Fremmed og moderne
130 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Fremmed og moderne , livre ebook

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus
130 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

Description

Fremmed og moderne soger at Aendre vores syn pa den antikke kulturs efterliv i europAeisk civilisation. I dag betragter vi antikken som stivnet tradition, en forbigangen fortid. Men antikken har ikke primAert fungeret som udtryk for det etablerede. Derimod har antikken inspireret generationer af europAeere, fordi den reprAesenterede noget fremmedartet og genstridigt i deres univers. Den antikke erfaring har modsagt mange efterfolgende tidsaldres forestillinger. Pa den made kom den til at virke som en kreativt, udfordrende og inspirerende kraft i europAeisk kultur. Den udfordrede europAeerne ved at vise at det velkendte kunne tAenkes anderledes. Antikken var - og er - bade fremmed og moderne.

Sujets

Informations

Publié par
Date de parution 01 janvier 2005
Nombre de lectures 0
EAN13 9788771245745
Langue Danish
Poids de l'ouvrage 8 Mo

Informations légales : prix de location à la page 0,0090€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.

Exrait

Redigeret af Peter Fibiger Bang
Fremmed og moderne
- Glimt af antikken i Europa
N r aftenen falder p , vender jeg tilbage til mit hus og g r ind i studerekammeret. Ved d ren skifter jeg fra dagligt jet, fuldt af mudder og skidt, og if rer mig min hofdragt. S ledes passende p kl dt, begiver jeg mig nu ind i de gamles r dshaller, hvor jeg modtages p nt, og spiser af den mad som alene er min, og som jeg var f dt til. Her skammer jeg mig ikke ved at tale med oldtidens gamle og sp rge om grundene til deres handlinger. Og de svarer mig venligt. I fire timer f ler jeg ikke kedsomheden, jeg glemmer alle sorger og bekymringer, frygter ikke fattigdom, ej heller d den. Jeg hengiver mig fuldst ndigt til studiet af de gamle.
Niccol Machiavelli
Peter Fibiger Bang
Was bedeutet der Einfluss der Antike ? 1
- nogle prolegomena om antik receptionshistorie

I et radioforedrag udsendt af BBC i 1951 bem rkede den modernistiske poet og litteraturteoretiker T.S.Eliot, at we are all, in so far as we inherit the civilization of Europe, still citizens of the Roman Empire . 2 Den p stand satte en gruppe humanistiske forskere ved Aarhus Universitet sig for at afpr ve ved en r kke tv rfaglige seminarer p Europastudier og Center for Kulturforskning i for ret 1999. Temaet var antikken og europ isk civilisation. Trods specialisering og fragmentering viste de enkelte fag sig at v re f lles om stadig at have et mellemv rende med antikken, der ofte dukkede op i de mest overraskende sammenh nge. Det skabte udgangspunktet for nogle levende og ikke sj ldent jen bnende diskussioner p tv rs af de enkelte discipliner. Resultatet er indev rende bog, hvis bestr belse det er at pr sentere arven fra antikken i en r kke sk ve, overraskende og forh bentligt udfordrende sammenh nge - b de fremmed og moderne .
Arven fra antikken er ikke nogen ligefrem st rrelse, ikke et sp rgsm l om simpel kontinuitet. Latin leverer i sig selv en glimrende illustration af det forhold. Fra Romerriget har vi i alt v sentligt arvet vores alfabet, det latinske, samt en lang r kke ord og begreber. For s vidt som vi hver dag g r brug af dette, er vi alts , som Eliot bem rkede, stadig borgere i imperiet , og dog er det de f rreste, der i dag kender til sproget latin. Latin har f et en aura, ikke sj ldent fordomsfuld, af noget fremmedartet, m rkeligt og sv rt. Symboliseret ved Scherfigs lektor Blomme kan det optr de som indbegrebet af form rket og meningsl st terperi, l ring for skolen snarere end for livet, s dan som de romerske digtere sp gefuldt forudsagde, det skulle g deres v rker. 3 Eliots bem rkning faldt som led i en behandling af den romerske digter Vergils helt centrale placering i den kristne, vesteurop iske kulturtradition. Den 2. Verdenskrigs ragnarok var netop overst et, de fascistiske diktaturer overvundne og civilisationen skulle genrejses. I den sammenh ng kunne Vergil, forst et som anker for kulturtraditionen, gentage sin rolle som vejviser for Dante i Den Guddommelige Komedie og virke som garant for orden og sammenh ng. 4 Men for Eliot var det en skr belig, p taget sammenh ng. Den var lettere at postulere i foredrag og essays end at udm nte i det kunstneriske virke. Den antik vi m der i hovedv rket The Wasteland (1922) er del af en fragmenteret modernitet og truer uafvendeligt med at forvandle sig til meningsl se murbrokker: These fragments I have shored against my ruins (v. 431). Traditionen var ingen sikker ledestjerne for det moderne menneske. 5 Sibylla, hvad vil du? Hun svarede, jeg nsker at d , er d n g defulde sentens, der indleder digtet. Den er et citat hentet fra den romerske forfatter Petronius, som bestemt ikke bliver mere tilg ngeligt af at v re skrevet p en blanding af latin og gr sk, ogs hos Eliot. Valget af den excentriske Petronius er n ppe tilf ldigt. Han h rte ikke til den etablerede klassiske kanon. Hans fragmentarisk overleverede roman, Satyricon blev i Eliots samtid anset for b de dristig, udfordrende og gr nseoverskridende. Til serien The Loeb Classical Library valgte overs tteren ligefrem at lade nogle af de mest kontroversielle passager blive st ende i the decent obscurity of Latin . 6 Eliots tradition var ikke indbegrebet af sat soliditet; den var fuld af usikkerheder, b de fragmentarisk og farlig.
Hver p sin vis peger de to eksempler, Eliot og latinen, p det forhold, at fortiden og dermed den historiske tradition i stadig stigende omfang opleves som et fremmed land , noget der adskiller sig v sentligt fra nutiden. 7 Det er ikke kun et resultat af det moderne menneskes fordomsfulde selvovervurdering. Indsigten i fortidens anderledeshed bekr ftes stort set af historieforskningen. Fortiden og den pr industrielle verdens samfund i s rdeleshed er vitterligt ofte meget, ja ikke sj ldent ligefrem udfordrende, anderledes fra den verden, der omgiver os i dag. Antikforskningen var et af de f rste felter til for alvor at m rke konsekvenserne af den erfaring. De fulgte i k lvandet p universiteternes professionalisering og specialisering i sidste halvdel af det 19. rhundrede. 8 I takt med at man opbyggede et stadig mere detaljeret og historisk fyldigt billede af den gr sk-romerske fortid, oplevede man, at det blev stadig sv rere at g re offentligheden interesseret i den nye viden. Almen dannelse og den gode historie lod sig kun vanskeligt udskifte med specialiseret faglighed. Antikfagene var ikke ene om den erfaring. I Danmark, til eksempel, s middelalderhistorikeren og det professionaliserede fags grundl gger, Kristian Erslev, sig stillet overfor det samme paradoks. I et lille legendarisk skrift fra 1911 om Historieskrivningen endte han med at opstille en skarp skelnen mellem den videnskabelige, kildekritiske detailanalyse og den populariserende syntese, Historieskrivningen .
Den sp nding mellem historicitet og aktualitet er blevet et grundvilk r for fortidsbesk ftigelsen. Imidlertid er det ikke s dan, at tradition og fortid i sig selv er irrelevante for moderniteten. Forestillingen om den moderne verden som en tabula rasa , resultatet af et fortidsudslettende syrebad, var et produkt af de f rste mere h ndfaste og efterh nden forladte moderniseringsteorier. Det der er sket er snarere, som Anthony Giddens g r opm rksom p , at historie og tradition har mistet deres iboende autoritet. De er som al anden viden blevet underkastet et krav om at retf rdigg re sig. Deres fortsatte relevans m l bende begrundes i forhold til den aktuelle debat og herskende samfundssituation. Kulturtraditionen har dermed mistet sin selvf lgelighed. 9 Det har i stigende grad f et forskere til at interessere sig for, hvordan den er blevet brugt og dermed ogs hvordan den er blevet konstrueret gennem tiderne. Det ser man fx i opblomstringen af den s kaldte begrebshistorie anf rt af Reinhard Koselleck, hvor man har sat sig for at afd kke det skiftende indhold af centrale begreber specielt i de forskellige nationale politiske kulturer. 10 I den angelsaksiske verden manifesterede denne interesse sig ikke mindst med den af Hobsbawm og Ranger redigerede nyklassiker The Invention of Tradition (1983) samt Benedict Andersons Imagined Communities (1983). Titlerne hentyder til v rkernes hovedindsigt, at (nationale) traditioner ikke var objektivt foreliggende st rrelser, naturlige v kster, men var resultatet af en ofte meget bevidst udv lgelse og konstruktion af fortidige f nomener med henblik p helt bestemte form l. Herhjemme er disse indsigter bl.a. kommet til udtryk i den lange r kke af numre fra Den Jyske Historiker , hvori skiftende forfatterhold har unders gt dannelsen af nationale identiteter i Europas mange stater.
Fokus har som det fremg r v ret rettet mod konstruktionen af Europas nationale politiske kulturer. Derimod har interessen for antikkens rolle i identitetsdannelsen og konstruktionen af den europ iske civilisation pudsigt nok ikke spillet den store rolle indenfor forskningens dominerende hovedstr m. Det kan umiddelbart undre siden den gr sk-romerske kultur gennem sin litteratur og den kristne religion frembyder et af de mest centrale og l ngstvarende eksempler p kulturelt efterliv til r dighed for historikeren. 11 N r den alligevel ikke er markant tilstede i den almene diskussion, er det i sig selv et lettere ironisk udslag af konstruktionen af det moderne humaniora. Dominansen af nationale historier og sprog samt specialiseringen har i vidt omfang gjort den antikke kulturarv hjeml s i den internationale debat. Den betragtes sj ldent som de moderne fagomr ders gebet. I stedet er den blevet genstand for en hastigt fremvoksende underafdeling af antikforskningen. 12 Til en vis grad udg r Danmark dog her en undtagelse. I l bet af de sidste 20 r har man med en bem rkelsesv rdig tv rfaglig indsats skabt en r kke store v rker om de antikke kulturers efterliv op gennem europ isk historie. Serien blev indledt i 1986 med tobindsv rket Det Athenske Demokrati (R. Thomsen, red.) og fortsatte i 1993 med tre bind om Imperium Romanum. Realitet, id , ideal (O. Steen Due og J. Isager, red.), som nyligt i 2001 har f et f lgeskab af to bind om Arven fra gypten (E. Christiansen, red.).
Den gede opm rksomhed p elementet af aktiv konstruktion i den kollektive identitetsdannelse har ndret perspektivet for forst elsen af den antikke kulturarv afg rende. Skiftet kan beskrives som forskellen mellem et fokus p Nachleben og unders gelsen af gr sk-romerske kulturelementers receptionshistorie . Efterh nden som man er blevet mere opm rksom p forskellene mellem den gr sk-romerske civilisation og den verden som efterf lgende udviklede sig i Europa, er man blevet mere forsigtig med at lokalisere den europ iske civilisations essens i antikken, det v re sig indenfor for kunst, filosofi, videnskab og politik. Som p peget af Erik Christiansen steg det athenske demokrati f rst afg rende i kurs efter, at demokratiske forfatninger var begyndt at spire frem i l bet af det 19. rhundredes Europa. Det oldathenske demokrati kan derfor kun vanskeligt betragtes som den direkte forl ber for det moderne demokrati. 13 Det skal ikke forst s derhen, at den antikke kulturs efterliv var uden praktisk indflydelse p udformningen af europ isk kultur, at det var en fuldst ndigt vilk rligt opfundet, frit sv vende ideologisk forestilling. Den var med til at pr ge folks forestillingsunivers og kulturelle fundament i mange sammenh nge. 14 Kristendommen, euklidisk matematik eller det latinske alfabet kan ikke blot t nkes ud af den europ iske samfundsudvikling.
Forst elsen for betydningen af aktiv konstruktion i dannelsen af identitet og kultur betyder alts ikke, at man frakender historien andet end marginal indflydelse p indretningen af efterf lgende perioders samfund. Derimod henleder den opm rksomheden p , at historiske levn for at overleve indg r i en kontinuerlig omtolknings- og reorienteringsproces. Fortidens kulturproduktion er underlagt en konstant omformning, udv lgelse og frasortering, hvorigennem den tilpasses en ny tids krav. Den indg r med andre ord i en aktiv receptionsproces. Det var ikke simpelthen Romerrigets kirke, der fortsatte i middelalderen. Den havde ndret og tilpasset sig p en lang r kke punkter. Oldtidens videnskabelige bedrifter blev ikke blot overtaget. De blev udnyttet og brugt i sammenh nge, der rakte ud over den antikke verdens sp rgehorisont. 15 Skiftende perioder har s ledes ogs h ftet sig ved forskellige dele af den antikke kulturarv, nemlig de dele som passede til deres behov. Kulturtraditionens antik har ikke v ret n konstant virkende kraft, men mange forskellige. Ren ssancen, der i sin egen selvforst else ofte fremstillede sig som den antikke verdens genf dsel, markerer fx paradoksalt et kraftigt og bevidst brud med den kulturudvikling, der var vokset ud af den senromerske verden og derfor s sig selv som liggende i forl ngelse af oldtiden.
En af de f rste til at g re den indsigt til omdrejningspunktet for sin forskning var den tyske kunsthistoriker Aby Warburg (1866-1929). 16 Hele hans forskningsindsats rettede sig mod at forst betydningen af antikken for udviklingen af europ isk kunst. I mods tning til Winckelmann, steten, ark ologen og den pavelige antikvar med ansvar for de store romerske antiksamlinger, der siden sidste halvdel af 1700-tallet havde pr get kunsthistorien, s gte han ikke svaret p die Bedeutung der Einfluss der Antike gennem en direkte besk ftigelse med oldtidens kunst, skulptur og arkitektur. Den gr sk-romerske verdens betydning l ikke i at have udviklet n almengyldig norm, som det var efterf lgende tidsaldres opgave at efterligne. I stedet for at s ge kunsthistoriens essens i antikken omdefinerede Warburg problemet til et sp rgsm l om, hvordan senere tiders kunstnere konkret havde hentet inspiration i bestemte sider af det antikke materiale. Ren ssancekunsten var fx ikke en egentlig genf dsel af det antikke projekt . Derimod havde den fundet hj lp i den antikke kunst til at skabe mere bev gede, aktivt gestikulerende figurer. Det ben vnte Warburg pathos-formlen. Dermed sigtede han til, at det, man havde hentet fra den antikke arv, ikke kun var klassikkens apollinske harmoni. Tv rtimod havde man bevidst udnyttet de vilde, ut jlede, dionysiske elementer i den gr sk-romerske kunst til at ndre ren ssancekunstens udtryk og befri den fra en i hans jne alt for n gtern realisme. 17
Warburgs egen produktion er ikke enorm. Men han var af rig bankierfamilie. Da familiefirmaet overgik til hans sl gtled, indgik han den aftale, at firmaet blev overladt til broderens ledelse mod, at denne tilgeng ld k bte alle de b ger, som Warburg m tte f brug for til sine receptionshistoriske studier. Det resulterede efterh nden i opbygningen af et stort, excentrisk, forskningsbibliotek og etableringen af et egentligt institut rettet mod studiet af den klassiske tradition indenfor kunsten. Da nazisterne kom til magten flyttedes instituttet fra Hamborg til London, hvor det i dag h rer under University of London og blandt andet har v ret hjemsted for Ernest Gombrich (1909-2001), sin generations vel nok mest prominente kunsthistoriker. Herfra har man videref rt Warburgs projekt med fortsat understregning af behovet for at rette opm rksomheden mod bestemte antikke kulturtr k og de konkrete sammenh nge, hvori de blev optaget i ren ssancetraditionen, snarere end at operere med forestillingen om den t tte forbindelse mellem hele antikkens kultur og ren ssancen som s dan. 18
Den receptionshistoriske tilgang betragter alts antikkens efterliv i en omformningens og forskydningens optik. Det er Max Weber, antikhistorikeren, modernitetens sociolog og Warburgs samtidige, der m ske mest fundamentalt har ytret sig om det sidste element. Det skete i en skels ttende metodisk behandling af det historiesyn, der l til grund for Eduard Meyer s (1855-1930) monumentale Geschichte des Altertums . Heri gjorde Weber opm rksom p , at de elementer, der m ske fra en senere tids perspektiv syntes vigtigst i den antikke kultur, ikke n dvendigvis kunne g res til omdrejningspunktet for en oldtidshistorie. Det ville nemlig f som konsekvens, at meget af det som var af st rst betydning for den antikke verdens sammenh ng og histories forl b ville blive udeladt. Antikkens Nachleben gav ikke et d kkende indtryk af den gr sk-romerske verden. 19 Det kan man fx illustrere med den indflydelse som Pantheon templet i Rom og dets refrygtindgydende kuppel har haft p eftertiden. Det er blevet et ikon p romersk arkitektur, benyttet som forbillede for utallige byggerier i romersk stil, og dog var der i oldtiden netop tale om en us dvanlig bygning, et stykke bevidst atypisk arkitektur. 20 I stedet for en ligefrem kontinuitetsbetragtning s tter receptionshistorien alts en get opm rksomhed p sp ndet mellem fortid og nutid. Ved at se p eftertidens tilvalg s vel som dens fravalg i den antikke kulturs frembringelser g r den os klogere p de tilgrundliggende foruds tninger for nutidens kultur, dens tilblivelses- og reproduktionsproces. Ved ikke blot at vise os, hvordan vi er blevet og har ladet os forme af den gr sk-romerske fortid, men ogs , hvordan senere tider afveg fra antikke m nstre, omformede dem og satte dem ind i nye sammenh nge, viser den gr nserne for vores egen horisont gennem kontrasten til fortiden. Den viser os, at selv nogle af de mest centrale elementer i vores egen kultur, s som demokrati og en republikansk styreform (erkl ret eller de facto) kan t nkes anderledes. Sp rgsm let om antikkens efterliv kan da aldrig udt mmes. Det bliver snarere at ligne ved et kulturm de, hvor en europ isk eftertid har ladet sig inspirere, anf gte og frast de i en kreativ dialog med de gamle med hvad dertil h rer af misforst elser, uerkendt p virkning, tilegnelse af fremmede forestillinger til egne form l, idealisering og opdagelse af dybere lag i sig selv i m det med det fremmede.
Det er h bet, at denne samling af artikler vil kunne bidrage til oplysningen af dette kulturm de mellem Europa og Antikken. I det f rste bidrag s ger undertegnede at udfordre nogle af vores vante forestillinger om antikkens placering i europ isk kultur gennem et fors g p en tv rfaglig syntese over antikreceptionen fra middelalderen til ind i det 20. rhundrede. Hensigten har v ret at skabe en ramme for de efterf lgende bidrag, der i form af specialstudier fra antropologi, historie, filologi, kunsthistorie og ark ologi s ger at uddybe karakteren af den sp nding mellem tradition og udfordrende anderledeshed, der har kendetegnet antikreceptionen gennem tiderne.
LITTERATUR
Anderson, B., Imagined Communities (London, 1983).
Bolgar, R.R. (ed.), Classical Influences on Western Thought, A.D. 1650-1870 (Cambridge, 1979).
Burke, P., Varieties of Cultural History (Cambridge, 1997).
Christiansen, E. (red.), Arven fra gypten , 2 bd. (Aarhus, 2001).
Dahlheim, W., Rastlose Erben: Die Erinnerung an die Antike und die Zukunft Europas , i P. Kneissl V. Loseman (eds.), Imperium Romanum. Studien zu Geschichte und Reception. Festschrift f r Karl Christ zum 75. Geburtstag (Stuttgart, 1998), 105-22.
Due, O.S. J. Isager (red.), Imperium Romanum. Realitet, id , ideal , 3 bd. (Aarhus, 1993).
Edwards, C. (ed.), Roman Presences (Cambridge, 1999).
Eliot, T.S., On Poetry and Poets (London, 1957).
Finley, M.I. (ed.), The Legacy of Greece. A New Appraisal (Oxford, 1981).
Fuhrmann, M., Europas Fremdgewordene Fundamente (Z rich, 1995).
Giardina, A. A. Vauchez, Rome: l id e et le mythe du Moyen ge nous jours (Paris, 2000).
Giddens, A., The Consequences of Modernity (Stanford/California, 1990).
Gombrich, E., In Search of Cultural History , Ideals and Idols: Essays on Values in History and Art (Oxford, 1979), 42-59.
- Aby Warburg: an Intellectual Biography (London, 1970).
Jenkyns, J. (ed.), The Legacy of Rome. A New Appraisal (Oxford, 1993).
Koselleck, R. Zeitschichten. Studien zur Historik (Frankfurt a/M, 2000).
- Vergangene Zukunft (Frankfurt a/M, 1979).
Lloydd, G.E.R., Adversaries and Authorities (Cambridge, 1996).
- The Ambitions of Curiosity. Understanding the World in Ancient Greece and China (Cambridge, 2002).
Lowenthal, D., The Past is a Foreign Country (Cambridge, 1985).
Marchand, S., Down from Olympus. Archaeology and Philhellenism in Germany, 1750-1970 (Princeton, 1996).
Payne, A., A. Kuttner R. Smick (eds.), Antiquity and Its Interpreters (Cambridge, 2000).
Pedersen, O., Naturerkendelse og Theologi (Herning, 1996).
Pelt, M., Oldtidens Hellas som Eksperimentarium og Model for det Moderne , Meddelelser fra Ny Carlsberg Glyptotek , Ny Serie 1 (1999), 25-38.
Schmidt, P.L., Rezeptionsgeschichte und die berlieferungsgeschichte der klassischen lateinischen Literatur , i C. Leonardi B. Munk Olsen (eds.), The Classical Tradition in the Middle Ages and the Renaissance (Spoleto, 1995), 3-22.
Stray, C., Classics Transformed. Schools, Universities, and Society in England , 1830-1960 (Oxford, 1998).
Thomsen, R. (red.), Det Athenske Demokrati , 2 bd. (Aarhus, 1986).
Warburg, A., Ausgew hlte Schriften und W rdigungen , hrgb. v. D. Wuttke (Baden Baden, 1979).
Weber, M., Zur Auseinandersetzung mit Eduard Meyer , Gesammelte Aufs tze zur Wissenschaftslehre (T bingen, 1922), 215-65.
sterg rd, U. J. Ifversen (red.), Begreb Historie (Aarhus, 1996).
NOTER
1 Titlen er et citat fra A. Warburg s skels ttende receptionshistoriske afhandling, Italienische Kunst und Internazionale Astrologie im Palazzo Schifanoja zu Ferrara optrykt i Warburg 1979: 173. I sin fulde ordlyd hedder det Dieses Problem heisst:Was bedeutet der Einfluss der Antike f r die k nstlerische Kultur der Fr hrenaissance? .
2 Eliot 1957: 130.
3 Det var filosoffen Seneca, der i sine Breve til Lucilius (106, 12) formulerede den ber mte distinktion mellem at l re for livet og un digt terperi for skolen. Hos romerske satirikere som Horats ( Serm . I. 10, 74-75 Ep . I, 20, 17-18) og Juvenal (7, 219-42) sp ges der med risikoen for at ende som r stof i undervisningen hos denne verdens terpemestre.
4 Udover essayet Virgil and the Christian World fra 1951 viede Eliot ogs essayet What is a Classic? til Vergil. Det var skrevet som hans presidential address to the Virgil Society i 1944. Begge tekster er optrykt i Eliot (1957).
5 For en analyse, se C. Martindale, Ruins of Rome:T.S. Eliot and the Presence of the Past , i Edwards 1999: 236-55.
6 Cf. Petronius with an English Translation by Michael Heseltine (Loeb Classical Library, Cambridge/Mass., 1919), p. xvi: His book is befouled with obscenity, and, like obscenity itself, is ceasing by degrees to be part of a gentleman s education The translator dulls his brilliance, and must leave whole pages in the decent obscurity of Latin.
7 Lowenthal 1985. For den klassiske traditions overgang fra selvf lgelighed til fremmedartethed, se ogs Fuhrmann 1995.
8 Se fx de udf rlige diskussioner i Marchand 1996, kap. 2, 4, 8 9 og Stray 1998, kap. 4-8.
9 Giddens 1990: 36-45 100-11.
10 Koselleck 2000 og 1979 giver et godt indtryk af hans begrebshistorie, hvis program er blevet realiseret i mammutv rket Geschichtliche Grundbegriffe , 7 bd. (1972-93). For en dansk introduktion, se sterg rd Ifversen 1996: 11-38.
11 Dahlheim 1998: 105-22 g r ret i at fremh ve Kristendommen som et v sentligt element i antikkens efterliv. Men inkluderingen af den kristne religion i den antikke kultur er netop et resultat af den stigende erkendelse af antikkens anderledeshed , som Dahlheim selv betragter som en blindgyde. Den st rre opm rksomhed p de fremmedartede elementer i antikken, har gjort vores forst else af den gr skromerske kultur mere rummelig.
12 Schmidt 1995 og indledningen til Edwards 1999 giver et godt indtryk af de forskellige interessefelter indenfor denne receptionsforskning. Derudover fx Giardina Vauchez 2000, Jenkyns 1993; Finley 1981. En r kke artikelsamlinger redigeret af R.R. Bolgar h rer til disciplinens klassikere, heriblandt Classical Influences on Western Thought, A.D. 1650-1870 (1979).
13 E. Christiansen, George Grote - en engageret advokat for det Athenske demokrati , i Thomsen 1986, bd. 2: 151-82. I bidragene af C. Meyer G. Torresin til samme bind f r man et indtryk af den mere kontroversielle stilling, som det Athenske demokrati og den politiske frihed indtog i rhundredet forud for Grote.
14 Pelt 1999 problematiserer med rette en forestilling om antikdyrkelsen som ren ydre ideologi. Kulturelle forestillinger er med til at pr ge og forme den verden mennesker bebor.
15 Pedersen 1996 og videre Lloydd 1996 2002.
16 Burke 1997, kap. 12 s tter Warburg ind i en kulturhistorisk kontekst. Schmidt 1995: 4-7 giver eksempler p andre tyske forskere med en mere eller mindre udtalt interesse for receptionshistorie i Warburgs samtid.
17 Fx i afhandlingerne Sandro Botticellis Geburt der Venus und Fr hling . Eine Untersuchung ber die Vorstellungen von der Antike in der Italienischen Fr hrenaissance (1893); D rer und die Italienische Antike (1906) Italienische Kunst und Internazionale Astrologie Im Palazzo Schifanoja zu Ferrara (1912/1922). Alle bekvemt optrykt i Warburg 1979. R. Brilliant, Winckelmann and Warburg. Constrasting Attitudes Toward the Instrumental Authority of Ancient Art in Payne, Kuttner Smick 2000: 269-75. Mere uddybende behandling er givet af E. Gombrich (1970) og kortere i Gombrichs hyldesttale til minde om Warburg p hans 100- rsdag, optrykt i Warburg 1979.
18 Gombrich 1979.
19 Weber 1922: 256.
20 Cf. Payne, Kutter Smick 2000, 2 med yderligere eksempler.
Peter Fibiger Bang
Europa og klassikken
- glimt af antikken i det moderne

Man trifft Spuren einer Herrlichkeit und einer Zerst rung, die beide ber unsere Begriffe gehen. Was die Barbaren stehenliessen, haben die Baumeister des neuen Roms verw stet. 1
Goethe

Our own past is moving away from us at frightening speed, and if we want to keep open the lines of communication which permit us to understand the greatest creations of mankind we must study and teach the history of culture more deeply and more intensely than was necessary a generation ago 2
Gombrich
Modernitet og tradition
Dannelsesrejsen har udviklet sig til en fast bestanddel af nutidens danske kulturelle landskab. Med overv ldende succes har den etableret sig som et n sten ufravigeligt overgangsritual mellem gymnasium og videreg ende uddannelser for den brede middelklasses b rn. I sin grundform er den et produkt af romantikken, hvor aristokratiets grand tour gennem Europas kulturelle hovedst der blev overtaget, omformet og udbredt af det bedre borgerskab. 3 Det er et s dant rejseselskab vi finder ud deligjort i E.M. Forsters ber mte og i 90 erne filmatiserede roman A Room With a View (1908). Hovedhandlingen er som bekendt henlagt til Italien. Det var den centrale destination p datidens dannelsesrejse. I byer som Venedig, Firenze og Rom s gte de rejsende at opleve og tilegne sig den vestlige civilisations vigtigste frembringelser p f rste h nd. De bagvedliggende kulturelle forestillinger blev udtrykt og mytologiserede i v rker som Goethes Italienische Reise (1816, 17 29), Vilhelm Bergs es Fra Piazza del Popolo (1866) og ikke mindst i den stormomsuste Lord Byrons ekspressive episke digt Childe Harold s Pilgrimage (1812-17). Mens den engelske digters Sturm und Drang p s t og vis stadig er indbegrebet af vore dages rejsendes higen efter det eksotiske og dramatiske, s har m let for udl ngslen un gtelig flyttet sig drastisk. Australien, Thailand og Sydamerika er nu at foretr kke i et omfang, s den gamle digters univers i sig selv er kommet til at virke fremmedartet, mystisk og i v rste fald frast dende. Hvilken teenager ville fx kunne identificere sig med f lgende udbrud And when Rome falls - the world . 4 Det er der n ppe mange, der i dag vil kunne f le nogen st rre poetisk, endsige romantisk sandhed i.
Heller ikke blandt for ldregenerationen, vel n rmest tv rtimod m man sige. I 2003 afskaffede et n sten enstemmigt folketing nemlig den obligatoriske Latin for kommende (ny)sproglige studenter. Dermed lukkede man i ro og mag d ren til omtrent to rtusinders kulturel tradition. Det hele skete n sten uden, at der l ftedes et jenbryn. P den m de kom dette Roms andet fald med historisk ironi til at minde forbavsende meget om det s kaldt f rste fald. Traditionelt daterer man det til 476 e.Kr., da germanerkongen Odoacer afsatte kejser Romulus Augustulus og gjorde sig til hersker over Italien. Det var dog en efterrationalisering. I samtiden var der ingen der bem rkede, at riget var faldet. Odoacer s gte anerkendelse af den stromerske kejser Zenon, der fortsat regerede fra Konstantinopel, det moderne Istanbul. 5 Vore dages historikere er derfor ogs blevet mere tilbageholdne med at benytte sig af den slags datoer. Romerriget faldt ikke. Det genneml b en lang opl snings- og transformationsfase. De samme betragtninger kan man g re g ldende om latinens gradvise udfasning fra de gymnasiale uddannelser. Skriften stod for s vidt allerede malet p v ggen med den store gymnasiereform fra 1903, hvor den nysproglige linie blev indf rt ved siden af den klassisksproglige for at ruste ungdomsuddannelsen til de moderne tider. I t perspektiv kan latinens endelige relegering til sidelinien derfor blot se ud som den naturlige fuldbyrdelse af en udvikling, der indledtes mindst 100 r tidligere og hvis slutresultat adskillige af dens tilh ngere allerede dengang s hen til. Latinen var d d, sort og for ldet, dens fald indiskutabelt, naturligt og kun et sp rgsm l om tid. 6
I hvert fald er det den opfattelse, som nu har sejret. Bagved ligger oplysningens militante opg r med kulturtraditionen, dens besyngelse af fremskridtet og selvsikre tro p det etableredes uundg elige forsvinden under modernitetens fremmarch. Marx bem rkede til eksempel i sin analyse af de revolution re str mninger i 1848, at der nu ikke l ngere som under Den Franske Revolution var behov for at ikl de de nye ideer en gammel sprogdragt. Brutus, C sar og hele den romerske republik gjorde man bedst i at overlade til historiens glemsel: Die soziale Revolution des neunzehnten Jahrhunderts kann ihre Poesie nicht aus der Vergangenheit sch pfen, sondern nur aus der Zukunft. Sie kann nicht mit sich selbst beginnen, bevor sie allen Aberglauben an die Vergangenheit abgestreift hat. Die fr heren Revolutionen bedurften die weltgeschichtlichen R ckerinnerungen, um sich ber ihren eigenen Inhalt zu bet uben. Die Revolution des neunzehnten Jahrhunderts muss die Todten ihre Todten begraben lassen , um bei ihrem eignen Inhalt anzukommen. Dort ging die Phrase ber den Inhalt, hier geht der Inhalt ber die Phrase hinaus. 7 Fortidens erfaringer kunne ikke v re norms ttende for nutiden. Dens behov og problemer var af en anden karakter. Overfor den kritiske fornuft stod etablerede autoriteter af enhver art for fald.
Som Marx ordvalg lader ane var kirken, som den vigtigste kulturb rende institution, det centrale objekt for traditionskritikken. Dens evige sandheder blev underkastet kritisk pr velse, modificeret og i stadigt stigende omfang undergravet. Traditionen var ved at blive til overtro (Aberglaube). Men sandhederne i de religi se tekster var ikke de eneste, der blev lagt bne for kildekritikken. Historien om kildekritikkens fremmarch er ikke mindst en fort lling om triumfer fejret p det store korpus af klassiske tekster overleveret fra den gr sk-romerske oldtid. I sit essay Of the Populousness of Ancient Nations tog den skotske filosof David Hume (1711-76) s ledes de antikke teksters oplysninger om befolkningstal under k rlig behandling. Many grounds of calculation proceeded on by celebrated writers are little better than those of the Emperor Heliogabalus, who formed an estimate of the immense greatness of Rome from ten thousand pounds weight of cobwebs which had been found in that city , bem rkede han h nligt. 8 I det efterf lgende rhundrede bef stedes kildekritikkens position indenfor historiefaget bl.a. gennem Niebuhr og Mommsens indflydelsesrige behandlinger af den tidlige romerske historie. Den antikke overlevering kunne for en stor dels vedkommende vises at v re af legendeagtig karakter. Den m tte med et moderne ord dekonstrueres for, at historikeren kunne skabe et mere trov rdigt billede af den romerske bystats ldste perioder. 9 Disse nye fortolkninger gik ikke uimodsagt. For mange mere traditionelt orienterede antikforskere s det ud som om, man erstattede kildernes billede af fortiden med moderne fantasier. Da foretrak de s langt den fortidige overlevering. Men det var dybest set en strudsetaktik. Man havde reelt ikke noget seri st modsvar. En mytologiserende tradition skabt af romerske historikere p adskillige rhundreders afstand af begivenhederne var og er ikke noget trov rdigt alternativ til kritisk analyse. Traditionen m tte t mmes, vige, erstattes. 10
Men dermed er historien om de klassiske skrifttraditioners placering i det moderne n ppe udt mt. Det er med stadig stigende tydelighed blevet klart, at deres forsvinden nok er en del mindre selvf lgelig end modernitetens apostle forkyndte. Mange europ ere ser med dyb undren p religionens fortsatte betydning for det politiske liv i USA, der ellers som regel er blevet anset for modernitetens fortrop. Islam har ogs vist sig som en endog yderst potent kraft i de senere r. Det var sl ende at bem rke sig, hvordan tusinder af Shi iter i Irak kunne mobiliseres og str mmede til Kabala for at mindes Husseins d d kort efter Saddams og Bath-diktaturets fald i for ret 2003. Kontrasten mellem islams jeblikkelige appel til store befolkningsgrupper og den latinske traditions udfasning er sl ende og historisk interessant. Havde man for blot et rhundrede siden spurgt en europ er om, hvad der p sigt ville vise sig mest kompatibelt med moderniteten, den klassiske dannelse eller islam, ville han formodentlig have holdt p den antikke teksttradition. Det gjorde fx den engelske Lord Bryce. I 1914 udgav han et lille skrift, hvori han sammenlignede det engelske og det romerske imperium. Skriftet indeholdt to studier, hvoraf det andet l d titlen The Diffusion of Roman and English Law throughout the World . Heri fremsatte han den formodning, at engelsk common law og kontinental romerret i l bet af den n rmeste fremtid ville komme til at dele verden imellem sig, mens hinduistiske og muslimske traditioner ville vitre bort. 11 At det faktisk kom til at g n sten lige modsat, kan ikke afskrives, s dan som det for tiden synes p mode i pressen, som et resultat af, at den muslimske verden endnu ikke er underg et en moderniseringsproces, at den i en vis forstand stadig er traditionel . To rhundreders sameksistens med en forsat ekspanderende global modernitet har ikke efterladt den del af verden uber rt. Kolonialisme, verdenshandelen, massemedier, befolkningseksplosionen, olie og industrialiseringen, for blot at n vne nogle faktorer, har forandret den til ukendelighed. Den muslimske verden er en fast del af den faktisk eksisterende modernitet, selvom den m ske ikke passer ind i vores selvforst else. 12 Tv rtimod antyder den, at der ogs er en anden, mere nuanceret historie at fort lle om de klassiske skriftkulturers forhold til den moderne verden.
Det g lder ikke mindst den latinske. Dens marginalisering var m ske ikke helt s given, som vi bagefter er blevet tilb jelige til at tro. Der var nemlig i lang tid et endog ganske livskraftigt klassisk bud p det moderne, som det nok er v rd at tage n rmere i jesyn. I det f lgende vil historien om dettes placering i europ isk kultur da blive s gt afd kket, s rligt i perioden fra ren ssancen til begyndelsen af det 20. rhundrede. F rst beskrives den centrale rolle som den klassiske dannelse kom til at spille for den moderne statsadministration langt op i det 19. rhundrede. I det n stf lgende afsnit vises da, hvordan den humanistiske dyrkelse af romerske og gr ske forbilleder udsprang af lignende impulser og forestillinger, som med tiden gav st det til de nationalromantiske str mninger, der i rene omkring 1900 begyndte at fortr nge gr sk og latin fra de gymnasiale ungdomsuddannelser. Den klassiske dannelse b r derfor ikke betragtes som et f rmoderne levn, s dan som dens kritikere har haft for vane. Den var selv et udtryk for en moderne ideologi , som endog i en lang periode indtog en privilegeret stilling i europ isk kultur. Analysens tredje afsnit forklarer, hvorfor den alligevel endte med at tabe til en national, dvs. nysprogligt orienteret kultur. Nationalsprogene blev udviklet i en imitativ konkurrence med den klassiske litteratur. Man str bte med andre ord p at overfl digg re de gr sk-romerske modeller ved at selvst ndigg re de moderne sprog og dermed styrke de enkelte staters samfundsm ssige ressourcer. P sigt viste den strategi sig som mere effektiv end det humanistiske dannelsesprogram. Man kunne simpelthen opdyrke en st rre offentlighed indenfor staten gennem de mindre kr vende nationalsprog. Sp rgsm let er imidlertid, om den udvikling s har overfl diggjort kendskabet til det latinske element i vores kulturhistorie. I det afsluttende afsnit fors ges det demonstreret med eksempler, at den latinsk-gr ske tradition, netop fordi den bygger p principper vi har marginaliseret, rummer en viden og erfaring, som kan tjene til at udfordre vores selvforst else og tilvante forestillinger. Kulturtraditionen er endt som et modbillede til det etablerede.
Klassik og Orientalisme
I l bet af det 19. rhundrede var orienten i den vestlige verdens jne blevet synonym med forfald og dekadent, d dsm rket stagnation. 13 Det Osmanniske Rige gik under betegnelsen Europas syge mand . Derimod indtog den gr sk-romerske antik i det store og hele en position som den vestlige, rationelle kulturs ophav. Bevares, der var bestemt de, som havde blik for de mere brogede sider af antikkens liv. Ikke mindst kejsertidens Rom fremb d en farverig kulisse for historier og fantasier om dekadent vellevned, l ssluppen sexualitet og t jlesl s grusomhed. I historiske romaner som Bulwer Lyttons The Last Days of Pompeii , Wallaces Ben Hur eller Sienkiewicz s Quo Vadis - alle senere filmatiseret i pomp se Hollywood produktioner - trakteredes den l sende offentlighed med opbyggelige historier om de f rste kristne p en pirrende baggrund af romersk grusomhed, depraveret luksus og sex. 14 De samme elementer genfinder man hos den succesfulde victorianske salonkunstner Sir Lawrence Alma Tadema, der excellerede i historiserende l rreder med romerske motiver. I The Roses of Heliogabalus skildrer han skr nen om, hvordan en depraveret romersk kejser satte en helt ny standard for opfindsom grusomhed (Fig.1). Heliogabalus lod simpelthen en del af sit middagsselskab henrette ved dselt at drukne sine ofre i rosenblade, mens han selv s til fra f rste parket. Et andet yndet motiv var let p kl dte eller n gne kvinder i romerske badescener. In the Tepidarium er et godt eksempel, hvor herrev relsets g ster i ro og mag kan forn je sig med udsigten til en bogstaveligt talt dampende kvinde, der sm gtende ligger hensl ngt som gud har skabt hende p en marmorb nk (Fig. 2).

Fig. 1. Lawrence Alma Tadema, The Roses of Heliogabalus, 1888, privat samling. Inspirationen til billedet blev hentet i Historia Augusta's kul rte beretning om den depraverede kejser Heliogabalus (218-22) eller Elagabalus, som han bedre er kendt. Heri finder man f lgende observation (21, 4): Han begravede sine svireg ster i de roterende spisesale under et hav af violer og blomster, s nogle druknede, da de ikke kunne komme op til overfladen igen. P billedet ser man kejseren, mens han distanceret betragter skuespillet med de druknende middagsg ster.

Fig. 2. Lawrence Alma Tadema, In the Tepidarium, 1881, The Lady Lever Art Gallery, Port Sunlight.

Fig. 3. Eug ne Delacroix, Sardanapals d d, 1827, Mus e du Louvre, inspireret af Lord Byrons drama om den legendariske sidste konge af Assyrien. Sardanapal kendes fra gr sk historieskrivning, men er ikke navnet p nogen faktisk eksisterende hersker over Assyrerriget. Formodentligt er der tale om en forvanskning af Assurbanipal.
Men den slags kulturelle associationer var i langt h jere grad noget man forbandt med Orienten. Indenfor den s kaldte orientalisme skabte man et billed- og forestillingsunivers, hvor vestlige fantasier om det eksotiske og dekadente kunne f lov til at udfolde sig i et mellem stligt eller asiatisk sceneri. 15 Tag for eksempel Eug ne Delacroix s ber mte og stilskabende billede af den legendariske assyrerkonge Sardanapals fald (Fig. 3). Her m der vi monarken, mens han hensl ngt iagttager sit harem af hel- og halvn gne kvinder vride sig i d dskamp. I billedet spilles der p n jagtigt de samme strenge som i The Roses of Heliogabalus . Badescenen i tepidariet h rte ogs med til orientalismens standardrepertoire. Der udfoldes temaet ofte indenfor haremmets hemmelighedsfulde aflukke, som beskueren tillades et glimt af, fx i Ingres billede Odalisk med slave (1842) eller i G r mes Badet, hvori en hvid kvinde bades af en sort slavinde (Fig. 4+5).

Fig. 4. Jean-Auguste Dominique Ingres, Odalisk med slave, 1842, Walters Art Gallery, Baltimore.
Det er betegnende, at i det omfang man s ligheder med Romerriget blev de i reglen betragtet som truende fremmedlegemer i den antikke kontekst. 16 Man s dem som krisetegn, en indikation p , at den antikke verden var ved at blive orientaliseret og dermed fik sin identitet undergravet. For den store historiker, exilrusseren M.I. Rostovtzeff (1870-1952) endte Det Romerske Rige med tragisk at g under i et orientalsk despoti, der d den antikke kultur op. 17 I generationen forinden havde den senere nobelpristager Th. Mommsen skildret Romerrigets stgr nse som et bolv rk mellem vest og st (1885). P den ene side fandt man den rationelle, urbaniserede gr skromerske civilisation, p den anden var Partherrigets despotiske styre, der hvilede tungt oven p et sparsomt urbaniseret samfund af undertrykte b nder. Der var tale om et sammenst d mellem to fundamentalt modsatrettede livsformer, to civilisationer, Occident overfor Orient. 18 Den engelske, komparative retshistoriker, Sir Henry Sumner Maine gav dette tankes t en ganske s rlig udformning i sin Ancient Law fra 1861. Heri formulerede han det underliggende princip for samfundsudviklingen som en bev gelse fra sociale systemer funderet i status til systemer baseret p kontrakt. Dette kom han bl.a. frem til gennem en sammenligning af hindulov og romerret. Mens hindulov for Maine var det patriarkalske, statiske, statusbaserede samfunds udtrykte billede, viste romerretten, hvordan det romerske samfund havde overskredet dette stadie og udviklet en moderne, egalit r, rationel kontraktsbaseret samfundsorden. Antikken pegede lige frem mod moderniteten, mens Orienten havde st et stille uden for den historiske udvikling.

Fig. 5. Jean-L on G r me, Badet, omtrent 1880-85, The Fine Art Museum of San Francisco.
Denne forestilling var ikke blot tom ideologi, noget man tog frem og pudsede af ved festlige lejligheder. Man handlede faktisk p den. De antikke tekster indgik som selvf lgelige partnere i den standende samfundsdebat. De gamles synspunkter blev taget alvorligt, ogs af kritiske oplysningst nkere som Hume, selvom de gr sk-romerske forestillinger af og til blev misforst et. Det interessante eller ligefrem bem rkelsesv rdige er, at dialogen med den antikke fortid faktisk tog til i l bet af 1700-tallet og kulminerede i neoklassicismens tilbedelse af gr sk-romerske forbilleder til et godt stykke ind i det 19. rhundrede. 19 Det h nger sammen med den m de den latinske kulturtradition var skruet sammen p . Den stod p to ben, om man s m sige.
Da Kristendommen begyndte at vinde forf ste i Romerriget og til sidst blev oph jet til imperiets officielle religion, m tte den tage stilling til, hvor meget af det gamle man kunne og skulle bevare. Mange af kirkef drene var selv skolede i den forudg ende klassiske teksttradition. Det g lder fx kirkefaderen Augustin. I k lvandet p germanske stammers plyndring af Rom i starten af 5. rhundrede, forsvarede han i v rket De Civitate Dei Contra Paganos kristendommen mod anklager for at v re skyld i miseren. Plyndringen af Rom var straffen for at forlade de gamle guder, l d det. Den p stand satte Augustin sig nu for at gendrive. Det var ikke Kristendommens skyld, at imperiet oplevede problemer. Var Rom m ske ikke blevet plyndret af gallerne lang tid f r Jesus f dsel i 387 f. Kr, spurgte han. 20 De kristne var ingen trussel mod imperiet. Augustins elev Orosius gik endog et stort skridt videre i et fors g p at skrive en kristen verdenshistorie. Her gjorde han imperiet til et redskab i Guds plan for den nye religions udbredelse. Romerfreden havde skabt foruds tningerne for, at Guds s n havde ladet sig f de p jord, og efterf lgende banet vejen for den kristne religions udbredelse. Kirke og imperium skulle blive til t. 21 S langt ville Augustin dog ikke g . M let for gudsriget kunne aldrig forveksles med den jordiske stat. 22 Men n r det s var sagt, var imperiet naturligvis en del af Guds forsyn og kunne trods sin jordiske fejlbarlighed sagtens vise sig behj lpelig for den kristne sag. 23 Romerriget kunne stilles i den kristne sags tjeneste. Indeholdt i dette kristne fors g p at tilegne og underordne sig imperiet var ogs en indg ende diskussion af, hvilke elementer af den gr sk-romerske filosofi og litteratur kirken med fordel kunne overtage. Resultatet blev, at man ved siden af de kristne skrifter overtog et betragteligt, men kraftigt redigeret, korpus af hedenske tekster. En ny latinsk kanon var dannet, hvor den acceptable del af den hedenske litteratur blev underordnet den nye kristne l re. 24
I denne kanon indgik der ogs et betydeligt gr sk element. Platon og Aristoteles forblev blandt de ledende filosofiske autoriteter. Bibelen var jo faktisk ogs forfattet p gr sk, selvom man i praksis mest benyttede sig af latinske overs ttelser. Den Katolske Kirke gjorde fx brug af bibelen i en latinsk version, Vulgata , der med tiden opn ede status som sand og eviggyldig. Det fik senere den paradoksale konsekvens, at det at insistere p at l se evangelierne p gr sk i sig selv kunne blive kontroversielt. Under reformationen var det en af strategierne, der benyttedes blandt fornyerne af kirken. Adskillige teologer og studenter ved universitetet i Cambridge endte ligefrem p b let som k ttere i deres fors g p at fremme studiet af gr sk. 25 Som modtr k valgte Den Katolske Kirke derfor under Tridentiner Konciliet (1546) at autorisere en revideret udgave af Vulgata , der fremover skulle fungere som kirkens officielle grundlag. 26 Ved at g tilbage til den originale tekst kunne man alts drage den etablerede fortolkningstradition i tvivl og dermed i samme ndedrag true den samfundsorden, den var en garant for. Den overleverede tradition var nemlig ikke blot kultur, den var b rer af sandheden. Kanon antoges at rumme sandheden, som man gennem t lmodig exegese kunne finde frem til.
Akkumuleringen af middelalderens skolastiske fortolkningstradition kunne man fristes til at tage som et rendyrket eksempel p den fortolkningens uendelige benhed, det er blevet s moderne at p kalde sig i det sidste par dekader. Omkring den store tekst voksede der en gigantisk kommentar- og diskussionslitteratur op, som s gte at udl gge teksten p alle leder og kanter og langt ind i det spekulativt, symbolsk metaforiske. Men den konstante omfortolkning indg r kun som et aspekt i vedligeholdelsen af de store teksttraditioner. I sin studie over The Logic of Writing and the Organization of Society (1986) g r antropologen Jack Goody opm rksom p , at nedf ldelsen af en tradition p skrift skaber en r kke afg rende forskelle i forhold til mundtlig overlevering. Gennem nedskrivning bringes traditionen p fast form. Det betyder p den ene side, at den kommer til at r kke ud over forfatteren. Han mister kontrollen over tekstens videre forl b. Men p den anden side skaber den faste form en meget st rre grad af stabilitet over generationerne end den i hovedreglen mere flydende fort lletradition, man finder ved mundtlig overlevering. Den konstante (videre)-fortolkning og diskussion af kanon er i sig selv et resultat af tekstens fixering . En konsekvens er, at de klassiske teksttraditioner rummer et latent ulmende krav om at rydde op i junglen af fortolkninger og vende tilbage til den rene tekst. 27 Det ser man til eksempel meget klart hos Dante, den italienske middelalders store poet. B de hovedv rket Den Guddommelige Komedie og hans skrift Om Monarkiet er sikkert forankret i den skolastiske fortolkningstradition. Men samtidig beklager han sig over sin egen tids ford rv og kirkens manglende vilje til at leve op til kernen i det kristne budskab. 28 I nogle perioder tager den form for kritik imidlertid til i styrke og giver anledning til opkomsten af reformbev gelser.
Den latinske h jkultur rystedes af en s dan r kke fors g p reformation i den periode vi normalt betegner ren ssancen. Siden Jacob Burckhardts skels ttende Die Kultur der Renaissance in Italien (1860) er perioden regelm ssigt blevet betragtet som modernitetens f dested, et radikalt brud med middelalderens kulturtradition. Men det er formodentligt bedre at se de ndringer, der fandt sted, som et udslag af tendenser, der allerede var potentielt til stede i den etablerede tradition, men med tiden fik konsekvenser, som rakte ud over det etablerede og ind i moderniteten. I Nordeuropa kr vede protestanter af forskellige overbevisninger, at pavekirken t jlede fortolkningerne af kanon og besindede sig p sit oprindelige grundlag. Den religi se tradition skulle renses. I Italien voksede en bev gelse op, de s kaldte humanister, som kr vede noget lignende med fokus p en reform af det latinske sprog. 29 Digteren Francesco Petrarca (1304-74), den f rste store humanist, forbandt til eksempel h bet om religi s genopretning med en tilbagevenden til Romerrigets blomstringsperiode. Pavens exil i Avignon var et udtryk for samtidens ford rv. Rom, h bede han, skulle genetableres som verdens centrum: Hvorn r har der hersket en s dan fred, harmoni og retf rdighed; hvorn r er dyden blevet sat h jere, det gode mere bel nnet og det onde straffet; hvorn r er verden blevet styret bedre, end da den kun havde t hoved og det hoved var Rom? Ja, p hvilken tid valgte Gud, fredens og retf rdighedens ven, at lade sig f de af Jomfru Maria og stige ned til jorden? 30
Den store nordeurop iske humanist, Erasmus af Rotterdam, der i starten af 1500- rene vakte furore med en ny og tekstkritisk bedre udgave af den gr ske bibel, k mpede da ogs til det sidste for at bevare Romerkirkens enhed og endte med at bryde med Luther over netop det sp rgsm l. 31 I et kampskrift forsvarede Erasmus ind dt den katolske fortolkningstraditions h vdelse af menneskets frie vilje mod den tyske reformators angreb. 32 Var det virkeligt rimeligt, spurgte han, at forkaste s mange teologers opfattelse, som der gennem s mange rhundreder og blandt s mange folkeslag hidtil havde hersket enighed om og i stedet antage disse paradoxer [Luthers], over hvilke den kristne verden nu var blevet bragt i opr r? 33 I den l rde humanists jne tog Luthers kompromisl shed sig ud som vanvidsagtig selvovervurdering. Tumultus, dissidium, seditio og factio , opr r, splid, frafald og konspiration/klikedannelse var blot nogle af de m rkater han h ftede p den tyske munks bestr belser. Den kristne verdensorden var truet. Men det var d n fornyelsesbestr belserne burde sigte p at redde. Selv var Erasmus derfor aldrig veget fra Den Katolske Kirke . 34 Der var godt nok rigeligt at kritisere, men det var der ogs blandt Luthers tilh ngere. Tolerance, moderation og fordomsfri diskussion indenfor en f lles kirke var det, som tiden beh vede. For, som Erasmus bem rkede om sig selv, Jeg er blot et menneske og anser intet menneskeligt for at v re mig fremmed. 35
En af humanisternes store triumfer var Lorenzo Vallas (1407-57) dokumentation af, at det s kaldt Konstantinske Gavebrev var en senere forfalskning. 36 I den skrivelse h vdede kirken ellers at have f et overdraget det jordiske imperium af kejser Konstantin. Valla p viste nu, i vrigt uden p sigt at umuligg re sit forhold til kirken, at dokumentet var af langt yngre dato og derfor ikke kunne tilskrives Konstantin. Det er af eftertiden ofte blevet taget som udtryk for den moderne kritiske rationalitets ankomst. Men for Valla var sagen noget mere kompleks. For ham var der f rst og fremmest tale om, at sandheden l gemt i sproget eller rettere i den ideelle udgave af sproget. Det bliver klart, n r man sammenligner Vallas analyse af Den Konstantinske Donation med en lidt tidligere skolastisk kritik, der n ede samme konklusion. I forhold til denne ligger Vallas bidrag til afsl ringen af falsummet prim rt i analysen af dokumentets sproglige form. 37 Ved en n rmere unders gelse viste Det Konstantinske Gavebrev sig at afvige kraftigt fra den spogbrug, der var g ngs under den f rste kristne romerske kejser. Oh hellige Jesus, den fyr som lirer s tninger af fuldst ndigt uden kendskab til sproget, vil du ikke svare ham fra en storm? Vil du ikke tordne mod ham? Mod s dan blasfemi vil du da ikke slynge h vnende lyn? , raser ren ssancehumanisten. 38 Vallas l sning var en del af et st rre projekt, hvor det for ham gjaldt om at vende tilbage til den sande, rene udgave af sproget. Latinen skulle renses for middelalderlige videreudviklinger - i Vallas jne forvanskninger - og igen skrives som p Ciceros og Caesars tid: Mon det er tilstr kkelig undskyldning for at fejle, at n r man ser sandheden afsl ret, alligevel at n gte at acceptere den, fordi nogle store m nd f r havde troet anderledes? Det er ikke desto mindre sk ndigt at vise st rre respekt for mennesker end for sandheden, dvs. Gud. 39 Det sande, uforfalskede udtryk skulle reetableres, den hellige kanon genvindes, kirken besinde sig p sin religi se funktion og overlade til kejseren, hvad kejserens var. 40
N r den humanistiske bev gelse fik betydning som andet og mere end traditionsrenoverende skyldes det imidlertid, at den kom til at indg i en r kke nye samfundsudviklinger. Det humanistiske program viste sig simpelthen at tilbyde en r kke nyttige redskaber, der im dekom tidens nye behov. Vallas tilbagevisning af Den Konstantinske Donation blev jo fx skrevet til brug for Alfonso V af Aragonien i dennes strid med Pavekirken om legitimiteten af hans besiddelser i Italien. Stater, fyrstehoffer og den konomiske elite begyndte i perioden at udvikle sig betragteligt. Kravene til forbrugskulturen og administrationen gedes i samme omfang. Disse var den nye humanistiske, mere raffinerede, dannelse velegnet til at opfylde. I Firenze er det muligt gennem studier af lister over folks bohave at iagttage, hvordan den humanistiske kultur gav form og udtryk til en st rk diversificering i den materielle forbrugskultur. Statsmagtens behov udviklede sig tilsvarende og humanistisk skolede embedsm nd viste sig effektive i forvaltningen. L sningen af klassiske latinske og i noget omfang gr ske tekster blev derfor grundstammen for den h jere uddannelse. Deraf udtrykket latinskoler, der i det 16. rhundrede sprang op over alt i Europa. 41 I det 18. rhundrede, da kritikken af l ancien r gime og religionen for alvor satte ind, tilb d det st rke f rkristne element i dannelsen dermed et fast st sted, hvorfra man kunne fremf re sin kritik. 42
I England omtaler man ligefrem perioden efter gennemf relsen af 1688-Revolutionen som the Augustan i analogi til den kulturelle blomstring under den f rste romerske kejser. Det nye parlamentariske oligarki benyttede sig af en udtryksform, der var fuld af antik, specielt romersk symbolik. Et godt eksempel p forbindelsen mellem antikt og moderne er litteraten Alexander Popes ber mte lovprisning af en deistisk religion, f lles for alle mennesker. The Universal Prayer er simpelthen stilet til Deo Opt. Max. , dvs. til Gud, den bedste og den st rste, hvormed Pope spiller p romersk religi sitet: Juppiter Optimus Maximus. Et andet eksempel er den engelske general, hertugen af Cumberland, der i 1746 nedk mpede et skotsk h jlandsopr r under ledelse af endnu en Stuart, der fors gte at g re comeback. I samtiden blev denne konfrontation set som et sammenst d mellem moderne civilisation og fortidigt barbari. Cumberland valgte det lakoniske, romerske REPUBLICA SERVATA MDCCXLVI , dvs. i anledning af Republikkens Frelse 1746 , som indskrift p en buste lavet til minde om sejren. 43 I det tyske omr de gjorde nyklassicismens bannerf rer Winckelmann op med baroktraditionen og dekreterede i stedet en tilbagevenden til antikkens rene og rationelle former, specielt dem der knyttede sig til de politisk frie bystaters blomstring i det 5. og 4. rhundrede f r etableringen af de hellenistiske konged mmer. Og i Frankrig kom revolutionen som allerede n vnt i romerske gevandter. 44
Resultatet blev, at den moderniserende stat i f rste omgang allierede sig med den klassiske humanistiske dannelse. Undervisningen i antikkens gr sk og latin fik sin position styrket og konsolideret. Den blev i lidt forskellige varianter grundlaget for det man med en bred betegnelse kunne kalde det ekspanderende embedsborgerskab i store dele af Europa i det 18. og 19. rhundrede. 45 Ofte har man fokuseret p den kraftige dyrkelse af det gr ske og i lidt mindre omfang det latinske indenfor den tysktalende verden. Man har ligefrem talt om The Tyranny of Greece over Germany. Men f nomenet var ikke noget, der begr nsede sig til Tyskland. I Storbritannien var fokus mindst lige s kraftigt p de klassiske sprog i eliteuddannelsen. De var adelsm rket for de mange kostskoler, der sprang op til at betjene adelens og det h jere borgerskabs b rn i l bet af perioden. Efterh nden som tiden skred frem bredte undervisningen i de klassiske sprog sig endog l ngere ned i uddannelsessystemets r kker med det resultat, at den f rst n ede sin st rste udbredelse i sidste halvdel af 1800- rene. Aldrig f r havde s mange fra s bred en gruppe stiftet bekendtskab med de to antikke sprog. F rst i 1916 afskaffedes gr sk som obligatorisk krav for optagelse p universitetet i Cambridge, mens latin holdt sig til 1960. 46
Den klassiske uddannelse kom s ledes til at udg re en af de helt centrale grundpiller i udviklingen af statens embedsmandskorps. Et godt eksempel er bet nkningen afgivet af en komite ledet af Macaulay i 1854 om The Indian Civil Service Competitions . 47 I dens anbefalinger fremh vedes, at kvalifikationer i classics ogs i fremtiden skulle indg som en af hovedfaktorerne i udv lgelsen af kandidater til koloniadministrationen. Ved siden af eksamensresultater i engelsk med op til 1500 point og matematik med op til 1000 kunne gr sk og latin hver is r v gtes med op til 750 point eller tilsammen lige s meget som engelsk og mere end matematik. Til sammenligning indgik kendskab til indiske sprog maximalt kun med halvdelen af den v gt, som man kombineret tillagde gr sk og latin. Klarere illustration af den enorme praktiske betydning man faktisk tillagde den klassiske dannelse i perioden gives n ppe. Topembedsm nd diskuterede seri st koloniadministrationens problemer i Indien p baggrund af romerske erfaringer. 48 Lord Curzon, vicekonge af Indien 1898-1905 og succesfuld reformator af koloniens nordgr nse, udgav i 1907 et lille skrift om imperiale gr nser, hvor han sammenlignede den indiske og romerske situation. 49 Andre b ger diskuterede fx forholdet mellem hinduret, romerret og common law (engelsk ret), osv. Da man besluttede sig for at opf re en ny hovedstad for den engelske koloniadministration i Indien, faldt valget p den gamle imperiale hovedstad Delhi, som fik tilf jet en ny imperial bydel, kaldet New Delhi (Fig.6). Dermed s gte man rigtignok at stille sig i en lang indisk tradition, enkelte stilelementer fra perso-indisk imperial arkitektur blev ogs inddraget i byggeriet, men den dominerende indflydelse er umiskendeligt romersk, klassicistisk. 50

Fig. 6. New Delhi, udsigt over Vice-Roy's House (1911-1931) med tilh rende triumfall . Tegnet af en af det britiske imperiums f rende arkitekter, Edwin Lutyens, er byggeriets grundid tydeligvis neoklassisk, trods enkelte l n af stilelementer fra Mogulimperiets arkitektur.
Det Britiske Imperium placerede sig med fuldt overl g i en romersk tradition, og spejlede sig selvbevidst i det man opfattede som den romerske mission. 51 Som romerne havde spredt deres kultur til de undertvungne folk, s ledes var det nu briternes opgave at udbrede civilisationen og bringe fremskridtet til den statiske orient. Macaulay forestillede sig fx med tiden en anglificering af den indiske overklasse, s man i f llesskab kunne regere imperiet. Den skulle ikke blive h ngende i sin egen statiske kultur. 52 Den romerske identifikation var dog ikke uden knaster set fra et britisk synspunkt. Faktisk var England og Wales jo blevet erobret af romerne. Britannien havde engang selv v ret en romersk koloni og briterne i indernes sted. I imperiets store digter Rudyard Kiplings b rneeventyr Puck of Pook s Hill (1906) f r man et indtryk af, hvordan den identitetsm ssige konflikt h ndteredes. 53 Heri er der en historie om en romersk centurion i Britannien. Handlingen er henlagt til tiden kort f r Romermagten endelig mistede grebet om provinsen i starten af 5. rhundrede e. Kr. Den p g ldende centurion er en britisk indf dt, hvis familie har f et romersk borgerret.
I eventyret skildres romersk Britannien i den ( vre) engelske middelklasses eget billede. For good families are very much alike . De tager fx den samme uddannelse. Ancient history, the Classics, arithmetic, and so on , fort ller vores centurion. Videre beretter han om sin barndom:
Mother would sit spinning of evenings while Aglaia read in her corner and Father did accounts, and we four romped about. When our noise grew too loud the Pater would say, Less tumult! Less tumult! Have you never heard of a Father s right over his children? He can slay them, my loves - slay them dead, and the Gods highly approve of the action! Then Mother would prim up her dear mouth over the wheel and answer: H m! I m afraid there can t be much of the Roman Father about you! Then the Pater would roll up his accounts, and say, I ll show you! and then - then, he d be worse than any of us. Fathers can - if they like, said Una her eyes dancing. 54
I denne middelklasseidyl tager man naturligvis ogs p kurophold til Bath, som man g r det hos Jane Austen, for at socialisere , finde gtef ller til familiens flyvef rdige unger og skabe forbindelser, der kan hj lpe de unge m nds karrierer p vej. Denne udspillede sig ofte i imperiets tjeneste, og s dan gik det da ogs vores centurion.
P det punkt i beretningen kommer han ind p det forhold, at han er en britisk indf dt romer. Det giver ham nogle mindrev rdskomplekser og en vis antipati i forhold til de officerer, der faktisk kom fra Rom: Now like many of our youngsters, I was not too fond of anything Roman. The Roman-born officers and magistrates looked down on us British-born as though we were barbarians. I told my Father so. Hertil svarer faderen: I know they do, but remember, after all, we are the people of the Old Stock, and our duty is to the empire. 55 M ske forstod de rigtige romere ikke helt betydningen af deres kald, men s var det jo godt, at de romaniserede provinsboer gjorde. Senere i beretningen viser det sig da ogs ved, at den unge centurion holder p sine principper og dermed g r glip af en lovende mulighed for at vinde magt og re i generalen Maximus tjeneste som led i dennes fors g p at erobre kejsermagten. Men det er ikke vor helts mission. Den ligger ikke i at tjene sig selv, at s tte egen vinding f rst, men i at vogte Hadrians Mur ved gr nsen til Skotland og sikre imperiet mod de udefrakommende barbarer. Hvis romerne havde fejlet og glemt deres pligt mod imperiet i deres interne rivalisering, s havde briterne l rt lektien og overtaget den civilisatoriske mission. 56 Hvor Rom havde fejlet, skulle England lykkes. Som man l rte h befulde aspiranter fra den indf dte indiske overklasse p Hoogly College: The English are to us what the Romans were to the English; and as the English are the children of modern times, and command more resources and power than the Romans, we derive the greater advantage. 57 Mens spejlingen i den antikke fortid alts spillede en central rolle under udviklingen af den moderne verden, s vel inden for uddannelse som for identitetsdannelsen, s var forholdet mellem fortid og nutid ikke entydigt. Den latinsk-gr ske kulturtradition var ikke simpelthen forbillede, blot og bart. Den indgik ogs i et konkurrenceforhold til den nye tid. Man skulle gerne g re det bedre end de gamle. Briternes Empire skulle til eksempel s ge at undg korruptionen og den efterf lgende orientalske opl sning, der var underg et romernes imperium.
Klassicisme, nationalisme og romantik
Dermed er vi fremme ved to centrale ideologier i moderniteten, nationalismen og fremskridtstanken. Som det just er eksemplificeret, indgik de begge i et sp ndingsfuldt forhold til den klassiske dannelse. Den latente sp nding kunne let sl over i ben konflikt og se en national opposition etablere sig mod det klassiske. P sigt kom det til at udg re en direkte trussel for den europ iske kulturelle identifikationen med antikken. S langt fra et forbillede, var romerne s ikke snarere korrumperede undertrykkere af de indf dte, nationale kulturer, der i l ngden havde vist sig mere sejlivede, og som nu overgik de latinske erobrere? Klassisk antikke motiver var langt fra eneherskende i den kollektive identitetsdannelse. I England blev der i 2.halvdel af det 19. rhunderede gjort en del stads af den keltiske dronning Boudicea. If lge Tacitus beretning om romernes erobring af Britannien ledede hun et opr r mod den romerske bes ttelsesmagt, der for en kort stund s ud til at have succes. Hun kunne s ledes passende fungere i rollen som en tidlig engelsk frihedshelt. 58 I Tyskland fejrede man p samme tid germanerlederen Arminius, Tysklands befrier, eller Hermann, som man foretrak at kalde ham - det l d mere urgermansk. Med opf relsen af det kolossale Hermannsdenkmal (1875) i Teutoburgerwald i n rheden af Detmold mindedes man hans udslettelse af Augustus tre romerske legioner i 9 e.Kr. (Fig. 7). Det havde f et den romerske kejser til at opgive sine fors g p at rykke gr nsen frem til Elben og dermed sikret Germaniens fortsatte frihed. Ligeledes gik kejser Wilhelm II i 1890 til angreb p den klassiske dannelse med en erkl ring om, at gymnasiet skulle uddanne unge tyskere, ikke unge gr kere og romere. 59
Herhjemme kender vi til eksempel konflikten fra Grundtvigs virke. Fra 1830erne og rhundredet ud f rtes der med regelm ssige mellemrum en r kke ophedede debatter om grundlaget for dannelsen i undervisningssytemet (se Claus M ller J rgensens bidrag til denne bog). En af periodens ledende uddannelsespolitikere, Danmarks gennem tiderne st rste antikforsker, Johan Nicolai Madvig (1804-86), hvis buste endnu kan ses opstillet p Frue Plads i K benhavn i selskab med landets vrige store videnskabsm nd, forsvarede den fortsatte betydning af den klassiske dannelse. 60 Heroverfor stod blandt andre Grundtvig (1783-1872). Han kr vede, at den klassiske dannelse skulle erstattes med en national, baseret p den nordiske mytologi og historie. Fx lavede han en overs ttelse af Saxos Danmarks Kr nike fra latin til dansk for at underst tte dette program. 61 Denne konflikt er det fristende at tage som udtryk for eksistensen af en uoverstigelig barriere mellem national romantik og universalistisk klassik, to fundamentalt modsatrettede st rrelser. Den ene, en partikul r retning, der dyrkede det unikke, folkets s regne traditioner, den specifikke nation. Den anden, en universalitisk str mning, der i stedet dyrkede det almene og det elit re. Klassisk fortid overfor national fremtid. S dan var der fx adskillige af gymnasiereformatorerne, der s forholdet omkring 1900. Men dermed er forholdet mellem nationalromantik og klassicisme ikke tiln rmelsesvist blevet udt mmende beskrevet. Det var langt mere komplekst. Hvis den romantiske Oehlensl ger var guldalder-K benhavns digterkonge, var nyklassicisten Thorvaldsen de bildende kunsters store skikkelse, for nu ikke at n vne C.F. Hansens bygninger, der med Frue Kirke, Byretten p Nytorv og Det Andet Christiansborg afg rende kom til at pr ge datidens bybillede. 62 Alene at fokusere p mods tningerne og sp ndingerne i forholdet mellem (national) romantik og klassik f r let som konsekvens, at graden af f lles gods og de forskellige str mingers indbyrdes afh ngighed og sammenfiltring undervurderes. Uden nogensinde at blive fuldst ndigt overlappende, var klassicisme og romantik i deres udgangspunkt n rt besl gtede. Begge var de moderne str mninger. Hvorend man kaster blikket i 1800- renes Europa blander begejstringen for det romantiske, nationalt s regne, f lelsesfulde og individuelle sig ofte uproblematisk med dyrkelsen af det antikke. 63

Fig. 7. Hermannsdenkmal ved Detmold fra 1875, opf rt til minde om germanerlederen Arminius' sejr over den romerske general Quintilius Varus og hans tre legioner i 9 e.Kr.Ved meddelelsen om det totale nederlag skal Augustus, if lge den romerske kejserbiograf Suetonius (Aug. 23.2), fortvivlet have r bt: Varus, giv mig mine legioner tilbage.
Tag for eksempel Prometheus Unbound (1820), det ber mte lyriske drama skrevet af Shelley - engl nderen og romantikeren med de revolution re sympatier. I forordet indleder digteren med elegant at h vde sin uafh ngighed af Aischylos oldgr ske forl g:
The Greek tragic writers, in selecting as their subject any portion of their national history or mythology, employed in their treatment of it a certain arbitrary discretion. They by no means conceived themselves bound to adhere to the common interpretation or to imitate in story as in title their rivals and predecessors. Such a system would have amounted to a resignation of those claims to preference over their competitors which incited the composition. The Agamemnonian story was exhibited on the Athenian theatre with as many variations as dramas. I have presumed to employ a similar licence.
Shelley vil ikke n jes med slavisk at imitere det oldgr ske stof. I stedet p ber ber han sig en position ved siden af de gr ske tragedieforfattere. Han h vder romantikerens ret til at bryde med konventionen, indg i konkurrence med de gamle og kun derved blive sandt gr sk. 64
Hos hans samtidige, Lord Byron (1788-1824), flyder romantik og klassik ikke mindre t t. I den allerede n vnte Childe Harold s Pilgrimage - Byrons episke digt om dannelsesrejsen - er det en sublim, labyrintisk, vildtvoksende og de store f lelsers antik, der besynges for l seren. Fair Greece! sad relic of departed worth!/ Immortal, though no more! , udbryder den romantiske skjald bev get om kontrasten mellem oldtidens frie Hellas og samtidens osmanniske provins. 65 I beskrivelsen af Rom og Italien intensiveres retorikken: Rome - Rome imperial, bows her to the storm,/ In the same dust and blackness, and we pass/ The sceleton of her Titanic form,/ Wrecks of another world, whose ashes still are warm . 66 I den gr sk-romerske mytologi var Titanerne den gude t, som de olympiske guder under Zeus/Jupiter kaster fra magten og derefter holder fanget i underverdenen som et utilpasset element. Prometheus tilh rte s ledes ogs titanerne og bliver for Shelley indbegrebet af den fris ttende, romantiske helt ved at overdrage ilden til menneskene og trodse den olympiske orden. Hos Byron bliver Roms titaniske ruiner dermed et billede p menneskelig, uendelig str ben og refrygtindgydende, sublimt og utilpasset fald. Ruinerne vidner om en anden verden og m gtige kr fters fris ttelse, hvoraf den rejsende endnu m der den varme aske. Wer immer strebend sich bem ht , skrev Goethe om en anden romantisk gr nseoverskridende figur Faust, den k nnen wir erl sen . 67 I faldet ligger allerede kimene til genrejsningen. Hos Byron er de romerske ruiner et frodigt vildnis overgroet med et rigt planteliv. Cypress and ivy, weed and wallfower grown , fort ller han om ruinerne p Palatinerh jen. 68 Italien, Rom og de antikke ruiner pr senterer digteren for et sceneri af del, kaotisk r ddenskab, der s tter sindet fri og af sted p opdagelsesrejse i mennesket selv:

To meditate amongst decay, and stand
A ruin amidst ruins; there to track
Fall n states and burried greatness, o er a land
Which was the mightiest in its old command,
And is the loveliest, and must ever be
The master-mould of Nature s heavenly hand,
Wherein were cast the heroic and the free,
The beautiful, the brave - the lords of earth and sea,
The commonwealth of kings, the men of Rome!
And even since, and now, fair Italy!
Thou art the garden of the world, the home
Of all art yields, and Nature can decree;
Even in thy desart, what is like to thee?
Thy very weeds are beautiful, thy waste
More rich than other climes fertility;
Thy wreck a glory, and thy ruin graced
With an immaculate charm which can not be defaced. 69
Det er gennem romantikerens identifikation med ruinerne og vildnisset, at inspirationen opst r til heroisme og frihed, sk nhed og tapperhed. Byrons antik er sublim, vildtvoksende og gr nseoverskridende, den er en klassisk romantik.
Den romantiske forst else af antikken slog ogs igennem indenfor skulptur og malerkunsten. I samme periode, som Byron udgav Childe Harold , genneml b den klassiske kunst kanon lidt af en revolution. De foreg ende generationer havde dyrket ber mte statuer opstillet i de store romerske og italienske samlinger s som Venus de Medici og Apollo Belvedere . Disse blev man nu i stigende grad opm rksom p var romerske kopier af gr ske originaler. Det passede ikke til romantikkens fascination af den individuelle, originale kunstskabende gestus. Gradvist gled perlerne i den foreg ende tids kunstsamlinger ned i anden division og nye genstande indtog deres plads. 70 H jt h vet over dem alle p det nye parnas stod skulpturerne, som den skotske Lord Elgin i starten af 1800-tallet delvist havde f et den Osmanniske Sultans tilladelse til at nedtage fra Parthenon-templet p Athens Akropolis og hjemskibe til England. Her blev de i 1816 k bt af staten til British Museum , hvor de siden har fungeret som institutionens, diplomatisk og museologisk omstridte, hovedattraktion. 71 Med deres originalitet og urestaurerede, fragmentariske fremtr den udgjorde de det perfekte objekt for tidens romantiske sv rmeri. Den unge Keats (1795-1821) udbr d i en exalteret sonnet: These wonders [bring] a most dizzy pain,/ That mingles Grecian grandeur with the rude/ Wasting of old time . Selv den store Canova (1757-1822), neoklassikkens mester over dem alle, erkl rede fra Italien, at hans kunst ville have udfoldet sig anderledes, hvis han i sin ungdom havde haft adgang til at studere Parthenon-skulpturerne. 72
I andre tilf lde optr der romantik og klassicisme ved siden af hinanden som parallelle, men sameksisterende st rrelser. En af det tidlige 1800-tals f rende engelske arkitekter William Wilkins var s ledes aktiv indenfor b de neoklassicisme og den s kaldte gothic revival , der emmede af national tradition, riddertid og romantik. I universitetsbyen Cambridge opf rte han med f rs mellemrum det enkle og stilrene Downing College i gr sk, jonisk stil og hovedbygningen til Corpus Christi College i en liges vellykket neogotisk arkitektur (Fig. 8+9). 73 Nationalromantik og neoklassicisme var alts p ingen m de hinandens absolutte mods tninger. Tv rtimod eksisterede de side om side og ofte indbyrdes n rt forbundne. Det g lder endog for nogle af de mest udpr gede romantikere. Amerikaneren Edgar Allan Poe (1809-49) er med sit m rke digt The Raven og noveller udgivet under titler som Tales of the Grotesque and Arabesque ofte blevet regnet som indbegrebet af dunkel, gotisk g defuldhed. 74 Men faktisk l ber besk ftigelsen med det klassiske stof som et parallelt spor gennem hans forfatterskab.

Fig. 8. Downing College i Cambridge, opf rt i jonisk stil af William Wilkins mellem 1807 og 1811.

Fig. 9. New Court, Corpus Christi College i Cambridge, opf rt i neogotisk stil af William Wilkins mellem 1822 og 1827.
Mest ber mt er vel hans ode To Helen . Her beskrives Helen(e), indbegrebet af klassisk sk nhed, som en harmonisk base, en sikker havn og pejlem rke for den rejsende p stormfuld romantisk f rd: On desperate seas long wont to roam,/Thy hyacinth hair, thy classic face,/Thy Naiad airs have brought me home/To the glory that was Greece/And the grandeur that was Rome. Men der er ikke kun tale om en k lig, monumental klassicisme. I sidste stanza skifter digteren til at omtale den statuariske Helen som Psyke. Dermed stiller han sig selv i Amors sted og minder om en af den antikke mytologis mmeste k rlighedsaff rer. 75 I Apuleius genfort lling af romancen giftede Amor sig med den sk nne Psyke i trods mod Venus og kunne derfor ikke vise sig for sin hustru undtagen under d kke af nattens mulm og m rke. Psyke m tte s ledes en tid lang leve i uvished om sin husbonds identitet, indtil hun, forledt af sine s stre, afsl rede hans identitet med en lampe. Det blev indledningen til en lang r kke pr velser, f r det elskende par atter kunne forenes under Juppiters beskyttelse. Hos Poe lyser Psyke for sin elskede from the regions which are Holy-Land - muligvis en hentydning til at Poes elskede befandt sig hinsides, og at foreningen derfor m tte vente. 76 Men digtet afh nger ikke af en biografisk l sning. Det, der derimod er interessant, er sp ndingen mellem de parallelle klassiske og romantiske motiver, der i den afsluttende stanzas komplekse (sublimt overraskende) skift fra Helen til Psyke sammenv ves i en antik, romantisk myte om stor og vanskelig k rlighed, der m tte overvinde endog guddommelig modstand. 77
Koblingen af romantiske og klassiske forestillinger fandt vel nok sin kulmination i den b lge af begejstring, der ramte Europa i forbindelse med den gr ske befrielseskrig i 1820 erne og i den tyske nationalismes dyrkelse af det gr ske. Byron drog begejstret p felttog mod tyrken for at hj lpe gr kerne med at genrejse deres nation til fordums storhed og d de (1824) ovenik bet som indbegrebet af romantisk heroisme i en lille gr sk fl kke, Missolonghi, mens han var ved at rejse tropper til modstandskampen. 78 I det tyske omr de stod den p reform ovenp de ydmygende nederlag til Napoleon. Med Pr jsen i spidsen indledtes en drastisk fornyelsesproces i milit r- og uddannelsessystemer i 1810 erne. Alexander von Humboldt, hovedarkitekten bag det nye uddannelsesprogram, kn satte en neohumanistisk dannelse med fokus p latin og s rligt gr sk som fundament for den gymnasiale uddannelse. Dette program var baseret p en for os i dag paradoksal kombination af romantisk relativisme, forestillingen om de enkelte folks nationale s regenhed, og en idealistisk dyrkelse af det gr ske som s rligt oph jet. Resultatet var forestillingen om et n rt sl gtskab mellem oldtidens gr ske og de nye tiders tyske kultur. Kun gennem m det med den i s rklasse individuelle antikke gr citet kunne tysk kultur blive til sig selv. 79 Arkitektonisk fandt s danne forestillinger fx deres udtryk i Leo von Klenzes Walhalla, opf rt i rene 1821-42 t t ved Regensburg (Fig. 10). Bygningen blev til p foranledning af kong Ludwig af Bayern og skulle fungere som et nationalt pantheon. Navnet leder naturligvis tankerne hen p den nordiske mytologi. Men asernes gudehal er her opf rt i streng, dorisk stil, Valhalla i skikkelse af et athensk Parthenon. 80 Wilamowitz-Moellendorff, den ledende klassiske filolog omkring det forrige rhundredeskifte og langt op i det 20. rhundrede, udtrykte det senere s ledes, at ohne Griechisch ist die Deutsche Bildung preisgegeben . 81
Romantik og klassicisme lader sig alts p ingen m de beskrive som uforenelige modpoler. Snarere tegner der sig et komplekst billede, hvor opposition veksler med forening og dynamisk sameksistens. De to st rrelser udgjorde et s t, delvist overlappende, motiv- og forestillingsverdner, som samtidens akt rer kunne tr kke p og tilpasse forskellige kontekster og form l. I udgangspunktet var de da ogs resultatet af en r kke t t forbundne og n rt besl gtede impulser, der for alvor begyndte at vinde kraft omkring midten af 1700- rene under paroler om frihed og naturlighed. 82 Man kan fx spore det i det s kaldte homeriske sp rgsm ls opdukken. Gennem rhundreder havde Vergils polerede og afstemte digtekunst, ikke mindst i heltekvadet Aeneiden , v ret beundret som indbegrebet af det fuldendte. Dante havde som bekendt valgt Vergil til sin ledsager gennem det meste af Den Guddommelige Komedie . Nu begyndte kritiske r ster imidlertid at vinde styrke. Vergils omhyggeligt komponerede digte var overforfinede. De manglede kraft og originalitet sammenlignet med Homers mere krasse, oprindelige poesi. Disse forestillinger blev sammenfattet af neapolitaneren Giambatista Vico (1668-1744) i v rket Den Nye Videnskab , som han l bende reviderede gennem en stor del af sit aktive arbejdsliv og udsendte i tre versioner, den endelige i 1744. 83 Hos Vico afspejler de homeriske digte menneskehedens tidligste historie. De er et udtrykt for det primitive menneskes mentalitet. Den definerer Vico som poetisk: umiddelbar og sanselig. Her flyder munden over med, hvad hjertet er fuldt af uden gustne overl g og den k ligt kalkulerende rationalitets indgriben. Den var f rst et produkt af et senere udviklingstrin i de menneskelige samfunds historie. 84

Fig. 10. Walhalla, Leo von Klenzes bud p et tysk pantheon, bygget ved Regensburg med udsigt over Donau mellem 1821 og 1842 p foranledning af Ludwig I af Bayern og med det athenske Parthenon-tempel som forbillede.
Forestillingen om det umiddelbare, naturlige menneske slog hurtigt an og har, p godt s vel som p ondt, haft en str lende karriere i moderniteten. 85 Den spillede fx en stor rolle i Rousseaus forfatterskab. I det tidlige v rk (1755) om Ulighedens Oprindelse beskrives mennesket s ledes som bev gende sig ud af en (hypotetisk) oprindelig og umiddelbar naturtilstand, hinsides godt og ondt, ind gennem historiens syndefald, hvor ondskab, undertrykkelse og ulighed opstod som produkter af civilisationens udvikling: Kort sagt, s l nge de [menneskene] n jes med at hengive sig til arbejder, som de kan udf re selv, og til virksomheder der ikke kr ver fleres medvirken, s lever de frit, sundt, godt og lykkeligt Men i det jeblik et menneske havde behov for en andens hj lp s forsvinder ligheden, ejendommen indfinder sig, arbejdet bliver n dvendigt, og de um delige skove forvandler sig til smilende marker, som skal vandes med menneskenes sved, og i hvilket man snart ser slaveriet og ulykken spire og vokse med afgr derne. 86 S danne tanker gav sig udslag i et vidt udbredt sv rmeri for det oprindelige og ukomplicerede, en dr m om en lykkelig arkadisk eksistens blandt dj rve hyrder. Den iscenesatte man i tidens nye havestil, hvor barokkens symmetri blev brudt op og afl st af den engelske haves mere frie, naturlige og pittoreske former. Med til disse haver h rte sm arkitektoniske dekorationsstykker, s som gr ske templer og middelalderlige ruiner, der skulle v kke de nskede associationer om pastoral ukompliceret frihed og umiddelbarhed. 87 Sammen med den gr ske Homer begyndte man ogs at dyrke andre former for s kaldt oprindelig folkepoesi. St rst succes havde skotten James Macpherson med udgivelsen af det litter re falskneri Ossian (1760-63), en r kke episke digte der foregav at v re overs ttelser af sagnskjalden Ossians oldgamle g liske digte, som Macpherson h vdede at have indsamlet i det skotske h jland.
nsket om at n tilbage til et renere, mere oprindeligt og umiddelbart udtryk f rte til ndringer i antikbilledet. Ligesom Homers stjerne steg i forhold til Vergil, blev gr kerne generelt opvurderet i forhold til romerne. Resultatet blev neoklassicismen. Den fik sit mest pr gnante udtryk i tyskeren Johann Joachim Winckelmanns (1717-68) arbejder. I det lille programmatiske skrift Gedanken ber die Nachahmung der griechischen Werke in der Malerey und Bildhauerkunst fra samme r som Rousseaus afhandling om uligheden (1755) kastede han sig ud i et opg r med den i hans jne korrumperede barok. 88 Kunsten skulle renses for baroktraditionens kringlede eksesser og effektjageri, besinde sig p den klassiske tradition og finde frem til et enklere, mere rationelt udtryk. 89 Midlet var at s ge tilbage til r dderne, dvs. til antikken og f rst og fremmest den gr ske kunst, der havde fungeret som udgangspunkt for den romerske og derfor var mere original. De idealer Winckelmann fandt udtrykt i den gr ske oldtidskunst sammenfattede han i de programmatiske ord e dle Einfalt und stille Gr sse . Ro, enkelhed og umiddelbar harmoni var kodeordene. Selv udsat for de st rste affekter havde gr keren bevaret sin harmoniske ro. Det s man fx af den ber mte Laokoon-gruppe. Den viser den trojanske pr st Laokoon og hans to s nner blive dr bt af slanger sendt af guderne for at forhindre dem i at afsl re den trojanske hests hemmelighed.
Trods situationens gru og smerte bevarer Laokoon omslynget af slanger v rdigheden og tager sin sk bne med oph jet stoisk ro, if lge Winckelmann (Se Fig. 1 i J rn Erslev Andersens artikel, side 84).
Efter Gedanken drog Winckelmann fra Dresden til Rom, hvor han som bibliotekar og kurator i nogle af de store kunstsamlinger blev i stand til at uddybe sit program gennem kunsthistoriske studier. Det f rte til den skels ttende Geschichte der Kunst des Altertums fra 1764, der idag regnes som kunsthistoriens og den klassiske ark ologis grundl ggelse. 90 Heri skabte han en periodisering af oldtidens kunst og relaterede den til samfundsinstitutionerne. Kulminationen af den gr ske kunst henlagde han til 5. og 4. rhundrede f. Kr. Det var Perserkrigenes og de frie bystaters Hellas, inden store imperier var begyndt at dominere den antikke verden. I den gyldne periode havde gr kerne udviklet et idealsamfund funderet p Middelhavets vidunderlige klima og politisk frihed. I Winckelmanns vision blev Hellas til et oph jet ideal, et ungdommeligt folk af filosoffer og kunstelskere, der simpelthen havde levendegjort dr mmen om det fuldendte h r p jord. Den klassiske gr ske kunst var sand, fordi livet havde v ret godt og frit, smukt og sk nt. 91
Winckelmanns neoklassicistiske doktrin med dens v gt p gr sk harmoni og klarhed vede en enorm indflydelse, som strakte sig langt ind i det n ste rhundrede og endnu m rkes den dag i dag. T nk blot p Thorvaldsens harmoniske og idealiserede skulpturer, for ikke at n vne den str ben efter rene former og klarhed, der gennemsyrer megen modernistisk arkitektur (se Peter Brix S ndergaards bidrag her i bogen). 92 Men den kom ikke til at st uimodsagt. Med til dr mmen om det oprindelige og ukorrumperede h rte ogs en smag for det ut jlede og upolerede. Det var jo fx det som i stadigt stigende omfang fik folk til at vende sig fra Vergil til Homer og den primitive folkepoesi. Den irsk-engelske t nker og parlamentariker Edmund Burke gav disse fornemmelser form i en lille stetisk afhandling fra 1757. Heri opstillede han en skelnen mellem det harmonisk smukke og det disharmonisk sublime. Mens det smukke var afstemt, klart og afm lt i sit udtryk, virkede det sublime gennem voldsomme kontraster, dissonanser, overraskelsen og det mystisk fremmedartede. 93 Det fik adskillige til at kr ve Winckelmanns puristiske idealer udvidet til ogs at omfatte det sublime.
I en lang debat k mpede den italienske arkitekt og kobberstikker Piranesi for st rre pluralisme og mindre purisme i formvalget. 94 De moderne skulle ikke lade sig binde af de gamle, erkl rede han. De moderne skulle fastholde deres stetiske frihed. Fordybelsen i de antikke ruiner skulle i stedet v re en anledning til udvikling af fantasien, s dan som det skete i hans egen kunst:
Lad os bortkaste dette skamfulde g. Hvis egypterne og etruskerne viser os sk nhed, ynde og elegance i deres monumenter, lad os da l ne fra deres repertoire og ikke slavagtigt kopiere fra andre. For det ville reducere arkitektur og de oph jede kunster til et ynkeligt f nomen og ville fortjene kritik snarere end ros fra publikum, der eftersp rger fornyelse En kunstner, der vil g re sig selv re og skabe sig et navn, m ikke stille sig tilfreds med loyalt at kopiere de gamle. Nej, gennem studiet af deres v rker skal han vise sig som en opfindsom, n rmest skabende nd. Ved fornuftigt at kombinere det gr ske, etruskiske og det egyptiske b r han bane sig en vej til at finde p nye ornamenter og nye stilarter. 95
Det gr ske var ikke den eneste gyldige norm. Andre udtryk kunne lige s vel bidrage til at forny kunsten. Det kom ikke mindst til udtryk i en lang r kke samlinger af stik, hvori Piranesi kastede sig ud i et st digt og fantasifuldt forsvar for v rdien af den romerske arkitekturs s regne nationale egenart ved siden af Winckelmanns gr ske m dehold. Roms voldsomme ruiner fulgte m ske nok ikke forskrifterne fra den gr ske klassik; de sigtede mindre mod sk n harmoni end mod det imponerende og v ldige, mod det rustikke, det frodige og vildtvoksende. Den romerske arkitekturs kvaliteter var ofte mere sublime end harmoniske. 96 Senere udgav han en serie eksperimenterende design for kaminer, der udover de klassiske forbilleder ogs hentede inspiration fra noget p den tid s eksotisk som gyptisk oldtidskunst. Kunstneren m tte ikke lade sig binde af n stetik. Han skulle have blik for de s rlige kvaliteter i forskellige kulturelle udtryk. 97

Fig. 11a-f. Arkitekten og kobberstikkeren Piranesi (1720-78) var som sin samtid levende interesseret i den klassiske antikke fortid. Men i mods tning til tyskeren Winckelmann var det ikke den k lige, afm lte gr ske klassik, men det sprudlende og gr nseoverskridende i den romerske arkitektur som stod i centrum af hans fascination. Fortidens eksempler m tte ikke blive en sp ndetr je for kunsten. Der skulle gro noget nyt op p ruinerne. Om nogen er det Piranesi, der har haft blik for det spirende liv i forfaldet. Hans stik af antikke ruiner, fx p Forum Romanum (11a), viser os p n gang en forgangen verden og en verden af nyt liv, der skyder op mellem de forvitrede murbrokker. Nedbrydningsprocessen skildres som foruds tningen for det v ld af planter, der forlener italienerens stik med s meget af deres kvalitet. Der er sk nhed i forfaldet. Piranesis stetik sigtede ikke alene mod det klassisk sk nne, den interesserede sig mere for det v ldige, overraskende, dramatiske og forvitringen - det Edmund Burke under t gav betegnelsen det sublimes stetik.

(11b). I stikket af Colosseum ser man, hvordan Piranesi for ger dramaet ved n rmest af aftegne den runde bygning i et aflangt dybt perspektiv og derigennem sk rpe kontrasten mellem forgrund og baggrund i billedet p bekostning af symmetri og balance.


(11c). Interessen for det upolerede fik ham ogs til at p pege de stetiske kvaliteter i grove ingeni rarbejder, s som romerske veje, fundamenter og som vist h r kloakanl g. Det peger frem mod funktionalismen i det 20. rhundrede med dens despekt for dekoration og insisteren p sammenh ng mellem form og funktion. Piranesis stetik var alt for barok til at lade sig indpasse under et s dant program. Interessen for de v ldige blokke indgik i et broget og eklektisk univers, hvor Piranesi ekperimenterede sig frem til nye fantasifulde kombinationer.

(11d). Det ser man fx i hans bud p et romersk havneanl g, hvor elementer af Colosseum blandes med et kajanl g, buer, dramatisk sl rende r g i forgrunden og et utal af dekorative detaljer i et sandt overfl dighedshorn.

(11e). En lignende fornemmelse f r man i hans bud p en rekonstruktion af Via Appia, hvor alle mulige elementer fra den romerske fortid presses sammen i et fascinerende og aldrig set v ld af dekorative detaljer, som beskueren kan og b r fortabe sig i.

(11f ). I det stetiske forsvarsskrift Osservazioni sopra la lettre de M. Mariette proklamerede han stolt, De foragter min nyt nkning, jeg deres fejhed /contemnunt meam novitatem, ego illorum ignaviam. Den indstilling kulminerede i hans forslag til designs for kaminer, hvori han ved siden af romerske og gr ske elementer ogs indarbejdede gyptiserende udkast. Piranesis fortid var et kreativt, legende og frodigt eksperimentarium. Hans fortidsvision rummede ikke n evigtgyldig norm, men tjente til at udfordre og stimulere fantasien. Den skulle s tte kunstneren fri.
I det tyske omr de blev indvendingerne mod Winckelmann fremf rt med stor energi af Heinrich Lessing. I skriftet Laokoon fra 1766 tog han Winckelmanns paradigmatiske tolkning af den ber mte skulpturgruppe n rmere i jesyn. 98 Winckelmann havde lignet Laokoons m de at b re sine lidelser p ved Filoktet i Sofokles drama. Men, indvendte Lessing, den sofokleiske Filoktet kan n ppe ses som indbegrebet af del enfold og stille storhed . Et slangebid i foden og smerten fra det v skende s r reducerer manden til et vildt, ubehersket jamrende dyr, s hans krigsf ller forlader ham. Det var simpelthen uudholdeligt at v re i hans n rhed. Gr keren var andet end stoisk ro og selvbeherskelse: Nicht so der Grieche! Er f hlte und furchte sich; er usserte seine Schmerzen und seinen Kummer; er sch mte sich keiner der menschlichen Schwachheiten. Keine musste ihn aber auf dem Wege nach Ehre und Erf llung seiner Phlicht zur ckhalten. 99 Lessings gr ker var fuld af store kontraster. Identifikationen af det sublimes plads indenfor det gr ske fik et internationalt dansk efterspil i Abildgaards ungdomsv rk Filoktets Skrig fra 1770 erne (Fig. 12). Her males Filoktet i demonstrativ opposition til den Winckelmannske klassicisme. Den gr ske sagnhelt vender det hvide ud af jnene, mens han udst der sit smertensbr l. Den besv rede positur gemmer p en reference til en i datiden fremsat teori af Winckelmann-epigonen Steffano Raffeis om, at de antikke signalerede stor smerte ved at afbilde deres motiv holdende om kn et. Men hos Abildgaard bliver det ikke et udtryk for stoisk, oph jet ro. Her er det mere michelangelosk terribilit , der spr nger beskueren i jnene fra den forvredent, udsp ndte krop (Fig. 12). 100

Fig. 12. Den s rede Filoktet, der br ler af smerte, malet af Nicolai Abildgaard i 1775 i Rom som et forsvar for det sublimes stetik mod Winckelmanns harmoniske klassik.
Fascinationen af det sublime og dyrkelsen af gr sk harmonisk m dehold udsprang alts begge af oplysningstidens bestr belser p at forny kulturen og n frem til en mere oprindelig udtryksform, der i sidste ende kunne s tte mennesket fri. Nationalromantik og nyklassicisme havde et f lles idem ssigt udgangpunkt. De fl d, om man s m sige, fra den samme kilde og rummede begge et bud p moderniteten. Intetsteds ser man det klarere end hos Goethe, der i sine v rker b de blandede og skiftede mellem de forskellige udtryksformer i sine reformbestr belser. I den f rste fase af hans digterkarriere m der vi en romantisk Sturm und Drang . I romanen om Den Unge Werther bliver selvmordet udvejen p en ulykkelig k rlighed. F r forinden havde han udgivet et essay, hvor Strasbourgs gotiske katedral blev hyldet og gjort til indbegrebet af alt tysk. Ikke mange r efter denne fase finder vi ham nu som fornyer og udvikler af klassicismen med en stribe af v rker s som versdramaet Iphigenie og de Romerske Elegier . I den senere redigerede og udgivne beretning fra hans Italiensrejse i 1787-88 er det et i meget solbeskinnet lykkeland, vi m der. Her forener Sydens livskraft og sorgl shed sig med kunstbegejstringen. Pompeiis ruiner vidner for Goethe om e ine Kunst- und Bilderlust eines ganzen Volkes, von der jetzo der eifrigste Liebhaber weder Begriff, noch Gef hl, noch Bed rfnis hat - en kunstlyst som han ovenik bet genfinder hos beboerne i omkringliggende sm maleriske klynger af huse. 101 Det klassiske kom s ledes til at indtage en position som en slags absolut i et univers, hvor der ogs skulle findes plads til det romantiske og hjemmegroede: Vist finder man hos gr kerne s vel som hos den ene og den anden af romerne en meget smagfuld skelnen mellem og lutring af de forskellige digtformer, men os nordboer kan man ikke henvise udelukkende til disse m nstre. Hvis ikke udannede rhundreders romantiske vending havde bragt det uhyre i ber ring med det banale, hvorfra skulle vi da have f et en Hamlet, en Lear Da vi velsagtens aldrig vil n de antikke fortrin er det vor pligt modigt at holde os p h jde med disse barbariske landvindinger 102 Antikken kom i det der for en stund kan betegnes som den dominerende diskurs til at indtage en position som den relativistiske og nationalistiske romantiks absolut (se ogs Claus M ller J rgensens diskussion). Den fungerede som den l st, hvorp man m lte og formede de spirende nationalkulturer. Som gr kerne havde deres Homer, s drog man ud i felten for at finde sine egne pendanter i den s kaldte folkekultur.
Fremskridtet, oplysningen og nationsdannelsen
Den klassicisme, der spillede s dan en stor rolle i uddannelsessystemet og eliteuddannelsen i det 18. og 19. rhundrede, kan alts ikke betragtes som et simpelt levn fra en gammel latinsk-gr sk h jkultur under udfasning. Den var tv rtimod selv i vidt omfang et udtryk for de nye str mninger i samfundet og havde v ret med til at forme dem. Men trods sin priviligerede stilling skulle dens position vise sig skr belig og med tiden blive undermineret. For at forst den proces er det n dvendigt at unders ge samspillet mellem nationalisme og fremskridtstanken og deres samfundsm ssige foruds tninger. Hvis man nemlig, som Goethe m tte konstatere, alligevel ikke kunne n det antikke ideal, hvorfor s fors ge? Goethes samarbejdspartner p det klassicistiske projekt, Friedrich Schiller (1759-1805) havde i skriftet ber naive und sentimentale Dichtung (1795-96) sat fokus p netop det problem. Antikkens digtning betegnede han som naiv i den forstand, at man umiddelbart havde realiseret det klassiske ideal. Den gr ske kunst var udsprunget direkte af den antikke livsf relse. Den havde ikke hentet sine forbilleder et andet sted, og der havde s ledes ikke v ret nogen dybtf lt afstand mellem liv og ideal. Det var der imidlertid nu. Det moderne menneske kunne ikke g re sig h b om at genvinde det antikke umiddelbart. Det kunne kun ske gennem en viljesakt, hvor man bevidst vendte sig fra sin samtid og i stedet str bte efter at imitere den klassiske antik. Tilegnelsen af den antikke idealitet ville altid foreg sentimentalt; den ville altid v re p taget. For Schiller blev det den moderne digters rolle at holde det i sidste ende uopn elige ideal op for sin samtid. En anden l sning, som p peget af Schillers samtidige og modstander Friedrich Schlegel (1772-1829), var at sp rge om de antikke normer i det hele taget kunne v re gyldige for moderne liv og kunst. Hvis der var en kl ft mellem antikken og moderniteten, gjaldt det s ikke snarere om at skabe en ny kunst, der kunne overskride denne splittelse? 103
Schlegel var langt fra alene om at tvivle p almengyldigheden af neoklassicismens program. I et lille mindeskrift over Winckelmann havde Herder kritiseret den store antikvar for at d mme andre former for kunst, fx den old gyptiske, efter den gr ske m lestok. 104 Men det ledte kun til misforst else. Anden kunst skulle ikke vurderes p den gr skes skala. Det ville nemlig f den til at fremst som et fejlslagent fors g p at realisere det hellenske. Men det havde n ppe nogensinde v ret form let. Den old gyptiske kunst havde udviklet sine egne m l og midler. Det var udfra dem, at den skulle vurderes. Forst elsen af andre kulturer m tte tage udgangspunkt i deres egne foruds tninger og grundl ggende principper, ikke i n universel standard. Disse tanker var foregrebet af Diderot i hans anmeldelser af de parisiske kunstsaloner i 1765 og 67. 105 Her priste han Winckelmanns fors g p at analysere den gr ske kunst som et resultat af s rlige klimatiske, samfundsm ssige og historiske omst ndigheder. Men, fortsatte han, hvis den gr ske kunst var et produkt af en specifik historisk kontekst, gav det ikke mening at p dutte den moderne kunst et slavisk imitationskrav. Det var at g den modsatte vej af gr kerne, der jo netop ikke havde haft antikker de skulle efterligne for at producere deres mesterv rker. Kunsten m tte s ttes fri til at finde sit eget originale udtryk, der var i overensstemmelse med den tid den blev til i - et udtryk der var tidens eget p en m de, de antikke forbilleder aldrig kunne blive: une ligne vraie qui aurait t bien plus n tre, qu elle ne l est et ne peut l tre . 106 Det er fristende, at se Piranesis opfindsomme og fantasifulde fortolkning af antikken i sine kobberstik som den praktisk realiserede pendant til Diderots krav om nutidskunstens autonomi. Han afviste jo netop ogs at lade sig binde af de gamles eksempel (Se fig. 11).
Sp rgsm let om antikkens fortsatte m nstergyldighed for den moderne verden var et af oplysningstidens varme debatemner. Den neoklassicistiske bev gelse var, som vi har set, selv et resultat af periodens fornyelsesbestr belser. Winckelmann fremh vede den gr ske kulturs politiske frihed og de to f rste moderne revolutioner, den amerikanske og den franske, benyttede sig af en antikiserende symbolik. Neoklassicismens dyrkelse af antikken var alts ikke blot bagudrettet traditionsbevarelse, den var reformistisk og fremadrettet. Men fornyelsesbestr belsen rummer ogs muligheden for, at det m ske er noget helt nyt og uset, man er ved at skabe. Den tanke holdt for alvor sit indtog p den europ iske scene i slutningen af 1600-tallet med den s kaldte Querelle des Anciens et des Modernes i Ludvig XIV s Frankrig og dens engelske afl gger kendt under betegnelsen The Battle of the Books . 107 Efter en r kke sporadiske forpostf gtninger i l bet af det 17. rhundrede, blussede striden op i fuld lue i 1687 efter Charles Perraults opl sning til Det Franske Akademi af sit hyldestdigt til Solkongen Ludvig XIV. Heri h vdede han, at samtidens moderne franske digtere nu overgik oldtidens forbilleder og dermed afspejlede monarkens f rende rolle i Europa. Perraults digt vakte jeblikkelig og ophidset strid mellem akademiets konkurrerende fl je. Resultatet blev en langvarig og omfattende debat om datidens franske og europ iske kulturs relative stade i forhold til den klassiske oldtid.
Diskussionen forplantede sig ogs til England, hvor den blev ud deliggjort i Jonathan Swifts episke parodi The Battle of the Books (1704). Heri kastede den satiriske digter, der paradoksalt nok i sine egne frembringelser viste sig som en moderne , alt sit humoristiske vid ind i slaget p de gamles side. De moderne skildres som en talrig skare af opbl ste og selvforbl ndede narre, der i kamp med antikkens store hurtigt kommer til kort. I et af digtets mere vellykkede passager latterligg res en af hovedeksponenterne for de moderne i England, den geniale, men kradsb rstige filolog Richard Bentley. Han lignes ved en edderkop i sit selvgjorte spind (four inches round), mens de gamle sammenlignes med honningbien, der flyver fra blomst til blomst for at hente materiale til sit produkt:
So that in short, the Question comes all to this; Whether is the nobler Being of the two, that which by lazy Contemplation of four Inches round; by an over-weening Pride, which feeding and engendering on it self, turns all into Excrement and Venom; producing nothing at last, but Fly-bane and a Cobweb: Or That, which, by an universal Range, with long Search, much Study, true Judgment, and Distinction of Things, brings home Honey and Wax. 108
Mens latteren nok var mest p de gamles side, s endte slaget dog snarere uafgjort. De modernes udfordring var ikke s dan at ryste af.
Traditionelt orienterede klassiske humanister har ofte haft sv rt ved at h ndtere denne debat. Indtil for nylig tenderede man til at anl gge et alt for udistanceret og involveret syn p striden. I stedet for analyse gled behandlingen ofte over til et sp rgsm l, om de moderne havde haft ret eller ej. Derfra er der ikke langt til diskussioner om graden af de modernes overdrevne fremskridtstro, nationalchauvinisme eller mangelfulde gr sk- og latinkundskaber. Pfeiffer forkastede fx hele striden med den mavesure bem rkning: Official France, boasting of her own magnitude, had no great estimation of the classics . 109 Men der er ikke meget vundet i fx at p pege, at fremskridt indenfor kunst og litteratur ikke p samme m de forl ber akkumulativt som indenfor naturvidenskaben, og at de moderne derfor tog fejl. Og det forklarer slet ikke, hvorfor debatten i det hele taget opstod. Fremskridtstanken eller national selvh vdelse er i sig selv utilstr kkelige forklaringer. Alene og uden at forankres i institutionelle udviklinger kommer de til at fremst som en uforklaret st rrelse - deus ex machina .
Fremskridtstanken og nationalismen var nemlig ikke blot tom ideologi. I udgangspunktet var de n rt forbundne og udsprang af en bevidst ambition om en stadig udvikling, opbygning og mobilisering af samfundets og statens ressourcer. 110 Voltaire (1694-1778), oplysningens bannerf rer par excellence , gjorde ligefrem denne forbindelse til et hovedomdrejningspunkt for sit historiske forfatterskab. 111 Dette indledte han med den ber mte skildring af den svenske kong Karl XII og hans katastrofale politiske kurs. Nok var han en heltekonge. Men han repr senterede en gammeldags, form lsl s heroisme, der ledte hans land ud i rkesl se krige og katastrofale nederlag. Overfor Karl fremh ver Voltaire i stedet svenskekongens overmand fra Poltava, den russiske zar Peter den Store (1672-1725). Som Karl var Peter ekspansionslysten. Men hos den russiske zar finder historiefilosoffen Voltaire denne lyst indg i en mere omfattende udviklingsplan for at g re den russiske stat til en stormagt. Denne indbefattede ogs gennemgribende reform af samfundsinstitutionerne og import af den f rende ekspertise p snart sagt alle omr der for at optimere statens og samfundets ydeevne. Det centrale begreb er her perfektionering ( perfectionement ). Zar Peter havde i mods tning til kong Karl indset, at det russiske samfund m tte g re fremskridt, udvikles og bryde med tyngende traditioner for at opn tilstr kkelig styrke til at spille en rolle i magtkampen mellem Europas indbyrdes rivaliserende stater.
Mesteren over alle i dette spil om magten var i Voltaires jne Frankrigs kong Louis XIV. Den store philosophe overtog dermed Perraults position og gjorde den til sin. H jdepunktet i verdenshistorien bliver i en voltairesk optik den epoke i europ isk historie, som pr gedes af Solkongen. Den bliver slet og ret Le Si cle de Louis XIV og c est peut tre celui qui approche le plus de la perfection . 112 Betegnelsen retf rdigg res ved, at Louis den 14. havde gjort sit rige til det f rende i Europa. Han havde ikke blot som Peter den Store importeret viden udefra. Men ved at fremme alle omr der lige fra milit r, administration, handel, kunst, filosofi og videnskab placeret Frankrig i spidsen af den europ iske udvikling: Le czar Pierre s est instruit chez les autres peuples mais Louis XIV a instruit les nations. Frankrig var p en lang r kke omr der blevet en model, som havde udviklet kunst, kultur og institutioner i en form de vrige stater s gte at kopiere kulminerende med, at fransk var blevet presque la langue u

  • Accueil Accueil
  • Univers Univers
  • Ebooks Ebooks
  • Livres audio Livres audio
  • Presse Presse
  • BD BD
  • Documents Documents