Sigojnere
181 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Sigojnere , livre ebook

-

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus
181 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

Description

Roma betyder menneske og er sigojnernes betegnelse for sig selv. Gennem tusind ar pa kanten af de europAeiske samfund har romaerne formaet at bevare deres eget sprog og en sAeregen kultur. I denne bog videregiver forfatterne indtryk og erfaringer fra rejser til vidt forskellige romamiljoer i 12 lande. FortAellingen begynder i Indien, romaernes "moderland", og slutter i Skandinavien, hvor romaerne kAemper for at blive en anerkendt del af et moderne samfund. Undervejs overvAerer vi religiose ritualer i Frankrig og deltager i farvestralende flamencofester i Spanien. Vi folger den barske hverdag i Slovakiets og Tjekkiets gra ghettoer og besoger en by i Makedonien, hvor romaerne har egen borgmester og eget bystyre. I ord og billeder tegner forfatterne et billede af et folk, der har vAeret forfulgt og forkAetret gennem arhundreder - fra slaveriet i middelalderens RumAenien til nazisternes terror i det 20. arhundrede - men som altid har formaet at rejse sig igen. Med udvidelsen af EU er de fleste romaer samlet inden for samme politiske fAellesskab, og for forste gang i historien er der tegn pa, at romaerne organiserer sig politisk og kan komme til at udgore en magtfaktor i fremtidens Europa.

Sujets

Informations

Publié par
Date de parution 30 novembre 2006
Nombre de lectures 0
EAN13 9788771246957
Langue Danish
Poids de l'ouvrage 13 Mo

Informations légales : prix de location à la page 0,0112€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.

Exrait

Carsten og Malene Fenger-Gr ndahl
Sig jnere
1000 r p kanten af Europa
Forord
Denne bog var ikke blevet til uden praktisk hj lp, gode r d og vejledning fra en lang r kke personer i hele Europa - og inspirerende samtaler, kritik og nysgerrige sp rgsm l fra lige s mange. Det er umuligt at takke alle med navns n vnelse, men vi vil i det mindste gerne rette en varm tak til f lgende personer, som har hjulpet os s rlig meget i forbindelse med researchen til bogens enkelte kapitler:
INDIEN : Govind Singh Rathore, Melitta Tchaicovsky Pepe Ozan, Swati Naik, Anand Talari, Thierry Titi Robin, Jacob Remin, Peter Bakker, Hacer Foggo, Seda M ft gil; RUM NIEN : Crina Morteanu, Corina Iulian Mandachi, Gheorghe Sarau, Andy Brockbank, Elena Motas, Simona Hultoana Diana Timofte fra Regional Facilitation and Negotiation Center ( RFNC ) i Iasi; FRANKRIG : Jannie Hesselbjerg, Anne Marie Auger, Ren Guitard; TYSKLAND : Anita Awosusi, Romani Rose, Cenek Ruzicka, Markus Pape, Joanna Kwiatkowska, Michaela Tomisov ; TJEKKIET og SLOVAKIET : Jir S kora, Karel Holomek, Kumar Vishwanathan, Gabriela Hrabanov , Mark ta Fischerova, Veronika Sutkova, Karel Novak, Marek Hojsek, Ivan Vesely Jakub Krcik fra Dzeno Association; MAKEDONIEN : Suzana Sabanovska, Azbija Memedova; KOSOVO : Jevto Boricic, Josef Pfattner, Iben Rosenkrantz de Neergaard, Hans Boserup; SPANIEN : Gunther Dietz, Nadia el- Shohoumi, Teresa San-Rom n Espinosa, Carolina Fern ndez, Sara A ino Villalva, Manuela Cant n Delgado, Erik Sutherland, Joaquin Albaic n, Jihad Josef, Poul Jacek Knudsen, Signe Faber, Pernille Pennington; SKANDINAVIEN : Irka Cederberg Bj rn Kumm, Soraya Post, Keith Palmroth, Stefano Kuzhicov, Marian Wydow, Janos Rodjikov, Bo Hazell, Birgitta Boqvist-M nsson, Henrik von B low, Mads Hvidtved Grand; AFSLUTNING : Bashy Quraishy, Ivan Ivanov, Vikt ria Moh csi.
Desuden nsker vi at takke Biljana Muncan og Johannes Busk Laursen for deres imponerende engagement i vores projekt helt fra begyndelsen og deres hj lp og vejledning undervejs.
En stor tak skal ogs lyde til N vnet til Fremme af Debat og Oplysning om Europa samt H jesteretssagf rer C.L. Davids Legat for Sl gt og Venner, som med et konomisk tilskud muliggjorde trykningen af n rv rende bog.
Den sidste, men st rste tak skal dog g til de hundredvis af romaer - navngivne og unavngivne - der er grundstoffet og inspirationskilden til denne bog. Det er dem, vi har nsket at give stemme, og deres virkelighed vi har nsket at give et indtryk af. Vi har m dt en benhed og en tillid, som ofte slet ikke st r i forhold til de barske erfaringer med majoritetssamfundet, som mange romaer har gjort sig.
St rstedelen af bogens afsnit er l st igennem af en r kke af de interviewede samt af fagpersoner med indsigt i specielle omr der som undervisning, ghettoisering, sociale forhold, folkemord og lign. Men vi p tager os som forfattere naturligvis det fulde ansvar for fejl eller un jagtigheder. Det g lder ogs oplysningerne i faktaboksene, som for st rstedelens vedkommende stammer fra myndigheder i de enkelte lande, internationale organisationer som FN s Udviklingsprogram ( UNDP ), EU og Europar det samt roma-ngo er som European Roma Information Office ( ERIO ) og European Roma Rights Centre ( ERRC ).
Overs ttelse af citater fra rapporter, interviews og lignende er foretaget af bogens forfattere eller af Kirstine Sinclair (fra engelsk), Uta Kreie Larsen (fra tysk), Jannie Hesselbjerg (fra fransk), Ulrika rnhagen J rgensen (fra svensk), Stepanka Hansen (fra tjekkisk), Jonas Holst S rensen og Erika Narvi n Casorr n (fra spansk) og Biljana Muncan (fra serbokroatisk og makedonsk samt fra romani).
Rapporter og b ger, der citeres fra undervejs, er samlet i en litteraturliste bagerst i bogen, hvor vi ogs har samlet litteratur, vi i vrigt er blevet inspireret af, samt en r kke relevante hjemmesider. Vi har desuden listet en r kke organisationer og foreninger, som besk ftiger sig med romaernes forhold i Europa.
Malene og Carsten Fenger-Gr ndahl
rhus, september 2006
Indledning

Indledning
Vi var stumme i tusinder af r
men vore hjerte er fulde
af usagte s tninger
som et ocean der tager imod
bl floders str mme
gennem hele sit lange liv
Dezider Banga

Europas sp gelser
Romaerne er Europas sp gelser . S dan sagde en ung spansk romakvinde ved en konference om romaernes situation i Europa for et rs tid siden. Hvad hun mere pr cist mente, forblev uklart. Hun sagde det bare s dan, som afslutning p et opl g om situationen for det folk, hun identificerede sig med. Men selv om den unge romakvindes udtalelse kan synes dunkel, er det ikke sv rt for os at tilskrive den mening, n r vi genkalder os mange af de m der, vi har haft med romaer overalt i Europa. M der, som har vist os en stor mangfoldighed, men som ogs har tegnet et billede af et folk, der lever midt iblandt alle andre europ ere, men ofte i en parallel virkelighed. En virkelighed, der p en gang virker skr mmende og dragende p de udenforst ende og har gjort det gennem hundredvis af r.
Romaerne, eller sig jnerne, som de ofte kaldes af ikke-romaer, er Europas st rste etniske minoritet. Ingen ved, pr cis hvor mange romaer der findes i Europa - eller i resten af verden for den sags skyld. Et godt bud er, at romaerne udg r en minoritet p 10-12 millioner mennesker i Europa, og at der p verdensplan findes mellem 15 og 18 millioner romaer. Langt st rstedelen bor alts i Europa, og af dem lever de fleste i Central- og steuropa, men der findes romaer i stort set alle europ iske lande, og med EU s udvidelse med ti nye lande i maj 2004 blev omkring 8 af Europas 10-12 millioner romaer en del af unionen. Med den planlagte optagelse af Rum nien og Bulgarien i 2007 eller 2008 vil n sten alle Europas romaer blive en del af samme politiske f llesskab.
Allerede nu er romaerne imidlertid en del af den danske virkelighed. Mange har sikkert l st om eller er st dt p sig jnertiggerne p g gaderne i K benhavn, rhus og Odense, og mindst lige s mange har formodentlig h rt om det d rlige forhold mellem de lokale myndigheder og romaerne i Helsing r. Andre igen har h rt om de hundredvis af romaer fra Kosovo, der sidder p landets asylcentre. F rre er klar over, at der rundt omkring i andre danske byer bor romaer, som indg r i samfundet p lige fod med alle andre. Romaforeninger sk nner, at der er 5.000-10.000 romaer i Danmark, og de fleste er kommet som g stearbejdere i slutningen af 1960 erne og begyndelsen af 1970 erne eller som flygtninge fra krigene p Balkan i 1990 erne, eller de er efterkommere af disse indvandrere og flygtninge. Mange af dem pr senterer sig ikke som romaer, men som makedonere, serbere, jugoslaver, kosovarer, bosniere eller danskere. Hvad de naturligvis ogs er, ud over at de er romaer.
Romaerne er nemlig ikke s dan at s tte i b s; de er et folk uden land, en transnational etnisk gruppe og alts Europas st rste etniske minoritet. De er ogs et folk omg rdet af mystik og fordomme. Kun f ved, at romaerne kan f re deres oprindelse tilbage til Indien, og endnu f rre ved, at romaerne har v ret en del af den europ iske virkelighed i op mod 1000 r.
For f r siden, inden vi gav os i kast med at samle materiale til denne bog, var vores viden om romaer stort set ikke-eksisterende. Vi havde hver is r nogle vage forestillinger om sig jnerne som et omrejsende folk, hvis oprindelse vistnok fortabte sig i historiens t ger, og som levede som h ndv rkere, musikere og plattenslagere. Vores billede af sig jnerne var en blanding af romantiske forestillinger om machom nd og varmblodede kvinder og firkantede stereotyper om uhumskhed, kriminalitet og up lidelighed.
Fra vores rejser i st- og Centraleuropa huskede vi romakvinder i farvestr lende, folderige sk rter og med guldm nter flettet ind i den sorte h rpragt og romam nd med bredskyggede filthatte, m rke silkeveste og oversk g som krumsabler. De levede tilsyneladende af at s lge blomster, sko heste og spille musik. Andre af vores rejseminder fra samme region handlede derimod om fattige og beskidte tiggere og gadeb rn, som kr b sammen under halvtage og i ventesale, n r sommerregnen forvandlede gaderne til rislende floder, eller som med insisterende miner maste sig ind p turisterne med fremstrakte h nder. Men noget samlet billede af, hvem romaerne var, havde vi ikke. Det var kun blevet til disse spredte iagttagelser, som alene rummede de mennesker, der levede op til stereotyperne fra film og litteratur og var nemt genkendelige som en del af den gruppe mennesker, der i vores vokabularium var sig jnere .
I revis sk nkede vi ikke romaerne ret mange tanker. Men under arbejdet med bogen Flygtningenes danmarkshistorie 1954-2004 (Aarhus Universitetsforlag, 2004) st dte vi flere gange p oplysninger om romaerne. Dels i forbindelse med Murens fald og de str mme af asyls gere og illegale immigranter, der derefter rejste mod is r Tyskland og England, men ogs mod Danmark. Dels i forbindelse med krigene p Balkan, hvor romagrupperne tilsyneladende blev klemt fra alle sider og beskyldt for forr deri af samtlige v benf re parter i konflikterne.
I tiden op til EU s store studvidelse i for ret 2004 dukkede romaerne igen op i mediebilledet og i vores bevidsthed, dog oftest kun i bis tninger, n r kravene til kandidatlandene blev remset op, eller Europa-Kommissionens rlige tilstandsrapporter om kandidatlandene blev offentliggjort. Et eller andet sted i vrimlen af artikler st dte vi p den oplysning, at romaerne udgjorde Europas st rste etniske minoritet, og at de efter EU s studvidelse ville v re unionens st rste etniske mindretal. Det gik op for os, at romaerne p mange m der var Europas glemte folk. At de var sp gelser i udkanten af vores bevidsthed.
Vi satte os for at g p sp gelsesjagt - vel vidende, at romaerne, n r vi kom t ttere p , ville vise sig ikke at v re esoteriske nder fra en anden verden, men mennesker af k d og blod. Europ iske borgere som os selv - og tilmed for st rstepartens vedkommende en del af samme politiske f llesskab. I f rste omgang s gte vi efter litteratur og fandt ud af, at der fandtes meget lidt p dansk. P det tidspunkt - i 2003 - opstod ideen om selv at skrive en bog for f rste gang. Som med tidligere b ger, vi har skrevet, var det vores egen nysgerrighed og vores nske om at vide mere, der satte en proces i gang. Vi besluttede at begive os ud for at m de romaerne der, hvor de lever og d r. Det blev til mere end 10 rejser, hvoraf den f rste f rte os langt v k fra Europa - til romaernes moderland , Indien - og en anden knap nok kan kaldes en rejse, men snarere et bes g i vores egen baghave, Danmark. Rejserne og de oplevelser, de gav os i l bet af omkring to r, danner udgangspunkt for denne bog.
Bogen er et koncentrat af det, vi fandt vigtigt at formidle videre. Det, der overraskede og fascinerede os, det, der fyldte os med gru og gl de, med forst else og erkendelse. P vores rejser gens vi b de eventyrligt kl dte romaer i Rum nien og fattige romab rn, der rystende af kulde fors gte at overleve i de steurop iske storbyers slum og landsbyernes udkanter. Men vi m dte ogs romaer, som p ingen m de rimede med vores tidligere erfaringer eller med de stereotype beskrivelser af romaer som tyvekn gte og landevejsriddere, som europ isk film, litteratur og musik er fuld af.
Vi har talt med romaer i 14 forskellige europ iske lande. Bes gt dem i deres hjem, fulgt dem p deres arbejdspladser, danset, festet og spist med dem, deltaget i deres h jtider og ceremonier. Nogle har v ret fattige - endda s fattige, at vi havde sv rt ved at tro, at vi befandt os i Europa efter rtusindskiftet - andre har tilh rt middelklassen, og enkelte har v ret decideret rige, selv m lt med vores normaldanske alen. De har tilh rt forskellige aldersgrupper og haft forskelligt k n og erhverv. For nogle har romaidentiteten v ret den prim re, mens den for andre har v ret sekund r eller m ske endda ganske perifer. Ingen er jo kun romaer - de er ogs kvinder og m nd, tjekker, danskere og spaniere, studerende, erhvervsaktive og pensionister, hundeejere og hesteelskere, musikere og modebevidste, kvindesagsfork mpere, konservative og socialister.
For nogle er det problemfrit at kombinere et v ld af identiteter og lade dem spille sammen p konstruktiv vis - b de i det private og det offentlige rum. Men for mange romaer er netop romaidentiteten sv r at forene med de andre identitetsmark rer. At v re roma er sj ldent en gevinst, n r man s ger arbejde, pr senterer sig ved sociale sammenkomster eller melder sig ind i en sportsklub. Ofte er det en barriere for at deltage p lige fod p arbejdsmarkedet og i samfundslivet i det hele taget. Romaerne er p mange m de Europas pariaer. Et marginaliseret og udst dt folk. Derfor v lger mange romaer at skjule deres etniske baggrund i alle offentlige sammenh nge - af frygt for f lgerne eller af skam over at tilh re en etnisk gruppe, der mange steder er kendetegnet ved h j arbejdsl shed, lavt uddannelsesniveau og h j kriminalitetsrate, og som der kl ber et v ld af fordomme til.
Alligevel valgte mange romaer, som skjuler deres identitet p arbejdspladsen og socialkontoret, at tale bent med os, og vi fik indsigt i en tilv relse pr get af forstillelse og frygt for afsl ring. Andre havde valgt romaidentiteten aktivt til og stod b de over for os og andre med stolthed frem som romaer. P den m de levendegjorde og eksemplificerede de det faktum, at romaerne p trods - eller m ske p grund - af rhundreders forf lgelse og diskrimination har form et at bevare en st rk, om end foranderlig, identitet.
Vi kan takke alle jer ikke-romaer for vores st rke identitet, vores sammenhold og vores eksistens som folk, som Viktoria, en ung romakvinde fra Ungarn, udtrykte det under en samtale om identitetsdannelse og politisk organisering blandt romaer. Romaer er forskellige, men vi har tre ting til f lles: sproget, nogle f traditioner og s oplevelsen af diskrimination, fortsatte hun og lod os forst , at det is r var det sidstn vnte, der var afg rende for eksistensen af en romaidentitet i r 2006.
Viktoria gav os med sin forklaring p romaidentitetens eksistens det bedste svar, vi hidtil har f et p , hvad det vil sige at v re roma. Man kan nemlig med god ret h vde, at det folk, som denne bog handler om, ikke kan afgr nses eller defineres klart. Er det et sp rgsm l om gener, sprog, kultur eller tradition? Kun f romaer er enige om, hvem der kan siges at tilh re gruppen af romaer. Men visse tr k g r alligevel igen blandt st rstedelen af de 10-12 millioner europ ere, der opfatter sig selv som romaer. Skal man tro de nyeste sproglige og genetiske analyser, nedstammer n sten alle de europ ere, der opfatter sig som romaer, fra en lille gruppe stammefolk, der udvandrede fra Indien mellem 500- og 1000-tallet og n ede frem til Balkan i 1200-tallet. Ogs et vist sprogligt f llesskab er bevaret. Nok har den geografiske spredning medf rt, at det f lles sprog, romani, i dag findes i mere end 60 forskellige dialekter. Og mange romaer taler det ikke l ngere. Men romani udg r fortsat en identitetsskabende faktor blandt romaer over hele Europa - uanset deres modersm l.
Sprogligt og historisk er der alts noget at komme efter. Men f rst og fremmest er det romaernes egen f lelse af at tilh re et f lles folk, der for os at se er afg rende. Hvis man er roma, kan man ikke undg at f le det. Det er en meget st rk f lelse, som den slovakiske regerings r dgiver i romasp rgsm l, der selv er roma, sagde, da vi spurgte hende, hvordan man afg r, hvem der er roma. Den definition har vi valgt at tage udgangspunkt i - i stedet for genetik, lingvistik og officielle befolkningsopg relser - simpelthen af respekt for de mennesker, vi fors ger at give stemme i denne bog.
Af samme grund har vi valgt at bruge betegnelsen roma, ikke sig jner, igennem det meste af bogen. Sig jner er nemlig en betegnelse, som ikke-romaer har brugt om romaer i rhundreder, men den har aldrig v ret romaernes betegnelse for sig selv. P romaernes eget sprog, romani, betyder roma slet og ret menneske , og for mange romaer er det at kalde sig roma en m de at generobre sin menneskev rdighed p . Gabriela, en romaaktivist fra Tjekkiet, udtrykte det s dan: Det er ogs et sp rgsm l om at sige, at jeg er nogen, jeg er et menneske, en person . Derfor bruger hun konsekvent ordet romaer om den gruppe, hun f ler sig som en del af, aldrig ord som cikani , der er det tjekkiske majoritetssamfunds betegnelse for landets st rste etniske minoritet.
Cikani kommer formodentlig ligesom det danske sig jner , det tyske Zigeuner og det franske tzigane af det gr ske ath nganos , der betyder ur rlig eller paria med sidebetydningen hedning . Det var et af de f rste ord, der blev sat p romaerne, da de ankom til Europa, og dets negative grundbetydning siger noget om, hvorfor de fleste romaer i dag foretr kker at blive kaldt netop roma . Nogle romaer bruger dog andre selvbetegnelser; de romaer, der har levet i Tyskland i rhundreder, kalder sig for eksempel typisk Sinti , mens mange spanske romaer bruger betegnelsen gitanos . Enkelte romaer bruger ogs ord som sig jner , tater og gypsy - oftest med et glimt i jet - p samme m de, som unge med indvandrerbaggrund kan finde p at kalde sig selv eller hinanden perker .
Andre bruger betegnelserne travellers (i Storbritannien og Irland), Gens du Voyage (i Frankrig) eller resande (i Sverige) om sig selv. I hvert fald en del af disse rejsende har en helt anden historisk oprindelse end romaerne, og for eksempel de irske travellers taler et sprog, som er anderledes end romaernes sprog, romani, men har nogle l neord derfra. Nogle rejsende opfatter dog sig selv som en del af samme gruppe som romaerne eller identificerer sig med dem, fordi romaer og rejsende historisk har haft ensartede vilk r. Der er da ogs oprettet et Forum for Rejsende og Romaer under Europar det.
Men det er romaerne, der er i fokus i denne bog, og derfor tager vi dem - bortset fra i bogens titel - p ordet og kalder dem s dan. N r vi i titlen bruger ordet sig jner , skyldes det, at roma endnu ikke er en del af de fleste danskeres ordforr d. Det er ganske vist med i de nyere udgaver af Nudansk ordbog, men her henvises blot til opslagsordet sig jner . Og s dan er det jo nok: Sig jnerne har de fleste af os nogle forestillinger om, hvem er, men n r det drejer sig om romaer, er vi stort set blanke. Det har ogs den 32- rige danske romakvinde Biljana Muncan erfaret: Hvis folk sp rger, hvad jeg er, s siger jeg, at jeg er roma, eller at jeg har romabaggrund. Men s ved folk som regel ikke, hvad det vil sige. De tror, at det har noget med Rom at g re. S er jeg n dt til at forklare dem, at en roma er det, man normalt kalder for en sig jner. Men jeg har det ikke ret godt med at bruge det ord, for sig jner er for mig et meget negativt ord. Folk forbinder det med at v re omrejsende, med kvinder i lange kjoler, med utilpassede, tyvagtige mennesker. Det er alle de stereotyper, som jeg gerne vil v re fri for at forholde mig til.
Utrolig mange af de romaer, vi har m dt, har udtrykt samme nske som Biljana: at de kunne blive fri for altid at blive m lt med stereotypernes alen. At de kunne v re romaer uden at v re sig jnere. Med bogen her fors ger vi at give romaerne stemme og lade sig jnerne - og de mest firkantede stereotyper om dem - blive, hvor de h rer til: i litteraturen og musikken, i romantiske dr mmes landskaber og frygtens m rke korridorer.
Men selvf lgelig er stereotyperne der stadig - ogs i denne bog. Dels fordi virkeligheden faktisk nogle gange rimer fint med fordommene, dels fordi det efter vores mening er helt legitimt at fremh ve og lade sig fascinere af det anderledes ved andres kultur og livsform, og endelig fordi vores egne holdninger og fordomme helt sikkert ogs mod vores vilje har sat deres aftryk rundt omkring i bogen. Vi bilder os heller ikke ind, at vi med n rv rende bog kan give en repr sentativ beskrivelse af Europas 10-12 millioner romaer. Den rummer derimod et udvalg af oplysninger og oplevelser, som gerne skulle give et indtryk af den forskellighed og det sk bnef llesskab, der findes blandt romaerne. Det er vores udvalg, og vi har ingen illusioner om, at det rummer nogen absolut sandhed om romaerne og deres liv i Europa. Dertil er romaerne og deres kultur heldigvis alt for mangfoldig, kompliceret og ikke mindst foranderlig.
Men det er vores h b, at vi med vores tekst og billeder kan g re en smule til, at romaerne bliver en mere n rv rende og mindre skr mmende del af europ ernes bevidsthed. S de ikke l ngere skal se sig hensat til en position som det, de p mange m der f ler sig som i dag: Europas sp gelser.
Kapitel 1

Indien
Hvem er du og hvor kommer du fra?
Hvorfor har du glemt dig selv? h, min skat!
Disse lusebef ngte gadje
gav dig beskidte og falske navne
s som lubri og mugni, xorosana og osmani ,
men du er Moder Indiens glemte barn
ramni, nu kaldet romni
Du er Ganges str mmende vande
blandet med vandene fra Nilen, Eufrat og Donau
J.S. Pathania

Slanget mmerne i Det Store Moderland
Den sortkl dte kvinde vrider sig i takt til musikkens rytme. Hun b jer sig bagover, s panden n sten n r gulvet, retter sig langsomt op og virrer med hovedet og ryster overkroppen, inden hun begynder en hvirvlende dans rundt om sig selv. Hurtigere og hurtigere, til den sorte kjole og spejlene p sk rtet bliver til et flimrende s lvglimtende m rke for tilskuernes jne. Efter en times optr den synker Gulabi Sapera sammen p scenegulvet og modtager publikums hyldest. Hun smiler og ser lettet ud. Bag hende sidder den franskf dte musiker Thierry Titi Robin p sin skammel og hviler guitaren mod l rene. Han smiler ogs . Det var en god optr den. Hans gypsy orchestra har holdt publikum i sin hule h nd. Og Gulabi, verdensstjernen fra den kastel se stamme af slanget mmere, har endnu en gang taget publikum med storm.
Lidt senere m der vi Gulabi og Thierry bag scenen. De er tilfredse, men tr tte. Vi fornemmer, at det heller ikke nu er et godt tidspunkt at indlede en dr ftelse af store sp rgsm l om identitet, kultur og historie. Vi har m dt dem et par gange, siden vores ankomst til Indien, men deres travlhed har forhindret os i at f en l ngere snak med dem. Vi laver en aftale med dem om at m des et par dage senere og forlader koncertsalen.
Mens vi g r gennem aftenm rket, der har s nket sig over millionbyen Jaipur, taler vi om vores indtryk af Gulabi. Synes du, at hun ligner en roma? Ja, p en m de. Hun ligner da meget mere min forestilling om en sig jner end alle dem, vi har set i Europa - i hvert fald i Danmark. Hun danser og synger, render rundt i farvestr lende kjoler, med guldsmykker, rejser hele tiden Og s har hun ogs problemer med myndighederne, der ikke regner hende for noget
Det sidste er vi blevet klar over, efter vi i flere omgange har siddet i Gulabis stue i timevis og ventet p hende, mens hun selv har rendt fra Herodes til Pilatus for at f fornyet sit pas. Hun skal til Belgien for at optr de om et par dage, og det haster med at f formaliteterne i orden.
Vi griner lidt af os selv og vores stereotyper om romakvinder. Endnu har vi ikke meget at holde dem op imod. Det er endnu ikke lykkedes os for alvor at f kalbelia-stammens store ikon, Gulabi Sapera, i tale. Men nu har vi da set hende danse. I to timer har vi v ret tryllebundet af Gulabis kalbeliadans, der har bragt tydelige minder frem om de f gange i en fjern fortid, hvor vi har set en spansk romakvindes temperament lyne under en flamencooptr den.
BARO THAN - DET STORE LAND

Romaerne stammer fra Indien. Den nyeste forskning tyder p , at romaernes forf dre udvandrede fra det nordlige eller centrale Indien allerede i 500-600-tallet. Men andre forskere mener, at udvandringen f rst fandt sted omkring r 800 eller 1000. Ingen ved, hvorfor romaernes forf dre udvandrede. Nogle teorier g r p , at de blev ansat som smede, hestepassere, musikere og kurvemagere for en stor hinduistisk h r, som k mpede mod de invaderende muslimske ghaznavider.
If lge denne teori vandrede h ren og dens mange ansatte vestp gennem nutidens Iran og Tyrkiet frem til Europa. Formodentlig n ede de frem til Det Byzantinske Rige omkring r 1000, og historiske kilder fra omkring 1050 beretter om g glere, musikanter og slanget mmere i Konstantinopel, som meget vel kan v re forf dre til de romaer, der endnu i dag bor i kvarteret Sulukule lige inden for Istanbuls byzantinske landmure.
Undervejs p rejsen fra Indien til Europa opstod der ud af de vandrende et egentligt folk; de rejsende begyndte at gifte sig p tv rs af stammeskel, og der udviklede sig en f lles identitet, et f lles sprog og f lles traditioner. Man kan alts sige, at romaerne f rst blev dannet som folk, da de havde forladt Indien.
I l bet af 1200-1400-tallet rejste romaerne ind i Europa, f rst ind p Balkan og siden videre ind i Vesteuropa. I Rum nien blev romaerne taget som slaver, og her blev de holdt i fangenskab i n sten 500 r. I 1864, da slaveriet i Rum nien blev oph vet, vandrede mange af de tidligere slaver videre ud i Europa. Derfor h rer man af og til folk i Vesteuropa sige, at romaerne stammer fra Rum nien. Andre siger, at romaerne stammer fra Egypten, og det er der ogs nogle f romaer, der selv h vder. Forskerne kan dog ikke finde bel g for, at det skulle v re sandt.
Fra 1700-tallet og frem genopdagede europ iske forskere - f rst via sproglige studier - og siden via studier i b de sprog, kultur og genetik - forbindelsen til Indien. Inden for sprogforskningen har blandt andre lingvist Peter Bakker fra Aarhus Universitet bidraget til at rekonstruere romaernes oprindelse og deres rute fra Asien til Europa. Siden er der ogs blandt romaerne selv opst et en interesse for det indiske moderland - eller Baro Than (Det Store Land), som det kaldes p romani.
I Indien er der is r kastel se stammefolk som banjaraer og kalbeliaer, der identificerer sig med de europ iske romaer og opfatter dem som et broderfolk. De mener, at de er efterkommere af den del af stammerne, som blev boende i Indien, mens romaerne udg r efterkommerne af dem, der valgte at rejse.
Vi er taget til Indien, n rmere bestemt delstaten Rajasthan, for at f et indtryk af den forbindelse, som de fleste forskere med speciale i romaer h vder, at der findes mellem visse nordindiske stammefolk og romaerne i Europa. M ske er Gulabi Sapera det t tteste, man kan komme p en personificering af forbindelsen mellem Europas romaer og deres indiske oprindelse. Ikke blot tilh rer hun kalbeliaerne, et af de kastel se stammefolk, der identificerer sig selv som romaernes br dre og s stre . Hun samarbejder ogs t t med Thierry Robin, som ganske vist ikke selv er roma, men som er vokset op blandt Frankrigs sig jnere og har dedikeret det meste af sin musikalske karriere til den musik, romaerne har beriget Europa med. I sin musik arbejder han med at kombinere udtryk fra hele verden - med romaerne og deres lange rejse som et samlende element.
Romaernes oprindelse var i rhundreder omg rdet af mystik, misforst elser og bevidste manipulationer - b de blandt romaerne og majoritetsbefolkningen i Europa. De f rste romaers ankomst til Europa er det sv rt at tidsf ste pr cist. Men historiske kilder fort ller om g glere, musikanter og slanget mmere i Konstantinopel fra omkring 1050, som meget vel kan have v ret romaer, der s gte til Det Byzantinske Riges hovedstad for at finde arbejde. Herfra er nogle formodentlig rejst videre ind i Europa, og forskerne er enige om, at der i hvert fald fra begyndelsen af 1300-tallet var mindre grupper af romaer i store dele af Europa. I 1322 skrev en munk fra den gr ske Kreta om en gruppe tilrejsende h ndv rkere: De bliver sj ldent p samme sted i mere end 30 dage, men flytter altid, som om de var en af Gud forbandet sl gt, usalige som flygtninge p Jorden, fra lejrplads til lejrplads, med deres sm sorte telte.
I rtierne herefter er der forlydender om lignende gruppers opdukken rundt omkring i Europa, blandt andet i Tyskland og Frankrig, og omkring r 1500 var der formodentlig romaer i hele Europa - fra Skandinavien i nord til Spanien i syd, fra England i vest til Rusland i st. Romaerne blev opfattet som fremmede i Europa og opfattede nok ogs sig selv som s dan. Men deres pr cise oprindelse fortonede sig i mytiske fort llinger og vage forklaringer. Mange romaer n vnte selv Egypten som deres oprindelsesland, og den forklaring blev godtaget - m ske fordi europ erne allerede var vant til at tr ffe grupper af m rkl dede akrobater, g glere, musikere og dansere, som venetianerne og andre handelsfolk bragte med hjem fra Egypten. Nogle romaer omtalte deres oprindelsessted som Lille Egypten, og kun f europ ere var klar over, at det ikke drejede sig om en del af Egypten, men i stedet om et omr de i Gr kenland eller Anatolien, der gik under denne betegnelse. Romaerne blev alts opfattet som en slags egyptiske indvandrere, og det smittede af p de ord, europ erne h ftede p dem, og som stadig i dag kl ber til gruppen som et uafrysteligt levn fra fortiden. Ordet gypsy p engelsk er for eksempel en forkortelse af egypter , og selv om det ikke kan siges at v re nogen s rlig pr cis betegnelse, er det stadig et almindeligt brugt udtrykt.
Allerede i middelalderen var der dog diskussioner om romaernes oprindelse. Enkelte magthavere satte sp rgsm lstegn ved romaernes eksotiske egyptiske oprindelse og mist nkte dem for snarere at v re almindelige borgere, som havde farvet deres hud med valn ddeolie. If lge den engelske forsker Donald Kenrick udstedte en rkebiskop i middelalderens Europa ligefrem et forbud mod, at romaerne farvede deres b rns hud. Biskoppen mente, at de scorede b de opm rksomhed og indt gter ved p den m de at skille sig ud fra m ngden, og det m tte der naturligvis s ttes en stopper for.
Det er sv rt at vide, om romaerne med vilje skjulte eller s ede tvivl om deres oprindelse. Nye fund i gamle dokumenter viser if lge romaeksperten Ronald Lee, at i hvert fald nogle romaer helt op i 1400- og 1500-tallet var bevidste om den indiske forbindelse . If lge skriftlige kilder fra de italienske bystater gjorde nogle romaer selv opm rksom p , at de stammede fra det nordlige eller centrale Indien, ligesom en person, der var sendt i forvejen for en stor gruppe rejsende i Spanien, pr senterede sig som grev Thomas af Saba i Indien.
Men tilsyneladende forsvandt romaernes bevidsthed om forbindelsen til Indien i l bet af 1500-tallet, og i 1600- og 1700-tallet var forskere og historikere is r optagede af det egyptiske spor og af en mulig forbindelse til de bibelske beretninger om israelitternes udvandring fra Egypten. Nogle h vdede, at romaerne var efterkommere af de seks b rn, som Abraham fik med sin anden kone, Ketura, og som der henvises til i Det Gamle Testamentes beskrivelse af israelitternes udfrielse fra Egypten: Der var ogs en stor og broget flok, som fulgte med dem (Anden Mosebog, 12, 38). Henvisninger til Bibelen h res stadig blandt romaer, n r de skal forklare deres oprindelse - is r blandt de af dem, der stadig lever som nomader. Vores liv som vandrende er en straf, som Gud har p lagt os, fordi vores forf dre n gtede at give Den Hellige Familie husly p flugten til Egypten, lyder en udgave af historien, som vi bliver pr senteret for i Sydfrankrig. Andre h vder, at p buddet om altid at vandre skyldes, at en flok romaer blev bedt om at beskytte Jesus, men blev fulde og faldt i s vn. Og andre igen fort ller, at da de romerske soldater blev sendt ud for at finde en smed, der kunne lave naglerne til Jesu korsf stelse, fik de afslag p afslag, indtil en roma indvilgede. Hans efterkommere m for altid b de for denne forbrydelse.

I slutningen af 1700-tallet blev teorierne om en bibelsk oprindelse imidlertid afl st af interessen for en eventuel indisk oprindelse. If lge en anekdote, der blev trykt i et tidsskrift f rste gang i 1766, var det en ungarsk teologistuderende, Istvan Valyi, der opdagede eller genopdagede forbindelsen mellem romaerne og Indien. Det skete - igen if lge anekdoten - i 1763, da han p universitetet i den hollandske by Leiden m dte tre indiske studerende. Valyis familie havde store jordbesiddelser og havde som mange jordejere p den tid en del romaer blandt sine arbejdere og slaver. Ved at tale med arbejderne havde Valyi l rt sig lidt romani, og da han m dte de tre indiske studerende, slog det ham, at der var nogle ligheder mellem deres sprog og det sprog, som romaerne p hans fars gods talte. Valyi fik de indiske studerende til at hj lpe sig med at skrive en liste p omkring 1000 ord fra deres sprog og fik dem til at forklare sig ordenes betydning. Da han vendte tilbage til sin hjemegn, pr senterede han listen for romaslaverne p sin fars jord, og disse arbejdere kunne if lge antropologen Heinrich Grellmanns gengivelse af historien fra 1783 (i bogen Die Zigeuner) uden besv r eller t ven redeg re for ordenes betydning.
Anekdoten er nok netop en anekdote og holder ikke for en n rmere unders gelse. Valyis p st ede liste p 1000 ord er aldrig fundet, og tilsyneladende var ingen Istvan Valyi indskrevet p universitetet i Leiden i 1763. Ligheden mellem romani og det sprog af indisk oprindelse, de tre studerende formodentlig talte, var sandsynligvis heller ikke s stor, at romaerne p Valyis hjemegn ville kunne forst hans liste p 1000 ord. Men selv om historien alts efter alt at d mme er et falsum, peger den p forbl ffende vis p en v sentlig sandhed om romaernes sprog og historie. Der er nemlig betydelige ligheder mellem p den ene side romani og p den anden side b de oldindiske sprog som sanskrit og nutidige sprog som hindi og punjabi. Ordet at danse hedder p henholdsvis sanskrit, hindustani (f llesbetegnelse for hindu og urdu indtil 1947), romani og sinhala (et sprog af indisk oprindelse, der tales i Sri Lanka) krid, khel, khel og kel , mens m lk hedder dugdha, dudh, thud og dudu. Ligheden er sl ende, og vi har da ogs m dt mange romaer, der h vder, at de forst r en smule af handlingen i nutidige Bollywooodfilm alene ved at lytte til de hinditalende skuespilleres dialoger.
Den sproglige forbindelse er heller ikke ukendt for Gulabi Sapera. Mens hun sminkede sig forud for sin danseforestilling, fortalte hun os, at hun under sine turneer i Europa har m dt romaer, hvis sprog hun forstod enkelte brudstykker af.
Men den sproglige og historiske forbindelse til Indien er ikke en del af selvforst elsen blandt alle de folk i Europa, der opfattes som romaer eller sig jnere . I Kosovo, Albanien og Makedonien er der grupper af romalignende folk, som ikke taler romani, og som selv h vder, at de stammer fra Egypten. If lge deres oprindelsesmyte ankom de fra Egypten til Europa for hundreder eller tusinder af r siden og slog sig i f rste omgang ned et sted, de kaldte Lille Egypten. Hvis de har ret, og hvis de f rste historiske henvisninger til indvandrere fra Egypten faktisk handlede om indvandrere derfra og ikke fra Indien, ja s er det usikkert, hvorn r romaerne pr cist ankom til Europa. Henvisningerne til de g defulde grupper af m rkhudede rejsende er p den anden side s mange allerede fra slutningen af 1300-tallet, at der n ppe er tvivl om, at de romaer, hvis sprog afsl rer en eller anden forbindelse til Indien, har v ret i Europa siden dette tidspunkt.
Romaernes betegnelse for sig selv, som i dag blot har betydningen menneske , b rer formodentlig ogs en historie om romaernes oprindelse i Indien i sig. Tidligere var det en almindelig antagelse, at ordet roma stammer fra ordet ramante , der p punjabi betyder at bev ge sig eller at vandre . Men if lge lingvister med speciale i romani er det mere sandsynligt, at ordet kan spores tilbage til Rama , den centrale gud og helt i det store indiske epos Ramayana. I Ramayana fremstilles Rama, der er en inkarnation af Vishnu, som sindbilledet p den retf rdige hersker, og for rajput-herskerne og deres krigere i 1000-tallets Indien var Rama formodentlig et ideal. Romaerne er derfor if lge en almindelig udl gning Ramas b rn , en gruppe rajput-krigere eller et f lge til disse krigere.

Mange stammefolk og kastel se i Indien opfatter sig selv som romaernes br dre og s stre . Her ses en dreng fra kalbelia-stammen, der traditionelt har ern ret sig som slanget mmere. Hans familie lever som halvnomader i Rajasthans rken.
Den nyeste lingvistiske forskning, som blandt andre Peter Bakker fra Aarhus Universitet er repr sentant for, tyder imidlertid p , at romaernes forf dre udvandrede fra det nordlige eller centrale Indien allerede i 500-600-tallet, og er det rigtigt, er det sv rt at se, at forklaringen om de fremrykkende h re og deres servicemedarbejdere holder stik.
Vi er godt klar over, at en rejse til Indien n ppe giver os noget klart svar p det, som forskerne trods rs sproglige og genetiske studier ikke har afklaret. Men vi vil gerne danne os vores eget indtryk af, hvor st rk forbindelsen er mellem romaerne og det indiske moderland - eller Baro Than (Det Store Land), som det kaldes p romani. Det er derfor, vi er taget til Rajasthan, og det er derfor, vi et par dage efter gallaforestillingen i Jaipurs st rste koncertsal igen tager p bes g hos Gulabi Sapera i hendes hus i udkanten af byen.
Gulabi er fra kalbelia-stammen, en af de stammer af kastel se, som if lge indiske antropologer og europ iske sprogforskere kan v re efterkommere af de stammer, hvoraf nogle medlemmer udvandrede fra det nordlige og centrale Indien og siden n ede frem til Europa og blev kendt som sig jnere. Kalbeliaerne er dog langtfra alle bevidste om den mulige forbindelse til Europas romaer. De fleste af de fattige kalbeliaer, vi m der i Rajasthan, ser ud til f rst og fremmest at identificere sig med stammen og det svindende erhverv som slanget mmere. Men blandt nogle af de f veluddannede medlemmer af stammen er der tilsyneladende en helt anden transnational identitetsdannelse omkring romakulturen i gang. Mange velstillede kalbeliaer engagerer sig i politisk arbejde og foreningsliv, og for mange af dem er der en logisk lighed mellem de europ iske romaers kamp for bedre forhold og deres egen kamp for bedre levevilk r for deres stammefr nder.
Gulabi er en af dem, der har form et at h ve sig over sin stammes generelle levestandard. Hun bor i udkanten af Jaipur i et kvarter, der er beboet af h ndv rkere og arbejdere, som n sten alle tilh rer de laveste kaster, men ikke er kastel se som hun selv. Hendes hus er af gasbeton og har to etager. Det er enkelt indrettet, men med tykke syntetiske t pper p gulvet, fjernsyn i stuen og gipsfigurer af indiske guder p piedestaler langs v ggen. Selv om hun rejser meget, er hun tydeligvis blevet bofast, modsat mange kalbeliaer, der fortsat lever som nomader eller seminomader. Hun har etableret sig i Jaipur. Her har hun sin base, hvorfra hun rejser p turne for at pr sentere sin stammes kulturelle arvegods for et rigt h jkastepublikum i Indien eller for kulturelt interesserede middelklasseborgere i europ iske hovedst der. Der optr der hun med dans og sang - ofte akkompagneret af et orkester best ende af indiske stammefolk, andre gange i selskab med den franske musiker Thierry Titi Robin.
Da vi ankommer til hendes hus for tredje gang, er hun ved at g re klar til at rejse til Belgien for at optr de sammen med Thierry. Hendes pas og visum er endelig blevet klart, og denne gang er hun selv hjemme og tager imod os. Hun beder os vente fem minutter, mens hun overv ger, at hendes orkestermedlemmer pakker instrumenterne forsvarligt ned i sorte kasser. S g r hun ovenp for at finde kjoler og sminke frem til sig selv. Der er noget primadonna- og verdensborgeragtigt over hende, og i f rste omgang er det kun hendes vane med at sl blikket ned, n r hun taler med fremmede m nd eller h jkastefolk, der afsl rer, at hun stadig er kalbelia langt ind i sj len. Men da hun s tter sig roligt ned p et slidt patchworkt ppe og fort ller om sit liv, tr der hendes dybe loyalitet over for stammen frem.
Min rigdom er ikke min egen. Den tilh rer min stamme, for det er derfra, jeg har hentet kraft og inspiration til min dans. Min stamme har et s rligt forhold til slangeguden Nag Devi. Jeg er overbevist om, at det var slangeguden, der gav mig s rlige evner for at danse, forklarer Gulabi og stryger sig over ansigtet med h nderne. P begge h ndrygge har hun tatoveringer, der viser hendes tilh rsforhold til kalbelia-stammen. Hendes stemme er lav, men hendes jne afsl rer styrke, ogs n r hun fort ller om sin barndom. Blikket er aldrig dr mmende, snarere st lfast.

Gulabi Sapera har som en af ganske f kastel se kvinder form et at skabe sig en karriere. Hun lever af at danse og har optr dt snesevis af gange i Europa. Her har hun m dt romaer, som hun f ler en st rk solidaritet med, fordi de ligesom mange medlemmer af hendes stamme lever p kanten af samfundet.
Gulabi blev f dt i en fattig nomadefamilie som den syvende i en s skendeflok, der i forvejen bestod af tre drenge og tre piger. I forvejen var der knap r d til at br df de de seks ldre s skende, og en pige blev opfattet som en ekstra belastning. I dag har hun bevist, at kvinder ikke beh ver at udg re et konomisk problem for en kastel s familie. Hun tjener godt p sine danseoptr dener, som er en langt bedre indt gtskilde end kalbelia-m ndenes traditionelle erhverv.
F r i tiden levede kalbeliaerne som slanget mmere. M ndene fangede slanger i skovene og optr dte med dem. Vi rejste rundt fra sted til sted og jog slanger v k fra landsbyboernes huse, helbredte slange- og skorpionbid og fjernede insektsv rme fra markerne med sort magi, fort ller Gulabi. Min far var slanget mmer, og jeg var altid med ham, n r han optr dte p torve og markedspladser. Mine s skende syntes, at det var kedeligt, men jeg fulgte min far som en skygge, husker hun. Hun fik de lange dage til at g med at imitere slangens bev gelser, n r den dansede til farens poongi, et bl seinstrument, som benyttes af slanget mmere i Rajasthan.
Som 12- rig blev hun opdaget af en talentspejder og bedt om at optr de ved Rajasthans st rste kamelmarked, som l ber af stablen i byen Pushkhar hvert r. Siden har hun optr dt ved et hav af bryllupper, velg renhedsfester og shows overalt i Indien. Hun har etableret en danseskole for kalbelia-piger, hvor de l rer traditionel kalbeliadans , og mange familier lever nu af indt gterne fra deres d tres optr dener.
I 1992 m dte Gulabi den franske musiker Thierry Titi Robin under en turne i Frankrig. Han var inspireret af franske og spanske romaers musikalske tradition - is r af flamencostjernen Camar n de la Isla, der opn ede kultstatus allerede f r sin tidlige d d i 1992 - og af orientalsk musik, s rligt den irakiske oud spiller Munir Bachir. Thierry havde spillet sig jnermusik , siden han som dreng f rdedes blandt de fork trede rejsende p sin hjemegn i det nordvestlige Frankrig. Deres m de blev afg rende for Gulabis karriere og selvforst else - og for Titi s musikalske udvikling. Da vi m dtes, havde vi intet f lles sprog - ud over musikkens og f lelsernes. Titi forstod min dans, jeg forstod hans musik. P den m de kunne vi tale sammen, siger Gulabi og smiler lidt genert til den h je mand med det lysebrune h r, der er kommet ind i stuen. Han har v ret p bes g hos Gulabi i et par uger nu, og de har optr dt sammen, s dan som de har gjort med j vne mellemrum siden deres f rste m de. Titi forts tter Gulabis fort lling. Det f ltes meget naturligt at kommunikere p den m de, og vi udviklede hurtigt nye udtryk sammen. Efterh nden fandt vi ud af, at publikum ogs kunne m rke magien mellem os. Gulabi er helt unik, siger han p engelsk med tyk fransk accent, som ikke kan skjule hans benlyse beundring for den kastel se kvinde.
Beundringen er gensidig, men jensynlig helt uden erotiske undertoner. Gulabi lever i et tilsyneladende lykkeligt gteskab med en mand fra den h jeste kaste. Da vi ankom til huset f rste gang, var det ham, der tog imod os og forklarede os, at Gulabi var ude i et rinde, men snart ville komme tilbage. Han b d os venligt indenfor og pr senterede os for et par af hans og Gulabis i alt fire b rn. Kort efter kom han ind med en kop te til os. S trak han sig tilbage og overlod scenen til Thierry, som netop var v gnet efter en urolig nattes vn afbrudt af utallige toiletbes g. Hans mave havde endnu ikke v nnet sig til at v re i Indien igen, forklarede han med et smil. Vi undrede os over, at k nsrollerne i Gulabis hus tilsyneladende var byttet helt om i forhold til de traditionelle roller, vi kendte fra andre indiske hjem, og bem rkede, at Gulabis mand s ud til uden forbehold at bakke sin kone op i hendes karriere og billige hendes forbindelse med den charmerende franske musiker.
Ogs da vi er tilbage i huset tredje gang og endelig f r lejlighed til at tale mere indg ende med Gulabi, vimser hendes mand rundt og varter b de os og Gulabis musikere op. Og musikere er der mange af. Mens vi taler med Gulabi, fyldes huset af dem, og n sten alle har deres instrumenter med. Kun nogle f skal med til Europa; resten er i huset for at ve og tage afsked med den del af gruppen, der skal med Gulabi p turne. Thierry s tter sig sammen med nogle af dem og jammer. Mange af dem har aldrig spillet med en europ er f r, men de finder hurtigt en f lles musikalsk platform og f r toner og rytme til at flyde sammen til en harmonisk helhed. Thierry spiller guitar, medlemmerne af Gulabis orkester synger, spiller p trommer, fl jte og harmonium. Lidt senere ankommer en kalbelia-mand, som har optr dt p flere af Thierrys plader og har l rt at spille flamencoguitar. Gulabis 16- rige s n, Denish, mestrer ogs flere musiktraditioner og opfatter Thierry som sin mentor. Da han kommer hjem fra skole, slutter han sig til gruppen p stuegulvet og bidrager til den multikulturelle lyd - skiftevis p tromme og et s t kastagnetlignende tr stykker. Jeg er ved at l re at spille p dem. Det et nyt for mig, smiler han undskyldende til os, da han et jeblik mister rytmen i de hurtige bev gelser.
Thierry s tter sig hen til os og sp rger, hvem vi er. Vi forklarer, at vi er danskere og er kommet til Rajasthan for at finde spor efter romaernes forbindelse til Indien. Vi siger det med et sk vt smil for at antyde, at vi godt ved, at det lyder fjollet. Men Thierry nser ikke vores ironiske distance. Han kigger indtr ngende p os og udbryder: Forbindelsen mellem romaerne og kalbeliaerne er meget tydelig. Vi sp rger ham, hvad han mener. Det er sv rt for mig at forklare, siger han og sp rger, om vi ved noget om musikteori. Det er ikke meget, m vi erkende. Jeg er heller ikke uddannet p konservatoriet, s jeg kan ikke forklare det teoretisk. Men jeg kan m rke, at der er en musikalsk forbindelse mellem kalbeliaerne og romaerne. Da jeg m dte Gulabi, var vi ikke bare to personer, der m dtes. Det var to kulturer, som gik i dialog, og der var noget f lles i de to kulturer, som gjorde det nemt for os at m des. Det f lles viser sig i musikken. For eksempel er sangen det gennemg ende i alle former for romamusik, i flamenco, i andre former for sig jnermusik, og ogs i kalbeliaernes musik. M den at synge p er et meget st rkt udtryk. B de i kalbelia-sangen og i sig jnermusikken er den st rke stemme og sangerens m de at ornamentere p karakteristisk, siger han.
Siden l ser vi, at den s rlige indiske bhariva skala g r igen i musiktraditionen blandt romagrupper i Ungarn, Slovakiet og Transsylvanien, og den form for mundmusik , som vi ser nogle af kalbeliaerne spille, viser sig ogs at v re udbredt blandt romaer i dele af Central- og steuropa. Den best r af nonsensstavelser, der lyder som en tabla tromme.
Musikken afspejler det liv, musikerne lever. Det er et h rdt liv, hvor der ikke er plads til at vise f lelser hele tiden. Men i musikken er de store f lelser tilladt. Hos kalbeliaerne m m nd gerne gr de, n r de spiller og lytter til musik eller poesi, siger Thierry. Gulabi nikker. Jeg har m dt romaer i Europa, og jeg har spillet sammen med nogle af dem. De fortalte mig, hvordan de levede, mange af dem var udst dt ligesom os. Kalbeliaerne bliver opfattet som urene af de h je kaster, og livet er for de fleste en kamp for overlevelse. N r jeg h rer om romaernes forhold i Europa, t nker jeg, at de er mine br dre og s stre, for de lever ligesom os - p kanten af samfundet, siger hun.
Hun ved fra sin barndom, hvor barske vilk rene kan v re for Indiens fattige, og hun f ler en st rk forpligtelse over for sin stamme. Indt gterne fra de mange koncerter og forestillinger bruger hun p at forbedre forholdene for b rn og kvinder. Mange lever stadig som nomader, og det er h rdt, is r for kvinder og b rn, siger hun og tilf jer, at hun har k mpet mod de lokale myndigheder for at f dem til at sikre hendes sl gtninge en bolig med el og vand.
Siden h rer vi fra ngo er, der arbejder for at forbedre stammefolkenes forhold, at de kastel se ofte mangler f dselsbeviser. Formelt set eksisterer de ikke, har ikke ret til basale ydelser, f r ingen stemmekort osv. Verdens st rste demokrati har sine begr nsninger, og det m rker de kastel se stammefolk. Begr nsningen ligger is r i diskrepansen mellem formelle og reelle rettigheder, forklarer Gulabi. Vi har ret til et v rdigt liv, til mad og boliger. Men vi er n dt til at k mpe h rdt for at f det. Det lykkedes mig at skaffe ordentlige boliger til mine sl gtninge, men f rst da jeg benyttede mig af, at jeg er kendt og har en h j status i Kulturministeriet, siger hun.
Gulabi og hendes orkester bliver ofte hyret til at optr de ved storstilede statslige arrangementer, hvor Indiens kulturelle mangfoldighed skal pr senteres, og det giver hende pressionsmuligheder over for myndighederne. Men if lge Thierry er den kunstneriske anerkendelse ikke det samme som social anerkendelse. Folk vil gerne nyde godt af stammefolkenes dans og musik til deres ekstravagante fester og bryllupper, men de vil ikke have dem som naboer. Det er fuldst ndig som i Europa. Folk kan godt lide flamenco, men vil ikke have noget med sig jnere at g re. Jeg ved det, for jeg tilbringer meget tid sammen med sig jnere i Frankrig, og ofte tror folk, at jeg er sig jner. S mist nker de mig for at stj le og sender vagter efter mig, n r jeg g r rundt i stormagasiner og butikker, siger han.

Vi ved, at der finder en kamp om ejerskabet til flamencoens oprindelse sted og har ogs h rt om spaniere, der helst vil undg at give romaerne nogen som helst form for anerkendelse for dannelsen af flamencoens udtryksfulde kombination af sang, musik og dans. S vi forst r godt Thierrys pointe. Og ogs romaerne i Europa m k mpe for ordentlige boligforhold. Ofte mangler ogs de identitetspapirer og har derfor ikke mulighed for at blive tilsluttet el- og vandnettet p lovlig vis. I stedet stj ler de sig til elektricitet og vand og bliver straffet med b der. If lge rapporten Faces of Poverty, Faces of Hope , som UNDP (FN s udviklingsprogram) offentliggjorde i februar 2005, mangler 68 % af romaerne i Rum nien vand og kloakering i deres boliger, og omkring 30 % bor i deciderede slumbebyggelser.
I Indien er statistikken for de kastel se formodentlig mindst lige s nedsl ende. Boligerne til Gulabis sl gtninge i Jaipur er blot en dr be i et ocean af fattige stammefolk. Det f r vi indtryk af under vores bes g hos nogle af Gulabis nomadiske og seminomadiske stammef ller i omr det omkring Jaipur og Jodhpur. Stammefolkene rejser rundt i rkenlandskabet med deres f ejendele l sset p sler og kameler. Den ensidige kost, der prim rt best r af fladbr d bagt p groft mel, tilbereder de ved primitive ildsteder. Kun af og til bliver br det suppleret med gr nsager eller k d fra de dyr, som nomadernes jagthunde st ver op i det t rre landskab. M ndene arbejder ofte som daglejere i byggeindustrien, kvinder og b rn fors ger at tigge sig til lidt ekstra indt gter. Som regel sl r de lejr i det t rre landskab uden for byerne og stj ler sig til at hente vand ved br ndene om natten. De kan som regel ikke blive boende mere end en m ned hvert sted, f r de lokales irritation eller manglen p arbejde tvinger dem til at rejse videre.
Parallellen til romaerne i Europa er ikke sv r at se, og for Thierry er sl gtskabet mellem kalbeliaerne og romaerne en musikalsk realitet. De musikalske ligheder har overbevist ham om, at der ogs m v re sociale og kulturelle b nd mellem de to verdensdele. Deres m de at gifte sig p er ens, siger han. I Frankrig har jeg mange n re venner blandt sig jnere, som ikke selv har valgt deres gtef lle. Det kan v re sv rt for mig at forst , men de er selv helt indforst ede med det. De gifter sig kun inden for samme sig jnerstamme eller -klan, og det g lder ogs for stammefolkene her i Indien, siger han. Efter en l ngere t nkepause tilf jer han: Og s g r kalbelia-m ndene med mange smykker, og de ligner faktisk de smykker, sig jnerne g r med i Frankrig. Flere eksempler p ligheder kan han ikke komme i tanke om. Men det er heller ikke vigtigt. Forbindelsen er der - det kan vi h re, da vi siden lytter til hans cd er Rakh , Payo Michto og Gitans , hvor Gulabi og hendes orkester medvirker.
To amerikanske filmfolk, Melitta Tchaicovsky og Pepe Ozan, er mindst lige s overbeviste som Thierry Robin om det t tte sl gtskab mellem de nomadiske stammefolk i Rajasthan og romaerne i Europa. Det, der is r har overbevist Melitta og Pepe om forbindelsen, er ligheden mellem gruppernes erhverv. Netop nomadefolkenes erhverv dukkede ur rte, duplikerede, op blandt romaer i Europa. Tilstedev relsen af disse identiske sociale grupper p de to kontinenter bringer den fascinerende teori p bane, at det ldgamle hinduistiske kastesystem blev holdt i live og bragt med ind i Europa af migrantsamfund, konkluderer Pepe Ozan efter to rs research og rejse i Rajasthan, hvor han sammen med Melitta har lavet filmen Jaisalmer Ayo! Gateway to the Gypsies. I filmen beretter de nomadiske stammefolk om deres traditionelle erhverv som grovsmede, handelsrejsende, kurvemagere, dukkef rere, akrobater, historiefort llere, slanget mmere, sangere og musikere. Hver stamme identificerer sig med et bestemt erhverv, som er g et i arv fra generation til generation. Mange har v ret fast tilknyttet bestemte rige familier, som har betalt for deres serviceydelser. Men efterh nden er behovet for de traditionelle erhverv svundet ind - kurve og kedler kan k bes p markederne, historiefort llere afl ses af tv, biografer og internet, og slangebid kan kureres p hospitalet.
I 1972 vedtog det indiske parlament en lov om beskyttelse af vilde dyr, der forb d besiddelse af blandt andet en r kke slangearter. I de f rste rtier blev loven lempeligt administreret, men i l bet af 1990 erne begyndte lokale myndigheder at g h rdt til v rks, konfiskere slanger, uddele b der og i enkelte tilf lde id mme slangeejerne f ngselsstraf for dyremishandling. Slanget mmerne er frataget muligheden for at opretholde deres profession, og flere gange gennem de seneste r har hundredvis af kalbeliaer samlet sig uden for de indiske delstatsregeringers bygninger for at protestere over det, de opfatter som et overgreb p deres identitet, kultur og livsgrundlag. Slanger tilbedes overalt i Indien i templer opf rt til re for slangen og dens manifestationsformer, og p billeder har guden Shiva altid en slange rundt om halsen. Gulabi Sapera understreger, at forbuddet mod at fange og eje slanger er et anslag mod religionen: Vores forhold til slangerne er en m de at tilbede Shiva og slangeguden Nag Devi p . Men det har regeringen ikke respekt for, siger hun med vrede i stemmen, da vi sp rger til den omdiskuterede naturbeskyttelseslov. Andre kalbeliaer bakker hende op og foresl r, at i det mindste et medlem af hver familie skal kunne f licens til at holde slanger, s traditionen kan f res videre.
Vi l gger m rke til, at det is r er de kalbeliaer, der har fundet nye indt gtsmuligheder, for eksempel dans og turisme, der begr der tabet af det traditionelle erhverv og livet som nomader. Kalunath Kalbelia, der er overhoved for flere hundrede kalbeliaer og lever af at organisere danse- og musikoptr dener for turister og h jkastefolk, beklager ligesom Gulabi, at slanget mning er blevet forbudt. Han opfatter fortsat sig selv som slanget mmer, selv om han tilsyneladende ikke har levet som s dan i rtier. Og melodien p hans mobiltelefon er en skrattende udgave af den jingle, som i Bollywoods filmindustri bruges til at markere, n r en slanget mmer tr der ind i historien.
Vi forst r godt kalbeliaernes frustration, men i deres opr r mod dyrev rnslovgivningen og de nye tider aner vi ogs en romantisering af fortiden - en melankolsk tilbageskuende l ngsel, som vi genfinder i Melitta og Pepe Ozans film - og senere hos romaer mange steder i Europa. Vi genkender den ogs i den fransk-algeriske filmskaber Tony Gatlifs ber mte film Latcho drom , som er en smuk musikalsk rejse i romaernes fodspor fra Indien til Europa, men ogs en klichefyldt og teatralsk film, som tillader sig at dyrke stereotyperne om de frihedselskende, forfulgte sig jnere. Vi kan spore de samme stereotyper i nogle af Gulabis og Kalunaths fort llinger om kalbeliasamfundets udvikling. Det er, som om de l nges tilbage til en fortid, de har glemt realiteterne i, eller som aldrig har eksisteret i den form, de forestiller sig. De s tter tydeligvis begge pris p det moderne livs bekvemmeligheder og nsker samme muligheder for de fattige i deres stamme. Men samtidig er det, som om de nsker at bevare en fortid, som kan styrke deres stammeidentitet.
Hos de kalbeliaer, vi m der, der stadig lever som nomader, er gl den ved det autentiske kalbelia-liv sv rere at f je p . I omr det omkring Jaipur bes ger vi nogle af nomadernes lejrpladser. Det er varmt, over 35 grader i skyggen og endnu varmere under de interimistiske halvtag, kvinderne har bygget op af kviste og falmede stofstykker. Da vi ankommer til lejren i middagsheden, sidder de klumpet sammen under halvtagene. Nogle er i gang med at sy patchworkt pper, andre vugger et barn eller vifter sig for ansigtet med et stykke pap. De fleste af m ndene er v k i dagtimerne for at arbejde som daglejere inde i byen, og kvinderne tager sig af b rnene og holder opsyn med lejren imens. Kvinderne virker mutte og apatiske, og da vi sp rger til deres dagligdag, beklager de sig over manglen p vand og de lave l nninger, deres m nd bliver tilbudt i byggeindustrien.
I en anden lejr, som er indrettet omtrent ligesom den f rste, er et par af m ndene hjemme, og de giver udtryk for samme frustration som kvinderne i den f rste lejr. Vi rejser kun, fordi vi er n dt til det. Hvis vi kunne f fast arbejde, ville vi blive boende p samme sted, siger en mand i begyndelsen af 30 erne, der tydeligvis nyder naturlig autoritet blandt b de kvinder og m nd. Ingen vil have med os at g re. De kan bruge vores arbejdskraft i kort tid, men vores b rn vil de ikke se i skolerne, tilf jer han. En ldre mand, hvis rynkede tynde krop kun er d kket af et l ndekl de, nikker, men tilf jer med slet skjult stolthed: Vi har altid levet af at t mme slanger, og det ville vi gerne forts tte med. Men tiden er ikke til det.
Han har ret. Vi forst r godt bekymringen over, at der ikke l ngere er samme eftersp rgsel p de traditionelle h ndv rk og professioner, som b de de indiske stammefolk og de europ iske romaer har specialiseret sig i. Men l sningen er n ppe krampagtigt at k mpe for at bevare de gamle erhverv. En form for videreudvikling af erhvervene, s der kan sikres en vis kontinuitet i identitet og familiestrukturer, er formodentlig en bedre l sning. Gulabis dans er et godt eksempel p det, og et initiativ fra organisationen The Wildlife Trust of India kan m ske blive lige s succesfuldt. Projektets grundide er at finde nye indt gtsmuligheder for kalbeliaerne, muligheder som i en eller anden grad baserer sig p deres viden og kunnen som slanget mmere. For eksempel er nogle kalbeliaer blevet ansat til at fjerne slanger fra beboelseskvarterer i Delhi. Andre skal efter planen uddannes til en slags naturvejledere, der kan l re befolkningen i landomr derne at skelne mellem giftige og ufarlige slanger og undg slangebid.

I Bulgarien, hvor ursari romaerne traditionelt har levet af at optr de med dansende bj rne (ursari betyder bj rnet mmer eller bj rneejer p romani), er problemstillingen omtrent den samme som konflikten omkring kalbeliaerne og deres slanger i Rajasthan. I 1992 forb d den bulgarske regering at holde bj rne i fangenskab for at bruge dem som dansebj rne . Det skete efter pres fra dyrev rnsorganisationer, der p pegede, at bj rnene lever under kummerlige forhold og bliver mishandlet under dresseringen. Opl ringen foreg r nemlig ved, at bj rneungen bliver tvunget til at st p varme metalplader, mens bj rnetr kkeren spiller en bestemt melodi, eller ved at den bliver sl et over benene med tykke k ppe, mens musikken spiller. Bj rnen fors ger at lindre smerten ved at danse og indl rer dermed en refleks, som kan bruges under showene. Desuden f r bj rnene sat ringe gennem snude og l ber, for at ejerne kan styre dem, og det er ogs smertefuldt for dyrene. Herudover er bj rnene ofte i meget d rlig ern ringstilstand, fordi deres ejere er fattige. I nogle tilf lde lever dyrene stort set af hvidt br d, sukker og br ndevin. En strigsk organisation, Vier Pfoten (Fire Poter), har siden 2000 arbejdet p at opk be de sidste bj rne i Bulgarien. I l bet af fire-fem r er det lykkedes organisationen at k be omkring 20 bj rne, som er blevet placeret i en dyrepark. Bj rnetr kkerne f r udbetalt en konomisk kompensation, der svarer til en god rsl nning i Bulgarien, samt tilbud om at blive uddannet til dyrepassere eller omvisere i parken. P den m de kan deres professionelle stolthed og identitet som ursarier bevares, og familien har tid til at finde en ny indkomstkilde.
Forandringerne er tilsyneladende ikke et problem i sig selv. Men b de for de indiske stammefolk og for Europas romaer er det v sentligt, at forandringerne knyttes sammen med en fort lling, som gruppen kan identificere sig med og v re stolt over. Med en s dan fort lling som udgangspunkt kan traditioner og praksisser ndres betydeligt, uden at selvf lelsen og gruppesammenholdet s ttes afg rende p spil.
At det ogs er tilf ldet med Gulabis dans, bliver vi efterh nden klar over. De f rste gange, vi h rer om hendes optr dener, f r vi indtryk af, at hendes repertoire best r af danse, som gennem rhundreder har v ret en del af stammens f llesskab. Det er ogs s dan, dansen ofte omtales p plakater og i pressemeddelelser, n r hun er p turne i Europa. Men det er ikke s dan, Gulabi selv udl gger den: Min dans best r af elementer fra kalbelia-stammens traditionelle danse kombineret med mine egne kompositioner. Jeg udviklede en personlig dans, allerede mens jeg var barn. N r min far optr dte med sin slange, imiterede jeg dens bev gelser og kombinerede dem med trin og rytmer, jeg kendte fra familiefesterne. For mig var det naturligt, men det vakte opstandelse, for det var ikke almindeligt i min stamme, at piger og kvinder optr dte offentligt, siger Gulabi. Siden har jeg udviklet mit udtryk inspireret af dansere, jeg har m dt p mine turneer, og af Thierrys musik, uddyber hun.
Det, vi s i Jaipurs store koncertsal, og som vi straks s ligheder med flamenco i, var alts ikke en ldgammel indisk stammedans. Det var en kunstners dybt personlige udtryk - fremkommet som en fusion af gamle dansetraditioner, imitation af slangebev gelser og inspiration fra rejser i Europa. For Gulabi er der intet kunstigt i den kombination. Hun opfatter sin dans som autentisk, ikke mindst fordi den for hende er et personligt udtryk for en kollektiv religi sitet, som alle medlemmer af kalbelia-stammen deler. Min dans er en hyldest til slangeguden og til min stamme, siger hun med stor alvor.
Dansens tilknytning til slangeguden er med til at g re den legitim i stammeledernes jne. Dansens religi se og mytiske forankring i kalbelia-traditionen har f et dem til at acceptere, at pigerne og kvinderne optr der i offentlige sammenh nge, forklarer Gulabi os. M ske er det derfor, kvinderne s st digt bygger illusionen op om, at Gulabis dans er en ldgammel tradition? Flere gange m der vi unge kalbelia-kvinder, som fort ller os, at ikke blot Gulabis dans, men ogs det t j, de optr der i, er traditionelt og ldgammelt - et autentisk udtryk for kalbeliastammens s rpr g. Det stemmer ikke helt overens med Gulabis fort lling, og under et bes g p Rajasthani Insitute of Folklore i Jodhpur piller en antropolog resten af myten fra hinanden for jnene af os.

I dag er 35- rige Gulabi Sapera anerkendt for sin dans, ogs blandt m ndene i sin stamme. Men i en periode blev hun og hendes familie udelukket af f llesskabet, fordi hun som kvinde optr dte offentligt. Ogs i nogle europ iske romasamfund kan brud p f llesskabets normer f re til social eksklusion.
Vi m der ham i instituttets lokaler i et stort hus i et af byens p nere kvarterer. Her har instituttets medarbejdere samlet m ngder af musikinstrumenter og andre antropologiske effekter fra stammefolk i hele Rajasthan. Sidel bende har de gennem n sten 50 r indsamlet og dokumenteret de musikalske traditioner hos de forskellige stammer ved at optage deres sang, musik og dans p kassette- og videob nd. Den antropologiske medarbejder finder et par videob nd frem og viser os nogle optagelser af Gulabis dans. I tror, at det her er traditionel kalbeliadans, og at kjolerne er traditionelle kalbelia-kjoler, ikke? siger han. Det troede jeg ogs . Men i gamle dage dansede kalbelia-kvinderne aldrig offentligt, de dansede kun i grupper, og deres kjoler s helt anderledes ud. De kjoler, de danser i nu, findes ikke p de gamle fotos, siger den unge antropolog. Han hiver nogle falmede fotos frem, hvor vi kan se, at kalbelia-kvinderne for et par rtier siden alle var if rt farvestr lende blomstrede kjoler. Ingen var kl dt i de sorte kjoler med farvestr lende b nd og sm spejle, som Gulabi og hendes elever danser i nu.
Fort llingen om Gulabis dans er en konstruktion. Det, der pr senteres som traditionel kalbelia-dans , burde nok retteligen kaldes Gulabis dans eller m ske Slangegudens dans . Men sandheden er ikke absolut, og traditioner og kultur er fleksible st rrelser. S p et tidspunkt bliver konstruktionen sand, og Gulabis dans forvandles til traditionel kalbelia-dans, ligesom kastagnetterne af mange i Europa i dag opfattes som gte flamencoinstrumenter. Det tror vi ogs , da vi sidder i Gulabis stue og overv rer den lange jamsession. Vi t nker slet ikke p at protestere eller korrigere, da Gulabis s n Denish forklarer os, at kastagnetterne, som han spiller p , er et gte romainstrument, som kalbeliaerne har overtaget fra deres br dre og s stre i Europa. F rst senere finder vi ud af, at kastagnetterne ganske vist bruges af mange flamencodansere, og at flamencoen kan tilskrives de spanske romaer, men at de blot overtog kastagnetterne fra den andalusiske folkemusik, de lod sig inspirere af. For Denish er kastagnetterne et symbol p b ndet til Europas romaer, og de pr cise historiske detaljer bliver underordnet den centrale fort lling om et sl gtskab mellem Indiens og Europas udst dte. Og hvem ved, m ske vil Denish en dag l re sine b rn at spille p kastagnetter og fort lle dem, at det er en gammel tradition blandt kalbeliaerne? Og m ske vil kalbeliaerne ogs glemme, at ingen af dem kendte til harmoniummet, f r europ iske mission rer introducerede dem til instrumentet i midten af 1800-tallet? M ske vil europ iske romaer s endda engang genfinde deres egne instrumenter blandt indiske stammefolk og opfatte det som et bevis p deres indiske oprindelse?

Dr mmen om fjerne sl gtninge, om et f llesskab p tv rs af tid og sted, er ikke sv r at f lge. T nk at finde et broderfolk p den anden side af Jorden. Et bevis p , at noget knytter sammen trods forskelle, konflikter og krig? Det m have v ret en st rk oplevelse for begge parter, da romaer fra de vestlige h re knyttede venskaber med indiske soldater under 1. og 2. Verdenskrig og kunne konstatere, at der var ligheder b de i sprog og spisevaner. Ligeledes m det have gjort indtryk, da engelske romaer i 1984 blev pr senteret for en film om kalbelia-stammen og kunne genkende de fl jtetoner, de indiske nomader brugte til at kalde deres jagthunde til sig.
Den f rste World Romany Congress, der blev afholdt i England 1971, var delvist finansieret af den indiske regering, og under kongressen blev det besluttet at erstatte den r de stribe i romaernes flag med det indiske ashokahjul. Det skete p foranledning af blandt andre den indiske diplomat W.R. Rishi, der siden oprettede The Indian Institute of Roma Studies i Chandigarh i Punjab. Ved bningsceremonien p den anden World Romany Congress i Geneve i 1978 fremviste indiske repr sentanter vand og jord medbragt fra moderlandet .
Af stammefolkene er det is r en anden gruppe, banjaraerne , der har v ret aktive i (gen)oprettelsen af den indisk-europ iske forbindelse. Banjaraerne er ligesom kalbeliaerne blevet udpeget som romaernes indiske sl gtninge, og de er da ogs kendt som ud vere af en r kke af de h ndv rk, der ofte associeres med romaer - blandt andet smedeh ndv rk og kurvemageri. Desuden ern rer de sig stadig som handelsrejsende i de mest de omr der af Rajasthans rken, men lever i vrigt spredt over hele Indien. I 2002 p romaernes nationaldag den 8. april arrangerede banjara-organisationen All India Banjara Seva Sangh en international manifestation af 1000- rs-jubil et for vores forf dres udvandring fra moderlandet Indien . En r kke steder i Europa og Indien samledes romaer og banjaraer for at kaste blomster p vandet som et symbol p forf drenes lange rejse.
De styrkede b nd til det indiske moderland har ogs sat sig spor i romaernes sprog. Under den anden World Romany Congress blev det besluttet, at de ord fra majoritetssamfundenes sprog, som var blevet inkorporeret i en eller f dialekter af romani, skulle udskiftes med indiske ord, der kunne fungere som f lles ord i alle romani-dialekter. Beslutningen fik dog prim rt betydning for skriftsproget blandt intellektuelle, forfattere og poeter, og p den fjerde World Romany Congress i Polen i 1990 blev det besluttet prim rt at satse p l neord med latinske eller gr ske r dder, mens de indiske l neord fortsat kunne anvendes i litteraturen.
De fleste romaer har dog ingen bevidst strategi for deres forhold til deres sprog eller til deres indiske oprindelse, og konsekvenserne af forbindelsen mellem Indien og de europ iske romaer er nok ofte temmelig tilf ldig. Man skal v re godt hjemme i b de sin egen og Indiens historie for at skelne mellem de elementer i nutidig indisk kultur, der kan spores tilbage til romaernes forf dre, og de elementer, som m ske blot for en overfladisk betragtning har en lighed med traditioner og kultur blandt romaer i Europa. Det er jo trods alt den indiske nutid i al sin mangfoldighed, man bliver m dt af, n r man som roma - eller almindelig nysgerrig rejsende - g r p jagt efter romaernes r dder.
Fascinationen af den indiske oprindelse kan da ogs give sig pudsige udtryk, n r den knytter an til indisk masse- og popkultur. I Rum nien oplever vi, hvordan den indiske popkultur bliver inddraget i opbygningen af en romaidentitet. I for ret 2005 overv rer vi pr mieuddelingen ved den rlige nationale konkurrence for skoleelever, der har romani som valgfag i grundskolen. De cirka 100 b rn, der deltager i konkurrencen, er udvalgt efter konkurrencer p amtsplan og er samlet i en lille by tre kvarters k rsel fra Bukarest. I tre dage har de dystet mod hinanden i discipliner som stileskrivning p romani og overs ttelse fra romani til rum nsk og fra rum nsk til romani. Nu skal der uddeles pr mier. Det meste foreg r p rum nsk, og der er ikke mange spor af romaernes indiske oprindelse. Mange af b rnene er endda s lyse i huden, at de ikke skiller sig ud fra etniske rum nere.

Der findes ingen ark ologiske fund eller skriftlige vidnesbyrd fra romaernes tidlige historie. Men ved hj lp af en form for sproglig ark ologi er det alligevel lykkedes forskere at rekonstruere den rute, som romaernes forf dre rejste ad fra Indien via Persien, Armenien og Anatolien til Europa.
Men efter pr mieuddelingen sker der ting og sager. L rerne flytter om p m blerne p podiet, s der bliver plads til optr den, og eleverne indtager scenen med sm indslag, som de har vet sig p i ugevis. De f rste p scenen er to piger p 13-14 r, som if lge konferencieren - en ung romal rer med affarvet h r og hawaiiskjorte - vil vise en indisk dans. Vi kommer jo fra Indien, s her er en dans, som symboliserer forbindelsen til vores oprindelsesland, forklarer han, mens de to teenagepiger tr der genert frem p scenen i et kostume, som f r dem til at ligne en blanding af den varmblodede sig jnerske Carmen og teenageidolet Britney Spears. Lange nederdele med mange l g og st rke farver, stramme skjorter med kig til maven og rme- og stropl se toppe.
I pausen har vi set dem st p toilettet og fnise, mens de fumler med at binde sk rternes taljeb nd. Det var tydeligt, at t jet er et kostume, de har p i dagens anledning og ikke en naturlig del af deres garderobe. Men det er der tilsyneladende ingen, der t nker p , da f rst den indiske popmusik str mmer ud af h jttalerne, og genertheden forlader de to piger. De bev ger sig sikrere og sikrere med trin og h rsvingende attituder som taget ud af en Bollywoodfilm. Og jo, de g r en overbevisende figur som indiske filmstjerner, s pyt med, om forbindelsen til romakulturen og de indiske stammefolk er lidt tvivlsom. Pigerne er stolte af at v re romaer og kan finde positive elementer i deres folks oprindelse, elementer som over for for ldre og bedstefor ldre kan legitimere deltagelsen i en globaliseret pop- og ungdomskultur.
Den indiske oprindelse bruges ogs af nogle romaer til at legitimere traditioner, som de fleste vil kalde undertrykkende eller udemokratiske. Flere gange p vores rejser m der vi romaer, som forsvarer opretholdelsen af det s rlige stammer d , kris , med en henvisning til, at det er en tradition, der kan spores tilbage til Indien. En midaldrende romamand i Helsing r siger for eksempel om gruppens sammenhold: Hvis vi har konflikter indbyrdes, melder vi aldrig hinanden til politiet. Hvis parterne ikke selv kan l se konflikten, kalder vi nogle kloge hoveder sammen, altid m nd, og de tager stilling til, hvad der skal se. Det er det, vi kalder kris. M ndene kan for eksempel beslutte, at en sig jner bliver udelukket fra klanen i kortere eller l ngere tid - eller for altid. S er man ikke sig jner mere. Det kan ske, hvis man beg r voldt gt. Som en understregning af reglernes styrke tilf jer han: S dan er det ogs i Indien. Hvis et medlem af stammen har gjort noget virkelig groft, bliver han smurt ind i kvindeting det, de f r en gang om m neden og s bliver han stenet ud af byen. S m han bo i rkenen.

I Indien h rer vi ingen af stammefolkene tale om ydmygende indsm ringer i menstruationsblod og efterf lgende stening. Men vi st der flere gange p beskrivelser af en s rlig institution eller myndighed, panchayat , der minder meget om de europ iske romaers beskrivelse af kris. Panchayat er en forsamling af stammens fem ldste og mest respekterede m nd. De samles, hvis nogle er blevet uvenner, eller hvis nogen har brudt vores regler, forklarer Kalunath Kalbelia, dansearrang ren, som samtidig er overhoved for en kalbeliafamilie p omtrent 300 medlemmer. Hvis en kalbelia gifter sig med en fra en anden stamme, m des panchayat og aftaler, at han skal isoleres. Ingen m hj lpe ham med mad eller penge, og ingen m have kontakt med ham. Han har brudt f llesskabet og skal betale for det. Som regel g r der mindre end et r, f r han kommer og beder om tilgivelse og betaler en b de, og s bliver han n sten altid indlemmet i stammen igen sammen med sin kone. Men kun, hvis konen lover at ville leve som en kalbelia, siger den h je, magre mand med myndighed og eftertryk. Livslang udelukkelse fra f llesskabet kan if lge Kalunath ogs komme p tale, for eksempel som straf for mord. Det g lder b de morderen og hans familie. Ingen m spise eller drikke sammen med dem eller bes ge dem. Hvis nogen g r det, bliver de ogs udelukket, siger han.
Gulabi Sapera har m rket konsekvenserne af panchayats magt. Da hun begyndte at optr de med sin slangedans, blev hele hendes familie udelukket fra stammens f llesskab. Stammens ldste mente ikke, en pige m tte optr de for fremmede - is r ikke for m nd. Men min far bakkede mig op, og jeg gik p scenen. Min far forstod, at der var fremtid i dansen. Han kunne m rke, at eftersp rgslen p slanget mmere faldt, s kalbeliaerne m tte finde nye indt gtskilder. Derfor forsvarede han mig. Men han betalte en h j pris for det. I flere r var vores familie udelukket. Ingen m tte tale med os, husker hun. ldster det ndrede dog holdning, og flere af stammens m nd henvendte sig efterf lgende til Gulabi for at bede hende l re deres d tre op i slangedansen. Endnu har r det til geng ld ikke accepteret, at stammens piger g r i skole, forklarer hun. Men hun tror, at det vil ndre sig. M ndenes indt gtskilde som slanget mmere er ved at t rre ud, men dansen giver nye muligheder. M ndene skal bare v nne sig til tanken om, at det er kvinderne, der skaffer de st rste indt gter, siger hun, inden hun forsvinder ovenp for at skifte t j og pakke de sidste ting til sin tur til Belgien.
Mange steder i Europa m der vi romaer, der beskriver kris som en parallel til kalbeliaernes panchayat og udtrykker stor respekt for de beslutninger, der tages p kris. Men is r blandt de unge romaer er der ogs kritik. I Sverige forklarer en 27- rig leder af en romaungdomsorganisation os, at han bakker op om ideen med ikke at g til politiet, men at han ikke er tilfreds med, at det altid er de ldste m nd, der bliver kaldt til kris, for de er ikke n dvendigvis de klogeste, som han siger med et sk vt smil.
Form let med ldster det er tilsyneladende at beskytte f llesskabet ved at sikre en st rk intern loyalitet og straffe dem, der viser tegn p illoyalitet eller skaber social uro. Kris m derfor n sten per automatik udg re en konservativ kraft. Men ldster det bliver - netop for at bremse opbrudstendenser - ogs tvunget til at omfortolke de f lles myter, s de tilpasses nye tider. Panchayat har accepteret kalbelia-pigernes danseoptr dener, fordi dansen forbindes med den traditionelle dyrkelse af slangeguden. Og ldster det har ogs til en vis grad legitimeret tilv relsen som fastboende, selv om kalbeliaernes selvforst else fortsat bygger p , at de er et nomadefolk. Det er blevet besluttet, at man for at v re en rigtig kalbelia skal rejse mindst en m ned om ret. Det forklarer Kalunath Kalbelia os, da vi bes ger ham i hans nyopf rte gasbetonhus i udkanten af Jodhpur. Vores guru, som er 86 r gammel nu, har sagt, at vi skal rejse mindst en m ned hvert r. S det g r vi. Jeg rejser ogs , siger han og viser os udenfor, s vi kan se den gamle tr kvogn med kasserede flyhjul, som han rejser rundt i med en kamel sp ndt for en m neds tid hver sommer.
If lge regeringens officielle statistikker er de fleste af de nomadiske stammefolk blevet helt eller delvist bofaste i l bet af de seneste rtier. Det g lder ogs mange kalbeliaer, der jo if lge guruens udl gning af teksten blot beh ver at v re omtrent s mobile som en gennemsnitlig dansk familie for at kunne kalde sig kalbelia. Et par ugers sommerferie sydp , en uges skiferie og en uges familiebes g i l bet af et r, s skulle den v re hjemme. Men de f rreste kalbeliaer definerer sig selv som fastboende, og en sammenligning med en dansk familie p charterferie falder ikke i god jord hos Kalunath. De fleste af os lever ikke helt som f r. Men vi rejser stadig, siger han. Ordene ledsages af et fast blik i de m rke jne, som er omkranset af sorte kohlstreger og sidder dybt i det markerede n ddebrune ansigt.

Kalunath Kalbelia er overhoved i en stor kalbelia-klan i Rajasthan. Han lejer kalbeliaorkestre og -dansere ud til bryllupper og fester. Han har aldrig levet som slanget mmer, men han omtaler stadig sig selv som s dan.
Hans kone ryster lidt p hovedet af ham bag hans ryg, men tilf jer, at hun stadig har en uro i blodet, fordi hun som barn og ung rejste fra sted til sted med sin familie. Jeg kan stadig ikke sove indend rs, siger hun og viser os den sivm tte p terrassen, hvor hun tilbringer natten. Men vores liv er nemmere nu, erkender hun. Og vores b rn og b rneb rn kan g i skole. Det er n dvendigt, for de kan ikke leve af at rejse rundt, siger hun og kniber et af sine b rneb rn, en et rig dreng med udtv rede kohlstreger om jnene, i kinden. Han ser forurettet p hende og tumler ud af v relset p jagt efter sin mor. Om livet har han en snor, der if lge Kalunaths forklaring fungerer som en beskyttelse mod onde jne ligesom kohlstregerne. Vi kommer i tanke om, at vi har h rt akkurat den samme forklaring p kohlstregerne omkring b de b rns og voksnes jne blandt beduiner i Syrien og Jordan. Men blandt romaer i Europa ser vi ikke denne praksis. Til geng ld h rer vi blandt spanske romaer om en tradition for at binde r de b nd om b rnenes h ndled for at beskytte dem mod onde kr fter.
Kalunath forklarer os, at kalbeliaerne har s rlige evner, der g r dem i stand til at ud ve magi, og han insisterer p at jage de m rke kr fter ud, som han mener, har tag i os. Han t nder to r gelsespinde og fremsiger en r kke besv rgelser. Herefter f rer han pindene op og ned foran ansigtet og overkroppen p os, mens han mumler en r kke magiske formularer. Indimellem suger han r gen ind, vender sig bort og spytter med en foragtelig lyd p gulvet. Ritualet varer ganske f minutter, s er vi rene som b rn .
De s rlige evner, som kalbeliaerne er kendt for at have, skyldes deres overenskomst med slangeguden. Stammens centrale myte handler om, at deres stamme for flere hundrede r siden fulgte en guru, som var kastel s, s dan som de selv er i dag. P grund af sine synske evner blev guruen knyttet til de lokale herskere, rajput-fyrsterne i Rajasthan, som en form for hofastrolog. Han faldt dog i un de, da hans forudsigelser ikke faldt i god jord hos herskerne, og han blev smidt ud fra slottet. Herefter beordrede han en del af sine tilh ngere til at vandre. De m tte f rst bos tte sig, n r deres guru fik lov at vende tilbage til hoffet, forklarer Kalunath os. Men guruen d de, inden han blev taget til n de af herskerne, s det er vores pligt at vandre evigt, slutter han fort llingen.
Som et plaster p s ret har kalbeliaerne et s rlig t t forhold til slangeguden Nag Devi, som forlenede dem med s rlige kr fter, da de begyndte deres omflakkende tilv relse. Vi aner en parallel til de myter, der trives blandt romaer, om, at de er d mt til at vandre, fordi deres forf dre forbr d sig mod nogle af Bibelens centrale personer. Det er myter, der kan tilf re livet som marginaliseret minoritet mening, men som m ske ogs kan virke h mmende p integration og forandringer. Er det den s rlige indiske eller hinduistiske fatalisme, som nogle forskere h vder at kunne identificere, der har aflejret sig? Er det en form for blind overgivelse til sk bnen, det forudbestemte og ofte tragiske? M ske. Men fatalismen er ikke altdominerende. Den har ikke forhindret Gulabi i at skabe sig en karriere p tv rs af kalbeliaernes traditionelle normer for kvinders position i familien, og den forhindrer ikke romaer i Europa i at organisere sig og k mpe for deres rettigheder. M ske er majoritetens forestilling om de sk bnetro og passive romaer langt st rkere end b de de kastel ses og romaernes fatalisme?
Vi m der ganske vist romaer, som opfatter det som deres folks bestemmelse at leve p kanten af majoritetens etablerede samfund. Men vi m der mindst lige s mange, der k mper ind dt mod forestillingen om, at de er skabt til at vandre og selv nsker at bevare den l se og perifere tilknytning til majoritetssamfundet. Erland Kaldaras, medstifter af det svenske Romska Ungdomsforbundet, sukker lidt tr t, da vi sp rger ham, om romaernes liv som rejsende har v ret selvvalgt. Han ser n sten udmattet ud ved tanken om at skulle forklare det indlysende en gang til: I mere end 450 r var det Sveriges officielle og uofficielle politik at fors ge at drive sig jnerne og de rejsende ud af landet ved aldrig at give dem ro. Der blev lavet love, som gjorde det umuligt at blive mere end et par dage hvert sted. Det medf rte ikke bare, at vi var tvunget til hele tiden at rejse, men ogs , at vi ikke kunne f del i samfundets tilbud. Vi kunne ikke blive d bt og begravet, b rnene kunne ikke g i skole, og vi havde stort set ikke adgang til sundhedsv snet. Alligevel lykkedes det ikke at drive os ud. Til geng ld lykkedes det at skabe en myte om, at vi selv valgte den omflakkende tilv relse. Mange svenskere synes vel, at det lyder romantisk at ligge i telt. Det er det m ske ogs en dag som i dag, siger han og peger op p den lyse aftenhimmel. Det er h jsommer og omkring 20 grader. Men om vinteren i 20 graders kulde er der ikke meget romantik over det. Mange romab rn er d de af kulde gennem tiderne. Det ved svenskerne ikke. Eller de vil ikke vide det, siger han.

Mange stammefolk i Indien var nomader indtil for nylig, men er nu blevet bofaste. Denne kvinde voksede op som nomade og har stadig ikke helt v nnet sig til livet som fastboende. Jeg kan stadig ikke sove indend rs, siger hun.
Ian Hancock, der selv er roma, skriver i sin bog We are the Romani people : At rejse er en del af vores historie. Vores forf dre rejste tusindvis af mil fra Indien til Europa og videre ud i verden, s der er helt sikkert en kerne af sandhed i stereotypen om den rejsende sig jner . ( ) Men husk, der findes ingen genetisk disposition for at rejse, det er alene et resultat af omst ndighederne. Romaaktivisten Ronald Lee udbygger denne pointe ved at h vde, at romaernes nomadiske livsstil ikke kan spores til Indien. Romaernes forf dre var, h vder Lee, ansat som h ndv rkere og arbejdere hos en s rlig kaste af krigere (Kshatriya) , der ud over at fungere som rajput-herskernes milit r ogs var jordbesiddere. F rst da nogle af rajputterne i 1000-tallet blev tvunget til at flygte fra de muslimske ghaznavider , som tr ngte ind fra Afghanistan, etableredes en nomadisk livsstil. Kshatriyaernes h ndv rkere og arbejdere fulgte simpelthen med deres patroner, da de flygtede gennem Persien til Trebizond (det nuv rende Trabzon i Tyrkiet) ved Sortehavskysten, hvor et armensktalende folk udgjorde majoriteten. Lee begrunder blandt andet sin teori med, at alle de ord i romani, der har at g re med et bofast samfund, kan spores tilbage til Indien - for eksempel gav (landsby), puv (jord), ker (hus), guruv (tyr eller okse), gurumni (ko). Andre ord p romani, som normalt forbindes med nomadelivet, for eksempel navnene p vilde dyr og fugle, er ord, som er l nt fra ikkeindiske sprog. Det g lder blandt andet ordene for lejr, telt, kilde, tiger og elefant.
Ligesom det for nogle romaer er vigtigt at aflive myten om, at det er romaernes urolige blod , der tvinger dem af sted p evig rejse, er det for andre romaer vigtigt at nedtone den indiske oprindelse. De frygter, at den fremmedfrygt og racisme, der rettes mod romaer i Europa, vil tage til, hvis romaerne prim rt opfattes som Indiens glemte b rn eller indere i eksil . Det er faktisk titlen p to b ger fra henholdsvis 1962 og 1982, den f rste skrevet af den indiske forfatter Chaman Lal, som bes gte Bulgarien under kommunismen og holdt hemmelige m der med lokale romaledere, den anden skrevet af inderen D.P. Singhal, ogs efter et bes g hos br drene i Europa. rtier efter b gernes udgivelse oplever romaer stadig, at de bliver bedt om at rejse hjem til Indien , og i ekstreme tilf lde har lokalpolitikere i Central- og steuropa givet udtryk for, at det ville v re en god l sning p romaproblemet at sende romaerne tilbage. I Rum nien m der vi i for ret 2005 en psykologuddannet romakvinde, som p vores sp rgsm l om, hvad almindelige rum nere ved om romaer, svarer: At de kom fra et eller andet sted i Indien, at de bosatte sig her uden at sp rge om lov, og at vi ikke kan komme af med dem!
Andre romaer fastholder dog, at forbindelsen til Indien er en v sentlig del af deres identitet. P internettet findes der chatrooms, som er forbeholdt debatter om romaernes oprindelse. Her taler unge engagerede romaer for en styrket forbindelse mellem de europ iske romasamfund og det indiske moderland, og de bakkes op af unge indere, der identificerer sig med Europas kastel se . Et af indl ggene i et s dant chatroom lyder: Jeg er stinder, mit modersm l er punjabi, som har stor lighed med hindi og romani. ( ) Jeg ville nske, at den indiske regering ville tage en aktiv rolle i beskyttelsen af romabefolkningen - i at genopbygge de rhundredgamle kulturelle b nd mellem romaerne med indisk baggrund og nutidens stindere . Det vil kunne hj lpe de forfulgte romaer med at undg nogle af lidelserne i Europa, idet de kan opleve Indien som en mor - ved politisk at p virke de europ iske regeringer, som traditionelt har haft fordomme mod vores romabr dre.
Nogle romaer efterlyser, at den indiske regering st tter romaerne p samme m de, som Israel st tter den j diske diaspora, og ofte udtrykker de bitterhed over, at romaerne ikke har noget Israel. En svensk roma, som vi m der i Malm i sommeren 2005, udtrykker det ganske bombastisk: J derne og romaerne blev forfulgt under 2. Verdenskrig. J dernes lidelser stoppede efter krigen, men romaernes forts tter, og vi har ikke noget Israel til at stoppe det.
Andre romaer argumenterer derimod for, at de efter 700 r i Europa b r anerkendes som europ isk folk og ikke anskues som en m rkelig indisk stamme. Og selv om vi oplever ligheder mellem kalbeliaernes vilk r i Indien og romaernes i Europa, og selv om genetikere og lingvister kan p pege en forbindelse fra nutidens romaer i Europa til det indiske subkontinent i en fjern fortid, er det ikke sv rt at f lge den argumentation. Baggrunden for romaernes nuv rende situation i Europa skal nok i h j grad findes i Europa, ikke i Indien.
Kapitel 2

Rum nien
Min Gud, pin mig ikke mere ,
tag mig ud til det gr nne gr s!
Der er rejst mange telte
i den smukke dal.
Men det lille telt i midten ,
det er meget p nt rejst ,
hvem skjuler sig bag dets dug?
Rum nsk romasang, fortolket af Katarina Taikon

Vi var slaver
En skinnende gr bl BMW k rer langsomt op foran huset, og en fedladen mand if rt satinskjorte, vest og bukser med pressefolder stiger langsomt ud. Hans guldur glimter i solen, da han f rer en mobiltelefon op til det ene re. Mens han g r ned mod en flok kvinder og b rn, der har samlet sig i en plet sol, snakker han med dyb stemme og griner h jt. Kvinderne har lange sk rter i flere lag, og deres h r er flettet og pyntet med gennemborede guldm nter. En pige p 14-15 r forlader de andre og g r med et barn p armen ind i det n rmeste hus. Det ligner en blanding af et prinsesseslot og pandekagehuset fra eventyret om Hans og Grete. En bred marmortrappe f rer op til en pomp s indgangsd r, og facaden er malet i sort, r dt og hvidt. Taget er d kket af s lvskinnende plader og pyntet med spir og forsiringer.
Vi t nker det samme: Er det virkelig rigtigt, at der er findes et s fabelagtigt sceneri, et optrin, som tr kker p alle stereotype forestillinger om de stenrige sig jnere, som flasher deres rigdom i smykker, biler og fast ejendom overd nget med dekorationer i tilsyneladende tilf ldige stilblandinger? Det er selvf lgelig blot en af flere konkurrerende og modsatrettede stereotyper - helt anderledes end billedet af de fattige, rejsende og usle sig jnere, der stj ler som ravne og sniger sig rundt i udkanten af samfundet som skabede hunde. Men stereotypen har virkelig en manifestation i den virkelige verden. Endda en manifestation, som er s klicheagtig, at vi n sten ikke kan tro vores egne sanser. Lyde, lugte, billeder. Vi er midt i en landsby, hvor billederne fra vores underbevidsthed er smeltet sammen og projiceret ud.
F r vi rejste til Rum nien,var vi n ppe klar over,at vi kendte stereotypen om den rige sig jner. Fra vores rejser gennem Rum nien i begyndelsen af 1990 erne kunne vi ganske vist huske grupper af selvbevidste sig jnere - m nd i l dervest, med sort filthat og velplejet oversk g, der i familiegrupper tog torve og hovedgader i besiddelse, mens deres kvinder fors gte at storforbruge i de halvtomme forretninger. Men vi kunne is r huske de romaer, der levede op til stereotyperne om den fattige sig jner p samfundets bund. M nd, som stod i laset t j og spillede violin og harmonika p str get i de st rre provinsbyer, kvinder, som med et snu udtryk i ansigtet solgte roser ved fortovsrestauranterne, mens deres snottede unger sjoskede rundt i n rheden og legede med en lighter eller et par t ndstikker og fik br ndem rker p de beskidte fingre.
DA REJSEN STOPPEDE

De f rste romaer kom formodentlig til det omr de, der i dag udg r Rum nien, allerede i 1300-tallet. P det tidspunkt var der - p grund af pestens h rgen - h rdt brug for arbejdskraft i landbruget, og mange romaer blev f steb nder eller livegne p de store godser. Endnu flere blev taget som slaver, og f rst i 1864 blev de sidste romaslaver frigivet. Formentlig var der p dette tidspunkt over 1/2 million romaslaver p rum nske klostre og godser. De fleste, der havde mulighed for det, flygtede til andre lande, og mange af de romaer, der lever i Europa i dag, er efterkommere af frigivne slaver fra Rum nien.
Mange af de tidligere slaver havde imidlertid ikke mulighed for at forlade Rum nien, fordi de intet ejede, og mange blev derfor boende i n rheden af det gods, hvis bestyrer havde haft h nds- og halsret over dem. Rum nien er da ogs i dag det land i Europa, der - b de forholdsm ssigt og i absolutte tal - har det st rste mindretal af romaer, formodentlig omkring 2,5 millioner, hvilket svarer til lige over 10 % af befolkningen.
I 1993 blev romaerne anerkendt som national minoritet, og romani blev indf rt som valgfag i grundskolen. I det hele taget er der de sidste 10 r taget en del initiativer for at forbedre romaernes forhold - is r p det lovgivningsm ssige plan. En del af tiltagene skyldes pres fra EU, som Rum nien har s gt om optagelse i. I 1997 blev Rum nien sammen med Bulgarien anerkendt som kandidatland, og siden har Europa-Kommissionen konstateret fremskridt p en r kke omr der.
Romaerne lever dog stadig gennemsnitligt under langt fattigere forhold end den vrige befolkning og har en betydeligt kortere gennemsnitlig levealder. En rapport fra UNDP fra for ret 2005 viste, at n sten 70 % af romaerne lever for under fire dollars om dagen - FN s fattigdomsgr nse i udviklede lande, og 68 % mangler vand og kloakering i huset. Der er ogs eksempler p politivold og diskrimination fra myndighedernes side.
Som forberedelse til turen til Rum nien har vi l st et af v ld rapporter og artikler om romaernes vilk r i st- og Centraleuropa, og her er vi kun st dt p nedsl ende tal om fattigdom og marginalisering, stereotyperne om de rige sig jnere var helt frav rende. Men da vi st r i landsbyen Ciurea lidt uden for Rum niens tredjest rste by, Iasi, og ser den fedladne mand stige ud af sin BMW, er billedet af den rige sig jner der igen.
Manden afslutter sin telefonsamtale og kommer hen for at tale med os. Vores ankomst til landsbyen er blevet varslet og godkendt af de to konger - en slags overhoveder i landsbyens patriarkalske struktur - der har delt landsbyen mellem sig. Den ene er p forretningsrejse, den anden p hospitalet, men de har begge givet deres tilladelse til bes get over mobiltelefon, og vi har f et gr nt lys til at snakke med folk og fotografere.
Formodentlig er kongernes tilladelse en medvirkende rsag til, at indbyggerne virker rimeligt im dekommende, om end reserverede p en selvsikker, selvtilstr kkelig m de. Manden i satinskjorten kigger op og ned ad os, og vi aner et misbilligende blik p vores North Face-sandaler, som ser meget lidt stilige ud i sammenligning med hans blankpudsede l dersko. Vi pr senterer os og fort ller, at vi er i Rum nien for at f et indtryk af romaernes levevilk r og kultur, og han bem rker k ligt, at romaer ikke bare er romaer. Vi er kalderasher, siger han og ser ud, som om han helst ikke vil sl s i hartkorn med de hundredtusinder af fattige mennesker, der tilh rer gruppen af rum nske romaer. Vi har vores egen kultur og vores egne traditioner, tilf jer han og nikker i retning af det pomp se hus, som de unge kvinder har samlet sig foran. Her bliver pigerne gift, n r de er omkring 12-13 r, og drengene bliver gift som 14-15- rige. Det er en regel, vi har arvet fra vores forf dre. En tradition, som ingen kan f os til at ndre, forklarer han.
Ioana, en kvinde i begyndelsen af 20 erne, der skal hj lpe med at overs tte, er selv roma, men fra en anden stamme. Hun kigger n sten triumferende p os. Inden vi tog af sted, advarede hun os om, at landsbyens indbyggere var meget traditionelle. De andre kalderasher, som bor inde i Iasi, lever af at stj le fra folk p gaden. Derfor flygter folk, n r de ser en kvinde i deres traditionelle t j. I Ciurea er folk efter sigende for fine til sm rapserier. Folk inde i Iasi siger, at de lever af kriminalitet i stor stil, forklarede Ioana os, da vi k rte ud mod landsbyen i en gammel hvid Dacia. De er meget traditionelle. Det er umuligt at ndre deres livsstil. De vil leve, som de altid har gjort, tilf jede hun.
Landsbyens huse ligger klumpet sammen p et h jdedrag fem kilometer fra Iasi, og de sidste 500 meter ud til bebyggelsen m tilbagel gges p en hullet grusvej. Vejen ender i landsbyen, og her lever de omkring 1000 indbyggere et isoleret liv reguleret af egne regler og normer. Kun ganske f af indbyggerne i Iasi har nogensinde v ret p bakken uden for byen. Men alle kender den som tilholdssted for sig jnere fra kalderash-stammen, en stamme der traditionelt har ern ret sig som kobbersmede, men som i dag har m ttet finde andre indkomster. Da vi et par dage tidligere m dtes med en kvindelig politikommiss r, Daniela Onutu, bekr ftede hun, at der if lge politiets statistikker er en vis sammenh ng mellem romaer og kriminalitet, og at specielt kalderash-romaer er kendt for at st bag lomme- og butikstyverier. Men hun understregede, at hun ikke havde bel g for at udpege beboerne i Ciurea som kriminelle: Jeg kan ikke sige, hvad de lever af. Jeg kan ligesom alle andre se, at de tilsyneladende har en vis indkomst. De har r d til at k re i store biler og bygge flotte huse. Men de betaler ikke skat, hverken indkomstskat eller skat af jord og ejendom. De har en g ld p flere hundrede millioner lei til myndighederne. Men vi kan ikke inddrive den. Vi har opgivet, sagde hun og trak p skuldrene.
Daniela Onutu havde deltaget i et kursus i menneskerettigheder og minoritetssp rgsm l arrangeret af to lokale ngo er i samarbejde med det danske Center for Konfliktl sning og Institut for Menneskerettigheder og var tydeligvis opm rksom p ikke at generalisere og drage forhastede konklusioner, n r hun omtalte romaerne. Men indbyggerne i Ciurea havde hun sv rt ved at se som andet end et problem. De lever efter deres egne regler. De har endda en form for domstol, som vi ikke kan forhindre dem i at opretholde. Hvis en person forbryder sig mod deres interne regler, bliver vedkommende d mt. Ofte er dommen total social isolation i en periode, forklarede politikommiss ren.
Vi sp rger manden med mobiltelefonen, hvad han og hans familie lever af. I stedet for at svare vil han hellere fort lle, at han er i familie med den ene af landsbyens to ledere. Han er far til lederens nev , en 13- rig dreng, som skal giftes n ste r. Det er hans hus. Det har jeg bygget til ham og hans kommende kone, siger han og nikker i retning af et af de st rste huse i landsbyen. P vores insisterende sp rgsm l om, hvor landsbyens indkomster stammer fra, svarer han business . Det er benbart det bedst d kkende ord for aktiviteterne p b de engelsk, rum nsk og romani. I hvert fald f r vi og Ioana samme svar fra alle andre, vi sp rger.
Ioana, der tilh rer en romastamme, som traditionelt har levet som bj rnetr kkere, forklarer os, at der g r rygter om, at landsbyen lever af at s lge stj let jern og smugle metaller over gr nsen til Moldova, og vi h rer flere gange fort llinger om de ekstremt rige romaer p den anden side af gr nsen, og om det gravmonument af hvidt marmor, som den tidligere romakonge Mircea Cerari blev begravet i sammen med sin computer, fax og mobiltelefon - udstyr, som skulle sikre, at han kunne holde sig i kontakt med de levende. M ske taler de sandt, b de rygterne om rigdom og om kommunikation mellem levende og d de. Sammen med Ioana f r vi os et godt grin ved tanken om, hvordan den afd de konge plager familie og forretningsforbindelser med faxhyletoner, telefonopringninger og e-mails i tide og utide, alt sammen for at sikre sig, at den enorme formue, han efter sigende efterlod sig, bliver forvaltet fornuftigt.

Blandt kalderash -romaer er det stadig almindeligt at vaske mande- og kvindet j hver for sig, fordi kvindet jet opfattes som besmittet med kvindens urenheder fra den nederste del af kroppen, og kvinder skal af samme grund altid b re sk rter i flere lag.
I Ciurea er business tilsyneladende ogs t t forbundet med mobiltelefoner og andre ydre statussymboler. Men selv om biler og telefoner skaber en vis mobilitet og muligg r kommunikation med omverdenen, betyder indt gterne, hvor de end kommer fra, tilsyneladende f rst og fremmest, at indbyggerne har mulighed for at opretholde et liv n sten isoleret fra majoritetssamfundet. Vores piger g r kun i vores landsbyskole, som g r til 5. klasse. S snart de kommer i puberteten, bliver de forlovet og gift. Drengene kan g i skole til og med 7. eller 8. klasse. S bliver de ogs gift og skal fors rge deres kone ved at deltage i familiens business, forklarer 64- rige Ionel St nescu os. Han sidder uden for sit hus, der ligger lige ved siden af det nybyggede palads, som er tilt nkt den ene landsbyleders 13- rige nev . St nescus hus er kun i en etage og i det hele taget mindre prangende. Men loyaliteten over for landsbylederne og traditionerne er tilsyneladende total: Vi lever p vores m de, og vi vil ikke ndre p vores traditioner. Vi betaler ikke skat. Vi skylder ikke samfundet noget, siger han, mens han drikker store slurke vand fra det glas, hans svigerdatter har bragt ham.
Svigerdatterens sorte h r er flettet i to fletninger, og hendes pandeh r er snoet og ligger som slanger langs hendes tindinger. Et tyndt t rkl de d kker baghovedet. Frisuren og t rkl det signalerer, at hun er gift. De piger, som endnu ikke er forlovet, har som regel h ret flettet i tre fletninger. N r de bliver forlovet, samles h ret i to, og pandeh ret snos i de karakteristiske slanger. T rkl det - og pligten til at opvarte b de sin mand og sin svigerfar - kommer med gteskabets indg else. Ionel St nescus svigerdatter ser ikke ud, som om den sidste del af traditionen passer hende s rlig godt. Men han nser tilsyneladende ikke hendes mutte mine. Han t mmer glasset og r kker det til svigerdatteren. S vender han sig mod os og forklarer, at han har sukkersyge og derfor er n dt til at drikke meget. Den medicin, man f r p rum nske sygehuse, er ikke god, konstaterer han. M ske er det derfor, han ikke nsker at betale skat. Eller m ske skyldes det kalderash-stammens erfaring af at v re en udst dt og udsat minoritet.
Indtil for f generationer siden var flertallet af romaerne i Rum nien slaver, og sp rgsm let om skolegang var rent hypotetisk. Romaerne ankom formodentlig til det nuv rende Rum nien i 1300-tallet, da pesten h rgede. Omkring 75 millioner mennesker ud af en befolkning p 200 millioner i Europa var d de af pest mellem 1347 og 1351, og der var mangel p arbejdskraft overalt p Balkan, is r i landbruget. Datidens feudale samfund var st rkt hierarkisk, og mange fattige b nder var livegne hos adelsm nd og ved klostrene. Romaerne blev som nyankomne placeret nederst i hierarkiet og blev taget som slaver. Landbrugsjorden i det dav rende Rum nien var ejet af adelen, milit ret og kirken, og alle tre typer jordejere benyttede sig af slaver til at dyrke jorden. Den f rste henvisning til, at der var romaer blandt jordejernes slaver, er fra 1360 erne eller 1370 erne, hvor fyrst Vladislav af Vallakiet overgiver ejerskabet over 40 romafamilier til St. Anton-klostret i n rheden af Vodita. De n ste par rhundreder blev romaer med j vne mellemrum n vnt som objekter i s danne for ringer eller handler.

Tilsyneladende blev alle romaer i omr det i udgangspunktet opfattet som ejendom under de tre fyrsted mmer Vallakiet, Transsylvanien og Moldavien. De tre fyrster for rede s romaerne som slaver til adelen og klostrenes overhoveder, som herefter kunne udnytte deres arbejdskraft, for re dem v k eller s lge dem p de slavemarkeder, der opstod efterh nden. For eksempel for rede den vallakiske fyrst Mircea den 1. i 1388 i alt 300 romafamilier til et nyetableret kloster, og i 1480 k bte den moldaviske fyrst Stefan den Store tre romafamilier fra en adelsmand for 50 tartarzloty og for rede dem til adelen.
I Transsylvanien blev slaveriet afskaffet allerede i 1300-tallet, men i Moldavien og Vallakiet varede det ved indtil midten af 1800-tallet. Historikere har fundet en plakat fra 1852, som fort ller, at et antal sig jnere er sat til salg. P det tidspunkt blev romaslaver solgt efter v gt, til en pris af et guldstykke per pund.
Slaveri af romaer fandt ikke kun sted i det nuv rende Rum nien. I 1500-tallets England udstedte kong Edward den 6. et dekret om, at alle romaer skulle br ndem rkes med et V p brystet og holdes som slaver i to r. Fors gte de at undslippe, skulle de i stedet br ndem rkes med et S og g res til slaver p livstid. Tilsvarende besluttede den spanske konge i 1538, at romaer, der stak af fra f ngslet, skulle g res til slaver. Katharina den Store fulgte trop ved at g re romaer til hofslaver i Rusland, og s sent som i 1749 befalede den spanske konge, Ferdinand den 6., at 14.000 romaer skulle arbejde som slaver i landets miner.
Romaer blev desuden brugt som slavearbejdere i de europ iske landes kolonier. Allerede i 1498 blev en gruppe romaer tvunget om bord p Columbus skib og transporteret til De Caraibiske er, og i l bet af 1700-tallet blev flere skibstransporter med romaer sendt af sted fra England og Skotland til de britiske kolonier. Ogs de portugisiske magthavere tvang romaer af sted til landets kolonier, hvilket resulterede i, at romaer som et udslag af sk bnens ironi blev deporteret til deres eget oprindelsesland, Indien.
Men det var i Rum nien, at slaveriet af romaer var mest systematiseret, varede l ngst og var mest omfattende. Da slaveriet oph rte i Vallakiet og Moldavien i 1864, blev op mod 600.000 romaslaver frigivet. Mange af dem flygtede og bosatte sig i n rliggende europ iske lande eller i fjerne lande som Brasilien og USA. Andre havde ingen anden mulighed end at blive boende og tigge deres tidligere ejer om arbejde. Fra den nyetablerede rum nske stats side blev der intet gjort for at uddanne og integrere de tidligere slaver, og resultatet er, at fortidens status som andenrangs mennesker i dag er forandret til en status som andenrangs borgere.
Mange rum nere opfatter fortsat romaer som uciviliserede og uudviklede og er vrede over, at de formelt set har samme borgerrettigheder som dem selv. Da jeg var lille, truede mine legekammeraters for ldre os med, at hvis vi ikke opf rte os ordentligt, ville de overgive os til politiet eller sig jnerne. Jeg ved egentlig ikke, hvad truslen om sig jnerne gik ud p , men vi forstod, at det var v rre end at blive overgivet til politiet, fort ller en universitetsuddannet kvinde i 30 erne os. F rst som voksen er hun begyndt at s tte sp rgsm lstegn ved barndommens skr mmebillede af romaerne. Andre refererer almindelige rum nske talem der om romaer som fx da sig jneren blev konge, h ngte han sin far og sig jneren er lige s meget et menneske, som et gr sstr er et tr .

De f rreste romaer stoler fuldt ud p majoritetssamfundets institutioner, og de fleste opbevarer derfor deres opsparing i hjemmet eller - for kvindernes vedkommende - i smykker eller guldm nter. T rkl det, kaldet diklo, er et tegn p , at kvinden er gift.
Talem der som disse tr kker spor tilbage til en periode i Rum niens historie, hvor lighed for loven var et endog meget relativt begreb. I 1600-tallet var der for eksempel i den moldaviske del af det nuv rende Rum nien en civil straffelov, som opererede med forskellige strafferammer for samme forbrydelser, afh ngig af lovovertr derens etnicitet og sociale tilh rsforhold. Af loven fremgik det, at en romaslave, der voldtog en kvinde, skulle br ndes levende, mens en rum ner, der var skyldig i samme forbrydelse, ikke skulle id mmes nogen straf. Tilsyneladende var besmittelsen fra en romaslave s voldsom, at ren m tte vaskes ren ved at lade den beskidte forbryder forsvinde i b lets lutrende flammer, mens en etnisk rum ner ikke p samme m de udgjorde en trussel om forurening af racen. Indtrykket bekr ftes af det faktum, at der fandtes en s rlig kategori af romaslaver, de s kaldte skopici. Det var m nd, der blev kastreret, s de kunne arbejde som kuske for rige kvinder uden risiko for, at de forgreb sig p dem.
Uanset hvor langt man kan drive fortolkningen af fortidens slaveri, har vi ikke sv rt ved at forst , at romaerne i Ciurea er mist nksomme over for rum nernes pludselige nske om integration. Hvorfor nsker rum nerne at blande sig i vores interne regler, synes de at t nke? Hvad vil de os? Og historiens svar vil v re, at de vil os ikke noget godt. Men fortiden siger jo aldrig alt om fremtiden. Og vi m der da ogs rum nere, som virker rligt interesserede i at forbedre romaernes forhold. Politikommiss ren fra Iasi, Daniela Onutu, lyder for eksempel overbevisende, n r hun siger, at samfundets fors g p at blande sig i forholdene i Ciurea skyldes et gte nske om at etablere et moderne retssamfund: Vi fors ger at forklare dem, at landets love baserer sig p individuelt, ikke kollektivt, ansvar. En person kan kun d mmes for det, vedkommende selv har gjort, og kun den person, som har brudt loven, b r st til ansvar. Men de mener ikke, at vi har ret til at blande os i deres retssystem, og det er heller ikke en forbrydelse som s dan at afholde den slags private retsm der, s vi kan ikke g re ret meget, siger hun med henvisning til, at kalderash-romaerne i blandt andet Ciurea stadig opretholder den ldgamle tradition for kris, en form for domstol, der afg r konflikter i lokalsamfundet og sanktionerer brud p kollektivets normer.
Daniela Onutus skelnen mellem det kollektive og individuelle ansvar virker n rmest selvindlysende. Men for romaerne ser det anderledes ud: Deres eget retssystem bygger p kollektiv ansvarlighed. Er en person fra deres samfund efters gt, d kker de andre over vedkommende. De har samme efternavne, og mange har ogs samme fornavne, s det kan v re sv rt for os at komme til bunds i tingene. Bare at finde frem til en bestemt person kan v re sv rt. Og de forventer ikke noget godt fra rum nere, s de antager, at de bliver diskrimineret, inden der overhovedet er sket noget. Fordomme og mistillid findes b de blandt rum nere og romaer, siger hun med et suk.
N r kalderash-romaerne fastholder en praksis med kollektiv straf, kan det til dels ses som en konsekvens af den udgr nsning, der fandt sted under slaveriet, og m ske s tter det netop s st rkt et pr g p kalderasherne, fordi de ikke er bevidste om, hvor deres overlevelsesstrategi stammer fra. Deres historiske bevidsthed baserer sig prim rt p mytologiske mundtlige overleveringer og ikke p faktuel skriftlig viden, og mange af dem ved intet eller meget lidt om slaveriet. Historien skrives jo som bekendt af sejrherren, og romaerne har f rst i l bet af 1900- tallet udviklet et skriftsprog og dermed f et mulighed for at v re med til at definere deres egen historie i en st rre kontekst. I sin We are the Romani people fort ller Ian Hancock, hvordan en ldre mand af kalderash-afstamning i Wichita br d sammen og gr d t rer af vantro, da hans s n fortalte ham, at kalderash-folket havde v ret slaver i hundreder af r .

Romaerne i landsbyen Ciurea har bevaret mange af deres gamle traditioner, blandt andet de tidlige gteskaber. Denne 12- rige dreng er forlovet og skal efter planen giftes om to r. Som nev til en af landsbyens ledere kan han se frem til et liv i luksus.
Ogs blandt beboerne i Ciurea virker den historiske viden begr nset og abstrakt. Den er reduceret til en fort lling om forf lgelse og overlevelse, og historiens morale er, at overlevelsen alene er blevet sikret ved at fastholde traditionerne og leve isoleret fra det omgivende samfund. Traditionen for at gifte vores d tre tidligt stammer fra tiden, da vi var slaver. Der var en lov, som gav herremanden ret til at v re den f rste mand i alle slavepigers liv. Ved at gifte pigen bort, s snart hun kom i puberteten, undgik vi, at det skete, fort ller en mand i Ciurea os, og tilf jer, at traditionerne skal bevares, fordi s dan har vores forf dre gjort, og vi har l rt af vores for ldre, at vi skal f lge forf drenes traditioner .
Han fort ller b de om slaveriet og om forf lgelserne under 2. Verdenskrig, hvor den pro-nazistiske rum nske regering under Ion Antonescu deporterede mindst 25.000 romaer til koncentrationslejre i det rum nskbesatte Transnistrien i Ukraine. Omkring halvdelen af de deporterede d de af fejlern ring, sygdomme eller som f lge af mishandling. Denne del af historien er umiddelbart f r vores bes g i Ciurea blevet bekr ftet og dokumenteret af den rum nske holocaustkommission, nedsat efter pres fra EU.
Men slaveriet er fortsat tabu, og p standen om herremandens ret til at tage slavepigernes m dom kan vi ikke f direkte bekr ftet i de b ger, vi finder om romaernes sk bne som slaver i Rum nien. Men vi finder beskrivelser af praksisser, der ligger snublende n r. Under sit bes g p et vallakisk gods med et stort slavehold beskrev en fransk rejsende, F lix Colson, for eksempel s sent som i 1830 erne, hvordan kvindelige romaslaver blev givet til g sterne som seksuel underholdning, mens de samtidig blev kaldt horer af deres ejere, og p samme tid var det almindeligt, at en adelsmand oven i sin datters medgift for rede sin kommende svigers n en sig jnerpige.
Romakvinder opfattes stadig af mange europ ere som lette p tr den , og vi husker, hvordan en midaldrende rum nsk mand, vi traf under et bes g i Iasi i 1994, fandt anledning til at lufte sine fordomme om villige sig jnerludere , som han j vnligt frekventerede. Det stemmer un gtelig d rligt overens med realiteterne i Ciurea, hvor kvinderne - eller rettere pigerne - bliver forlovet f r puberteten og viet ved indgangen til den for at sikre sig mod udenoms gteskabelig sex. At det netop er en fordom, at romakvinder skulle v re s rligt letlevende, sl r Ian Hancock fast i bogen We are the Romani people : Romaers regler for p kl dning er langt mere strenge end reglerne blandt ikke-romaer: at vise ben anses eksempelvis for at v re gadzikane forma , dvs. ikkeroma-opf rsel, og hverken m nd eller kvinder b r b re korte bukser.

For romaerne m rum nernes omtale af sig jnerludere blot g re den nedarvede frygt for herremanden st rkere. M ske er det nok til at forklare Ciurea-romaernes praksis med at gifte sig inden for gruppen og gennemf re tidlige gteskaber? De tidlige gteskaber findes ogs i andre romagrupper, men er s rligt almindelige i de traditionelle kalderash-samfund. I Ciurea ser vi flere 15-16- rige piger, der allerede har f dt deres f rste barn. Deres kroppe og ansigter ligner danske skoleelevers, men alligevel er det, som om der i deres fremtoning er noget anderledes, noget mere voksent. Det ser n rmest ud, som om de er b rn, der har l rt at imitere de voksne. Og m ske er det muligt at blive voksen som 15- rig, hvis man hele sin barndom er blevet socialiseret ind i rollen som hustru eller mand i kalderash-samfundet? I Danmark tr dte man jo ogs f r i tiden ind i de voksnes r kker i forbindelse med konfirmationen. Desuden er en 15- rig mor i Ciurea en del af et f llesskab, som st tter op om hende, yder praktisk hj lp og giver gode r d. Da vi er p bes g i landsbyen, g r mange af sp db rnene fra arm til arm, s det er sv rt at finde ud af, hvem der er mor til hvilke b rn.
Forventningerne til kvinderne i Ciurea er, at de skal v re jomfruer ved gteskabets indg else, gode husm dre, flittige og gode til at lave mad, og helst ogs v re smukke. De dovne og grimme piger bliver gift senere, for de er sv rere at finde en gtef lle til, forklarer Ionel St nescu, den 64- rige mand, vi m der uden for hans hus i Ciurea. Han forklarer, at ved indg else af gteskab bliver der betalt en brudepris. Det er en pris, som mandens familie skal betale, fordi pigen ved gteskabets indg else flytter ind hos deres familie. Dermed f r de en arbejdskraft, mens pigens egen familie mister hendes arbejdskraft. Brudeprisen i Ciurea er 100-200 guldm nter samt et fuldt m bleret hus, og det er drengens far, der skal betale brudeprisen.
De tidlige gteskaber blandt kalderasherne var indtil for f r siden ikke noget udbredt samtaleemne i Rum nien. De fleste rum nere mente, at romaerne kunne g re, som de ville, hvis de blot holdt sig for sig selv. Men i september 2003 blev b rne gteskaberne blandt de rum nske romaer en international skandalesag. Store medier som BBC og Associated Press rapporterede om et gteskab mellem den 14- rige Ana Maria Cioaba, datter af en selvudn vnt romakonge i Sibiu, og en 15- rig dreng. Begge var kalderash-romaer. Vielsen foregik i en pinsemenighed, hvor Anas far fungerede som pr dikant. I mods tning til mange andre romavielser, som foreg r i hjemmet og uden kirkers og myndigheders indblanding, blev vielsen derfor offentligt kendt, og de internationale medier kastede sig over sagen. If lge mediernes rapporter var Ana Maria blevet tvunget ind i gteskabet af sine for ldre, og politiet efterforskede sagen med henblik p en en sigtelse mod gommen for sex med en mindre rig. Det lokale politi oplyste dog siden, at der ikke var tegn p , at de to unge havde haft et seksuelt forhold, og vi har da ogs m dt mange romaer, som har forklaret os, at gteskab p romavis kan indg s, flere r f r de to unge reelt flytter sammen og sover i samme seng. gteskabet er i h j grad en forsikring mod potentielle seksuelle eskapader, ikke n dvendigvis en introduktion til et aktivt seksualliv.
I Ana Cioabas tilf lde er det aldrig blevet opklaret, hvilken form gteskabet havde. Men mediestormen medf rte, at de to for ldrepar accepterede myndighedernes krav om, at de to unge flyttede tilbage til deres barndomshjem og fortsatte deres skolegang. Myndighedernes resolutte indgriben skyldtes et krav fra det britiske medlem af Europa- Parlamentet Emma Nicholson. Implementeringen af menneskerettigheder for alle er en n dvendig foruds tning for optagelse som fuldgyldigt medlem af EU. Desv rre har Rum nien fortsat en r kke alvorlige svagheder, som vil udg re en forhindring, medmindre de afhj lpes med det samme, l d Nicholsons kommentar til gteskabet mellem de to unge kalderash-romaer.
Vores tolk i Ciurea, Ioana, anser Nicholson for at v re h bl st naiv. Hun har l st socialvidenskab p universitetet i Iasi og er godt klar over, at b rnenes rettigheder bliver kr nket, n r deres for ldre forhindrer dem i at g i skole og arrangerer deres gteskaber, inden de er myndige. Men for hende at se er kalderasherne i Ciurea uden for p dagogisk eller juridisk r kkevidde. I mere end et r har hun ved siden af sine studier arbejdet som bindeled mellem sundhedssystemet og landsbyen. Den rum nske stat har ansat 200 s danne brobyggere over hele landet. De har til opgave at ge kvindernes viden om personlig hygiejne og sundhed og motivere dem til at s ge l ge, n r de er syge. Ioana har imidlertid ikke oplevet nogen som helst forandring eller fremgang hos kvinderne i Ciurea og er tydeligt frustreret over fiaskoen. Jeg fortalte dem, at de skulle vaske sig med s be og vaske b rnenes h r. De gjorde det en enkelt gang eller to, men s holdt de op igen. De sagde, at det var imod deres traditioner. De n gtede ogs at g til l ge, f r det var absolut n dvendigt. De er flove og skamfulde over at tale om sygdom, fordi de tror, at det er en form for forbandelse, der har ramt dem, siger hun.
I det hele taget er de basale kropslige funktioner tabu blandt kalderash-romaerne, og toiletbes g skal derfor foreg i st rste diskretion. I et af de imposante, overl ssede huse, vi bliver vist rundt i, er der s ledes et badev relse p over 40 kvadratmeter - med badekar, jacuzzi, h ndvaske og masser af gulvplads. Men intet wc. Toiletbes g er noget urent. Det foreg r ude bagved p et gammeldags das, og det hj lper ikke ligefrem p hygiejnen, forklarer Ioana.
Vi forst r hendes frustration. Det virker, som om myndighederne i et fors g p at skabe hurtige resultater i nogle af de mest isolerede romasamfund har ansat brobyggere, som ikke har en chance for at bygge bro. Som medlem af en anden stamme bliver Ioana ikke accepteret i Ciurea, og hun bliver m dt med mist nksomhed, fordi hun er assimileret - hun g r i cowboybukser, taler kun en smule romani - og slet ikke kalderash-dialekt - og er udsendt som repr sentant for myndighederne. Den bro, hun skal bygge, har kun et fundament i den ene ende, myndighedernes. I den anden ende er der en afgrund af mistillid og forundring, som vi ogs m rker, da vi bes ger Ciurea. Det er, som om landsbyens indbyggere ikke kan forestille sig, at nogen, der ops ger dem, har gode intentioner. De hverken beder om hj lp eller fors ger at afd kke mulighederne for at opn konomiske fordele ved m det med udefrakommende. De accepterer blot deres tilstedev relse med oph jet ligegyldighed og forts tter efter en kort snak deres daglige g rem l, der forl ber, som de har gjort i generationer. Der er noget stolt og s rbart over deres selvtilstr kkelighed, og vi f r en f lelse af, at de i deres tilbagetrukkethed b rer p rhundreders erfaring af svigt og svig - erfaringer, de med rette fornemmer, at de vil opleve gentaget, hvis de bner sig mod omverdenen.
Det v rste ved det mislykkede eksperiment med en brobygger er derfor ikke, at kvinderne fortsat vasker deres h r uden shampoo. Det v rste er, at Ioana - og formodentlig ogs den myndighed, der ansatte hende - er blevet overbevist om, at kalderasherne i Ciurea er et h bl st tilf lde. Intet herude vil nogensinde ndre sig, s det er spild af penge og tid at s tte ressourcer af til at fors ge at integrere dem, konkluderer hun, da vi forlader Ciurea ad den hullede grusvej, som stod i st rk kontrast til de overd dige huse. Vi n vner Emma Nicholsons krav om, at b rnenes menneskerettigheder skal beskyttes. Men Ioana ryster bare p hovedet. Deres kultur er bygget op omkring kollektive pligter og rettigheder, og b rnene er en del af et f llesskab, som alle samfundets medlemmer s tter h jere end individuelle rettigheder. Helt fra de er sm , v nner de sig til tanken om, at de skal giftes, n r de er 14-15 r, for alle omkring dem er blevet gift tidligt. Det er naturligt for dem, s jeg synes ikke, at det er et overgreb. Det er noget andet, hvis en 15- rig pige inde i Iasi, som er vant til at g i skole, bliver tvunget til at gifte sig, mens alle hendes veninder forts tter i skolen, siger hun. Hun tilf jer, at hun aldrig har h rt nogen af kvinderne tale om, at de gerne vil arbejde uden for hjemmet eller uddanne sig yderligere. De fattigste af dem er tilfredse, hvis deres mand kan fors rge dem og b rnene; de lidt rigere dr mmer om et stort hus og en bil. Det er alt, siger hun.
Vi har sv rt ved at acceptere Ioanas ide om dobbelte standarder. Vi kan ikke forestille os, at noget samfund, heller ikke det lille f llesskab i Ciurea, er s homogent, at der ikke finder en vis grad af social tilpasning og tvang sted. Og en dag vil ogs en af kvinderne i Ciurea protestere bent mod de sociale normer, hun er underlagt, og fors ge at g re sig fri af deres tvangsm ssige karakter. Det vil ske, n r hun forelsker sig tilstr kkelig voldsomt i en ikke-roma og insisterer p at blive gift med ham, eller n r hun br nder s meget for at uddanne sig og tjene sine egne penge, at hun ikke vil lade sig begr nse af landsbyens sn vre geografiske rammer. M ske findes den kvinde ikke i Ciurea nu. Men en dag vil hun dukke op. Og den dag skal menneskerettighederne ikke kun g lde for alle de andre. Den dag skal samfundet i det mindste st parat med s meget st tte, at der er et reelt alternativ til livet i Ciurea. Samtidig m det ogs v re samfundets opgave at komme beboerne i Ciurea og andre tilsvarende samfund s meget i m de, at en forandring er mulig - ikke kun for de individer, der vil bryde markant med normerne, men ogs for dem, der nsker en langsom reformering af det ldgamle v rdisystem.

Det kr ver reel respekt fra majoritetssamfundets side. For Ionel Stanescu og de andre m nd i Ciurea vil selvf lgelig ikke fra den ene dag til den anden acceptere, at det omgivende samfund stj ler deres kvinder fra dem, uddanner dem og s tter dem griller i hovedet . Formodentlig skal sagen gribes an med udgangspunkt i kalderashernes historiske erfaringer og med forst else for, hvorfor kalderasherne i h jere grad end andre romagrupper i Rum nien har valgt segregation som strategi. Det skyldes nok blandt andet, at kalderasherne under Nicolae Ceausescus styre som de eneste romaer fik lov at bevare en vis mobilitet og kulturel frihed. De blev undtaget fra det tvungne arbejde i landbrug og p fabrikker og fik til geng ld - mod at bos tte sig - lov at fungere som kobbersmede i de samfund, hvor de fik tildelt jord. Andre romaer fik som alle andre rum nere tildelt ret og pligt til at arbejde.
Kalderashernes s rstatus var en forts ttelse af slavetidens praksis, hvor de slaver, der var ejet af kongen, n d st rre frihed end kirkens og adelens slaver. De privilegerede slaver blev udvalgt blandt de romaer, som udf rte traditionelle h ndv rk, blandt andet kobber-, guld- og s lvsmede samt tr sk rere. De havde st rre bev gelsesfrihed end andre slaver og kunne rejse rundt inden for n rmere definerede omr der for at s lge deres ydelser. Til geng ld skulle de betale en s rlig skat til kongen. Kalderasherne undgik alts b de under slaveriet og under Ceausescu den assimilationsproces, som mange andre romaer gennemgik, og deres modstand mod majoritetssamfundets uddannelsessystem og k nsrollem nstre er formodentlig et nske om at bevare denne uafh ngighed. F rst n r kalderasherne erfarer, at der kan komme noget godt ud af at lade sig integrere, vil de formodentlig ndre strategi.
Indtil videre klarer i hvert fald kalderasherne i Ciurea sig - konomisk set - godt. Nogle f lever stadig som kobbersmede og l rer deres s nner op i det traditionsrige h ndv rk. En svendepr ve kan best i at fremstille et apparat til destillation af tuica , blommebr ndevin, som kan s lges for over 500 kr. inde i Iasi. Andre f dre har sl et sig p (illegal) handel, og deres s nner f r lov at g lidt l ngere i skolen end f r i tiden. De skal nemlig l re at l se og skrive, s de kan f et k rekort og v re med til at drive familiens moderne business. Med andre ord er romaerne i Ciurea m ske nok negativt indstillet over for skolen som institution, men ikke over for uddannelse som s dan, og mon ikke udviklingen vil g re det n dvendigt og attraktivt for kalderasherne i Ciurea at lade b de deres drenge og piger g i skole?
Det vil dog kr ve, at det rum nske majoritetssamfund tager imod dem med mere bne arme, end der har v ret tradition for mange steder. Under slaveriet blev romab rn ofte solgt uafh ngigt af deres for ldre, og mange familier blev splittet p den m de. Og under kommunismen f lte mange romaer sig p grund af ekstrem fattigdom n dsaget til at aflevere nogle af deres b rn p de berygtede b rnehjem, som chokerede Vesten efter Ceausescus fald. Ogs i dag m der romaerne modstand i skolesystemet. Antropologen Delia Grigore, der er en af de f kalderash-kvinder, som har f et en universitetsuddannelse, beskriver i et essay om uddannelsesm nstre i romafamilier, hvordan romab rn i skolerne udpeges som potentielle drop-outs af l rerne, og deres etniske baggrund identificeres som en barriere for uddannelse. Og professor Gheorghe Sarau, den mand, der har arbejdet mest seri st med romani i undervisningssystemet i Rum nien, fort ller os, hvordan muligheden for at tilbyde modersm lsundervisning i romani i nogle landsbyskoler bliver brugt som en undskyldning for at isolere romab rnene fra de vrige elever.
Nogle af de unge kvinder i Ciurea beretter ogs , at da de som b rn fors gte at blive indskrevet i den lokale grundskole neden for bakken, blev de m dt med krav om at ndre t jstil. Herefter n gtede landsbyboerne at sende deres piger og de fleste af drengene i skole, og i stedet blev der bygget en landsbyskole i Ciurea, hvor undervisningen foreg r p b rnenes modersm l, kalderash-dialekten af romani. Skolen rummer dog kun 1.-4. klassetrin, s pigerne slutter deres skolegang med meget f basale kundskaber, mens drengene som regler tager 5.-7. klasse med i skolen neden for bakken.

Kalderash-romaerne er kendt for at v re dygtige kobbersmede, og deres forf dre var af samme grund i h j kurs blandt middelalderens slaveejere. Nogle f kalderasher holder stadig h ndv rket i h vd.
Men det vil ndre sig med tiden. Det er Ecaterina Popistasu sikker p . Den trinde og smilende rum nske l rerinde, som vi m der i Iasi, lyser i det hele taget af energi og optimisme. Hun fort ller os, at hun bor t t p landsbyen Dancu omkring en times k rsel fra Iasi. I Dancu findes et kalderash-samfund, som p mange m der minder om Ciurea, blot er indbyggerne i Dancu mindre velhavende. Kalderash-samfundet i Dancu opstod i 1970 erne, da en gruppe kobbersmede og deres familier af myndighederne blev tvunget til at bos tte sig i en isoleret enklave. I 2000-2001 blev Ecaterina Popistasu ansat til at undervise 17 kalderashdrenge under et regeringsst ttet program kaldet Second chance . Programmet, som stadig eksisterer, har til form l at give b rn, som ikke er kommet i skole i 6-7- rsalderen, en ny chance. I Ecaterinas klasse gik der drenge i alderen 10-18 r. Stort set ingen af dem kunne l se eller skrive, s dan som det if lge en rapport fra Verdensbanken for f r siden gjaldt for n sten 60 % af de rum nske romakvinder og over 40 % af m ndene. Men det lykkedes hende at give dem nogle basale kundskaber. Det inspirerede landsbyens piger s meget, at de gik til samfundets overhoved og kr vede at komme i skole. De fleste af pigerne var ikke registreret hos myndighederne fra f dslen, og ingen var derfor opm rksomme p , at deres ret til skolegang blev kr nket. Pigerne eksisterede simpelthen ikke officielt. Da Ecaterina blev klar over det, fors gte hun at g re kommunen opm rksom p problemet. Men de lokale myndigheder fastholdt, at b rnene ikke fandtes.
S tog Ecaterina sagen i egen h nd og oprettede en sommerskole for de videbeg rlige kalderash-piger. Jeg gik til lederne af deres samfund og pr senterede min ide. F rst sagde de nej. Men da pigerne blev ved at presse p , ndrede de holdning. De kendte mig fra mit arbejde med drengene og vidste, at jeg ikke ville fors ge at g re pigerne rum nske . Desuden arbejdede to af pigerne i et reng ringsfirma inde i Iasi, og de havde brug for at kunne l se og regne, s de ikke blev snydt, n r de skulle skrive kontrakt. Det var et argument, der virkede over for m ndene. Andre sagde til mig, at de gerne ville l re at l se, s de kunne f lge med i underteksterne p de soap operas , de ser i tv, husker Ecaterina Popistasu med et smil.
Ecaterina gik ikke ind i lange udmattende diskussioner om k nsroller og familiestrukturer. I stedet indrettede hun timerne efter pigernes daglige rutiner. Som regel m dtes hun med pigerne om eftermiddagen, n r de havde overst et deres huslige pligter, og s havde de tre-fire timer sammen, inden pigerne skulle tilbage til madlavning og opvask. Nogle for ldre forb d i begyndelsen deres d tre at deltage, men da de s , at de andre piger kom hjem med stileh fter og blyanter, gav de efter. Som I kan se p deres t j, er de meget vilde med farver, s jeg gjorde dem interesserede ved at give dem farver og tusser, siger hun og peger p nogle fotos fra landsbyen, hun har bredt ud p bordet foran os. De f rste dage truede de mig med, at de ikke ville komme mere, medmindre de havde l rt at l se og skrive ved ugens udgang. S jeg fors gte at f l rt dem en lille smule nyt hver dag, s de vidste, at de ville f noget ud af at komme n ste dag ogs . Det virkede, husker hun.
Ecaterina underviste pigerne i to m neder hen over sommeren og fors gte derefter at overbevise for ldrene om, at b rnene skulle forts tte i den lokale grundskole. Men kun f af pigerne blev indskrevet, og et r efter kan Ecaterina konstatere, at mange af pigerne er blevet gift og ikke har udsigt til at f mere uddannelse. Til geng ld er nogle drenge begyndte at g i skole med det form l at l re at l se, s de kan klare kravene til at f k rekort.
Traditionerne kan tilsyneladende - langsomt - b je sig, hvis der er praktiske og konomiske argumenter nok - akkurat som blandt kalbeliaerne i Rajasthan, hvor konomisk n dvendighed fik gamle m nd til at acceptere, at kvinderne tjener penge p at danse. I Dancu var arbejdsl shed et problem, og det motiverede b de m nd og kvinder til at bryde isolationen. I Ciurea kan indbyggerne endnu i meget h j grad fastholde deres egne standarder og normer. Men den dag, m ndenes business g r mindre godt, vil kvinderne sikkert ogs her komme ud p arbejdsmarkedet, og traditionerne vil transformeres.

Men kalderasherne i Ciurea har en pointe, n r de afviser at lade sig integrere og taler neds ttende om Ioanas cowboybukser: integrationen har en pris, og der er ingen sikker gevinst i vente, hvis man v lger at spille p majoritetssamfundets pr misser. Det bliver vi klar over, da vi sammen med Ioana bes ger et fattigt landsbysamfund i udkanten af provinsbyen Tirgu Frumos. Hun siger, at hun gerne vil vise os stedet og pr sentere os for beboerne, fordi det viser en anden side af det rum nske romasamfund end rigdommen i Ciurea.
Vi ankommer til det lille samfund midt p dagen. Solen st r h jt p himlen, men den kan knap nok tr nge igennem det tykke skyd kke. Der ligger et gr t lys over de lerklinede hytter, som Ioana udpeger for os. De ligger spredt over en skr ning p sydsiden af vejen og ligner noget fra en film optaget i et fjernt hj rne af Afrika. V ggene er sk ve og uj vne og d kket af et tyndt lag afskallet maling, som er gennemtr ngt af fugt. De tynde tr d re sidder sk vt p h ngslerne, og der er store revner mellem det verste af v ggene og de interimistiske tage af b lgepap. P jorden mellem husene flyder det med plastic og papir.
Ioana har lavet en aftale med landsbysamfundets leder, og han st r parat til at tage imod os, da vi ankommer. Han byder os velkommen med et kraftigt h ndtryk og tilbyder at vise os rundt. Vi takker p nt ja og f lger med ham rundt mellem hytterne, hvor et overv ldende antal b rn render rundt i en tilstand af rastl s kedsomhed. Ja, mange af b rnene g r ikke i skole, siger landsbylederen n rmest undskyldende. Han er en lavstammet mand med et venligt smil, men hans jne lyner, n r han fort ller om forholdene for det lille romasamfunds indbyggere. I skolen bliver romab rnene sat i s rlige klasser. L rerne siger, at de deler eleverne efter fagligt niveau. Men hvorfor kommer alle romab rnene s i samme klasse - undtagen de rige romaers b rn, som f r lov at g i samme klasse som de rum nske b rn, sp rger han retorisk.
Som mange andre medlemmer af ursari-stammen nsker romaerne i det lille landsbysamfund at give deres b rn en uddannelse, s de kan deltage i samfundslivet p lige fod med alle andre rum nere. Deres etniske identitet er mindre vigtig for dem, og de har for l ngst lagt ursari-stammens traditionelle erhverv - at tr ne og optr de med dansende bj rne - bag sig. I dag lever de fleste af dem af handel eller landbrug - eller er p socialhj lp. Det sidste g lder for de fleste af de omkring 500 ursari-romaer i udkanten af Tirgu Frumos.
Nogle f m nd har s sonarbejde i de store drivhuse i n rheden, men arbejdet bliver i stigende grad overtaget af illegale indvandrere fra Moldova; de underbyder de lokale, forklarer en ung mand os. Ja, hvorfor kan myndighederne ikke s rge for arbejde til os? De kunne bygge en konservesfabrik eller noget i den retning. Jeg vil gerne arbejde, supplerer en ung kvinde med et barn p armen. Jeg er blevet tilbudt arbejde i Spanien. En mand sagde til mig, at jeg kunne tjene mange penge p f m neder. Han sagde, at jeg skulle arbejde som servitrice. Men jeg ved, at han s lger kvinder til sexindustrien, siger hun. Ogs i aviserne annonceres der j vnligt efter kvinder til arbejde i udlandet som danser , tjener eller lignende. N r der ikke stilles andre krav end et godt udseende, ved vi egentlig godt, hvad jobbet g r ud p . Alligevel er der kvinder, der bliver fristet af muligheden for en anden tilv relse, fort ller kvinden. Hun er kl dt i slidte joggingbukser og en hvid, rmel s T-shirt.
Monica, en ung kvinde med en beskidt turkis akrylsweater og en falmet sort nederdel, viser os indenfor i sit hus, som best r af to sm rum med jordgulve. Hele familien, som best r af syv medlemmer, sover og spiser i det ene rum. En seng med et tykt senget ppe og et br ndekomfur er klemt sammen ved siden af en reol i krydsfiner. P reolen ligger et t rt br d og fem g. Jeg har ikke anden mad til mine b rn. Socialhj lpen er sluppet op. Vi f r 1 million lei (ca. 200 kr.) om m neden. Jeg har ikke r d til at sende mine b rn i skole, for de har ikke noget rent t j, forklarer Monica og tr kker opgivende p skuldrene.

Hun introducerer os for sin kusine, som bor i nabohuset. Hendes situation er stort set den samme. Vores familie har boet her gennem generationer, men vi har ikke papirer p , at vi ejer husene eller jorden. S vi kan ikke blive tilsluttet elnettet eller f indlagt vand, og vi har ikke ret til at dyrke jorden, forklarer hun. Hun er sidst i 20 erne og har fem b rn. Det yngste, en pige p 2-3 r, f r stadig en sjat m lk hos sin mor af og til. Ud over hendes egne b rn er der i huset to teenagedrenge, som hun pr senterer som sine nev er. De kommer tit og bor her, fordi deres mor ikke tager sig ordentligt af dem. Hun g r med forskellige m nd og s rger ikke for, at de f r mad. Vi har egentlig ikke selv mad nok, men de er jo vores familie, siger Monicas kusine.
Kusinens mand, som sidder foroverb jet p sengen med en kasket trukket ned i panden, l fter hovedet og nikker mekanisk. Han har sorte rande under jnene, og hans ansigt glinser, som om han har feber. Vi f r 1,5 millioner lei i socialhj lp, men kommunen holder tit nogle penge tilbage, fordi de tror, at vi har andre indt gter. Vi har ikke penge nok til mad, s vi m k be p kredit hos k bmanden, forklarer kusinen.
Ioana tilf jer: De vil gerne v re en del af samfundet, men kommunen diskriminerer dem. Det er ulovligt at holde socialhj lpen tilbage. Har de klaget over kommunens behandling af dem?, sp rger vi. Kvinden ser undrende ud. Jeg kender ikke noget sted, jeg kan klage. Jeg ved heller ikke, om det hj lper noget. De kan jo ikke give mig mit barn tilbage, siger hun og stirrer tavs ned p sine h nder. Hendes yngste barn d de sidste r, forklarer Ioana. Hun havde ikke m lk nok, og de havde ikke r d til at k be ordentlig mad. Vi sp rger, om hun opfatter den behandling, de f r af kommunen, som etnisk diskrimination. Igen ser hun undrende ud. Det ved jeg ikke. Alle, vi kender, er romaer, og alle er fattige. Jeg ved ikke, om de g r det samme over for fattige rum nere.
Vi bem rker, at kvinderne i det lille samfund tilsyneladende helt mangler bevidsthed om deres rettigheder som borgere. Ioana bekr fter vores indtryk. De har ingen uddannelse og kender ikke lovgivningen, og det udnytter myndighederne, siger hun og tilf jer, at hun har s gt et job som romar dgiver i kommunen og h ber, at hun f r det, s hun kan rette op p uretf rdighederne.

  • Accueil Accueil
  • Univers Univers
  • Ebooks Ebooks
  • Livres audio Livres audio
  • Presse Presse
  • BD BD
  • Documents Documents