Projektmennesket
48 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Projektmennesket , livre ebook

-

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus
48 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

Description

Arbejde, fritid, kAerlighed, moder, sundhed, ferier, skolegang og selvudvikling ser i dag ud til at flyde sammen i et stort kaos. Men i denne bog forklarer filosoffen Anders Fogh Jensen, at dette rod har sin egen orden: projektet. Vi omgas tid, rum og hinanden pa nye mader - prAeget af midlertidighed, usikkerhed, ad hoc-losninger, overbookninger, aflysninger og fravAeret af klare forventninger. Det forelobige 'ja' dominerer, fordi passagen er blevet et kronisk vilkar. Projektets logik findes f.eks. i dans, i forvaltning, i sundhedspolitik, i fodbold, i kAerlighedslivet, i virksomheden og i det, der engang hed privatlivet. Bogen dykker ned i disse hojst forskellige eksempler fra hverdagen - og stiller pa den baggrund en samtidsdiagnose, der beskriver de muligheder og problemer, dagens projektsamfund byder pa. Projektmennesket er en kort udgave af Projektsamfundet. Den korte udgave stiller skarpt pa det menneske, der lever nu, og tager udgangspunkt i vidt udbredte hverdagsfAenomener. Den fuldt udtrukne bog har et storre historisk perspektiv og tegner et mere komplekst billede.

Sujets

Informations

Publié par
Date de parution 28 août 2009
Nombre de lectures 0
EAN13 9788771246742
Langue Danish

Informations légales : prix de location à la page 0,0050€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.

Exrait

Anders Fogh Jensen
PROJEKTMENNESKET
Projektmennesket bygger p min bog Projektsamfundet (2009). N rv rende bog er en genskrivning af hovedteserne i sidstn vnte, hvor nogle argumenter, en hel del analyser og alle henvisninger er udeladte med henblik p at give tidens travle projektmenneske en chance for alligevel at tilegne sig tankerne og genkende sig selv. For den, der m tte nske sig mere, henviser jeg til denne bogs stores ster.
Berlin, februar 2009 Anders Fogh Jensen www.filosoffen.net
1. Alle har projekter
Alle mennesker har projekter. De har projekter p egne vegne, p andres vegne, de har projekter alene, og de har f lles projekter. I skolen skal man lave projekter, p arbejdet har man projekter. Dertil kommer alle fritidsprojekterne. Og indimellem er det ikke til at skelne, hvilke projekter der er arbejdsprojekter, og hvilke der er fritidsprojekter. Projekterne g r p tv rs.
Mennesker har altid haft projekter. C sar havde projekter, Napoleon havde projekter. Columbus havde ogs et projekt. Det, der ved f rste jekast er sl ende, er, at nu taler alle om deres projekter. De taler om det, de laver, som projekter. Hvilke projekter har De, k re borddame? F rhen spurgte man folk, hvor de arbejdede, om de havde b rn, og hvad de lavede i fritiden.
Hvorfor taler alle om projekter? Det er uden tvivl mere heltemodigt at have nogle projekter end at have opgaver, der skal l ses, eller ordrer, der skal udf res. Projekter udtrykker en form for vilje, noget, der er rettet mod fremtiden, og noget, der emmer af kreativitet. Man er lige i gang med at g re noget, der en dag bliver til noget.
Hvad er et projekt da for noget? Det er noget, nogen udkaster. Noget, nogen har for med nogen med henblik p noget. Egentlig betyder projekt p latin et kast frem: projectae. Da Galileo Galilei talte om faldloven, talte han om projectae, kastede ting i frit fald. Den, der har et projekt, har lavet et kast frem. Alts : Projekter er noget, man g r nu med henblik p fremtiden.
Et projekt er en aktivitet, der i de fleste tilf lde foreg r i samspil med andre, hvis regler, udf relse eller m l ikke er fastlagt p forh nd, men hvis aktivitet f rst m defineres og udformes undervejs. Projektet inkarnerer en nd af, at man former fremtiden. Projektet b res oppe af sin aktivitet - det er at sammenligne med en dynamolygte, man tr der: N r der tilf res aktivitet, eksisterer projektet. Projektet kan t ndes igen forskellige steder, n r man bner det, hvis man er aktiv eller kommunikerer om det. Det forl ber ikke bare selv: Der er ikke nogen bygning, der har opf rt sig selv, eller noget speciale, der har skrevet sig selv, blot fordi tiden gik.
Allerede Ludvig Holberg talte i Ulysses von Ithacia (1724) om projektmagere. En projektmager var en, der gik rundt og havde id er, der aldrig blev til noget. Dengang var det neds ttende at kalde n for projektmager. Det er det ikke l ngere. Hos S ren Kierkegaard skildredes projektmageren som den, der er for optaget af muligheder og ikke kan se n dvendigheder. If lge Kierkegaard er mennesket en sammens tning af mulighed og n dvendighed, og opgaven med at blive et vellykket menneske er at f denne sammens tning, eller syntese som Kierkegaard sagde, til at g op. Man m afbalancere mulighed og n dvendighed i livet, s ledes at man b de kan se, at visse omst ndigheder er n dvendige, og stadig har evnen til at se, at noget andet end det faktiske er muligt. At man kan g re noget andet. I en vis forstand er det menneske, der kun kan se n dvendigheder, lige s ufrit som det, der ingen n dvendighed kan se, men hele tiden udkaster nye projekter og aldrig fuldf rer nogen. Det f rste menneske har ikke kraft til at b je verden. Det andet menneske har ikke kraft til at b je sig selv. S dan rummer det at v re menneske nogle farer for at leve uegentligt. Kierkegaard kalder disse m der at leve uegentligt p for fortvivlelse . Holbergs projektmager er hos Kierkegaard den, der fortvivler i det mulige. N r man er til fest med ham, taler han hele tiden om den n ste fest, man skal holde.
I 1927 bestemte den tyske filosof Martin Heidegger mennesket som det v sen, der hele tiden forholder sig til fremtiden. Man har, h vdede Heidegger, sagt om mennesket, at det levede i nuet. Men i virkeligheden er det at leve i nuet f rst og fremmest at v re rettet mod fremtiden. N r jeg laver mad, t nker jeg fremad: Jeg vil sk re tomater, alts m jeg finde kniven. Ja, at jeg overhovedet gav mig til at lave mad, var, fordi jeg havde intentionen om at ville spise. Det at v re menneske er hele tiden at v re fremadrettet.
Det fik den franske eksistentialist Jean-Paul Sartre til i 1943 at definere mennesket som det v sen, der har projekter. For Sartre er mennesket kendetegnet som det v sen, der kan ben gte det, der er nu. Helt centralt for det at v re menneske er det at have en forestillingsevne. At forestille sig, det vil sige at ben gte det, der er nu, for at kunne se noget andet. Jeg vil rejse til Palermo, jeg forestiller mig mig selv i Palermo, dvs. jeg ben gter i min forestilling det faktiske, nemlig at jeg sidder i K benhavn. N r Sartre sagde, at mennesket er d mt til frihed, s mente han dermed, at det ikke kan andet end at leve ude i fremtiden, som et v sen, der forestiller sig fremtiden og udkaster projekter.
Hvis Sartre har ret, s er det ikke s underligt, at mennesker hele tiden g r rundt og taler om projekter. Det forunderlige er, at det har man ikke altid gjort. Man har nok altid haft projekter, men det har ikke altid st et s centralt for det at v re menneske at have projekter. Jeg har mistanke om, at Sartre - ud over at v re en god beskriver af de menneskelige vilk r - ogs var ved at gribe noget, der er under opsejling i hans tid: at mennesker definerer sig igennem deres projekter.
Allerede et halvt rhundrede forinden havde Friedrich Nietzsche bestemt mennesket som det endnu ikke fastlagte dyr. Filosofferne havde ellers i rtusinder haft travlt med at bestemme, hvad mennesket er fastlagt til at v re. Nietzsches bestemmelse af mennesket h nger sammen med, hvad man plejer at kalde Guds d d : N r vi ikke l ngere forst r os selv som Guds skabninger, hvad s ? Ja, s er det op til mennesket selv at skabe sig selv. Hvordan skal det g re det? Gennem sine projekter, svarede Sartre.
Jeg tror, at hvis man lader sig n je med at konstatere, at nu taler alle om projekter, og nu har alle projekter, og s dan er det bare, s g r man glip af en v sentlig sammenh ng mellem det at v re menneske p den ene side og vores historisk formede samfund p den anden side. For i al denne talen om og g ren med projekter ligger der en n gle til at forst , hvordan vores universelt-menneskelige grundmateriale formes af vores tid. Jeg tror, at projektmennesket er noget, der er kommet til. Ikke fordi mennesker ikke ogs f r har haft projekter, men fordi det aldrig f r har v ret s centralt et omdrejningspunkt i samfundet, i tiden, at skulle have sig projekter. Man g r ligeledes glip af en n gle til forst else, hvis man antager, at mennesker altid bare har haft projekter. Den f rste konstatering (nu taler alle om projekter) er en sociologisk konstatering, den anden (mennesker har altid haft projekter) er en antropologisk. Over for de to - undskyld mig - overfladiske teser, nu har vi s projekter og mennesket har altid haft projekter , vil jeg stille f lgende tese: Vores m de at v re menneske p i verden formes af, at vores tid, vores samfund, er et samfund, der organiserer sig igennem projekter.
Filosofferne har i mange r beskrevet det at v re menneske - ja, det at eksistere overhovedet - ved at tale om forholdet til nogle helt grundl ggende dimensioner: rum, tid, handlinger og relationer. N r vi skal forst , hvorledes det er at v re menneske nu, er det brugbart at l gge sig i forl ngelse af denne meget lange tradition og sp rge: Hvorledes organiseres aktiviteterne og menneskene i vores epoke, i vores samfund? Hvilke formateringer af livsvilk r er det, mennesket tilbydes og m forholde sig til? Det er igennem mine fors g p at svare p s danne sp rgsm l, at jeg er n et frem til at mene, at projektet er en helt grundl ggende organiseringsfigur i vores samfund, og at den er afg rende for de m der, vi udfolder rum, tid, handlinger og danner relationer p . Med andre ord vil jeg i det f lgende beskrive projektsamfundet, for at vi kan forst , hvorledes det er at leve i projektsamfundet, at v re projektmenneske.
Projektsamfundet er ikke faldet ned fra himlen, det er noget, der langsomt har dannet sig igennem det 20. rhundrede. N r Sartre definerede mennesket som det v sen, der har projekter, satte han ord p noget i sin tid, der var ved at ske. 25 r senere br d et opr r l s, som man har kaldt 68- opr ret, efter studenteropstanden i Paris dette r. I virkeligheden er der tale om et langt mere omfattende opg r med traditioner og hierarkier. Nu, langt senere, kan de aktuelle fors g p at eksperimentere med alternative livsformer m ske godt se ud som pubert re opr r mod en faderautoritets orden eller mod moderens renlige hjem. Men i virkeligheden er der tale om en langstrakt opstand mod bestemte m der at organisere og styre mennesker p , en protest, der str kker sig fra de tidlige 60 ere til de sene 70 ere.
S pludselig i 1980 erne blev der stille. Hvad skete der? Opr ret var tilsyneladende mislykket. Folk flyttede tilbage i familierne, fik bil og hund og fast arbejde. Der var godt nok stadig lidt punk og lidt bz-bev gelse, men de lignede mest nogle, der var kommet en halv generation for sent.
Min f rste p stand er, at samfundet og m den at leve p faktisk blev ndret, men at det, der blev kastet op af de langstrakte opg r, ikke landede, som man havde forudsagt. Det er i den forbindelse ogs min p stand, at dette opg r ikke var s selvst ndigt, som det til tider gav sig ud for, men at det var forts ttelsen af en meget l ngere bev gelse, der fik stemme af bl.a. Nietzsche, Heidegger, Sartre og en r kke forfattere, f.eks. Virginia Woolf, Franz Kafka og Robert Musil.
Min anden p stand er, at det, der blev kastet op, landede som projekt. N r der blev stille i 1980 erne, s var det ikke, fordi opg ret med systemet og ordensmagten var mislykket, men fordi opg rets krav til nedbrydning af hierarkier, flade strukturer, menneskelige omgangs- og arbejdsformer var blevet indl st - som projektsamfund.
Hvis det er rigtigt, at opg ret med ldre strukturer tog projektets form, s er det ikke tilf ldigt, at alle taler om projekter og har projekter for. Eller i det mindste: Det er en historisk frembragt orden. Projektet er netop br ndpunktet mellem menneske, samfund og historie. Det f rer mig til min tredje p stand, nemlig at projektorganiseringen r kker langt dybere end til blot at v re noget, man hele tiden skal sige p arbejdet, i skolerne og i forvaltningerne, det er en m de at leve p . En m de at v re i rum og tid p . En m de at danne forbindelser p . En m de at g re ting p . En m de at leve p , som vi ikke selv har opfundet, men som vi er blevet spillet i h nde, som vi har overtaget og nu forvalter. Projektsamfundet er ikke noget, vi kan v lge, det er noget, der er over os og i os. Det er noget, der er alle steder. N r jeg nu vil give mig til at unders ge, hvori projektsamfundet best r, er det alts for at forst vor tids menneske og dets vilk r.
N r jeg taler om samfundet som et projektsamfund, s menes dermed ikke, at hele samfundet er blevet projektorganiseret. Jeg mener, at en bestemt m de at udfolde rum og tid p , at danne relationer p og udf re aktiviteter p igennem projekter bliver stadig mere fremherskende. Det er indlysende, at der ogs findes andre organiseringsformer end projektets, men idet projektet vinder frem, forholder det sig til disse ldre former. For at et projekt f.eks. kan v re tv rfagligt, m der v re faglige traditioner med f rdigheder og sandheder, som projektet kan g p tv rs af. Projektet spiller hele tiden op imod eller sammen med andre m der at organisere p - ofte det, jeg her vil kalde disciplin. Et tv rdisciplin rt projekt foruds tter discipliner. Et andet eksempel er et terrorprojekt. Terrorprojekter organiseres i netv rk, der g r det sv rt for traditionelle h re, der er organiseret disciplin rt, pyramideformet, at g imod projektet. Projektet udfordrer andre organiseringsformer, og det er ikke ener dende, men hele tiden i samspil med dem. S n r jeg siger, at opr ret landede som projekt, og at det gav os et projektsamfund, s er det en p stand, der ikke bare er sand, men bliver det stadig mere.
Projektet er ikke bare en form, der kommer t sted fra, som f.eks. fra den projektorganiserede virksomhed. Ombrydningen af vores omgang med de grundl ggende vilk r (tid, rum, relationer, handlinger) kan forklares som overgangen til et projektorganiseret samfund. Som jeg skal komme tilbage til i s rlig grad som overgangen fra et disciplin rt organiseret samfund. I projektsamfundet stiller der sig nye problemer, l sninger og muligheder, der har at g re med den m de, vi organiserer os p . De nye m der at eksistere p kan opleves vidt forskelligt inden for forskellige omr der som fodbold, dans, b rneopdragelse, bygningskonstruktion, arbejde, sygehusv sen eller krigsf relse, ogs selv om omdannelserne foreg r nogenlunde ensartet. Ikke desto mindre bevirker de grundl ggende f llestr k, at vi kan tale om en samlet overgang til projektsamfundet.
For at demonstrere, hvorledes projektsamfundet fungerer, vil jeg begynde i et af de hj rner, der for mig meget sl ende genererer nye oplevelser af disse vilk r: m den, vi danser p .
2. S dan danser projektmennesket
Midt p dansegulvet kan man f le sig m rkeligt til mode. Man st r der og ved ikke rigtigt helt, hvem man danser med, men man ved, at man skal se ud, som om det er fedt. Man skal tr kke en energi ud af sig selv, eller man skal modtage en musikalsk energi, som man udtrykker. Man m f rst og fremmest udtrykke.
Det findes der i hvert fald to m der at g re p : Man kan lukke jnene og se ud, som om der g r en farlig masse nydelse eller dyb melankoli igennem n, eller man kan kaste om sig med arme og ben, som var man den kropslige manifestation af en radiov rts talestr m.
Engang kaldte man dette f nomen at danse moderne . I dag kalder man det blot at danse. F lles er, at alle kender til de m der, dansen fungerer p , uden at de f lger et bestemt system, som de m jsommeligt har indl rt sig p danseskoler. Man kunne sige, at vi danser samme stil - en energistil - p hver vores m de. En del af denne stil best r i, at man udtrykker energi og f lelse. Men bev gelserne synes ikke at v re bestemte, i hvert fald hvis man ser det fra den gamle dans synspunkt. S ser dansegulvet fuldst ndig kaotisk ud.
Jeg vil h vde, at dansegulvets situation afspejler vor tids tilstand. Dansegulvet er del af samfundet og struktureret p samme m de som det - og hvis vi kigger n rmere p dansen, vil vi derfor kunne l re noget om vores samfund. Vi ville tilsvarende kunne kigge p en lang r kke andre f nomener, og vi ville da f je p en r kke f llestr k og beskrive dem som vores samfund. Der er nogle strukturelle f llestr k ved de m der, hvorp vi laver virksomheder, opdrager b rn, spiller fodbold, behandler klienter, forebygger sygdomme, spiller spil, administrerer penge, finder venner og k rester, g r i krig og danser. Denne bog handler om, hvorledes vi organiserer os, og hvilke oplevelser og erfaringer det bringer med sig, at vi organiserer os, som vi g r.
Lad os for en stund vende tilbage til dansegulvet for at f et f rste indtryk af vores samfund. Dansegulvet viser sig nemlig ved n rmere jesyn ikke at v re det blotte kaos. Det udfolder en logik, hvor sp rgsm let om, hvem der danser med hvem, ikke n dvendigvis lader sig besvare ud fra, hvem der holder hinanden i h nden, eller s gar hvem der st r n r ved hinanden. Det er i h jere grad afgjort af, hvem der danser samme stil, dvs. laver lignende bev gelser, og indimellem - men langtfra hele tiden - henvender sig til hinanden. At man ikke l ngere holder om hinanden eller holder hinanden i h nden, bner en lang r kke forhold til uoph rlig koordinering: Hvem der danser med hvem, hvor mange der danser sammen, hvor t t man st r p hinanden, hvor og hvordan man kommer i gang med at danse med hinanden, hvorn r dansen begynder og slutter, og hvad der overhovedet er dans. Til en koncert vil der f.eks. v re en glidende overgang mellem at st og vrikke lidt og s at danse. Til en privat fest kan dansen opst i baren, i hj rnet eller ude midt i stuen, og s er det aktiviteten, der bestemmer, hvor dansegulvet er. Man byder ikke n dvendigvis op, men begiver sig ud i dansen og danser sig ind p nogen. Man kan da v re med blandt flere, man kan danse med n, eller man kan danse alene. Man f lger ikke noget bestemt program, men improviserer og varierer over sine egne grundbev gelser, eller man imiterer andres. Man kan m ve sig lidt ind et sted for at danse med nogen, eller man kan bev ge sig lidt v k fra nogen, man danser med, mens man stadig holder kontakten. Eller man kan g re begge dele, man kan gradvis nedtone dansen med dem, man danser med, og tr nge sig ind p nogle andre. Der er en logik i det, der afg r, hvem der danser med hvem, uden at der afspilles nogen programmer. Denne logik er i h j grad b ret oppe af aktivitet , dvs. at det er selve aktiviteten, der afg r, om man danser, og med hvem man danser, og ikke afspilningen af et program inden for en ramme. Og det er blandt andet det, at dansen kun opretholdes af individers egen aktivitet, der g r, at f lelsen kommer ind i dansen: idet de dansende ikke l ngere kan henlade sig p at afspille et program, som de begge kender, m de udkaste en engageret aktivitet, der udfolder en dans snarere end gennemspiller en dans.
Dansen har ikke altid v ret s dan. Men den har forandret sig f r. Fra det 15. til det 19. rhundrede bestod den af linjedans og cirkeldans , hvor grupper dansede sammen i m nstre. Ved hoffet havde man komplicerede figurdanse, hvor fire eller otte personer grupperede sig omkring en central person eller et centralt par, som regel kongen eller kongen og dronningen. Man havde ogs processionsdanse , hvor par f lger hinanden, som vi f.eks. kender det fra h Susanne . P landet havde man contre danse eller country dance, hvor et par dansede for, og de vrige efterlignede det. F lles for disse danse er, at de er f lles afspilninger af et programmeret m nster.
I det 19. rhundrede fik man kodificerede danse i par, som vi kender dem: vals, polon se, mazurka osv. De er det, jeg kalder disciplinerede danse, dvs. at individerne har l rt nogle trinsekvenser, der afg r en bestemt bev gelse i rummet i en bestemt takt, som de s kan afspille med hinanden. Den disciplinerede dans, f.eks. valsen, indgik da i sociale sammenh nge, hvor det at danse var en del af det at socialisere, uden at det n dvendigvis havde f lelsesm ssige implikationer eller erotiske undertoner, men var selve takten og tonen.
Rummet var opdelt i zoner (dansegulv og ikkedansegulv, hvor man kunne byde op), og tiden var opdelt i musikstykker. Man b d op uden for dansezonen, gik ind i dansezonen sammen og afspillede sit program over et givet antal numre. De fastsatte regler for dansens udfoldelse gjorde det muligt at danse, uden at der l vurderinger, spil eller forhandlinger deri - om end de heller ikke udelukkede det.
I begyndelsen af det 20. rhundrede, frem til 1920 erne, voksede danseskolerne kraftigt. De indl rte borgerskabets b rn at afspille de programmer (danse), der var en n dvendig del af den sociale position.
Med 1920 ernes charleston begyndte afstanden mellem danserne at vokse, og med 1950 ernes rock n roll og jitterbug voksede den yderligere. Dansen blev mere l ssluppen, og afstanden mellem parterne stadig st rre.
I l bet af det 20. rhundredes f rste to tredjedele skete der langsomt to ting: Parterne begyndte at st mere og mere p h lene, og de kom l ngere og l ngere fra hinanden. Med 1960 ernes twist skete det afg rende, at parterne slap grebet. Idet de nu ikke l ngere holdt ved hinanden, forsvandt n dvendigheden af koordinering. Trinene blev her s simple, at ingen beh vede at g p danseskole for at ind ve dem. Havde det ikke v ret for modeb lger i k lvandet p film som West Side Story (1961), Saturday Night Fever (1978), Fame (1982-87) og Flash Dance (1983), ville det have v ret danseskolernes forel bige undergang.
Den dans, der nu udspiller sig til fester og p diskoteker, opretholdes ikke l ngere af et fastlagt skema i tid og rum, af et program. Den opretholdes af, at individerne kaster energi ind i deres egne bev gelser. Men m den, dette g res p , kan netop v lges, fordi den ikke f lger et program.
N r noget l snes fra en automatik og bliver til et valg, bliver dette valg et tegn. Man kunne have gjort anderledes, men nu har man valgt at st s dan, at g re s dan, at se s dan ud. Man kalder l ren om tegnsystemer for semiotik.
Med dansen sker der det, at n r afstanden mellem parterne ikke l ngere er bestemt udefra af regler, men afg res i dansen, bliver afstanden et tegn. Med andre ord: At parterne skilles fra hinanden indf rer en rumsemiotik. I udgangspunktet: jo t ttere, jo mere intimt. Men dansen kan som n vnt sagtens opretholdes p afstand, blot der er en form for kontakt og tiln rmelse af bev gelsesstil.
Den rumlige afstands mulighed indf rer for det andet en ber ringssemiotik : Vil hun holde i h nden, eller vil hun ikke? Vil han samstemme bev gelser, eller vil han ikke?
Det f lles rum er bnet til forhandling, hvormed f llesskabet bnes til forhandling under dansen. Man kan gradvis stige ud af et f lles rum og ind i et andet eller s gar placere sig mellem to f llesskaber.
Hvordan kan det v re? Jo, det er, fordi dansen ikke l ngere foreg r i rummet. Dansen bner et rum ved sin aktivitet. Det er ogs derfor, at dansegulvets placering afh nger af aktivitet og ikke af, hvad der er forudbestemt til at v re danserum. I stedet for at tale om rummet som en kasse eller en scene, hvori eller hvorp handlingerne foreg r, m vi, n r vi taler om projektsamfundet, forestille os, at rum udsp ndes af aktivitet. Naturligvis foreg r dansene og alle de andre projekter i tredimensionale rum, men det er ikke dette rum, der er afg rende for dansen. I forhold til de tredimensionale rum kan vi sige, at danseaktiviteten udsp nder et plan mellem de dansende. Projektet er netop en s dan aktivitetslomme i et netv rk, hvor nogen er f lles eller alene om at g re noget.
Det samme er tilf ldet for tiden. Dansens tid er ikke forudbestemt af et bestemt antal numre, hvor et bestemt bev gelsesm nster skal gennemspilles. Dens tid er, n r bev gelserne er der, og den holder op, n r bev gelserne g r i st . Individerne m alts hele tiden kaste energi ind i dansen for at opretholde den. Og det er det, der kan g re d rlige numre s dr bende for dansen: N r man ikke kan falde tilbage p et program eller en serie, som man gennemspiller, men tv rtimod m kaste energi og f lelse ind i dansen, s er d rlige numre noget, der g r projektets dynamolygte h rd at tr de. Derfor kan man nu med god ret forlade dansen, hvis der kommer et d rligt nummer. At numrene samples ind over hinanden, er ikke rsagen til, at tiden ikke er strakt ud p forh nd, det er snarere manglen p formelle regler. De regler, at folk kender de samme trin, og at der er takt og tone i dem, kan udsp nde et tidsrum. Nu er denne koordinering eroderet, hvorfor tiden i stedet udsp ndes af aktivitet. Samplingen af numre underst tter snarere, at ogs tiden hele tiden st r til diskussion.
Individualiseringen af aktiviteten i dansen fra og med twisten betyder, at muligheden for at danse ogs er individuel. bningen af rum og tid for dans er individuel. Man kan udm rket danse videre, selv om den eller dem, man danser med, stopper, men det kr ver, at man selv kaster energi ind i dansen.
Et af de mange sp rgsm l, der stiller sig efter 1970 ernes nedbrydning af orden, system og hierarki, er, hvorledes forholdet mellem k nnene er faldet ud. Det er vel banalt at konstatere, at dette svars manglende enkelhed har f rt til forvirring p dansegulvet ang ende f ring, og at en konsekvens af dette er, at parterne begynder at f re sig selv og f lge hver sin dans. Man kan uden tvivl stadig f re og lade sig f re, men det er roller, man (ikke med lethed) kan tr de ind i eller ud af. N r danseskolerne i dag skal l re projektsamfundets individer at danse, m de ikke bare l re m ndene at tage f ringen, de m ogs arbejde med at f kvinderne til at afl gge deres f ring.
En af n glerne til succes i projektsamfundet er forbindelser. I den gamle, kodificerede dans verden b d manden op i en zone uden for dansegulvet, fik ja eller nej, og hvis han fik ja, f rte han kvinden ud p dansegulvet og dansede et antal danse. Manden kunne tage initiativet, men han udsatte sig ogs for risikoen for et nej. Kvinden kunne f et ja i form af en invitation til dans, men hun kunne ikke f et nej tak. Kvindens nej tak p danseskolen og til bal var tavshed.
Den situation, kvinden var i, er den situation, alle nu er i, idet man danner forbindelser p dansegulvet. Idet ingen l ngere sp rger om et ja eller et nej, s gives der ikke afslag. Og alligevel danser ikke alle med dem, de nsker. Hvordan kan det g til? Overgangen til projektsamfundet er overgangen fra en nej-logik til en ja-logik: Man kan g re sig til, og hvis andre synes, det er interessant, kan man bne et aktivitetsrum sammen. Hvis ikke, s bner man sit eget danserum i sin g ren sig til.
Jeg ved godt, at man stadig kan byde hinanden op til dans, men jeg taler her om en logik, der s tter sig stadig mere igennem uden at v re ener dig. For at man bedre kan se projektsamfundet for sig, fremstiller jeg det i dets rene form. I praksis er der som sagt ogs rester af ldre organiserings- og distribueringsformer, som projektsamfundet virker i spil med, og det vender jeg tilbage til i de n ste seks kapitler.
Ligesom man kan udstille sig selv i forskellige projekter, som f.eks. at arbejde gratis som praktikant for at vise, at man er duelig til virksomheden, s kan man danse med vennerne eller veninderne. For at nogen vil forbinde sig til n, er det nemlig afg rende, at man er aktiv og udadvendt. Den, der gemmer sig, g r sig ikke attraktiv for projekter. Derimod kan man danse sig ind p ham eller hende, der allerede danser.
Man kan sp rge, hvad det s er for dansebev gelser - aktiviteter - der faktisk udfoldes. Ud over en r kke imitationer fra en r kke bev gelser, der kommer fra ikke-dansende aktiviteter, s som f.eks. luftguitaren, s er der inde i dansen en stor m ngde af trin og drejninger, der ikke bare er f lelsesudfoldelser, men er imitationer af tidligere danse og deres fatning og rytmik.
Spr ngningen af formen var et opbrud, der fandt sted inden for en lang r kke discipliner p samme tid. De m der, som formen spr nges p , opleves forskelligt inden for de forskellige aktiviteter - singleliv, sygehusv sen, socialforvaltning, skateboarding m.v. - ogs selv om de foreg r nogenlunde ensartet. Det er denne ensartethed i omdannelserne, der g r, at vi kan tale om en samlet overgang til projektsamfundet.
Med dansen som model kan vi forel bigt sige fire ting om projektsamfundet: For det f rste er projektsamfundet f dt af et opg r mod en orden - et opg r, der var l nge undervejs. Den moderne energidans - som jeg v grer mig ved at kalde at danse moderne, thi moderne er snarere det, jeg her vil kalde traditionelle og disciplin re danse - energidansen er alts resultatet af en spr ngning af de traditionelle danses programmer.
Det er for det andet ikke et dansem ssigt kaos uden nogen logik, men aktiviteter, der er organiserede efter ovenst ende principper. Disse principper er sj ldent tvingende, de er normale. Det er ikke, fordi nogen har bestemt, at det skal v re s dan, og har nedf ldet nogle regler. Det er fra deres regelm ssighed som normale, at man kan udsondre deres systematik. Denne systematiks praksis kalder jeg projektsamfundet.
Det er for det tredje en systematik, der g r p tv rs af en hel masse omr der, som vi skal se, og det har at g re med, at forholdet til rum, tid, handling og relationsdannelse - alts helt basale elementer i oplevelsen - har v ret under omdannelse; denne omdannelse har muligvis v ret sv r at forudsige for bare 40 r siden, men jeg mener nu at kunne se, at den lader sig forst som et projektsamfund.

  • Accueil Accueil
  • Univers Univers
  • Ebooks Ebooks
  • Livres audio Livres audio
  • Presse Presse
  • BD BD
  • Documents Documents