Arabisk medicin
86 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Arabisk medicin , livre ebook

-

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus
86 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

Description

Europa ser gerne sig selv som direkte arvtager til den klassiske antik. Men den europAeiske renAessance kunne ikke have fundet sted uden araberne, der allerede i det 8.-9. arhundrede overtog den grAesk-romerske videnskabelige arv. Mens antikkens medicin var ukendt i middelalderens Vesten, arbejdede araberne med at udvikle og opdatere arven med egne, persiske og indiske betragtninger, der suverAent sammenkoblede filosofi og medicin. Store talenter som al-Razi, al-Madjusi og Ibn Sina systematiserede og nedskrev den medicinske kunnen og teorier i store encyklopAediske afhandlinger, der i det 11.-12. arhundrede strommede til de europAeiske lAerde i latinske oversAettelser. Araberne var autoriteter inden for europAeisk medicin langt op i det 15. arhundrede, og den arabiske medicin reprAesenterer saledes et afgorende led i den vestlige medicinske tradition.Arabisk medicin er den forste Danishske prAesentation af medicinens videnskabshistoriske udvikling i den arabiske verden og viser overbevisende, hvorDanish araberne ikke blot videregav den grAesk-romerske viden, men i hoj grad videreudviklede feltet og gjorde vAesentlige opdagelser sasom introduktionen af kejsersnittet og bedovelse ved inhalation.

Sujets

Informations

Publié par
Date de parution 22 novembre 2007
Nombre de lectures 0
EAN13 9788771245202
Langue Danish
Poids de l'ouvrage 1 Mo

Informations légales : prix de location à la page 0,0075€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.

Exrait

Philippe Proven al
Arabisk medicin
Forord
Denne bog handler om den arabiske medicins historie. Med den arabiske medicin menes den l gevidenskab som beskrives og dokumenteres i medicinske tekster skrevet p arabisk, frem for alt i den islamiske civilisations klassiske periode fra ca. 700 - 1500.
Begrundelsen for at skrive denne bog er, at det emne, som bogen behandler, ikke tidligere er blevet genstand for noget st rre bogv rk p dansk. Selv om vi i Danmark har haft store internationale navne som f.eks. professor Johannes Pedersen og professor Frants Buhl, n r det g lder den videnskabelige behandling af mellem stlige kulturer, s er den arabiske l gevidenskabs historie aldrig blevet gjort til genstand for en omfattende indf ring p dansk.
Den arabiske medicin repr senterer et v sentligt led i den vestlige medicinske tradition. Selv om man i Europa gerne ser sig selv som den direkte arvtager til den klassiske antik, s forbliver det et, almindeligvis ukendt, faktum, at den europ iske medicinske udvikling ikke kunne have fundet sted uden det arabiske mellemled, som f rte den videnskabelige medicinske tradition fra det klassiske Hellas og Rom til den europ iske ren ssance. Araberne overtog gennem en energisk overs ttelsesvirksomhed i det 8.-9. rhundrede den gr ske videnskabelige arv og udvidede den bl.a. med persiske og indiske bidrag samt med egne erfaringer og forskningsresultater. Denne opdaterede og voldsomt udvidede viden blev igen overf rt til Europa gennem en lige s energisk overs ttelsesvirksomhed, som gik fra arabisk til latin, i det 11.-12. rhundrede.
Mange af forfatterne til disse tekster var imidlertid ikke arabere, men kunne have syrisk eller persisk eller et andet sprog som modersm l. Ligeledes beh vede de langtfra at v re muslimer. Blandt den arabiske medicins st rste navne findes mange kristne og j der eller folk fra en helt fjerde religion.
Bogen pr senterer den historiske udvikling i den ovenfor skitserede tidsperiode og civilisatoriske omr de, hvad ang r l gevidenskaben med dens faglige naboomr der som farmakologi, dvs. l ren om l gemidler og deres virkninger, og biologi, dvs. zoologi, botanik og i bredere forstand l ren om levende v sener i al almindelighed.
Efter en indledning, hvor de brede historiske tildragelser i omr det skildres, kommer en mere specifik udredning af den l gevidenskabelige udvikling set i historisk sammenh ng. Da videnskab og videnskabelige aktiviteter ikke er noget, som finder sted i luften uafh ngigt af det omgivende samfund, men er en del af samfundets almindelige kulturelle og historiske udvikling, er det ikke kun naturligt at skildre den videnskabshistoriske udvikling som en del af en s dan proces. Faktisk er det n dvendigt at skildre den som det, den er, nemlig en historisk proces, som kun kan forst s i sin historiske sammenh ng.
Den popul rvidenskabelige tendens til at fokusere p og bed mme fortidens pr stationer efter, i hvor h j grad de var i overensstemmelse med nutidens videnskabelige syn p de omtalte emner, eller mindre tendenti st efter, i hvor h j grad de bidrog til den nuv rende videnskab - det der er under et kan kaldes at s ge nutiden i fortiden - har ikke noget at g re med en historisk beskrivelse.
P den anden side m man heller ikke falde i den anden gr ft som nogle af tilh ngerne af den s kaldte postmoderne betragtning, der h vder, at fortidens videnskabelige resultater, synspunkter og metoder (og for den slags skyld ogs de moderne) ingen v rdi har i sig selv som beskrivelse af verden, men er reduceret til noget, der n rmest kun er sociale, kulturelle eller litter re konstruktioner. Denne m de at se tingene p turde imidlertid v re alt for ensidig. Hvis det viser sig ved alle observationer og unders gelsesmetoder, at en bestemt blomsterart har fem kronblade, s er det nok fordi blomsterne p denne planteart har fem kronblade i den virkelige verden. Mere humoristisk kan man sige, at placerer man en s dan socialrelativist foran en l ve, vil det v re interessant at se, om han kan bortforklare l ven som en social konstruktion, eller om han tager benene p nakken.
Den videnskabelige tilgang i almindelighed best r i at arbejde med og bruge de videnskabelige betragtninger, m der og metoder i ens unders gelser, beskrivelser og analyser af den empiriske og faktuelle verden. Disse beskrivelser og analyser munder ud i konklusioner vedr rende denne verdens beskaffenhed og de naturlige sammenh nge, som findes i den. Disse konklusioners holdbarhed kan s efterf lgende unders ges og pr ves ved at teste arbejdsgangen og den behandlede problematik kritisk. Alt dette danner selve naturvidenskabens grundvilk r og er samtidigt baggrunden for dens resultater, hvad enten det drejer sig om middelalderlige plantebeskrivelser eller moderne elektronik. Derfor er beskrivelsen af disse grundvilk rs historiske udvikling selve grundlaget for naturvidenskabernes historie.
Vi vil derfor se den arabiske l gevidenskab i dens historiske og kulturelle kontekst. Den historiske og samfundsm ssige udvikling i Mellem sten, Nordafrika og de arabiske omr der p Den Iberiske Halv vil blive skildret i n dvendigt omfang i kapitel 1 sammen med religionen islam som ramme for b de den almene og den l gelige etik i den arabiske civilisation. - Den tidlige arabiske medicin, den almene videnskabshistorie i den arabiske verden, den middelalderlige arabiske kulturs syn p videnskab og medicin samt datidens popul rvidenskabelige medicin beskrives i kapitel 2. - Dette f rer over i beskrivelsen af den store overs ttelsesb lge af f rst og fremmest gr sk faglitteratur til arabisk samt af overs ttelsernes kvalitet og betydning i kapitel 3. - Synet p den menneskelige krops fysiologi og de grundliggende medicinske teorier i den arabiske klassik beskrives i kap. 4 - Derefter kommer en beskrivelse af de store navne inden for den arabiske medicin med en skildring af disse forskellige l gers bidrag til medicinens historie i kapitel 5. - Vi giver de tre mest betydningsfulde l ger deres eget kapitel i kapitel 6. - Derefter skildres farmakologien og dens betydningsfulde videnskabshistorie i den ovenfor beskrevne tidsperiode i kapitel 7. - Andre tilknyttede emner som oftalmologi, zoologi, botanik og generelle biologiske betragtninger i den arabiske verden skildres ogs i bogen i kapitel 8-9, og til sidst beskrives kort sygehusv senet i den arabiske verden og l gegerningen som profession i kapitel 10. - Den store overs ttelsesb lge af arabisk medicin til latin i Europa i det 11.-12. rhundrede og den arabiske medicins betydning for medicinens historie i Europa beskrives i kapitel 11, og hele udviklingen sammenfattes til sidst i kapitel 12.
Det skal her understreges, at det her skildrede emneomr de er s rdeles stort, og at hvert eneste af de i det forrige afsnit omtalte emner i virkeligheden nemt kunne blive genstand for hver sin bog, og de er somme tider ogs blevet det i den udenlandske litteratur. Det er derfor umuligt at have det hele med i bog, der har som m ls tning at v re en bred og almen indf ring. Hvis man vil have flere detaljer, henvises til faglitteraturen, bl.a. de titler, som st r i litteraturlisten.
Bagest i bogen findes et appendiks med f rst detailbeskrivelser af forskellige arabiske l geb ger og med nyoversatte arabiske medicinske tekster. Derefter kommer en ordliste over medicinske og religionsvidenskabelige termer og til sidst en litteraturliste over den i arbejdet med denne bog anvendte litteratur.
Til at skrive denne bog er der blevet brugt mange kilder. De st r alle n vnt i litteraturlisten bagest, men f lgende v rker har v ret s rlig vigtige:
Jacquart, Danielle og Francoise Micheau (1990): La m decine arabe et l occident m di val , Maisonneuve et Larose, Paris.
Rashed, Roshdi (red.) (1996): Encyclopedia of the History of Arabic Science , 3 bind, Routledge, London og New York.
Ullmann, Manfred (1970): Die Medizin im Islam , E.J. Brill, Leiden/ K ln.
Hvor ikke andet er anf rt, er alle overs ttelserne fra arabisk foretaget af forfatteren. Alle korancitater er oversat fra arabisk af bogens forfatter. Versnumrene stammer fra versinddelingen i Kairoudgaven fra 1923.
Transskriptionerne fra arabisk til dansk er tilpasset dansk stavem de. Det vil sige, at emfatiske konsonanter og andre lyde, som ikke findes p dansk, enten er udeladte eller tiln rmede. For arabister angives dog her transskriptionstavlen:

Hamzah angives med og lange vokaler angives med en circonflexe over den tilsvarende latinske vokal.
Taksigelser
Denne bog kunne ikke v re blevet til uden hj lp og r d fra en r kke personer:
Mag.art., ph.d. i semitisk filologi John M ller Larsen takkes varmt for kritisk genneml sning af b de arabisk originaltekst og dansk tekst til en del af overs ttelserne og for nyttige r d til disse.
Cand. mag.art. i religionshistorie og semitiske sprog Jens Andr Pedersen Herbener takkes meget for gode r d om bogudgivelser og layout generelt.
F rstebibliotekar p Det Kongelige Biblioteks Orientalsk Judaistisk Afdeling mag.art Stig T. Rasmussen takkes for hj lp med at finde illustrationsforslag og for tilladelse til at bruge sider og illustrationer fra manuskripter tilh rende Det Kongelige Biblioteks samlinger.
Lektor cand.mag. i klassisk filologi Ivar Gj rup takkes for hj lp med overs ttelserne af bogtitler p klassisk gr sk og latin.
Redakt rerne p Aarhus Universitetsforlag Carsten Fenger-Gr ndahl og Anne Sofie Steens takkes varmt for god st tte og godt samarbejde i forbindelse med udgivelsen af denne bog.
Endeligt takkes den faglige referent lektor emeritus cand. theol Svend M. S ndergaard varmt for sit store arbejde med at genneml se hele manuskriptet kritisk. Hans mange rettelser og r d har v ret til stor gavn for bogen.
1. Den arabiske verden, kulturhistorisk introduktion
Det arabiske omr de - geografi og historie
Den arabiske kultur har sit udspring p Den Arabiske Halv . Det v ldige rektangul re stykke land, som fra det syro-mesopotamiske omr de str kker sig mod syd st og begr nses af Den Persiske Golf mod st, Det Indiske Ocean mod syd og af Det R de Hav mod vest. Mod nord g r Den Arabiske Halv direkte over i Den Syriske rken og Syrien og Mesopotamien, det nuv rende Irak. Eufrat g r mod syd st fra sit udspring i Lilleasien, det nuv rende Tyrkiet, til Den Persiske Golf, og mod nordvest set fra det arabiske landomr de afgr nses landene af Middelhavet og mod nord af Sortehavet. Det, at landomr derne synes afgr nset i n sten alle retninger af vand, har m ske givet Den Arabiske Halv sit arabiske navn Djaz rat al- Arab , hvilket betyder Arabernes , selv om nogle af de afgr nsende have egentlig findes uden for det arabiske omr de. Den Arabiske Halv er p 3,2 millioner km2. Det er med andre ord et v ldigt landomr de. Til sammenligning kan det anf res, at Gr nland er p 2,2 millioner km2. Dets naturlige vegetation best r for den st rste del af territoriets vedkommende af rken eller busksteppe. Kun i det sydlige omr de gr nsende mod Det Indiske Ocean s rger et monsunklima for en visse steder yppig vegetation. Det sydarabiske omr de regnes for en del af det afrikanske naturomr de, men der findes mange endemiske arter, og faunaen og floraen bliver mere nordlig med tiltagende h jde. Ellers findes der kun vegetationsrige steder i oaserne eller i de nordlige gr nselande Mesopotamien og Syrien. Mod vest str kker en bjergk de sig fra nord til syd langs med R dehavet. Denne bjergk de forts tter langs Det Indiske Ocean ind i det nuv rende Oman. Fra h jlandet i vest g r en slette langsomt ned mod st for at ende i Den persiske Golf. De sydligere kyster langs golfen p den arabiske side er drejet mod nord st mod Hormuzstr det, s ledes at den syd stlige del af Den Arabiske Halv str kker sig mod de iranske kyster.
Rent sprogligt er det her beskrevne omr de hjemsted for og domineret af de semitiske sprog. De semitiske sprog er en sprogstamme af n rtbesl gtede sprog. De mest kendte er arabisk, hebraisk og aram isk. Disse tre er stadigv k levende sprog, og arabisk er klassificeret som et verdenssprog i FN-regi. Etiopisk er udd dt i sin klassiske form, men lever videre i dattersprogene tigr , tigi a og amharisk. Sydarabisk lever videre i en afvigende udgave som talesprog p en Socotra. Derimod er det gamle kultursprog akkadisk helt udd dt og liges ugaritisk, f nikisk og andre nordvestsemitiske sprog. Arabisk blev talt af befolkningen p Den Arabiske Halv . Det vil sige, at det var rkennomadernes sprog. At arabisk i vore dage er talesprog og officielt sprog i store dele af Mellem sten og Nordafrika, skyldes udelukkende de arabiske erobringer i det 7.-8. rhundrede. Oprindeligt blev sproget kun talt p Den Arabiske Halv .
Mesopotamien har v ret hjemsted for nogle af de ldste h jkulturer i verden. Det begyndte med sumererne, som oprettede de f rste bystater i Mellem sten i det sydlige Mesopotamien fra ca. 3000 - 2350 f.v.t., efterfulgt af forskellige lokale riger, imperier og dynastier, men omkring 900 f.v.t begyndte det akkadisk talende folk assyrerne i det nordlige Mesopotamien en ekspansion under kong Adad-Nirari, som gjorde sit rige, det babylonske, til et imperium, som kulminerede under kong Assurbanipal 669-630 f.v.t. Dette imperium blev afl st af det nybabylonske rige omkring 605, men allerede ca. 550 til 522 blev hele Mellem sten inklusive Egypten ved erobringer indlemmet i det persiske rige. Dette rige blev erobret af Alexander den Store fra 336 til 329, det r hvor Alexander d de.
Alexander den Stores erobringer repr senterer en kulturhistorisk begivenhed af allerst rste betydning. De afstedkom en kulturblanding med gr sk kulturel dominans, kaldet for hellenismen. Det medf rte, at fra og med denne tid var Mellem sten en del af den kulturkreds, som betegnes som den klassiske, selv om Mellem sten selvsagt havde betydningsfulde egne forhold og kulturtr k. Fra og med hellenismen kom ogs store dele af den kulturudvikling, som europ erne meget gerne ser sig som arvtagere til, til at foreg i Mellem sten og Nordafrika. Her beh ver man blot at n vne den rolle, som biblioteket i Alexandria kom til at spille for den fortsatte kulturudvikling.
Efter Alexanders d d blev riget delt mellem hans generaler. I Egypten herskede ptolem ernes dynasti og i Syrien, Mesopotamien og Persien seleukidernes. I 63 f.v.t. kom den vestlige del af Mellem sten under romerne, medens Mesopotamien blev indlemmet i det partiske rige. Parterne var et persisk folk, og Mesopotamien forblev persisk under det sassanidiske dynasti helt frem til de arabiske erobringer. Den sassanidiske hovedstad var Ctesiphon (p arabisk al-Mad in), som l i Mesopotamien.
Det arabiske omr de forblev dog indtil islams fremkomst en perifer del af det hellenistiske omr de. De riger, som fulgte efter Alexanders erobringer, havde ingen eller kun ringe politisk magt over de arabiske urbane centre. De havde derimod en stor kulturel indflydelse, og selv den f rislamiske arabiske digtning synes at vise gr sk indflydelse.
Historisk rids over den religi se, politiske og samfundsm ssige udvikling i det arabiske omr de
I dette afsnit kortl gges den historiske og sociale udvikling inden for de samfund og omr der, som danner grundlag for bogens emne, med henblik p at kunne indplacere den videnskabshistoriske udvikling i dens sociale og kulturelle kontekst. For en tilbundsg ende behandling af de arabiske landes og de arabiske folks historie henvises til faglitteraturen, bl.a. de titler som findes i litteraturlisten.
Som det fremg r af ovenst ende, var det arabiske omr de et randomr de, som ikke kom v sentligt under stormagternes herred mme. Arabiens v ldige rken- og steppeomr der var ikke s rligt attraktive hverken med hensyn til kolonisering eller konomisk udbytte. Araberne var for det meste organiseret i nomadiske og halvnomadiske, dvs. mobile stammer, som var sv re at styre, og da plyndringer ofte h rte med til stammernes konomi, blev de oftest betragtet som r vere og marginaliseredes af de bofaste samfund.
Selv om det arabiske omr de var en vigtig handelsvej mellem det mediterrane omr de og Det Indiske Ocean, forblev de arabiske stammer politisk selvst ndige, b de de nomadiske og det mindretal, som var fastboende. Storrigerne havde i praksis ingen direkte politisk indflydelse over den arabiske befolkning om end i nogen grad en materiel. Halv en blev rig p transithandelen dels ved karavanetransport over land og dels ved skibsfart p Det R de Hav. Vigtige handels- og finanscentre opstod i tilknytning til handelen med byen Mekka som det mest kendte eksempel.
Rent sprogligt udviste Den Arabiske Halv en stor enhed, idet rkenkulturerne talte et sprog, som blev stamfaderen til det klassiske arabiske sprog. Kun i det sydarabiske omr de talte man et andet sprog, som logisk kaldes for sydarabisk, mens klassisk arabisk og dets forl bere betegnes som nordarabisk. Der var dog en hel del dialektale forskelle. Imidlertid blev de store central- og starabiske stammers sprog til et h jsprog, som brugtes af de arabiske digtere. Dette h jsprog var derfor en digterisk koin - et f llessprog, som blev forst et af alle og blev brugt i digtningen. Digteren var ikke kun poet i vores forstand, men tillige stammens eller gruppens talsmand, og han havde derfor en stor kulturel og politisk betydning i det dav rende arabiske samfund. Koranen blev nedf ldet p dette h jsprog, som derfor, med nogle mindre forskelle, er lig med det klassiske arabiske sprog, som endnu i dag er det officielle sprog i de arabiske lande og lig med skriftsproget som s dan. Selv om de talte dialekter i de forskellige arabiske lande og regioner kan variere meget indbyrdes, s ledes at forskellene kan minde om forskellene mellem de skandinaviske sprog, forbliver klassisk arabisk det skrevne sprog og ogs det talte sprog i radio og fjernsyn. Denne sproglige kontinuitet er vigtig, fordi den betyder, at den arabiske verden i alle historiske perioder har udgjort en skriftsproglig enhed, og litteratur, ikke mindst faglitteratur, kunne l ses og skrives i alle dele af den arabiske verden.
Det sydarabiske omr de var, som allerede n vnt, hjemsted for gamle h jkulturer baseret p landbrug. De mest kendte er den sab iske og den min iske. Dette omr de blev dog i rhundrederne f r islams fremkomst udsat for kraftig politisk indblanding fra s vel det etiopiske som det persiske rige.
Mod nord fungerede Ghassan-stammen og Lakhm-stammen som st dpudestater for henholdsvis Byzans i st og Persien i vest. Ghassans leder blev udn vnt til archont (regeringsforstander) af Byzans, og Lakhm-stammens ledere var regul re konger, som var vasaller til de sassanidiske herskere. Disse gr nsestaters rolle var at v rne mod arabiske nomader og deres plyndringstendenser.
Omkring r 570 efter vor tidsregning blev Profeten Muhammed f dt i byen Mekka, som ligger mod vest p Den Arabiske Halv i landskabet Hidj z ca. midtvejs mellem det nuv rende Jordan og det Indiske Ocean. Omkring 610 begyndte han at f en r kke benbaringer, hvad der satte ham i samme tradition som de bibelske profeter. Her skal ikke redeg res i detaljer for islams religi se historie, men Profeten fik verdslig magt, da han, fra en begyndelse som pr dikant, endte med at blive leder for de mennesker, som fulgte ham og hans religi se budskab, idet de kom i opposition til de velstillede familier og klaner i Mekka. I 622 udvandrede han fra Mekka sammen med dem, der var konverteret til den nye religion, da de havde f et asyl i oasebyen Yathrib, som ligger knap 350 km stik nord for Mekka. Byen skiftede senere navn til Mad nat-al-Nab = Profetens By, i daglig tale Medina. I og med at de troendes loyalitetsforpligtelser over for deres egne stammer blev opgivet til fordel for en forpligtelse mod deres religionsf ller, blev konsekvensen, at de troende i praksis kom til at fungere som en ny klan eller stamme, som kunne slutte pagter, f re krig og i det hele taget optr de som en politisk enhed. Denne f rste statsdannelse blev til det, som kaldes for Medinastaten, hvor Profeten var den ubestridte leder. Denne stat blev n dt til at forsvare sig selv b de politisk og milit rt mod s vel indre som ydre fjender. Profeten voksede imidlertid med opgaverne, og han kunne til sidst g sejrrigt ind i sin f deby Mekka. Medinastaten d kkede da store omr der p Den Arabiske Halv . Dens territoriale kerneomr de udgjordes af landskabet Hidj z.
Inden Profeten d de, havde han ikke taget nogen beslutninger vedr rende ledelsen af den nye stat. Efter Profetens d d i 632 blev der derfor ad hoc blandt Profetens mest fortrolige fundet en ny leder, som blev kaldt for Khal fat an-Nab = Profetens Repr sentant. P dansk bliver begrebet til kalif . Kaliffen var de troendes politiske, samfundsm ssige og religi se leder.
De arabiske stammer, som blev forbr dret gennem den nye religion, fik kanaliseret den f lles energi ud i nogle v ldige milit re erobringer. Disse blev f rst rettet mod nabolandene Byzans og Persien, hvis modstandskraft nu var blevet alvorligt sv kket gennem deres indbyrdes krige og rivaliseringer. Fra 634-725 kom det arabiske omr de til at d kke alle landene i Mellem sten og Nordafrika samt Den Iberiske Halv plus erne Cypern og Rhodos. I 713 blev Sind, landet omkring Indusfloden, erobret. Hele dette v ldige omr de blev til et arabisk imperium, som strakte sig fra det nuv rende Pakistan til Pyren erne. Det arabiske imperium var en naturlig forl ngelse af de tidligere imperier i omr det, samtidigt med at tidligere toldog handelsbarrierer blev fjernet. Selv om araberne nogle steder i begyndelsen ikke kontrollerede andet end geografiske n glepositioner i deres vidtstrakte imperium, konsoliderede de gradvist deres magt. Dette skyldtes bl.a., at de udviste en for samtiden bem rkelsesv rdig tolerance over for andre folk og religioner, og lige s vigtigt, at de ikke foretog plyndringer og massakrer. Tropperne var s rdeles veldisciplinerede, hvilket i h j grad skyldtes den nye tro, og i praksis blev kun den ejendom, hvis ejere var flygtet definitivt for de arabiske fremst d, inddraget af de nye magthavere, dog efter at statsmagten havde h vet en femtedel af land eller l s re som statsafgift. For den oprindelig befolkning skete overgangen fra det gamle til det nye styre derfor med en for samtiden us dvanlig orden og frav r af del ggelser.
Selv om de troende udadtil fungerede som en politisk enhed, forblev loyaliteten med de gamle stammer st rk. S l nge Profeten levede, og da is r s l nge den spirende islamiske stat var i defensiven, forblev troskaben mod den nye stamme st rk, men allerede kort tid efter Profetens d d opstod der strid og konflikter af stamme- eller klanpolitisk art, og allerede inden for 20 r efter Profetens d d kom det islamiske samfund ud i regul r borgerkrig.
Det blev umayyadernes dynasti (661-750), som i flere omgange vandt borgerkrigen. Denne familie h rte til de betydningsfulde k bm nd i Mekka, og under deres styre blev det arabiske imperium konsolideret. De indf rte arabisk som administrationssprog, hvor man f r havde brugt de tidligere imperiers sprog, de arabiske tropper kom til at virke som effektive fredsskabere og fredsvogtere med hensyn til de tidligere konflikter i omr det, og landene, som f r havde v ret adskilt af told- og handelsbarrierer i fredstid, blev nu forenet under t styre, hvilket medf rte en fri bev gelse af varer og kapital, men i lige s h j grad ogs af tanker, skrifter og andre kulturelle forhold.
Det b r understreges, at de nye magthavere i h j grad blev budt velkomne af de erobrede befolkninger i Syrien og Egypten. I Mellem sten var den kristne retning i overvejende grad monofysitisk, hvilket blev betragtet som k ttersk af det ortodokse Byzans. Den religi se rivalisering mellem den mellem stlige befolkning og Byzans afstedkom, at araberne, der med islam faktisk sikrede religionsfrihed, blev betragtet som befriere fra det byzantinske g (jf. Lombard 1971 s. 36). Desuden blev islam af de kristne indbyggere ikke i begyndelsen betragtet som en konkurrerende religion, men mere som en art misforst et almuekristendom (jf. Gardet 1971).
Under umayyadernes styre fandt de f rste m der mellem araberne og de erobrede befolkningers kultur sted. Selv om araberne var mere optaget af at konsolidere det nye rige end i at virke som m cener for kunst og videnskab, var de ikke sene til at opdage fordelene ved de tekniske og videnskabelige f rdigheder, som fandtes i de nyligt erobrede lande. Specielt b r n vnes kaliffen Abd al-Malik (685-705), som indf rte arabisk som administrationssprog i stedet for gr sk og persisk, og som fik opbygget kalifatets omfattende postv sen (Toll 2002 s. 51). Den f rste videnskabelige aktivitet i arabisk regi fandt sted i denne periode, men den havde mere at g re med litteratur- og sprogforskning end med naturvidenskab.
Umayyadernes dynasti afl stes efter en voldsom konflikt af abbasidernes (750-1258). Selv om abbasiderne mistede enhver politisk magt med mongolernes erobring og del ggelse af Bagdad i 1258, fortsatte dynastiet med at f re en skyggetilv relse i Egypten under mamelukkernes styre, til osmannerne erobrede Egypten i 1517. Osmannernes fyrste Selim I fik den sidste abbasidekalif al-Mutawakkil III til at overgive osmannerne den kalifale titel og v rdighed. Nyere historisk forskning synes dog at drage denne detalje i tvivl, men under alle omst ndigheder fortsatte osmannerne som kaliffer. I virkeligheden forblev det arabiske imperium kun helt og udelt under umayyadernes styre. Allerede kort efter abbasidernes magtovertagelse rev Andalusien sig l s i 755 (al-Andalus er den arabiske betegnelse for de arabiske omr der p Den Iberiske Halv ). Det var en umayyadisk overlevende ved navn Abd al-Rahm n, som overtog styret i Spanien og grundlagde det spanske umayyadiske dynasti. Lidt efter lidt blev kalifatets forskellige provinser i praksis politisk uafh ngige, idet deres fyrster eller guvern rer lod deres magt blive arvelig. Iran og Egypten blev omtrent samtidigt (867-868) praktisk taget selvst ndige, men kalifatet genvandt fuld kontrol med Egypten i 905.
Fra og med 861 begynder kaliffernes magt at vakle i Bagdad. Som f lge af magtstridigheder ved hoffet og i kaliffernes livgarde begyndte en periode med anarki. Idet centralmagten sv kkedes, var det naturligt, at provinserne begyndte at s ge selvst ndighed (Burlot 1982 s. 53-54). Fra og med 945 var det storvisirerne, som fik al magten, og kaliffens magt blev reduceret til en ren nominel titel (Burlot 1982 s. 55). Selv i kalifatets hovedstad opstod der derfor dynastier af storvesirer, som ud vede den reelle magt, s ledes at den kalifale titel endte med at blive en politisk tom, men stadigv k s rdeles symbolladet titel, som alt andet lige kan sammenlignes med de royale titler i moderne konstitutionelle monarkier. Det var s ledes kun under de f rste godt hundrede r af abbasidernes dynasti, at kalifatet fungerede som et regul rt imperium. I Nordafrika var der i det 8.-10. rhundrede forskellige sm konged mmer, som af oftest religi se rsager ikke anerkendte kaliffen i Bagdad, men fatimidernes dynasti, som herskede fra 969-1171 i Kairo i Egypten, gik endnu videre og endte med at tildele sig selv den kalifale titel, hvilket afstedkom at umayyaderne i Cordoba i Spanien som modv gt ogs erkl rede sig for kaliffer. Profeten Muhammed havde pludselig tre efterf lgere eller vikarer p jorden, hvilket ikke var i overensstemmelse med islamisk ortodoksi.
Alle disse forskellige politiske udviklinger b r dog ikke skjule det v sentligste, nemlig at det i kalifatets lande og dets efterf lgere lykkedes at skabe en regul r enhedskultur, som havde klassisk arabisk, ogs kaldet litter r arabisk, som f llessprog og skriftsprog, som havde islam som grundreference og arven fra antikkens civilisationer som altoverskyggende kulturel arv.
Udviklingen i Qayraw n og Nordafrika
Som eksempel p regionernes selvst ndige udvikling kan n vnes aghlabidernes hof i Qayraw n (Kairouan), i det nuv rende Tunesien. Byen Qayraw n blev grundlagt i 670 af de erobrende arabiske styrker som milit rt st ttepunkt for erobringen af den romerske provins Africa, som dengang tilh rte Byzans, alts det stromerske rige. Byen er anlagt 150 km syd for det nuv rende Tunis i et goldt steppe- og rkenlandskab. I begyndelsen fungerede den som en s rligt stor beduinlejr p samme vis som andre arabiske byer, hvis hovedopgave var at st tte erobringerne. Placeringen i rkenen var desuden af strategisk betydning, da araberne beherskede rkenrejser med kameler, hvilket byzantinerne ikke gjorde.
Takket v re omfattende kunstvandingsanl g blev Qayraw n en betydningsfuld by, som fungerede som provinshovedstad for Nordafrika. r 800 blev Ibrah m ibn Aghlab indsat som guvern r i Qayraw n for provinsen Ifr qiyah (Africa) af kaliffen H r n al-Rash d. Ibn Aghlab blev tildelt en s rdeles h j grad af selvst ndighed, bl.a. retten til selv at v lge sin efterf lger, hvorved der opstod et dynasti af guvern rer. Aghlabiderne, som dette dynasti kaldes, fik politiske ambitioner og erobrede Sicilien i 827-902, bl.a. for at sikre sig den maritime handel i det sydlige Middelhav. Selv om erobringerne blev udf rt i en ideologisk ramme af hellig krig var rsagerne selvklart politiske og konomiske. Sicilien forblev p arabiske h nder indtil den normanniske erobring i 1061-1091.
Qayraw n blev et stort kulturcenter. Byen havde flere tusinde indbyggere, og den store moske, som fyrst Ziy dat All h (817-838) lod bygge, og som nu er en stor turistattraktion, blev ramme om et frugtbart videnskabeligt og religi st liv. Moskeens teologiske aktiviteter var p h jde med dem, som fandt sted i Mellem stens store centre. Qayraw n var med andre ord i 800- og 900-tallet et stort l rdomscenter. Desuden var der en ber mt talmudisk skole, og det j diske samfund var indflydelsesrigt og konomisk velst ende. J der og kristne var anerkendte borgere som pagtsfolk efter islamisk lov, og epigrafen afsl rer, at de kristne indbyggere blev ved med at bruge latin til det 11. rhundrede (Jacquart og Micheau 1990 s. 107-109). Den store moske i Qayraw n har et stort bibliotek, og de ldste dokumenter i biblioteket g r tilbage til 800-tallet. I vore dage er alle dokumenterne blevet flyttet til en institution kaldet for D r al-Thiq fah = Kulturhuset , som ligger lige over for moskeen, og hvor de bliver opbevaret under moderne forhold.
Udviklingen i Spanien
De f rste arabiske tropper satte over Gibraltarstr det i 711, og Den Iberiske Halv kom, med undtagelse af omr derne langs den stlige del af nordkysten, helt p arabiske h nder i 716. Indtil nasridernes konged mme i Granada overgav sig til det spanske kongepar Ferdinand og Isabella 2. januar 1492, var der i hele den mellemliggende periode en eller flere arabiske provinser eller konged mmer i omr det. Fra de f rste milit re togter i 711 til 755 h rte Den Iberiske Halv under umayyadernes styre i Damaskus, og al-Andalus, som de arabiske omr der p Den Iberiske Halv kaldtes af araberne, var en af kalifatets provinser. Omr det blev regeret af en guvern r, som i praksis var n sten selvst ndig, men formelt sorterede under generalguvern ren for al-Maghrib (kalifatets vestlige omr der dvs. Nordvestafrika og Den Iberiske Halv ), som residerede i Qayraw n, mens guvern rerne for Den Iberiske Halv boede i Sevilla og Cordoba (Hitti 1970 s. 493-503). Efter abbasidernes magtovertagelse lykkedes det for n mand fra umayyadernes familie at flygte fra den massakre, som afsluttede umayyadernes dynasti i 750. Han hed Abd al-Rahm n og n ede helt til Spanien, hvor han tog magten og i 756 grundlagde en selvst ndig stat med Cordoba som hovedstad, s ledes at det arabiske Spanien blev uafh ngigt af kalifatet. Da Abd al-Rahm n ikke anerkendte abbasidekaliffens autoritet, men heller ikke ville anerkende det arabiske Spanien som andet end en provins i sit rige, som jo skulle v re kalifatet, n jedes han med titlen am r (emir) dvs. fyrste.

Fig. 1 . Dette foto er taget i det kongelige paladskompleks Alhambra i Granada. Alhambra kommer fra det arabiske al-Hamr , hvilket betyder Det R de (Fort), da en stor del af bygningerne er bygget af r dlige sandsten. Granada har v ret arabisk ca. 714 til 1492 . Paladskomplekset er bygget af Nasridernes dynasti, og det blev bygget sent i det arabiske Spaniens historie, idet konged mmet Granada l nge l som arabisk enklave omgivet af de kristne omr der. Paladset viser i sin kunstneriske forfinelse den arabiske h jkulturs store betydning for de spanske arabere (eget foto).
L nge var det efterkommere af umayyadekaliffernes dynasti, som herskede i de arabiske dele af Den Iberiske Halv , og i 929 erkl rede emiren Abd al-Rahm n III (regerede 912-961) sig for kalif, hvilket var et politisk tr k, som var n dvendigt for at konsolidere dynastiets magt over for fatimidekaliffen i Qayraw n og abbasidekaliffen i Bagdad. B de denne hersker og hans efterf lger, al-Hakam II (regerede 961-976), promoverede kraftigt udviklingen af videnskaberne i det muslimske Spanien (Jacquart og Micheau 1990 s. 139), f.eks. kom det kalifale bibliotek til at indeholde flere tusinde bind, if lge nogle kilder op til 400.000 bind. Selv om dette tal nok er overdrevet, m man bet nke, at alle disse b ger var h ndskrevne, og de kom i bedste fald i meget sm oplag efter vore moderne forhold. Det kalifale bibliotek repr senterede med andre ord en kolossal intellektuel arbejdsindsats, som dog ogs fandtes i andre vigtige islamiske bycentre. I det hele taget blev det islamiske Spanien en kulturens h jborg, is r i det 10. rhundrede under det spanske umayyadiske kalifat (Burlot 1982 s. 126-128 og 144-145).
Adskillige af den arabiske islamiske h jkulturs store navne kom fra Spanien. Fyrsterne og senere kalifferne omgav sig med navnkundige litterater og videnskabsm nd, og de var rundh ndede m cener. Paladserne og moskeerne fra den islamiske tid i Spanien viser i deres kunstneriske udformning den forfinelse, som den spansk-arabiske kultur blev et medium for. Det bem rkelsesv rdige er, at interessen for h jkulturen holdt sig, ogs efter at kalifatet var g et under, og det islamiske Spanien gik en politisk dekadence i m de, hvor territoriet blev delt mellem mange sm fyrstehuse. Et af disse, nasridernes dynasti, som herskede over et lille kongerige med Granada som hovedstad, blev ved magten, til det tabte milit rt mod det kristne spanske kongepar Ferdinand og Isabella 2. januar 1492. I oktober samme r ankom Columbus til en lille ud for Amerikas kyst, og med inddragelsen af det amerikanske dobbeltkontinent fik Europa et konomisk forspring i forhold til resten af verden, som var afg rende for, at Europa blev den verdensmagt, som til sidst underlagde sig det meste af verden i det 19. og 20. rhundrede. Det ber mte nasridiske paladskompleks Alhambra (fra det arabiske al-Hamr , dvs. det r de (fort)) viser i sin kunstneriske forfinelse, at store kunstneriske og kulturelle frembringelser stod i h j kurs hos araberne i Spanien lige til det sidste.
Islams selvforst else og etik
Selv om islams selvforst else og religi se ideer ikke skal behandles detaljeret i denne bog, er det dog n dvendigt at komme ind p dette omr de, da det kan forklare de etiske og kulturelle krav, som den arabisk-islamiske medicin kom til at f lge.
Profeten Muhammed tilh rer religionsf nomenologisk samme gruppe som de bibelske profeter, og han opfattede selv sin mission som liggende i naturlig forl ngelse af disse. If lge den islamiske forst else er den islamiske benbaring afslutningen og fuldendelsen af den benbaring, som findes i de tidligere skriftreligioners hellige b ger. Den f rste profet var Adam, og siden sendte Gud en r kke profeter som budbringere og advarere til menneskeheden. Til disse regnes Bibelens profeter. Islam regner endda en del bibelske personer som profeter, som ikke betegnes som s dan i Den Hebraiske Bibel (Det gamle Testamente) for eksempel Abraham og kong David. benbaringen forts ttes med Jesus og Det Nye Testamente og afsluttes med Muhammed og Koranen, som er den skriftlige nedf ldelse af de benbaringer, som Profeten Muhammed modtog og reciterede mundtligt.
Det betyder, at den etik og moral, som kommer frem i Koranen, og som var den, som muslimerne, som de troende kalder sig, kom til at f lge, er en blanding af gammel arabisk s dvane og j disk-kristen moral. Den etiske og religi se fordring er grundliggende den samme som i de bibelske religioner. S ledes st r der i Koranen:

Fromhed best r ikke i, at I vender Jeres ansigter mod st eller vest (i b n), men fromheden er (tilstanden hos) hvem, som tror p Gud og p den Yderste Dag, p englene, p den benbarede Skrift og p profeterne, som giver (af sit) gods, p trods af sin k rlighed til det, til de n re folk og til de for ldrel se, til de fattige, til vandringsm ndene, til de tr ngende og til slaverne, (hvem) som udf rer b nnen og giver almisse. De som opfylder deres pagt, n r de opretter en pagt, de som er udholdende i tr ngsel og modgang og i sv re tider. Disse er de oprigtige, og disse er de, som f lger benbaringen (Koranen 2.177).
Det, at man skulle tage sig af de fattige, de syge og de for ldrel se, kort sagt af de marginaliserede i samfundet, gennemsyrer hele den islamiske etik og skulle selvf lgelig f store konsekvenser for hele organiseringen af det medicinske system. Der er flere s kaldte traditioner , som beretter, at Profeten Muhammed opfordrede til, at man bes gte de syge, og sygebes g betragtes derfor som en religi s fordring. At der blev bygget sygehuse, og at behandlingen ofte var gratis eller n sten gratis for de fattige grupper, var ikke kun en konsekvens af det samfundsnyttige i s danne tiltag, men f rst og fremmest en religi s og etisk fordring, hvis opfyldelse ville give stor bel nning hos Gud i efterlivet. Denne etiske fordring p hviler b de samfundet og den enkelte. Det blev efterh nden almindeligt i de islamiske samfund, at folk testamenterede store summer eller fast ejendom til fromme stiftelser, som skulle drive samfundsnyttige foretagender, hvilket i al v sentlighed vil sige institutioner, som tog sig af syge eller som stod for videnskab og undervisning. At mange institutioner sagtens kunne tage sig af alle disse hverv, gjorde kun sagen bedre.
Et andet vigtigt aspekt ved islams selvforst else er, at denne religion opfatter sig selv som en naturlig efterf lger af de bibelske religioner. If lge islam bragte alle profeter det samme budskab, som desv rre blev forvr nget af menneskene, idet kun islam repr senterer den historisk set endelige, men religi st tidl se, helt oprettede og guddommeligt beskyttede benbaring. Deraf f lger, at j dedom og kristendom samt andre monoteistiske religioner, som f.eks. Irans religion mazdeismen eller de gnostiske bev gelser, opfattes som en form for proto-islam . Disse religioner nyder de islamiske samfunds beskyttelse. Allerede i Koranen er der vers og passager, som stadf ster tolerancen mod andre religioner af monoteistisk observans. Her f lger et par eksempler:

Ingen tvang i Religionen! Retledelsen har tydeliggjort sig fra vildfarelsen, s at hvo afsv rger afguderiet 1 og tror p Gud, har grebet i det fasteste greb uden brud overhovedet, thi Gud er den H rende og vidende (Koranen 2.256).
Visselig, de som tror [dvs. muslimerne], og de, som ver j dedom, og sabi erne 2 og de kristne, de som tror p Gud og p den Yderste Dag, og som handler godt, deres l n er hos deres Herre. Hos dem vil der ej v re frygt, og de vil ikke v re bedr vede! (Koranen 2.62, og verset gentages i sin n sten n jagtige ordlyd i 5.69).
F lgen blev, at de religioner, som har en helligskrift, og som er monoteistiske, opn ede det islamiske samfunds beskyttelse, mod at deres medlemmer betalte en skat eller tribut. Omvendelser blev ikke kr vet. Denne tolerance blev af allerst rste betydning for naturvidenskaberne og medicinen, da den afstedkom, at j der, kristne og andre befolkningsgrupper, som beherskede den tids videnskaber, i mods tning til araberne, som var kommet ind fra rkenen og havde sat sig som en milit r elite, ikke alene fik frie h nder, men ogs det islamiske samfunds fulde moralske og i meget h j grad ogs materielle opbakning til at dyrke og formidle naturvidenskaberne. Det blev endda sagt i sp g i det 9. rhundrede, at skulle man anses for at v re en dygtig l ge, s kr vede det, at man havde et kristent navn og tilh rte den helleniserede aram iske befolkning.
I det hele taget er den islamiske kultur en kultur, hvor det at s ge viden er i h js det. Allerede i Koranen st r der:

Forkynd i din Herres navn som skabte skabte mennesket af en fasth ftning Forkynd, for din Herre er den n digste, som l rte ved pennen l rte mennesket, hvad det ikke vidste!
If lge en vidt udbredt islamisk tradition skulle disse fire verslinjer fra Koranens 96. sura v re det f rste, som Muhammed fik benbaret ved begyndelsen af sin profetgerning. De udsiger med fynd et tema, som det klassiske islam skulle komme til at l gge v gt p , nemlig l rdom. Det er glorv rdigt i den klassiske islamiske kultur at skaffe sig indblik i det, man endnu ikke kender, i at forholde sig ben til verden. Desuden st r der i Koranen: Min Herre for g min viden (Koranen 20.114). Selv om det i denne passage egentlig drejer sig om religi s viden og i s rdeleshed om kendskab til den koraniske benbaring, s har den islamiske eksegese opfattet det som en klar angivelse af det fortjenstfulde i at s ge viden. En meget ber mt profettradition, det vil sige en beretning om, hvad Profeten har sagt, er endnu mere eksplicit: S g viden, om I end skal s ge den i Kina . Det at s ge viden blev anerkendt som en gennemf rt positiv ting i den islamiske kultur. Selv om konservative og puritanske tendenser har ment, at ordet skulle begr nses til religi s viden, og at den, som rejste i s gen efter viden, var en person, som rejste ud for at samle profettraditioner, s blev det at have viden og s ge at for ge den opfattet som et yderst fortjenstfuldt og positivt forhold, og denne opfattelse gennemtr ngte hele det islamiske samfund. Videnskabsmanden (p arabisk lim , flertal: ulam , et participium som svarer fuldst ndigt til det franske savant ) er med andre ord en person, som ikke alene udf rer en samfundsnyttig opgave, men hvis aktivitet er i fuld overensstemmelse med et religi st krav stillet til menneskene. Endnu i vore dage st r der i Mellem sten stor respekt om folk, som uddanner sig og pr ver at opn resultater inden for videnskab og ndsliv. En respekt, som langtfra kun kommer af den sociale prestige og de konomiske fordele, en s dan aktivitet kan resultere i, men simpelthen fordi den veluddannede har gjort noget fortjenstfuldt i sig selv.
2. Naturvidenskaberne og medicinen i den arabiske kultur
Den tidligste medicin
Den behandling af syge, som fandtes i det gamle f rislamiske arabiske samfund, havde mere at g re med magi end med nogen form for systematisk videnskab. Den f rislamiske poesi, som er den vigtigste, men langtfra uproblematiske kilde til vores kendskab til det f rislamiske Arabien, indeholder navne p mange forskellige sygdomme og lidelser. Beduinernes kendskab til anatomien var s rdeles enkel, men man gjorde sig visse tanker om organernes funktion. Leveren var s de for sult og t rst, men is r for f lelser og lidenskaber. Hjertet var forstandens s de. Disse forestillinger m siges at v re gammelsemitiske, da man i Den Hebraiske Bibel ofte bruger udtrykket at ransage hjerte og nyrer i betydningen at unders ge et menneske moralsk. L gen blev kaldt for tab b , et indf dt arabisk ord for l ge, som stadig er det arabiske ord for l ge p moderne officielt arabisk. I den f rislamiske tid kunne man ogs bruge ordet s , som stammer fra aram isk, men begge disse ord var betegnelser for personer, som udf rte behandlinger, og ikke p nogen m de betegnelser, som stod for en uddannelse (Ullmann 1970 s. 16).
Til sygdomsbehandlingen h rte naturligvis ogs magiske/religi se forestillinger. Da det var kendt, at der i oasen Khaybar fandtes en endemisk form for feber, og da man mente, at denne feber kun angreb mennesker, plejede bes gende til oasebyen at skryde ti gange som et sel foran byporten for at f feberen til at tro, at de var sler og ikke mennesker (Ullmann 1970 s. 17). At sygdom personificeres som en d mon er ogs en gammelkendt semitisk forestilling, som g r tilbage til det gamle Mesopotamien.
Den sindssyge blev kaldt for madjn n , hvilket direkte oversat betyder besat af en djinn , alts en nd. Dog havde dette ord vid betydning, da det ogs kunne betyde begejstret eller inspireret. Det var i hvert fald ut nkeligt, at en stor digter skulle digte uden inspiration fra sin djinn.
I og med at Den Arabiske Halv havde v ret udsat for hellenismen i over 600 r, var dette landomr de en del af hellenismens kulturkreds, selv om det, som tidligere sagt, absolut h rte til dens randomr der. Forskellige dele af den klassiske medicin blev derfor taget i anvendelse, s som kauterisation og kops tning, og man anvendte forskellige naturmedikamenter, s som m lk og honning. At der fandtes folk, som havde opholdt sig l ngere tid i det byzantinske og/eller sassanidiske omr de og der havde opn et en oftest rudiment r uddannelse i medicin, er dog h vet over enhver tvivl. S ledes omtales, at en vis H rith ibn Kalada fra stammen Thaq f, som skulle have fulgt profeten Muhammed, havde f et en medicinsk uddannelse i b de Yemen og Persien. H rith er en historisk person, men de biografiske oplysninger, vi har om ham, er s legendepr gede og med s eklatante anakronismer, at de ingen v rdi har som historisk dokumentation (Ullmann 1970 s. 19-20). Alligevel kan han ses som et eksempel p en person, som m have ud vet l gegerningen p et mere professionelt plan i datidens Arabien.
Her f lger en beskrivelse af en l gelig behandling, som kaliffen Umar, islams anden kalif (regerede 634-644), fik, efter at han var blevet udsat for et attentat. Det b r dog bem rkes, at den bog, hvorfra beskrivelsen er hentet, f rst blev skrevet i 800-tallet af historikeren Muhammad ibn Djar r al-Tabar , dvs. p en tid, hvor den klassiske medicin fra antikken var begyndt at g re sig st rkt g ldende i den arabiske verden.

og Ab Lu lu lah [attentatmanden] kom ind blandt folkene. I sin h nd havde han en dolk med to klinger og med grebet i midten. Han stak Umar seks gange, hvoraf et af st dene ramte ham under navlen. Det var dette [s r] som dr bte ham ( ) Man sagde: lO de Troendes Leder, mon ikke du burde sende bud efter l gen? Derp blev en l ge fra H rith ibn Ka b-stammen tilkaldt. Han gav ham vin at drikke, og vinen kom ud [af s ret i maven] med blandet farve (tvefarvet). L gen sagde: Giv ham m lk at drikke , og m lken kom ud hvid. Derefter blev der sagt: O De Troendes Leder, g r dit testamente . Han svarede: Dette har jeg lige fuldf rt (de Goeje, red. 1902, s. 2-5).
Med islams komme skete der ikke nogen jeblikkelig forandring i den tids arabiske l gekunst. Koranen omtaler hverken l ger eller l gevirksomhed. I forbifarten n vnes honning som l gemiddel i kapitel (sura) 16, vers 69: [fra bierne] udg r der, fra deres buge, en drik af forskellige farver, i hvilken der er helbredelse for menneskene. Visselig i dette er der tegn for et folk, som t nker efter. Honningens helbredende evner er her brugt som eksempel p Guds visdom og gavmildhed mod mennesket, hvilket desuden klart fremg r af passagen i Koranen, hvorfra dette citat er hentet. Andre steder i Koranen s ttes embryologiske beskrivelser i sammenh ng med beskrivelser af Guds skaberkraft:

Vi har visselig skabt mennesket ud fra et stykke ler, derefter satte vi det som en [s d]dr be p et sikkert opholdssted, derefter skabte vi dr ben om til en fasth ftning, og s skabte vi fasth ftningen om til [noget af konsistens som] et stykke gennemtygget k d, s skabte vi k dstykket om til knogler og bekl dte disse med k d, og derefter gjorde vi det til en ny skabning. Fyldt med lykkekraft er Gud den bedste af alle skabere! (Koranen 23.12-14).
Fosterudviklingen er her beskrevet, s ledes som den tids arabere forstod den ud fra deres iagttagelser af aborter og fostre. Det kan synes inkonsekvent, at menneskets skabelse af ler i den mytiske urtid s ttes sammen med den fysiske fosterudvikling, men dette er en f lge af Koranens opfattelse af Gud som det egentlige ophav til alt. Menneskets skabelse ud af ler er for vrigt f llessemitisk, idet den jo som bekendt b de findes i den klassiske hebraiske kultur og i det akkadiske omr de, men det b r erindres i hvor h j grad den koraniske tekst ogs bygger p kristen og j disk tradition. Denne beskrivelse af fosterudviklingen findes i mere eller mindre stiliseret form andre steder i Koranen. 3
Det er klart, at da den primitive beduinl gekunst m dte den avancerede hellenistiske medicin, m tte den vige pladsen. Som Manfred Ullmann skrev: Forestiller man sig, at den primitive beduinmedicin p dette tidspunkt blev konfronteret med en l gevidenskab, som var blevet modnet systematisk og metodisk i l bet af mere end tusinde rs udvikling, hvis teoretisk grundlag var uimodsigeligt efter datidens teoretiske form en, og som ber rte alle omr der af fysiologien og patologien, hygiejnen og terapien, s kan man sk nne, at araberne her m dte en helt ny verden, som de ikke kunne s tte sig op imod ud fra deres egen, og som de simpelthen m tte acceptere (Ullmann 1970 s. 25). Med de n dvendige ndringer kan dette citat anvendes om en lang r kke af kulturelle, samfundsm ssige og videnskabelige forhold og faktorer, som gjorde sig g ldende i den tidligste arabisk-islamiske kultur. Araberne afbr d med andre ord ikke den kulturelle udvikling, men fortsatte den med fornyet kraft.
De videnskabelige aktiviteter under umayyadekalifatet
Det er selvklart, at da de arabiske erobrere stiftede bekendtskab med kulturerne i de nyerobrede omr der, blev de imponerede over det, de fandt. Selvf lgelig var de f rislamiske arabere klar over, at der nord og st for dem fandtes store og konomisk langt mere velstillede riger end de samfund, de var vant til, og med langt mere indviklede samfundstyper. Dele af den arabiske befolkning var ogs i konstant handelssamkvem med naboomr derne, og beduinstammerne i gr nselandet til Mesopotamien og det syro-pal stinensiske omr de foretog ogs plyndringstogter mod landsbyer og folk tilh rende den fastboende befolkning, selv om ghassaniderne og lakhmiderne i tiden op mod islams fremkomst havde sat en forholdsvis effektiv stopper for den slags togter.
Som det tidligere er blevet n vnt, var der ikke nogen egentlig videnskabelig virksomhed i arabisk regi under de fire f rste kaliffer, dvs. tidsperioden fra 632-661, og under umayyadernes dynasti var den ret begr nset i forhold til, hvad der senere skulle f lge, men det var dog i denne periode, at man fra arabisk hold begyndte med unders gelser af det arabiske sprog, og at de f rste biografiske optegnelser fandt sted. Det var et noget kontroversielt sp rgsm l i det tidlige islamiske samfund, om beretninger om Profetens afg relser skulle nedf ldes p skrift, idet det frygtedes, at disse beretninger skulle relativere Koranen. Dog blev der allerede i l bet af det f rste islamiske rhundrede nedskrevet en r kke af disse beretninger. Da der allerede i r 656 (dvs. 24 r efter Profetens d d) opstod politisk strid i Medinastaten som f lge af mordet p den tredje kalif, Uthm n, bet d dette, at det blev n dvendigt at underst tte politiske synspunkter ved at referere til Profeten. Da det samtidigt blev erkendt, at de folk, som havde kendt Profeten personligt, og derfor var de ledende autoriteter inden for kendskab til Profetens sunnah, dvs. hans ord og handlinger, efterh nden var begyndt at forsvinde enten ved naturlig afgang, eller fordi de blev dr bt i krigene, blev modstanden mod at nedf lde traditioner p skrift afl st af erkendelsen af n dvendigheden af at have et skriftligt materiale liggende. Det var dog kun meningen, den arabiske tradition tro, at disse skriftlige samlinger skulle st tte den mundtlige overlevering. De skulle ikke erstatte den ( The Cambridge History of Arabic Literature , bind 1 s. 272 og Pedersen 1946 s. 14-15). Til at begynde med gjorde man intet andet end at nedskrive de mundtlige traditioner, som var i oml b, men snart gjorde behovet sig g ldende for at have mere systematiske samlinger.
En anden virksomhed, som fra begyndelsen blev drevet betydeligt mere systematisk, var kodificeringen af det arabiske sprog. Den islamiske religions afh ngighed af den koraniske tekst medf rte, at det blev n dvendigt at have et n je kendskab til b de vokabular og grammatik. Desuden gjorde det arabiske imperium det n dvendigt for ikke-arabere at erhverve sig et godt og grundigt kendskab til erobrernes og den politisk dominerende religions sprog, hvad enten de konverterede til islam eller ej, is r hvis disse mennesker af en anden baggrund end arabisk nskede at forbedre deres muligheder for at f ledende stillinger i den nye stat, som var under opbygning. De f rste v rker inden for arabisk grammatik blev skrevet allerede i anden halvdel af 600-tallet, men den mest betydningsfulde arabiske grammatik fra den klassiske tid blev skrevet af perseren S bawayh i 700-tallet (Hitti 1970 s. 242).
N r det g lder de videnskabelige aktiviteter, som ikke havde at g re med arabisk sprog og historie, blev de under umayyadernes dynasti i begyndelsen ved med at foreg p de gamle kultursprog, hvilket her f rst og fremmest vil sige gr sk og aram isk i dens syriske udgave (jf. L. Costaz 1992 s. 234 916), og det var uddannede folk fra disse hellenistiske eller iranske befolkningsgrupper, som blev sat til at varetage undervisningsm ssige, medicinske, ingeni rm ssige eller andre opgaver, som det kr vede en uddannelse at udf re. Selv om Iran var en anden stat end Byzans, med en egen kultur, var den hellenistiske indflydelse ogs st rk i Iran, specielt i byen Gond sh p r. Som et fysisk udtryk for disse forhold kan n vnes umayyadernes sommerpalads i Anjar i det nuv rende Libanon. Bygningernes arkitektur og byplanen for paladskomplekset er begge klart klassisk/byzantinske og ligner ikke senere islamisk arkitektur. 4
Hvad ang r l gevidenskaben under umayyaderne, s er vores kilder s f og ofte modsigende, at det er umuligt at sige noget konkret om den. Araberne opf rte sig i en stor del af denne periode som en milit r elite, der ikke blandede sig for meget med lokalbefolkningen. Man m regne med, at de sundhedsproblemer, som opstod blandt araberne f.eks. i de store beduinlejre, der fungerede som garnisonslejre, ofte blev behandlet efter rkenarabernes s dvanlige behandlingsmetoder. Den bofaste, helleniserede befolkning kendte selvf lgelig den antikke medicinske tradition, og det var uundg eligt, at araberne hurtigt stiftede bekendtskab med den klassiske medicin ved aktuelle sygdomstilf lde, men der blev ikke for alvor foretaget noget for at g re denne medicins teoretiske grundlag tilg ngelig for araberne p deres eget sprog i l bet af denne periode.
Alexandria
Erobringen af Egypten skete i 639-642. Alexandria blev erobret af araberne i 642. Erobret er m ske s meget sagt. Byen blev, sammen med resten af Egypten, overgivet gennem en traktat, Alexandriatraktaten, som blev underskrevet af den arabiske general Amr ibn al- s og den koptiske kirkelige leder, som h bede at kunne administrere byen uafh ngigt af Byzans. Det b r huskes, at byzantinerne havde pr vet at p tvinge de monofysitiske koptere deres melkitiske kristendom (Hitti 1970 s. 164-165). Alexandria var stadigv k et center for videnskab og boglige studier. Det ber mte bibliotek fandtes ganske vist ikke mere, da araberne kom. Vi ved ikke helt, hvad der skete med det, da de historiske kilder er for f , men byen var stadigv k det sted, hvor man kunne skaffe sig b ger i filosofi, medicin og alle de vrige akademiske fag, som var udbredt i senantikken.
Alexandria havde siden Ptolem ernes dynasti i Egypten fungeret som et litter rt og videnskabeligt centrum. Byens ber mte bibliotek havde naturligvis v ret centrum for de videnskabelige aktiviteter, ikke mindst de medicinske. Byen havde lige s l nge v ret ber mt som et centrum for medicinsk undervisning og forskning, og denne aktivitet fortsatte nogen tid efter den arabiske erobring (jf. Ullmann 1970 s. 88). Ikke alene blev autoriteternes v rker bevaret og afskrevet til senere brug, de blev ogs kommenteret, og der blev lavet kompendier af dem. Da Galens omfattende forfatterskab blev anset for at v re for omfangsrigt til en effektiv tilegnelse, blev 16 af hans medicinske v rker samlet i et enkelt autoritativt korpus. Korpusset blev tidligt oversat til syrisk, hvilket skete i det femte til sjette rhundrede, og senere til arabisk. Det blev for get med nogle af Hippokrates v rker og blev p latin kaldt for Summaria Alexandrinorum = Alexandrinernes sammendrag eller Resum er . Det skulle blive en st ende autoritet i den arabiske verden. En oversigt over sammendraget findes i appendiks tekst 1.
Gond sh p r
Byen Gond sh p r, som ligger i det sydvestlige Iran, blev grundlagt i 260 af kong Sh p r den f rste (241-272), som ogs gav byen dens navn. Da araberne erobrede byen i 638, fandtes der her et blomstrende samfund af nestorianske kristne. Disse blev anset for h retikere af Byzans, og derfor havde de s gt til det sassanidiske Iran for at f religionsfrihed. Sammen med folk fra andre religioner dannede nogle af disse nestorianere en akademisk og intellektuel elite. Disse folk havde syrisk, det vil sige en sen udgave af aram isk, som modersm l, men mange talte ogs gr sk og sanskrit, Indiens gamle kultursprog. Gond sh p r havde virket som et sidste tilflugtssted for hellenistisk videnskab og filosofi, der havde mistet anerkendelse fra staten, efter at Romerriget officielt havde gjort kristendommen til statsreligion. I Gond sh p r blev undervisning i medicin sat i system, og der blev undervist i b de teori og praksis. Man har l nge ment, at den medicinske skole i Gond sh p r dannede forbillede for de senere muslimske sygehuse, men det er blevet tilbagevist af nyere forskning (Savage-Smith 1996 s. 934).
Denne hellenistiske kultur havde haft flere centre i Mellem sten f r de islamiske erobringer. Foruden de v sentligste, Alexandria i Egypten og Gond sh p r i Iran, var der Edessa i Syrien samt Antiochia og andre kristne nestorianske centre.
Naturvidenskaberne og medicinen under abbasidekalifatet
Da abbasiderne erobrede magten i 750, markerede denne begivenhed en radikal ndring i den islamiske civilisations historie. Abbasiderne havde deres magtbase i Iran, og deres regering var i langt h jere grad p virket af iransk kultur og is r kongeopfattelse og politisk opfattelse, end det havde v ret tilf ldet under umayyaderne, som havde beholdt en del af de oprindelige arabiske kulturtr k. Blandt andet blev kaliffen hos umayyaderne i h jere grad betragtet som en arabisk stammeh vding, og renlivet arabisk kultur fra Den Arabiske Halv stod st rkt blandt de bes ttende arabere under umayyaderne, selv om dette tr k sv kkedes i den senere del af perioden. Abbasidekaliffen blev derimod i langt h jere grad betragtet som en konge eller rettere en kejser i traditionel byzantinsk og is r persisk forstand. En ny hovedstad, Bagdad, blev grundlagt ved Tigris bred i 762 for at flytte magtens centrum fra den tidligere hovedstad, Damaskus i Syrien, til Irak, som l t ttere p abbasidernes oprindelige magtbasis i Iran. Hoffet begyndte at blive langt mere pr gtigt, og den persiske anerkendelse af videnskab og boglig viden blev udbredt. Det var s ledes under abbasiderne, at den kraftige tilegnelse af den viden, som stammede fra de tidligere kulturer, blev p begyndt og bragt til fuldbyrdelse.
Som tidligere n vnt forblev abbasidekalifatet kun helt og udelt i ca. et rhundrede efter dets grundl ggelse. Historisk set var muslimerne kun forenede i et imperium under n islamisk leder under umayyadernes kalifat fra 661-750. Derefter begyndte rigets forskellige dele at g fra hinanden, idet de de facto om ikke altid de juro blev politisk selvst ndige. De enkelte provinsguvern rer fik efterh nden en reel selvst ndighed, hvilket bl.a. gav sig udtryk i, at de lod deres magt blive arvelig, s selv om de formelt set var guvern rer indsat af kaliffen i Bagdad, s var de reelt fyrster i eget kongehus. Disse fyrster holdt hof, fungerede som m cener for kunst og videnskab og f rte krige. Dette skete naturligvis ikke p n gang, men allerede i 755 blev Spanien selvst ndig med grundl ggelsen af det umayyadiske emirat i Cordoba, og i 868 blev Egypten politisk om ikke nominelt selvst ndig under dets guvern r Ahmad ibn Tul n. Imperiets opsplitning i selvst ndige provinser medf rte en mangfoldigg relse af politiske og dermed ogs kulturelle centre. Disse mange kulturcentre, af hvilke de vigtigste var Cordoba i Spanien, Qayraw n i Nordafrika, Kairo i Egypten, Damaskus i Syrien og Bagdad i Irak samt forskellige byer i Iran, var en afg rende baggrund for den islamiske kulturs store bedrifter og landvindinger. Dette s rdeles vigtige faktum overses ofte af moderne islamiske og/eller arabiske ideologer, som dr mmer om imperiets storhed under kalifferne.
I overensstemmelse med den i kapitel 1 beskrevne islamiske opfattelse af videnstilegnelse som en klar positiv ting, som Gud opfordrer til, stod videnskaben i h j kurs, og det blev regnet for en fornem pryd for en fyrste, hvis han havde st ttet videnskab og videnskabelige aktiviteter rundh ndet. Det gjaldt b de kaliffen og de vrige fyrster i det islamiske omr de. Dette er vigtigt historisk set, for det medf rte, at videnskabelige aktiviteter i h j grad blev udf rt i statsligt regi. Det skete ogs ofte, at privatpersoner st ttede videnskabelige aktiviteter rundh ndet. Videnskabsm nd blev almindeligvis budt velkommen i de forskellige fyrsters biblioteker, som kunne v re s rdeles velforsynede.
Der er en ting, som det er vigtigt at sl fast vedr rende abbasidekalifatets videnskultur, og det er, at denne kultur var tv rkulturel og tv rreligi s. Som eksempel kan n vnes al-Qift s v rk. Al-Qift boede i Aleppo i det nuv rende Syrien og d de i 1248. Han skrev et v rk med biografier af 415 videnskabsm nd. Heriblandt n vnes alene fra den islamiske periode 297 videnskabsm nd. Af disse stammer de 158 fra det tidlige abbasidekalifat, dvs. fra det niende og tiende rhundrede, 113 af disse videnskabsm nd stammede fra Irak, og blandt disse var 37 kristne, 11 sab ere 5 og otte j der. Det vil sige at, af de 113 var de 56 eller lige knap halvdelen ikke-muslimer. At 71,5 % af de af al-Qift n vnte videnskabsm nd fra 800- og 900-tallet stammede fra Irak viser, hvor intellektuelt aktivt omr det omkring kaliffernes hof var (jf. Micheau 1996 s. 988). Med andre ord gjorde det koraniske p bud mod religionstvang og det muslimske samfunds s rdeles vide tolerance over for andre religioner og kulturformer en s rdeles givtig grobund for opv ksten af et samfund, hvis kulturelle grundlag i de fleste vigtige henseender udgjordes af en blandingskultur, og hvis resultater var uovertrufne. Omr det havde tidligere oplevet en lignende gensidig frugtbarg relse under hellenismen, og det var i h j grad dens arv, som blev f rt videre.
Den klassiske arabiske opfattelse af naturvidenskab og medicin
Vi skal som sagt til anden halvdel af det 8. rhundrede efter abbasidernes erobring af magten, f r der sker en kraftig udbygning af de naturvidenskabelige aktiviteter. Det b r her pointeres, at betegnelserne naturvidenskab, humanistisk videnskab og teologi, som bruges her i bogen, er anakronismer i forhold til den inddeling af videnskaberne, som man havde i den klassiske islamiske kultur. Betegnelserne er brugt her for overskuelighedens skyld, men if lge de klassiske arabiske tekster var inddelingen en helt anden. De forskellige klassiske islamiske filosoffer brugte almindeligvis hver sin inddeling af videnskaberne. Disse inddelinger stammede til dels fra den klassiske antik, men de blev ofte videreudviklet af de arabiske filosoffer. S ledes n vner filosoffen al-F r b (870-950) i indledningen til sin bog Opregning af Videnskaberne :

Vi satte os som m l i denne bog at opregne de kendte videnskaber n for n og at lade kende det, som hver enkelt af disse indeholder i sin helhed, samt alle de dele, som den enkelte videnskab har, samt indholdet af disse dele.

  • Accueil Accueil
  • Univers Univers
  • Ebooks Ebooks
  • Livres audio Livres audio
  • Presse Presse
  • BD BD
  • Documents Documents