Beretning om den Sociale Udvikling År 1983

KOMMISSIONEN
FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
DOKUMENT
BERETNING
OM DEN SOCIALE UDVIKLING
ÅR 1983
(Udgivet i tilslutning til »Syttende Almindelige Beretning
om De europæiske Fællesskabers Virksomhed, 1983«
i medfør af artikel 122 i EØF-traktaten)
Marts 1984 KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
Beretning
om den sociale udvikling
År 1983
Bruxelles ■ Luxembourg
Marts 1984
(Udgivet i tilslutning til »Syttende Almindelige Beretning
om De europæiske Fællesskabers Virksomhed, 1983«
i medfør af artikel 122 i EØF-traktaten) Dette dokument er udarbejdet til intern brug i Kommissionen. Det stilles til rådighed for offentligheden,
men udtrykker ikke nødvendigvis Kommissionens officielle synspunkt.
Denne publikation udgives også på følgende sprog:
DE ISBN 92-825-4282-3
GRN 92-825-4283-1
EN ISBN 92-825-4284-X
FR ISBN 92-825-4285-8
ITN 92-825-4286-6
NL ISBN 92-825-4287-4
Bibliografiske data er at finde bagest i denne publikation
Luxembourg : Kontoret for De europæiske Fællesskabers officielle Publikationer, 1984
ISBN 92-825-4281-5
Katalognummer: CB-38-83-863-DA-C
Artikler i denne publikation må med kildeangivelse frit gengives i deres helhed eller i uddrag.
Printed in Belgium INDHOLDSFORTEGNELSE
Α. Indledning
Β. Den sociale udvikling i Fællesskabet i 1983 21
C. Statistisk oversigt 173 Α. INDLEDNING
1. I 1983 indtraf der ikke nogen forbedring i den sociale situation i
Fællesskabet. Prognoserne for året gav heller ikke megen anledning til
optimisme. I midten af 1982 forventedes det, at arbejdsløsheden i slut­
ningen af 1983 ville ligge på 9,4%. Trods disse dystre udsigter var der
dog et håb om, at arbejdsløsheden ville stige mindre i 1983 end i de
foregående år, og henimod slutningen af første halvår konstateredes der da
også i visse medlemsstater en relativ stabilisering af ledigheden. Men de
samlede opgørelser for 1983 viste, at beskæftigelsessituationen var blevet
yderligere forværret: Ledighedsprocenten på 10,3% af den erhvervsaktive
befolkning var den højeste nogensinde, og dette tal er næsten dobbelt så
stort som ledighedssatsen for 1979 (omkring 5,3%), som ­ selv i kølvandet
på det andet olieprischok ­ forekom højt.
2. Med 12 millioner arbejdsløse i Fællesskabet er der ingen grund til at være
optimistisk, så meget mindre som 4,7 millioner af dem er unge under 25 år,
hvoraf næsten en fjerdedel har været ledige i over et år. Situationen er
altså yderst alvorlig. Ganske vist har der været nogle tegn på forbedring ­
en forholdsvis vellykket inflationsbekæmpelsespolitik, en formindskelse af
betalingsbalanceunderskuddene, et begyndende økonomisk opsving ­ tegn, der
måske varsler bedre tider, men i mellemtiden lever vi med en krisesitua­
tion, der vedvarende forværres og breder sig som ringe i vandet. Stadig flere
mennesker ­ millioner af familier ­ lever i en yderst udsat position, der
er præget af arbejdsløshed, usikre indtægtsudsigter og i stadig større
omfang af sociale opløsningstendenser. Visse grupper, der er særlig hårdt ramt af arbejdsløsheden, nemlig de unge, kvinderne og indvandrerne,
finder det, som tiden går, sværere og sværere at bære denne byrde. Uden
indkomst og uden muligheder for adækvat erhvervsuddannelse og social
integrering er disse grupper de første, der bliver ofre for de sociale
spændinger, og de er samtidig medvirkende til, at sådanne spændinger opstår.
Og selv om de fleste af de demonstrationer, der har fundet sted, har været
fredelige, breder fremmedhadet og racismen sig i uhyggelig grad i de om­
råder og virksomheder, der rammes hårdest af krisen. Og fattigdommen, der
altid har eksisteret, griber om sig, fordi der på grund af krisen opstår
en ny kategori af fattige, nemlig alle dem, som krisen rammer uforholds­
mæssigt hårdt. På grund af langvarig arbejdsløshed bliver de uundgåeligt
økonomisk afhængige af samfundet; dette forhold vil utvivlsomt medføre,
at Europa når langt op over det tal på 10 millioner, der i 1978 levede
under fattigdomsgrænsen.
3. Hverken de nationale myndigheder eller fællesskabsorganerne lægger således
skjul på, at de betragter ledigheden som "Fællesskabets største prob­
lem" (1). Men ligesom den nuværende krise har andre følgevirkninger end
arbejdsløsheden, er ledigheden ikke den eneste årsag til de problemer,
der har præget klimaet på arbejdsmarkedet i 1983. Som det fremgår af det
følgende, har arbejdsløsheden konsekvenser for alle de sociale områder af
samfundslivet: Forholdet mellem arbejdsmarkedets parter, forsøgene på at
forbedre arbejdsvilkårene, lønforhandlingerne og bestræbelserne for at
rette op på socialsikringsbudgetterne. Men der er også andre væsentlige
problemer, som presser sig på; f.eks. er der behov for en nyorientering af
erhvervsvejledningen og erhvervsuddannelserne, så de unge bliver i stand
til at finde beskæftigelse inden for fremtidens nye fag. Et andet eksempel
er nødvendigheden af i forbindelse med indførelse af nye teknologier at
overbevise alle om, at man må nå til en anden fordeling af den enkeltes
tid mellem arbejde, fritid og familiemæssige og samfundsmæssige forplig­
telser. Endelig er der den faldende fødselshyppighed og de heraf følgende
demografiske skævheder. Som det vil fremgå, griber en lang række af de
(1) "Den økonomiske og sociale situation i Fællesskabet", dok.
K0M(83) 722 endelig udg. af 25. november 1983, s. 9. forskellige udviklinger, der i det følgende er beskrevet under hvert
land, ind i hinanden, og de lader ane nogle bestemte tendenser, der
peger i retning af nye samfundsformer, hvis konturer endnu kun kan
skimtes svagt.
4. Som det følgende viser, er de fleste af de sociale problemer i det forløbne
år blevet søgt løst af medlemsstaterne på nogenlunde samme tid og ud fra
sammenlignelige forudsætninger. Det mest slående eksempel herpå er
ungdomsarbejdsløshedsproblernet, som ingen medlemsstater har kunnet komme
uden om. Det samme gælder behovet for at rette op på socialsikringernes
budgetunderskud. Her er de ofte drastiske nedskæringer gået ud over grup­
per, der normalt kan regne med at nyde godt af ordningerne. Fællesskabet
har beskæftiget sig med disse problemer, i nogle tilfælde allerede fra et
tidligt tidspunkt, hvilket sikkert er en af grundene til, at der er en
vis ensartethed i de foranstaltninger, medlemsstaterne har truffet. I
hvert fald imødekommer de Kommissionens ofte udtrykte ønske om, at de
sociale problemer løses gennem en harmonisering af de nationale foran­
staltninger eller i det mindste gennem et bredt samarbejde og på grundlag
af en fælles overordnet målsætning. Resultaterne lever da også op til de
senere års gentagne højtidelige løfter fra Rådet og Det europæiske Råd.
Bestræbelserne har først og fremmest været koncentreret om de unges stil­
ling på arbejdsmarkedet, omlægning af arbejdstiden samt erhvervsuddan­
nelse - især i forbindelse med indførelsen af ny teknologi; men også på
andre områder som f.eks. samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter og
sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen har Fællesskabet i løbet af 1983
taget en række nye initiativer.
5. Et af de mest brændende problemer, ungdomsarbejdsløsheden, er ved flere
lejligheder blevet grundigt behandlet på statschefs- og ministerplan.
Både på det fælles møde i Rådet for finans-, økonomi- og socialministrene
den 16. november 1982 og på Det europæiske Råds møder i Bruxelles, den
21. marts 1983 og i Stuttgart den 17. juni 1983 stod bekæmpelsen af ungdomsarbejdsløsheden højt på prioritetslisten. Endvidere har den aftale,
der på arbejdsministrenes møde den 2. juni 1983 blev indgået vedrørende
revisionen af Den europæiske Socialfond, som sit direkte erklærede mål
at fremme beskæftigelsen af unge under 25 år. For øvrigt havde Kommis­
sionen uophørligt henledt de højeste fællesskabsinstansers opmærksomhed
på, at ungdomsarbejdsløsheden krævede specifikke hasteforanstaltninger (1),
ligesom den netop i sin meddelelse til Rådet vedrørende fremme af beskæfti­
gelsen af unge (2) slog til lyd for et særligt fempunktsprogram (3). Det
stående Udvalg for Beskæftigelse, der holdt møde den 20. maj 1983, til­
sluttede sig disse forslag. Udvalget lagde endvidere vægt på, at allerede
trufne og fremtidige nationale foranstaltninger i højere grad end tidligere
gøres til genstand for en systematisk udveksling af oplysninger mellem
regeringerne og arbejdsmarkedets parter på fællesskabsplan, hvilket vil
bidrage væsentligt til at forbedre koordineringen.
6. Både Kommissionen og Det europæiske Råd erkendte, at en løsning af ung-
domsarbejdsløshedsproblemet forudsatte en ganske særlig indsats over for
langtidsledigheden: Forklaringen er, at selv om langtidsledigheden ikke
udelukkende rammer de unge, så tegner denne gruppe sig for en stor del
af de langtidsledige. Kommissionen understregede i sin meddelelse af
22. april (2), ät varigheden af den enkeltes arbejdsløshed bliver stadig
længere, samtidig med at ledighedsprocenten stiger. På dette tidspunkt
havde over 2 millioner unge været arbejdsløse i mere end et halvt år og
næsten halvanden million i mere end et år. Alle disse negative faktorer
gør sig i særlig grad gældende blandt unge kvinder, der normalt har
sværere end de unge mænd ved at benytte sig af erhvervsuddannelsestil-
buddene og sikre sig beskæftigelse. Man må desværre se i øjnene, at den
(1) "Bekæmpelse af ledigheden i 1980'erne", K0M(83) 148 endelig udg.
af 14. marts 1983.
(2) K0M(83) 211 endelig udg. af 22. april 1983.
(3) Jf. nr. 23.