Den subjektive rest
108 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Den subjektive rest , livre ebook

-

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus
108 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

Description

Subjektet er dodt - og subjektet lAenge leve! Denne bog sAetter kunstnersubjektet tilbage pa scenen, efter at det i efterkrigstidens kunst og teori har vAeret trAengt ud i morket til fordel for en bekrAeftelse og besyngelse af de afpersonaliserede, neutrale aspekter i savel litteraturen som billedkunsten. I stedet argumenterer forfatteren for, at der i den kunstneriske udsigelse altid findes en instans, som evner at erfare neutraliteten, afpersonaliseringen og desubjektiveringen. En instans, som dermed vidner om en subjektiv rest, der ikke lader sig tilintetgore uden videre - eller hvad man kunne kalde et postdekonstruktivt subjekt. Bogen behandler, kritiserer og gar i dialog med teoretikere som Emile Benveniste, Roland Barthes, Michel Foucault, Maurice Blanchot, Giorgio Agamben og Jacques Derrida, lige som den indgaende analyserer en rAekke vAerker af forfatteren Samuel Beckett og billedkunstneren Christian Boltanski.

Sujets

Informations

Publié par
Date de parution 01 janvier 2008
Nombre de lectures 0
EAN13 9788771245455
Langue Danish

Informations légales : prix de location à la page 0,0065€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.

Exrait

JACOB LUND PEDERSEN
Den subjektive rest
Udsigelse og (de)subjektivering i kunst og teori
Forord
I sin oprindelige skikkelse var manuskriptet til denne bog en ph.d.-afhandling, der blev indleveret til bed mmelse i juli 2005 og forsvaret december samme r. Jeg skylder det milj , som afhandlingen er blevet til i, stor tak for interesse, inspiration og gener sitet. S ledes takker jeg mine kolleger ved Institut for stetiske Fag, Afdeling for stetik og Kultur og Akademiet for stetikfaglig Forskeruddannelse, Aarhus Universitet. F rst og fremmest vil jeg ogs gerne takke min vejleder Morten Kyndrup, Peter Brix S ndergaard, Mikkel Bolt, Christian Skovgaard og Kim Su Rasmussen. Derudover vil jeg gerne takke Karin Gundersen, Frederik Tygstrup og J rn Erslev Andersen, der sad i bed mmelsesudvalget. J rn Erslev Andersen skylder jeg tillige tak for kritiske kommentarer til manuskriptet. Desuden takker jeg Statens Humanistiske Forskningsr d for ph.d.-stipendium, Ny Carlsbergfondet og Forskningsr det for Kultur og Kommunikation for at muligg re udgivelsen samt Christian Boltanski for venlig im dekommenhed og tilladelse til gengivelse af hans v rker. Sidst og mest takker jeg Kristine, Bastian og Bente; bogen tilegnes dem og mindet om min mormor, Mary Erichsen.
rhus, januar 2008 Jacob Lund Pedersen
Indledning
[F] lelsen af det sk nne, det er subjektet i dets f dsel, den f rste sammenparring af uforlignelige kr fter. Den unddrager sig begrebets og viljens bemestring. Den udfolder sig neden under og oven over deres intriger og deres lukning. Den er d t, Kant forst r ved det naturlige substrat", som han deduktivt s tter som sit grundlag. Den er alts et omr de for modstand mod den institution og det etablissement, hvor det, som sker, f r" vi ved, hvad det er, og f r vi vil g re det til noget som helst, indskrives og skjules. Denne nydelse er en inskription uden underst ttelse og uden en kode, med hvilken den kan afl ses. Ubetydelig [mis rable], om man vil. Det er litteraturernes og kunsternes opgave, opgaven for det, man kalder skriften, at genindskrive den i overensstemmelse med dens ubetydelighed [mis re], uden at overv lde den, og uden at skille sig af med den. 1
Et af de tr k, der karakteriserer vestlig kunst og t nkning fra midten af det 20. rhundrede og frem til i dag, er en optagethed af f nomener som neutralitet, impersonalitet, depersonalisering, dehumanisering og desubjektivering - f nomener, der alle kan betragtes som elementer i det paradigmeskift, der er kendt under betegnelsen subjektets d d". Imidlertid er det denne bogs p stand, at subjektet i en vis forstand har overlevet disse mange kunstneriske og teoretiske bestr belser p at komme det til livs. Bogen nsker s ledes at bidrage til en kritisk reaktualisering af subjektet og at problematisere den mest uforsonlige del af den subjektkritik, der har pr get tiden efter 1945 og frem til i dag, idet det kan h vdes, at selve erfaringen af subjektets udviskning, selve begivenheden, indeb rer, at der altid vil v re en subjektiv rest . I og af den fremstilling, hvori nedbrydningen foreg r, fremtr der en subjektivitet, der ikke lader sig negere.
Forfatteren Samuel Beckett (1906-1989) og billedkunstneren Christian Boltanski (f. 1944) er blandt de mest fremtr dende eksponenter for den kunstneriske bestr belse p at eliminere jeget og subjektet og for den generelle desubjektiveringstendens i tiden efter Anden Verdenskrig. Det kommer blandt andet til udtryk i de to kunstneres udtalelser om deres kunstneriske virksomhed. Til slut ved man ikke l ngere, hvem der taler. Subjektet er fuldst ndigt udvisket," 2 siger Beckett, mens Boltanski stemmer i ved at h vde, at The role and the aim of an artist is to disappear. The I no longer exists." 3
Selv hos Samuel Beckett, i hvis efterkrigs uvre desubjektiveringen radikaliseres i hidtil uset grad, kan man dog - som jeg vil vise - p detailanalytisk plan afl se, hvordan subjekt og desubjektivering f lges ad som komplement re st rrelser. Jeg vil ligeledes vise, hvordan noget tilsvarende g r sig g ldende hos Christian Boltanski. Boltanski arbejder netop med en emfatisk desubjektivering i sine fotografiske installationer, hvori de afbildede ansigter anonymiseres, og subjekterne omdannes til udskiftelige objekter. De portr tterede, heriblandt ogs kunstneren selv, kan v re hvem som helst. Men ogs hos Boltanski findes der en subjektiv rest, da v rkerne i kraft af denne almenhed og deres udpegning af repr sentationens n dvendige negation eller eksklusion af det repr senteredes singularitet, netop markerer og indkredser erfaringen af det, der ikke kan bringes ind i repr sentationen, men som ikke desto mindre er dens foruds tning.
Inden for t nkningens omr de artikuleres desintegrationen af subjektet hos en r kke s kaldt strukturalistiske og poststrukturalistiske eller postmoderne t nkere: til dels hos Maurice Blanchot (1907-2003) og Jacques Derrida (1930-2004), men is r hos Gilles Deleuze (1925-1995), Michel Foucault (1926-1984) og Roland Barthes (1915-1980), der begejstret konstaterer Forfatterens d d": [S]kriften del gger enhver stemme, ethvert ophav. Skriften er dette intetk n [ neutre ], dette sammensatte, denne omvej [ oblique ], p hvilken vort subjekt forsvinder, dette sort-hvide rum, hvor al identitet mistes." 4 Det er i en kritisk dialog med disse teoretikere, jeg unders ger denne forsvinding, denne desubjektivering og dens relation til kunstnerisk udsigelse, sprog og repr sentation. Men disse t nkere, hvis kritik af subjektet forst et som autonom, selvidentisk oprindelse jeg langt hen ad vejen tilslutter mig, st r ikke alene. Is r den italienske t nker Giorgio Agamben (f. 1942) pr senterer et alternativ, en m de hvorp det er muligt at p pege tilstedev relsen af en uudryddelig subjektiv rest . P paradoksal vis udvikler Agamben sin t nkning med udgangspunkt i udsigelsesteoretiske betragtninger hos den selvsamme lingvist, som store dele af den subjektkritiske tradition henter sine argumentative pointer hos: den franske strukturelle lingvist mile Benveniste (1902-76). En n jere gennemskrivning af de tilsyneladende tvetydige id er i Benvenistes udsigelsesteori er derfor uomg ngelig i bogen her.
Den kunst- og litteraturteoretiske subjektkritik finder nogle af sine mest markante spidsformuleringer i Roland Barthes Forfatterens d d" fra 1968 og i Michel Foucaults Hvad er en forfatter?" fra 1969. I disse indflydelsesrige tekster - og i flere andre fra samme periode i k lvandet p maj 68 - er det Barthes og Foucaults anliggende at tilbagevise forestillingen om forfatteren, og den hermed forbundne cartesianske forestilling om subjektet generelt, som enhedsskabende oprindelse. De g r op med id en om et selvn rv rende, autonomt handlende substantielt Subjekt med stort S, idet de opfatter det som en historisk kategori, en forestilling der h rte det moderne til. 5 I stedet identificerer de subjektet med sproget og fokuserer n sten udelukkende p subjektiviteten i relation til den sproglige struktur. Subjektet, h vder de, er ikke andet end en funktion i og effekt af sproget, og det skrivende subjekt forsvinder eller udviskes konstant i sproget.
Det, denne kritik og mange af dens efterf lgere imidlertid viser en tendens til at tilsides tte eller simpelthen ikke at medt nke i deres bestr belse p at udrydde subjektet, er netop selve erfaringen af at blive udvisket i sproget. Jeg vil omvendt h vde, at subjektet er i besiddelse af en udenfor-sproglig dimension, som g r det i stand til at erfare sin egen udviskning og desubjektivering i sproget. Det betyder, at subjektet ikke lader sig borteskamotere uden videre, men at det er i stand til at g re en personlig erfaring af depersonaliseringen, en subjektiv erfaring af desubjektiveringen. Med reference til is r Giorgio Agamben er det min pointe, at selve desubjektiveringen, selve erfaringen af subjektets frav r, samtidig markerer subjektiviteten - og at desubjektiveringen ogs besidder en mere frugtbar side, hvor subjektet viser sig i stand til at blive subjekt for sin egen desubjektivering.
Giorgio Agamben opstiller en subjektmodel, hvor subjektet opfattes som en proces af subjektivering og desubjektivering, eller snarere som et interval eller en rest mellem disse processer. 6 I forl ngelse af en s dan tankegang er det centrale omdrejningspunkt for n rv rende bog sp rgsm let om subjektiviteten i den kunstneriske udsigelse, idet denne opfattes som stedet for en simultan subjektivering og desubjektivering af det individ, der s ges repr senteret gennem udsigelsen. Min ambition er at belyse sprog- og repr sentationserfaringen i forbindelse med den menneskelige sprogappropriation. I sprogappropriationen sker netop d t, at vi p n gang subjektiveres, det vil sige gives en fornemmelse af at v re individuelt bevidsthedssubjekt, og desubjektiveres, det vil sige fratages vores individuelle v ren. Et vigtigt m l er alts at fors ge at indkredse den erfaring, som er forbundet med udsigelsens p n gang subjektkonstituerende og subjektdestituerende eller -ekskluderende funktion, og herigennem problematisere den, ofte restl se, afvikling af subjektet, der har fundet sted i vestlig kunst og filosofi is r efter Anden Verdenskrig.
Subjektproblematikken er dermed uadskillelig fra den udsigelsesteori, som mile Benveniste udviklede i 1950 erne og 1960 erne. Den v sentligste indsigt i Benvenistes udsigelsesteori er, i denne sammenh ng, at subjektiviteten ligger i ud velsen af sproget, og at det derfor er i og gennem sproget, individet konstitueres som subjekt. Ud over at give en sprogvidenskabelig redeg relse for sammenh ngen mellem sprogappropriation og subjektkonstituering indtager udsigelsesteorien en central plads, idet den som n vnt spiller en afg rende rolle i en r kke af de strukturalistiske og poststrukturalistiske teoridannelsers bestr belse p at afskaffe den langt op i senmoderniteten udbredte forestilling om et selvberoende, oprindeligt sprogbemestrende subjekt. Samtidig er det den selvsamme udsigelsesteori, der i min udl gning udg r grundlaget for Giorgio Agambens nyere fors g p at gent nke subjektet og menneskets relation til sproget. Subjektet begribes netop hos Agamben som muligheden for, at sproget ikke finder sted, ikke bliver iv rksat - som stedet for b de aktualiseringen og ikke-aktualiseringen af sproget og ikke blot som en effekt heraf.
Det, Benvenistes udsigelsesteori bl.a. tydeligg r, er s ledes vigtigheden af at inkludere sprogets iv rks ttelse gennem en sprogbruger i sproganalysen. I et nyligt udgivet referencev rk, Art Since 1900. Modernism Antimodernism Postmodernism , forfattet af de toneangivende kunsthistorikere Hal Foster, Rosalind Krauss, Yve-Alain Bois og Benjamin H. Buchloh beskrives, hvordan den begr nsede unders gelse af sproglige strukturer, der dominerede de f rste par ti r efter Anden Verdenskrig, for 35-40 r siden blev udvidet til at omfatte de former, hvorigennem det sproglige tegnsystem bringes i anvendelse, de s kaldte shifters eller performativer, og det fremh ves, at mile Benveniste had already done more than anyone else to bring about this transformation in the way language came to be viewed in the sixties." 7 P trods af denne anerkendelse bliver den betydning, som Benvenistes udsigelsesteori har haft for efterkrigstidens t nkning af subjektivitet og sprog, imidlertid ofte negligeret, hvorfor det ogs er et af denne bogs form l at fremh ve og fors ge at tydeligg re denne teoris afg rende betydning for, hvordan vi forst r disse st rrelser.
Den udsigelses- og desubjektiveringsproblematik, der er den prim re genstand for de f lgende sider, er n rt forbundet med menneskets evne til at reflektere over sin egen sproglige natur. Problematikken g r dermed fordring p en vis ahistorisk gyldighed, men n r den h r afgr nses til perioden efter 1945, er det, fordi problemstillingen og sp rgsm let om det menneskelige subjekt forekommer at v re tr dt s rligt tydeligt i relief i kraft af den bestemte historiske begivenhed, vi forbinder med ord som holocaust, Shoah og Auschwitz - og det efterf lgende behov for at forst , repr sentere og erindre denne traumatiske begivenhed. Det er alts en teoretisk problemstilling, der, idet den ogs eksisterede l nge f r, ikke direkte er betinget af Auschwitz, men hvis relevans is r er blevet tydelig i fors get p at begribe denne historiske begivenhed. S ledes fandt udsigelses- og subjektivitetsproblematikken - og den heri indbefattede kritik og problematisering af et selvidentisk moderne cartesiansk subjekt - allerede en r kke forskellige udtryk relativt tidligt i moderniteten. Nogle af de mest pr gnante er Arthur Rimbauds ber mte s tning Je est un autre" [jeget er en anden] fra 1871, hvori jeget fratages sin konstitutive identitet og fremmedg res - og Franz Kafkas opgivelse af Ich" [jeg] til fordel for Er" [han] i sine upersonlige fort llinger fra 1900-tallets f rste ti r. Diskussionen om subjektets status kom dog til at indtage en langt mere central placering i vestlig kunst og t nkning og blev m rkbart intensiveret i skyggen af de begivenheder, der fandt sted under Anden Verdenskrig. Denne bog koncentrerer sig imidlertid ikke s meget om forestillingen om mennesket som Subjekt i den forstand, Foucault, Barthes, Theodor W. Adorno og en r kke andre i udgangspunktet gjorde op med det, det vil sige som styrende for og skaber af historien og af enhed i verden. Forestillingen om det enhedsskabende subjekt er uigenkaldeligt obsolet - n rt bundet, som den er, til den moderne oplysningstid - og spillede, som is r Adorno har p peget, definitivt fallit med Auschwitz. Snarere vil fokus v re p mennesket som subjekt med lille s - det vil sige et svagt subjektbegreb, der ikke er baseret p noget ultimativt grundlag - og dermed ogs i en vis forstand p det subjekt, der erfarede og overlevede Auschwitz.
I relation til forfatterne Jean Cayrol, Alain Robbe-Grillet og Samuel Beckett skriver Niels Egebak:
En kunstners betydning er m lelig ved de yderste konsekvenser han drager af en given f lles oplevelsesmasse og erfaring. Og bag alle disse forfatteres b ger kan man - selv bag den tilsyneladende mest eksklusive og sv rest tilg ngelige - skimte den f lles oplevelse, som de deler med alle deres samtidige: oplevelsen af koncentrationslejrens univers, som stadig er vort univers, hvad enten vi vil se det eller ej. 8
Egebak skrev dette i 1960 - da der endnu var store dele af befolkningen, som havde v ret f rsteh ndsvidner til krigen - men udtalelsen synes stadig at have gyldighed, hvis vi skal tro Giorgio Agamben, der i 1998 udgav den omdiskuterede bog Quel che resta di Auschwitz. L archivio e il testimone . 9 Titlen, der kunne overs ttes til Det, der er tilbage af Auschwitz. Arkivet og vidnesbyrdet", refererer ikke til en svigtende interesse for Auschwitz eller en f lelse af begivenhedens aftagende relevans, men til en opgave, som Agamben mener, vi f rst nu er begyndt at tage p os: t nkningen af holocaust-begivenhedens etiske implikationer. I forordet skriver han s ledes, at vi kender tilstr kkeligt til de historiske, materielle, tekniske, bureaukratiske og juridiske omst ndigheder, hvorunder udryddelsen af j derne - og de hundredtusindvis af medlemmer af andre u nskede minoritetsgrupper: sintier og romaer, homoseksuelle, kommunister, Jehovas Vidner, fysisk og psykisk handicappede og flere andre - fandt sted, men at vi endnu ikke har forst et masseudryddelsens etiske og politiske betydning og heller ikke engang endnu er kommet frem til en menneskelig forst else af, hvad der skete i udryddelseslejrene, hvilket for Agamben vil sige, at vi ikke er os bevidste om Auschwitz nutidige relevans. 10 Agambens unders gelse af, hvad der er tilbage af Auschwitz, er et fors g p at forst , hvad der skete, og hvilken betydning dette har for os i dag. Denne forst elsesbestr belse tager form af en vedvarende kommentar til vidnesbyrdet og en lytten til noget, som er frav rende heri:
At a certain point, it became clear that testimony contained at its core an essential lacuna; in other words, the survivors bore witness to something it is impossible to bear witness to. As a consequence, commenting on survivors testimony necessarily meant interrogating this lacuna or, more precisely, attempting to listen to it. Listening to something absent did not prove fruitless work for this author. Above all, it made it necessary to clear away almost all the doctrines that, since Auschwitz, have been advanced in the name of ethics. [ ] almost none of the ethical principles our age believed it could recognize as valid have stood the decisive test, that of an Ethica more Auschwitz demonstrata . 11
N rv rende bog er i en vis forstand et fors g p at deltage i denne lytten til noget, som ikke - umiddelbart - er der. n m de at fors ge at forst og tiln rme sig det, eller en del af det, der fandt sted i Auschwitz og de andre nazistiske udryddelses- og koncentrationslejre, er at betragte det som en begivenhed, hvor der i den mest ekstreme grad blev sat sp rgsm lstegn ved gr nsen mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige, og i forl ngelse heraf ved det menneskelige subjekts status. Det er dog samtidig vigtigt at bem rke, at dermed ikke v re sagt, at den menneskelige katastrofe, vi samler under betegnelser som Auschwitz", holocaust" og Shoah", fuldst ndigt er uden fortilf lde, idet dette ville v re en fortr ngning af Vestens koloniale fortid og blandt andre forbrydelser mod menneskeheden det systematiserede slaveri, som fandt sted i denne periode.
At det var fangernes fundamentale status som mennesker, der blev sat sp rgsm lstegn ved, kommer blandt andet til udtryk i to af de tidligste skriftlige vidnesbyrd om lejrene. I Primo Levis f rste vidnesbyrd, skrevet umiddelbart efter befrielsen, stilles sp rgsm let allerede i titlen: Se questo un uomo ( Hvis dette er et menneske ), og Auschwitz beskrives blandt andet som et gigantisk biologisk og socialt eksperiment". 12 I overensstemmelse hermed skriver Robert Antelme, som var fange i Buchenwald, Gandersheim og senere i Dachau, i forordet til L esp ce humaine - der ligesom Se questo un uomo udkom i 1947 - om, hvordan han f lte sig anf gtet som menneske, som medlem af arten, l esp ce , og om, hvordan denne s tten sp rgsm lstegn ved kvaliteten som menneske fremprovokerer en n sten biologisk tilbagefordring om at tilh re menneskearten." 13 Det er ogs denne afhumanisering og desubjektivering, Maurice Blanchot fremh ver i sine tekster om Robert Antelmes L esp ce humaine , blandt andet gennem beskrivelsen af den, der ikke l ngere er til stede i f rsteperson, en frygtelig transformation [ ] destrueret som subjekt, dvs. essentielt destrueret." 14 Det eller den, der er frav rende i vidnesbyrdet, og som Agambens - og vores - lytten retter sig imod, er det menneske, der er blevet tilintetgjort som subjekt, den radikalt umenneskeliggjorte, de-subjektiverede Muselmann , der ikke selv kan tale, men som if lge Primo Levi og Agamben er Auschwitz og dermed holocaustbegivenhedens egentlige vidne.
Vidnesbyrdet - hvis litter re variant, Elie Wiesel i 1977 kalder vor tids litter re nyskabelse, hvormed han if lge Horace Engdahl s tter fingeren p den mest fundamentale forandring i litteraturen siden modernismens gennembrud 15 - konstitueres ikke blot ved, at nogen har overv ret og erfaret, men ved, at nogen b rer vidne , det vil sige taler eller skriver om det erfarede, repr senterer det. Det knytter vidnesbyrdet ul seligt til udsigelses- og subjektproblematikken. Vidnesbyrdet udstiller den desto tydeligere, n r det, der skal vidnes om, er umuligheden i at vidne; n r det, der skal tales om, er ber velsen af talen; n r subjektet skal vidne om et frav r af subjekt. P baggrund af fortrinsvis Primo Levis vidnesbyrd om Auschwitz beskriver Agamben vidnesbyrdets centrale etiske paradoks: Den overlevende er ikke det sande vidne - det fuldst ndige vidne er den druknede, muselmanden, den, der ikke kan tale. 16 Dette indeb rer en apori: Det fuldst ndige vidne er ikke-mennesket, som aldrig ville kunne b re vidnesbyrd, men samtidig er det netop den, som ikke er i stand til at b re vidnesbyrd, der er det sande vidne. Denne apori afsl rer en n dvendig lakune i vidnesbyrdets kerne: Det, der i vidnesbyrdet b rer vidnesbyrd om umuligheden af at b re vidnesbyrd. If lge Agamben er vidnesbyrdets dobbelte struktur s ledes en umulig dialektik mellem den overlevende og muselmanden, mellem den talende og den tavse, mellem den menneskelige og den ikke-menneskelige. I vidnesbyrdet kan den overlevende udelukkende tale som stedfortr der, i stedet for det sande vidne, som ikke kan tale. Han bliver s ledes en agent for den ikke-menneskelige", og hans vidnesbyrd m fuldst ndigg res af den, som ikke kan vidne. Denne paradoksale fuldst ndigg relse af vidnesbyrdet falder sammen med en ekspropriation af subjektet, en de-subjektivering. Agamben skriver:
To speak, to bear witness, is thus to enter into a vertiginous movement in which something sinks to the bottom, wholly desubjectified and silenced, and something subjectified speaks without truly having anything to say of its own ( I tell of things that I did not actually experience" [Levi-citat, JLP]). Testimony takes place where the speechless one makes the speaking one speak and where the one who speaks bears the impossibility of speaking in his own speech, such that the silent and the speaking, the inhuman and the human enter into a zone of indistinction in which it is impossible to establish the position of the subject, to identify the imagined substance" of the I" and, along with it, the true witness. 17
Vidnesbyrdets subjekt er den, som b rer vidnesbyrd om en desubjektivering, men samtidig m det holdes for je, at det at b re vidnesbyrd om en desubjektivering n dvendigvis m betyde, at der ikke er noget egentligt subjekt for vidnesbyrdet. Splittet mellem den overlevende og muselmanden, mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige m vidnesbyrdets subjekt v re subjekt for to modsatrettede sameksisterende, men ikke sammenfaldende bev gelser: b de for appropriationen og for tabet af sproget, b de for subjektivering og for desubjektivering. Subjektet er med andre ord den rest, der befinder sig mellem subjektiveringen og desubjektiveringen - mellem det levende v sen og det talende v sen, mellem sprogets indenfor og sprogets udenfor.
Det er en refleksion over disse desubjektiverede muselm nds status, der if lge Agamben er en betingelse for tilvejebringelsen af en gyldig postholocaust-etik. Grunden hertil er, at muselmanden befinder sig i et omr de af det menneskelige, der ikke er d kket af de traditionelle etiske grundbegreber som v rdighed" og selvrespekt", hvorfor disse begreber under Agambens optik ikke l ngere kan betragtes som gte etiske principper. De er ikke i stand til at best den pr ve, Auschwitz udg r. Uden at have pr tentioner om at kunne formulere en etik, som efter Agambens opfattelse ville v re gyldig efter Auschwitz, udpeger denne bog alligevel Auschwitz som sin historiske baggrund i den forstand, at der med denne begivenhed i emfatisk grad og uhyre konkret blev sat sp rgsm lstegn ved det menneskelige subjekt og muligheden for dets de-subjektivering. Det er i kraft af denne radikale menneskelige desubjektivering - alts dette ene blandt flere karakteristiske tr k ved begivenheden, ikke genocidet og det barbariske industrialiserede myrderi som s dan - at Auschwitz udg r bogens historiske baggrund, og det er ogs derfor, Auschwitz her i h j grad fungerer som en konceptuel reference. Min antagelse er s ledes, at den optagethed af dehumanisering, afpersonalisering, desubjektivering, neutralitet og impersonalitet, der pr ger store dele af efterkrigstidens vestlige kunst og t nkning, kan opfattes som et vidnesbyrd om eller en reaktion p den reduktion og nedbrydning, den pr velse af det menneskelige subjekt, som fandt sted i de nazistiske lejre. I det perspektiv er is r Maurice Blanchots t nkning fremtr dende blandt de sprog- og kunstteoretisk funderede refleksioner over Auschwitz. F r krigen befandt Blanchot sig p den yderste h jrefl j og skrev blandt andet for det antisemitiske, h jrenationalistiske blad L Insurg , som han var med til at grundl gge i 1937. 18 Hans efterkrigsproduktion kan imidlertid betragtes som et opg r med eller en bearbejdning af denne fortid. Mens allerede hans forestilling om det neutrale, le neutre - der forkaster ethvert subjekt - som han begynder at udvikle i slutningen af 50 erne, implicit synes at h nge sammen med Auschwitz, er Blanchots t nkning efter maj 1968 og frem mere eksplicit domineret af refleksionen over Auschwitz og de nazistiske lejre. 19 I dag er Auschwitz det eneste, min t nkning drejer sig om," skriver han s ledes i et brev til Bernard-Henri L vy i midten af 1990 erne. 20 Passagen er skrevet i sammenh ng med hans brud med forlaget Fata Morgana, efter at dette havde udgivet en bog af teoretikeren Alain de Benoist, der har baggrund i det ekstreme h jre. Det centrale i Blanchots overvejelser over Auschwitz har i lighed med Agambens at g re med vidnesbyrdet og dets umulighed, nemlig den aporetiske dobbeltbinding, han i 1980 opsummerer med s tningen: [V]id hvad der er sket, glem ikke, og p samme tid vil I aldrig vide." 21 Som Blanchots formuleringer ovenfor antyder, er den desubjektivering, som fandt sted i de nazistiske lejre, relateret til det menneskelige subjekts sproglige natur: kz-fangen er efter en forf rdelig omdannelse ikke l ngere til stede i f rste person; han eller hun er tilintetgjort som subjekt. I fangernes reduktion til n gent liv, til muselm nd, bliver de frataget sproget og talens brug. Det er dette tab eller denne afst else af evnen til at sige jeg", til selvrepr sentation, der kendetegner desubjektiveringen, og som knytter Auschwitz sammen med den mere generelle teoretiske og kunstneriske udsigelses- og subjektivitetsproblematik, der er bogens prim re fokus.
For at afklare, hvad det er for en forestilling om subjektet, blandt andre Roland Barthes og Michel Foucault nskede at aflive, l gger f rste kapitel ud med en kort gennemgang af subjektbegrebet og skitserer subjektets id historie fra Aristoteles og skolastikerne, over Descartes og den moderne oplysningstid, frem til poststrukturalismen i vores postmoderne" nutid. Dern st redeg res der mere indg ende for Benvenistes udsigelsesteori og de vigtigste elementer, som indg r heri. Det f rste moment i denne udl gning er Benvenistes definition af udsigelsen som iv rks ttelsen af sprogsystemet gennem en individuel brugshandling, det vil sige som selve den handling, der frembringer et udsagn og ikke dette udsagns ordlyd. Det giver ogs anledning til at positionere mit perspektiv i forhold til den receptions stetiske udsigelsesanalytiske tilgang.
Den f rste komponent i Benvenistes udsigelsesteori er distinktionen mellem den semiotiske og den semantiske betydningsdimension - det vil sige mellem de sproginterne tegn og ordene i diskursen, som refererer ud over sproget. Distinktionen er et opg r med Ferdinand de Saussures f rstegenerationssemiologi", der ikke unders ger tegnene i brug og dermed ikke kerer sig om subjektiviteten, men udelukkende besk ftiger sig med sprogets formelle tegnsystem, la langue .
Udsigelsesteoriens anden komponent er distinktionen mellem de to udsigelsesplaner histoire , historisk fort lling, og discours , diskurs. Denne skelnen beror p de deiktiske mark rer, der - som det vil blive uddybet - afg r, om der er tale om objektiv", subjektl s" historisk fort lling eller subjektiv diskursiv fort lling. De til udsigelsessituationens tid, rum og deltagere henvisende former som jeg", her" og nu" tilh rer den diskursive udsigelse, mens historien er en udsigelsesmodus, som udvisker udsigelsens m rker i det udsagte og anvender former som han", der" og fortiden aorist. Historien forekommer at fort lle sig selv og kan siges at v re en diskurs uden tegn p diskurs.
Den tredje udsigelsesteoretiske komponent, der behandles, er Benvenistes analyse af det personlige pronomen og subjektiviteten i sproget, hvilket alts er en uddybende unders gelse af det diskursive udsigelsesplan. Her vises det, at betydningen af ordet jeg" kun kan defineres i relation til den udsigelsessituation, hvori det bringes i anvendelse: Jeg" betyder det individ, der udsiger n rv rende talehandling indeholdende ordet jeg ". Subjektivitet bliver da den talendes evne til at placere sig selv som subjekt.
Efter udl gningen af Benvenistes udsigelsesteori skitseres, hvordan udsigelsesteorien hos en r kke forskellige teoretikere er blevet anvendt i relation til subjektet - p den ene side til at opl se og p den anden til at markere subjektet. F rst analyseres og diskuteres bestr belsen p at opl se de is r af f nomenologien og eksistentialismen farvede begreber om subjektet i Barthes tekster Forfatterens d d" (1968) og At skrive, et intransitivt verbum?" (1966) og i Foucaults Hvad er en forfatter?" (1969) og L arch ologie du savoir (1969). I disse fremh ves, at skriftens subjekt er samtidigt med skriften og udelukkende eksisterer, mens det skriver; at subjektet ikke er et oprindeligt fundament, men at det er decentreret, en variabel og kompleks funktion i diskursen, og at sproget finder sted uafh ngigt af et subjekt. Herefter behandles Blanchots begreb" om det neutrale og hans beskrivelse af den litter re erfaring som et tab af evnen til at sige jeg" i en overgang til et upersonligt han" eller det". Over for denne meget subjektkritiske tradition, som alts mere eller mindre eksplicit involverer Benvenistes udsigelsesteori som et vigtigt element i fors get p at afskaffe den traditionelle forestilling om subjektet, placeres Agamben, der samtidig ogs befinder sig n rmest det synspunkt, jeg her pr senterer. Den mere udfoldede udl gning af Agamben er is r koncentreret om begrebet om infansen forst et som subjektivitetens udenforsproglige dimension, som evnen til ikke at have sprog og det, der g r mennesket i stand til at erfare sproget som s dan - en p n gang subjektiverende og desubjektiverende erfaring, som Barthes og Foucault nedprioriterer eller helt forbig r i deres opg r med den subjektfejrende filosofi og litteraturvidenskab.
De to f lgende kapitler analyserer desubjektiveringen konkret i en r kke v rker af henholdsvis Samuel Beckett og Christian Boltanski p baggrund af den teoretiske analyse og diskussion af udsigelses- og subjektivitetsproblematikken. P karakteristisk vis p peger Beckett ikke selv nogen direkte forbindelse mellem sit v rk og Auschwitz. At der alligevel findes en sammenh ng, fremh ves eksempelvis af Adorno, der blandt andet beskriver skraldespandene i Becketts teaterstykke Fin de partie som emblemer for kulturen efter Auschwitz, 22 og som i Negative Dialektik bem rker: Beckett har reageret p situationen i koncentrationslejren - som han ikke n vner, som om der over den l et billedforbud - p den eneste passende m de. Det, der er, er som koncentrationslejren." 23 I forl ngelse af Adorno kan man alts h vde, at der hos Beckett ikke er tale om en repr sentation af Auschwitz gennem eksplicitte referencer eller billeddannelser, men i kraft af en opl sning af subjektet, som svarer til den, der fandt sted i koncentrationslejren. Implicit peges der dog eksempelvis ogs p en forbindelse i romanen Molloy s anden del (1950), hvor de instrukser, Gaber leverer til fort lleren, siges at stamme fra en m rkelig figur kaldet Youdi - youdi" er et antisemitisk fransk slangord for j de. 24
I kapitel II bringes udsigelsesteorien i anvendelse i n rl sninger af Becketts efterkrigsv rker The Unnamable (1953), Company (1980) og Worstward Ho (1983), hvor der foreg r en formel udviskningsbev gelse fra henholdsvis f rstepersonsnarration over anden- og tredjepersonsnarration til en narration, som ikke l ngere g r brug af nogen personlige pronominer. Gennem disse analyser argumenterer jeg for, at det hos den sene Beckett imidlertid ikke - s dan som b de forfatteren selv og en r kke af hans nutidige kritikere ellers h vder - blot drejer sig om subjektets ekspropriation i en neutral tale, men at v rket ogs b rer vidnesbyrd om den instans, der erfarer denne ekspropriation og neutrale tale.
I tredje kapitel unders ges en r kke af Christian Boltanskis v rker - s rligt Le Lyc e Chases (1987-91), Les Suisses morts (1990-91), 10 portraits photographiques de Christian Boltanski, 1946-1964 (1972) og Il faut que vous m aidiez (1970) - i lyset af kunstnerens udtalelser om, at hele hans v rk mere eller mindre handler om holocaust; ikke ved direkte at tematisere holocaust, men ved at v re bevidst om at komme efter. 25 Kapitlet analyserer, hvordan den konkrete reduktion af mennesket til muselmand i de nazistiske lejre i Boltanskis v rker transformeres til en mere generel menneskelig erfaring af desubjektivering. Det sker blandt andet gennem arbejdet med fotografiet som en udviskning af det portr tterede subjekt, s det omdannes til et objekt - og gennem udpegningen af det repr senterede subjekts udskiftelighed.
P denne baggrund er disse siders unders gelser af teoretisk og kunstnerisk desubjektivering kun indirekte ogs et fors g p at bidrage til refleksionen over den betydning, Auschwitz m tte have for etik og subjektopfattelse i dag. Det prim re form l er at unders ge (de)subjektiveringen, alts dobbeltbev gelsen af subjektivering og desubjektivering, i den kunstneriske udsigelse. Bogens tese er, at selve iv rks ttelsen og erfaringen af denne desubjektivering vidner om en irreducibel subjektiv rest.
1 Jean-Fran ois Lyotard, Sensus communis , le sujet l tat naissant" [1986], in idem, Mis re de la philosophie , Paris: Galil e, 2000, pp. 13-41: p. 41. Hvor intet andet fremg r, er overs ttelserne mine.
2 Charles Juliet, Rencontres avec Samuel Beckett (1986), Paris: P.O.L., 1999, p. 54.
3 Opslaget Je/Io/I" i Christian Boltanski, Ab c daire", in: Danilo Eccher (red.), Christian Boltanski , Milano: Edizioni Charta, 1997, pp. 24-178: p. 80.
4 Roland Barthes, Forfatterens d d" [ La mort de l auteur", 1968], in: Roland Barthes, Forfatterens d d og andre essays , K benhavn: Gyldendal, 2004, pp. 174-183: p. 174f.
5 Eksekutionen af den teoretiske d dsdom over subjektet gentages stadig i vidt omfang. Eksempelvis sporer Slavoj i ek en generel anti-subjektivisme inden for nutidige humanistiske teoridannelser. S ledes kalder han det cartesianske subjekt et sp gelse, der hjems ger de vestlige universiteter" og bem rker, at alle de akademiske kr fter har indg et en hellig alliance for at uddrive dette sp gelse: The New Age obscurantist (who wants to supersede the Cartesian paradigm towards a new holistic approach) and the postmodern deconstructionist (for whom the Cartesian subject is a discursive fiction, an effect of decentred textual mechanisms); the Habermasian theorist of communication (who insists on a shift from Cartesian monological subjectivity to discursive intersubjectivity) and the Heideggerian proponent of the thought of Being (who stresses the need to traverse the horizon of modern subjectivity culminating in current ravaging nihilism); the cognitive scientist (who endeavours to prove empirically that there is no unique scene of the Self, just a pandemonium of competing forces) and the Deep Ecologist (who blames Cartesian mechanicist materialism for providing the philosophical foundation for the ruthless exploitation of nature); the critical (post-)Marxist (who insists that the illusory freedom of the bourgeois thinking subject is rooted in class division) and the feminist (who emphasizes that the allegedly sexless cogito is in fact a male patriarchal formation)." Slavoj i ek, The Ticklish Subject: The Absent Centre of Political Ontology , London New York: Verso, 1999, p. 1.
6 Cf. Stany Grelet Mathieu Potte-Bonneville: Une biopolitique mineure: Un entretien avec Giorgio Agamben", in: Vacarme , 10 (d cembre), 1999, pp. 4-10: p. 6.
7 Hal Foster, Rosalind Krauss, Yve-Alain Bois, Benjamin H.D. Buchloh, Art Since 1900: Modernism Antimodernism Postmodernism , London: Thames Hudson, 2004, p. 41. Det citerede afsnit, Poststructuralism and deconstruction", er ikke signeret, men m indholdet og de vrige forfattere taget i betragtning formodes at v re skrevet af Rosalind Krauss.
8 Niels Egebak, Eumeniderne. Betragtninger over modernisme , Fredensborg: Arena, 1960, p. 92.
9 Med betegnelsen koncentrationslejrens univers" alluderer Egebak formodentlig til David Roussets bog L univers concentrationnaire , Paris: Pavois, 1946, der i en marxistisk forst elsesramme ikke s meget besk ftiger sig med genocidets betydning som med at fremh ve koncentrationslejrenes industrielle elementer og p vise, at de nazistiske lejre var ul seligt forbundet med kapitalismens og imperialismens konomiske og sociale grundlag. Primo Levi omtaler ogs denne bog i forordet til De druknede og de frelste , hvor han skriver: Man har med en vis rimelighed talt om et univers concentrationnaire , men det var ikke noget lukket univers." De druknede og de frelste [ I sommersi e i salvati , 1986], K benhavn: Forum, 1992, p. 11. Et andet centralt efterkrigsv rk, som tematiserer Egebaks pointe: at koncentrationslejren og dens betydning ikke entydigt lader sig afgr nse i tid og rum, er Alain Resnais film Nuit et brouillard fra 1956, der blandt andet markerer denne uafgr nsethed ved at sammenblande fortid og nutid i en montage af arkivmateriale og egne optagelser fra Auschwitz og Majdanek og ved simpelthen at lade den traditionelle afslutning, det obligatoriske Fin", udeblive. (I parentes bem rket er manuskriptet til filmens kommentarstemme i vrigt skrevet af Jean Cayrol, der var overlevende fra Mauthausen, og som er en af de forfattere, Egebak omtaler i ovenst ende citat.)
10 Cf. Giorgio Agamben, Remnants of Auschwitz. The Witness and the Archive [ Quel che resta di Auschwitz. L archivio e il testimone , 1998], New York: Zone Books, 1999, p. II . Cf. kapitel 1, note 138 nedenfor vedr rende de vigtigste kritikpunkter, der er blevet fremsat mod bogen.
11 Ibid., p. 13.
12 Primo Levi, Hvis dette er et menneske [ Se questo un uomo , 1947], K benhavn: Forum, 1989, p. 100.
13 Robert Antelme, L esp ce humaine [1947], Paris: Gallimard, 1957, p. 11.
14 Maurice Blanchot, L indestructible", in: Maurice Blanchot, L entretien infini , Paris: Gallimard, 1969, pp. 180-200: p. 195.
15 Cf. Horace Engdahl, Philomela s Tongue: Introductory Remarks on Witness Literature", in: idem (red.), Witness Literature: Proceedings of the Nobel Centennial Symposium , New Jersey: World Scientific, 2002, pp. 1-14: p. 6. Engdahl p peger dog samtidig, at vidnesbyrdlitteraturen ikke er helt s ung.
16 Cf. titlen p Primo Levis bog De druknede og de frelste og ibid., p. 67.
17 Giorgio Agamben, Remnants of Auschwitz , p. 120.
18 Cf. Christophe Bident, Maurice Blanchot: Le partenaire invisible , Seyssel: Champ Vallon, 1998, is r pp. 91-102.
19 Cf. eksempelvis Leslie Hill, Blanchot. Extreme Contemporary , London New York: Routledge, 1997, pp. 220-221.
20 Cf. Fabula , http://www.fabula.org/actualites/article5521.php [senest bes gt 27.06.05].
21 Maurice Blanchot, L criture du d sastre , Paris: ditions Gallimard, 1980, p. 131.
22 Cf. Theodor W. Adorno, Fors g p at forst Slutspil " [ Versuch, das Endspiel zu verstehen", 1961], in: Peter Madsen Helge R nning (red.), Litteratur og modernitet , K benhavn: Tiderne Skifter, 1990, pp. 226-260: p. 251.
23 Theodor W. Adorno, Negative Dialektik [1966], in: Gesammelte Schriften , bd. VI, Frankfurt/M: Suhrkamp, 1973, pp. 7-412: p. 373.
24 Cf. Leslie Hill, Beckett s Fiction: In Different Words , Cambridge: Cambridge University Press, 1990, p. 98.
25 Cf. eksempelvis Steinar Gjessing, Christian Boltanski - An Interview, November 1993", in: Terskel/Threshold nr. 11, Oslo, januar 1994, pp. 41-50: p. 43.
KAPITEL I
Udsigelse og menneskeligt subjekt - det levende v sen, der har sprog"
Den udsigelsesteori, der blev udviklet af mile Benveniste i 1950 erne og 60 erne, kom til at spille en afg rende rolle for de strukturalistiske og poststrukturalistiske t nkere, der satte den teoretiske dagsorden fra slutningen af 1960 erne og op gennem 1970 erne og 80 erne - og hvis f lles projekt er blevet foresl et opsummeret med Gilles Deleuzes formulering af Foucaults romantiske positivisme": en kold og planlagt destruktion af subjektet, en st rk lede ved oprindelsesforestillinger." 1 I opposition til de f nomenologiske og eksistentialistiske str mninger, der med forestillingen om den subjektive frihed var toneangivende i 1950 erne og 60 erne, er hovedpointen hos disse t nkere, der i vidt omfang stadig s tter den teoretiske dagsorden, meget groft sagt, at det er sproget, som taler mennesket, og at subjektet er identisk med sproget. P n sten paradoksal vis er det som n vnt den selvsamme udsigelsesteori, der de seneste r hos Giorgio Agamben danner grundlag for en gent nkning af subjektiviteten og forholdet mellem menneske og sprog, hvor der indkredses en s rligt menneskelig erfaring af sproget, som implicerer og markerer en ikke-sproglig dimension i subjektiviteten. Det er denne teoretiske diskussion vedr rende subjektet, desubjektiveringen og dens relation til kunstnerisk udsigelse, sprog og repr sentation, som dette kapitel vil dreje sig om.
Subjekt og subjektivitet
Begrebet subjekt" har haft en omskiftelig id historie, og det fik f rst sin nutidige betydning i midten af 1700-tallets oplysningstid. I slutningen af samme rhundrede f rte det til dannelsen af begrebet subjektivitet".
Ordet subjekt" kommer af det latinske subjectum , der direkte oversat betyder det, der er kastet under". Subjektet er s ledes det, der er kastet under som et grundlag, hvorp andre kvaliteter som pr dikater og attributter kan baseres. Det latinske subjectum er p sin side Senantikkens og den middelalderlige skolastiks overs ttelse af det gr ske hypokeimenon , det, der ligger under", alts et substrat eller en substans ; den underliggende b rer af alle egenskaber, forandringer og tilstande. 2 Hos Aristoteles er subjektet s ledes et dette", det som der kan siges noget om , men som ikke selv kan siges om noget andet; qua grund kan substansen ikke selv pr diceres noget andet. I denne klassiske kontekst er subjektet alle de ting, der kan udpeges som et dette", og er derfor ikke noget specifikt sj leligt eller mentalt. Subjektet er pr dikationens subjekt; hypokeimenon er det, der gennem forandringer vedbliver at v re, substratet, og som har en funktion, der er analog til materien, hyle . Subjektet er en materie, der vedbliver at v re gennem de forandringer, som formen, morfe , giver den. Eksempelvis er det engelske subject matter", der er den genstand, t nkningen, talen, bogen, billedet etc. drejer sig om, en reminiscens af denne betydning, hvor ordet subjekt" alts ogs kan betegne et objekt.
Den betydning, ordene subjekt" og objekt" havde i Middelalderen og frem til 1700-tallets oplysningstid, er dermed den modsatte af deres moderne betydning. For skolastikerne var subjektet tingen, b reren af pr dikaterne, mens objektet var forestillingen om, oplevelsen af eller tanken om tingen. Med afs t i den skolastiske sprogbrug kunne det h vdes, at bevidstheden er b rer af sine bevidsthedstilstande, og det er denne betydning af ordet subjekt", der med Ren Descartes begynder at blive dominerende i 1600-tallet. I denne moderne forstand er subjektet det, som giver enhed i bevidstheden, og som derfor er grundlaget for erfaring, t nkning og repr sentation, hvorfor det ogs anvendes synonymt med betegnelser som jeget", selvet" og egoet". P baggrund af ndringen i betydningen af ordet subjekt", ndredes ogs betydningen af ordet objekt" i slutningen af det 18. rhundrede, hvor det kom til at betegne den gen-stand, subjektet er stillet over for; subjektet forholder sig til et objekt.
I denne moderne" forstand opfattes begrebet subjekt" ikke l ngere udelukkende i sin grammatiske betydning, hvor et subjekt er alt det, hvorom noget kan siges, men refererer til alt - og dermed alle - der kan sige jeg"; det filosofiske begreb om subjektet appliceres p det menneskelige v sen, og mennesket bliver subjectum . I denne betydning er pr dikatet subjektivitet" ikke sammenfaldende med, men begr nset til menneskets omr de. Der findes menneskelige v sner, som endnu ikke eller ikke l ngere er subjekter - eller rettere: hos hvem gr nsen mellem subjekt og ikke-subjekt er uklar - men der findes ingen subjekter, som ikke er mennesker. Det er kun menneskelige v sner, der er i stand til at sige jeg". Subjektivitet har s ledes at g re med menneskets evne til selvrepr sentation gennem sproglig udsigelse.
Det, der kendetegner den moderne subjektopfattelse, er imidlertid ikke blot evnen til at sige jeg", men denne evnes sammenknytning eller sammenblanding med erkendelsens subjekt, hvor det s ledes menneskelige subjekt bliver meningsgarant og grundlaget for eller oprindelsen til en verdenskonstituerende aktivitet. Groft formuleret opererer man alts i Oplysningstiden med en subjektmodel, der er karakteriseret ved en forestilling om, at vi er i besiddelse af en fri og autonom individualitet, som er enest ende for os, og som udvikles i vores spontane m de med verden; subjektet som en fuldst ndig selv-indesluttet, selv-n rv rende, selv-identisk og uafh ngig enhed, der udvikler sig i verden som et udtryk for sin egen unikke essens. Det er forestillingen om dette tilgrundliggende, selvidentiske individuelle bevidsthedssubjekt, denne subjektfilosofi, som strukturalismen og poststrukturalismen har fors gt at aflive. Eksempelvis s tter Michel Foucault i et interview fra 1978 sit eget - og blandt andre Georges Batailles og Maurice Blanchots - erfaringsbegreb op imod f nomenologiens og forbinder dette med tiln rmelsen til en tilintetg relse eller opl sning af subjektet, en desubjektiveringsvirksomhed" ( une entreprise de d -subjectivation ). 3
Udsigelsen
At det menneskelige subjekt er ul seligt knyttet til sproget, synes ikke l ngere at v re til diskussion. Det er i kraft af beskrivelsen af sprogets betydning for det menneskelige individs konstituering som subjekt og af den subjektivitet, som n dvendigvis er forbundet med sprogbrugen, udsigelsesteorien h r spiller en central rolle. mile Benveniste, udsigelsesteoriens ophavsmand, giver i artiklen L appareil formel de l nonciation" (Udsigelsens formelle apparat) f lgende definition af udsigelsen: Udsigelsen er denne iv rks ttelse af sprogsystemet gennem en individuel brugshandling." 4 Udsigelsen, l nonciation , er alts den instans, som konverterer eller omdanner det virtuelle sprog til en aktuel diskurs, omdanner langue til parole , i og med at sprogsystemet bringes i anvendelse af et individ. Udsigelsen m s ledes ikke forveksles med talen, diskursen, det der bliver sagt som resultatet af udsigelsen; udsigelsen er ikke udsagnets ordlyd eller tekst, le texte de l nonc , men selve den handling, hvorigennem et udsagn, nonc , produceres. At udsigelsen for mange vedbliver at v re et uklart begreb, skyldes formentlig blandt andet, at det franske suffiks -tion" polysemisk b de denoterer en handling og produktet af denne handling. 5 Definitionen indeb rer, at det er uhyre vanskeligt at etablere udsigelsen som et egentligt analyseobjekt. Udsigelsen er selve arketypen p det uerkendelige", idet vi aldrig kender andet end udsagte udsigelser." 6 Ikke desto mindre er det p tr ngende at fors ge at medt nke og involvere denne udsagnets, det udsagte udsagns eller v rkets n dvendige forhistorie i en udsigelse, alts den dynamiske proces i forhold til denne proces statiske resultat, i tilgangen til kunstv rket og ikke mindst i relation til den hermed forbundne subjektproblematik.
Min besk ftigelse med udsigelsen adskiller sig dermed fra den mere formelt orienterede stetikteoretiske udsigelsesanalyse, som herhjemme is r er udviklet af Morten Kyndrup. 7 Denne l gger v gten p den udsagte udsigelse, alts den konstruktion, som m der recipienten, eller med andre ord den i v rket fikserede betydningshandlings virkem de og de udsigelsespositioner, -niveauer etc., den indeholder og udpeger. 8 At jeg fokuserer p den reale udsigelses begivenhed og erfaring, mens Kyndrup fokuserer p udsigelsens formelle eller f nomenale aspekter og virkem de, den udsagte udsigelse, st r derfor ikke i et mods tningsforhold. De to tilgange fungerer derimod som hinandens supplement og er begge orienteret mod det, Benveniste kalder det metasemantiske niveau. 9 Man kunne ogs kalde dem henholdsvis et begr nset ( restreinte ) og et udvidet ( tendue ) udsigelsesbegreb, 10 eller produktions stetik" og receptions stetik - selvom l seren og beskueren i den h r anlagte optik til dels sidestilles med kunstnersubjektet" over for det kunstneriske sprog, og det produktive og receptive derfor ikke l ngere - eller kun vanskeligt - lader sig adskille. Jeg st tter mig s ledes her til Algirdas Julien Greimas og Joseph Court s beskrivelse af forholdet mellem enunciat r og enunciat r:
[E]nunciat ren [er] ikke blot kommunikationens destinat r, men tillige det subjekt, som producerer diskursen, eftersom l sningen" er en sproghandling (en betydningsskabende handling) p lige fod med diskursens produktion i egentlig forstand. Termen udsigelsessubjekt", der ofte anvendes som synonym for enunciat r, d kker i virkeligheden over b de enunciat rens og enunciat rens aktantielle positioner. 11
Min optik finder ligeledes st tte i Maurice Blanchots mere poetiske formulering af forholdet mellem det produktive og det receptive i den kunstneriske udsigelse. I anledning af udgivelsen af Samuel Becketts Comment c est beskriver han, hvordan skrivningens og l sningens erfaring i Becketts v rker n rmer sig hinanden i fors get p at opfange en i sproget allerede indskrevet stemme:
[Becketts v rker] n rmer sig, mere end det er kutyme, skrivebev gelsen og l sebev gelsen, idet de str ber efter at forene dem i en erfaring, som er, hvis ikke f lles, s i det mindste sv r at differentiere [ ] Bag de ord, der l ses, lige s vel som f r de ord, der skrives, findes der en allerede indskrevet stemme, ikke h rt og ikke talende, og forfatteren befinder sig, t t ved denne stemme, p lige fod med l seren: Begge to str ber, n sten sammensmeltede, efter at genkende den. 12
mile Benveniste og subjektets konstituering gennem sproget
Det semiotiske, det semantiske og det metasemantiske
I slutningen af en af sine sidste artikler, S miologie de la langue" (Sprogets semiologi) fra 1969, overdrager Benveniste sin eftertid en sprogteoretisk arv, idet han her skriver, at det er n dvendigt at komme hinsides den saussurianske opfattelse af tegnet som et enest ende princip, som b de sprogets struktur og funktion er afh ngige af. Denne overskridelse skal ske ad to spor. For det f rste, i den intra-sproglige analyse, gennem bningen af en ny betydningsdimension, nemlig diskursen, det semantiske", der skal skelnes fra den betydningsdimension, som er bundet til tegnet, det semiotiske". For det andet, i en trans-sproglig analyse af tekster og v rker, gennem udviklingen af en metasemantik grundlagt p udsigelsens semantik . 13
Men udsigelsen refererer, som ogs Giorgio Agamben bem rker, 14 jo ikke til det udsagte udsagn, men til dettes finden sted. Hvis det med udsigelsesteorien for f rste gang blev muligt at skelne udsagnet fra dets finden sted, repr senterer udsigelsen da ikke en ikke-semantisk dimension, der ikke vedr rer, hvad der siges, men at det siges? Hvad er udsigelsens semantik, og hvori kunne en s dan metasemantik grundlagt p denne best ?
Benveniste udvider selve lingvistikbegrebet ved ikke udelukkende at opfatte lingvistikken som videnskaben om sproget, men som videnskaben om de intersubjektive midler til at virkeligg re verbal kommunikation. Det kommer blandt andet til udtryk gennem hans brug af begreber som intra-, ekstra- og transsproglig. Forestillingen om en metasemantik grundlagt p udsigelsens semantik er som antydet et opg r med Ferdinand de Saussures meget sn vre definition af lingvistikkens genstand: Lingvistikken har som sin eneste og rigtige genstand sproget betragtet i sig selv og for sig selv." 15 Udsigelsen indbefatter selve de betingelser og de rammer, hvorunder og hvori enhver diskurs produceres. Dens definition implicerer alts , at elementer, som er ekstra-sproglige, medt nkes. 16 If lge Benveniste kan man ikke unders ge tegnet uden at medt nke den sociale og psykologiske kontekst, hvori det er produceret. Han afviser dermed at se lingvistikken som v rende udelukkende helliget studiet af la langue , sprogets tegnsystem, og den hermed forbundne reduktion af tegnet. Tegnet kan ikke blot v re et formelt element inden for la langue s formelle system; det m befinde sig p sprogbrugens, le langage s, niveau. Tegnet m alts indbefatte samfund og subjekt og ikke udelukkende v re deskriptivt-formelt, som det er hos Saussure i Cours de linguistique g n rale ( Forel sninger om almen lingvistik ). Benveniste p peger i den forbindelse, hvad der synes at v re en selvmodsigelse hos Saussure, nemlig dette at det skulle v re muligt at studere tegnets liv i det sociale uden at overveje, at tegnet selv er et produkt af denne socialitet. I Benvenistes optik kan et tegn ikke v re neutralt, rent eller ikke-kontamineret af det system, hvori det er produceret.
Det er p den baggrund, han afviser en semiologi p f rste niveau", der udelukkende skulle v re baseret p Saussures sn vre tegnbegreb, og i stedet foresl r en andengenerations-semiologi", der indeholder de n vnte tre niveauer: det semiotiske, det semantiske og det metasemantiske. Det semiotiske, som alts er det saussurianske, analyserer den betydning, der er knyttet til tegnet forst et som en simpel signifiant/signifi , det vil sige som en enhed, der forener et lydbillede og et begreb. 17 Det semiotiske betyder , dets enhed er tegnet, og dets fungeren er paradigmatisk. Det semiotiske tegn vedr rer den sproginterne virkelighed og beror p genkendelse, eller p opfattelsen af identiteten mellem tegnets tidligere forekomster og dets aktuelle forekomst. Det semantiske retter sig derimod mod den betydning, der tilh rer diskursens omr de. Det semantiske kommunikerer , dets mindste enhed er ordet, med s tningen som dets udtryk par excellence , og dets fungeren er syntagmatisk. Den semantiske diskurs refererer ud over sproget og beror p forst else, det vil sige p opfattelsen af en ny udsigelses betydning. Desuden lader den semantiske sprogdimension sig i mods tning til den semiotiske overs tte sprogene imellem. Endelig besk ftiger det metasemantiske, som Benveniste aldrig fik beskrevet n rmere, sig alts med udsigelsens semantik, hvad man kunne kalde betydningstilblivelsens betydning, hvilken ogs , som det vil fremg , vedr rer subjektiviteten i sproget og selve subjektets konstitution.
Benveniste bryder dermed med den strukturalistiske opfattelse af tegnet udelukkende som signifiant/signifi (udtryks- og indholdsside), tegnet som la langue s, sprogsystemets enhed, der if lge ham kun kan f re til begr nsede formelle beskrivelser af en kunstigt reduceret genstand, hvorfra subjekt og samfund er ekskluderet. Ved at indf re de to nye betydningsdimensioner, dimension[s] de signifiance , det semantiske og det semiotiske, tilsides tter Benveniste den saussurianske opposition mellem langue og parole og fors ger at indoptage det faktum, at sprog altid kommer til syne i en situation af intersubjektiv kommunikation. Der findes ikke en gruppe af formaliserede regler p den ene side og en aktualisering af disse regler p den anden. Sproget indeholder if lge Benveniste to dom ner: det semiotiske og det semantiske, der er adskilt af en lakune eller hiatus: 18 tegnet og s tningen er to adskilte verdener," 19 og som kr ver hver sit begrebsapparat. Diskursen er ikke sammenfaldende med Saussures parole , men er et fors g p at forbinde langue og parole , at udvikle et begreb, der kan forbinde talen eller taleerfaringen med tegnsystemet; den diskursive udsigelse - s vel den talte som den skrevne - er med andre ord en semantisering, s mantisation , af la langue . 20 Det er f rst, n r tegnsystemet la langue bringes i anvendelse, at tegnet f r eksistens. 21
Histoire og discours, personlig og upersonlig udsigelse
En anden distinktion, som nuancerer semantiseringen yderligere, er Benvenistes skelnen mellem to adskilte og komplement re systemer i det franske verbums tidsrelationer, der udg r to forskellige udsigelsesplaner: historisk fort lling ( histoire ) og diskurs ( discours ). 22
H r spiller det sproglige f nomen deiksis en afg rende rolle. Deiksis g r det muligt at henvise til kommunikationshandlingens tid, rum og deltagere og er dermed en proces, der tilh rer diskursens iv rks ttelse; den muligg r en ekstra-diskursiv henvisning, som frembringes ved hj lp af diskursive midler. De sproglige former, mest pronominer og adverbier, der fungerer som hj lpemiddel for s danne ekstra-diskursive henvisninger, er det, Benveniste kalder udsigelsens formelle apparat": spatielle former som her", temporale former som nu" og pronominelle former som jeg" og du". If lge Benveniste relaterer deiksis ikke kun til overgangen fra det intra-diskursive til det ekstra-diskursive, men ogs til distinktionen mellem den historiske fort lling og diskursen. Mens anvendelsen af former som jeg", du", her" og nu" markerer diskursen, er historien derimod karakteriseret ved tilstedev relsen af former som han", hun", der" og fortidsformen aorist.
Historien er kendetegnet ved en s rlig udsigelsesmodus, der best r i at udviske eller ekskludere udsigelsens m rker i det udsagte - hvorved man opn r det, Greimas og Court s kalder en udsagnstekst . 23 Historien er en diskurs" med en frav rende fort ller. Historiens begivenheder synes at fort lle sig selv i en fort lling uden rekurs til den producerende handling, som ligger bag fort llingen, alts til narrationen. S ledes pr senterer Benveniste den fort llende eller historiske udsigelse negativt i forhold til den diskursive udsigelse: Historie er diskurs uden tegn p diskurs, eller p udsigelsen. 24 Den historiske" udsigelse er reserveret skriftsproget og kendetegner beretninger om tidligere begivenheder eller repr sentationen af kendsgerninger, som opst r p et bestemt tidspunkt, uden talerens indblanding i det fortalte; if lge Benveniste objektiverer fortidsformen aorist, der er den historiske fort llings mest typiske tid, og som ikke forekommer i diskursen, begivenhederne ved at l srive dem fra nutiden, hvorfor begivenhedernes tid ligger uden for fort llerens person. I mods tning til stemmen, som altid er i nutid, skulle det skrevne alts dermed altid v re i datid. I den skriftlige historiske" udsigelse er fort lleren frav rende i det fortalte, udsigeren tavs i det udsagte, og den udelukker alle autobiografiske" sproglige former. Den udelukker diskursens formelle apparat: nutid, fremtid, personrelationen jeg/du etc. og anvender, hvor den er mest rendyrket, kun former af tredjeperson.
Dette implicerer p den anden side, at diskursen, der b de kan v re skrevet og talt, i en vis forstand altid er autobiografi eller autobio foni . Den diskursive udsigelse g r brug af alle verbets personlige former, han", jeg" og du", og personrelationen og nutidsformen er, enten im- eller eksplicit, til stede overalt. Alle disse deiktiske mark rer forbinder udsagnene med udsigelsessituationen, det vil sige med lokut rens person, tid og rum. Diskursen omfatter enhver udsigelse, som foruds tter en taler og en lytter, og hos f rstn vnte intentionen om at p virke den anden p en eller anden m de." 25 Det er prim rt mundtlige diskurser, men ogs alle tekstuelle genrer, hvor nogen henvender sig til nogen, udsiger sig som taler og organiserer det, han siger, i personkategorien." 26 Dermed inkluderer diskursen den historiske udsigelses formelle indikationer, mens historien ekskluderer diskursens ditto. Det betyder, at tredjepersonen han" eller hun" ikke har samme v rdi i de to udsigelser. Siden fort lleren ikke intervenerer i den derved objektive" historiske fort lling, stilles sidstn vntes tredjeperson ikke over for nogen anden person, dens han" er en frav rende person, mens den subjektive diskurs lokut r stiller en ikke-person, han", over for en dialogisk person jeg/du. 27 Den historiske fort lling er skrevet af en eller anden, men recipienten glemmer" gennem l sningens effekt, at teksten er skrevet af nogen, begivenhederne synes at fort lle sig selv. I den autobiografiske, diskursive fort lling, derimod, er personrelationen allestedsn rv rende. Dens effekt er en erindring af udsigelsen. Konfrontationen med en skrevet teksts materielle virkelighed bevirker alts i det ene tilf lde en glemsel eller et tilsyneladende frav r af subjekt og i det andet en erindring eller et tilsyneladende n rv r af subjekt.
Den historiske udsigelse synes at v re karakteriseret ved en eksklusion af den diskursive udsigelses m rker og at v re konstitueret gennem en negation af hele det udsigelsesapparat, p baggrund af hvilket den ikke desto mindre fremkommer. Denne negation er en fortr ngning af det udsigende subjekt, en simultan frembringelse og undertrykkelse af selve udsigelsen. Men som blandt andre G rard Genette har gjort opm rksom p , er oppositionen mellem historie og diskurs aldrig absolut. Ingen af de to findes i en ren form, og det er ikke en opposition mellem to symmetriske termer, men mellem en generel tilstand, diskurs, og en s rlig tilstand markeret af udelukkelser, historisk fort lling, der s ledes blot er en form af diskursen, hvor udsigelsens m rker tilsyneladende er midlertidigt suspenderet. Men suspensionen af udsigelsen er kun delvis, da ethvert udsagn, som Genette bem rker, og som vi skal se det hos Beckett, i sidste instans i sig selv er et spor af udsigelsen. 28
Person og tempus - det personlige pronomen og subjektiviteten i sproget
Som det fremg r, er person og tempus de to fundamentale kategorier i udsigelsens semantik. For at muligg re udsigelsen - som den instans, der i den individuelle bringen sprogsystemet i anvendelse konverterer eller omdanner det virtuelle sprog til en aktuel diskurs - er alle sprog i besiddelse af en r kke tegn, som Benveniste kalder udsigelsesindikatorer" - Otto Jespersen og Roman Jakobson kalder dem shifters - hvoriblandt man for eksempel finder de f romtalte pronominer og adverbier jeg", du", dette" og her", nu", i dag" etc. Disse ords funktion eller bestemmelse er at tillade den individuelle sprogbruger at appropriere, til-egne sig sproget og overtage alle dets ressourcer med henblik p at bruge det p egne vegne. 29
I artiklen La nature des pronoms" (Pronominernes natur) fra 1956 beskriver mile Benveniste de lingvistiske forskelle mellem almindelige substantiver og personlige pronominer. 30 Hver anvendelse af et substantiv refererer til et konstant og objektivt begreb, der er i stand til at forblive virtuelt eller at aktualisere sig i et singul rt objekt, og som altid forbliver identisk i den repr sentation, det fremkalder." 31 Med andre ord har et almindeligt substantiv som tr " eller hest" den samme referentielle kapacitet, ligegyldigt hvem der udtaler det, eller hvor det er skrevet. Det personlige pronomen er derimod ikke i besiddelse af en s dan leksikalsk betydning, det har intet objekt, hvortil dets brug kan referere: Men de tilf lde, hvor jeg anvendes, konstituerer ikke en referencegruppe, da der ikke findes noget objekt , der kan defineres som jeg , til hvilket disse tilf lde kan referere p en identisk m de." 32 Betydningen af det personlige pronomen kan udelukkende defineres i forhold til den udsigelsessituation, hvori det bringes i anvendelse. 33 Den virkelighed, som det personlige pronomen henviser til, er derfor ikke en reel, men en diskursiv virkelighed, hvorfor subjektiviteten if lge Benveniste kommer til at afh nge af udsigelsen: Jeg kan udelukkende defineres p baggrund af lokutionen , ikke p baggrund af objekter som et nominelt tegn er. Jeg betyder den person, som udsiger n rv rende diskursenhed indeholdende jeg ." 34 Eller mere pr cist: jeg er det individ, der udsiger n rv rende diskursenhed indeholdende den lingvistiske instans jeg ." 35
De sp rgsm l, som deiksis eller indikation rejser vedr rende subjektivitetens temporalitet, unders ges videre i artiklen De la subjectivit dans le langage" (Om subjektiviteten i sproget) fra 1958, 36 hvor Benveniste argumenterer for, at subjektivitet er den talendes evne til at placere sig selv som subjekt: Ego er den, som siger ego ." 37 Dette implicerer, at jeg" ikke l ngere refererer til en subjektiv substans, der skulle eksistere forud for talehandlingen, i form af en eller anden ordl s erfaring af egoet eller en ren intuitiv fornemmelse af at v re n selv, men snarere til dets egen udtalelse, idet det selv bliver den referent", det skulle v re et tegn for, hvilket kunne udtrykkes som jeg bliver det jeg , netop jeg siger". Det er s ledes bogstavelig talt i og gennem sproget, at individet konstitueres som et subjekt. De personlige pronominer er tomme" tegn, der ikke refererer til en ydre virkelighed, men som altid er til r dighed, og som bliver fyldt", s snart sprogbrugeren p tager sig dem i sin tale. 38 Subjektiviteten kan alts udelukkende defineres gennem dette sproglige jeg, der transcenderer totaliteten af levet erfaring, og som tilvejebringer bevidsthedens permanens. 39
Hver taler individueres forskelligt i en diskursbegivenhed, der altid er ny, og som hver gang relaterer sig til den talesituation, den indskriver sig i, og som ikke gentager sig. I Benvenistes sprogt nkning er subjektivitet og temporalitet s ledes uadskillelige st rrelser. Brugen af sprogets personlige pronominer s tter hver gang en uendelig individuationsproces i spil: S snart et menneske udtaler dem [ pronominerne jeg og du ], p tager han sig dem, og pronomenet jeg omdannes fra at v re et element i et paradigme til en unik betegnelse og producerer, hver gang, en ny person." 40
Udsigelsesteoriens reception
Benvenistes udsigelsesteori er blevet modtaget med vidt forskellige konklusioner til f lge. Roland Barthes, der i slutningen af 1960 erne besynger sprogets neutralitet og erkl rer forfatteren d d ved at identificere subjektet med sproget, befinder sig ved den ene yderpol: Udsigelsen er ikke [ ] subjektivitetens simple n rv r i diskursen [ ]: Subjektet er ikke forud for sproget; det bliver kun subjekt, for s vidt som det taler; kort sagt er der ingen subjekter (og derfor heller intet st ttepunkt for subjektivitet ), der findes kun lokut rer; eller bedre endnu - og det er Benvenistes uoph rlige p mindelse - der findes kun interlokut rer ." 41 Den lingvistiske udsigelsesteori er dermed if lge Barthes et vigtigt analytisk instrument i aflivningen af forfatteren ved at vise, at udsigelsen i sin helhed er en tom proces, som fungerer udm rket, uden at det er n dvendigt at fylde den med talende personer [ la personne des interlocuteurs ]: I lingvistisk forstand er Forfatteren aldrig mere end den, som skriver, ligesom jeg ikke er andet end det [ celui ], som siger jeg : Sproget kender et subjekt , ikke en person , og dette subjekt, der er tomt uden for selve den udsigelsesakt, der definerer det, er tilstr kkeligt til at holde sproget sammen , det vil sige til at udt mme det." 42 Over for Barthes udtalte antisubjektivisme kunne man stille sp rgsm let: hvis sproget depersonaliserer den, der aktualiserer det, findes der s ikke en m de, hvorp denne depersonalisering kommer til udtryk? Er det ikke netop denne depersonaliserende erfaring, som konstituerer os som subjekter?
I mods tning til Barthes, der i det sidste citat bytter om p person" og subjekt", fremh ver den anden yderpol netop udsigelsen som det sted, hvor subjektivitet og individualisering muligg res:
Benveniste apprehended and formalized this signifying and societal network in his work by opening up the closed circuit of language versus speech act to account for actual language practice as opposed to abstracted language practice, and the subject of enunciation as the locus of its production as opposed to some formalized matrix of transmission. [ ] Speech for Benveniste is the locus where subjectivity individuates and constitutes itself. 43
Udsigelsens subjekt er h r ikke ekskluderet, men netop der, hvor sprogets aktualisering finder sted. Men det er i den forbindelse sp rgsm let, i hvor h j grad udsigelsessubjektet er autonomt i konstitueringen af sin egen subjektivitet. Subjektet eksisterer ikke forud for udsigelsen af sin diskurs.
Implicit korrigerende begge disse positioner, men mest den sidste, bem rker tienne Balibar, at Benvenistes titler L homme dans la langue" (Mennesket i sproget) og De la subjectivit dans le langage" i sig selv udtrykker den for strukturalistisk t nkning kendetegnende omvending af det konstituerende og det konstituerede, alts at det konstituerende subjekt bliver til konstitueret subjektivitet. Der er imidlertid ikke blot tale om, at sproget taler mennesket", snarere end mennesket taler sproget", men at sproget taler" mennesket netop som et subjekt: Det taler menneskets mulighed, og gr nserne for denne mulighed, for - som et menneskeligt individ, der er kastet ind i sprogets system - at navngive sig selv som subjekt. 44 I forhold til de to skitserede yderpositioner, der giver ontologisk prioritet til henholdsvis det upersonlige sprog og til udsigelsens subjekt, vil jeg her argumentere for en tredje, hvor udsigelsessubjekt og sprog betragtes som uadskillelige, men non-koincidente st rrelser - som hinandens gensidige mulighedsbetingelse, der tilsammen danner subjektivitetens form.
Roland Barthes, forfatterens d d og medium-diatesen
Hos Barthes anvendes udsigelsesteorien og den strukturelle lingvistik alts som et vigtigt moment i afviklingen af det traditionelle forfattersubjekt - og i forl ngelse heraf af det individuelle autonome bevidsthedssubjekt i dets forskellige afskygninger hos eksempelvis R ne Descartes, Edmund Husserl og Jean-Paul Sartre. Hermed l gger Barthes sig i forl ngelse af Claude L vi-Strauss og Jacques Lacan, hvis indskrivning af den saussurianske strukturelle lingvistik i henholdsvis antropologien og psykoanalysen, to af de vigtigste videnskaber om det menneskelige subjekt, i midten af 1950 erne indebar en forkastelse af det individuelle bevidsthedssubjekt til fordel for unders gelser af ubevidste sociale strukturer. If lge Lacan er det s ledes ikke mennesket som bevidst subjekt, der t nker, handler eller taler, men det sprogligt ubevidste, der bestemmer alle menneskets tanker, handlinger og ytringer: det [er] ikke blot mennesket der taler, men det [id et] der taler i mennesket og gennem mennesket; for s vidt dets v sen bliver v vet af effekter, hvori man genfinder sprogets struktur, som mennesket bliver materiel b rer af [dont il devient la mati re]." 45 L vi-Strauss h vder tillige, i polemik med Sartre, ligefrem, at de humanistiske videnskabers egentlige m l ikke er at skabe mennesket, men at opl se det." 46
Barthes manifestlignende tekst om forfatterens d d, La mort de l auteur", fremst r som et af de mest indflydelsesrige enkeltbidrag til diskussionen af forholdet mellem tekst og forfatter i efterkrigstiden. 47 I denne knap syv sider lange tekst g r Barthes

  • Accueil Accueil
  • Univers Univers
  • Ebooks Ebooks
  • Livres audio Livres audio
  • Presse Presse
  • BD BD
  • Documents Documents