtede sig til ikke at sælge de af aftalen
omfattede varer til købere, om hvilke denne vidste, at de ville videresælge
dem i områder uden for eneforhandlingsområdet.
Domstolen bemærkede yderligere, at Beiersdorf i en række telex-meddelelser i
1982 krævede, at datterselskabet BDF tesa standsede leverancerne til ISA
France på særlige betingelser med den begrundelse, at denne kunde eksporterede
Tipp-Ex-produkter. Beiersdorf tilsluttede sig således de af Tipp-Ex trufne
restriktive konkurrenceforanstaltninger.
Domstolen udtalte herefter, at Kommissionen med rette havde fastsliet, at den
mellem Tipp-Ex og Beiersdorf indgåede aftale var i strid med Traktatens
artikel 85, stk. 1.
Tipp-Ex anførte i sit andet anbringende, at selskabet hverken forsætligt eller
uagtsomt havde tilsidesat Traktatens artikel 85. Indtil 1982 var selskabets to
direktører simpelthen uvidende om denne bestemmelses eksistens. Under udfærdi­
gelsen af forhandlingsaftalerne havde den advokat, de havde rådført sig med,
givet selskabet fejlagtige oplysninger, som det under ingen omstændigheder kan
være ansvarligt for.
Domstolen henviste til sin faste praksis, hvorefter det, for at en overtræ­
delse kan betragtes som værende forsætlig, ikke kræves, at virksomheden har
været klar over, at den tilsidesatte forbudet efter Traktatens artikel 85; det
er tilstrækkeligt, at den ikke kunne være uvidende om, at den anfægtede adfærd
havde til formål at begrænse konkurrencen.
Domstolen udtalte, at det forholdt sig således i den foreliggende sag, idet
Tipp-Fx udtrykkeligt havde anerkendt at have forsøgt at påvirke DMI og BDF
tesa med henblik på at hindre reimport til Forbundsrepublikken Tyskland. Under
disse omstændigheder kan en udtalelse fra en juridisk rådgiver ikke fritage
virksomheder for ansvar.
Domstolen fastslog, at heller ikke det tredje anbringende kunne lægges til
grund. Sagsøgerens adfærd udgjorde nemlig en grov overtrædelse af Traktatens
artikel 85, stk. 1; selskabet havde ikke bevist, at bødens størrelse udgjorde
en fare for dens konkurrencedygtighed; bøden, der svarer til 3% af Tipp-Ex'
gennemsnitlige omsætning inden for Fællesskabet i perioden 1979-1984, er
betydelig mindre end den bøde på højst 10% af Tipp-Ex' omsætning på verdens­
plan, som kan pålægges i henhold til artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17;
endelig er det rimeligt, at den bøde, som Beiersdorf pålægges, er betydelig
Akt. 3/90 ­ 10 ­
mindre end den, der pålægges Tipp­Ex, da Beiersdorf kun har spillet en
sekundær rolle i den foregående sag.
Det hedder i domskonklusionen:
"1. Sagsøgte frifindes.
2. Sagsøgeren betaler sagens omkostninger."
Generaladvokat Walter Van Gerven fremsatte forslag til afgørelse den 1. juni
vær.
Generaladvokaten foreslog at frifinde sagsøgte og tilpligte sagsøgeren at
betale sagens omkostninger.
Sag C­233/88:
Gijs van de Kolk­Douane Expediteur BV mod Inspecteur der invoerrechten en
accijnzen, Amersfoort
8.2.1990
(Præjudiciel)
"Frie varebevægelser ­ tarifering ­ nomenklatur ­ kød tilsat krydderier"
(Femte Afdeling)
Ved mellemafgørelse af 28. juni 1988, indgået til Domstolen den 16. august
1988, havde Tariefcommissie, Amsterdam, forelagt et præjudicielt spørgsmål
vedrørende gyldigheden af den supplerende bestemmelse 6, litra a), indføjet i
afsnit I, kapitel 2, i II. del af Den Fælles Toldtarif (FTT) ved Rådets
forordning nr. 3400/84, hvorefter begrebet "krydret kød" under FTT's pos.
16.02 alene omfatter kød, ikke kogt, stegt eller på lignende måde tilberedt,
hvortil der er tilsat krydderier enten i selve kødet eller på hele overfladen,
således at krydderierne kan ses med det blotte øje eller tydeligt kan smages.
Hovedsagen vedrørte tarifering af visse former for fjerkrækød, som var indført
som "krydret kød".
De af laboratoriet under Finansministeriet udførte undersøgelser viste imid­
lertid, at der ikke var tilsat krydderier på hele overfladen af det enkelte
stykke kød, eller at krydderierne ikke tydeligt kunne smages, hvorfor told­
myndighederne tariferede de pågældende produkter under pos. 02.02 Β I c),
hvilket indebar, at importvirksomheden skulle betale i alt 50.675,70 hfl. i
landbrugsafgifter og monetære udligningsbeløb, der ikke opkræves for kød, der
henhører pos. 16.02.
Domstolen bemærkede, at det for at besvare det præjudicielle spørgsmål først
skulle afgøres, om Rådet ved at vedtage den omtvistede supplerende bestemmelse
havde overskredet sine skønsbeføjelser ved fortolkningen af FTT.
Akt. 3/90

Soyez le premier à déposer un commentaire !

17/1000 caractères maximum.