Antiterrorismens idehistorie
180 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Antiterrorismens idehistorie , livre ebook

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus
180 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

Description

Flyene mod New Yorks tvillingetarne, bomben pa Bali, bomber og giftgas mod busser, tog og undergrundstog i London, Madrid og Tokyo - terrorismen er over os, ogsa i Danishmark. Konsekvenserne har vAeret enorme bade i det store og det sma: Love er blevet skAerpet, og vi er nu underlagt skarp kontrol ned i mindste detalje i fx lufthavne. Men kan vi som stat ruste os pa andre mader? Ja, denne bog giver det svar, at en grundig idehistorisk orientering i bade terrorismen og bekAempelsen af den kan nuancere vores forstaelse af problemet - og dermed gode grunden for en oplyst debat om, hvilke indgreb, vi som samfund finder nodvendige i kampen mod terrorismen.

Sujets

Informations

Publié par
Date de parution 01 novembre 2007
Nombre de lectures 0
EAN13 9788771245189
Langue Danish

Informations légales : prix de location à la page 0,0112€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.

Exrait

Redigeret af Mikkel Thorup Morten Br nder
ANTITERRORISMENS ID HISTORIE
Stater og vold i 500 r
FORORD
Diskussionen af terrorisme og antiterrorisme leder ofte til vanskeligheder. Den d kker over et komplekst historisk, begrebsligt, politisk og juridisk materiale, over skjulte man vrer og tild kkede hensigter samt over et hyperpolitiseret og hypermoraliseret felt, hvor der vogtes over ethvert skridt, der tages, og enhver linje, der krydses. Denne bog ignorerer i en vis forstand farerne ved terrordiskussionen, idet den diskuterer terror og antiterror med de samme kategorier; den fors ger at anl gge et analytisk og historisk perspektiv p begge f nomener. Staten f r dermed ikke nogen a priori s rstatus i hverken empirisk eller moralsk forstand, hvad voldsanvendelse ang r.
Det vil uden tvivl give anledning til kritik, hvorfor det er n dvendigt indledningsvist at sl fast, at vores form l ikke er at p st nogen empirisk eller moralsk kvivalent mellem staten og terroristen. Om end de ofte historisk og aktuelt har benyttet sig af samme metoder, s er staten - i hvert fald den demokratiske stat - kendetegnet ved at have borgernes sikkerhed som m ls tning, den tilvejebringer en r kke sikkerhedsm ssige og velf rdsm ssige goder og adskiller sig s ledes i funktionel henseende helt afg rende fra terrorgruppen. Det er derfor ikke vores hensigt at levere endnu en ensidig kritik af staten eller at bidrage til den i forvejen lange r kke af anf gtelser af det moralske grundlag for den nuv rende krig mod terror, hvor n dvendige de end kan forekomme for demokratiets best en. Det, der derimod er vores hensigt, er at rette fokus mod de begrebslige og historiske foruds tninger for etableringen af forholdet terror/antiterror, som det er vores p stand, er den moderne stat iboende. Vi har alts valgt at anl gge en idehistorisk vinkel p den globale antiterrorisme og sp rge til dens mange forl bere og udgaver frem for at stille os analytisk tilfredse med den aktuelle og ahistoriske udl gning af dette forhold, der kendetegner den moderne selvforst else.
Med andre ord er det vores hensigt at historisere terror- og terroristbegrebet. Det g r vi med den analytiske kategori terroristiske figurer , der angiver en parallelisering mellem den lange r kke af ikke-statslige voldsakt rer, der har konfronteret staten. De har det ikke-statslige som distinkt f llestr k, men de deler ogs det forhold, at staten har fors gt at anvende sin retslige, begrebslige og milit re dominans til at kriminalisere disse voldsakt rer p en m de, der forener dem som terroristiske figurer, det vil sige som ikke bare st ende uden for det politiske f llesskab, men som v rende i absolut mods tning til selve samfundsprincippet. Kategorien terroristiske figurer tjener til at fort lle om den historiske udgr nsning og afgr nsning af ikke-statslige voldsakt rer, fra statens opkomst til dens konsolidering i den moderne nationalstat og til i dag, hvor statens voldsmonopol synes truet p ny. I dens formative periode betegner s danne terroristiske figurer eller ikke-statslige voldsakt rer de institutioner - adelen, bystater, lejeh re, handelskompagnier og s r vere - som statsmagten indgik i et ligeligt styrkeforhold med, og som den kun langsomt fik tilk mpet sig dominans over. I mods tning hertil st r den konsoliderede nationalstats periode, hvori statens monopol p volds- og retsapparatet indgik i et s ulige styrkeforhold, at dens voldelige udfordrere p det n rmeste meldte sig ud af legaliteten ved blot at betvivle den konkrete statsmagts legitimitet. Det var en periode, hvori anarkistiske og socialistiske grupper, fascister, borgerrettighedsbev gelser og fortalere for national uafh ngighed oplevede, at deres opposition - selv hvor den var ikke-voldelig - blev kriminaliseret, erkl ret statsfjendtlig og f lgelig bek mpet. Endelig kan vi betragte den funktion, den terroristiske figur udfylder i vores egen samtid, hvor der er g et inflation i betegnelsen terrorist , der er blevet det foretrukne pr dikat i karakteristikken af statens modstandere. Om den statslige overmagt s er repr senteret ved USA i Irak, Rusland i Tjetjenien eller noget tredje, bliver grupper, der f r ville blive kaldt kriminelle, partisaner el.lign., forskelsl st betegnet som terrorister. Kategorien terroristiske figurer fors ger at beskrive de idehistoriske paralleller mellem statens karakteristik af sine modstandere, hvad enten terroristbegrebet, som ret beset er en moderne betegnelse, er blevet taget i anvendelse eller ej, fordi det er vores antagelse, at m den, hvorp s danne karakteristikker ytres, udg r en konstans i statens historie.
*
Bogen er inddelt i afsnit, der tiln rmer sig en kronologisk opdeling, om end den ikke er fors gt strengt h ndh vet, da hensigten med bogens temaer og problematikker netop har v ret at overskride en s dan afgr nset temporalisering. Ambitionen med bogen er at tilvejebringe en pluralistisk eller tv rfaglig tilgang til forst elsen af forholdet mellem terror og antiterror. Derfor har vi inviteret forskere fra bl.a. samfundsvidenskab, psykologi, historie, filosofi, omr destudier og id historie til at bidrage til antologien, og derfor har vi valgt at optrykke en r kke originaltekster fra voldens id historie fra Robespierre til Osama bin Laden.
Vi indleder antologien med tre introducerende artikler, der s tter scenen for det f lgende. De to f rste artikler, Staten og dens udfordrere - vold som terror eller krig samt Undtagelse og terror , er skrevet af antologiens redakt rer med det form l at give l seren nogle mulige teoretiske redskaber at n rme sig terror/ antiterror-problematikken med. Artiklernes fokus er s ledes en r kke centrale begrebslige og historiske distinktioner, og de udg r i den henseende ogs et grundrids over, hvordan bogen og dens tema er blevet t nkt af dens ophavsm nd. Den tredje indledende artikel er Jacob Alsteds Terrorisme som mangel p kollektiv modning , der tager fat p antiterrorismen fra et historisk-sociologisk og psykologisk udgangspunkt. Alsted demonstrerer s ledes, hvordan terrorisme udg r en central del af statsdannelsesprocessen, og ser dens fortsatte eksistens som tegn p en mangel p kollektiv modning selv i veludviklede stater.
Andet afsnit har overskriften S r vere, lejesoldater og privat vold. Ikke-statslige voldsakt rer i statens formative periode (1450-1870) . Form let er at pr sentere en r kke af de ikke-statslige voldsakt rer, der opererede, inden staten h vdede og etablerede et egentligt voldsmonopol og en territoriel tilstedev relse - og dermed muliggjorde nedk mpningen eller afskaffelsen af de ikke-statslige voldsakt rer. Dette afsnit pr senterer ogs vores fortl bende fokus p statens brug af diverse ikke-statslige voldsakt rer for at fremme statslige m ls tninger. Et v sentligt tema er som allerede n vnt opkomsten af de s kaldte terroristiske figurer , alts statens stigende kriminalisering af dens voldelige udfordrere. Vi p st r ikke, at disse kriminaliserede er terrorister (eller for den sags skyld, at de er frihedsk mpere). Vores form l med begrebet er at henlede opm rksomhed p statens beskrivelse af sine udfordrere og modstandere som v rende uden for lovens og moralens r kkevidde.
Afsnittet indledes med Jeppe B. Netterstr ms artikel Den fejdende adelsmand, den voldelige bonde og staten - terroristiske figurer og antiterrorisme i Danmark 1450-1650 , der behandler den pr moderne stats forhold til privat vold i form af dueller, fejder og bondeopr r. Vi ser her de f rste sp de tegn p , hvordan staten fors ger at monopolisere volden ved at delegitimere privat retsh ndh velse i dueller og fejder samt dens fors g p at pacificere b nderne. N ste artikel er Lars B. Struwes Lejesoldaterne i 1600- og 1700-tallet - fra terroriserende lejetropper til udskreven national h r , der fokuserer p lejesoldaten og p den danske stats overgang fra en h r domineret af lejesoldater til en totalt nationalt hvervet h r. Struwe fort ller desuden historien om lejesoldaten som en terroristisk figur i civilbefolkningens jne. Mikkel Thorups Pirater, barbarer og stater - om USA s f rste internationale antiterrorkrig og Frankrigs algierske statsterror kredser om s r veren og i mindre grad s r verens statsligt autoriserede dobbeltg nger: kaperen. Artiklen stiller skarpt p det, der er blevet kaldt den f rste globale antiterrorkrig, nemlig kampen mod s r veriet, s rligt p USA s krig mod de nordafrikanske s r vere og p Frankrigs kolonialisering af Algeriet med samme form l, og der tr kkes en r kke linjer frem til den nuv rende krig mod terror. Casper J. Andersen unders ger i sin artikel Handelskompagniet British South Africa Company som ikke-statslig voldsakt r 1889-1894 en sj ldent h rt fort lling i statens historie, nemlig historien om de private handelskompagnier, der agerede som kvasi-stater med ret til at rejse h re, slutte forbund og erkl re krig imod samfund og statslignende organisationer uden for det europ iske statsrum. Med fokus p det sydlige Afrika beskriver Andersen s ledes, hvorfor staten f rst tillod og siden afviklede det private handelskompagnis fremtr dende rolle i kolonierne.
Som afslutning p afsnittet om statens formative periode og som overgang til bogens tredje del om nationalstaten har vi valgt et uddrag af Maximilien de Robespierres ber mte og berygtede tale om revolutionen fra 1794. Den bringes her for f rste gang p dansk. Talen er interessant, fordi den, idet Robespierre knytter den nationale dyd sammen med terroren, viser terrorbegrebets oprindelse i statens selvforsvar. Terroren betegner statens kamp mod private, kontrarevolution re voldsgrupper og ikke, som vi opfatter begrebet i dag, som private voldsakt rers anslag mod staten.
Det tredje afsnit har overskriften Guerillaer, anarkister og politisk terror. Antiterrorismen og den moderne nationalstat (1870-1989) . Her fokuserer vi p forestillingen om trusler fra ikke-statslige voldsakt rer mod den konsoliderede nationalstat, og hvad enten s danne forestillinger var begrundende eller ej, brugen heraf til at mobilisere det statslige voldsapparat som led i et eksistentielt opg r mod dens indre fjender. I dette afsnit ser vi s ledes p de f rste grupper, der fik betegnelsen terrorister, og derfor ogs p de f rste egentlige udtryk for statslig antiterrorisme.
Afsnittet indledes med Carl Pedersens artikel USA ser r dt 1919-1920 , der beskriver den amerikanske frygt for anarkismen i begyndelsen af det 20. rhundrede, en frygt for udenlandsk terror, der har en r kke klare paralleller til nutiden. I Vold og statsmagt i Italien i den fascistiske ra diskuterer Thomas Harder b de den fascistiske stats og dens modstanderes forhold til voldsanvendelse. Herfra tager vi til Sovjetunionen og Moskva-processerne, hvor Bertel Nygaard i sin artikel Antiterrorismens algebra - statsopbygning og fjendebillede under Moskvaprocesserne 1936-38 viser, hvordan de anklagede af staten - og af Sovjets udenlandske st tter - blev fremstillet som landsforr dere og terrorister. Artiklen demonstrerer den antiterroristiske sprogbrugs manipulerbarhed, hvori enhver stats fjender kan ben vnes og bek mpes som terrorister. Med Gert S rensens De R de Brigader og sp ndingens strategi vender vi tilbage til Italien, denne gang til efterkrigstidens bly r med r d terror og sort antiterror, der til forveksling lignede hinanden. Artiklen diskuterer Aldo Moro-sagen som eksempel p det b de uklare og tydelige forhold og samarbejde, der til tider opst r mellem staten og semi-private voldsakt rer, her nyfascister, i statens antiterrorstrategi. Den samtidige tyske antiterrorstrategi viste sig ganske anderledes, og Anne F. S rensen udl gger i sin artikel I krig mod statsfjende nr. 1 - vesttysk terrorbek mpelse i 1970 erne b de de forskellige tiltag, den tyske stat tog i brug imod Rote Armee Fraktion, og den m de, hvorp disse tiltag spillede sammen med forskellige opfattelser af statens praktiske og demokratiske meritter. Afsnittets sidste artikel er Lars Erslev Andersens Fra amerikansk jihad til jihad mod Amerika - USA s partisankrig i Afghanistan 1979-1992 , der fort ller historien om en af Den Kolde Krigs konfrontationer, der skulle f direkte og sk bnesvangre konsekvenser i perioden efter murens fald, nemlig om Pakistan og USA s st tte til de islamistiske mujahedineres kamp imod det Sovjet-st ttede styre i Kabul. Her er endnu et eksempel p , hvordan staten bruger ikke-statslige voldsakt rer for at fremme en statslig m ls tning, og Erslev Andersen demonstrerer, hvordan en s dan strategi kan have farlige implikationer for statens egen sikkerhed.
Det var i nationalstatsligt regi, at terrorbegrebet fik sin nuv rende form og ud vere, og det er derfor ogs billeder fra nationalstatens epoke, der former vores forestillinger om nutidens globale terrorisme, hvad enten vi anvender begreber herfra til at forst nutiden, eller vi taler om en ny terrorisme til forskel fra den klassiske. Derfor afslutter vi ogs afsnittet om den moderne nationalstat med hele seks prim rtekster fra perioden. Den f rste, Revolution, terrorisme, banditvirksomhed , er af den russiske anarkist Mikhail Bakunin, der i dette uddrag fra et brev, skrevet i 1869, etablerer en forbindelse mellem forskellige kriminaliserede grupper fra banditten til terroristen. Anden tekst er af Vladimir Lenin, der i sin artikel om partisankrig fra 1906 diskuterer, hvorvidt revolution re kan tillade sig at lade deres kamp og kampens midler bestemme af statens kategorier for det lovlige og det ulovlige - ikke overraskende kritiserer Lenin dem, der overtager statens legalitetsbestemmelser. Den tredje tekst er af franskmanden Georges Sorel, hvis bog Tanker om vold fra 1908 blev en stor inspirationskilde for yderligtg ende p b de venstre- og h jrefl jen i f rste halvdel af det tyvende rhundrede. I overensstemmelse med Lenin forsvarer han i den tekst, vi bringer her, brugen af vold og kritiserer dem, der afsv rger den. Fjerde tekst er et uddrag fra Adolf Hitlers Min kamp , hvori han diskuterer SA s brug af vold som et centralt element i den nazistiske organisations vej mod magten. Som en tredje repr sentant for det 20. rhundredes totalit re regimer har vi ladet et uddrag fra Mao Tse-Tungs skrifter optrykke. Heri redeg res der for forholdet mellem regul r krig og revolution re krige - en passage, der fik afg rende betydning for opfattelsen af guerillakamp i b de den tredje verden og i Vesten. Den sjette tekst udg r et eksempel p denne p virkning. Der er tale om et uddrag fra et kommunik affattet af Rote Armee Fraktion, den klassiske terrorismes m ske mest ber mte gruppe, og heri diskuteres byguerillaen som kampform.
Under titlen Nye tider, nye trusler? Terror og antiterror efter murens fald (1989-2006) tr kker vi i fjerde og sidste afsnit analysen op til vores egen samtid. Heri fokuserer vi p statens h ndtering af truslen fra det, der er blevet kaldt den nye terrorisme, repr senteret ved al Qaeda, og p , hvad det betyder for b de statslige og ikke-statslige akt rers selvopfattelse og man vremuligheder.
F rste artikel er Thomas Olesens Mellem Skylla og Karybdis - politisk aktivisme efter 11. september , der diskuterer, hvordan terrorangrebet den 11. september 2001 har p virket den globaliseringskritiske bev gelses mulighed for politisk mobilisering og kritik i en tid, hvor modstand stadigt oftere udr bes til terrorisme. Olesen belyser, hvordan angrebet p USA nok har reduceret bev gelsens muligheder p nogle omr der, men m ske ogs har skabt bninger p andre. En ganske anden form for akt r end den globaliseringskritiske aktivist er lejesoldaten, der i kraft af v ksten af private sikkerhedsselskaber har f et en voldsom ren ssance de seneste r. Morten Br nder unders ger netop i sin artikel, Outsourcing af legitim voldsanvendelse - lejesoldatens genindskrivning i det statslige rum , i hvilken grad markedsligg relsen af det statslige voldsmonopol repr senterer et nyt f nomen, og hvorvidt det truer statens eksistens. I artiklen Globaliseringens terrorister - anarkister, al Qaeda og gerningens propaganda sammenligner Mikkel Vedby Rasmussen den klassiske anarkistiske terrorisme med al Qaedas moderne og argumenterer for, hvorledes de to bev gelser kan betragtes som reaktioner p globaliseringen - anarkismen p den f rste globaliseringsb lge op til den F rste Verdenskrigs udbrud og al Qaeda p den anden globaliseringsb lge i tiden efter murens fald. Ideen om terror som et vilk r i en global tidsalder er ogs et centralt element i Mikkel Bolt Rasmussens artikel Antiterrorisme som regeringsteknik , om end fokus her med udgangspunkt i en diskussion af global kapitalisme og tesen om den generaliserede undtagelsestilstand snarere rettes p den statslige side af forholdet terror/antiterror. Emily Hartz argumenterer derimod i sin artikel G r krigen mod terrorisme retten tavs? - om undtagelser, krig og H jesteret for, at undtagelsestilstanden, s ledes som den er blevet fremstillet af blandt andre Giorgio Agamben, netop ikke er blevet generaliseret i krigen mod terror, eftersom den amerikanske H jesteret har sat klare gr nser for statens brug af antiterror.
Et sted, hvor s danne gr nser for statslig voldsanvendelse tilsyneladende ikke g r sig g ldende i nogen n vnev rdig grad, er i Saudi-Arabien, et yndet angrebsm l for al Qaeda. Med udgangspunkt i de historiske foruds tninger for Saudi-Arabiens opst en fort ller S ren Hove i sin artikel Det saudiarabiske kongehus og oppositionel islam f r og efter 11. september 2001 , hvorledes splittelsen mellem geopolitisk n dvendighed og religi s legitimering af kongehusets magt altid har betydet et problematisk og ofte voldeligt forhold til de saudiske islamister. J rgen Dragsdahls artikel, Briller fra Den Kolde Krig - hvad har skabt Bush-regeringens opfattelse af terrorisme? , er en historisk s vel som aktuel gennemgang og diskussion af den amerikanske forst else af og tilgang til terrorismen. Dragsdahl viser, hvorledes en mangelfuld forst else af det f nomen, de ikke-statslige akt rer udg r, kan have alvorlige konsekvenser for, hvordan staten kan l se de problemer, man reelt st r over for. Der sluttes af med Andreas Beck Holms bidrag, Den d moniserende retorik - terrorismens konstruktion i politisk diskurs , hvis emne er det diskursive forhold mellem terror og ondskab, dvs. den g ngse forestilling om, at terrorister er defineret ved at v re onde mennesker. Beck Holm demonstrerer det problematiske i en s dan opfattelse og tilbyder i stedet en alternativ tilgang, der insisterer p en civilisering af det politiske , en stadig sp rgen til fundamentet for og konsekvenserne af de eksisterende magtstrukturer.
Bogen afsluttes med fire prim rtekster. Den f rste er et uddrag fra The Turner Diaries af den amerikanske nynazist William Pierce, der skildrer en h jreorienteret terrorgruppes kamp imod the Zionist Occupation Government , Den Zionistiske Bes ttelsesregering . Pierces bog er egentlig affattet allerede i 1978, men n r vi bringer uddraget i dette afsnit, skyldes det, at netop denne passage om et fiktivt terrorangreb kom til at udg re den helt konkrete inspirationskilde for Timothy McWeigh, da han med bombespr ngningen af den f derale bygning i Oklahoma den 19. april 1995 sendte 168 mennesker i d den. Dern st bringer vi en tekst fra 1998 udsendt af den mand, der mere end nogen anden symboliserer terroren i vores samtid, Osama bin Laden. B de Timothy McVeigh og Osama bin Laden er arketypiske som ikke-statslige voldsakt rer. Vi afslutter antologien med to udsagn, der repr senterer den statsligt autoriserede brug af vold i dag - og som kom til at s tte rammerne for den mest vidtg ende mobilisering af statslige ressourcer i bek mpelsen af ikke-statslige voldsakt rer nogensinde: George W. Bushs tale til Kongressen den 20. september 2001, der kan betegnes som den formelle erkl ring af krigen mod terror, og Tony Blairs tale p Labours kongres den 2. oktober 2001, hvori han erkl rede sin og ethvert moralsk individs uforbeholdne opbakning til krigshandlingernes begyndelse.
*
Det er en antologis styrke, at den favner bredt, b de indholdsm ssigt og metodisk. Den styrke har vi s gt at udnytte ved at bede forfattere med meget forskellige baggrunde og med meget forskellige tilgange - deskriptivt som normativt - om at komme med deres bidrag. I mods tning til en monografi, der tillader den enkelte forfatter at forf lge sin overordnede hypotese, og hvor forfatteren st r til ansvar for det samlede v rk, skal det derfor understreges, at de enkelte bidragydere til denne bog, dens bredde og emne taget i betragtning, kun h fter for deres egen artikel og ikke kan holdes ansvarlige for p stande bragt andetsteds i bogen endsige for redakt rernes overordnede hensigt med og ramme for antologien. Et forbehold, det nok ikke er mindre vigtigt at tage i en tid, hvor begge konfliktens parter h vder, at man enten er med dem eller imod dem.
Mikkel Thorup Morten Br nder
1. DEL
Introduktion: stat og terror

STATEN OG DENS UDFORDRERE - VOLD SOM TERROR ELLER KRIG
Mikkel Thorup Morten Br nder
Staten har kun inden for de sidste ca. 100 r og stort set kun i Vesten monopoliseret st rre voldsud velse internt s vel som eksternt. Hvis vi derfor nsker at forst terror/antiterror-konflikten i et historisk perspektiv, s nytter det ikke noget, at vi kun ser p de stabiliserede, de konsoliderede og de regulariserede sider af statsmagten (Hirst 1990: 109). Vi b r ogs s ge at forst statens genese, dens blodige og skr belige erobring af voldsmonopolet samt den lange r kke af ikke-statslige voldsakt rer, der har udfordret statens voldsmonopol. Det nytter heller ikke noget, at vi kun forst r statens voldsapparat som best ende af politi og milit r, det vil sige dets konventionelle stridskr fter internt og eksternt. Vi bliver n dt til at kigge p statens brug af ikke-statslige, men statsligt autoriserede voldsakt rer s som lejesoldater og paramilit re militser, som staten har anvendt og til en vis grad stadig anvender for at h vde og konsolidere sin dominans og sit hegemoni.
Krig mod terror er en moderne foreteelse, men ikke helt s ny, som det oftest h vdes. For siden opkomsten af den moderne stat har der hersket en uerkl ret, international krig imod terror. Den moderne stat har i sin kritiske og langstrakte etableringsfase samt i sin stadige overlevelseskamp f rt en krig imod en r kke af terroristiske figurer , hvis prim re kendetegn hverken har v ret deres brug af vold eller mere specifikt deres brug af vold imod civile. Den terroristiske figur er ikke kendetegnet ved sine midler eller m l, men ved sin status som privat voldsakt r . Fra den terroristiske figurs f rste former i krigen mod s r veriet, i den spanske modstand imod Napoleon 1808-1813, i anarkistiske og r de terrorismer og til nutidens al Qaeda er terrorisme blevet forst et som, romantiseret som og bek mpet som privat voldsud velse med private form l.
Fra den 24. november til den 21. december 1898 blev der i Rom afholdt en anti-anarkistisk konference med deltagelse af 54 delegerede fra 21 lande heriblandt Danmark og ikke mindst de europ iske stormagter. Der g r en lige linje fra denne f rste antiterrorkonference og til den moderne statslige antiterrorisme. S ledes havde anarkismen if lge konferencedeltagernes opfattelse som m l del ggelsen af al social organisering med voldelige midler (citeret fra Jensen 1981: 327). Det er en definition med klare affiniteter til nutidens terrorisme-definition. Man enedes ogs i den endelige protokol om at erkl re, at anarkisme har ingen relation til politik - alts del ggelse for del ggelsens skyld. I 1906 skrev den engelske avis Saturday Review : Anarkisten er ingen politisk snigmyrder; han er intet andet end et afskyeligt b st. Anarkismen har ingen politik (citeret fra Houen 2002: 36) - en karakteristik med klare paralleller til vores dages karakteristik af al Qaedas selvmordsterrorisme som apolitisk, som n r menneskerettigheds-t nkeren Michael Ignatieff skriver: Men den 11. september var ikke politik med andre midler. Der blev ikke fremsat nogen krav, og det vil der heller aldrig. Ingen tog politisk ansvar for handlingen, og det er der aldrig nogen, der vil. Det var en handling beg et uden nogen forventning om at opn et politisk m l [ ] Det, vi st r over for, er apokalyptisk nihilisme (Ignatieff 2001). Selv om man kan have sympati for den frygt og vrede, der motiverer denne og lignende p stande, s er den bevisligt forkert, hvilket man kan forsikre sig om ved at konsultere terroristerne selv, der s godt som altid og ogs i dag s ger at legitimere deres eksistens og handlinger politisk (Hegghammer 2002 2005; Lawrence 2005).
Disse definitioner af anarkisme og Ignatieffs bem rkning om 11. september afd kker en klar holdning til den irregul re private voldsanvendelse. Det er systemekstern vold , det vil sige, dels er det vold rettet imod samfundsordenen som s dan, dels er volden distinkt ikke-politisk, det vil sige uden for den g ngse politiske praksis. Det er voldens private karakter, der definerer den som ulovlig og terroristisk. Det er ikke den m de, volden ud ves p , men derimod hvem der ud ver den, der fra statens perspektiv bestemmer volden som enten statslig eller terroristisk.
Derfor er der heller ikke principielt set noget, der n gang for alle adskiller statens voldsud velse fra den ikke-statslige, s dan at terrorisme er en aktivitet rettet imod staten og de indbyggere, den er sat i verden for at beskytte, mens antiterrorisme er en aktivitet anvendt af staten til dette form l. B de staten og dens udfordrere kan benytte s vel terror som antiterror. General William T. Shermans ord frygt er visdommens begyndelse , med hvilke han begrundede den march mod havet , der lagde st rstedelen af Georgia de i slutningen af Den Amerikanske Borgerkrig, st r som vartegn over et af de f rste og m ske mest ber mte eksempler p en statsligt autoriseret brug af terror som v ben (Weigley 1973: 151).
Omvendt findes der ogs en ikke-statslig antiterror, som eksempelvis ud ves af v bnede grupper, der beskytter civile imod enten staten eller andre v bnede grupper. Det g lder eksempelvis private vagtv rn, der forest r bevogtningen af s kaldte gated communities i Latinamerika, USA eller Sydeuropa, eller semimilit re organisationer og opr rsgrupper i den tredje verden, der h vder at k mpe for den oprindelige befolknings rettigheder. F lles for s danne grupper er, at de udg r helt konkrete manifestationer af, at gr nsen mellem terror og antiterror er h rfin, og at den l bende ndrer sig. Som Charles Tilly (1985: 170) siger, s h rer banditvirksomhed, s r veri, bandekrige, politi og krigsf relse til p samme kontinuum . Staten har ingen a priori moralsk overh jhed eller noget v sensforskelligt instrumentarium i forhold til terroristen, n r det kommer til voldsud velse. Brutalt sagt s har den kun sin egen selvtildelte legalitet og et institutionaliseret apparat for voldsud velsen. Terrorisme er af staten altid blevet beskrevet som en privat, nihilistisk, basalt set form lsl s, erkl ringsl s brug af vold for at fremme nogle private form l af psykologisk, konomisk eller destruktiv art. Form l, der ikke anerkendes af staten som legitime, politiske eller offentlige m l; og antiterrorisme er p den anden side blevet beskrevet som den velg rende bestr belse p at h vde, forsvare og legitimere et statsligt voldsmonopol.
Set i det ovenst ende perspektiv er det ikke mindst interessant, at da Max Webers herostratisk ber mte definition af staten blev trykt i Wirtschaft und Gesellschaft i 1921, var den faktiske eksistens af et statsligt voldsmonopol stadig en forholdsm ssig ny foreteelse. Ved en stat skal forst s en politisk anstaltsvirksomhed , hvis og for s vidt dens forvaltningsstab effektivt opretholder monopolet p legitim fysisk tvang (Weber 2003: 237). Det afg rende i Webers definition og det afg rende f llestr k, den deler med andre definitioner (Giddens 1985: 20), er eksistensen af et statsligt voldsapparat. Staten bliver stat, idet dens territorium t mmes for andre legitime s vel som reelle voldsakt rer. En effektiv stat, der kan agere som stat, er en, der ikke i voldsud velsen har modstandere, der kan konkurrere med eller overvinde staten. Stat er i en vis forstand den, der f rst f r etableret et voldsmonopol inden for et givent territorium og i videre forstand den, der form r at etablere et institutionaliseret voldsapparat og at opn en s rstatus som legitim voldsud ver.
Med til den politiske teoris g ngse definitioner af staten hos Weber, Giddens og andre h rer forestillinger om et regulariseret voldsapparat best ende af politistyrker internt og milit rstyrker eksternt. Disse etater er kendetegnet ved at v re professionelle, uniformerede, organiseret i et centraliseret hierarki og underlagt politisk kontrol samt operative inden for klare regler og reguleringer inden for distinkte sf rer - civilsamfundet for politistyrkerne og slagmarken for milit rstyrkerne - og rettet imod nationens legitime fjender - kriminelle internt, andre stater eksternt. Dette er implicit i definitionerne af det legitime voldsapparat og i vores hverdagsforst else af legal vold. Den konventionelle krig har en r kke ideelle karakteristika:
1) Den udk mpes mellem konventionelle stater, det vil sige mellem internationalt anerkendte statslige viljer organiseret territorielt, suver niteter der besidder et legitimt voldsmonopol samt retten og midlerne til at definere inde/ude, ven/ fjende og stat/samfund.
2) Den udk mpes mellem konventionelle h re, det vil sige mellem milit re hierarkier, der i sidste ende er ansvarlig over for den politiske ledelse. Der er alts et skel mellem det politiske dom ne og det milit re, der hver is r har deres egne institutioner, praksisser og akt rer. Hierarkisk er de dog organiseret s ledes, at det politiske niveau ideelt set er verst.
3) Den udk mpes mellem konventionelle soldater, det vil sige mellem uniformerede, disciplinerede (professionelle) soldater organiseret i det milit re hierarki og rekrutteret fra landets egen befolkning. Det vil ogs sige, at der skelnes mellem civile og kombattanter. Krigen er akt rm ssigt begr nset.
Den udk mpes alts som f lge af de tre f rste punkter mellem akt rer, der ligner hinanden, og som anerkender denne lighed. Der er med andre ord tale om en symmetrisk krig, hvilket giver mulighed for at:
4) Den udk mpes p en slagmark og vindes ved et afg rende slag, det vil sige, at krigen er geografisk og juridisk afgr nset. Den har sit eget rum, der ikke er sammenfaldende med de k mpende parters hele territorier. Dens begyndelse og afslutning er tydeligt markeret, som oftest ved en krigserkl ring og en fredsaftale, det vil sige, at krigen er temporalt afgr nset. Det g r det muligt at skelne krig fra fred.
5) Den ang r et politisk form l, det vil sige, at den udk mpes mellem to statslige viljer og ikke mellem religi se, moralske, konomiske eller lignende systemer. Krigen er form lsm ssigt afgr nset. Den ang r afvisningen af den andens vilje, af hans krav p suver nitet over et bestemt omr de, ikke hans tvangsm ssige omdannelse til en anden slags vilje. Modpartens politiske system, hans religion, organisationsform og ledelse respekteres som v rende uden for krigens form l. Form let med krig er sejr, ikke udslettelse, omvendelse eller ekspropriering.
6) Dens konomi stammer fra de krigsf rende parter selv, det vil sige, at krigen ikke finansieres gennem kontinuerlig plyndring af fjendens civile bagland, og at soldaterne betales l n (de forventes ikke at skaffe deres eget underhold gennem plyndring). Bag krigen er der alts en konventionel konomi, som yderligere begr nser dens form l og motivation. Der skelnes mellem krig og konomi, mellem handel og plyndring. Krig er ikke forretning, forretning er ikke krig.
7) Den er lovlig, det vil sige, at krigens parter er ikke kriminelle, men netop krigsf rende stater, og krigserkl ringens legitimering af krigen jus ad bellum s tter et skel mellem den lovlige vold, der ud ves inden for krigens rum, og den kriminelle vold, der finder sted udenfor.
8) Den udk mpes i overensstemmelse med en r kke love for krigsf relse, jus in bello , der bestemmer, hvad der er tilladte v ben, hvordan og hvorn r de m bruges, hvorledes henholdsvis civile og krigsfanger skal behandles, og under hvilke hensyn belejringer og bombardementer skal foreg . Nok er statens krig vold, men der er tale om legitim voldsanvendelse ud vet inden for nogle klare rammer.
Politi og milit r adskiller sig fra alle andre organisationer - statslige og ikkestatslige - ved, at de m bruge vold; de er autoriserede, legale voldsud vere. De er principielt set de eneste, der har denne ret; og de er ideelt set de eneste, der benytter sig af vold. Dette er det konsoliderede, regulariserede og stabiliserede billede af staten, som vi imidlertid ikke i analytisk sammenh ng kan tillade os at n jes med eller at blive st ende ved.
Legitim og illegitim ikke-statslig voldsanvendelse
Hvad den klassiske opfattelse af staten skjuler for os, er for det f rste, hvor kort en periode i de menneskelige samfunds historie en s dan forestilling om staten og statens handlinger faktisk har gjort sig g ldende, og for det andet de mange former for ikke-statslig voldsud velse, der historisk set er blevet anvendt imod staten og af staten i b de dens formative periode og senere hen (Thomson 1994). Som en f rste markering af dette forhold kan vi opstille f lgende skema: STATSLIG IKKE-STATSLIG AUTORISERET politi, milit r, efterretningstjeneste skyggekriger, kaper, milits, lejesoldat IKKE-AUTORISERET officersjunta, d dspatrulje guerilla, bandit, pirat, opr rer, terrorist
P standen her er, at den terroristiske figur h rer symbiotisk sammen med staten b de som modstander og som instrument, og at det er vigtigt at forst , hvordan staten i sin stadige etablering, konsolidering og forsvar af sit voldsmonopol kan siges at skabe terroristiske figurer. Staten skaber terroristiske figurer i den bredeste forstand af ordet skabe : Den frembringer, anvender og sponsorerer nogle ikke-statslige akt rer, mens den udgr nser, kriminaliserer og bek mper andre. Den inkluderer ikke-statslige voldsakt rer, for s vidt som de kan styrke statens voldsmagt, og den ekskluderer andre, fordi de enten truer dens voldsmagt indefra, eller fordi identifikationen af fjenden tjener til at legitimere denne voldsmagt - og i spillet mellem inklusion og eksklusion kan venner og fjender hurtigt skifte plads.
For at forst statens differentierede tilgang til konventionel og ukonventionel voldsanvendelse kan vi tage udgangspunkt i en skelnen, som James Ron (2003) foretager i sin Frontiers and Ghettos. Ron skelner mellem to marginale territorier set fra statens synspunkt: gr nselandet og ghettoen, hvor statsmagten og dens officielle og uofficielle kr fter opererer for at h vde statslig dominans, men hvor dominansen er sv r at h vde og h ndtere.
Ghettoerne er opbevaringssteder for u nskede og marginale personer, og her opereres med en brutal ordensh ndh velse, men dog ikke med udryddelse eller deportering. Det er en m de at inkludere og kontrollere de ekskluderede. Ghettoen er omringet af staten og udg r et afgr nset, institutionaliseret og reguleret om end ikke fuldt og totalt kontrolleret territorium, som man ser i mange af Europas forst der, hvor udst dte, men dog t lte befolkningsgrupper lever i samfund, der p mange m der er afkoblet fra resten af samfundet. De tillades nogle frihedsgrader i ghettoen, f.eks. et vist kriminalitetsniveau over normalen, men vel at m rke ud fra den implicitte foruds tning, at disse s regenheder forbliver i ghettoen: Ghettoen og de uskrevne regler, der g lder for dens eksistens, er blevet et globalt f nomen i verdens megabyer (Rapley 2006).
Gr nselandet derimod er et omr de, der ikke er inkorporeret i statens g ngse dominans, og hvor voldsud velsen derfor ofte antager en mere ekstrem karakter. I gr nselandet agerer lykkeriddere, elitesoldater, strafferegimenter osv. Gr nselandet kendetegnes ved sine uhellige alliancer og sine stedfortr derkrige. Den Kolde Krig blev udk mpet i gr nselandet - i Afghanistan, i Den Persiske golf og i Levanten - og krigen mod terror udk mpes langt hen ad vejen p de samme slagmarker, sk nt venner og fjender siden har byttet plads. Her benytter man statsligt sanktionerede, private voldsud vere og ser igennem fingre med deres handlinger. Nyere eksempler inkluderer: USA s brug af guerillastyrker og st tte til samfundsomstyrtende virksomhed for at forhindre kommunistiske magtovertagelser i Mellem- og Sydamerika USA s brug af guerillastyrker og krigsherrer i Mellem sten og Afghanistan b de under Den Kolde Krig (mujahedinerne), op gennem 1990 erne (de kurdiske militser i Nordirak) og i krigen mod terror (Nordalliancen best ende af afghanske krigsherrer) Israels brug af kristne falangister imod PLO i Libanon Syriens brug af Hizbollah-militsen i Libanon imod Israel Den serbiske stats brug af paramilit re styrker som Arkans Tigre
Gr nselandet etableres som en bufferzone. Her hersker den br ndte jords politik, her tegnes de r de linjer, her udstykkes no-go zoner, civilisationslinjer, ingenmandsland, sikkerhedszoner, st dpudezoner etc. (Osterhammel 1995). Ron skriver:
Indtil de politiske enheder omslutter gr nselandet og etablerer deres centrale autoritet, da v lger de ofte at p virke udviklingen gennem skjulte allierede i gr nselandet, der opererer med ringe respekt for loven. Gr nserne er derfor ofte svagt institutionaliseret og er ofte kaotiske skuepladser med tendens til selvbestaltede ordensh ndh vere og paramilit re freelancere. (2003: 16)
Gr nselandet markerer ikke i sin oprindelige betydning en gr nse mellem to territoriale enheder men derimod omr det mellem den statslige orden og naturen, og - som allerede Frederick Jackson Turner p pegede i sin ber mte tale The Significance of the Frontier in American History fra 1893 - gr nselandet udg r ikke statens negation; tv rtimod er det ud af gr nselandets kaos, at statens storhed, i dette tilf lde De Forenede Staters storhed, tr der frem. Det er i den henseende helt i tr d med Turners oprindelige analyse, at James Ron fremh ver den amerikanske erobring af det vestlige gr nseland som arketypisk. Myten om det vilde vesten repr senterer netop forestillingen om en tid, hvor gr nsen var ben, og hvor de indf dte grupper endnu ikke var inkorporeret i det politiske system - hvorfor de i parentes bem rket helt legitimt kunne uds ttes for etnisk udrensning af s vel h ren som af private militsgrupper. Men da gr nselandet f rst var domesticeret og underlagt central statsregulering, da de indf dte f rst var samlet i reservater, i omringet gr nseland eller ghettoer, kunne de indf dte ikke m des med milit rmagt, men med ordensh ndh velse, og dr mmen om statens storhed m tte spejles i en anden uendelighed. Eftersom al jord i dag er territorialiseret, er gr nselandet i sin oprindelige betydning derfor forsvundet, men som de ovenst ende eksempler fra moderne historie viser, kan man stadig tale om et gr nseland i fejlslagne eller smuldrende stater. Det g lder imidlertid ogs der, hvor en principielt st rk stat, som er i stand til at h vde suver nitet i enhver anden henseende, st r magtesl s over for modstandere, der enten opererer i uvejsomme omr der eller i omr der med en kompleks befolkningssammens tning. Her kan man tale om et indre gr nseland , hvor staten ikke som i ghettoen t ler den isolerede tilstedev relsen af dissidens, men aktivt s ger at bek mpe den ved agents provocateurs , informanter (Marx 2006) og semi-autoriserede eller i hvert fald tolererede private voldsgrupper. Vi kan dermed udvide listen til ogs at omfatte: Den britiske h rs tolerering af loyalistiske terrorgrupper imod IRA og republikanismen Den spanske stats brug af den semi-statslige gruppe GAL til at bek mpe ETA Den italienske stats brug af fascistisk sort terror til at bek mpe de R de Brigader og kommunismen Den sydafrikanske stats brug af zuluerne imod ANC Den sudanske regerings brug af Janjaweed-militser i Darfur
Etableringen af infrastrukturel magt
Vi kan n rme os en mere indg ende forst else af forholdet mellem staten og de fra staten ud- og afgr nsede omr der ved at differentiere imellem to historiske former for statsmagt: infrastrukturel og despotisk magt, en distinktion hentet fra sociologen Michael Mann (1984; 1993: 59). I gr nselandet hersker den totale udgave af despotisk magt og f eller ingen elementer af infrastrukturel magt.
Despotisk magt henviser til den r kke af handlinger, som statseliten anvender uregelm ssigt, med besv r og store omkostninger, uden institutioner og reguleret praksis over for et territorium og dets befolkning, der ikke er underlagt fuld kontrol. Det betyder, at magtanvendelsen ofte er brutal, pludselig og ineffektiv, men ogs at den ikke m der anden modstand end den, de ramte befolkningsgrupper kan ud ve, at den ikke er underlagt retslige (eller moralske begr nsninger), og at den foreg r langt fra det metropolitiske centrum og ofte udf res af irregul re tropper. Despotisk magt angiver en under-institutionaliseret, mangelfuld dominans af et territorium, som der f lgelig kompenseres for ved brugen af uh mmet voldsmagt. Despotisk magt er kendetegnet ved at v re uregelm ssig og voldsom, pulserende snarere end permanent. Hvor territoriets ressourcer i et infrastrukturelt domineret landskab hentes gennem beskatning, kan den despotiske magt, som hverken har egne magtorganers permanente tilstedev relse eller befolkningens loyalitet at st tte sig til, kun komme i besiddelse af ressourcerne ved at tage dem med magt. I ghettoen hersker en mere afd mpet despotisk magt, og i det nationalstatslige territorium, det vil sige et territorium som Danmark, findes der kun f , om overhovedet nogen, elementer af despotisk magt. Her hersker derimod den n sten totale udgave af infrastrukturel magt.
Infrastrukturel magt angiver statens faktiske evne til at statsligg re territoriet, til at implementere og h ndh ve sin dominans gennem opbygningen af institutioner, legitime praksisser, regulariseret og kontrolleret magtanvendelse, hvor der i princippet ikke er nogen forskel mellem statspraksissen i centrum og i periferien. Infrastrukturel magt angiver en institutionaliseret, bureaukratiseret, lovreguleret dominans af et territorium, der i normaltilstanden kun beh ver ordin r politimagt. P et territorium domineret af infrastrukturel magt beh ver man alts ikke gribe til despotisk magt eller ekstrem vold for at h vde sin dominans. Territoriet er pacificeret, neutraliseret og domineret af reguleringer, bureaukrati og love, der i sidste ende har det konventionelle voldsapparat i form af politi og domstole bag sig til at sikre den effektive h ndh velse af reglerne. Vi kan opsummere ved hj lp af dette skema:

Det mest h ndgribelige eksempel p territorialiseringen eller p etableringen af en infrastrukturel magt findes formentlig med landkortets opkomst. Etableringen af en m ls tning om den korrekte topografiske gengivelse af et statsligt territorium markerer s ledes et helt afg rende skred inden for kartografien fra et kosmologisk ideal til strategisk. M let var nu ikke at gengive verden som udtryk for en guddommelig orden med Den Hellige Stad i verdens centrum, endsige at skildre dens harmoni med et klassisk ideal om kontinenternes balance, men derimod - i og med at verdens centrum nu befandt sig i centrum af den konkrete, enev ldige fyrstes territorium - helt konkret at kortl gge den statslige enheds styrker og svagheder med henblik p netop at forsvare denne enheds best en (Hirst 2005: del 2).
Men dette ideal om kortl gning standser ikke ved nsket om at beherske jorden. Det udvides og kommer ogs til at omfatte kortl gningen og beherskelsen af landets afgr der, af dets kroppe og ideelt set af sj lene. I den forstand er det statistik , vi betragter - statistik, som det oprindeligt blev forst et, nemlig som det i 1672 blev beskrevet, som Staatenkunde - statskunnen eller statskundskab. Det f rste nationale statistiske bureau blev oprettet i Sverige i 1749 under navnet Tabellverket , mens Norge og Danmark fik deres i 1797. I mods tning til den moderne betydning af begrebet statistik d kkede det i begyndelsen s ledes over langt mere end en samling af numeriske data eller en gren af matematikken. Statistik betegnede et synspunkt p eller en beskrivelse af samfundets og befolkningens tilstand (Neocleous 2003: kap. 2). Tidligere statistikere kaldte sig selv for stat-ister, det vil sige statsarbejdere, hvilket tydeligg r forbindelsen til staten, og statistik blev i Tyskland del af en Polizeiwissenschaft , hvor politi d kkede over den fulde r kke af tiltag over for befolkningen inden for hygiejne, m l og v gt, offentlig orden, byplanl gning, regler og forordninger. Adam Smith sagde i sin Lectures on Jurisprudence , at enhver regering b r:
[ ] v re ivrig efter at fremme statens velstand og rigdom. Denne opgave skaber d t, vi kalder for politiet. En hvilken som helst regulering med hensyn til et lands erhverv, handel, landbrug, manufakturer betragtes som h rende hjemme under politiet (Smith 1978: 5)
Og denne politividenskab benyttede sig i stor udstr kning af statistik til at lokalisere problemomr der, m le fremskridt, afg re indsatser etc. samt af land- og bykort til at omdanne det ukendte og uigennemtr ngelige til noget kendt, h ndterbart og manipulerbart. Statistik tjener ligesom land- og bykort til at g re rummet og befolkningen til objekt for politisk viden og handlen .
Statistik og kort er derfor afg rende statsteknologier, der forvandler despotisk, diskontinuerlig, brutal og uforudsigelig magt til infrastrukturel eller administrativ magt, der er kontinuerlig, permanent, stille og rolig. Folkeopt lling, opm ling af landskab, ejendom, ressourcegrundlag, statistik giver en tilsyneladende objektiv beskrivelse af tingenes tilstand, ren og anvendelig viden. Folk, omr der, bydele bliver klassificeret, kategoriseret, der bliver rettet specifikke strategier imod specifikke grupper. Staten udkaster sit blik og sin h nd til at omfatte det hele samfund med regler, m linger og politikker.
Infrastrukturel magt er alts kendetegnet ved det konventionelle voldsapparat: politi, milit r og domstole, hvorimod den despotiske magt er kendetegnet ved ukonventionelle eller rettere ikke-statslige, men statsautoriserede voldsakt rer. De opererer i det, vi kalder gr nselandet, og i mindre omfang ogs i ghettoen, men de anvendes ikke eller sj ldent imod konventionelle fjender, alts imod andre suver ne territorialstater. Derfor den sl ende forskel p den vildskab, hvormed h rene st dte sammen p henholdsvis st- og Vestfronten under Anden Verdenskrig. I Vest blev krigen f rt over gr nser og imod en symmetrisk, dvs. anerkendt statsfjende og dermed overvejende under iagttagelse af de internationalt g ldende regler for krigsf relse. I st blev den f rt i et gr nseland og imod en asymmetrisk, dvs. ikke-anerkendt folke- eller racefjende hinsides enhver juridisk eller moralsk lovm ssighed.
Voldens monopolisering
Historisk har staten tilk mpet sig sit voldsmonopol gennem fire delvist separate handlinger: For det f rste afstod den i stigende grad fra at anvende private voldsud vere og udviklede og udrustede i stedet egne v bnede styrker; for det andet kriminaliserede den al ikke-statslig voldsud velse; for det tredje udstrakte den - som vi s ovenfor - sin infrastrukturelle dominans s ledes, at den p tog sig ansvaret for b de beskyttelse, fordeling, uddannelse og infrastruktur, hvilket yderligere bidrog til marginaliseringen af dens ikke-statslige udfordrere; og endelig for det fjerde, s udviklede der sig et internationalt statssystem, der kun anerkendte andre stater som legitime akt rer, herunder voldsakt rer.
Statens pacificering af det sociale landskab fandt i h j grad sted gennem en afv bning af de ikke-statslige akt rer og muliggjorde spredningen og fordybelsen af den infrastrukturelle dominans. Nogle af disse tiltag angik egentligt v bnede grupper, der til tider kunne konkurrere med staten i ildkraft og organisation som private handelsselskaber, fra middelalderens Hansest der til East India Company. Private h re blev ulovliggjort og afv bnet; kaperbreve blev inddraget; brugen af lejesoldater blev kraftigt indskr nket; adelens ret til at b re v ben reguleredes og reduceredes. Men frem for alt fik etableringen af den infrastrukturelle dominans sit helt konkrete fysiske udtryk i overgangen fra en feudalt til en territorialt funderet forsvarsstruktur: Tudor-regimets kn gtelse af storm ndene langs den skotske gr nse og del ggelsen af det system af borge, der tidligere havde sikret adelens magt og uafh ngighed, kan dermed ses som den infrastrukturelle magts pendant til foreningen af de britiske troner med James I Stuarts kroning i 1603, og som den reelle foruds tning for den egentlige forening af rigerne godt 100 r senere. En helt parallel proces fandt sted i Frankrig, hvor Louis XIII v ltede flere borge, end han byggede, men vel at m rke s ledes, at dem, han og hans efterf lgere lod del gge, l inde i landet, mens de nye, der blev opf rt, kom til at optegne den moderne territorialstats ydre gr nser, en proces, der kulminerede under Louis XIVs h rf rer S bastien de Vauban (Tilly 1990: 69).
Civilbefolkningen blev afv bnet i en lang r kke mindre skridt: For det f rste ved at domstolene satte rammerne for al mellemmenneskelig konfliktualitet gennem forbud mod blodh vn og fejder, dueller og selvt gt. For det andet ved at produktionen, besiddelsen og brugen af v ben i det hele taget blev gjort til et statsligt anliggende. Staten skulle have kontrol med fremstillingen af v ben og krudt, og helst i form af et egentligt statsmonopol. Staten og ingen anden udstedte v bentilladelser og bestemte, hvorvidt og under hvilke omst ndigheder det var tilladt at b re v ben eller uniform offentligt. Lignende tiltag gjorde sig g ldende i forhold til privat vold i egentlig forstand, alts vold mellem enkeltpersoner. Dels straffedes personvold h rdere; og dels - og det er det afg rende - kan man iagttage en genoptegning af skellet mellem offentlig og privat. Den statslige domesticering af volden medf rte s ledes en afdomesticering af den private vold eller sagt p en anden m de: Vold blev et offentligt anliggende - ogs n r den fandt sted inden for hjemmets fire v gge. Vold imod gtef llen, b rnene og tjenestefolkene blev efterh nden gjort ulovlig, en statslig intervention i privatsf ren og ikke mindst et brud p dens retslige autonomi, repr senteret ved den klassiske pater familias h nd- og halsret. Som f lge heraf blev ogs vold imod ens underordnede p arbejdet, mod ens l rlinge og vold mod eleverne i skolen kriminaliseret. Alt sammen udtryk for en generel uddrivelse af vold fra det sociale rum. Uddrivelsen var afg rende for statens etablering af kontrol over dens eget territorium, idet det dels pacificerede relationerne mellem mennesker og dels gav staten selv en r kke anledninger til at regulere og kontrollere det, der hidtil var blevet anset for privat (Giddens 1985: kap. 7).
Ligesom stadf stelsen af den infrastrukturelle magt fik sit konkrete fysisk udtryk i optegningen af statens periferi ved hj lp af f stningsv rker, s ledes markeres den statslige domesticering af volden i og med kasernens indhegning af voldsud velsen. Denne afgr nsning tjener helt naturligt en praktisk funktion som en beskyttelse af det omgivende samfund imod soldaternes konstante forstyrrelse af den offentlige ro og orden, og i den henseende er en sammenligning med ghettoen n rliggende. Ghettoen befinder sig som kasernen ganske vist b de i og uden for samfundet. Den omkranses af samfundet, og b de ghettoen og kasernens mure beskytter ikke alene samfundet mod, hvad der kan komme ud af dette bogstavelig talt indhegnede omr de, men virker ogs som et v rn for de normer, der g lder inden for murene, og som i sig selv er med til at bekr fte adskillelsen. Men i mods tning til ghettoen, hvis normer i det omgivende samfunds bevidsthed h jst udg r et vr ngbillede af samfundets egne - ud fra devisen, at selv blandt tyve findes der love - s kommer kasernens regler til at st som lovm ssighedens idealbillede. Hvad andet var den eksercits-disciplin, der udgjorde foruds tningen for de sejre 1600-tallets store, protestantiske h rf rere, Maurits af Nassau, Gustav Adolf og Oliver Cromwell kunne fejre, end den n dvendige og udslagsgivende foruds tning for det moderne samfunds internaliserede arbejdsdisciplin?
Statens kontingens
Den moderne eksercits markerer p linje med kaserneringen og uniformeringen et afg rende skridt i overgangen fra kriger til soldat og dermed i den overgang, der i det ovenst ende er betegnet som den statslige domesticering af volden. Denne overgang havde ikke blot betydning for formaliseringen af forholdet mellem det milit re og det civile i den konkrete statslige kontekst, men ogs for forholdet mellem stater. Det skyldtes blandt andet den generelle udvikling af v ben, der bet d, at s vel udviklingen som fremstillingen og anvendelsen af nye v bentyper blev stadig dyrere og stadig mere kompetencekr vende, hvilket tjente til at reducere det, man kan kalde den civile ildkraft og omvendt til at ge den statslige ildkraft . Med andre ord var voldens offentligg relse tilsyneladende del af en irreversibel og uomg ngelig proces, hvori p den ene side etableringen af magt gennem milit r slagkraft og p den anden side finansieringen heraf gennem etableringen af en infrastrukturel dominans inden for et konkret omr de med henblik p at effektivisere skatteinddrivelsen og kompetenceudviklingen, i stadig h jere grad kom til at betinge hinanden. S ledes betragtet var det p ingen m de tilf ldigt, at stadf stelsen af den statslige ildkrafts dominans indadtil historisk set fandt sted samtidig med, at den vandt dominans udadtil. F r det 16. rhundrede eksisterede der hverken suver ne territorialstater eller et egentligt internationalt politisk system. Ved slutningen af det 17. rhundrede var begge disse fast etableret, og det endda i et s dant omfang, at de monopoliserede f rst det europ iske rum og fra det 19. rhundrede og frem ogs det globale rum.
Opkomsten af det interstatslige suver nitetssystem var alts overordentligt succesfuld. Men vi glemmer ofte, at det p ingen m de var givet, at det var nationalstaten, der skulle blive den dominerende eller rettere hegemoniske organisationsform, og at den skulle have held med i den grad at udkonkurrere og besejre alle sine rivaler. Europ isk historie er indtil dette tidspunkt karakteriseret ved en sameksistens af en pluralitet af organisationsformer med overlappende og flydende gr nser, og den optegning af klare skillelinjer mellem staternes territoriale dom ner og de enkelte sociale systemers retslige dom ner, der er blevet skildret i det ovenst ende, var ikke givet p forh nd og m ikke betragtes som en form for naturn dvendighed. Staten var mere af navn end gavn. Den var p mange m der som Afghanistan i begyndelsen af det nye rtusinde, hvor statsmagten ikke r kker ud over hovedstaden, og hvor dens voldsmonopol uden for milit rbaserne - der vel at m rke bemandes af fremmede tropper - kun er intakt i dagtimerne. Uden for metropolens por se mure hersker private voldsakt rer af forskellig art, folks loyalitet er funderet hos religi se autoriteter, klanledere eller r verkonger, og statsmagten m forhandle med ikke-statslige akt rer om kontrollen med sit eget territorium.
Den moderne stat blev til i et Europa overfyldt med forskellige organisationsformer af religi s, konomisk og politisk art. Ud over de protostatslige enheder, kejserd mmet og sm fyrsterne var der handelsligaer, bystater, ridderordner, paved mmet, klosterordener og krigsherrer, der besad et stadigt skiftende, men altid l st forhold til territoriet. Konger arvede, k bte eller erobrede landomr der inde p andres territorium. Overalt var der skove, ufremkommelige bjergegne, marskland, omstridte gr nseregioner, autonome omr der, hvor lokalbefolkningen passede sig selv, og hvor forskellen p handel og smugleri, skatteinddrivelse og r veri, mord og henrettelse var ikke-eksisterende. Magten i moderne forstand var oftest kendetegnet ved sit frav r.
Den mangfoldighed af enheder af administrativ, juridisk, kirkelig og konomisk art, der kendetegnede Europa p dette tidspunkt, umuliggjorde etableringen af en egentlig statsmagt. Loyalitetsb ndene var, hvad vi med en anakronisme m betegne som transnationale . Adelen var f rst og fremmest en europ isk adel, knyttet til familie- og standsf ller p tv rs af de fyrsted mmer, hvis eksistens de kun underst ttede i det omfang, de s en genuin interesse heri (Olsen 2000). Middelalderkirken var p samme m de del af et europ isk spil, hvor den enkelte akt r ikke blot skulle positionere sig i forhold til verdslige herskere, men ogs i det religi se magtspil mellem munkeordener, skiftende paver, konciliarister og l rde. Og efter reformationen kom de religi se skillelinjer p tv rs af de enkelte politiske enheder tillige til at udg re et v sentligt ordensproblem, som den rent formelle stadf stelse af princippet om cuius regio eius religio [den, der behersker territoriet, bestemmer religionen] ikke uden videre l ste. Religion spillede s ledes en v sentlig rolle i den faktisk eksisterende politik, og de verdslige magthavere fors gte at anvende religion til at styrke deres magt og til at undergrave andres ved at st tte trosf ller i fjendens lande. Men samtidig m tte de forholde sig til et pres nedefra om at engagere sig i krige og konflikter, som de ellers ikke havde andel i. En helt afg rende rsag til udbruddet af 1600-tallets engelske borgerkrig var s ledes kongemagten og den anglikanske kirkes manglende vilje til at engagere sig i 30- rskrigen p protestantisk side (Hill 1986: 132).
Statsmagten havde ringe offentlige finanser, ofte knap nogen indt gter andet end, hvad der kunne plyndres under krig, og et par forbrugsskatter. Staten havde ingen egentlig h r. Tropper blev samlet mere eller mindre tvangsm ssigt ved et krigsudbrud, og lejesoldater udgjorde den prim re del af den magt, statsmagten r dede over. Det samme gjaldt den maritime krigsf relse, hvor private skibe ligeledes blev tvangsindskrevet. Den fl de, der ved lige dele held og snilde besejrede den spanske Armada i 1588, var for langt st rstedelens vedkommende finansieret og udrustet af velhavende Londonborgere. Der var meget f politiske institutioner ud over hoffet og nogle domstole, og disse havde som regel ikke meget magt uden for hovedstaden. Der var stort set intet bureaukrati eller embedsmandsv rk, der var ingen optegnelser, arkiver eller statistikker. Ofte var der ikke engang et egentligt kort over landet, og hvis der var, s blev det holdt skjult for alle andre end kongen, da kort p denne tid blev betragtet som en statshemmelighed. Staten eksisterede, men ikke som andet end en vag afglans af det romerske ideal, statsmagten spejlede sig i, og den besad ikke st rre gennemslagskraft end de akt rer, den konkurrerede med.
Staten og statssystemet
Det v sentlige er, at der intet etableret eller reguleret forhold var mellem politik, vold og territorium, og der var derfor tale om et radikalt nybrud, da der med territorialstaten og det internationale system for f rste gang opstod en t t, n dvendig om end omstridt og prek r forbindelse imellem de tre. Det politiske niveau opstod og etablerede sig ved med vold at beherske et territorium og erkl re det eksklusivt sit eget. Det revolutionerende i europ isk historie er, at det for f rste gang lykkedes at monopolisere den politiske magt inden for et givent territorium og i vist omfang at g re dette monopol legitimt. Den ydre side af denne proces er som allerede n vnt opkomsten af et egentligt internationalt system, der over tid udvikler sig til et yderst komplekst apparat, der inkluderer international ret, diplomati, konferencer, men ogs institutioner s som magtbalancen og det afg rende slag.
Som allerede G.W.F. Hegel p peger, er den helt afg rende institution i suver nitetssystemet nemlig staternes gensidige anerkendelse: S lidt som den enkelte er en virkelig person uden en relation til andre personer, lige s lidt er staten et virkeligt individ uden et forhold til andre stater (Hegel 1974: 331). Stater anerkender hinanden som s danne og dermed som b rere af den samme kontrol over territorium og indbyggere. Hermed installeres der ogs et interventionsforbud. Statens indre er blevet monopoliseret af staten, hvorfor andre stater ikke har ret til indblanding. Suver nitet er retten til eksklusivitet over et givent territorium. Dertil kommer, og det er afg rende for at forst , hvorledes statens voldsmonopol overhovedet kunne komme i stand, at denne eksklusivitet er betinget og givet af ydre kr fter igennem suver nitetssystemet. Staten vinder alts kontrol over sit territorium ved, at andre stater afst r fra at blande sig. Et andet v sentligt element er eksklusionen af alle andre enheder, der ikke er tilstr kkeligt statslige og territoriale, dvs. ikke er suver ne i den ovenn vnte forstand. De delegitimeres og formenes adgang til det interstatslige system. Suver nitetssystemet skaber derfor staten. Det giver staten anerkendelse udadtil og giver den monopol p vold og definition indadtil.
Som juristen Alberico Gentili skrev i 1612, s er krig en retm ssig og offentlig kamp med v ben (1933: 12). Retm ssig og offentlig ; krig er ikke en hvilken som helst konflikt, et privat sk nderi eller en fejde, men netop en konflikt mellem to bev bnede, offentlige magter. Krig er kun krig mellem offentlige magter. Fjenden er kun en offentlig fjende. Der har vi forskellen mellem hostis og inimicus . Fjenden udg r kun et retm ssigt, legitimt m l, for s vidt som han repr senterer den offentlige fjende og ikke blot er en privat uven, og p dette krav om fjendens offentlige status funderes princippet om, at der skal v re en stat p begge sider af konflikten, for at der er tale om en krig. Kun igennem den interstatslige delegitimering af private uvenskaber kan krigen i sin moderne betydning, en symmetrisk kamp mellem offentlige magter, opst . I krigen st r suver n over for suver n, og - igen - kun suver nen har titlen som offentlig; alle andre er private individer, der nok st r i et forhold til hinanden og til suver nen, men principielt aldrig i noget forhold til andre suver ner; for i en s dan overtr delse af skellet mellem offentligt og privat ligger forr deriets natur. Spionen m henrettes p stedet, og ingen stat vedkender sig hans eksistens.
Voldssystemet lukker sig om sig selv. Det anerkender ikke andre voldsakt rer internt, og eksternt anerkender det kun andre voldsakt rer, som ligner det selv, dvs. som er organiseret som territorialstat med et konventionelt voldsapparat bag sig. Genuin konflikt - krig - bliver i dette system reduceret til v bnet konflikt mellem regul re politiske enheder, det vil sige stater.
Venskab og fjendskab i gr nselandet
Opsummerende: Vi kan forst gr nselandet b de territorialt og ikke-territorialt. Territorialt er det enten at opfatte som en br mme af ingenmandsland mellem to stater eller statslignende organiseringsformer, eller som den amerikanske pr rie, et principielt uendeligt rum hinsides civilisationens sf re. Men ideen om gr nselandet kan ogs ytres i en ikke-territorial betydning, og ligesom kn s ttelsen af den infrastrukturelle dominans i den moderne territorialstat betegner en konkret historisk foreteelse, der ikke omfatter alle sociale organiseringsformer til alle tider, kan det ikke-territoriale gr nseland ogs forst s i b de en historisk og i en mere generel henseende.
Konkret og historisk medf rte udbredelsen af det vestlige statssystems hegemoni, at de hvide pletter p kortet gradvist forsvandt i takt med indlemmelsen af det territoriale gr nseland. Stat stod nu over for stat - gr nsen blev en streg p landkortet - og p denne symmetri kunne forestillingen om det symmetriske fjendskab mellem to offentlige magter grundf stes. Som ovenfor n vnt omfattede den infrastrukturelle dominans kortl gning af statens rum imidlertid ikke kun dens geografi, men ogs den minuti se kortl gning af statsborgernes liv og levned. For suver nens magt m for at kunne v re fuldst ndig ikke blot betegne herred mmet over menneskenes legemer men ogs over sj lene. Derved var der skabt en afg rende foruds tning for en genforskydning af fjendskabet, hvor den fuldst ndige identifikation med staten - i kraft af nationalitet, race eller troen p universaliteten af en given politisk ide - gjorde det muligt at s tte lighedstegn mellem den offentlige og den private fjende. Identifikationen skabte enhed mellem krigens form l, den offentlige politik og krigens m l eller dens rene begreb , den fuldst ndige nedk mpelse af fjenden (Clausewitz 1981: 675-676). I den henseende forudsatte massemobiliseringen ikke blot jernbaner, telegrafer og bagladerrifler, men ogs viljen til at g re modstanderen til d dsfjende. For i kraft af den vilje kunne forestillingen om krigen som gr nseland hinsides den regulering af krige mellem symmetriske akt rer, som den vestfalske orden var funderet p , reetableres.
Generelt set betegner det ikke-territoriale gr nseland det felt, der bnes, n r undtagelsestilstanden erkl res. Gr nselandet er altid en slags undtagelsestilstand. N r suver nen erkl rer undtagelsestilstand, s kan der siges at opst et gr nseland, hvor normaltilstandens begr nsninger og h mninger opl ses, retsstatsgarantier oph ves, rettigheder suspenderes. Ind tr der mere brutale og skjulte voldsakt rer for med ekstrem vold at genoprette den lov og orden, der er blevet forstyrret. Torturskandalen i Abu Ghraib er et eksempel p despotisk magt i gr nselandet. Det irakiske indenrigsministerium benytter sig af sine egne private militser til at dr be og torturere modstandere. Alle grupper i Irak har deres egne militser, kurderne har endda deres egen regul re h r. Irak er i dag at forst som t stort nationalt gr nseland med en form, der f rst og fremmest er bestemt af den internationale anerkendelse af dets ydre gr nser snarere end af en egentlig national enhedsopfattelse eller organisering. Gr nselandet er stedet, hvor statens magt m der sin effektive gr nse, men ikke gr nsen for dens ambition. Territorialstaten er kendetegnet ved sin bestr belse p at indlemme gr nselandet - b de som dets dominerede territorium og som en domineret normaltilstand. Fors get p at g re gr nselandet konventionelt foretages med ukonventionelle midler. Gr nselandet er der, hvor det statslige voldsmonopol udfordres og testes, udvikles og udvides , men ogs der, hvor det statslige voldsmonopol kan fejle, blive overvundet eller blive udskiftet af et andet.
F r staten kom til at fremst som den hegemoniske, politiske organisationsform p det europ iske kontinent, benyttede den sig af konkurrerende voldsakt rer s som lejesoldater, kapere, handelskompagnier, r verbander, militser o. lign. Nok opstod staten igennem kriminaliseringen og undertrykkelsen af disse konkurrenter - en proces, hvori staterne blev indbyrdes enige om dels kun at anerkende hinanden og dels at afsv rge brugen af s danne ikke-statslige voldsakt rer - men som borgerkrige, udstedelse af kaperbreve og den fortsat flittige brug af lejesoldater og private sikkerhedsfirmaer vidner om, s skete denne udvikling ikke fra den ene dag til den anden, men kan siges at v re en realitet ogs i dag. Hertil kommer, at statens tilsyneladende besejring af dens umiddelbare konkurrenter og etableringen af de f rste voldsmonopoler ikke bragte dens konfrontationen og interaktion med s danne voldsakt rer til oph r. Dens opkomst skabte nye udfordrere: Napoleonskrigene, der i massemobiliseringen ganske vist kn satte det statslige voldsmonopol, skabte s ledes ogs partisanen som modstandsfigur (Schmitt 2002). Terroristen opst r i bev gelsen fra gr nseland og ghetto til nationalstatsligt territorium og fjendeland. Idet staten p tvinger sit territorium infrastrukturel dominans, da bliver dens voldsapparat stadig mere konventionelt. Retningen synes klar, men denne bev gelse er aldrig komplet, og den frembringer selv sine anomalier. Den infrastrukturelle dominans g r gr nseland til ghetto, men den skaber ogs et indre gr nseland i b de geografisk henseende, som i de ovenfor n vnte eksempler, hvor infrastrukturen ikke kan etableres, og i mental forstand, fordi den statslige dominans over menneskenes sj le aldrig lukker sig om sig selv, men til stadighed skaber rum for udviklingen og udfordringen af opfattelsen af staten selv.
Ligesom statens voldsmonopol s ledes har aff dt modstand, har ogs fremstillingen af dens modstandere haft en positivt skabende effekt p statsapparatets opbygning og p statens vilje til at indg tilsyneladende uhellige alliancer med ikke-statslige voldsakt rer i dens kamp for dette voldsmonopol. Frygten for anarkisterne - de klassiske terrorister - skabte sammen med bek mpelsen af arbejderbev gelsen i ti rene omkring forrige rhundredeskifte grundlaget for de f rste internationale politisamarbejder. Netop fordi kommunister og anarkister ikke k mpede for at befri besat land, men for at ndre hjemlandets forfatning, udviklede staten en undtagelsesinstitution til bek mpelse af den indre fjende; en praksis, der blev strakt til det yderste i de vesteurop iske staters bek mpelse af r d terrorisme i efterkrigstiden. I og med at staten stadig mere jaloux h vder sit voldsmonopol, s sker der en udgr nsning af de private voldsakt rer gennem enten en delegitimering af dem eller ved deres inkorporering og forsvinden i det statslige voldsapparat. Udfordrere af statens voldsmonopol - om det er r verbander, krigsherrer, s r vere, lejesoldater, duellanter, krybskytter, opr rere eller terrorister - bliver terroriseret, i og med at de for det f rste udr bes som terrorister og for det andet bliver genstand for en udryddelseskrig.
Idet staten etablerer sit voldsmonopol over et givent territorium, s begynder det ogs med stadig st rre kraft at h vde og at h ndh ve sin ret til at definere det legale og det illegale. Med voldsmonopolet f r man alts ogs et definitionsmonopol, der giver bef jelsen til at erkl re det ene lovligt og det andet ulovligt. Det vigtige er ikke handlingen i sig selv, men hvordan den bestemmes af staten. Denne ret til eller monopol p definitionen af det lovlige er afh ngig af magten til at h ndh ve sin definition. I den henseende er magt ret. Ret uden magt er ingen ret, men kun hensigt, eller som Thomas Hobbes siger i Leviathan : Pagter uden sv rd er kun ord ; dvs. retten bygger p et fundament af magt, og staten bruger denne magt, der opst r som resultat af den indre territoriale pacificering, til at ulovligg re sine modstandere. Milit r og politi er kun den form for voldsapparat, som staten har erkl ret lovlig, ganske som ordensh ndh velse og krig er den form for voldsanvendelse, som staten har erkl ret lovlig. Statens pacificering af det indre rum er alts ikke kun en befrielse fra vold for befolkningen ; det er ogs en bemyndigelse og frihed til vold for staten .
Konklusion: spejling af terror og modterror
Det bem rkelsesv rdige eller paradoksale er, at jo mere konventionel og regul r den moderne nationalstat bliver, jo mere det interstatslige system begr nser den acceptable m ngde af organisationsformer til ideelt set kun n form, desto kraftigere melder irregul re modstandere sig. I det amerikanske 1997 Quadrennial Defense Review , st r der, at Den amerikanske dominans p den konventionelle milit re arena kan opmuntre modstandere til at bruge [ ] asymmetriske midler til at angribe vores interesser og amerikanske borgere i USA (citeret fra Freedman 2001: 70). Den overlegne konventionelle kapacitet tvinger potentielle udfordrere ud i et asymmetrisk svar. USA s forf lgelse af milit r overlegenhed imploderer foruds tningen bag den konventionelle krig: en tiln rmelsesvis lighed i milit r styrke. Uden denne foruds tning tvinges underlegne akt rer til at udligne forskellen ved at undvige den konventionelle krigs begr nsninger. Det er en l re, som den nuv rende amerikanske regering sad overh rig, da den lod den nuv rende National Security Strategy of the United States of America fra september 2002 udf rdige. Heri st r der, at man aktivt vil forf lge en politik, der sikrer, at USA er st rk nok til at overbevise potentielle modstandere om ikke at forf lge en milit r oprustning i h bet om at overg eller matche USA s magt (US Government 2002: 30). P den baggrund er det ikke overraskende, at den iranske regering, som ogs f lger begivenhedernes forl b i Irak t t, v lger at besvare USA s sabelraslen med henvisning til, at man har titusindvis af selvmordssoldater klar i tilf lde af et amerikansk angreb. En s overv ldende asymmetri mellem angreb og forsvar kan kun im deg s med en inddragelse af asymmetriske metoder.
Valget af s danne ukonventionelle midler skyldes alts to ting. For det f rste at irregularitet bliver m den, hvorp det regulerede kan udfordres - det er n rmest umuligt at udfordre en regul r h r p dens pr misser, medmindre man er en stat. Irregularitet og asymmetri bliver den ikke-statslige modstanders foretrukne eller p tvungne strategi. For det andet bliver alle ikke-statslige udfordringer af staten forst et af staten som irregul re overfald, det vil sige som kriminelle snarere end politiske udbrud. Det regul re kan kun forst ikke-statslige konflikter som en konfrontation mellem orden og uorden, statslighed og kaos. Den terroristiske udfordring er irregul r i forhold til statens regularitet. Erfaringen viser, at den succesrige terrorist, f.eks. partisanen, bev ger sig fra irregularitet til regularitet for ikke bare at overvinde systemet, men overtage eller blive systemet. I sin bog om guerillakrig skriver Mao Tse-Tung, at en opr rsbev gelse m udvikle sig fra udelukkende at benytte sig af asymmetriske midler til at k mpe med konventionelle midler for at kunne lykkes: Der m v re en gradvis forandring fra guerillaformationer til ortodokse regimentsformationer , da sidstn vnte er de eneste, der kan producere beslutningen , det vil sige den endelige sejr, der tager statsmagten i besiddelse (Tse-Tung 1970: 113, 56). Irregularitet skal alts transformeres til regularitet, for at illegalitet kan blive til legalitet.
Bev gelsen kan ogs g fra regularitet til irregularitet i anti-partisankrigen , det vil sige, at staten dels overtager partisanens eller terroristens m de at k mpe p og dels overskrider sin lovregulerede begr nsning af sine handlemuligheder. Napoleon m dte i sin tid historiens f rste egentlige partisaner i sit felttog mod Spanien i rene 1808-1813, og den 12. september 1813 skrev han til sin general Lefevre, at: for at kunne bek mpe partisanen m man k mpe som partisanen (citeret fra Schmitt 2002: 20). Napoleons bem rkning har en nutidig parallel i et r d fra en amerikansk r dgiver af de civile myndigheder i Bagdad: Vi kan kun vinde ved at blive ukonventionelle. Vi bliver n dt til at spille deres spil. Guerilla mod guerilla. Terrorisme mod terrorisme. Vi bliver n dt til at skr mme irakerne til lydighed (citeret fra Moreiras 2005: 10). N r f rst truslen er beskrevet som terroristisk, s tter en indre statslig radikaliseringsproces i gang, der favoriserer den h rde, ukonventionelle, ford kte, lovoverskridende handling. Krigen mod terror har derfor en indbygget bev gelse henimod det stadigt mere voldelige (der dog kan modificeres eller endda afv rges gennem modsatrettede pres, f.eks. fra befolkningen eller intern kritik). Ofte gives sikkerhedsapparatet et frihedsbrev for at genoprette den statsligt bestemte normaltilstand. Som George Bush sagde kort efter angrebet den 11. september: I skal alle forst , at vi er i krig, og at vi vil v re i krig, indtil det her er afsluttet. Intet andet t ller. Alt st r til r dighed til brug for denne krig. Alle forhindringer, der m tte st i vejen for jer, er fjernet. Alle de penge, I m tte f brug for, vil I f . Det her er vores eneste dagsorden (citeret fra Clarke 2004: 37).
Litteratur
Clarke, Richard A. (2004). Mod alle fjender , K benhavn: Gyldendal
Clausewitz, Carl von (1981, [1832]): Vom Kriege , Frankfurt am Main: Ullstein
Freedman, Lawrence (2001). The Third World War? , Survival , vol. 34, nr. 4, s. 61-88
Gentili, Alberico (1933, [1612]). De iure belli libri tres , Oxford: Clarendon Press
Giddens, Anthony (1985). The Nation-State and Violence , Cambridge: Polity
Hegghammer, Thomas, (red.) (2002), Dokumentasjon om Al-Qa ida - Intervjuer, kommunik er og andre prim rkilder, 1990-2002 , Oslo: Forsvarets Forskningsinstitutt
Hegghammer, Thomas, (red.) (2005). Al-Qaeda Statements 2003-2004 - A Compilation of Translated Texts by Usama bin Ladin and Ayman al-Zawahiri , Oslo: Forsvarets Forskningsinstitutt
Hegel, Georg W.F. (1974, [1818-1831]). Vorlesungen ber Rechtsphilosophie , Stuttgart: Frommann
Hill, Christopher (1986). Puritanism and Revolution, Studies in the interpretation of the English Revolution of the 17th Century , Harmondsworth: Penguin Books
Hirst, Paul (1990). Representative Democracy and its Limits , Cambridge: Polity Press
Hirst, Paul (2005). Space and Power. Politics, War and Architecture , Cambridge: Polity Press
Houen, Alex (2002). Terrorism and Modern Literature. From Joseph Conrad to Ciaran Carson , Oxford: Oxford University Press
Ignatieff, Michael (2001). It s war - but it doesn t have to be dirty , The Guardian , 1. oktober
Jensen, Richard B. (1981). The International Anti-Anarchist Conference of 1898 and the Origins of Interpol , Journal of Contemporary History , vol. 16, nr. 2, s. 323-347
Lawrence, Bruce, (red.) (2005). Messages to the World. The statements of Osama bin Laden , London New York: Verso
Michael Mann (1984). The autonomous power of the state: its origins, mechanisms and results , Archives europ ennes de sociologie , vol. 25, nr. 2, s. 185-213
Mann, Michael (1993). The Sources of Social Power. Vol. II: The Rise of Classes and Nation- States, 1760-1914 , Cambridge: Cambridge University Press
Marx, Gary T. (2006). Thoughts on a neglected category of social movement participant. The agent provocateur and the informant , s. 194-235 i David C. Rapaport (red.), Terrorism. Critical Concepts in Political Science, vol. 3: The Third or New Left Wave , London New York: Routledge
Moreiras, Alberto (2005). Preemptive Manhunt: A New Partisanship , Positions , vol. 13, nr. 1, s. 9-30
Neocleous, Mark (2003). Imagining the State , Maidenhead: Open University Press
Olsen, Rikke Agnete (2000). Magten og ren , K benhavn: Fremad
Osterhammel, J rgen (1995). Kulturelle Grenzen in der Expansion Europas , Saeculum , vol. 46, nr. 1, s. 101-138
Rapley, John (2006). The New Middle Ages , Foreign Affairs , vol. 85, nr. 3
Ron, James (2003). Frontiers and Ghettos. State Violence in Serbia and Israel , Berkeley Los Angeles: University of California Press
Schmitt, Carl (2002, [1963]). Theorie des Partisanen. Zwischenbemerkung zum Begriff des Politischen , Berlin: Duncker Humblot
Smith, Adam (1978, [1762-3/1766]). Lectures on jurisprudence , Oxford: Clarendon Press Thomson, Janice E. (1994). Mercenaries, Pirates, and Sovereigns , Princeton, NJ: Princeton University Press
Tilly, Charles (1985). War Making and State Making as Organized Crime , s. 169-191 i Peter B. Evans, Dietrich Rueschemeyer Theda Skocpol (red.), Bringing the State Back In , Cambridge: Cambridge University
Tilly, Charles (1990). Coercion, Capital, and European States, ad 990-1990 , Oxford: Basil Blackwell
Tse-Tung, Mao (1970). On Guerilla Warfare , New York: Praeger
US Government (2002). National Security Strategy of the United States of America , September 2002
Weber, Max (2003). Udvalgte tekster , bind 2, K benhavn: Hans Reitzel
Weigley, Russel F. (1973). The American Way of War, A History of United States Military Strategy and Policy , New York: Macmillan Publishing

UNDTAGELSE OG TERROR
Mikkel Thorup Morten Br nder
Terrorist og terrorisme er blevet hverdagsbegreber. Det skyldes den masseterrorisme, som al Qaeda er blevet symbol p ; det skyldes den globale krig imod terrorisme anf rt af USA; og det skyldes begrebets st rkt politiske karakter. Man beh ver bare f lge forskellige gruppers bev gelse ind og ud af EU s, USA s og FN s terrorlister for at se, hvordan terrorist er et meget mobilt begreb, der mindre betegner en egenart ved den omtalte gruppe end en politisk vurdering foretaget af dens modstandere. I USA udf rdiges en s dan liste ved, at udenrigsministeren p baggrund af en anbefaling fra Office for Counterterrorism beslutter, hvilke lande og grupper der er terroristiske. I 1988 angav en Pentagon-rapport Nelson Mandelas ANC som en af verdens mest berygtede terrorgrupper , mens terrorgruppen Renamo - der st ttede apartheidregeringen, og som if lge samme rapport havde dr bt over 100.000 civile i Mozambique mellem 1986 og 1988 - kun var beskrevet som en indf dt opr rsgruppe (Zulaika Douglass 1996: 12).
Et andet eksempel p begrebets manglende tyngde er den lethed, hvormed pr dikatet terrorist afl ses af pr dikatet statsleder . Personer og grupper, der gennem mange r er blevet udr bt som terrorister af de stater, de st r i opposition til, kan pludselig ndre status fra terrorist til rationel akt r inden for statssystemet selv - hvis deres opr r viser sig succesfuldt, eller hvis n dvendigheden af at finde et varigt kompromis genererer en interesse hos staterne. Det har blandt andet gjort sig g ldende for Vaclav Havel (Tjekkiet), Lech Walesa (Polen), Nelson Mandela (Sydafrika), Menachem Begin (Israel) og Yassir Arafat (Pal stina). Det fik et bizart udtryk i november 1991, da delegationer fra Israel og de arabiske stater m dtes til den fredskonference i Madrid, der senere skulle lede til Oslo-fredsaftalen. Her beskyldte den israelske premierminister, Yitzhak Shamir, Syrien for at v re en f rende terroriststat , hvorefter Syriens udenrigsminister fremviste en britisk efterlysningsplakat fra 1940 erne, der afbilledede terroristen Shamir (Zulaika Douglass 1996: 14). Shamir havde da ogs i sin tid v ret et fremtr dende medlem af Abraham Sterns yderligtg ende Lehi-gruppe, der bl.a. forestod likvideringen af Folke Bernadotte i 1948.
Disse eksempler viser, at terrorbegrebet kan anvendes af alle, og i dag er det s dan, at alle, der er i konflikt med hinanden, s ger at beskrive sin modpart som terrorist, da det er den afg rende delegitimerende beskrivelse, ganske som kolonialist, kommunist, kapitalist, racist og lignende har v ret det tidligere. Hvis det er p kr vet, kan terroristen endog tildeles en metafysisk status som absolut ondskab, og f.eks.. Johannes Dillinger (2004) har gjort opm rksom p en r kke interessante paralleller mellem terroristen og pr moderne r dselsfigurer som ildsp s tteren og heksen.
Terrorist og terror er sv rt definerbare, og hensigten her er ikke at bidrage til r kken af tvivlsomme definitioner. Det er dog v sentligt at bem rke f rst det benlyse, at en terrorist er en, der beg r terror, og dern st, at terror ikke er en ideologi, men en praksis. Det vil med andre ord sige, at alle kan benytte sig af den. De fleste voldsgrupper - forbrydersyndikater, partisaner, stater etc. - benytter sig fra tid til anden af r dslen som v ben, af terrorisme. I dag er al Qaeda sandsynligvis unik i sin ensidige brug af terror, mens de fleste andre grupper, der praktiserer terror, kombinerer det med socialt arbejde, ordin r befrielseskamp eller andre mindre ekstreme tiltag (Tilly 2004: 6). Deraf f lger, at der heller ikke findes nogen form for vold, der i og af sig selv er terroristisk. Om den konkrete voldshandling ud ves med et dynamitb lte eller en tidsindstillet bombe, med et fly eller et missil, g r i den henseende ikke nogen forskel.
Der er alts ingen principiel forskel mellem statens og privates voldsanvendelse. Men historisk set, i og med staten begynder at h vde sit voldsmonopol, bliver det afg rende, hvem der ud ver volden, ikke hvilken form for vold det er. I denne proces identificeres terrorisme med privat vold, idet statens vold bliver reserveret de statslige akt rer: politi og milit r. Disse statsligt legitimerede voldsinstitutioner bliver afg rende for distinktionen mellem stat og ikke-stat, legal vold og illegal vold samt ikke mindst for distinktionen mellem normalitet og undtagelse. I stigende grad bliver det s dan, at normalitet forst s som en monopoliseret statslig voldsud velse og undtagelsen som enhver st rre udfordring af denne. Det synes m ske ikke kontroversielt eller underligt, men staten, som vi kender den, den stat, der stadig mere jaloux h vder sin enestatus som legitim voldsakt r, er i historisk henseende en nyskabelse.
Terror som statsterror: undtagelsestilstandens oprindelse
Terror betyder oprindeligt skr k og r dsel , og det er i den betydning, vi finder det i den politiske teori fra f r Den Franske Revolution. Forestillingen om r dslen som egentligt politisk virkemiddel optr der ganske vist allerede hos Niccol Machiavelli, der fremh ver frygtens fortrin frem for k rlighedens i den rv gne fyrstes bestr belser p at bevare sin position (Machiavelli 1999: 72), men som s mange andre af den fork trede florentiners forestillinger var det f rst flere hundrede r efter hans d d, at denne ide blev omsat i egentlig statsr son.
I Hobbes Leviathan fra 1651 bruges terrour s ledes i sin klassiske betydning: som synonymt med d dsangsten, et helt centralt element i hans antropologiske fundering af ideen om statens negation i naturtilstanden. Det kommer til udtryk p to m der. For det f rste kan skellet mellem ret og uret if lge Hobbes kun blive virksomt, hvis der etableres en statsmagt, der med straffen i h nd kan tilvejebringe et egentligt incitament hos det selvcentrerede individ til at underkaste sig de i henhold til den naturlige fornuft teoretisk g ldende normer:
Derfor, f r ret og uret af navn kan virkeligg res, m der v re en tvingende magt, der kan n de menneskene til at opfylde deres pagt, ved at r dslen for en given straf overstiger den fordel, de kunne forvente at opn ved at bryde pagten. (Hobbes 1985: 202, vores kursivering)
For det andet er det netop i kraft af denne r dsel eller terror, at naturtilstanden til en vis grad kan siges fortsat at g re sig g ldende i forholdet mellem det enkelte individ og staten. R dslen er en konstans i den menneskelige tilv relse. Den sociale kontrakt om at overdrage retten til selvforsvar til en tredjepart kan kun opretholdes i kraft af etableringen af dette tredje, nemlig staten. Det er vel at m rke ikke en kontrakt, der indg s mellem individerne og staten, men mellem individerne selv, og den forpligter ikke staten til at repr sentere individerne. S ledes fratager den heller ikke mennesket retten til, som individ, at forsvare sig selv, n r det er hjemfaldent til straf - n r det med andre ord konfronteres med den statsligt institutionaliserede manifestation af d dsangsten:
Hvis et menneske i kraft af r dslen for en forest ende d d tvinges til at ud ve en handling i strid med loven, er han fuldst ndig undskyldt. For ingen lov kan forpligte et menneske til at opgive sin selvopretholdelse. Og hvis man antager, at en s dan lov var p budt, ville mennesket stadig slutte s ledes: Hvis jeg ikke g r det, d r jeg nu og her, hvis jeg g r det, d r jeg efterf lgende; derfor, ved at g re det vinder jeg tid i live . Naturen n der ham derfor til denne handling. (Hobbes 1985: 345-6)
I den klassiske kontraktteoretiske t nkning, som den kommer til udtryk hos Hobbes, var terror s ledes r dsel i ordets helt grundl ggende betydning, og den sporadiske inddragelse af begrebet havde f rst og fremmest til form l at anskueligg re foruds tningerne for at indg den sociale kontrakt og for dens undtagelser. En lignende brug finder vi hos John Locke, der i First Treatise beskriver terror som dommerens magtmiddel, som a Terror to Evil Doers (Locke 1988: 92).
En langt mere offensiv brug af begrebet finder vi i imidlertid godt 100 r senere i Den Franske Revolution. Som hos Hobbes er den institutionelle brug af terror ogs her en statslig foreteelse. I st rk kontrast til den moderne brug af betegnelsen udgjorde terroren et ordensbegreb, et statsligt ordensbegreb: Terror var terror imod statens fjender og ikke terror fra statens fjender (Eagleton 2005: 1). Men i mods tning til Hobbes medf rer Den Franske Revolution i almindelighed og Maximilien Robbespierre i s rdeleshed b de en politisering af begrebet og en helt afg rende forskydning i brugen af det. Robespierre siger i sin tale d. 5. februar 1794 (der er oversat i uddrag her i bogen) om principperne for den politiske moralitet: [ ] for at l gge grunden til og styrke demokratiet iblandt os, for at opn et fredeligt regime for de konstitutionelle love, bliver vi n dt til at afslutte krigen mellem frihed og tyranni og heldigt g gennem revolutionens stormvejr .
Robespierre laver alts en klar distinktion mellem normaltilstanden karakteriseret ved det fredelige styre best ende af konstitutionelle love og s undtagelsestilstanden eller grundl ggelsessituationen. For Robespierre er undtagelse og grundl ggelse det samme i hans konkrete historiske situation, men n r normaltilstanden f rst er sikret, da afsluttes grundl ggelsestilstanden, hverdagen institutionaliseres, bureaukraterne tager over fra de revolution re, og undtagelsestilstanden bliver da omdannet til en krise institution frem for at udg re det opkomst- eller skabelses jeblik , revolutionen if lge Robespierre p dette tidspunkt er tr dt ind i. For at opn normaltilstanden, for at afslutte det revolution re jeblik med en ny samfundsform, da m revolutionens indre og ydre fjender bek mpes. Endnu kan samfundet derfor ikke styres af konstitutionelle love. Robespierre forts tter:
Udenfor omgiver alle tyrannerne jer; indenfor konspirerer tyranniets venner; de konspirerer, indtil forbrydelsen er frar vet ethvert h b. I skal kv le de indre og ydre fjender af Republikken eller g til grunde med den. Men i denne situation m imidlertid den f rste l res tning i jeres politik v re, at folket skal ledes med fornuft og folkets fjender med r dsel [la terreur].
Hvis drivkraften for den folkelige regering i fredstider er dyden, da er den folkelige regerings drivkraft under Revolutionen p n gang dyden og r dslen: Dyden uden hvilken r dslen er sk bnesvanger; r dslen uden hvilken dyden er afm gtig. R dslen er intet andet end resolut, streng og ub jelig retf rdighed; den udspringer alts af dyden; den er ikke i s h j grad et s rligt princip som en konsekvens af demokratiets overordnede princip, anvendt til f drelandets mest uops ttelige behov.
Det er med et ekko af Hobbes karakteristik af naturtilstanden, hvor menneskets liv er ensomt, fattigt, kelt, brutalt og kort (Hobbes 1985: 186), at Robespierre beskriver terrorens virkem de som hurtig, streng og ufleksibel . Men hvor Hobbes i sin karakteristik redeg r for det abstrakte grundlag for den overvejende negative forst else af terror, er terror for Robespierre konkret politik, nemlig statslig terror, og vel at m rke i positiv forstand. Det er simpelthen et ord for voldens instrumentelle egenskaber - at s tte en skr k i livet p ens fjender. Den r dsel , som ordet oprindeligt betegnede, fik sin moderne betydning med la Terreur , terrorregimet, der udtrykker en statsligt sanktioneret anvendelse af vold imod landets egen befolkning. Sm fem m neder efter talen endte Robespierre som bekendt selv sine dage i den guillotine, han under terrorregimet havde sendt s mange i. Det er v sentligt i denne sammenh ng, at han ikke kunne anklages for terror , da hans anklagere havde accepteret terroren som et legitimt statsligt repressionsmiddel. I stedet h vdede man, at han havde gjort sig skyldig i terrorisme , et begreb opfundet til lejligheden, som kom til at betegne en illegal anvendelse af politisk motiveret vold. Det er f rst i kraft af denne forskydning, at terror som voldsanvendelse, et begreb der opstod i en statslig kontekst som ben vnelse for statens legitime og n dvendige forsvar imod ydre og indre fjender, kan ndre betydning og komme til at st som betegnelse for privat anvendelse af vold imod samfundet (Walther 1990).
Den Franske Revolution bliver derfor til arnestedet for den moderne forst else af terrorbegrebet, men det er v rd at erindre sig, at betydningen af terror som skr k og r dsel uden den forestilling om politisk instrumentalitet, som Robespierre omgav begrebet med, forts tter parallelt helt op til i dag. Det er i denne ldre betydning, man bruger ordet, n r man siger, at unge terroriserer deres omgivelser. Det er ogs den, vi genfinder i Immanuel Kants Streit der Fakult ten fra 1798, hvori han taler om den terroristiske forestilling om den menneskelige historie , hvilket slet og ret betyder en forestilling om fremtiden, der forudsiger det stadigt v rre, den kontinuerlige tilbagegang (Kant 1966: 353).
Faktisk og reel undtagelsestilstand
Walter Benjamin (1973a) skelner i sin tekst Fors g p en kritik af volden fra 1921 mellem voldens retsetablerende funktion og s dens retskonserverende funktion. Den retsetablerende vold er den, der skaber en ny orden, en ny ret, hvorimod den retskonserverende vold er den, der opretholder og forsvarer den etablerede orden. N r Robespierres tekst er interessant, skyldes det ikke mindst, at den placerer sig imellem disse voldens to funktioner. Orden er skabt, men endnu ikke konsolideret. Vold er n dvendig som et forsvar, ikke et forsvar for det, der er, men for det, der kan og skal komme. Benjamin forestiller sig en vis cyklus imellem retsetablerede og retskonserverende vold:
[volden manifesterer sig] i en dialektisk pendling mellem retsetablering og retskonservering. Denne svingningslov beror p , at enhver retskonserverende magt i sig selv i l ngden sv kker den retsetablerende magt, som den repr senterer, i og med at den undertrykker de fjendtlige modmagter
[ ] Dette forts tter, indtil nye magter eller de hidtil undertrykte magter sejrer over den hidtidige retsetablerende magt og dermed grundl gger en ny ret, der s kan forfalde p ny. (1973a: 39-40)
Dermed antydes det, at voldens problematik er mere kompliceret end en simpel distinktion mellem normalitet og undtagelse. I det ottende afsnit af sine betragtninger over historien uddyber Benjamin sin forst else af denne sp nding mellem retsetablerende og retskonserverende vold ved at skelne mellem den faktiske og den reelle undtagelsestilstand, hvor den faktiske undtagelsestilstand betegner statens desperate fors g p at undg den reelle undtagelsestilstand, der er den revolution re situation (1973b: 185). Inspireret af Benjamin har en r kke moderne teoretikere s som Slavoj i ek og Giorgio Agamben s gt at henlede nutidens opm rksomhed p , at statens udgave af undtagelsestilstanden er et fors g p at undg den reelle undtagelsestilstand, at stoppe Benjamins svingningslov, at immunisere ordenen, at fastholde undtagelsen som institution snarere end som revolution rt jeblik. Og det vil alts sige at fastholde undtagelsen som stats-bevarende snarere end som stats-skabende:
N r en statsinstitution proklamerer en undtagelsestilstand, da g r den det per definition som del af en desperat strategi for at undg den reelle undtagelsestilstand og vende tilbage til det normale [ ] Kort sagt, s er reaktion re proklamationer af undtagelsestilstanden i virkeligheden et desperat forsvar imod den reelle undtagelsestilstand. ( i ek 2002)
Det er netop en statslig undtagelsesinstitutions rolle og funktion at v re konservativ og restorativ (Ferejohn Pasquino 2004: 212), da m let er at vende u ndret tilbage til udgangspositionen. Undtagelsestilstanden set fra staten er alts retskonserverende vold. Man s ger at forhindre den revolution re situation og dermed skabelsen af en ny orden, og dette finder sted netop gennem den suspension af frihedsrettigheder for befolkningen og den udvidelse af handlemuligheder for politi og milit r, der ligger i det g ngse begreb om undtagelsestilstanden.
Undtagelsens forskydning
Ligeledes inspireret af Benjamin udviklede Carl Schmitt (1928) i mellemkrigstiden en distinktion mellem det konstitutionelle diktatur og det suver ne diktatur. Det konstitutionelle diktatur oph ver forfatningen i en krisesituation for at forsvare den. Det betegner den faktiske undtagelsestilstand i betydningen den faktisk foreliggende eller ordin re undtagelsestilstand. Det suver ne diktatur oph ver derimod forfatningen for at skabe en ny og betegner s ledes den reelle undtagelsestilstand, en undtagelse i ordets egentlige betydning. Enhver revolution r bev gelse eller opr rsgruppe fors ger at ndre det konstitutionelle diktatur eller den faktiske undtagelsestilstand til det suver ne diktatur eller den reelle undtagelsestilstand.
Det konstitutionelle diktatur er modelleret over den klassiske undtagelsesinstitution, den romerske diktator. I den klassiske romerske republik kunne en embedsmand p senatets anbefaling i krisetider - tumultus - udpeges som dictator , hvilket indebar, at vedkommende fik absolut frie h nder til at g re det n dvendige for at afv rge den forest ende fare. Man proklamerede da et iustitium , hvorved den juridiske orden, iust , blev oph vet eller standset, sistere . I en af sine fillipiske taler, hvor Marcus Antonius h r marcherer imod Rom, siger Cicero s ledes: Jeg finder det p kr vet at erkl re tumultus , bekendtg re iustitium og forberede os p kamp (citeret fra Agamben 2003). Den romerske diktators handlinger var vel at m rke begr nset af f lgende regler (Rossiter 1948):
1) De, der bestemte, at en diktator skulle udpeges, kunne ikke selv blive diktatorer (akt r-begr nsning).
2) Diktaturet oph rte, n r opgaven var l st eller senest efter 6 m neder (tidsbegr nsning).
3) Diktatoren m tte ikke indf re nye love eller ndre forfatningen (form lsbegr nsning).
I den klassiske forst else af undtagelsestilstanden opereres der s ledes med en foruds tning om temporalitet, det vil sige, at der er en tidsbegr nsning. Der indtr ffer en undtagelse, og dern st indstiftes en undtagelsestilstand. Der kan m ske nok ikke opstilles regler for undtagelsen, men det kan der for undtagelsestilstanden. Og det v sentlige er, at undtagelsestilstanden er politisk-juridisk indstiftet med det form l at overkomme undtagelsen og vende tilbage til normaliteten. Historisk set har den faktiske undtagelsestilstand eller det konstitutionelle diktatur alts ikke v ret uden love eller uden for loven, som man nogle gange h rer. Tv rtimod er den faktiske undtagelsestilstand solidt placeret inden for loven; den er af loven; og den skal forsvare loven. Den er i den forstand en konstitutionel undtagelsestilstand. Det konstitutionelle diktatur er et diktatur i den forstand, at en enorm magt koncentreres for at forhindre den endegyldige opl sning af magtdelingen. Det er netop konstitutionelt, fordi det har til form l at hindre Benjamins svingningslov i at g re sig g ldende, s ledes at det undg s, at en reel undtagelsestilstand kan s tte sig igennem, og dermed forhindres det, at undtagelsestilstandens akt rer kommer i besiddelse af s megen magt, at de enten bliver de nye magthavere, eller at deres overdrevne vold g r alle til statens modstandere.
Det er en pointe hos Schmitt, at det suver ne diktatur i h j grad er et produkt af historien, af Den Franske Revolution og af den marxistiske bev gelse. Proletariatets diktatur udtrykker s ledes en anden form for diktatur end det konstitutionelle, nemlig et, der har som m ls tning at opn en ny politisk, social og retslig orden. M let er at virkeligg re en forfatning, der ses som den sande forfatning. De refererer alts ikke til en best ende forfatning [som det konstitutionelle diktatur] men til en kommende (Schmitt 1928: 134). I sit hovedv rk Vergangene Zukunft, zur Semantik Geschichtlicher Zeiten uddyber Schmitts elev, Reinhart Koselleck, denne pointe. Gennem sin begrebshistoriske analyse p peger Koselleck s ledes, at den gr ske betegnelse for en politisk omv ltning, metabol politeion , skulle forst s som et led i den cykliske bev gelse, hvorved styreformer afl ser hinanden p skift. Skoleeksemplet for denne opfattelse findes hos Aristoteles i Politikken , hvor det beskrives, hvorledes monarki udarter sig til tyranni, aristokrati til oligarki og demokrati til ochlokrati eller p belv lde, og eftersom ingen af de rene styreformer derfor kan best , men uv gerligt perverteres, m de - med mindre de kombineres - l bende forg og erstatte hinanden. Denne opfattelse er ogs indeholdt i den oprindelige betydning af det latinske revolutio. Nikolaus Kopernikus De revolutionibus orbium caelestium , der blev trykt i 1543, havde s ledes til hensigt at beskrive himmellegemernes kredsl b og netop ikke egentlige forandringer p himmelhv lvingen (Koselleck 1979: 70). Denne betydning er ogs bevaret i det mere profane begreb revolver , der netop henviser til cylinderens kredsl b om sin egen akse. Ideen om revolutionen som betegnelse for en politisk omv ltning, der medf rer irreversible forandringer i menneske- og samfundslivet, blev tidligst konciperbar midt i 1600-tallet og vandt f rst almindelig udbredelse med historiefilosofiens opst en og oplysningens kulmination i Den Franske Revolution. F rst her kunne forestillingen om det suver ne diktatur, der i mods tning til det konstitutionelle diktatur markerer indstiftelsen af en radikalt ny politisk orden, erkendes og s ges virkeliggjort. P samme m de kan vi forst terrorbegrebets forandring fra en skr k og r dsel, der er menneskelivet iboende, til ideen om, at man med vold kan forandre samfundet (Gray 2006). Idet vi holder os for je, at der er tale om et historisk kontingent forhold, kan vi opsummere med denne figur:

Den faktiske undtagelsestilstand st r alts ikke i mods tning til hverken loven eller normaliteten. Den bekr fter retsordenen i sin suspension af retten. Enhver orden fors ger at forhindre den svingningslov mellem orden, destruktion og ny orden, Benjamin skildrer som et historisk vilk r, og hvis begrebslige forskydning i historien, Schmitt og Koselleck beskriver. Frygten for denne benjaminske sandhed er pr cis, hvad der g r statsmagten s frygtsom over for enhver trussel. Truslen selv eller - og m ske oftere - den overdrevne reaktion p truslen bner muligheden for svingningslovens realisering.
Den statslige bestr belse g r ud p at transformere politik i diverse former til administration, det vil sige at konstituere en given orden, grundl gge en fredelig og varig orden, der dern st kan administrere sig selv gennem en r kke forskellige logikker s som markedet, retssystemet og privatsf ren. Her er det relevant, at det forskyder politisk konflikt til det ydre, g r internationale relationer til den eneste arena for legitim v bnet kamp, en social praksis, der sorterer under milit ret . Enhver anden form for vold kategoriseres derimod som kriminalitet, som det er politiets opgave at tage sig af.
Undtagelsen som konstans?
Oren Gross g r i sin artikel What Emergency Regime? opm rksom p , at det konstitutionelle diktatur, alts den konservative form for undtagelsestilstand, kan glide over i et slags kvasi-suver nt eller lovskabende diktatur, hvor den konstitutionelle undtagelsestilstands bemyndigelser og lovgivninger bliver gjort permanente. Undtagelsestilstanden bliver i en vis forstand permanent. De dramatiske eller synlige tegn p en s dan permanent undtagelsestilstand ses, n r staten Israel, der traditionelt bryster sig af at v re Mellem stens eneste demokrati, med henvisning til sin historie og sin geopolitiske situation siden 1948, gang p gang har p ber bt sig undtagelsens n dvendighed i s vel milit re som retslige handlinger, eller n r Nordirland, en region i et af verdens ldste demokratier, kan befinde sig i undtagelsestilstand i 30 r (Gross 2006: 75). Men overgangen fra det retskonserverende til det retsskabende kan ogs ske glidende og ubem rket, som n r undtagelseslovgivning bliver til almindelig lovgivning. Overgangen fra en kriminalitetstrussel til statstrussel afspejles i overgangen fra politi til efterretningstjeneste, fra n etat til en anden. Da PET i 1990 erne blev givet bemyndigelse til at overv ge rockerkriminalitet, skete det s ledes blandt andet p baggrund af afsl ringen af Hells Angels planer om at myrde h jesteretspr sident Bent Otken (Schr der 1997), deres handlinger var alts ikke blot kriminelle, men udtryk for decideret samfundsomstyrtende virksomhed. Der er tilsyneladende en indbygget tendens i det statslige system til at beholde lovgivning og bemyndigelser, der f rst er besluttet og indf rt. Gross (2006: 80) beskriver i den henseende, hvorledes undtagelsestilstanden bliver indlejret eller forl nget. F rst indf res de med henvisning til n dvendighed, og dern st beholdes de med henvisning til effektivitet eller belejlighed.
Det rejser sp rgsm let om den permanente undtagelsestilstand, hvor krigen imod terror har indspundet os i en permanent krigs- og undtagelsestilstand, hvilket er med til at forklare genkomsten af diverse skyggekrigere, paramilit re militser og lejesoldater (Agamben 2005). I videre forstand rejser det ogs sp rgsm let om det forhold, at hvis det er sandt, at vi lever i en terrortid, s opl ses kendte distinktioner mellem krig og fred, undtagelse og normalitet, civil og kombattant. Hvis terrorisme er det nye paradigme, det globale risikosamfund (Beck 2002), et nyt livsvilk r [a new condition of life] ( US Government 2002: 31), s bliver modterror ogs en g ngs eller dagligdags realitet.
Historisk set er enhver opposition af alvorlig karakter - set fra staten eller det politiske samfunds side - blevet m dt med p standen om at v re illegitim eller terroristisk , da den netop st r i mods tning til den institutionaliserede normalitet og legalitet, som den politiske magt har defineret, naturaliseret og monopoliseret. I en vis forstand bliver enhver v bnet opposition imod staten og dens institutioner s ledes terrorisme. Derfor udg r stat og terror ikke blot hinandens mods tninger men ogs hinandens foruds tninger. Tesen blandt akt rerne i det statslige voldsapparat har ofte v ret den at: For at bek mpe en terrorist m man t nke og handle som en terrorist . Derfor opstod der f.eks. i 1970 ernes Italien en t t forbindelse mellem statens sikkerhedskompleks og sort terrorisme , og derfor har staten til stadighed skabt s danne terroristiske akt rer b de eksternt, i forhold til samfundsmajoriteten, og i det indre af sit voldsmonopol: I den nutidige krig mod terror inddrages der s ledes til stadighed midler, der i enhver konflikt mellem statslige enheder ville blive betragtet som illegitime eller terroristiske. Disse delegitimeringer eller illegaliseringer er, hvad der skaber den terroristiske figur. Terror bliver til terrorisme, n r voldsud velsen kan bestemmes som ikke-statslig. Terroristen er den, der fremtvinger undtagelsen. Terror bliver et middel til at skabe den retsskabende undtagelsestilstand.
Staten skaber ikke-autoriserede terroristiske figurer i et komplekst samspil mellem statslig dominans, repression, modstand, vold og mod-vold. Det er ikke det samme som at sige, at staten altid er ansvarlig for den voldelige modstand, der bliver rettet imod den, men ej heller kan man p st , at den er uskyldig. Dels vil statens fors g p at h ndh ve sin dominans skabe modstand, og dels vil bek mpelsen af terroristisk vold skabe radikaliseringer, der giver sig udtryk i mere vold; og endelig skaber staten terroristiske figurer igennem den retslige og propagandistiske ud-gr nsning af sine modstandere, som vi ser det i den israelske, amerikanske eller den russiske regerings legitimering af s rdeles repressive handlinger med henvisning til, at deres modstandere som terrorister f lgelig ogs skal behandles som s danne. Om de s faktisk er terrorister i objektiv forstand (om en s dan gives), er i den henseende mindre vigtigt. Det afg rende er dels m den, hvorp de itales ttes som terrorister i og af deres statslige omverden, og dels hvordan de selv overtager eller im deg r denne sproglige stigmatisering.
Terrorisme som sproglig strategi
I 1919 skrev Georg Luk cs artiklen Taktik og etik , hvori han reflekterede over forholdet legalitet/illegalitet. Sk nt han ikke diskuterer terrorsp rgsm let eller konkrete, praktiske handlinger, s er hans diskussion interessant, fordi han eksplicit tager afstand fra enhver tendens til, at den revolution re kamp lader sig fange ind af systemets endsige af den i fortiden eller i nutiden herskende morals opfattelse af brugen af voldsmidler:
Hvis vi definerer taktik som et middel, med hvilket politisk aktive grupper opn r deres erkl rede m l, som et bindemiddel mellem det endelige m l og virkeligheden, da opst r der fundamentale forskelle alt afh ngig af, om det endelige m l kategoriseres som et moment inden for den givne sociale realitet eller hinsides denne. Den principielle forskel mellem det immanente og det transcendente endelige m l er, at den f rstn vnte accepterer den eksisterende legale orden som et givet princip, der n dvendigvis og normativt bestemmer enhver handlings mulighedsrum, hvorimod den legale orden i det socio-transcendente tilf lde ses som ren realitet, som real magt, der h jst tages i betragtning, hvis det er form lstjenstligt. (Luk cs 1972: 3)
Luk cs forts tter med at understrege, at ethvert revolution rt m l afviser den moralske raison d tre og det historisk-filosofisk passende ved b de nutidige og fortidige legale ordner; i hvilken grad de - hvis overhovedet - skal tages i betragtning, er derfor et rent taktisk sp rgsm l (1972: 4). Heri ser vi den radikaliserede form af den forskydning af revolutionsbegrebet, som Schmitt og Koselleck diagnosticerede: den totale afvisning af systemets koder og den rene instrumentalisering af metoden ud fra, hvad der er mest form lstjenstligt. For hverken fortiden eller nutiden har noget krav p at bestemme fremtiden. M ske vi med dette kan sige, at afstanden mellem opr rer og system bestemmer, hvor meget det, som Luk cs kalder den givne sociale realitet , det vil sige de g ldende juridiske og moralske love, f r lov til at bestemme og yde indflydelse p kampen.
I Ernesto Che Guevaras vejledning til guerillakrig - et v rk, der skulle opn en helt central betydning inden for s vel den revolution re kamp som i bek mpelsen af den - ser vi derimod et fors g p at spille systemets spil . For Che Guevara pointerer vigtigheden af at skelne mellem terrorisme og sabotage:
Sabotage har intet med terrorisme at g re; terrorisme og personangreb er fuldst ndig forskellige taktikker. Vi tror oprigtigt p , at terrorisme er af negativ v rdi, at det p ingen m de producerer de nskede effekter, at det kan vende folket imod en revolution r bev gelse, og at det kan koste livet for dets ud vere ude af proportion med dets effekt. (Guevara 1961: 93)
Selv om man godt kan argumentere for, at denne argumentation er taktisk, at dens prim re form l ikke er at l gge en d mper p volden, men at undg at den folkelige opinion vender sig v k fra opr ret, s er det centrale, at Che Guevara hermed overtager den udefra p lagte distinktion mellem det tilladelige og det utilladelige. For det f rste fordi denne strategi st r i skarp mods tning til den opfattelse, Luk cs gjorde sig til talsmand for. For det andet fordi hans diskursive adoption af det traditionelle begrebsapparat fik afg rende betydning for de revolution re bev gelsers opfattelse af forholdet mellem m l og midler. Det var netop denne distinktion, der efter den 11. september fik en lang r kke af de illegitime voldsorganisationer med t t tilknytning til den revolution re bev gelse - den baskiske befrielsesorganisation ETA er nok det mest ber mte eksempel - til simpelthen at nedl gge v bnene af frygt for at blive sl et i hartkorn med egentlig terrorisme.
Langt mere i overensstemmelse med Luk cs opr b er den spanskf dte brasilianer Carlos Marighella, der ganske vist delvist var inspireret af Mao Tse-Tung og Che Guevara, men pointerede, at revolutionens ankerpunkt ikke skal findes i landbefolkningen, men i byen, og som f lgelig blev ophavsmand til begrebet byguerilla , som Rote Armee Fraktion overtog (se tekster her i bogen). I mods tning til Che Guevara afviser Marighella ikke, at guerillaen har alle terroristens kendetegn. I 1969 skrev han, at byguerillaen er regeringens uforsonlige fjende, der systematisk p f rer skade p den etablerede autoritet og de, der ud ver magt for at udbytte nationen [ ] Byguerillaen frygter ikke at afvikle og del gge det eksisterende brasilianske konomiske, politiske og sociale system (2006: 4). En s dan bestr belse vil n dvendigvis f pr dikatet terrorist , og Marighella er eksemplarisk for den position, der har et rent instrumentelt syn p betegnelsen, n r han siger, at terrorisme normalt ud ves ved at smide en bombe, der g r fjenden meget skade: Terroristhandlingen er ikke anderledes end andre byguerillataktikker, andet end den tilsyneladende lethed, hvormed den kan udf res (2006: 31), og han tilf jer, at ordene bev bnet kamp og terrorisme betyder ikke l ngere ondskab [ ] Det van rer ikke nogen [ ] Det er en handling v rdig for alle revolution re i kamp mod det skammelige milit re diktatur og dets monstr siteter (2006: 3). Marighella v lger den offensive tilgang til beskyldningen om terrorisme. Ligesom man kunne se en udl ber af adoptionen af det statslige skel mellem vold og terror i de grene af den revolution re bev gelse, der opgav den v bnede kamp i k lvandet p den moderne terrorismes opkomst, er det ikke vanskeligt at se en forbindelse mellem den radikaliserede forn gtelse af denne distinktion hos p den ene side Luk cs og Marighella og p den anden side i al Qaedas retorik, hvilket ogs bekr fter, at vor tids mest ber mte terrororganisation s ledes ikke kan betegnes som middelalderlig, men ligesom det statssystem, de eksisterer i mods tning til, tv rtimod er helt og holdent moderne (Lawrence 2005; Gray 2006; Thorup 2006).
Konklusion: terroristiske figurer
Mens den traditionelle terror/antiterror-dikotomi kommer til kort, tilbyder Thomas P. Thornton to begreber, der bedre beskriver det faktiske forhold mellem legitim og illegitim vold, idet hans distinktion afviser den indbyggede statslige forst else af situationen, der er indeholdt i en s dan skelnen. Han v lger i stedet at bruge begrebet h ndh velsesterror til at beskrive den voldsud velse (antiterror), som anvendes af dem, der er i besiddelse af magten, samt agitatorisk terror om voldsud velse anvendt af dem, der udfordrer magten (Thornton 2006: 42). Uagtet at en s dan distinktion er bundet op p en bestemt historisk kontekst, nemlig den moderne statsorden, s tjener den til at problematisere det statslige monopol p at udpege terroristen . Det er et b de historisk og nutidigt faktum, at mods tningen terror/ antiterror ikke er sammenfaldende med mods tningen ikke-statslig/statslig, og derfor m vi ikke lade den statsligt definerede distinktion mellem det legale og det illegale s tte rammerne for vores analyse eller kritik. Det betyder p den anden side heller ikke, at vi skal acceptere de ikke-statslige udfordreres version af konflikten.
Det er s ledes ikke vores hensigt at s ge at vende skyldssp rgsm let om, at g re staten til den store d mon eller glorificere diverse private voldsakt rer. Vi har heller ikke nogen ambition om at postulere en moralsk kvivalens mellem eksempelvis USA og al Qaeda, at afsl re staten som terroristisk eller at r be statsterror , n r staten reagerer p v bnede trusler. M let er derimod en bedre forst else af statsmagt og ikke-statslig modmagt. Begrebet statsterror er nok anvendeligt som et retorisk virkemiddel i fors get p at delegitimere statens handlinger, men ret beset er skellet mellem terror og antiterror et skel, der s ttes af staten selv. I den henseende er terror netop kendetegnet ved at v re ikke-statslig, at udg re en ikke-statslig pendant til den statsligt autoriserede vold, ganske som afpresning er den ikke-statslige pendant til skatteopkr vning. Forskellen ligger i legaliteten. Det er legaliteten, der afg r, om en handling er terror eller ordensh ndh velse, afpresning eller skatteopkr vning. Et begreb som terrorisme giver kun mening som en praksis ulovliggjort af en stat eller et andet politisk organiseret f llesskab.
Artiklens fokus har v ret p den statslige side af ligningen, og terroristerne har optr dt som terroristiske figurer , det vil sige som bestemt ikke af deres praksis eller m ls tning, men af deres forhold til staten og af det forhold, at det er statens ben vnelse, der g r en politisk akt r i ordets bredeste forstand til terrorist. Vi h vder alts , at der op igennem historien kan identificeres en r kke terroristiske figurer, bestemt ved deres prek re forhold til magten, et forhold der har svinget mellem modstand og samarbejde, legitimitet og delegitimering: pirater/kapere, banditter, partisaner, mafiagrupper, selvt gtsgrupper, oppositionsgrupper etc. Betegnelsen terroristisk figur er naturligvis ikke uproblematisk. Begrebet terrorist er, som det fremg r af det ovenst ende, b de en forholdsvis moderne betegnelse og en betegnelse, der indtil for ganske nylig prim rt har v ret knyttet til den vestlige hemisf re. Hvad det sidste ang r, er det ganske naturligt, eftersom den, terroristen f rst og fremmest identificeres i mods tning til, er den vestlige nationalstat eller statslignende strukturer; det har den konsekvens, at fokus i de f lgende artikler er overvejende eurocentrisk. Hvad det f rste ang r, s benytter vi netop en anakronisme, fordi de mere neutrale betegnelser, som ikke-statslige eller illegitime voldsakt rer, har en tendens til at d kke over s vel statens som disse figurers historisk kontingente status. Den historiske kontingens betyder, at vi i en vis forstand alle er i fare for at blive udr bt som terrorister, hvad enten vi st r p den statslige eller p den ikkestatslige side af g rdet.
N r ikke al vold er ulovlig, n r noget vold betragtes som lovlig og legitim, da st r den centrale opgave tilbage: at sp rge til foruds tningerne for at skelne mellem legitim og illegitim vold snarere end ukritisk at acceptere statens naturalisering, afhistorisering og selvf lgeligg relse af sin egen historisk kontingente og lokalt variable magt (Dillon 1998). Foruds tningen for det statsligt definerede skel mellem lovligt og ulovligt betegner opkomsten, konsolideringen og effektueringen af en s rlig form for konventionalitet, og det er denne konventionalitets udvikling, der skal skildres i det f lgende.
Litteratur
Agamben, Giorgio (2003). Undtagelsestilstand , Lettre International , september, s. 31-33
Agamben, Giorgio (2005). State of Exception , Chicago London: University of Chicago Press
Beck, Ulrich (2002). The Terrorist Threat. World Risk Society Revisited , Theory, Culture Society , vol. 19, nr. 4, s. 39-55
Benjamin, Walter (1973a). Fors g p en kritik af volden i Walter Benjamin, Kulturindustri. Udvalgte skrifter , K benhavn: Rhodos
Benjamin, Walter (1973b). Historiefilosofiske teser i Walter Benjamin, Kulturindustri. Udvalgte skrifter , K benhavn: Rhodos
Dillon, Michael (1998). Criminalising Social and Political Violence Internationally , Millennium , vol. 27, nr. 3, s. 543-567
Dillinger, Johannes (2004). Terrorists and witches: popular ideas of evil in the early modern period , History of European ideas , vol. 30, s. 167-182
Eagleton, Terry (2005). Holy Terror , Oxford: Oxford University Press
Ferejohn, John Pasquale Pasquino (2004). The law of the exception: a typology of emergency powers , International Journal of Constitutional Law , vol. 2, nr. 2, s. 210-239
Gray, John (2006). Al Qaeda og hvad det vil sige at v re moderne , rhus: Forlaget Slagmark
Gross, Oren (2006). What Emergency Regime? , Constellations , vol. 13, nr. 1, s. 74-88
Guevara, Ernesto Che (1961) Guerilla Warfare , New York: Monthly Review Press
Hobbes, Thomas (1985, [1651]). Leviathan , London: Penguin
Kant, Immanuel (1966, [1798]). Streit der Fakult ten i Kant Werke , bind 6, Darmstadt: Wissenschaftliche Buchgesellschaft
Koselleck, Reinhart (1979). Vergangene Zukunft, zur Semantik Geschichtlicher Zeiten , Frankfurt am Main: Suhrkamp
Klarskov, Klarskov (2005). Freverts afl ser p kant med straffeloven

  • Accueil Accueil
  • Univers Univers
  • Ebooks Ebooks
  • Livres audio Livres audio
  • Presse Presse
  • BD BD
  • Documents Documents