Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha
580 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha , livre ebook

-
traduit par

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus
580 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

Description

Don Quixote, for nogle gal, for andre genial, ser ikke verden, som den er, men som den burde vAere ifolge hans ridderidealer. Fulgt af sin vAebner Sancho drager don Quixote ud pa sin gode hest Rozinante for at rette uret, forsvare jomfruer i nod og bekAempe troldmAend og onde riddere. Imellem hans drabelige dueller fletter der sig en lang rAekke kAerlighedshistorier, den ene mere moderne end den anden. De handler om forforelse, bedrag og forelskelse, kvinder, der lober hjemmefra, hvem de vil giftes med, for det middelalderlige aftaleAegteskab er i opbrud.Folk, som don Quixote moder pa sin vej, gar efterhanden ind pa hans gale ideer og begynder endda at iscenesAette omgivelserne, sa de passer ind i hans ridderunivers. I Don Quixote, den mest lAeste bog ved siden af Biblen, udfoldes litteraturhistoriens storste kamp mellem to epoker og to slags romaner: ridderbogen og den moderne roman.Rigmor Kappel Schmidts oversAettelse er en nyoversAettelse af dette hovedvAerk - den forste roman - i europAeisk litteratur.

Sujets

Informations

Publié par
Date de parution 08 décembre 2011
Nombre de lectures 2
EAN13 9788771245448
Langue Danish

Informations légales : prix de location à la page 0,0130€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.

Exrait

Miguel de Cervantes Saavedra
Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha
P dansk ved Rigmor Kappel Schmidt
BIND I

PRISFASTS TTELSE
Jeg, Juan Gallo de Andrada, retsskriver ved vores Herre, Kongens Kammer og medlem af hans R d, bekr fter og bevidner, at da r dsherrerne havde set en bog med titlen Den sindrige ridder fra La Mancha , forfattet af Miguel de Cervantes Saavedra, fastsatte de prisen for hvert trykark i bemeldte bog til tre en halv maraved er; den best r af treogfirs ark, s til den n vnte pris bel ber bogen sig til to hundrede og halvfems en halv maraved er, n r den s lges uindbundet; og de gav tilladelse til, at den kan s lges til denne pris, og de bestemte, at denne pris skal st i begyndelsen af bemeldte bog, der ikke kan s lges uden den. Og for at g re dette vitterligt, udstedte jeg denne skrivelse i Valladolid, den tyvende december, seksten hundrede og fire.
Juan Gallo de Andrada
ERRATA
Denne bog rummer ikke n vnev rdige afvigelser fra originalen; jeg bevidner hermed, at jeg har l st korrektur p den. Givet ved den Hellige Jomfrus Kollegium ved det Teologiske Fakultet p Alcal Universitet, den f rste december, 1604.
Licentiat Francisco Murcia de la Llana
KONGEN
Hvad jer anbelanger, Miguel de Cervantes, er det blevet os forelagt, at I har forfattet en bog med titlen Den sindrige ridder fra La Mancha , som har kostet jer meget arbejde og er meget nyttig og udbytterig, og I beder og anmoder os om at give jer tilladelse og bemyndigelse til at kunne lade den trykke og lade jer have det privilegium, s l nge det tjener os eller vor N de tilsteder det; og da r dsherrerne mente, at man i bogen har fulgt den forordning, Vi for nylig har udstedt for trykning af b ger, blev det vedtaget og Vi fandt for godt at udstede n rv rende dokument til jer i denne sag. For at vise jer denne gunst og n de giver Vi jer hermed tilladelse og bemyndigelse til, at I eller en person, bemyndiget af jer, og ingen anden kan trykke bemeldte bog med titlen Den sindrige ridder fra La Mancha , som tidligere er n vnt, i alle vore riger i Kastilien for en periode af ti r, at t lle og regne fra den dag, vort dokument udstedes. Den eller de personer, der uden jeres bemyndigelse m tte trykke eller s lge bogen eller lade den trykke eller s lge, skal til straf miste det oplag, han har lavet, samt st beforme og sats til fremstillingen, og hver gang han m tte g imod dette, skal han id mmes en b de p halvtreds tusinde maraved er. Denne b de deles med en tredjedel til den, der rejser anklagen, en tredjedel til vort Kammer, og en tredjedel til den dommer, der afsiger dommen. Dog betinger Vi os, at alle de gange I m tte lade bemeldte bog trykke i den periode p ti r, skal I bringe den til vort R d sammen med originalen, der blev unders gt af R det, og hvor hvert trykark er signeret og underskrevet af Juan Gallo de Andrada, vor kammerretsskriver og medlem af R det, for at Vi kan forvisse os om, at bemeldte oplag er trykt i overensstemmelse med originalen; og I skal kundg re offentligt, at den af os udn vnte korrekturl ser har unders gt og l st korrektur p bemeldte oplag efter originalen, og at bogen er trykt i overensstemmelse med den, og hans angivelse af afvigelser skal trykkes i hver eneste af b gerne i oplaget, og s ledes at prisen bliver angivet for hvert bind. Og Vi befaler trykkeren, at han skal trykke bemeldte bog s dan, at han ikke trykker begyndelsen og det f rste ark og kun giver en eneste bog sammen med originalen til forfatteren eller den person, der bekoster trykningen, eller nogen anden, indtil der er l st korrektur p bemeldte bog og den er prisfastsat af vores R d; n r det er sket og ikke f r, kan man trykke begyndelsen og f rste ark og efterf lgende kan man anbringe vores dokument og godkendelse, pris og ndringer under strafansvar over for love og forordninger i vore riger. Og Vi befaler alle vore r dsherrer og andre retsh ndh vere at de skal overholde og opfylde vort dokument og alt hvad der er indeholdt i det. Givet i Valladolid den seksogtyvende dag i september i ret sekstenhundrede og fire.
Jeg Kongen
Forordnet af Kongen, vor Herre:
Juan de Am zqueta

TIL HERTUGEN AF B JAR ,
MARKIS AF GIBRALE N, GREVE AF BENALC ZAR OG BA ARES, VICOMTE AF LANDSBYEN ALCOCER, HERRE TIL BYERNE CAPILLA, CURIEL OG BURGUILLOS
I tillid til den gode modtagelse og agtelse, som Eders Excellence viser alle slags b ger, idet I som fyrste er s velvilligt indstillet over for alle gode kunstarter, is r dem, der ved deres delhed ikke synker ned til at tjene og lefle for det j vne folk, har jeg besluttet at udsende Den sindrige ridder don Quixote de la Mancha under Eders Excellences lysende navns vinger, hvem jeg med skyldig hensyntagen til jeres storhed beder om at tage den i jeres velvillige beskyttelse, sk nt bogen er blottet for det uds gte og l rde kl debon, hvormed man pr gtigt plejer at ikl de de v rker, der forfattes i viise m nds huse; i jeres skygge kan bogen driste sig til at tr de frem for dem, der ikke holder sig inden for gr nserne af deres egen uvidenhed, men har for vane at forkaste andres v rker med megen strenghed og liden retf rdighed; n r Eders Excellences klogskab kaster jeres jne p mine gode hensigter, stoler jeg p , at I ikke vil forsm min ringe og ydmyge tjeneste.
Miguel de Cervantes Saavedra

PROLOG
Uvirksomme l ser: du m tro mig uden besv rgelser, at jeg ville nske, at denne bog som afkom af min forstandighed kunne blive den smukkeste, den fortr ffeligste og den klogeste, som t nkes kan. Men jeg har ikke kunnet g imod naturens orden, hvor hver is r avler sin lige. Og hvad kunne mit golde, ukultiverede sind fostre, om ikke historien om et t rt, senet og lunefuldt afkom, som gjorde sig alle h nde forestillinger og magel se tanker, ret som et v sen man kunne avle i et f ngsel, hvor alskens ubekvemmeligheder og mislyde h rer hjemme? Det stille, fredelige sted, de indbydende vidder, den skyfri himmel, de klukkende kilder, det rolige sind kan g re meget til, at de goldeste muser viser sig frugtbare og nedkommer med afkom, der fylder verden med forundring og gl de. Det kan ske, at en far f r en grim og klodset s n, men k rligheden g r ham blind, s han ikke ser hans fejl og mangler, men tv rtimod opfatter dem som klogskab og ynde og fort ller om dem til sine venner som udtryk for vid og ndrighed. Men selv om jeg ligner don Quixotes far, er jeg hans stedfar og vil ikke f lge str mmen og heller ikke b nfalde dig, n sten med t rer i jnene, som andre g r det, k reste l ser, om at du skal undskylde eller tilgive de mangler, du m tte finde ved dette mit afkom, for du er hverken hans sl gtning eller hans ven, og du har din sj l i din krop og din frie vilje som den fremmeste blandt gode m nd, og du er herre i dit eget hus, som kongen med alle hans afgifter, og du ved, at man almindeligvis siger, at tanker er toldfrie, hvad der alt sammen fritager og forsk ner dig for enhver hensyntagen og forpligtelse, og s ledes kan du sige alt, hvad du mener om denne historie, uden frygt for at blive draget til ansvar for alt det slette eller bel nnet for alt det gode, du m tte sige om den. Jeg nsker bare at give dig historien ren og n gen, uden en pyntelig prolog eller en uendelig r kke af de s dvanlige sonetter, epigrammer og hyldestdigte, som man plejer at anbringe i begyndelsen af b gerne. For jeg kan godt sige dig, at selv om det kostede mig en del arbejde at forfatte bogen, er det ingenting sammenlignet med besv ret med at skrive det forord, som du nu sidder og l ser. Mange gange greb jeg pennen for at skrive det, og lige s mange lagde jeg den fra mig igen, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle skrive; og mens jeg s ledes sad og var g et i st med papiret foran mig, pennen bag ret, albuen p skrivepulten og h nden under kinden og t nkte p , hvad jeg skulle skrive, kom der pludselig en ven af mig, der er b de morsom og forstandig, og da han s , at jeg sad s eftert nksom, spurgte han mig om grunden, og uden at skjule noget fortalte jeg ham, at jeg t nkte p prologen, som jeg skulle lave til historien om don Quixote, og at jeg havde det s dan med det, at jeg ikke havde lyst til at skrive den, men heller ikke nskede at udgive historien om s del en ridders bedrifter uden den. For hvordan vil I have, at jeg ikke bliver ude af mig selv over den gamle lovgiver, der kaldes folket, n r jeg ser, at efter s mange r, hvor jeg har slumret i glemselens t ger, udkommer jeg nu med alle mine mange r p bagen med en historie s t r som espartogr s, uden nogen opfindsomhed, med en ynkelig stil og fattig p billeder, blottet for enhver kundskab og l rdom, uden bem rkninger i margin eller tilf jelser i slutningen af bogen, sk nt jeg kan se, at andre b ger, selv om de er opdigtede og ugudelige, er fulde af s tninger fra Aristoteles, Platon og hele det sl ng af filosoffer, som g r indtryk p l serne, s de regner forfatterne for bel ste, l rde og veltalende? Men hvad s , om de citerer den Hellige Skrift? Dermed siger de blot, at de er at ligne med den Hellige Thomas og andre kirkef dre, idet de viser en s begavet velanst ndighed, at de et sted i teksten har udmalet en forvildet tilbeder og et andet sted har lavet en kristen pr diken, s det er en forn jelse og fryd at h re og l se den. Alt dette skal min bog v re foruden, for jeg har intet at tilf je i margin eller bem rke i slutningen, og jeg ved heller ikke, hvilke forfattere jeg f lger i bogen, s jeg kunne n vne dem i begyndelsen, som alle andre g r det i alfabetisk orden, idet de indleder med Aristoteles og afslutter med Xenophon og Zoilos eller Zeuxis, sk nt den ene var en nedrakker og den anden maler. Min bog m ogs undv re sonetter i begyndelsen, i det mindste sonetter af hertuger, markis er, grever, bisper, adelsdamer eller h jagtede digtere; sk nt hvis jeg bad to-tre digtersvende blandt mine venner, er jeg sikker p , at de ville give mig dem, og digtene ville blive s danne, at de ikke ville st tilbage for digte af de mest ber mte forfattere i vores Spanien. Kort sagt, min gode ven og herre, fortsatte jeg, har jeg besluttet, at hr. don Quixote m forblive begravet i La Manchas arkiver, indtil himlen sender nogen, der kan smykke ham med alt, hvad der skal til, for mine evner r kker ikke til, s jeg er ude af stand til at r de bod p denne mangel, og jeg er af natur for dorsk og doven til at finde frem til forfattere, der kan sige mig, hvad jeg selv kan t nke mig til uden deres hj lp. Det er, k re ven, grunden til, at I traf mig i syv sind og ude af mig selv, s dan som I nu har h rt mig.
Da min ven h rte det, slog han sig for panden, og med et latterbr l sagde han:
Ved Gud, min k re, her bliver jeg revet ud af den vildfarelse, jeg har sv vet i, al den tid jeg har kendt jer, for jeg har altid opfattet jer som forstandig og besindig i alle jeres handlinger, men nu ser jeg, at I er lige s langt fra at v re det som himlen fra jorden. Hvordan er det muligt, at s ubetydelige ting, der er s lette at afhj lpe, kan form at sl jer ud og lamme s erfarent et hoved som jeres, der er i stand til at kn kke og klare langt st rre vanskeligheder? Det skyldes min tro ikke manglende evne, men en overm de dovenskab og en ndelig armod. Vil I se, om det er sandt, hvad jeg siger? S lyt opm rksomt efter, og I vil se, hvordan jeg p et jeblik fejer alle jeres vanskeligheder af bordet og afhj lper alle de mangler, der, efter hvad I siger, sl r jer ud og afholder jer fra at udsende historien om jeres navnkundige don Quixote, lys og spejl for hele det farende ridderskab.
Fort l mig s , svarede jeg, da jeg havde h rt, hvad han havde at sige, hvordan I har t nkt jer at udfylde min frygts tomrum og lade klarhedens lys brede sig i min vildfarelses kaos?
Dertil svarede han:
Det f rste I h fter jer ved er, at der mangler sonetter, epigrammer eller hyldestdigte i begyndelsen, og at de skal v re skrevet af alvorsfulde personer med fine titler; det kan let afhj lpes ved, at I selv g r jer den ulejlighed at forfatte dem, og derefter kan I navngive og ben vne dem ganske som I lyster ved at tilskrive dem Presbyteren Johannes af Abyssinien eller Kejseren af Trapezunt, om hvem jeg ved, at det forlyder, at de var navnkundige digtere; og hvis de alligevel ikke var det, og der skulle v re nogle pedanter og studenter, som falder jer i ryggen og skumler om den slags, kan I bl se det en h stblomst, for selv om de s skulle gribe jer i en l gn, kan de ikke hugge den h nd af, som I skrev det med. Og hvad ang r det med at citere i margin, hvilke b ger og forfattere I har hentet talem der og mundheld fra, som I flettede ind i jeres historie, skal I bare s rge for at inds tte nogle fyndord eller latinske s tninger, som I kan udenad, eller som det i det mindste ikke koster jer mere arbejde at finde frem til end at indf je, s n r det handler om frihed og fangenskab:
Non bene pro toto libertas venditur auro .
Og i margin kan I s n vne Horats eller hvem det nu var, der sagde det. Og hvis I skriver om d dens magt, kan I gribe til
Pallida mors aequo pulsat pede pauperum tabernas . Regumque turres .
Hvis det drejer sig om venskab og k rlighed, som Gud befaler, at man skal vise sine fjender, s grib ufort vet til den Hellige Skrift, hvad der kun kr ver lidt omhyggelighed, og I kan sige intet mindre end selve Guds ord: Ego autem dico vobis: diligite inimicos vestros. Hvis I skriver om onde tanker, kan I ops ge Evangeliet: De corde exeunt cogitationes malae. Hvis det drejer sig om det ustadige venskab, kan Cato komme jer til hj lp med sit distichon:
Donec eris felix, multos numerabis amicos . Tempora si fuerint nubila, solus eris .
Med disse og andre latinske talem der vil man mindst regne jer for velbevandret i den latinske grammatik, og det er v ldig refuldt og nyttigt nu om dage. Og det med at anbringe bem rkninger i slutningen af bogen kan I roligt g re p denne m de: hvis I n vner en k mpe i jeres bog, skal I s rge for, at det er k mpen Golias, hvad der ikke vil koste jer noget s rligt, og dermed har I en l ngere bem rkning, hvor I kan skrive: K mpen Golias eller Goliat var en filister, som hyrden David dr bte med et gevaldigt stenkast i Terebinte dalen, s ledes som der fort lles i Kongernes bog ved det kapitel, hvor det vil passe at skrive det. Herefter kan I vise jer som en bogl rd mand og kyndig ud i kosmologien ved at s rge for at n vne floden Tajo i jeres historie, og s vil I st med endnu en bevinget bem rkning, n r I skriver: Floden Tajo blev kaldt s dan af en konge over de spanske riger; den udspringer d r og d r og l ber ud i Oceanet, hvor den kysser murene om den navnkundige by Lissabon, og det er almindeligt kendt, at den f rer guldholdigt sand med sig, osv. Hvis I skulle skrive om tyvekn gte, kan jeg fort lle jer historien om Cacus, som jeg kan udenad; og g lder det sk ger, er der biskoppen fra Mondonedo, der kan tjene jer med Lamia, Layda og Flora, og den note skal nok give jer stor anseelse; hvad grusomme ang r, kan Ovid give jer Medea; og af troldm nd og troldkvinder har Homer Kalypso og Vergil Kirke; n r det g lder tapre h rf rere, byder Julius C sar sig til med sine Kommentarer , og Plutarch giver os tusinde Alexandre. Skriver I om k rlighed, vil I, blot I kan to unser toskansk, st de ind i Leon Hebreo, der til fulde vil tilfredsstille jer. Og hvis I ikke vil ud til fremmede lande, vil I herhjemme finde Fonsecas Om Guds k rlighed , hvori han samler alt, hvad I og den mest sindrige kunne nske om dette emne. Det eneste, I kort sagt skal foretage jer, er at s rge for at n vne disse navne eller ber re deres historier i jeres historie, s dan som jeg her har sagt det; og overlad det s til mig at anbringe tilf jelser og bem rkninger, for jeg sv rger ved Gud, at jeg nok skal fylde marginerne og dertil fire ark i slutningen af bogen. Lad os nu g over til citaterne, som de andre b ger har, og som I mangler i jeres. Det er meget let at afhj lpe, for I skal bare finde en bog, der har dem med i margin, alle sammen fra A til Z, som I siger. Den selv samme abc skal I anbringe i jeres bog; for selv om man tydeligt kan se, at det er l gn, fordi I havde meget lidt brug for det, betyder det ikke noget, og m ske er nogen s enfoldig, at han tror, at I har benyttet jer af det hele i jeres j vne og enkle historie; og hvis det ikke tjener til andet, vil den lange liste af forfattere i det mindste medvirke til pludselig at give bogen autoritet. Og desuden vil der n ppe v re nogen, der giver sig til at unders ge, om I fulgte dem eller ej, for det vil de ikke f noget ud af. S meget mere som n r jeg rigtig t nker efter, har jeres bog slet ikke brug for nogen af de ting, som I siger, at den mangler, for hele bogen er et udfald mod ridderb gerne, som Aristoteles aldrig sk nkede en tanke, den Hellige Basilios aldrig sagde noget om, Cicero aldrig ber rte, ligesom beretningen om deres fabelagtige t jerier heller ikke h rer ind under den n je sandhed eller de astrologiske iagttagelser, og heller ikke de geometriske m l har nogen betydning eller retorikkens gendrivelse af bevisgrunde, og historien skal heller ikke pr dike for nogen ved at blande det menneskelige med det guddommelige, hvad der er en blandingsgenre, som ingen forstandig kristen m ikl de sig. Jeres bog skal kun g re brug af efterligningen i det, der bliver skrevet, for jo mere fuldkommen den er, jo bedre er det, man skriver. Men da jeres historie kun stiler mod at anf gte den autoritet og indflydelse, som ridderb gerne har i verden og blandt j vne folk, er der ingen grund til, at I skal g rundt og tigge fyndord fra filosoffer, gode r d fra den Hellige Skrift, fort llinger fra digtere, taler fra retorikere og mirakler fra helgener. Tv rtimod skal I holde jer til den klare stil med rlige, velvalgte og fyndige ord, s jeres s tninger og perioder bliver velklingende og festlige og p alle m der udmaler, hvad I agter at sige, og lader jeres skarpsindige tanker komme til deres ret uden at forkludre og fordunkle dem. I skal ogs str be efter, at n r man l ser jeres historie, bev ges den tungsindige til latter, den lattermilde ler endnu mere, den enfoldige bliver ikke st dt, den forstandige forundres over jeres p fund, den alvorlige kaster den ikke fra sig og den besindige priser den uafladelig. Hold jer kort sagt til at nedrive ridderb gernes d rligt funderede bygningsv rk, der afskyes af s mange, men hyldes af endnu flere, og hvis det lykkes for jer, har I opn et ikke s lidt.
I dyb tavshed lyttede jeg til det, min ven sagde, og s st rkt prentede hans ord sig i mig, at jeg uden indsigelser godtog dem og ud fra dem forfattede denne prolog, hvor du, milde l ser, kan se min vens forstandighed og min store lykke, at jeg fandt en s dan r dgiver, da jeg mest af alt havde brug for det, og selv kan du gl de dig over, at du tr ffer historien om den navnkundige don Quixote de la Mancha s ligefrem og uden omsv b, for om ham siges det blandt alle beboerne i Montiel-slettens omr de, at han var den mest rbare tilbeder og den tapreste ridder, som man i mange r har set p de kanter. Jeg vil ikke lovprise den tjeneste, jeg g r dig ved at lade dig stifte bekendtskab med s del og rlig en ridder, men jeg ser gerne, at du takker mig for, at du har f et kendskab til hans v bner, den ber mte Sancho Pan a, i hvem jeg mener at have samlet alle en v bners gode egenskaber, som er spredt ud over hele stablen af rkesl se ridderb ger. Og hermed: Gud give dig et godt helbred og m tte han ikke glemme mig. Lev vel!

Den ukendelige Urganda hylder bogen om don Quixote de la Mancha

Hvis du vil ud til de go,
oh bog, s far frem med m ,
s ingen indbildske t
kan trampe dig under fo.
Du er ikke vel til mo
ved alle de ubel ,
som du snart vil h re br
for at vise deres vi,
selv om den er ganske li,
for de er en samling bl .
Erfaringen gerne vi,
at vi skal s ge det fro
tr , for det yder det go
ly mod sol og regnfuld si,
s ledes finder du hvi
under hertugen af B
dle stamtr , der for
hin Alexander den Sto
gavmildhed og kongekro:
den dristige kan han fre.
Du vil fort lle histo
om en h jmodig, manche
adelsmand, der l ste me
og blev forrykt i sit ho;
han blev ganske overmo
af v ben, riddere, da,
s dristigt han sv rdet dra
ret som den rasende Ro:
Dulzinea del Tobo
skal v re hans gtema.
Lad nu ikke skjoldet pry
af t belige figu,
der p alle virker hu
og vil onde tunger fry.
Klager b skal ikke ly,
n r du tilegner histo
og dens mange vers og to
til den fyrstelige l ;
lad du andre om at b
deres klager frem ved ho.
Pas p , himlen misbilli,
at du vil med l rdom pra
som den l rde negersla,
tal blot ikke som lati.
Du skal ikke skarphed vi,
vigt dig ikke som den klo,
v r nu ikke filoso;
den der l rdomsord begri,
han vil med en vr ngen si:
hvortil alle disse glo?
V r din tunge, n r den l ,
hold dig fra un dig sna,
for man skal undg at ta,
om det der blot er en skr ,
for sp g og sk mt kan let f
til en blodig n sesty;
n h, dit bedste skal du y,
s skal du nok vinde ;
du m ikke dumhed n ,
evigt den det skrevne pry.
Det er t bers v rk at ka
med sten, n r man har sin bo
i et hus af glas og glo:
naboen man ikke la.
Den forstandige skal ska
sit v rk p f dder, der skri
fremad rolige og vii;
mens den der udsender b
til underholdning for m
skriver lukt til d reki.
Amad s de Gaula hylder don Quixote de la Mancha
SONET

Du, der eftergjorde det triste levned,
som jeg gennemled, forsm et og ene,
p bjerget Pe a Pobres golde stene,
hvor jeg mit muntre sind bodf rdigt st vned;
Du, der gr d flere t rer end du evned,
fik liflige drikke, salte og rene;
uden fade til urter, b r og grene,
sad du til jords og spiste til du revned;
s l nge den lyse Apollon driver
sine heste i fjerde himmelsf re
kan du leve i vished om at vinde
et ry for tapperhed, der evigt bliver,
dit f deland vil f rst blandt alle v re,
din forfatter ene i verden skinne.
Don Belian s fra Gr kenland hylder don Quixote de la Mancha
SONET

Jeg huggede, slog og gjorde langt mere
end nogen farende ridder i verden;
herlig og modig var min tapre f rden
jeg h vned tusind fejl og mange flere.
Store bedrifter kunne jeg levere;
som tilbeder vakte jeg ikke smerten;
k mper blev dv rge, n r jeg svinged snerten,
i dueller kunne jeg let hovere.
For min fod kn lede lykken besk mmet,
kl gtigt trak jeg det skaldede tilf lde
rundt ved h ret og holdt det hen med l fter.
Men selv om min lykke altid blev fremmet
over m nen i al dens magt og v lde,
overg s den af Quixotes bedrifter.
Fru Oriana hylder Dulzinea del Toboso
SONET

Oh, Dulzinea, gid jeg kunne l gge
Miraflores, hvor Toboso sig breder,
og London ved Tobosos mange str der,
hvor vil det v re godt for Londons fl kke!
Oh, kunne jeg min krop og sj l bed kke
med dine nsker, mens jeg mig bereder
til at betragte hin ridder, der spreder
skr k og r dsel, n r han vil sv rdet tr kke.
Oh, var jeg bare i kyskhed undveget
hr. Amad s, ligesom du havde held
til at undfly den h viske Quixote,
havde min fryd og gl de oversteget
mit tungsind, og lykken randt som kildev ld
og ingen ville mig l ngere spotte.
Fra Amad s de Gaulas v bner Gandal n til Sancho Pan a, don Quixotes v bner
SONET

V r hilset, navnkundige mand, hvem Lykke
satte i vej som v bner for en ridder,
s nemt og let du dette hverv bestrider,
da sk bnen det forstandigt sammenstykke.
Med hakke og segl kan man sagtens smykke
den j vne v bner, der til alle tider
og tr ngsler f lger den farende ridder
og ikke vil stille m nen i skygge.
Jeg misunder dig dit sel og dit navn
og ser langt efter dine sadeltasker,
der viste din kl gtige forsynlighed.
V r hilset, oh Sancho, for du gjorde gavn,
den spanske Ovid dig hilser og basker
et kys p din h nd i al rb dighed.
Fra den str lende blandingsdigter til Sancho Pan a og Rozinante

V bner er jeg, Sancho P ,
hos manchegeren Quixo,
rundt p bjerge, veje, flo
lever jeg, som jeg beha;
Villadiego anbefa,
at man f lger egne lo
uden pelsen ret at vo,
som der st r i Celesti,
hvis guddommelige si
burde undfly elskovs lo.
Til Rozinante

Jeg er hesten Rozin
oldebarn af Cids Babie;
dengang jeg blev alderste,
kom jeg i Quixotes va.
N r jeg jog efter riva,
lod jeg ham gerne af sy
for efter byggen at sty;
jeg l rte af Lazari
med et str at stj le vi
fra en blind, der vinen ny.
Fra den rasende Roland til don Quixote de la Mancha
SONET

Blandt riddere har du ikke din lige
ikke engang blandt tusinde j vninger,
og hvor du end dit hvasse slagsv rd svinger:
ubestridt indtager du sejrens rige.
Quixote, jeg er Roland, der m hige
efter Angelica, skjult i f stninger,
i fjerne riger m jeg krydse klinger
og vise mit mod, der ikke skal vige.
Din lige kan jeg ikke v re, for den re
tilkommer dit ry og dine bedrifter,
sk nt du ligesom jeg gik fra forstanden.
Men kan du den hovne maurer bel re,
bliver du min lige, og jeg bekr fter,
at i k rlighed ligner vi hinanden.
Fra Ridderen af Phoibos til don Quixote de la Mancha
SONET

Mit sv rd kan ikke jeres overvinde,
spanske Phoibos, oh sirlige adelsmand,
I overg r den h nd, der styrer mit spand
og lader lys og nattem rke svinde.
Som rigsregent lod jeg mig ikke binde,
jeg afslog at herske over sterland,
for at Claridiana ved himlens rand
kunne mine jne for evigt blinde.
Jeg elskede hende som en sj lden skat;
og helvede, da hun var ude af je,
blev d mpet af frygt for min modige arm.
Men I, Quixote, har verden sysselsat:
ved Dulzinea n r I verdens h je,
mens hun rbart n rer visdom ved sin barm.
Fra Solisd n til don Quixote de la Mancha
SONET

Hr. don Quixote, sk nt jeres t jeri
har forstyrret jeres klogskab og forstand,
skal I ikke bebrejdes af nogen mand
for at opildne til kiv og klammeri.
Jeres bedrifter er et helt skilderi,
n r I h vner uret i det ganske land,
I har mistet re, sk g, visir og tand,
ved slynglers og uslinges forr deri.
Og hvis hende Dulzinea, den k nne,
jer p nogen mulig m de skuffer,
eller jer til sorg og kvide forleder
og hvis hun jer med kr nkelser vil l nne,
da er Sancho Pan a en d rlig ruffer,
hun er h rd, og I er ingen tilbeder.
Samtale mellem Cids hest Babieca og don Quixotes Rozinante .
SONET

B: Hvordan g r det, Rozinante, s mager?
R: Ingen mad og fra sliddet ingen lise.
B: Har I da ingen byg og str at spise?
R: Hos min husbond jeg stort set intet smager.
B: N n , min herre, sikke I behager
jeres husbond selagtigt at rise.
R: sel er man, s dan m man sig prise.
Vil I se, hvor han i elskov sig klager?
B: Er tilbederen dum?
R: Han er ikke klog.
B: I er metafysisk.
R: Jeg er ikke m t.
B: Klag over v bneren.
R: Sikke noget v s.
R: Hvor kan jeg klage over mit tunge g,
n r nu herre og v bner g r d rligt kl dt,
og som Rozinante er de noget ros.
K APITEL I
Der handler om den navnkundige og tapre adelsmand don Quixote de la Mancha, hans stand og virke .


I en lille by i La Mancha, hvis navn jeg ikke lige kan huske, levede der for nylig en adelsmand af den slags, der har en lanse st ende i sit v benstativ, et gammelt skindskjold, en aff ldig krikke og en omstrejfende mynde. I gryden boblede der mere oksek d end v dderk d, hachis de fleste aftener, fastemad om l rdagen, linser om fredagen og dueunger som lidt ekstra om s ndagen, alt dette slugte tre fjerdedele af hans udkomme. Resten gik til en sk dedragt af sort kl de, kn bukser af fl jl til helligdagene med t fler i samme stof, og til hverdag pyntede han sig i en dragt af det fineste, ufarvede gr brune kl de. I hans hus var der en husholderske, der havde rundet de fyrre, og en niece, der endnu ikke var fyldt tyve r, og endelig en tjener, der tog sig af markarbejdet og ledsagede ridderen, sadlede krikken op og var flink til at bruge besk rersaksen. Vores adelsmand n rmede sig de halvtreds r. Han var senet og mager, med skarptsk ret ansigt, morgenduelig og glad for at g p jagt. Det siges, at hans tilnavn var Quixada eller Quesada, men her er der nogen uenighed blandt de forfattere, der skriver om ham, sk nt velbegrundede formodninger peger p , at han hed Quexana. Men det betyder ikke s meget for vores fort lling; det m v re tilstr kkeligt, at beretningen om ham ikke afviger en t ddel fra sandheden. Man skal alts vide, at denne adelsmand i sine ledige stunder, og ledig var han st rstedelen af ret, henfaldt til at l se ridderb ger med s stor en lyst og begejstring, at han n sten fuldst ndig glemte at g p jagt og endda ogs fors mte forvaltningen af sit gods; han var s optaget og forbl ndet af b gerne, at han solgte mange t nder dyrket mark for at k be ridderb ger, og s ledes anskaffede han sig alle dem, han kunne f fat i, og af dem alle syntes han bedst om b gerne af den navnkundige Feliciano de Silva, for han fandt, at dennes klare prosa og dunkle tankegange var som perler; og endnu mere begejstret blev han, n r han n ede frem til at l se k rlighedsbrevene og udfordringsskrivelserne, hvor der ofte stod skrevet:
Den ufornuftens fornuft, der ud ves mod min fornuft, sv kker i den grad min fornuft, at det er ganske fornuftigt, at jeg beklager mig over jeres sk nhed.
Og ligeledes, n r han l ste:
De h je himle, der guddommeligt bef ster jeres guddommelighed med stjerner og lader jer fortjene den fortjenstfuldhed, som jeres storhed fortjener.
Den slags tankegange fik den stakkels ridder til at g helt fra forstanden, og han svigtede sin nattes vn for at forst og granske deres betydning, som selveste Aristoteles ikke havde kunnet f frem eller forst , om han s var genopst et bare for dette. Han led med de s r, don Belian s uddelte og modtog, idet han forestillede sig, at uanset hvor store mestre der havde kureret ham, m tte han v re fuld af ar og m rker i ansigtet og over hele kroppen. Men alligevel roste han forfatteren for at lade sin bog slutte med l ftet om, at dette eventyr ingen ende ville tage, og tit fik han lyst til at gribe pennen og helt bogstaveligt tilf je den slutning, der blev lovet; og han ville uden tvivl have gjort det, og endda v re sluppet godt fra det, hvis st rre og mere vedholdende overvejelser ikke havde bremset det. Tit og ofte stredes han med byens pr st, en l rd mand, som havde studeret i Sig enza ved Alcal , om hvem der havde v ret den bedste ridder, Palmer n fra England eller Amad s de Gaula; men mester Nicol s, der var barber i samme by, h vdede, at ingen var p h jde med Ridderen af Phoibos, og hvis nogen t lte sammenligning med ham, var det Amad s de Gaulas bror, don Galaor, for han havde en behagelig karakter uden at v re affekteret, ligesom han ikke var s klynkevorn som sin bror, og hvad ang r tapperhed, var han heller ikke tabt bag af en vogn. Kort sagt fordybede han sig s meget i sin l sning, at n tterne gik, mens han l ste fra dagslys til dagslys, og dagene forl b fra forstyrrelse til forstyrrelse; for lidt s vn og for megen l sning fik hans hjerne til at t rre ud, s han endte med at g fra forstanden. Hans tankeverden blev fyldt af alt det, han l ste i b gerne, s vel af tryllebindinger som stridigheder, kampe, udfordringer, s r, komplimenter, k rlighed, uvejr og umulige t jerier, og hele det luftkastel af utrolige opspind, han l ste, prentede sig i hans sind og forekom ham at v re s sandt, at han ikke kunne forestille sig nogen historie i denne verden, der var mere rigtig. Han sagde, at Cid Ruy D az havde v ret en udm rket ridder, men at han ikke kunne m le sig med Ridderen af det Gl dende Sv rd, som i et eneste hug havde kappet to grumme og uhyrlige k mper midt over. Han havde det bedre med Bernardo del Carpio, for i Roncesvalles havde han dr bt den fortryllede Roland s listigt som Herkules, der l ftede Antaios, jordens s n, op i sine arme og kv rkede ham. Han talte varmt om k mpen Morgante, for sk nt denne stammede fra en sl gt af k mper, der alle var hovmodige og uforskammede, optr dte han som den eneste elskv rdigt og velopdragent. Men blandt dem alle syntes han bedst om Reynaldos de Montalb n, is r n r han s ham forlade sin borg og udplyndre alle, han st dte p , og da han i de overs iske lande stjal Muhameds gudebillede af det pureste guld, efter hvad hans historie fort ller. Han var parat til at for re sin husholderske bort og endda ogs sin niece for at kunne k mpe mod forr deren Galal n eller Ganel n. Og da hans d mmekraft helt var g et fl jten, kom han p den besynderligste tanke, en gal mand nogen sinde har haft i denne verden, idet han b de for at ge sin egen re og tjene republikken fandt det passende og n dvendigt at blive farende ridder og drage rundt i den ganske verden med sin udrustning og sin hest for at lede efter eventyr og ud ve det, han havde l st, at de farende riddere gjorde, idet han h vnede alle slags kr nkelser og udsatte sig selv for farer og vanskelige situationer, hvor han vandt sig et evigt navn og ry ved at bringe dem til en lykkelig afslutning. Staklen forestillede sig allerede, at han ved sin arms mod mindst ville blive k ret som kejser af det urolige kejserrige Trapezunt, og med den slags behagelige tanker og drevet af den s rlige forn jelse, han f lte ved dem, skred han til at f re sine nsker ud i livet. Det f rste, han gjorde, var at rense en rustning, der havde tilh rt hans oldefor ldre, og da den i lange rhundreder havde v ret stillet til side og glemt i en krog, var den godt rusten og anl ben. Han rensede og satte den i stand, s godt han kunne; men han s , at rustningen havde n stor fejl, og det var, at der ikke var nogen hjelm med visir, men kun en almindelig drabanthjelm; den mangel udbedrede han beh ndigt ved at lave en slags halv hjelm af pap, der virkede som en hel hjelm med visir, n r den blev sat sammen med drabanthjelmen. Det skal lige fort lles, at for at pr ve, om den var st rk og kunne modst et sv rdhug, tog han sit sv rd frem og slog et par gange p den, og ved f rste hug kl vede han straks det, han havde v ret en uge om at lave; han blev noget misforn jet med, at hjelmen s let blev splittet ad, og for at sikre sig mod denne fare, lavede han den igen, men satte nu nogle jernstivere indeni, s han selv blev ret godt tilfreds med dens styrke; han undlod dog at lave et nyt fors g med den og regnede og ans den for den fineste hjelm med visir. S gik han ud for at tage sin krikke i jesyn, og sk nt den d jede med adskillige sygdomme og havde flere skavanker end hofnarren Gonelas hest, som tantum pellis et ossa fuit , mente han, at hverken Alexanders Bukephalos eller Cids Babieca kunne m le sig med den. Han brugte fire dage p at overveje, hvad han skulle kalde den, for som han sagde til sig selv, var det ikke rimeligt, at en s navnkundig ridders hest, der selv var s herlig, ikke skulle have et kendt navn, og s ledes pr vede han at finde et navn, der b de udtrykte, hvad den havde v ret, f r den blev en farende ridders hest, og hvad den var nu; for det var helt indlysende, at n r dens herre skiftede stand, m tte den ogs ndre navn, og det skulle klinge ber mt og give genlyd, som det passede sig for den ridderorden, han nu ud vede og bekendte sig til; og efter at have dannet, udvisket og fjernet, tilf jet, opl st og igen dannet navne i sin erindring og forestilling, kom han endelig p at kalde den Rozinante, Fordumskrikke; det var et navn, der efter hans mening l d oph jet og klangfuldt og udtrykte, hvad hesten havde v ret i fordums tider, da den bare var en krikke, en roz n , hvad der l f r det, den var nu, ja, endda f r alle krikker i verden. Da han nu havde givet sin hest navn, og endda t, der var helt efter hans smag, ville han finde et navn til sig selv, og disse overvejelser tog ham yderligere otte dage, indtil han endelig kom frem til at kalde sig don Quixote; heraf udledte forfatterne til denne yderst sandf rdige historie som tidligere sagt, at han uden tvivl m tte have heddet Quixada og ikke Quesada, som andre ville mene. Nu kom han i tanker om, at den tapre Amad s ikke var tilfreds med slet og ret at kalde sig Amad s, men havde tilf jet navnet p sit rige og f dreland Gaula for at g re det navnkundigt, s han kaldte sig Amad s de Gaula, og derfor ville han ogs som god ridder f je hjemlandet til sit navn og kalde sig don Quixote de la Mancha, hvorved han efter sin egen mening meget virkningsfuldt gav udtryk for sin herkomst og hjemstavn og kastede glans over den ved at tage sit tilnavn derfra. Da han nu havde renset sin rustning, udstyret drabanthjelmen med visir, givet sin krikke navnet Rozinante og omd bt sig selv, t nkte han, at nu manglede han kun at finde en dame at forelske sig i; for en farende ridder uden en tilbedt er som et tr uden blade og frugter, og en krop uden sj l. Han sagde til sig selv:
Hvis jeg for mine synders skyld eller hjulpet af min gode sk bne m der en k mpe, hvad der plejer at ske for de farende riddere, og jeg betvinger ham i kamp, enten ved at kappe hans krop midt over eller ved kort og godt at besejre og undertvinge ham, vil det v re rart at have nogen at sende ham til, s han skal tr de ind og falde p kn for min blide frue og med ydmyg og besejret stemme sige: Frue, jeg er k mpen Caraculiambro, herre over en Malindrania; jeg er blevet overvundet i tvekamp af ridderen, der aldrig hyldes efter fortjeneste, don Quixote de la Mancha, der har sendt mig hid, for at jeg skal tr de frem for Eders N de og stille mig til Eders H jheds ener dige disposition.
Oh, sikke vores herlige ridder forn jede sig over denne tale, og is r, da han fandt n, han kunne kalde sin dame! I en lille by i n rheden af hans boede der, efter hvad man ved, en ung og v ldig k n bondepige, som han en tid havde haft et godt je til, sk nt hun s vidt vides aldrig opdagede eller bem rkede det. Hun hed Aldon a Loren o, og hende var det, han fandt for godt at udn vne til herskerinde over sine tanker; han ledte efter et navn, der passede godt til hans eget, og som trak i retning af og stilede mod v rdigheden som prinsesse og fornem frue, og s var det, han kom p at kalde hende Dulzinea del Toboso, fordi hun stammede fra El Toboso; navnet var efter hans mening velklingende og us dvanligt og betydningsfuldt ligesom alle de andre navne, han havde givet sig selv og sine ting.
K APITEL II
Der handler om f rste gang, den sindrige don Quixote drog ud fra sin hjemegn .


Da han havde gjort alle disse forberedelser, nskede han ikke at vente l ngere med at f re sit fors t ud i livet, for det pinte ham, at verden efter hans mening m tte lide afsavn, hvis han lod vente p sig, i betragtning af de kr nkelser han agtede at h vne, den uret han ville rette op p , de urimeligheder han ville afb de, de overgreb han ville r de bod p , og den g ld der skulle indl ses. Uden at meddele nogen sin hensigt og uden at nogen s ham, tog han sin rustning p en tidlig morgen f r dag, der var en af de varmeste i juli m ned, steg p Rozinante, satte sin sammenflikkede hjelm p hovedet, stak armen i skjoldet, greb sin lanse, og gennem en bagd r i g rdmuren red han ud p det bne land, ovenud tilfreds og henrykt over at se, hvor let det var g et at iv rks tte hans gode fors tter. Men n ppe var han ude i det bne land, f r han blev overv ldet af en frygtelig tanke, der n r havde f et ham til at opgive det p begyndte forehavende; han kom nemlig i tanker om, at han ikke var sl et til ridder, og if lge ridderskabets love kunne eller burde han ikke gribe til v ben mod nogen anden ridder; og selv om han havde v ret ridder, skulle han som nybagt ridder b re blanke v ben uden noget v benm rke p skjoldet, indtil han vandt det ved sit mod. Disse tanker fik ham til at t ve i sit fors t, men da hans galskab var st rkere end nogen fornuft, satte han sig for at lade sig sl til ridder af den f rste, han traf p , og s ledes efterligne mange andre, der var g et s dan til v rks, efter hvad han havde l st i b gerne, som havde gjort ham forrykt. Hvad angik de blanke v ben, havde han t nkt sig at pudse dem, n r han fik lejlighed til det, s de skinnede hvidere end hermelin; og hermed beroligede han sig selv og fortsatte sin vej, som ikke var anden end den, hesten valgte, idet han mente, at heri havde eventyrene deres styrke. Vores flunkende nye eventyrer drog s ledes af sted, mens han talte med sig selv og sagde:
Hvem kan tvivle p , at n r den sandf rdige historie om mine navnkundige bedrifter i de kommende tider ser dagens lys, vil den vismand, der beretter om dem, v lge at beskrive det s ledes, n r han skal til at fort lle om f rste gang, jeg drog ud: N ppe havde den r dblonde Apollon spredt sin smukke h rpragts gyldne lokker ud over den vide, udstrakte jord, og knap havde de sm og farvestr lende fugle ladet deres klangfulde tunger hilse den rosenr de Auroras komme i blide og honnings de harmonier, idet hun forlod sin skinsyge gtemands bl de seng og viste sig for de d delige gennem d re og balkoner i La Manchas horisont, f r den navnkundige ridder don Quixote de la Mancha kom ud af fjerene, steg p sin ber mte hest Rozinante og galoperede ud over den gamle og velkendte Montiel-slette .
Og det var sandt nok, at han red hen over sletten; og videre tilf jede han:
Lyksalige tidsalder og lyksalige rhundrede, hvor mine navnkundige bedrifter vil se dagens lys, v rdige at graveres i bronze, udhugges i marmor og males p tr plader til fremtidig ihukommelse! Oh, du viise troldmand, hvem du end er, i hvis lod det vil falde at nedskrive denne us dvanlige historie, jeg b nfalder dig om ikke at glemme min gode Rozinante, min trofaste ledsager p min f rd.
S udbr d han igen, som om han virkelig var forelsket:
Oh, prinsesse Dulzinea, mit tryllebundne hjertes herskerinde! Stor er den kr nkelse, I har tilf jet mig ved at sende mig bort og vise jeres misbilligelse, idet I med ub jelig ih rdighed har befalet, at jeg ikke m vise mig for jeres sk nne syn. Vil I ikke nedv rdige jer, frue, til at huske dette lydige hjerte, der lider s mange kvaler af k rlighed til jer.
Oven i det h ldte han yderligere t jerier af sig, der alle blev holdt i den stil, han havde l rt af sine b ger, idet han efterlignede deres sprog s godt han kunne. Alt imens kom han langsomt frem, og solen steg hurtigt p himlen og begyndte at bage, s det var nok til at smelte hans hjernevindinger, hvis han ellers havde nogen. N sten hele den dag drog han af sted, uden at der skete ham noget, der var v rd at fort lle om, hvad han var ved at fortvivle over, for han nskede straks straks at st de p nogen, mod hvem han kunne pr ve sin st rke arms tapperhed. Der findes forfattere, som p st r, at det f rste eventyr, han kom ud for, var i L picepasset, andre siger, at det var eventyret med vindm llerne; men det, jeg har kunnet finde frem til, og som st r skrevet i La Manchas annaler, er, at han drog af sted hele den udslagne dag, og ved aftentide var han og hans krikke godt tr tte og hundesultne; og da han spejdede til alle sider for at se, om han kunne f je p en borg eller en hyrdehytte, hvor han kunne overnatte og stille sin store sult og andre behov, opdagede han en kro ikke langt fra den vej, han fulgte, og det var, som havde han set en ledestjerne, der ikke bare f rte ham til kroens indgang, men styrede ham lukt imod hans frelses paladser. Han satte farten op og n ede frem i m rkningen. Nu traf det sig s dan, at der stod to unge kvinder i d ren af den slags, som kaldes tr kkerpiger; de var p vej til Sevilla med nogle muldyrdrivere, der tilf ldigvis gjorde ophold i kroen for den nat, og da vores eventyrer opfattede alt, hvad han t nkte, s eller forestillede sig, som var det gjort og lavet over samme l st som det, han havde l st, var kroen, straks han s den, i hans forestilling blevet til en borg med fire t rne og spir af str lende s lv, og heller ikke en vindebro manglede der og en dyb voldgrav og alle de andre ting, som h rer til beskrivelsen af den slags borge. Han n rmede sig kroen, der for ham lignede en borg, og holdt Rozinante an lidt fra den, mens han ventede p , at en dv rg skulle komme til syne mellem murtinderne for at give tegn til en trompeter om, at der kom en ridder til borgen. Men da han s , at det trak ud, og Rozinante var ut lmodig efter at n frem til hestestalden, red han hen til kroens d r, hvor han opdagede de to letlevende piger, som stod der og i hans jne lignede to smukke jomfruer eller yndefulde damer, der sm snakkede foran borgporten. Netop da skete det tilf ldigvis, at en svinehyrde bl ste i sit horn som signal til grisene om at samle sig, for han var ved at drive nogle svin, ja, s dan kaldes de alts uden forlov, ud fra nogle stubmarker, og straks forestillede don Quixote sig, hvad han nskede at h re, nemlig at en dv rg bl ste et signal om hans komme; det var s ledes med en s lsom gl de, han n ede hen til kroen og damerne. Da de s en mand komme i fuld rustning og endda med lanse og skjold, blev de grebet af angst og ville flygte ind i kroen, men don Quixote, der af deres flugt kunne regne ud, at de var bange, l ftede papvisiret, og idet han viste sit indt rrede og tilst vede ansigt frem, sagde han med h flig mine og rolig stemme:
Fly ikke, Eders N der, og frygt ikke nogen overlast, thi jeg tilh rer en ridderorden, der ikke tilsteder og tillader, at man kr nker nogen, og da slet ikke s oph jede jomfruer som jeres fremtoning vidner om.
Pigerne s p ham og pr vede at f je p hans ansigt, som det sammenflikkede visir d kkede; men da de h rte, at de blev kaldt jomfruer, hvilket slet ikke var foreneligt med deres profession, kunne de ikke bare sig for latter, hvad der fik don Quixote til at forl be sig og udbryde:
Det passer sig bedst for sk nne damer at vise beherskelse, og desuden virker den latter t belig, der hidr rer fra en ringe rsag, men dette v re ikke sagt, for at I skal ngstes eller komme i d rligt lune, thi mit rinde er intet andet end at tjene jer.
Sproget, som damerne ikke forstod, og vores ridders jammerlige fremtoning for gede blot deres latter og dermed hans vrede, og det ville v re g et endnu v rre, hvis ikke krov rten i det samme var kommet ud, og da han var en fed mand, virkede han ret fredsommelig; ved synet af den formummede skikkelse, der var s umage udstyret med t jler og lange stigb jler, men med et let skjold og brystharnisk, var han p nippet til at ledsage jomfruerne i deres forn jelige latter. Men da han faktisk frygtede hele dette menageri af udrustning, bestemte han sig for at tale h fligt til ham, og derfor sagde han:
Hvis Eders N de, hr. ridder, s ger nattelogi, m I undv re sengen, for den slags har vi ikke her i kroen, men alt andet er der rigeligt af.
Don Quixote s borgherrens ydmyghed, thi en s dan tog han krov rten for, mens han opfattede kroen som en borg eller et kastel, og derfor svarede han:
Jeg kan klare mig med lidt, hr. kastelherre, for
mit stadst j er min udrustning, hvile finder jeg i kampen, osv.
V rten troede, at han havde kaldt ham kastilianer, fordi han lignede en h derlig mand fra Kastilien, selv om han var andaluser fra havnekvarteret San L car og mindst lige s tyvagtig som Cacus og ikke mindre bedragerisk end de drevne pager, og derfor svarede han ham:
If lge det m Eders N des sengeleje v re
den h rde klippe, ber vet hvile om natten;
og n r det forholder sig s dan, kan I roligt stige af, for her i hytten kan I v re evigt forvisset om, at I ikke vil f lejlighed til at lukke et je det ganske r, endsige en enkelt nat.
Og med disse ord gik han hen for at holde don Quixotes stigb jle, mens denne m jsommeligt og med stort besv r steg af som n, der hele den udslagne dag ikke havde smagt v dt eller t rt. S sagde han til v rten, at han skulle s rge godt for hans hest, for den var det bedste dyr i verden. Krov rten tog hesten i jesyn, og han kunne ikke se, at den var s god, som don Quixote h vdede, ja, end ikke halvt s god; mens han fandt plads til den i hestestalden, vendte han sig for at se, hvad hans g st nu var ved at s tte i gang; jomfruerne, der havde forliget sig med don Quixote, hjalp ham af rustningen, men selv om de havde f et taget harnisket af bryst og ryg, kunne de ikke finde ud af at fjerne halsstykket og heller ikke f taget den sammenflikkede hjelm af, som han havde bundet fast med gr nne b nd, for knuderne var ikke til at binde op, s de skulle sk res over, men det ville han overhovedet ikke h re tale om, og derfor tilbragte han hele den nat med hjelmen p , s han gjorde den morsomste og m rkeligste figur, man kunne forestille sig. Og da han bildte sig ind, at de medbragte damer, der hjalp ham af rustningen, var fornemme fruer og damer fra borgen, sagde han belevent til dem, mens de hjalp ham af rustningen:

S uds gt har ingen ridder
f et hj lp af sk nne damer,
som hr. don Quixote fik det
da han drog ud fra hjemstavnen:
han blev plejet af jomfruer,
af prinsesser Rozinante.
Rozinante er nemlig navnet p min hest, k re fruer, og don Quixote de la Mancha hedder jeg; for sk nt jeg ikke ville give mig til kende, f r bedrifter udf rt i jeres tjeneste afsl rede mig, blev jeg n dsaget til at tilpasse denne gamle romance om Lan arote eller Lancelot til den nuv rende lejlighed, hvorfor I har erfaret mit navn, f r tiden er inde; men den tid skal nok oprinde, hvor Eders N der befaler og jeg adlyder, og s skal min arms mod nok vise mit nske om at tjene jer.
Pigerne, der ikke var vant til at h re den slags uds gt tale, svarede ikke med et ord, men spurgte blot, om han ville have noget at spise.
Jeg tager til takke med, hvad der er, svarede don Quixote, for jeg kan m rke, at det vil bekomme mig vel.
Nu var det tilf ldigvis fredag den dag, s der var ikke andet i hele kroen end noget fisk, der i Kastilien kaldes klipfisk og i Andalusien t rfisk og andre steder stokfisk, og atter andre steder sm torsk. De spurgte Hans N de, om han m ske ville spise sm torsk, for der var ikke anden fisk at servere for ham.
Hvis der er mange sm torsk, svarede don Quixote, kan de g re det ud for en stor torsk; for jeg er ligeglad, om man giver mig otte realer i sm m nt eller en enkelt m nt p otte realer. S meget mere som sm torskene kan v re ligesom kalven, der er bedre end koen, og gedekiddet, der er l krere end gedebukken. Men hvad det end er, s kom med det straks, for besv ret og v gten af rustningen er ikke til at b re uden mad til maven.
De stillede et bord an til ham ved krod ren, hvor der var frisk luft, og v rten bragte ham en portion af den d rligt opbl dte og v rre kogte t rfisk, sammen med et br d, der var lige s sort og mullet som hans rustning, men det var til at le sig halvt ford rvet over at se ham spise, for da han havde hjelmen p og m tte holde visiret oppe med h nderne, kunne han ikke f noget i munden, hvis ikke en anden madede ham, s det bes rgede en af jomfruerne. Men det havde v ret helt umuligt at give ham noget at drikke, hvis ikke krov rten havde udhulet et r r og anbragt den ene ende i don Quixotes mund, mens han h ldte vinen i den anden lidt efter lidt; og alt dette fandt han sig t lmodigt i, blot for ikke at sk re b ndene til hjelmen over. Mens de var i f rd med det, kom der tilf ldigt en svinekastrerer til kroen, og netop da han n ede derhen, fl jtede han fire eller fem gange i sin panfl jte, hvad der bestyrkede don Quixote i, at han opholdt sig i en ber mt borg, at der blev spillet musik til maden, og at klipfisken var torsk, br det var hvidt hvedebr d og sk gerne fornemme damer, mens krov rten var borgherre i borgen; og s ledes var han godt tilfreds med sin beslutning om at drage ud, sk nt det plagede ham en del, at han ikke var blevet sl et til ridder, for han fandt, at han ikke retm ssigt kunne g i lag med noget eventyr uden at lade sig sl til ridder.
K APITEL III
Her fort lles om den morsomme m de, hvorp don Quixote lod sig sl til ridder .


rgerlig over at t nke p det afkortede han sit karrige krom ltid. Da det var overst et, kaldte han p krov rten og lukkede sig inde med ham i hestestalden, hvor han faldt p kn for ham og sagde:
Jeg rejser mig ikke herfra, tapre ridder, f rend Eders H viskhed tilsteder mig den gunst, jeg nsker at udbede mig, og som vil bidrage til jeres pris og tjene menneskehedens vel.
Krov rten, der s g sten ligge for sine f dder og h rte ham tale s dan, stirrede forvirret p ham uden at vide, hvad han skulle sige eller g re, og han insisterede p , at don Quixote skulle rejse sig, men det ville han ikke, f r krov rten havde lovet at vise ham den gunst, han bad om.
Andet ventede jeg mig ikke af jeres store herlighed, min herre, svarede don Quixote, og s ledes erkl rer jeg, at den gunst, jeg har bedt jer om, og som I s storsindet har tilstedt mig, g r ud p , at I den dag i morgen skal sl mig til ridder, hvorfor jeg i nat vil v ge over mine v ben i kapellet til jeres borg, og som jeg har sagt, vil jeg i morgen f opfyldt mit inderligste nske, s jeg kan drage ud til de fire verdenshj rner, som det sig h r og b r, for at ops ge eventyr til gavn for de n dlidende, s ledes som det p hviler ridderskabet og de farende riddere, heriblandt mig, hvis hu st r til at udf re den slags bedrifter.
Krov rten, der som sagt var lidt af en sk lm og allerede havde en anelse om, at hans g st ikke var rigtig vel forvaret, blev overbevist om det, da han h rte ham sige den slags, og for at f sig en god latter den aften besluttede han at f je sig efter hans luner, og s ledes sagde han til ham, at det var med god ret, han nskede og bad om det, og han tilf jede, at et s dant fors t var passende og naturligt for s fornemme riddere, som hans statelige optr den lod formode, at han var; i sine unge dage havde han ligeledes givet sig af med dette refulde virke og var draget rundt til forskellige dele af verden p jagt efter eventyr, hvad der havde bragt ham til slyngelkvartererne Percheles og Riar n i M laga og Comp s i Sevilla, Azoguejo-pladsen i Segovia, slynglernes plads Olivera i Valencia, slyngelkvarteret Rondilla i Granada, havnekvarteret San L car ved C diz, slyngelkvartererne Potro i C rdoba og Ventillas i Toledo og forskellige andre steder, hvor han havde levet p ustadig fod og med lange fingre, mens han begik mangen en uret, jagtede enker i hobetal, lagde jomfruer ned og bedrog skoledrenge, kort sagt var en gammel kending ved n sten alle domstole og tribunaler i Spanien; endelig havde han trukket sig tilbage til sin borg, hvor han levede af sit eget og andres virke og tog imod alle farende riddere, uanset rang og stand, idet han f lte stor interesse for dem, og fordi de lod ham f del i deres gods og guld som geng ld for hans gode vilje. Han fortalte ham ogs , at i hans borg var der ikke noget kapel, hvor man kunne v ge over v bnene, da det var blevet revet ned for at bygge et nyt; men i n dstilf lde vidste han, at man kunne v ge hvor som helst, s den nat kunne han v ge i borgens g rd, og om Gud ville det, kunne de den f lgende morgen foretage de beh rige ceremonier, s han blev sl et til ridder og d t s eftertrykkeligt, at han ikke kunne nske sig mere. Krov rten spurgte ham, om han havde penge med, og don Quixote svarede, at han ikke havde en hvid, for i historierne om de farende riddere havde han aldrig l st om nogen, der bragte penge med. Dertil sagde krov rten, at han var galt p den, for n r det ikke blev skrevet i historierne, var det, fordi deres forfattere ikke fandt det n dvendigt at skrive om noget s indlysende og uundv rligt som at medbringe penge og rene skjorter, men man skulle ikke tro, at de ikke havde det med, og s ledes kunne han regne det for sikkert og vist, at alle de farende riddere, som s mange b ger er pakkede og sp kkede med, havde velbesl ede punge for alle eventualiteters skyld, og ligeledes havde de skjorter med og et lille skrin med salver til at kurere de s r, de fik, for det var langtfra overalt i bondeland og demark, hvor de k mpede og blev s ret, at der var nogen til at kurere dem, medmindre de var ven med en viis troldmand, der kom dem til unds tning og bragte dem en jomfru p en sky gennem luften eller en dv rg med en karaffel, der rummede en v ske med den egenskab, at blot ridderen smagte en dr be af den, helede hans s r og skrammer straks, som om der aldrig havde v ret noget i vejen; men n r der ikke var nogen troldmand til at v ge over dem, kunne fortidens riddere stole p , at deres v bnere var veludstyrede med penge og andre n dvendige ting, s som linnedstrimler og salver til at forbinde dem med; og n r det skete, at ridderne ikke havde v bnere, og det var f og sj ldne gange, havde ridderne selv det hele med i meget fine sadeltasker, der n sten ikke s s p hestens kryds, som om der var andre og vigtigere ting i; for medmindre han ingen v bner havde, var sadeltasker ikke velset blandt farende riddere, og derfor r dede han ham til, og da han snart skulle blive hans guds n, kunne han endda befale ham, at han ikke skulle forts tte uden penge og uden de n vnte forsyninger, og han ville snart opdage, hvor stor nytte han ville f af dem, n r han mindst af alt ventede det. Don Quixote lovede at g re til punkt og prikke, hvad han r dede ham til, og s ledes fik han anvist, hvordan han skulle v ge over sine v ben og sin rustning p en stor g rdsplads, der l ved siden af kroen, og don Quixote samlede det hele sammen og anbragte det i et stentrug, der stod ved br nden, tog skjoldet p armen, greb lansen og begyndte at skridte frem og tilbage foran truget med en statelig holdning, alt imens natten faldt p . Krov rten fortalte alle i kroen om g stens gale indfald med at v ge over v bnene, alt imens han ventede at blive sl et til ridder. De undrede sig over en s besynderlig slags galskab og gik ud for at iagttage ham p lang afstand, og her s de, at han til tider gik frem og tilbage med rolige bev gelser, mens han andre gange l nede sig op ad sin lanse, f stede blikket p sin udrustning og stod s dan en rum tid. Nu var natten faldet p , men m nen lyste s klart, at den kunne kappes med den, der l nte den lyset, s alt, hvad den upr vede ridder gjorde, var synligt for enhver. En af muldyrdriverne, der var i kroen, fik lyst til at vande sin karavane af lastdyr og m tte derfor fjerne don Quixotes udrustning, der l oven p vandtruget, men da denne s muldyrdriveren n rme sig, udbr d han med h j r st:
Oh, hvem du end er, forvovne ridder, der n rmer dig for at l gge h nd p udrustningen, som tilh rer den tapreste ridder, der nogen sinde har sp ndt sv rdet ved sin side; du kan underst dig i at r re den, hvis du ikke vil b de for en s dan formastelighed med dit liv!
Disse ord tog muldyrdriveren sig ikke af, selv om han havde st et sig vel ved at g re det, da det havde v ret bedre for hans ve og vel; i stedet greb han fat i remmene og kastede rustningen langt v k. Da don Quixote s det, h vede han jnene mod himlen og s ud til at t nke p sin frue Dulzinea, idet han sagde:
St mig bi, min frue, i denne f rste forh nelse, der rettes mod jeres tjeners bryst; svigt mig ikke i farens stund, men vis mig al jeres velvilje og beskyttelse.
Mens han sagde dette og andre tilsvarende ord, kastede han skjoldet fra sig, h vede lansen med begge h nder og rettede et s voldsomt slag mod muldyrdriverens hoved, at denne h rdt medtaget blev sl et i jorden, og hvis slaget var blevet fulgt af endnu t, ville han ikke have haft brug for en badsk r til at kurere sig. Da det var gjort, samlede don Quixote udrustningen sammen og genoptog vandringen med sin tidligere ro. Kort efter kom en anden, der ogs havde t nkt sig at vande sine muldyr, uden at vide, hvad der var sket, for den f rste muldyrdriver var stadig helt fortumlet; da den anden fjernede rustningen for at rydde truget, smed don Quixote p ny sit skjold uden et ord, og uden at anr be nogen om velvilje l ftede han igen lansen, og forsigtigt, s den ikke blev sl et i stykker, bankede han den anden muldyrdriver mindst tre gange i hovedet, for ved det fjerde slag bnede hans hovedskal sig. Ved larmen str mmede alle folk i kroen til, og blandt dem var krov rten. Da don Quixote s det, satte han skjoldet p armen og lagde h nden p sv rdet med disse ord:
Oh, sk nne frue, du mit svage hjertes mod og styrke, nu er tiden inde til, at du retter dine oph jede jne mod din tryllebundne ridder, der st r midt i dette v ldige eventyr!
Hermed vandt han i sin egen indbildning s stort mod, at hvis alverdens muldyrdrivere var g et l s p ham, ville han ikke v re veget en fodsbred. De s redes kammerater, som fandt dem s ilde tilredte, begyndte p lang afstand at smide sten efter don Quixote, der forsvarede sig med sit skjold, s godt han kunne, men han turde ikke fjerne sig fra vandtruget for ikke at lade rustningen i stikken. Krov rten r bte op om at lade ham v re, for han havde jo allerede fortalt dem, at han var gal, og som gal ville han g fri, om han s slog dem alle ihjel. Ogs don Quixote r bte op, blot endnu h jere, og kaldte dem trol se og forr deriske og sk ldte borgherren ud for at v re en opbl st og uopdragen ridder, n r han tillod, at man behandlede de farende riddere s ledes, og hvis han selv var blevet sl et til ridder, skulle borgherren f at f le for sin trol shed:
Men I beskidte og lavsindede kanaljer, jer tager jeg mig ikke af. Kast bare med sten, kom an, angrib og forn rm mig, alt hvad I magter: I skal nok f jeres bekomst for jeres fr kke og t belige fremf rd!
Det sagde han s fyrigt og tappert, at han fik jaget sine angribere en frygtelig skr k i livet, og sammen med krov rtens overtalelser bidrog det til, at de holdt op med at kaste sten efter ham, og han lod dem til geng ld hente deres s rede, hvorefter han genoptog sin v gevagt ved udrustningen s fredeligt og roligt som tidligere. Krov rten br d sig slet ikke om sin g sts l jer og besluttede at fremskynde sagen og give ham den ulyksalige ridderorden straks, f r der skete andre ulykker. Og s ledes gik han hen til ham og undskyldte, at det gemene pak uden hans vidende havde v ret uforskammede over for ham, men at de nok skulle blive straffet for deres fr khed. Som han allerede tidligere havde sagt, fortalte han, at der ikke var noget kapel i borgen, men det var heller ikke n dvendigt til resten af ceremonien, for man blev sl et til ridder med et drag over nakken og et sv rdslag over hver skulder, s vidt han kendte til ordenens ceremonier, og det kunne g res p ben mark, og don Quixote havde jo allerede opfyldt den del, der bestod i at v ge over v bnene i to timer, s meget mere som han havde holdt over fire timers v gevagt. Don Quixote troede p hans ord og sagde, at han var parat til at adlyde ham, og at han skulle afslutte det s hurtigt som muligt, for hvis han igen blev angrebet og var blevet sl et til ridder, havde han ikke t nkt sig at efterlade et eneste levende menneske i borgen, bortset fra dem han af respekt for hans befalinger ville sk ne. Borgherren, der nu klog af skade passede bedre p , hentede den bog, hvor han skrev op, hvor meget halm og byg han gav til muldyrdriverne, og med en stump lys, som en kn gt hentede til ham, og bemeldte to jomfruer gik han ud, hvor don Quixote var, befalede ham at kn le og l ste i sin ceremonibog, som fremsagde han en from b n, og under l sningen l ftede han h nden og gav ham et ordentligt drag over nakken, og bagefter et delt slag p hver skulder med hans eget sv rd, alt imens han mumlede mellem t nderne, som om han bad. Da det var gjort, bad han en af damerne om at sp nde sv rdet ved hans side, hvad hun gjorde med megen ynde og beherskelse, og det var rigtignok p kr vet for ikke at briste i latter hvert jeblik under ceremonien, men de bedrifter, de allerede havde set den upr vede ridder udf re, holdt deres latter i skak. Da den gode frue sp ndte sv rdet fast, sagde hun:
Gud g re Eders N de til en lykkelig ridder og give jer held i kampen.
Don Quixote spurgte hende, hvad hun hed, for at han fremover kunne vide, hvem han stod i g ld til for den gunst, han havde modtaget, da han havde t nkt at sende hende underretning om den re, han m tte vinde ved sin tapre arm. Hun svarede meget ydmygt, at hun blev kaldt La Tolosa og var datter af en lappeskr dder fra Toledo, som holdt til i de sm boder ved Sancho Bienaya-pladsen, og hvor hun end opholdt sig, ville hun tjene ham og regne ham for sin herre. Don Quixote svarede hende, at hun ved sin k rlighed til ham skulle vise ham den gunst at tilf je et do a til sit navn, s hun fremover kaldte sig do a Tolosa. Det lovede hun, hvorefter den anden gav ham sporen p , og n sten den samme samtale gentog sig som med hende, der gav ham sv rdet p . Han spurgte efter hendes navn, og hun sagde, at hun blev kaldt La Molinera, M llerpigen, og var datter af en agtv rdig m ller fra Antequera; ogs hende bad don Quixote om at s tte et do a foran sit navn og kalde sig do a Molinera, hvorefter han tilb d hende nye tjenester og gunstbevisninger. Da de magel se ceremonier nu var gennemf rt i al hast og fuldt firspring, kunne don Quixote slet ikke vente med at stige til hest og ride ud for at s ge nye eventyr, s han sadlede Rozinante, sad op og omfavnede sin v rt, idet han takkede ham for den n de at have sl et ham til ridder og sagde de besynderligste ting, som slet ikke er til at gengive. Da krov rten nu havde f et ham uden for kroen, besvarede han don Quixotes ord med en mindst lige s uds gt tale, sk nt med f rre ord, og uden at opkr ve betaling for logiet lod han ham drage bort ved morgengry.
K APITEL IV
Om hvad der skete vores ridder, da han forlod kroen .


Morgengryet bredte sig, da don Quixote forlod kroen, s tilfreds, s frejdig og s jublende glad over at v re blevet sl et til ridder, at hans gl de var ved at f hestens buggjorde til at spr nges. Men s kom han i tanker om, at krov rten havde r det ham til at have n dvendige forsyninger med sig, is r penge og skjorter, og derfor besluttede han at vende hjem og udstyre sig med alt og desuden f sig en v bner, idet han regnede med at hyre sin nabo, en fattig bonde med b rn, for han ville passe godt til hvervet som v bner for en ridder. Med dette fors t styrede han Rozinante tilbage mod landsbyen, og da den n sten kunne m rke hjeml ngslen, travede den s forn jet af sted, at det virkede, som om dens hove knap r rte jorden. Han havde ikke redet langt, f r det forekom ham, at der p hans h jre h nd i skovens tykning tr ngte nogle svage skrig ud som fra et menneske, der klagede sig, og n ppe havde han h rt dem, f r han sagde til sig selv:
Jeg takker himlen for den n de, den viser mig ved s hurtigt at give mig lejlighed til at indfri, hvad jeg skylder min profession, og h ste frugten af mine gode fors tter. Skrigene kommer uden tvivl fra en mand i n d eller en n dlidende kvinde, som har brug for min hj lp og st tte.
S han gjorde om og styrede Rozinante i den retning, hvor han syntes, skrigene kom fra. Og han var kun redet nogle f skridt ind i skoven, da han s en hoppe, der var t jret til et egetr , og bundet til et andet tr stod en kn gt p omkring de femten r med n gen overkrop; det var ham, der havde r bt op og ikke uden grund, for en velvoksen bonde piskede l s p ham med en livrem, og han ledsagede hvert slag med en bebrejdelse og et r d. For han sagde:
Tungen tavs, og jnene kvikke.
Og kn gten svarede:
Jeg skal ikke g re det mere, k re herre; ved Guds lidelse, jeg g r det ikke mere, og jeg lover fra nu af og i al fremtid at passe bedre p f reflokken.
Og da don Quixote s , hvad der foregik, sagde han opr rt:
Lavsindede ridder, det passer sig ikke at sl l s p n, der ikke kan forsvare sig; stig til hest og fat jeres lanse, for han havde ogs en lanse st ende op ad egetr et, hvor hoppen stod bundet, s skal jeg l re jer, at det, I er i f rd med at g re, passer sig for kujoner.
Bonden, der s den veludrustede skikkelse t rne sig op og svinge sin lanse truende over hans ansigt, regnede sig selv for d d og svarede skikkeligt:
Hr. ridder, kn gten, som jeg er i f rd med at straffe, er i min tjeneste og vogter en flok f r, som jeg har g ende her p egnen, men han er s fors mmelig, at der hver dag mangler et f r; og n r jeg straffer ham for hans uagtsomhed eller r vestreger, p st r han, at jeg g r det, fordi jeg er en gerrigpind, der ikke vil betale ham den l n, jeg skylder ham, og det er ved Gud og min sj ls frelse l gn.
Lyver han mig op i mit bne ansigt, elendige bondeknold? sagde don Quixote. Ved den sol, der lyser for os, er jeg mest stemt for at gennembore jer med denne lanse; betal ham straks uden flere indvendinger, ellers skal jeg ved den alm gtige Gud g re en ende p jer og tilintetg re jer her p stedet. L s straks hans b nd.
Bonden b jede hovedet og l snede sin hyrde uden et ord til svar, og don Quixote spurgte kn gten, hvor meget hans herre skyldte ham; ni m neder, sagde han, til syv realer hver m ned. Don Quixote regnede ud, at det l b op p tre og halvfjerds realer, og han sagde til bonden, at han straks skulle udrede dem, hvis han ikke nskede at d . Den frygtsomme slyngel svarede, at ved den knibe, han stod i, og ved den ed, han havde svoret, og endnu havde han ikke svoret noget, var det ikke s mange penge, for der skulle tr kkes fra og indregnes tre par sko, som han havde givet ham, og en real for to reladninger, han havde ladet foretage p ham, da han var syg.
Det kan meget vel v re, indvendte don Quixote, men lad nu skoene og reladningerne g lige op med de slag, I uden grund har givet ham; for hvis han sled skindet op p de sko, som I betalte, har I til geng ld hudflettet skindet p hans krop; og hvis badsk ren relod ham for blod, da han var syg, har I tappet ham for blod, sk nt han var rask; s hvad det ang r, skylder han jer ikke noget.
Det ligger s uheldigt, hr. ridder, at jeg ikke har penge p mig; lad Andr s tage med mig hjem, s skal jeg nok betale ham i klingende m nt.
Skulle jeg tage med ham hjem igen? r g det ud af drengen. S er ulykken da f rst ude! Nej tak, herre, ikke tale om; for s snart han er alene med mig, bliver jeg fl et som den Hellige Bartholom us!
Det g r han ikke, indvendte don Quixote; jeg beh ver bare at befale ham det, for at han retter sig efter mig; og hvis han sv rger ved det ridderskab, som han tilh rer, vil jeg lade ham g fri, og s skal jeg nok st inde for betalingen.
Herre, Eders N de, bet nk dog, hvad I siger, sagde kn gten; min husbond er ikke ridder og tilh rer ikke nogen ridderorden; det er den rige Juan Haldudo fra Quintanar.
Det betyder ikke s meget, svarede don Quixote, der kan godt v re riddere blandt Haldudo erne, s meget mere som at enhver er s n af sine egne gerninger.
Det er sandt nok, sagde Andr s, men hvad er det for gerninger, min husbond er s n af, n r han n gter mig min l n og ikke vil v re ved, at jeg har arbejdet i mit ansigts sved?
Jeg n gter dig den ikke, k re Andr s, svarede bonden, og g r mig nu den gl de at f lge med mig, for ved alle de ridderordener, der findes i denne verden, sv rger jeg at betale jer, som jeg har sagt, i klingende m nt og endda give jer lidt i tilgift.
Tilgiften vil jeg godt betakke mig for, sagde don Quixote; giv ham dem i realer, det vil jeg v re godt nok tilfreds med, og se til, at I overholder at betale ham, som I har svoret; ellers sv rger jeg ved den samme ed, at jeg igen skal ops ge og straffe jer, og jeg skal nok finde jer, om I s skjuler jer bedre end et firben. Og hvis I vil vide, hvem der befaler jer det, s I virkelig f ler jer forpligtet til at efterkomme det, skal I vide, at jeg er den tapre don Quixote de la Mancha, h vneren af kr nkelser og uret, og far I nu med Gud; og skulle det lovede og edsvorne hoppe jer ud af hovedet, har I nu h rt, hvilken straf der venter jer.
Og da han havde sagt det, sporede han Rozinante og fjernede sig hurtigt fra dem. Bonden fulgte ham med jnene, og da han s , at han forsvandt gennem skoven og ikke l ngere var at se, vendte han sig mod sin tjener Andr s og sagde til ham:
Kom her hen, min dreng, for jeg nsker at betale jer, hvad jeg skylder, s ledes som denne kr nkelsernes h vner befalede mig.
Jeg kan godt sv rge p , sagde Andr s, at Eders N de g r klogest i at efterkomme den gode ridders befaling, gid han m tte leve i tusinde r, for da han er tapper og en god dommer, vil han ved Roque komme tilbage og eksekvere, hvad han sagde, hvis I ikke betaler!
Det t r jeg ogs sv rge p , sagde bonden; men da jeg holder s meget af jer, vil jeg ge g lden for s ledes at ge betalingen.
Og idet han greb ham i armen, bandt han ham p ny til egetr et og gav ham en s l sterlig dragt prygl, at han efterlod ham mere d d end levende.
Hr. Andr s, sagde bonden, nu kan I tilkalde h vneren af alle kr nkelser; s f r I at se, om han h vner denne uret, sk nt den vist ikke er gjort f rdig endnu, for jeg f r lyst til at fl jer levende, s dan som I frygtede det.
Men endelig slap han ham l s og gav ham tilladelse til at drage ud for at ops ge sin dommer, s han kunne eksekvere den afsagte dom. Mismodig gik Andr s sin vej, idet han svor p at ops ge den tapre don Quixote de la Mancha og fort lle ham skridt for skridt, hvad der var sket, s hans herre kunne komme til at betale det syvfoldigt igen. Men alligevel gik han gr dende sin vej, mens hans herre stod og lo af fuld hals. Og s ledes h vnede den tapre don Quixote kr nkelsen, og han fandt, at han havde gjort en herlig og fornem start p sine riddergerninger, da han v ldig forn jet over det skete og s rdeles tilfreds med sig selv var p vej tilbage til sin landsby, mens han halvh jt sagde til sig selv:
Nu kan du med rette anse dig for lykkeligere end alle andre damer i denne verden, oh, Dulzinea del Toboso, sk nhed over alle sk nheder! For det faldt i din lod, at en s tapper og navnkundig ridder som don Quixote de la Mancha er og vil v re underkastet og overgivet din uindskr nkede vilje og dit forgodtbefindende. Som alverden ved, blev han i g r sl et til ridder, og i dag har han h vnet den st rste br de og kr nkelse, som uretf rd har skabt og grusomhed beg et. I dag fjernede han pisken fra hin sk nselsl se fjendes h nd, der ganske uden grund hudflettede det sarte barn.
Alt imens var han n et frem til et sted, hvor vejen delte sig i fire, og nu stod det for ham, at n r de farende riddere n ede en korsvej, gav de sig til at overveje, hvilken af vejene de skulle sl ind p , og for at efterligne det faldt han en stund i tanker, og efter at have t nkt sig godt om slap han Rozinantes t jler og lod krikken om at bestemme, hvad der fik den til at f lge sin f rste indskydelse, der var at tage vejen tilbage til sin stald. Da don Quixote havde redet godt en halv mil, opdagede han en stor flok mennesker, der, efter hvad han siden erfarede, var k bm nd fra Toledo p vej til Murcia for at k be silke. Der var seks k bm nd, som rejste med deres solsk rme, fulgt af fire tjenere til hest og tre muldyrpassere til fods. N ppe havde don Quixote f et je p dem, f r han forestillede sig, at her m tte der v re et nyt eventyr, og for at efterligne ridderkampene fra sine b ger, s vidt det var muligt, mente han, at der her kom et oplagt eventyr, som han havde t nkt sig at udf re. Med en statelig og modig holdning stod han fast i stigb jlerne, greb fat om lansen, f rte skjoldet til brystet og tog opstilling midt p vejen, hvor han afventede de farende ridderes komme, for som s danne ans og regnede han dem nu; og da de n ede s t t p , at de kunne se og h re hinanden, h vede don Quixote stemmen og erkl rede med en hovmodig mine:
Alle m g re holdt, medmindre de indr mmer, at der ikke findes smukkere jomfru i verden end kejserinden af La Mancha, den uforlignelige Dulzinea del Toboso.
K bm ndene standsede op, da de h rte disse ord og s den besynderlige skikkelse, der udtalte dem; af fremtoningen og ordene kunne de snart se, at manden m tte v re gal, men de ville f rst i ro og mag se, hvad erkl ringen, de blev bedt om, gik ud p , og en af dem, der var lidt af en sp gefugl og ret forstandig, sagde til ham:
Hr. ridder, vi ved ikke, hvem den gode frue er, som I taler om; lad os se hende, for hvis hun skulle v re s smuk, som I her giver til kende, vil vi med gl de og uden tvang bevidne, at det er sandt, hvad I siger.
Hvis jeg viste jer hende, indvendte don Quixote, ville I jo ikke g re noget s rligt ved at bevidne en s benlys sandhed! Det vigtige er, at I uden at se hende skal tro, indr mme, bekr fte, sv rge og forsvare, at hun er smuk; hvis ikke, f r I med mig at bestille, I uhyrlige og hovmodige folk. S nu kan I komme an n efter n, som ridderordenen foreskriver det, eller I kan komme alle p n gang, som det er d rlig skik og brug blandt jeres slags, jeg st r her og venter p jer, for jeg har retten p min side.
Hr. ridder, indvendte k bmanden, jeg b nfalder Eders N de p vegne af alle disse fyrster, der st r her sammen med mig, at vi ikke skal belaste vores samvittigheder ved at bevidne noget, vi aldrig har set eller h rt, og slet ikke, n r det i den grad er til skade for kejserinderne og dronningerne af Alcarria og Extremadura, s Eders N de m venligst vise os et billede af denne frue, om det s blot er p st rrelse med et hvedekorn; for af tr den kan man slutte sig til garnn glet, og det vil stille os tilfreds og g re os sikre i vores sag, og Eders N de vil blive glad og tilfreds. Og endda tror jeg, at vi er s meget p jeres side, at om s jeres portr t skulle vise, at hun mangler det ene je, og der v lder svovl og m nje frem fra det andet je, vil vi alligevel sige alt, hvad I m tte nske, til hendes fordel for at im dekomme Eders N de.
Der v lder ikke frem, nederdr gtige kanalje, svarede don Quixote, opt ndt af vrede, alts , der v lder ikke det frem, som I siger, men vellugtende ambra og moskus fra bomuldsomsv bte glasflakoner; og hun er ikke en jet og heller ikke pukkelrygget, men rankere end en ten af buksbom fra Guadarrama. Men I skal komme til at betale for at bespotte s undersk n en dame som min frue!
Og mens han sagde det, f ldede han lansen og angreb ham, der havde talt p den m de, og s vredt og rasende red han fremefter, at hvis den gode sk bne ikke havde ladet Rozinante snuble og falde p halvvejen, ville det v re g et den dristige k bmand ilde. Rozinante faldt, og dens herre rullede et godt stykke vej ud over det bne land, og da han ville rejse sig, kunne han ikke: han blev hindret i det af lansen, skjoldet, sporerne og hjelmen, sammen med v gten af den gamle rustning. Og mens han k mpede for at komme p benene og ikke kunne, sagde han:
Flygt ikke, kujoner, usselrygge, vent, for det er ikke min skyld, men p grund af min hest, at jeg ligger her!
En af muldyrpasserne var vist ikke s rlig godsindet, for da han h rte den stakkels faldne ridder komme med sine hovmodige bem rkninger, kunne han ikke bare sig for at give ham svar p tiltale p rygstykkerne. Og han gik hen til ham, tog lansen og efter at have br kket den itu, begyndte han at gennembanke vores don Quixote s eftertrykkeligt med en af stumperne, at uanset og til trods for rustningen blev denne malet som korn til br d. Muldyrpasserens herrer r bte, at han skulle lade ham v re og ikke sl ham mere, men kn gten var s opbragt, at han ikke ville holde inde med legen, f r han havde spillet sin vrede ud til sidste kort; og han greb ogs til de andre lansestumper, som han fik sl et i stumper og stykker p den ulyksalige faldne, der trods det uvejr af stokkeslag, som regnede ned over ham, ikke klappede i, men truede b de himmel og jord og skurkene, for som s danne regnede han dem. Muldyrpasseren blev tr t, og k bm ndene fortsatte deres vej og havde nu den stakkels gennempryglede ridder at snakke om p hele rejsen. Da denne var blevet ladt alene tilbage, fors gte han igen, om han kunne rejse sig, men hvis han ikke var i stand til det, dengang han var sund og rask, hvordan skulle han s kunne g re det i gennembanket og n sten s ndersl et tilstand? Og endda regnede han sig for lykkelig, da han mente, at det var et karakteristisk uheld for farende riddere, og gav sin hest hele skylden; men rejse sig kunne han ikke, for han var m rbanket over hele kroppen.
K APITEL V
Hvor beretningen om vores ridders tr ngsler forts tter .


Da han s , at han faktisk ikke kunne bev ge sig, faldt det ham ind at holde sig til sin s dvanlige udvej og t nke p en h ndelse fra sine b ger, og i sin galskab kom han i tanker om den knibe, Valdovinos og markis en af Mantua kom i, da Carloto efterlod Valdovinos s ret i vildnisset, for det er en historie, der kendes af ethvert barn, de unge er ikke uvidende om den, og de gamle fejrer og tror endda p den, og alligevel var den ikke mere sand end Muhameds mirakler. Denne historie forekom ham alts at passe som fod i hose til den knibe, han befandt sig i, og s ledes begyndte han med tegn p stor lidelse at v lte omkring p jorden, mens han med svag stemme sagde det samme, som den s rede ridder efter sigende havde sagt i skoven:

Hvor er du henne, min frue,
at min smerte lader dig kold?
Ved du det ikke, min due,
eller forsm r du nu mit skjold?
Og s ledes fortsatte romancen indtil de verslinjer, der lyder s ledes:

dle markis af Mantua,
hr. onkel, v r mit v rn og vold!
Og nu ville sk bnen, at da han n ede til dette vers, kom der tilf ldigt en bonde forbi, der boede d r om d r med ham i hans egen hjemby; han var p vej hjem efter at have bragt et l s hvede til m llen, og da han s en mand ligge der p jorden, gik han hen til ham og spurgte, hvem han var, og hvad der var galt, siden han klagede sig s jammerligt. Uden tvivl troede don Quixote, at det var hans onkel, markis en af Mantua, og derfor var hans eneste svar at forts tte med romancen, hvori han fortalte om sin ulykke og om den k rlighed, der var mellem kejserens s n og hans hustru, s dan som det synges i romancen. Bonden stod forundret og h rte p hans t jerier, men hjalp ham s af visiret, der var sl et i stykker af stokkeslagene, og t rrede hans tilst vede ansigt af, og straks han havde gjort det, genkendte han ham og sagde:
Hr. Quixana, for s dan blev han sikkert kaldt, da han var ved sine fulde fem og endnu ikke var skiftet fra at v re en sat adelsmand til at blive farende ridder, hvem har tilredt Eders N de s dan?
Men lige meget hvad bonden spurgte om, fortsatte han med sin romance. Da den gode mand s det, tog han rustningen af hans bryst og ryg, s godt han kunne, for at se om han var s ret, men han kunne ikke se blod eller andre m rker. Han pr vede at l fte ham op fra jorden og fik ham med stort besv r op p sit sel, da det virkede som det roligste ridedyr. Han samlede udrustningen sammen, selv stumperne til lansen, og bandt det hele fast p Rozinante, som han tog ved t jlen sammen med slets grime, og s begav han sig mod landsbyen i dybe tanker over at h re p don Quixotes t jerier; mindst lige s tankefuld var don Quixote, der var s m rbanket og radbr kket, at han ikke kunne sidde oprejst p slet, og fra tid til anden udst dte han nogle suk, der gik lige til himlen; s ledes n dede han p ny bonden til at sp rge, om han ikke ville sige, hvad der var galt. Og det s ud til, at dj velen bragte de fort llinger til hans erindring, der passede til, hvad der skete, for nu glemte han Valdovinos og huskede maureren Abindarr ez, der blev taget til fange af borgfogeden i Antequera, Rodrigo de Narv ez, og f rt som fange til hans bef stning. S da bonden igen spurgte ham, hvordan han havde det og hvad han f lte, svarede han med de samme ord og overvejelser, som den fangne Abindarr ez fra den magtfulde Abenzerrage-familie brugte, da han svarede Rodrigo de Narv ez, s dan som don Quixote havde l st historien i Diana af Jorge de Montemayor, hvor den fort lles, hvad han meget belejligt kunne benytte sig af; det fik bonden til at nske sig fanden i vold over at m tte h re p hele den svada af t beligheder, men deraf kunne han forst , at hans nabo var gal, og det fik ham til at s tte det lange ben foran, s han kunne n frem til landsbyen og slippe for don Quixote, der plagede ham med sin alenlange pr ken. Som afslutning p den sagde han:
Eders N de, hr. don Rodrigo de Narv ez skal vide, at den smukke Xarifa, som jeg har n vnt, nu er den k nne Dulzinea del Toboso, for hvem jeg har udf rt, udf rer og vil udf re de navnkundigste ridderbedrifter, som nogen i verden har set, ser eller vil f at se.
Dertil svarede bonden:
H r nu her, Eders N de, jeg arme synder er hverken don Rodrigo de Narv ez eller markis en af Mantua, men blot jeres nabo Pedro Alonso; og Eders N de er hverken Valdovinos eller Abindarr ez, men den agtv rdige adelsmand hr. Quixana.
Jeg ved, hvem jeg er, svarede don Quixote, og jeg ved, at jeg ikke kun kan blive dem, jeg har n vnt, men ogs de Tolv J vninge fra Frankrig, og endda ogs de Ni Ber mte, tre j der, tre hedninge og tre muslimer, for mine bedrifter vil langt overg de heltegerninger, som de alle i f llig og hver for sig udf rte.
Mens de s dan snakkede, n ede de frem til byen ved aftentide, men bonden ventede, til det var blevet noget m rkere, for at folk ikke skulle se den m rbankede adelsmand og uheldige ridder. Da tiden efter hans mening var passende, gik han gennem landsbyen til don Quixotes hus, der stod p den anden ende; i huset befandt sig p det tidspunkt ogs byens pr st og barber, der var n re venner af don Quixote, og hans husbestyrerinde stod og sagde til dem:
Hvad mener Eders N de, hr. licentiat Pero P rez, for s dan hed pr sten, om min herres ulykke? I tre dage har han ikke v ret hjemme, og ogs krikken, skjoldet, lansen og rustningen er v k. Jeg ulykkelige! For s sandt, som at jeg engang skal d , er jeg sikker p , at hans bandsatte ridderb ger, som han tit plejer at l se i, har gjort ham forstyrret i hovedet, for nu kommer jeg i tanker om, at jeg ofte har h rt ham sige, n r han mumler for sig selv, at han nsker at blive farende ridder og drage ud p eventyr i den vide verden. Den slags b ger skulle overlades til fanden og Barrabas, for de har f rt den fineste forstand i hele La Mancha i fortabelse.
Det samme sagde niecen, og hun gik endda videre:
I skal vide, hr. mester Nicol s, for det var barberens navn, at det tit er sket for min hr. onkel, at han har l st de ryggesl se b ger om vrange eventyr i samfulde to dage og n tter, hvorefter han kastede bogen fra sig, trak sv rdet og begyndte at hugge l s mod v ggene, og n r han var meget tr t, sagde han, at han havde dr bt fire k mper s store som t rne, og den sved, der kom af anstrengelserne, p stod han var blod af de s r, han havde f et i kamp, og s drak han et stort krus koldt vand og blev straks igen frisk og udhvilet, men h vdede da, at vandet var en kostbar drik, som den viise Esquife, en stor troldmand og god ven, havde bragt ham. Men det er min skyld det hele, for jeg underrettede ikke Eders N der om min hr. onkels t jerier, s I kunne tage jer af sagen, f r det n ede s vidt, og s rge for at f br ndt alle disse bandsatte b ger; for han har mange, der virkelig fortjener at blive br ndt, som var de skrevet af k ttere.
Det mener jeg ogs , sagde pr sten, og min tro, om ikke vi, f r dagen i morgen er omme, har holdt offentlig rettergang og d mt dem til b let, s de ikke forleder andre, der m tte l se dem, til at g re som min gode ven.
Alt dette stod bonden og don Quixote udenfor og h rte, s nu forstod bonden endelig, hvad hans nabos sygdom gik ud p , og s ledes begyndte han at r be:
Eders N der, hav den godhed at bne for hr. Valdovinos og hr. markis en af Mantua, som kommer h rdt s ret; og sl d rene op for hr. maureren Abindarr ez, der bringes som fange af den tapre Rodrigo de Narv ez, borgfoged i Antequera.
Ved disse r b kom de alle ud, og da nogle genkendte deres ven, og andre deres husbond og onkel, som endnu ikke var steget af slet, da han ikke var i stand til det, ilede de hen for at omfavne ham. Han sagde:
Stands alle sammen, for jeg kommer h rdt s ret, og det har jeg kun min hest at takke for. Hj lp mig ind i min seng, og hvis det er muligt, skal I tilkalde den viise troldkvinde Urganda, der kan pleje og passe mine s r.
Se, det var i en ilde time, sagde husholdersken nu, at mit hjerte sagde mig, hvad der var galt med min herre! Men det er i en god time, at Eders N de nu kan komme op i seng, hvor vi nok skal f jer kureret uden at hende Fatamorganda beh ver at komme. Forbandet v re de ridderb ger, n gang og hundrede gange forbandet, der har ladet det ende s galt med Eders N de!
S bragte de ham til sengs og unders gte ham for s r, men fandt ingen; og han sagde, at han bare var m rbanket efter at v re faldet af sin hest Rozinante, da han k mpede mod ti af de mest ub ndige og forvovne k mper, man kunne finde i store dele af verden.
N , n , sagde pr sten; s der er k mper med i spillet! Jeg skal ved mit kors f dem alle br ndt i morgen, inden natten falder p .
De stillede don Quixote tusinde sp rgsm l, og hans eneste svar var, at de skulle give ham noget at spise og lade ham sove, for det var, hvad han mest tr ngte til. Det skete s , og pr sten forh rte sig indg ende hos bonden om, hvordan han havde fundet don Quixote; han fortalte det hele, b de hans t beligheder da han fandt ham, og alt det t jeri han havde sagt under hjemturen, og det gjorde pr sten endnu mere opsat p at udf re, hvad han gjorde den n ste dag, hvilket var at tilkalde sin ven, barberen mester Nicol s og sammen med ham begive sig hen til don Quixote,
K APITEL VI
Om den ndfulde og storartede granskning, som pr sten og barberen foretog i biblioteket hos vores sindrige adelsmand ,


der stadig l og sov. Pr sten bad niecen om n glerne til v relset med b gerne, der var rsag til skaden, og hun gav ham dem hellere end gerne; de gik alle derind og husholdersken sammen med dem, og d r fandt de mere end hundrede foliobind i meget fin indbinding og andre, mindre b ger, og straks husholdersken s dem, for hun hurtigt ud af v relset igen og kom snart efter tilbage med en sk l vievand og en vievandskost og sagde:
Tag det, Eders N de, hr. pr st, og st nk vievand ud over v relset, for her skulle jo n dig putte sig en troldmand af den slags, der er i b gerne; han kunne jo forhekse os til geng ld for de helvedes pinsler, vi vil uds tte dem for ved at smide dem ud af verden.
Pr sten kom til at le ad husholderskens enfoldighed, og han bad barberen r kke sig b gerne n efter n, s han kunne se, hvad de handlede om, for det kunne jo v re, at han fandt nogle, der ikke fortjente at blive straffet p b let.
Nej, sagde niecen, der er ingen grund til at ben de nogen, for de har alle gjort skade; det bedste vil v re at kaste dem alle ud ad vinduerne og ned i g rden og lave en bunke af dem og stikke ild til, og hvis ikke det g r, s b re dem ud p g rdspladsen og lave b let der, hvor r gen ikke g r nogen skade.
Det samme mente husholdersken: s stor lyst havde de to damer til at f taget livet af de uskyldige, men det gik pr sten ikke med til uden i det mindste f rst at l se titlerne. Den f rste titel, mester Nicol s gav ham i h nderne, var De Fire B ger om Amad s de Gaula , og pr sten sagde:
Det virker meget mystisk, for efter hvad jeg har h rt sige, var det den f rste ridderbog, der blev trykt i Spanien, og alle de andre har deres oprindelse og udgangspunkt i denne bog, og derfor finder jeg, at vi uden mulighed for ben dning b r d mme den til b let, da den opstiller dogmerne for s skadelig en sekt.
Nej, min herre, sagde barberen; for jeg har ogs h rt sige, at det er den bedste af alle de b ger, der er blevet skrevet inden for denne genre, og da den er enest ende i sin art, b r den ben des.
Det er sandt nok, sagde pr sten, og derfor sk nker vi den forel big livet. Lad os se p den anden d r, som st r lige ved siden af.
Det er Esplandi ns Bedrifter , sagde barberen, han er gtef dt s n af Amad s de Gaula.
Sandt at sige, sagde pr sten, kan faderens godhed ikke g lde for s nnen. Tag den derfor, fru husholderske, bn vinduet og smid den ned i g rden, og lad den v re den f rste i bunken til det b l, der skal br nde.
Det gjorde husholdersken med stor tilfredshed, og den gode Esplandi n fl j ned i g rden, hvor den t lmodigt ventede p den ild, der truede den.
Den n ste, sagde pr sten.
Her kommer, sagde barberen, Amad s fra Gr kenland , og alle de, der st r til denne side, er s vidt jeg kan sk nne af samme sl gt som Amad s.
S ryger de ned i g rden alle til hobe, sagde pr sten; bare for at f br ndt dronning Pintiquiniestra og hyrden Darinel og hans hyrdedigte og alle hans forfatters dj vlebl ndte og uregerlige ord skulle jeg gerne br nde min egen k delige far og ophav med dem, hvis han antog skikkelse af en farende ridder.
Det mener jeg ogs , sagde barberen.
Og jeg med, tilf jede niecen.
N r det er tilf ldet, sagde husholdersken, s kom i gang og ned i g rden med dem.
De rakte dem til hende, og der var mange, men hun sparede trappen og smed dem ud ad vinduet.
Hvad er det for en tyk bog? spurgte pr sten.
Det er Don Olivante de Laura , svarede barberen.
Forfatteren til denne bog, sagde pr sten, har ogs skrevet Blomsterhaven , og sandt at sige er det ikke til at afg re, hvilken af de to b ger der er den mest sandf rdige, eller rettere sagt, den mindst l gnagtige. Jeg kan kun sige, at den her ryger ned i g rden, da den b de er forvr vlet og hovmodig.
Den n ste er Florimorte fra Hyrkanien , sagde barberen.
Er hr. Florimorte her? kommenterede pr sten. Han skal min tro hurtigt ned i g rden, trods sin m rkelige f dsel og ber mte eventyr, andet kan ikke komme p tale med dens h rde og t rre stil. Ned i g rden med den og den anden d r, fru husholderske.
Mig en gl de, min herre, svarede hun, der velforn jet udf rte, hvad hun fik besked p .
Her er Ridderen Platir , sagde barberen.
Det er en gammel bog, sagde pr sten, i den finder jeg ikke meget, der fortjener frifindelse; lad den f lge de andre uden oph velser.
Det skete. Den n ste bog blev bnet, og de s , at dens titel l d Korsridderen .
P grund af bogens hellige navn kunne man undskylde dens uvidenhed; men man plejer ogs at sige: bag korset er dj velen; p b let med den.
Barberen tog endnu en bog og sagde:
Den her er Ridderskabets spejl .
Jeg kender godt den rede bog, sagde pr sten; i den huserer hr. Reynaldos de Montalb n sammen med sine venner og ledsagere, der er mere tyvagtige end Cacus, og desuden de Tolv J vninge sammen med den sandf rdige historieskriver Turpin, og sandt at sige er jeg mest tilb jelig til kun at d mme dem til evig forvisning, s meget mere som en del af den skyldes den ber mte Mateo Boiardos bog Den forelskede Roland , hvorfra den kristne digter Ludovico Ariosto ogs hentede tr d til at v ve sit v rk med; hvis jeg finder bogen her, og den taler et andet sprog end sit eget, vil jeg ikke regne den, men hvis den udtrykker sig i sit eget sprog, vil jeg vise den respekt.
Jeg har bogen p italiensk, sagde barberen, men jeg forst r den ikke.
Det ville heller ikke v re godt, om I havde forst et den, svarede pr sten; lad os sk ne bogens overs tter, hr. kaptajnen, sk nt han ikke skulle have bragt den til Spanien og omsat den til kastiliansk, for det fjernede meget af dens naturlige v rdi; og det samme g lder alle dem, der m tte nske at oms tte b ger p vers til et andet sprog, for uanset hvor megen omhu de l gger i det, og hvilken beh ndighed de udviser, vil de aldrig kunne m le sig med b gerne, som de var i deres udgangspunkt. Jeg mener alts , at denne bog og alle andre, der m tte blive fundet, og som handler om ting fra Frankrig, skal kastes ned og opbevares i en t r br nd, indtil der er n et st rre klarhed over, hvad der skal ske med dem, bortset fra en Bernardo del Carpio , der flakker rundt et eller andet sted, og en anden ved navn Roncesvalles ; skulle de komme mig i h nde, g r de straks over i husholderskens h nder og derfra i ildens luer uden nogen syndsforladelse.
Barberen godkendte det hele og fandt, at alt var godt og rigtigt, da han mente, at pr sten var en god kristen og s stor en ynder af sandheden, at han ikke for alt i verden ville g imod den. Da barberen bnede endnu en bog, s han, at det var Palmer n de Oliva og sammen med den var der n til, der hed Palmer n fra England . Da pr sten s dem, sagde han:
Den der oliven skal straks rives i stykker og br ndes, s der ikke engang bliver asken tilbage, men palmen fra England skal opbevares og gemmes som en enest ende bog, og der skal laves en kiste til den ligesom den, Alexander fandt i byttet efter Dareios, og som han uds sig til at opbevare digteren Homers v rker i. Denne bog, k re ven, har sin anseelse af to grunde: for det f rste er den i sig selv meget god, og for det andet er det almindeligt kendt, at den blev skrevet af en forstandig konge af Portugal. Alle eventyrene fra prinsesse SeOgVogtes borg er fremragende og opfindsomme, og ordene er klare og h viske, og de ser og vogter den s mmelighed, man finder i den korrekte og forstandige tale. Jeg mener alts , hvis I ellers er enig, hr. mester Nicol s, at bogen her og Amad s de Gaula g r fri af b let, mens alle de andre uden videre unders gelser m lide d den p b let.
Nej, k re ven, indvendte barberen; for den, jeg her st r med, er den ber mte Don Belian s .
Den tr nger til en rabarberkur, bem rkede pr sten, sammen med anden, tredje og fjerde del, s den kan f renset al sin galde ud, og det er ogs n dvendigt at fjerne alt det om Ber mmelsens Borg og andre p faldende urimeligheder, men de vil f lang frist til at blive bragt i orden, og hvis de bliver forbedret, kan man vise dem n de eller retf rdighed; indtil da, k re ven, kan I opbevare dem i jeres hus, men lad ikke nogen l se i dem.
Mig en gl de, svarede barberen.
Og uden at ville tr tte sig mere med at l se i ridderb ger, gav pr sten husholdersken besked om at tage alle de store og smide dem ned i g rden. Han talte ikke for d ve ren, men til n, der havde st rre lyst til at br nde dem end til at s tte trend op til kl de, hvor stort og fint det end m tte v re, s hun greb en otte stykker p n gang og smed dem ud ad vinduet. Hun tog s mange i favnen, at en af dem faldt ned for f dderne af barberen, der fik lyst til at se, hvad det var for en bog, og han s , at der stod: Historien om den ber mte Ridder Tirant lo Blanc .
Du store Gud! himlede pr sten op; her er Tirant lo Blanc jo! R k mig den, k re ven, for jeg kan godt sige, at jeg i den har fundet en skatkiste af forn jelser og en guldgrube af underholdning. Her er den tapre ridder don Kyrieleison de Muntalb eller Montalb n og hans bror Tomas de Muntalb og ridder Fonseca, og duellen mellem den tapre Tirant og bulbideren og kammerjomfruen Mitlivslysts bramfrie bem rkninger sammen med enken Adstadigheds elskov og r nkespil og fru Kejserinden, der er forelsket i sin v bner Hip lit. Det er s sandt, som jeg har sagt, k re ven, at ved sin stil er det den bedste bog i verden; her spiser ridderne og sover og d r i deres senge, og de g r testamente, f r de d r, og mange andre ting, som alle andre af den slags b ger mangler. Alligevel t r jeg godt sige, at ham, der skrev den, fortjente at blive smidt i galejerne resten af sine dage, fordi det var uigennemt nkt og ikke med fors t, at han skrev om alle de t belige hverdagsbegivenheder. Tag den med hjem og l s den, og s vil I se, at alt hvad jeg har sagt om den er sandt.
S dan bliver det, svarede barberen, men hvad skal vi g re med de sm b ger, der er tilbage?
Det kan ikke v re ridderb ger, sagde pr sten, det m v re b ger med poesi.
Og da han bnede n, s han, at det var Diana af Jorge de Montemayor, og i den tro, at alle de andre var af samme slags, sagde han:
B gerne her fortjener ikke at blive br ndt som de andre, for de g r ikke og vil ikke g re skade, ligesom ridderb gerne har gjort det; for det er underholdende b ger, der ikke kan skade andre.
Ak, herre! sagde niecen, Eders N de kunne godt lade dem br nde ligesom de andre, for n r min hr. onkel er blevet helbredt fra sin riddersygdom, kunne det lige passe, at hvis han l ste i de sm b ger, ville han f lyst til at blive hyrde og rende rundt i skov og p eng og synge og spille, og hvad v rre er, selv blive digter, for efter hvad man siger, er det en uhelbredelig og smitsom sygdom.
Det er sandt nok, hvad jomfruen siger, sagde pr sten, s vi m hellere sikre vores ven mod denne fare og anst dssten. Hvis vi begynder med Diana af Montemayor, mener jeg ikke, den skal br ndes, men at man skal fjerne alt, hvad der handler om den viise Felicia og den fortryllede v ske, og n sten alle digte i lange versem l, men s kan man godt lade prosaen i fred og give den ren for at v re den f rste blandt den slags b ger.
Den, der nu f lger, sagde barberen, er den anden Diana af Alonso P rez fra Salamanca, og her er n til med samme navn, forfattet af Gaspar Gil Polo.
Bogen fra Salamanca, svarede pr sten, kan ledsage og for ge antallet af d mte i g rden, men den af Gil Polo skal gemmes, som var den af Apollon selv; og lad os nu komme videre, k re ven, og skynde os, for det er ved at blive sent.
Den n ste bog, sagde barberen og bnede n til, er De ti b ger om K rlighedslykken , skrevet af den sardiske digter Antonio de Lofraso.
Ved mit ordensl fte, sagde pr sten, om der er skrevet s morsom og forvr vlet en bog som denne siden Apollons, musernes og digternes tid; ved sit sigte er det den bedste og mest enest ende af den slags b ger, der har set verdens lys, og har man ikke l st den, har man sandt at sige aldrig l st noget rigtig forn jeligt. R k mig den, k re ven, for jeg s tter st rre pris p at have fundet den, end hvis jeg havde f et en pr stekjole af det fineste kl de fra Firenze.
Med den st rste tilfredshed stillede han den til side, og barberen sagde videre:
Her f lger nu Hyrden fra Iberien, Nymferne fra Henares og Dyrek bt indsigt i skinsygen .
Men nu er der ikke andet at g re, sagde pr sten, end at overlade dem til husholderskens lange arm, s hun kan g re kort proces, og sp rg mig ikke om hvorfor, for s bliver vi aldrig f rdige.
Den, der f lger nu, er F lidas hyrde .
Han er ikke hyrde, sagde pr sten, men en meget forstandig hofmand; den skal bevares som en kostbar juvel.
Titlen p den store bog, der kommer her, sagde barberen, er Skatkammer af blandede digte .
Hvis der ikke havde v ret s mange digte, sagde pr sten, ville man have v rdsat dem mere; det er n dvendigt at luge ud og fjerne nogle af de vulg re digte, som optr der mellem de oph jede; gem den, b de fordi dens forfatter er en god ven af mig, og fordi vi s ledes viser respekt for de andre mere heroiske og oph jede v rker, han har skrevet.
Bogen her, fortsatte barberen, er Sange af L pez Maldonado. Forfatteren af denne bog, bem rkede pr sten, er ogs en af mine gode venner, og n r man h rer versene i hans mund, bliver hans tilh rere ganske betagede, og han synger dem med s blid en stemme, at det virker ganske fortryllende. Hans hyrdedigte er lidt lange, men man kan aldrig f nok af det gode; gem den mellem de udvalgte b ger. Men hvad er det for en bog, som st r der ved siden af den?
Galatea af Miguel de Cervantes, sagde barberen.
Ham Cervantes har i mange r v ret en god ven af mig, og jeg ved, at han er mere velbevandret i modgang end i vers. Der er nogle gode p fund i hans bog: han foresl r noget, men f rer det ikke til en afslutning, s man m afvente anden del, som han har lovet; hvis den viser bod og bedring, vil den m ske opn den velvilje, der nu n gtes den, og indtil det sker, kan I gemme den bort i jeres hjem, k re ven.
Mig en gl de, svarede barberen. Og her kommer tre til p n gang: Araucana af don Alonso de Ercilla; Austr ada af Juan Rufo, dommer i C rdoba, og endelig Monserrato af den valencianske digter Crist bal de Viru s.
De tre b ger, sagde pr sten, er de bedste, der er skrevet i ellevestavelsers vers p kastiliansk, og de kan m le sig med de ber mteste i Italien; pas p dem som p de herligste, poetiske skatte, Spanien ejer.
Pr sten var blevet tr t af at se b ger og befalede over en bred kam, at alle de resterende b ger skulle br ndes; men barberen havde lige bnet n, der hed Angelicas t rer , en forts ttelse af Den rasende Roland .
Dem ville jeg sandelig have gr dt, sagde pr sten, da han h rte titlen, hvis jeg havde befalet, at en s dan bog skulle br ndes, for dens forfatter var en af de ber mte digtere ikke kun i Spanien, men i hele verden, og han havde en s rdeles heldig h nd med at overs tte nogle af Ovids fort llinger.
K APITEL VII
Om hvordan vores herlige ridder don Quixote de la Mancha drog ud for anden gang .


Mens de stadig var midt i det, begyndte don Quixote at r be op og sige:
Kom hid, kom hid, tapre riddere! Her er der brug for at vise jeres tapre armes styrke, s hofridderne ikke vinder alle priserne i turneringen!
Al den larm og rabalder fik dem til at skynde sig ind til don Quixote, s de afbr d granskningen af de resterende b ger, og uden at b gerne blev set eller h rt, mener man, at f lgende r g p b let: Carolea og L ven af Spanien om kejserens bedrifter, der efter sigende var skrevet af don Luis de Avila; de m tte uden tvivl v re blandt de tilbagev rende b ger og ville m ske ikke v re blevet d mt s strengt, hvis pr sten havde set dem. Da de kom ind til don Quixote, var han allerede st et op, og s v gen, som havde han aldrig sovet, fortsatte han med sin r ben og sit t jeri, mens han kom med hug og udfald til alle sider; de greb om ham begge to og fik ham med magt bragt tilbage til sengen, og da han var faldet lidt til ro, begyndte han igen at tale og sagde til pr sten:
Vi, der kalder os de Tolv J vninge, hr. rkebiskop Turpin, har sandelig beg et en stor fejl ved uden videre at lade hofridderne hente sejren hjem i denne turnering, n r vi riddere, der drager p eventyr, har vundet ren de tre foreg ende dage.
K re ven, Eders N de m holde inde, sagde pr sten; for om Gud vil, skifter lykken, og det, man i dag s tter til, vinder man i morgen; nu skal Eders N de passe p jeres helbred, for jeg tror, at I m v re overtr t, hvis ikke I ligefrem er s ret.
Jeg er ikke s ret, sagde don Quixote, men jeg er m rbanket og radbr kket, ingen tvivl om det, for den bastard til don Roland har pryglet l s p mig med en egestamme, og alt sammen af ren og sk r misundelse, for han kan godt se, at jeg er den eneste, der vover at g imod hans tapperhed. Men jeg ville ikke hedde Reynaldos de Montalb n, hvis ikke jeg, trods alle hans trolddomskunster, lod ham undg lde for det, s snart jeg havde rejst mig fra dette leje; men lige nu kan I bare bringe mig noget at spise, for jeg ved, at det er det, jeg allermest tr nger til, og overlad s blot til mig at f re h vnen ud i livet.
Det blev gjort: de gav ham noget at spise, han faldt igen i s vn, og de faldt igen i forundring over hans galskab. Den nat lod husholdersken luerne br nde og fort re alle de b ger, der var i g rden og i hele huset, og der blev sikkert ogs br ndt b ger, som fortjente at blive gemt i evige arkiver; men sk bnen og granskerens dovenskab tillod det ikke, og s ledes gik det ordsprog i opfyldelse, at de retf rdige til tider undg lder for synderne. Et af midlerne, som pr sten og barberen fandt p dengang for at kurere deres vens d rligdom, var at tilmure og bl nde d ren ind til bogv relset, s han ikke fandt b gerne, n r han stod op, i den tanke, at virkningen m ske ville oph re, n r rsagen forsvandt, og s kunne de bare sige til ham, at en troldmand havde f rt alle b gerne og bogv relset og hele molevitten med sig bort, og det blev gjort i al hast. To dage efter stod don Quixote op, og det f rste, han gjorde, var at g ind for at se til sine b ger, og da han ikke fandt bogv relset, hvor han havde efterladt det, gik han rundt overalt for at lede efter det. Han gik hen til stedet, hvor d ren plejede at v re og f lte overalt med h nderne, og han kiggede h jt og lavt uden at sige et ord, men efter en rum tid spurgte han sin husholderske, hvor omtrent hans bogv relse var. Husholdersken, der var sat grundigt ind i, hvad hun skulle svare, sagde til ham:
Hvad for et v relse eller luftkastel s ger Eders N de? Der er ikke l ngere hverken bogv relse eller b ger her i huset, for dj velen selv har taget det hele med sig.
Det var ingen dj vel, indvendte niecen, men en troldmand, der kom p en sky natten efter den dag, da Eders N de drog af sted herfra, og han steg af den slange, han red p , og gik ind i v relset, og jeg ved ikke, hvad han gjorde derinde, for efter kort tid fl j han ud af det og op gennem taget og efterlod huset fuldt af r g, og da vi kom i tanker om at se efter, hvad han havde gjort, kunne vi ikke se en eneste bog eller noget v relse overhovedet; kun har b de jeg og husholdersken en klar erindring om, at da den f le gamling for sin vej igen, udbr d han med h j r st, at p grund af et hemmeligt fjendskab, han havde med ejeren af v relset og b gerne, havde han gjort skade i huset, hvad vi nok skulle opdage sidenhen; han sagde ogs , at han var den viise Mu at n.
Han sagde nok Frest n, sagde don Quixote.
Jeg ved ikke, svarede husholdersken, om han hed Frest n eller Frit n, jeg ved kun, at hans navn endte p t n.
Netop, sagde don Quixote; thi denne viise troldmand er min rkefjende og har et horn i siden p mig, for fra sin sortekunst ved han, at jeg med tiden skal komme til at k mpe mod en ridder, han begunstiger, og at jeg g r sejrrig ud af tvekampen, uden at han kan hindre det, og derfor pr ver han at l gge mig alle mulige hindringer i vejen, men jeg kan godt love ham, at han kun d rligt kan modvirke, endsige undg , hvad himlen har befalet.
Hvem tvivler p det! sagde niecen. Men hvem har f et Eders N de, hr. onkel, til at blande sig i den slags stridigheder? Ville det ikke v re bedre at blive hjemme i fred og ro i stedet for at drage verden rundt efter ballade, uden at t nke p , at mangt et f r g r tykuldet ud, men vender klippet hjem.
H r nu, k re niece, svarede don Quixote, du tager helt fejl! F r de n r at klippe mig, vil jeg have revet og fl et sk gget af alle dem, der s meget som har t nkt p at krumme et h r p mit hoved.
De to damer ville ikke komme med flere indvendinger, for de s , hvordan hans vrede blussede op. Men faktisk blev han hjemme fjorten dage i fred og ro, uden at g re anstalter til at ville gentage sine tidligere narrestreger, og dagene gik med de forn jeligste samtaler med hans to venner, pr sten og barberen, hvor han fremf rte, at det, verden mest havde brug for, var farende riddere, og med ham ville det farende ridderskab blive genoplivet. Til tider modsagde pr sten ham, men andre gange gik han med p ideen, for hvis han ikke brugte denne list, ville han ikke kunne tale ham til fornuft. P samme tid pr vede don Quixote at f ste sin nabo, et retskaffent menneske, hvis ellers en fattig bonde kan v re det, men i vrigt var han ikke for kl gtig. Kort sagt besnakkede, overtalte og lovede don Quixote ham s meget, at den stakkels bonde bestemte sig for at drage ud med ham og tjene ham som v bner. Blandt andet sagde don Quixote til ham, at han godt kunne gl de sig til at f lge ham, for p et tidspunkt kom han nok ud for et eventyr, hvor han i en h ndevending vandt en , som han s ville udn vne ham til guvern r over. Med disse og andre l fter forlod Sancho Pan a, for s dan hed bonden, sin kone og sine b rn og tog f ste som v bner for sin nabo. Herefter gav don Quixote ordre til at skaffe penge, og ved at s lge det ene og pants tte det andet og s tte det hele over styr, n ede han op p et rimeligt bel b. Han udstyrede sig desuden med et lille, rundt tr skjold, som han l nte af en ven, satte sin delagte hjelm i stand, s godt han kunne, og meddelte sin v bner Sancho dag og time for, hvorn r han agtede at begive sig af sted, s denne kunne udstyre sig med det mest n dvendige. Han gav ham is r besked om at tage sadeltasker med, og det sagde Sancho, at han nok skulle, og at han desuden havde t nkt sig at tage et rigtig godt sel med, han havde, for han var ikke i vane med at g til fods. Don Quixote studsede noget over det med slet og t nkte efter, om han kunne huske nogen farende ridder, der havde v ret fulgt af en selb ren v bner, men han kunne ikke komme i tanker om nogen; alligevel besluttede han, at Sancho godt m tte tage det med, men satte sig for at udstyre ham med et mere agtv rdigt ridedyr, s snart lejlighed b d sig til at tage hesten fra den f rste uh viske ridder, han st dte p . Han udstyrede sig med skjorter, og hvad han ellers kunne, idet han fulgte det r d, krov rten havde givet ham. Da det var ordnet og klaret, forlod de en nat byen, uden at Pan a tog afsked med sin kone og sine b rn, eller don Quixote med sin husholderske og niece, og uden at nogen s dem; den nat red de s langt, at de ved morgengry f lte sig sikre p , at de ikke ville blive fundet, selv om der blev ledt efter dem. Sancho Pan a tronede veltilfreds p sit sel med sine sadeltasker og sin l derdunk med vin, opfyldt af den st rste lyst til snart at sidde som guvern r over den , hans herre havde lovet ham. Det lykkedes don Quixote at f lge den samme vej og rute som den, han havde fulgt p sin f rste f rd, der gik over Montiel-sletten, og turen gik lettere end f rste gang, for da det endnu var tidlig morgen og solen stadig stod lavt p himlen, plagede dens str ler dem ikke s meget. Netop da sagde Sancho Pan a til sin herre:
H r her, Eders N de, hr. farende ridder, nu m I jo ikke glemme det med en, som I har lovet mig, for jeg skal nok finde ud af at regere den, lige meget hvor stor den er.
Hertil svarede don Quixote:
Du skal vide, k re Sancho Pan a, at det var en meget udbredt skik blandt fortidens farende riddere at g re deres v bnere til guvern rer over de er eller riger, som de vandt, og jeg har besluttet, at en s fortjenstfuld skik ikke skal forsvinde med mig, men agter tv rtimod at g re mere ved den; for nogle gange, og m ske endda de fleste, ventede ridderne, til deres v bnere var blevet gamle, og f rst n r de var blevet grundigt tr tte i tjenesten og havde udst et d rlige dage og v rre n tter, gav de dem en grevetitel eller n r det gik h jt en titel som markis over en dal eller en ubetydelig provins; men hvis du lever og jeg lever, kunne det godt v re, at jeg f r de seks dage var omme, havde vundet et v ldigt rige med andre riger tilknyttet, der passede som fod i hose til at krone dig som konge over et af dem. Og du skal ikke g re store jne, for den slags sker for de farende riddere p de mest ut nkelige og magel se m der, s det kan med lethed ske, at jeg ville kunne give dig mere end det, jeg lover dig.
Hvis jeg blev konge over en , svarede Sancho Pan a, ved et eller andet mirakel, som Eders N de siger, s ville min kone Juana Guti rrez blive intet mindre end dronning, og mine b rn ville blive prins og prinsesse.
Hvem tvivler p det? svarede don Quixote.
Det g r jeg, bem rkede Sancho Pan a; for jeg er nu af den overbevisning, at om s Gud lod det regne med kongeriger over denne jord, ville et kongerige ikke passe s rlig godt til min kone Mari [Juana] Guti rrez. I skal vide, herre, at hun ikke er to flade maraved er v rd som dronning; grevinde ville passe bedre til hende og det endda kun med Guds hj lp.
Overlad du det til Gud, Sancho, svarede don Quixote, for Han skal nok give, hvad der passer bedst; men du skal ikke stille dit lys s meget under en sk ppe, at du affinder dig med mindre end posten som guvern r i et gr nseomr de.
Det skal jeg nok lade v re med, k re herre, svarede Sancho, og det sker heller ikke med s fornem en herre som Eders N de, der nok skal vide at give mig alt, hvad der passer til mig, og som jeg kan styre.
K APITEL VIII
Om det gode udfald p den tapre don Quixotes frygtelige og magel se eventyr med vindm llerne, sammen med andre begivenheder til salig ihukommelse .


Netop da opdagede de tredive eller fyrre vindm ller, som stod i det bne land, og straks don Quixote fik je p dem, sagde han til sin v bner:
Sk bnen er os mere gunstig, end vi kunne g re os h b om; for se nu, k re Sancho Pan a, derhenne kommer lidt over tredive ub ndige k mper til syne, som jeg agter at k mpe imod og g re det af med, s vi til en begyndelse kan berige os med byttet efter dem; for det er en retf rdig kamp og Gud til velbehag at fjerne s skadelig en t fra jordens overflade.
Hvilke k mper? spurgte Sancho Pan a.
Dem, du ser derhenne, svarede hans herre, med de lange arme; for de plejer at have arme, der kan v re op til to mil lange.
Kig ordentligt efter, Eders N de, svarede Sancho, de, der kommer til syne derhenne, er ikke k mper, men vindm ller, og det, der ligner arme, er vingerne, som, n r de bliver drejet rundt af vinden, holder m llestenene i gang.
Man ser rigtignok, svarede don Quixote, at du ikke er velbevandret i det med eventyr: det er k mper, og hvis du er bange, s hold dig v k og bed en b n i mellemtiden, for jeg binder nu an med dem i en drabelig og ulige kamp.
Og med disse ord sporede han sin hest Rozinante uden at tage sig af, at hans v bner Sancho advarende r bte til ham, at det helt sikkert var vindm ller og ikke k mper, som han nu stod i begreb med at angribe. Men don Quixote var i den grad overbevist om, at det var k mper, at han ikke h rte sin v bner Sancho r be op og heller ikke bem rkede, hvad det var for nogle, selv om han nu var ret t t p ; i stedet erkl rede han med h j r st:
Fly ikke, krystere og niddinger; I bliver nu angrebet af en ridder, n mand h j!
Netop da bl ste det lidt op, og de store m llevinger satte sig i bev gelse, og da don Quixote s det, sagde han:
Om I s svinger med flere arme end k mpen Briareo, skal det komme jer dyrt at st .
S dan talte han, lagde af sit ganske hjerte sit liv i sin frue Dulzineas h nder og bad hende st ham bi i farens stund, og idet han d kkede sig med sit skjold, f ldede han lansen, sporede Rozinante til fuld galop og angreb den f rste vindm lle foran sig, men da han gennemborede vingen med lansen, drejede vinden den rundt med et s dant raseri, at lansen blev s ndersl et, mens hest og rytter blev sl bt med og fik sig en grim rulletur hen over jorden. Sancho Pan a drev slet frem, alt hvad remmer og t j kunne holde, for at komme ham til unds tning, og da han n ede frem, fandt han, at don Quixote ikke kunne bev ge sig: s voldsomt var han og Rozinante styrtet.
Du godeste Gud! udbr d Sancho; sagde jeg ikke til Eders N de, at I skulle passe p , hvad I gjorde, for det var bare vindm ller, og det kunne man ikke undg at se, medmindre man ogs selv havde m ller i hovedet!
Ti stille, k re Sancho, svarede don Quixote; for alt, hvad der har med krig at g re, er mere end noget andet underkastet konstant forandring; s meget mere som jeg mener, og det er s sandt, som det er sagt, at den viise Frest n, der r vede v relset og b gerne fra mig, har omdannet k mperne til vindm ller for at fratage mig ren ved at besejre dem: s stort er hans fjendskab mod mig; men sluttelig sluttelig kan hans nedrige r nker ikke stille meget op over for mit gode sv rd.
Det ligger i Guds h nd, svarede Sancho Pan a.
Han hjalp ham p benene og op p Rozinante, hvis skulderparti havde f et sig en h rd medfart; og mens de talte om det nys overst ede eventyr, fortsatte de ad vejen til L pice-passet, hvor don Quixote mente, at de ikke kunne undg at st de p de forskelligste eventyr, da det var et st rkt bef rdet sted, men han var meget nedtrykt over, at lansen havde svigtet ham, og det betroede han til sin v bner og sagde s :
Jeg kan huske, at jeg har l st om en spansk ridder med navn Diego P rez de Vargas, hvis sv rd kn kkede i et slag; han br kkede en tyk gren eller stamme af et egetr og gjorde en brav indsats med den og knuste s mange maurere, at det gav ham tilnavnet Machuca, Knuseren, og s ledes kaldte han selv og hans efterkommere sig fra den dag Vargas y Machuca. Jeg har fortalt dig det, for jeg har t nkt mig at br kke en stamme af den f rste steneg eller vintereg, jeg ser, og den skal v re lige s god og kraftig som den anden, jeg har l st om, var; og jeg agter at udf re s danne bedrifter med den, at du vil regne det for et stort held, at du har gjort dig fortjent til at komme med og v re vidne til ting, der n sten ikke er til at tro p .
Det ligger i Guds h nd, sagde Sancho. Jeg tror p alt, hvad Eders N de siger; men ret jer lidt op, for det ser ud, som om I er ved at skvatte af hesten, og det m v re p grund af knubsene fra faldet.
Det er sandt nok, svarede don Quixote, og hvis jeg ikke jamrer af smerte, er det, fordi de farende riddere ikke m henfalde til klage, om s indvoldene v lter ud af dem.
Hvis det er s dan fat, har jeg ikke noget at indvende, svarede Sancho; men jeg ville ved Gud v re glad, hvis Eders N de ville jamre, n r der er noget, som g r ondt. Om mig selv kan jeg sige, at jeg agter at jamre mig ved selv den mindste smerte, jeg kommer ud for, medmindre det ogs g lder for de farende ridderes v bnere, at de ikke m klage sig.
Don Quixote kunne ikke bare sig for latter over sin v bners enfoldighed, og s ledes gav han ham lov til at klage sig, hvordan og hvorn r han m tte nske det, og uanset om han havde lyst eller ej, for indtil nu havde han ikke l st noget, der hindrede det inden for ridderordenen. S sagde Sancho til ham, at han skulle bet nke, at det var spisetid. Hans herre svarede, at lige nu var han ikke sulten, men han kunne selv spise, n r han havde lyst. Da Sancho havde f et tilladelse, satte han sig til rette p sit sel, s godt han kunne, tog det op, han havde lagt i sadeltaskerne, og gjorde sig til gode med det, mens han i ro og mag red af sted efter sin herre, og fra tid til anden h ldte han vin i sig fra l derdunken med en s dan nydelse, at selv den mest kr sne gane fra M laga m tte misunde ham. Mens slurk s ledes fulgte p slurk med korte mellemrum, huskede han ikke p et eneste af de l fter, hans herre havde gjort ham, og regnede det heller ikke for det mindste besv r, men tv rtimod for en herlig hvile at drage rundt og lede efter eventyr, hvor farlige de end kunne v re. Kort sagt tilbragte de den nat mellem nogle tr er, og fra et af dem br kkede don Quixote en t r gren af, der n sten kunne bruges som lanse, og udstyrede grenen med den jernod, han havde fjernet fra den br kkede lanse. Hele den nat sov don Quixote ikke, men t nkte p sin frue Dulzinea for s ledes at leve sig ind i, hvad han havde l st i sine b ger, n r ridderne tilbragte mange n tter uden at sove i skove og demarker, hvor de underholdt sig med at mindes deres fruer. S dan tilbragte Sancho Pan a ikke natten; da hans mave var fuld og d t ikke just af cikorievand, sov han natten v k og v gnede hverken ved solens str ler, der ramte ham i ansigtet, eller ved de mange kvidrende fugle, der muntert hilste den ny dags komme, men f rst da hans herre kaldte p ham. Da han rejste sig, tog han en slurk af dunken og fandt, at den var lidt mere flad end aftenen f r, og han blev tung om hjertet, da han ikke kunne se, at der var snarlige udsigter til at udbedre denne mangel. Don Quixote ville hverken smage v dt eller t rt, for som sagt holdt han sig til at leve af sine velsmagende erindringer. De genoptog deres f rd mod L pice-passet, og omkring klokken tre om eftermiddagen fik de passet i syne.
Her, udbr d don Quixote, da han s passet, kan vi vade i det, de kalder eventyr, k re Sancho Pan a. Men jeg m g re dig opm rksom p , at om du s ser mig i den st rste fare i verden, skal du ikke gribe til v ben for at forsvare mig, medmindre du ser, at de, der kr nker mig, er kanaljer og k ltringer, for i s fald kan du godt komme mig til unds tning; men hvis det skulle v re riddere, tillader og godkender ridderskabets love p ingen m de, at du hj lper mig, f r du selv er blevet sl et til ridder.
Selvf lgelig, herre, svarede Sancho, jeg skal adlyde Eders N de til punkt og prikke, s meget mere som jeg af natur er fredsommelig og hader at blande mig i ballade og stridigheder; selv om jeg sandt at sige ikke kan tage mig af disse love, n r det g lder om at forsvare mig selv, for de guddommelige og menneskelige love tillader, at den enkelte forsvarer sig mod enhver, der vil kr nke ham.
Det kan jeg ikke v re uenig i, svarede don Quixote; men hvad ang r d t at hj lpe mig mod riddere, m du beherske din naturlige heftighed.
Det skal jeg nok, svarede Sancho, og jeg vil overholde denne regel lige s nidk rt som s ndagen.
Mens de s dan snakkede, kom der to benediktinermunke til syne p vejen, ridende p dromedarer, for s store var de muldyr, hvor de havde gjort sig det behageligt med rejsebriller og solsk rme. Bag dem k rte en vogn, der var ledsaget af fire eller fem ryttere til hest og to muldyrpassere til fods. Siden erfarede man, at der i vognen rejste en biskayisk frue, som var undervejs til Sevilla, hvor hendes mand opholdt sig p sin vej til den Nye Verden, hvor han skulle bekl de et meget refuldt hverv. Munkene fulgtes ikke med hende, selv om de tog samme vej, men n ppe havde don Quixote f et je p dem, f r han sagde til sin v bner:
Enten tager jeg fejl, eller ogs er dette det mest ber mte eventyr, der nogen sinde er set, for de sorte skikkelser, som dukker op derhenne, m v re og er utvivlsomt nogle troldm nd, der har bortf rt en prinsesse i vognen d r, og denne uret m jeg s tte al min styrke ind p at h vne.
Det her bliver v rre end vindm llerne, sagde Sancho. H r engang, herre, det er benediktinermunke, og i vognen er der sikkert rejsende folk. Bet nk, hvad jeg siger, og pas godt p , hvad I g r, s dj velen ikke spiller jer et puds.
Jeg har jo sagt til dig, Sancho, svarede don Quixote, at du ikke ved meget om eventyr; det har sin rigtighed, hvad jeg siger, og det skal du f at se nu.
Og med disse ord red han frem og tog opstilling midt p vejen, hvor munkene kom ridende, og da de n ede s t t p , at han mente, de m tte kunne h re, hvad han sagde, r bte han med h j r st:
Dj vlebl ndte og uhyrlige mennesker! Slip straks de fornemme prinsesser l s, som I f rer med som fanger i denne vogn; ellers kan I godt belave jer p en snarlig d d som retf rdig straf for jeres nedrige gerninger!
Munkene holdt slerne an i forundring, b de over don Quixotes skikkelse og over hans ord, som de besvarede s ledes:
Hr. ridder, vi er hverken dj vlebl ndte eller uhyrlige, men to benediktinermunke, der er undervejs, og vi aner ikke, om der er fangne prinsesser i vognen eller ej.
Hos mig g r den ikke med bortforklaringer, for jeg kender jer, I falske kanaljer, sagde don Quixote.
Og uden at vente p svar sporede han Rozinante, og med f ldet lanse red han rasende og tappert l s mod den f rste munk, s hvis munken ikke havde ladet sig glide ned af muldyret, ville don Quixote have sl et ham til jorden, og d t ikke med munkens gode vilje, og endda ville denne v re blevet h rdt s ret og m ske v re styrtet d d til jorden. Den anden munk, der s den behandling, hans ledsager blev udsat for, jog kn ene ind i sin borg af et skikkeligt muldyr og lettere end vinden f r dyret hen over det bne land. Sancho Pan a, der s munken ligge p jorden, steg gesvindt af sit sel, gik l s p ham og begyndte at tage hans ordensdragt af. I det samme kom munkenes to muldyrpassere hen og spurgte, hvorfor han kl dte ham af; Sancho svarede, at det tilkom ham retm ssigt, for det var kampbytte, som hans herre don Quixote havde vundet. Muldyrpasserne forstod ikke sp g og kendte heller ikke til hverken tvekampe eller kampbytte, og da de s , at don Quixote var g et hen til vognen, hvor han talte med de rejsende damer, kastede de sig over Sancho og v ltede ham om p jorden, og uden at lade ham beholde et eneste h r af sit sk g bankede de ham s nder og sammen og efterlod ham sansel s p jorden; de t vede ikke et eneste jeblik, men hjalp munken op, der var ude af sig selv af skr k og r dsel og ligbleg i ansigtet, s da han igen sad p sit ridedyr, sporede han det og red efter sin ledsager, der ventede p ham et godt stykke v k for at se, hvordan den skr kkelige oplevelse ville ende; og uden at opholde sig for at se, hvordan begivenhederne sluttede, fortsatte de deres f rd, mens de slog flere kors for sig, end hvis de havde haft dj velen lige i h lene. Som sagt talte don Quixote med fruen i vognen og sagde til hende:
K re frue, nu er Eders Sk nhed fri til at g re, hvad I m tte nske, thi jeres hovmodige r vere ligger slagne p jorden, besejrede af min st rke arm; og for at I ikke skal tragte forg ves efter at kende navnet p jeres befrier, skal I vide, at jeg er en farende ridder og eventyrer ved navn don Quixote de la Mancha, der er tryllebundet af den uforlignelige og smukke do a Dulzinea del Toboso; og som betaling for den velgerning, jeg har gjort jer, nsker jeg kun, at I drager til El Toboso og ops ger min frue p mine vegne og fort ller hende, hvad jeg har gjort, for at I kan f jeres frihed.
Alt, hvad don Quixote her sagde, blev h rt af en biskayer, der var v bner for vognens ledsagere; da denne opfangede, at don Quixote ikke ville lade vognen k re videre, men sagde, at de i stedet skulle drage til El Tobosoy red han hen til don Quixote, greb fat i lansen og sagde s ledes til ham p d rligt kastiliansk og v rre biskayisk:
Ildefarne ridder, du galt er p den; ved Gud, han skabte mig, at hvis du ikke forlade vognen, jeg dr be dig, s sandt jeg biskayer er.
Don Quixote forstod ham udm rket og svarede ham meget roligt:
Hvis du var ridder, hvad du ikke er, ville jeg have straffet dig for din t belighed og dristighed, din usselryg.
Hertil svarede biskayeren:
Jeg ikke ridder? Jeg sv rge ved Gud, du lyve som kristen. Hvis lanse kaste bort og sv rd gribe, du se, hvad der sker, n r tage hornene ved tyren! Biskayer til lands, adelmand til vands, adelmand ved dj velen, og du lyve, at du bare ved det, hvis du sige andre ting.
Nu skal I f at se, som Agrajes fra Amad s de Gaula sagde! svarede don Quixote.
Og han smed lansen p jorden, trak sv rdet og tog skjoldet p armen, hvorefter han gik l s p biskayeren, fast besluttet p at ber ve ham livet. Biskayeren s ham komme farende, og selv om han gerne ville v re steget af muldyret, da det var et d rligt udlejningsdyr, han ikke kunne stole p , kunne han ikke n andet end at tr kke sit sv rd, men han havde det held at v re lige ud for vognen, hvor han kunne gribe en pude, der tjente ham som skjold, og s r g de p hinanden, som var de d dsfjender. De andre ville forlige dem, men det kunne de ikke komme til, for p sit gebrokne kastiliansk sagde biskayeren, at hvis de ikke lod ham gennemf re kampen, ville han sl sin frue ihjel, sammen med alle dem, der pr vede at hindre ham i det. Fruen sad i vognen, m ll s og ngstelig over det, hun var vidne til; hun fik kusken til at k re lidt v k og gav sig p afstand til at se p den h rde kamp, hvor biskayeren gav don Quixote et gevaldigt hug p skulderen; det afparerede don Quixote med skjoldet, men hvis han havde ramt ham ubeskyttet, ville han have kl vet ham ned til b ltestedet. Don Quixote, der m rkede v gten af det drabelige slag, r bte op og sagde:
Oh, min sj ls frue, Dulzinea, blomsten af al sk nhed, kom jeres ridder til unds tning i den fare, han er ger det i for at tilfredsstille jeres store godhed!
Med disse ord greb han fast om sv rdet, d kkede sig godt med skjoldet og gik l s p biskayeren, og alt dette skete p n og samme tid, for don Quixote var fast besluttet p at s tte alt p et br t i et eneste hug. Biskayeren, der s ham komme imod sig, kunne af hans modige udfald se, hvad han tappert havde sat sig for, og han besluttede at g re det samme som don Quixote; og s ledes ventede han, mens han d kkede sig med sin pude, uden at kunne drive muldyret til at flytte sig ud af stedet, for det var tr t og ikke vant til den slags drengestreger og rokkede sig derfor ikke af pletten. Som sagt gik don Quixote nu l s p den forsigtige biskayer med l ftet sv rd i den hensigt at hugge ham midt over, og biskayeren ventede ham ligeledes med h vet sv rd og d kket af puden, og alle de omkringst ende frygtede og b vede for, hvad enden ville blive p de gevaldige hug, som de truede hinanden med; og fruen i vognen og hendes tjenestepiger gjorde og aflagde tusinde l fter til alle helgenfigurer og andagtshuse i Spanien, for at Gud skulle komme deres v bner til unds tning og dem selv med i denne farens stund. Men det v rste er, at netop nu afbryder forfatteren af denne historie sin beretning midt i tvekampen med den undskyldning, at han ikke havde fundet mere nedskrevet om don Quixotes bedrifter end det, der her er fortalt. Alligevel ville den anden forfatter til dette v rk ikke tro p , at en s m rkv rdig historie var g et i glemmebogen, eller at La Manchas l rde ikke skulle have nogle papirer i deres arkiver eller skrivepulte, der handlede om den navnkundige ridder, s med den tanke for je opgav denne forfatter ikke at finde afslutningen p den fredsommelige historie, og da himlen var ham n dig, fandt han den p en m de, der skal fort lles om i det kapitel, der f lger her.
K APITEL IX
Hvor den storartede kamp mellem den modige biskayer og den tapre mancheger afsluttes og f res til en ende .


I sidste kapitel af denne historie forlod vi den tapre biskayer og den navnkundige don Quixote med de blanke sv rd h jt h vede, begge p vej til at kl ve den anden med s drabeligt et hug, at hvis de ramte godt, ville de spaltes og kl ves oppefra og nedefter og bne sig som et granat ble; og i dette uafgjorte jeblik blev den herlige historie afbrudt og standset, uden at dens forfatter oplyste os om, hvor man kunne finde det, der manglede. Det blev jeg meget ked af, da forn jelsen ved det lidt, jeg havde l st, blev til rgrelse ved tanken om de ringe udsigter til at finde alt det, der efter mit eget sk n manglede af denne herlige fort lling. Jeg fandt det helt umuligt og imod enhver skik og brug, at der ikke var en vismand, der havde p taget sig at skrive om s fortr ffelig en ridder og hans magel se bedrifter, da det ikke havde skortet p en s dan for nogen farende
ridder, om hvem der fort lles at han drager p eventyr
for de havde hver is r meget belejligt n eller to vism nd, der ikke kun beskrev deres gerninger, men ogs udmalede deres mindste tanker og indskydelser, selv de l nligste, og vores herlige ridder skulle da ikke v re s ringe stillet, at han manglede, hvad Platir og andre tilsvarende riddere havde til overflod. Derfor kunne jeg ikke f mig selv til at tro, at en s fortr ffelig historie var mangelfuld og ufuldst ndig, og jeg lagde skylden for det p den ondsindede tid, der fort rer og opsluger alle ting, og som enten havde skjult den eller op dt den. P den anden side fandt jeg, at der mellem hans b ger havde v ret nogle ganske moderne som Uddrivelse af skinsyge og Nymferne og hyrderne fra Henares , s ogs hans historie m tte v re moderne, og hvis den ikke var nedskrevet, m tte den stadig leve i folks erindring i hans landsby og de omkringliggende sm byer. Denne tanke forvirrede mig og gav mig lyst til at kende den virkelige og sande historie om vores navnkundige spanier don Quixote de la Manchas liv og levned, forbillede og spejl for hele det manchegiske ridderskab og den f rste, der i vores epoke og i disse s ulyksalige tider begyndte at ud ve og bekende sig til de farende ridderes virke og h vne kr nkelser, komme enker til unds tning, beskytte jomfruer, der med deres ridepiske og adstadige gangere drog fra bjerg til bjerg og fra dal til dal med deres jomfrudom som eneste ballast; og hvis ikke de blev taget med vold af en k ltring eller en bondeknold med kse og drabanthjelm eller en uhyrlig k mpe, fandtes der f r i tiden jomfruer, der i firs r ikke sov en eneste nat under tag og alligevel gik lige s uber rte i graven, som den mor der havde f dt dem. Jeg mener alts , at af disse og mange andre grunde er vores fortr ffelige Quixote v rdig til bestandige og uforglemmelige lovprisninger, hvad ogs jeg har fortjent for det arbejde og den ih rdighed, jeg lagde i at finde slutningen p denne behagelige historie; sk nt jeg udm rket er klar over, at hvis himlen, tilf ldet og sk bnen ikke havde hjulpet mig, ville verden v re ufuldst ndig og have manglet det tidsfordriv og den forn jelse, som den, der l ser historien opm rksomt, kan opleve i et par timer. Hvordan den blev fundet, gik s dan for sig. En dag jeg var i handelsgaden Alcan i Toledo, kom der en kn gt hen for at s lge nogle sammenbundtede ark og gamle papirer til en silkehandler, og da jeg er meget glad for at l se, om det s bare er iturevne papirer fra gaden, lod jeg mig lede af min naturlige tilb jelighed og tog en af de mapper, som kn gten ville s lge, og opdagede, at arkene var beskrevet med bogstaver, jeg genkendte som arabiske. Men sk nt jeg kendte dem, kunne jeg ikke l se dem, s derfor gik jeg lidt omkring for at se, om der skulle dukke en kastiliansktalende maurer op, der kunne l se de arabiske bogstaver; det var ikke s rlig sv rt at finde en overs tter, og om jeg s havde s gt n, der kunne overs tte fra et bedre og ldre sprog, ville jeg ogs have fundet ham. Kort sagt skaffede sk bnen mig n, og da jeg fremsatte mit nske og rakte ham bundtet, bnede han det midt i og l ste en smule, hvorefter han brast i latter. Jeg spurgte ham, hvad han lo ad, og han svarede, at det var noget, der stod skrevet som en tilf jelse i margin. Jeg bad ham fort lle mig, hvad der stod, og stadig leende sagde han:
Som jeg har sagt, st r der skrevet her i margin: Det siges om denne Dulzinea del Toboso, der n vnes s mange gange i denne historie, at hun havde den heldigste h nd i hele La Mancha, n r det gjaldt om at salte svin .
Da jeg h rte ham n vne Dulzinea del Toboso, blev jeg forbl ffet og sp ndt, for jeg blev klar over, at mapperne indeholdt historien om don Quixote. I den tanke skyndede jeg p ham for at f ham til at l se begyndelsen, og idet han gjorde det, oversatte han pludselig fra arabisk til spansk og sagde, at der stod: Historien om don Quixote de la Mancha , skrevet af Cide Hamete Benengeli, arabisk historiefort ller . Der skulle stor beherskelse til for at skjule, hvor forn jet jeg blev, da titlen n ede mine ren, og idet jeg kom silkehandleren i fork bet, erhvervede jeg alle papirerne og omslagene for en halv real; hvis han havde v ret lidt kl gtigere og vidst, at jeg var meget opsat p at f dem, kunne han uden videre have forlangt og f et mere end seks realer ud af handelen. Herefter fulgtes jeg med maureren ind under katedralens buegang og bad ham der, om han ville overs tte alle de papirer i omslagene, som handlede om don Quixote, til kastiliansk uden at fjerne eller tilf je noget, og jeg tilb d at betale ham, hvad han nskede. Han stillede sig tilfreds med to sm s kke rosiner og to sk pper hvede og lovede at overs tte dem godt og n jagtigt og meget hurtigt. Men for at befordre sagen og ikke lade et s dant fund glide mig af h nde, tog jeg ham med mig hjem, hvor han p lidt over halvanden m ned oversatte alt, s dan som det her fort lles. I det f rste omslag var don Quixotes kamp mod biskayeren meget naturtro afbildet, og de stod i den samme stilling, som historien beretter: med l ftede sv rd, den ene d kket af sit skjold, den anden med sin pude, og biskayerens muldyr var s livagtigt, at man p et armbr stskuds afstand kunne se, det var et udlejningsdyr. For f dderne af biskayeren stod der skrevet en billedtekst: Don Sancho de Azpetia , der uden tvivl m tte v re hans navn, og for f dderne af Rozinante var der en anden tekst, der sagde: Don Quixote . Rozinante var fortr ffeligt malet, s langstrakt og tynd og s afrakket og radmager hen over ryggen, at man med al tydelighed kunne se, hvor velvalgt og rammende det var at give den navn efter en krikke, roz n . Ved siden af den stod Sancho Pan a, der holdt sit sel ved grimen, og for f dderne af ham var der endnu en billedtekst, der l d: Sancho ancas , og det m tte v re, fordi han, som man kunne se p billedet, havde en stor vom, en pan a , var lavstammet og havde lange, tynde ben, ancas , s derfor havde man sikkert kaldt ham Pan a og desuden ancas, for i historien bliver han p skift kaldt ved disse to tilnavne. Man kunne fremh ve andre enkeltheder, men de er alle ganske ubetydelige og vedkommer ikke den sandf rdige beretning af denne historie, hvor intet er d rligt, n r blot det er sandf rdigt. Hvis man skal komme med nogen indvending mod historiens sandf rdighed, m det v re, at dens forfatter er arabisk, da det er meget karakteristisk for dette folkeslag at v re l gnagtigt, sk nt i betragtning af at de i den grad er vores fjender, kan man godt forst , at de m v re karrige med sandheden i stedet for at overdrive den. Og s ledes forekommer det mig, at n r pennen kunne og burde udbrede sig i lovprisninger af s herlig en ridder, virker det, som om den fors tligt forbig r hans pris i tavshed: det er slet gjort og v rre t nkt, da historiefort llere skal og b r v re n jagtige, sandf rdige og p ingen m de lidenskabelige, og hverken vinding eller frygt, nag eller venskab b r f dem til at b je af fra sandhedens vej, hvis ophav er historien, tidens rival, handlingernes lagerplads, vidne til fortiden, forbillede og formaning til nutiden og advarsel til fremtiden. I denne historie ved jeg, at man vil finde alt, hvad man kunne nske sig af den mest fredsommelige slags; og hvis der skulle mangle noget godt i den, er jeg overbevist om, at skylden ligger hos den hund af en forfatter snarere end i indholdet. Kort sagt begyndte forts ttelsen p historien s dan her if lge overs ttelsen:
Som de to tapre og vrede kombattanter stod der med de hvasse sv rd h jt h vede, s de ud til at true himlen, jorden og havets dyb: s tapper og v rdig en holdning lagde de for dagen. Den f rste, der afleverede et hug, var den opbragte biskayer, og det skete med s stor styrke og raseri, at hvis ikke sv rdet havde drejet sig under slaget, ville dette ene slag have v ret nok til at afslutte den ub nh rlige strid og alle vores ridders eventyr; men den n dige sk bne, der ville spare ham til st rre bedrifter, vred hans modstanders sv rd om, s selv om det ramte ham p den venstre skulder, forvoldte det ikke anden skade end at g re ham ukampdygtig i denne side og undervejs kappe et stykke hjelm af sammen med halvdelen af ret; alt dette faldt til jorden med et frygteligt rabalder og efterlod ham ilde tilredt. Du store Gud! Hvem er mon i stand til fyldestg rende at beskrive det raseri, der greb vores manchegiske ridder, da han oplevede at blive s dan maltrakteret! Her skal blot siges, at han nu rejste sig i stigb jlerne, tog et godt greb om sv rdet med begge h nder og rettede s voldsomt et slag mod biskayeren, at han ramte ham med fuld styrke p hovedet og puden, der ikke ydede en s rlig god beskyttelse, n r det var, som om der v ltede et bjerg ned over ham; han begyndte at bl de fra n se, mund og ren og var ved at glide ned fra muldyret, og han ville uden tvivl v re styrtet til jorden, hvis ikke han havde holdt fat om dyrets hals; men alligevel fjernede han f dderne fra stigb jlerne og slap sit tag, og da muldyret var blevet forskr kket af det frygtelige slag, satte det i galop ud over det bne land og efter nogle f krumspring slog det sin rytter af. Don Quixote sad ganske rolig og betragtede det hele, og da han s ham falde, sprang han af sin hest og ilede let til bens hen mod biskayeren, satte ham sv rdodden mellem jnene og erkl rede, at han skulle overgive sig, ellers ville han hugge hovedet af ham. Biskayeren var s forstyrret, at han ikke var i stand til at svare, og det ville v re g et ham ilde, da don Quixote var helt forbl ndet, hvis ikke fruerne, der indtil da n sten afm gtige havde betragtet kampen inde fra vognen, var ilet hen til don Quixote og indst ndigt havde bedt ham vise dem den store gunst og n de at sk ne deres v bners liv. Dertil svarede don Quixote meget indbildsk og selvh jtideligt:
Naturligvis, smukke fruer; det vil v re mig en uds gt gl de at g re, hvad I beder mig om, men det m v re p n betingelse og foruds tning, og det er, at denne ridder skal love mig at tage til byen El Toboso og s ge foretr de for den uforlignelige Dulzinea og sige fra mig, at hun kan g re med ham, hvad hun m tte nske.
Uden at g n rmere ind p hvad don Quixote bad dem om, og uden at sp rge hvem Dulzinea var, lovede den opskr mte og fortvivlede frue, at hendes v bner ville g re alt, hvad han befalede ham.
S giver jeg jer mit ord p , at jeg ikke vil skade ham mere, sk nt han ellers havde fortjent det.
K APITEL X
Om hvad der videre overgik don Quixote med biskayeren og om den fare , han kom ud for med en flok muldyrdrivere .


Sancho Pan a, der havde f et en noget ilde medfart af munkenes muldyrpassere, var nu kommet p benene og havde opm rksomt fulgt sin herre don Quixotes kamp, mens han bad s inderligt til Gud om at lade don Quixote vinde og s rge for, at han med sejren fik en , som han kunne g re ham til guvern r over, s ledes som han havde lovet. Da han nu s , at kampen var ovre, og at hans herre igen skulle til at stige p Rozinante, gik han hen og holdt hans stigb jle, og f r han steg til hest, faldt han p kn for ham, greb hans h nd og kyssede den med disse ord:
Vil Eders N de vise mig den gunst, min k re hr. don Quixote, at g re mig til guvern r over en, som I har vundet i denne ub nh rlige kamp; for uanset hvor stor den er, f ler jeg mig st rk nok til at lede den og g re det lige s godt som enhver anden, der har regeret er i denne verden.
Dertil svarede don Quixote:
I skal vide, k re Sancho, at dette og tilsvarende eventyr ikke drejer sig om er, men er en omtumlet f rd, hvor det eneste, man vinder, er en fl kket pandeskal eller et re mindre. V r t lmodig, for der skal nok komme eventyr, hvor jeg ikke kun kan g re jer til guvern r, men ogs til noget mere.
Det blev Sancho v ldig taknemmelig for og kyssede ham igen p h nden og harniskvamsens sk d, hvorefter han hjalp ham op p Rozinante; selv steg han op p sit sel og red efter sin herre, der uden at tage afsked eller tale mere med damerne fra vognen forsvandt ind i den n rliggende skov i hurtig skridtgang. Sancho fulgte ham, alt hvad hans sel kunne trave, men Rozinante fl j s dan af sted, at han sakkede agterud og m tte r be til sin herre om at vente. Det gjorde don Quixote, der holdt Rozinante an, indtil hans tr tte v bner indhentede ham, og da Sancho n ede frem, sagde han:
Det tykkes mig, herre, at vi ville g re klogt i at s ge tilflugt i en kirke, for ham, I k mpede mod, blev s ilde tilredt, at det meget vel kunne t nkes, at de melder det til det Hellige Broderskab, s vi bliver p grebet; og hvis de g r det, kommer vi min tro til at g en h rd tid igennem, f r vi kommer ud af f ngslet igen.
Ti stille, sagde don Quixote, hvor har du nogen sinde set eller l st, at en farende ridder er blevet stillet for en domstol, uanset hvor mange drab han har beg et?
Jeg kender ikke noget til drabeligheder, svarede Sancho, og jeg har heller aldrig i mit liv overv ret nogen; jeg ved kun, at det Hellige Broderskab tager sig af dem, der ypper kiv p landet, men det andet blander jeg mig ikke i.
Du kan v re ganske rolig, min k re, svarede don Quixote; for jeg skal nok f dig ud af kald ernes greb, s meget desto lettere af Broderskabets lange arm. Men sig mig ved dit liv: har du nogen sinde set taprere ridder end jeg i hele den opdagede del af verden? Har du nogen sinde l st historier om andre riddere, der kan og har kunnet m le sig med mig i fyrig angrebslyst og standhaftigt mod, og som er mere beh ndige til at s tte st d ind og sl i jorden, end jeg er?
Sandt at sige, svarede Sancho, har jeg aldrig l st nogen historie, for jeg kan hverken l se eller skrive, men jeg t r v dde p , at jeg aldrig i mine livskabte dage har tjent en dristigere herre end Eders N de, og Gud give, at denne dristighed ikke skal betales det sted, jeg har sagt. Nu beder jeg bare Eders N de om at lade jer forbinde, for der l ber meget blod ud af ret; jeg har linnedstrimler her og lidt hvid salve i sadeltaskerne.
Alt det kan sagtens undv res, svarede don Quixote, hvis jeg kunne komme i tanker om at lave en karaffel med balsam som den Fierabr s havde; for bare en dr be er nok, og s sparer man tid og medicin.
Hvad for en karaffel og hvad for en balsam er det? spurgte Sancho Pan a.
Det er en balsam, svarede don Quixote, som jeg har opskriften p i min hukommelse, og med den beh ver man ikke at frygte d den eller t nke p at d af noget s r, og den laver jeg og giver til dig. N r du s ser, at jeg i en kamp har f et kappet kroppen midt over, hvilket ofte plejer at ske, skal du bare p nt tage den del af kroppen, der er faldet til jorden, og anbringe den meget omhyggeligt oven p den anden del, der stadig sidder i sadlen, inden blodet st rkner, men du skal passe p , at den slutter t t og sidder, som den skal. S giver du mig bare to slurke at drikke af den balsam, jeg har fortalt dig om, og du vil f at se, at jeg bliver friskere end en hav rn.
Hvis den slags findes, sagde Pan a, giver jeg fra nu af afkald p regentskabet over den , I har lovet mig, og nsker ikke andet for mine mange og tro tjenester, end at Eders N de giver mig opskriften p denne fortr ffelige mikstur; for jeg er sikker p , at en unse heraf vil kunne s lges hvor som helst for mindst to realer, og s beh ver jeg ikke andet for at leve h derligt og mageligt resten af mine dage. Men det ville v re rart at vide, om den er dyr at lave.
Man kan lave seks potter for mindre end tre realer, svarede don Quixote.
Milde himmel! udbr d Sancho, hvad venter Eders N de p , siden I ikke straks laver den og viser mig hvordan?
Ti stille, k re ven, svarede don Quixote, for jeg har t nkt mig at vise dig dybere hemmeligheder og g re dig st rre tjenester, og lad os nu f rst se at f mig forbundet, for mit re g r mere ondt end godt er.
Sancho fiskede linnedstrimler og salve op af sadeltaskerne. Men da don Quixote kom til at se p sin s ndersl ede hjelm, var han n r ved at g fra forstanden, og med h nden p sv rdet og himmelvendte jne sagde han:
Jeg sv rger ved altings Skaber og ved de hellige fire Evangelier i deres fulde udstr kning, at jeg vil leve som den store markis af Mantua gjorde, da han svor at h vne sin nev Valdovinos d d, for han gav afkald p at spise br d ved opd kket bord eller fjase med sin kone og andre ting, som jeg her regner for at v re sagt, sk nt jeg ikke lige p st ende fod kan huske dem, indtil jeg har taget h vn over ham, der har beg et en s dan kr nkelse mod mig.
Da Sancho h rte det, sagde han:
Jeg vil lige g re Eders N de, hr. don Quixote, opm rksom p , at hvis ridderen opfylder, hvad I beordrede ham til, og drager ud for at f foretr de for min frue Dulzinea del Toboso, vil han have gjort, hvad han skal, og fortjener ikke anden straf, medmindre han beg r en ny forseelse.
Det er vel talt og godt p peget, svarede don Quixote, og s ledes oph ver jeg eden, hvad ang r det at tage en ny h vn over ham; men jeg fastholder og gentager eden om at f re det liv, jeg har sagt, indtil jeg har k mpet mod en ridder og vundet mig en anden hjelm, der er lige s god som den her. Og du skal ikke tro, k re Sancho, at jeg g r det ud i den bl luft; jeg har nemlig n at efterligne i denne sag, for det samme skete ord til andet med Mambrinos hjelm, der kom Sacripante s dyrt at st .
Eders N de kan sende den slags eder ad helvede til, k re herre, indvendte Sancho, for de er meget skadelige for helbredet og g r stor fortr d p samvittigheden. Sig mig hellere, hvad vi skal g re, hvis vi m ske i dagevis ikke st der p en mand, der er udstyret med en hjelm? M I s opfylde eden uanset alle de ulemper og besv r, som det vil v re at sove med t jet p og ikke sove under tag og tusinde andre bodshandlinger, som var indeholdt i den gamle galning markis en af Mantuas ed, og som Eders N de nu agter at genoplive? Bet nk vel, Eders N de, at p vejene her f rdes der ikke m nd i fuld udrustning, men muldyrdrivere og kuske, som i hvert fald ikke b rer hjelme og m ske heller aldrig har h rt tale om den slags i deres livskabte dage.
Heri tager du nu fejl, sagde don Quixote, for f r vi har v ret to timer undervejs p vores omtumlede f rd, vil vi se flere bev bnede riddere end dem, der overfaldt Albraca for at erobre den Sk nne Angelica.
Hold inde; lad det bare v re s dan, sagde Sancho, og om Gud behager, g r det os godt, og den tid vil komme, hvor vi vinder en, som koster mig s dyrt, og derefter kan jeg l gge mig og d .
Jeg har jo sagt til dig, Sancho, at du ikke skal bekymre dig, for hvis det sl r fejl med en, er der kongeriget Danmark eller Soliadisas rige, der vil passe dig som fod i hose, og da der desuden er tale om fastlandsriger, m du v re mere end tilfreds. Men hver ting til sin tid, og lad os nu se, om du har noget at spise i sadeltaskerne, s kan vi bagefter se os om efter en borg, hvor vi kan finde husly for natten og lave den balsam, jeg har fortalt dig om, for jeg sv rger ved Gud, at mit re g r meget ondt.
Her har jeg et l g og lidt ostegnallinger og nogle humpler br d, sagde Sancho; men det er jo ikke passende f de for s tapper en ridder som Eders N de.
Du har helt misforst et det, svarede don Quixote; jeg vil bare lige fort lle dig, Sancho, at det er en re for de farende riddere ikke at spise i en m ned, og n r de endelig spiser, er det, hvad de tilf ldigvis finder; det ville du have v ret klar over, hvis du havde l st s mange historier, som jeg har, for sk nt jeg kender mange af dem, har jeg intetsteds fundet nogen beretning om, at de farende riddere spiser, undtagen ved et tilf lde og ved nogen af de overd dige festmiddage, der blev holdt for dem, og de vrige dage tilbragte de p fastende hjerte; og selv om man kan forst , at de ikke kunne leve uden at spise eller forrette deres andre naturlige behov, da de faktisk var m nd ligesom vi, m man ogs forst , at n r de tilbragte det meste af deres liv i skove og demarker og uden kok, m tte deres mest almindelige spise v re den landlige kost, som du her tilbyder mig. S du skal ikke bekymre dig, k re Sancho, om hvad jeg kan lide; du er jo ikke ude p at lave verden om eller bringe det farende ridderskab i harnisk.
Eders N de m undskylde mig, sagde Sancho; men da jeg hverken kan l se eller skrive, som jeg tidligere har sagt, s kender og begriber jeg ikke reglerne for ridderskabets profession, men fra nu af vil jeg forsyne sadeltaskerne med al slags t rret frugt til Eders N de, som er en ridder, og da jeg ikke er det, vil jeg fylde dem med andre slags spiser, der enten kan flyve eller har dr jde.
Jeg siger ikke, Sancho, indvendte don Quixote, at de farende riddere n dvendigvis kun m spise de frugter, du siger, men at det sikkert var deres almindeligste f de ud over lidt urter, som de kendte og jeg ogs ved besked med, og som de kunne finde p engene.
Det er en god evne, svarede Sancho, at kende den slags urter, for jeg tror, det en dag kan blive n dvendigt at g re brug af den viden.
Alt imens fandt han frem, hvad han havde sagt, han havde med, og de to spiste i fred og fordragelighed. Men da de var opsat p at finde husly for natten, afsluttede de hurtigt deres karrige og t rre m ltid. S steg de til hest og red hurtigt af sted for at n frem til beboede egne, f r det blev m rkt, men solen svandt ind og dermed deres h b om at n det nskede m l, og da de befandt sig i n rheden af nogle gedehyrders hytter, besluttede de at tilbringe natten d r. Lige s stor Sanchos rgrelse var over ikke at n frem til en landsby, lige s tilfreds var hans herre over at sove under ben himmel, for han fandt, at hver gang det skete, var det endnu en pr ve, der bef stede hans ridderskab.
K APITEL XI
Om hvad der skete don Quixote hos nogle gedehyrder .


Han blev velvilligt modtaget af gedehyrderne, og da Sancho havde t jret Rozinante og sit sel, s godt han kunne, gik han efter duften, der dampede op fra nogle gode lunser gedek d, der stod og kogte i et kogekar over ilden; og selv om han havde lyst til at se, om de var kogt nok til at lade dem glide fra kogekarret og ned i maven, undlod han at g re det, da gedehyrderne tog maden af ilden, og idet de bredte nogle f reskind ud p jorden, rettede de hurtigt deres landlige opd kning an og indb d meget velvilligt de to til at spise med af det, de havde. De seks, der boede i hytten, satte sig i rundkreds p skindene, efter f rst med landlig h flighed at have indbudt don Quixote til at tage plads p et detrug, de havde stillet med bunden opad. Don Quixote satte sig, og Sancho blev st ende for at sk nke i hans b ger, der var lavet af et horn. Da hans herre s ham st der, sagde han til ham:
Her kan du se, Sancho, hvor meget godt der er i det farende ridderskab, og hvordan enhver, uanset hvilken del af ridderskabet han bekender sig til, er t t p hurtigt at blive agtet og v rdsat af verden, og for at du rigtig kan se det, nsker jeg, at du s tter dig her ved min side og i selskab med disse gode folk, og at du bliver t med mig, der er din husbond og naturlige herre, og spiser af min tallerken og drikker af mit krus, s man kan sige det samme om det farende ridderskab som om k rligheden: at den g r alting lige.
Mig en stor re, sagde Sancho; men jeg kan sige til Eders N de, at n r bare jeg har rigeligt med mad at spise, vil jeg lige s gerne og hellere spise st ende og alene, frem for side om side med en kejser. Og hvis jeg virkelig skal sige sandheden, smager det mig bedre at spise i mit hj rne uden at skulle optr de fornemt eller rb digt, om jeg s kun f r br d og l g, frem for at spise kalkun ved fremmede borde, hvor jeg er n dt til at tygge langsomt, drikke med m de, t rre mund og fingre hyppigt, ikke hoste eller nyse, hvis det kommer over mig, og heller ikke g re andre ting, som ensomheden og friheden bringer med sig. Min herre, den re, Eders N de vil vise mig som jeres tjener og v bner, tilknyttet det farende ridderskab, kan I ndre til andre ting, som jeg vil have st rre fordel og nytte af, s selv om jeg takker for ren, giver jeg afkald p den fra nu af og til verdens ende.
Alligevel m du s tte dig, for den, der b jer sig, lovprises af Gud.
Og idet han greb ham i armen, tvang han ham til at tage plads ved sin side. Gedehyrderne forstod ikke det s rlige sprog mellem v bnere og farende riddere, s de holdt sig til at spise og tie og iagttage deres g ster, der med stor anstand og appetit proppede k dklumper s store som knytn ver i sig. Da de var f rdige med k dretten, bredte de en stor bunke indt rrede agern ud p f reskindene sammen med en halv ost, der var h rdere, end hvis der havde v ret blandet m rtel i. Hornet hvilede ikke under alt dette, og det gik rundt lige s hyppigt som en vandspand i et paternosterv rk, snart fuldt, snart tomt, s de fik let t mt en s k vin af de to, der var lagt frem. Efter at don Quixote havde stillet sin sult, tog han en h ndfuld agern i h nden, betragtede dem opm rksomt og oplod s sin r st med disse ord:
Lyksalige tidsalder og lyksalige rhundreder, som de gamle kaldte gyldne; ikke fordi det guld, som man i vores jernalder s tter s h jt, i hin lykkelige alder blev fremskaffet uden besv r, men fordi de, der levede dengang, ikke kendte de to ord dit og mit! I hin hellige alder var alle ting f lles: for at f den daglige f de beh vede ingen at udf re andet arbejde end at l fte h nden og plukke den fra de v ldige egetr er, som gavmildt indb d enhver til at spise af deres s de og velsmagende frugt. De klare kilder og klukkende vandl b bev rtede alle med en herlig overflod af klart og velsmagende vand. I klipperevner og hule tr er opbyggede ivrige og bet nksomme bier deres republik, hvor de uegennyttigt b d enhver af deres s dmefyldte arbejdes rige h st. Uden andet indgreb end deres egen elskv rdighed slap de v ldige korkege deres brede og lette barkstykker, som man begyndte at d kke husene med, holdt oppe af groft tilhuggede stolper, men kun for at beskytte sig mod himlens barske vejrlig. Alt ndede fred dengang, alt var venskab, alt var harmoni; endnu havde den krumme plovs tunge sk r ikke dristet sig til at bne og skaffe sig adgang til vores f rste moder jords milde indre, idet hun uden tvang og overalt fra sit frugtbare og vidtstrakte sk d b d p alt, hvad der kunne m tte, n re og gl de de b rn, der dengang beherskede hende. P den tid gik de prunkl se og smukke hyrdinder fra dal til dal, fra bakke til bakke, med fletning og utild kket h r, uden andre kl der end dem, der var n dvendige for rbart at d kke, hvad anst ndigheden kr ver og altid har kr vet, at man d kker, og deres pynt var ikke det, man bruger nu om dage, hvor man foretr kker purpur fra Tyros og silkepuppens spind, der mishandles p alle h nde m der; dengang pyntede de sig med kranse af burrens og vedbendens gr nne blade og smykkede sig sikkert lige s pr gtigt og sirligt som nutidens damer ved hoffet, der i den rkesl se lediggang kan finde p at b re de mest besynderlige og s lsomme antr k. Dengang blev sj lens k rlighed udtrykt s enkelt og naturligt, som den opstod, uden at s ge kunstf rdige omskrivninger for at lovprise den. I det sande og ligefremme blandede der sig hverken svig eller bedrag eller forstillelse. Retf rdigheden herskede, uden at favoritter og yndlinge turde forstyrre eller kr nke den, s dan som de i dag skader, forstyrrer og forf lger den. Vilk rlighedens lov havde endnu ikke vundet indpas hos dommerne, for dengang var der intet at d mme om, og ingen der blev d mt. Jomfruerne og rbarheden kunne, som jeg har sagt, f rdes overalt, alene og uantastet, uden frygt for at blive kr nket af fremmed fr khed og letf rdige hensigter, og kun deres egen lyst og vilje kunne lede dem i fortabelse. I vores afskyelige rhundreder kan ingen jomfru vide sig sikker, om hun s blev skjult og sp rret inde i en ny labyrint som den p Kreta; for gennem revner eller med luften tr nger den elskovssyge pestilens derind sammen med den forbandede attr og f r dem til at s tte deres tilbagetrukkethed over styr. For at sikre dem, efterh nden som tiden gik og ondsindetheden voksede, oprettede man de farende ridderes orden, der skulle forsvare jomfruerne, v rne om enkerne og komme de for ldrel se og n dlidende til unds tning. Denne orden, k re gedehyrder, tilh rer jeg, og jeg takker jer for den gode modtagelse og det herlige traktement, I har budt mig og min v bner p . For sk nt alle, der lever, er forpligtede af naturloven til at tage godt imod de farende riddere, m jeg sige, at I uden at kende til denne forpligtelse modtog og bev rtede mig, hvad der er grunden til, at jeg af mit ganske hjerte takker for jeres velvillighed.
Hele denne lange svada kunne vores ridder godt have sparet sig, men han kom med den, fordi de brune agern, hyrderne serverede, fik ham til at t nke p den gyldne tidsalder og gav ham lyst til at holde denne overfl dige tale for gedehyrderne, der himmelfaldne og m ll se havde lyttet til ham uden et ord. Sancho tav ligeledes og proppede sig med agern, ligesom han hyppigt greb til den anden l ders k med vin, som hyrderne havde h ngt op i en korkeg, for at den skulle k le af. Aftensm ltidet var for l ngst til ende, da don Quixote blev f rdig med sin tale, og en af gedehyrderne sagde:
For at Eders N de, hr. farende ridder, virkelig kan sige, at vi bev rtede jer, alt det bedste vi form ede, vil vi opmuntre og gl de jer ved at f en af vores kammerater, der snart m v re her, til at synge for jer. Han er en meget forstandig hyrde og meget forelsket, og desuden kan han l se og skrive, og endda spiller han s smukt p sin trestrengede rabel , at man ikke kan nske sig noget bedre.
N ppe havde gedehyrden sagt dette, f r klangen fra en rabel n ede deres rer, og kort efter kom ham, der klimprede p den, en herlig kn s p omkring de to og tyve r. Hans kammerater spurgte ham, om han havde spist, og han svarede, at det havde han, og den, der havde budt ham p mad, sagde nu:
S kan du godt g re os den gl de at synge lidt, Antonio, for at vores hr. g st her kan se, at der ogs i bjergene og skovene er folk, der kender til musik. Vi har fortalt ham om dine gode f rdigheder og nsker, at du viser dem, s han kan se, vi taler sandt; s derfor beder jeg dig ved dit liv, at du s tter dig og synger romancen om din k rlighed, som din onkel, degnen, skrev for dig, og som folk i landsbyen synes v ldig godt om.
Med gl de, svarede kn sen.
Og uden at lade sig n de l ngere satte han sig p stammen af en v ltet eg, og efter at have stemt sin rabel begyndte han snart efter at synge meget yndefuldt:
ANTONIO

Du tilbeder mig, Olalla,
sk nt du ikke har vist mig det,
end ikke gennem jnene,
budbringere for k rlighed.
Da jeg ved, du er forstandig,
p din elskov er jeg sikker,
for kendes k rligheden blot,
bliver den aldrig fortvivlet.
Du har, Olalla, det er sandt,
m ske givet mig den vished,
at din sj l er gjort af bronze
og det hvide bryst en klippe.
Gennem din tugtige dadel
og din rbare modvilje
viser h bet m ske trods alt
en br mme af sin kl dning frem.
Mod lokkefuglen drages nu
min troskab, som aldrig svigter,
men heller ikke tager til,
for udvalgt bliver den ikke.
Hvis k rlighed er elskv rdig,
slutter jeg af din venlighed,
at du gerne vil opfylde
alle mine forh bninger.
Og hvis tjenester kan v kke
et hjerte til velvillighed,
s m min sag st ganske st rkt
med mine gode gerninger.
For m ske har du bem rket,
at jeg tit og ofte viser
mig i s ndagst j en mandag,
sk nt dagen ikke er til fest.
Da k rlighed og fornem pragt
f lger samme vej i livet,
har jeg altid vist mig for dig
sirligt pyntet og forfinet.
Min dans og sang til din re
h rer du ved nattetide
og ved det f rste hanegal,
men det m hvile i stilhed.
Min lovprisning af din sk nhed
vil jeg s tte til en side,
den er sand nok, men f r nogen,
til at ville mig det ilde.
Ak, Teresa fra Berrocal
fn s ad mine lovprisninger:
Han tror nok, hun er en engel,
men har vist en abe tilbedt,
takket v re kunstig paryk
og den megen pynt og glimmer
og den hykleriske sk nhed
som narrer os til k rlighed.
Jeg sagde nej, og hun blev gal;
f tteren tog del i striden
og udfordrede mig til kamp:
du ved, hvad der skete siden.
Jeg elsker ikke hvem som helst,
og det er ikke til frille,
jeg bejler og lokker for dig,
thi anst ndigt er mit sigte.
Jeg byder dig kirkens l nker,
der er tvundet l st af silke,
l g du blot din hals i get,
s ser du min ved din side.
Siger du nej, da sv rger jeg
ved alle Hellige Skrifter
kun at forlade bjerget her
for at blive kapuciner.
Hermed sluttede gedehyrden sin sang, og selv om don Quixote bad ham synge noget mere, gik Sancho Pan a ikke med til det, da han hellere ville sove end h re p sange. Og s ledes sagde han til sin herre:
Eders N de m hellere g re sig det bekvemt, hvor I skal tilbringe natten, for de gode m nd her m arbejde hele dagen og kan ikke tilbringe hver nat med at synge.
Jeg er med, Sancho, svarede don Quixote; jeg kan tydeligt se, at alle dine bes g hos l ders kken g r dig mere tjenlig til en god nattes vn end til musik.
Det vil bekomme os alle vel, Gud v re lovet, svarede Sancho.
Det ben gter jeg ikke, sagde don Quixote; men g r du dig det bekvemt, hvor du vil, for folk af min profession skal hellere v ge end sove. Men det ville nu alligevel v re rart, Sancho, om du kunne forbinde mit re igen, for det g r mere ondt end godt er.
Sancho gik i gang med det, han blev bedt om, og da en af gedehyrderne s s ret, sagde han til ham, at han ikke skulle bekymre sig, for han ville l gge et middel p , der let kunne f det til at heles. S tog han nogle blade rosmarin, der voksede i rigelige m ngder der p stedet, tyggede dem og blandede det hele med en smule salt, og efter at have lagt det p ret, forbandt han det omhyggeligt og forsikrede, at der ikke var brug for anden medicin, og det viste sig at holde stik.
K APITEL XII
Om hvad en gedehyrde fortalte dem, der var sammen med don Quixote .


Mens de var i f rd med det, kom en af de kn gte, der bragte forsyninger op fra landsbyen, og han sagde:
Ved I, hvad der foreg r nede i byen, kammerater?
Hvordan skulle vi kunne vide det? svarede en af dem.
H r s her, fortsatte kn gten, i morges d de den ber mte hyrdestudent Gris stomo, og det siges, at han er d d af k rlighed til Marcela, det dj vleyngel, der er datter af den rige Guillermo og render hyrdekl dt rundt uden for lands lov og ret.
Af k rlighed til Marcela, siger du? udbr d den ene.
Til hende, siger jeg, svarede gedehyrden. Og det bedste ved det hele er, at han i sit testamente bestemte, at han ville begraves i det bne land, som om han var en maurer, og det skulle v re for foden af den klippe, hvor korkegens kilde har sit udspring; for rygtet g r og det fort lles, at han sagde, at p det sted s han hende f rste gang. Og han bestemte ogs andre ting, som ikke lader sig g re, og heller ikke er godt at g re, for det virker hedensk, efter hvad landsbyens pr ster siger. Hertil siger hans n re ven, studenten Ambrosio, der ligeledes trak i hyrdekl der sammen med ham, at det hele uden undtagelse skal udf res, som Gris stomo bestemte det i testamentet, og landsbyen er p den anden ende over det, men efter hvad der siges, skal det nok ende med, at det bliver gjort, som Ambrosio og alle hans hyrdevenner nsker det, og i morgen kommer de for at begrave ham med stor pomp og pragt, p det sted jeg har sagt. Og jeg er sikker p , at det bliver v rd at se p ; i det mindste har jeg ikke t nkt mig at g glip af begravelsen i morgen, selv om jeg vidste, at jeg ikke ville kunne n tilbage til landsbyen samme dag.
Vi vil alle tage med til begravelsen, sagde gedehyrderne, og s kaster vi lod om, hvem der skal blive tilbage og vogte gederne for os alle.
Det er godt sagt, Pedro, sagde en hyrde, men det er ikke n dvendigt at g s dan til v rks, da jeg vil blive tilbage for jer alle sammen; og I skal ikke tro, at jeg er s rlig god af mig eller mangler nysgerrighed, men jeg kan ikke g ordentligt med den splint, jeg fik op i foden den anden dag.
Alligevel er vi dig taknemmelige, svarede Pedro.
Og don Quixote bad Pedro om at fort lle, hvem den d de var og desuden lidt om hyrdinden; dertil svarede Pedro, at efter hvad han vidste, var den d de en rig adelsmand fra en lille by i bjergene, han havde studeret i Salamanca i mange r, hvorefter han var vendt tilbage til sin by med ry for at v re meget viis og bel st. Det fortaltes, at han is r kendte til videnskaben om stjernerne og om, hvad der sker p himlen med solen og m nen, for han kunne n jagtigt fort lle os, n r det slog klik for solen og m nen.
Det hedder eklipse, k re ven, ikke klik, n r de to store himmellegemer form rkes, forklarede don Quixote.
Men Pedro, der ikke h ngte sig i sm ting, fortsatte sin beretning med disse ord:
Desuden kunne han forudsige, om der kom god h st eller misvejr.
Du mener vel misv kst, min gode mand, sagde don Quixote.
Misv kst eller misvejr, svarede Pedro, det kommer vel ud p t. Jeg kan fort lle, at hans far og hans venner, der lyttede til det, han havde at sige, blev meget rige, for de gjorde, hvad han r dede dem til, n r han sagde: I skal s byg i r, ikke hvede; eller: i r kan I s kik rter, ikke byg; til n ste r bliver der en stor h st af olivenolie, men herefter f lger tre r uden en dr be.
Denne videnskab kaldes astrologi, indsk d don Quixote.
Jeg ved ikke, hvad den kaldes, sagde Pedro, jeg ved bare, at han vidste alt og mere til. Der gik dog ikke mange m neder, efter at han var vendt tilbage fra Salamanca, f r han en sk nne dag dukkede op kl dt som hyrde med sin hyrdestav og f repelsjakke og havde lagt den lange kl dning, han plejede at g i som student, og hans n re ven Ambrosio, der havde v ret hans studiekammerat, kl dte sig ogs som hyrde sammen med ham. Jeg glemte helt at fort lle, at den afd de Gris stomo var god til at digte vers; s god var han, at han skrev julesangene til Julenat og de religi se skuespil til Kristi Legemsfest, som de unge i landsbyen opf rte, og alle sagde, at de var rigtig gode. Da folk i landsbyen pludselig s de to studenter kl dt som hyrder, undrede de sig og kunne ikke regne ud, hvad der havde f et dem til at foretage s besynderlig en forandring. P den tid var vores Gris stomos far d d, og han havde arvet et stort gods, b de bohave og fast ejendom, og et ikke ubetydeligt antal h veder og sm kv g, samt en stor sum penge; alt det blev kn sen uindskr nket herre over, og faktisk havde han fortjent det hele, for han var en god kammerat og meget n stek rlig, god mod de gode og s smuk, at det var en Guds velsignelse. Siden fandt man ud af, at han havde skiftet kl dedragt for at kunne flakke om i disse de egne i h lene p hyrdinden Marcela, som vores hyrdedreng n vnte f r, for hende havde den stakkels, afd de Gris stomo forelsket sig i. Og nu vil jeg alts fort lle jer, for det synes jeg I skal vide, hvem denne pige er; m ske, og endda uden dette m ske, har I aldrig h rt magen i jeres livsskabte dage, om I s lever l ngere end Skab.
I mener vel Sara, der blev meget gammel, indvendte don Quixote, som ikke kunne klare, at gedehyrden lavede om p ordene.
Skabet lever godt og l nge, svarede Pedro, og hvis I uafbrudt skal stikle til mine ord, bliver vi ikke f rdige det f rste rs tid.
Undskyld, k re ven, sagde don Quixote; det var, fordi der var s stor forskel mellem Skab og Sara, at jeg sagde det til jer. Men I har svaret rigtig godt, for der findes mere Skab end Sara; og forts t I nu bare jeres historie, s skal jeg nok lade v re at komme med flere indvendinger.
Jeg var alts ved at fort lle, min sj ls herre, sagde gedehyrden, at der i vores landsby var en bonde ved navn Guillermo, der var endnu rigere end Gris stomos far; ud over store og v ldige rigdomme gav Gud ham en datter, som ved f dslen mistede sin mor, der var den mest agtv rdige kvinde i miles omkreds. Det er, som om jeg lige nu ser hendes ansigt for mig, der var smukt som solen og m nen, og frem for alt var hun foretagsom og god mod de fattige, s jeg tror, at hendes sj l nu m v re salig hos Gud i den anden verden. Hendes mand Guillermo d de af sorg over sin gode kones d d og efterlod sin datter Marcela, en rig, lille pige, i en onkels varet gt, der er pr st og degn i vores by. Pigen voksede op til at blive en stor sk nhed, der mindede os alle om moderen, som havde v ret meget smuk, og alligevel mente man, at datteren overgik moderen. Og s dan gik det til, at da hun n ede en alder af fjorten-femten r, m tte enhver, der s hende, prise Gud, som havde skabt hende s sk n, og de fleste blev forelskede og tabte deres hjerte til hende. Hendes onkel lod hende leve meget rbart og afsondret, men alligevel bredte rygtet om hendes store sk nhed sig, s b de for hendes egen skyld og for hendes store rigdomme anmodede, bejlede og plagede de unge kn se, og det endda de bedste fra vores landsby og i mange miles omkreds, hendes onkel om at f hende til kone. Og han, der virkelig er en god kristen, ville gerne have giftet hende bort med det samme, da han kunne se, at hun havde alderen til det, s n r han udsk d hendes gifterm l, skete det ikke med je for den fortjeneste og fordel, han fik ved at have pigens ejendom, men fordi han ikke ville gifte hende bort uden hendes samtykke. Og det blev min tro sagt ved mere end n komsammen i landsbyen til den gode pr sts pris, og I skal vide, hr. farende ridder, at i sm byer som denne bliver der talt og sladret om alt, og I kan v re lige s evigt forvisset, som jeg er det, om at den gejstlige m v re mere end god, n r han kan f sine sogneb rn til at tale godt om sig, for is r i landsbyerne er det et s rsyn.
Det er sandt nok, sagde don Quixote, men forts t nu, for fort llingen er v ldig god, og I, min gode Pedro, er rigtig god til at fort lle.
Det er, fordi Herren ser i n de til mig, for det er det vigtigste. Og hvad det vrige ang r, skal I vide, at selv om onklen kom med forslag til niecen og fremh vede s rlige egenskaber hos hver is r, der friede til hende, og foreslog hende at v lge efter sin egen lyst og gifte sig, svarede hun altid kun, at lige nu nskede hun ikke at gifte sig, for da hun stadig kun var en pige, f lte hun sig ikke i stand til at b re gteskabets byrder. Over for den slags tilsyneladende rimelige undskyldninger holdt onklen op med at plage hende og ventede p , at hun skulle blive ldre og selv v lge en livsledsager efter sin egen smag. For han sagde, og deri gjorde han ret, at for ldrene ikke skulle gifte deres b rn bort mod deres vilje. Men s skete der det, jeg mindst af alt havde ventet, at den utiln rmelige Marcela en dag forvandlede sig til hyrdinde, og uden at hendes onkel havde indflydelse p det og heller ikke andre fra landsbyen, der frar dede det, begyndte hun at g ud sammen med de andre hyrdepiger fra landsbyen og vogte sine egne dyr. Og da hun kom ud i al offentlighed og hendes sk nhed blev set utilsl ret, kan jeg slet ikke finde ord til at fort lle, hvor mange rige ynglinge, adelsm nd og b nder der som Gris stomo er trukket i hyrdekl der og render og smisker for hende ude p vidderne. En af dem er som sagt vores afd de, om hvem man siger, at han gav afkald p at elske hende for at tilbede hende. Bare fordi Marcela kastede sig ud i et frit og ubundet liv og n sten helt eller fuldst ndigt opgav sin afsondring, skal man ikke tro, at hun af den grund har givet den ringeste grund til at tvivle om hendes rbarhed og dyd; snarere vogter hun s nidk rt over sin re, at blandt alle dem, der tjener og bejler til hende, har ingen kunnet og vil heller ikke med rette kunne rose sig af, at hun har givet ham det mindste h b om at n sine nskers m l. For selv om hun ikke undg r eller undflyr hyrdernes selskab og gerne snakker med dem og omg s dem h fligt og venligt, st der hun dem fra sig som en katapult, hvis nogen af dem afsl rer sine hensigter, uanset hvor retsindigt og fromt de retter sig mod gteskab. Og under de omst ndigheder g r hun mere skade p denne jord end den v rste pest; for hendes im dekommenhed og sk nhed tiltr kker dem, der omg s hende, og f r dem til at tjene og elske hende; men hendes foragt og afvisning f rer dem til fortvivlelsens rand, og s ved de ikke, hvad de skal sige til hende, andet end h jr stet at kalde hende grusom og utaknemmelig og andre tilsvarende betegnelser, som tydeligt viser deres tilstand. Og hvis I, herre, tilbragte en dag her, ville I h re bjergene og dalene give genlyd af klager b fra de skuffede, der f lger hende. Ikke langt herfra er der et sted med op mod et par dusin h je b ge, og hver eneste har Marcelas navn indridset og skrevet i den glatte bark, og ovenover har nogen ridset en krone ind i selve tr et, som om tilbederen med al tydelighed ville fort lle, at Marcela tilkommer og fortjener at krones som den smukkeste blandt mennesker. Her sukker en hyrde, d r jamrer en anden, hist h res k rlighedssange, her fortvivlede klagehymner. En kan tilbringe hele natten siddende for foden af et egetr eller en klippeblok, og n ste morgen finder solen ham d r, stivnet og hensunket i sine egne tanker og uden at have lukket de t refyldte jne; og der er ogs ham, som uden at holde inde eller f fred for sine suk kan ligge p det br ndende varme sand midt i den mest trykkende sommerhede og sende sine klager til den barmhjertige himmel; og over denne og hin og over hine og disse fejrer den smukke Marcela frit og ubekymret sine triumfer, og alle vi, der kender hende, venter p , hvad hendes hovmod skal ende med, og hvem der vil blive den lykkelige, som skal betvinge s frygtelig en karakter og nyde en s overordentlig stor sk nhed. Da alt, hvad jeg her har fortalt, er velkendte sandheder, g r jeg ud fra, at det ogs er rigtigt, hvad vores hyrdedreng fortalte om det, der efter sigende skulle v re grunden til Gris stomos d d. Og derfor vil jeg r de jer til, herre, at I s rger for at komme til begravelsen i morgen, for den bliver v rd at opleve, da Gris stomo har mange venner, og det sted, han har udpeget til sin begravelse, ligger mindre end en halv mil herfra.
Det har jeg t nkt mig, sagde don Quixote, og jeg takker jer for den forn jelse, I har givet mig ved at berette s herlig en fort lling.
Ork! udbr d gedehyrden, jeg kender ikke engang halvdelen af det, der er at fort lle om Marcelas tilbedere, og det kunne v re, at vi i morgen p vejen m der en hyrde, der kan fort lle os resten, men lige nu er det bedst, at I l gger jer til at sove under tag, for aftenduggen vil kunne skade jeres s r, selv om det l gemiddel, jeg har smurt p , er s godt, at I ikke beh ver at frygte, at der st der andre sygdomme til.
Sancho Pan a, der l nge havde nsket gedehyrdens snakkesalighed ad helvede til, opfordrede sin herre til at g ind og sove i Pedros hytte. Det gjorde han, og hele resten af natten tilbragte han med at mindes sin frue Dulzinea, idet han efterlignede Marcelas tilbedere. Sancho Pan a lagde sig til rette mellem Rozinante og sit sel og sov, ikke som forsm et tilbeder, men som en mand, der er grundigt m rbanket.
K APITEL XIII
Hvor historien om hyrdinden Marcela afsluttes, sammen med andre h ndelser .


N ppe var dagen begyndt at titte frem fra stens balkoner, f r fem af de seks gedehyrder stod op og gik ind for at v kke don Quixote og sp rge ham, om han stadig havde til hensigt at tage med for at overv re Gris stomos opsigtsv kkende begravelse, for s kunne han f lges med dem. Det var netop, hvad don Quixote nskede sig, s han stod op og gav Sancho besked om straks at sadle op og l gge paksadel p , hvad han gjorde i en h ndevending, og herefter drog de alle af sted. Og de havde ikke tilbagelagt en kvart mil, da de krydsede en sti og s omkring seks hyrder komme imod sig, kl dt i sorte f repelsjakker og med flettede kranse af cypres og bitter nerie om hovedet. De havde alle en knortek p af kristtorn i h nden. Sammen med dem kom der to rejsekl dte adelsm nd til hest, ledsaget af tre tjenere til fods. Da de m dtes, hilste de h fligt p hinanden og spurgte til, hvor hver is r agtede sig hen, og fandt ud af, at de alle var p vej til begravelsen, og s ledes kunne de lige s godt sl f lge. En af dem til hest talte med sin ledsager og sagde til ham:
Jeg mener, hr. Vivaldo, at vi har brugt tiden godt, da vi valgte at uds tte vores videre rejse for at se den us dvanlige begravelse, som der n dvendigvis m g ry af, n r man bet nker, hvilke m rkv rdige ting hyrderne har fortalt os, b de om den d de hyrde og om den morderiske hyrdinde.
Det mener jeg ogs , svarede Vivaldo, og n dags forsinkelse er for intet at regne, jeg gjorde gerne ophold i fire dage bare for at se det.
S spurgte don Quixote dem, hvad de havde h rt om Marcela og Gris stomo. Den vejfarende berettede, at de om morgenen havde m dt hyrderne her, og da de s dem i s dyster en kl dedragt, havde de spurgt dem, hvorfor de gik s dan kl dt; s fortalte en af dem om en hyrdinde ved navn Marcela og hendes sk nhed og besynderlige opf rsel og om de mange, der efterstr bte hende, og desuden om Gris stomo, som var d d, og hvis begravelse de var p vej til. Endelig gengav han alt, hvad Pedro havde fortalt til don Quixote. S sluttede den samtale, og en anden begyndte, hvor Vivaldo spurgte don Quixote, hvad der var grunden til, at han red omkring i fuld udrustning i s fredeligt et omr de. Dertil svarede don Quixote:
Det hverv, jeg bekender mig til, tillader og tilsteder ikke, at jeg f rdes p anden vis. Magelighed, vellevned og hvile blev opfundet for slappe hoffolk, men arbejde, uro og v benud velse blev alene skabt og udviklet til dem, som verden kalder farende riddere, blandt hvilke jeg uv rdige er den ringeste af alle.
N ppe havde de h rt det, f r alle regnede ham for gal, og for at finde ud af mere og se, hvad slags galskab han havde, spurgte Vivaldo ham igen, hvad farende riddere var for nogle.
Har Eders N der, svarede don Quixote, ikke l st annaler og historier fra England, der handler om kong Arthurs navnkundige bedrifter? Vi kalder ham altid kong Artus i vores kastilianske romancer, og if lge en gammel og udbredt tradition i hele det store britanniske rige d de kongen ikke, men blev forvandlet til en ravn ved trolddomskunst, og i tidens fylde skal han igen regere og genvinde sit rige og scepter; af den grund kan man regne med, at siden da har ingen engl nder dr bt en ravn. I denne gode konges tid blev den ber mte ridderorden grundlagt med Ridderne om det Runde Bord, og n jagtig som det fort lles, udspandt der sig en k rlighedshistorie mellem don Lan arote af S en og dronning Ginebra med hendes agtv rdige oldfrue Quinta ona som formidler og fortrolig, og det blev til den kendte romance, der er meget yndet i vores Spanien:

S uds gt har ingen ridder
f et hj lp af sk nne damer som
Lan arote, da han kom
fra de britanniske lande,
med en dejlig blid og fin fremdrift, der veksler mellem kamp og k rlighed. Siden da bredte ridderordenen sig fra mand til mand og n ede ud i de forskelligste dele af verden. Og den tapre Amad s de Gaula med alle hans s nner og efterkommere indtil femte generation blev kendt for deres bedrifter og navnkundige inden for denne orden, ligesom den modige Felixmarte fra Hyrkanien og Tirant lo Blanc, der aldrig er blevet hyldet efter fortjeneste, og endelig den uovervindelige og tapre ridder don Belian s fra Gr kenland, som vi n sten n ede at se og tale med og h re i vores dage. S dan er det, herrer, at v re farende ridder, og det, jeg har fortalt om, er den ridderorden, jeg som sagt tilh rer og bekender mig til ligesom de omtalte riddere, selv om jeg er en stor synder. Og s ledes f rdes jeg i disse ensomme og de egne p jagt efter eventyr, beredt til med min arm og hele person at g i lag med de farligste eventyr, som sk bnen m tte frembyde, for at komme de svage og n dlidende til hj lp.
Hvad han der sagde, endte med at overbevise de rejsende om, at don Quixote ikke var ved sine fulde fem, og det gik op for dem, hvilken slags galskab han var grebet af, hvad de undrede sig lige s meget over som alle andre, der for f rste gang fik kendskab til det. Og Vivaldo, der var en meget forstandig og munter person, ville give ham lejlighed til at fremture med sit t jeri for ikke at kede sig p det sidste stykke vej, som hyrderne sagde, at de manglede at tilbagel gge, og derfor sagde han:
Det forekommer mig, hr. farende ridder, at Eders N de har valgt en af de strengeste professioner, der findes i verden, og jeg er sikker p , at end ikke karteusermunkenes orden er lige s streng.
Det kan meget vel v re, svarede vores don Quixote, at den er meget streng, men den er ogs n dvendig i verden, det tvivler jeg ikke det mindste p ; for sandt at sige er soldatens indsats, n r han udf rer sin kaptajns befalinger, ikke mindre end kaptajnens, n r han giver ordren. Jeg vil alts mene, at munkene i ro og fred beder til himlen for jordens ve og vel, men soldaterne og ridderne udf rer, hvad de beder for, idet vi forsvarer jorden med vores armes mod og vores sv rds hvasse g, og det sker ikke inden d re, men under ben himmel, udsat for solens ulidelige str ler om sommeren og den bidende frost om vinteren. S ledes er vi Guds tjenere p jord og de redskaber, hvorigennem han ud ver sin retf rdighed. Og da krigens gerninger og alt, hvad der har med den at g re, kun kan udf res ved at svede, knokle og arbejde, f lger der heraf, at de, der bekender sig hertil, uden tvivl har st rre besv r end de, der i magelig fred og ro beder til Gud om at se i n de til dem, der ikke magter s meget. Hermed v re ikke sagt, og det ligger mig fjernt at p st , at den farende ridders stand er lige s god som klostermunkens; ud fra hvad der er vederfaret mig, vil jeg bare p pege, at ridderens profession uden tvivl er mere besv rlig og tr ls, han d jer sult og t rst og er elendig, radbr kket og lusebef ngt; for der er ingen tvivl om, at fortidens farende riddere oplevede megen modgang i l bet af deres liv, og hvis nogle steg til at blive kejsere ved deres arms mod, kostede det dem min tro en god slant af deres blod og sved; og hvis de, der n ede en s dan rang, manglede troldm nd og vism nd til at hj lpe sig, blev de grundigt narret i deres nsker og slemt skuffet i deres forventninger.
Det kan jeg kun v re enig i, bem rkede den vejfarende; men en af de mange ting jeg finder forkert ved de farende riddere er, at n r de skal til at g i lag med et stort og farligt eventyr, hvor der er benbar fare for at miste livet, husker de i dette jeblik aldrig at l gge deres liv i Guds h nd, hvilket enhver kristen er forpligtet til at g re i farens stund; i stedet anbefaler de sig til deres damer, og de g r det med s stor lyst og andagt, som om damerne var deres Gud, hvad der forekommer mig at lugte lidt af hedenskab.
Min herre, svarede don Quixote, det kan overhovedet ikke v re anderledes, og den farende ridder ville beg en stor fejl, hvis han gjorde andet; for det er nu en gang skik og brug i det farende ridderskab, at n r den farende ridder st r over for en stor v bendyst, skal han se sin frue for sig, vende jnene mt og k rligt imod hende, som om han dermed beder hende om at hj lpe og beskytte ham i den uvisse kamp, han nu skal i gang med. Og selv hvis ingen h rer ham, er han forpligtet til at mumle nogle ord, hvor han helhjertet l gger sit liv i hendes h nd, og det er der utallige eksempler p i historierne. Og man skal ikke tro, at de af den grund ikke kan give sig Gud i vold, for der er tid og rum til at g re det i l bet af kampen.
Alligevel har jeg en bet nkelighed, indvendte den vejfarende, for jeg har ofte l st, at to farende riddere kan komme op at mundhugges, og det ene ord tager det andet, indtil vreden bruser op i dem, s de vender hestene og rider ud i det bne land, hvorefter de uden videre rider l s mod hinanden, og mens de galoperer af sted, anbefaler de sig til deres damer; og i sammenst det plejer der at ske det, at den ene falder tilbage over hestens kryds, gennemboret af modstanderens lanse, og for den anden kan det ogs ske, at hvis han ikke havde klamret sig til manken p sin hest, ville han ogs v re endt p jorden. Og jeg kan ikke se, hvordan den d de n ede at give sig Gud i vold, n r det hele gik s hurtigt. Det ville have v ret bedre, om de ord, han under dystl bet havde brugt p at anbefale sig til sin dame, var blevet anvendt s dan som han burde og skulle som god kristen. S meget mere som jeg er sikker p , at det ikke er alle farende riddere, der har damer at anbefale sig til, da de ikke er forelskede alle sammen.
Det er umuligt, svarede don Quixote; jeg mener ikke, det kan v re rigtigt, at der findes farende riddere uden en dame, for det er lige s karakteristisk og naturligt for dem at v re forelskede, som det er for himlen at have stjerner, og det er helt sikkert, at man ikke kan finde en historie, hvor den farende ridder ikke er forelsket, for hvis han ikke var det, ville han heller ikke blive regnet for en gte ridder, men blive betragtet som en bastard, der ikke er tr dt ind i ridderskabets haller gennem d ren, men er kr bet over muren som en tyv og r ver.
Hvis jeg ikke husker helt galt, sagde den vejfarende, mener jeg nu alligevel at have l st, at don Galaor, bror til den tapre Amad s de Gaula, ikke havde udset sig en dame, han kunne anbefale sig til, og trods det var han en meget tapper og navnkundig ridder og blev ikke ringeagtet af den grund.
Dertil svarede vores don Quixote:
Min herre, n svale g r ingen sommer, s meget mere som jeg ved, at denne ridder var hemmeligt forelsket; rent bortset fra at det l naturligt for ham og slet ikke var til at modst , s han elskede alle, han syntes om. Men faktisk ved man med sikkerhed, at der var n eneste, han havde gjort til herskerinde over sin vilje, og som han ofte anbefalede sig til, men det skete i al l nlighed, for han roste sig af at v re en diskret ridder.
Men hvis enhver farende ridder i bund og grund m v re forelsket, sagde den vejfarende, kan man meget vel tro, at Eders N de ogs er det, for I tilh rer jo professionen. Og hvis Eders N de ikke roser jer af at v re lige s diskret som don Galaor, b nfalder jeg jer s indtr ngende, som jeg kan p vegne af hele selskabet og mig selv, om at sige os damens navn, hjemsted, stand og sk nhed; for hun skulle prise sig lykkelig over, at alverden ved, at hun elskes og tilbedes af s dan en ridder, som Eders N de ser ud til at v re.
Her udst dte don Quixote et dybt suk og sagde:
Jeg vil ikke kunne sige, om min blide fjende bryder sig om, at verden f r at vide, at jeg tilbeder hende; jeg kan kun svare p det, man s h fligt beder mig om, og fort lle, at hendes navn er Dulzinea; hendes f dested er El Toboso, en lille by i La Mancha; af rang og stand m hun mindst v re prinsesse, for hun er min dronning og frue; hendes sk nhed m v re overmenneskelig, for i den virkeligg res alle de umulige og kim riske egenskaber, hvormed digterne priser deres damers sk nhed: hendes h r er guld, hendes pande er elys iske sletter, hendes jenbryn er himlens regnbuer, hendes jne sole, hendes kinder roser, hendes l ber koraller, perler er hendes t nder, den hvideste alabast er hendes hals, marmor hendes bryst, elfenben hendes h nder, hendes hvide hud er sne, og de dele, der rbart er skjult for menneskenes blikke, mener og forestiller jeg mig m v re s dan, at de med skyldig respekt kun kan prises, men ikke sammenlignes med noget.
Sl gt, afstamning og byrd ville vi gerne vide, bem rkede Vivaldo. Hertil svarede don Quixote:
Det er ikke de gamle, romerske sl gter Curtius, Gajus og Scipio; ej heller de nye familier Colonna og Ursino; heller ikke de katalanske sl gter Moncada og Reques n; eller Rebela og Vilanova fra Valencia; Palafox, Nu a, Rocaberti, Corella, Luna, Alag n, Urrea, Foz og Gurrea fra Aragonien; Cerda, Manrique, Mendo a og Guzm n fra Kastilien; Alencastro, Palla og Meneses fra Portugal; hun er af sl gten Toboso fra La Mancha, og sk nt sl gten er ny, kan den give en del start til fornemme familier i de kommende rhundreder. Og sig mig nu ikke imod, medmindre det sker p de betingelser, som Cerbino skrev under Rolands rustning, der hang i et tr :
Ingen m rustningen r re Der ikke kan v ben mod Roland f re.
Sk nt min sl gt er Cachop n fra Laredo, svarede den vejfarende, ville jeg ikke vove at sidestille den med Toboso-sl gten fra La Mancha, sk nt jeg sandt at sige aldrig har h rt det sl gtsnavn.
Hvad skal det sige, at I ikke har h rt det! udbr d don Quixote.
Alle de andre lyttede opm rksomt til samtalen mellem de to, og selv gedeb nderne og hyrderne forstod, at vores don Quixote ikke var rigtig vel forvaret. Kun Sancho Pan a troede, at alt hvad hans herre sagde var sandt, da han vidste, hvem han var og havde kendt ham siden f dslen; kun tvivlede han lidt p , om han skulle tro det med den k nne Dulzinea del Toboso, for han havde aldrig h rt om det navn og heller ikke om prinsessen, selv om han boede i n rheden af El Toboso. S dan snakkede de l s, da de fik je p omkring tyve hyrder, der var p vej ned gennem en kl ft mellem to h je bjerge, alle kl dt i sorte f repelsjakker og med flettede kranse p hovedet, nogle af taks, andre af cypres. Seks af dem bar en ligb re, der var overd digt smykket med blomster og grene, og da en af gedehyrderne s det, sagde han:
Hyrderne, som kommer der, b rer p Gris stomos afsj lede legeme, og han har bestemt, at han vil begraves for foden af bjerget d r.
Derfor skyndte de sig og n ede frem samtidig med, at de, der bar, havde stillet b ren p jorden, og fire af dem var g et i gang med spidse hakker og gravede en grav ved siden af den h rde klippe. De hilste h fligt p hinanden. Herefter gav don Quixote og hans ledsagere sig til at betragte b ren, hvor de s et afsj let legeme kl dt som hyrde og d kket af blomster; han s ud til at v re omkring de tredive r, og selv om han var d d, kunne man se, at han i levende live havde haft et smukt ansigt og en statelig skikkelse. Rundt om ham p b ren l der nogle b ger og mange bne og sammenrullede papirer. Og imens opretholdt alle en forunderlig stilhed, s vel de der betragtede b ren som de der gravede graven, samt alle de andre, der var til stede, indtil en af dem, der havde b ret den d de, sagde til en anden:
Se nu godt efter, Ambrosio, om det her er stedet, som Gris stomo udpegede, for I vil jo have, at det, han bestemte i sit testamente, skal opfyldes til punkt og prikke.
Det er det, svarede Ambrosio; for her p stedet sad min ulykkelige ven ofte og fortalte mig historien om sin vansk bne. D r var det, sagde han, at han for f rste gang s menneskesl gtens d dsfjende, og d r var det ogs , at han for f rste gang betroede hende sine s mmelige og forelskede tanker; og d r s s de den sidste gang, da Marcela endegyldigt skuffede og afviste ham og derved gjorde en ende p hans elendige livs tragedie. Og til minde om s mange sorger nskede han at blive begravet her i den evige glemsels sk d.
Og idet han vendte sig mod don Quixote og de vejfarende, sagde han videre:
Denne krop, gode herrer, som I betragter med milde jne, rummede en sj l, som himlen havde begavet med uendelig mange af sine rigdomme. Kroppen tilh rer Gris stomo, der var enest ende i sin l rdhed, uforlignelig i sin elskv rdighed, h flig til det yderste, sj lden i sit venskab, magel s i sin gavmildhed, alvorlig uden indbildskhed, munter uden lavhed, og endelig var han den fremmeste, n r det gjaldt godhed, og havde ikke sin ligemand i alt, hvad der angik ulykke. Han elskede, men blev afskyet; han tilbad, men blev foragtet; han b nfaldt et vilddyr, ulejligede en marmorstatue, l b efter vinden, r bte til ensomheden, tjente utaknemmeligheden, der bel nnede ham ved at g re ham til d dens bytte midt p hans livsbane; den blev standset af en hyrdinde, som han str bte efter at ud deligg re, for at hun skulle leve evigt i folks erindring, hvilket disse papirer, som I betragter, kunne bevidne, hvis ikke han havde bestemt, at jeg skulle kaste dem p b let, n r jeg har overgivet hans legeme til jorden.
I er strengere og mere ub nh rlig over for papirerne, sagde Vivaldo, end deres indehaver selv var det, for det er ikke ret og rimeligt at opfylde en sidste vilje, hvor det, han har bestemt, ligger hinsides enhver fornuft; og kejser Augustus ville ikke have billiget det, hvis man havde tilladt at br nde Aeneiden , s dan som den guddommelige mantuaner Vergil havde bestemt i sit testamente. S nu, hr. Ambrosio, da I overgiver jeres vens legeme til jorden, vil I vel ikke overlade hans skrifter til glemselen; og det er ikke godt, at I ubet nksomt opfylder, hvad han bestemte i sin kr nkelse; hellere skal I give liv til disse papirer og derved udvirke, at Marcelas grusomhed bevares evigt, s den kan tjene de levende som eksempel i kommende tider, for at de skal sky og undg at styrte i s danne faldgruber; for jeg og de, der kommer her sammen med mig, har h rt historien om jeres forelskede og fortvivlede ven, og vi kender til jeres venskab og grunden til hans d d, og hvad han bestemte ved sit livs afslutning; af denne beklagelige historie kan man udlede, hvor stor Marcelas grusomhed har v ret, Gris stomos k rlighed, troen p jeres venskab, og hvilket endeligt man f r, n r man i fuldt firspring styrter frem ad den sti, som den forvildede k rlighed l gger ud for ens jne. I g r aftes h rte vi om Gris stomos d d, og at han skulle begraves her, og s ledes besluttede vi af nysgerrighed og medf lelse at forlade vores rejserute og drage herhen for med egne jne at se, hvad der havde bedr vet os s dybt at h re, og som betaling for vores medf lelse og det nske, der opstod i os om at hj lpe til, hvis vi kunne, beder vi dig, k re, forstandige Ambrosio, ja, i det mindste b nfalder jeg dig om ikke at br nde papirerne, men lade mig f nogle af dem.
Og uden at vente p , at hyrden svarede, rakte han h nden ud og tog nogle af de papirer, der l t ttest p ; da Ambrosio s det, sagde han:
Af h flighed vil jeg g med til, at I beholder dem, I allerede har taget, herre; men I kan godt glemme alt om, at jeg skulle undlade at br nde dem, der er tilbage.
Vivaldo, der nskede at se, hvad der stod i papirerne, rullede straks et af dem ud og s , at titlen var Fortvivlet sang . Det h rte Ambrosio og sagde:
Det er det sidste ark, den ulykkelige beskrev, og for at I kan se, gode herre, hvilken tilstand hans ulykker havde bragt ham i, kan I nu l se sangen, s alle kan h re jer; I kan n at l se det p den tid, det tager at grave graven.
Det skal jeg gerne g re, sagde Vivaldo.
Og da alle de omkringst ende havde det samme nske, stillede de sig i rundkreds, og med klar r st l ste han, hvad der stod:
K APITEL XIV
Hvor den afd de hyrdes fortvivlede vers bringes, sammen med andre uventede begivenheder .


GRISOST MOS SANG

Grusomme, da du nsker det gjort bekendt
fra sprog til sprog og blandt alle folkeslag,
hvor st rkt og fast du for din strenghed strider,
skal jeg fra det dybeste helved f sendt
en smertefuld klang til mit brysts sarkofag,
som min s dvanlige stemme forvrider.
Og imens mit nske til handling skrider
for min smerte og din d d at besynge,
viger tonen fra min r dsomme stemme,
og s lle stumper fra mit indre gemme
fors ger sig til stemmen nu at klynge.
H r da efter og tag mig til jeres barm,
vent jer ikke velklang, men lyt til den larm,
der str mmer fra dybet af mit bitre bryst,
b ret frem af et ut jleligt vanvid,
dig er det kun til nid - men jeg f ler lyst.
Vilde ulves tuden og br l fra l ver,
en frygtindgydende hylen, en hvislen
fra den sk llede slange, det r dsomme
monsters skr len, en krages skr ppen kl ver
luften med ilde varsler, vindens rislen
st r i kontrast til havets vilde domme,
tyrens br len, sk nt kampen nu er omme,
runger, mens turtelduen uden mage
kurrer s rgmodigt, og hornuglen synger
sin ensomme sang, mens helvedes klynger
gr dkvalt stemmer i deres bitre klage,
kom med jeres lidelser og vis dem frem
og lad os synge en sang med fynd og klem
der grundigt sammenblander alle sanser,
for min grusomme sorgfuldhed tilr der,
at nye m der - min fort lling kranser.
Det triste ekko af min sj ls uorden
skal Tajo-flodens bredder ikke h re,
eller Betis-flodens olivenlunde;
min dybe smerte spredes i sin vorden,
p klippe og i dal den frem sig f re
med tungen d d og livets ord i munde,
i dybe dale eller klippegrunde
ved kyster fjernt fra menneskenes f rden
eller hvor solens str ler aldrig br nder
eller mellem rovdyr med spidse t nder,
der holder til i den libyske verden;
sk nt de h se ekkoer af min klage
p golde demarker lyder spage,
n r de m der din strenghed uden lige,
men med lidt hj lp fra min ublide sk bne
kan de sig v bne - til vort jorderige.
En mistanke, er den end falsk eller sand
sl r t lmod til jorden; foragt kan dr be,
men skinsygens slag er ovenud st rke;
det lange frav r s tter livet i brand;
tillidsfuldt kan man efter lykken str be
men glemslen vil let blive ved at v rke.
Overalt s tter d dens gang sit m rke
sk nt mirakul st jeg lever og b ver,
skinsyg, alene, foragtet og sikker
p de mistanker, der mig d den skikker,
og ilden i mig mod glemslen sig h ver,
mit blik kan ikke mellem disse storme
form et lille, spinkelt h b at forme,
i min fortvivlelse jeg ej det pr ver;
s hellere forv rrer jeg min klage,
og mine dage - jeg fra hende r ver.
Kan man vove et jeblik at h be
og frygte, og er det mon klogt at g re
n r grunden til min frygt er ganske sikker?
N r bitter skinsyge g r mig til t be,
m jeg bare lukke je og re,
men gennem sj lens bne s r jeg kigger!
Hvem st r da ikke i d ren og nikker
til mistroen, n r den direkte skuer
benbar foragt og mist nksomheder,
oh, f le forvandling! gjort til sandheder
og sandheden g r op i l gnens luer?
Oh, skinsyge, I grusomme tyranner
fly mig straks et v ben i disse h nder
giv mig da, oh, foragt, en snoet strikke;
ve mig! for lidelsen grusomt opflammer,
n r snoren jeg strammer - huskes I ikke.
Jeg d r nu og for aldrig at beg re
mig medgang i d den eller i livet,
h nger jeg h rdnakket ved mit dr mmeri.
Den, der elsker, m p rette vej v re,
friest er den sj l, der har sig hengivet
til k rlighedens urgamle kogleri.
Min elskede fjende undg r hykleri,
smuk p sj l og legeme vil jeg sige,
for hendes glemsel m jeg b re skylden
thi n r Amor tilintetg r idyllen
holder den retf rdig fred i sit rige.
Af denne grund og med en snor uden brist
fremskynder jeg den ulyksalige frist,
hvortil jeg er f rt af hendes ringeagt,
til vindene vil jeg min krop belave
uden at have - sejrens triumfer smagt.
Du viser nu med fornuftens ufornuft
den fornuft, der driver mig til at standse
dette tr tte liv, jeg inderligt hader;
mit hjertes dybe s r vil nu have luft
og pr ver blot at f dig til at sanse,
at ublidt du ej min gl de tillader,
hvis t rer dine smukke jne bader,
og sl rer deres klare himmels bl nen,
da vil jeg gerne, at du ikke gr der,
s dine t rer ingensinde v der
mine sj lerester som en forh nen.
Lad ved begravelsen latteren klinge,
i d dsfestens gl de skal du dig svinge;
men at fort lle dig det er en dumhed,
for hvis jeg nu mit liv til d den kl der
vinder du st rre h der - ved din grumhed.
De skal komme fra deres dybe afgrund:
den t rstende Tantalos og Sisyfos,
der uendeligt ruller den tunge sten,
Tityos med sine gribbe, Ixion
drejer evigt hjulet, fordi han gav los;
s strene m hente vand p tr tte ben;
alle jamrer de sig over deres m n,
deres stille klage r rer mit hjerte
og min krop, som ej endnu er kl dt til lig,
bedr vet synger de uden s rgeskrig
en fortvivlet gravhymne fuld af smerte.
Helvedeshunden p vagt ved d dens portal
samt monstre og kim rer i tusindtal
falder i med s rgmodig andenstemme;
den fineste gravfest de forbereder
for en tilbeder - der vil livet glemme.
Beklag dig ikke, du fortvivlede sang
n r du forlader min triste undergang;
hun, der var rsagen til din bitre brod,
vokser i lykke ved min sorte sk bne,
du m dig v bne - til gravens dystre lod.
De, der havde lyttet til Gris stomos sang, syntes godt om den, selv om Vivaldo, der havde l st den, ikke fandt, at den svarede til det, han havde h rt om Marcelas rbarhed og godhed, for i sangen klagede Gris stomo sig over skinsyge, mistanker og frav r, hvad der alt sammen var til skade for Marcelas gode ry og rygte. Dertil svarede Ambrosio som den, der kendte sin vens l nligste tanker:
For at opklare denne tvivl, herre, skal I vide, at da den ulykkelige skrev denne sang, var han langt fra Marcela; han havde fjernet sig fra hende af egen fri vilje, for han ville se, om frav ret virkede p ham som vanligt. Og da den forelskede i frav ret kan plages af selv den mindste ting og gribes af al mulig frygt, blev Gris stomo hjems gt af indbildt skinsyge og frygtelige mistanker, som var de virkelige. Hermed st r det stadig ved magt, hvad rygtet lader forlyde om Marcelas godhed, for bortset fra at hun er lidt h nlig, meget hovmodig og helt igennem grusom, b r og kan misundelsen selv ikke s tte nogen plet p hende.
Det er sandt nok, svarede Vivaldo.
Og da han ville til at l se endnu et af de papirer, han havde reddet fra ilden, blev han forstyrret af et vidunderligt ndesyn, for s dan virkede hun, der pludselig blev at se verst p den klippe, hvor de gravede graven; hyrdinden Marcela kom til syne, og s smuk var hun, at hendes sk nhed overgik hendes ry. De, der endnu ikke havde set hende, betragtede hende i forundring og tavshed, og de, der var vant til at se hende, blev ikke mindre forbl ffede end de, der aldrig havde set hende. Men n ppe havde Ambrosio f et je p hende, f r han med tydelige tegn p harme sagde til hende:
Du kommer m ske, oh, grusomme basilisk fra bjergene her, for at se, om den stakkel, som du med din grusomhed tog livet af, skulle bl de fra sine s r ved at se dig? Eller kommer du for at vigte dig af din karakters grusomme bedrifter, eller for som en anden sk nselsl s Nero at betragte hans Rom i flammer fra h jderne, eller vil du hovmodigt tr de det ulykkelige lig under fode, som den utaknemmelige datter gjorde mod sin far Tarquinius? Sig os hurtigt, hvad du kommer for, eller hvad du efterstr ber, for da jeg ved, at Gris stomos tanker altid f jede sig efter dig i levende live, skal jeg s rge for, at selv om han er d d, skal du blive adlydt af alle dem, der kalder sig hans venner.
Jeg kommer ikke, k re Ambrosio! af nogen af de grunde, du her har n vnt, svarede Marcela, men for at forsvare mig selv og lade jer forst , hvordan alle de, der beskylder mig for Gris stomos lidelser og d d, tager helt fejl; og derfor beder jeg alle jer, der er her til stede, om at lytte opm rksomt til mig, for det vil ikke tage lang tid eller koste mange ord at overbevise de forstandige om, hvad sandheden er. Himlen skabte mig smuk, efter hvad I siger, og det i en s dan grad, at min sk nhed f r jer til at elske mig uhj lpeligt. Og ved den k rlighed, I n rer til mig, p st r, ja, forlanger I endda, at jeg er forpligtet til at elske jer. Med den forstand, som Gud har udstyret mig med, kan jeg forst , at alt smukt er v rd at elske, men jeg kan ikke fatte, at bare fordi man bliver elsket, er den, der bliver elsket for sin sk nhed, forpligtet til at elske ham, der elsker hende. Og hvad mere er, kunne det jo ske, at den, der elsker den sk nne, kunne v re grim og ved sin grimhed g re sig fortjent til at blive afskyet, for det lyder ikke rigtigt at sige: jeg elsker dig, fordi du er smuk; s nu skal du elske mig, selv om jeg er grim. Men selv, hvis begge er lige smukke, beh ver de to ikke at n re samme attr , da det ikke er alle sk nheder, man forelsker sig i, for nogle sk nheder er en fryd for jet, men betvinger ikke viljen; hvis alle sk nheder vakte k rlighed og gav efter, ville viljerne flakke forvirrede og vildfarne omkring uden at vide, hvem de skulle holde sig til, for n r der er en uendelighed af smukke mennesker, m tte der ogs v re en uendelighed af attr , og efter hvad jeg har h rt, kan den sande k rlighed ikke deles eller p tvinges, men m v re frivillig. N r det forholder sig, som jeg tror, det g r, hvorfor vil I s have, at jeg skal tvinges til at overgive min vilje, alene forpligtet af, at I siger, I elsker mig? Sig mig da ellers: hvis himlen havde skabt mig grim i stedet for smuk, ville det s v re rimeligt, at jeg beklagede mig over jer, fordi I ikke elskede mig? S meget mere som I m huske p , at jeg ikke selv har valgt min sk nhed; hvordan den end er, har jeg f et den i n degave af himlen, uden at jeg har bedt om den eller valgt den. Og ligesom slangen ikke fortjener at blive lastet for den gift, den har, sk nt den dr ber med den, eftersom den har giften fra naturen, s ledes fortjener heller ikke jeg at blive bebrejdet, at jeg er smuk, da sk nheden hos den rbare kvinde er som den afsondrede ild eller det hvasse sv rd: ilden br nder ikke og sv rdet sk rer ikke den, der ikke n rmer sig. rbarhed og dyd er sj lens smykker, uden hvilke kroppen ikke b r forekomme os smuk, heller ikke selv om den er det. For hvis rbarheden er en af de dyder, der smykker og forsk nner krop og sj l allermest, hvorfor skal hun, der elskes for sin sk nhed, miste netop denne dyd for at kunne geng lde f lelserne hos ham, der alene for sin forn jelses skyld s tter alle sine kr fter og opfindsomhed ind p , at hun skal miste sin rbarhed? Jeg blev f dt fri, og for at kunne leve frit valgte jeg viddernes ensomhed. I bjergene her er tr erne mit selskab, b kkenes klare vand er mine spejle; jeg betror mine tanker og min sk nhed til tr erne og vandene. Jeg er den fjerne ild og sv rdet anbragt i sikkerhed. De, der er faldet for synet af mig, har jeg revet ud af vildfarelsen med mine ord; og hvis attr en n rer sig ved h b, har jeg ikke givet hverken Gris stomo eller andre nogen grund til at h be, s man kan kort og godt sige, at han snarere blev dr bt af sin h rdnakkethed end af min grusomhed. Og hvis beskyldningerne g r ud p , at hans hensigter var anst ndige, og at jeg derfor var forpligtet til at geng lde dem, kan jeg kun sige, at da han p det selv samme sted, hvor man nu graver hans grav, afsl rede sine gode hensigter for mig, fortalte jeg ham, at mit fors t var at leve i evig ensomhed, og at kun jorden skulle nyde frugten af min rbarhed og de jordiske rester af min sk nhed; og hvis han trods min afvisning ville fremture imod ethvert h b og sejle op imod vinden, hvad kan han da vente andet end at lide skibbrud i sin t beligheds hav? Hvis jeg havde holdt ham hen med l fter, ville jeg have v ret falsk; hvis jeg havde tilfredsstillet ham, ville jeg have handlet imod min bedste hensigt og overbevisning. Han fremturede efter at have f et klar besked, han fortvivlede uden at blive afskyet; t nk nu over, om det er rimeligt at give mig skylden for hans lidelse! Den bedragne kan beklage sig, den, der er sveget af falske l fter, kan fortvivle, den, jeg m tte have draget til mig, kan vidne om det nu, den, jeg m tte have godtaget, kan vigte sig; men den, jeg hverken har lovet noget, bedraget, hidkaldt eller godtaget, skal ikke kalde mig hverken grusom eller morderisk. Indtil nu har himlen ikke nsket, at jeg skal have den sk bne at elske, og det er helt udelukket, at jeg skulle v lge at elske. Den almindelige afvisning g lder enhver, der bejler til mig for sin egen forn jelses skyld, og lad det n gang for alle v re sagt, at hvis nogen skulle tage sin d d over mig, d r han ikke af skinsyge eller ulykkelig k rlighed, for den, der ikke elsker nogen, kan ikke give anledning til skinsyge, og denne klare afvisning skal ikke opfattes som foragt. Den, der kalder mig vilddyr og basilisk, kan betragte mig som skadelig og ond og lade mig v re i fred; den, der kalder mig utaknemmelig, kan lade v re at tjene mig; den, der betragter mig som ukendelig, kender mig ikke; er jeg grusom, s lad v re at f lge mig; for dette vilddyr, denne basilisk, den utaknemmelige, grusomme og ukendelige vil ikke s ge, tjene, kende eller f lge dem p nogen m de, og hvis Gris stomo blev dr bt af sin egen ut lmodighed og fremfarende attr , hvorfor skal min s mmelige og rbare livsf relse s b re skylden? Hvis jeg forbliver ren i selskab med tr erne, hvordan kan han da beg re, at jeg mister min dyd, n r han dog nsker, at jeg skal v re rbar over for andre m nd? Som I ved, har jeg selv gods og guld og str ber ikke efter andres. Jeg er fri og nsker ikke at underkaste mig; jeg elsker og afskyer ikke nogen; jeg bedrager ikke denne, jeg bejler ikke til hin; jeg holder ikke den ene for nar, jeg forlyster mig ikke med den anden; jeg underholder mig i rbar samtale med hyrdepigerne fra landsbyerne her omkring og passer ellers mine geder; mine nskers m l er disse bjerge; og hvis de g r ud over det, er det for at betragte himlens sk nhed, hvorved sj len bev ger sig i retning af sin f rste bolig.
Og uden at vente p svar vendte hun ryggen til, da hun havde talt f rdig, og forsvandt ind i den t tte skov, der l lige i n rheden, og alle p stedet stod tilbage og beundrede s vel hendes forstandighed som hendes sk nhed. Og nogle af dem, der var ramt af de st rke pile fra hendes smukke jnes str ler, gjorde anstalter til at ville f lge efter hende uden at tage ved l re af den benbare afvisning, de havde h rt. Da don Quixote s det, fandt han det p sin plads at optr de som ridderen, der kommer n dstedte jomfruer til unds tning, og med h nden p sv rdsk ftet sagde han h jt og tydeligt:
Ingen, uanset rang og stand, skal vove at f lge den smukke Marcela, medmindre de vil uds tte sig for min rasende vrede. Hun har med klare og velvalgte ord ladet os forst , at hun ingen eller ringe skyld har i Gris stomos d d, og at det ligger hende fjernt at f je sig efter nogen af sine tilbederes nsker; af den grund er det kun rimeligt, at hun ikke f lges og forf lges, men res og v rds ttes af alle gode m nd i denne verden, for hun viser, at her p jord er hun den eneste, der lever efter s s mmelige fors tter.
Hvad enten det skyldtes don Quixotes trusler, eller det var fordi Ambrosio sagde, at de skulle gennemf re det, de skyldte hans gode ven, var der ingen af hyrderne, der satte sig i bev gelse eller forsvandt fra stedet, f r graven var gravet, og Gris stomos papirer var blevet br ndt, og de omkringst ende gr dende havde s nket hans legeme ned i jorden. De lukkede graven med en stor klippeblok, indtil Ambrosio havde f et lavet den gravsten, som han havde t nkt at lade fremstille, og som efter hvad han sagde ville f f lgende gravskrift:

En tilbeders usle rester
under klippen hviler kolde,
sk nt han havde dyr i folde,
hun sin rbarhed bef ster.
Hun, den utaknemmelige,
drev ham i d dens kolde greb,
s dan er k rlighedens kneb,
n r den udvider sit rige.
S spredte de en m ngde blomster og grene p graven, og efter at have kondoleret deres ven Ambrosio tog de afsked med ham. Det samme gjorde Vivaldo og hans ledsager, ligesom don Quixote sagde farvel til sine v rter og de vejfarende, der bad ham tage med til Sevilla, da man i denne by let finder eventyr, for p hver gade og hvert gadehj rne er der flere end i nogen anden by. Don Quixote takkede dem for oplysningen og for den velvilje, de viste ham, men han sagde, at lige nu ville eller burde han ikke tage til Sevilla, f r han havde ryddet alle bjergene i omr det for nedrige r vere, for rygtet sagde, at de vrimlede med den slags slyngler. Da de h rte om hans gode fors t, ville de vejfarende ikke plage ham mere, men tog igen afsked, forlod ham og fortsatte deres rejse, hvor de ikke ville komme til at mangle noget at snakke om, for der var b de historien om Marcela og Gris stomo og don Quixotes galskab. Han besluttede at ops ge hyrdinden Marcela og tilbyde at tjene hende i alt, hvad der stod i hans magt. Men det gik ikke, som han havde t nkt sig, at d mme efter hvad der videre fort lles i denne sandf rdige historie.
K APITEL XV
Hvor der berettes om det ulyksalige eventyr , som don Quixote kom ud for, da han traf p nogle ryggesl se muldyrdrivere fra Yang as .


Den viise Cide Hamete Benengeli fort ller, at da don Quixote tog afsked med sine v rter og alle dem, der var til stede ved hyrden Gris stomos begravelse, tr ngte han og hans v bner ind i den samme skov, hvor de havde set hyrdinden Marcela forsvinde ind; og da de havde redet mere end to timer gennem den og ledt overalt uden at kunne finde hende, n ede de frem til en gr n og frodig eng, og i kanten af den l b der en b k, som klukkede s frisk, at den fristede og n dede til at tilbringe nogle timers siesta d r, for det var strengt taget ved at v re tid til det. Don Quixote og Sancho steg af og lod slet og Rozinante gr sse, som de lystede i det saftige gr s p stedet, mens de selv kastede sig over sadeltaskerne, og uden st rre anstalter spiste herre og tjener i fred og fordragelighed, hvad de fandt i dem. Sancho havde ikke bekymret sig om at give Rozinante fodl nker p , da han f lte sig sikker p , at den var rolig og meget lidt gejl, s end ikke alle hopper p C rdobas gr sgange kunne bringe den i ford rv. Sk bnen og Dj velen, der ikke altid sover, magede det imidlertid s dan, at der i dalen gr ssede en flok sm , galiciske heste, som tilh rte nogle muldyrdrivere fra Yang as, for de plejer at holde siesta med deres drift p steder, hvor der er gr s og vand. Og stedet, hvor don Quixote tilf ldigvis opholdt sig, passede muldyrdriverne fint. Nu skete der det, at Rozinante fik en v ldig lyst til at forlyste sig med damerne, og da han lugtede dem, opgav han sin vante skridtgang og s dvane, og uden at sp rge sin herre om tilladelse slog han over i fyrigt trav hen til dem for at g re dem bekendt med sit behov. Men damerne havde tilsyneladende mere lyst til at gr sse end noget andet, og han fik deres hestesko og t nder at f le, s hans sadelgjorde hurtigt brast, og han stod helt afkl dt uden sin sadel. Men han fik virkelig k rligheden at f le, da muldyrdriverne opdagede, hvordan han brugte vold mod deres hopper, og kom l bende til med deres stokke og gav ham s dan en omgang, at han h rdt medtaget faldt om p jorden. Don Quixote og Sancho, der havde set Rozinante blive gennempryglet, kom stak ndet l bende til, og don Quixote sagde til Sancho:
S vidt jeg kan se, k re Sancho, er det ikke riddere, men simple folk og gement pak. Jeg siger det bare, for s kan du godt hj lpe mig med at tage beh rig h vn for den kr nkelse, man har tilf jet Rozinante for jnene af os.
Hvad for en forbandet h vn skal vi tage? spurgte Sancho, n r de er mere end tyve, og vi kun er to og m ske endda kun halvanden.
Jeg t ller for hundrede, svarede don Quixote.
Og uden at sige mere lagde han h nden p sv rdet og gik l s p muldyrdriverne, og det samme gjorde Sancho Pan a, tilskyndet og opildnet af sin herres eksempel. Don Quixote gav straks en af dem et hug, der skar hans l derkofte op og gav ham en ordentlig fl nge over skulderen. Muldyrdriverne, der oplevede at f en h rd medfart af bare to m nd, n r de dog selv var s mange, greb til deres stokke, omringede de to og begyndte ih rdigt og voldsomt at lade slagene regne ned over dem. Sandt er det, at ved anden runde faldt Sancho om p jorden, og det samme overgik don Quixote, uden at hans kampduelighed og mod var ham til den mindste hj lp, og sk bnen ville, at han landede lige for f dderne af Rozinante, der endnu ikke havde rejst sig; heraf kan man se, hvor vildt stokke kan sl l s, n r de kommer i h nderne p vrede bondeknolde. Da muldyrdriverne s , hvor ilde de havde tilredt dem, lastede de i st rste hast deres fragtdyr og drog videre, idet de efterlod de to eventyrere i en ilde tilstand og v rre forfatning. Den f rste til at mme sig var Sancho Pan a, og da han l lige ved siden af sin herre, jamrede han med svag stemme:
Hr. don Quixote! Ak, hr. don Quixote!
Hvad vil du, k re Sancho! svarede don Quixote med den samme ynkelige og lidende stemme som Sancho.
Hvis det var muligt, ville jeg bede Eders N de, svarede Sancho Pan a, om at give mig et par slurke af den f le Blas drik, hvis ellers Eders N de har den ved h nden: m ske virker den lige s godt p brukne knogler som p s r.
Hvis jeg havde haft Fierabr s balsam, jeg arme stakkel, kunne vi ikke nske os mere, svarede don Quixote. Men jeg sv rger som den farende ridder, jeg er, Sancho Pan a, at jeg har den, inden der er g et to dage, medmindre sk bnen vil det anderledes, eller jeg har en uheldig h nd.
Hvor mange dage mener Eders N de da, der vil g , f r vi igen kan st p benene? spurgte Sancho Pan a.
Hvad mig selv ang r, sagde den m rbankede ridder don Quixote, kan jeg ikke se en ende p disse dage. Men det er mig, der er skyld i det hele, for jeg skulle ikke have grebet til v ben mod m nd, der ikke er sl et til riddere som jeg selv, og s ledes tror jeg, at tvekampens Gud har sendt mig denne straf, fordi jeg har overtr dt ridderskabets love. Derfor, Sancho Pan a, m du l gge dig meget p sinde, hvad jeg nu siger, da det er meget vigtigt for vores begges velbefindende, og det er, at n r du ser, at den slags pak kr nker os, skal du ikke afvente, at jeg griber til v ben mod dem, for det vil jeg under ingen omst ndigheder g re, men i stedet skal du tr kke sv rdet og tugte dem af hjertens lyst; og hvis nogle riddere skulle komme dem til hj lp og unds tning, skal jeg nok forsvare dig og angribe dem af al min magt, for du har jo set tusinde tegn og gerninger, der viser, hvor langt min st rke arms tapperhed r kker.
S hovmodig var den stakkels herre blevet efter at have besejret den tapre biskayer. Men Sancho Pan a syntes ikke s godt om sin herres anvisning, at han ville undlade at svare, og han sagde:
Herre, jeg er en fredelig, sagtmodig og rolig mand, der ser igennem fingre med enhver forh nelse, for jeg har kone og b rn at underholde og opfostre. S Eders N de skal vide, at jeg ikke kan blive beordret til det, da jeg under ingen omst ndigheder vil gribe til v ben hverken mod j vne folk eller mod riddere, og jeg erkl rer, at fra nu af og til jeg stedes for Guds syn, tilgiver jeg en hvilken som helst kr nkelse, man har gjort eller vil g re mod mig, hvad enten den, der har kr nket, kr nker eller vil kr nke mig, m tte v re h j eller lav, rig eller fattig, adelsmand eller j vn mand, uden at udelukke nogen rang eller stand.
Da hans herre h rte det, svarede han:
Gid jeg havde luft nok til at tale ubesv ret, og at smerterne fra mit ribben ville l gge sig s meget, at jeg kunne g re dig begribeligt, Pan a, hvilken vildfarelse du sv ver i. Kom herhen, arme synder: hvis sk bnens vinde, der hidtil har v ret os s ugunstige, skulle give os medvind og fylde vores nskers sejl, s vi sikkert og uden at blive overrasket af kastevinde kunne anl be en havn p en af de er, jeg har lovet dig, hvad skulle der da blive af dig, hvis jeg erobrede en og gjorde dig til herre over den? Det ville du umuligt kunne blive, da du ikke er ridder eller nsker at blive det og heller ikke vover eller agter at h vne dine kr nkelser og forsvare dine besiddelser. For du skal vide, at i de nyligt erobrede riger og provinser er de indf dtes gemytter aldrig s rlig rolige eller p deres nye herres side, s man m frygte, at de kan finde p numre for p ny at ndre tingenes tilstand og, som man siger, igen at pr ve lykken. S det er n dvendigt, at den nye hersker har forstand p at regere og mod til at angribe og forsvare sig ved enhver lejlighed.
I de genvordigheder, vi lige har oplevet, svarede Sancho, ville jeg gerne have haft den forstand og det mod, som Eders N de taler om, men jeg sv rger som den stakkels mand, jeg er, at jeg mere er til forbindinger end til snak. Vil Eders N de ikke fors ge at komme p benene, s vi sammen kan hj lpe Rozinante, selv om den ikke fortjener det, da den var hoved rsagen til hele gennembankningen. Det ville jeg aldrig have troet om Rozinante, som jeg ans for at v re et kysk menneske og lige s fredsommelig som jeg selv. Men det er rigtigt, n r det siges, at man skal bruge lang tid for at komme til at kende folk, og at der ikke er noget, som er sikkert i dette liv. Hvem kunne have forudsagt, at der efter de dr je hug, som Eders N de tildelte den ulykkelige farende ridder, meget hurtigt skulle falde en regn af stokkeslag p vores rygge?
Endda m dine rygstykker, Sancho, v re skabt til den slags uvejr, bem rkede don Quixote; men min ryg, der er vant til de fineste stoffer, m rker selvf lgelig smerten fra de ulyksalige prygl langt st rkere. Og hvis det ikke var, fordi jeg forestiller mig, hvad er det dog jeg siger, forestiller mig, nej, jeg ved med sikkerhed, at alle disse ubekvemmeligheder h rer med til ud velsen af ridderskabet, ville jeg l gge mig til at d p stedet af bar rgrelse.
Dertil bem rkede v bneren:
Herre, da disse ulykker er, hvad man kan h ste af ridderskabet, vil Eders N de s ikke fort lle mig, om de ofte finder sted eller sker i begr nsede tidsrum; for det forekommer mig, at hvis vi h ster s dan to gange, vil vi v re ude af stand til at klare en tredje h st, medmindre Gud i sin uendelige miskundhed kommer os til unds tning.
Du skal vide, k re Sancho, svarede don Quixote, at de farende ridderes liv er underlagt tusinde farer og ulykker, men at de farende riddere samtidig st r lige over for at blive konger og kejsere, som erfaringen har vist det med mange forskellige riddere, hvis historier jeg kender ud og ind. Og hvis jeg ellers kunne klare det for smerter, ville jeg nu fort lle dig om nogle, der alene ved deres arms mod er steget til s h je poster, som jeg har fortalt dig om, og b de f r og efter oplevede de at st i forskellige uheldsvangre og ulykkelige situationer; for den tapre Amad s de Gaula faldt i sin d dsfjende, troldmanden Arcalaus magt, og man ved, at da han holdt Amad s fangen, bandt han ham til en s jle i g rden og gav ham mere end to hundrede slag med sin hestet mme. Og endda er der en hemmelig og ganske trov rdig forfatter, der fort ller om, hvordan Phoibos Ridder blev fanget i en s rlig slags f lde, hvor gulvet forsvandt under f dderne p ham i en bestemt borg, og da han faldt, landede han i en dyb grotte under jorden, bundet p h nder og f dder, og der gav de ham noget, man kalder et klyster af smeltevand og sand, der var ved at g re det af med ham, og hvis han i denne knibe ikke havde f et hj lp af en stor vismand, der var hans gode ven, ville det v re g et den stakkels ridder meget ilde. S jeg kan godt g re mig blandt alle den slags gode folk, idet de kom ud for st rre kr nkelser end dem, vi her har oplevet. For jeg kan betro dig, Sancho, at man ikke bliver kr nket af de s r, man f r af redskaber, som folk tilf ldigt har ved h nden. I tvekampens lov st r det udtrykkeligt skrevet, at hvis en skomager sl r en anden med den l st, han holder i h nden, kan man dog ikke sige, at denne anden har f et prygl, sk nt l sten virkelig er af tr . Jeg siger det, for at du ikke skal tro, at vi er kr nkede, sk nt vi er blevet m rbankede i denne strid, for de v ben, som disse m nd havde ved h nden til at sl os til plukfisk med, var bare deres stokke, og efter hvad jeg kan huske, havde ingen af dem k rde eller sv rd eller dolk.
Jeg n ede slet ikke at se n je efter, svarede Sancho, for n ppe havde jeg lagt h nden p mit Cid-sv rd, f r deres fyrrestokke hamrede l s p mine skuldre, s synet forsvandt fra mine jne og mine f dder mistede al kraft, og jeg faldt, hvor jeg nu ligger, og hvor jeg ikke plager mig selv med at overveje, om stokkeslagene var en kr nkelse eller ej, s ondt har jeg efter slagene, der vil st prentet lige s klart i min erindring som p mine rygstykker.
Alligevel skal du vide, k re Pan a, bem rkede don Quixote, at der ikke findes den erindring, som ikke udviskes med tiden, og heller ikke den smerte, som d den ikke tilintetg r.
Men kan der findes st rre ulykke indvendte Pan a, end den, der m afvente, at tiden fort rer den, og at d den g r en ende p den? Hvis vores ulykke var af den slags, der kureres med et par forbindinger, ville det ikke v re s galt, men jeg kan se, at end ikke et helt hospitals forsyning af forbindinger vil v re nok til at bringe os p fode igen.
Hold nu op med det og hent styrke af svagheden, Sancho, svarede don Quixote, for det agter jeg i hvert fald at g re, og lad os nu se, hvordan Rozinante har det, for jeg tror nok, at staklen har f et broderparten af de ulyksalige prygl.
Det er ikke s underligt, svarede Sancho, da han er s god en farende ridder; jeg undrer mig mere over, at mit sel er g et ram forbi og ikke har betalt sin del, nu hvor vi til geng ld kommer ud af det med radbr kkede ribben.
Sk bnen lader altid en d r st ben midt i ulykkerne, s der er en vej ud af dem, sagde don Quixote. Jeg siger det, for det lille kr kan erstatte Rozinante og bringe mig herfra og til en borg, hvor jeg kan blive helbredt for mine s r. Og endda vil jeg ikke betragte det som van rende at ride p et s dant dyr, da jeg mindes at have l st om den gode gamling Silenos, der var l rer og opdrager for latterens muntre gud Bacchus, at da han drog ind i byen med de hundrede porte, red han velforn jet p et meget smukt sel.
Det er sikkert sandt nok, at han red, som Eders N de siger, svarede Sancho, men der er stor forskel p at ride og v re smidt hen over dyret som en s k gammelt skrammel.
Dertil svarede Quixote:
De s r, man f r i kamp, er refulde, snarere end det modsatte, s du beh ver ikke sige mere, k re Pan a, men som jeg har sagt til dig n gang, skal du se at komme p benene, s godt du kan, og anbringe mig p dit sel, som du finder for godt, og lad os s se at komme v k herfra, f r natten falder p og overfalder os p dette de sted.
Jeg har ellers h rt Eders N de sige, indsk d Pan a, at det h rer sig til for farende riddere at sove ude p heder og demarker det meste af ret, og at det regnes for meget refuldt.
Det er rigtigt, sagde don Quixote, n r de ikke kan andet, eller n r de er forelskede; og lige s sandt er det, at en ridder har tilbragt to r p en klippe i al slags vejr under ben himmel, uden at hans frue vidste af det. En af dem var Amad s, der tog navnet Beltenebros, da han slog sig ned p Pe a Pobre, den Golde Klippe, m ske i otte r eller otte m neder, det har jeg ikke lige tal p . Hvorom alting er, gjorde han bod der for hvad ved jeg af ubehageligheder, som hans frue Oriana havde gjort mod ham. Men det lader vi fare nu, Sancho, og se at komme i gang, f r der sker en ulykke med slet ligesom med Rozinante.
S skulle da pokker st i det! udbr d Sancho.
Og med tredive klager og tres suk og hundrede og tyve eder og forbandelser over den, der havde lokket ham ud i det der, kom han halvvejs p benene, men var s krumb jet som en tyrkisk bue, for han kunne ikke rette sig ud, og s ledes besv ret lagde han paksadlen p sit sel, der ogs havde travet lidt letsindigt omkring, fordi det havde haft s stor frihed den dag. Herefter fik han stablet Rozinante p benene, og hvis den havde haft en tunge at beklage sig med, ville den afgjort ikke have st et tilbage for hverken Sancho eller dens herre. Endelig fik Sancho lodset don Quixote op p slet og bundet Rozinante bagefter, og idet han f rte slet ved grimen, begav han sig p m og f i den retning, hvor han mente, at landevejen kunne v re. Og sk bnen, der ledte ham mod bedre held, s rgede for, at f r han havde g et en lille mil, fik han vejen i syne og opdagede en kro, der til hans fortvivlelse og don Quixotes gl de m tte v re en borg. Sancho holdt fast p , at det var en kro, men hans herre sagde nej, det var en borg; og s lang tid varede det mundhuggeri, de var i gang med, at de ikke var blevet f rdige, da de n ede derhen, og Sancho uden videre gik ind med hele sin karavane.
K APITEL XVI
Om hvad den sindrige adelsmand kom ud for i kroen , som han bildte sig ind var en borg .


Krov rten, der s don Quixote h nge hen over slet, spurgte Sancho, hvad der var galt. Sancho svarede, at det ikke var noget at tale om, han var bare faldet ned fra en klippe og havde f et trykket ribbenene lidt. Krov rten havde en kone, der ikke var, som den slags plejer at v re, for hun var af natur godhjertet og f lte med n stens ulykker, s derfor ilede hun med at tage sig af don Quixote sammen med sin datter, der var en ung, smuk jomfru. I kroen var der ogs en asturiansk tjenestepige, der havde et bredt ansigt og et fladt baghoved, var stumpn set, blind p det ene je og bet ndt p det andet. Sandt at sige opvejede kroppens herligheder de andre mangler: hun m lte n ppe syv h ndspand fra isse til fod og hendes skrutryg fik hende til at se lige lovlig meget ned i jorden. Denne nydelige tjenestepige hjalp alts jomfruen, og sammen redte de en elendig seng til don Quixote i et udhus, der bar tydeligt pr g af at have tjent som lade i mange r. Her var der ogs indlogeret en muldyrdriver, hvis seng var redt op lidt fra vores don Quixote, og selv om den var lavet af paksadler og d kkener fra hans muldyr, var den langt bedre end don Quixotes, der var flikket sammen af fire groft tilh vlede br dder, lagt hen over to vinde og sk ve bukke og d kket af en madras, der var s tynd, at den lignede et senget ppe, og fyldt med klumper, og hvis man ikke gennem hullerne kunne se, at de var af uld, ville man tro, det var sm sten, s h rde var de, n r man r rte dem, og de to lagener var af l der til skjolde, og ovenp var der et t ppe, hvor man kunne t lle hver og n af tr dene. I denne elendige seng lagde don Quixote sig, og krokonen og hendes datter smurte ham ind i salve fra isse til fod, mens Maritornes lyste for dem, for s dan hed asturianeren; da krokonen forbandt ham, lagde hun m rke til, hvordan don Quixote havde gule og bl striber flere steder p kroppen, og mente, at det mere lignede slag end knubs fra et fald.
Det var ikke slag, sagde Sancho, men der var mange spidser og fremspring p klippen, og hver af dem gav ham et m rke. Og s tilf jede han: Frue, vil Eders N de s rge for, at der bliver lidt t jstrimler tilovers, da en anden n godt kan have dem n dig, for jeg har ogs lidt ondt i rygstykkerne.
Vil det sige, spurgte krokonen, at I ogs faldt?
Jeg faldt ikke, sagde Sancho Pan a, men jeg blev s forskr kket over at se min herre falde, at jeg har s ondt i kroppen, som om jeg havde f et tusinde stokkeslag.
Det kan meget vel v re, sagde jomfruen; for det er tit sket for mig, at jeg dr mmer, at jeg falder ud fra et t rn, og at jeg aldrig n r jorden, og n r jeg v gner, er jeg s m rbanket og radbr kket, som om jeg virkelig var faldet.
Det er det springende punkt, frue, svarede Sancho Pan a: for jeg har f et n sten lige s mange gule og bl striber som min herre don Quixote, og det er sket i lysv gen tilstand, som jeg er i lige nu, og helt uden at dr mme.
Hvad hedder denne ridder? spurgte asturianeren Maritornes.
Don Quixote de la Mancha, svarede Sancho Pan a, han er en ridder p jagt efter eventyr, og en af de bedste og st rkeste, der l nge er set i denne verden.
Hvad er en ridder p jagt efter eventyr? spurgte pigen.
Er I s ny i denne verden, at I ikke ved det? svarede Sancho Pan a. S skal I vide, min k re, at en ridder p jagt efter eventyr er n, der kan f prygl og et jeblik efter blive kejser. I dag er han det mest ulykkelige og n dstedte menneske i denne verden, og i morgen har han m ske to eller tre kongeriger at give til sin v bner.
N r I har s god en herre, spurgte krokonen, hvordan kan det s v re, at I efter alt at d mme ikke engang har et grevskab?
Det er for tidligt, svarede Sancho, for vi har endnu ikke v ret en m ned undervejs p jagt efter eventyr, og indtil nu er vi ikke st dt ind i noget, der er v rd at snakke om, og det kan ske, at man s ger t og finder noget andet. Hvis min herre don Quixote bliver helbredt for sine s r efter kampen, n h nej, faldet, og jeg ikke bliver kr bling af dem, vil jeg ikke bytte mine forventninger for den fornemste titel i Spanien.
Don Quixote, der havde lyttet meget opm rksomt til al den snak, kom med m je og besv r op at sidde i sengen, tog krokonens h nd og sagde til hende:
Tro mig, smukke frue, at I kan regne det for en stor re at byde mig indenfor i jeres borg, og n r jeg ikke siger mere om mig selv, er det, fordi man plejer at sige, at selvros er nedv rdigende, men min v bner kan fort lle jer, hvem jeg er. Blot vil jeg sige jer, at den hj lp, I har ydet mig, st r evigt prentet i min erindring, s jeg kan takke jer for den resten af mine dage; og hvis ikke det havde behaget de h je himle, at jeg var bastet og bundet af k rlighed og en utaknemmelig sk nheds jne, hvis navn jeg stille n vner for mig selv, ville denne smukke jomfrus jne kunne betvinge min frihed.
Krokonen og hendes datter og den gode Maritornes blev helt forvirrede over at h re den farende ridders ord, der var lige s uforst elige for dem, som hvis han havde talt gr sk, sk nt de nok fattede, at det hele gik ud p l fter og smiger; og da de ikke var vant til den slags sprog, s de forundrede p ham, for han virkede helt anderledes end den slags folk, de var vant til at omg s; og idet de takkede ham for hans gode hensigter med ord fra kroer og knejper, forlod de ham, og asturianeren Maritornes forbandt Sancho, der havde mindst lige s meget brug for det som sin herre. Muldyrdriveren havde aftalt med hende, at de den nat skulle forlyste sig sammen, og hun havde lovet ham, at n r hendes herskab sov, og krog sterne var faldet til ro, ville hun komme til ham og f je ham i alle hans lyster. Og det fort lles om den gode pige, at hun aldrig gav den slags l fter uden at opfylde dem, om hun s afgav dem et de sted uden nogen vidner, for hun gjorde sig til af at have adeligt blod i rerne og regnede det ikke for kr nkende at tjene i kroen; efter hvad hun sagde, havde ulykker og modgang nemlig bragt hende dertil. Don Quixotes h rde, smalle, tarvelige og elendige sengeleje stod f rst for i stalden, hvor man kunne se stjernerne gennem det hullede tag, og ved siden af ham lavede Sancho sit leje, der bare bestod af en sivm tte og et t ppe, der snarere var af plysset bl r end af uld. Efter de to sengelejer fulgte muldyrdriverens, der som sagt var lavet af paksadlerne med al deres pynt fra de to bedste af de tolv pragtfulde, veln rede og ber mte muldyr, han ejede, for han var en af de rigeste muldyrdrivere i Ar valo, efter hvad forfatteren til denne historie kan fort lle, for han n vnte ham s rskilt, da han kendte ham ganske udm rket, og endda vil nogen mene, at han var lidt i familie med ham; bortset fra at Cide Mahamate Benengeli var en meget omhyggelig og n jagtig historiefort ller i alle ting; og l g vel m rke til, at sk nt de ting, han fort ller, er sm og ubetydelige, nskede han ikke at forbig dem i tavshed. Heraf kunne de alvorsfulde historiefort llere godt l re noget, for de fort ller handlingerne s kortfattet og sammentr ngt, at de knap n r vores l ber, s hvad enten det sker af sk desl shed eller ondskabsfuldhed eller uvidenhed, bliver det v sentlige i v rket h ngende i bl khuset. Tusinde gange velsignet v re forfatteren til Tablante de Rica-monte , og ham med den der anden bog, som handler om grev Tomillas bedrifter; de beskriver i det mindste det hele s n jagtigt! Videre kan jeg fort lle, at muldyrdriveren s til sine dyr og gav dem deres andet foder, hvorefter han lagde sig p sine paksadler og gav sig til at vente p sin punktlige Maritornes. Sancho var blevet forbundet og lagt til sengs, og selv om han pr vede at falde i s vn, kunne han ikke for smerten i sine ribben; og don Quixote, der ogs havde ondt i sine, l med jnene vidt bne som en hare. Der var stille i hele kroen, og der br ndte ikke andet lys end det, der kom fra en lampe, som hang i portrummet. Den vidunderlige ro og de tanker, vores ridder altid gjorde sig om de h ndelser, som der fort lles om overalt i de b ger, der var rsag til hans ulykke, fik ham til at forestille sig et af de besynderligste t jerier, man ret kan t nke sig; og det var, at han forestillede sig, at han var kommet til en ber mt borg, for som sagt var alle de kroer, hvor han indlogerede sig, i hans hoved borge, og datteren af krov rten var i virkeligheden borgherrens datter, der var blevet betaget af hans fornemme v sen og havde forelsket sig i ham og lovet, at hun samme nat uden sine for ldres vidende ville komme til ham og ligge hos ham en god stund; og da han fuldt og fast troede p det tankespind, han selv havde spundet, begyndte han at bekymre sig og t nke p den farlige situation, hans rbarhed ville komme i, og i sit hjerte satte han sig for ikke at v re trol s mod sin frue Dulzinea del Toboso, om s selveste dronning Ginebra med sin oldfrue Quinta ona stod foran ham. Mens han t nkte p disse t beligheder, oprandt den time, der for ham skulle blive sk bnesvanger, da asturianeren kom barfodet ind i sin s rk og med h ret samlet under et h rnet af bomuld; med tyste, forsigtige skridt listede hun ind for at lede efter muldyrdriveren i rummet, hvor de tre indlogerede sig. Men n ppe var hun n et hen til d ren, f r don Quixote h rte hende, satte sig op i sengen trods forbindingerne og smerten i ribbenene og bredte armene ud for at modtage sin smukke jomfru. Asturianeren, der stilf rdigt og tavst famlede sig frem med h nderne for at finde sin elskede, st dte ind i don Quixotes arme, og han greb hende h rdt om det ene h ndled, trak hende ind mod sig og fik hende til at s tte sig p sengen, uden at hun vovede at sige et ord. Han r rte ved hendes s rk, og selv om den var af hessian, troede han, den var af det fineste, tynde silkestof. Om h ndleddene havde hun glasperler, men for ham virkede de som kostbare, sterlandske perler. H ret, der var stridt som en hestemanke, priste han som pr gtige guldtr de fra Arabien, hvis glans fordunklede solen selv. Og hendes nde, der uden tvivl lugtede af hengemt salat med l g i, oplevede han som en behagelig og vellugtende duft, og endelig udmalede han sig, at hun, ligesom han havde l st i sine b ger, s ud som den fint pyntede prinsesse, der betaget af k rlighed ops gte den h rdt s rede ridder. Og den stakkels ridders forbl ndelse var s stor, at hverken n r han r rte hende eller lugtede til hendes nde eller andre ting, som hang ved den gode pige, blev han revet ud af sin vildfarelse, og det var ellers lugte, der kunne f enhver anden end en muldyrdriver til at kaste op; snarere troede han, at han holdt sk nhedens gudinde i sine arme. Og da han havde godt fat i hende, begyndte han lavm lt og k rligt at sige til hende:
Smukke og fornemme frue, jeg ville gerne have v ret i stand til at betale den gunst, I har vist mig ved at lade mig skue jeres store sk nhed; men sk bnen, der ikke bliver tr t af at forf lge de gode, har nsket at anbringe mig p dette leje, hvor jeg hviler s m rbanket og radbr kket, at om jeg s havde villet tilfredsstille jeres k rlighed, kunne jeg umuligt g re det. Og til denne hindring f jer sig en endnu st rre umulighed, for jeg har givet mit ord til den uforlignelige Dulzinea del Toboso, den eneste herskerinde over mine l nligste tanker. Hvis det ikke stod i vejen, ville jeg ikke have v ret s tungnem en ridder, at jeg ikke benyttede mig af den lykkelige lejlighed, som I i jeres store godhed tilbyder mig.
Maritornes var fortvivlet og svedte over at blive holdt fast af don Quixote, og uden at forst eller lytte til hans ord fors gte hun tavst at g re sig fri. Den gode muldyrdriver, der blev holdt v gen af sit slette beg r, havde h rt sin frille, fra hun tr dte ind ad d ren, og lyttede opm rksomt til alt, hvad don Quixote sagde, og skinsyg over, at asturianeren skulle have svigtet ham til fordel for en anden, listede han t ttere p don Quixotes sengeleje og stod der ganske stille, indtil han havde set, hvad de uforst elige ord endte med, men da han s , at pigen k mpede for at slippe l s, og at don Quixote anstrengte sig for at holde hende fast, syntes han, sp gen var ved at g for vidt, l ftede armen og lod et s frygteligt slag falde p den forelskede ridders smalle k ber, at hans mund blev badet i blod; men det var han ikke tilfreds med, s han kastede sig over don Quixotes ribben og lod f dderne g i skridtgang om ikke i trav fra ende til anden. Sengen, der var lidt vakkelvorn og ikke stod p et s rlig solidt fundament, kunne ikke klare ogs at skulle b re muldyrdriveren, s den brasede sammen, og rabalderet v kkede krov rten, der straks forestillede sig, at det m tte v re Maritornes narrestreger, for hun svarede ikke, da han kaldte. Mistanken fik ham til at st op, t nde en olielampe og g i den retning, hvorfra han havde h rt balladen. Da pigen s , at hendes husbond kom og var i et frygteligt hum r, kravlede hun ngstelig og ude af sig selv op i sengen til Sancho Pan a, som endnu l og sov, og d r kr b hun sammen som et garnn gle. Krov rten tr dte ind med disse ord:
Hvor er du, din t jte? Jeg er sikker p , du har en finger med i spillet.
Netop da v gnede Sancho op, og da han m rkede noget stort, der l halvvejs ind over ham, troede han, at maren red ham, og begyndte at sl vildt omkring sig og ramte indimellem ogs Maritornes, der blev godt knotten af smerten og lod al rbarhed fare for at give Sancho s kontant igen, at hun til hans rgrelse fik ham trukket ud af dr mmen; da han fik s dan en omgang uden at vide af hvem, kom han med besv r p benene og fik godt fat om Maritornes, og nu indledte de to det mest forbitrede og morsomme h ndgem ng i denne verden. Da muldyrdriveren i lyset fra krov rtens olielampe s , at hans dame var ilde stedt, lod han don Quixote v re for at komme hende til en tiltr ngt unds tning; det samme gjorde krov rten, men i den ganske anderledes hensigt at straffe pigen, for han troede uden tvivl, at hun alene var rsag til hele balladen. Og som man plejer at sige: katten efter musen, musen efter rebet, rebet efter stokken, s dan slog muldyrdriveren l s p Sancho, Sancho p pigen, pigen p Sancho, krov rten p pigen, og alle t rskede de s dan l s p hinanden, at de ikke undte sig selv hvile; og det bedste af det hele var, at krov rtens lampe gik ud, og da de nu alle var indhyllet i m rke, slog de s ubarmhjertigt l s p hinanden i fl ng, at alle blev forsl et overalt, hvor n verne ramte. Den aften havde en landbetjent fra det, man kalder det gamle Hellige Broderskab i Toledo, tilf ldigt indlogeret sig i kroen, og da han ligeledes h rte den besynderlige larm fra kampen, greb han sin korte embedsstok og blikr ret med sine hjemmelsbreve og gik i m rket ind i rummet og erkl rede:
Hold inde i lovens navn! Hold inde i det Hellige Broderskabs navn!
Den f rste, han st dte ind i, var den s ndersl ede don Quixote, der l sansel s p ryggen i sin sammenstyrtede seng, og idet han famlede sig frem til hans sk g, blev han ved at gentage: I lovens navn! Men da han opdagede, at ham, han havde fat i, ikke r rte eller bev gede sig, gik han ud fra, at han var d d, og den formodning fik ham til at h ve stemmen og r be:
Luk d ren til kroen! Pas p , at ingen forlader stedet, for der er blevet sl et en mand ihjel!
Hans stemme forskr kkede dem alle, og ved lyden af stemmen holdt enhver inde med det, han var i f rd med. Krov rten trak sig tilbage til sit kammer, muldyrdriveren gik til sine paksadler, pigen til sit aflukke; kun de to uheldige, don Quixote og Sancho Pan a, kunne ikke r re sig ud af stedet. Nu slap betjenten don Quixotes sk g og gik ud for at f fat i noget lys, s han kunne finde og p gribe forbryderne; men lyset fandt han ikke, for krov rten havde v ret s forsynlig at slukke lampen, da han trak sig tilbage til sit v relse, s landbetjenten m tte g hen til ildstedet, hvor han efter lang tid og megen m je fik t ndt en anden olielampe.
K APITEL XVII
Hvor beretningen forts tter om de utallige genvordigheder, den drabelige don Quixote sammen med sin gode v bner Sancho Pan a m tte d je i kroen, som han til alt uheld troede var en borg .


Nu var don Quixote kommet til sig selv igen og med den samme ynkelige stemme, som han dagen f r havde brugt til at kalde p sin v bner, da han l i stokkenes dal, begyndte han nu at kalde p sin v bner med disse ord:
K re Sancho, sover du? Sover du, k re Sancho?
Hvordan skulle jeg kunne sove, fanden tage mig! svarede Sancho rgerlig og forbitret, for man skulle tro, at alle dj vle har haft fat i mig i nat.
Det kan meget vel v re, svarede don Quixote, for enten str kker min viden ikke langt, eller ogs er denne borg forhekset. Du skal nemlig vide ; men du skal f rst sv rge p , at du vil holde t t med det, jeg nu fort ller dig, selv efter min d d.
Det sv rger jeg, svarede Sancho.
Jeg beder dig bare om at sv rge, sagde don Quixote, fordi jeg ikke er tilh nger af at smudse nogens re til.
Jeg har jo sagt, at jeg sv rger, gentog Sancho; og jeg skal nok holde mund med det, ogs efter at Eders N de ikke l ngere er her p jord, men Gud give, at jeg kunne afsl re det den dag i morgen.
Har jeg da behandlet dig s d rligt, Sancho, svarede don Quixote, at du kunne nske mig d d s hurtigt?
Det er ikke derfor, svarede Sancho, men jeg er modstander af at gemme for l nge p tingene, da jeg n dig vil have, at man gemte dem s l nge, at de blev ford rvede.
Lad nu det ligge, sagde don Quixote, for jeg s tter min lid til din hengivenhed og respektf lelse; og s ledes skal du vide, at jeg i nat kom ud for et af de besynderligste eventyr, jeg i min vildeste fantasi kunne forestille mig; for at g re en lang historie kort skal du vide, at for lidt siden blev jeg ops gt af borgherrens datter, den nydeligste og smukkeste jomfru, der ikke har sin lige i det meste af verden. Hvad skal jeg fort lle dig om hendes pyntelige skikkelse? Hvad skal jeg sige om hendes herlige forstandighed? For ikke at tale om de skjulte ting, som jeg vil lade ligge og forbig i tavshed af hensyn til den troskab, jeg skylder min frue Dulzinea del Toboso! Blot vil jeg fort lle dig, at himlen ser sk vt til den store lykke, som sk bnen har kastet i min lod, eller m ske, og det er det mest sandsynlige, er borgen her fortryllet, som jeg tidligere har sagt, s da jeg var opslugt af at tale mt og elskovsfuldt med hende, for der en h nd frem, som sad fast p armen af en uhyrlig k mpe, uden at jeg kunne se eller ane, hvor den kom fra, og den slog mig s gevaldigt p k berne, at de blev badet i blod, og derefter gennembankede den mig s voldsomt, at jeg har det v rre end efter sammenst det i g r med muldyrdriverne, der p grund af Rozinantes udskejelser tilf jede os den kr nkelse, du selv kender til. Derfor g tter jeg p , at denne jomfrus sk nhed vogtes som en skat af en eller anden fortryllet maurer og ikke er bestemt for mig.
Og heller ikke for mig, sagde Sancho, for jeg er blevet maltrakteret s slemt af mere end fire hundrede maurere, at gennembankningen med stokkene var lutter lagkage. Men kan I ikke forklare mig, herre, hvorfor I kalder det et godt og us dvanligt eventyr, n r vi er sluppet s d rligt fra det, som vi er? Selv om det ikke gik s galt for Eders N de, for I holdt den uforlignelige sk nhed i jeres arme, efter hvad I har sagt, men jeg fik ikke andet ud af det end den st rste dragt prygl, jeg i mine livskabte dage kan forestille mig! Jeg arme stakkel, der hverken er farende ridder eller nogen sinde har t nkt mig at blive det, jeg f r broderparten af alle ulykkerne!
Er du da ogs blevet gennembanket? spurgte don Quixote.
Har jeg ikke allerede fortalt det, fanden tage mit ophav! udbr d Sancho.
Det skal du ikke jamre dig over, k re ven, sagde don Quixote; for nu skal jeg nok lave den uvurderlige balsam, der kan helbrede os p mindre end et jeblik.
Nu fik landbetjenten endelig t ndt olielampen og gik ind for at se, hvad han troede var den d de, og da Sancho s ham komme i den bare skjorte og med en klud om hovedet, en olielampe i h nden og et bistert udtryk i ansigtet, spurgte han sin husbond:
Herre, kan han monstro v re den fortryllede maurer, der har glemt at straffe os og nu kommer tilbage for at f det gjort?
Det kan ikke v re maureren, svarede don Quixote, for de tryllebundne lader sig ikke se af nogen.
Hvis de ikke lader sig se, kan man i hvert fald f dem at f le, sagde Sancho, det kan mine rygstykker snakke med om.
Det ville mine ogs kunne, svarede don Quixote, men det er ikke bevis nok til at mene, at ham, vi her ser, er den fortryllede maurer.
Betjenten kom til og blev forbl ffet over at finde dem i fredelig samtale, sk nt don Quixote ganske vist stadig l p ryggen uden at kunne bev ge sine radbr kkede, forbundne lemmer. Betjenten gik hen til ham og spurgte:
N , hvordan g r det, min gode mand?
Jeg ville nok tale lidt mere velopdragent, svarede don Quixote, hvis jeg var jer. Er det almindeligt brugt p disse kanter at tale s dan til en farende ridder, t lper?
Betjenten ville ikke finde sig i at blive behandlet uforskammet af s afrakket en mand, s han h vede olielampen, der var fuld af olie, og slog don Quixote i hovedet med den, hvad der gjorde ham slemt tilredt; og da der nu igen var helt m rkt, gik han sin vej, og Sancho Pan a sagde:
Herre, det er uden tvivl den fortryllede maurer, som sikkert vogter skatten, der er beregnet til andre, og kun har n veslag og lampelussinger til os.
S dan er det, svarede don Quixote, og man skal ikke tage sig af alt det der med trolddomskunster eller blive vred og opbragt over det; for da de er usynlige og uvirkelige, kan vi ikke finde nogen at h vne os p , hvor meget vi end pr ver p det. Rejs dig, hvis du kan, Sancho, og kald p borgfogeden fra f stningen her, og skaf mig lidt olie, vin, salt og rosmarin til at lave en l gende balsam med; for sandt at sige tror jeg, at jeg beh ver den lige nu, da blodet l ber fra det s r, som sp gelset har givet mig.
Det v rkede frygteligt i Sanchos knogler, da han kom p benene og famlede sig frem i m rke for at finde krov rten, men i stedet traf han betjenten, der stod og lyttede efter, hvordan det var g et hans modstander, og til ham sagde Sancho:
Herre, hvem I end er, vis os den n de og gunst at give os en smule rosmarin, olie, salt og vin, som er n dvendigt for at helbrede en af de herligste, farende riddere, der findes p denne jord, for han ligger p sengen efter at v re blevet ilde tilredt af den fortryllede maurer, der er i kroen.
Da betjenten h rte den slags t jeri, ans han ham for ikke at v re rigtig vel forvaret, og da det nu begyndte at lysne, bnede han d ren til kroen, kaldte p krov rten og sagde, hvad den gode mand nskede. Krov rten forsynede ham med alt, hvad han havde bedt om, og Sancho bragte det ind til don Quixote, der l med h nderne p hovedet og klagede sig over smerten efter lampelussingen, der dog ikke havde gjort anden skade end at give ham to buler, og det, han opfattede som blod, var i virkeligheden bare angstens sved fra den nyligt overst ede tumult. Han tog kort sagt sine l geplanter og andre remedier, som han blandede og r rte godt rundt i, mens han kogte dem en rum tid, indtil han syntes, blandingen var som den skulle v re. S bad han om en karaffel til at h lde det op i, og da der ikke var s dan n i hele kroen, klarede man sagen ved at h lde det i en oliebeholder eller oliekrukke af blik, som krov rten elskv rdigt for rede ham. Herefter sagde han mere end firs fadervor over oliebeholderen og lige s mange avemariaer, b nner til Jomfru Maria og trosbekendelser, og hvert ord fik et kors med p vejen som velsignelse; det hele blev overv ret af Sancho, krov rten og betjenten, mens muldyrdriveren i fred og ro gik og tog sig af sine muldyrs ve og vel. Da don Quixote var f rdig, ville han selv pr ve den gode virkning, som han forestillede sig den fortr ffelige balsam m tte have, og s ledes drak han det, der ikke kunne v re i oliekrukken og derfor var tilbage i gryden, som han havde kogt det i, og der var n sten en pot; men knap havde han f et det nedsv lget, f r han begyndte at kaste op, s hans mave blev helt t mt, og kvalmen og uroen fra opkastningen fik ham til at svede voldsomt, s han bad dem om at d kke ham godt til og lade ham v re alene. Det gjorde de, og han sov tre fulde timer, hvorefter han v gnede og f lte sig meget bedre tilpas i kroppen, og s godt var han kommet sig af sin radbr kkelse, at han regnede sig selv for helbredt og virkelig troede, at han havde slumpet sig frem til Fierabr s balsam, og at han med det middel fra nu af frygtl st kunne kaste sig ud i del ggelser, tvekampe og stridigheder, hvor farlige de end m tte v re. Sancho Pan a, der ogs regnede sin herres bedring for et mirakel, bad om at f , hvad der var tilbage i gryden, og det var ikke s lidt. Det gav don Quixote ham, og han tog gryden med begge h nder, og i god tro og med den bedste vilje skyllede han det ned og fyldte n sten lige s meget i sig som sin herre; nu forholdt det sig s dan, at den stakkels Sanchos mave nok ikke var s sart som hans herres, s i stedet for at kaste op kom han af lutter kvalme og ildebefindende til at svede angstens sved og blev i den grad ude af sig selv, at han sandt og virkeligt troede, at hans sidste time var kommet; og da han nu havde det s skidt og f lte sig s s lle, forbandede han balsamen og den d genigt, der havde givet ham den. Da don Quixote s ham i den tilstand, sagde han til ham:
Jeg tror, du har det s skidt, Sancho, fordi du ikke er sl et til ridder; for jeg er sikker p , at dette bryg ikke kan gavne dem, der ikke er riddere.
Hvis Eders N de vidste det, brokkede Sancho sig, s fanden tage mig og hele min sl gt, at I tillod, at jeg smagte den!
Men nu gjorde bryggen sin virkning og den stakkels v bner begyndte at t mme sig ad begge kanaler, og det skete s hurtigt, at hverken sivm tten, som han igen havde lagt sig p , eller det grove t ppe, som han d kkede sig med, var nogen nytte til. Han havde s danne kramper og anfald af svedeture, at ikke bare han selv, men alle de andre troede, at han ikke havde langt igen. Den stormfulde og r dsomme tilstand varede n sten to timer, hvorefter han ikke var frisk som sin herre, men s m rbanket og radbr kket, at han ikke kunne v re nogen steder. Men don Quixote, der som sagt f lte sig lindret og helbredt, ville straks drage ud for at s ge eventyr, da han fandt, at al den tid, de t vede der, fratog verden og dens n dlidende hans hj lp og beskyttelse, og desuden havde han vundet ny sikkerhed og selvtillid med sin balsam; s drevet af dette nske sadlede han selv Rozinante, lagde paksadlen p sin v bners sel og hjalp ham ogs i t jet og op p slet. S steg han til hest, og da han n ede hen til et hj rne af kroen, greb han en kort, jernbesl et stok, der stod d r, og som han godt kunne bruge i mangel af lanse. Alle de, der var i kroen, og det var over tyve, stod og kiggede p ham, og med dem krov rtens datter, og han tog heller ikke jnene fra hende, og fra tid til anden udst dte han et suk, der l d, som om det kom fra hans indvoldes dyb, og alle troede, at det kom sig af, at han havde ondt i ribbenene; s dan t nkte i det mindste de, der aftenen f r havde set ham f lagt forbindinger p . Da de nu begge var kommet i sadlen ved indgangen til kroen, kaldte don Quixote p krov rten og sagde til ham i et roligt og alvorligt tonefald:
Hr. borgherre, jeg har modtaget mange og store gunstbevisninger i jeres borg og f ler mig overordentlig forpligtet til at v re jer taknemmelig resten af mine dage. Hvis jeg kan betale jer ved at skaffe jer h vn over en hovmodig mand, der har tilf jet jer en eller anden kr nkelse, skal I vide, at det er min profession at straffe trol shed, bist dem, der lidet selv form r, og h vne dem, der bliver gjort uret imod. G nu jeres hukommelse igennem, og hvis I finder noget af den slags, som I vil betro mig, skal I bare sige frem, for jeg lover jer ved den ridderorden, jeg har modtaget, at skaffe jer al den oprejsning og geng ldelse, I kunne nske jer.
Krov rten svarede ham i samme rolige tonefald:
Hr. ridder, jeg har ikke brug for, at Eders N de h vner nogen kr nkelse, for jeg kan selv tage den h vn, det passer mig, n r nogen beg r uret mod mig. Jeg har kun brug for, at Eders N de betaler, hvad I har f et i kroen i nat, s vel halm og byg til jeres to dyr, som aftensmad og senge.
Er det her da en kro? udbr d don Quixote. Ja, og med et godt ry, svarede krov rten.
S har jeg v ret helt galt p den indtil nu, sagde don Quixote; for jeg har virkelig troet, at det var en borg og endda ikke af de ringeste; men n r det forholder sig s dan, at det ikke er en borg, men en kro, er der ikke andet at g re for jer end at give afkald p betalingen, for jeg kan ikke overtr de de farende ridderes regler, for om dem ved jeg med sikkerhed, at de aldrig betalte for logi eller for andet i nogen af de kroer, de overnattede i, og hidtil har jeg ikke l st noget, der kan modsige det, for det er lov og ret, at man til enhver tid skylder dem en god modtagelse til geng ld for deres ulidelige m je med at s ge eventyr dag og nat, sommer og vinter, til hest og til fods, udsat for sult og t rst, varme og kulde, al slags vejr og alverdens andre ubekvemmeligheder.
Det kommer ikke mig ved, svarede krov rten; betal, hvad I skylder mig, og glem alle jeres historier om ridderskaber; for den eneste historie, der interesserer mig, er at folk betaler, hvad de skylder.
I er en t be og en d rlig g stgiver, svarede don Quixote.
Og s jog han benene ind i Rozinantes sider, holdt lansen p skr og red ud fra kroen, uden at nogen standsede ham, og uden at se efter om hans v bner fulgte trop, red han et godt stykke v k. Krov rten, der s ham forsvinde uden at betale, skyndte sig at afkr ve Sancho Pan a betaling, men han sagde, at n r hans herre ikke havde villet betale, kunne han heller ikke betale, for da han jo var v bner for en farende ridder, var han underlagt de samme regler som sin herre om ikke at betale for noget som helst i kroer og g stgiverg rde. Det blev krov rten godt knotten over og truede ham med, at hvis han ikke betalte, ville han indkassere sin betaling, s det kunne m rkes. Dertil svarede Sancho, at ved det ridderskab, som hans herre var optaget i, ville han ikke betale en eneste maraved , om det s skulle koste ham livet, for han ville ikke v re skyld i, at man mistede en god, gammel skik blandt farende riddere, ligesom v bnere for verdens kommende riddere ikke skulle kunne beklage sig over ham og bebrejde ham, at han havde brudt s retf rdigt et privilegium. Nu ville den ulykkelige Sanchos onde sk bne, at der i kroen var fire uldkartere fra Segovia, tre n lehandlere fra slyngelkvarteret Potro i C rdoba og to kumpaner fra markedskvarteret i Sevilla; de var nogle muntre, velvillige og skadefro spilopmagere, der rykkede ind p Sancho, n sten som om de blev tilskyndet og drevet frem af den samme nd, og idet de fik ham af slet, l b en af dem ind efter krov rtens senget ppe og smed Sancho p t ppet, men da de kiggede op, s de, at der var for lavloftet til deres narrestreger, s de besluttede at g ud i g rden, hvis gr nse var himlen. Med Sancho anbragt midt p t ppet svingede de det h jt i vejret og morede sig med ham som med en hund til fastelavn. Den stakkels himmelspr tter r bte s dan op, at hans herre opfangede hans n dr b, og da han troede, at et nyt eventyr var under opsejling, standsede han op og lyttede opm rksomt, indtil han tydeligt kunne h re, at den der r bte var hans v bner; han vendte hesten og n ede i en m jsommelig galop tilbage til kroen, og da han fandt den lukket, red han udenom for at se, om han kunne finde et sted at komme ind, men n ppe var han n et om til g rdmuren, som ikke var s rlig h j, f r han s den grumme morskab, man havde med hans v bner. Han s ham flyve op og ned gennem luften med en s dan fart og ynde, at hvis ikke han havde v ret s arrig, er jeg sikker p , at han ville have leet. Han pr vede at kravle fra hesten og over p muren, men han var s m rbanket og radbr kket, at han ikke engang var i stand til at stige af hesten, og s ledes begyndte han fra hesteryggen at sk lde og sm lde s dan over dem, der sendte Sancho til himmels, at det trodser enhver beskrivelse; men det fik dem ikke til at oph re med deres munterhed og l jer, og heller ikke himmelspr tteren Sancho oph rte med sine beklagelser, der snart slog over i trusler, snart i b nfaldelser, men det nyttede og hjalp kun lidet, for de lod ham f rst v re, da de ikke kunne mere for tr thed. S hentede de hans sel, fik ham op p det og hyllede ham i hans frakke; og den medf lende Maritornes, der s , hvor plaget han var, fandt det bedst at komme ham til unds tning med et krus vand, som hun hentede fra br nden, fordi det var mere koldt; Sancho tog imod det og skulle til at drikke det, da han blev standset af sin herre, der r bte til ham:
K re Sancho, drik ikke vand! K reste, drik det ikke, for det sl r dig ihjel! Se, her har jeg den velsignede balsam, og han viste ham oliekrukken med bryggen, drikker du bare to dr ber af den, vil du helt sikkert blive rask.
Ved sin herres r b vendte Sancho det hvide ud af jnene og r bte endnu h jere:
Har Eders N de m ske glemt, at jeg ikke er ridder, eller vil I have, at jeg ender med at br kke de indvolde op, som jeg endnu har tilbage fra i nat? Gem jeres bryg fanden i vold og lad mig v re i fred!
Han r bte det sidste ord og drak l s af kruset i samme ndedrag; men da han ved den f rste slurk opdagede, at det var vand, ville han ikke drikke mere og bad Maritornes om at komme med noget vin til ham, hvad hun godhjertet gjorde, og hun betalte endda vinen af sine egne penge, for faktisk siges det om hende, at trods hendes h ndtering var der alligevel noget kristent over hende. Da Sancho havde f et noget at drikke, jog han h lene ind i sit sel, d ren til kroen blev bnet p vid gab for ham, og han red ud derfra, godt tilfreds med ikke at have betalt noget og have f et sin vilje, selv om det var sket p bekostning af hans rygstykker, der som s dvanlig m tte g i borgen for ham. Ganske vist beholdt krov rten hans sadeltasker som betaling for det, han skyldte, men Sancho savnede dem ikke, s omtumlet var han, da han red ud fra kroen. Da krov rten nu havde f et ham ud, ville han st nge d ren, men det tillod t ppesvingerne ikke, for det var folk af en s dan kaliber, at om don Quixote s virkelig havde v ret en af de farende Riddere om det Runde Bord, ville de ikke have givet en d jt for ham.
K APITEL XVIII
Hvor der berettes om den ordveksling, der fandt sted mellem Sancho Pan a og hans herre don Quixote, sammen med andre eventyr, der er v rd at fort lle .


Da Sancho kom ud til sin herre, var han s afkr ftet og modl s, at han ikke kunne drive sit sel frem. Da don Quixote s ham i den tilstand, sagde han:
Nu er jeg overbevist om, min gode Sancho, at denne borg eller kro uden tvivl er fortryllet, for de, der s grusomt forlystede sig med dig, kan ikke v re andet end sp gelser og folk fra den anden verden! Og det er jeg sikker p , for da jeg holdt hesten an ved muren ind til g rdspladsen og s p , hvordan din s rgelige tragedie udviklede sig, lagde jeg m rke til, at jeg ikke kunne kravle over p muren og heller ikke stige af Rozinante, for de havde sikkert tryllebundet mig; og jeg sv rger min tro ved den jeg er, at hvis jeg havde kunnet kravle derover eller stige af hesten, ville jeg have h vnet dig, s de d genigte og niddinger aldrig ville glemme denne sp g, sk nt jeg derved ville g imod ridderskabets love, for som jeg s tit har fortalt dig, tillader de ikke, at en ridder l gger h nd p en, der ikke er det, medmindre det sker for at forsvare sit eget liv og lemmer, og da kun i yderste n dstilf lde.
Jeg ville ogs have h vnet mig, hvis jeg kunne, uanset om jeg er sl et til ridder eller ej, men jeg kunne ikke; selv om jeg er overbevist om, at de, der forlystede sig med mig, hverken var sp gelser eller fortryllede mennesker, som Eders N de siger, men mennesker af k d og blod ligesom os; og alle havde de hvert deres navn, som jeg h rte blive n vnt, da de slyngede mig op i luften: den ene hed Pedro Mart nez, den anden Tenorio Hern ndez, og jeg h rte, at krov rten blev kaldt den Kejth ndede Juan Palomeque. S det med ikke at kunne springe over en g rdmur eller stige af hesten skyldtes alt andet end tryllebindinger. Og det eneste, jeg kan f ud af alt det her er, at de eventyr, vi drager rundt for at finde, sluttelig sluttelig vil bringe os s mange ulykker, at vi ikke ved, hvilket ben vi skal st p . Det bedste og rigtigste ville efter min ringe mening v re, at vi vendte tilbage til vores landsby, nu da det er tid for h sten og til at tage sig af bedriften, s vi m holde op med at l be hid og did og rende fra Herodes til Pilatus, som man siger.
Du ved ikke meget, Sancho, bem rkede don Quixote, om ridderskabets anliggender! Ti stille og v r t lmodig; for den dag skal nok komme, hvor du med dine egne jne ser, hvor refuldt det er at ud ve denne gerning. Hvis ikke, fort l mig s , om der findes st rre gl de i denne verden, eller om nogen forn jelse kan sammenlignes med at sejre i en tvekamp eller triumfere over en fjende? Ingen, afgjort ingen.
S dan m det forholde sig, svarede Sancho, selv om jeg ikke ved noget om det; jeg ved kun, at efter at vi er blevet farende riddere, eller Eders N de er blevet det, for hvad mig ang r, skal jeg ikke t lles i riddernes refulde tal, har vi aldrig vundet en kamp, bortset fra den mod biskayeren, og selv den dyst kostede Eders N de et halvt re og en halv hjelm; og siden da har der ikke vanket andet end prygl og atter prygl, n veslag og atter n veslag, og oven i k bet er jeg blevet udsat for himmelspr t, udf rt af fortryllede folk, som jeg ikke engang kan h vne mig p , hvad der ellers ville lade mig opleve gl den ved at besejre fjenden, som Eders N de taler om.
Det er det, der piner mig, og som ogs b r bekymre dig, Sancho, svarede don Quixote, men fra nu af vil jeg fors ge at f fat i et sv rd, der er lavet med et s dant mesterskab, at den, der har det i h nde, ikke kan blive udsat for nogen slags trolddomskunster. Og det kunne endda v re, at sk bnen ville fly mig Amad s sv rd fra dengang, han kaldte sig Ridderen af det Gl dende Sv rd, der var et af de bedste sv rd, nogen ridder i denne verden har haft, for bortset fra at det havde den n vnte egenskab, var det skarpt som en ragekniv og der fandtes ikke den rustning, hvor st rk eller fortryllet den end var, der kunne holde stand mod dette sv rd.
Jeg er s dan stedt, sagde Sancho, at hvis det skulle ske, at Eders N de fandt den slags sv rd, ville det kun komme v bnede riddere til nytte, ligesom med balsamen; og v bnerne, de kan s be svie og smerte.
Det skal du ikke v re bange for, Sancho, sagde don Quixote, for himlen vil dig det bedre end som s .
S dan snakkende red don Quixote og hans v bner af sted, da don Quixote opdagede, at der p vejen kom en stor, t t st vsky hen imod dem, og idet han s den, vendte han sig mod Sancho og sagde:
Nu er dagen oprunden, oh Sancho! hvor det skal vise sig, hvad godt sk bnen har i vente til mig. Nu er dagen oprunden, siger jeg, hvor min arm ligesom enhver anden dag skal vise sit mod, og hvor jeg skal udf re bedrifter, der bliver indskrevet i ber mmelsens bog til alle de kommende rhundreder. Kan du se den st vsky, som rejser sig der, Sancho? Den stammer fra en um delig h r best ende af utallige og forskelligartede folk, som skrider frem der.
Ser man s dan p det, m der v re to h re, sagde Sancho, for fra den anden side rejser der sig en tilsvarende st vsky.
Don Quixote vendte sig for at se efter og opdagede, at det virkelig forholdt sig s dan, og han blev kisteglad, for han t nkte uden tvivl, at det var to h re p vej til angreb, og at de ville m des p midten af den vidtstrakte slette; for til alle tider og jeblikke havde han hovedet fuldt af forestillinger om kampe, tryllebindinger, h ndelser, t jerier, elskovseventyr og udfordringer som dem, der fort lles om i ridderb gerne, og alt, hvad han sagde, t nkte eller gjorde, rettede sig mod den slags ting; og st vskyen, som han havde set, blev hvirvlet op af to store flokke f r og v ddere, der kom ad den samme vej, men fra hver sin kant, og med alt det st v, som de hvirvlede i vejret, kunne de ikke ses, f r de var p n rt hold. Og s ih rdigt h vdede don Quixote, at det var h re, at Sancho endte med at tro ham og sagde:
Men herre, hvad skal vi s g re?
Hvad vi skal g re? udbr d don Quixote; vi skal bist og hj lpe de n dlidende og ubemidlede. Og du skal vide, Sancho, at den h r, der kommer lige hen imod os, ledes og anf res af den store kejser Alifanfarr n, hersker over den store Trapobana; den anden h r, der kommer imod mig bagfra, anf res af hans fjende, garamanternes konge i Afrika, Pentapol n med det Opsm gede rme, der kaldes s dan, fordi han altid g r i kamp med den h jre arm blottet.
Men hvorfor kan de to herrer ikke sammen? spurgte Sancho.
De er uvenner, svarede don Quixote, fordi Alifanfarr n er en rasende hedning og har forelsket sig i Pentapol ns datter, som er meget smuk og dertil en yndefuld frue, og s er hun kristen, og hendes far vil ikke give hende til den hedenske konge, hvis ikke han f rst forlader den falske profet Muhameds religion og vender sig til hans tro.
Ved mit sk g, udbr d Sancho, om ikke Pentapol n handler meget rigtigt, s jeg m yde ham al den hj lp, jeg kan!
I denne sag kan du g re, hvad du finder passende, Sancho, sagde don Quixote, der kr ves nemlig ikke, at man er sl et til ridder for at g ind i den slags kampe.
Det har jeg forst et, svarede Sancho, men hvor anbringer vi slet, s vi er sikre p at finde det efter tr fningen? For jeg tror ikke, at det indtil nu har v ret brugt at lade den slags ridedyr deltage i kamp.
Det er sandt nok, sagde don Quixote; det du kan g re er at lade det g sine egne veje og s pyt med, om det skulle forsvinde, for vi vil have s mange heste, n r vi har sejret, at selv Rozinante kan risikere, at jeg skifter den ud med en anden. Men h r nu godt efter og se p , for nu vil jeg fort lle dig om de fornemste riddere, der indg r i de to h re. Og for at du bedre kan se og l gge m rke til det, tr kker vi os tilbage til den lille h j derhenne, hvorfra man kan overskue de to h re.
Som sagt, s gjort: de tog opstilling p en bakkekam, hvorfra der var godt udsyn til de to flokke, som for don Quixote var to h re, sk nt de st vskyer, de hvirvlede op, bl ndede og sl rede hans syn; men da han i sin indbildning alligevel s , hvad han ikke s , og hvad der ikke fandtes der, begyndte han med h j r st at sige:
Ridderen, som du ser der med det flammende gule harnisk, og som b rer et skjold med en kronet l ve, der ligger besejret for f dderne af en jomfru, er den tapre Laurcalco, herre til S lvbroen; den anden ridder, hvis harnisk er d kket af gyldne blomster, og som b rer et skjold med tre s lverne kroner p bl baggrund, er den frygtede Micocolembo, storhertug af Quirocia; ham med de k mpem ssige lemmer til h jre for ham er den aldrig forsagte Brandabarbar n de Boliche, hersker over det trefoldige Arabien, med et harnisk af slangeskind og et skjold, der if lge rygtet er en af d rene til templet, som Samson j vnede med jorden, da han h vnede sig p sine fjender med sin d d. Men vend nu jnene i den anden retning, s vil du i spidsen for den anden h r se den altid sejrende og aldrig besejrede Timonel de Carcajona, prins af det Nye Biskayen, hvis harnisk er opdelt i bl , gr nne, hvide og gule felter, og som p skjoldet har en kat i guld p en l vefarvet baggrund, hvor der st r Miau , starten p hans dames navn, der if lge rygtet er den uforlignelige Miulina, datter af hertug Alfe iqu n af Algarve; og nu ham der, som sidder tungt i sadlen p den st rke, fyrige ganger, hans harnisk er hvidt som sne, og hans skjold er blankt og uden noget skjoldm rke, for han er en nybagt fransk ridder ved navn Pierres Papin, herre til Utrique-baroniet; den anden, der jager de jernbesl ede h le ind i flankerne p det lette, brogede vild sel og b rer en rustning med klokkeformede figurer i s lv og bl emalje, er den magtfulde hertug af Nerbia ved navn Espartafilardo af Skoven, som i sit skjold b rer en aspargesplante, hvor der p kastiliansk st r skrevet: Opspor min lykke .
Og s ledes pr senterede han mange af ridderne fra de to h re, s dan som han forestillede sig dem. Og alle udstyrede han med rustninger, farver, skjoldm rker og valgsprog, som han opfandt p st ende fod, drevet frem af sin magel se galskabs forestillinger, og uden oph r talte han videre:
H ren lige overfor er sammensat og udg res af forskellige folkeslag: her ser man dem, der drikker den ber mte Xanto-flods ferske vande; bjergboerne, som holder til p de masiliske vidder i Afrika; folket, der udvinder det fineste guld i det lykkelige Arabien; de, der lever ved de ber mte og vederkv gende bredder af den klare flod Thermodon i Kappadokien; de, der p de mest forskelligartede m der vasker guld fra den lydiske flod Paktolos guldf rende vande; numidierne, der ikke er til at stole p ; perserne, der er ber mte bueskytter; partherne og mederne, der afskyder pile, mens de flygter; araberne med huse, der kan flyttes; skytherne, der er lige s grusomme, som de er lyse; ethioperne med gennemborede l ber, og uendeligt mange andre folkeslag, hvis ansigter jeg ser og kender, sk nt jeg ikke lige kan huske deres navne. I den anden h r indg r de, der under oliventr ernes skygger drikker af Betis-flodens krystalklare vande; de, der pudser og polerer deres ansigter med v de fra den rige og gyldne Tajo-flod; de, der nyder de helsebringende vande fra den guddommelige Genil; de, der f rdes p de gr sbevoksede tartesiske vidder; de, der muntrer sig p de elys iske sletter ved Jerez; La Manchas rige folk, der er kronet med lyse aks; de jernkl dte, der er gamle efterkommere efter goterne; de, der bader i floden Pisuerga, som er kendt for sit rolige l b; de, der vogter deres dyr p de vidtstrakte gr sgange ved den bugtede Guadiana, som er ber mt for sit skjulte flodleje; de, der ryster af kulde i de skovkl dte Pyren erbjerge og over de hvide snefnug i de h je Appenninerbjerge. Kort sagt alle de folkeslag, som Europa indeholder og omslutter.
Du milde himmel, som han n vnte provinser og omtalte folkeslag, idet han i en forunderlig fart udstyrede dem hver is r med de kendetegn, der h rte dem til, fuldst ndig opslugt og besj let af det, han havde l st i sine l gnagtige b ger! Sancho Pan a hang ved hans ord uden selv at kunne sige en lyd, og fra tid til anden vendte og drejede han hovedet for at se, om han kunne f je p ridderne og k mperne, som hans herre udpegede; og da han ikke kunne f je p n eneste, udbr d han:
Herre, fanden i vold med alle de m nd, k mper og riddere, som Eders N de n vner, for ikke n af dem viser sig her, i det mindste kan jeg ikke se dem; m ske skyldes det hele trolddom ligesom sp gelserne i nat.
Hvad er det, du siger? udbr d don Quixote. Kan du ikke h re hestenes vrinsken, hornenes signaler og trommernes buldren?
Jeg h rer ikke andet, svarede Sancho, end en v ldig br gen af f r og v ddere.
Og s dan l d det virkelig, for nu var de to flokke kommet t t p .
Din angst, sagde don Quixote, f r dig til ikke at se og h re rigtigt, for en af angstens virkninger er, at den forstyrrer sanserne og g r, at tingene ikke ligner det, de er; s hvis du er bange, m du hellere fortr kke og lade mig alene tilbage, for ene mand kan jeg bringe sejren hjem til den part, jeg v lger at give min st tte.
Og med disse ord sporede han Rozinante, f ldede lansen og red ned ad skr ningen s hurtigt som et lyn, mens Sancho r bte efter ham:
Vend om, Eders N de, hr. don Quixote, for jeg sv rger ved Gud, at det er v ddere og f r, som I er ved at angribe! Kom tilbage, fanden tage mit ophav! Det er jo halsl s gerning! Se dog, at der hverken er k mper eller riddere eller katte eller harnisker og heller ikke skjolde, der er hele eller opdelt i felter eller emaljeret i bl t og s lv eller dj vlebl ndte! Hvad er det, I g r? Jeg arme synder for Gud!
Det fik ikke don Quixote til at vende om; i stedet r bte han med h j r st:
Fremad, riddere, I som k mper under den tapre kejser Pentapol n med det Opsm gede rme, f lg mig alle sammen, s skal I f at se, hvor let jeg skaffer ham h vn over hans fjende, Alifanfarr n af Trapobana!
Med disse ord red han lukt imod f reh ren og begyndte at spidde dem s modigt og tappert, som om han virkelig gik til angreb p sine d dsfjender. Hyrderne og bjergb nderne, der kom med flokken, r bte til ham, at han skulle holde op med det; men da de s , at det ikke hjalp, tog de deres slynger fra b ltet og lod det pifte om rerne p ham med sten s store som knytn ver. Stenene fik ikke don Quixote til at holde sig tilbage; i stedet fartede han omkring og r bte:
Hvor er du, hovmodige Alifanfarr n? Kom herhen, for jeg er en enlig ridder, der nsker at m de dig mand til mand for at pr ve kr fter og sl dig ihjel som straf for det, du g r mod den tapre garamanter Pentapol n!
I samme nu blev han ramt i den ene side af en rullesten fra bjergb kken, s han fik sl et to ribben ind. Da han blev s ilde tilredt, troede han, at han uden tvivl var d d eller h rdt s ret, og kom i tanker om sin bryg, tog oliekrukken frem, satte den for munden og begyndte at nedsv lge drikken; men f r han havde b lget s meget ned, som han fandt tilstr kkeligt, blev han ramt lige p h nden af en fuldtr ffer, der desuden v drede oliekrukken og i farten slog en tre-fire fort nder og kindt nder ud i munden p ham og kv stede to fingre rigtig slemt. Det f rste og det andet stenkast traf ham s voldsomt, at den stakkels ridder blev n dt til at lade sig glide ned af hesten. Hyrderne kom hen til ham og i den tro, at de havde sl et ham ihjel, drev de hurtigt deres hjord sammen og lastede de d de dyr, som der var over syv af, og uden at se n rmere efter skyndte de sig v k. I al den tid blev Sancho oppe p bakken og iagttog sin herres galmandsv rk, mens han rev sig i sk gget og forbandede det tidspunkt og jeblik, hvor sk bnen havde bragt dem sammen. Da han nu s ham ligge p jorden, og alle hyrderne var forsvundet, red han ned ad skr ningen og hen til ham, hvor han fandt ham meget ilde tilredt, selv om han ikke havde mistet bevidstheden, og d r sagde han til ham:
R bte jeg ikke til jer, hr. don Quixote, at I skulle vende om, for dem, I ville angribe, var ikke h re, men v dderflokke?
Min fjende, den nedrige vismand, har rigtignok forfalsket det hele og f et det til at forsvinde. Du skal vide, Sancho, at det er en smal sag for den slags at give os det indtryk, de vil, og den nidding, som forf lger mig, er misundelig over den re, han kunne se, at jeg ville vinde i kampen her, og har derfor omdannet fjendens eskadroner til f reflokke. Hvis du ikke tror det, skal du for min skyld g re en ting, Sancho, s du kan opdage sagernes rette sammenh ng og indse, at det er sandt, hvad jeg fort ller dig: sid op p dit sel og f lg dem p afstand, s vil du f at se, hvordan de igen f r deres oprindelige skikkelse, n r de kommer lidt v k herfra; og n r de holder op med at v re v ddere, bliver de rigtige m nd ligesom dem, jeg beskrev for dig tidligere. Men du skal ikke ride v k lige nu, for jeg har brug for din hj lp og st tte; kom hen til mig og se efter, hvor mange kindt nder og fort nder jeg mangler, for det f les, som om jeg ikke har en eneste tand tilbage i munden.
Sancho gik s t t hen til ham, at han n sten havde jnene inde i munden p ham, men just p denne tid havde balsamen gjort sin virkning i don Quixotes mave, s samtidig med at Sancho stak hovedet hen og kiggede ham i munden, kastede don Quixote op, s det spr jtede ud af ham som fra et gev r, og alt, hvad han havde i sig, v ltede ud over den medf lende v bners sk g.
Hellige Maria! udbr d Sancho. Hvad er det dog, jeg kommer ud for? Den arme synder er benbart s ret til d de, for han br kker blod op gennem munden.
Men da han s n jere efter, kunne han af farve, smag og lugt se, at det ikke var blod, men balsamen fra oliekrukken, som han havde set ham drikke af; det vendte sig i maven p ham af bar v mmelse, og han br kkede sig ud over sin herre, s de begge blev godt s let til. Sancho l b hen til sit sel for at finde noget at t rre sig med og forbinde sin herre med i sadeltaskerne, og da han ikke fandt dem, var han ved at g fra forstanden. Igen forbandede han sig selv og bestemte i sit stille sind at forlade sin herre og vende hjem, om det s skulle koste ham l nnen for tjenesten og h bet om at f regentskabet over den lovede . Nu rejste don Quixote sig, og med venstre h nd for munden, s hans t nder ikke skulle falde ud, greb han fat i Rozinantes t jler med den anden h nd, for hesten var s trofast og skikkelig, at den ikke havde fjernet sig fra sin herre, og sammen med den gik han hen til sin v bner, der l nede sig ind over sit sel med h nden under kind og s ud til at st i dybe tanker. Da don Quixote opdagede, at han stod og virkede s s rgmodig, sagde han til ham:
Du skal vide, Sancho, at en mand ikke er mere end andre, hvis han ikke udf rer mere end de. Alle de genvordigheder, vi kommer ud for, er tegn p , at vi snart kommer ind i smult vande, og det vil g os godt, for det er ikke muligt, at hverken det gode eller det onde skal vare evigt, og heraf f lger, at n r det onde har varet l nge nok, n rmer det gode sig. S du skal ikke bekymre dig over de ulykker, der er vederfaret mig, for dem har du ingen del i.
Hvordan det? svarede Sancho. Var den, der i g r blev udsat for himmelspr t, m ske ikke min fars s n? Og sadeltaskerne med alle mine gode sager i, som i dag er v k, tilh rer de m ske en anden end mig?
Er sadeltaskerne v k, Sancho? spurgte don Quixote.
Ja, det er de, svarede Sancho.
S har vi ikke noget at spise i dag, konstaterede don Quixote.
Det er meget muligt, svarede Sancho, hvis der her p engene ikke vokser de urter, der kan give ildefarne riddere som Eders N de f den i en sn ver vending, og som Eders N de efter sigende kender.
Alligevel, bem rkede don Quixote, ville jeg lige nu hellere spise et sigtebr d eller et grovbr d og to spegesild end alle de urter, som Dioskorides beskriver, ogs selv om de er illustreret af l gen og botanikeren Andr s Laguna. Men stig nu alligevel op p dit sel, gode Sancho, og f lg mig; thi Gud, der er forsyn for alle ting, vil ikke svigte os og endnu mindre, n r vi s ih rdigt tjener ham, for ikke engang luftens myg eller larverne i jorden eller haletudserne i vandet svigter han, og han er s barmhjertig, at han lader solen skinne over gode og onde og lader det regne over retf rdige og uretf rdige.
Eders N de ville v re bedre som pr dikant, sagde Sancho, end som farende ridder.
De farende riddere havde og b r have kendskab til alt, Sancho sagde don Quixote, for i tidligere rhundreder fandtes der farende riddere, som kunne standse op for at pr dike eller holde en tale p ben plads, som var de magistre fra universitetet i Paris; heraf kan man udlede, at lansen aldrig sl vede pennen, og pennen heller ikke sv kkede lansen.
Jajada, det forholder sig sikkert, som Eders N de siger, svarede Sancho, men lad os nu se at komme v k herfra og skaffe os husly for natten, og Gud give, at det bliver et sted, hvor der hverken er t pper eller t ppesvingere eller sp gelser eller fortryllede maurere, og hvis der er, kan de g ad helvede til.
Bed du blot Gud om det, min k re, sagde don Quixote, og f r os, hvorhen du vil, for denne gang lader jeg det v re op til dig at v lge, hvor vi indlogerer os. Men r k lige h nden hen til mig og m rk efter med fingeren, s du kan finde ud af, hvor mange fort nder og kindt nder der mangler i overk ben p h jre side, for det er d r, jeg har ondt.
Sancho stak fingrene ind, og mens han m rkede efter, sagde han:
Hvor mange kindt nder plejede Eders N de at have i denne side?
Fire, svarede don Quixote, ud over visdomstanden, og de var alle hele og gode.
Herre, Eders N de skal t nke n je over, hvad I siger, sagde Sancho.
Jeg siger fire, eller m ske var der fem, svarede don Quixote, for jeg har aldrig f et rykket nogen fortand eller kindtand ud af munden, og der er heller aldrig faldet nogen t nder ud, og jeg har heller ikke haft orm dte t nder eller tandbylder.
I underk ben p den her side, sagde Sancho, har Eders N de ikke mere end to og en halv kindtand, og i overk ben er der ikke den mindste tandstump tilbage, for den er glat som en h ndflade.
Jeg arme stakkel! sagde don Quixote, da han h rte de s rgelige underretninger, hans v bner gav ham. Jeg havde foretrukket, at de havde rykket en arm af mig, n r blot det ikke var sv rdarmen, for jeg skal fort lle dig, Sancho, at en mund uden kindt nder er som en m lle uden m llesten, og en tand er meget mere v rd end en diamant, men den slags d jer alle med, der bekender sig til ridderskabets strenge orden. Stig op, k re ven, og vis vej, for jeg f lger dig, hvorhen du vil.
Som sagt, s gjort: Sancho holdt sig til landevejen og styrede st t og roligt i den retning, hvor han regnede med at finde logi. De kom meget langsomt frem, da smerten i don Quixotes k ber ikke gav ham rist eller ro og heller ikke tillod dem at skynde sig, hvorfor Sancho ville underholde og forn je ham, og noget af det, han berettede, bliver fortalt i n ste kapitel.
K APITEL XIX
Om de forstandige overvejelser, som Sancho udvekslede med sin herre, og om det eventyr, han kom ud for med en d d mand , sammen med andre ber mte begivenheder .


Det forekommer mig, min herre, at alle de vrange eventyr, der er overg et os i de sidste dage, uden tvivl er straf for, at Eders N de har syndet mod ridderskabets orden ved ikke at opfylde den ed, I svor om ikke at spise br d p opd kket bord eller fjase med dronningen, med alt hvad deraf f lger, og Eders N de svor at overholde det, indtil I havde taget hjelmen fra Malandrino, eller hvad det nu var, ham maureren hed, for det husker jeg ikke lige nu.
Du har s evigt ret, Sancho, sagde don Quixote, for sandt at sige har det ogs strejfet mig; og du kan v re helt sikker p , at du blev himmelspr ttet, fordi du ikke mindede mig om det i tide; men jeg skal nok sone det, for i ridderskabets orden er der fremgangsm der til at bringe alting p plads.
Har jeg m ske svoret noget? spurgte Sancho.
Det betyder ikke noget, om du har svoret, sagde don Quixote; det er nok, at jeg forst r, at du muligvis st r til bandlysning, s for alle tilf ldes skyld vil det v re godt at sikre os.
Hvis det forholder sig s dan, sagde Sancho, m Eders N de passe p ikke at glemme det igen, s dan som det skete med eden; m ske kunne sp gelserne igen f lyst til at muntre sig med mig, og endda ogs med Eders N de, hvis de ser, at I fremturer.
S ledes sm snakkende blev de overrasket af natten midt p landevejen, uden at de havde fundet eller opdaget et sted, hvor de kunne finde husly for natten; og det v rste ved det hele var, at de var ved at g til af sult, for med tabet af sadeltaskerne havde de ogs mistet hele deres forr d og proviant. Og for endelig at understrege denne ulykke kom de ud for noget, der i sandhed s ud til at v re et eventyr uden nogen kunstf rdig indgriben. Der skete det, at natten faldt p , men trods m rket fortsatte de deres f rd, idet Sancho mente, at siden det var en landevej, m tte de rimeligvis st de p en kro om en eller to mil. Mens den sultne v bner og den madlystne herre s ledes drog af sted i den m rke nat, opdagede de, at der hen imod dem p den vej, de selv fulgte, kom en m ngde lys, der lignede stjerner i bev gelse. Sancho blev lamsl et ved synet af dem, og don Quixote blev urolig; den ene trak i slets grime, den anden rykkede i krikkens t jler, og tavse og opm rksomme stirrede de for at se, hvad det kunne v re, og de s , at lysene n rmede sig dem, og jo t ttere de kom p , jo st rre virkede de. Ved synet af dem begyndte Sancho at sk lve som et espel v, og h rene rejste sig p hovedet af don Quixote, der dog stivede sig selv lidt af og sagde:
Det her, Sancho, m helt sikkert v re et v ldigt og farligt eventyr, hvor det bliver n dvendigt, at jeg viser alt mit mod og min styrke.
Jeg arme stakkel! svarede Sancho. Hvis det virkelig er et eventyr med sp gelser, hvad jeg har en grim anelse om, hvor findes der s ribben, som kan holde til det?
Hvor meget de end er sp gelser, sagde don Quixote, vil jeg ikke tillade, at der bliver krummet et eneste h r p dit hoved; for da de forlystede sig med dig tidligere, var det, fordi jeg ikke kunne springe over g rdmuren; men nu er vi i det bne land, hvor jeg kan bruge mit sv rd.
Og hvis I bliver tryllebundet og lammet, som det skete sidste gang, sagde Sancho, hvad hj lper det s at v re i det bne land?
Jeg vil nu alligevel bede dig, Sancho sagde don Quixote, om at v re ved godt mod, for erfaringen skal nok vise dig, hvor modig jeg er.
Modet skal jeg nok holde oppe, om Gud vil, svarede Sancho.
S red de to ud i vejsiden og kiggede igen opm rksomt efter for at se, hvad alle de vandrende lys kunne v re, og kort efter fik de je p en masse skjortekl dte; ved det frygtindgydende syn mistede Sancho Pan a fuldst ndig modet, og hans t nder begyndte at klapre, som havde han fjerdedagsfeber; og hans t nder hakkede og klaprede endnu voldsommere, da de klart kunne se, hvad det var, for de opdagede omkring tyve skjortekl dte, alle til hest og med t ndte fakler i h nderne; og bag dem kom en s rged kket b revogn, der blev fulgt af yderligere seks ryttere, hvis s rged kken n ede muldyrene til hovene, for man kunne tydeligt se p deres sindige gangart, at det ikke var heste. De skjortekl dte talte sagte og medf lende indbyrdes. Dette besynderlige syn p det tidspunkt og p s de et sted var nok til at jage en skr k i livet p Sancho og endda ogs p hans herre, og gid det var blevet ved det med don Quixote; men hvor al kraft var sl et ud af Sancho, gik det lige modsat med hans herre, der i det jeblik livagtigt forestillede sig, at det var et af eventyrene fra hans b ger. Han bildte sig ind, at b revognen var en b re, hvorp der m tte ligge en h rdt s ret eller d d ridder, hvis h vn var forbeholdt ham alene, og uden yderligere overvejelser f ldede han lansen, satte sig godt til rette i sadlen, og med en del og fyrig holdning tog han opstilling midt p vejen, hvor de skjortekl dte n dvendigvis m tte passere, og da han kunne se dem p n rt hold, erkl rede han med h j r st:
Stands, riddere, eller hvem I end er, og g r rede for, hvem I er, hvor I kommer fra, hvor I er p vej hen, og hvad I bringer med jer p denne b reb re; for I ser ud, som om I har optr dt kr nkende eller v ret udsat for en kr nkelse, og det er b de passende og n dvendigt, at jeg h rer om det, enten for at straffe jer for den uret, I har beg et, eller for at h vne den kr nkelse, der er beg et mod jer.
Vi har travlt, svarede en af de skjortekl dte, og der er endnu langt til kroen, s vi kan ikke standse op for at afl gge beretning om alt, hvad I beder om.
Han sporede muldyret og red frem. Don Quixote f lte sig meget kr nket over dette svar og greb fat i hans grime med disse ord:
Stands op og v r mere velopdragen, og g r rede for det, jeg har bedt jer om; ellers er I alle i kamp med mig.
Muldyret var meget sky, og da han greb det ved grimen, blev det s forskr kket, at det stejlede og smed sin rytter af. En tjener, der gik til fods, s den skjortekl dte blive kastet af og begyndte at sk lde ud p don Quixote, der nu var blevet rasende og ikke l ngere kunne holde sig i ro, men s nkede sin lanse og gik til angreb p en af de s rgekl dte, der h rdt s ret faldt til jorden; herefter vendte han sig efter de andre, og det var nok v rd at se, hvor hurtigt han angreb og slog dem p flugt, for i det jeblik virkede det, som om Rozinante havde f et vinger, s letbenet og stolt for den omkring. Alle de skjortekl dte var frygtsomme og ubev bnede folk, og s ledes forlod de let valpladsen p et jeblik og styrtede ud over det bne land med t ndte fakler, s de lignede karnevalskl dte mennesker, der farter omkring en aften med fest og forn jelse. De s rgekl dte var til geng ld s t t indhyllede og viklede ind i deres lange gevandter og kl dninger, at de ikke var i stand til at bev ge sig; s uden at uds tte sig for nogen fare gennemheglede don Quixote dem alle til hobe og tvang dem v k fra stedet, for de troede alle, at det ikke var en mand, men dj velen selv, der var kommet fra helvede for at hente den d de, som de bragte med sig i b revognen. Sancho overv rede det hele, fuld af beundring over sin herres uforf rdethed, og han sagde til sig selv:
Min herre er uden tvivl lige s tapper og handlekraftig, som han selv siger.
Der l en fakkel og br ndte p jorden ved siden af den f rste, som don Quixote havde v ltet af muldyret, og da han kunne se ham ved dens sk r, red han hen til ham, satte lanseodden mod hans ansigt og sagde, at han skulle overgive sig, ellers ville han dr be ham. Dertil svarede den faldne:
Jeg er mere end overvunden, for jeg kan ikke bev ge mig, da mit ben er br kket; jeg b nfalder Eders N de om ikke at dr be mig, hvis I er en kristen ridder, da I derved vil beg en stor helligbr de; for jeg er licentiat og ordineret som degn.
Men hvem fanden har bragt jer hertil, udbr d don Quixote, n r I er en kirkens mand?
Hvem, herre? svarede den faldne, om ikke min kranke sk bne.
En st rre ulykke truer jer, sagde don Quixote, hvis ikke I svarer tilfredsstillende p alt det, jeg spurgte jer om f r.
Eders N de kan let stilles tilfreds, svarede licentiaten; og s ledes skal Eders N de vide, at selv om jeg tidligere sagde, at jeg var licentiat, er jeg dog kun student og hedder Alonso L pez; jeg stammer fra Alcobendas og kommer lige nu fra byen Baeza sammen med elleve andre pr ster, der flygtede med faklerne; vi er p vej til Segovia og ledsager liget af den ridder, der ligger i b revognen; han d de i Baeza, hvor han l lig, og vi var som sagt p vej med de jordiske rester til hans gravsted, der ligger i Segovia, hvor han stammer fra.
Og hvem dr bte ham? spurgte don Quixote.
Gud, der fik hj lp fra den pestfeber, han p drog sig, svarede studenten.
P den m de, sagde don Quixote, har Vor Herre sparet mig besv ret med at h vne hans d d, hvis nogen anden havde sl et ham ihjel; men n r det er Ham, der dr bte ham, kan man kun tie og tr kke p skuldrene, for andet kunne man heller ikke g re, hvis det var mig, Han tog livet af; men jeg nsker, at Eders H j rv rdighed skal vide, at jeg er en ridder fra La Mancha ved navn don Quixote, og det er mit hverv og min besk ftigelse at drage rundt i verden og rette uret og h vne kr nkelser.
Jeg ved ikke, hvad I mener med at rette uret, sagde studenten, for jeg var ret, og I har gjort mig uret ved at br kke mit ben, s det aldrig mere i mit liv vil blive ret; og den kr nkelse, I har h vnet, har v ret at g re mig s kr nket, at jeg vil vedblive at v re det resten af mine dage; det har v ret en stor ulykke at tr ffe p jer, der farter rundt p jagt efter eventyr.
Ikke alle ting sker p en og samme m de, svarede don Quixote; fejlen var, hr. student Alonso L pez, at I kom, som I gjorde ved nattetide, kl dt i skjorter som soldater i kamp og med t ndte fakler, mens I bad og hyllede jer i sorg, s I sandt at sige lignede ildevarslende v sener fra den anden verden, og s ledes m tte jeg opfylde min forpligtelse og angribe jer, og jeg ville have angrebet jer, om jeg s virkelig havde f et at vide, at I var sataner fra helvede, for som s danne ans og betragtede jeg jer hele tiden.
Da min sk bne nu har villet det s dan, sagde studenten, b nfalder jeg Eders N de, hr. farende ridder, der har gjort mig s ilde faren, om at hj lpe mig med at komme fri af muldyret, for mit ene ben sidder fast mellem stigb jlen og sadlen.
Jeg kunne have snakket til i morgen!, udbr d don Quixote. Det var p h je tid, I kom frem med jeres nske.
S r bte han til Sancho Pan a om at komme, men det tog han sig ikke af, for han var travlt optaget af at udplyndre et pak sels rigelige forsyninger af mad, som de gode herrer bragte med sig. Sancho lavede en s k ud af sin frakke og tog alt, hvad han kunne proppe ned i s kken, lastede den p sit sel, og f rst da reagerede han p sin herres r b og hjalp ham med at f hr. studenten hentet ud under muldyrets tunge v gt; de fik ham op at sidde p muldyret, gav ham faklen i h nden, og don Quixote sagde til ham, at han skulle f lge samme vej som sine ledsagere og hilse fra don Quixote og bede dem undskylde kr nkelsen, sk nt han dog ikke kunne have undladt at handle, som han gjorde. Sancho sagde desuden til ham:
Hvis de herrer skulle nske at vide, hvem den tapre mand var, der tilredte dem s dan, kan Eders N de fort lle, at det var den navnkundige don Quixote de la Mancha, hvis tilnavn er Ridderen af den Bedr velige Skikkelse.
Hermed drog studenten af sted, og don Quixote spurgte Sancho, hvad der havde f et ham til at kalde ham Ridderen af den Bedr velige Skikkelse netop nu.
Det skal jeg sige jer, svarede Sancho: fordi jeg har iagttaget jer en stund i lyset fra faklen, som den ildefarne stakkel havde med, og Eders N de g r virkelig den mest ynkelige figur, jeg i mine livskabte dage har set; det m enten komme af tr theden efter kampen eller manglen p kindt nder og fort nder.
Det kan ikke v re derfor, svarede don Quixote, men m skyldes, at den vismand, der har til opgave at skrive historien om mine bedrifter, har fundet det for godt, at jeg skal have et tilnavn ligesom alle fortidens riddere: n kaldte sig Ridderen af det Gl dende Sv rd; en anden Enhj rning; denne tog tilnavnet Jomfruernes Ridder, hin kaldte sig Fugl F nix; n kaldte sig Griffens Ridder, en anden D dens Ridder, og under disse navne og kendetegn var de kendt over hele den runde jord. Og s ledes siger jeg, at den omtalte vismand just nu har lagt dig p tungen og i tankerne, at du skulle kalde mig Ridderen af den Bedr velige Skikkelse, hvad jeg agter at kalde mig fremover, og for at navnet skal passe bedre til mig, beslutter jeg hermed at lade male en meget bedr velig skikkelse p mit skjold, n r lejlighed byder sig.
Der er ingen grund til at bruge tid og penge p at fremstille denne figur, sagde Sancho, det eneste, Eders N de beh ver at g re, er at vise jeres skikkelse frem og vende ansigtet mod dem, der m tte se p jer, s vil de uden videre og uden andet billede eller skjold kalde jer Ridderen af den Bedr velige Skikkelse; og I m tro mig p mit ord, for jeg lover Eders N de, herre, og det er kun sagt i sp g, at sulten og de manglende kindt nder f r jer til at se s d rlig ud, at man som sagt udm rket kan undv re det bedr velige maleri.
Don Quixote lo meget ad Sanchos vid, men alligevel satte han sig for at kalde sig ved det navn, s snart han kunne f malet sit skjold, som han havde t nkt sig.
Jeg glemte at sige, at Eders N de skal v re klar over, at I er lyst i band, fordi I har lagt h nd p de hellige ting: Iuxta illud, si quis suadente diabolo osv.
Jeg forst r ikke den slags latin, svarede don Quixote; men jeg ved til geng ld godt, at jeg ikke lagde h nd p andet end denne lanse; s meget mere som jeg ikke havde til hensigt at forn rme pr ster eller nogen af Kirkens ting, som jeg respekterer og tilbeder, som den katolske og tro kristne jeg er, men kun nskede at bek mpe sp gelser og monstre fra den anden verden; og n r det gik s dan, mindes jeg, hvad der skete Cid Ruy D az, da han smadrede det kongelige sendebuds stol for jnene af Hans Hellighed Paven, hvad der fik denne til at lyse ham i band, og alligevel regnedes den gode Cid, der ogs blev kaldt Rodrigo de Vivar, for en meget retskaffen og tapper ridder.
Da studenten h rte det, drog han som allerede fortalt bort uden et ord. Don Quixote ville se, om liget, der l i b revognen, var de rene knogler eller ej, men det protesterede Sancho imod med disse ord:
Herre, Eders N de har afsluttet dette farlige eventyr mere uskadt end i noget andet eventyr, jeg har set; selv om disse folk er blevet overvundet og sl et p flugt, kunne det ske, at de kom p den tanke, at de blev besejret af et eneste menneske, og flove og skamfulde over det kunne de samle sig igen og komme efter os for at give os en l restreg. slet er lastet, bjerget i n rheden, sulten trykker, og vi skal bare tr kke os tilbage i god ro og orden, og som man siger: den enes d d, den andens br d.
Og idet han drev sit sel foran sig, bad han sin herre om at f lge sig, og da denne fandt, at Sancho havde ret, fulgte han ham uden yderligere indvendinger. Da de havde redet gennem en klippeslugt et kort stykke vej, n ede de ud i en bred, afsides dal, hvor de steg af; Sancho tog lasten af slet, og liggende p det gr nne gr s spiste de til morgen, middag og aften med sulten som den bedste dyppelse, og de fyldte deres maver med mere end n af de madposer, som den afd des pr stefolk, der sj ldent lider nogen n d, bragte med sig p deres pak sel. Men nu overgik der dem en anden ulykke, som Sancho regnede for den v rste af dem alle, og det var, at de ikke havde vin at drikke og ikke engang vand at v de munden med; og da de var plaget af t rst, og engen, hvor de l , var d kket af t t, gr nt gr s, sagde Sancho, hvad der vil blive fortalt i n ste kapitel.
K APITEL XX
Om det uh rte og usete eventyr, der aldrig er blevet gennemf rt af nogen navnkundig ridder med mindre fare for liv og lemmer end af den tapre don Quixote de la Mancha .


Af det gr nne gr s kan man se, min herre, at der her i n rheden m v re en kilde eller en b k, som giver v de til planterne, andet er en umulighed, og derfor vil det bedste v re at g lidt fremefter, s skal vi nok finde et sted, hvor vi kan stille den frygtelige t rst, der plager os, og som uden tvivl er v rre end sulten.
Don Quixote fandt, at det var et godt r d, s han tog Rozinante ved t jlerne, og Sancho greb sit sel ved grimen efter at have anbragt madresterne efter aftensm ltidet p det, og s begyndte de at famle sig vej op over engen, for i nattens mulm og m rke kunne de ikke se en h nd for sig; men knap havde de g et to hundrede skridt, f r deres rer opfangede den buldrende lyd af vand, der l d, som om det styrtede ud fra nogle h je, stejle klipper. De blev s glade over at h re vandets brusen, at de standsede op for at lytte efter, hvor lyden kom fra, og nu h rte de pludselig en anden bragen, der fik dem til at sl koldt vand i blodet og delagde deres gl de over vandet, is r hos Sancho, der naturligvis var forsagt og ngstelig. Jeg kan alts fort lle, at de h rte taktfaste slag sammen med knirkende jernk der og l nker, som ledsaget af vandets rasende buldren kunne jage en skr k i livet p enhver anden end don Quixote. Det var som sagt m rk nat, og p m og f gik de ind mellem nogle h je tr er, hvis blade i den stille brise raslede sagte og uhyggeligt, s ensomheden, stedet, m rket, vandets buldren og bladenes raslen, alt dette vakte skr k og r dsel, og v rre blev det, da de opdagede, at bankelydene ikke oph rte, vinden ikke sov og morgenen ikke gryede, og dertil kom, at de ikke anede, hvor de befandt sig. Men don Quixote, der havde f lgeskab af sit uforf rdede hjerte, sprang p Rozinante, satte sit skjold p armen, holdt lansen p skr og sagde:
K re Sancho, du skal vide, at jeg efter nske fra himlen blev f dt ind i vores nuv rende jernalder for at genoplive guldalderen eller den gyldne alder, som man plejer at kalde den. Alle farer, herlige bedrifter og tapre gerninger er forbeholdt mig. Det er mig, gentager jeg endnu en gang, der skal genoplive Ridderne om det Runde Bord, de Tolv J vninge fra Frankrig og de Ni Navnkundige, og det er ligeledes mig, der skal bringe glemsel over de mange udgaver af ridderne Platir og Tablante, Olivante og Tirant, Phoibos og Belian s og hele den vrige skare af ber mte farende riddere fra fortiden, ved i det rhundrede, jeg befinder mig i, at udf re heltegerninger, forunderlige bedrifter og v bendyster, der overskygger de navnkundigste af deres bedrifter. Nu l gger du, min tro og retskafne v bner, vel m rke til nattens m rke skygger, dens besynderlige stilhed, tr ernes d mpede og foruroligende brusen, den frygtindgydende buldren af vandet, vi s ger efter, og som i lighed med Nilen lyder som om det styrter ud og v lter ned fra de h je M nebjerge, og den uoph rlige banken, der sk rer os i rerne, og b de sammen og hver for sig er lydene nok til at s tte selveste krigsguden Mars en frygt, skr k og angst i livet, s meget mere n, der ikke er vant til den slags begivenheder og eventyr. Men alt, hvad jeg her udmaler for dig, ansporer og v kker mit mod, s hjertet svulmer i mit bryst af lyst til at g i lag med dette eventyr, hvor vanskeligt det end m tte vise sig at v re. S sp nd nu sadelgjordene p Rozinante og Gud v re med dig og vent p mig her, men h jst tre dage, og hvis jeg derefter ikke vender tilbage, kan du begive dig til vores landsby, og derfra skal du g re mig den tjeneste og gode gerning at tage til El Toboso, hvor du skal fort lle min uforlignelige frue Dulzinea, at hendes tryllebundne ridder d de under udf relsen af bedrifter, der kunne g re ham v rdig at kalde sig hendes.
Da Sancho h rte sin herres ord, begyndte han at gr de s inderligt og sagde:
Herre, jeg ved ikke, hvorfor Eders N de vil g i kast med dette frygtelige eventyr; det er nat nu, ingen kan se os her, og vi kan let g en anden vej og undg faren, om vi s m undv re at drikke i tre dage; og da der ikke er nogen, der kan se os, vil ingen overhovedet l gge m rke til, at vi er nogle kujoner, s meget mere som jeg har h rt pr sten i vores landsby pr dike, og ham kender Eders N de jo udm rket, at den, der s ger faren, g r til grunde i den; s det er ikke godt at friste Gud ved at g i gang med noget s ubesindigt, hvor man kun ved et mirakel kan slippe helskindet fra det, for himlen har allerede vist jer tilstr kkelig mange mirakler ved at frelse Eders N de fra at blive himmelspr ttet, som jeg blev det, og ved at lade jer g uskadt, fri og sejrrig ud af kampen mod de mange fjender, der ledsagede den afd de. Og hvis alt dette ikke r rer eller bl dg r jeres h rde hjerte, s lad jer bev ge af tanken og forestillingen om, at n ppe har Eders N de fjernet jer herfra, f r jeg ude af mig selv af skr k vil give min sj l til hvem der m tte nske at tage den med sig. Jeg br d op fra min f deegn og forlod kone og b rn for at f lge og tjene Eders N de med min egen fordel, ikke min bagdel for je; men fyld gr digt i dine s kke, og du vil se dem spr kke, som det er sket for mig, for jo mere br ndende jeg nskede mig den afskyelige og ulyksalige , som Eders N de s mange gange har lovet mig, ser jeg, at betalingen i stedet bliver, at I efterlader mig et sted langt fra andre mennesker. Ved den eneste Gud, min herre, g r mig ikke en s dan ubillighed, og hvis Eders N de ikke helt vil afst fra at g i kast med denne bedrift, s uds t den i det mindste til i morgen, for if lge det jeg l rte, da jeg var hyrde, kan der ikke v re mere end tre timer fra nu af og til morgengry, for mundingen p Hornet, som andre kalder Lillebj rn, er lige over vores hoved nu, og det er midnat, n r det flugter med venstre arm.
Hvordan kan du se, Sancho, spurgte don Quixote, hvor den har denne linje, eller hvor munden er, eller det baghoved, du snakker om, n r natten er s m rk, at man ikke kan jne en eneste stjerne p hele himlen?
Det er rigtigt nok, sagde Sancho, men angsten har mange jne og kan se ting under jord og s meget mere oven over jorden i himlen, derfor kan man med lidt sund fornuft let forst , at der ikke er lang tid, til det bliver dag.
Hvor lang tid der end er, svarede don Quixote, skal man dog hverken nu eller p noget andet tidspunkt kunne sige om mig, at t rer og b nner afholdt mig fra at g re, hvad jeg burde if lge god ridderskik; og s ledes beder jeg dig om at tie, Sancho, for Gud, der har lagt mig p sinde at g i kast med dette magel se og frygtindgydende eventyr, vil v ge over mit ve og vel og tr ste dig i din modl shed. Du skal bare sp nde Rozinantes sadelgjorde og blive her, s er jeg hurtigt tilbage igen, levende eller d d.
Da Sancho nu inds , hvor beslutsom hans herre var, og hvor lidt hans t rer, r d og b nner hjalp, besluttede han at tage tilflugt til sin opfindsomhed og om muligt f ham til at afvente dagens komme; og mens han s ledes sp ndte sadelgjordene p hesten, tog han listigt grimen fra sit sel og bandt Rozinantes forben sammen uden at blive opdaget, s da don Quixote ville ride bort, kunne han ikke, for hesten var kun i stand til at bev ge sig i spring. Da Sancho Pan a s , hvor godt hans svindelnummer lykkedes, sagde han:
N dada, herre, himlen er nok blevet bev get af mine t rer og b nner og har villet det s dan, at Rozinante ikke kan bev ge sig, og hvis I bliver st dig og driver p hesten med sporen, udfordrer I sk bnen og kommer til at k mpe mod overmagten, som man siger.
Don Quixote blev ude af sig selv over det, men hvor meget han end jog benene ind i hestens flanker, kunne han ikke f den til at rokke sig ud af stedet; og uden at opdage sammenbindingen fandt han det bedst at falde til ro og vente, enten til det blev morgen, eller til Rozinante satte sig i bev gelse, uden tvivl i den tro, at det skyldtes noget andet end Sanchos opfindsomhed, og s ledes sagde han til ham:
Det forholder sig s dan, Sancho, at Rozinante ikke kan bev ge sig, s jeg m affinde mig med at vente, til morgenr den titter frem, selv om jeg er tr t af at skulle vente p , at dagen gryr.
Det skal I ikke v re, svarede Sancho, for jeg skal nok underholde Eders N de med at fort lle historier fra nu af og til i morgen, medmindre I hellere vil stige af og l gge jer til at sove lidt i det gr nne gr s, som farende riddere har for vane, s I kan v re udhvilet, n r dagen gryr og det er tid til at g i kast med det magel se eventyr, der venter jer.
Hvorfor taler du om at stige af og sove? sagde don Quixote. Er jeg m ske af den slags riddere, der hviler, n r farerne truer? L g du dig bare til at sove, for det er jo din natur, eller g r, hvad du lyster, s vil jeg g re, hvad jeg finder mest passende for mit forehavende.
Min herre, Eders N de m ikke blive vred, sagde Sancho, det var ikke s dan ment.
Og s gik han hen til ham, greb med den ene h nd om den forreste sadelbue og lagde den anden h nd p den bageste, s han holdt om sin herres venstre l r uden at vove at rokke sig en fingersbred derfra: s r d var han over bankelydene, der stadig h rtes med mellemrum. Don Quixote sagde til ham, at han kunne fort lle en historie for at underholde ham, som han havde lovet, og det ville Sancho gerne g re, hvis han var i stand til det for bar skr k og r dsel.
Men alligevel vil jeg anstrenge mig for at fort lle en historie, og hvis det lykkes mig at f den fortalt, og jeg ikke bliver standset undervejs, er det den bedste af alle historier; h r godt efter, Eders N de, for nu begynder jeg: Der var engang, hvor det gode, der m tte komme, var for alle, og det onde kun for den, der ops gte det Og Eders N de, min herre, skal l gge m rke til, at fortidens fort llere ikke bare begyndte deres fabler p en hvilken som helst m de, men startede med en talem de af romeren Cato Fjolsorius, der lyder s dan her: Og det onde kun for den, der ops gte det, og det passer her som fod i hose og betyder, at Eders N de skal forholde jer i ro og ikke ops ge det onde nogetsteds, men hellere lade os g tilbage ad en anden vej, for der er ingen, der tvinger os til at forts tte ad vejen her, hvor vi gennemrystes af s mange forskr kkelser.
Se nu at komme videre med din fort lling, Sancho, sagde don Quixote, og overlad til mig at v lge den vej, vi skal f lge.
Jeg siger alts , fortsatte Sancho, at et sted i Extremadura var der en gedehyrde, alts s dan n, der vogtede geder, og denne hyrde eller gedevogter, som jeg beretter om i min fort lling, hed Lope Ruyz, og denne Lope Ruyz var forelsket i en hyrdinde, der hed Torralba, og hyrdinden ved navn Torralba var datter af en rig bjergbonde, og denne rige bonde
Hvis du fort ller din historie s dan, Sancho, sagde don Quixote, at du gentager alt hvad du siger to gange, bliver du ikke f rdig de f rste to dage; fort l tingene den ene efter den anden og fort l dem som en forstandig mand, og hvis du ikke kan det, s skal du ikke sige noget.
I min hjemegn, svarede Sancho, fort ller man alle fabler, s dan som jeg fort ller dem, og jeg kan ikke fort lle p andre m der, og det er heller ikke godt, hvis Eders N de beder mig om at indf re ny skik og brug.
S fort l, som du vil, sagde don Quixote; forts t bare, siden sk bnen vil det s dan, at jeg ikke kan undg at lytte til dig.
Som jeg allerede har fortalt, min sj ls herre, fortsatte Sancho, var denne hyrde forelsket i hyrdinden Torralba, der var en buttet og stridbar pige, som godt kunne virke lidt mandhaftig, for hun havde ansats til oversk g, og lige nu er det grangiveligt, som om jeg ser hende for mig.
Kendte du hende da? spurgte don Quixote.
Jeg kendte hende ikke, svarede Sancho; men den, der fortalte mig historien, forsikrede mig om, at den var s rigtig og sandf rdig, at n r jeg fortalte den videre, kunne jeg udm rket fastsl og sv rge p , at jeg havde set det hele. Men dage kom og dage gik, og dj velen, der aldrig sover og altid laver brok i alt, s rgede for, at hyrdens k rlighed til hyrdinden blev til afsky og ond vilje, og if lge onde tunger var grunden den, at hun gav ham anledning til et vist m l af skinsyge, som gik over stregen og ber rte det forbudte; det gik s galt, at hyrden herefter afskyede hende s meget, at han for ikke at se hende ville bryde op fra den egn og drage et sted hen, hvor han aldrig mere ville se hende for sine jne. Torralba, der nu blev foragtet af Lope, kom til at holde s meget af ham, som hun aldrig f r havde gjort.
Det er kvindernes natur, bem rkede don Quixote: de foragter den, der elsker dem, og elsker den, der afskyr dem; forts t, Sancho.
Der skete nu det, sagde Sancho, at hyrden f rte sin beslutning ud i livet, drev sine geder foran sig og begav sig ud over Extremaduras vidder, indtil han n ede Portugals riger. Da Torralba h rte det, begav hun sig efter ham og fulgte ham til fods og barfodet p lang afstand med en hyrdestav i h nden og en vads k over skuldrene, hvor hun if lge rygtet havde en stump spejl og en kam og en krukke med en eller anden slags sminke til ansigtet; men hvad hun nu end havde med, vil jeg ikke komme n rmere ind p lige nu, men blot fort lle, at det siges, at hyrden med sin hjord n ede frem til at skulle krydse floden Guadiana, der p det tidspunkt var meget vandrig og n sten g et over sine bredder, og der, hvor han kom ned til floden, var der hverken skib eller jolle og ingen til at skaffe hverken ham eller hans dyr over p den anden side, hvad der rgrede ham meget, for han kunne se, at Torralba n rmede sig, og hun ville plage ham meget med sine b nner og t rer; dog, da han s n jere efter, opdagede han en fisker, der havde en jolle, men den var s lille, at der kun lige kunne v re et menneske og en ged i den, men alligevel snakkede han med ham og aftalte, at han skulle sejle ham og hans tre hundrede geder over floden. Fiskeren gik i jollen og sejlede en ged over; han vendte tilbage og sejlede endnu en ged over; han vendte igen tilbage og sejlede endnu en ged over. Eders N de skal holde tal p , hvor mange geder fiskeren sejler over, for hvis man glemmer n, er historien slut, og det vil ikke v re muligt at fort lle et eneste ord mere. Jeg forts tter alts min beretning med at fort lle, at landingspladsen p den anden side var mudret og smattet, s fiskeren var lang tid om turen over og tilbage igen. Alligevel vendte han tilbage efter endnu en ged, og n til, og n til
Fort l bare, at han sejlede dem alle over, sagde don Quixote; du beh ver ikke at f lge ham frem og tilbage p den m de, for s bliver du ikke f rdig med at sejle dem over p et r.
Hvor mange er der kommet over indtil nu? spurgte Sancho.
Fanden tage mig, om jeg ved det! svarede don Quixote.
Jeg sagde jo, at I skulle holde godt regnskab, for nu er fort llingen ved Gud ovre, og jeg kan ikke fort lle videre.
Hvad skal det sige? udbr d don Quixote. Er det s v sentligt for historien at vide helt n jagtigt, hvor mange geder der er sejlet over, at hvis man tager fejl i antallet, kan du ikke forts tte med historien?
Nej, herre, overhovedet ikke, svarede Sancho; men just som jeg bad Eders N de fort lle mig, hvor mange geder der var fragtet over, og I svarede, at det vidste I ikke, i samme jeblik forsvandt alt, hvad jeg endnu manglede at fort lle, fra min hukommelse, og det var min tro en god og forn jelig fort lling.
Betyder det, spurgte don Quixote, at historien nu er f rdig?
Lige s f rdig som min salig mor, svarede Sancho.
Jeg m sandelig indr mme, bem rkede don Quixote, at du har fortalt en af de nyeste fabler, fort llinger eller historier, som nogen i denne verden har udt nkt, og du fort ller den og lader den slutte p en m de, der aldrig vil blive eller er blevet set i dette liv, sk nt jeg ikke forventede andet af din gode fornuft; men det undrer mig ikke, for m ske har de uoph rlige bankelyde forstyrret din forstand.
Det er meget muligt, svarede Sancho, men hvad min fort lling ang r kan jeg kun sige, at den h rer op, n r man ikke l ngere kan holde tal p , hvor mange geder der er fragtet over.
Du har min velsignelse til at holde inde, n r du m tte nske det, sagde don Quixote, og lad os nu se, om Rozinante kan bev ge sig ud af stedet.
Han klemte igen benene sammen om dens flanker, og igen gjorde hesten nogle spring og faldt til ro: den var forsvarligt bastet og bundet. Nu ser det ud til, at Sancho fik trang og lyst til at g re det, som ingen anden kan g re for ham, hvad enten det nu skyldtes morgenkulden, eller at han havde spist noget aff rende, eller det havde naturlige rsager, hvilket er det mest sandsynlige, men han var s bange, at han ikke turde fjerne sig s meget som det sorte under en negl fra sin herre; men det gik heller ikke an at undlade at g re det, han havde trang til, s det han gjorde var i god ro og orden at lade h jre h nd slippe sit greb i den bageste sadelbue, og med den l snede han beh ndigt og lydl st rendel kken p snoren, som var det eneste, der holdt hans kn bukser oppe, og da han fik den l snet, faldt bukserne ned om benene p ham og l som fodl nker om hans ankler. Herefter l ftede han skjorten, s godt han kunne, og hans store rumpe kom ud i fri luft. Det var det eneste, han beh vede at g re, troede han, for at lette sig for sit frygtelige og pinefulde mavekneb, men da det var gjort, kom han i en endnu v rre knibe, og det var, at han ikke kunne lette sig uden at prutte, s han greb til at bide t nderne sammen, l fte skuldrene og holde vejret alt, hvad han kunne, men trods alle sine anstrengelser var han s h rdt tr ngt, at han sluttelig sluttelig kom til at udsende en lille fisen, der var ret forskellig fra den larm, der gjorde ham s bange. Det h rte don Quixote og spurgte:
Hvad var det for en lyd, Sancho?
Det ved jeg ikke, herre, svarede han; det m v re noget nyt, for eventyr og ulykker kommer aldrig alene.
S pr vede han igen sin lykke, og denne gang gik det s godt, at han uden den tidligere fisen og prutten fik lettet sig for den byrde, der havde tynget ham s dan. Men da don Quixotes lugtesans var lige s skarp som hans h relse, og Sancho var s t t p og n rmest kl bede til ham, steg dunsterne opad i n sten lige linje, og det var ikke til at undg , at nogle af dem n ede hans n sebor, og n ppe var de n et frem, f r han kom dem til unds tning, klemte to fingre sammen om dem, og med en sm sn vlende stemme sagde han:
Du m min tro, Sancho, v re meget bange.
Det er jeg ogs , svarede Sancho, men hvorfor l gger Eders N de m rke til det netop nu?
Fordi du netop nu lugter og ikke just af ambra, svarede don Quixote.
Det kan meget vel v re, svarede Sancho; det er bare ikke mig, men Eders N de, der er skyld i det, for I tager mig med til m rkelige steder p uvante tider.
G tre eller fire skridt v k herfra, k re ven, sagde don Quixote, stadig med fingrene for n sen, og fra nu af skal du styre dig selv lidt bedre og vise mig mere respekt, for jeg m have snakket for meget med dig, siden du viser mig en s dan foragt.
Jeg vil v dde p , indvendte Sancho, at Eders N de tror, at jeg har gjort noget, jeg ikke burde.
Det er vist bedst ikke at tale om det, k re Sancho, svarede don Quixote.
Med den slags og andre lignende samtaler gik natten for herre og tjener, men da Sancho s , at morgenen n rmede sig p raske fjed, l snede han meget forsigtigt Rozinante og bandt snoren i sine kn bukser. Da Rozinante nu var sluppet fri, blev den tilsyneladende lidt knotten, og selv om den ikke var spor fyrig, begyndte den at sparke ud, for bukkespring kunne den med al respekt ikke lave. Da don Quixote opdagede, at Rozinante var i bev gelse, tog han det som et godt tegn og opfattede det s dan, at han skulle give sig i kast med det frygtelige eventyr. Nu tittede morgengryet frem og fik alt til at se anderledes ud, og don Quixote opdagede, at han befandt sig mellem nogle h je tr er, og det var kastanjer, der fik skyggerne til at virke meget m rke; han kunne ogs h re, at bankelydene fortsatte, men det var ikke til at se, hvad de kom af. Og uden at t ve l ngere sporede han Rozinante, tog igen afsked med Sancho og gav ham besked om h jst at vente tre dage p ham, s dan som han allerede tidligere havde sagt til ham, og hvis han ikke var vendt tilbage inden for den tid, kunne han v re evigt forvisset om, at han havde gjort sin pligt over for Gud ved at ende sine dage i dette farlige eventyr. S gentog han den besked og meddelelse, han skulle bringe fra ham til hans frue Dulzinea, og hvad angik betalingen for hans tjenester skulle han ikke bekymre sig, for han havde skrevet sit testamente, f r han drog hjemmefra, og deri havde han s rget for, at Sancho ville f sin l n og betaling i forhold til den tid, han havde tjent ham; men hvis Gud fik ham helskindet ud af denne fare, og der ikke skulle betales l sepenge for ham, kunne han regne det for mere end sikkert, at han ville f den , han havde lovet ham. Igen brast Sancho i gr d, da han endnu en gang h rte sin gode herres ynkelige ord, og han besluttede ikke at forlade ham, f r denne sag havde n et sin endelige afslutning. Af alle Sancho Pan as t rer og hans agtv rdige beslutning udleder forfatteren til denne historie, at han m v re af god herkomst og i det mindste gammelkristen; hans herre blev noget formildet af hans medf lelse, men ikke s meget, at han viste det mindste tegn p svaghed; i stedet pustede han sig op, det bedste han havde l rt, og begyndte at ride i den retning, hvor han mente, at vandets brusen og bankelydene kom fra. Sancho fulgte ham til fods og f rte som s dvanlig sit sel ved grimen, for det var hans uadskillelige ledsager i medgang og modgang; og da de havde tilbagelagt et godt stykke vej mellem kastanjerne og de skyggefulde tr er, n ede de frem til en lille eng, der var dannet for foden af nogle h je klipper, hvorfra der styrtede vand ned med en v ldig buldren og bragen. For foden af klipperne var der nogle faldef rdige huse, der mere lignede ruiner end bygninger, og her kunne de h re, at larmen og de uoph rlige bankelyde kom fra. Rozinante blev urolig over vandets buldren og bankelydene, og mens don Quixote beroligede den, n rmede han sig langsomt husene, idet han helhjertet lagde sit liv i sin frues h nd og b nfaldt hende om at se i n de til ham i denne frygtelige opgave og bedrift, og i forbifarten befalede han sig ogs i Guds vold, for at Han ikke skulle glemme ham. Sancho veg ikke fra hans side, og han strakte hals og havde jnene p stilke for mellem Rozinantes ben at se, om han kunne f je p det, han var s sp ndt og ngstelig over. De havde vel g et omkring hundrede skridt til, da de rundede et sving og klart og tydeligt kunne se den umiskendelige grund til den res nderrivende larm, der havde jaget dem en s dan skr k i livet og holdt dem i uvished og ngstelse hele natten. Det var, og nu m du ikke blive rgerlig og vred, k re l ser, seks valkeklodser fra en valkem lle, der med deres skiftende banken lavede den dr nende buldren. Da don Quixote opdagede, hvad det var, blev han stum og lamsl et. Sancho skottede til ham og s , at han havde b jet hovedet ned mod brystet med tydelige tegn p flovhed. Don Quixote skottede ogs til Sancho og s , at hans kinder var pustet op, for han var ved at boble over af munterhed og havde tydeligvis lyst til at eksplodere af latter, og nu m tte don Quixotes tungsind vige, for ved synet af Sancho kunne han ikke lade v re med at le, og da Sancho s , at hans herre var begyndt, gav han los, s han m tte klemme n verne ind i siderne for ikke at revne af latter. Fire gange faldt han til ro, og lige s mange gange brast han igen i latter med samme voldsomhed som den f rste gang, hvad don Quixote efterh nden blev ude af sig selv over, og endnu mere, da han h rte ham sige i et drillende tonefald:
Oh, k re Sancho! Du skal vide, at jeg efter nske fra himlen blev f dt ind i vores nuv rende jernalder for at genoplive guldalderen eller den gyldne alder. Alle farer, store bedrifter og tapre gerninger er forbeholdt mig; og s gentog han alle eller de fleste af sine ord fra f rste gang, de h rte de frygtindgydende bankelyde.
Da don Quixote opdagede, at Sancho gjorde nar ad ham, blev han ude af sig selv og eddersp ndt rasende, h vede lansen og slog ham s h rdt med den to gange, at hvis slagene havde ramt ham p hovedet i stedet for p ryggen, ville han v re sluppet for at betale ham hans l n, medmindre den gik til hans arvinger. Da Sancho s , at han fik s dan en bekomst ud af sit drilleri og frygtede, at hans herre skulle blive ved at sl ham, sagde han meget ydmygt til ham:
Rolig, Eders N de, jeg holder ved Gud bare sjov.
Men fordi I holder sjov, g r jeg det ikke, svarede don Quixote. Kom lige herhen, hr. spasmager: hvad ville I sige, hvis det ikke havde v ret valkeklodser, men et farligt eventyr? Viste jeg s ikke det mod, der skulle til for at give mig i kast med det og bringe det til en afslutning? Er jeg m ske som ridder forpligtet til at kunne kende og skelne lyde og vide, hvilke der kommer fra en valkem lle, og hvilke der ikke g r det? Dertil kommer, at det jo kunne v re, som det i sandhed er, at jeg aldrig i mit liv har set n, mens I m have set dem som den elendige bondeknold, I er, der er opvokset og f dt blandt b nder. Ellers kan I jo bare forvandle de seks valkeklodser til seks k mper og tr kke dem hen til mig ved sk gget n ad gangen eller alle p n gang, og hvis det s ikke lykkes mig at vende bunden i vejret p dem, kan I g re nar ad mig, alt hvad I lyster.
Sig ikke mere, min herre, sagde Sancho, jeg indr mmer, at jeg har v ret lovlig lystig. Men nu da vi har sluttet fred, m Eders N de fort lle mig, og gid Gud vil bringe jer lige s helskindet gennem alle eventyr, som han har gjort det med dette, om ikke det er til at le ad og en god historie at fort lle, at vi blev s bange? I det mindste var jeg bange, selv om jeg ved, at Eders N de ikke kender til hverken skr k eller angst.

  • Accueil Accueil
  • Univers Univers
  • Ebooks Ebooks
  • Livres audio Livres audio
  • Presse Presse
  • BD BD
  • Documents Documents