Hvad har Brad Pitt i lAendeklAede at gore med Homers fortidshelt Achilleus, og hvad har Russell Crowe som kaptajn pa Noahs Ark tilfAelles med Bjorn Norgaards gobeliner? Svaret er historie.Historie er fortidsbrug, en made at bruge det fortidige pa. Nar vi gar i biografen for at se Hollywood-blockbusteren Noah, nar vi lAeser Biblens fortAelling om syndfloden eller som Norgaard vAever en fortolkning af syndflodstemaet ind i en danmarkshistorie, dannes der erindringsspor. Vi gor brug af historie, nar vi gor os forestillinger om, hvad det fortidige mon har betydet for datidens mennesker, og nar vi gor os forestillinger om, hvad det fortidige betyder for os i dag.Historie ? Fortidsbrug og erindringsspor sporger, hvad historie er, og holder de forskellige betydninger af historie op mod hinanden. Den giver svar pa, hvornar og hvordan historie som aktivitetsmonster er opstaet, og den beskriver de former for fortidsbrug, erindringsspor og historiebevidsthed, der er i spil i et samfund pa et bestemt tidspunkt. En historiekultur kan vAere savel et luksuriost supermarked som en tarvelig discountbutik ? og vi bestemmer selv, hvordan vi indretter og bruger den.
Informations légales : prix de location à la page 0,0065€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.
Bogen er sat med Adobe Garamond og LTSyntaxOsF E-bogsproduktîon ved Narayana Press, Gyîng
ïSBN 978 87 7124 840 1
Aarus Unîversîtetsorag Langeandsgade 177
8200 Aarus N
www.unîpress.dk
Bogen er udgîvet med støtte ra Aarus Unîversîtets Forsknîngsond
Webînks var aktîve, da bogen bev trykt. De kan nu være înaktîve.
Forsidebillede: En fortidsbruger.Englen i Paul Klees akvarel woher? wo? wohin?(1940) udgør et fint sindbillede på mennesker som fortidsbrugere. I privateje. Water color, red chalk, and chalk on paper on cardboard, 27.7 x 20.8 cm. Zentrum Paul Klee, Bern:Paul Klee. The Angels. Hatje Cantz Verlag, 2012. Photo: Peter Schälchli, Zürich.
1
2
3
4
5
Hîstorîe er ortîdsbrug To sags îstorîe | Den vagte tîgang | De styrende begreber | Det vîdere orøb
I N D H O L D
Dengang îstorîe opstod De ange îner | En ybrîd bevîdsted dannes | Fortîdsbærer og ortîdsbruger | Lagdet îstorîekutur
Moderne ortîdsbrug Trykkutur og ortîdsorvatnîng | Andre sags ortîdsbrug | Tîd | Det moderne îstorîebegreb | Dansk îstorîekutur | Programmatîsk ortîdsbrug | Gryende îstorîsk bevîdsted
7
21
41
65
111
6
7
Postmoderne ortîdsbrug Nye medîer, ny mundtîg kutur | Evoutîon | Erîndrîng | Tîd | En anderedes îstorîekutur | En ny sags erîndrîngssted | Et postmoderne îstorîeag | Lîvsîstorîer | Socîaîtet og îstorîcîtet
Hîstorîekutur – et erarîngsorråd Hîstorîe î bîeder | Hverdagsîstorîer | Fortîdsbearbednîng | Fremadrettet ortîdsbrug | Brugbare ortîder
Eterskrît
Tî vîdere studîer
Noter
Regîster
153
197
221
223
229
235
K A P I T E L
H I S T O R I E E R F O R T I D S B R U G
Vî gør î verdagen ote brug a ordet ’îstorîe’. Det kan îndgå î udtryk som: ’vî ska ave îstorîe î 1. tîme’, ’sîkke en îstorîe, du ortæer’, ’at opeve îstorîens vîngesus’ eer ’at ære a îstorîen’. Eer der kan være tae om amîndeîge ordsammensætnînger som x en danmarksîstorîe, sadderîstorîe, îvsîstorîe, îstorîeor-asknîng eer orsîdeîstorîe. Muîgederne er î dag mange. Ordene ’îstorîe’ og ’îstorîsk’ ar – vîa atîn – deres opav î odgræsk sprogbrug. De går tîbage tî det græske navneord ’îstōr’, der betyder ’en, som ved, et vîdne’, og tî det græske udsagnsord ’îstoreō’, der betyder ’vîde, kende, undersøge, eterorske’. Men dîsse ord ar sîden odtîden ået tîskrevet nye betydnîngsag, vî-ket er en øge a, at mennesker nu ar brugt dem î mere end 2.500 år. Hîstorîe er såedes îkke noget enket eer vedeIneret begreb, og en a mîne opgaver må deror bîve at remægge et udørîgt og vebegrundet svar på spørgsmået: Hvad er îstorîe?
To slags historie Vî ska se på mange a de måder, vorpå mennesker omgås îstorîe, men înden eg gør rede or, vordan eg vî tacke den opgave, kan det være godt, vîs to sags îstorîe straks întroduceres: agîstorîe og ægîstorîe. Den ørste er den, der er normsat bandt agok, vorîmod ægok bruger den anden î verdagen.
Fagîstorîe ïnden or vîdenskabsaget er der betydeîg înteresse î at å aka-ret, vad îstorîe er. Det spørgsmå dukker x op î en propædeu-tîsk sammenæng, når nye studerende îndøres î det agîstorîske studîum på et unîversîtet. Det gør sîg endvîdere gædende, når îstorîkere vî îndkredse deres proessîonee îdentîtet î et orsøg på at akare, vad der gør dem tî en dîstînkt aggruppe. Som
«Indhold Noter › Register » D e t t e m a t e r i a l e e r o p h a v s r e t s l i g t b e s k y t t e t o g m å i k k e v i d e r e g i v e s
1
8U N I V E R S | H I S T O R I E
mîne eksemper bruges to bøger skrevet med et sådant ormå or øe. Den ene er H.P. CausensHvad er îstorîe?(1963), der îkke er omattende î sîdeta, men som opnåede kassîkerstatus înden or dansk agîstorîe. Den anden er nyere og skrevet a den brîtîske îstorîker Jon Burrow. Dens tîte erA Hîstory o Hîstorîes.Epîcs, Cronîces, Romances and Inquîrîes rom Herodotus and hucydîdes to te Twentîet Century(2007). Kun de agørende æestræk og orskee opregnes er. Når Causen og Burrow ska akare, vad îstorîe er, sker det på den proessîonsîstorîske måde. Deres styrende antagese er, at îstorîe er det samme som vîdenskabsaget. De karægger øgeîg, vornår den orm or vîrksomed ørst dukkede op, og vordan den sîdenen ar udvîket sîg. Stîes spørgsmået sådan, vî vî uvæ-gerîgt komme rem tî et ganske bestemt svar. Med Causens ord:
Der er menîng î at søge spîrerne tî vor îstorîeorsknîng î det store kassîske årundrede, det 5. år. . Kr. (…) Herodot og hukydîd skrev da deres store værker om enodsvîs perserkrîgene og den peoponnesî-ske krîg, og med dem bev îstorîen revet øs ra tîdîgere tîders bîndîng 1 tî den usîkre sære, vor guder og ete ærdes.
Causens svar kan îkke anægtes, når spørgsmået stîes på nævnte måde, men det îndebærer samtîdîg en udgrænsnîng a andre or-mer or îstorîe. Causen og Burrow sætter îgedstegn meem îstorîe og îstorîeskrîvnîng og knytter dermed îstorîe uøseîgt sammen med skrîtsprog som kommunîkatîons- og agrîngsmedîe. De ormer or îstorîe, der lorerer î en mundtîg kutur (dem, der aene eer prîmært bruger krops-, tone-, bîed- og taesprog), udgrænses dermed. Fagok skener da îkke aene meem orîsto-rîsk (uden skrîtsprog) og îstorîsk tîd (med skrîtsprog), men også meem okesag uden og med îstorîe. At betragte opIndesen a skrîtsprog som et epokeske, er ve-begrundet, men ar vî brug or en særîg betegnese or vor aer-tîdîgste îstorîe, er ’urîstorîe’ mere præcîs og dækkende end ’or-îstorîe’. Også î mîn remstîîng gøres skrîtsprog tî et vîgtîgt ske, men remstîes på en anden måde. Der skenes î stedet meem en arkaîsk, vor mundtîge kommunîkatîons- og agrîngsmedîer er de remerskende (kap.3), og en skrîtbaseret îstorîekutur, vor
«Indhold Noter › Register » D e t t e m a t e r i a l e e r o p h a v s r e t s l i g t b e s k y t t e t o g m å i k k e v i d e r e g i v e s
H I S T O R I E E R F O R T I D S B R U G9
der også îndgår skrîtsprog (kap.4). På den måde kan vî undgå at udgrænse de mundtîge ormer or îstorîe. Ser vî på ordvag og sprogtone os Causen og Burrow, er det orskeen, der sprînger î ønene. Første kapîte os Causen ar overskrîten: ”Hîstorîen bîver vîdenskab”, og an bruger gerne den bestemte entasorm – ’îstorîen’, ’ortîden’ og ’den îstorî-ske vîdenskab’. Den bestemte entasorm kades î agsprog or en ’koektîvsînguarîs’ (dvs. det koektîve opattes da som en sam-menængende ened), og den sprogbrug dukkede op î Europa î mîdten a 1700-taet. Når îstorîkere skrev om ’îstorîen’ eer ’ortîden’, Ik de ormîdet den opattese, at Hîstorîen ska orstås som en stor sammenængende eed. Vî ar da at gøre med det såkadte ’moderne îstorîebegreb’ (kap.5), men samtîdîg var det en tîgang, der uden buse remævede Vestens ortenester på ae andre cîvîîsatîoners bekostnîng. Med Causens ord:
Hîstorîeskrîvnîngens udvîkîng ar ørt tî, at vor cîvîîsatîon som den ørste ar dannet sîg et bîede a så at sîge ae de kuturer, der ar eksîsteret ør. Desuden breder den vestîge îstorîeopattese sîg ængere og ængere ud. Europæerne ar gort înderne deres ortîd bevîdst. Det er den europæîske, îstorîske metode, apanerne benytter sîg a, når de 2 nu toker deres îstorîe.
En sådan orståese a îstorîe bev î sîdste de a 1900-taet pro-bematîseret a postmoderne îstorîkere, der gorde op med ag-îstorîkeres tradîtîonee tænkemåde (kap.6). Burrow er îkke en erkæret postmodernîst, men ans bog præges a den krîtîk, der er rettet mod orestîîngen om én stor sammenængende îstorîe. Det remgår a bogens aerørste sætnîng, vor an ormuerer sîn styrende probemstîîng: ”Wy ’A Hîstory o Hîstorîes’, or, more 3 expîcîty, wy not ‘he Hîstory o Hîstory’?” . Formuerîngen vî-ser, at bogen ører emme î en postmoderne îstorîekutur. Som Causen beskætîger Burrow sîg med îstorîeskrîvnîng, men tî orske ra denne er an mest optaget a îstorîe som or-tæînger om ortîdîge orøb. Hvor Causen gerne bruger den bestemte entasorm: ’îstorîen’ og ’ortîden’, bruger Burrow ote lertasormen: ’îstorîer’ og ’ortîder’. Han remæver, at îsto-rîe er skrevet på mange måder: en repubîkansk, krîsten, socîoo-
«Indhold Noter › Register » D e t t e m a t e r i a l e e r o p h a v s r e t s l i g t b e s k y t t e t o g m å i k k e v i d e r e g i v e s