Fællesskabets Retsorden

Directorate-General For Translation European Commission

Sujets

• International law
• Delegated legislation
• European Union law

Informations

• Publié par: EUROPEAN-COMMISSION
• Nombre de lectures: 8
• Langue: Norwegian
• Poids de l'ouvrage: 3 Mo

Extrait

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
€
europæiske perspektiver
Jean-Victor LOUIS
Fællesskabets
retsorden KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
Fællesskabets
retsorden
af Jean-Victor LOUIS
Professor ved Université libre de Bruxelles
Forskningsleder ved Institut d'Études européennes
Oversat fra fransk
SAMLING »EUROPÆISKE PERSPEKTIVER«
BRUXELLES, 1979 Denne publikation foreligger ligeledes på
DE ISBN 92-825-1052-2
EN ISBN 92-825-1053-0
FRN 92-825-1054-9
IT ISBN 92-825-1055-7
NLN 92-825-1056-5
ESN 92-825-1102-2
GR ISBN 92-825-1103-0
PTN 92-825-1104-9
Bibliografiske data er at finde bagest i denne publikation
Dette værk er udarbejdet af en uafhængig person. De udtrykte meninger hæfter
alene forfatteren for og kan på ingen måde opfattes som en stillingtagen fra
Kommissionen for De europæiske Fællesskabers side.
© Copyright EKSF - EØF - Euratom, Bruxelles-Luxembourg, 1979
Printed in Belgium
ISBN 92-825-1051-4 Katalognummer : CB-28-79-407-DA-C Indholdsfortegnelse
INDLEDNING 5
Kapitel I: KARAKTERISTIKA 9
Afsnit 1 : Kompetencetildeling
Afsnit 2: En institutionaliseret ordning med henblik på den retsskabende virk­
somhed 15
Afsnit 3: Retsfællesskab 21
Afsnit 4: Fortolkningsmetoder6
Afsnit 5: Fleksibilitet og rigorisme ved traktatændringer 31
Afsnit 6: Folkeretlig retssubjektivitet 35
Kapitel II: FÆLLESSKABETS RETSKILDER 41
Afsnit 1 : Traktaterne som Fællesskabets forfatning1
a) Anvendelsesområdet i tidsmæssig henseende1
b)t i geografiske2
c) Forfatning og rammetiaktat 43
Afsnit 2: Den afledede ret6
a) Traktaternes forrang i forhold til den afledede ret7
1. Reglen om kompetencetildeling7
2. Traktatens materielle forrang7
b) »Typiske« retsakter8
1. EKSF-traktaten: Individuelle og generelle beslutninger og henstillinger 49
2. Retsakter, der har hjemmel i EØF-traktatens artikel 189 50
c) »Ikke navngivne« retsakter 56
1. Interne retsakter7
2. Retsakter »sui generis«7
Afsnit 3: Folkeretten8
a) Almindelige folkeretlige regler8
b) Internationale konventioner eller overenskomster 59
1. Overenskomster, som indgås af medlemsstaterne9
2., soms af Fællesskabet 62
Afsnit 4: Almindelige retsgrundsætninger3
Kapitel III: FORHOLDET TIL NATIONAL RET 71
Afsnit 1: Den direkte virkning 71
a) Bestemmelser, der har direkte virkning4
1. Traktaten4
2. Forordningerne 82
3. Beslutninger, der er rettet til medlemsstaterne, og direktiver 83
4. Internationale aftaler, der indgås af Fællesskabet 86
b) Hvorledes forholdes der, når en national regel er i strid med en regel, der
har direkte virkning?7
c) Grænserne for den direkte virkning8
Afsnit 2: Forrangen 90
a) Forfatning og fællesskabsret4
b) Fællesskabsret og yngre lov 101 Indholdsfortegnelse
Afsnit 3: Fællesskabsrettens gennemførehe 106
a) Den direkte eller centraliserede administration9
b) Medlemsstaternes samarbejde 113
KONKLUSION 125
Bibliografi9
Liste over tidsskrifter 133
Stikordsregister5
^ Indledning
1. Den erklæring, der blev fremsat den 9. maj 1950 af den franske
udenrigsminister Robert Schuman, var et vendepunkt i den europæiske
opbygning. De europæiske Fællesskabers institutionelle opbygning har
sin oprindelse i dette historiske initiativ.
Med følgende proklamation: »Europa kan ikke opbygges med ét slag
og ej heller i form af en samlet konstruktion; det kan kun opbygges
ved gennem konkrete handlinger som en begyndelse at skabe en
faktisk samhørighed«, fastlagde Schuman-erklæringen det funktionali­
stiske princip. Dette princip fik forrang for det såkaldte »konstitu­
tionelle«, hvorefter der hurtigst muligt skulle etableres en
politisk organisation i Europa efter føderal model.
Det europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) blev oprettet ved Paris­
traktaten af 18. april 1951, hvorefter fulgte oprettelsen af Det euro­
pæiske økonomiske Fællesskab (EØF) samt Det europæiske Atomener­
gifællesskab (også kaldet »Euratom«), der begge oprettedes ved Rom­
traktaterne af 25. marts 1957.
2. Der har siden disse traktaters ikrafttræden den 1. januar 1958
eksisteret tre særskilte Fællesskaber, der hver har sit selvstændige
traktatmæssige grundlag. Men de tre Fællesskaber blev oprettet med
henblik på at nå de samme grundlæggende mål, nemlig opbygningen
af et »organiseret Europa«, »en stadig snævrere sammenslutning mellem
de europæiske folk«, en »fælles indsats« for herved at bidrage til
»deres folks velstand«.
Til gennemførelsen af disse grundlæggende fælles mål er én og samme
teknik bragt i anvendelse, nemlig integration, dvs. indførelse af en reel
kompetence til at udøve de beføjelser, der tillægges Fællesskabets
institutioner.
Den institutionelle opbygning har været fælles for de tre Fællesskaber,
efter at den såkaldte fusionstraktat, der blev undertegnet i Bruxelles
den 8. april 1965, trådte i kraft den 1. juli 1967. Forsamlingen
(Europa-Parlamentet) og Domstolen har allerede fra begyndelsen været
fælles for de tre Fællesskaber i henhold til den konvention, der blev
undertegnet i Rom på samme tidspunkt som traktaterne om oprettelse
af EØF og Euratom.
EØF-traktaten, som tager sigte på en generel integration af økonomien
og ikke som de to andre traktater en integration inden for bestemte
sektorer, fastsætter således udtrykkeligt, at bestemmelserne heri »ikke
ændrer bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det europæiske
Kul- og Stålfællesskab« og ej heller »berørere i traktaten
om oprettelse af Det europæiske Atomenergifællesskab« (artikel 232). Indledning
Der er således forskelle mellem de tre traktater med hensyn til såvel
institutionernes beføjelser, som søgsmålskompetencen for eksempel.
Disse forskelle afspejler de forskellige tanker hos forfatterne til de
respektive traktater og endvidere den historiske sammenhæng, hvori
traktaterne blev indgået1).
Da de tre Fællesskaber alle bygger på ensartede grundprincipper, er
det imidlertid nødvendigt at fortolke hver af traktaterne i lyset af de
to andre 2).
Det europæiske økonomiske Fællesskabs udøvelse af en række af sine
beføjelser inden for de områder, hvor der findes en fælles politik (f. eks.
transport, handelspolitik, energi), kan endvidere bevirke, at de
begrænsninger, der pr. definition gælder for de beføjelser, der er tillagt
institutionerne i det sektorbestemte Fællesskab, mister deres betydning.
At kompetencen forbeholdtes medlemsstaterne med hensyn til handels­
politikken på kul- og stålområdet, dvs. i samhandelen med tredjelande
(EKSF-traktatens artikel 72, stk. 1), var således kun berettiget på grund
af traktatens begrænsede anvendelsesområde. Reglen skyldtes nødven­
digheden af at overlade én og samme myndighed det samlede ansvar
på det handelspolitiske område. Spørgsmålet er, om denne begrundelse,
der tidligere talte til fordel for en samlet kompetence for de enkelte
stater på dette område, ikke i dag fører til, at man forkaster det i
EKSF-traktatens artikel 71 indeholdte forbehold til fordel for medlems­
staterne. Siden 1. januar 1970 er det nemlig Fællesskabet, der alene
har kompetencen på dette område i medfør af EØF-traktatens artikel
113. I samhandelen med tredjelande synes det ikke berettiget at isolere
to produktgrupper — kul og stål — og lade særskilte regler gælde
for disse 3).
Endelig er grundpillerne i Fællesskabets retsorden, nemlig principperne
om forrang og direkte anvendelighed, basis for hele fællesskabsstruk-
turen, uanset under hvilken traktat denne eller hin regel henhører.
3. Europa-Parlamentet har den 16. februar 1978 under henvisning
til betænkningen fra dets politiske udvalg vedtaget en »beslutning om
en enhedsbetegnelse for Fællesskabet« 4). I præamblen til denne
*) Dom af 14.12.1962, forenede sager 16 og 17/62, Confédération nationale des
producteurs de fruits et légumes m.fl. mod Rådet for Det europæiske økonomiske
Fællesskab, Samling af Domstolens Afgørelser (herefter benævnt »Sml.«) 1954-
1964, s. 359. O.A. Der henvises her og overalt i det følgende til den danske udgave
af Sml.
2) Dom af 13.6.1958, sag 9/56, Meroni mod Den høje Myndighed, Sml. 1954-1964,
s. 59.
3) EF-Domstolen går ikke så vidt i sin udtalelse 1/75 af 11.11.1975,