Mennesker og guder ved Sortehavets kyster
76 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Mennesker og guder ved Sortehavets kyster , livre ebook

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus
76 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

Description

Sortehavet var i antikken modested for flere forskellige kulturer. I steppelandet nord for Sortehavet boede skythiske nomade-stammer, langs hele kyststrAekningen anlagde grAekerne kolonier, og i sydost gjorde Persien sin indflydelse gAeldende. I dette klude-tAeppe af kulturpavirkninger tog vante religiose forestillinger nye former, nar de skulle tilpasses lokale forhold. Fem antikforskere behandler i denne bog forskellige aspekter af det religiose liv, som udspillede sig ved Sortehavets kyster.

Sujets

Informations

Publié par
Date de parution 01 janvier 2004
Nombre de lectures 0
EAN13 9788771246414
Langue Danish

Informations légales : prix de location à la page 0,0050€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.

Exrait

SORTEHAVS STUDIER 2
Pia Guldager Bilde og Jakob Munk H jte
Mennesker og guder ved Sortehavets kyster
DANMARKS GRUNDFORSKNINGSFONDS CENTER FOR SORTEHAVSSTUDIER
AARHUS UNIVERSITETSFORLAG 2006
Forord
Danmarks Grundforskningsfonds Center for Sortehavsstudier blev oprettet i begyndelsen af 2002 som et tv rfagligt forskningssamarbejde mellem ark ologer, filologer og historikere med henblik p udforskningen af den gr sk-romerske kultur omkring Sortehavet og dennes m de med de forskellige lokale kulturer. Den 29. november 2003 var Centret v rt for seminaret Mennesker og guder ved Sortehavets kyster , der var det andet i en r kke formidlende, dansksprogede seminarer. Med denne bog offentligg res seminarets fem bidrag (Vladimir Stolbas i dansk overs ttelse).
Man skal bare bne for dagens nyhedsstr m for at f bekr ftet, at religion er potentielt konfliktstof, n r flere kulturer og etniske grupperinger kommer i kontakt med hinanden. Og da Sortehavsomr det er et klassisk kulturm deomr de, p en gang randomr de for Perserriget, den eurasiske steppes nomadestammer og den gr sk-romerske verden, faldt valget af tema til centrets andet rsm de p det centrale sp rgsm l: hvordan s situationen ud ved Sortehavets kyster i gr sk-romersk tid? Var de forskellige etniske gruppers religi se praksis isoleret fra hinanden? Dominerede kolonisterne de lokale og p tvang dem deres religion? Eller indoptog de nyankomne de lokales guder, s der og skikke? Eller blev der skabt helt nye blandingsf nomener af kreoliserende eller synkretistisk art?
Det f rste bind af Sortehavsstudier var prim rt baseret p de skriftlige kilder. Konklusionen p dette bind var bl.a., at anvendelse af denne kildegruppe skal suppleres med ark ologisk kildemateriale. Det andet bind tager i h jere grad udgangspunkt i disse lokale, materielle kilder. Men det er dog ikke til at komme helt uden om de antikke forfattere. Flere af bogens artikler tager derfor fat i de klassiske fort llinger om den lokale tauriske gudinde Parthenos, der modtog menneskeofre (Herodot 4.103; Euripides, Ifigeneia i Tauris ), og om de lokale fyrster, der blev dr bt af deres egne som straf for deres indvielse i gr ske kulter (Herodot 4.76 [Anacharsis] og 4.78-80 [Skyles]). Men det billede, der tegnes i disse skriftlige kilder, viser sig ogs h r tendenti st, idet de er mere optaget af at vise, hvor forskellige gr kerne, civilisationens bannerf rere, er fra barbarerne end af at skildre virkeligheden, som den var. Det er derfor n dvendigt at analysere teksterne i deres geografiske, tidsm ssige (og etniske) kontekst og samtidigt supplere med materielle kilder, der bidrager med et v sentligt korrektiv til forst elsen af religion og kult i m det mellem de forskellige kulturer.
F lles for de fem artikler er, at de konkluderer, at virkeligheden var meget mere mangfoldig, end de antikke forfattere lod ane. In casu kult og religion skyldes det ikke, at gr kerne m dte op med et bevidst nske om fredelig, kumenisk sameksistens. Det var snarere et konkret resultat af skiftende lokale magtforhold og i sidste ende en effekt af rhundreders samliv, der under visse omst ndigheder kunne f re b de til udvikling af kreole kulturer og egentlig synkretisme.
I de fire f rste artikler arbejdes med de nordlige kyster, hvor gr kerne skulle agere i en verden befolket af skythiske nomadestammer og fastboende taurer.
George Hinge dr fter, hvorfor gr ske sj lerejser i bred forstand is r blev henf rt til Sortehavsregionen. Skyldtes det indflydelse fra skythisk shamanisme, som nogle forskere har h vdet? Eller var det et gr sk f nomen? Som allerede Herodot knytter Hinge forestillingerne om sj lerejser og sj lens overlevelse efter d den sammen med pythagor isme, orficisme og Dionysos-kulten. Han henviser til, at disse sekter is r florerede i Sortehavsregionen mod nord st og i Magna Gr cia mod vest. Ja, de ldste ark ologiske bel g for sammenknytningen af orficisme og dyrkelsen af Dionysos som Bakchos med en dualistisk sj lel re finder vi i det senarkaiske Olbia ved Sortehavets nordkyst. Hans forklaring p dette f nomen er, at begge omr der var randomr der af den gr ske kultur, for, som han skriver, s stimulerede det utvivlsomt forestillingerne om liv og d d at v re blandt fremmedartede folkeslag. Han er dog ben for at se inspiration fra skytherne, selv om selve drivkraften til udviklingen af disse forestillinger l i den gr ske kultur selv.
Pia Guldager Bilde p peger den manglende overensstemmelse mellem mange sortehavsforskeres opfattelse af byernes urbane landskab og s de faktiske fund, hvad ang r tilstedev relsen af store, prangende templer. En gennemgang af de v sentligste tr k i udviklingen af den gr ske tempelarkitektur i den nordlige del af Sortehavsregionen, hvor templer er bedst dokumenteret, viser, at templerne generelt var f og sm , opf rt af forg ngelige materialer og konservative, ja provinsielle i b de udformning og arkitektonisk stil. Det er s ledes et meget andet billede der tegner sig, end det vi kender fra for eksempel Magna Gr cia. rsagen hertil dr ftes indg ende, og hun fremh ver en mangfoldighed af forklaringer. Inspiration fra det lokale milj medinddrages som et element i diskussionen. I flere byer ses kultbygninger erstattet af askeh je. De afspejler en forandret rituel praksis og de viser, at sortehavsgr kerne ikke blot var bne over for andre ritualer men ogs for anderledes m der at markere deres helligdomme p i bybilledet.
Vladimir Stolba bidrager med en n rmere unders gelse af de to vigtigste guder i byen Chersones pantheon . Chersones var den eneste doriske koloni i den nordlige del af Sortehavet, grundlagt i slutningen af det 5. rhundrede f.Kr. fra Herakleia Pontike p Sortehavets sydkyst. Byens vigtigste gudinde, Parthenos, var efter al sandsynlighed overtaget fra de lokale, tauriske stammer, der beboede omr det, da de gr ske kolonister ankom. I l bet af byens f rste hundrede r helleniseredes gudinden gradvist og antog efterh nden skikkelse som den gr ske gudinde Artemis - dog uden de to smeltede fuldst ndigt sammen. Parthenos var gudinde for byen, mens den gr ske helt, Herakles, blev den prim re beskytter af byens landbrugsland, chora . Herakles blev muligvis f rt med fra moderbyen, Herakleia, som han gav navn, og for hvilken han var skytsgud. Herakles havde dog ogs en fortid i Skythien, da han allerede hos Herodot optr der som stamfar til skytherne efter hans form ling i en hule med en kvinde, hvis ben udgjordes af slanger, et sikkert tegn p hendes autoktone oprindelse. Denne gr ske myte om skythernes oprindelse, som dr ftes indg ende allerede i George Hinges bidrag, kunne opfattes som en sammensmeltning af gr sk og skythisk. Det er i den forbindelse interessant, at den skythiske elite siden hen optog denne myte, idet nogle af deres konger stolt henviste til deres nedstamning fra Herakles.
Lise Hannestad stiller skarpt p de mere ydmyge manifestationer af de gr ske kolonisters omgang med gudebilleder i form af masseproducerede terrakottafigurer og - protomer . De findes i stort antal i mange forskellige kontekster, i b de huse, helligdomme og grave gennem hele antikken. De giver et godt indtryk af de forskellige gudernes vekslende popularitet. Mange figurer har pendenter i Middelhavsomr det, men der findes ogs eksempler p s rlige typer, som eksempelvis den vingede unge mand med h j hovedbekl dning, polos , som udelukkende er fundet i Sortehavsomr det. M ske har vi h r en fremstilling af en guddom, hvis ikonografi blev skabt ved Sortehavet?
Med den sidste artikel vendes blikket mod Sortehavets sydlige kyst. Jakob Munk H jte dr fter h r de tre tempelstater, Komana Pontike, Zela og Ameria, beliggende i landskabet Pontos i Sortehavets syd stlige hj rne. Pontos var i hellenistisk tid centrum for et etnisk meget sammensat konged mme, hvis magt med tiden kom til at str kke sig over det meste af Sortehavsregionen. Den etniske diversitet kommer ogs til udtryk i det religi se liv. Langs kysten i byerne oprindeligt anlagt af gr ske kolonister dyrkede man hovedsagelig de gr ske guder dog med enkelte ikke-gr ske tilf jelser, men inde i landet fortsatte gamle anatolske og persiske kulter igennem hellenistisk og romersk tid. Bedst kendt er kulterne for Ma, Anahita og M n, der var organiseret i selvst ndige samfund best ende af pr ster og tempelslaver, som dyrkede hellige jorde ejet af templet. Det er imidlertid ofte vanskeligt at tr nge til bunds i oprindelsen og betydningen af tempelstaterne og guderne, der blev tilbedt i dem, da de skriftlige overleveringer er skrevet af gr kere for et gr sktalende publikum p et tidspunkt, hvor kulterne allerede havde v ret under gr sk p virkning i l ngere tid. Man m derfor v re opm rksom p , hvad der er de gr ske forfatteres fortolkninger af fremmede religi se forestillinger, og hvad der er udtryk for faktisk hellenisering eller synkretisme mellem gr ske, anatolske og persiske kulter.
Alle fem artikler vender prim rt kikkerten mod den kreative sammenblanding af de forskellige kulturer. Det er symptomatisk for forskningen i de seneste r, at der er en st rre villighed til at se andre kulturers bidrag til den gr ske kultur. Dette er i globaliseringens tidsalder en indlysende reaktion p et indgroet hellenocentrisk perspektiv, der gennem rhundreder har domineret udforskningen af de mediterrane oldtidskulturer. Det betyder dog ikke, at man skal underbetone, at den gr ske kult og religion ved Sortehavet havde sine r dder i den mediterrane kultur. I sidste ende m m let v re hverken at studere religion og kult (eller andre kulturelle manifestationer for den sags skyld) udelukkende indefra (fra en gr sk synsvinkel) eller udelukkende udefra (fra de andres synsvinkel), men ovenfra . t er dog sikkert, at der skal megen forskning til endnu, f r vi fuldst ndigt f r kortlagt kompleksiteten i den gensidige p virkning blandt de mangfoldige kulturer ved Sortehavet.
Pia Guldager Bilde og Jakob Munk H jte
Sj levandring Skythien tur-retur
George Hinge
1. Skythisk shamanisme
Forestillingen om, at sj len er adskilt fra kroppen og derfor kan forlade den midlertidigt eller endog overleve dens d d, var udbredt i forskellige religi se sekter i oldtidens Gr kenland. Retninger som pythagor ismen og orfismen bliver s ledes hver p deres m de sat i forbindelse med en s dan tro, som efter en lang r kke fremtr dende forskeres mening kunne v re opst et under indflydelse fra shamanistiske kulturer i Thrakien og Skythien. Den shamanistiske fortolkning har fundet sine fortalere i prominente forskere som Karl Meuli (1935), Eric R. Dodds (1951), Walter Burkert (1972) and Martin L. West (1983); den har dog ogs m dt kritik, s ledes Jan N. Bremmer (1983; 2002) og Leonid Zhmud (1997). Argumenterne for og imod har naturligt v ret delt i to: 1) Er der bel g for shamanisme i Thrakien og Skythien? Og 2) Er der bel g for at aflede de gr ske eksempler fra et shamanistisk forbillede eller overhovedet fra dette verdenshj rne? Herodots Historie rummer vigtige n glesteder til begge sp rgsm l. Meulis teori om de skythiske shamaner tager udgangspunkt i en sammenkobling af to forskellige oplysninger i fjerde bog af dette v rk:
A) Skytherne havde en slags sp m nd, enareere , der var kendetegnet ved deres kvindagtighed (1.105.4, 4.67.2).
B) Ved de skythiske begravelser fandt en renselsesceremoni sted, der bestod i, at man br ndte hampfr af inde i et telt (4.73-75).
Meuli konkluderede p dette grundlag, at skytherne havde shamaner, der tillagde sig en kvinderolle og indtog hallucinerende stoffer, s de kunne forlade deres kroppe og gelejde de d des sj le sikkert ned i d dsriget. Han henviste til centralasiatiske og amerikanske paralleller. Det er da heller ikke ualmindeligt, at mandlige shamaner opfatter sig og bliver opfattet som kvinder. Forestillingen om, at en nedbrydning eller overskridelse af de kulturbestemte k nsskranker ogs f rer til en eller anden form for clairvoyance, er almindelig i snart sagt alle kulturer, fra den gr ske mytologis Teiresias til den vestlige kulturs effeminerede modeguruer.
Problemet er blot, at enareerne hos Herodot ikke ellers bliver beskrevet som shamaner. De er sp m nd, der sp r i birkebark, men vi h rer ikke noget om sj lerejser. Og selv om det er sandt, at shamaner i nogle kulturer kl der sig og lever som det modsatte k n, beh ver ikke enhver sp m nd i kvindet j ogs v re en shaman. Desuden, og det er ret v sentligt, er der heller intet grundlag i teksten for at knytte enareerne sammen med begravelsesceremonierne og hashteltene. Herodot siger udtrykkeligt, at der er tale om renselsesbade, og ser heri en kontrast til gr kerne, der jo vasker sig i vand. I en gravh j i Pazyryk i Centralasien har man faktisk udgravet to s danne telte, hvor der i bunden var bronzefade med forkullede hampfr , s Herodots beskrivelse er endnu engang blevet underbygget af ark ologien (Rudenko 1970; Wolf Andraschko 1991). Men der er intet bel g hverken i ark ologien eller i Herodots tekst for, at det var shamaner, der brugte disse telte. Der er selvf lgelig heller ikke noget, der udelukker en shamanistisk fortolkning. Som vi skal se, kunne Herodot have sine egne grunde til at fortolke de skythiske ritualer ikke- ndeligt og behavioristisk. Selv om hampkerner vist ikke har den store hallucinerende effekt, er det under alle omst ndigheder klart, at skytherne ikke sad i t t og kvalmende hampr g inde i et telt for at blive rene. N r det sker i forbindelse med en begravelse, er det n rliggende at indl se hinsidesforestillinger i ritualet.
2. Gr sk shamanisme
I den gr ske verden har vi adskillige eksempler p sj lerejser (i bred forstand) i arkaisk tid. Men sp rgsm let er, om vi kan kalder de implicerede personer for shamaner og skrive aktiviteten tilbage til et skythisk forbillede. Flere af disse personer optr der interessant nok ligeledes i Herodots fjerde bog, s ledes Aristeas, Abaris og Zalmoxis.
Aristeas kom fra Prokonnesos ved indsejlingen til Sortehavet. If lge Herodot (4.13) skrev han et epos, Arimaspeia , hvor han h vdede at have rejst til issedonerne i Centralasien. Denne rejse skal v re sket, idet han var besat af Apollon. Den mest oplagte tolkning er, at det ikke var hans legeme, men hans sj l, der tog p den lange rejse (Dowden 1980; derimod Bolton 1962; Alemany i Vilamaj 1999). Denne fortolkning underst ttes af de historier, Herodot ellers kan fort lle om Aristeas (4.14-15): En dag faldt han d d om i et valkev rksted, og valkeren styrtede derfor ud for at fort lle det til de p r rende, og snart vidste hele byen det. Men s kom der en og fortalte, at han skam da lige havde set Aristeas i live p vejen til den n rliggende by Kyzikos. Man gik tilbage til valkeriet, og Aristeas var v k, og han dukkede f rst op igen seks r efter - hvorp han alts digtede sit sj levandringsepos. Herodot fort ller endvidere, at Aristeas forsvandt igen og dukkede op 240 r senere i den syditalienske by Metaponton. Han sagde, at han havde vandret med Apollon i skikkelse af en ravn.
Abaris var hyperbor er, dvs. han kom fra det mytiske land nord for nordenvinden. Herodot har umiddelbart f r redegjort for, hvorfor det ikke er t nkeligt, at der findes s danne hyperbor ere, og han slutter af med at sige (4.36): Jeg vil ikke fort lle historien om Abaris og fort lle hvordan han bar rundt p sin pil i hele verden uden at tage f de til sig . Det er et typisk eksempel p den retoriske figur, der hedder pr teritio , at man siger, man ikke vil omtale noget, og dermed netop henleder opm rksomheden p det. Senere, vil mere fyldige kilder vide, fl j Abaris til Gr kenland p en pil, han havde f et af selveste Apollon; han m der Pythagoras i Syditalien og genkender ham som en inkarnation af den hyperbor iske Apollon og for rer ham s pilen (Herakleides Pontikos, fragm. 51c Wehrli; Iamblichos, VP , 19.90-91; Porfyrios, VP 28). Herodot kender utvivlsomt denne version og forventer, at hans l sere ogs kender den (jf. Meuli 1935, 159 160; Dodds 1951, 161 n. 33; Burkert 1972b, 150; derimod Bolton 1962, 158; Bremmer 2002, 33).
Senere i fjerde bog (4.94-96) beretter Herodot om Zalmoxis, der regnedes for en gud hos de thrakiske getere, der levede umiddelbart sydvest for skytherne i det nuv rende Rum nien. Hans religion indeholdt en forestilling om, at d den i virkeligheden var indgangen til et bedre liv end jordelivet. Det er en opfattelse, der ville v kke pythagor isk-orfiske associationer hos de fleste gr kere. Herodot fort ller da ogs , at de gr kere, der boede ved Sortehavet, berettede, at Zalmoxis oprindelig var en slave af Pythagoras, men blev frigivet og vendte tilbage til Thrakien. Han l rte sine landsm nd, at de ikke skulle d , men komme til et andet sted og leve lykkeligt d r, og for at overbevise dem byggede han et underjordisk kammer, hvor han gemte sig i tre r, s de troede han var d d. Man fortalte i vrigt en lignende historie om Pythagoras (Hermippos, fragm. 20 Wehrli), og meget taler for, at der ikke er tale om et svindelnummer, men en rituel underverdensrejse, en slags indvielse i mysterierne for den ktoniske modergudinde (jf. Burkert 1972b, 155-159; derimod Zhmud 1997, 115).
Disse sj lerejsende personer er alle knyttet til Sortehavsomr det. Aristeas drager til et folk, der bor st for skytherne, Abaris stammer fra et land, der angiveligt ligger nord for skytherne, og Zalmoxis kommer fra egnene ved Donaus munding. Ogs andre personer, der i den gr ske litteratur er forbundet med shamanistiske aktiviteter eller forestillinger, er p den eller anden m de knyttet til det nordlige verdenshj rne: Korlyrikeren Stesichoros mistede synet, fordi han skrev et kritisk digt, der beskyldte Helene for at have v ret skyld i den trojanske krig. En vis Leonymos fra Kroton var senere i et andet rinde oppe p den lille sortehavs Leuke og m der der blandt andre Helenes genf rd, der giver ham en besked med tilbage til Stesichoros om at skrive en palinodi , et tilbagekaldelsesdigt (Konon, FGrHist 26 F 1, XVIII; Pausanias 3.19.11-13). I dette digt argumenterer Stesichoros for, at det kun var Helenes billede, der var i Troja, hvorimod hendes krop befandt sig i Egypten (Herodot 2.112-120; Platon, Phaidros 243a, Staten 586c). Da den lydiske konge Kroisos var blevet besejret af perserkongen Kyros, blev han sat op p et b l, men blev if lge Herodot (1.86-87) reddet i sidste jeblik af Apollon, der sendte en regnbyge, og han tilbragte resten af sit liv som Kyros r dgiver. Den korlyriske digter Bakchylides har derimod en anden version, nemlig at Kroisos blev reddet og flyttet op til hyperbor erne; denne version findes i et epinikion fra 468 f.Kr. (3.57-60), dvs. f r Herodot skrev sin Historie . Endnu mere velkendt er historien om Agamemnons datter Ifigeneia, der skal ofres i Aulis for at give den gr ske h r god b r, men som i sidste jeblik reddes af Artemis og flyttes til taurernes land, dvs. Krim; s ledes blev det fortalt i det tabte epos Kypria og i Euripides tragedier Ifigeneia i Aulis og Ifigeneia i Tauris .
Bilokation, dvs. at man befinder sig to steder p samme tid, er et typisk tr k for shamanismen. Historierne om Kroisos og Ifigeneia, der i en yderst kritisk situation bliver beamet v k til et fjerntliggende land, er en s rlig variant af bilokationen. Man har derfor ment, at de gr ske sj lerejseforestillinger skyldtes p virkning fra thrakerne og skytherne og st ttet sig til de noget usikre bel g p shamanisme i Herodots beskrivelse af den skythiske kultur. Det kan dog ikke udelukkes, at fork rligheden for dette verdenshj rne i stedet afspejler et grundl ggende geografisk skema i den gr ske verdensopfattelse, der er uafh ngigt af de etnografiske realiteter. Som vi skal se, bliver vest og nord i gr sk mytologi forbundet med d dsriget p den ene eller den anden m de.
Ken Dowden (1979) foresl r en anden inspirationskilde eller rettere to kilder til den gr ske sj lerejsetradition: Den ekstatiske sp domskunst, der er forbundet med Apollon, skal stamme fra f nikerne. Men forestillingen om, at sj len forlader kroppen og flyver omkring, s tter han sammen med lignende forestillinger i Indien. I det indiske kolossalepos Mah bh rata h rer vi om m nd, der flyver op til himlen, om en slags hyperbor ere, uttukuru er, og om en mytisk i det yderste nord Svetad pa svarende til gr kernes Leuke (begge betyder Den lysende ). Mircea Eliade, der har skrevet en indflydelsesrig bog om shamanismen, mener netop, at den er opst et i Centralasien under p virkning fra buddhismen; ordet shaman kommer fra det indiske r mana , en ekstatisk sp mand (Eliade 1951; jf. ogs Hermanns 1970). Dowden mener s ledes, at Aristeas fandt inspiration i en tidlig f rbuddhistisk demoversion af shamanismen.
Skythere og indere tilh rer den samme gren inden for den indoeurop iske familie, og i det 7. rhundrede f.Kr. var den sproglige og kulturelle forskel mellem disse to grupper endnu ikke uoverstigelig. Skythernes og indernes religi se forestillinger har ligeledes ikke v ret alt for forskellige. S inden vi lader Aristeas drage hele vejen til Indien for at g i l re hos en tidligere inkarnation af Buddha, var det m ske mere n rliggende at lade ham s ge inspiration hos skytherne. Omkring r 700 f.Kr. var der et kulturelt kontinuum, der strakte hele vejen fra Baktrien nord for Indien til det nordlige Lilleasien. Kimmererne, der efter alt at d mme blot var en variant af skytherne, drev omkring ikke s forf rdelig langt fra Aristeas f deby p Aristeas egen tid. Det er alts trods alt ikke ut nkeligt, at det var skytherne, der formidlede forestillinger om, at sj len kunne forlade kroppen, til gr kerne, om det s er forestillinger, de havde l rt hos inderne, eller der er tale om en f lles indoiransk arv. Den egentlige shamanisme er sandsynligvis netop opst et inden for den skythiske kultursf re, der f r mongolernes og tyrkerens ekspansion fyldte hele Centralasien og slog bro mellem det buddhistiske Indien, det zoroastriske Partherrige og primitive kulturer i Sibirien. S vidt shamanismen.
3. Skyles og orfismen
Lad os se p et andet sted hos Herodot, den tragiske novelle om skytherkongen Skyles (4.78-80). Han havde en gr sk moder, var vild med alt gr sk og opholdt sig en m ned om ret i den gr ske koloni Olbia:
N r det nu m tte g galt, s gjorde det det af f lgende grund: Han nskede at blive indviet i mysterierne for Dionysos Bakcheios, men da hans indvielse netop skulle til at begynde, indtraf et betydeligt varsel. Som n vnt havde han et stort og dyrt hus i byen, og det var udsmykket med sfinkse og griffe i hvidt marmor. Guden slyngede en tordenkile ned i det, og det nedbr ndte totalt. Skyles gennemf rte ikke desto mindre sin indvielse. Skytherne kritiserer gr kerne for, at de er bakkanter og siger, det ikke er passende at opfinde en gud, der f r mennesker til at v re vanvittige. Da Skyles var blevet indviet i mysterierne for Bakcheios, var der en af borysthenitterne [olbierne], der sagde til skytherne: I griner ad os, skythere, fordi vi er bakkanter, og guden bes tter os. Men nu har den gud ogs besat jeres konge, og han er bakkant og er vanvittig under gudens indflydelse. Hvis I ikke tror mig, s f lg med, og jeg skal vise jer det . Skythernes ledere fulgte med, og borysthenitten f rte dem hemmeligt op og placerede dem i et t rn. Da Skyles kom sammen med optoget, og skytherne s , at han var bakkant, beklagede de sig h jlydt, og de gik ud og fortalte hele h ren, hvad de havde set.

Fig. 1. Bentavle fra Olbia med orfisk indskrift: Liv. D d. Liv. Sandhed. Dionysos. Orfikere (Rusjaeva 1978, 89).
Skyles m flygte til Thrakien, men udleveres og henrettes. Der er fundet en r kke indskrifter, der dokumenterer eksistensen af en Dionysos-kult i Olbia. Ikke mindst tre bentavler, der er dateret til det 5. rhundrede - dvs. omtrent p Skyles og Herodots tid - er interessante i denne sammenh ng ( SEG 28.659-661). n af dem b rer indskriften (Fig. 1):

Liv. D d. Liv. Sandhed. Dionysos. Orfikere.
Den sender et klart budskab om en Dionysos-kult, der er forbundet med forestillinger om et liv efter d den. Disse forestillinger bliver samtidig sat i forbindelse med Orfeus navn. Vi bev ger os hermed ind p et af de mere uigennemtr ngelige omr der af det klassisk gr ske ndsliv. Orfeus var en mytisk sanger, der var nede i d dsriget for at hente sin afd de kone op igen, men da projektet mislykkedes, holdt han sig fra kvinder fremover (hvad man eventuelt kunne se som en rest af en shamanistisk k nsforvirring). De klassiske forfattere knytter Orfeus navn sammen med forestillinger om et evigt liv efter d den eller i hvert fald en udfrielse fra det triste liv i Hades, der ellers stilledes den d de i udsigt - ikke ulig, hvad der fortaltes om geternes Zalmoxisreligion. Spredt i den gr sktalende verden har man i grave fundet sm guldplader med indskrifter, der m tilskrives s danne orfiske forestillinger (Pugliese Carratelli 2001). Nogle af dem giver instrukser til den afd de om, hvad han eller hun skal g re, n r han eller hun kommer ned i d dsriget. n af de mere udf rlige er fundet i Hipponion i Syditalien og dateres til omkring 400 f.Kr. (I A 1):

Det er Hukommelsens hellige ord: n r du afg r ved d den.
Du er i Hades s flugtsikre hus. Der er en kilde til h jre,
og en kridhvid cypres st r lige ved siden af denne.
Derned g r ligenes sj le for straks at tilfredsstille t rsten.
Du m dog endelig ikke g hen til den omtalte kilde.
Foran den finder du s det fra selve Hukommelsens vanddam
fremflydte k lige vand, og over det er der sat vagter.
De vil da sp rge dig ud med deres pertentlige omhu:
Hvorfor du dog famler om i det begsorte Hades s m rke.
Svar: Jeg er s n af Jorden og Himmelen hyllet i stjerner,
og jeg er ved at g til af t rst, s skynd jer at gi mig
k ligt vand at drikke fra selve Hukommelsens vanddam .
S vil de ynkes p ordre fra underverdenens konge.
S vil de gi dig vand fra selve Hukommelsens vanddam.
S vil du drikke og g ad den hellige vej, som de andre
gode bakkanter og initierede plejer at vandre.
Det er ikke h j poesi. Versene er (ogs i den gr ske original) kantede og staccatoagtige. S tningen Jeg er s n af Jorden og Himmelen hyllet i stjerner, og jeg er ved at g til af t rst, s skynd jer at give mig svalende vand at drikke fra selve Hukommelsens vanddam optr der p flere andre guldplader fundet i Syditalien og p Kreta. De henviser til menneskets titaniske oprindelse. Hipponion-indskriften knytter disse forestillinger sammen med kulten for Bakchos eller Dionysos. Orfismen er alts b de i Syditalien og i Sortehavsomr det en variant af Dionysoskulten.
Jeg antager, at det er den orfisk-dionysiske kult, Skyles bliver initieret i, og at Herodot har t nkt historien som en illustration af kontrasten mellem en gr sk eskatologisk religion og en skythisk kultur, der er fjendtligt stemt over for s danne forestillinger. Denne fortolkning underst ttes af, at Skyles hus umiddelbart f r indvielsen rammes af et lyn og br nder ned til grunden. Lynnedslag spiller en vigtig rolle i den gr ske religion som en guddommelig straf, men samtidig ogs som en slags genvej til ud deligheden: Flere af de mennesker, der i mytologien blev ud deliggjort, blev det netop i kraft af et lynnedslag, s ledes Semele, Dionysos moder (Pindar, Olymp . 2.25-26; Diodoros fra Sicilien 5.52.2), Orfeus ( Anthologia Palatina 7.617) og Herakles (Diodoros fra Sicilien 4.38.5). Flere orfiske guldblade fra Thurioi taler om, at den d de er blevet undertvunget af lynnedkasteren (II A 1-2, II B 1). Skyles initiation ender dog ikke med saligg relse, men i stedet med, at han bliver nedslagtet af sin egne efter en mislykket flugt hos de thrakere, der - efter hvad Herodot kort efter fort ller - netop har forestillinger om et evigt liv og som oven i k bet skyder pile mod himmelen, n r det tordner (4.94).
4. Fra barbari til civilisation
Er det imidlertid berettiget at antage, at de dionysiske mysterier, Skyles bliver indviet i, er specifikt orfiske, at de alts forbereder til et mere velsignet liv efter d den end det, der venter menigmand? Herodots beskrivelse ligner snarere et vildt og uh mmet bakkanal, kendetegnet ved galskab , som det er udtrykt i det gr ske verbum mainesthai to gange i kapitel 79 (Henrichs 1994, 47-51). Dionysos med tilnavnet Bakcheios, som er den variant, der optr der i Skyles-historien, s ttes da ogs normalt i forbindelse med ekstatiske ritualer (Graf 1985, 285 291). Den klassiske beskrivelse af s danne vilde Dionysos-mysterier er Euripides Bakkantinderne , der handler om en flok Dionysos-besatte kvinder, der fl r en mand, Pentheus, levende. Det bakkantiske ritual best r grundl ggende i at forlade civilisationen, at dr be med de bare n ver og de r t k d, en total regression til det dyriske stade.
Men denne regression er ikke m let i sig selv. Der er ikke tale om et Dungeons Dragons , der er l bet af sporet. Det er et overgangsritual, hvor den midlertidige dyriskhed skal berede et mere besindigt og civiliseret levned. Euripides siger s ledes i tragedien Kretenserne (fragm. 79 Austin):

Det er et rent liv, jeg har f et, siden jeg er blevet indviet i mysterierne for den id iske Zeus og er blevet den natlige Zagreus [Dionysos ] hyrde. Efter at jeg har deltaget i festm ltiderne, hvor der spises r t k d, og har svunget faklerne for Moderen i bjergene sammen med Kureterne, er jeg blevet hellig og har f et navnet bakkant.
Regressionen til det dyriske stade er alts ikke bare et arrangement, der tjener til at give deltagerne et pusterum i den daglige trummerum (som det er tilf ldet med de athenske Dionysos-fester if lge Thukydid 2.38). Den midlertidige opgivelse af civilisation skal lede til et mere civiliseret levned, eller bios , som det hedder p gr sk. De bakkantiske og orfiske Dionysos-mysterier er s ledes betragtet to sider af samme sag. Skyles rituelle galskab udelukker med andre ord ikke, at hans initiation drejede sig om en udfrielse eller l sk belse efter d den.
Disse forestillinger hvilede p en s rlig orfisk mytologi og kosmogoni, der er anderledes end den, vi m der hos f.eks. Hesiod i hans Theogoni . Den kendes prim rt fra sene kilder. Den apokryffe Dionysos-myte lyder nogenlunde s ledes: Dionysos var s n af Zeus og Persefone og blev sat p tronen som sp d, men han blev angrebet af en bande titaner, der skar ham i sm stykker og kogte, stegte og spiste stykkerne. Kun hjertet blev reddet, og Zeus slugte det og gjorde den d delige kvinde Semele gravid med det, hvorved Dionysos blev genf dt. Personen, der lader sig indvie i mysterierne, genoplever, i ritualiseret form, de samme pinsler, som guden led. Han genf des herefter som Bakchos , dvs. gudens alter ego, en bakkant.
Paralleliteten til den egyptiske myte om Isis og Osiris er p faldende. Osiris blev dr bt og parteret af den onde Set, men hans moder Isis reddede stykkerne og balsamerede dem. Herodot h vder da ogs - og ikke kun han, men alle gr ske forfattere - at Isis og Osiris er identiske med Demeter og Dionysos. Herodot fort ller dog ikke den drabelige myte om Osiris partering. Tv rtimod er det s dan, at hver eneste gang han i anden bog, der handler om Egypten, kommer ind p ting, der relaterer til denne myte, s siger han udtrykkeligt, at det ville v re et brud p det religi se tavshedsbud at n vne navnet p den gud, der er tale om, eller at genfort lle den myte, der ligger bag ritualet. Egypterne havde ikke noget tavshedsbud om Osiris-myten, s det er tydeligt, at Herodot t nker p en tavshed, der er blevet ham p lagt af de tilsvarende gr ske mysterier (Burkert 2002). Den egyptiske Isis- og Osiris-kult er i det hele taget v sensforskellig fra de gr ske Demeter- og Dionysos-mysterier. De egyptiske riter handler ikke om at give en gruppe indviede en s rlig forst else af sig selv og verden, men om at sikre dynastiets fortsatte best en, n r farao d r og en ny farao inds ttes. N r Herodot afleder den gr ske religion af et egyptisk forbillede, er det, fordi han forledes af en overfladisk analogi. Tegnene ser ens ud, men strukturen er forskellig. Hvis vi accepterer, at Skyles initiation var i de dionysisk-orfiske mysterier, har vi hermed en grund til, at Herodot ikke er i stand til at sk re pointen ud i pap.
5. Herakles i Skythien
I begyndelsen af fjerde bog anf rer Herodot tre forskellige forklaringer p , hvordan det skythiske folk er opst et: en skythisk myte, en lokal gr sk myte og en rationalistisk version. I den myte som sortehavsgr kerne fort ller, spiller den gr ske helt Herakles en central rolle (4.8-9):

Da Herakles drev Geryones kv g af sted, kom han til dette land, som skytherne nu besidder, men som dengang var ubeboet. Geryones boede uden for Pontos p den i Okeanos, som gr kerne kalder Den r de , ved Gadeira uden for Herakles S jler. Man siger, at Okeanos udspringer i st og flyder hele vejen rundt om jorden, men man beviser det ikke med fakta. Da Herakles kom derfra til det land, der kaldes Skythien, blev han opholdt af vinter og kulde og hyllede sig derfor ind i sit l veskind og lagde sig til at sove. Men da forsvandt hans heste, der var sp ndt for vognen, under mystiske omst ndigheder. Da Herakles v gnede, ledte han efter dem, men efter at have ledt i hele landet kom han til sidst til det land, der hedder Hylaia. Der fandt han i en hule et blandingsv sen, der var halvt pige og halvt slange, idet det fra bagen og opefter var en kvinde, men forneden en slange. Da han havde set hende og undret sig, spurgte han, om hun havde set nogle heste strejfe om et eller andet sted. Hun svarede, at hun selv havde dem, og at hun ikke ville give ham dem tilbage, f r han havde v ret i seng med hende.
Det lykkedes hende at holde ham tilbage l nge nok til, at de fik tre s nner sammen, hvoraf den yngste, Skythes, blev skythernes stamfader (jf. Hinge 2003a).
Rejsen til Den r de kan anskues som en slags katabasis , underverdensrejse. Geryones er trehovedet ligesom helvedeshunden Kerberos. Faktisk er de to if lge Hesiod f tre, og Geryones hund, Orthos, som Herakles dr ber, er broder til Kerberos. Begge episoder bliver traditionelt regnet til Herakles ber mte tolv arbejder (som henholdsvis nummer 10 og 12). Herodot anbringer Den r de ud for Herakles S jler , dvs. Gibraltar, og heri stemmer han overens med de fleste antikke mytografer. Denne geografiske placering underst tter, at der egentlig er tale om indgangen til et d dsrige. Det er naturligt, at vest hvor solen g r under og s at sige d r , ogs er det sted, man vil placere indgangen til d dsriget.
I Odysseens ellevte sang tager Odysseus og hans m nd s ledes til Okeanos for at finde en nedgang til d dsriget. For vores sammenh ng er det s rlig interessant, at Homer tilf jer: D r hvor Kimmerier bor og bygger og har deres samfund (11.14, O.S. Dues overs.). Der kan ikke v re nogen tvivl om, at Herodot og alle samtidige l sere har v ret fuldt og helt fortrolige med disse vers. N r Herodot umiddelbart efter Herakles-historien fort ller, at kimmererne var den oprindelige befolkning i Skythien f r skytherne, falder alle de geografiske brikker p plads for l seren. I den mytiske geografi - som Herodot ikke tilslutter sig, men derfor godt kan instrumentalisere - er det s dan, at hvis man tager mod vest ud til Okeanos og f

  • Accueil Accueil
  • Univers Univers
  • Ebooks Ebooks
  • Livres audio Livres audio
  • Presse Presse
  • BD BD
  • Documents Documents