Mithradates VI af Pontos
56 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Mithradates VI af Pontos , livre ebook

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus
56 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

Description

Mithradates VI af Pontos (132-63 f.Kr.) var Roms sidste alvorlige udfordring i kampen om kontrollen over Lilleasien og det ostlige Middelhavsomrade. I tre krige, de sakaldte Mithradatiske Krige fra 89 til 63 f.Kr., paforte Mithradates romerne betydelige tab, og i 89 lykkedes det ham endda at erobre den romerske provins Asia. Til sidst blev han dog besejret af Pompejus den Store i 66 f.Kr. og blev fordrevet til den afsidesliggende by Pantikapaion. Efterhanden gjorde flere byer og til sidst ogsa hans egen son Farnakes opror mod kongen, og i 63 f.Kr. blev den aldrende Mithradates tvunget til at tage sit eget liv. Historien skrives som bekendt af sejrherrerne, og kilderne tegner derfor generelt et billede af Mithradates som en uligevAegtig, despotisk tyran. Fire antikforskere ser her med nye ojne pa overleveringen om en af antikkens store personligheder.

Sujets

Informations

Publié par
Date de parution 01 janvier 2005
Nombre de lectures 0
EAN13 9788771246452
Langue Danish

Informations légales : prix de location à la page 0,0042€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.

Exrait

Redigeret af Jakob Munk H jte
Mithradates VI af Pontos Roms perfekte fjende
DANMARKS GRUNDFORSKNINGSFONDS CENTER FOR SORTEHAVSSTUDIER
SORTEHAVSSTUDIER 3
Forord
Danmarks Grundforskningsfonds Center for Sortehavsstudier blev oprettet i begyndelsen af 2002 som et tv rfagligt forskningssamarbejde mellem ark ologer, filologer og antikhistorikere med henblik p udforskningen af den gr sk-romerske kultur omkring Sortehavet og dennes m de med de forskellige lokale kulturer. Centret var den 4. december 2004 v rt for seminaret Mithradates VI - gal eller genial? , der var det tredje i en r kke formidlende, dansksprogede seminarer. Denne bog offentligg r de fire af seminarets fem bidrag, som omhandlede antikken.
Mithradates VI af Pontos (132-63 f.Kr.) er en af de antikke personligheder, om hvis liv og gerninger relativt mange skriftlige kilder beretter. Antikke historieskrivere var, ligesom biografer i dag, optaget af at give personkarakteristikker af historiens store akt rer, og man kan p baggrund af de mange kilder tegne en forholdsvis pr cis profil af personen Mithradates. En s dan kan man for eksempel finde hos Mithradates f rste moderne biograf, Th odore Reinach, hvis bog fra 1895 indeholder et langt kapitel om Die Herrscher , hvori kildernes udsagn om Mithradates personlighed gengives n sten ukommenteret i sk n blanding med tidens fordomme. Reinach kalder s ledes ofte Mithradates for en sultan i dette kapitel i mods tning til det mere neutrale konge i resten af bogen. I det billede Reinach tegner, optr der Mithradates p en gang som helten og skurken. Han er den intelligente, l rde og handlekraftige leder, der n rmest p frihedsk mpermaner, frygtl st og ukueligt bek mpede det Romerske Imperiums fremmarch i den gr ske verden. Han er gr kernes beskytter og velg rer. Som h rf rer var han dynamisk, og han kunne nok s v sentligt tage ved l re af sine fejl. Dog havde han den svaghed, at han var for dristig og for grandios i sine mange planer for at udvide sit konged mme. Samtidig fremstilles han som orientalsk despot - en paranoid konge, der livet igennem indtog sm m ngder gift for at opbygge immunitet overfor forgiftningsfors g. En nedrig, hensynsl s og brutal regent, hvis politiks foretrukne v ben, bliver vi fortalt, var dolk og gift. Med denne recept skulle han angiveligt have ombragt det meste af sin familie, et stort antal af sine n rmeste r dgivere samt enhver, der stod i vejen for hans planer. En mand der i nederlagets stund p flugt fra romerne gav ordre til at alle kvinderne i haremmet skulle sl s ihjel for, at de ikke skulle falde i fjendens h nder. Endelig gik han ikke af vejen for etnisk udrensning, idet han skulle have beordret alle romerske og italiske borgere i Lilleasien, m nd, kvinder og b rn, sl et ihjel i den s kaldte Efesiske Vesper. Mithradates har med sin persisk/gr sk-makedonske famili re baggrund givetvis v ret en sammensat person, man ikke let kunne rubricere etnisk og kulturelt, hvilket han ogs selv dygtigt udnyttede i sin propaganda (se Jakob Munk H jtes bidrag).
Der er imidlertid al mulig grund til at v re p vagt over for sandhedsv rdien i kildernes udsagn om Mithradates. Mange akt rer har haft en klar egeninteresse i at forme samtidens og eftertidens billede af kongen, hvilket tydeligt afspejler sig i forskelligheden i beskrivelserne af Mithradates. Historien skrives som bekendt af sejrherrerne, og de fleste antikke forfattere stiller da ogs umiddelbart Mithradates i et d rligt lys. N jere studier s rligt af forl bet omkring konflikten med Rom kan dog nuancere billedet betragteligt, og bidragene i bogen viser, at der stadig er meget arbejde at g re i den retning.
Jesper Majbom Madsen unders ger den g ngse opfattelse af Mithradates som aggressoren i konflikten med Rom. Var det dybe had Mithradates angiveligt n rede til Rom og alle romere virkelig udl sende faktor og drivkraft i de tre Mithradatiske Krige? Denne opfattelse har passet godt sammen med ideen om, at Rom kun modvilligt blev et imperium. Jesper Majbom Madsen argumenterer modsat for, at Mithradates var langt mere tilbageholdende og forsigtig i sin politik overfor Rom end tidligere antaget, og at det kun var i de tilf lde, hvor konflikt var uundg elig, at han af taktiske hensyn slog til f rst. Mithradates var som alle hellenistiske konger yderst ivrig efter at udvide sit dom ne, men det samme gjaldt i h j grad ogs de ledende skikkelser i Rom, som havde store konomiske og politiske interesser i stadig ekspansion. Muligheden for at blive den h rf rer, der f rte Mithradates i l nker i triumftog, synes i hvert tilf lde i mindst et tilf lde at have startet krigshandlinger.
Ligeledes forholder det sig med en af de helt centrale og mest dramatiske begivenheder i konflikten med Rom nemlig nedslagtningen af de romerske og italiske tilflyttere i den romerske provins Asia. Ansvaret for dette tidlige eksempel p etnisk udrensning har hidtidig historieskrivning, baseret p de skriftlige kilders udsagn, entydigt placeret hos Mithradates. Han udstak ordren, som de gr ske byer ikke kunne overh re af frygt for kongens repressalier. Ved denne snedige man vre afskar han dem effektivt muligheden for at desertere til den romerske side. Vincent Gabrielsen rejser imidlertid tvivl om denne traditionelle udl gning ved at sp rge, hvem der kunne have haft interesse i, at dette blev den officielle forklaring p udrensningen. M ske gr kerne i Lilleasien havde v ret vel ivrige for at tilfredsstille egen h vnt rst over de fremmede udbyttere , s de efterf lgende, da romerne havde sejret, m tte se sig om efter en passende syndebuk for uhyrlighederne.
Selv i de f tilf lde hvor Mithradates jensynligt selv kommer til orde i kilderne - Mithradates brev til parterkongen Arsakes og Mithradates tale til soldaterne - l rer vi reelt ikke noget om Mithradates opfattelse af begivenhedsforl bet. Begge tekster er nemlig, som George Hinge viser, opdigtede litter re stile velser af henholdsvis Sallust og Pompejus Trogus, som interesserer sig mere for, hvad Mithradates kunne have ment om Rom, end for hvad han faktisk gav udtryk for.
Et andet m l med seminaret var at fors ge at belyse Mithradates lederevner. Var han en d rlig leder eller var han en god leder - eller sat p spidsen gal eller genial? . Mithradates var som monark p en gang overordentlig succesrig og en katastrofal fiasko. I den f rste del af sin regeringstid form ede han at forvandle et mindre lilleasiatisk konged mme til en verdensmagt centreret omkring Sortehavet, som p sit h jeste besad styrken til at udfordre Rom i kampen om overherred mmet i det stlige middelhavsomr de. Den anden del var der imod en lang r kke af sm og store nederlag, der til slut f rte til hans selvmord og undergangen for det kongerige, han i et halvt rhundrede havde st et i spidsen for. Mithradates besad ubetinget evnen til at lede, men samtidig udviste han en adf rd, der snildt kan m le sig med nyere tids v rste diktatorer. Mange af hans handlinger ville vi i dag ikke bet nke os p at kalde psykopatiske, men gjaldt de samme normer for normal adf rd i antikken?
For at f et praktisk nutidigt perspektiv p problemstillingen havde vi inviteret cand.psyk. Karen Lambrinou, som har specialiseret sig i arbejdspsykologi og s rligt i test-psykologi. I sit bidrag Ledelsesprofiler p godt og ondt set i et nutidigt perspektiv satte Karen Lambrinou med udgangspunkt i personlighedstesten NEO PI-R fokus p nogle af de kendetegn, som anvendes til vurdering af lederevner for eksempel ved ans ttelse af ledere i offentlige og private virksomheder. NEO PI-R er en videnskabelig, gennempr vet international personlighedstest, der tager udgangspunkt i de fem betydeligste karaktertr k: emotionelle reaktioner, udadvendthed, benhed for forandring, venlighed og samvittighedsfuldhed med dertil underliggende facetter. Som noget s rligt er denne test justeret for forskellige landes normer, for det har vist sig i praksis, at gennemsnitsresultaterne p testen svinger betragteligt fra land til land. Det rejser naturligt det sp rgsm l, om man overhovedet kan have en ide om, hvad der udgjorde normal adf rd for en enev ldig hellenistisk konge for over 2000 r siden. Kan man p tv rs af geografiske, tidsm ssige og sociale skel i dag bed mme Mithradates personlighed, og eventuelt om han havde psykopatiske tr k? Karen Lambrinou medgiver, at det kan v re overordentlig vanskeligt, men hun fremh ver samtidig, at der findes universelle psykopatiske tr k som for eksempel manglende evne til at s tte sig langsigtede m l og uds tte egne behov, der ikke synes at v re fremherskende hos Mithradates. P den anden side tyder hans handlinger p , at han var s rdeles f lelseskold og ikke besad normale bremsefunktioner for sin adf rd. F r man kan stille en egentlig diagnose, m der imidlertid opstilles kriterier for, hvad der i samtiden blev betragtet som henholdsvis afvigende og brutal men stadig rationel adf rd. Og nok s vigtigt m vi have et bedre grundlag at bed mme ud fra, end hvad kildernes umiddelbare udsagn tilbyder. Bogens fire bidrag s tter nyt lys p overleveringen om Mithradates VI - en historie hvor ikke alting er, hvad det giver sig ud for at v re.
Jakob Munk H jte
Mithradates VI og truslen fra Rom
Jesper Majbom Madsen
1. Mods tningen mellem Mithradates og Rom
Mithradates VI er blandt de hellenistiske konger, der mest ind dt modsatte sig romernes ekspansion i den gr ske og lilleasiatiske verden. I tre krige, de Mithradatiske Krige fra 89 til 63 f.Kr., p f rte Mithradates romerne betydelige tab, og i 89 lykkedes det endda de pontiske styrker at erobre den romerske provins Asia. Fra 89 og frem til den f rste pontiske kapitulation i 85 stod Mithradates reelt med den fulde kontrol over Lilleasien. Den milit re succes og den nyvundne magt opmuntrede den pontiske konge til at forts tte krigen mod Rom og romerske interesser i den gr ske verden. Som sit n ste tr k angreb Mithradates det strategiske vigtige og romvenlige Rhodos og sendte samtidig en betydelig landstyrke til det gr ske fastland, hvor pontiske soldater var t nkt som det milit re grundlag for en gr sk opstand mod Rom.
Som en naturlig konsekvens af angrebet p provinsen Asia og det gr ske fastland, er Mithradates blevet betragtet som en udfordrer af Rom, hvis politiske m l var drevet dels af et betydeligt had til romerne for deres indblanding i pontiske anliggender og dels af nsket om at fremst som den gr ske verdens befrier. Ofte fremstilles Mithradates som den aggressive part, mens Roms rolle i konflikten beskrives som defensiv eller afventende (Reinach 1975, 294; McGing 1986, 85).
Udbruddet af den F rste Mithradatiske Krig m ogs langt hen ad vejen tilskrives den ekspansionspolitik, som Mithradates f rte i rene fra 107 til 90 f.Kr., hvor Pontos gentagne gange invaderede nabostaterne eller st ttede statskup i dem. Som Mithradates ambitioner blev stadig tydeligere, voksede romernes frygt for, at Mithradates p l ngere sigt ville kunne true den romerske provins Asia og romerske interesser i Lilleasien i vrigt. Og da Pontos tilsyneladende stod bag invasionerne af b de Kappadokien og Bithynien i 90, havde Mithradates anbragt sig selv i rollen som en fjende af Rom.
I takt med at milit r succes og et betydeligt konomisk r derum blev stadig vigtigere i romersk politik, steg den romerske magtelites interesse for overs iske kommandoer. L ngere kommandoer gav ofte den ansvarshavende general mulighed for at ophobe prestige og betydelige v rdier og dermed mulighed for at vende styrket hjem til den politiske konkurrence i Rom. I den henseende var de Mithradatiske Krige ingen undtagelse. I kraft af Pontos imperialistiske fremf rd og forventningen om stens rigdomme udgjorde Mithradates en b de farlig og velhavende fjende og dermed en ideel modstander for den ambiti se romerske politiker, som med sejren kunne veksle den nyvundne h der og konomiske gevinst til politisk indflydelse. Roms eller romerske politikeres interesse i s danne krige m derfor indregnes som en v sentlig faktor i konflikten mellem Rom og Pontos.
Endelig er det usikkert, hvorvidt en krig mod Rom var en del af en langsigtet pontisk strategi. De politiske s vel som milit re dispositioner fra 97 til 89 f.Kr. peger snarere i retningen af et fors g p maksimere pontisk indflydelse uden at indlede en krig mod romerne. En strategi, som umiddelbart synes selvmodsigende, men som alligevel m betragtes som en seri s forklaring p pontisk politik frem mod krigsudbruddet i 89, idet Mithradates gentagne gange fors ger at udvide den pontiske magtsf re samtidig med, at hensynet til Rom prioriteres h jt.
2. Pontisk udenrigspolitik fra 133 til 89 f.Kr .
Da Attalos III d r i 133 f.Kr. og overdrager konged mmet Pergamon til det romerske folk, ndres den politiske situation i Lilleasien radikalt. I l bet af f r etableres provinsen Asia, og Rom har efterf lgende en entydig interesse i at kontrollere den politiske udvikling i Lilleasien og i at sikre, at ingen af de hellenistiske konged mmer opn r en st rrelse, der ville kunne true eksistensen af den nye ressourcest rke provins.
Allerede l nge inden overtagelsen af Pergamon havde Rom etableret patronklient-lignende relationer til de anatolske kongehuse (Hind 1994, 130-133). Som en naturlig konsekvens af en s dan alliance k mpede Mithradates V, Mithradates VI s far, p romernes side i den Tredje Puniske Krig og siden i forbindelse med Roms oprettelse af provinsen Asia. Som tak for indsatsen og efter passende bestikkelse overdrog den romerske general Manius Aquilius omr det Storfrygien til Mithradates V. Ved samme lejlighed, formentlig med Aquilius samtykke, annekteres Paflagonien og Galatien, og da Mithradates V senere giftede sin datter Laodike bort til den kappadokiske konge Ariarathes VI, opn ede Pontos ligeledes en vis indflydelse i den centrale og stlige del af Anatolien (Hind 1994, 132).
I 120 myrdes Mithradates V, men den romvenlige linje videref res af hans dronning, en anden Laodike, der regerede p vejene af s nnerne Mithradates og Chrestos. Dog stod Pontos efter Mithradates V s pludselige d d betydeligt svagere, is r i forhold til Rom, som kort efter kongens d d annekterede Storfrygien til provinsen Asia.
Det var s ledes et sv kket og mindre Pontos, som Mithradates VI overtog fra moderen omkring 113 f.Kr. Men med den nye konge afl ses Laodikes passive ledelse af en mere ekspansiv politik, som i de f rste r efter Mithradates tiltr delse resulterer i indlemmelsen af Lillearmenien og Kolchis (nutidens Georgien) under den pontiske krone (Strabon 11.2.18). Omtrent samtidig stod Pontos i spidsen for en r kke milit re aktioner p halv en Krim, hvor pontiske styrker kom de gr ske kolonier i den nordlige Sortehavsregion til unds tning, da deres eksistens var truet af skythiske og tauriske nomadestammers ekspansion (Hind 1994, 139).
Kampagnerne ved Chersones p det sydlige Krim og Pantikapaion ved det Kimmeriske Bosporos gav Pontos indflydelse over store dele af den Kimmeriske Halv og den nordvestlige del af Sortehavet, hvor de gr ske byer Olbia og Apollonia ligeledes var truet af nomaderne, og sikrede dermed en magtbase i den nordlige Sortehavsregion, der siden skulle danne et vigtigt rekrutteringsgrundlag for Pontos milit re aktioner.
Omkring 110 f.Kr. havde Pontos s ledes underg et en forvandling fra et mindre lilleasiatisk konged mme, der var underlagt st rk romersk indflydelse, til en betydelig magtfaktor i det nordlige Lilleasien og det vrige Sortehavsomr de. At det var lykkedes Mithradates at gennemf re denne f rste udvidelse uden en kompromittering af den romvenlige linje, m nok tilskrives, at udvidelserne rettede sig mod st og nord og mod Sortehavsregionen, hvor Rom endnu ikke havde udviklet klare interesser. F rst i 107 udfordrer Mithradates Roms interesser direkte, da han i en f lles aktion med Bithyniens konge Nikomedes III annekterer Paflagonien. Hermed indledtes for f rste gang en udenrigspolitisk linje, der klart stred mod Roms interesser i Lilleasien.
Roms reaktion p det f lles pontisk-bithyniske angreb var imidlertid begr nset: gennem en udsending udtrykte Senatet nske om en geninds ttelse af det paflagoniske styre, men da b de Nikomedes og Mithradates argumenterede for deres ret til det nyvundne land, og da man tilsyneladende ikke nskede at s tte magt bag ordene, undlod Rom at forf lge sagen yderligere.
At Rom afstod fra at tvinge Pontos og Bithynien til at adlyde, forklares ofte med Roms engagement i krigene mod kimbrerne og den numidiske konge Jugurtha, som vanskeliggjorde en frig relse af de n dvendige milit re ressourcer (Hind 1994, 140). Endelig har Rom m ske ikke fundet Paflagonien v rd at g i krig for men prioriteret et godt forhold til is r Bithynien h jere end Paflagoniens selvst ndighed. Hvad enten det var det ene eller andet motiv, der gjorde sig g ldende, sendte Rom det signal, at man enten ikke ville eller kunne blande sig i interne lilleasiatiske konflikter.
Reaktionen p Roms eftergivenhed udeblev ikke. Den lilleasiatiske magtkamp forsatte ufortr dent og rettedes nu mod Kappadokien, der efter Kong Ariarathes d d omkring 115 blev regeret af Laodike, Mithradates s ster. I 102 blev b ndet mellem Kappadokien og Pontos brudt, da Laodike s gte at indg gteskab med Nikomedes III (Justin 38.1).
Et s dant forbund mellem Laodike og Nikomedes var uacceptabelt set fra Mithradates synsvinkel, eftersom han i s fald ville v re indeklemt mellem to t t forbundne stater. Som svar invaderede Mithradates Kappadokien, slog et kontingent bithyniske tropper, som Nikomedes havde sendt for at sikre Kappadokien, tilbage, fjernede Laodike og indsatte i stedet hendes s n Ariarathes som ny konge af Kappadokien. Kort efter s gte Mithradates igen at ndre magtforholdet i Kappadokien ved som medregent at inds tte den adelige Gordios, der i vrigt tilskrives mordet p Ariarathes far 14 r forinden. Med udsigten til at f sin fars morder som medregent, modsatte Ariarathes sig den pontiske indblanding, men tabte til det milit rt langt overlegne Pontos.
Mithradates indsatte herefter sin otte rige s n som konge og udpegede Gordios som hans medregent. Kappadokien var reelt underlagt pontisk overherred mme, og Mithradates var nu uden sammenligning den mest magtfulde konge i Lilleasien og udgjorde en potentiel trussel mod romerske interesser i regionen.
Tilsyneladende var Rom stadig afventende. F rst i 97 f.Kr., da befolkningen i Kappadokien gjorde opr r mod det pontiske styre, og efter at henholdsvis Nikomedes III og Mithradates havde sendt delegationer til Rom for at kr ve deres ret over Kappadokien, genfremsatte det romerske Senat kravet til de anatolske konger om fuld tilbagetr kning fra Kappadokien og Paflagonien. Roms krav til Nikomedes og Mithradates skal nok ses i lyset af, at Roms milit re ressourcer nu var st rre, efter at krigene mod kimbrerne og Jugurtha var afsluttet, samtidig med at det vakte bekymring, at Mithradates havde udvidet sit magtomr de ganske betydeligt. Rom havde dermed genoprettet magtbalancen i Lilleasien uden anvendelse af milit r magt, men ogs uden at sikre en mere langsigtet l sning p magtkampen mellem de anatolske kongehuse.
I l bet af 90 erne f.Kr. indtraf en r kke omst ndigheder, som samlet set styrkede Mithradates position i Lilleasien afg rende. Allerede ret efter tilbagetr kningen i 97 indg r Pontos en alliance med Armeniens konge, Tigranes I, som besegledes med gteskabet mellem denne og Mithradates datter Kleopatra. F r efter, i 94, d r Nikomedes III og overlader den bithyniske trone til s nnen Nikomedes IV. Mithradates var i kraft af sine nordlige besiddelser og alliancen med Armenien igen den st rkeste blandt de lilleasiatiske konger, og da krigen mellem Rom og forbundsf llerne i Italien br d ud i 91, var Pontos position i Lilleasien ogs st rkere end Roms.
Vejen var dermed ben for en betydelig udvidelse af det Pontiske Rige, men modsat tidligere fors g stod Mithradates ikke direkte i spidsen for angrebene p henholdsvis Kappadokien og Bithynien, men overdrog i stedet opgaven til Tigranes og Sokrates Chrestos, en halvbroder til Nikomedes IV. P trods af at Mithradates bedyrede sin uskyld, var Rom ikke i tvivl om, at det var Pontos, der stod bag afs ttelsen af den bithyniske og kappadokiske konge. Og da Rom igen havde kontrol over begivenhederne i Italien, sendte Senatet en kommission til Lilleasien med krav om pontisk og armensk tilbagetr kning fra Bithynien og Kappadokien (McGing 1986, 79).
Interessant nok for teorien om Mithradates uslukkelige had til Rom og hans ambition om at fremst som gr kernes befrier valgte Mithradates at f je romernes krav betingelsesl st. Det er t nkeligt, at Mithradates har f lt et st rkt had til Rom, som nemt kan have bundet i den romerske indblanding og sp rgsm let om Storfrygien. Det er ogs endda meget sandsynligt, at Mithradates dr mte om et pontisk storrige, der omfattede hele Lilleasien eller i det mindste store dele af det. Men accepten af romernes krav vidner ogs om, at Mithradates ikke var parat til at f re krig mod Rom p trods af, at Pontos var st rkere end nogensinde.
Hvis Mithradates havde nsket et opg r, havde 90 f.Kr. v ret det hidtil bedste tidspunkt, nu hvor Armenien var en n r allieret og kontrollen med Bithynien var sikret. Det har v ret forsl et, at hele aktionen i 90 var et fors g p at provokere Rom til angreb, og at tilbagetr kningen var et fors g p at anbringe sig i ofrets rolle (McGing 1986, 86).
At Mithradates skulle have valgt en s dan strategi, synes langt fra overbevisende. Hvis hensigten var et endeligt opg r med Rom, er det vanskeligt at forklare, hvorfor Mithradates skulle opgive det strategiske vigtige Bithynien. Endelig er offerrollen kun brugbar, hvis magtfulde stater ville fatte sympati og yde Pontos st tte, men det er vanskeligt at se, hvilke stater det skulle v re, is r efter at Armenien allerede var p Mithradates side.
N r det alligevel kom til krig, skyldes det i h j grad interesser i den romerske kommission, som s en r kke fordele i at fastholde og udbygge konflikten. Den gr ske historiker Appian n vner, at et konomisk motiv var en v sentlig del af rsagen til udbruddet af den F rste Mithradatiske Krig. Nikomedes havde lovet medlemmerne af den romerske kommission en bel nning, hvis han blev genindsat, penge han imidlertid ikke havde, hvorefter kommissionens medlemmer opfordrede ham til at finde de n dvendige midler ved at plyndre Pontos (Appian, Mithr . 2.11).
Det konomiske motiv er bestemt en v sentlig forklaring p , hvorfor Nikomedes var tvunget til at f lge kommissionens nske om et angreb p Pontos. Medlemmerne har uden tvivl v ret interesseret i hurtigst muligt at f den lovede bel nning, f r den politiske situation i Lilleasien kunne n at ndre sig og komplicere tingene yderligere. Men Nikomedes g ld er muligvis ikke hele forklaringen p , hvorfor konflikten forsat holdes i live.
Et bithynisk angreb p Pontos kunne forventes at medf re et pontisk modangreb og dermed give kommissionen et incitament til at erkl re Pontos krig og dermed en anledning til at besejre den uregerlige pontiske konge. Mithradates undlod imidlertid at svare igen milit rt, men sendte i stedet en gesandt til kommissionen i protest over Nikomedes udfald.
If lge Appians gengivelse var det allerede fra begyndelsen klart, at Nikomedes havde handlet p kommissionens opfordring, og at Mithradates derfor ikke kunne forvente oprejsning fra de romerske repr sentanters side. Og som en reaktion p alliancen mellem kommissionen og Bithynien v lger Mithradates at invadere Kappadokien endnu engang; m ske i et fors g p at inddrage det romerske Senat og i kraft af en senatsbeslutning f oprejsning for det uretm ssige angreb p Pontos (Appian, Mithr . 3.15-17).
Mithradates tillid til, at erobringen af Kappadokien ville bringe Senatet p banen til hans fordel, kan udledes af hans udsendings appel til kommissionen om at rejse sagen i Rom. Men den pontiske h ndtering af sagen viser imidlertid ogs , at Mithradates klart misforstod forretningsgangen mellem Senatet og den udsendte kommission.
Det har v ret fremh vet, at angreb p Pontos forgik uden en egentlig godkendelse i Senatet (Hind 1994, 144). Men det er tvivlsomt, hvorvidt et yderligere mandat fra Rom var n dvendigt. Med Mithradates invasion af Kappadokien havde Pontos ikke fulgt Senatets krav om en geninds ttelse af Kappadokiens konge, hvorfor en invasion af Pontos formentlig l inden for det mandat, som kommission allerede var udstyret med ved ankomsten til Bithynien i 89 f.Kr.
Omst ndighederne omkring kommissionens rolle er imidlertid ikke f rste gang, Mithradates fejlbed mmer den politiske situation i Italien. Invasionen af Bithynien og Kappadokien synes at bero p den misforst ede antagelse, at Rom som f lge af krigen mod forbundsf llerne ikke ville mods tte sig invasionen af Kappadokien og Bithynien (Justin 38.4.7).
Skal vi tro Justin, vidste Mithradates, at forbundsf llerne ikke blot k mpede for at l srive sig fra Rom, men s gte at opn samme rettigheder som de romerske borgere (Justin 38.4.6-7). Dog er gengivelsen af Mithradates tale til soldaterne problematisk som kilde til Mithradates indsigt i de politiske forhold i Italien. Talen er efter alt at d mme fiktion, og indsigten i forbundsf llernes krav beror ikke p Mithradates men snarere p Pompejus Trogus kendskab til problematikken (se George Hinges bidrag til denne bog). Hvis vi imidlertid accepterer, at Mithradates havde efterretninger om Forbundsf llekrigen fra samnitterne eller andre forbundsf ller, der nskede at udtr de af forbundet, kan han have f et den opfattelse, at Rom stod foran at miste sine forbundsf ller og m ske endda tabe krigen. En s dan forventning gjorde en udvidelse af den pontiske magtsf re mere realisabel, end den fremst r i dag.
3. F rste Mithradatiske Krig fra 89 til 85 f.Kr .
Som svar p Mithradates invasion af Kappadokien angreb den romerske kommission Pontos i 89 f.Kr. med st tte fra bithyniske tropper. Hvad der formentlig var t nkt som en kort milit r aktion mod en t vende og undvigende konge skulle vise sig at f katastrofale konsekvenser for det romerske engagement i Lilleasien. Mithradates var lang st rkere end antaget, og selvom det har v ret fremf rt, at Mithradates havde en heldig h nd i krigens f rste fase, er det uomtvisteligt, at Rom i l bet af 89/88 mistede fodf stet i hele den vestlige del af Lilleasien.
Som svar erkl rede Rom Mithradates krig og udpegede Cornelius Sulla til at lede de romerske styrker. Men f r opm rksomheden kunne rettes mod Mithradates og den gr ske opstand, m tte Sulla f rst nedk mpe Marius og dennes st tter i Rom, som s gte at forhindre Sullas kommando. Alt imens senatseliten stredes om retten til at f re krigen i st, indledte Mithradates sit angreb p Rhodos og overtog kontrollen over Athen og flere af de vrige byer, der deltog i den gr ske opstand.
Selvom Mithradates havde f et den bedst t nkelige start og de interne problemer havde sv kket den romerske indsats, blev anden fase af den F rste Mithradatiske Krig n lang nedtur for Pontos og den gr ske opstand. Sulla landsatte i 87 fem legioner i Gr kenland og tvang f rst de gr ske byer og siden Mithradates til at overgive sig i 85. Siden sejren i Lilleasien havde Mithradates tabt ethvert slag. Erobringen af Rhodos slog fejl, og selvom Sullas fjender havde overtaget kontrollen med Rom og erkl ret ham fjende af staten, kunne Mithradates ikke udnytte den romerske uenighed til sin egen fordel. Den h r, som var udsendt i et fors g p at uskadeligg re Sulla, afstod fra direkte konfrontation og rettede i stedet sine aktiviteter mod Mithradates, der med udsigten til en tofrontskrig s gte Sulla om fred.
Sulla havde ligeledes mistet lysten til at forts tte. Som erkl ret fjende af staten var han afsk ret fra forsyninger og forst rkninger fra Rom. Og selvom Sulla havde haft stor succes og krigen havde sv kket Mithradates, kunne en undertvingelse af Mithradates stadig tr kke ud og p f re Sulla betydelige tab, f r Pontos var endelig erobret. Ethvert tab og forsinkelse ville uundg eligt sv kke Sulla i det forest ende opg r med Marius st tter i Italien, og en hurtig afslutning p krigen mod Mithradates var derfor afg rende for Sullas egen overlevelse.
Selve fredsaftalen med Pontos, som tvang Mithradates ud af Bithynien og Kappadokien og til at afst den pontiske fl de og udbetale en betydelig krigsskadeserstatning, var en politisk genistreg fra Sullas side. Ud over at afv bne Pontos styrkede aftalen Sulla b de milit rt og konomisk, og han kom dermed styrket ind i den forest ende borgerkrig. I Lilleasien var den F rste Mithradatiske Krig afsluttet; Mithradates var betydelig sv kket, og en vis form for magtbalance var genoprettet. Imidlertid var der ikke tale om nogen l ngerevarende fred. Allerede kort efter var Pontos igen genstand for romersk interesse, denne gang fra Sullas legat Murena, der var blevet tilbage for at inds tte de anatolske konger og genoprette provinsen Asia.
4. Anden Mithradatiske Krig fra 83 til 81 f.Kr .
Mens en v sentlig del af ansvaret for den F rste Mithradatiske Krig kan placeres hos Mithradates og dennes ekspansive politik i Lilleasien fra 107 til 90 f.Kr., kan udbruddet af den Anden Mithradatiske Krig kun vanskeligt tilskrives den nu slagne pontiske konge. P baggrund af efterretninger om Mithradates etablering af en ny fl de angreb Murena, assisteret af den pontiske eksgeneral Archelaos, der efter nederlag p stribe frygtede kongens vrede, endnu engang Pontos. Igen valgte Mithradates ikke at reagere milit rt men protesterede i stedet over bruddet p fredsaftalen, f rst til Murena, der n gtede ethvert kendskab til en s dan aftale, og siden til Sulla og det romerske Senat (Appian, Mithr . 65).
Som svar p Pontos klager lod Sulla en udsending afg fra Rom med besked om ikke at angribe Pontos. Hos Appian, der gengiver historien om m det mellem Sullas udsending og Murena, s s der tvivl om Sullas holdning til Murenas angreb p Pontos. If lge Appian var den officielle besked til Murena, at angrebene p Pontos skulle indstilles. Men efterf lgende m dtes Murena og den romerske udsending p tomandsh nd, hvorefter Murena indledte et nyt angreb p Pontos (Appian, Mithr . 65).
Det er ikke klart, hvorfor Appian lancerer historien om den dobbelttydige besked fra Rom. Hvis Sulla havde nsket en invasion af Pontos, var det n ppe n dvendigt med en skjult dagsorden. Konstruktionen af en ny fl de, som formentlig skulle bidrage til at genvinde kontrollen med det Pontiske Rige og knuse begyndende opr r, havde v ret grund nok til en genoptagelse af krigshandlingerne, ogs uden at Sulla havde mistet anseelse over indg elsen af fredsaftalen. Hvis Sulla havde ladet Murena handle mod en offentlig fremsat befaling, ville han have skabt en uholdbar situation, hvor Murena tilsyneladende undsagde en direkte ordre fra Sulla selv.
Endelig kan man sp rge, hvem en s dan skjult dagsorden var rettet mod. Det var n ppe befolkningen i Rom eller legionerne, der efter mordet p de italiske borgere i 88 ikke n rede nske om forsoning. Det har v ret foresl et, at Sulla med Murenas angreb s gte at videref re krigen uden at indr mme, at den upopul re fredsaftale var en fejl (Mastrocinque 1999, 97-99), men igen er sp rgsm let, om ikke Mithradates oprustning havde l st det problem.
Murena synes klart at v re den, der havde mest at vinde ved at genoptage krigen. Hvis det lykkedes at besejre Mithradates, kunne Murena vende hjem i triumf og lade sig fejre som den, der havde overvundet den uregerlige pontiske konge, som havde invaderet tre romerske provinser og st et bag mordet p tusindvis af italiske borger. Endelig ville en erobring af Pontos ge Murenas personlige formue ganske betragteligt og alt i alt stille ham betydeligt st rkere i romersk politik fremover.
Fra Sullas synspunkt var en ny krig mod Mithradates ikke umiddelbart nskv rdig. Fredsaftalen med Pontos havde sikret en midlertidig fred i Lilleasien og muliggjort, at Sulla kunne koncentrere sig fuldt ud om problemerne i Italien. En ny krig mod Mithradates ville sandsynligvis tr kke ud og kr ve forst rkninger fra et allerede h rdt pr vet Italien. Og endelig er det ikke usandsynligt, at Sulla ville forhindre, at Murena blev den, der besejrede Mithradates.
For Mithradates kom den Anden Mithradatiske Krig p det v rst t nkelige tidspunkt. Pontos havde lige lidt en serie af nederlag p stort set alle fronter, de underlagte folkeslag langs Sortehavets vestkyst gjorde opr r samtidig med, at der var indledt en udskiftning af hoffets inderkreds. En ny krig mod romerne, ogs selvom Murena havde taget initiativet, kunne med lethed udvikle sig til en ny storkrig, som Pontos efter nederlaget til Sulla stod d rligt rustet til.
5. Tredje Mithradatiske Krig fra 73 til 66 f.Kr .
I mods tning til de to foreg ende krige, hvor romerske generaler i begge tilf lde indledte de egentlige krigshandlinger ved at invadere Pontos, tog Mithradates i for ret 73 initiativet og indledte den Tredje Mithradatiske Krig ved at invadere Bithynien. Igen tilskrives angrebet dr mmen om et pontisk storrige eller nsket om endeligt at fravriste Rom kontrollen over Lilleasien.
Med Nikomedes d d i 74 f.Kr. testamenteres Bithynien til det romerske folk, og selvom Mithradates pr senterer en arving til den bithyniske trone, v lger Rom at acceptere arven.

  • Accueil Accueil
  • Univers Univers
  • Ebooks Ebooks
  • Livres audio Livres audio
  • Presse Presse
  • BD BD
  • Documents Documents