Sproglig Polyfoni
189 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Sproglig Polyfoni , livre ebook

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus
189 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

Description

Polyfoni er et begreb hentet fra musikken. Det er ogsa et vidtfavnende tektuelt begreb. Og denne bog handler om sproglig polyfoni: Hvordan kan polyfoni begribes fra en sproglig synsvinkel? En rAekke svar pa det sporgsmal findes i Sproglig polyfoni. Centralt star den skandinaviske sproglige polyfoniteori, la ScaPoLine, som professor Henning Nolke har udviklet - og lektor Nina Moller Andersens arbejde med at videreudvikle og prAecisere den russiske litteratur og sprogforsker Michail M. Bachtins sproglige begreber.Bachtin indforte i 1929 den musikalske metafor om polyfoni i sit vAerk om Dostojevskijs romaner. Han har siden inspireret utallige tekst- og sprogforskere, ikke mindst den franske sprogforsker Oswald Ducrot hvis teorier har dannet afsAet for skabelsen af ScaPoLine.Sproglig polyfoni henvender sig til den lAeser, der er interesseret i polyfoniteori, og som samtidig gerne vil have udpeget anvendelsesmuligheder og se konkrete analyseeksempler.

Sujets

Informations

Publié par
Date de parution 30 août 2007
Nombre de lectures 0
EAN13 9788771247169
Langue Danish

Informations légales : prix de location à la page 0,0097€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.

Exrait

Rita Therkelsen, Nina M ller Andersen og Henning N lke (red.)
SPROGLIG POLYFONI
Tekster om Bachtin og ScaPoLine
Indledning
Polyfonibegrebet har indtaget sprogvidenskaben. Efter at have f et sin start i postbachtinianske litter re studier har termen lidt efter lidt gjort sit indtog i semantiske og pragmatiske analyser. Begrebets popularitet kan utvivlsomt forklares med at det er ganske smidigt og kalder p en umiddelbar intuition - indtrykket af at sprogets polyfoni svarer til en vis virkelighed. Enhver diskurs synes at indeholde endnu en diskurs, ganske enkelt af den grund at den aldrig produceres i et tomrum, men altid i en kontekst der fremkalder andre diskurser som enten allerede er producerede, p vej til at blive produceret eller ganske enkelt er imagin re.
Det er den store tanke fra den russiske litteratur- og sprogforsker Michail M. Bachtins arbejde, og han indf rte i 1929 den musikalske metafor om polyfoni i sprogbeskrivelsen. Hans arbejde har siden inspireret utallige litterater og lingvister, og ikke mindst de seneste 20-30 r har interessen for hans arbejde taget et gevaldigt opsving p verdensplan. Bachtins polyfonibegreb vedr rer f rst og fremmest tekster, og man kan i princippet tale om to polyfonibegreber hos Bachtin, et litter rt og et sprogligt, som dog er forbundne. Den litter re polyfoni forst s af Bachtin som en flerstemmighed hvor personerne har en selvst ndig stemme og position i forhold til autor. Den sproglige polyfoni manifesterer sig i begrebet tostemmighed som hos Bachtin f r en yderst differentieret beskrivelse og s ledes bliver det af de to polyfonibegreber der er mest d kkende beskrevet hos Bachtin.
Omkring 1980 blev den franske sprogforsker Oswald Ducrot inspireret af begrebet polyfoni og lagde grunden til en egentlig sprogteori om polyfoni. Den handske Ducrot kastede, er siden blevet taget op af mange lingvister, og specielt har skandinaviske sprogforskere med udgangspunkt i Ducrots arbejde udviklet en egentlig polyfonisk sprogteori hvis arbejdsomr de er selve sprogsystemet. Dette teoriudviklingsarbejde tog fart omkring r 2000 da forskningsgruppen De skandinaviske Polyfonister blev dannet. Gruppen bestod af tre litterater og tre lingvister, og med inspiration i samarbejdet videreudviklede lingvisterne Henning N lkes tidligere teoretiske arbejde til Den Skandinaviske sproglige polyfoniteori, la ScaPoLine (la th orie SCAndinave de la POlyphonie LINguistiquE (N lke, Fl ttum Nor n 2004).
I ScaPoLines forstand er sproglig polyfoni direkte knyttet til den enkelte ytring eller s tning. Det er velkendt at ytringen indeholder spor af afsender og modtager, og det p mange forskellige m der. Man kan bare t nke p de personlige pronominer eller p de v rdiladede adjektiver. Denne tilstedev relse af diskurspartnerne er dybt forankret i det menneskelige sprog. S snart man er opm rksom p dette forhold, opdager man imidlertid at ogs andres synspunkter - andres stemmer - kan formidles gennem ytringen der s ledes bliver polyfon . Denne polyfoni er faktisk indlejret i selve sprogsystemet hvor b de ord og strukturer kan generere flerstemmighed. ScaPoLine besk ftiger sig med betydning der er kodet i sprogsystemet, principielt uafh ngigt af den sammenh ng ytringerne forekommer i. Dens emne er ytringens betydning if lge ytringen selv. Sprogsystemet giver instrukser om hvorledes ytringerne skal fortolkes. S ledes giver n gtelsen, ikke, en instruks om at man skal indtolke tilstedev relsen af to modsatrettede synspunkter. Som vi skal se det i flere af kapitlerne i denne bog, bidrager vidt forskellige st rrelser som adverbialer, modalpartikler, visse verbalkonstruktioner og syntaktiske strukturer p lignende vis til at angive specifikke polyfone l sninger af de ytringer de forekommer i. ScaPoLine opstiller et formelt apparat der kan anvendes i den pr cise lingvistiske beskrivelse af alle disse sproglige polyfonimark rer . Indledningskapitlet til tredje del introducerer dette analyseapparat.
Indtil for nylig var n sten alt arbejde om sproglig polyfoni - ogs udviklingen af ScaPoLine - affattet p fransk, og det var i et h b om at udbrede kendskabet til teorien ogs til ikke-fransktalende at Rita Therkelsen i 2003 tog initiativet til at danne Sprogligt polyfoninetv rk der har samlet sprogforskere fra mange sprog og skoler. Det er de vigtigste resultater af dette netv rks arbejde der pr senteres i denne bog. Som det vil fremg , har netv rket arbejdet p flere fronter. Dels har vi fors gt at sammenholde ScaPoLine f rst og fremmest med Bachtins polyfonibegreb, men ogs med andre sprogteorier der er inspireret af Bachtins arbejde; dels har vi s gt at videreudvikle ScaPoLine og applicere teorien p sprogligt materiale fra andre sprog og genrer end det hidtil var sket. Bogen er bygget op i tre st rre afsnit der afspejler dette arbejde. F rste del best r af tekster med direkte reference til Bachtins arbejde, anden del af andre polyfoniinspirerede arbejder og tredje del af tekster der forholder sig direkte til ScaPoLine. Kapitlerne kan l ses enkeltvis samtidig med at de tilsammen udg r et organisk hele med indbyrdes henvisninger frem og tilbage.
Bogens f rste del indledes af kapitlet Bachtin og det polyfone hvori Nina M ller Andersen introducerer Bachtins dialogismeteorier i en sproglig polyfonisammenh ng. Med fokus p det tostemmige ord og superadressaten gennemg s Bachtins dialogiske sprogbegreber, og hans sproglige polyfoniteori s ttes overordnet op over for ScaPoLines.
Jacques Bres kapitel Sous la surface textuelle, la profondeur nonciative repr senterer prax matikken som er en sproglig dialogismeteori udviklet i Montpellier. For Bres er den dialogiske ytring karakteriseret ved at indeholde en dobbelt udsigelse, og han foresl r en klassifikation af dialogismemark rerne der tager afs t i dennes forskellige manifestationer i teksten.
Det tredje subjekt som sprogp dagogisk n glekategori er Anna Vibeke Lind s bidrag til diskussionen om den omdiskuterede subjektposition i polyfonisammenh ng. Med udgangspunkt i Bachtins teorier om den tredje (i M ller Andersens udl gning) og Bang og D rs dialogismeteorier fremanalyserer Lind tredjer i en samtale i en gymnasieklasse.
I Disharmoni i offentlig kommunikation. Polyfonisk tekstanalyse afpr ver Karsten Pedersen de bachtinske begreber det fremmede ord og superadressaten i en kommunikationssituation p breve fra det offentlige idet han samtidig rekonceptualiserer begreberne.
Kathrine Ravn J rgensen diskuterer med udgangspunkt i Ecos fortolkningsteori Bachtins dialogisme og Ric urs metaforteori i Det fremmede ord, metaforen og den iscenesatte polyfoni to fortolkninger af Grundlovens 4, en konventionel og en dynamisk, hvor hun bruger polyfoni, her i form af det fremmede ords markerede og umarkerede former, til at bestemme forskellen p de to tolkninger.
Bogens anden del indeholder oversigtsartikler og bidrag som illustrerer hvor bredt et spektrum et sprogligt polyfonibegreb kan d kke. Jean-Claude Anscombre unders ger indledningsvist nogle af den sproglige polyfonis grundbegreber og placerer teorien inden for sin Stereotypteori inspireret af Putnam. Han ser p sammenh ngen mellem sproglig polyfoni og besl gtede begreber som rapporteret tale og analyserer derp nogle specifikke polyfonimark rer der er knyttet til tilstedev relsen af generiske afsendere.
I A critical survey and comparison of French and Scandinavian frameworks for the description of linguistic polyphony and dialogism sammenligner Patrick Dendale fire tilgange til lingvistisk polyfoni og dialogisme, nemlig Ducrots, ScaPoLines, Hans Kronnings og prax matikkens. Han peger p ligheder og forskelle og foresl r begrebsm ssige analyser.
I Fra polyfonistruktur til diskurs diagnosticerer og diskuterer Gorm Larsen ScaPoLines og Bachtins polyfoniforst elser og s tter sp rgsm lstegn ved om de to teorier i det hele taget er sammenlignelige.
Det polyfone belyses fra en helt ny vinkel i Per Durst-Andersens Det danske sprogs mange stemmer . Stemmebegrebet bliver her en abstrakt st rrelse der dog udm ntes i flere underbegreber: grundstemme, hoved- og bistemme og understemme, og der tages s ledes udgangspunkt i at valget af synspunkt tr ffes p forskellige niveauer af sproget.
Elvira Krylova beskriver og analyserer i Epistemisk polyfoni p dansk de danske modalpartikler nok, vel og vist. Hun konkluderer at de repr senterer henholdsvis 1., 2. og 3. person, og der kobles yderligere til en analyse af danske sp rgsm lstyper.
Tredje del indledes af kapitlet Hvor ScaPoLine er i 2006 hvori Henning N lke g r status for polyfoninetv rkets arbejder med udgangspunkt i ScaPoLine 2004. Der samles op p de enkelte delomr der, selve teorien bliver sat ind i en st rre sprogteoretisk sammenh ng, og der bliver peget fremad mod empiriske og teoretiske perspektiver.
Kjersti Fl ttum anvender i kapitlet Om nekting i et polyfonisk og vitenskapsretorisk perspektiv ScaPoLine til et n rmere studie af den norske n gtelse ikke i videnskabelige tekster. Hun viser at denne s rlige genre giver anledning til at n gtelsen f r nogle s rlige pragmatisk-retoriske funktioner.
Malin Roitmans kapitel Genrekrav, argumentativa strategier och textuell polyfoni i ledargenren: Den franska negationen ne unders ger hvorledes den franske n gtelse ne som f lge af s rlige genrekrav kan anvendes som et argumentativt og retorisk middel i lederartikler taget fra tre franske dagblade.
Eva Skafte Jensen beskriver og analyserer i Negationer med kompleks semantik i polyfonisk belysning en s rskilt gruppe af danske s tningsadverbier: godt, n ppe, d rligt, ikke rigtigt og ikke lige ud fra et polyfonisynspunkt med de konsekvenser det har for en topologisk beskrivelse.
Mads J nsson pr senterer i Udsigelsesadverbialet i ScaPoLine en polyfon analyse af udsigelsesadverbialer som helt rligt, bogstaveligt talt osv. Han viser at disse er en del af selve konstruktionsprocessen, og indf rer nogle s rlige konstrukt r- og fortolkersynspunkter i sine analyser.
I Polyfoni, modalitet och evidentialitet. Om epistemiska uttryck i franskan, s rskilt epistemisk konditionalis analyserer Hans Kronning den epistemiske anvendelse af den franske conditionnel, f rst ud fra et ikke polyfont synspunkt og s ud fra et polyfont. ScaPoLine anvendes som et heuristisk v rkt j, og der foresl s nogle vigtige begrebsudvidelser.
Igennem en empirisk analyse p viser Alexandra Kratschmer i Empirisk evidens for historiske og tredjepersonsdiskursindivider: italienske kontekster med sembrare/ parere i datid at ScaPoLines skel mellem ytrings- og tekstafsender ogs er relevant for datidskontekster og for kontekster hvor der gengives ytringer foretaget af en tredje, s ledes at der indf res et generelt skel mellem tekst- og ytringsindivider.
I Det lyriske subjekt set i lyset af polyfoniteorien arbejder Adam gidius med begrebsafklaring og forskelle og ligheder mht. udsigelsesinstanserne inden for polyfoniteorien (ScaPoLine), narratologien (Genette) og lyrikologien (Rodriguez).
Sp rgsm lsgentagelse - et polyfont f nomen p dansk af Rita Therkelsen afrunder publikationen Sproglig polyfoni - Tekster om Bachtin og ScaPoLine. Her demonstreres hvordan man med polyfoniteorien og dens redskaber kan f je p noget man ellers ikke ville se, nemlig kodning af sp rgsm lsgentagelse. Bogen sluttes s ledes af med en bning ud mod nye analysemuligheder for den sproglige polyfoniteori.

K benhavn, rhus og Roskilde, juni 2007 Nina M ller Andersen, Henning N lke og Rita Therkelsen
Del I Tekster om Bachtin
Nina M ller Andersen
Bachtin og det polyfone
Indledning
Den russiske litteratur- og sprogteoretiker Michail Michailovic Bachtin (1895-1975) er kendt som ophavsmand til begrebet polyfoni. Ordet polyfoni, som if lge Politikens Store Fremmedordbog (1998) betyder en musikalsk kompositionsform med flere selvst ndige stemmer som alle er lige vigtige (og med den n rbesl gtede betydning: et sammensurium af stemmer, meninger, ideer o.l .), blev brugt helt tilbage i den gr ske klassicisme. F rst med Bachtins indf relse af det i sine romanteorier blev begrebet moderne og efterf lgende brugt inden for snart sagt alle humanistiske forskningsfelter. Inden for sprogvidenskaben var det den franske lingvist Oswald Ducrot der i 1984 med en henvisning til Bachtin fik synliggjort begrebet, dog uden at definere det n rmere (Ducrot 1984) (se ogs N lke i denne bog). Ducrots polyfoniforst else blev senere taget op af en kreds af skandinaviske romanister som pr ciserede og videreudviklede begrebet inden for den skole der fik navnet ScaPoLine (la th orie SCAndinave de POlyphonie LINguistiquE). ScaPoLine fik en ren lingvistisk og ikke-romanistisk udl ber i Sprogligt polyfoninetv rk , hvis forskningsresultater denne bog er et resultat af. Det sproglige polyfoninetv rk genindf rte polyfonibegrebets skaber Bachtin og hans sproglige teorier i deres forskningsarbejder, og det er Bachtin og det polyfone dette kapitel skal handle om.
Fremmedordbogens definition af polyfoni som en kompositionsform med flere selvst ndige og lige vigtige stemmer (se citat ovenfor) passer meget pr cist til Bachtins brug af begrebet polyfoni, mens fremmedordbogens forklaring p den n rbesl gtede betydning som et sammensurium af stemmer passer til den noget udvandede betydning polyfonibegrebet generelt har f et i dag.
Bachtins polyfonibegreb
Hos Bachtin er polyfonibegrebet et rent litter rt begreb, forst et p den m de at ordet polyfoni af Bachtin udelukkende bruges om det litter re f nomen at autor og helte er selvst ndige stemmer i et v rk, med lige stor v rdi og autoritet - ingen af dem f r, som Bachtin skriver, det sidste ord (Bachtin 1963/71, 41). At polyfonitanken s kan forbindes med dialogiske sprogteorier og bliver det, er en anden sag, som jeg vender tilbage til. Polyfonibegrebet er et af de f begreber hos Bachtin der ikke tager udgangspunkt i sproget, og denne udelukkende litter re forankring understreges af at ordet polyfoni overhovedet ikke er n vnt i de to mest sproglige af Bachtins v rker, Talegenrer og Ordet i romanen .
Den litter re polyfoniforst else f r sit klareste udtryk hos Dostojevskij. Bachtin kalder Dostojevskij skaberen af den polyfone roman og skriver at Dostojevskij hermed har skabt en helt ny romangenre (ibid.). Dostojevskijs romaner bliver prototypen p den polyfone roman; sammenlignet hermed er n sten ingen andre romaner if lge Bachtin polyfone. S ledes bliver Tolstojs romaner klassificeret som ikke-polyfone (monologiske) - en p stand som dels har vakt modstand og livlig debat i forskerkredse, dels viser at det bachtinske polyfonibegreb er noget rigidt. Hvad polyfoni er for Bachtin, udtrykkes klart i f lgende citat:
Das Wort des Helden ber sich selbst und die Welt hat genau so viel Gewicht wie das gew hnliche Autorenwort. ( ) Ihm kommt v llige Selbst ndigkeit in der Struktur des Werkes zu, es erklingt neben dem Autorenwort und wird auf besondere Weise mit ihm und den vollwertigen Stimmen anderer Helden verbunden. ( ibid ., 10-11)
Bachtins polyfonibegreb har voldt mange forskere hovedbrud. Fx har den kendte bachtinforsker Michael Holquist et noget ambivalent forhold til selve begrebet (Holquist 1990), mens det litter re f nomen som s dan beskrives meget pr cist:
The author of a novel ( ) can manipulate the other not only as an other, but as a self : This is, in fact, what the very greatest writers have always done, but the paradigmatic example is provided by Dostoevsky, who successfully permits his characters to have the status of an I standing over against the claims of his own authorial other that Bakhtin felt compelled to coin the special term polyphony to describe it . (Holquist 1990, 34)
Andetsprogsforskeren Ben Rampton har ingen problemer med selve begrebet, tv rtimod indlemmer han det i sine crossing-teorier og g r det n rmest synonymt med heteroglossia og tostemmighed i sin ellers udm rkede begrebsbrug (Rampton 1995); Ramptons brug af ordet polyfoni har dog intet med Bachtins litter re begreb at g re.
Bachtins polyfonibegreb har s ledes givet anledning til tvetydigheder og misforst elser i forskerkredse, et forhold ogs Sue Vice er inde p : ( ) many critics have assumed the term [polyphony] is synonymous with heteroglossia or dialogism . (Vice 1997, 6).
Det polyfone hos Bachtin er hverken synonymt med heteroglossia eller dialogisme, som antydet af Sue Vice i citatet ovenfor. Med den t tte forbindelse til Dostojevskij og den klart litter re forankring bliver brugbarheden af det bachtinske polyfonibegreb i sproglig sammenh ng meget sn ver; man kan diskutere om Bachtin ud fra sin egen brug af begrebet i det hele taget er polyfoniteoretiker i sproglig forstand. Men betragter man begrebet bredt og ser det i sammenh ng med andre begreber, ikke mindst i sammenh ng med andre stemmebegreber hos Bachtin som fx det tostemmige ord , f r man et helt andet brugbart sprogligt begrebsapparat. Og det er i den forstand Bachtins dialogiske teorier kan bruges inden for den sproglige polyfoniforskning.
Jeg vil i det f lgende indkredse de sproglige begreber hos Bachtin der har relevans for en sproglig polyfoniteori, med v gt p det begreb jeg finder ligger t ttest p en s dan, nemlig det tostemmige ord.
Det dialogiske
Det dialogiske kan v re overskriften p Bachtins diskursteorier; ideen om at eksistensens minimum er to, er en grundbetingelse i Bachtins t nkning og filosofi (Bachtin 1979, 373). Man kan ogs sige at det dialogiske eller dialogismebegrebet er overbegrebet i hans teorier, og at alle andre begreber l gger sig ind under det. S ledes er polyfoni dialogisk, men det dialogiske er ikke n dvendigvis polyfont.
Bachtins dialogismebegreb er ofte blevet klandret for at v re for l st og upr cist, for n r alt er dialogisk, hvad kan vi s bruge begrebet til. 1 Der findes derfor ogs mange udl gninger af det dialogiske. Michael Holquist bestemmer begrebet p denne m de:
Although ( ) dialogism is primarily an epistemology, it is not just a theory of knowledge. Rather, it is in its essence a hybrid: dialogism exploits the nature of language as a modelling system for the nature of existence, and thus is deeply involved with linguistics; dialogism sees social and ethical values as the means by which the fundamental I/other split articulates itself in specific situations and is thus a version of axiology; and in so far as the act of perception is understood as the patterning of a relation, it is a general aesthetic, or it is an architectonics, a science of building . (Holquist 1990, 33)
Holquist kalder meget rammende begrebet en hybrid og forankrer det i stetikken, men bestemmer samtidig begrebet som et n dvendigt byggeelement mellem sprog og eksistens i interaktionen mellem jeg et og den anden, og f r hermed placeret begrebet p dets rette plads: i sprogbrugen.
G r vi herfra til en anden bachtinforsker og dertil sprogbrugsteoretiker, Norman Fairclough, f r vi en meget vidtr kkende bestemmelse af det dialogiske; vidtr kkende i den forstand at det oversatte begreb som en nydannelse bliver et modebegreb inden for postmoderne humanistisk forskning. P baggrund af en Kristeva-l sning af Bachtin (Kristeva 1986, 39) overs tter Fairclough dialogismebegrebet til intertekstualitet hvorved han forst r:
( ) the property texts have of being full of snatches of other texts, which may be explicitly demarcated or merged in, and in which the text may assimilate, contradict, ironically echo, and so forth . (Fairclough 1993, 84)
Man kunne forts tte indkredsningen af forskernes bestemmelse og diskussion af Bachtins dialogismebegreb i det uendelige 2 (se ogs Larsen og Bres i denne bog). Kristeva har imidlertid allerede tidligt givet en definition p det dialogiske som stadig er den der rammer kernen i begrebet mest pr cist. Hun bestemmer dialogisme som: ( ) den term, der betegner ( ) diskursernes dobbelte tilh rsforhold til et jeg og til den anden (Kristeva i Madsen 1971, 190). Med Kristevas definition og systematiseringen af begrebet i de fire teser nedenfor har man et reelt udgangspunkt for at arbejde med og forholde sig til Bachtins dialogismebegreb inden for sproglig polyfoni- og sprogbrugsforskning:
1. Det dialogiske er forankret i sproget.
2. Det dialogiske er et vekselvirkningsforhold, en interaktion (eller gensidig udveksling) mellem to positionsmanifesterende poler med ytringen som hovedmanifestation.
3. Det dialogiske er altid forbundet med eksistens.
4. Det dialogiske har hos Bachtin f et udtryk i en polyfoniteori, en karnevalsteori og en ytringsteori hvori det fremmede ord indg r som kernebegreb for interaktionen. (M ller Andersen 2002, 45)
Men hvad skriver Bachtin selv om begrebet dialogisme eller det dialogiske? Sp rgsm let kan opfattes retorisk, for Bachtin har gennem hele sit forfatterskab med varierende tilgange og definitioner fors gt at indkredse dette begreb. En meget rammende beskrivelse af Bachtins egen forst else af det dialogiske kan man imidlertid finde i f lgende citat:
Der hvor der ikke er ord, hvor der ikke er sprog, kan der heller ikke v re dialogiske forhold ( ). Dialogiske forhold er meningsm ssige relationer mellem alle, mulige ytringer inden for kommunikation . (Bachtin 1979, 296)
Metalingvistik
Det er meget vigtigt at understrege at Bachtin g r sprogbrugen til en foruds tning for det dialogiske. Det er mellem ytringer der eksisterer dialogiske forhold, ikke mellem elementer i sprogsystemet; og hermed udelukker Bachtin lingvistikken fra dialogiske studier:
In der Sprache als Gegenstand der Linguistik gibt es und kann es keine dialogischen Beziehungen geben: sie sind weder zwischen den Elementen im System der Sprache ( ) noch zwischen den Elementen eines Textes m glich, betrachtet man ihn streng linguistisch. Sie k nnen weder zwischen Einheiten derselben Sprachstufe, noch zwischen Einheiten verschiedener Sprachstufen bestehen. Auch zwischen syntaktischen Einheiten, zwischen S tzen z.B., k nnen sie, streng linguistisch betrachtet, nicht bestehen. (Bachtin 1963/73, 203)
Med Bachtins meget klare afvisning af lingvistikken som v rende ikke-dialogisk synes han ogs at udelukke sine teorier fra en lingvistisk baseret sproglig polyfoniteori som ScaPoLine 3 . Det antilingvistiske synspunkt skal dog ses i lyset af Bachtins samtid. Bachtin kritiserer sin samtids lingvister, dvs. strukturalister og formalister, 4 for at overse sprogets dialogiske indretning, dvs. for at overse sprogbrugen: Man kan ligefrem sige, at ordets dialogiske moment og alle dermed forbundne f nomener indtil nu er forblevet uden for lingvistikkens horisont . (Bachtin 2003, 61).
Det er i den forbindelse Bachtin inddrager den disciplin han kalder metalingvistikken, som i overs ttelse har f et betegnelsen translingvistik. Med sit fokus p en disciplin som ser p de dialogiske relationer i sproget i brug, er Bachtin forud for sin tid - man kan sige at han med visionen, nedenfor, om metalingvistikken som disciplin, bliver pragmatikkens og sprogbrugsteoriens fader. 5 Bachtin bestemmer metalingvistikken som ( ) det endnu ikke i enkeltdiscipliner adskilte studium af de sider af sprogets liv, som - og det med rette - overskrider lingvistikkens gr nser (Bachtin 1995, 395). I denne forstand kan man vel sige at det er metalingvistik vi bedriver i Sprogligt polyfoninetv rk og dermed i denne bog (se ogs Larsen, Bres og Anscombre).
Metalingvistikken bliver s ledes den overordnede disciplin eller metode hvormed man kan studere de dialogiske sprogteorier, hvorunder h rer sprogbrugsbegreber som talegenrer, heteroglossia, det fremmede ord, superadressaten, det tostemmige ord (sproglig polyfoni).
Talegenrer
Artiklen Talegenrer fra 1952-53 6 er et af Bachtins mest sproglige v rker. Artiklens rinde er tilsyneladende litteratur, men Bachtin bruger det meste af spaltepladsen til, med udgangspunkt i forskellen p sproget (slovo 7 ) i sprogsystemet og sproget (slovo) i sprogbrugen, at bestemme talegenrebegrebet, som svarer til det vi nu betegner som talehandlinger eller sproghandlinger. N r vi som b rn skal l re at tale, l re at kommunikere, l rer vi, if lge Bachtin, at v lge genre. Vi kan ikke kommunikere uden at foretage dette valg. Bachtin fokuserer p at disse talegenrers, dvs. sproghandlingers, former varierer alt efter situation, sociale forhold, de talendes indbyrdes forhold, og han inddeler talegenrerne i prim re genrer, som er den daglige brug af sproghandlinger, og sekund re genrer, som er litteraturens (og kulturens) genrer. Bachtins genrebegreb som det kommer til udtryk i Talegenrer , har is r v ret favoriseret af litterater, mens lingvister i stor udstr kning har overset artiklen, hvilket kan skyldes at den placerer sig mellem sprog og litteratur. Genrebegrebet i dette krydsfelt mellem sprog og litteratur kunne meget passende overs ttes til et diskursbegreb, og i Bachtins brug af det er der bel g for at sammenligne det med diskursive praksisser eller diskursordner. 8 At koblingen mellem sprog og litteratur er n dvendig, men samtidig problematisk, udtrykker Bachtin selv p f lgende m de:
Man kan mene, at talegenrernes mangfoldighed er s vidtsp ndende, at der hverken findes eller kan findes et f lles niveau for udforskningen af dem: thi hvordan kan man p samme niveau udforske s h jt forskelligartede f nomener som dagligdags replikker p kun t ord og et sk nlitter rt v rk i flere bind, en standardiseret milit rkommando, som forpligter alene i kraft af sin intonation, og et dybt personligt lyrisk kunstv rk etc. Man kunne f den opfattelse, at netop den funktionelle forskelligartethed g r det almene ved talegenrernes karakter for abstrakt og hult. Dette er sandsynligvis ogs en forklaring p at talegenrernes almene problem aldrig for alvor er blevet formuleret . (M.M. Bachtin: Talegenrer , overs t. ved Nina M ller Andersen og Alex Fryszman, Aarhus Universitetsforlag, under udgivelse)
Det der g r talegenrebegrebet og artiklen om det interessant i en sproglig polyfonisammenh ng, er dels diskussionen i artiklen af forskellen p ordet (slovo) i sprogsystemet over for ordet (slovo) i sprogbrugen, dels ligheden med diskursiv praksis og dels genrebegrebets fokus p sproghandlingen (talegenren) som s dan med det fremmede ord som vigtig medspiller (se nedenfor).
Heteroglossia
Bachtin opererer i sine sprogteorier med mange former for stemmighed , men han er hverken pr cis eller konsekvent i sin brug af de begreber der ender p -stemmighed; for Bachtin er begrebslig variation en dyd. Bachtin bruger begrebet enstemmighed, som bliver indf rt for at have en mods tning til tostemmighed, og tostemmighed er det der kommer n rmest denne udgivelses forst else af sproglig polyfoni (det vender jeg tilbage til). Derudover findes begreber som flerstemmighed, mangestemmighed og forskelligstemmighed. Flerstemmighed betyder at der er flere stemmer til stede - det er s dan de fleste bruger polyfonibegrebet, men man skal her m rke sig at Bachtin netop ikke bruger det s dan; polyfoni er flerstemmig, men flerstemmighed er ikke n dvendigvis polyfon. Mangestemmighed bliver brugt som et generelt begreb. Med mangestemmighed angiver man ikke om stemmerne er forskellige (det kan fx v re mange sopraner), men bare at der er mange af dem - Bachtin definerer ikke denne brug. Forskelligstemmethed er derimod et nogenlunde veldefineret begreb. Bachtin taler bl.a. i Ordet i romanen dels om forskelligtale (rasnoretjije), dels om forskelligsprogethed (rasnojasytjije) og dels om forskelligstemmighed (rasnogolositsa) - alt sammen d kkende det f nomen at sproget er lagdelt i forskellige lekter : sociolekter, dialekter, kronolekter osv., fordelt s ledes i lag af sprogets centrifugale kr fter (i mods tning til sprogets centripetale kr fter). Det mest gennemg ende af disse begreber er forskelligtale (rasnoretjije); tilsammen st r disse tre begreber, forskelligtale, forskelligsprogethed og forskelligstemmighed, for det der i overs ttelse er blevet til heteroglossia:
Ved hj lp af den sociale forskelligsprogethed [heteroglossia], og heraf voksende individuelle forskelligstemmighed [heteroglossia], orkestrerer romanen alle sine temaer og hele sin repr senterede og udtrykte genstands- og meningsb rende verden. Autors tale og fort llertale, de indskudte genrer, heltenes tale - alt dette er kun de fundamentale kompositionelle enheder hvormed forskelligsprogethed indf res i romanen; hver eneste af dem tillader mangeartede sociale stemmer og forskellige former for indbyrdes relationer og bindinger mellem dem (som altid til en vis grad er dialogiserede). Disse s rlige forbindelser og indbyrdes relationer mellem ytringer og sprog, denne tematiske bev gelse gennem sprog og tale, temaets fragmentering i str ler og dr ber af social forskelligsprogethed, en dialogisering af temaet - er romanstilistikkens grundl ggende specificitet . (Bachtin 2003, 46-47)
Heteroglossia er et af de bachtinbegreber der med udgangspunkt i sprogbrugen via overs ttelse har flyttet sig noget i forhold til Bachtins brug af det, men i dette tilf lde kan man sige at det via overs ttelse er blevet et mere klart og brugbart begreb. Heteroglossia kommer med en mere moderne terminologi til at st for de koder vi v lger mellem, alt efter hvilken institutionel sammenh ng vi er i, eller hvem vi taler med: vi taler s ledes p en m de med Gud, p en anden med de sociale myndigheder, p en tredje med vores gtef lle. Rasnoretjije kunne i princippet overs ttes til sproglig variation, samtidig med at det kan sammenlignes med det Foucault og Fairclough forst r ved diskursorden; alts en af forst elserne af diskurs . Bachtins hensigt med begrebet og dets brug er ikke som analyseredskab i en lingvistisk baseret diskursanalyse, men som litter rt begreb, bl.a. bruger han det til at beskrive den sproglige variation hos Dickens personer ( ibid .). Dette litter re udgangspunkt g r dog langtfra begrebet uanvendeligt inden for sprogbrugs- og diskursanalyse. Ben Rampton bruger fx begrebet til at betegne sproglig variation hos den multietniske byungdom i sine sprogvidenskabelige polyfonistudier (Rampton 1995).
Det fremmede ord
Det fremmede ord er et gennemg ende begreb i hele Bachtins produktion - han har dog ikke viet dette begreb en selvst ndig og samlet behandling. Begrebet er en essentiel del af dialogismeforst elsen idet det er manifestationen, eksplicit eller implicit, af den ene stemme, den ene diskurs i dialogen, og dermed bliver begrebet ogs brugbart for den sproglige polyfoniteori som s dan (se ogs J rgensen i denne bog).
Bachtin betegner selv det fremmed ord som ( ) ethvert ord tilh rende ethvert andet menneske, hvad enten det er skrevet p mit modersm l eller p et hvilket som helst andet sprog, dvs. at det er ethvert ord der ikke er mit . (Bachtin 1979, 347) (min kursivering). Det fremmede ord kalder Bachtin ogs den andens ord, og det fremmede ord, eller den andens ord, er en konsekvens af det forhold at enhver ytring (helt ned til et enkelt ord) er en respons p en anden ytring, og at der i enhver ytring vil v re en forventning om en kommende ytring. Det vil sige at der i enhver ytring er spor af den anden samtalepartners ord, af det fremmede ord. Det fremmede ord s tter sig s ledes som semantiske spor i enhver ytring, og disse semantiske spor kan have mange forskellige manifestationer. De kan v re rettede mod det allerede sagte, de kan v re rettede mod det endnu ikke sagte, de kan v re rettede mod det sagte om det sagte. 9 En forenklet skematisering af det fremmede ord, dvs. de semantiske spor af den andens ord, kan se s ledes ud:

Et eksempel p et bagudrettet, regressivt fremmed ord kunne v re indeholdt i et jo i svaret p en negativ ytring; et eksempel p et fremadrettet, progressivt fremmed ord kunne v re indeholdt i et m ske , dvs. et forbehold rettet mod modtagerens forventede respons, og et eksempel p et centripetalt fremmed ord kunne v re indeholdt i indirekte tale og modalitet (svarende til andre sprogs konjunktiv). 10 Et detaljeret skema over det fremmede ords manifestationer og retninger med eksempler og analyser findes i M ller Andersen (1997; 2001; 2003b; 2004).
Det fremmede ord kan ogs v re mere eller mindre markeret - en udvidelse af M ller Andersens inddeling af det fremmede ord med fokus p markeret over for umarkeret findes hos Kathrine Ravn J rgensen i denne bog. Da spor af den andens ord, det fremmede ord, altid er til stede i en ytring, vil det ogs v re et begreb der skal/kan medt nkes i analysen af om en ytring er polyfon, er tostemmig, eller ej (se nedenfor). Det fremmede ord kunne sidestilles med, eller overs ttes til (de semantiske spor af) ScaPoLines diskursindivider (se N lke og Therkelsen i denne bog).
Bachtins sproglige polyfoni: det tostemmige ord
Polyfoni er som n vnt et litter rt begreb hos Bachtin og har meget lidt at g re med den sproglige polyfoni som lingvister i ScaPoLine besk ftiger sig med, ud over navnef llesskabet. Polyfoni er det overordnede genrebegreb; det Bachtin ben vner som det tostemmige ord, bliver den sproglige manifestation af den litter re polyfoni. S ledes bliver Bachtins tostemmige ord det man forst r ved sproglig polyfoni i lingvistkredse (ScaPoLine), eller det der kommer t ttest p , og dermed det begreb der f r st rst v gt i en medt nkning af Bachtins dialogiske teorier i en sproglig polyfonisammenh ng.
Det tostemmige ord er en af de vigtigste manifestationer af persondiskursen i den polyfone roman, og Bachtin har i den forbindelse lavet en om ikke altid helt forst elig, s dog minuti s, beskrivelse af det tostemmige ord, og derudover formidlet det i et skema, den eneste skematiske fremstilling i hans v rker (Bachtin 1929/63, 414-15).
Det tostemmige ord s ttes over for det enstemmige ord. Ved tostemmighed forst s det forhold at der i en diskurs (et slovo) er to manifesterede betydningspositioner, to stemmer som kan h res; den ene stemme er ordets autors stemme, den anden stemme er en fremmed stemme. Relationen mellem de to stemmer bestemmes af deres indbyrdes aktivitet/passivitet, deres n rhed/afstand, dvs. betingethed, og deres retning i forhold til hinanden (er den konvergerende eller divergerende). Bachtin opstiller i sit skema en r kke typer af tostemmige ord; jeg vil her komme ind p tre typer som har relevans for talesproget: stilisering, parodiering, skjult dialog.
Tostemmighed i sprogbrugssammenh ng
Stilisering : Den ene stemme (autors) stiliserer den anden (den fremmede). 11 De to stemmer g r i samme retning, autorstemmen f lger den fremmede stemme, det der skal stiliseres, men der er en markeret afstand; man m rker eksplicit at der er tale om stilisering. Hvis der ikke var denne markerede afstand, ville de to stemmer falde sammen, og man ville f n stemme - vi ville f stil. Et eksempel p stilisering fra dagligsproget ville v re efterligning af en anden diskurs, s ledes at man kan m rke at det er en efterligning, men samtidig s dan at man kan m rke at der ikke g res grin - der er en solidaritet mellem de to stemmer netop ved at de g r i samme retning; der er ikke tale om parodi eller ironi netop fordi de to stemmer f lges ad ; et eksempel kunne v re en stilisering af en speciel udtale, unges udtale, unges ungdomsjargon.
Parodi/ironi : I litter r forstand taler Bachtin om parodi, i mere dagligsprogsforstand kunne dette svare til parodi/ironi 12 . Her g r den ene stemme (autorstemmen), dvs. den parodierende, direkte imod den anden stemme (den fremmede stemme), det parodierede - de to stemmer er modsatrettede, den parodierende stemme er meget aktiv, og der er en markeret distance, en betingethed. Det er netop i sammenst det at ironien m rkes. Eksempler fra dagligsproget kunne v re en parodi p den ovenfor n vnte udtale, p den samme ungdomsjargon; vi m rker den ironiske distance, en afstandtagen fra den parodierende stemme i forhold til det parodierede - alts man vr nger af de unges sprog.
Skjult dialog: Skjult dialog er dialog hvor den anden samtalepartners ord mangler. I dagligdags sprog kunne man tale om dialogordet med et sideblik til det fremmede ord. Igen er der tale om en markeret distance, forst et p den m de at der i diskursen er en markeret henvisning til en fremmed diskurs. Her er den fremmede stemme meget aktiv - retningen mellem de to kan b de v re konvergerende og divergerende. Et eksempel kunne v re den offentlige samtale hvor man kan h re p den der taler, at han er klar over at andre lytter med. Dette f nomen kan ofte iagttages i offentlige rum, fx i transportmidler, i l gens ventev relse. Den anden stemme i tostemmigheden kan spores som en ekstrainformation som g r p medlytteren mere end p den reelle modtager. Og denne medlytter bliver s ledes den tredje i samtalen (se om superadressaten nedenfor). Et eksempel kunne v re gteparret der sidder i lufthavnsbussen og taler om at n r de nu kommer til Thailand, skal de huske at (der er jo ingen grund til at de fort ller hinanden at de skal til Thailand, det ved de vel begge godt !).
Disse tre former for tostemmighed kan skematisk illustreres s ledes:

Inden for den sociolingvistiske crossingteori arbejdes der ogs med det bachtinske begreb tostemmighed. Ved crossing forst s det f nomen at taleren anvender en kode som ikke er hans egen: [crossing] is concerned with switching into languages that are not generally thought to belong to you . (Rampton 1995, 280), og det bruges is r inden for urbane multikulturelle ungdomsmilj er til identitetsmarkering. Crossing anses af bl.a. Ben Rampton som en form for tostemmighed, og der arbejdes inden for crossingteorien ogs med de to stemmers retning i forhold til hinanden som i crossingteorien kaldes unidirectional og varidirectional. 13
Sproglig polyfoni manifesterer sig med andre ord hos Bachtin i begrebet tostemmighed hvor de to stemmer bliver repr sentanter for to diskurser der har en indbyrdes variabel grad af afstand, aktivitet og rettethed. Den ene stemme kan, som ovenfor vist, v re rettet mod en tredje, en superadressat, hvilket manifesterer sig som spor af fremmede ord i diskursen. Superadressaten bliver s ledes en repr sentant for tostemmighed, sproglig polyfoni, og m ske Bachtins mest originale bidrag til den sproglige polyfoniteori.
Superadressaten
Bachtin indf rer begrebet den tredje, superadressaten, sent i sit forfatterskab; det sker i det uf rdige arbejde Teksten som problem i lingvistik, filologi og andre humanistiske videnskaber. Fors g p en filosofisk analyse (1959-61). At arbejdet er uf rdigt, g r ogs at begrebet ikke bliver klart og entydigt defineret af Bachtin. Han beskriver her superadressaten, egentlig overadressaten (fra russisk: nadadresat), s ledes:
Men bortset fra denne adressat (den anden) foruds tter forfatteren til ytringen mere eller mindre bevidst en h jeste overadressat (den tredje), hvis absolut retf rdige responsforst else foruds ttes enten i det metafysiske fjerne, eller i en fjern historisk tid (smuthuls-adressat). I forskellige epoker og ved forskellige verdensanskuelser f r denne overadressat og hans ideelt rigtige responsforst else forskellige konkrete udtryk (gud, den absolutte sandhed, den upartiske menneskelige samvittighedsdom, folk, historiens dom, videnskab osv.) . (Bachtin 1995, 65-66)
Samme ide repr senteres med andre ord af flere begreber: superadressat, overadressat, den tredje, smuthulsadressat.
Hos Bachtin er superadressaten et begreb der forbindes med noget metafysisk fjernt, men samtidig kan det f forskellige konkrete udtryk i forskellige epoker, dvs. det repr senterer b de noget abstrakt og noget konkret. Superadressaten kaldes af Bachtin ogs den tredje ; denne betegnelse foruds tter en f rste og en anden . I Bachtins tekst- eller kommunikationsteori (det mest centrale v rk er Teksten som problem ) kaldes den f rste , afsenderen, for autor. Modtageren, den anden, bestemmes p f lgende m de:
En hvilken som helst ytring har altid en adressat (der kan v re mere eller mindre n r, konkret, bevidstgjort osv.), hvis responsforst else v rkets autor s ger og foregriber. Dette er den anden . (Bachtin 1995, 65)
Den tredje er s overadressaten som i overs ttelse er blevet til superadressaten; det er den der forst r (dog ikke i aritmetisk forstand), det er den hvis position er helt s regen ( ibid .). Den tredjes responsforst else placerer Bachtin alts dels i det metafysiske, dels i en fjern historisk tid, den sidst placerede sidestiller han ogs med smuthulsadressat - som jeg skal komme tilbage til nedenfor. Den tredje kan s ledes have forskellige mere eller mindre konkrete former, gud, folket osv.; selvom reaktionen p den tredje - dvs. dens responsforst else - placeres i det metafysiske, er den hverken mystisk eller metafysisk, fastholder Bachtin, og de spor den s tter, kan altid fremanalyseres: [ ] det er et konstituerende moment ved ytringen, som ved en dybere analyse kan opdages i den . ( ibid .).
Smuthulsadressaten er en af Bachtins variationer over superadressaten. Det er dog ikke klart i hvor h j grad han sidestiller smuthulsadressat og superadressat som synonyme; af citatet ovenfor, som er det eneste sted hos Bachtin hvor superadressat og smuthulsadressat sidestilles, fremg r det kun at de befinder sig det samme sted, nemlig i en fjern historisk tid. Bachtin definerer ikke smuthulsadressaten yderligere i den p g ldende tekst, men i Dostojevskij-bogen (Bachtin 1994) bestemmer han smuthul p f lgende m de:
Et smuthul er en mulighed, man kan udruste sig med for at forandre den yderste, endegyldige betydning af sit ord. Hvis ordet efterlader et s dant smuthul, m dette uundg eligt genspejles i dets struktur. Denne mulige, anden betydning, dvs. dette smuthul, som lades tilbage, forf lger ordet som en skygge. If lge sin betydning skal ordet med et smuthul v re det sidste ord og udgive sig for at v re et s dant, men det er i virkeligheden blot det n stsidste ord og s tter blot et vilk rligt, ikke endegyldigt punktum efter sig . (citeret i M ller Andersen og Lundquist (red.) 2003, 7 (Bachtin 1994, 452))
Det drejer sig med andre ord om et meget komplekst begreb som ikke finder en klar, entydig og pr cis bestemmelse hos sin ophavsmand. K rt barn har, is r hos Bachtin, mange navne: den tredje, superadressat, smuthulsadressat. Denne tredje i dialogen er altid til stede, den befinder sig over (nad = over) den f rste og den anden, over dialogens andre deltagere, og p en tidslinje er den fjern. Der er noget metafysisk over den, og alligevel ikke - den er ikke mystisk, den er muligheden for at undslippe. Den har sat sig en eller anden form for spor i teksten s den altid kan fremanalyseres. Jeg vil her ud fra det Bachtin har skrevet om den tredje, superadressaten, smuthulsadressaten og adressivitet, fors gsvis foretage en differentieret fremstilling af denne tredje , denne superadressat, i dialogen, som skal kunne bruges til en s dan fremanalyse. Men f rst vil jeg se p hvordan andre har forst et begrebet superadressaten.
Andre om superadressaten
For at indkredse superadressaten, den tredje, kan man g til andres fortolkninger af dette begreb. Anker Gemz e forst r det s ledes:
Superadressaten er p sin vis et meget abstrakt, teoretisk begreb (som drift hos Freud og merv rdi hos Marx). Den alternative betegnelse smuthulsadressaten antyder sammenh ngen med opg ret med det lukkede, afgr nsede system, som er s vigtigt for Bachtin. I superadressaten personificeres betydningens uudt mmelighed og fortolkningens uafsluttelighed . (Gemz e 1997, 44)
Michael Holquist forst r superadressaten som udtryk for et h b: [a] hope that outside the tyranny of the present there is a possible addressee who will understand them . (Holquist 1991, 39). Denne idealistiske ide, i Holquists tolkning, om et h b ligger ogs i Emerson og Morsons opfattelse af superadressaten som the principle of hope (Emerson og Morson 1990, 135). Hirschkop sammenligner ytringens immanente rettethed mod en superadressat med Habermas ideelle talesituation ( ideal speech situation ) og siger at det er baseret p tro, p faith in an ultimate value beyond history rather than the inner logic of cultural activity itself (Hirschkop 1999, 238). Alle disse litteraters l sning af superadressaten ligger s ledes p et abstrakt ideplan, det g lder ogs delvis lingvisten Todorov som kalder superadressaten den ideale l ser , en superrecipient (Todorov 1984, 110). Begrebet superadressaten bliver indkredset af disse Bachtin-fortolkere, men det sker p et meget abstrakt plan, og man f r ikke her n glen til et analyseredskab.
Jeg har selv tidligere lagt mig p linje med ovenn vnte forskere og placeret superadressaten p et abstrakt plan, men har ogs fors gt at konkretisere begrebet og indf jet det i en model over det fremmede ord som en fremtidens modtager (M ller Andersen 2002). Der har dog v ret et voksende behov for at konkretisere begrebet yderligere og ikke mindst differentiere det, hvorfor jeg har arbejdet videre med det for at kunne fremskrive et mere brugbart analysebegreb (M ller Andersen 2004 og 2005b). Jeg vil nu her freml gge mine forel bige resultater over hvordan det bachtinske begreb superadressaten, ogs kaldet den tredje , med smuthulsadressaten som variant, kan fortolkes, differentieres og bruges i tekst-, kommunikations- og sprogbrugsanalyser.
Superadressaten som model
Man kan opdele Bachtins tredje i forskellige typer. Til grund for en typeinddeling kan man l gge kriterier som abstrakt/konkret, bevidst/ubevidst, markeret/umarkeret. En s dan kategorisering inden for typeinddelingen kan dog ogs v re en uhensigtsm ssig sp ndetr je; jeg har lavet en s dan inddeling tidligere, og den voldte en del problemer ved sin skelnen mellem abstrakt og konkret, s jeg vil her begr nse mig til at freml gge de for mig oplagte typer og demonstrere med eksempler. Hvis man tager udgangspunkt i den overvejende litter re l sning af Bachtins superadressat som en ide og en overvejende kommunikationsteoretisk l sning af superadressaten som indirekte modtager , kan man skelne mellem en SUPER adressat p ideplanet og den tredje modtager p et kommunikationsteoretisk plan.
SUPER adressattypen kan inddeles i fire undertyper: 1. ideen at blive h rt, 2. den evige l ser, 3. en speciel diskurs (svarende til Foucaults diskursorden) 4. videnskabsmanden der arbejder med superadressaten.
Ideen at blive h rt er i princippet meget ligetil. Det er den tolkning Bachtin selv giver klarest udtryk for (og det er den smuthulsadressaten er en variant af). Den ligger b de i det simple nu er det sagt, det st r ikke til at ndre og i ideen om Gud som tilh rer; dens negative modpol giver Bachtin selv et meget rammende r dselsscenarie af som det fascistiske fangehul eller af helvede hos T. Mann ( ) som absolut frav r af den tredje . (Bachtin 1995, 66). Det er et r dselsscenarie der desv rre stadig er aktuelt. Den evige l ser kunne man ogs kalde l seren som ide, det billede forfatteren mere eller mindre bevidst har af sin l ser. Den tredje type, en speciel diskurs , er lidt mere kompliceret end de to f rste. Man skal her forestille sig at man adresserer sin ytring, sit budskab, igen mere eller mindre bevidst, til en speciel diskurs (eller diskursorden som hos Foucault); et eksempel kunne v re avisoverskriften Fogh tager p ferie, men Muhammed bliver ( Politiken , 4. marts, 06, 1. sektion s. 4, af Rasmus Emborg) som, ud over at v re adresseret til l seren, er adresseret til en superadressat, en politisk diskursorden der kunne hedde Foghs ansvar i muhammedkrisen eller for eller imod publicering af muhammedtegninger . 14 Den sidste af SUPER adressat-typerne er den altid tilstedev rende fremtidige mulighed for at videnskabsmanden tager fat p ens ytring . Den er altid til stede som en mulighed, sp rgsm let er om man kan tale om en adressivitet her, men ligesom det er muligt at tale om selve ideen at blive h rt, m man vel ogs kunne tale om ideen at blive unders gt, taget op til debat .
Ogs den tredje modtager p det kommunikationsteoretiske plan kan man opdele i fire typer: 1. medlytteren som afsender er bevidst om, 2. den der tilf ldigt kommer forbi og tager ordet, 3. publikum til en dialog og 4. den p dagogiske tredje.
Som eksempel p den f rste type af den tredje modtager kunne man forestille sig samtalen i det offentlige rum, fx l geventev relset, bussen, check-in-k en i lufthavnen. Afsender sender her bevidst et budskab ud til den tredje modtager og ikke kun til den reelle modtager, og de to budskaber eller meddelelser er ikke identiske; ytringen er n, men der er to stemmer. Som eksempel her kan vi igen tage gteparret i lufthavnsbussen (se eksemplet ovenfor). Der er en skjult, men bevidst meddelelse til den tredje modtager, vi kunne ogs kalde denne for medlytteren, i brugen af den eksplicitte angivelse af destination, den er redundant for gtef llen (den anden). Denne type skjulte, men bevidste meddelelse til tredjemodtageren, er sidstn vnte godt klar over er henvendt til ham/hende; det er der hvor man t nker n , det skulle vi benbart lige have at vide .
Den anden type tredje modtager har ligheder med den f rste derved at den ogs er en tilf ldig medlytter, men forskellen er at afsender her ikke adresserer en skjult meddelelse til tredjemodtageren, til medlytteren, og der er mht. adressivitet kun n stemme (der kan sagtens i andre henseender v re flere stemmer). Medlytteren, den tredje, p tager sig selv rollen som modtager (i princippet som superadressat) ved at tage ordet, men uinviteret. Ogs denne type kan udfolde sig i det offentlige rum. Man overh rer fx en samtale i bussen, lad os tage det samme gtepar som ovenfor, nu sidder de og diskuterer, denne gang mindre h jlydt, men dog h rbart, hvordan det er med tidsforskellen mellem K benhavn og Bangkok, og de er uenige om den er 6 eller 8 timer, og hvordan er det nu, mister man tid eller vinder man tid. Medlytteren kan ikke holde ud at h re p diskussionen, for hun har lige v ret p en lang flyvetur selv, og bryder ind og fort ller gteparret hvad tidsforskellen er og hvad vej solen g r.
Den n ste type tredjemodtager ( den tredje type ) er n rmest klassisk, og man kan diskutere om den ikke er lige s litter r som den er kommunikationsbaseret. Jeg har dog placeret den under den tredje modtager snarere end under en superadressat da den er meget konkret. Det er den modtager som koret i den klassiske gr ske tragedie henvender sig til. P kommunikationsplanet (i kommunikations jemed) er den dog indlagt som skjult stemme, som ekstrameddelelse til den tredje modtager, nemlig publikum . Den kan forekomme i en samtale mellem to i fx en film hvor den skjulte, men bevidste meddelelse fungerer som n dvendige informationer til publikum, informationer som de to samtaleparter begge kender, alts de informationer som koret giver og som i den gr ske tragedie har f et en selvst ndig stemme. Eksempler p en s dan dobbeltadresseret ytring eller meddelelse med to stemmer, n mod dialogpartneren og n mod publikum, den tredje modtager, kan man finde mange af is r i d rlige film hvor det ikke er lykkedes at pakke informationerne mere elegant ind; for pakkes stemmerne mere elegant ind, er der tale om en anden slags tostemmighed, en umarkeret flerstemmighed. Den dobbelthed der er tale om her, i fx den d rlige film, er nemlig klart markeret, man kan h re at der er en bevidst adressivitet mod en tredje modtager, mod publikum, og det er bl.a. det der f r en til at r sonnere at det er en d rlig film; det er for tykt , for klodset. Et eksempel her kunne v re et afsnit af Columbo hvor Columbo siger til den mist nkte noget i retning af: Din nu afd de mand filminstrukt ren James White var i g r p sin arbejdsplads i Hollywood-studiet (hun ved godt han er d d, hvad han hedder, at han er filminstrukt r i Hollywood osv.)
Der er endnu en type med under den tredje modtager, nemlig p dagogikkens tredje ; klasserummet hvor l reren henvender sig specifikt til n elev, vel vidende at de andre, i hvert fald dem der ikke sidder og sover, ogs er medlyttere, modtagere. Sp rgsm let er dog om disse modtagere ikke er reelle modtagere. Et kriterium for at vi kan tale om en tredje modtager, er at ytringen i f rste omgang, p det reelle udtryksplan, er adresseret til den anden, alts at der er en afsender, en modtager og en tredje modtager (se ogs Lind s bidrag i denne bog).
De to typer superadressater kan nu skitseres s ledes:
Superadressaten
En SUPER adressat :
1. Ideen at blive h rt
2. Den evige l ser
3. En speciel diskurs (diskursorden)
4. Videnskabsmanden som adressat
Den tredje modtager :
1. Medlytteren som afsender er bevidst om
2. Den der tilf ldigt kommer forbi og tager ordet
3. Publikum til en dialog
4. P dagogikkens tredje
Den tredje modtager ikke ny ide
Problematikken med en tredje modtager er ikke ny. Det er ikke en problematik kun Bachtin har fundet p . Inden for kommunikations- og sproghandlingsteori har man l nge arbejdet med noget der kunne ligne en s dan tredje. Goffman arbejdede s ledes med en ratified og en unratified participant . En ratified participant kan v re enten addressed eller unaddressed , den sidste er en tilf ldigt tilstedev rende der m ske lytter med (Goffman 1974/86). Levinson udvidede Goffmans rolleinddeling og arbejdede med en unratified participant som er den der tilf ldigt overh rer en samtale eller bevidst f lger med i en samtale uden status som deltager (Levinson 1988). Ogs inden for sproglig polyfoni, i ScaPoLineregi, arbejdes der med en tredje. Alle disse teoridannelser kunne dog nyde godt af Bachtins mere differentierede syn p en tredje modtager, en superadressat.
Superadressaten og sproglig polyfoni
Inden for ScaPoLine-skolen opereres der med en tredje (troisi me) som forst s som tredjepersonen, manifesteret som et kollektiv eller et man i teksten (N lke et al 2004, se ogs Anscombre, 15 N lke og Fl ttum i denne bog), hvorfor en sammenligning med Bachtins superadressat ville v re oplagt. En direkte sammenligning er dog ikke uproblematisk, al den stund begrebsapparatet i de to teorier ikke er en-til-en sammenligneligt. S ledes d kker fx Bachtins ytringsforst else over b de ytrings- og tekstbegrebet i ScaPoLine. ScaPoLines ytring vil fx svare til ytringen som prim r talegenre hos Bachtin, og tekstbegrebet i ScaPoLine vil svare til ytringen som sekund r talegenre hos Bachtin. Det er dog fors get v rd at foretage en tiln rmelsesvis sammenligning for at anskueligg re hvor de to teorier kan supplere hinanden.
Kommunikationsteoretisk kan man sige at Bachtins afsender, autor, svarer til b de tekstkonstrukt r (begge typer) og diskursindivid hos ScaPoLine (se N lke i denne bog). Modtager hos Bachtin, adressaten, svarer til modtager (begge typer) og diskursindivid hos ScaPoLine - her kunne den bachtinske kommunikationsteori drage nytte af ScaPoLines st rre differentiering. Derimod d kkes ScaPoLines tredje, b de forst et som man og den kollektive tredje , kun delvist af Bachtins tredje, og det er sp rgsm let i de tilf lde hvor der er sammenlignelighed, om der i det hele taget er tale om en tredje i bachtinsk forstand da denne ikke er eksplicit manifesteret i teksten. Man kunne m ske argumentere for at sammenligne ScaPoLines tredje med den konkrete bevidste tredje (dvs. den tredje modtager, 1. type) og l interpr teur (den abstrakte fortolker, se N lke i denne bog) som den mere abstrakte superadressat (1. type), men man kunne ogs argumentere for at ScaPoLines tredje faktisk er en anden , og at den tredje slet ikke eksisterer i ScaPoLines teori. Og endelig kunne man som konsekvens af dette argumentere for at ScaPoLine med fordel kunne inddrage den bachtinske polyfoniteori ved at optage eller indarbejde dennes forst else af tredjeheden og superadressaten. 16 Et bel g for at den tredje og superadressaten med fordel kunne inddrages i den sproglige polyfoniteori og hermed for at disse bachtinske begreber er et v sentligt bidrag til den sproglige polyfoniteori som s dan, er at flere bidragydere til denne bog netop besk ftiger sig med disse begreber (se Jensen og Lind i denne bog).
Overordnet kan en sammenligning mellem Bachtins sproglige polyfoni, dvs. tostemmigheden, og ScaPoLines sproglige polyfoni illustreres med et billede fra musikkens verden. Forskellen p de to retningers polyfoni kunne illustreres med forskellen p polyfoni og homofoni i musikken. Hvor Bachtins sproglige polyfoni, tostemmighed, er at ligne med den musikalske polyfonis selvst ndige og ligev rdige stemmer, i tostemmigheden markeret som to selvst ndige stemmer eller diskurser i n diskurs, st r ScaPoLines polyfoni, paradoksalt nok, for homofoni, hvor n stemme, tekstkonstrukt rens, st r for melodistemmen, mens alle de andre stemmer, fra diskursindivider til ytringsafsendere, underordnet udfylder harmonien, et billede ogs Henning N lke har brugt. 17 Dvs. at den overordnede forskel p Bachtins sproglige polyfoni og ScaPo-Lines er en forskel i hierarki, de bachtinske stemmer er p samme niveau, ikke mindst som en konsekvens af den dialogiske hovedtanke, mens ScaPoLines stemmer indg r i et hierarkisk defineret forhold. En overordnet begrebsm ssig sammenligning viser, trods stemmelighed, at ScaPoLine fokuserer p afsenderen, dvs. orkesteret med dirigenten i spidsen, mens Bachtins sproglige polyfoni fokuserer p modtageren, tilh rerne.
Lad mig slutte af med en lille anekdote som illustration af hvor stor v gt det dialogiske og dermed den sproglige polyfoni har i sprogbrugen. Under et interview p Yale University med Michael Holquist spurgte jeg ham hvad man skulle svare de kritikere der aff rdigede det dialogiske princip hos Bachtin som banalt, og han fortalte mig en lille historie om filosoffen William James der under et foredrag kom ind p en hinduistisk beretning om tolv elefanter der stod oven p hinanden. Da James var f rdig med sin historie, spurgte en dame fra salen hvad der var nedenunder den tolvte elefant, hvortil James svarede: Madam, its elephants all the way down . Og Holquist fuldendte historien s ledes: It is dialogue all the way down - and all the way up, too. What we need is a science that can discriminate between the various levels of the dialogue . ( www.bachtinselskabet.dk ) Det er s dan en videnskab den sproglige polyfoni tilbyder. Det er til s dan en videnskab Bachtins dialogiske teorier om det tostemmige ord og superadressaten er et tilbud.

Litteratur
Bachtin, M.M. (1971). Probleme der Poetik Dostoevskijs . M nchen: Karl Hanser Verlag.
Bachtin, M.M. (1975). Voprosy literatury i estetiki , Moskva: Khudosjestvennaja literatura.
Bachtin, M.M. (1979). Estetika slovesnogo tvortjestva . Moskva: Iskusstvo.
Bachtin, M.M. (1981). The Dialogic Imagination . Austin: University of Texas Press.
Bachtin, M.M. (1994 (1929/63)). Problema tvortjestva Dostojevskogo . Kiev: Next
Bachtin, M.M. (1995). Teksten som problem i lingvistik, filologi og andre humanistiske videnskaber. Fors g p en filosofisk analyse . Lise Busk Jensen et al. (red.), Kultur og Klasse ,79, 43-70.
Bachtin, M.M. (2003). Ordet i romanen . K benhavn: Gyldendal.
Emerson, C. G.S. Morson (1990). Mikhail Bakhtin. Creation of a Prosaics . California: Stanford University Press.
Fairclough, Norman (1992). Discourse and Social Change . Cambridge: Cambridge University Press.
Gemz e, Anker (1997). Metamorfoser i mellemtiden. Studier i Svend ge Madsens forfatterskab 1962-86 . lborg: Medusa.
Goffman, E. 1974 (1986). Frame Analysis. An Essay on the Organisation of Experience . Boston: Northeastern University Press.
Hirschkop, Ken (1999). Mikhail Bakhtin: An Aesthetic for Democracy . Oxford: Oxford University Press.
Holquist, Michael (1990). Dialogism: Bakhtin and his World . London and New York: Routledge.
Levinson, S.C. (1988). Putting Linguistics on a Proper Footing: Explorations in Goffman s Concepts of Participation . P. Drew og A. Wootton (red.), Erwing Goffman: Exploring the Interaction Order . Boston.
Morson, G.S C. Emerson (red.) (1990). Mikhail Bakhtin. Creation of a Prosaics . California: Stanford University Press.
M ller Andersen, Nina (1997). Finners svenske misforst elser i dansk . NyS ,23, 35-47.
M ller Andersen, Nina (2001). Ordet i livet og ordet i kunsten. Bachtins metalingvistik brugt i sprog og fiktion . A. Gemz e, B. Timm Knudsen og G. Larsen (red.), Metafiktion - selvrefleksionens retorik . lborg: Medusa, 75-95.
M ller Andersen, Nina (2002). I en verden af fremmede ord. Bachtin som sprogbrugsteoretiker . K benhavn: Akademisk Forlag.
M ller Andersen, Nina og Lundquist (red.) (2003). Smuthuller - perspektiver i dansk Bachtin-forskning. K benhavn: Forlaget Politisk Revy.
M ller Andersen, Nina (2003b). Det forst r jeg ikke - om det fremmede ord i fremmedsprogsperspektiv . Anne Holmen, Esther Glahn og Hanne Ruus (red.), Veje til dansk - forskning i sprog og sprogtilegnelse . K benhavn: Akademisk, 39-53.
M ller Andersen, Nina (2004). Polyfoni og Bachtin . Sproglig Polyfoni. Arbejdspapirer 1 . Roskilde Universitetscenter: Skrifter fra dansk og public relations, 3-16.
M ller Andersen, Nina (2005a). Den tredje mand eller lidt om den tredje (superadressaten) i Bachtins diskursteorier . Sproglig Polyfoni. Arbejdspapirer 2 . Roskilde Universitetscenter: Skrifter fra dansk og public relations, 3-14.
M ller Andersen, Nina (2005b). En SUPER adressat . Peter Stein Larsen, Louise M nster og Claus Falkenstr m (red.), Litter re metamorfoser. Festskrift til Anker Gemz e . lborg: Aalborg Universitetsforlag, 223-228.
M ller Andersen, Nina (2005c). Hvor polyfon er Bachtin? . Sproglig polyfoni. Arbejdspapirer 4 . Roskilde Universitetscenter: Skrifter fra dansk og public relations, 3-14.
N lke, Henning, Kjersti Fl ttum Coco Nor n (2004). ScaPoLine. La th orie scandinave de polyphonie linguistique. Paris: Kim .
Rampton, Ben (1995). Crossing. Language and Ethnicity among Adolescents . London and New York: Longman.
Todorov, Tzvetan (1984). Mikhail Bakhtin: The Dialogical Principle . Manchester: Manchester University Press.
Vice, Sue (1997). Introducing Bakhtin . Manchester: Manchester University Press.

1 Blandt disse kritikere kan man bl.a. finde Paul de Man (fx i Dialog and Dialogism . I Emerson Morson 1990)
2 I M ller Andersen (2005c) har jeg oplistet alle relevante citater om dette.
3 En diskussion af om Bachtins dialogiske synspunkter kan kombineres med ScaPoLines lingvistiske, findes i Gorm Larsens artikel i denne bog.
4 Se om dette i M ller Andersen 2003.
5 Det er Tzvetan Todorov der har kaldt Bachtin for lingvistikkens fader (Todorov, Tzvetan (1984). Michail Bakhtin: The dialogical Principle . Manchester: Manchester University Press).
6 Trykt i Bachtin 1979. Engelsk: Speech Genres , oversat til dansk af Nina M ller Andersen og Alex Fryszman (under udgivelse).
7 Det russiske ord slovo kan overs ttes til ord , sprog , diskurs .
8 Som hos fx Michel Foucault eller Norman Fairclough (1992).
9 Det sidste svarende til bl.a. Faircloughs manifeste intertekstualitet (Fairclough 1992)
10 Det fremmede ord svarer ikke n dvendigvis til et leksikalsk ord, det er semantiske spor der, som eksemplerne ogs viser, kan v re modalitet og s tningsform - se M ller Andersen (2002).
11 Denne kunne evt. sammenlignes med ScaPoLines mimet LOC (se N lke i denne bog).
12 Bachtin skelner ikke skarpt mellem parodi og ironi, og stemmernes indbyrdes relation og retning er den samme for de to begreber, hvorfor de er behandlet som et dobbeltbegreb her.
13 Rampton (1995) og Quist, Pia (2004). Crossing i storbyens heterogene skole . Taler de dansk? Aktuel forskning i dansk som andetsprog . K benhavns Universitet. (Quist bytter desv rre om p de to retninger: unidirectional og varidirectional).
14 Der refereres her til den udenrigspolitiske krise i Danmark i begyndelsen af 2006 for rsaget af dagbladet Jyllands-Postens offentligg relse af 12 tegninger af profeten Muhammed og regeringens h ndtering af sagen.
15 Anscombres to typer man (on) kunne eventuelt indpasses i en superadressatmodel.
16 En problemstilling der skal arbejdes videre med, da ikke alle de bachtinske typer er kodet i sproget.
17 Bl.a. ved foredrag i Sprogligt polyfoninetv rk .
Jacques Bres
Sous la surface textuelle, la profondeur nonciative. Les formes du dialogisme de l nonc
1. Introduction
On raconte que le premier vers du Cimeti re marin : Ce toit tranquille o marchent les colombes , serait venu Paul Val ry de la parole d un enfant, tenant dans sa main un oiseau mort, et expliquant: Il a cru que la mer tait un toit, il a voulu se poser sur l eau et il s est noy . Il me semble en aller du discours comme de la mer: sa surface est tra tresse et trompeuse. Qui croit s y poser pour s y reposer comme sur de la terre ferme risque fort de perdre pied et de sombrer dans sa profondeur nonciative. Sous le discours donc, du discours, des discours, tenus ou pas encore tenus, r els ou imaginaires, explicites jusqu la citation de la parole rapport e accompagn e de la mention de son auteur, implicites jusqu la dilution de (presque) toute trace de cette autre parole, qui n a plus aucun corps textuel, mais revient hanter, tel un fant me, ou un cho, le discours bien vivant qui tente de vivre sa vie discursive
Laissons la m taphore: la notion de dialogisme propos e par Bakhtine permet de saisir et de d crire (au moins en partie ) cette profondeur. Apr s avoir rapidement d fini ladite notion et rappel que le processus qu elle d nomme se signifie textuellement par des marques nombreuses, vari es et h t rog nes, je m attacherai dans cet article proposer un classement fort grossier des fa ons dont se fait entendre le pluriel des voix - de fait je ne travaillerai que sur la dualit des voix - dans le singulier de l nonc dialogique. L tude propos e, exploratoire et inachev e, revendique le statut d bauche. Elle se fonde pour l essentiel sur un corpus crit, litt raire et journalistique.
2. Dialogisme et double nonciation
De m me qu on ne peut prendre la parole sans parler dans telle ou telle langue, sans s inscrire dans tel ou tel genre du discours, sans construire une sc ne interlocutive qui distribue la personne, l espace et le temps partir du locuteur- nonciateur, de m me on ne saurait discourir, selon Bakhtine, sans rencontrer les discours des autres, et l autre comme discours:
L expression d un nonc est toujours, un degr plus ou moins grand, une r ponse , autrement dit: elle manifeste non seulement son propre rapport l objet de l nonc , mais aussi le rapport du locuteur aux nonc s d autrui. (Bakhtine 1979/1984, 299)
Tout texte s inscrit dans une interaction plus ou moins explicite avec d autres textes, parmi lesquels la r ponse pr t e au destinataire. Il na t d eux, il leur r pond en les rapportant pour les confirmer, les infirmer, les rejeter, les retravailler, etc
Bakhtine nomme dialogisme - on trouve galement, dans les traductions de ses travaux, les termes de dialogisation int rieure , ou microdialogue - cette dimension constitutive du discours qui tient ce que sa production ne peut pas ne pas se r aliser dans un dialogue implicite avec d autres discours.
Le dialogisme, que je d finirai comme la capacit de l nonc faire entendre, outre la voix du locuteur- nonciateur, une (ou plusieurs) autre(s) voix qui le feuillette(nt) nonciativement, se note par un ensemble de marques linguistiques extr mement h t rog nes, ce que pointait Bakhtine: Les formes de r actions-r ponses qui remplissent un nonc sont extraordinairement vari es et, jusqu pr sent, elles n ont jamais t tudi es ( ibid .). J ai entrepris, dans des travaux ant rieurs, de r pertorier quelques-unes de ces formes de r actions-r ponses (Bres 1998, 1999, 2001), comme d expliciter les notions qui, dans les cadres de la th orie prax matique de l actualisation que nous d veloppons dans notre quipe, 1 permettent de les d crire (Bres et Verine 2002). Mon objectif ici sera diff rent: il s agira de tenter un premier classement des marqueurs dialogiques partir des diff rentes formes que prend, la surface textuelle, le ph nom ne de la double nonciation, qui caract rise l nonc dialogique, et que je vais sommairement d crire.
L actualisation phrastique se r alise par un ensemble d op rations parmi lesquelles on peut distinguer, entre autres, (i) les op rations d actualisation d ictique (temporelle, spatiale et personnelle) des diff rents l ments du dictum (ou contenu propositionnel) en vue de la r f renciation; (ii) les op rations d actualisation modale, consistant appliquer un modus au dictum (Bally 1934/1965, 36-38); (iii) les op rations d actualisation phon tique ou graphique consistant inscrire l nonc dans le mode s miotique choisi, oral ou crit. Les deux premiers types d op ration (actualisation d ictique et modale) rel vent de la programmation de l -dire (D trie et al . 2002) et sont mises au compte d une instance que je propose de nommer nonciateur . Les op rations d actualisation phon tique ou graphique rel vent de la r alisation du dire ( op . cit .) et sont mises au compte d une instance nomm e locuteur . Dans le pr sent travail, je ne m int resserai qu la dimension d actualisation d ictique et modale, et donc ne parlerai que d nonciateur(s). Soit les deux nonc s suivants:
(1) Le climat change.
(2) Oui, le climat change. (Titre d un ditorial du journal Le Monde )
L nonc (1) est monologique . Il est le r sultat d un acte d nonciation dont les interactants, le lieu et le temps ne sont pas explicit s. Enonciativement simple, il r sulte de ce que son nonciateur - nommons-le E1 - a actualis , notamment temporellement, et modalis par l assertion un dictum (d terminant + climat + changer + temps verbal 2 ), le transformant de ce fait en un nonc actualis .
Il en va diff remment pour l nonc (2), qui est dialogique . On distinguera l analyse, sous l unit de surface, deux actes d nonciation:
- celui, ench ssant, correspondant l interaction du scripteur de cet article avec le lecteur, et qui se manifeste par l nonc [E]: [ oui P ];
- celui, ench ss , correspondant une autre interaction, ant rieure, dont les interactants pas plus que le temps ni le lieu ne sont explicit s, laquelle correspond l nonc (reconstruit) [e]: [ le climat change ]ou [ le climat change-t-il? ] . 3
Dans ce type d nonc , l actualisation d ictique et modale de l nonciateur E1 s applique non pas un dictum , mais un l ment pr sent comme ayant d j statut d nonc , c est- -dire un dictum ayant d j fait l objet des op rations d actualisation par un autre nonciateur (que nous appellerons e1). On distinguera en cons quence:
- pour l acte d nonciation ench ss , un nonciateur e1 (ici non explicit ), actualisateur de l nonc [e] reconstruit approximativement comme [ le climat change ]ou [ le climat change-t-il? ];
- pour l acte d nonciation ench ssant, un nonciateur E1, actualisateur de l nonc [E] [ oui, le climat change ] en tant qu il r sulte de l application du modus de confirmation ( oui ) l nonc [e].
On d finira l nonc dialogique par la double nonciation , entendue comme le fait, r sultant de l ench ssement d un acte d nonciation dans un autre, que les op rations d actualisation d ictique et modale dudit nonc , au lieu de s appliquer, comme pour l nonc monologique, un dictum , se sont appliqu es un nonc [e], actualis par un autre nonciateur (e1). 4 Ajoutons deux pr cisions: l nonc [e] est pr suppos par l nonc [E]. Si, dans certains cas, il a effectivement t prononc , il peut galement ne pas avoir d autre r alit que celle qui lui est accord e par l nonc [E].
La double nonciation - de fa on imag e, je dirai le deux dans l un - si elle structure tout nonc dialogique, peut le faire de fa ons fort vari es, qui tiennent principalement au mode de pr sence de l nonc ench ss [e] dans l nonc ench ssant [E]. Je d signerai par x la forme que prend l nonc [e] reconstruit dans l nonc observable [E], (et, compl mentairement, par y , la partie de [E] relevant du seul E1). Soit, dans (2):
oui, le climat change : x = le climat change ; et y = oui .
Cette distinction entre x et [e], de peu d int r t dans le cas de (2), dans la mesure o x ([ le climat change ]) est quasiment identique [e] ([ le climat change ]ou [ le climat change-til? ]), sera plus que n cessaire lorsque x aura la forme non d une proposition mais celle, r siduelle, d un syntagme ou d un mot, rendant plus difficile, voire impossible, la reconstruction de l nonc [e], pourtant pr suppos . On le verra en effet, l ench ssement de [e] dans [E] se traduit le plus souvent par la perte de son autonomie syntaxique, d ictique, modale, au-del de sa structure pr dicative. Il arrive m me que l nonc [e], phagocyt , se voie r duit presque rien, voire rien d effectif, et que sa pr sence ne puisse plus tre que suppos e .
En appui sur ces bases et cette m thodologie, je vais proposer maintenant une bauche de classement des diff rentes formes que prend la double nonciation en discours, depuis son marquage explicite - par une forme de dualit syntaxique (3.) ou par un signifiant d h t rog n it nonciative (4.) - jusqu son implicitation (5.), voire la dilution totale de ses signifiants (6.).
3. Le deux dans l un nonciatif se marque, en surface, par une forme de dualit syntaxique
La dualit nonciative peut se signifier par diff rentes formes de dualit syntaxique, qui la manifestent clairement (3.1.), l estompent (3.2. et 3.3.), voire l enfouissent (3.4.).
3.1. Ench ssement par juxtaposition de [e]
L ench ssement nonciatif peut se signifier dans une m me unit phrastique sans subordination (syntaxique, d ictique, modale) du second au premier. C est le cas du discours rapport direct, qui est le seul marqueur dialogique expliciter totalement la dualit nonciative qui traverse l nonc qui le contient: les deux actes d nonciation apparaissent sa surface; l nonc [e] est articul l nonc [E] par juxtaposition, l aide (au moins l crit) d un ensemble de marques (deux points, guillemets et/ou tiret, alin a) qui ne lui tent rien de son autonomie: il conserve son syst me d ictique et sa modalit propre:
(3) Lors de son trenti me anniversaire, en 1998, Felipe de Bourbon avait d clar qu il ne se marierait que par amour . Il avait toutefois pos une condition: la future reine devra conna tre, appr cier et savoir repr senter les valeurs de la couronne . ( Le Monde du 4 novembre 2003)
La seconde phrase de ce fragment est mettre en relation avec deux actes d nonciation:
- un acte ench ssant - un journaliste s adresse par crit son lectorat, dans le quotidien Le Monde dat du 4 novembre 2003 - qui produit l nonc [E]: [Il avait toutefois pos une condition: la future reine devra conna tre, appr cier et savoir repr senter les valeurs de la couronne .], rapportant
- un acte ench ss - le futur roi d Espagne s adressant un interlocuteur non explicit , cinq ans auparavant, l occasion de son anniversaire - qui produit putativement 5 l nonc [e]: [ la future reine devra conna tre, appr cier et savoir repr senter les valeurs de la couronne ], autonome syntaxiquement, d ictiquement et modalement. Il est fait mention de [e] (Authier 1993, 40); la forme x que prend [e] dans l nonc r alis et l nonc reconstruit [e] lui-m me sont quivalents.
3.2. Ench ssement par subordination
La subordination - en tant qu elle consiste syntaxiquement ench sser une proposition dans une autre - s av re particuli rement apte porter le dialogisme, en tant qu ench ssement d un acte d nonciation dans un autre acte d nonciation. La subordination syntaxique offre ses services la subordination nonciative. L nonc ench ss [e] se pr sente donc subordonn , la perte de son autonomie syntaxique s accompagnant de la perte de son autonomie nonciative (d ixis, modalit ). Compl tives, circonstancielles, relatives peuvent tre des outils du dialogisme. Je ne pr senterai ici que les deux premi res. 6
3.2.1. Les compl tives en que
La dialogisation peut affecter la compl tive quelle que soit sa fonction: sujet, apposition, objet, attribut.
A. [Que x ]sujet ou apposition Soient les compl tives sujet (4), et apposition (5):
(4) Que la critique de la politique men e en Palestine par Isra l ait re u des appuis suspects, des soutiens impurs ou criminels , n te rien de sa force et de sa l gitimit l insistante question que posent la Palestine et les Palestiniens. ( Le Monde )
(5) Que Lionel Jospin ait quelque peu oubli l histoire de la fin du dernier si cle , c est regrettable; que les maladresses qu il commet rel vent en partie du bon docteur Freud , c est probable. ( Le Monde )
Les nonc s [e] que l on peut reconstruire - pour (4): [ la critique de la politique men e en Palestine par Isra l a re u des appuis suspects, des soutiens impurs ou criminels ]; pour (5): [ Lionel Jospin a quelque peu oubli l histoire de la fin du dernier si cle ], [ les maladresses qu il commet rel vent en partie du bon docteur Freud ] - n ont pas d autonomie nonciative (ce que marquent notamment les subjonctifs ait re u , ait et rel vent ); ils sont int gr s syntaxiquement [E]: l outil de nominalisation que en fait des SN, sujet en (4), appos s au pronom d monstratif ce , du fait du d tachement en (5).
B. [Que x ] objet C est typiquement le cas du discours indirect:
(6) Le soir, Gervaise avouait franchement en riant qu elle en serait tomb e malade si on l avait emp ch e d avoir la boutique . (Zola, L Assommoir )
Le discours imput Gervaise se pr sente comme subordonn celui du narrateur (i) syntaxiquement (il est introduit par le subordonnant que ), et (ii) nonciativement (absence de d ictique et de modalit propres). 7
Notons que la compl tive dialogique en que peut tre introduite non par un verbe de parole comme en (6), mais notamment par l impersonnel il est vrai que / il n est pas vrai que :
(7) Il est vrai que la Tch tch nie n est pas assujettie au droit international . ( Le Monde )
(8) Il n est pas vrai que les voix obtenues par ces pr sidents (de R gion) l aient t sans compromission . ( Le Monde )
En (7), l nonciateur E1 confirme l nonc pr suppos [e]: [ la Tch tch nie n est pas assujettie au droit international ]; en (8), il infirme l nonc pr suppos [e]: [ les voix obtenues par ces pr sidents (de R gion) l ont t sans compromission ].
3.2.2. Les circonstancielles
L nonc ench ss par subordination circonstancielle, surtout en position initiale th matisante, peut galement relever d un nonciateur diff rent de celui de la principale. C est le cas des subordonn es introduites par puisque , 8 bien que ou si :
(9) il n y a aucune d r glementation puisque les arr t s d avril 97 restent int gralement en vigueur . (Document universitaire)
(10) Bien que les milices serbes aient fait plus de victimes que celles des Croates , la violence n est pas leur apanage. ( Le Monde )
(11) Comment se fait-il s interrogeait un copain samedi que nous n ayons pas fait c der le gouvernement alors qu plusieurs reprises nous sommes descendus dans la rue bien plus nombreux qu en 1985 ( )? Si le gouvernement n a pas c d , c est que le plan Fillon est le premier d une s rie d attaques brutales ( ). (Document syndical)
En (9), puisque pr suppose que x correspond un nonc [e] ant rieur, reconstructible comme [les arr t s d avril 97 restent int gralement en vigueur], que l nonciateur E1 reprend pour en partager le bien-fond et s appuyer sur lui dans sa propre argumentation.
En (10), bien que pr suppose que x correspond un nonc ant rieur [e]: [les milices serbes ont fait plus de victimes que celles des Croates], que l nonciateur E1 reprend pour en confirmer la valeur de v rit mais en changer l orientation argumentative.
En (11), le cotexte fait appara tre clairement le dialogisme du tour hypoth tique [ si x ]. L nonc [e], inf rable de x , [le gouvernement n a pas c d ] appara t comme la reprise explicite d un nonc ant rieur (lui-m me dialogique (discours direct): nous n avons pas fait c der le gouvernement ). E1 suspend l assertion de l nonc [e] la modalisation de la principale.
Dans la subordination, la dualit nonciative, qui se signifie dans la dualit principale/subordonn e, est moins apparente que dans la juxtaposition. Ce qui se marque notamment par le fait que (i) l l ment x , duquel on peut facilement inf rer l nonc [e], n a pas de marques propres d actualisation d ictique et modale; et que (ii), alors qu il tait en mention dans le cas de la juxtaposition (discours direct, occurrence (3)), il est, dans les occurrences (4)-(11), en usage .
3.3. Ench ssement par corr lation
La double nonciation qui caract rise le dialogisme se signifie galement au travers de structures corr latives, qui, dans la mesure o elles mettent en rapport deux l ments, sont particuli rement aptes faire dialoguer un l ment x de l nonc [e] avec un l ment y de l nonc [E]. Ces structures corr latives sont tr s nombreuses. Citons les principales:
[ y et non x ]
(12) il faut renforcer la coh rence du tissu industriel, et non d velopper la concurrence entre les entreprises. ( le Monde )
[ non x mais y ]
(13) La po sie [surr aliste] est con ue non comme une vari t de litt rature mais comme le mode o l humain doit la fois se perdre et se retrouver. ( Le Monde )
[ x mais aussi y ]
(14) Il faut tenir compte des besoins conomiques, mais aussi de la volont et de la libert des immigrants. ( Le Monde )
[ non seulement x mais y ]
(15) (le surr alisme) consid ra la po sie, non seulement comme chose crite et r cit e, mais comme ce qui devait tre v cu. ( Le Monde )
[ certes x mais y ]
(16) un club imp cunieux ach te, pour une somme astronomique, un joueur (Anelka), certes tr s dou , mais qui n a pas fait encore ses preuves. ( Le Monde )
[ plus y que x ]
(17) La gauche plurielle a plus servi la droite et le patronat qu elle ne les a combattus. ( Le Monde )
[ moins x que y ]
(18) le probl me essentiel du RPR est moins d avoir un pr sident que de retrouver une cr dibilit politique. ( Le Monde )
[ autant y que x ]
(19) si ce mouvement social mondialis naissant est de bon augure, il lui manque pourtant autant un projet alternatif que des formes structur es de lutte. ( Le Monde )
[ pas tant x que y ]
(20) le vrai probl me d une majorit des Fran ais n est pas tant celui du partage des ressources sous l gide de l Etat que celui du maintien de notre niveau lev de cr ation de richesse. ( Le Monde )
[ plut t y que x ], ainsi que la variante [ y plut t que x ]
(21) Nous devons miser plut t sur le sens civique que sur la peur du gendarme. ( Le Monde )
(22) Notre prosp rit viendra du march plut t que de l Etat. ( Le Monde )
Proposons une rapide analyse du seul (22): sur le th me [notre prosp rit viendra de], l nonciateur [E1] met en relation le rh me y [du march ] avec le rh me x [de l Etat] pour d clarer la sup riorit de la pertinence argumentative du premier qu il s attribue, sur le second, qu il attribue implicitement un autre nonciateur e1. A partir de l l ment x on peut inf rer l nonc [e]: [Notre prosp rit viendra de l Etat].
Les structures corr latives, si elles sont des lieux d accueil privil gi s de la double nonciation en tant qu elle pr sentent une structure de dualit , tendent quelque peu l estomper, par la forte int gration syntaxique qu elles r alisent de l nonc [e], sous la forme d un syntagme x ( rapporter implicitement un nonciateur e1), mis en relation avec un syntagme y ( rapporter implicitement l nonciateur E1).
Ajoutons que ces structures corr latives, qui mettent en relation dialogique des syntagmes, peuvent, pour certaines d entre elles, se d velopper entre propositions. Ainsi en va-t-il de [certes/d accord x mais y ] en (23); ou de [non seulement x , (mais) y ] en 24):
(23) La plan te se r chauffe, d accord . Mais le ph nom ne ne se manifeste pas partout avec la m me intensit . ( Le Monde )
(24) Le surr alisme ne fut pas seulement un mouvement litt raire qui porta ses pionniers l engagement r volutionnaire. Le surr alisme fut multidimensionnel dans sa nature m me, la fois po tique, politique et existentiel. ( Le Monde )
Dans ces cas bien s r, l int gration syntaxique tant moindre, la dualit nonciative est plus apparente.
3.4. Ench ssement par nominalisation et transformation infinitive
L int gration syntaxique de l nonciation ench ss e peut se r aliser, plus fortement que par la subordination ou la corr lation, l aide de la nominalisation 9 ou de la transformation infinitive. Dans ces cas, la dualit nonciative n est plus du tout manifeste, m me si on peut la faire appara tre, dans la mesure o l nonc [e] est ais ment r cup rable partir du syntagme issu de la transformation nominale ou infinitive:
(25) Le principal argument du Congr s am ricain pour ne pas ratifier le protocole de Kyoto est le refus des pays en d veloppement de s y engager . ( Le Monde )
(26) Annuler ou m me retarder les nouvelles demandes d habilitation de masters ne fera que creuser un peu plus notre handicap. (Document universitaire)
Le SN attribut le refus des pays en d veloppement de s y engager dans (25), le SN sujet annuler ou m me retarder les nouvelles demandes d habilitation de masters dans (26), sont les manifestations x des nonc s [e] correspondants, que l on peut reconstruire comme [ les pays en voie de d veloppement refusent de s y engager ], [( il faut ) annuler ou retarder les nouvelles demandes d habilitation ].
Les quatre structures d gag es - juxtaposition, subordination, corr lation, transformation nominale ou infinitive - par la dualit syntaxique dont elles sont faites, permettent de signifier le dialogisme en tant que d doublement nonciatif: elles le font d autant plus manifestement que l nonc ench ss [e] est moins int gr syntaxiquement (juxtaposition du discours direct); de fa on d autant moins vidente, qu il est plus int gr syntaxiquement: ce qui est le cas de la subordination, et plus encore de la mise en corr lation et des transformations nominale et infinitive. L acte d nonciation ench ss est pos dans la juxtaposition, et l nonc [e] qui le manifeste s y pr sente en mention ( x = e); il est pr suppos dans la subordination, la corr lation et les transformations nominale et infinitive, et l l ment x , partir duquel on peut inf rer [e] ( x [e]), fonctionne en usage .
4. Le deux dans l un du dialogisme se marque en surface par un signifiant d h t rog n it nonciative
Le deux dans l un du dialogisme peut se signifier, non pas, homologiquement, par une forme de dualit syntaxique, mais par un l ment de la surface textuelle qui signale l h t rog n it nonciative et permet d en reconstruire la profondeur. Ce signifiant a des formes extr mement vari es.
4.1. La dualit est marqu e par un signifiant graphique, phonique ou gestuel
L h t rog n it nonciative peut se signifier l crit par les guillemets (27) (pr c demment rencontr s en (3)),les italiques (28); l oral, par une insistance intonative (29) ou par un geste des mains mimant la mise entre guillemets:
(27) Les pays pauvres devront, eux aussi, trouver un mode de d veloppement moins missif . ( Le Monde )
(28) Rest dans l angle, derri re la porte, si bien qu on l apercevait peine, le nouveau tait un gars de la campagne. (Flaubert, Madame Bovary )
(29) ah oui Olivier il assure (insistance intonative). (Interaction quotidienne)
Ces marqueurs sont les seules traces explicites de ce que l nonc [E] contient ench ss un autre acte d nonciation, dont affleurent certains mots. Ces mots, correspondant ce que j appelle x - missif en (27), nouveau en (28), assure en (29) - ont un statut particulier: ils fonctionnent la fois en usage dans l nonc [E] et en mention (de l nonc [e]): ils rel vent de la modalisation autonymique (Authier 1993).
Ce type de marquage, s il signale la pr sence d un ench ssement nonciatif, ne permet pas, lorsqu il s applique un seul terme comme dans (27)-(29), de reconstruire l nonc [e]. Ce qui n est pas le cas lorsqu il s applique toute une proposition, et se combine p. ex. avec la subordination, comme dans:
(30) Si un gouvernement est une quipe comme le premier ministre dit volontiers, les preuves estivales l ont vu se d liter pour laisser affleurer les antagonismes qui le traversent. ( Le Monde )
Le dialogisme est alors doublement marqu : par les guillemets, et par la subordination; et l nonc [e], facilement inf rable: [un gouvernement est une quipe].
4.2. La dualit se signifie par un marqueur de modalisation en discours second
J. Authier (1995) a attir l attention sur ce type de marqueur, aux formes tr s vari es, qui peut porter sur les mots (comme dans les occurrences (27)-(30)), ou sur le contenu comme en (31):
(31) Don Felipe a annonc devant les journalistes la fin d une liaison qui, officiellement , n avait jamais eu lieu. ( Le Monde )
L adverbe officiellement invite imputer l l ment x (( la liaison) n a-vait jamais eu lieu ) un nonciateur officiel e1, diff rent de E1 (qui correspond au locuteur, r f rentiellement Don Felipe).
4.3. La dualit se signifie par un l ment grammatical
Le signifiant linguistique est analysable comme la trace, au niveau de l nonc [E], de l op ration de modalisation r alis e par l nonciateur E1 sur l nonc [e]. En fonction de ladite modalisation, l ench ssement de [e] dans [E] peut se r aliser par int gration ou par substitution.
4.3.1. Int gration de l nonc [e]
L nonciateur E1 peut r -actualiser un nonc [e], sous forme d nonc [E], notamment en le confirmant (confirmation (32)), en l infirmant (n gation pr dicative (33)), en suspendant sa validation (conditionnel (34) 10 ), en le mettant en d bat (interrogation (35)):
(32) Face la jungle du march mondial, oui , il faut des r gles, du droit, et pour fixer le droit il faut faire de la politique. ( Le Monde )
(33) George W. Bush n est pas intervenu en Afghanistan pour aider ce peuple gagner sa guerre de lib ration . ( Le Monde )
(34) La gauche aurait perdu parce que sa politique n tait pas bonne. ( Le Monde )
(35) Devons- nous pour autant revenir sur notre choix, comme nous le demandent certains, plus anim s par le souci de critiquer que par celui de r pondre aux attentes de nos concitoyens? ( Le Monde )
Analysons seulement (35): l interrogation (totale) signale que cet nonc est dialogique en ce que son actualisation est le r sultat d un acte de mise en d bat , par l nonciateur E1, de l nonc inf rable [e]: [vous devez revenir sur votre choix], nonc par ailleurs pr suppos ici par le pronom anaphorique le de la proposition comme nous le demandent certains .
4.3.2. Substitution de l nonc [e]
Il est un autre type d nonc dialogique - que r alisent notamment le clivage ( c est y que z ) et la restriction ( ne que y ) (Bres et Nowakowska 2003) - qui, s il se signifie bien en tant que tel par un marqueur linguistique qui pr suppose l nonc [e] (auquel s oppose l nonciateur E1), ne rapporte vrai dire aucun l ment de cet nonc , qui n a d autre pr sence, si l on ose dire, que le marquage de son absence Soient les occurrences suivantes:
(36) L envoi de l arm e et l in vitable effusion de sang ne font que compliquer la situation (en Tch tch nie). ( Le Monde )
(37) Ce sont les convulsions de la soci t fran aise que nous analysons lorsque nous essayons de trouver des raisons au malaise des banlieues . ( Le Monde )
Notons que, si nous effa ons les marqueurs de restriction en (36), d extraction en (37), ces nonc s ont grosso modo le m me sens, mais perdent (l essentiel de) leur dimension dialogique:
(36 ) l envoi de l arm e et l in vitable effusion de sang compliquent la situation.
(37 ) nous analysons les convulsions de la soci t fran aise lorsque nous essayons de trouver des raisons au malaise des banlieues .
On tend ne plus entendre la voix de l nonciateur e1 laquelle s oppose l nonciateur E1. C est donc bien que les marqueurs de restriction comme d extraction sont l , en (36) et (37), pour indiquer, l horizon de la production de ces nonc s, un nonc autre [e] auquel l nonc [E] s oppose. Mais de cet nonc , [E] n en rapporte rien, dans la mesure o il a substitu ses propres mots (l l ment y , except dans la restriction, savoir compliquer la situation ;l l ment y , extrait dans le clivage, savoir les convulsions de la soci t fran aise ) ceux de l nonciateur e1 (l l ment x effac ). De sorte que, la diff rence de ce qui se passe dans la n gation pr dicative, l nonc [e] avec lequel dialogue l nonciateur [E1], dans la n gation restrictive comme dans le clivage, ne peut pas tre reconstruit intraphrastiquement: il faut pour cela faire appel au co(n)texte.
Les trois structures d gag es marquent l h t rog n it nonciative par un signifiant de surface de fa on explicite , pour le marquage typographique, intonatif ou gestuel, ainsi que pour la modalisation en discours second; de fa on plus implicite , pour le marquage par un signifiant grammatical. L acte d nonciation ench ss est fortement int gr la syntaxe de l nonc ench ssant. L l ment x , partir duquel on peut - mais pas toujours - inf rer [e] ( x [e]), fonctionne en usage et en mention pour le marquage typographique, intonatif ou gestuel; et en usage dans les autres cas. Ajoutons qu un m me nonc dialogique peut combiner diff rents marquages, p. ex. les guillemets et l interrogation (38), ou les guillemets et la n gation (39):
(38) Une temp te dans un verre d eau ? Non, monsieur Glavany, c est la pointe merg e de l iceberg OGM! ( Le Monde )
(39) Boris Elstine et ses proches collaborateurs ( ) en envoyant l arm e en Tch tch nie, ne se sont pas inqui t s du maintien de l int grit de la F d ration de Russie . ( Le Monde )
5. Le deux dans l un nonciatif se signifie par une discordance
Les types d nonc s dialogiques que nous venons de rencontrer pr sentaient tous, leur surface textuelle, soit un signifiant syntaxique capable de porter la dualit nonciative (2.), soit un signifiant sp cifique la pr supposant (3). Mais le dialogisme peut galement se signifier non par un marqueur sp cifique, mais par une discordance linguistique ou pragmatique.
A. La discordance peut affecter le rapport entre nonc et nonciation, et se marquer orthographiquement comme dans le d tournement suivant:
(40) Edouard m a tuer. (Titre d un article du Monde , sign par un responsable de l audiovisuel, sous le gouvernement d Edouard Balladur)
L incorrection orthographique sur le verbe (la graphie de l infinitif en lieu et place de celle du particip pass morphologiquement attendue) et la contradiction pragmatique entre nonciation et nonc (si l nonciateur a t tu , il ne peut le clamer haut et fort dans les colonnes d un journal), sont les traces de ce que cet nonc E vient en d tournement d un autre nonc [e], ais ment r cup rable dans la m moire discursive, savoir: [ Omar m a tuer ], graffiti inscrit par la victime d un crime crapuleux qui venait de d frayer la chronique.
B. La discordance peut tre d ordre nonciatif. Soit l nonc suivant:
(41) Alors il tait oblig de raconter toute son histoire. Qu il tait le fils de Kh ra, que depuis des ann es il essayait d sesp r ment de la retrouver et s il vous pla t, je vous en supplie, je n en peux plus, aidez-moi . ( Le Monde )
L nonc que j ai mis en italiques (et qui ne l est pas dans le texte original) se pr sente comme coordonn au pr c dent, mais l apparition de d ictiques personnels (premi re et deuxi me personnes) et temporel (pr sent), quoi s ajoutent l usage du performatif ( je vous en supplie ) et de l imp ration, en rupture avec le cotexte pr c dent, demandent de l attribuer non E1 mais e1, dont les paroles sont rapport es en discours direct libre.
C. La dissonance peut tre d ordre s mantique. Soient les trois nonc s suivants:
(42) La fille aux yeux bleus a les yeux verts.
(43) Celui qui est mort sur la croix n a jamais exist . (P cheux 1975)
(44) Je vous ai fait une cachotterie bien involontaire . (Courriel)
Un m me nonciateur, en vertu du principe de non-contradiction pratique, ne peut asserter la fois qu une fille a les yeux bleus et qu elle a les yeux verts; que quelqu un est mort sur la croix et qu il n a jamais exist ; qu il fait une cachotterie et que c est involontaire. L interpr tation dialogique imputera un nonciateur e1 les nonc s [e] reconstruits [la fille a les yeux bleus] pour (42), [quelqu un/le Christ est mort sur la croix] pour (43), [x a fait une cachotterie] pour (44). Et l nonciateur E1, que ladite fille a les yeux verts (42), que ladite personne n a jamais exist (43), que ladite cachotterie tait involontaire (44). Remarquons, signes de l ench ssement de l nonc [e] dans l nonc [E], que dans les trois occurrences (42)-(44), c est la partie th matique de l nonc qui est imput e e1, et la partie rh matique E1.
D. La discordance peut tre d ordre pragmatique et affecter la relation de l nonc son contexte. Soient les deux nonc s suivants:
(45) (A dit B) - ton avion partait 16h30.
(46) (une m re son fils) - mais ne te presse pas! tu as tout ton temps! c est pas encore 11heures
A la diff rence des pr c dents, ils ne pr sentent en eux-m mes aucune dissonance, et tendent tre compris comme monologiques. Mais pr cisons leur contexte:
Pour (45): l issue d un colloque en Grande-Bretagne, je rejoins l a roport en compagnie d un coll gue, auquel je dis, entre autres choses, que j ai un avion 16h30. Arriv s l a roport vers 16h, ledit coll gue entreprend de lire le panneau Departures , et cherchant le vol que je lui ai signal , nonce, avant de l avoir vu annonc , sur une intonation de demande de confirmation, l nonc (45): [ton avion partait 16h30]. Il y a discordance entre l imparfait qui, en tant que temps du pass , semble localiser le moment 16h30 dans le pass , alors que, par rapport au nunc de l nonciation (il est 16 heures), ledit moment rel ve de l poque future. L nonc n est pertinent que si on le comprend comme la reprise, en discours indirect libre, du dire ant rieur de e1: [mon avion part 16h30].
(46) est produit dans le cadre d une interaction familiale. Un adolescent a obtenu la permission de sortir condition de rentrer avant 23h. Il est plus de minuit lorsqu il passe le seuil de la porte et se voit accueilli par le discours maternel pr cit . Il y a discordance entre l acte du fils (il rentre bien apr s l heure de la permission accord e) et l acte de langage de la m re (cajolerie), contraire celui qui est attendu (r primande); et plus frontalement encore: entre l heure indiqu e ( pas encore 11 heures ) et le nunc (plus de minuit). L nonc n est pertinent que si on comprend que l nonciateur E1 ne parle pas s rieusement et prof re ironiquement l nonc d un autre nonciateur e1 qui aurait eu toute sa pertinence dans un autre contexte (celui o l enfant serait rentr avant l heure de permission). Rien dans l nonc lui-m me - l exception peut- tre de son intonation - ne marque l h t rog n it nonciative.
Discordance entre nonc et nonciation, discordance nonciative, discordance s mantique, discordance pragmatique: autant de claudications qui signalent la nature dialogique des nonc s qu elles affectent.
6. Le deux dans l un nonciatif ne se signifie par aucun marqueur
Il est des nonc s dont le dialogisme ne se marque par aucun indice, et n est interpr table comme tel que par le co(n)texte ou la m moire discursive, comme dans les deux occurrences suivantes:
(47) Jupp : droit dans son box. ( Une de Lib ration , octobre 2003, l occasion du proc s du financement ill gal du RPR)
(48) Il conna t la m lancolie des restauroutes, les r veils acides des chambres d h tel pas encore chauff es, l tourdissement des zones rurales et des chantiers, l amertume des sympathies impossibles. (Jean Echenoz, Je m en vais )
Rien dans ces nonc s eux-m mes ou dans leur co(n)texte ne r cuse l interpr tation monologique, qui a toute sa pertinence. C est seulement notre m moire discursive qui peut nous permettre d entendre, sous [E], un nonc [e] ironiquement d tourn :
(47 ) Je me sens droit dans mes bottes . (Affirmation d A. Jupp , en r ponse au fort mouvement de contestation sociale de la politique qu il conduisait en tant que premier ministre (automne 1995))
(48 ) Il connut la m lancolie des paquebots, les froids r veils sous la tente, l tourdissement des paysages et des ruines, l amertume des sympathies interrompues. (Flaubert, L Education sentimentale )
A la diff rence de ce qui se passe dans les tours pr c demment d crits, les nonc s [e] (47 ) et (48 ) ne sont ni pos s ni pr suppos s dans les nonc s [E] (47) et (48): je dirai qu ils sont seulement suppos s .
Sont-ce l des exceptions? Je pense au contraire, qu au-del de ces cas de d tournements jubilatoires, l absence de marquage du dialogisme de l nonc est au contraire plut t la r gle: dans la mesure o tous les mots ont t d j mis en discours (Bakhtine) et o le discours ne fait sens que de l existence de l interdiscours (P cheux 1975), il y a d une certaine fa on toujours des nonc s sous les nonc s, ce qu avan ait avec quelque provocation Bakhtine: j entends partout des voix, et des rapports dialogiques entre elles (1974, cit in Todorov 1981, 38). Ce qui semble signifier que la double nonciation est partout, et que les quelques formes que je viens de classer rapidement ne sont que la partie merg e de l iceberg dialogisme .
7. Conclusion
En appui sur l analyse selon laquelle le dialogisme pouvait tre d fini comme une op ration d ench ssement nonciatif, j ai propos un classement, sommaire et loin d tre exhaustif, des principales fa ons dont se marque le deux dans l un : par diff rentes formes de dualit syntaxique, par diff rents signifiants d h t rog n it nonciative, par diverses discordances, et galement par l absence totale de marque. Le deux dans l un parcourt tout le spectre, depuis l exhibition de ses marques jusqu leur dilution.
Sous la surface de sa lin arit , le discours se d ploie comme profondeur nonciative, qui lui donne son assise, en m me temps que son instabilit fondamentale, dans la mesure o sans cesse, vertigineusement - ce dont ne visait pas rendre compte la pr sente recherche - son fond se d robe.

Bibliographie
Authier-Revuz, J. (1995). Ces mots qui ne vont pas de soi . Paris: Larousse.
Bakhtine, M. (1979/1984). Les genres du discours . Esth tique de la cr ation verbale . Paris: Gallimard, 265-308.
Bally, C. (1934/1965). Linguistique g n rale et linguistique fran aise . Berne: Francke.
Bres, J. (1998b). Entendre des voix: de quelques marqueurs dialogiques en fran ais . J. Bres, R. Legrand, F. Madray et P. Siblot ( d.), L autre en discours . Montpellier III: Praxiling, 191-212.
Bres, J. (1999). Vous les entendez? De quelques marqueurs dialogiques . Mod les linguistiques , XX/ 2, 71-86.
Bres, J. (2001). Analyse du discours et dialogisme . Diacr tica , 16, 249-263.
Bres, J. A. Nowakowska (2003). M moire de voix sans paroles: restriction, extraction . Actes du colloque international Le discours rapport dans tous ses tats: questions de fronti res , Bruxelles, 8-11 novembre 2001 ( para tre).
Bres, J. B. Verine (2002). Le bruissement des voix dans le discours: dialogisme et discours rapport . Faits de langue , 19, 159-170.
D trie, C., P. Siblot B.Verine ( d.)(2002). Termes et concepts pour l analyse du discours. Une approche prax matique . Paris: Honor Champion.
Ducrot, O. et al . (1980). Les mots du discours . Paris: Minuit.
Haillet, P. (1998a). Quand un nonc en cache un autre: le conditionnel et les relatives appositives . J. Bres, R. Legrand, F. Madray, et P. Siblot ( d.), L autre en discours . Montpellier III: Praxiling, 213-238.
Haillet, P. (1998b). Le conditionnel d alt rit nonciative et les formes du discours rapport dans la presse crite . Pratiques , 100, 63-79.
Haillet, P. (2002). Le conditionnel en fran ais: une approche polyphonique . Paris: Ophrys.
N lke, H, M. Olsen (2002). Puisque , indice de polyphonie? . Faits de langue , 19, 135-146.
P cheux, M. (1975). Les v rit s de la Palice . Paris: Masp ro.
Rosier, L. (1999). Le discours rapport . Histoire, th ories, pratiques . Louvain-la-Neuve: Duculot.
S riot, P. (1986). Langue russe et discours politique sovi tique: analyse des nominalisations . Langages , 81, 11-42.
Todorov, T. (1981). Mikha l Bakhtine, le princip dialogique . Paris: Seuil.

1 D trie, Siblot et Verine (2002).
2 Nous ne prenons pas en compte ici d autres op rations (notamment celles portant sur le choix des prax mes ou sur la relation pr dicative).
3 Dans ce type d ench ssement (cf. infra ), le modus initial de l nonc [e] se voit effac , et n est pas r cup rable.
4 Corrigeons par avance un malentendu possible sur autre nonciateur : E1 et e1 correspondent le plus souvent des locuteurs diff rents; mais peuvent cor f rer: c est ce qui se passe dans les cas d autodialogisme .
5 L nonc [e] est imput par l nonciateur E1 (correspondant au journaliste qui signe l article) l nonciateur e1 (correspondant Felipe de Bourbon): il peut correspondre exactement ou ne pas correspondre (ce qui est s rement le cas ici: il est peu probable que Felipe se soit exprim en fran ais) ce qu a dit exactement e1, voire tre totalement invent par E1: peu importe. L analyse s int resse non la v rit de l nonc mais sa mise en sc ne nonciative.
6 Pour les relatives, voir Haillet (1998a).
7 Je ne pr tends pas traiter par ces br ves remarques le discours indirect (pas plus d ailleurs que pr c demment le discours direct). Voir notamment Rosier (1999).
8 Voir notamment Ducrot et al ., (1980, 47-49), N lke et Olsen (2002).
9 On consultera avec profit, sur ce sujet, S riot (1986).
10 Voir notamment Haillet (1998b et 2002).
Anna Vibeke Lind
Det tredje subjekt som sprogp dagogisk n glekategori?
Indledning
L rer: derfor tror jeg, at det er meget fint at blive opm rksom p , hvad sker der egentlig, n r mennesker taler sammen. Alts , fordi jeg tror da, det er rigtigt, det er alts fint det der med at der er en tredje, det har jeg da aldrig t nkt p . Har I det? Klassen: Nej
L rer: Men hvis du nu begynder n r du har nogle dialoger med nogen at t nke: Hvem er den tredje her, ik , s tror jeg egentlig godt, det kan give noget ro i den dialog, at man siger, n jamen min rolle den er alts s dan, fordi jeg pr ver at definere mig i forhold til, hvad den tredje er. Det tror jeg da egentlig godt, det kan, ik ?
Ovenst ende dialog fandt sted i en gymnasieklasse, hvor jeg var g stel rer og netop havde introduceret ideen om den tredje samtalepartner. Som det fremg r, havde hverken l rer eller elever v ret opm rksomme p dette aspekt af samtaler f r. Som det ogs fremg r, jnede danskl reren i dette f nomen en mulighed for at bibringe en vanskelig klasse st rre forst else for egen sprogbrug og positionering gennem refleksion over den tredje samtalepartners indflydelse p dialogen. Afs gningen af dialogens tredjer er alts ikke bare en sofistikeret opgave for lingvister. Den kan ogs , som i dette tilf lde, have et p dagogisk form l: klassens l rer har her fat i betydningen af at kende sin egen og samtalepartnerens tredjemand (eller -kvinde?) som en betydningsfuld foruds tning for selvindsigt og -refleksion og dermed ogs for den mellemmenneskelige samtale og forst else. Dette vender jeg tilbage til.
I artiklen Den tredje mand (M ller Andersen 2005) har Nina M ller Andersen (herefter NMA) udarbejdet en tentativ model over potentielle tredjepositioner i dialogen, og hun viser ved hj lp af sin sprogbrugsmodel (M ller Andersen 2002), hvordan disse positioner kan bestemmes gennem sproglig analyse, s dan som Michail Bachtin h vdede, at man kunne, men som han dog aldrig selv gav konkrete anvisninger p . NMA tager i sin model udgangspunkt i, at den tredje i kommunikationen dels kan v re en abstrakt, dels en konkret st rrelse. Begge kategorier kan s igen optr de som ubevidste eller bevidste medsamtalende subjekter.
Som eksempel p abstrakte, ubevidste tredjer n vner NMA eksempelvis historiens, Guds eller folkets dom (eller frav ret af en s dan), mens abstrakte, bevidste tredjer kan v re den ideale l ser, den ideale modtager og fremtidige modtagere.
Konkrete tredjer indg r i NMA s model som ubevidste medkommunikat rer, n r nogen tilf ldigt lytter med, blander sig eller netop ikke blander sig, og der s ttes sp rgsm lstegn ved, om forskeren, der arbejder med den tredje, tilh rer samme kategori. Som mit analyseeksempel senere i denne artikel viser, er jeg af den opfattelse, at det forholder sig s dan. Som konkrete og bevidste tredjer n vner NMA den tilf ldige tredje, den ikke-tilf ldige og den p dagogiske tredje.
I gte dialogisk nd l gger NMA sine overvejelser ud til diskussion - s vel den skitserede typologi som sp rgsm let om gr zonen mellem den anden og den tredje, hvorfor de f lgende overvejelser delvist skal l ses som et svar p NMA s ytring, idet undertegnede tildeles en (bevidst og konkret!) medsamtalende tredje subjektposition i indl gget, hvor der l bende henvises til min brug af begrebet, s dan som jeg har anvendt det i Samtalen som livsform (Lind 2002)og i min ph.d.-afhandling Dialogisk diskursanalyse (Lind 2000). Jeg vil derfor dels g re rede for min teoretiske baggrund og forst else af den tredje i samtalen, der tager sit udgangspunkt i J rgen Chr. Bang J rgen D rs dialogiske sprogteori (Bang D r 1995), dels introducere nogle af teoriens modeller, der efter min vurdering - sammen med NMA s sprogbrugsmodel - kan bidrage til at fremanalysere denne omdiskuterede subjektposition.
Den trinit re dialogmodel
I Bang D rs dialogmodel (Bang D r 1998) er der benlyst nogle grundl ggende tr k, der minder om Bachtins dialogiske t nkning. Der er samtidig nogle forskelligheder. Disse ser jeg imidlertid prim rt som jen bnere, der gensidigt kan kvalificere de to tilgange til arbejdet med dialoger og i s rdeleshed med det tredje subjekt.

Termerne ideo-logics, socio-logics og bio-logics kan overs ttes til hhv. ideo- socio- og biologikker, hvorved forfatterne forst r et s t af antagelser om disse, som konstituerer environment - her forst et som milj et i ordets videste forstand - og dialogens situation/topos. Den ideologiske dimension og dens logikker peger s ledes p det forhold, at enhver dialog har mentale aspekter og implikationer, som er n dvendige for, at vi kan tale om, at en dialog finder sted. Sociologikkerne indikerer, at sprogbrug er en social aktivitet, og at der ikke ville eksistere sprog uden en social praksis. Endelig indikerer biologikkerne, at enhver sprogbrug finder sted mellem mennesker og er kropslig i den forstand, at den kommer i stand ved kroppens brug. Uden den biologiske dimension ville der ikke v re sprog. Figurens M betegner mediet. O er det, der tales om.
Hos Bang D r er afsender/modtagerbegrebet frav rende. I stedet fremstilles dialogparterne s1 og s2 som samtalende subjekter, der l bende skifter funktion og plads - med s3 som medtalende subjekt. For at markere s3 s s rlige position er denne placeret i et kvadrat og ikke i en cirkel, s dan som s1 og s2 er det. Pilene indikerer den indbyrdes relation mellem subjekterne. Denne relation betyder, at den oplevelse af linearitet, bagudrettetheden i det fremmede ord og fremadrettetheden i superadressaten, som er til stede hos Bachtin, her er erstattet af et netv rk af indbyrdes relationer, der anskueligg r ytringen som et dialogisk samspil mellem de deltagende og de foruds tninger og forhindringer, der er medbestemmende for dialogen. Til disse h rer alts ogs det tredje subjekt, der b de er en foruds tning for og har en medskabende funktion i ytringen. Denne er s ledes p en gang rettet mod den tredje og betinget af denne eller disse tredjer .
S2 betragtes alts som medskaber af dialogen - og skal dermed ogs forst s som en form for tredje subjekt. I M ller Andersen (2005) problematiseres netop denne gr zone mellem s2 og s3, ganske vist prim rt i relation til Bachtins ukonkrete anden , men sammensmeltningen er - mener jeg - ogs til stede i forhold til den konkrete anden. Den, jeg taler til, taler ogs med og indtager derved en position b de som foruds tning for ytringen og som medskaber af den. Jeg vil rubricere denne sammensmeltning af s2/s3 som en konkret og bevidst tredjepart, jf. NMA s kategorisering. Ogs samtalens henvisningssubjekt(er) - de omtalte - er i Bang D rs dialogforst else en form for tredje samtaleparter og ikke kun objekter for de kommunikerende s1 og s2, s dan som ikke-dialogiske kommunikationsmodeller fremstiller forholdet: Den, jeg omtaler, taler samtidig med. Denne form for tredjepart vil jeg ligeledes rubricere som en konkret og bevidst tredje.
Som vi ogs ser det hos Bachtin og i NMA s sprogbrugsmodel, kan de tredje subjekter indtage en mere ukonkret og ubevidst position i samtalen i skikkelse af abstrakte kulturelle determinanter svarende til historiens, Guds, folkets dom , jf. NMA s model. Disse mere anonyme tredjer , som man ogs kunne beskrive som en overgribende s0-kategori, kan forst s som inkarnationen af de sociale og kulturelle normers spor. Jo mere en samtale er begr nset af institutionelle rammer, jo mere er der en tendens til, at det tredje subjekt anonymiseres og realiseres gennem love, regler og konventioner. Subjektet er her (re)pr senteret gennem disse instanser, der nok kan v re bevidste for den talende, men ofte vil fungere som ubevidste konventioner. Det sker, hvis det tredje, abstrakte subjekt gennem en internaliseringsproces er blevet del af vores egne rekursbaser. I dette tilf lde vil det nemlig oftest operere ubevidst og naturliggjort i de v rdier og konventioner, vi er opfostret med, og som udg r de ideologiske omst ndigheder i vores praksis. Det anonyme subjekt er nu ikke l ngere en ydre instans, men en indre. Vi kan her drage sammenligninger til Freuds ide om over-jeget som den psykiske instans, der fort ller os, hvad der er rigtigt at g re og sige, og hvad der ikke er rigtigt - eksempelvis illustreret i Bent Rosenbaum og Harly Sonnes analyser af psykotisk sprogbrug (Rosenbaum Sonne 1978), hvor forfatterne netop demonstrerer, hvordan ytringens udsigelsesforhold kan forskydes, s den tredje fuldst ndig overtager subjektets udsigelsesposition. Som supplerende kategorier til NMA s model vil jeg derfor foresl at overveje en distinktion mellem ydre og indre medsamtalende subjekter.
Dialogmodellens milj (environment) ses som omtalt som konstitueret af et s t af antagelser af ideologisk, biologisk og sociologisk karakter. Bachtin taler p samme vis om det milj , der er foruds tningen for sproget, men konkretiserer - s vidt jeg ved - ingen steder de situationelle og socio-kulturelle faktorer, der konstituerer subjektet som ytringsb rer inden for dette milj . Netop p dette punkt adskiller Bang D rs dialogmodel sig alts markant fra Bachtins sprogmodel, og det er da ogs her, jeg ser nogle muligheder i at inddrage nogle af deres modeller i afs gningen af samtalens tredje subjekter. For netop frav ret af et kontekstuelt topos hos Bachtin f r konsekvenser for, i hvilket omfang dialogens subjektkonstituerende faktorer kan g res eksplicitte, og dermed ogs for fremanalysering og identifikation af det tredje subjekt. For at kunne identificere den tredje m vi s ledes n dvendigvis have adgang til at unders ge de samfundsm ssige omst ndigheder ved dialogen, der har bidraget til at positionere s1 og s2 som ytringsb rere.
Ud fra et sprogvidenskabeligt synspunkt er det herefter sprogligg relsen af dialogens subjekter inden for denne kontekst, de deiktiske positionsmark rer, der bliver en v sentlig og interessant lingvistisk kategori. Bestemmelsen af dialogens deiktiske tr k er s ledes essentiel som udgangspunkt for enhver dialoganalyse, ikke mindst i forhold til en afs gning af den tredje i samtalen. Ligesom NMA i sin artikel udtrykte undren over, at teoridannelser, der i udgangspunktet h vder at v re inspirerede af det dialogiske princip, fx Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse, ikke vier dialogens tredje samtalepartner nogen opm rksomhed, s m det undre, at deiksisbegrebet prioriteres s lavt i den kritiske diskursanalyse. S ledes n vnes deiksisbegrebet med termen kun sporadisk hos Fairclough. Dialogens deiktiske mark rer er jo netop indikatorer p det levedes erfaring og dets subjektivering i den mellemmenneskelige dialog. Det er i og med udsigelsen, at der pustes liv i ordbogsbetydningen, som Bachtin med et anstr g af foragt netop omtaler som sprogets kirkeg rde .
Et n rliggende argument for, at deiksis m betragtes som en betydningsfuld kategori og bestanddel i analysen af subjektets orientering i dialogen, er alts , at det er her, teksten henter sine stemmer - i bachtinsk forstand. Og ikke mindst i bestemmelsen af forholdet til dialogens tredjepart er stemmen en betydningsfuld indikator for de subjektdeterminerende forhold.
Kernemods tningerne
Til bestemmelse af dialogens sociokulturelle determinanter (social praxis) opererer den danske dialektiske teoridannelse med en analysemodel over de s kaldte kernemods tninger, der udg r vores ontologiske og kulturelle rekursbaser, og som derfor fremviser den konjunktur af individuelle erfaringsm ssige og f lleskulturelle matricer, der ligger forud for enhver dialog.

Ligesom i dialogmodellen, der blev beskrevet ovenfor, er kommunikationen i Kernemods tningsmodellen (1998) indlejret i nogle overordnede antagelser af ideo-, bio- og sociologisk art, som influerer p forholdene i den sociale praksis. De ni kernemods tninger: etnisk tilh rsforhold (jeg foretr kker denne betegnelse frem for modellens race ), alder, k n, klassetilh rsforhold, autoritetsforhold, ideologiske forhold, by-land-mods tningen, mods tningen mellem privat og offentligt og kultur-naturmods tningen, betragtes som de forhold i den sociale praksis, der for tiden udg r vores individuelle og kollektive rekursbaser.
Det er en pointe i modellen, at alle kernemods tninger i mere eller mindre udtalt grad altid er til stede i dialogen, men dialogsituationen og de aktuelle dialogdeltagere vil selvf lgelig v re afg rende for, hvilke kernemods tninger der dominerer. Det er yderligere en pointe, at de enkelte kernemods tninger altid er forbundne - s ledes har kernemods tningen k n traditionelt i vores samfund v ret forbundet med klasse- og autoritetsmods tningen. Kernemods tningerne fungerer alts som mere eller mindre abstrakte og internaliserede tredje subjekter for dialogen, men de er grundl ggende medskabere af ytringen, og som en f lge heraf influerer de altid p responsmuligheden.
Det tredimensionale system, der ogs omgiver denne model, viser, at subjektet yderligere er determineret i forhold til alle tre logikker.
Den semantiske matrix
At der i enhver ytring altid er spor af s vel sprogbrugens begr nsende som skabende kr fter, og at der derfor i dialogen - og i den enkelte ytring - p g r en kamp mellem det indre overbevisende ord og den autoritative stemme, udtrykkes hos Bang D r i Den semantiske matrix (1998). Udgangspunktet er her, at vores erfaringer kan v re mere eller mindre private og mere eller mindre offentlige, ligesom de kan v re mere eller mindre artikulerede. Dialogen er alts konstitueret af b de indre og ydre erfaringer.
Vi er derfor alle b rere af vores individuelle matrix, samtidig med at vi mere eller mindre deler den med andre. Ikke mindst derfor er modellen i s rlig grad velegnet i de former for sprogp dagogiske sammenh nge, hvor den ikke bare kan illustrere og forklare en r kke forskelligheder i sprogbrugen, men ogs bidrage til, at fx tosprogethed kan ses som et potentiale og ikke per se som en hindring for en effektiv kommunikation.
For alle fire semantiske aspekter g lder det, at de betinger og begr nser sprogbrugen p forskellig vis.
I modellens verste, venstre hj rne finder vi den diakrone dimension af en dialogs semantik, den sociale betydning (social sense), som er den, flere sprogproducenter inden for et sprogsamfund vil opleve som den alment vedtagne semantik. At den er del af General Context/Universal Semantics betyder, at den er forholdsvis stabil over l ngere tid. Bachtin ville vel her tale om de kr fter i sproget, der fremmer en f lles semantik og dermed et f lles verdensbillede.
Den sociale betydning (social sense) er alts n rt forbundet med et samfunds og individets definition af, hvad der t ller som sand og gyldig viden om virkeligheden, og forandrer sig derfor kun langsomt. Visse betydninger fremh ves yderligere som socialt prominente ved, at institutioner tildeles autoritet til at bestemme, hvad der t ller og g lder som socialt acceptabel sprogbrug i en given historisk kontekst.

Den anden mere eller mindre kollektive konstituent er den sociale p virkning. Denne betegnelse henviser til de sammenh nge, hvor sproget bruges af en gruppe mennesker, der befinder sig i et f llesskab, en undergruppe inden for den sociale betydning; derfor ligger denne funktion b de inden for Universal Semantics og Specific Context. Dette f llesskab kan v re mere eller mindre formelt og derfor ogs mere eller mindre orienteret mod det indre, overbevisende ord eller den autoritative stemme.
Heroverfor finder vi den individuelle betydning , som er del af den diakrone og dermed mere konstante dimension. For sprogbrugeren refererer den individuelle betydning til den m de, han eller hun p baggrund af egne livserfaringer producerer og fortolker tekster. Ordene er alts ikke bare symbolrelationer, men ogs erfarings- og erindringsspor. Vores individuelle betydning er for stedse pr get af de kontekster, vi f rst bem rkede ordene i. Den er alts bundet til individets topos og derfor unik. Med Bachtin kunne man sige, at det er qua denne dimension, vi har adgang til den indre, overbevisende stemme - og sprogets skabende kr fter.
Det fjerde aspekt omhandler det enkelte individs unikke og personlige bidrag til brugen og udviklingen af sproget, og det er derfor b de begr nset, muliggjort og defineret af den aktuelle situation, som det artikuleres ind i - herunder de implicerede tredjeparter. Dette bidrag udtrykker s at sige summen af de tre andre poler og bev ger samtidig de tre andre dimensioner.
Der er alts ikke tale om fire adskilte og uafh ngige poler, men om tilstedev relsen af en mangfoldighed af stemmer i en og samme ytring. At det forholder sig s dan, ser vi p de forbindelseslinjer, der p kryds og tv rs forbinder de fire aspekter, og som netop markerer de indbyrdes relationer (R1-R6) og relationernes relation (R7-R8).
Opm rksomhed over for, hvilke af aspekterne individet lader dominere i en given situation, giver vigtige informationer om den tredje samtalepartner, om hvem vi solidariserer os med, og om hvordan vi opfatter vores egen position i situationen.
Den tredje og den sproglige opd(r)agelse
N r vi som Bachtin (og dialogfilosofferne i vrigt) forst r dialogen som et konstituerende princip - som en livsform - m vi samtidig opfatte sprogp dagogiske aktiviteter som medbestemmende for, hvordan de opvoksende generationer kommer til at forholde sig til, hvad mellemmenneskelig kommunikation indeb rer. Bachtin ville vel sige, at vi b r v re opm rksomme p , hvorvidt vores sprogp dagogiske praksis cementerer sprogets begr nsende kr fter eller bryder med pr misserne for dem til fordel for de skabende kr fters kreative aspekter.
At vi ganske utilsigtet kan komme til at g re det f rste, vil jeg illustrere ved hj lp af et dialoguddrag, optaget i en gymnasieklasse, der p optagelsestidspunktet arbejdede med et sprogligt studiem nster inden for sociolingvistik.
S ren Beck Nielsen (2005) argumenterer for anvendelsen af Bachtins (litter re) polyfonibegreb i en samtaleanalytisk kontekst og definerer den polyfone samtale som den samtale, hvor alle deltageres stemmer interagerer p lige fod p trods af deltagernes ulige indblik i diverse forhold - en slags demokratisk samtaleideal. Man kunne (jf. Karsten Pedersens bidrag til denne bog) betragte et s dant samtaleideal som en form for superadressat - en abstrakt modtager. I mit analyseeksempel er det netop den ligev rdige dialog, der er idealet, s vel mellem l rer og elev som i forhold til omtalte subjekter. Ikke desto mindre betyder dialogparternes manglende opm rksomhed over for de situationelt dominerende adressater, nemlig de institutionelle normer og forventninger, at det polyfone samtaleideal ikke efterleves - samtalen bliver homofon.
Gruppen, der deltog i den udvalgte dialog, bestod af tre elever, to piger og en dreng. De havde undervejs lavet en lille sociolingvistisk unders gelse rundt omkring p gymnasiet, hvor de pr senterede forskellige grupper (l rere, elever og det teknisk/administrative personale) for en tegneseriestrimmel med Ferdinand, som de havde bedt interviewpersonerne udl gge. Forud for dialogstumpen har vi h rt et af de frav rende, men medsamtalende subjekters udl gning, en kvindelig l rers (her: Hanne Hansen). Den har fungeret i overensstemmelse med konventionerne: et narrativt struktureret forl b i overensstemmelse med den klassiske dramaturgiske model, hvor billederne blev kommenteret kronologisk. Resultatet var en koh rent fort lling med begyndelse, midte, slutning og pointe. Heroverfor har en af stedets pedeller, Hans, leveret en noget anderledes udl gning med bl.a. metakommentarer som fx hilsner til klassen bag eksperimentet og en humoristisk antydning af, at det er en kollega, der optr der p strimlen. Til geng ld leverer han ikke den forventede vare - der er ingen sammenh ngende udl gning af tegneseriestrimlen. Diskussionen af pedellens tolkning gav anledning til f lgende dialog i klassev relset:
L rer: Den den er enormt tydelig; hvad er det aller mest karakteristiske ved
Bodil: Han ved jo ikke, hvad han skal sige til det overhovedet.
Steffen: Han holder mange eller en meget lang pause p et tidspunkt.
Bodil: S n r han endelig siger noget, s er det meget usikkert og alts han griner og
Steffen: Det er ogs tydeligt at se, at det ikke er noget, han er vant til at skulle g re.
L rer: Nej, men det er jo ogs det, at det er m ske en meningsl s situation for ham.
Steffen: Jamen, det er det jo netop
L rer [afbryder]: Nu er han p arbejde, og s skal han - og s skal han udtale sig om en lille tumpet tegneserie, ikke, alts det vi andre g r ind i den fiktion ikke Hanne Hansen leger med p , at n , men nu skal hun sige noget om en tegneserie, men for ham der er det en en fuldst ndig absurd situation ikke hvis I nu havde spurgt ham om h noget fagteknisk. s havde han m ske lettere kunnet forklare det hvad skal han stille op med Ferdinand, midt her i arbejdstiden
Lidt senere (fra klassen):
Jakob: Kan det komme som nogen overraskelse eller hvad det vil sige, at de (gruppen) har fundet ud af, at en l rer er bedre til at fort lle noget --- end en pedel er?
L rer og elever bliver alts hurtigt enige om, at pedellen, det medsamtalende, men frav rende henvisningssubjekt, ikke har best et , men ogs at det er ok, for man kunne jo ikke forvente andet. Det er her interessant at sp rge til, hvad det er for nogle logikker, konventioner og forestillinger om den sociale betydning, der g r, at alle, der deltager i diskussionen, kan blive enige om at f lde denne dom - l rer s vel som elever. Og hvordan det g r til, at dette frav rende henvisningssubjekt massivt og uden vaklen positioneres som ikke-kompetent (men alts alligevel ok) medsamtalende subjekt. Det er i den forbindelse bem rkelsesv rdigt, at det end ikke overvejes, hvorvidt hans fremstilling kunne betragtes som kreativ, selv om den faktisk indeholder nogle interdiskursive aspekter, der g r den mere levende (rettet mod det indre, overbevisende ord) end l rerkollegaens regelrette gengivelse (rettet mod den autoritative stemme).
Blandt de ikke-bevidste og ukonkrete tredje samtalepartnere i samtalen (anonyme tredjer) kan man pege p den dav rende gymnasiebekendtg relse (loven), som nok om det sproglige studiem nster sagde, at eleverne skal blive fortrolige med forskellige former for sproglig variation - men ikke af den grund udelukkede, at sproglige fordomme oph jes til norm i den p dagogiske kontekst. Endnu en anonym tredje er p spil, nemlig den kategori, som vi med NMA kunne kalde historiens dom :
Allerede i l rerens f rste replik introduceres nemlig en forestilling om, at vi, der er i rummet, deler nogle forh ndsforestillinger om, hvordan mennesker med bestemte klassetilh rsforhold taler. Det bliver samtidig klart, at det vi , der s tter denne dagsorden, taler fra et s rligt privilegeret sted, nemlig fra middelklassens (det frav rende, ukonkrete og abstrakte subjekt). Denne subjektposition er den umarkerede, naturliggjorte: Vi udg r i dialogstumpen det deiktiske (magt)centrum. Vi finder ganske vist kun en eksplicit vi -deiksis, men den etablerer til geng ld mods tningsforholdet p markant vis. L reren siger nemlig vi andre . Henvisningssubjektet markeres heroverfor med en massiv brug af 3. persons-pronomenet han/ham, der knyttes til negationer (han kan/ved ikke).
Den er enormt tydelig , siger l reren til s2, klassen, der samtidig tildeles positionen som s3 ere - som konkrete og bevidste medsamtalende subjekter. Den henviser her b de anaforisk til gruppens undervisningsmateriale (konkret medsamtalende subjekt), Ole Togebys Sprogsociologi. Samles ttet den lille sociolingvist (1989 ) , og deiktisk til pedellens ytring,ligesom tydelig indikerer, at her deler vi, der er i rummet, kontekst, semantik og tredjer , her har vi en f lles, social sense, jf. det lille jo i linje 6. Her er noget, vi alle sammen ved p forh nd og kan f je p , nemlig at pedellen v lger en anden, uacceptabel social p virkning end den, der forventes og accepteres i en gymnasial dansktime.
Som kontrast fremh ves jo netop l reren Hanne Hansen, der har forst et, hvad det hele g r ud p . Hun er en konkret, frav rende tredje , der i mods tning til pedellen leger med - og f r lov at lege med i skikkelse af den type tredje, som NMA omtaler som den ideale l ser. Hun og klassen deler social betydning - og social p virkning. For pedellen derimod er der tale om en fuldst ndig absurd situation , siger l reren, idet hun g r den tredje frav rende stemme til sin. Som den alvidende fort ller tiltager hun sig alts autoritet til at fingere pedellens svar p ytringen (imiteret rapporteret tale). Som frav rende - men dog medsamtalende - subjekt er han ude af stand til at forsvare sit eget bidrag til samtalen, men l reren t ver ikke af den grund med at positionere ham i dialogen: han opfatter nok - p st r hun- tegneserien som tumpet . Man kunne kalde denne positionering for en semantisk tvang eller med Bachtin tale om den autoritative stemmes opsugning af det indre overbevisende ord.

  • Accueil Accueil
  • Univers Univers
  • Ebooks Ebooks
  • Livres audio Livres audio
  • Presse Presse
  • BD BD
  • Documents Documents