Lissabon
137 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus
137 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

Description

12 forfattere. 13 passioner. Fa hjemve med Mia Degner. MAerk byens vibe med Jens Lysdal. Fa fodboldfeber med Niels Christian Frederiksen. Syng fadoer med Bjarne Mouridsen. Ga digternes veje med Dan Ringgaard. Oplev revolutionen med Eva Henningsen. Sla folge med H.C. Andersen og Henrik Wivel. SAet sofarernes sejl med Jorn Ornstrup. Find din yndlingscafe med Kurt Hollesen. Bliv beruset med Soren Markers. Eksponer dig for Expo med Morten Gliemann. Kig pa kakler med Soren Markers. TrAed indenfor med Karen Fastrup.

Sujets

Informations

Publié par
Date de parution 19 avril 2016
Nombre de lectures 0
EAN13 9788771846911
Langue Danish
Poids de l'ouvrage 6 Mo

Informations légales : prix de location à la page 0,0065€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.

Exrait

lissabon
indhold
intro mia degner
lysets by
konservatisme jens lysdal
mad, musik og mentalitet
fodboldfeber niels christian frederiksen
benfica ou sporting?
fadistas bjarne mouridsen
en rundtur i fadoens topografi
digteren dan ringgaard
byen oplevet igennem fernando pessoa
kuppet eva henningsen
portugals befrielse
kneppe henrik wivel
med h.c. andersen i byen
imperiet j rn rnstrup
en by af s farere
cafeerne kurt hollesen
med udsigt til gadelivet
o vinho s ren markers
hele rejsen v rd
expo morten gliemann
et kvarter af opdagelser
azul s ren markers
en by af kakler
vildfaren karen fastrup
en fremmed kommer til byen
register
noter til kortet
mia degner
Jeg flyttede til Lissabon i 2005 og boede der fast i et r, mens jeg gik p filmskole. De efterf lgende fem r pendlede jeg mellem Lissabon og K benhavn; byen havde sat sig fast i mig, og jeg kunne ikke finde ud af at forlade den for alvor. Nu har jeg sl et mig ned i K benhavn, fordi jeg til sidst m tte indse, at Lissabon er for smuk en by med for mange distraktioner til, at det helt kunne lade sig g re for mig at arbejde der. Men byen sidder stadig under min hud som en elsket ven og et hjem, jeg aldrig holder op med at vende tilbage til.
Jeg har arbejdet med kunst- og dokumentarfilm og er forfatter til digtsamlingen En lodret dr m , prosa/lyrik-hybriden Kort over himlen og korrespondancebogen Hjem//By//Ting , den sidste i samarbejde med Amalie Laulund Truds , Bue P. Peitersen og Ditte Holm Bro.

intro
lysets by
Som en krone over Lissabon ligger borgruinen Castelo de S o Jorge , og lige under S o Jorge, i Mouraria p kanten af byens ldste kvarter Alfama, ligger mit allerf rste hjem. Jeg var 21 r gammel, da jeg, sammen med min dav rende k reste, Nuno, flyttede til Lissabon med kufferten fuld af Fernando Pessoas b ger og et r dt plastikperleforh ng, som p det tidspunkt virkede n sten lige s uundv rligt som b gerne. Perleforh nget har jeg skilt mig af med, men b gerne har v ret i mange kufferter og flyttekasser siden, og nu er de flyttet med mig til Valby, hvor udsigten til slotsmuren er skiftet ud med en stor gr betonflade, en skole, hvis murv rk har kendt bedre dage. Man v nner sig til de fleste udsigter.
Egentlig var lejligheden p Costa do Castelo b de for stor og for dyr til os, men sammenlignet med den husleje, vi hidtil havde betalt for lejede v relser i K benhavn, var de fem v relser i vores nye hjem en ren for ring, og jeg besluttede mig med det samme. Her skulle jeg bo. Rita og Jo o, som boede i lejligheden f r os, viste os rundt, og det var tydeligt, at de holdt lige s meget af stedet, som jeg ogs allerede gjorde - og jeg havde ikke engang pr vet at bo der endnu! Der var ingen vej udenom.
Jeg forelskede mig i Pessoa f rst. Den portugisiske digter med de mange heteronymer var mit, tror jeg, f rste alvorlige m de med verdenslitteraturen , og jeg kunne slet ikke f nok af hans tekster - det fascinerede mig s um deligt, at han ved at benytte forskellige forfatteridentiteter simpelthen kunne skrive direkte imod sig selv (en af hans tekster er for eksempel en formel klage over en tekst skrevet af et af hans andre heteronymer!); at heteronymerne ikke bare var pseudonymer, han gemte sig bag, men fuldt udviklede personligheder med dybt forskellig skrivestil og -form og tilmed elaborerede astrologiske biografier. Allermest holdt jeg af hans dagbogslignende Rastl shedens bog , tilskrevet heteronymet Bernardo Soares, og det var den bog, der is r fik mig til at dr mme om Lissabon; jeg kunne m rke byen gennem bogens ord, og jeg ville af sted.
Jeg fandt Pessoas b ger tilf ldigt p et bogudsalg i K benhavn, flere r f r jeg m dte Nuno. B gerne fulgte mig overalt. Fra det ene lejede v relse til det andet, indtil jeg en dag, p et nabov relse, st dte p den portugisiske Nuno og ellevild gav mig til at udsp rge ham om Pessoa og Lissabon og om floden Tejo og om lyden af et portugisisk regnvejr - alle de ting, jeg havde l st om i mine elskede b ger. Den portugisiske regn er h jere, mere p tr ngende end den danske, det erfarede jeg senere selv. Til sidst sagde jeg: Jeg vil med dig, n r du rejser tilbage. Og s dan blev det.
F rste gang jeg s Tejo i virkeligheden, troede jeg, det var havet. Floden er s bred, at den n sten kunne v re resund (n r resund er smallest, ganske vist, men alligevel). Hvad er det for et land, der ligger p den anden side? spurgte jeg, lettere geografisk desorienteret.
Jeg talte trinnene fra Pra a da Figueira til lejligheden p Costa do Castelo, men nu har jeg glemt, hvor mange der var. Det var som at bo p tiende sal over byen i stejl trappeklatring. Jeg har aldrig v ret i s god form, som da jeg boede i Lissabon. P vej op ad trapperne m dte jeg senhora Lisd lia, en ldre dame med lilla h r og matchende lilla solbriller - prustende med sine indk bsposer.
Denne her by er ikke for gamle mennesker, min pige, sagde hun, og s : Du er ikke herfra, er du?
Jeg forklarede hende, at jeg var fra Danmark, og hun spurgte mig, hvor det l henne.
Nordp , svarede jeg.
Aha, det t nkte jeg nok. Jeg er fra Porto. Folk er s dere nordp .
End of discussion .
Jeg m dte hende ofte, og vi fik os en sludder, men jeg tror aldrig, det gik op for hende, at jeg ikke var portugiser. En dag m dte jeg hende i f rd med at s tte en seddel p hovedd ren:
K re Tyv, jeg ved, du har v ret her, stod der.
De kommer og rykker rundt p m blerne, n r jeg er ude! sagde hun. De stj ler ikke noget, de rykker bare rundt p tingene, det er til at blive vanvittig over.
Det var sidste gang, jeg m dte senhora Lisd lia, og selvom jeg altid efterf lgende strakte hals for at kigge ind ad hendes vinduer, n r jeg gik forbi, s jeg hende ikke igen.
Hver dag tog jeg turen ned ad trapperne fra Costa do Castelo til metrostationen p Pra a do Rossio, byens centrale plads. Jeg k rte i metro tv rs gennem byen, helt ud til det, der dengang var endestationen - Oriente - til den nye bydel Expo . Her l min skole, filmskolen Restart - Instituto de Criatividade, Arte e Novas Tecnologias med udsigt over Tejo og kabelbanen, som jeg stadig har for meget h jdeskr k til at turde pr ve.
N r jeg efterf lgende har v ret i Lissabon, tager jeg altid mindst n tur til Expo - ikke for at bes ge Oceanariet, shoppingcentret Vasco da Gama, kasinoet eller et af de nye museer, der ligger i omr det, men for at m rke fornemmelsen af lyset p jenl gene, n r jeg kommer ud fra stationen og duften af vandet og af fyrretr erne. Langs floden st r en r kke stenb nke, som er dejligt k lige om sommeren, og n r jeg sidder der og kigger p vandet, ved jeg lige pr cis, hvorfor Lissabon er min by . Her falder alting p plads.
Lissabon er gul. Selv i gr vejr er Lissabon lysets by. De mange kakler, azulejos , p husenes facader og den traditionelle gadebel gning af gule stiftfliser, cal ada portuguesa , reflekterer lyset imellem sig og kaster det rundt og ind i ens jne, s man f ler sig sv bt i et varmt t ppe af lys og m beholde solbrillerne p , selv p en overskyet dag. N r jeg t nker p Lissabon, t nker jeg f rst p dette helt specielle lys. Det er det lys, jeg savner, n r den danske vinter f r fat.
I flere r tog jeg altid til Lissabon i januar, og mine venner dernede spurgte mig undrende, hvorfor jeg dog ville v re der i den kolde og ofte regnfulde m ned. Jeg m tte forklare, at kulde og regn ikke generede mig det mindste, s l nge jeg bare fik lidt af lyset. S l nge jeg fik lov til at sidde ved et af de mange udsigtspunkter, miradouros , og kigge ud over denne by, de smukke gamle huse, sporvognene, farverne, Tejo is r, og broen Ponte 25 de Abril, der krydser floden og forbinder Lissabon med byen Almada. Bare sidde der og ind nde luften og t nke: Pessoa skrev her! Kigge ned p den flade og retlinjede bydel Baixa, genopbygget med linealprincip efter det store jordsk lv i 1755 . G gennem de snirklede gader i byens ldre kvarterer indhyllet i duften af stegte sardiner. Eller opdage en flot gammel villa, pakket ind i stilladser og presenninger, den nedfaldsidyl, og dr mme om alt det, det hus kunne rumme, hvis jeg dog bare havde pengene til at k be det
Overalt er der noget at kigge p , pludselige udsigter, der tager pusten fra n, og hemmelige steder, der kan bne sig for n, hvis man selv er ben for byen og de mennesker, man m der p sin vej igennem den.
S dan et sted er for eksempel klostret Convento da Nossa Senhora do Bom Sucesso i Bel m ; det er desv rre ikke bent for offentligheden, men alligevel altid p min personlige bes gsliste.
I 2010, efter et turbulent ophold i Lissabon, tilbragte jeg ti timer i lufthavnen, f r jeg fl j tilbage til K benhavn. Jeg var tr t, stortudende og desillusioneret. Mens jeg stod og l nede mig op ad en s jle og fors gte at g re mig usynlig, kaldte en ldre dame mig hen til sig. Hun spurgte mig, hvordan jeg havde det, og bad mig s tte mig ved bordet med hende og hendes s stre. Nonnes stre, viste det sig. De tre damer, den dag i civil, var irske nonner, udstationeret ved klostret Bom Sucesso i Lissabon, p vej til Irland p ferie. Jeg ved ikke, hvordan min rejse ville have v ret, hvis ikke s ster Nuala havde kaldt mig hen til sig den dag, men jeg ved, at m det med de irske nonner i lufthavnen var et af de vigtige m der, Lissabon har v ret fuld af for mig, og en medvirkende rsag til, at jeg allerede seks m neder senere igen sad i et fly p vej til Lissabon, fuld af fornyet tro p , at jeg trods alt ikke var f rdig med den by. At det stadig var min by.
Bom Sucesso er et af de ldste klostre i Portugal og det ldste irske dominikanske kloster i verden, grundlagt i 1639. Udefra bem rker man knapt bygningen - den er omkranset af en h j mur, og selve klostret ligner mest af alt bare en meget stor gammel villa, hvad det da i virkeligheden ogs er. F r Bom Sucesso blev taget i brug som kloster, fungerede huset nemlig som ferieresidens for adelsdamen Iria de Brito. N r man tr der indenfor, er stedets nuv rende religi se brug dog ikke til at tage fejl af. Her er en rigt udsmykket kirke og en fin gammel g rdhave domineret af en stor font ne. Font nen er klostrets hjerte, bygningen er s at sige bygget op omkring den. Font nen blev for nylig restaureret af en r kke ark ologistuderende, som udf rte arbejdet gratis som en gave til klostret.
Jeg har efterh nden bes gt klostret flere gange og f ler mig altid taknemmelig over at blive lukket ind i denne helt specielle verden, at blive inviteret p te og t rkager i klostrets flisebekl dte spisesal, hvor der altid synes at v re d kket op til et mindre teselskab, og at tale med disse fantastiske kvinder, der har viet deres liv til at drive en skole og dagplejeinstitution i forbindelse med klostret.
Klostret ligger midt i Bel m , engang var det uden for byen, et sted, hvor adelige familier som Iria de Britos havde sommerpal er. Men efterh nden som Lissabon er vokset, er Bel m blevet indlemmet i byen, og stedet vrimler nu med turister, der kommer for at spise de traditionelle pasteis de Bel m -kager eller bes ge det imponerende manuelinske kloster, Mosteiro dos Jer nimos, hvor man blandt andet finder Pessoas grav.
Over for Mosteiro dos Jer nimos ligger kulturcentret Centro Cultural de Bel m, en helt fantastisk bygning, der blandt andet rummer et moderne kunstmuseum og koncert- og teatersale. Museet er gratis, bent alle ugens dage og absolut et bes g v rd f r eller efter indtagelse af de fam se Bel m-kager.
I det hele taget b r man, hvis man kan t le det, unde sig selv at smage bare en del af det store udvalg af portugisiske kager. Min personlige favorit er bolo rei , kongekage, en traditionel julekage, som portugiserne spiser igennem hele december m ned - og som jeg laver min egen fordanskede version af hvert r til helligtrekongersdag den 6. januar. Omkring juletid kan kagen k bes pr fabrikeret i alle supermarkeder og konditorier, pastelarias .
En hel del portugisiske kager, heriblandt pasteis de Bel m , har g - eller rettere ggeblommer - som deres hovedingrediens. Historien fort ller, at kageopskrifterne oprindeligt er opst et p landets klostre, hvor nonnerne brugte ggehvider til at afstive den verste del af deres sl r, og derfor havde s mange ggeblommer i overskud, at de begyndte at bage kager af dem. Om det er sandt, ved jeg ikke, men hvis man b de er til g og kager, er der i hvert fald nok af varianter at v lge imellem i de portugisiske pastelarias .
Mit hjem er det portugisiske sprog , skrev Pessoa. Da jeg f rste gang kom til Lissabon, mindre end et halvt r f r min planlagte flytning til byen, talte jeg ikke et ord portugisisk. Jeg gik til optagelsessamtale p den filmskole, jeg havde s gt ind p , og det foregik p engelsk, selvom al undervisning ville foreg p portugisisk.
You better learn fast , sagde skolelederen til mig, da min optagelsessamtale var slut, og jeg var kommet ind p skolen. Og det gjorde jeg s . Jeg l nte et kassetteb ndskursus p biblioteket og terpede hver eneste dag frem til afrejse. Jeg erstattede mit gymnasiespansk med stumper af nyvundet portugisisk, og velankommet i Lissabon gik jeg i gang med at se nogle af de d rlige s beoperaer, sendefladen er fuld af, indtil det gamle fjernsyn, som Rita og Jo o havde efterladt i lejligheden, eksploderede, og en stikflamme stod op langs v ggen. S droppede jeg tv-serierne og fors gte mig i stedet med udspionering af folk i metroen, jeg smuglyttede til deres telefonsamtaler og pr vede at kommunikere med mine svigerfor ldre. En af de f rste samtaler p egen h nd, jeg havde med Nunos mor, foregik, kort efter vi var ankommet, da hun hev mig med ind p hans barndomsv relse og klappede p sengekanten, for at jeg skulle s tte mig.
Lever I sammen som mand og kone? spurgte hun mig.
Selvom jeg var ret sikker p , jeg havde forst et sp rgsm let rigtigt, var jeg i fuldkommen vildrede med, hvilket svar der forventedes af mig. Jeg havde vet mig i sproget, men jeg vidste endnu ikke meget om kulturen. Jeg tror, jeg blev temmelig tomatfarvet i ansigtet.
Jeg mener; vi gav Nunos s ster og hendes mand en vaskemaskine til deres bryllup, og vi vil gerne for re jer en vaskemaskine ogs , sagde hun s .
Lettelsens suk. Vi fik vaskemaskinen, der siden gik under navnet sexmaskinen .
Da jeg begyndte i skole, fik jeg hovedpine. Der er forskel p at kunne f lge med i hverdagssamtaler og at f lge en undervisning p et fremmed sprog. Heldigvis havde jeg elleve s de klassekammerater, der syntes, jeg var lidt af en kuriositet, og som hellere end gerne hjalp mig p vej og forklarede mig ord, n r jeg ikke forstod dem.
Den sproglige hj lpsomhed og velvillighed m dte jeg overalt, hvor jeg fors gte mig p mit begr nsede portugisiske - jeg erfarede, at portugiserne ser mildt p sproglige variationer og m rkv rdigheder, n r blot man som udl nding er villig til at g re fors get. M ske blandt andet fordi de med baggrund i en broget kolonihistorie har set og h rt deres eget sprog udvikle sig i mange forskellige retninger, og fordi der i Lissabon i forvejen tales s mange forskellige slags portugisisk; lokale dialekter fra de fem portugisiske regioner, brasiliansk, angolansk og mozambiquisk portugisisk, for ikke at tale om dialekterne fra Azorerne og Madeira, som er de to variationer af det portugisiske sprog, der endnu volder mig forst elsesproblemer.
Det tog tid for mig at f le mig hjemme i det portugisiske sprog, men da det f rst kom, var der ingen vej tilbage for mig. Jeg forelskede mig lige s h bl st i det sprog, der blandt andet opererer med personlige infinitiver (ja, personlige infinitiver!), som jeg tidligere havde forelsket mig i Pessoa og i selve Lissabon. Musikken i og kompleksiteten af sproget, jo, her kunne jeg godt f le mig hjemme.
Mit ophold i Lissabon blev ikke alene et m de med det portugisiske sprog, men ogs med et nyt syn p det danske. Inden jeg flyttede til Lissabon, havde jeg f et at vide, at det ville blive vanskeligt, n rmest umuligt for mig at finde arbejde i byen. Men efter en m ned havde jeg alligevel f et to gode studiejob - det ene som underviser i dansk p en aftenskole, og det andet p et EU-ungdomsprojekt.
P aftenskolen underviste jeg blandt andet tre s de damer, Virginia, Elisabete og Helena, som blev mine portugisiske tanter . De blev ved og ved med at sp rge mig om forhold i det danske sprog, jeg aldrig havde sk nket en tanke - og det g r de i vrigt stadig, n r vi udveksler flittige e-mails.
Inden jeg modvilligt vendte tilbage til K benhavn efter mit f rste ophold i Lissabon, lykkedes det mig at finde en afl ser, der kunne overtage undervisningen af det dygtige danskhold; den portugisiske kvinde Susana, som efter at have boet tyve r i Danmark nu var vendt tilbage til sin f deby. M det med Susana udviklede sig, ligesom mit m de med de tre stjerneelever, til et langvarigt venskab, og efterf lgende har jeg som oftest boet hos Susana, n r jeg har bes gt Lissabon. Den g stfrihed og hjertevarme, jeg har m dt i byen, er en ikke uv sentlig rsag til, at jeg altid vender tilbage. Men den prim re forklaring er selvf lgelig, at Lissabon er blevet mit hjem, at jeg efter n gang at have forelsket mig hovedkulds i den by kom til at betragte den som en del af mig, som en elsket, en ven, p n gang velkendt og stadig fuld af overraskelser.
Lissabon er for mig en historiernes og en mulighedernes by. Jeg var s ung, da jeg f rste gang kom dertil, at byen i en s dan grad kom til at pr ge mig, at jeg aldrig helt har kunnet rejse fra den.
En eftermiddag sad jeg med en kop te i lejligheden p Costa do Castelo, da det for f rste gang under mit ophold begyndte at regne. Lyden af de massive regndr ber, der ramte skoddekasserne over vinduerne, glemmer jeg aldrig. Regnen, der plaskede aggressivt ned p brostenene, den m de, den regn var s n rv rende p , gjorde s dan opm rksom p sig selv - ikke som en gennemsnitlig dansk sileregn, men som en virkelig regn, der mente det alvorligt.
Den voldsomme lyd fik mig til at t nke p Peter Poulsens overs ttelse af et af Pessoas digte: Det regner meget, det regner umanerligt - en s tning s banal og s sand. Aldrig havde jeg oplevet et rigtigere, et sandere regnvejr end det lissabonske - og m ske skyldtes det igen min ungdommelige benhed for den slags, men det var, som om alle sansninger var klarere, alle oplevelser st rkere her i denne ufatteligt smukke by, som jeg t nkte, jeg aldrig ville forlade.
I sidste ende tog jeg alligevel tilbage til Danmark - ikke hjem , for det ord havde f et en ny, ambivalent betydning for mig, men tilbage .
Der findes et ord p portugisisk, saudade , der ikke helt kan overs ttes til andre sprog - det er en s rlig l ngsel, en hjemve af en slags, som besynges i den traditionelle portugisiske musikstil fado. Saudade kan hverken overs ttes eller pr cist beskrives, men for den, som er faldet for Lissabon, kan den m rkes - og det er m ske den v sentligste souvenir, byen kan give n; forst elsen af den dybe portugisiske l ngsel og en flig af hjemve efter et ubestemt hjem.
Jeg troede, det var selve byen, Lissabon, bygningerne og udsigten, jeg ville komme til at savne. Men n r alt kommer til alt, er det i lige s h j grad lyden af regnen, fornemmelsen af lyset og m ske i virkeligheden allermest menneskene, jeg savner.
jens lysdal
Bortset fra et kort interrailbes g i terti rtiden bes gte jeg f rste gang Lissabon i december 2003. Jeg havde lige overst et en l ngere turn med mit band og mente derfor, at den eneste rimelige kompensation for veludf rt arbejde m tte v re et bes g i et land med et betydeligt venligere vinterklima og en anden mennesketype. Det skulle vise sig at blive starten p et langvarigt forhold, der kom til at indbefatte en forelskelse i b de befolkningen, kulturen, maden, tempoet - og en kvinde. Jeg har siden v ret i Lissabon flere gange om ret og tre gange turneret i Portugal med min trio med br drene Bjarke og Jakob Falgren (violin og bas) og som solist. Min begejstring for byen, og ikke mindst menneskene og kulturen, har siden beskrevet en opadg ende linje. Portugisernes livsattitude ligger - set i europ isk perspektiv - lige s langt v k fra den danske, som geografien antyder. Det er muligvis derfor, Lissabon g r mig det s godt, og det er sikkert grunden til, at jeg altid f ler mig mere hel , n r jeg har v ret dernede.

konservatisme
mad, musik og mentalitet
Mit f rsteh ndsindtryk af Lissabon og dens indbyggere - og f rsteh ndsindtryk skal man v re b de respektfuld og kritisk over for - kan kort opsummeres med ordene oprigtighed og t lmodighed . Hver gang jeg tog kontakt til en af de indf dte, oplevede jeg en sj ldent konsekvent mental tilstedev relse, som ramte mig et sted i sj len og gjorde mig opm rksom p mit eget n rv r - eller mangel p samme. Denne attitude, som stadig virker dybt velg rende p mig, m v re en del af Lissabons sj l, for efter knap tolv r med j vnlige bes g er jeg stadig ikke l bet ind i en person, der ikke har givet mig og min foresp rgsel den opm rksomhed, der skulle til, for at jeg kunne f s grundigt et svar som muligt. Selv trivielle turistsp rgsm l lader ikke til at give lisboeterne en oplevelse af tabt tid eller fortjeneste, men snarere en velkommen menneskelig kontakt.
Bortset fra de helt oplagte turistf lder og restauranter med menuer p seks sprog har man heller ikke fornemmelsen af, at det pekuni re interesserer ekspedienterne synderligt. I Lissabon f ler man sig ikke bare som et VISA-kort med arme og ben, hvilket er en ualmindeligt rar afveksling fra attituden i de fleste andre vestlige hovedst der. Portugiserne har med andre ord tid. En overset luksus, der ovenik bet er gratis, selvom vi andre h rdnakket pr ver at overbevise os selv om det modsatte.
Et andet kodeord til forst else af byens sj l, som jeg heller ikke har f et dementeret endnu, er begrebet konservativ (i ordets egentlige og upolitiske betydning). Jo mere fornemmelse jeg f r af Lissabon og resten af landet, jo mere opfatter jeg portugisernes konservatisme som en livskvalitet, der er meget t t knyttet til deres m de at v re i livet p . Og med det blinde r s mod det seneste nye og mere af alting -attituden, der florerer andre steder, ikke mindst i hovedst der, forekommer Lissabon at v re en oase med sit eget tempo og ndedr t, der siger: Ro p , min ven. Hvorfor alt det hastv rk?
portugisisk konservatisme
Strengt taget giver det ingen mening at beskrive noget samfund som konservativt , da alle - med eller imod deres vilje - er i konstant bev gelse. Men som grundattitude til tilv relsen t r jeg godt s tte dette pr dikat p portugiserne. Selv ikke i hovedstaden Lissabon fornemmer man nogen s rlig dragning mod un dvendige forandringer. Nye ting og tiltag synes ikke i sig selv at v re en attraktion. Hvis man synes, at den mad, man spiser, smager godt og passer til ens ern ringsm ssige behov og konomiske form en, hvorfor s kaste sig ud i tidr vende eksperimenter med retter fra den anden side af kloden? Hvis man er godt tilfreds med sin butik, med lokalomr det og med sine kunder, hvorfor s udvide eller flytte biksen til den anden ende af byen? Man risikerer jo b de besv r og stress. S dan synes lisboeternes attitude at v re.
Da jeg for nogle r siden var p turn i Portugal med min trio, st dte vi en dag ind i Lissabons mest ber mte fiskekonservesbutik, Conserveira de Lisboa. Fiskeprodukter p d se har i mange r v ret en vigtig portugisisk eksportartikel, og Conserveira de Lisboa, der bnede i 1930, er en lille butik med tr hylder og h jt til loftet og med tusindvis af fiskeprodukter p d se i alverdens farver og indpakninger.
Den kvindelige ejer st r selv bag disken, og da vi kom ind, var hun i gang med at betjene tre franske turister, s vi satte os til at vente p en b nk i lokalet. Ejeren var i fint hum r, og det samme var de franske turister. De snakkede og grinede l nge sammen, f r det f rste indk b blev foretaget: en d se sardiner. Mere snak og latter, mens butikken langsomt blev fyldt op af kunder. Efter endnu et kvarter fulgte n ste transaktion, denne gang en gul d se med tun. Tunen befandt sig p en af de verste hylder og kunne kun n s ved, at den forholdsvist lille kvinde bag disken stillede sig op p en trappestige og med et griberedskab fra forrige rhundrede fors gte at hapse den nskede d se. I halvdelen af tilf ldene havde kvinden kun delvis succes, forst et p den m de, at d serne ganske vist havnede t ttere p kunderne, nemlig nede p gulvet, men som regel efter en spontan flyvetur, der i et enkelt tilf lde gik via ejerens hoved. Kvinden bag disken lod sig dog ikke distrahere af den flyvende konserves, og heller ikke kunderne syntes at finde fremgangsm den us dvanlig, s denne del af kundeservicen (og underholdningen) ndrer sig n ppe i det nuv rende ejerskab.

Fiskekonserves er n af Portugals mest kendte eksportvarer. Lissabons mest ber mte butik hedder Conserveira de Lisboa. En lille og enkel butik med d ser i alle farver fra gulv til loft, hvor der ikke lader til at v re ndret det store siden bningen i 1930. I butikken er der en tr b nk til ventende kunder. Den er der brug for, for de har ikke travlt Heather Cowper
Butikken var nu fyldt til bristepunktet, og vi sad efterh nden t t p b nken. Sammen med tolv andre ventende kunder bevidnede vi efter endnu et kvarter et nyt salg - denne gang en d se bl ksprutter. Hum ret var stadig helt i top ovre ved disken, men intet tydede p , at de franske kunder, der nu havde lagt beslag p butikkens eneste ekspedient i en halv time, havde foretaget deres sidste indk b - eller fortalt deres sidste historie. Da vi ikke var benh rdt opsat p at k be noget eller overnatte i butikken, besluttede vi at liste diskret bort. I d ren fik vi for f rste gang jenkontakt med kvinden bag disken, der med et blik tydeligt lod os forst , hvad hun mente om visse menneskers ut lmodighed og mangel p pli.

Z dos Cornos i Mouraria-kvarteret er en typisk, lokal tasca . Et lille enkelt, ofte familiedrevet, sted med et simpelt menukort, der ikke adskiller sig meget fra de hundredevis af andre i byen. Disse uformelle sm restauranter/cafeer fungerer som vigtige sociale vandhuller og m desteder i Lissabon og er et rigtigt godt sted som turist at f en fornemmelse af byens vibe
tascaer
For en musiker, der ofte f rdes i hovedst der, er det sl ende at konstatere, hvor f udenlandske restauranter Lissabon rummer. Bevares, de findes hist og her, men fremmed gastronomi har slet ikke som i andre metropoler overtaget i forhold til den lokale mad. En af grundene er sandsynligvis, at det centrale Lissabon bebos af helt almindelige mennesker i helt almindelige l nrammer. De lokale skal med andre ord dagligt have billig og god mad, som de kender og kan lide. Parret med befolkningens omtalte konservatisme og en sydlandsk tradition for ofte at spise ude giver det et enormt kundegrundlag for byens mange tascaer og familiedrevne restauranter.
Ud over deres basale affodringsfunktion fungerer Lissabons tascaer ogs som sociale m desteder og vandhuller for de lokale. En tasca er et oplagt first-stop for f rstegangsbes gende, da man her kan f en id om stemningen i lokalomr det. Disse sm madhuler er n sten altid familieejede, og det er de samme 15-20 retter, der g r igen fra sted til sted. Maden er altid i orden, men det er ikke p tascaerne, at man udvider sit gastronomiske repertoire; bare at v re der, slappe af og snakke med vennerne er hovedsagen. S find en tasca uden for turiststr gene, s t dig ned og sl antennerne, rerne og n seborerne ud - og glem klokken. S er du godt i gang med at skyde dig ind p Lissabons vibe .
Tascamad skal ikke v re dyr, og hvis den er, skyldes det som regel ikke forh jet madkvalitet, men ubrugelig hype. Der findes i hundredvis af tascaer i Lissabon, og det er sjovest selv at finde en, men jeg kan anbefale Z dos Cornos i Mouraria-kvarteret, hvor kun f turister kommer.
P tascaer finder man typiske bonderetter fra det portugisiske k kken, blandt andet caldo verde (suppe lavet p en slags k l med kartofler, l g, olie, hvidl g og i bunden af sk len en skive chorizo-agtig p lse), bifana (en forenklet hamburger med svinek d - ikke altid s kedeligt, som det lyder), past is de bacalhau (fiskefrikadeller med klipfisk, som vi nok skal vende tilbage til), sardinhas assadas (grillede sardiner), feijoada (en bastant b nneret med tomat, p lse og gris), bife (b f i diverse udsk ringer, altid velsmagende, nogle gange ligefrem m r), febras assadas (stegt svinek d) eller porco preto (sortfodsgris) samt bitoque (en skive culotte med tilbeh r, som regel ris og spejl g). Blandt desserterne finder man arroz doce (risbudding med kanel), baba de camelo (et miks af kondenseret m lk, ggeblomme og n dder) og past is de nata (wienerbr dsagtig sag med creme og kanel - rigtig god). Vil man have den helt rigtige udgave, m man tage til bydelen Bel m, hvor kagerne kaldes past is de Bel m .
Hvis du ikke ub nh rligt vil stemples som den turist, du er, b r du efter m ltidet bestille en kop kaffe, der koster en fjerdedel af, hvad den - helt urimeligt - g r derhjemme. Kaffe er en vigtig del af det sociale liv i hele Portugal, der p grund af den n re tilknytning til Brasilien og Afrika har adgang til de bedste b nner. Der er talrige varianter p kortet, for eksempel bica (espresso), caf pingado eller garoto (espresso med lidt m lk i), abatanado ( almindelig sort kaffe), meia de leite (svarer til caf au lait) og gal o (caffe latte, serveret i glas).
restauranter
Lissabons restauranter adskiller sig fra tascaerne ved at have et lidt st rre menukort, m ske ogs lidt bedre vine. De samme retter som ovenfor g r igen, og hertil kommer et par fiskeretter. Det kunne v re dourada (guldbras), robalo (havbars), linguado (s tunge) og salm o (laks) - der n sten altid serveres grillet eller stegt. Endelig er der portugisernes h jt elskede bacalhau : t rret og saltet torsk, der sj ldent ses p tascaer, men altid er at finde p restauranterne. Selv om jeg endnu ikke har afpr vet alle de mange hundrede forskellige tilberedningsmetoder af portugisernes yndlingsfisk, m jeg, for at opretholde min integritet, holde benh rdt fast i talem den rlighed varer l ngst og fastsl , at jeg ikke fatter, hvad de vil med al den gamle torsk. Forklaringen skal sandsynligvis findes i portugisernes konservatisme: S dan har vi gjort (alt for) l nge. Mine oldefor ldre syntes, det smagte fremragende, og der er ingen af os, der klager, s hvorfor ndre noget? Hvis man dr mmer om frisk fisk, skal man styre uden om bacalhau .
Et eksempel p en typisk portugisisk restaurant er Princ pe do Calhariz i Bairro Alto-kvarteret. Et folkeligt og st jende sted med fuld knald p kedlerne og gode retter p menuen. Bordene st r t t, og tjenere og kokke sveder og pukler for deres l n. F rst kommer oliven og br d p bordet - kvaliteten indikerer som regel stedets niveau - og derefter kan man v lge mellem gode, simple retter som grillet fisk, kylling, rejer, okse- og svinek d. Tilbeh ret er typisk pommes frites eller ris og en salada mista - blandet salat - med iceberg, tomat og l g (portugisiske sommerl g smager som slik og er langt mildere end de danske). Dressingen styrer man selv med olie- og eddikeflaskerne p bordet.

Bacalhau/klipfisk er - sandsynligvis af historiske rsager - en meget popul r spise i Portugal
Det er ikke det h jere gastronomiske skoleridt og langt fra haute cuisine , men det smager jerngodt, for kokkene ved, hvad de har med at g re, og har ikke bestilt andet hele deres liv. Hvis man dertil nedsv lger en af stedets bl ndende og efter danske forhold s rdeles billige vine, mangler der absolut ingenting. Pr ncipe do Calhariz har et godt renomm b de hos de lokale og blandt turister, og der er af og til k . Hvis der skulle v re fuldt booket, er Casa de India l ngere nede ad samme gade lige s god og serverer trods navnet samme slags mad.

Mercado da Ribeira n r togstationen Cais do Sodr er en portugisisk pendant til Torvehallerne i K benhavn, med b de restauranter og masser af gode r varer (gr ntsager, br d, fisk, k d m.v.). Et godt sted at f et overblik over det portugisiske k kken - inklusive afrikanske importvarer. Der serveres ogs specialiteter fra resten af verden TimeOut Lisbon
p marked
Mercado da Ribeira n r togstationen Cais do Sodr nede ved floden er det oplagte sted at bes ge, hvis man vil have indblik i, hvad Portugal kan tilbyde af fisk, k d, gr ntsager, br d, kager med mere. Det er et af de eneste steder i byen, hvor man kan smage frisk torsk, men man kan ogs f mad fra resten af verden, blandt andet pizza og asiatiske specialiteter. Stedet er opdelt i to sammenh ngende haller, en med restauranter og cafeer og en anden med ferske r varer.
Der er ogs en kologisk butik i omr det, som jeg anbefaler at st tte, da de lokale sj ldent har r d. I engros-hallen finder man foruden velkendte gr ntsager og frugter en r kke afrikanske importvarer, der sj ldent ses p nordeurop iske markeder. K b for eksempel en annona , der smager som en blanding af banan og fersken og portvin (frugten er ikke desto mindre alkoholfri.) N r den er moden (m rk efter - den skal v re bl d), kan den spises med ske.
I det hele taget b r man spise s meget frugt som muligt, n r man er i Lissabon, da det hele smager af meget mere, navnlig i s sonen. Nektariner, ferskner, blommer, figner og meloner er bedst ud p sommeren og det tidlige efter r. I oktober og november er det granat blernes tur. Appelsiner og klementiner (de bedste kommer nede fra Algarve) har s son i vinterhalv ret. Det samme g lder annona og mangofrugt fra Brasilien. Nespera (japanmispel p dansk) er en for rsfrugt, og vindruerne er gode fra juni og de n ste par m neder.
havets betydning
P grund af Lissabons geografiske placering ved havet er varer, ideer, kulturer og traditioner i en lind str m skyllet ind over byen gennem rhundrederne. S ledes ogs det afrikanske k kken. Der er formentlig flere restauranter med mad fra de gamle afrikanske kolonier (Mozambique, Angola, Cap Verde, S o Tom med flere), end der er burgerbarer i byen. De fleste er billige og serverer bl ndende mad med nye og overraskende smagskombinationer.
En af de rigtig gode og autentiske er Cantinho do Aziz (Aziz k kken), et ydmygt sted i det historiske kvarter Mouraria (neden for slottet S o Jorge - i vrigt et godt visuelt fikspunkt, hvis man vil orientere sig i byen). Stedet blev bnet i 1980 af Aziz, der kommer fra Mozambique og forinden arbejdede som tjener p en n rliggende afrikansk restaurant. Aziz og hans kones nye sted blev hurtigt popul rt blandt de lokale p grund af den autentiske og billige mad, og det har ikke ndret sig siden bningen.
Da jeg var der sidst, kostede prato do dia (dagens ret) inklusive drikkevarer, frugt og kaffe 6 euro. Maden er en blanding af det mozambiquiske og det indiske k kken, hvilket skyldes, at Mozambique har mange immigranter fra Indien. S hvis man er glad for indisk mad og kan forestille sig det blandet med kokosm lk, maniok og cashewn dder, kan det ikke g galt her. Stedet er inden for de senere r blevet opdaget af andre end de lokale, s man b r reservere bord eller komme tidligt, hvilket i Portugal vil sige f r klokken 20. Der er som regel bedre plads til frokost.
Skaldyr er jo aldrig decideret billig mad, men hvis man alligevel har proppen af, b r man v lge Lissabons bedste cervejaria (egentlig bryggeri p dansk, men minder mest om et fransk brasserie). Det hedder Ramiro, og sammenlignet med, hvad man betaler for skaldyr andre steder i verden, er det absolut ikke noget rip off . Alt er pivfriskt, tempoet er h jt, indretningen simpel og praktisk, vinene gode. Her kommer krabben, d r ligger hammeren, s k rer vi! Ud over klassikerne som krabbe, hummer, jomfruhummer, tigerrejer og s videre er n af mine yndlingsretter am ijoas (hjertemuslinger), der i Portugal altid serveres p et metalfad med en sauce af citron, olivenolie, hvidl g og koriander. N r man har spist muslingerne, kan man for ge og forl nge livsgl den ved at dyppe br det i saucen. Ramiro er et klassisk sted og har den lidt besynderlige tradition, at man bliver tilbudt en bifana (svinek d i en bolle) bagefter, hvis man ikke skulle v re blevet helt m t.
sardinfestivalen santo ant nio
Hver sommer afholder Lissabon den rlige sardinfestival. Det er kulminationen p den fjorten dage lange festival for Os Santos Populares (Folkehelgenerne), der hedder Festa do Santo Ant nio . Festen er opkaldt efter Sankt Antonius af Padua, der blev kanoniseret den 13. juni 1232, kun t r efter sin d d - hvilket er en verdensrekord, som han stadig er indehaver af. Under festen bliver Lissabon grundigt pyntet op, der er masser af musik og dans i gaderne, og floder af caldo verde (k lsuppe) og vin bliver skyllet ned sammen med det vigtigste: grillede sardiner, der tilberedes p hvert eneste af byens gadehj rner.
Hvis ordet folkefest skal have sin berettigelse, er juni m ned i Lissabon anledningen. Jeg har deltaget flere gange og bliver altid opslugt af stemningen, lydene, duftene og de tusindvis af mennesker, der vader rundt og spiser, drikker, snakker, danser og glemmer, hvad klokken er. Sammenlignet med en dansk havnefest er det p faldende, hvor ordentligt det - til trods for dynamikken og alkoholen - foreg r. Tag bare b rnene med, men s rg for at holde dem i h nden, og skriv en m destedsadresse i panden p dem, hvis I skulle komme v k fra hinanden.
vegetar i lissabon
Udbuddet af vegetarisk mad er eksploderet i Lissabon de senere r. En af de ldre og stabilt gode restauranter er Jardim dos Sentidos (Sansernes Have). Her serveres fremragende vegetarmad, og i en tilst dende bygning kan man f kropsmassage i mange variationer, for eksempel deep tissue , shiatsu, zoneterapi, hot-stone og ayurvedisk massage. Stedet blev startet af Anna, der for elleve r siden begyndte restaureringen af de faldef rdige, men smukke, bygninger og den lille have mellem to huskarreer, der oprindeligt var en lille offentlig park. Selv om hun til at begynde med hverken havde forstand p mad eller massage, dr mte hun om at skabe et s rligt og roligt sted, og derfor allierede hun sig med kapaciteter fra begge omr der. Stedet er smukt og enkelt indrettet, og renoveringen er sket med stor sans for bygningernes historie. M blementet er simpelt og harmonerer smukt med beplantningen.
Ude i haven har Anna rejst et tibetansk nomadetelt til brug for workshops, private middage og par-massage. Rum skaber f lelser, og et telt skaber markant anderledes rammer end konventionelle rum. Alt er harmonisk og velovervejet uden spirituelle eller religi se bagtanker, for m let har hele tiden v ret at skabe et roligt og afslappet sted, hvor man kan spise god og sund mad. Selv er Anna storryger, s man m gerne ryge ude i haven. Menuen best r blandt andet af en meget l kker og afvekslende buffet til 9 euro, inklusive suppe og duftende jasmin-te. Ved mit sidste bes g var broccoli-fennikelsuppen i perfekt balance, og der var ogs en delikat r dbedemos med s de kartofler, som b de kunne nydes solo og som akkompagnement til stort set alle de andre retter. Efter maden fik jeg en halv times massage af Paolo, og s var jeg klar til en morfar af de helt store.
musikken
En lokal forklarede mig engang, at portugisernes mentalitet skyldes m det mellem arabisk fatalisme og afrikansk laissez-faire. Ud af Portugals fortid som stormagt og nutid som europ isk randomr de opstod det, han kaldte den portugisiske blues : befolkningens melankolske og pessimistiske syn p tilv relsen. Nationalmusikken fado (ordet kommer af det latinske fatum , der betyder sk bne) er et andet udtryk for denne sindstilstand, mente han - men d t m st for hans egen regning.
Min f rste ber ring med portugisisk musik skete i bydelen Gra a hos Tasca do Jaime, et lille sted med seks-otte borde, hvor der hver l rdag synges fado, b de af lokale entusiaster og af st rre navne. Fado er en demokratisk og social musikgenre, hvor historien er vigtigere end solisten. Hos Jaime er solisternes niveau forbavsende h jt, og Jaime selv byder ogs selv i ny og n ind med en sang, som han leverer med stentorr st og nerve, mens hans kone Laura med lynende jne tysser af dem, der ikke kan finde ud af at give musikken og historierne den respekt, de fortjener.
Da jeg i 2003, helt Portugal-gr n, ankom til Tasca do Jaime for at suge til mig af stemningen og musikken, gav en smuk kvinde sig til at tekst-assistere sangene, s jeg kunne forst historierne. Det er hendes skyld, at jeg i dag er i stand til at skrive nogenlunde kvalificeret om Lissabon (og muligvis h nger der stadig et foto af vores f rste m de p n af v ggene i det lille lokale). Et par r senere blev jeg inviteret til at spille et par sange hos Jaime og Laura. Musikere kender ikke st rre gl de end at f lov at spille p den slags autentiske musiksteder, hvor musikken og ordene f r lov til at fylde sj lene helt ud.
Som overalt i verden har sm spillesteder det sv rt i Portugal. Folk er efterh nden blevet v nnet af med at betale for at h re musik, og det smitter af p live-milj et, hvor kun de allerst rste navne kan tiltr kke et betalende publikum. Og det er en stor skam. Jeg har h rt rigtig mange koncerter i mit liv. Gode, kedelige, overraskende, hypede, fantastiske, d rlige, for h je, for lave, for korte og for lange. Jeg kan uden blinken konstatere, at langt de bedste oplevelser har v ret p mindre steder. Det kan v re noget af et antiklimaks at se ens allerst rste musikalske helte p de store scener. Den slags koncerter har en tendens til at blive se giraffen -oplevelser, og musikken n r aldrig helt derind, hvor den for alvor r rer ved noget.
Musikalske mellemregninger, overraskelser og intuitive indfald - som er de situationer, hvor musikken lever og holder op med bare at v re reproducerende - bliver ofte luget ud i effektivitetens navn, og som publikum f les det ofte, som om man bliver spillet ned til eller hen over . Og s er der hele lydaspektet p de store scener, hvor gr nsen mellem for h jt og for lavt er h rfin, og hvor problemet med at tilfredsstille alle de mange tusinde tilskueres rer ofte er ul seligt. Alle, der har optr dt professionelt, ved, at publikums reaktion og indlevelse er afg rende for koncertens dynamik, og hvis den mangler, bliver det ofte en flad fornemmelse, hvor selfien bliver det v sentligste udbytte.
P sm spillesteder er man s t t p musikkens tilblivelse i nuet, at man faktisk er en del af koncerten. Man kan se, h re, lugte og m rke lokalet, man er t t p musikerne, som - hvis de har noget p hjerte - forholder sig til publikum og transformerer jeblikket til en unik oplevelse. Som publikum p de sm steder fornemmer man intuitivt, n r musikerne p scenen tager en chance og g r noget, som ikke var aftalt p forh nd. N r improvisationerne lykkes, er man f lles om et lille mirakel af intuition og kommunikation, og det hele l fter sig. Man glemmer verden omkring sig, b de oppe p scenen og nede p gulvet. Den slags sker stort set aldrig p de store scener.
Jazz er en af de genrer, der ikke fungerer s rlig godt p store scener, men n rmest er skabt til det lille format. Dette format finder man p Hot Clube da Portugal, der h jst passende har adresse p Pra a de Alegria (Gl despladsen). Klubben bnede i 1948 og er dermed en af de ldste jazzklubber i Europa og blandt de tre ldste (endnu eksisterende) i verden. Det oprindelige klubhus br ndte i 2009, men to r senere - efter kampagner og folkekrav - gen bnede Hot Clube et par numre l ngere oppe p pladsen. Her er alt, som det skal v re, for at man kan lade sig opsluge af musikken: ikke for mange siddepladser, god akustik, et godt anl g, en lille scene, s folk ogs d r st r t t - og hos personalet en respektfuld indstilling til musikken og til dem, der udf rer den. S dan skal betingelserne v re, for at alle kan f det maksimale ud af oplevelsen.

Hot Clube de Portugal er verdens tredje ldste stadig aktive jazzklub. Den ligger meget passende p Pra a da Alegria (Gl despladsen) og opfylder alle krav til en god intim lytteoplevelse med musikken i centrum. Der er mest portugisiske navne p plakaten, men koryf er som Count Basie, Dexter Gordon, Freddie Hubbard og Pat Metheny har ogs i tidens l b kigget forbi til nattejam
At der er s f pladser, er b de stedets styrke og svaghed. Styrke, fordi det er overskueligt og giver gode rammer. Svaghed, fordi det konomisk er sv rt at f til at l be rundt. S der er langt mellem de store navne, men der findes ogs gode portugisiske musikere. Som regel er det her, mange af de store navne smutter hen efter at have spillet st rre koncerter ude i byen. G ste-jamsession-listen omfatter blandt andet Count Basie, Dexter Gordon, Benny Golson, Lee Konitz, Freddie Hubbard, Max Roach og Pat Metheny.
Et andet lille sted, hvor man b de kan h re jazz og fado, er Duetos da S . Stedets ejere er br drene Carlos og Eduardo L la, der kommer fra henholdsvis restaurations- og musikbranchen. God mad og vin og en lydh rhed for musikken, der mest er i den stille ende - hvilket er fint og passende, da lokalet er forholdvis lydt.
O Chapit , t t p slottet, har en af Lissabons bedste udsigter og fungerer som bredspektret kulturcenter. Det blev startet af en gruppe gadeartister i 80 erne og er nu spillested, caf , restaurant, teater-, danse- og g glerskole. Skolen uddanner ogs sceneteknikere og scenografer og har et dagtilbud for b rn samt et resocialiseringsprojekt for tidligere kriminelle, som er st ttet af justitsministeriet. Alts en markant og bred kulturspiller, der har som sit form l at aktivere civilsamfundet med kunst og kreativitet , som der st r p deres hjemmeside. Der er med andre ord tale om kunstnere med holdning til og nsker om at p virke det omgivende samfund. We like .
G glercafeen afholder masser af interessante kulturelle arrangementer, blandt andet koncerter i mange forskellige genrer og med musikere fra hele verden. Et oplagt sted at starte sit Lissabon-ophold, hvis man vil m de andre, der ogs synes, livet er for kort til charterudflugter og mainstream. Restauranten laver desuden glimrende mad.
Jeg troede, at jeg for l ngst havde f et nok af at chille ud til dj-musik p hypede steder i r industribygninger. Men det var indtil jeg st dte p Clube Ferrovi rio, der oprindeligt var en klub for byens jernbanepersonale. Stedet er smart p den udslidte, laid back - og low key -agtige m de, og Afrika er konceptets mellemnavn. Oppe p tagterassen sidder man p gamle togs der uden formildende omst ndigheder, tjenerne g r i deres eget t j uden koordineret tema eller stil. Alligevel er det uomtvisteligt et sted med stil - se, d t er stil! Man f ler sig med andre ord ikke som idiot eller wannabe af at v re her, bare fordi man har holdt sin 30- rs f dselsdag for en del r siden. Publikum er voksne i alle aldre og farver, der bare har lyst til at lytte, danse, drikke, snakke, nyde gode drinks og sidde udenfor inde i byen.
Hver torsdag aften er der kizomba -tema, hvor g sterne i deres mest funky-elegante t j lader sig opsluge af dansen og hinanden. Kizomba er oprindeligt en dans fra Angola, men den moderne udgave er langsommere og mere sensuel. Kizomba -aftener er oftest med dj, men der er ogs live-musik p stedet, nogle gange af meget h j kvalitet. Clube Ferrovi rio ligger lige op ad banelegemet med udsigt over havnen, omkring en 5-euros taxatur fra centrum, og efter et par drinks, lidt aktivitet p dansegulvet, en nattetemperatur omkring 27 grader og med m nen over hovedet r ber de livsbekr ftende metaforer om kap for at blive h rt. Hvis man ikke allerede er blevet carpe diem -ficeret og poetisk af stedet, skulle lyden af de forbigungrende tog og skibenes tuden i havnen nok klare resten.
noter
d sefisk
Conserveira de Lisboa Rua dos Bacalhoeiros 34. Baixa. Se www.conserveiradelisboa.pt .
lounge og solnedgang
Clube Ferrovirio Rua de Santa Apol nia 59. Apol nia. Se www.facebook.com/clubeferroviario .
tascaer
Cervejaria Ramiro Avenida Almirante Reis 1. Intendente. Se www.cervejariaramiro.pt .
Z dos Cornos Beco dos Surradores 5. Mouraria. Se www.facebook.com/ZeCornos .
spillesteder
Duetos da S Travessa do Almargem 1B. Alfama. Se www.site.duetosdase.com .
Hot Clube de Portugal Pra a da Alegria 48. Restauradores. Se www.hcp.pt .
O Chapit Costa do Castelo 1. Castelo. Se www.chapito.org .
vegetarmad
Jardim dos Sentidos Rua da M e de gua 3. Restauradores. Se www.jardimdosentidos.com .
niels christian frederiksen
Jeg er formentlig et af landets mest fodboldbegejstrede mennesker. S dan har det v ret siden midten af 1970 erne, da der hverken var adgang til internettet eller til kabel-tv. Af selvsamme rsag var man tvunget til at lytte til den summariske opl sning p P3 s sene nyhedsudsendelse, hvis man ville orientere sig om resultaterne fra den dav rende Europa Cup. Et af de hold, der igen og igen blev r bt op, var Benfica. D n klub har jeg fulgt opm rksomt siden dengang, og jeg har da ogs haft store oplevelser i selskab med den, eksempelvis kommenterede jeg Europa League-finalen i 2013, som Benfica tabte til Chelsea i Amsterdam. St rst indtryk gjorde det imidlertid p mig, da jeg syv r forinden interviewede legenden Eus bio p Est dio da Luz i Lissabon. I det daglige er jeg rejsende kommentator for TV3 Sport, hvor jeg besk ftiger mig med dansk og engelsk fodbold og verdens st rkeste klubturnering - Champions League. Jeg har skrevet to b ger om international fodbold og bidraget til adskillige andre.

fodboldfeber
benfica ou sporting ?
Det er formentlig de fleste bekendt, at fodbold fylder ikke s lidt p den iberiske halv , hvor spillet rangerer blandt de ypperste kunstarter. F steder er interessen s stor som i Lissabon, hvor det anses som en v sentlig del af identiteten for de mandlige indbyggere at bekende sig til t af byens to storhold. s do Benfica ou do Sporting? er det sp rgsm l, man oftest bliver stillet p byens mange fodboldfikserede cafeer og barer. Fodboldfeberen stimuleres af talrige tv- og radioprogrammer og nok s v sentligt af de daglige sportsaviser, A Bola og Record , der begge d kker enhver t nkelig detalje omkring de to klubber, som tilsammen m nstrer n sten 400.000 betalende medlemmer.
Som turist i Lissabon slipper man kun vanskeligt for at blive hvirvlet ind i fodboldens univers - ogs selv om man g r sig de ih rdigste anstrengelser for at undg det. Benficas r de og Sportings gr nne og hvide farver fylder kolossalt i bybilledet, og i butikkerne og barerne h nger klubvimplerne side om side med gulnede fotografier af fortidens idoler. Is r n r mesterskaber skal fejres, er der gang i Lissabons gadeliv. S bliver den centrale og normalt st rkt trafikerede rundk rsel Pra a do Marqu s de Pombal sp rret af for biler, hvorefter begejstrede fodboldfans f r frit lejde til at synge og ant nde fyrv rkeri, mens statuen af Markisen af Pombal, der troner p sin sokkel midt i rundk rslen, ikl des vinderholdets tr je.
Et tilsvarende leben g r sig g ldende nede for enden af Avenida da Liberdade, n r Portugals landshold deltager i de store slutrunder. P pladsen Pra a da Figueira vises kampene p et opstillet l rred, hvilket ogs er tilf ldet i b f-mekkaet Caf Imp rio, der ligger centralt, men alligevel en smule hengemt p den to kilometer lange Avenida Almirante Reis. Restaurantens Hollywood-design anno 1955 flugter ikke umiddelbart med fodbold, men man skal ikke tage fejl. Endev ggen domineres af en enorm sk rm, hvor man kan f lge heltenes udfoldelser p gr sset fra ethvert hj rne af lokalet.

Pra a do Marqu s de Pombal er pladsen, hvor Benficas og Sportings tilh ngere fejrer triumferne. De synger fansange og ant nder fyrv rkeri, mens statuen af Sebasti o Jos de Carvalho e Melo ikl des klubtr je Jos Sena Goul o/Lusa
P Avenida da Rep blica i bydelen Saldanha ligger en anden restaurant, der er v rd at n vne i denne forbindelse. Den hedder Galeto og kan med god ret kaldes et kulinarisk fyrt rn i Lissabon, for retterne er f rsteklasses og ligger da ogs i den dyrere ende af skalaen. Hvad der g r stedet til noget ganske s rligt, er, at man indtager maden siddende bag en disk i et h jt l ders de, mens kyndige tjenere farer rundt med tallerkner og kommenterer, hvad der foreg r i fodboldtransmissionen p de oph ngte tv-sk rme. Hos Galeto er der b de plads til Benfica- og Sporting-tilh ngere.
nsker man sig en virkelig autentisk oplevelse, b r man dog bev ge sig hen til adressen Rua da Miseric rdia 120 i hjertet af Lissabons partydistrikt, Bairro Alto, hvor Adega de S o Roque ligger. Med spraglede mosaikfliser p v ggene, solide tr borde p gulvet og klassiske retter som bacalhao minhota og bife casa p menukortet adskiller bev rtningen sig ikke i v sentlig grad fra de hundredevis af andre cervejarias ( lbarer) og tascas (sm restauranter) - i omr det. Hvad der g r Adega de S o Roque unik er, at loftet og v ggene er d kket af halst rkl der og tr jer fra udenlandske fodboldklubber som et vidnesbyrd om, at dette er stedet at v re i Lissabon, hvis man interesser sig for fodbold. Ogs her bliver man konstant udfrittet om, hvor ens fodboldsympatier ligger - hos Benfica eller Sporting?

Midt i Bairro Alto ligger Adega de S o Roque. Baren er et must go-sted for fodboldfans, for v ggene er d kket med halst rkl der og klubtr jer, og snakken g r livligt om stort og sm t i fodboldens forunderlige univers
sport og politik
I Lissabon st r fodbold h jt p politikernes dagsorden, og det kom blandt andet til udtryk i forbindelse med EM-slutrunden i 2004, der blev afviklet i Portugal. Med den senere premierminister Jos S crates som organisatorisk drivkraft blev der investeret betydelige summer i idr tsfaciliteter, og det n d s vel Benfica som Sporting godt af, idet klubberne med offentlige midler i ryggen fik mulighed for at opf re to topmoderne arenaer - og det p trods af, at Benfica allerede r dede over t af verdens st rste stadioner.
For s vidt er der intet nyt i, at magthaverne spejler sig i befolkningens interesse for fodbold. S dan var det ogs under landsfaderen Ant nio Oliveira de Salazar , der sammen med sine kumpaner holdt Portugal i et jerngreb i rene 1932-1974. Under Salazars diktatur blev sloganet Fado, Futebol e F tima et institutionaliseret begreb i landet. F tima (et valfartssted nord for Lissabon) og fado d kkede over henholdsvis Jomfru Maria-dyrkelsen og den traditionelle portugisiske folkemusik, mens futebol refererede til befolkningens passion for fodbold. I det hermetisk lukkede land, der under diktaturet var pr get af fattigdom og analfabetisme, opdagede den politiske elite hurtigt effekten af at glorificere fodboldholdenes internationale bedrifter, og is r Benfica kom til at spille en hovedrolle i regimets selviscenes ttelse. D t i en s dan grad, at klubben m tte l gge ryg til det lidet flatterende genavn: Regimets hold .

  • Accueil Accueil
  • Univers Univers
  • Ebooks Ebooks
  • Livres audio Livres audio
  • Presse Presse
  • BD BD
  • Documents Documents