Obelisker i Rom
282 pages
Danish

Obelisker i Rom , livre ebook

-

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus
282 pages
Danish
Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

Description

I Rom star der 13 Aegyptiske obelisker. De fleste har tre historier at fortAelle: om deres fortid i faraonernes Aegypten, om deres genanvendelse i det gamle Rom og om deres nye liv i pavernes Rom. FAelles for dem er, at de har vAeret anvendt med propaganda for oje.I Aegypten var obeliskerne viet til solguden, samtidig med at de promoverede den farao, der fik dem brudt og rejst i templerne. I det gamle Rom blev de sat i en ganske anden sammenhAeng, ofte i forbindelse med et circus. Efter Konstantin den Store blev de med et kors pa toppen konverteret til kristne symboler. De invaderende gotere gores ansvarlige for at omstyrte dem, og med tiden blev de gemt og glemt under metervis af mudder.Den eneste obelisk, der blev staende, var den, der stod ved den gamle Peterskirke. Det var paverne, der begyndte at interessere sig for de andre forsvundne obelisker, og isAer i det 16. og det 18. arh. blev mange af de store rejst i forbindelse med de pavelige paladser.Bogen er velegnet til at tage med pa obeliskjagt i Rom. Alle hieroglyffer og latinske dedikationstekster er oversat, og et kort viser obeliskernes nuvAerende eller tidligere placering.

Sujets

Informations

Publié par
Date de parution 16 septembre 2013
Nombre de lectures 0
EAN13 9788771244151
Langue Danish
Poids de l'ouvrage 35 Mo

Informations légales : prix de location à la page 0,0098€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.

Exrait

OBELISKER
I ROM
af lise manniche
aarhus universitetsforlag1
1 Piazza di Montecitorio
2 Piazza del Popolo
3 4 Esquilin og Quirinal
5 Peterspladsen
6 Piazza Navona
7 Piazza del Pantheon
8 Montecelio
9 Dogali
10 Piazza di S. Maria sopra Minerva
11 Monte Pincio
12 SS. Trinità dei Monti
13 Lateran-pladsen
14 Firenze
15 Urbino
16 München
17 Villa Borghese
18 Esmeade
19 S. Pietro in Montorio
20 Palazzo Orsini
21 Porta Octaviae
22 S. Andrea Delle Valle
23 Palazzo Giustiniani
24 S. Eustachio
25 Tiberøen
26 27 To små obelisker
28 Obeliskfragmenter
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives23
lise manniche
OBELISKER
I ROM
aarhus universitetsforlag
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives4
Henvisninger
[ 1 ] Henvisninger i kantet parentes angiver illustrationer.
1 Tal i røde cirkler henviser til de udvalgte obelisker,
der beskrives i separate kapitler, og til deres markering
på kortene forrest og bagest i bogen.
1 Tal i blå cirkler henviser til øvrige obelisker, listet til slut
i bogen i afsnittet »Andre romerske obelisker«.
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives5
Indledning 7
Brydning, transport og opsætning 14
Stående obelisker i Rom
Piazza di Montecitorio 24 1
Piazza del Popolo 56 2
Esquilin og Quirinal 74 + 3 4
Peterspladsen 94 5
Piazza Navona 114 6
Piazza del Pantheon 136 7
Montecelio 166 8
Dogali 180 9
Piazza di S. Maria sopra Minerva 172 10
Monte Pincio 180 11
SS. Trinità dei Monti 200 12
Lateran-pladsen 216 13
Andre romerske obelisker
Firenze 243 14
Urbino 246 15
München 250 16
Villa Borghese 252 17
Esmeade 255 18
S. Pietro in Montorio 255 19
Palazzo Orsini 257 20
Porta Octaviae 258 21
S. Andrea Delle Valle 259 22
Palazzo Giustiniani 260 23
S. Eustachio 161 24
Tiberøen 261 25
To små obelisker 264 +26 27
Obeliskfragmenter 264 28
Bibliograf 268
Tak til 273
Register 274
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives6INDHOLD REGISTER KORT
7
Indledning
»Rom er de vandrende stenes og
de vandrende monumenters by.«
Ernest Nash, ‘Obelisk und Circus’,
Mitteilungen des Deutschen
Archäologischen Instituts Rom 44, 1957, s. 232.
et værk af Andreas Fulvius fra 1543 opgøres det samlede
antal af obelisker i Rom til 48. Seks af disse kaldes »store« I obelisker, men heraf var det på det tidspunkt alene den ved
Peterskirken, der befandt sig i stående stilling og havde gjort det
siden oldtiden. De øvrige fem »store« lå under mulde, for der var
endnu ikke opstået den tradition for at opspore, restaurere og
genrejse obelisker, som Sixtus V indledte i slutningen af
århundredet. Vi kan med rimelig sikkerhed identifcere disse resterende
fem. Ud over den, der senere blev fyttet hen på selve Petersplad -
sen 5 , drejer det sig om de obelisker, der nu står på Piazza di
1 2 13Montecitorio , Piazza del Popolo og på Lateran-pladsen
3 4samt på Esquilin- og Quirinal-højene . Et værk af en vis
Publius Victor, først trykt i 1503, havde også opgjort antallet af
obelisker i byen til 48. Om de 42 »små« med hieroglyffer siger
han, at nogle er næsten så store som dem i Augustus’ mausolæum
3 4 , men at mange er så beskedne, at de ikke kan bruges til at
udsmykke noget offentligt sted i Rom. Han mener, at de snarere
er blevet importeret af privatpersoner for at udsmykke deres
gårde og haver (citeret af Mercati 1589, s. 244. Denne skik fortsatte
på Mercatis egen tid, inspireret af pavens mere grandiose
projekter, s. 246). Blandt disse 42 »små« er de mellemstore obelisker,
6som hver har fået et kapitel i denne bog: Piazza Navona ,
Monte Pincio 11 og SS. Trinità dei Monti 12 samt de noget mere
7 10beskedne ved Pantheon , S. Maria sopra Minerva , ved
hovedbanegården 9 og i parken på Montecelio 8 . En del af de
resterende 35 obelisker, der har en forbindelse til Rom, er samlet i et
kapitel for sig. Tre af dem står endnu, men andetsteds: i Firenze
14 , Urbino 15 og München 16 . En fjerde gemmer sig i
Borghese17parken . Ti andre er der fysiske spor af, eller de er omtalt i
litteraturen, hvilket bringer det samlede antal af nu kendte obelisker
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
IndledningINDHOLD REGISTER KORT
8 med tilknytning til Rom op på omkring 27 (nogle af fragmenterne
kan stamme fra samme obelisk).
Obeliskerne kan tilsammen fortælle både fortløbende og
parallel historie. Hver enkelt obelisk afspejler tre forskellige perioder.
I det gamle Ægypten kan vi spore dem tilbage næsten 1500 år,
inden de krydsede Middelhavet. Der knejsede de i templer og
andre offentlige monumenter fra Alexandria i nord til Luxor i syd.
I kejsernes Rom prydede de templer, væddeløbsbaner,
gravmonumenter og pladser, og i pavernes Rom blev de anbragt foran kirker
og paladser og i offentlige anlæg. Der står de endnu, og i mange
tilfælde omfortolket som symbol på korsets sejr over barbariske
guder. Undertiden kan man spore en indholdsmæssig
kontinuitet, som når en obelisk, i Ægypten viet til solguderne
RaHarakhti eller Amon-Ra, i Rom bliver dedikeret til solen eller står
som midtpunkt i et circus, hvor vognene tegner planeternes
be vægelser omkring solen. En enkelt fk sågar et nyt liv som viser
i et kejserligt solur.
Obelisker i Ægypten
En obelisk er en høj stenpille med frkantet grundplan og sider,
der skråner let opad mod spidsen. Den er utvivlsomt en sofstike -
ret afbildning af et kortere og tykkere kultbillede, der siden
tidernes morgen (nærmere bestemt 3000 f.Kr.) havde stået i urguden
Ra-Atums tempel i byen Heliopolis nær det nuværende Cairo, men
som vi kun kender i meget lille format som hieroglyf. Ra var
solguden, Atum var den gamle skabergud og dermed kongens
forfader. Med en særlig ægyptisk logik blev de kombineret til en
enkelt guddom, der dog når som helst kunne separeres og have et
eget liv og virkefelt. Deres dobbelttempel i Heliopolis tilkendegav
netop dette, at de både var sammen og hver for sig.
I Ægypten var en obelisk et meget iøjnefaldende solsymbol. De
ægyptiske faraoner lod udhugge obelisker for at skænke dem til
en af deres mytologiske fædre (Ra, Atum eller Amon-Ra). Oppe på
den pyramideformede spids kunne indhugges et emblem, der
tilkendegav den egentlige modtager, solen, der ved sin cykliske
bevægelse holder verden i gang. Ægypterne var mestre i at give
komplicerede koncepter visuel form, og denne livsnødvendige
proces vises i form af en bevinget skarabæ [1], der skubber
solskiven foran sig. Billedet har været inspireret af, at denne bille ude
i naturen ses skubbe en kugle af gødning foran sig. På ægyptisk
havde dens navn samme lydværdi som ordet for »at blive til«,
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
IndledningINDHOLD REGISTER KORT
9
11 Spidsen af obelisken med bevinget skarabæ på Piazza di Montecitorio ,
tegnet af Carlo Antonino til Zoëgas publikation.
og de to ting i forening var årsagen til, at et uanseligt insekt fk en
så ophøjet rolle at spille i myten om solen. Det er den, der hver
eneste morgen bringer solen frem over horisonten.
I Ægypten blev obeliskerne opsat parvis ved indgangen til et
tempel. Da fere konger ofte byggede til på det samme tempel
og gerne anlagde et nyt indgangsparti, står obelisker nu også
længere inde i tempelkomplekset. Giverens navne, titler og tilnavne
har en prominent plads i teksten på skaftet. Ud over det navn, han
fk ved fødslen, konstruerede en konge ved sin tronbestigelse fre
andre navne, der hver især signalerede et religiøst tilhørsforhold
eller berømmede hans styrke. På obeliskerne møder vi som regel
mindst tre af dem: Det ene, der relaterer ham til kongeguden
Horus, skrives i et rektangel med denne falkegud siddende på
toppen; personnavnet og det tredje navn skrives i en kartouche
(navnering). Titlerne beskriver hans kongelighed (Horus, Konge
over Øvre- og Nedreægypten, Herre over De To Lande) eller hans
mytologiske status (søn af Ra). Derpå kan følge andre tilnavne og
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
IndledningINDHOLD REGISTER KORT
10 i de længere tekster omtale af obelisken og omstændighederne
omkring dens rejsning. En sådan aktuel tekst stod på den mest
prominente side af en obelisk, dvs. den side, der vendte udad mod
den besøgende. Teksterne på siderne var orienteret indad
(forstået på den måde at hieroglyffer i form af fugle, mennesker o.l.
så i den retning). Indskrifterne på et obeliskpar vendte mod
hinanden på både for- og bagside. De obelisker, der har fået deres
indskrifter i Rom, kan tilføje andre elementer i teksten for at
berømme kejseren.
Obelisken fungerede som en brik i det spil, der drejede sig om
faraos ret til at herske over Ægypten og hans pligt til at stå som
garant for landets trivsel. Disse krav udmøntede sig i princippet
i to handlinger: at føre krig mod trusler fra verden udenfor og
tage krigsbytte med hjem samt at rejse monumenter for guderne:
templer, kapeller, statuer, obelisker. Den gud, der især står som
modtager af en obeliskgave, er guden Amon-Ra, en kombination
af solguden Ra og Amon, der netop på det tidspunkt, hvorfra vi
har de feste store obelisker (ca. 1500-1000 f.Kr.), havde fået en pro -
minent stilling som kongens særlige beskytter og dermed blev
genstand for stor opmærksomhed. Kongen omtaler ham som
»min fader Amon« og markerer sin hengivenhed ved at forskønne
eksisterende templer eller at bygge nye til hans ære især i Theben
i Øvreægypten (det nuværende Luxor og Karnak). Andre guder i
andre dele af landet blev genstand for lignende handlinger, og
helt nede i Nubien blev der opstillet obelisker. Nordpå stod de
især i Heliopolis samt i byen Sais i det vestlige Delta, der i det 8.
og igen i det 7. årh. f.Kr. var blevet regeringsby for den tids konger.
Mindre og helt små obelisker kunne opstilles andre steder i
templerne, f.eks. ved altre eller offerborde.
Dedikationsindskrifter
En ting har de feste af obeliskerne til fælles: De forherliger den
farao, der først udhuggede og opsatte dem, den kejser, der fk dem
transporteret til Rom og opstillet der, samt den pave, der genfandt
og genrejste dem. Deres dedikationsindskrifter er i sig selv et helt
studie i, hvordan magt og vælde blev bragt til at manifestere sig i
obeliskens slanke, himmelstræbende form. Da obeliskerne først
kom til Rom, var der stadig folk, der læste og talte ægyptisk, og
kejserne har i princippet haft mulighed for at orientere sig om,
hvad teksterne drejede sig om. I pavernes Rom var de en lukket
bog. Kendskabet til hieroglyfferne var gået tabt, og trods tapre
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
IndledningINDHOLD REGISTER KORT
forsøg fra tidlige lærde var det først i 1822, at nøglen til det gamle 11
sprog blev fundet.
I deres indskrifter måtte paverne opfnde nye temaer og en ny
stil. Sixtus V rejste i løbet af ganske få år hele fre obelisker, og det
er interessant at følge udviklingen i hans formuleringer. På
obelisken på Peterspladsen 5 anvendte paven i 1586 på to af
piedestalens sider en triumferende stil: »Her er Herrens kors! Vig bort
I fjendtlige kræfter! ... Kristus sejrer! Kristus hersker! Kristus
regerer!« fulgt af en kort beretning om arbejdets forløb og formål.
Helt oppe under spidsen, usynligt for alle, bryster han sig af at
have taget obelisken fra Augustus og Tiberius. Obelisken på
3Esquilin-højen , rejst af samme pave, understreger den kristne
symbolværdi og bringer her Augustus ind i billedet som en, der
ydmygt tilbad den endnu ufødte Kristus. Paven glemmer ikke at
give kejseren æren for at have bragt den til Rom til at smykke
sit mausolæum. Lateran-obelisken 13 , også genrejst af Sixtus V,
havde allerede fra kejser Konstantins tid haft en lang
dedikationsindskrift på latin, som paven citerer fra, hvilket gør ham i stand
til at prise kejseren som »sejrherre gennem korset«, der frelste
obelisken fra dens ugudelige miljø, fulgt af omtale af de
ubeskrivelige vanskeligheder, som udgravning og genrejsning af
obelisken havde medført. I 1589 fk han rejst en anden af Augustus’
2obelisker foran S. Maria in Popolo . Her lægges
dedikationsteksten i obeliskens egen mund, en ide, der utvivlsomt er inspireret
af den tids »talende statuer«, der i skriftlig form kunne tillægges
udsagn af politisk eller religiøs art: »Jeg rejser mig mere ophøjet
og lykkelig foran den hellige bygning, der tilhører hende af hvis
jomfruelige skød retfærdighedens sol steg op, mens Augustus
regerede« (fornemt at ordet »sol« blev indfettet). Paven afslutter
med at bekræfte obeliskens nye rolle som viet til det ubesejrlige
kors efter dens ugudelige liv på Circus Maximus.
Innocens X rejste i 1651 en obelisk skråt foran sit eget palads
6på Piazza Navona . Med udgangspunkt i sit eget navn
understreger han det barbariske i obeliskens fortid: »Den uskyldsrene
(innocens) due undertrykker ægypternes onde fabeldyr, bærende
fredens oliegren, kranset med dydernes liljer, og ved at opstille
obelisken som sit sejrstrofæ triumferer den/han i Rom.« Han
understreger, at obelisken er sat op til folkets gavn: for at give
skønhed til de forbipasserende, drikke til de tørstige, næring til
de refekterende. I 1667 fk Alexander VII en langt mindre obelisk
sat op på ryggen af en elefant foran S. Maria sopra Minerva 10 , vel
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
IndledningINDHOLD REGISTER KORT
12 vidende at den hvilede på et gammelt tempels grund. Han synes
at anerkende en potentiel visdom gemt i dens ulæselige tekst:
»Hvem du end er, der ser det vise Ægyptens fgurer indhugget
i obelisken blive båret af elefanten, det stærkeste af alle dyr, vid at
det er et bevis på, at det kræver et stærkt sind at støtte solid viden.«
Ikke langt derfra opsatte Clemens XI i 1711 en obelisk i næsten
7samme størrelse i en fontæne foran Pantheon , men her blev
indskriften holdt til det mest nødvendige: Hvem havde bekostet
det og hvornår.
Pius VI, som var ansvarlig for opsætningen af obelisken på
Quirinal-højen 4 i 1786, holdt sig på den ene side af obeliskens
base i en vanskeligt læsbar indskrift i ganske neutrale vendinger
om arbejdet. Den tilstødende side rummer et hyldestråb til ham
selv: »Hil dig, bedste fyrste, hil dig det romerske folks fader...« På
piedestalen på siden ud mod byen kom han med en langt mere
synlig tilføjelse, hvor han tager traditionen op med at lade
obelisken selv tale om sin fortid ved mausolæet og senere, sønderbrudt
og væltet, begravet af opdyngede brokker:
Mig kaldte Pius tilbage i lyset og bød at stå knejsende på
Quirinal, midt imellem skulpturerne af Alexander (som man
dengang troede de forestillede) for at vidne om, hvor meget
mindre han (Alexander) var end Pius!
Det var et udsagn, som faldt efterfølgeren for brystet. I
forbindelse med opsætningen af springvandet foran obelisken i 1818 fk
Pius VII indsat en indskrift på forsiden af piedestalen om dette.
Men yderligere fk han på bagsiden fjernet den formastelige
bemærkning og erstattet »hvor meget mindre han var end Pius«
med ordene »Pius VI’s store bedrifter«.
Pius VI var ivrig obeliskopsætter, men de senere obeliskers
dedikationer er holdt i en mere afdæmpet stil. Ud over
Quirinalobelisken fandt han i 1789 en, der kunne stå oven for den spanske
12trappe ved SS. Trinità dei Monti . Den viede han med angivelse
af fundstedet (Sallusts have) i neutrale vendinger til den ophøjede
treenighed. I 1792 kom turen til den ganske fragmentariske
obelisk 1 , der i kejsertiden havde været viser i et solur. Hans
forgænger, Benedikt XIV, havde i 1748 fået den gravet frem, men ikke sat
op. Han fk dog indmuret en fornem plakette på fundstedet,
næsten formuleret som en dedikation, for at stedet ikke skulle
gå i glemmebogen. Pius VI anerkender sin forgængers arbejde.
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
IndledningINDHOLD REGISTER KORT
Han »gav den tilbage til byen«, erindrer om dens tidligere funk- 13
tion og slutter med at sige, at »genoprettet i sin fordums pragt
... tæller den nu gunstigt Pius VI’s lykkelige tid.« Pius VII fandt
sin egen obelisk, som han i 1822 opsatte på Monte Pincio 11 for
at udsmykke de dejlige strækninger, der står åbne for borgerne til
at nyde solen, med et monument af enestående art. Det var den
sidste obelisk, der var tilbage, siger han. Også han fnder, sikkert
ganske bevidst, lejlighed til at omtale solen, men nu på ganske
verdslig vis.
To af obeliskerne har ikke noget med paverne at gøre. Den ene
blev skænket af senatet og det romerske folk til en privatperson
8i 1582 til udsmykning i hans have på Montecelio . Der står den
stadig efter dog i 1819 at være fyttet til et andet sted i parken.
Den var tilgængelig for offentligheden, som dens første indskrift
proklamerede. Den næste ejer restaurerede den og viede den til
»de fredsbringende muser og til de skønne kunsters skytsånd som
vogter og bevarer«. Endnu mere vigtig er måske tilføjelsen om »at
I velvilligt skænker mig og opretholder et tilfugtssted og længe
ønsket fred.« Manuel de Godoy havde haft et begivenhedsrigt liv
i nær forbindelse med Karl IV af Spanien og ikke mindst hans
dronning Maria Luisa. Den anden obelisk 9 blev i 1887 anbragt
foran hovedbanegården og i 1924 fyttet hen til siden i et lille,
grønt anlæg. Den bærer en dedikation til heltene, der faldt ved
Dogali i Ethiopien. Ved dens fod stod en skulptur af Judas Løve
med en hyldest fra det fascistiske Italien i 1937. Den originale
sokkel til obelisken ved den spanske trappe 12 faldt i øvrigt også
i fascisterne hænder og blev udsmykket derefter. Den står nu
ganske nøgen i hjørnet af en lille have på Capitol.
Note
I Rom blev obeliskerne anbragt på ganske komplicerede
konstruktioner. Den terminologi, der anvendes i denne bog, er som
følger:
sokkel: det nederste element
piedestal: den oftest marmorbeklædte mellemste sektion
base: den granitbeklædte del under obeliskens skaft
fod: den nederste del af skaftet
fodstykke: den samlede komposition, der også kan rumme
andre, indskudte elementer som f.eks. en profleret plade.
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
IndledningINDHOLD REGISTER KORT
14
Brydning, transport og opsætning
af obelisker
I stenbruddet
akket være den ufuldendte obelisk, der stadig ligger
forankret i stenbruddet i Aswan i det sydlige Ægypten T omkring 950 km syd for Cairo, har vi en ganske god ide
om, hvordan det indledende arbejde med at skabe en obelisk
foregik. Den øverste ansvarlige for de kongelige byggearbejder
udvalgte stedet, hvorfra den store blok skulle udtages. Han skulle
læse stenen og dens kvalitet korrekt, bedømme logistikken
omkring brydning og transport og stå som garant for, at projektet
kunne lykkes. Det gjorde det tilsyneladende oftest – undtagen
denne ene gang. Man var godt på vej med at udhugge de lodrette
sider, da en fejl i stenen blev åbenbaret. En katastrofe dengang,
men en gave til os, mere end 3000 år senere, for det gør os i stand
til at følge arbejdsprocessen. Obeliskens omgivelser i stenbruddet
har ændret sig meget siden oldtiden, for romerne fortsatte, hvor
faraonerne slap.
Stenen er granit, kaldet rosengranit, der består af rød feldspat,
kvarts og biotitglimmer. I praksis vil det sige, at farven er lyserød
spættet med rødt, sort og hvidt, netop de farver, de gamle
ægyptere også brugte til at gengive granitgenstande med i deres
malerier. Den fndes i store mængder i Aswan ved det egentlige Ægyp -
tens sydlige grænse. Stenmassen er naturligt delt i vandrette
og lodrette spalter og ligger derfor i kvadre af forskellig form og
størrelse. Hovedlinjen i Aswan løber vest-sydvest/øst-nordøst
(ligesom obelisken ligger). Yderligere fndes der sprækker, som
fortaber sig i stenen, hvilket udgør en stor risiko for spildt
arbejde. Stenens masse rummer således spændinger i sig, som
eksperten skal afæse for at kunne vurdere effekten af stenhuggernes
indblanding. I den ufuldendte obelisk er der sådanne blinde
forløb, som burde have været opdaget på et tidligere tidspunkt.
Stenhuggerne har forsøgt at efterprøve, hvor langt revnerne gik, for
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
Brydning, transport og opsætning af obeliskerINDHOLD REGISTER KORT
15
2 Den ufuldendte obelisk i stenbruddet i Aswan.
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
Brydning, transport og opsætning af obeliskerINDHOLD REGISTER KORT
16 eventuelt at kunne få en kortere obelisk ud af det, og andre har
senere tydeligvis haft planer om at fjerne bare en del af stenen.
Ved forvitring og erosion ændrer granittens overfade karakter
og tager form af store kugler, der mest af alt ligner opstablede
sække, som i sig selv rummer brugbart materiale til mindre
genstande. At bryde store obelisker var en anden sag. Stenhuggerne
skulle først fjerne skrøbelig granit fra overfaden for at komme
ned til den sunde sten. For at bearbejde granit og komme fri af
forvitringen er der i første omgang brug for et materiale, der er
endnu hårdere end granitten selv. Det er dolerit, en form for
basalt. Stykker af denne sten, der kunne veje mere end 5 kg, blev
brugt til at hamre på stenen med, indtil de efterhånden selv tog
form af kugler [3].
Derefter skulle man arbejde sig ned ad de lodrette sider for at
markere to render, der skilte obelisken fra klippen – alt imens
man holdt vejret og håbede på ikke at støde på en vandret
sprække i utide. Disse render har både på obelisken og på klippen
lodrette spor i omkring 30 cm bredde, næsten som om stenen var
blevet fjernet med en kæmpestor isske [4]. De forklares som regel
som mærker efter doleritkuglerne. Det er dog for nylig blevet
foreslået (Wirsching 2010), at de stammer fra et mere sofstikeret
apparatur: en halvcirkelformet kobbersav, der blev roteret 45° frem
og tilbage med kvartssand som slibemiddel. Efter at to smalle,
parallelle render var savet ud på obeliskens ene langside, kunne
væggen mellem dem slås væk med en doleritkugle, og renden var
færdig. Obeliskens spids og bund blev markeret på samme måde.
I græsk-romersk tid, hvor jern kommer ind i billedet, bliver denne
fritlægningsprocedure under alle omstændigheder aføst af brug
af hammer og mejsel.
På den ufuldendte obelisk er der naturligvis ingen spor af,
hvordan obelisken blev løsnet fra sin underside. At støde på en
horisontal spalte netop der, hvor man havde brug for den, ville
være et usædvanligt held. Det er foreslået, at man efter at have
markeret brudfaden med en rille brød blokken ved pres på løfte -
stænger indsat i huller (Röder 1965) eller ved at bore huller på
tværs under obelisken. Med løftestænger af importeret fyrretræ
kunne obelisken til sidst fyttes væk fra klippen (Wirsching 2010).
I det aktuelle tilfælde mangler man dog endnu at fjerne en større
klippeknold for at gøre plads til denne manøvre. I stenbruddet ses
mange spor af kilehuller af forskellig bredde og med forskellig
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
Brydning, transport og opsætning af obeliskerINDHOLD REGISTER KORT
17
3 Doleritkugler til bearbejdning af granit.
4 Siden af den ufuldendte obelisk i Aswan med spor af bearbejdningen.
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
Brydning, transport og opsætning af obeliskerINDHOLD REGISTER KORT
18 afstand, der som regel fortolkes som huller til kiler af træ, der
overhældt med vand ville få en stenblok til at springe. Dette kan
dog ikke lade sig gøre med en så hård sten som granit. Hullerne
stammer fra jernkiler, der er blevet hamret i, og de er derfor af
senere dato (Röder 1965). Sådanne kilehuller kan sammenlignes
med tilsvarende huller i andre stenbrud, hvor der foreligger
supplerende datering. Heraf fremgår det ganske tydeligt, at der har
været større aktivitet i granitbruddet i kejsertiden end på noget
andet tidspunkt, og med en sådan efterspørgsel blev der udviklet
kombinationer af de forskellige kendte teknikker. Aswan har
leveret råmaterialet til romertidens søjler, gulve, sarkofager og
badekar – i alt måske op imod 2 millioner kubikmeter granit!
Efter brydningen fulgte transporten ned til foden. At trække
den af sted i reb ville medføre visse logistiske problemer, da dens
vægt ville kræve omkring 3000 mand til opgaven. Ruten er ikke
jævn og uden forhindringer, men kuperet og pladsen undertiden
trang. At anvende fordelene ved løftestænger synes mere rimeligt.
Når obelisken blev lagt på en rampe af sten, der var smallere end
dens smalleste sted, kunne arbejderne med en række af
løftestænger uden problemer fnde afsæt i en bredere rampe lagt
nedenunder. Ved i takt at trække løftestængerne bagud (som årer) kunne
de bevæge obelisken fremad.
Transport på Nilen
Dronning Hatshepsut har i sit dødetempel i Deir el-Bahari på
vestbredden af Luxor efterladt et relief, der viser to af hendes
store obelisker på vej ned ad foden mod Karnak. De ligger bund
mod bund på en pram (uden sejl eller mandskab), der trækkes af
10 · 3 skibe. For at forstå dette billede må man huske, at ægyptisk
kunst gengiver »den redigerede virkelighed«. Det har været
vigtigt at vise, at det drejede sig om to store obelisker, der blev
transporteret, men det er ikke en naturalistisk fremstilling.
Obeliskerne har haft hver sit skib, og de har ikke ligget i skibene, men har
hver især været anbragt mellem to skibe, hvilket ville mindske deres
vægt (nedsænket i vand) med omkring en tredjedel. De resterende
to tredjedeles vægt blev fordelt på to skibe. Undertiden var vægten
så stor, at der skulle et »dobbelt dobbeltskib« til (altså fre pram -
me), og til meget store obelisker, eller til de største kolossalstatuer,
var det nødvendigt med »otteskibe«, som de kaldes i teksterne.
Denne metode, som først for nylig er blevet demonstreret i
detaljer (Wirsching 2010), krævede erfaring og specialkundskaber, men
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
Brydning, transport og opsætning af obeliskerINDHOLD REGISTER KORT
holdt sig alligevel på et lavteknologisk plan, som ægypterne var 19
mestre i at udnytte.
Opstilling i Ægypten
Vi har hverken billeder eller beskrivelser af, hvordan ægypterne
fk deres obelisker til at stå på højkant. Vi må studere sporene
på de faldne obelisker og yderligere observere de metoder, der
blev anvendt ved den første genrejsning af en obelisk i Rom i året
1586. I alle tilfælde var det væsentlige at fnde en teknik til at dre -
je obelisken om dens tyngdepunkt. I 1586 foregik det ved at løfte i dens øverste ende og ved hjælp af stilladser og spil,
trukket af heste og mennesker, samtidig fytte den nederste del
ind under dens tyngdepunkt og anbringe den på fodstykket.
Ægypterne gennemførte det vandrette momentum ved at bevæge
den øverste del af obelisken i en bue hen mod basen, som den
underste del allerede var i kontakt med. Dette foregik ved at
bygge tre vægge omkring obeliskens sider og spids og ved hjælp af
stenblokke, fastgjort i reb, der hang ned over den smalle mur ved
spidsen, først at få den rejst 45° og dernæst, med
bremsemekanismer bestående af mandskab, der holdt igen, og stenblokke, der
gradvis kom til at hvile på jorden, at anbringe den i lodret stilling.
Hvis den til rådighed værende energi blev orkestreret med
omhu, kunne denne metode lykkes selv på begrænset plads. Det
følsomme punkt ville altid være der, hvor obeliskens underkant
møder basens overkant, medmindre obelisken ligefrem løftes på
plads. Nogle sokler er forsynet med en rille parallelt med kanten,
lidt længere end bredden af obeliskens underside. Heri kunne
anbringes en metalstang med afrundet overkant, der kunne
fungere som akse for obeliskens drejning under rejsningen.
Obelisken ville til formålet have en fremspringende kant, der blev
hugget af, når opgaven var fuldført.
Transport på havet
Romerne har uden tvivl informeret sig om de ægyptiske
transportmetoder, da Augustus først fk den tanke at få en obelisk
sendt til Rom. Kort forinden var to andre obelisker blevet sendt
fra Heliopolis til Alexandria for at blive opstillet på Forum Iulium
lige ved havnen (det er dem, der nu står i New York og London).
Augustus tog selv initiativet til at tage to obelisker hjem (Piazza
1 2di Montecitorio og Piazza del Popolo ); Caligula tog den
obelisk, der nu står på Peterspladsen 5 , og de to, der endte ved
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
Brydning, transport og opsætning af obeliskerINDHOLD REGISTER KORT
20 Augustus’ mausolæum (Esquilin 3 og Quirinal 4 ), blev
formodentlig ligeledes hentet i det 1. årh. e.Kr.
Hele projektet med bygning af skib og transport kunne næppe
være realiseret på mindre end to år. Selv om romerne kunne støtte
sig til de kendte og afprøvede ægyptiske metoder, var der dog en
væsentlig forskel: på Nilen bevægede skibene sig af sig selv med
strømmen fra stenbruddet mod nord og forblev stort set i det
samme vand, der fyttede sig i samme retning. Under transporten
over Middelhavet var hydromekanikken anderledes, og
fremdriften skulle hentes ad anden vej: med årer eller sejl. Over havet
var der brug for et tredje skib foran de to slæbepramme, mellem
hvilke obelisken hang, og der skulle gøres plads til omkring
100 sømænd ad gangen ved årerne og til måske to gange så mange,
der hvilede sig. Drikkevand og mad måtte transporteres på et
ledsagende skib til dem alle sammen.
Vi kan hente nyttige oplysninger hos den altid velinformerede
samtidige naturhistoriker Plinius d. Ældre i hans Naturalis Historia
(NH 16, 201). Ifølge ham blev obelisken, der nu står på
Peterspladsen 5 , bragt til Rom af Caligula (37-41 e.Kr.) til opstilling på
Circus Vaticanus. Den nævnes i en bizar passage:

En mast af usædvanlig størrelse blev set på det skib, der
på kejser Caligulas befaling transporterede den obelisk,
der blev rejst i Circus Vaticanus, med samt de fre tronchi
(baseblokke) også af sten af pietra numidica til at støtte den.
Det er sikkert, at aldrig var der på havet set noget mere
storslået end dette skib, for hvilket der var brugt 1050 ton linser
som ballast, og hvis længde optog næsten hele den venstre
del af havnen i Ostia. Det var således, at kejser Claudius
sænkede det her for ovenpå at rejse tre tårnhøje moler ....
Der skulle fre mand til at spænde rundt om masten.
Omtalen af linser kan undre og er i tidens løb blevet misforstået.
Linserne kom kun ind i billedet på det tidspunkt, hvor obelisken
skulle fastgøres til skibet. Det skulle sænkes til et niveau, hvor det
var praktisk muligt at få obelisken ophængt, hvorefter de blev
fjernet.
Ostias havn ligger nu fere kilometer fra kysten, delvis der hvor
Leonardo da Vinci-lufthavnen breder sig. Nyere udgravninger har
defneret den sekskantede havn, anlagt af Trajan og den tidligere
havn længere ude, anlagt af Claudius. Det var et risikofyldt
farvand netop der, hvor Tiberen løb ud i Middelhavet, og Claudius
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
Brydning, transport og opsætning af obeliskerINDHOLD REGISTER KORT
forbedrede forholdene betragteligt ved at anlægge en bølgebryder 21
foran fodens munding. For at få fast grund under fødderne tog
han Caligulas obeliskskib, fyldte det med pozzolano, en blanding
af sand, kalk og vulkansk aske fra Pozzuoli, der ved kontakt med
vand minder om cement, og sænkede det. Det blev fundamentet
til bølgebryderen og det nye fyrtårn, som tog sin inspiration fra
det berømte fyrtårn i Alexandria. Sueton fortæller det således
(Claudius 20):
Han byggede havnen i Ostia ved at lægge buede bølge-
brydere til højre og til venstre, og lige foran indsejlingen
anbragte han en mole på dybt vand. For at give denne mole
et fastere fundament sænkede han først det skib, som den
store obelisk var blevet hentet i fra Ægypten, og dernæst ved
at fæstne den med piller byggede han et højt tårn ligesom
fyrtårnet i Alexandria, som skulle tændes om natten og
lede skibenes kurs.
Aftrykket af det over 80 m lange skib blev fundet, da lufthavnen
skulle anlægges. Det første obeliskskib blev sejlet til Pozzuoli ved
Napoli for at blive udstillet i dokken der. Det gik dog til grunde i
en brand.
1 2De to obelisker , der var kommet til Rom inden Caligula,
havde heller ikke en passende havn til modtagelsen og må være
blevet losset ind i en sluse ved kysten. Vi ved om Lateran-obelisken
13 , at den kom i land tre mil uden for byen ved Vicus Alexandri,
hvorfra den blev trukket til Circus Maximus.
Opstilling i Rom
Man kan undre sig over, hvorfor vi ikke har fere øjenvidneberet -
ninger om opstilling af obelisker i Rom. Men for at citere Armin
Wirsching, hvis studier ligger til grund for de metoder, der blev
beskrevet ovenfor: Der blev ikke fortalt noget, fordi der ikke var
noget at fortælle, og det var der ikke, fordi ingen så, hvad der
foregik. Begivenheden havde ikke den samme publikumstække som
1500 år senere. Store byggerier, skjult af mure, var dagligdags
foreteelser i Rom. Ammianus Marcellinus (Res gestae XVII,4) røber dog
13lidt om Lateran-obelisken : Først plantede de en hel skov af
bjælker, og i disse bjælker fæstede de lange og grove tove, som gik
på kryds og tværs ligesom et stykke vævning, og som beskyttede
for solen. Derpå blev tovene slået rundt om obelisken, og blokken
med sine fre beskrevne sider blev langsomt hejst op i luften, for -
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
Brydning, transport og opsætning af obeliskerINDHOLD REGISTER KORT
22 blev i svævende stilling og blev derefter sænket ned ved hjælp af
hjul, der lignede en kværn og blev sat i gang af 1000
menneskehænder. På spidsen af obelisken sattes en forgyldt kobberkugle,
men da den nogen tid efter blev ramt af lynet, blev den taget ned
og erstattet med et ornament af en brændende fakkel. Den
beskrevne metode indikerer, at obelisken fk sin indhuggede
udsmykning, inden den blev rejst, og at den på et tidspunkt er
blevet vendt for at få adgang til undersiden.
Ligesom romerne studerede de ægyptiske metoder, kan man
forestille sig, at renæssancens romere har forhørt sig om, hvad der
er foregået i Alexandria. Der var jo tale om spolier,
genbrugsobelisker, der ikke først skulle brydes i stenbruddet. Men det betød
også, at det fremspring på obeliskens nederste kant, der var
nyttigt ved rejsningen, ikke længere fandtes. Derfor opstod
astragalerne, støtteelementer af metal (bronze), der skulle fungere som
omdrejningsakse ved opsætningen, til dels nedsænket i obeliskens
base og med en tap op i dens underside. Det var et teknisk og
ikke et kosmetisk element, selv om det til tider kunne fungere
dekorativt.
For rejsning af obelisker i nyere tid se især om obelisken på
Peterspladsen 5 .
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
Brydning, transport og opsætning af obeliskerS tående
obelisker
i RomPiazza di Montecitorio
»Solare«, »Campense«
Roullet nr. 83 (Disse numre henviser til A. Roullet,
Egyptian and Egyptianizing Monuments
of Imperial Rome, Leiden 1972)
Rejst i Heliopolis af Psammetik
(595-589 f.Kr.)
Rejst på Marsmarken af Augustus
10 f.Kr., indviet i år 9 f.Kr.
Rejst på Piazza di Montecitorio
af Pius VI i 1792
21,79 m 1
5 Obelisken på Piazza di Montecitorio set fra syd.
Piazza di MontecitorioINDHOLD REGISTER KORT
26 belisken , der i dag står foran det italienske parlament,
var en af de første to, der kom til Rom. Kejser Augustus O havde set potentialet i disse nåle af sten. I hans byggeri i
Rom kunne de indgå i en ny sammenhæng, samtidig med at de
kunne komme til at stå som et prægtigt monument over
Ægyptens indlemmelse i Romerriget. Som den eneste af de efterhånden 1
fjorten stående obelisker i byen bevarede denne pionerobelisk dog
en markant tilknytning til solen, ikke som guddom, men som et
kosmisk fænomen.
Augustus i Ægypten
Efter Octavians sejr over Marcus Antonius i slaget ved Actium i 31
f.Kr. fk Ægypten status af romersk provins. I Rom lod han sig fra
27 f.Kr. kalde Augustus. Han indførte romersk administration
med romerske embedsmænd og romersk tilstedeværelse på tre
strategisk vigtige steder: i en ny by, Nikopolis, øst for Alexandria;
i Babylon (den fæstning hvis ruiner stadig kan ses i Old Cairo); og
i Theben (i Luxor-templet). Også Nedrenubien ved Ægyptens
sydlige grænse blev annekteret. Overgangen gik ikke uden alvorlige
kontroverser med lokalbefolkningen. Romerne havde erhvervet
sig ret til at inddrive skatter fra alle disse områder og havde
yderligere skaffet sig adgang til templernes ejendom. Landets religion
blev tolereret, ja endda udnyttet, for Augustus (og hans
efterfølgere) lod sig afbilde som faraoner og overtog, ligesom andre
fremmede, der i tidens løb havde siddet på Ægyptens trone, deres rolle
som formidler mellem mennesker og guder.
På det administrative plan var det ægyptiske kongerige dog
afskaffet, og dermed også selve titlen »farao« (fra ægyptisk per aa
»det store hus«). Fra nu af stod der »kaisaros« og »autokrator« i
kartoucherne, eller, i begyndelsen af Augustus’ herredømme,
»romaios« sammen med »kaisaros«. Umiddelbart efter sin
erobring havde Augustus besøgt Alexander den Stores gravmonument
for at cementere forbindelsen til forgængerne. Han nægtede dog
at ofre til den hellige Apis-tyr, hvilket ellers kunne have givet ham
guddommelig legitimering som hersker. Ypperstepræsten for
guden Ptah i Memfs var afgået ved døden, to dage inden Augustus
var nået frem, men først i år 27 indsatte kejseren en ny, der som sit
ansvarsområde tillige fk kulten af den levende hersker. Fra år 23
vinder de traditionelle, ægyptiske herskertitler atter indpas side
om side med de romerske.
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
Piazza di MontecitorioINDHOLD REGISTER KORT
Augustus’ selviscenesættelse ses på væggene i templerne i Nil- 27
dalen, i Nubien og i oaserne i den vestlige ørken. I Rom var
situationen en ganske anden. I år 28 nægtede kejseren at støtte
dyrkelse af ægyptiske guder inden for pomerium (bygrænsen).
Obelisken i romertiden
1
Om transport af obelisker over Middelhavet er der fortalt oven-
for. Plinius giver nogle detaljer, men det er uklart, hvilken af
Augustus’ to obelisker det drejer sig om (se citaterne under den
2følgende obelisk ). Vel ankommet til Rom i år 10 f.Kr. blev
Montecitorio-obelisken sat på en base af rød granit, der formodentlig
rejste med et separat skib, for obelisken vejede rigeligt i sig selv.
Til opsætningen havde Augustus valgt den nordlige del af
Marsmarken, på den tid et åbent, landligt område, hvor Via Flaminia
førte ud af byen i nordlig retning. Her rejste Augustus tre
markante mindesmærker nogle få hundrede meter fra hinanden,
et mausolæum, hvor han og hans families aske skulle opbevares;
et fredsalter for at fejre Pax Romana; og obelisken, som beseglede
ægypternes underkastelse, men som også fk en praktisk rolle at
spille som astronomisk instrument. For at markere begivenheden
på standsmæssig vis blev obelisken indviet i år 9 f.Kr., ved at der
på to af basens sider (nord og syd) blev indhugget en indskrift,
som Augustus valgte at gentage ordret på sin anden obelisk (den
der nu står på Piazza del Popolo 2 ) [6]:
IMP CAESAR DIVI FIL
AVGVSTVS
PONTIFEX MAXIMVS
IMP XII COS XI TRIB POT XIV
AEGVPTO IN POTESTATEM
POPVLI ROMANA REDACTA
SOLI DONVM DEDIT
Imperator Augustus, søn af den guddommelige, Pontifex Maximus,
12. gang imperator, 11. gang konsul, 14. gang folketribun, viede (denne
obelisk) som gave til solen, efter at Ægypten var bragt under det
romerske folks magt.
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
Piazza di Montecitorio

  • Accueil Accueil
  • Univers Univers
  • Ebooks Ebooks
  • Livres audio Livres audio
  • Presse Presse
  • BD BD
  • Documents Documents