ØSU

European Economic And Social Committee

Informations

• Publié par: EUROPEAN-ECONOMIC-AND-SOCIAL-COMMITTEE
• Nombre de lectures: 35
• EAN13: 928300020
• Langue: Norwegian
• Poids de l'ouvrage: 1 Mo

Extrait

DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS
ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG
ÅRSBERETNING
1979 DET ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG
Afdeling for presse, information og publikation
RueRavenstein2 Tlf. 512 39 20 Tig. adr.: ECOSEUR
1000 BRUXELLES 513 95 95 Telex: 25 983 CESEUR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABERS
ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG
Årsberetning
1979
Bruxelles — 1980 Denne publikation udgives også på følgende sprog:
DE ISBN 92-830-0021-8
ENN 92-830-0022-6
FR ISBN 92-830-0023-4
ITN 92-830-0024-2
NL ISBN 92-830-0025-0
Bibliografiske data er at finde bagest i denne publikation.
Artikler i denne publikation må med kildeangivelse frit gengives i deres
helhed eller i uddrag.
Printed in the FR of Germany 1980
ISBN92-830-0020-X
Katalognummer: EX-30-80-164-DA-C Indholdsfortegnelse
Forord 5
KapitelI— Det økonomiske og sociale Udvalgs rolle og indflydelse7
KapitelII— Udvalgets arbejde13
1.Landbrugspolitik13
2.Transportpolitik17
3.Socialpolitik20
4.Økonomisk og finansiel politik22
5.Regionalpolitik27
6.Industripolitik29
7. Tekniske hindringer31
8. Forbindelser med tredjelande 33
9. Energipolitik35
10. Miljø — Sundhedsvæsen—Forbrug38
Kapitel III — Forbindelsernetilpresseogoffentlighed.43 IV — Grupperne47
Kapitel V — Deltagelse i forskellige arrangementer 51 VI — Udnævne/ser og fratrædelser55
Kapitel VII — Genera/sekretariatet 57
1. Personale57
2. Budget 57
3.Møder57
4.Generalsekretariatetsstrukturi197958
BilagA—Liste over Detøkonomiskeogsociale Udvalgs medlemmer61
Bilag Β — Fortegnelse over udtalelser, studier og informations­
beretninger udarbejdet i 1979 75
Bilag C — Liste over Udvalgetsinitiativudtalelser
(1973­1979)85
Bilag D — Oversigt over,ihvilketomfangUdvalgets udtalelser
er blevet til følge91
Bilag E — Diagrammer 103 Forord
Beretningen om Udvalgets virksomhed i 1979 er i sig selv trods sit beskedne om­
fang et klart vidnesbyrd om Udvalgets store arbejdsbyrde og kraftige engage­
ment i de forløbne tolv måneder.
Problemer, spændinger og forhåbninger, som opstod i årets løb, har umiddelbart
fundet vej frem til vore debatter og er kommet til udtryk i vore udtalelser. Vi har
bestræbt os for, ofte stillet over for dramatiske situationer i udøvelsen af vort
mandat som rådgiver for Det europæiske Fællesskabs besluttende instanser, at
være realistiske, når vi har anvist muligheder for løsninger eller gjort opmærksom
på mangler eller risici ved dette eller hint forslag.
Bortset fra, at der på forhånd er tendenser til stede i retning af national protektio­
nisme, har verdenskrisen med sin stadig mere direkte virkning for den enkelte
borger medført stigende tilbøjelighed i denne retning. Heri ligger ikke blot en
fornægtelse af de fælleseuropæiske idealer, men også en misforstået reaktion på
de virkelige problemer. En fastholden af idealerne og en bevidsthed om, at der
må og skal findes løsninger, som er fælles, og som gennemføres i fælles aktion,
har stedse været grundlaget for vor behandling af de problemer, vi i årets løb har
haft forelagt.
Med en forenkling, hvorved jeg ganske vist lader en del af vor virksomhed ude af
betragtning, mener jeg at kunne beskrive vor indsats som i det væsentlige rettet
mod to mål.
På den ene side har vi grundigt overvejet de nye krav og udfordringer, vi er stillet
overfor, og har opstillet en række anvisninger på, hvorledes vore arbejdsmetoder
kan forbedres på en sådan måde, at vi i fuldt omfang kan udøve det mandat,
som er os pålagt ved traktaterne, hvorved alle forudsætninger er til stede for hur­
tigt at komme videre.
På den anden side — og naturligvis hænger de to forhold sammen — har vi lagt
grunden til en styrkelse og yderligere forbedring af vore relationer til de andre EF-
institutioner. På denne front har vi modtaget rigelig tilkendegivelse af, at der er
skabt forståelse og velvilje. Jeg er overbevist om, at vi i 1980 kan høste frugterne
af vore anstrengelser og give Udvalget større gennemslagskraft, også i sam­
menhæng med de igangværende drøftelser om struktur- og procedurereformer
for EF-institutionerne. Det er således med tilfredshed, jeg kan henvise til, at »Vismandsudvalgets« rap­
port, som blev udsendt i 1979, understreger behovet for en styrkelse af Det øko­
nomiske og sociale Udvalg i dets rolle og indflydelse. Dette ser jeg som endnu en
autoritativ erklæring, som bestyrker os i vort engagement.
R. VANNI
Formand Kapitell
Det økonomiske og sociale Udvalgs rolle og indflydelse
Den periode, som denne årsberetning dækker, kan deles i to næsten lige lange
afsnit. Først og fremmest skyldes dette formandskiftet i Udvalget, som fandt sted
i juni, hvorefter Raffaele Vanni har været formand for. Fabrizia Baduel
Glorioso, der blev formand ved sidste nybeskikkelse af Udvalget, var opstillet
som kandidat ved det direkte valg til Europa-Parlamentet og blev indvalgt lige­
som fem andre medlemmer af Udvalget.
Siden formandskiftet har Vanni især arbejdet med at få samlet Udvalgets bestræ­
belser omkring to væsentlige og nødvendige målsætninger, som hænger nøje
sammen: Forbedringen af Udvalgets interne arbejdsmetoder for at øge udtalelser­
nes gennemslagskraft; styrkelsen af forbindelserne med Rådet, Kommissionen og
det direkte valgte Parlament. Hvad det første problem angår, må det nævnes, at
Udvalget fra begyndelsen af året har haft en arbejdsgruppe nedsat for at un­
dersøge muligheden af en ordning, hvorefter medlemmerne kunne lade en assi­
stent eller suppleant træde ind for sig på møder i studiegrupper og eventuelt i af­
delingerne.
Dette spørgsmål er blevet behandlet på en række møder og blev endeligt forelagt
plenarforsamlingen i juli. Ved denne lejlighed blev der fremført en række vægtige
argumenter. Først og fremmest blev der henvist til, at de fleste medlemmer har
en stor arbejdsbyrde, dels i deres hjemland, dels i Udvalget. Assistentordningen er
et forsøg på at løse de problemer, der følger heraf. Formålet med den foreslåede
reform er at højne debatniveauet og forbedre udtalelsernes kvalitet og slagkraft
ved at skabe forudsætninger for, at betydelige personligheder kan bevares for
Udvalget. Ganske vist står generalsekretærerne for de store fagforbund, repræ­
sentanterne for arbejdsgiverorganisationerne og repræsentative personligheder
fra videnskab og åndsliv som ordinære medlemmer af de rådgivende organer;
men i praksis bliver det stadig mere vanskeligt for disse personer i fremskudte
positioner at deltage i Udvalgets arbejde på alle niveauer. Derfor måtte man gøre
sig klart, at der er behov for, at forretningsordenen tillader alle medlemmer at tage
aktivt del i Udvalgets arbejde, men uden at tvinge dem til at forsømme deres na­
tionale forpligtelser i for høj grad. Kun således, argumenterede man, kunne Ud-valget bevare en repræsentativ karakter og en repræsentativ sammensætning,
der var væsentlig for dets betydning.
I øvrigt blev der henvist til, at forretningsordenen for Det rådgivende Udvalg for
EKSF bestemmer, at medlemmerne kan lade sig repræsentere af et ikke-medlem,
der har deres tillid. Herimod blev der fremført mange argumenter. Dels blev der
henvist til, at Ministerrådet flere gange tidligere har understreget, at da medlem­
mernes mandat er personligt, kan opgaverne ikke overdrages til andre. Dels blev
det hævdet, at reformforslaget gik uden om hovedproblemet, nemlig forbedring
af Udvalgets repræsentativitet. For at forbedre den, må de økonomiske og sociale
kredse træffe en vanskelig afgørelse. Enten lader de sig repræsentere af deres
toneangivende personligheder, hvad der vil give Udvalget en vis autoritet, men
samtidig skabe risiko for, at de pågældende kun kan ofre begrænset tid på Ud­
valget; eller de udpeger personer, der arbejdsmæssigt er mindre hårdt spændt
for, i hvilket tilfælde man så til gengæld må frygte, at de ikke står i direkte kon­
takt med de interesser, de repræsenterer, hvad der uundgåeligt vil skabe afstand
mellem Udvalgets drøftelser og virkeligheden. Organisatorisk set er der fare for,
hed det, at gennemførelse af en assistentordning vil udløse en kædereaktion med
det resultat, at først og fremmest afdelingernes drøftelser vil blive vanskeliggjort,
da der her næsten kun vil deltage assistenter, hvorefter man på plenarforsamlin­
gen kan begynde debatten forfra med de medlemmer, der ikke har været til stede
i afdelingerne. Endelig blev der