Møde mellem Repræsentanter for Domstole og Universiteter

Court Of Justice Of The European Union

Sujets

• Higher education
• Lawyer
• Court of Justice of the European Union
• Teacher
• Droit et juridique

Informations

• Publié par: COURT-OF-JUSTICE-OF-THE-EUROPEAN-UNION
• Nombre de lectures: 15
• Langue: Danish
• Poids de l'ouvrage: 5 Mo

Extrait

Domstolen
for
De europæiske Fællesskaber
IPVR
Møde mellem repræsentanter for
domstole og universiteter
27.-28. september 1976
Beretning
LUXEMBOURG Domstolen
for
De europæiske Fællesskaber
Møde mellem repræsentanter for
domstole og universiteter
27.-28. september 1976
Beretning
LUXEMBOURG Meddelelse
— den originale version af afdelingsformand H. Kutschers indlæg (I) var
affattet på tysk
— den originale version af professor C. Hamsons indlæg (II)
var affattet på engelsk
— den originale version af indlægget (III) fra F. Dumon, første generaladvo­
kat ved Cour de Cassation i Belgien, var affattet på fransk
— den originale version af generaladvokat J.-P. Warners indlæg (V) var
affattet på engelsk
— den originale version af dommer P. Pescatores indlæg (VI) var affattet på
fransk
På grund af de meget korte frister for manuskripternes oversættelse og tryk­
ninghar det været umuligt for forfatterne af foretage en gennemlæsning af over­
sættelsen af deres indlæg. Forord
Efter snart 25 års virke har De europæiske Fællesskabers Domstol
taget initiativ til at skabe en ny og anderledes debat om sine fortolknings-
metoder.
Tidspunktet synes så meget desto mere velegnet, som fællesskabsdomstolen,
efter forøgelsen af de præjudicielle sager på grundlag af Rom-traktaten, nu
fremover står over for et stigende antal sager vedrørende fortolkningen af
Bruxelles-konventionen om retternes kompetence.
Det var derfor af den største betydning for Domstolen at samle medlems­
staternes højeste dommere, dygtigste advokater og berømte universitetslærere
for at høre deres kritiske bemærkninger til Domstolens samle retspraksis.
Dette var det første formål med dommer- og universitetsmodet, der, med over
150 deltagere, afholdtes i Luxembourg den 27. og 28. september 1976.
Det var endvidere passende at benytte denne enestående lejlighed til at give
de ni justitsministre mulighed for, for første gang, at møde Fællesskabets
samlede dommerstand og for at danne sig et samlet overblik over fællesskabs­
rettens sammenlignede livskraft i hvert enkelt af vore lande.
Tre afhandlinger indledte debatten om Domstolens fortolkningsmetoder. For
at gøre den kritiske debat så bred som mulig havde man tyet til tre forfattere
af forskellig oprindelse. Medens hr. Kutscher, dengang afdelingsformand ved
Domstolen, bidrog med sin rige erfaring fra det arbejde, han havde deltaget i
indefra, var det de to andre forfatteres opgave at fremsætte kritiske synspunk­
ter set uden for Domstolen. Hr. Dumon — første generaladvokat ved Belgiens
Cour de Cassation — og hr. Hamson — fremtrædende engelsk teoretiker,
forhenværende professor i Cambridge — var nemlig i særlig grad kompetente
til at udtale sig fra såvel teoretiske som praktiske synspunkter og efter de
synsmåder, der er særlige for kontinentale jurister og for Common Law-
jurister. Det var således på grundlag af disse tre væsentlige afhandlinger og først med
generaladvokat Trabucchi og dernæst med afdelingsformand O'Keeffe som
ordstyrer at en levende, indgående, modsætningsfyldt debat fandt sted.
Emnerne var mangfoldige. Anerkendelse og kritik vekslede, ofte fra en og
samme deltager. Det vil måske være overdrevent forenklet blandt de oftest
berørte spørgsmål at nævne traktaternes umiddelbare virkning ifølge dommen
Van Gend og Loos, som professor Hamson omtalte, samt den i dommen
Defrenne anerkendte ligeløn for mænd og kvinder, som første generaladvo­
kat Dumon omtalte. Tiden var formentlig for knap til at udtømme debatten. I
det mindste gav deltagernes^) antal, anseelse og forskellige nationale oprin-
se denne kritiske debat et rigt indhold i et udtalt idéfællesskab.
Mødets oplysende del, der lagde beslag på den anden dag, gav de samme
deltagere, hvortil medlemsstaternes justitsministre(2) havde sluttet sig, et
indtryk af de forskellige sider af fællesskabsrettens livskraft.
Det drejede sig først om at orientere ministrene om de tendenser, den forud­
gående dags diskussioner om Domstolens fortolkningsmetoder havde klar­
lagt. Denne opgave påhvilede dommer Mertens de Wilmars.
Det tilfaldt derefter generaladvokat J.-P. Warner at skildre udviklingen i
Domstolens virksomhed fra begyndelsen og hr. Gundelach, medlem af Kom­
missionen, at omtale de fortolkningsproblemer, som også Kommissionen står
over for.
(') Til trods for den knappe tid hørtes indlæg fra:
Hr. Olmi, generaldirektør for EF-Kommissionens juridiske tjeneste; Sir Walkcr-Smith,
formand for Europa-Parlamentets retsudvalg; Vicomte Ganshof van Der Mcersch, for­
henværende Procureur général ved den belgiske kassationsret; professor van Gerven fra
Louvain; professor Lando fra København; professor Boerner fra Køln; advokat Deringer
fra Køln; hr. Monguilan, første præsident ved Frankrigs Cour de Cassation; hr. Touffait,
procureur général ved Frankrigs Cour de Cassation; hr. Bellet, afdelingsformand ved
Frankrigs Cour de Cassation; professor Vedel fra Paris; professor Teitgen fra Paris;
advokat Gatalano fra Rom;r Monaco fra Rom; senator Bosco fra Rom; pro­
fessor Ubertazzi fra Milano; Conseiller Liesch fra Luxembourg; professor Verloren van
Thematt fra Utrecht; professor Schermers fra Amsterdam; lord Denning, Master of the
Rolls fra London;r Lipstein fra Cambridge; professor Graveson fra London;
professor Lawton fra Belfast.
(2) Hr. van Agt for Nederlandene; Lord Elwyn-Jones for Storbritannien og Lord King
Murray; hr. Møller fra Danmark; hr. Erkel for forbundsrepublikken Tyskland; hr.
Guichard for Frankrig; hr. Cooncy for Irland, hr. Bonifacio for Italien; hr. Kricps for
Luxembourg. Endelig blev der givet et overblik over de nationale retters anvendelse af
traktater og forordninger. Denne opgave påhvilede dommer Pescatore, der
redegjorde for den sammenlignede udvikling i national retspraksis, for de
skete fremskridt og for de vanskeligheder, der her og der endnu står tilbage.
I et velunderbygget og skarpsindigt indlæg var det hr. van Agt, formand for
EF-Rådet af justitsministre, magtpåliggende at vise integrationens udvikling
gennem Domstolens og de nationale retters retspraksis og overfor disse at
give udtryk for medlemsstaternes tillid.
Hvilke slutninger kan der drages af et sådant møde ?
For det første bør denne form for møder, man herved forsøgte, fastholdes
for en ny udvikling. Det synes nemlig gavnligt, at en forsamling af denne art
får lejlighed til at fremsætte konstruktiv kritik til opbygningen af en sådan
retspraksis, der kan skabe et mere snævert samarbejde mellem teori og praksis
mellem Domstolen og de nationale retter. Visse af disse skulle endog have
givet udtryk for ønsket om at overføre denne metode til nationalt plan.
Endvidere har dette møde på højeste plan klarlagt de væsentlige sider af fæl-
leskabsretten. At en ensartet retspraksis så ofte blev fremhævet som en nød­
vendighedviser, hvor stor en vægt en sådan forsamling tillæger grundlaget for
en ret, der er fælles for samtlige medlemsstater og som samler disses stats­
borgere under en og samme lov, fortolket og anvendt på ensartet måde.
I øvrigt fremgik det, at det snævre samarbejde mellem de nationale retter og
Domstolen er en afgørende faktor for fællesskabsrettens succes. Det er nemlig
ved hjælp af nogle tusind spørgsmål, som flere hundrede domstole og retter
har stillet, at denne retspraksis i en atmosfære af gensidig tillid lidt efter lidt
har taget form. I virkeligheden er det de nationale retter, der ved deres initia­
tiver har været den egentlige drivkraft. Fællesskabets retspraksis er således
såvel et progressivt som et kollektivt værk.
De resultater, som dette møde har klarlagt, anviser de mulige veje i fremtiden
mod nye etaper. Når erfaringen viser at enhver nok så beskeden fællesskabs­
bestemmelse i sig bærer kimen til en integrationsfremmende retspraksis, når
erfaringen med Bruxelles-konventionen om retternes kompetence er det sidste
eksempel herpå, hvorledes kan man da undgå at være opmærksom på, at der
her er en enkel men virkningsfuld måde at sikre en videre praktisk og progres­
siv integration, medens mere ambitiøse forehavender må stå i stampe. Er man opfindsom, kan man i så henseende ikke undgå at få øje på en mang­
foldighed af områder, inden for hvilke national retspraksis kunne gøre af­
gørende fremskridt henimod en ensartetgørelse. En metodisk undersøgelse af
handelsretten og i almindelighed af privatretten kunne bl