Kritik af Krigens Fornuft
742 pages
Danish

Kritik af Krigens Fornuft , livre ebook

-

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus
742 pages
Danish
Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

Description

Krig kan ikke styres.Uhyrlige invasioner og krige begynder, fordi magthavere vil demonstrere, at de handler, beslutter og kontrollerer. Men krige kan ikke beherskes, og de slutter forst, nar ressourcerne slipper op.Gorm Harste prAesenterer udforligt krigens komplekse udviklingshistorie, forklarer dens paradoksale fornuft og undersoger dens magtfulde og autonome ustyrlighed. Med et systemteoretisk greb videreudviklet fra isAer Carl von Clausewitz' krigsfilosofi og Niklas Luhmanns sociologiske kommunikationsteori dokumenterer Harste, hvordan krig har domineret moderne samfund. Han viser ogsa, hvordan krig ikke afgores pa slagmarken eller i antallet af dode, men vindes og tabes i en nedslidende tidslig og geografisk forskydning, hvor alle kneb gAelder. Og hvor kun krigen magter at tage magt over magten.

Sujets

Informations

Publié par
Date de parution 01 décembre 2016
Nombre de lectures 0
EAN13 9788771842890
Langue Danish
Poids de l'ouvrage 14 Mo

Informations légales : prix de location à la page 0,016€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.

Exrait

GORM HARSTE
KRITIK AF KRIGENS FORNUFT
--- 170 mm + 2,5 + 1 mm nedbrænding --- 53,2 --- 173.5 mm ---
GORM HARSTE
KRITIK AF Krig kan ikke styres.
Uhyrlige invasioner og krige begynder, fordi magthavere vil KRIGENS FORNUFT
demonstrere, at de handler, beslutter og kontrollerer. Men
krige kan ikke beherskes, og de slutter først, når ressourcerne Et perspektiv på selvreferentielle systemer
slipper op.
fra 11. – 21. århundrede
Gorm Harste præsenterer udførligt krigens komplekse
udviklingshistorie, forklarer dens paradoksale fornuf og
undersøger dens magtfulde og autonome ustyrlighed. Med et
systemteoretisk greb videreudviklet fra især Carl von Clausewitz’
krigsflosof og Niklas Luhmanns sociologiske
kommunikationsteori dokumenterer Harste, hvordan krig har domineret
moderne samfund. Han viser også, hvordan krig ikke afgøres
på slagmarken eller i antallet af døde, men vindes og tabes i en
nedslidende tidslig og geografsk forskydning, hvor alle kneb
gælder. Og hvor kun krigen magter at tage magt over magten.
GORM HARSTE
Gorm Harste (f. 1955) er uddannet sociolog, politolog og flosof
og ansat på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet. Han
forsker i europæisk statsdannelse, kritisk systemteori, krig og
konfikter og har skrevet adskillige bøger og artikler inden for sine
forskningsemner. På Aarhus Universitetsforlag har han tidligere
udgivet Krigen – et ustyrligt system (2014).
Kritik af Krigens Fornuf er Gorm Harstes doktordisputats.
104505_cover_kritik af krigens fornuft_.indd 1 24/10/16 15:34--- 436.2 x 286 --- overtraek
--- 245 mm + 2x 2,5 mm
---Kritik af Krigens FornufKritik af Krigens Fornuf
Et perspektiv på selvreferentielle systemer
fra 11.‑21. århundrede
gorm harste
Aarhus Universitetsfor| lag Kritik af Krigens Fornuf
© Gorm Harste og Aarhus Universitetsforlag 2016
Omslag: Kathrine Egemar
Forsideillustration: Nowhere man in nowhere land (2012). Collage
lavet til serigraf. Kunstner: Martin Nore. Foto: Henrik Taka
Illustration side 410‑411: Irak – Overmodets kaos (2016). Olie på lærred,
200 × 300 cm. Kunstner: Martin Nore. Foto: Tomas Larsen
Forlagsredaktion: Karina Bell Ottosen
Bogen er sat med Minion
E‑bogsproduktion: Narayana Press
ISBN 978 87 7184 289 0
Aarhus Universitetsforlag
Finlandsgade 29
8200 Aarhus N
www.unipress.dk
Bogen er udgivet med støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond
Kopiering fra denne bog må kun fnde sted på institutioner, der har indgået
afale med Copydan, og kun inden for de i afalen nævnte rammer.
Weblinks var aktive, da bogen blev trykt. De kan nu være inaktive
Denne afandling er af Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Københavns
Universitet antaget til forsvar for doktorgraden i statskundskab.
København, den 8. september 2016
Troels Østergaard Sørensen
Dekan
Forsvaret fnder sted torsdag den 1. december 2016 kl. 13.00
på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.Tilegnet
Ludwig, August, Ivan, Karl,
Povl‑Erik, Ernst, Armand, Raphael, Martin,
Dan og mange andre; nogle jeg aldrig mødte,
og andre hvis byrder tyngedes af historiens ekkoer.
Mange var mænd, fere var kvinder, adskillige var
børn, der blev voksne, som kunne glemme,
eller huske og tage ved lære.Oversigt
INDLEDNING 15
Fra Clausewitz’ formanalyse til kritisk system17teori
ANALYSESTRATEGIER 73
Krig ifølge historisk sociol75ogi
Systemteori som iagttagelsesme to 12de6
KRIGENS UDVIKLINGSHISTORIE 193
Krig og territoria li– steo tm medier for kommunikationssystem19er5
Evolution og histo  r– kierigen om krig gennem 1000 år2 49
Asymmetrisk kri g– iagttaget som kommunikationssyste3m83
STRUKTURELLE KOBLINGER 413
Krigenes fnansieringssystem – ferremvækst og formafængighe4d15er
Krigen i fred en– krigsveteraners historiske soc io4log84 i
Freden i krigen – Kants paradoksale teori om k rig
som realistisk garanti for f 543red
Strukturel kobling som konklu – ksioann krig styres politisk6?09
Post scriptum – bidraget i en kritisk systemteo6r54i
Litteratu r657
Navneregiste r711
Stikordsregist er713
Summary 721Indhold
INDLEDNING 15
Fra Clausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 17
A. Overblik
I. Krigen i samfundet 17
II. Perspektivet 21
III. Bogens struktur: De enkelte kapit27ler
B. Krigens formanalyse
IV. Fra Clausewitz til Luhmann 31
V. Andenordensiagttagelsen af krigens f 35orm
VI. En essentielt omdiskuteret fortolk 47ning
VII. Teorien om krig som selvreferentielt funktion 51ssystem
VIII. Det systemteoretiske forskningsprogram om krig og f61 red
IX. Systemteori som battlefe68ld
ANALYSESTRATEGIER 73
KAPITEL 1
Krig ifølge historisk sociologi 75
I. Krig og fred i sociologiens mainstre77am
II. Simmel, Durkheim, Weber og Lederer om Første
Verdenskrig 87
III. Historisk sociologi som prøvesten: Dannelsen af militærstater
og magtstater 97
IV. Debatten om militære revolutioner, krigs‑ og
strategihistorie108
V. Raymond Aron om krigens og fredens sociolog111 i
VI. Michel Foucaults analytik om krigens betydnin113 g
VII. Fra stands‑ til klassesamfund: Inklusion og eksklusion i
moderne militær 116
9KAPITEL 2
Systemteori som iagttagelsesmetode 126
I. Makroanalysens mulighedsbetingelser efer den kommunikative
vending 129
II. En metodologi til analyse af funktions‑ og
organisationssystemers evolut136ion
III. Formanalysen i Clausewitz’ metodolog145i
IV. Fra idealtyper til paradokse for151mer
V. Formanalysen og den kommunikative selvrefer153ence
VI. Formanalyse af territorialitet som me159dium
VII. Semantik‑ og kodeanalyse170
VIII. Diferentierings‑ og koblingsanal172yse
IX. Autopoietisk systemanalyse i 10 punkt176er
X. Kommunikationsformens frisættelse: Krigs‑ og
fredskommunikation179
XI. Konvergenstesen: ‘most similar’ eller ‘most difer189ent’
KRIGENS UDVIKLINGSHISTORIE 193
KAPITEL 3
Krig og territorialitet – som medier for
kommunikationssystemer 195
I. Det usandsynlige territorium198
II. Vandlande og landlande202
III. Højmiddelalderens patchwor206k
IV. Krigen om krigen 210
V. Krigens statsræson, krigens sikkerhedssystem: Det westfalske
system 218
VI. Territorialitet som organisatorisk iagttagels222essystem
VII. En anden territorial f orm:
Det Romerske Rige af den Hellige Tyske Na227tion
VIII. Territorialitetens betydningsdann 234elser
IX. Territorialitetens frem236 tid
X. Sikkerhed, nødvendighed og risici som kontingensfor239mler
XI. Soldaten som engel eller djæv246el
10 Kritik af krigens fornuftKAPITEL 4
Evolution og historie – krigen om krig gennem 1000 år 249
I. Kamp og krig som kodifceret kommunikatio255n
A. Før revolutionen i krigen
II. Symmetriseringen af krig og f264red
III. Korstogene: Kampen om koden symbol/diabo269l
IV. Ekskurs: Magtens symbolske generaliser275ing
V. Ekskurs: Magt som kommunikationsmedium 282
VI. Ekskurs: Magtdannelsernes invisibiliseringsstrat291egier
B. Revolutionen i krigen
VII. Krigen om krig: En andenordenskodnin298g
VIII. Krigens og militærets statsræs304on
IX. Et eksempel: Distinktionen soldat/borg308er
X. Enhed eller kompleksitet?310
XI. Professionalisering: Logistik som strukturel kobling af
fnansiering og krig316
XII. Freden, retten og departementaliserin 319gen
XIII. Temporaliseret strat326egi
XIV. Clausewitz’, Jominis og Kants analyser af mål og mid 337 ler
C. Efer revolutionen i krigen
XV. “1st, 2nd, 3rd og 4th Generation Warfa351re”
XVI. Magtbalancens magt og afmagt i en systemteoretisk
risikoanalyse363
XVII. Almagt som tydningsform371
XVIII. Konklusioner og perspektiver377
KAPITEL 5
Asymmetrisk krig – iagttaget som kommunikationssystem 383
I. Er “nye krige” nye? 384
II. Asymmetrisk krigsførel se:
En transformation af konting388ens
III. Den asymmetriske krigs deontologiserin395 g
IV. En systemteoretisk risikoanalyse af f 399 rygt
V. Konklusion: Krig som andenordensiagttage407lse
Ind ho ld 11STRUKTURELLE KOBLINGER 413
KAPITEL 6
Krigenes fnansieringssystemer – fremvækst og
formafængigheder 415
I. Forskydningen i kriges tyngdepunkt mod
fnansieringssystemet420
II. Tabet af budgetkont424rol
III. Finansieringssystemernes historiske sociolog428 i
IV. Skatten som form og system444
V. De politiske og national‑statslige konsekv449enser
VI. Verdenskrigenes fnansieringssystemer: Første
Verdenskrig 454
VII. Finansieringen af Anden Verdenskr464ig
VIII. Et lærende system? 475
IX. Sammenfatning: De strukturelle (af)koblin482ger
KAPITEL 7
Krigen i freden  – krigsveteraners historiske sociologi 484
I. Den sociologiske iagttagelse af det psykiske sys489 tem
II. Det psykiske systems afobling:
Individualiseringsprocessen500
III. Ondskabens paradoks515
IV. Veteranen imellem funktions‑ og organisationssystem517 erne
V. Inklusionen af kvinderne – og eksklusio529nen
VI. Civilisationsprocessens paradokser: Kampen om subjektive
rettigheder534
VII. Konklusion: Iagttagelsen af politisk hy541kleri
KAPITEL 8
Freden i krigen – Kants paradoksale teori om krig som realistisk
garanti for fred 543
I. Romerrigets enhed og den evige fr547ed
II. Kampen om “retfærdig krig”‑doktriner ne:
Tiden op til Grotiu 549s
12 Kritik af krigens fornuftIII. Fra Grotius’ principper om retfærdig krig til Saint‑Pierres
fredspl an554
IV. Kant og Clausewitz558
V. Aktuelle diskussioner af Kants teori om internationalt
samarbejde 561
VI. Bag om staten 564
VII. Kants teori om føderationer af frie s567 tater
VIII. Det kantianske moment: Kants historieflos578 of
IX. Kants teleologiske argumen581t
X. Kants systemteori om funktionel diferentier583ing
XI. Derfor har stater kun brug for dj587ævle!
XII. En kantiansk historisk sociologi: Kants teori om militærstaters
konvergens 589
XIII. Kants argument rekonstrueret for det 21. århundrede:
Muligheder og begrænsninger600
XIV. Hinsides nationalstaternes risikable syst604emer
XV. Grænserne for Kants argumen606t
KAPITEL 9
Strukturel kobling som konklusion – kan krig styres politisk? 609
I. Evolution af magtdeling som funktionel diferen 615tiering
II. En myte om en kontrolleret enhe621d
III. Fremvæksten af forestillingen om politikkens kontrol med
krigen gennem det militære organisationssys624tem
IV. Kontrollen med det militære organisationssys tem:
Den hybride grænse 630
V. Den kulturelle revolution i asymmetrisk krigsf 638ørelse
VI. Konklusion I: Den organisatoriske fæ645lde
VII. Konklusion II: Fredens politiske paradoks 651er

Post scriptum – bidraget i en kritisk systemteori 654
Litteratur 657
Navneregister 711
Stikordsregister 713
Summary 721
Ind ho ld 13INDLEDNINGDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
Fra Clausewitz’ formanalyse
til kritisk systemteori
Krig rummer en mangfoldighed af iagttagelser og betydninger, hvis kompleksitet
må reduceres, hvis vi skal forstå, fortolke, forklare og fortælle, hvad de går ud
på. Først og fremmest består krig af ofe uudtalelige erfaringer og udgør således
en grænse for det, der kan gives sproglig mening. Krig er meningsdestruerende
kommunikation, men udgør også en form for meningssættende kommunikation.
Krig består af kommunikation med voldsomme konsekvenser for omverdenen.
For de involverede kan iagttagelserne af krig blive forkrøblede, knægtede og
uudholdelige. Så meget desto mere må krig kunne iagttages, ud fra det Niklas
Luhmann har kaldt en anden orden, altså ud fra hypotesen om, at krig essentielt
må iagttages som krig om, hvad der kan iagttages som krig. Mange fagfelter har
budt sig til, mens andre, eksempelvis sociologien, kun modstræbende h‑ ar vil
let iagttage, hvorledes samfund også har udviklet sig i håndtering af vold. Med
denne bog vil jeg forsøge systemteoretisk at afgrænse, hvilken form for betydning
krig har fået i skabelsen af det moderne samfund. Dermed adresserer jeg en hel
række fagfelter.
A. Overblik
I. Krigen i samfundet
Mens man kan sige, at næsten alle videnskaber har været påvirket af kriges
udvikling, er det kun få discipliner som studiet af internationale r ‑ elationer, hi
storieforskning og i nogen grad folkeret og traumepsykologi/‑psykiatri, der har
specialiseret fagfelter til udforskning af krig. Ikke desto mindre h‑ ar krigsudvik
lingen påvirket samfundsudviklingen i et omfang, som tåler sammenligning
med eksempelvis kapitalismen (Halperin 2006). Krig er ikke blot et fænomen,
der har taget plads mellem stater i kampe om deres grænser. Krig har grebet
ind i samfundet og er i den forstand ikke blot et udenrigspolitisk, men også et
indenrigspolitisk fænomen. Jeg har derfor stillet mig den opgave, at fnde frem
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 17
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
til en analyseform, hvor krig foregår i samfundet som verdenssamfund. Dermed
lægger jeg et snit, hvor krigsanalysen fyttes fra internationale relationer over til
det, som franske iagttagere som Raymond Aron (1962/1984) og Marcel Merle
(1975) har kaldt disse relationers sociologi. Da analysen imidlertid v‑il vise, hvor
dan moderne samfund er blevet forandret som følge af håndteringen af krig, har
analysen grundlæggende form som det, der er blevet kaldt “historisk sociologi”.
Historisk sociologi har lagt sig mellem fere fagfelter ikke mind ‑st, som beteg
nelsen siger, sociologi og historie, men også statskundskab i analysen af staters
fremkomst, mens andre fag som jura, teologi og økonomi også er involveret
(Hobden & Hobson 2002).
I den sociologiske teori om selvreferentielle systemer har der i tysk forskning
i tilknytning til Niklas Luhmann været udviklet fere ansatser om krigens system,
idet specielt Barbara KuchKlerrieg s und gesellschafliche Diferenzierung (2012)
udmærker sig. Hvor hun i kølvandet på den engelske historiske sociologis ‘war
and society’‑forskning primært hæfer sig ved, hvorledes krig påvirker samfundet
eller samfundet påvirker krig, er mit fokus på krigens transform ‑ation af sam
fundet. Afgørende heri er dels, at krigen historisk set forandrer form, herunder
semantik, og at krigen således skaber nye og andre mulighedsbetingelser for
strukturelle koblinger til samfundet og de funktionssystemer, hv‑is videreudvik
ling radikaliseres selvreferentielt, diferentieres og – om man vil – rationaliseres
i retning af yderligere selvreferentiel transformation grundet krigens fordringer.
Der er således, som Kuchler da også medgiver, tale om en mere komple‑ ksitets
drevet transformation end blot en kausal tese om, at enten krigen eller samfundet
udgør en uafængig variabel. Metodologisk bliver årsag‑ virkningsforholdet
mellem før og efer sekundært i forhold til kravet om synkronisering i samtidige
vekselvirkningsforhold. Såvel Kuchlers som mit perspektiv iagttager k‑ rigssyste
mets belastning af dets omverden. Dog foretager nærværende bog en såkaldt
andenordensiagttagelse af såvel krigssystemet som af systemer i dets omverden.
Dette perspektiv iagttager den konstituering og rekonstituering af samfundets
diferentieringsform, som den historiske fremvækst af et funktionelt krigssystem
har givet anledning til – inklusive den destruktive dediferentiering skabt af
asymmetriske og “nye krige”. Denne destruktion analyserer Kuchler o‑ verbevi
sende. I nærværende værk undersøger jeg betydningen af den tese, at krigen
historisk uddiferentieres som et funktionssystem, med et tilkoblet mi‑ litært or
ganisationssystem. Det afgørende “take‑of ” i dette evolutionære forløb foregår
formodentlig i perioden 1560‑1660, altså i tiden omkring Trediveårskrigen bredt
betragtet. Krigen magter at tage magt over magten. Forudsætningen herfor er, at
magt igennem højmiddelalderen og reformeret i renæssancen havde organiseret
18 Kritik af krigens fornuft
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
sig som et kommunikationssystem, der fk agt til at magte magten, nemlig som
synkroniserings‑ og dermed koordineringsydelse. De justeringer, der ef‑ erføl
gende foretages, udvikler sig under oplysningstiden og indebærer en funktionel
diferentiering, herunder en magtdeling, som er konstituerende for det moderne
samfund og dets forsøg på politisk styring og begrænsning af krig og ikke mindst
af krigens omkostninger. Mulighedsbetingelsen herfor er imidlertid risikabel,
idet den konstitueres på krigens forudsætninger. Undersøgelsen af denne tese
forudsætter, at krigens konfikt‑ og kommunikationsformer iagttages ud fra de
forandringer, som krig skaber i tilkoblede funktionssystemer, herunder i en række
af deres detaljer. Krigen undersøges som et kommunikationsmedium i samfundet
og her særligt i den form, der hersker mellem modstandere i deres indbyrdes
konfikter om, hvad der eksempelvis kan udgøre de logistiske forudsætninger
for oprustning og nedslidning som skat og låntagning, psykisk sammenhæng,
retfærdiggørelse eller organisatorisk kohæsion.
Denne type revolutionære transformation af krigen analyserer jeg ud fra en
historisk sociologi parallelt til Hauke Brunkhorsts og Chris Tornhills analyse af
konstitutionaliseringsprocesser siden 1000‑tallet (Brunkhorst 2000; 2012; 2014;
Tornhill 2008; 2010; 2011a; jf. hertil kap. 4, I‑VI). Begge analyserer fremvæksten
i funktionel og organisatorisk diferentiering under anvendelse af Luhmanns
systemteori, og begge analyserer strukturelle koblinger, om end med hovedvægt
på retsrevolutionerne. Såvel Brunkhorst som Tornhill undervurderer dog –
ligesom Luhmann – mulighederne for at få et stærkere magtteoretisk greb om,
hvordan magt magtede semantisk og kommunikativt at organisere og konstituere
selvreferentielle magtbegreber. Magtanalyser må ses ud fra et langt stærkere greb
om distinktionerne mellem symbolsk organiseret magt og fysisk magtudøvelse.
Da min problemstilling på denne måde består i at tage krig mere alvorligt,
end specielt sociologien har haf tilbøjelighed til, har jeg villet bidrage til at skabe
en sociologisk samfundsteori om krigen. Denne opgave ville selvfølgelig være
alt for omfattende, hvis den foregik på bar bund, og jeg har således bearbejdet
problemstillingen ved hjælp af de teorier og analysegreb, der forekommer mig
mest lovende. Arbejder man med for mange perspektiver og teoretisk ‑e greb, bli
ver resultatet imidlertid let uoverskueligt og inkonsistent, ikke blot for forskeren
selv, men også for læserne. Den teoridannelse der forekommer mig bedst egnet
til at håndtere de mange faglige – politologiske, sociologiske, historiske, retlige,
teologiske, økonomiske, psykologiske, litterære og flosofske – greb om krigen,
forekommer mig (lige som specielt Tornhill) at være den tyske sociolog Niklas
Luhmanns teori om sociale kommunikationssystemer. Ud fra den iagt‑ tagelses
form bliver det afgørende at håndtere, hvorledes den sociale analysegenstand
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 19
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
in casu krigen selv er blevet beskrevet af dem, der har håndteret den. Dermed
bliver det militære fagfelt involveret. Med Luhmann lægger jeg dog et skarpt
skel mellem organisationssystemer og funktionssystemer, hvilket her optræder
som skel mellem militære organisationssystemer og krigens funktionssystem. I
de militære organisationssystemer fndes en hel kongerække af det, Luhmann
kalder “selvbeskrivelser”, altså af krige, af deres forløb, semantik, organisation,
evolution og revolution.
Den standardsættende militære selvbeskrivelse af krigen er formodentlig
Carl von ClausewitzVo’ m Kriege, der således også her i indledningen vil udgøre
skabelonen for, hvorledes det luhmannsk baserede systemteoretiske greb om
krig må foretages. Imidlertid er de militære selvbeskrivelser utilstrækkelige til
at beskrive, hvorledes krigens funktionssystem strukturelt er koblet t‑ il samfun
dets øvrige systemer. Selv om der såvel i militære selvbeskrivelser og i fagfeltet
for internationale relationer har været en udbredt anvendelse af systemteorier,
er det desværre ofest de egentlig temmelig forældede teorier om såkaldte åbne
input/output‑orienterede systemer, der har været taget i brug. Der fndes i dag
kun få afgrænsede, primært selvfølgelig tyske, anvendelser af Luhmanns langt
mere avancerede systemteori til analysen af krig. Bogens problemstilling drejer
sig således om at redegøre for, hvorledes Luhmanns systemteori kan anvendes
til undersøge, hvordan krigens funktionssystem er opstået som selvreferentielt
funktionssystem, og hvorledes det strukturelt er koblet til an‑dre funktions
systemer. Dette er en undersøgelse af systemgrænser, systemkonstituenter og
mulighedsbetingelser. Det er dermed en kritisk fremstilling af krigens fornuf,
1dens rationalitet, irrationalitet og dømm Ik ekrae minf. dst udgør krigens s‑ ty
ringsgrænser temaet for bogen.
1. Filosofsk interesserede kan spørge, hvad de klassiske begreber om kritik og fornuf skal i
systemteorien og omvendt. Immanuel Kant forbinder dem direkte i det fundament, han i
Kritik der Urteilskraf (1790/1974: §§ 64‑67) lægger for sin kritik af fredens f Zuormn uf i
ewigen Frieden (1795/1977). Hos Luhmann (1984: 597, 640; 1981b: 31) ser man fornuf og
rationalitet defneret som selvreference, idet formen for såvel selvreference, kritik, fornuf og
rationalitet ligger i begrebet om systemer som diferens og diferentiering; jeg må dog henvise
forespørgsler om den type diskussion til en anden diskussionssammenhæng (Harste 1996).
20 Kritik af krigens fornuft
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
II. Perspektivet
Krig er en form for konfikt, der også kunne fnde andre former. Iagttager man
med Niklas Luhmann samfundet sociologisk som et kommunikationssystem,
kan konfikter håndteres som “fortsættelsen af kommunikation, m ‑en med an
dre midler” (Luhmann 1984: 511). I hans formanalyse af kommunikation er
udgangspunktet, at kommunikation ikke kan kommunikere socialt o‑m alt sag
ligt samtidigt. Den saglige, sociale og tidslige kompleksitet må reduceres, for at
kommunikationens form kan få mening. Det gælder også i konfikter. Konfikter
iagttages som kommunikationsformer, og man kan i sociologien lave meget
almen teori om konfiktformen i kommunikation, for eksempel ved møder i
organisationer, forhandlinger i parlamenter, ved måltider, i trafkken eller som
med denne bog: i krigen. Denne bog handler om, hvorledes krigen i en s ‑ ocio
logisk optik kan analyseres som et kommunikationssystem og helt præcist som
et såkaldt selvreferentielt kommunikationssystem. Kommunikation iagttages
ofe som normativt “god”, konsens‑ og koordinationsorienteret, eksempelvis
hos Jürgen Habermas (Habermas & Luhmann 1971: 129, 137; Harste 2017).
Men kommunikation er også dissensorienteret, eksempelvis i et skænderi, hvor
kommunikationen kan begynde at skændes med sig selv endda uafængigt af
parternes ellers gode intentioner om koordination. I værste fald kan deltagerne
begynde at smide kopper eller granater mod hinanden og endda efer‑ ligne hin
andens taktikker, så begge parter forskanser sig bag skyttegrave og eskalerer de
konfiktuelle midler.
Hvis sociologi forstås som samfundets videnskabelige refeksionssys‑ tem (Luh
mann 2000e: 17), udgør sociologien lige så lidt som samfundsvidenskaben nogen
enhed. Snarere består den i en række forskelle, der måske nok uhyre teoretisk kan
beskrives alment, som eksempelvis Luhmann har gjort i vær Sozikaet le Systeme
(1984), men som også fordrer afgrænsede analyser af uddiferentierede systemer
(Luhmann 1997a: 595 f.). Krigen kan iagttages som et sådant uddiferentieret
system, et funktionssystem, der opererer koblet til en lang række a ‑ndre funkti
onssystemer som religion, kunst, fnansiering, social hjælp, ret, politik etc. Skal
sociologien beskrive fremkomsten af denne uddiferentiering, må sociologien
se sig som historisk sociologi.
Når der imidlertid kommunikeres om krig, kommunikeres der også om det
modsatte af krig, altså om fred. Det semantiske skel mellem krig og fred er
blevet udviklet historisk, så der kan kommunikeres om krigen. Da krige jo er
destruktive, idet de udspilles mellem parter, hvor den ene parts vilje forsøges
forandret gennem nedkæmpelse af kapaciteten til at gennemføre den, må krige
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 21
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
også kommunikere om deres mening og mål, og det er blevet til det, man kalder
fred. Fred er gennem to tusind år blevet til krigens legitime mål. Men målet
kunne også være erobringer eller reduceres til nedkæmpelse. Kommunikation
om erobringer er imidlertid sværere at markere som universelt meningsfyldte
mål. Min tese er, at såvel krigen som freden har udviklet sig som selvreferentielle
kommunikationssystemer.
I løbet af historien har der udviklet sig et væld af kommunikationsformer.
Mange af de former har endda kunne forme sig selv og udvikle sig t‑ il selvre
gulerende, selvrefererende og selvskabende, såkaldt autopoietiske former, eller
hvad man siden Immanuel Kant har kaldt systemer, der er “selvorganiserende”
(Kant 1790/1974: 322 (A 289), § 64). Når samfundsteorien forsøger at analysere,
hvordan det moderne samfunds former har fået form og er blevet in‑ stitutionali
seret, organiseret, diferentieret, magtdelt og arbejdsdelt, må man dels ind i disse
formers selvorganisering som “systemer” (ibid.: 327 (A 296), § 67), og de ls se på
deres sammenkobling. Koblingerne mellem sådanne diferentieringer kan tolkes
alment og beskrives historisk, hvilket har afgørende betydning for fortolkningen
af det moderne samfunds fremvækst og konsekvenserne heraf.
Konfikters form kan håndteres og har historisk eksempelvis fundet form
i retssystemer. De har udviklet kontraktformer om, hvad der kommunikeres
om, hvem der kommunikerer og kan indgå som parter i kontrakter, og om
hvordan kontrakter binder tiden og den vold, som eksempelvis tilegnelse kan
påbegynde (Luhmann 1981g: 22; 1989g: 45‑49; Kant 1798a/1977: 382‑383, (B
96‑97)). Kontrakter reducerer kompleksithvet iem, der kommunikerer om hvad
og hvornår. Kontrakter binder kommunikationsformen i en socialdimension, en
saglig dimension og en tidslig dimension (Luhmann 1981g: 69). Med rets‑ syste
mer forsvinder konfikter ikke, men samfundets kommunikation får afgrænset
kommunikationens konfikter og gjort sig immun over for dem. Samfundet får
skabt fred på trods af konfikter, og begreberne fred og ret har da også historisk i
en periode omkring 1000‑tallet hængt sammen som det, man dengang benævnte
“fride und reht” (Jannsen 1979a: 547). Men det kan også gå anderledes for sig,
nemlig i krig.
I denne bog argumenteres for et perspektiv på krig og fred, der er sociologisk,
men det indbefatter som nævnt en række nært beslægtede fagområder‑ , histo
rieforskning, politisk teori og international politik, flosof, jura, økonomi og
psykologi samt ikke mindst militære studier. Som Quincy Wright påpeger i sin
klassiskeA S tudy of War, har krigen mange ansigter, har forskellig betydning og
giver som problem forskellig mening og meningsløshed, alt afængigt af øjnene,
der ser; dertil kommer, at krig kan håndteres på en diferentieret professionel
22 Kritik af krigens fornuft
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
måde af strateger, af diplomater, folkeretseksperter, ofre og historikere (Wright
1942/1964: 3). Da man således let kommer til at brede analysen ud, er det f‑ or
målstjenligt at fastholde et helt afgrænset og præcist fokus. En sådan begrænsning
kan være empirisk, metodologisk eller teoretisk. Kompleksitetsreduktionen vil jeg
her i denne indledning præcisere ved at koble det omfattende systemteoretiske
perspektiv, som det er udfoldet af Niklas Luhmann, til den gennem de sidste par
hundrede år mest velkendte krigsanalyse, Clausewitz’, der blevet skrevet i Berlin
i begyndelsen af 1800‑tallet.
Bogen indskriver sig således i forlængelse af en samfundsviden ‑skabelig tra
dition, som går tilbage til Karl Marx’, Max Webers, Émile Durkheim ‑s og Ge
org Simmels forsøg på empirisk og historisk at fortolke de sociale former, hvis
erkendelse Immanuel Kant og G.W.F. Hegel havde hævdet muliggjort grundet
de sociale formers egen udvikling. Fra og med disse klassikere har sociologien
forsøgt at opstille hypoteser om fortolkninger af de sociale former, enten som
hos Marx og Simmel gennem en formlære om objektive formidlingsformer eller
analyser af sociale vekselvirkningers former eller som hos Weber o ‑ m menings
sammenhænges fortolkning, forståelse, forklaring og fortælling eller som hos
Durkheim om reglerne for sociale fænomener (Marx 1858/1974: 26, 907‑9; S ‑ im
mel 1908: 6; 1892/1989: 304‑5; Weber 1922/1980: 2, 6; Durkheim 1895/1930:
kap. 2). Såvel formanalyserne som teorien om meningssammenhænge (“Sinn‑
zusammenhänge”) kan behøve de skærpelser, som dels eksempelvis Ta‑lcott Par
sons’ systemanalyser, Norbert Elias’ fgurationsanalyser og dels de diskursive
kommunikations‑ og symbolorienterede analyser udviklet fra Jürgen Habermas
og Niklas Luhmann til Pierre Bourdieu og Michel Foucault har foreslået. Bogens
kompleksitet bliver for overvældende, hvis alle disse tilgange inddrages. Jürgen
Habermas og Niklas Luhmann har foreslået at fortolke meningssammenhænge
i form af sociale systemer og deres udviklinger af kommunikation. Habermas’
systemanalyser har dog udviklet sig til i stigende grad at følge Luhmanns og
hans elevers. Analyseres konfikt og krig som meningssammenhænge stilles
intuitivt spørgsmålet, om konfikter og krig giver mening, og Luhmann‑eleven
Urs Stäheli peger da også på det, han kalder “meningssammenbrud” (“ ‑Sinnzu
sammenbrüche”). På samme måde kan man stille spørgsmålet om ret, der kun
kan fortolkes ud fra uret, lige som regler ifølge Durkheim må fortolkes ud fra
regelbrud (Durkheim 1895/1930: kap. 3). Dette problem taler for at fortolke
krigens fænomen ud fra systemteorien, der iagttager funktionssammenhængen
mellem mening og meningsløshed og således spørger til, hvorledes problemet
med at skabe mening med kommunikation om intuitivt meningsløse fænomener
som konfikt, vold og krig kan skabes, udvikles og stabiliseres. I sit forord til
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 23
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
Krysztof Matuszeks afandDliner Kg rieg als autopoietisches System (2007: 10)
har Herfried Münkler ikke fat i problemstillingen om krigens funktion; jovist
er krige destruktive, men spørgsmålet om deres funktion er ikke normativt, om
de er “gode” for samfundet, men består i den dobbelte ydelse dels at forandre
samfundet dels at udgøre en funktion, idet krigens funktion kan iagttages som
den, at krigen skaber sig selv. Heksebrændinger og koncentrationslejre udfyldte
også funktioner, der moralsk set er hæslige, men kunne skabe selvforstærkende
dynamikker. Ligesom skilsmisser udgør en del af sociologien om kærlighed og
familier, og det hæslige en del af kunstsociologien, mobning en de ‑ l af uddan
nelses‑ og organisationssociologien, er konfikter konstitutive for fortolkningen
af samfundets udvikling af mening, orden og sammenhæng – og mangel på
samme. Men ligesom med spørgsmål om konsens og dissens kan konfikters
sociologi ikke tage udgangspunkt i konfikten mellem individuelle motivationer
(Luhmann 2012: 55 f.).
Colin Gray fremhæver gang på gang, at “there is more to war than warfare”
(Gray 2006). Som vi skal se er der mange forældede førsteordens systemteorier,
om det Clausewitz kaldte abstrakt krig som krigsførelse, altså både om dens
taktiske input‑output‑mekanismer og på makroplanet om den internationale
politiks X‑polære balancesystemer. Ud fra balanceteoremer underdriver sådanne
“realistiske” IR‑teorier ofest kompleksiteten i systemet af stater, der jo selv består
af magtbalancer mellem organisatorisk departementaliserede funktionssystemer,
som ikke blot konfiktuerer, men også eferligner hinanden, konverger‑ er og såle
des konstituerer sig trans‑statsligt (Tornhill 2011a). Med Luhmanns systemteori
må jeg gå anderledes til værks, og jeg vil over de næste par sider rekapitulere
teoriens grundtræk.
Det bliver dermed grundlæggende for en adækvat systemteori om krigen at
skelne skarpt mellem krigen som funktionssystem og krigsførelsen håndteret
af militære organisationssystemer. Den distinktion kan uddybe betydningen af
Clausewitz’ skel mellem “absolut krig” og “virkelig kVom Krigr” i iege (Clausewitz
1832/1952). I den virkelige krig er krigsførelsen strukturelt koblet t ‑ il betingel
ser hos andre funktionssystemer gennem logistiske midler såsom fnansiering,
politisk støtte, organisatoriske begrænsninger, ret, ofentlig opinion etc. Det er
kun gennem disse strukturelle koblinger, at krig og politik kan iagttages som
hinandens (ikke‑lineære) forlængelser. “Konfikter tjener netop til fortsættelsen
af kommunikation under benyttelsen af en af mulighederne, som ‑ kommuni
kationen holder åben; benyttelsen af nejet” (Luhmann 1984: 539); ligesom “ret
er fortsættelsen af kommunikation, men med andre midler” (Luhmann 1984:
511). Når ret ophører, begynder voldens og krigens ordning af konfikterne.
24 Kritik af krigens fornuft
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
Langtrukne opslidningskrige transformerer førsteordenskrigsførelse ind i en
andenordenskrig om, hvornår hvad involverer hvem. Såvel i krigens form for
tidslig, saglig og social mening forskydes det, som Clausewitz kaldte krigens
tyngdepunkt, ind i ofe paradoksale udviklinger af kredit, ofentlig opinion og
organisatorisk kohæsion (Clausewitz 1832/1952: 875). Når krigen således bliver
ustyrlig, må krigens evolution som funktionssystem kort rekapituleres ud fra
dette ustyrlighedsparadoks.
Samtidigt med den retlige revolution, som den tidsfæstedes af Berman (1983),
udvikledes under korstogene en række semantiske betegnelser om hellig krig og
krige udkæmpet i skabelsen af Guds f pax dred (ei). De kristelige og islamiske
koder om krig og fred blev transformeret og konstitueret i perioden fra omkring
1000 til 1250 (Khadduri 1955). Igen i begyndelsen af det 21. århundrede foregår
gentagne diskussioner om krigens koder, om fred og om sakrale retfærdiggørelser
henholdsvis rent retlige og pragmatisk retlige grunde til krig og intervention
(Harste 2003b; 2005a; Rosén 2009). Men indtil slutningen af 1500‑tallet var krig
kodet af religionens “overhånd” og af ret og politik. Konciler formulerede, hvad
der anerkendtes som legitimeret kjursig ad( bellum). Selv om krig, taktik og
strategi havde været kodifceret siden den græske revolution af krigsførelse med
innovationen af den militære hoplit, havde politiske og religiøse semantikker
stadig en mening om, hvad der accepteredes som militær ære, som fred og som
retfærdighed i krig.
Imdlertid begyndte en uomgængelig evolution i krigen med de mili‑ tære re
volutioner, som accelererede fra slutningen af det 15. århundrede, og det vil sige
efer trykpresserevolutionen, frem for alt med den ikke helt enkle opfndelse af
kanoner og med påbegyndelsen af fæstningsudviklinger. I 1955 formulerede den
irske historiker Michael Roberts begrebet om en “militær revolution”, som fandt
sted 1560‑1660. Debatter har sidenhen vist, at mange tidligere og sener‑ e udvik
linger også kunne beskrives som innovationsformer i form af “nødvendigheder”
for alle involverede parter, hvad enten det foregik i kampe om territorier eller
om havadgang som funktionelt ækvivalente medier for staters selvbeskrivelser
(Rogers 1995; Knox & Murray 2001; Harste 2006a). Med den såkaldte T‑ redi
veårskrig 1618‑1648 transformerede krig sig imidlertid til en form, der kodede
sig selv. En klassisk fremstilling af denne lukning, som krigen lavede omkring
sin egen form, er GrimmelshausDener As benteuerliche Simplicissimus fra 1667.
Krig blev selvreferentiel. Ingen anden magt end krigsmagt magtede at magte
krigen, og hvad der mentes med krig.
Tilsvarende måtte alle andre koder reformere sig selv i forsøget på at genskabe
deres egne former, koder og programmer, hvad enten det så gjaldt r‑ etten, reli
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 25
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
gionen, økonomien eller politikken. Dette lader sig dokumentere i den enorme
omkodifcering, der skabtes i folkeretten fra den Augsburgske Landefred i 1555
over de westfalske traktater og til de mange senere fredstraktater, som afrundede
det såkaldte westfalske system mellem stater i en territorial magtbalance med
Aachen‑freden i 1748. Tilsvarende kan man se strategiske fredsbeskrivelser om
ret til krig (jus ad bellum) og ret i krig (jus in bello) udvikle sig, med Hugo G‑ro
tius’L e droit de la guerre et de la paix fra 1625 som måske den mest markante
forandring og kodifcering af koder. Den asymmetriske kode for fred/krig blev
ganske enkelt transformeret til en tilsvarende, men omvendt asymmetrisk kode
for krig/fred: Krigen foretrak sine egne midler og kunne ikke længere styres eller
regeres. Det er derfor, vi kan tale om en revolution i krigsførelse.
Efersom krige kunne organiseres, banede krig vejen for organisatoriske
opbygninger uden for kirkens rækkevidde. Følgelig blev krige med det Kant
og Hegel kaldte “naturens foranstaltning” henholdsvis “historien‑ s list” struk
turelt koblet til deres organisatoriske kompleksiteter og frem for alt til legal
skatteorganisering og kreditdannelse, altså til de strukturelle koblinger mellem
et retssystem, et fnansieringssystem og organisationssystemerne. Den militære
revolution havde ikke kun implikationer for den organisatoriske selvorganisering,
der var uden for krigsførelsens rækkevidde, men også for en revolution i retlig
selvreference og en revolution i det fnansielle system samt ofe overset sociale
omsorgssystemer.
Kvantitativt orienterede studier fokuserer ofe på antallet af tropper og viser
tabeller om troppestørrelser i sammenligninger mellem stater fra eksempelvis
1500‑1800 i forsøg på at vise væksten (Tilly 1992: 79; Porter 1994: 67; Downing
1992: 67). Det samme kunne siges om vækst i administrationer, der ka ‑n ana
lyseres ud fra de ovennævnte tre dimensioner, den tidslige, den sociale og den
materielle.
Luhmanns systemteori rummer en afgørende analyse af tidslighed, herunder
af permanens, der beror på en tidslig form for stabilitet. En permanent udskrevet
troppestyrke på 30.000 soldater er ekstremt meget mere end det samme antal i to
dage (jf. Tallett 1997: 7). Ydermere kan vi ud over den sociale form f ‑ or troppeud
skrivelse og den tidslige form for varighed, også beskrive logistikkens materielle
dimension i former for våben, fødevarer, uniformer, fæstniger, ka ‑ serner, krigs
skibe, vej‑ og brolægning, broer og havne for ikke at nævne de mere o‑ rganisa
toriske former for kontorbygninger, arkiver, biblioteker, postvæsen osv. Derfor:
Antal x permanens x logistik = en eksplosiv revolution i styrke, omkostninger,
magt, der logaritmisk kan beskrives med en lige linje (hvilket dog intet forklarer
og ej heller bidrager med ny viden). Følgelig betingede krigens funktionssystem
26 Kritik af krigens fornuft
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
dens egen strukturelle kobling til en ny type organisationssystem, der beskrev
sig selv som “staten” (Luhmann 1989a: 88; 1993a: 172). Disse tre dimensioner
ser vi analyseret i Clausewitz’ kritiske teori om krigens vekselvirkninger.
Teorihistorisk må sociologien gå tilbage til Clausewitz, der, som vi skal se, var
den første, der betjente sig af formanalyse til analyse af krigens fænomen. Hans
tilgang er ikke blot blevet standardsættende for moderne krigsanalyse (Aron
1962/1984: 33; Roxborough 1994: 621‑62; Wæver 2002: 8; Münkler 2006: 9; Gray
2007a: 15; Heurlin 2009: 61), den udgør også en formanalyse, der rummer en
lang række fællestræk med sociologisk formanalyse.
III. Bogens struktur: De enkelte kapitler
Skal systemteoriens holdbarhed afprøves, verifceres og falsifceres i forhold til
andre teoridannelser om krigen, udgør Clausewitz’ bidrag den første og måske
tilmed mest frugtbare tilgang, hvis grundstruktur og ‑begreber v‑il blive disku
teret og sammenlignet med teorien om selvreferentielle systemer allerede her i
indledningen, men også gentagent i næsten alle bogens kapitler.
I kapitel 1 er det sociologien og primært den historiske sociologi, so‑ m system
teorien skal kunne måle sig med, afprøves på og udvikle sig med i rafneringen
af teorien. Her viser det sig frem for alt, at systemteorien bidrager med at kunne
diferentiere de funktions‑ og organisationssystemer, hvis udvikling og ra‑ tionali
sering sociologien, den historiske sociologi og teorierne om de såkaldte militære
revolutioner må forholde sig til i deres til‑ og frakobling fra krigens udvikling.
I kapitel 2 vises, at formanalysen, der diskuteres allerede her i indledningen,
teoretisk og empirisk kan udvides til også at indbefatte semantik‑, kode‑, system‑,
evolutions‑, diferentierings‑, koblings‑, risiko‑ og tidsanalyser, hvormed ikke
mindst historiske “selvbeskrivelser” bliver frugtbare som det em ‑piriske gen
standsfelt, teorien må kommunikere om. Historisk orienterede teorier afprøves
ikke blot over for andre teorier eller historiske data, men overfor deres kapacitet
til at afæse betydningen af historiske semantikker og kommunikationskoder.
Efer indledningen og de første to kapitler, der således skal tjene som oversigt
og metode, følger syv kapitler, der består af syv historiske fortællinger, herunder
en aktualiserende konklusion om forholdet mellem politik og krig. De to første
fortællinger tager krigens fortællinger som omdrejningsakse.
Den første fortælling, i kapitel 3, tager et bredt perspektiv knyt ‑tet til samfun
dets territoriale udvikling som medium for samfundsudviklingens kampe, krige
og fredstilstande om besættelsen af de bedste pladser på Jorden.
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 27
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
Den næste fortælling følger med det centrale kapitel 4 i et perspektiv, der
viser, hvorledes krigens koder om sig selv tager overhånd i løbet af den lange
periode, der kaldes Trediveårskrigen, men som også kunne være blevet kaldt
Hundredårskrigen fra 1560‑1660, hvis ikke den betegnelse allerede var i omløb.
Det er disse hundrede år, der ifølge den britiske historiker Michael R‑ oberts ken
detegnes af en “militær revolution”. Dette kapitel udgør bogens centrale akse, da
det er heri selvstændiggørelsen af krigens funktionssystem beskrives. En første
skitse til behandlingen af perioden op til oplysningstiden udkom i 2004 (Harste
2004a). Kapitlets sigte er at tilvejebringe en systemteoretisk beskrivelse af denne
asymmetri, så kongruens og disharmoni mellem koderne for krig og fred kan
iagttages, idet krigen skaber et take‑of i selvreference fra tiden o ‑ mkring Tredi
veårskrigen. Kristendommens samarbejdsetik førte forinden til rationaliseringer
og diferentieringer, til magtdannelser og magtdiferentieringer. Meningen med
magt er, at magt kan magte, ligesom når man siger “Macht” og “machen” på tysk
eller “pouvoir” på fransk, der betyder både magt og det at kunne. Magten skal
kunne magte sig selv og i militære korps kunne magte social kohæsion. Det gør
den ved at organisere skel og diferentieringer i magtbegreber, herunder magten
til at delegere og at koble frihed og binding, eksempelvis som centralisering og
decentralisering i korpsåndens historie. Magt er at magte synkroniseringen,
såvel i krigens form som i organisatoriske systemer og i deres struk‑turelle sam
menkobling af diferentierede funktionssystemer med hver deres tidsbindinger.
Afmagt har været henvist til en usamtidighed, der imidlertid har vist sig at kunne
blive iagttaget som tempoforhøjelsens blinde punkt. Luhmann skrev fere værker
om magtmediet (1969a; 1975; 2000a: 18‑68; 2010: 51‑63; 2012), men stillede sig
tilfreds med at betegne “magt til magt” som magtens “refeksivitet” diferentieret
i autoritet, retsmagt, organisatorisk magt og fysisk voldsudøvefls.). e (2012: 93
Det var før den selvreferentielle vending i Luhmanns teoridannelse, der satte
ind i slutningen af 1970’erne (Luhmann 1977; 1981b). På den ene side førte
dette til en utilstrækkelig analyse af magtdannelsens “selvbeskrivelser” af “magt”,
idet retsmagt og statsmagt blev iagttaget ud fra semantikkerne om ret og stat
(Luhmann 1980a, 1981a, 1989a, 1995a; 1987a, 1987c). På den anden side blev
magt som fysisk voldsudøvelse parkeret i betegnelsen “symbiotisk mekanisme”
i forhold til den politiske organisation af trusselsmagt (Luhmann 1975: 60‑69).
Fordelen herved var imidlertid, at krig som organiseret fysisk vold fortsat kunne
analyseres som kommunikation i form af vekselvirkninger præget af dobbelt
kontingens.
Kapitel 4 forsøger derfor at undersøge den militære og retlige magtudvikling
ud fra spørgsmålet om, hvor de religiøse forestillinger om teologi, om naturret
28 Kritik af krigens fornuft
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
og moral og om fred og krig bevægede sig hen i løbet af de processer, som de
militære revolutioner udsatte samfundet for. Den teologiske betydning ser vi
endnu i Hugo Grotius’ lære om retten til krig og fred fra 1625, der har ligget
bag det westfalske systems etablering i tiden fra 1648.
Imellem slutningen af 1600‑tallet og afslutningen af Den kolde krig ligger
imidlertid en professionalisering af det militære organisationssystem og en
fortsættelse af krigens mærkværdige funktionssystem. Krig og mi ‑ litær udsæt
tes for omfattende teoridannelser som Clausewitz’ og Jominis. Jeg gennemgår
ikke alle de mange lag i Clausewitz‑receptionerne som ikke mindst præger tysk
forskning (Heuser 2002), men påpeger først baggrunden i Frederik den Stores
delvis systemteoretiske gennemtænkte krigsforståelse, og dels hvordan der fra
en modstilling mellem Clausewitz (1832/1952) og Jomini (1838/1855/2001)
kan trækkes tråde frem til amerikanske strategi‑ og taktikdebatter, som de har
udviklet sig efer Den kolde krig. Det betyder ikke, at jeg springer Første og
Anden Verdenskrig og de strategiske læreprocesser over, tværtimod plæderer
jeg for i analyserne heraf at inddrage iagttagelsen af soldaternes selviagttagelser
og det katastrofale sammenbrud i dømmekraf, der udviklede sig i det ekstreme
århundrede fra 1914‑1989. Det påfaldende ved de krige synes i den her fremførte
analysestrategi mindre at bestå i endnu en gang at fortælle om deres taktisk‑
strategiske teknologiserede nybrud end om deres umådelige omkostninger. De
bipolære analyser af Den kolde krigs eventuelle fataliteter er heldigvis blevet
temmelig inaktuelle, men det betyder ikke, at Den kolde krigs betydning er
forsvundet. De store spørgsmål om verdens enhed og kontingens er således ikke
forsvundet med den moderne verden. Tværtimod kan en systemanalyse af Den
kolde krig og dens opløsning med en vovet vanskelig verifcerbhypotesea vr ise,
at spørgsmål om almagt og afmagt i verdenssamfundet rummer et omfattende
skjult lag af teologisk‑metafysiske problemstillinger, som da også synes at udgøre
et konfiktområde siden begyndelsen af 1990’erne.
Efer kort at have sammenfattet nogle af hovedpositionerne i debatten om
“nye krige” fortæller kapitel 5 mindre historisk og mere aktualiseren ‑de om asym
metrisk krigsførelse. Som udgangspunkt drejer det sig om helt konkrete taktiske
og strategiske forandringer i oprørsbekæmpelse. Men krigens medium, kampen,
består ikke blot i nedkæmpelse af våbensystemer, men i kampen om medier som
moral, vilje, tro og frygt som tyngdepunkter; der er tale om en ka‑ mp i kom
munikation.
Ligesom i Barbara Kuchlers systemteoretiske fremstilling er det afgørende
ikke blot at beskrive uddiferentieringen af krigens funktionssystem, men også
at beskrive den risikable og omkostningsfulde strukturelle kobling til andre
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 29
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
funktionssystemer. Derom handler kapitlerne 6, 7, 8 og 9. Kapitel 6 om kriges
fnansieringssystemer har været udgangspunktet i forbindelse med analyser af,
hvorledes statsdannelse udviklede skatteorganisering. Kapitlet viser‑ , at der histo
risk har været vidt forskellige løsningsforslag i forsøgene på at skabe en funktionel
kobling mellem fnansieringsproblemet og krigenes umættelige behov. Krige og
fnansieringskriser synes at have hængt sammen gennem 500 års historie.
Kapitel 7 viser, hvorledes krigsveteranerne uhyre ofe er kommet i klemme
mellem en mængde systemer. Ud fra Luhmanns teori tager jeg udgangspunkt i
belastningen for det psykiske system, der i form af det, psykiatrien siden 1980’erne
har diagnosticeret som PTSD (post‑traumatic stress disorder), ikke kan tilpasse
sig krigens funktionssystem. Ved hjemsendelse udvikles risiciene f ‑or det psy
kiske system, som vanskeligt kan skabe strukturelle koblinger til det familiære
system, kærlighedssystemet, velfærdsstaternes hjælpesystemer, det medicinske
system, det økonomiske system, massemediesystemet, uddannelsessystemet og
det retlige system. Jeg argumenterer her for, at behandlingen af krigsveteraner
har været afgørende i udviklingen af moderne velfærdsstater. Krigsveteranens
subjektive rettigheder kommer i centrum for “krigsveteranen” som et begreb,
der igennem historien har været “essentielt omdiskuteret” i William Connollys
terminologi (1983).
Begrænsningen af krig er forsøgt beskrevet retligt. Kapitel 8 t‑ager udgangs
punkt i Immanuel Kants analyse i hans godt to hundrede år gamZule værm k
ewigen Frieden fra 1795. Det kræver naturligvis en aktualisering, som jeg dels
vil foretage ved hjælp a n Rf Jaowhl s og Jürgen Habermas, dels ved at g ‑enbe
skrive Kants argumentation systemteoretisk. Kant argumenterede for, at krige
paradoksalt nok fører til konvergens og dermed kooperationsmuligheder, i takt
med at de involverer mere kompleksitet.
Den sammenfattende konklusion i kapitel 9 diskuterer myten om det politiske
systems kontrol med krigens system. Er det muligt at se krige som et voldeligt
og retfærdigt, evt. ofensivt, forsvar for rummets enhed (Carl Schmitt), hvor
krig og politik forenes? Eller er styringen enten umulig eller over‑ ladt politik
kens organisatoriske kontrol med krigsførelsen? Hvor politologien beskæfiger
sig med styring, herunder vælgernes muligheder for at styre det politiske system
og det politiske systems muligheder for at styre forvaltningssystemet og dets
muligheder for at styre ofentlige politikområder, går sociologien den anden vej
i magtkredsløbet (Luhmann 2010). Sociologien demonstrerer styringsgrænser.
Kapitel 9 dekonstruerer myten om enheden af politik og krig og denne enheds
styringsproblematik. I denne bog drejer krigens sociologi sig om, at krige måske
nok forsøges styret gennem forvaltningen af militære organisationssystemer,
30 Kritik af krigens fornuft
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
men krige rummer deres egen grammatik, dynamik og friktion. Omvendt kan
man sige, at fredens sociologi består i de mulighedsbetingelser, som krigens
begrænsninger henviser til, når krigens systemer strukturelt må koble sig til
samfundets øvrige systemer for ret, uddannelse, organisation, ofentlig opinion,
fnansiering, velfærd etc. Disse styringsgrænser er selvfølgelig p ‑olitologisk re
levante, ligesom politologiske analyser af styringskausaliteter er uomgængelige
for den sociologiske analyse af styringsgrænser. Niklas Luhmanns systemteori
fokuserer formodentlig de to tilgange mere direkte end nogen anden tilgang, men
andre centrale klassiske tilgange i statskundskab og sociologi, fra Marx, Weber
og Durkheim til Foucault, Bourdieu og Habermas kan bestemt inddrages til at
belyse problematikken,
B. Krigens formanalyse
IV. Fra Clausewitz til Luhmann
Krig kan iagttages som en særlig “form” for konfikt. Det gøres af k ‑ rigsteoretike
ren over alle andre krigsteoretikere, Carl von Clausewitz. Efer i forordet til sin
berømte bog Vom Kriege med de to første sætninger at have parafraseret Frederik
den Stores politiske testamente, angiver han formanalysens grundidé (Friedrich
der Groβe 1752/1986: 53; Clausewitz 1832/1952: 82, i en gentagelse: 179). For‑m
analyse udtrykkes således: “Den videnskabelige form ligger i bestræbelsen på, at
udforske de krigeriske fremtrædelsers væsen, og at vise deres forbindelse med
tingenes natur, som fremtrædelserne er sammensat af.”
Formanalyse som videnskabelig metode og videnskabsteori var udviklet af
Clausewitz’ metodelærer på krigsakademiet i Berlin, Johann Kiesewetter, der
havde været Immanuel Kants amanuensis og assistent, da Kant udarbejdede sit
store værKk ritik der Urteilskraf, idet formanalyse af naturen udgør dette værks
centrale akse (Düsing 1968: 100; Harste 1996). Formanalysen er i virkeligheden
ikke så abstrakt, som dens flosofske baggrund antyder, og som jeg dog alligevel
her kort vil markere. Naturens former kan iagttages af fornufens v‑ idenskabelig
gjorte former, og mellem de to former udformes en sammenhæng, m‑ ed man
geartede historiske former, for eksempel som former for fælles viljesdannelse
eller som former for viljesknægtelse. Fælles viljesdannelse kan opstå i moral, i
kontrakter, i retsdannelse, i fredstraktater og forskellige former for konføderale
sammenslutninger, hvilket Kant havde analyseret med sin moralflosof og sine
freds‑ og retsteorier (Kant 1788/1974; 1795/1977; 1798/1977). I denne bog vil jeg
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 31
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
rekonstruere Clausewitz’ krigsflosof ud fra formanalysen af viljens knægtelse,
altså modsat den formbestemmelse af moralsk viljesdannelse som principiel
orientering af viljesmaksimer mod almengørelse, som Kant lagde til grund for sit
berømte kategoriske imperativ (Kant 1788/1974: § 7). N år eksempelvis Bernard
Brodie lader sin læsning af ClauseWwaitz i r and Politics (1973: 1; cf. Clausewitz
1832/1952: Bog 8, kap. 6B) begynde med at citere Clausewitz for, at “krigen har
sin egen grammatik, men ikke sin egen logik”, ligger logikken, om vi f ‑ølger Kie
sewetter, i den fornufige og det vil sige moralske viljes logik for almengørelse;
mens grammatikken ligger i formen for dømmekrafens kommunikation (“die
Mitteilung”) om natur.
Kant opererer med tre typer formanalyser knyttet til forstand, fornuf og
dømmekraf. Fornufskritikken har jeg netop nævnt, idet krigens ondskab (“Bös‑
heit”) sætter en ekstrem heteronom grænse for fornufens autono‑me almengø
relse af vilje. Forstandens former muliggør anskuelsen af materialers empiriske
mangfoldighed (Kant 1781/1787/1966: B 34, 322; Kiesewetter 1796: 17, 52),
og Clausewitz synes at reducere sit formbegreb til netop at kunne rumme de
forskellige typer af eksempelvis angreb og forsvar (Clausewitz 1832/1952: 102,
Bog I, 1, 16). I sin bog Clausewitz and Contemporary War citerer Antulio Ec‑he
varria (2007a: 38) således KiesewettGerrus ndriβ einer Allgemeinen Logik nach
Kantischen Grundsätzen (1796: 3) for, at “logikken er for tænkningen, hvad
grammatikken er for talen”: Pointen er, at vi kan sige alt muligt absurd, mens
der er forhold, vi ikke kan tænke; følgelig skriver Clausewitz, at “krigen har sin
egen grammatik, men ikke sin egen logik”. Ifølge Kant tænkes logikken ud fra
den rene forstands bestemmelser om ubetingede forhold, men virkeligheden
optræder som et socialt faktum for dømmekrafen, som man må kunn‑ e kom
munikere om. De rene forhold beskrives hos K Karintit i k der reinen Vernunf og
Kritik der praktischen Vernunf; mens krigen, dens historie og virkelige former
forstås ud f Kra ritik der Urteilskraf og i forlængelse heraf Kants historieflosofske
skrifer som Zum ewigen Frieden og Zur Metaphysik der Sitten. Echevarria læser
Clausewitz via Kiesewetter, men går dog ikke til Kant selv, der da også har en
glimrende repræsentant i Kiesewetter. Ikke mindst gør Echevarria (2007a: 37)
også opmærksom på vigtigheden af formbegrebet hos Clausewitz og K ‑ iesewet
ter. Formbegrebet hos Kant er dog tvedelt i analysen af de rene bestemmelser
for forstanden og dømmekrafen af naturens former. Formanalysen udgør et
alment teoretisk greb, der imidlertid ikke blot kan give en universel forståelse til
historieflosofske forklaringer, men også anvendes til samfundsvidenskabelige
fortolkninger af historiske transformationer, som i transformationen af krigens
form til et selvorganiserende funktionssystem.
32 Kritik af krigens fornuft
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
En formanalyse af Clausewitz’ komplekse variation af analys‑er, kan sam
menfatte en række væsentlige tilgange i Clausewitz’ fremstilling. Men den vil
ikke kunne gøre krav på at reducere Clausewitz’ tilgang til et enkelt greb, hvilket
lige præcist heller ikke er formanalysens strategi, tværtimod; ikke mindst fordi
Clausewitz faktisk sjældent anvender selve begrebet “form”. Men den angiver en
begyndelse, der går langt videre end den blotte fastholdelse af løsrevne citater,
som er så gængs i Clausewitz‑litteraturen. Næsten enhver Clausewitz‑læser har
kunnet fnde et citat, der har kunnet bruges som ledetråd, om ikke f ‑or sammen
fatning af Clausewitz, så som udgangspunkt for for egne påstande og analyser.
Med formanalysen vil jeg ikke erstatte eksempelvis Raymond Arons (1976), Peter
Parets (1976/2007), Beatrice Heusers (2002), Andreas Herberg‑Rothes (2009),
Antulio Echevarrias (2007a) eller for så vidt Herfried Münklers (2006) klassiske
tilgange, men blot rekonstruere en optik på krigen, som gør det muligt f‑ or teo
rien om selvreferentielle systemer at drage nytte af Clausewitz’ studier. Tilmed
kan man håbe på, at trafkken også kan gå den anden vej, og at Clausewitz‑ og
Kant‑forskere kan iagttage og generalisere formanalysens strategiske greb med
henblik på at aktualisere og drage nytte af de indsigter, systemteorien er kommet
frem til, og som i væsentlig grad adskiller sig fra freds‑ og konfiktforskningens,
så at sige, klassiske brug af teorier om åbne systemer. Andre har som Barbara
Kuchler (2012), Rasmus Beckmann (2011), Gertrud Brücher (2002, 2011) og
Matuszek Krysztof (2007) forsøgt at gå samme vej i forsøget på at k ‑oble Clause
witz med Luhmanns systemteori uden dog, som jeg vil vise, at få indrammet
analysemulighederne præcist og klart på en måde, der er tilfredsstillende for
såvel krigsforskningen som for systemteorien.
Formanalysen udvikles hos Kant, men fnder også anvendelse sen ‑ ere i so
ciologien; man kan eksempelvis se den anvendt hos Georg Simmel, hvor den
anvendes til at analysere sociale vekselvirkninger (“Wechselwirkungen”) (1908),
hos Norbert Elias som fgurationsanalyse og i forlængelse af dem begge hos Pierre
Bourdieu og i en systemteoretisk videreudvikling hos Niklas Luhmann (Harste
2006b). Ud fra de senere videreudviklinger er det unægtelig lettere at præcisere
formanalysens metodologiske greb, end det var på Clausewitz’ tid. Men man
skal ikke underkende Kiesewetters greb om den, der dog i sin anvendelse på
dømmekrafens domæne primært så på kunst og naturæstetik. For Clausewitz
har pointen med anvendelsen af formana belysdøen i mmelse af krigens former
været den, at denne “refeksive dømmekraf” åbner for empirisk ub‑estemme
lig kompleksitet. Kompleksitet, tilfældigheder og variation udgør i den tilgang
netop ikke et afgrænset objekt, der kan subsumeres under lovmæssigheder, men
en mangfoldighed af processer, hvis former og systemer ikke på forhånd kan
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 33
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
bestemmes: Der kan ikke fndes love, som fastlægger og “bestemmer” deres
forløb. Med Clausewitz er der altså tale om en empirisk og historisk orienteret
teoridannelse.
Derfor rummer formanalysen også to lag, et, der af Luhmann ka ‑ ldes første
ordensiagttagelse, og som i krigens tilfælde afgrænser,
• hvad der opstår kamp og konfikt om og hvor,
• hvem der er parter i konfikten,
• og hvornår den foregår.
Hvis krig blot drejede sig om dette førsteordensniveau, var krigens teori enkel
og simpel; teoriudviklingen ville ikke have megen betydninrge. Kn forrig i stand
udgør her en absolut størrelse for vilje, planlægning og beslutning, som når krig
defneres som en voldshandling, der skal tvinge modstanderen til at opfylde det,
den ene part vil. Materialet, modstanderen og tiden yder ikke nogen modstand
af friktion og tilfældigheder, selv om krig netop begynder der, h ‑vor modstan
deren ikke blot underlægger sig andres vilje. Begrebsdannelsen er her hentet
fra Kants afsnit “Von den transzendentalen I Krdeitienk d ” i er reinen Vernunf
(1781/1787/1966: B 378‑389), hvor begrebet om det absolutte, inklusive b‑egre
bet om “den absolutte totalitet”, udrulles, og hvor det hedder, “at betingelsernes
absolutte totalitet ikke er noget i erfaringen brugbart begreb, da ingen erfaring
er ubetinget” (B 383), tilsvarende hedder det hos Clausewitz: “Når man vil holde
fast ved det absolutte og omgå alle besværligheder med et pennestrøg og således
insisterer på logisk strenghed, som man til enhver tid fastholder t ‑ il det yder
ste, så må et sådant pennestrøg blot være boglig bestemmelse og ikke en i den
virkelige verden.” (1832/1952: 94; bog I, kap. 1 (6)). Og eferfølgende i afsnit 9
skriver Clausewitz under overskrifen “Krigen er i sit resultat aldrig n‑ oget abso
lut”, at “endelig er selv totalafgørelsen af helheden i en krig ikke noget, der kan
iagttages absolut”. Clausewitz ville således tage krafig afstand fra forestillinger
om “total krig” eller absolut ubegrænset krig (1832/1952: 97). Krig ville være
en formsag uden medium. Men for den formanalyse, som Kant udviklede, og
som Clausewitz trækker på, ligger det afgørende i overgangen til det, Luhmann
kalder andenordensiagttagelse.
34 Kritik af krigens fornuft
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
V. Andenordensiagttagelsen af krigens form
Krig udgør ikke blot en kamp og en konfikt om et substantielt og materielt
sagsforhold, en konfikt der rummer en præcis bestemmelse af konfi‑ ktens par
ter, afgrænset til et bestemt tidsrum. Cæsars berømte diktum “Veni, vidi, vici”
fortæller om en sådan afgrænsning af før, under, efer (Koselleck 1979: 149). En
sådan bestemmelse af kamp kunne fndes i højmiddelalderens moralsk fortolkede
og afgrænsede dueller mellem riddere, og fk da også en mytisk virkningsfuld
status på den baggrund. Krig udvikler sig, og krig kan blive til en konfikt om
krigens form: Krigens emne og substantielle sagsforhold kan forskyde sig. Det
er netop derfor, at en af Clausewitz’ væsentligste analyser anses for at vedrøre
forskydningen i tyngdepunkt (“Schwerpunkt”) eller gravitationscen ‑ ter. Krig be
står ikke blot i en kamp om en veldefneret slagmark, men kan forskyde fokus fra
kampens emne mod en kamp om forsyningslinjer, om logistik, om fnansiering,
beskatningskapacitet, beskatningslegitimeringens muligheder, kreditsystemers
soliditet, ofentlig opinion og moralsk vilje eller om kapacitet til strategisk og
taktisk omstilling, organisatorisk feksibilitet, udvikling af lærep rocesser osv.
Den rumænsk‑amerikanske strategianalytiker Edward Luttwak skelner således
mellem en horisontal version om konfikter mellem modparter og en vertikal
version, hvor konfikt drejer sig om kampens mange forskellige lag (Luttwak
1987/2003: xii).
I den sociale dimension kan krig forskyde kampen til at dreje sig om, hvem
der berøres og kan inddrages som kombattanter, som ofre, som alliancepartnere;
og legitimeringen af deres deltagelse kan igen blive et konfikttema, som forskyder
kampen langt bort fra en førsteordensiagttagelse af slagmarkens kombattanter
til også at vedrøre civile og pårørende.
I den tredje dimension forskyder kampen sig fra at kunne afgrænses fra
afgørende (“entscheidende”) slag og mytisk forenklede beslutningsprocesser
(Luhmann 1991: kap. 8), til såvel at blive en kamp om kapaciteten til ha‑stigheds
forøgelse og synkronisering af ressourcer og logistik, som at blive en kamp om
kapaciteten til udsættelse, forhaling, venten, tidslig udstræknin‑g og langsom
melig nedslidning, henholdsvis vedvarende forlængelse af hvor lang tid store
ressourcer indsættes over store afstande, hvilket igen kan implicer‑ e nedslid
ning af fnansielle og moralske ressourcer, gentagne opslidende udsendelse af
krigsveteraner, forbrug af kreditter, tillid og troværdighed. Slaget ved Leuthen
i 1757 fortælles således, ifølge Koselleck (1979: 152) som del af en samtid, der
bliver meget længere og vedvarende end den enkelte hændelse, ligesom Første
Verdenskrig endnu kan udgøre en del af vor samtid i begyndelsen af det 21.
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 35
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
århundrede, om ikke andet så fordi de traumatiseringer og gældsudviklinger,
der satte ind dengang endnu udruller sig i sekundære lag hos eferfølgende
generationer, der skal betale af på den sociale og fnansielle gæld (jf. kap. 7 og
6 nedenfor). Luhmann anbefaler, at analysere kriges risikostruktur temporalt:
Fremtiden kan forløbe godt eller dårligt. “Te perspective of (future) oscillations
gives uncertainty a specifc form. It does not make the future predictable but it
has the function of coping with unpredictable events. It replaces the unknown
with a binary distinction. A war can be either successful or unsuccessful, may be
short or long.” (Luhmann 1996: 12). Det er ikke sådan, at vi slet ikke ved hvordan
det går, det kan gå godt eller skidt, men krigen kan også blive kort eller lang, og
vi må siden Duns Scotus iagttage begge sider af distinktionen. Følgelig må vi
ikke blot analysere de foretrukne best case scenarier, men også “usandsynlige”
worst case‑scenarier (Kuchler 2012: 261; Luhmann 1991b: 80 f., 121, ka p. 8).
Krigen kan således iagttages som en form, der ændrer form, og i den “yderste”
konsekvens sprænger alle grænser for en moralsk bestemmelse og koordination
af kampen mellem viljDeret er d. enne reform og transformation, hvis forskydn‑in
ger gør krigen til et selvreferentielt system. Da krigen under transformationen fra
1560‑1660 havde tiltaget sig ret til at kodifcere, a) hvad der var krig, og hvad der
ikke var og således var fred, b) hvornår der var krig, og hvornår der var fred, c)
mod hvem og med hvem der var krig og fred, og d) hvorledes krigen blev ført, og
hvorledes freden tog sig ud – ja så var krigens kodeks blevet til en kode om koder .
Krigen var i nutidens systemteoretiske termer, som Luhmann har formuleret
dem, blevet en andenordensobservation. Et system, der kunne observere ikke blot
en omverden, som alle andre systemer også kunne observere, men et system,
der havde kunnet tiltage sig et monopol på at beskrive sig selv, på selv at ordne
sine egne koder og bestemmelser indefra, ud fra egne nødvendigheder.
Hos Clausewitz analyseres krig ud fra tre former for vekselvirk‑ninger (“Wech
selwirkungen”), der alle tre skal fastholde den yderste form for, hvad der gør
sig gældende i krigens rene fornuf, som absolut og ubetinget krig. Begrebet
“vekselvirkning” stammer fra Kants tredje anKarilogtik d i er ri einen Vernunf
(1781/1787/1966: B 256 f.). Begrebet skal angive formen for de erfaringer, som
forudsætter substans, tidsfølge og samtidighed. Al erfaring ligger i s‑ amtidighe
den, hvormed der angives et fællesskab, så betegnelsen om en “vekselvirkning”
er identisk med betegnelsen om et “fællesskab” (“Gemeinschaf”). Ka‑nts begre
ber herom er både enkle og sofstikerede, langt ud over det Clausewitz må have
haf brug for, og Clausewitz har formodentlig bedst kendt dem i referater fra
Kiesewetter. Ikke desto mindre er det afgørende for fortolkningen af Clausewitz’
kritik af krigen at få et greb, om hvad der skal forstås ved krigen som formerne
36 Kritik af krigens fornuft
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
for vekselvirkninger, og altså afgrænse krigens opgør med det, som Kant kalder
“formen” for moralske viljesbestemmelser (Kant 1788/1974: §4).
Aron gør i sin ellers indgående analyse af Clausewitz’ centrale indledende
kapitel ikke meget ud af vekselvirkningen, der betegnes med det kla‑ ssiske fran
ske begreb om moral, nemlig reciprocitet (“reciprocité”; Aron 1976 T. I: 111).
Hos Aron er det afgørende forholdet politik/krig og skellet mellem absolut og
virkelig krig. I modsætning hertil er “vekselvirkningen” et grundbegreb i tysk
samfundsteori siden SimmSeolzs iologie (1908). Herberg‑Rothe bestemmer v ‑ek
selvirkningens tre former ud fra Clausewitz’ skel mellem “kræfernes yderste
anstrengelse”, det “at gøre værgeløs” og “anstrengelsen af kræferne” (Herberg‑
Rothe 2001: 55), viljernes politisk strategiske mål (“Zweck”), taktiske mål (“Ziel”)
og frygten for tilintetgørelse samt militære styrkers modstandskraf og viljeskraf.
Beatrice Heuser antyder blot et enkelt sted i tilknytning til Hans Delbrücks skel
med tilintetgørelseskrig og udmattelseskrig, at Clausewitz i BVom K og I i riege
foretager en tredeling mellem “forces”, “alliances” og “tiring out” (Heuser 2002:
108). Dette er påfaldende, da Heuser netop har foretaget så indgåen ‑ de en be
handling af Clausewitz‑forsknin Regaen ding i Clausewitz. Grunden til denne
forseelse kan således netop ligge i, at de mange anvendelser af Clausewitz faktisk
har ignoreret Vom Krieges indledende afsnit (Bog I: 3‑5). I Gertrud Brüchers
omfattende forsøg på at konstruere en teori om voldsspiraler ved at omtolke
Clausewitz’ tilgang med Luhmanns systemteori bliver de tre vekselvirkninger
fokuseret som vold, frygt og magt (Brücher 2011: 130‑136). Jeg vender naturligvis
tilbage til hendes udlægning. Påfaldende nok forholder Rasmus Beckmann sig i
Clausewitz trif Luhmann (2011) slet ikke til vekselvirkningerne som sam‑ tidig
hed, men fokuserer på mål/middel‑ og årsag/virkningsanalysen hos Clausewitz
ud fra den tidlige Luhmann, uden dog at se, at Luhmann også konstituerer sin
analyse ud fra vekselvirkningernes temporalitet eller det han ogs ‑ å begrebslig
gjorde som “dobbelt kontingens” (Luhmann 1968: 8‑16; 1968/1973: 303‑311;
1979; 1984: 154, 1989e, 1990d, 1997a: 214 f.). Beckmanns pointe er at dem ‑on
strere mangfoldige måder, hvorpå strategiske mål (“Zwecke”) og taktiske delmål
(“Ziele”) kan påvirkes af andre handlingsfaktorer, ligesom delmål selv kan gøres
til mål. Hermed kan han analysere muligheden for det, Luhmann kalder “mål/
middel‑forskydning” (Luhmann 1968/1973: 273: Beckmann 2011: 58, 172‑173).
Men som Kuchler, efer Luhmann (1975: 10‑11), påpeger, får man dermed ikke
greb om den “systemhistorie”, som skaber muligheden for, at “magtens kausalitet
kan neutralisere vilje”. Som vi snart skal se, må teorien om, hvad der udvikler og
konstituerer mål, imidlertid gentænkes ud fra systemdannelsers selvorganisering
af “indre mål”.
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 37
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
Min påstand er, at man skal passe på med ikke at overfortolke den teoretiske
systematik i Clausewitz’ pragmatiske bedømmelse af krigens former. I dag vil man
mere adækvat, elegant og enkelt kunne forsimple analysen ved med Luhmanns
systemteori at forsøge en sammenfatning af, hvad Clausewitz forsøgte at få lært
af Kants teori om vekselvirkningen. Og selv om det umiddelbart lyder s‑ om en gi
gantisk kompliceret tilgang, er den det ikke. Når Kant fastholdt vekselvirkningens
samtidighed, gjorde han det i forhold til to andre momenter: erfa‑ringens uom
gængelige henvisning til substansers årsagsvirkning og til tidslige rækkefølger af
begivenheder. Allerede i Luhmanns tidlige teori fk den tilgang to konsekvenser.
Dels ses en funktionel udlægning af, at skel mellem årsag/virkning, midler/
mål og før/efer må forstås ud fra nutiden, der kan sammenholde de adskilte
størrelser og erfare dem samtidigt (Luhmann 1968/1973: 304 f.). Det er s trengt
taget den tilgang, Beckmann skulle have anvendt frem for den blot mål/middel‑
orienterede specifcering af virkninger, som han tager i brug.
Dels ses en helt grundlæggende forståelse af, at der i samtiden i‑kke kan kom
munikeres (socialt) om alt (substantielt) på én gang (tidsligt). Såvel erkendelse
som handling må reducere kompleksiteten, eksempelvis konfikters kompleksitet,
ved at give mening til en form, der sagligt, socialt og tidsligt kan fa‑ stholde vek
selvirkningen i de tre momenter (Habermas & Luhmann 1971: 46‑59), skellet
er således yderst velkendt i Luhmann‑forskningen. Krigsanalysen ville blive
for teoretisk og verdensfern, hvis Clausewitz dengang eller vi i dag skulle have
fastholdt kombinationen af Kants og Clausewitz’ tilgange. Derfor har tyskerne,
formodentlig i respekt for de gamle mestre, da også undveget forsøg på at uddrage
læren heraf. Det ville imidlertid ligge Luhmann fernt ikke straks at skære ind til
benet og fortælle præcist, hvad der må iagttages som analysens omdrejningsakse.
• “Krig er en voldsakt, og i dens anvendelse fndes der ingen græns‑er, da en
hver således giver loven for den anden” (Clausewitz 1932/1952: 92). Krigen
kan således iagttages som en vekselvirkning i en social dimension og er i
de feste tolkninger heraf blevet beskrevet ud fra muligheden for eskalation
(Herberg‑Rothe 2001: 55; Bolving 2002: Brücher 2011). Det er også i den
dimension, Clausewitz defnerer krigen som “en voldsakt, der tvin‑ ger mod
parten til at opfylde vores vilje” (Clausewitz 1832/1952: 89‑90). Krigen er
således en social form, hvor viljens form ikke kan bestemmes ud f‑ ra kate
goriske imperativer om principper for almengørelse af viljens maksimer.
Krigen er netop en voldelig form, der er fuldstændigt modsatrettet Kants
moralflosofske bestemmelse for viljesdannelsens form (Kant 1788/1974:
§ 4, § 7). Krigen opstår ikke, hvis modparten blot overtager den anden parts
38 Kritik af krigens fornuft
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
vilje, men udvikler sig kun, når der siges nej til denne vilje. Krig består ifølge
Clausewitz’ tilgang ikke, som Martin van Creveld (2005: 4) har hævdet om
den, i at dræbe, men i at tilintetgøre tilintetgørelseskapaciteten. Clausewitz’
centrale beskrivelse af krigens sociale dimension sætter fokus på det Kant
kalder heteronomien og det onde dels i sin moralflosof, dels uddybet om
ondskab i sin religionsflosof. I systemteorien har man siden Talcott Parsons
beskrevet denne “form for vekselvirkning” som “dobbelt kontingens” (Parsons
1951: 36 f.) – en vekselvirkning, som også Simmel tager som udgangspunkt
i sin teori om striden (Brücher 2011: 63‑77). Der er modsatrettede parter,
men de kan fnde sammen som partnere eksempelvis i kontrakter, i modsat
fald bliver vekselvirkningen til kampens medium, som så kan udarte sig til en
konfiktform, eksempelvis som krigens konfiktform og konfiktsys‑ tem (Luh
mann 1984: 493‑502, 511; 2007: 288‑295). Hos Luhmann ser vi en udfoldet
teori om kommunikationens dobbelte kontingens (Luhmann 1984: 148‑190).
Krig iagttages således som en kommunikationsform. Da Luhmann ‑ har ud
viklet den utvivlsomt mest omfattende sociologiske kommunikationsteori,
er denne bogs centrale problemstilling således, hvorledes krig kan iagttages
ud fra denne teori om kommunikationssystemer. Det har ingen gjort hidtil,
om end der samtidigt har været fere bestræbelser herpå (Dammann 2001;
Harste 2002c; 2004a; 2009d; Matuszek 2007; Brücher 2011; Baecker 2012).
I den klassiske sociologi har man i kølvandet på Tomas Hobbes s‑ et kri
gens afgrænsning som samfundets muliggørelse ud fra distinktionen orden/
uorden. Det betyder således ikke, at samfundets konfikter ikke udgør en
konstituerende del af samfundet, at ret kun kan forstås uden uret, rigdom
kun kan forstås uden fattigdom, og magt kun kan forstås uden afmagt. Det
betyder heller ikke, at moderne samfund kun kan forstås indenrigspolitisk,
mens krigens anarkiske orden eksternaliseres udenrigspolitisk. Tværtimod.
• I den tidslige dimension forsøger parterne at skabe forandringer i v‑ ekselvirk
ningen, så modparten kan blive værgeløs, de forandringer kan forsøges skabt
hurtigt, “hvis ulemperne ikke kan forbigås og modstanden ville afvente et
bedre tidspunkt” (Clausewitz 1832/1952: 92). Tid, hastighed og forsinkelse
eller udsættelse udgør en afgørende dimension i Clausewitz’ analys‑ e af veksel
virkningens former. Krigens former ændrer sig netop i løben af krigens forløb.
Krigen forskyder sig og undslipper planlægning, så planlægning består i at
forandre planer (Yarger 2006; Kuchler 2012: 260‑61) og ofe at rette krigens
fokus og omdrejningspunkt helt andre steder hen, hvilket netop ikke blot sker
i rum, men frem for alt i tid (Clausewitz 1832/1952: 94, 96, 100, 127, 132, 135,
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 39
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
160, 287‑294, 337, 465, 493, 498, 548 f., 559, 563, 702, 836‑7, 842, 877, 894,
1040). Historisk set er det næsten tautologisk, at alle store krige blev til krige
om tid, al den stund, at de netop bliver store, når de varer ved. Kortere krige
som Den fransk‑tyske krig i 1870‑71 kunne for så vidt være blevet en langt
større krig, hvis den havde varet ved; i så fald ville yderligere ressourcer og
andre alliancepartnere være blevet inddraget. Store krige ender derfor typisk
med at blive opslidningskrige. Krigens nedkæmpelse (“Vernichtung”) a‑ f mod
parten bliver til nedslidning. Max Weber skrev under Første Verdenskrig om
krigens “Verlängerung”, “Fortführung” og “Abnützung” (Weber 1916/1988b:
147); på engelsk taler man om “protracted wars” og om “wars of exhaustion
and attrition”. Krige afgøres således ikke blot på fast defnerede slagmarker
(“Schlachtfelde”, “champs de batailles”, “battlefelds”, jf. Heuser 2010: 101), og
i det omfang det sker, kan krigens reduktion hertil skyldes, at den ene part
netop kan få den anden part til ikke længere at kunne stille de nødvendige
ressourcer til rådighed i ydelsen af modstand inden for et således afgrænset
rum. Ikke mindst de mange blodige borgerkrige bliver imidlertid let t‑ il uaf
grænseligt forlængede krige, fordi parterne ofe kan gemme sig i b ‑ efolknin
gen. Hvor Clausewitz med sin konception om vekselvirkningerne forsøger at
fastholde muligheden for krigens udvidelse og eskalation til det ekstreme, kan
man med systemteorien analysere krigens temporale udvidelse på tre måder.
Dels i samtiden ved at lade krigen eskalere, så vekselvirkningen betyder en
samtidig forøgelse af oprustning, krigsindsats, udvidelse af grænser etc. med
forløbet op til og under Første Verdenskrig, Anden Verdenskrig samt Korea‑
og Vietnamkrigene og Den kolde krig som de vel mest indlysende eksempler
på eskalation, ligesom man historisk kan henvise til de danske‑svenske krige
fra Nordiske Syvårskrig (1563‑1570) til Store Nordiske Krig (1700‑1721) eller
de fransk‑britiske krige i det lange 1700‑tal (jf. kapitel 4). Det er også i det
perspektiv, Aron anvender Clausewitz i bind 2 aPenser f la guerre, Clausewitz.
Den anden temporale udvidelse ligger i krigens forlængelse, dens forhaling,
som når parterne slider hinanden op eller i den asymmetriske form, når den
svage part tvinger den stærke part til at indsætte for store styrker bundet ude
i så lang tid, at kræferne fnansielt og moralsk slides op (jf. kapitel 5, 6 og 7).
Første Verdenskrig, Barbarossa, Vietnam‑, Afghanistan‑ og Irakkrigene har
inden for de sidste hundrede år været eksempler på en sådan “protracted war
of attrition”. Den tredje type udvidelse går tilbage i tiden og ken‑ des eksem
pelvis fra de eksjugoslaviske borgerkrige, der indebar inddrage‑lse af forfor
ståelsen og således lod hævn fra fortiden og konfiktuerende fortællinger om
folkeretlig præcedens udgøre et stadigt mere propagandamæssigt, psykisk og
40 Kritik af krigens fornuft
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
politisk forkrøblet kampfelt. I Irak‑ og Afghanistankrigene har referencer til
korstogene mod islam skabt fornyet betydning, idet der formodentlig primært
er blevet tænkt på de første korstog i tiden omkring 1100‑tallet. K ‑ riges lære
processer stiller spørgsmål ved, om parterne har fortolket fortiden adækvat
i forhold til den givne konfikt. Dermed gennemspilles alle tre dimensioner
i Clausewitz’ berømte trinitariske formel: folkets motivation (had, hævn,
udholdenhed), militærets taktiske læreprocesser samt regeringers forsøg på
at tage højde for fortidige strategiske fejltagelser.
• I den substantielle dimension drejer krigen sig mindre blot om at vinde sejr
på slagmarken, men om at parterne forsøger at nedkæmpe hinanden‑ s mod
standskræfer, så krigen bliver “som produktet af faktorer, der ikke lader sig
adskille, nemlig: størrelsen af de forhåndenværende midler og viljeskrafens
styrke” (Clausewitz 1832/1952: 93). Krig kan få modpartens viljeskra‑ f ned
kæmpet eller modpartens kampmidler. Kampmidlerne drejer sig ikke blot
om kampfy og kampvogne, men også om fnansiering, kredit og legitimeret
beskatningsevne. Igennem krigshistorien har man, som vi skal se i kapitel
6, stort set kunnet gå ud fra, at den part, der i løbet af krigen ikke formår at
sætte skatterne tilstrækkeligt op, både hurtigt, kortvarigt og på langt sigt, taber
kampen om kampevnen (Kennedy 1989; Porter 1994; Bonney (ed.) 1995). En
sådan forøgelse af ydelserne har den defensive part ifølge Clausewitz lettere
ved end den ofensive part. Krig drejer sig om at nedkæmpe modstand og
ikke om at slå ihjel. Krig drejer sig k taun ktisk set om at nedkæmpe kampens
midler og at sejre i en sådan kamp (“das Ziestlr”); ategisk set drejer krig sig
om at opnå målet (“der Zweck”), nemlig den fredelige tilstand, som opstår,
når modparternes viljer fnder sammen, om det så er på den enes, den andens
eller begges præmisser.
Krigens form genindtræder i krigen selv, når dens dimensioner gør‑es til gen
stand for konfikt. At krigens form dermed åbner for en forskydning til krig om
forskydningens egen form i den virkelige krig, betinger krigens evolution som
et selvreferentielt system, der i krigenes varianser er selekteret og stabiliseret,
så virkelige krige kæmper om deres egen form. En af Heusers mange præcise
analyser er således konkluderende at vise, at Clausewitz ikke blot redegør for
såvel klassisk symmetrisk krig samt asymmetrisk krig, men også for at kriges
varighed tolkes modsatrettet mellem den stærke henholdsvis den svage part, når
den stærke part ønsker en begrænset konfikt, mens den svage part indgår i en
ubegrænset kamp. Heuser henviser specielt til Vietnamkrigen, men Afghanistan‑
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 41
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
og Irakkrigene illustrerer også denne pointe (Heuser 2002: 184). Dermed er den
politiske kontrol af krigen imidlertid også begrænset til grænsetilfældene for
de indledende beslutninger og de afsluttende begrænsninger af krigens næsten
ubegrænsede træk på ressourcer fra dens omverden. Fortællingen om de statslige
militære organisationssystemers kontrol af krigens system – og derigennem det
politiske systems kontrol – er konstitutivt utilstrækkelig, når staten selv opstod
som en form, der i det mindste historisk blev konstitueret af krigen. I ‑ følge Kuch
lers analyse af de såkaldte nye krige instrumentaliserer de deres brug af politik,
religion og massemedier til fordel for en udnyttelse af verdensmar‑kedernes skyg
gesider (Kuchler 2012: 188‑191). Krigen(e) om Islamisk Stat synes eksempelvis
for tiden uden for kontrol af politiske systemer, og det er endnu tvivlsomt, om
der er tale om en organiseret om end dog inkluderende/ekskluderende “stat”.
Denne ud fra klassiske kriterier (se nedenfor, kapitel 3) konturløshed beskrives
glimrende af Martin Shaw ud fra en parallel revitalisering af Clausewitz – dog
primært med tanke på al‑Qaeda:
“Te new type of armed movement operates informally and underg‑round, so
metimes without even attempting to achieve control of territory, reaching its
constituency through the Internet, by distributing videotapes and penetrating
mass‑media coverage. Te core of the new mode of warfare is ther‑ efore a dif
ferent general relationship between warfghting and the political, economic and
cultural‑ideological domains.” (Shaw 2005: 55)
Clausewitz’ analyse af vekselvirkningens tre former er ikke altid så eksplicit som
i Vom Krieges første kapitels afsnit 3, 4 og 5. Igennem det store værk og i hans
forarbejder kan man fnde utallige analyser af den ene eller den anden form; selve
begreberne om tid, modparter og midler gøres således hver især til genstand for
selvstændige analyser. Men pointen for Clausewitz har ikke været at fremstille en
almen flosof om dømmekraf, snarere at angive, hvordan refeksiv dømmekraf
må operere i krig. Der er således tale om det, man i dag ville kalde en abduktiv
analysestrategi og hverken en deduktiv eller induktiv tilgang: Teori inddrages for
at belyse emnet, ikke for at “bestemme” emnet (altså subsumere emnet under
love). Clausewitz’ fremstilling er da også metodologisk, videnskabsteoretisk og
som genstandsområde, hvilket sociologen og krigsteoretikeren Raymond Aron
gør opmærksom på, en vigtig forløber for den fuldmodne sociologi‑ske teoridan
nelse, som den kendes fra specielt Karl Marx (Aron 1986 I: 20‑24), og her kunne
man tilføje Georg Simmel. I denne indledning vil jeg blot nævne to yderligere
konsekvenser af formanalysen.
42 Kritik af krigens fornuft
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
For det første kan den enkelte krig ikke på nogen absolut måde fortsætte med
at forskyde sine former, bekæmpe bestemte former og udvikle nye former. Det
kan ske evolutionært over lange historiske forløb, men i den enkelte krig skal
den sociale, materielle og tidslige kompleksitet reduceres; krigen får således en
begrænset form, da virkelighedens krige bliver ressourceafængige. Netop derfor
er “krig intet andet end fortsættelsen af statspolitikken, men med andre midler”
(Clausewitz 1832/1952: 77). Hvis “krig var en helt isoleret akt uden sammenhæng
med statslivet” (Clausewitz 1832/1952: 94), så kunne krigen tilsyneladen‑ de ab
soluteres, og man kan her for tiden tænke på de såkaldte nye krige i det centrale
Afrika (Münkler 2007; Matuszek 2007; Kuchler 2012: 109‑113), men muligvis
fnder de, ligesom den europæiske Trediveårskrig, også en afslutnin‑ g ved sta
bilisering af organisationssystemer, der ligner tidlige dynastiske statsdannelser.
Clausewitz’ tilgang kan således ikke som hos van Creveld og Bolsinger (2002)
reduceres til statslig krig; guerillakrig har også brug for ressour‑ cer, eksempel
vis i form af ofentlig opinion, og formanalysen har ingen problemer med at
analysere asymmetrisk krig og andre former for nedslidning end den statsligt
organiserede. Clausewitz’ pointe med sin berømte formel, om hvorvidt politik og
krig kan kobles sammen, er således den, at der sker en opslidning af de midler,
virkelige krige føres med. I virkelighedens verden kan ressourceinddragelsen
således blive til genstand for politiske afgørelser. Politik kan k ‑ontrollere res
sourceforbruget. Noget andet er, at dette empirisk og historisk set ofe først sker
langt inde i opslidningsprocessen, der også forsøges organiseret og begrænset
retligt. Mest radikalt kan denne eskalering af ubegrænset vold iagttages under
Anden Verdenskrig, der jo afsluttedes i et orgie af vold med Dresden‑ s bombar
dement, dødsmarcher og atombomberne; ikke desto mindre afgjorde opslidning
og ressourcebegrænsning reelt også denne krig, endog trods eskalering “til det
yderste” og “vekselvirkning til ekstremerne” (Clausewitz 1832/1952: 92, 94).
Denne transformation af gravitationscentrene analyserer jeg i kapitel 6, 7, 8 og
9. Krige fører ofe indledningsvist til ukontrolleret forbrug af ressourcer og frem
for alt af fnansiering, men også af for optimistiske skøn over, hvad soldater kan
holde til mentalt (Juul 2009; Schulzinger 2006; om iagttagelser af nedslidning
ved afslutningen Neitzel & Welzer 2013: 192‑197).
For det andet kan Clausewitz således sammenfatte det eneste kapitel, som han
mente forelå endegyldigt færdigt, nemlig ka Vpoim Ktel 1 i riege. Den berømte
konklusion består i at omsætte indledningssætningens modstilling mellem form
og natur til det, der sidenhen er blevet kendt som en “trinitarisk formel” (“eine
wunderliche Dreifaltigkeit”) (Heuser 2002: 44‑71). Den “blotte for‑stand” stil
les her over for “naturens blinde drifer” og “dens elementer had og fendskab”,
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 43
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
idet krigens vekselvirkninger så består i de sandsynligheder og tilfælde, som den
“frie sjæls virksomhed” udspiller herimellem, altså mellem forstand og natur.
De tre størrelser kan udgøres af regeringen (forstanden), folket (driferne) og
militæret som den størrelse, der må fnde sin form herimellem. Det er at presse
formanalysen, når jeg hævder, at denne trinitariske formel kan iagttages som en
formanalyse. Men det giver faktisk særdeles god mening ud fra den Kant‑Kiese‑
wetterske formanalyse, som intoneres. Clausewitz’ emne er ikke at analysere Kant
eller Kies weetter, men at få greb om krigen. I Kants beskrivelser af krigens natur
ser man således også et materiale, et stof, hvis “mangfoldighed” får former, som
civilisationshistorisk udvikler sig således, at militært organiserede modsætninger
opstår, modsætninger, hvis militære former igen, i historiens løb, kan blive til det,
Clausewitz kalder en “underordnet natur for et politisk værktøj”, hvis forstand er
blevet rationaliseret i politiske former. Kants formanalyse af forh‑oldet mellem na
turens former og forstandens former fndes i slutningen af indKr leitdninik gen til
der Urteilskraf. I Kants teori om krig og fred anvendes denne (evolutions‑)teori
om natur og fornuf igen. En mere dybtgående argumentation herom er alt for
subtil til en indledning; men jeg behandler den indgående i bogens kapitel 8.
Dette korte rids over nogle grundlæggende træk i Clausewitz’ krigsanalyse
indikerer, at der kan foretages omfattende diskussioner af, hvorledes krige må
forstås, forklares og fortolkes ud fra formanalysen. I den tilgan‑g jeg her vil frem
sætte, bliver det anset som misvisende at fortsætte uendelige diskussioner, om
hvorvidt Clausewitz foretager en formanalyse, fremsætter en teori eller en flosof,
hvad hans præcise tidsflosof er, hvad der kan menes med vekselvirkning ud fra
ham etc. Sociologiens teori om sociale former og sociale systemer kan og bør
ikke blot rekonstrueres ud fra den type klassiske værker, som “var teorien født
fuldmoden hos klassikerne, hvorefer al senere forskning blot kan gribe tilbage
til den rette fortolkning heraf for at nå frem til sandheden om et s‑ ocialt fæno
men”, som Luhmann engang formulerede det i et foredrag (jf. også Luhmann
1989c: 149).
Clausewitz arbejdede hverken deduktivt eller induktivt, men abduktivt, det
vil sige ud fra det, Kant beskrev som en refeksiv dømmekraf, hvor sagen er
udgangspunktet og begreber, regler og teorier indgår i dens oplysning. Hans
teoridannelse er interessant som forløber for sociologisk teori, da den i forhold
til et omfattende empirisk materiale anvender en metodologi på en måde, der
kan sammenlignes med meget senere samfundsteori hos eksempelvis Karl Marx,
Georg Simmel og Max Weber (Aron 1976 T. I: 20‑26). Eksempelvis kan der ikke
herske tvivl om, at det er fra Clausewitz’ brug af Kants begreb om ond vilje, i
Religion innerhalb der bloβen Vernunf, til defnition af krig, at Weber må have
44 Kritik af krigens fornuft
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
hentet sin berømte defnition af magt som “muligheden af at kunne p‑ åtvinge an
dres handlinger ens vilje” (Weber 1922/1980: 542; Harste 2006c; Kant 1794/1977:
665‑666 (B 5‑7)). Naturen kan ikke ville krigen, følgelig heller ikke menneskers
naturlige tilbøjeligheder, der ikke kan ville være onde (“böse”); ondt er det: ikke
at følge almengørelsesduelige maximer, men at ens vilje påtvinges andre. Hos
Kant hedder det, at “den ensidige vilje i henseende til en ydre, således tilfældig
besiddelse, kan ikke tjene som tvangslov for enhver, fordi dette ville skabe en
afrydelse af friheden under almene love”. (Kant 1798a/1977: 365, A 73)
Dette åbner for to analysestrategiske kommentarer, dels om viljens form, dels
om Clausewitz’ vanskeligt oversættelige begreber om “Zweck” og “Ziel”.
Om man følger Luhmanns analyser af moralens betydning i uddif ‑erentierin
gen af det moderne samfund (Luhmann 1989a: 406‑421; 1997a: 396‑405), kan
den tese forsvares, at moral ikke længere kan anvendes til at inddæmm‑ e kommu
nikative virkemidler i et moderne samfund. Det er forskellen fra den krigsførelse,
som endnu Frederik den Store betjente sig af til den, som Napoleon begyndte at
anvende, måske bedst illustreret ved guerillabekæmpelsen i Spanien på den ene
side, men på den anden side ved den fortsatte respekt‑ og ærefulde tilfangetagelse
af modstandernes ofcerer, som selv nazisterne betjente sig af (eksem ‑ pelvis i Col
ditz) – om end man her skulle undersøge behandlingen af sovjetiske, evt. jødiske,
ofcerer. I stammesamfund og stratifcerede samfund kunne man som k ‑ lassisk be
skrevet af Tukydid i Melierdialogen “løse” problemet ved at gøre modstanderne
heltigennem umoralske, ugudelige eller umenneskelige, som det endnu kendes
i nazismens udryddelseskrig, og i Islamisk Stats forhold til, hvad man der anser
for vantro (Tukydides 410 f.Kr ./2000; Kuchler 2012: 141‑142).
Kant undersøgte selv denne ekstrem i inddæmningen af moralsk vilje ved
retssystemet (Kant 1798a/1977: 336‑345, A 31‑45). Krig defneres dermed ved
vold bestemt som moralens modsætning, og den defnition er dermed afængig
af krigens mangel på moral frem for dynamisk af krigens egen selvreference.
Iagttaget sådan kan man med Luhmanns systemteori iagttage en begrænsning
ved den Kant‑Clausewitzske teori om krig og fred, og viljesdefnitioner udgør
således en “infationering af moralsk kommunikation” (Luhmann 1997a: 404).
Krigens begrænsning ligger imidlertid ikke blot ved mangel på moral – ifølge
hvilken der kan afræves stadig mere (ofer)vilje, men ved dens utilstrækkelige
styring af strukturelle koblinger generelt, og det være sig til moral, ofentlighed,
fnansiering, belastninger af ofre, veteraner og pårørende, ret og slutteligt politiske
beslutninger om koordination.
Frem for alt er der risiko for, at viljesdefnitionen af krig misb‑ ruges til psy
kologiske eller ontologiske fordringer, frem for at fokus er på k ‑rigen som kom
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 45
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
2munikationsmedium. Følgelig afgrænser Kant også kommunikation ud fra den
“magt”, som natur kan have i vores kulturelle bedømmelser af “det overmægtige”;
dermed “er magt en kompetence, som er overlegen i forhold til store f‑ orhindrin
ger”, ligesom “vold (“Gewalt”) da er overlegen over for magt” (Kant 1790/1974:
184 (§ 28, A 101)) – en konception, Kant anvender til at bl.a. at forstå æs‑ tetice
ringen af krig, frygt og grusomhed.
I anden del aKf ritik der Urteilskraf opererer Kant faktisk med fre beg‑ rebs
dannelser om mål til at bedømme forholdet mellem fornuf og natur, nemlig
ydre objektive mål (§§ 61‑62), in dre mål (§§ 63‑68), sidste mål (§ 83) og endemål
(§§ 84‑91). Dette “system af mål” (§82) s kal forbinde de ydre måls angivelser
af midler til mål med de helt anderledes refekterede målbestemmelser, som
fremgår af kultur.
For Clausewitz har Kants ekstremt komplekse udredninger utvivlsomt været
lige så nyttige som ferne for krigens virkelighed, der ellers kunne fremgå af de
“systemer” af indre mål og “selvorganiserende væsen65), ser” (§om K ant beskrev,
og som det eferfølgende vitterligt tog mellem 128 og 178 år at aflare (Cassirer
1918/1972; Düsing 1968; Harste 1994a; 1996). Webers skel mellem en målra ‑tio
nalitet og en værdirationalitet, der kunne indfange dikotomien mellem objektive
og subjektive mål, er, ligesom Clausewitz’ skel og hans rammebetegnelser om
“Ziel” og “Zweck”, utilstrækkelig til at indfange den teori om systemdannelser,
som Kant tilsigter med de begreber om indre mål og sidste mål, der netop ligger
mellem de ydre objektive og subjektive rammer, som “Ziel” og “Zweck” markerer.
Samfundets, organisationers og kulturens systemdannelser skaber deres egne
indre mål. Clausewitz synes her at have gjort kort proces over denne begrebslige
kompleksitet og har skelnet mellem “Ziel” som ydre mål og “Zweck” som sidste
mål samt endemål. Selve hans krigskritik angår imidlertid – således er min
tese – de indre mål, altså bedømmelsen af krigens egne selvorganiseringer som
system. Det er netop en sådan systemteori, Kant skitserede (Harste 2002a).
2. Hos Kant ser vi faktisk et afgørende forsøg på at fokusere på kommunikation (“Mitteilung”)
frem for viljKe, rii tik der Urteilskraf 1790/1974: §§ 19‑22, 39, og i Zum ewigen Frieden
(1795/1977: 245, A 93; 250, A 103).
46 Kritik af krigens fornuft
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
VI. En essentielt omdiskuteret fortolkning
Ligesom der har været krig, om hvad krig består af, har der været kamp om,
hvordan Clausewitz skal fortolkes. Beatrice Heusers fremragenReade b‑ edrif i
ding Clausewitz er at have gennemgået såvel de akademiske som de militære
Clausewitz‑tolkningers historie fra den ældre Moltke (feltmarskal), general Colin,
Engels, Julian Corbett, Hans Delbrück, general Ferdinand Foch, gen‑eral Bern
hardi, feltmarskal Erich Ludendorf, Lawrence (of Arabia), general Hans von
Seeckt, Lenin, Mao Zedong (hvis tolkning hun sammen med Corbetts vurderer
højest), generalstabschef og modstandsleder Ludwig von Beck, Liddell‑Hart,
Bernard Brodie, Robert Osgood, Raymond Aron tn Kil Joeegah n og Martin
van Creveld. Nogle forsvarer Clausewitz, andre tager afstand fra ham, grundene
varierer og kompetencerne herfor også. Aktuelt kan man tilføje yderligere en
række og nævne modsætninger som mellem vicegeneralstabschef Bill Owens og
Antulio Echevarria. De analyser, som de mere kyndige Clausewitz‑tolkere som
Aron, Herberg‑Rothe, Heuser, Colin Gray og Echevarria er enige om at forkaste,
reducerer Clausewitz’ krigstænkning til en teori om krig som statslig instrument
for politik – som var der tale om en tilgang svarende til Henri‑Antoine Jominis
tidsafgrænsede napoleonske tilgang. Ligesom med andre væsentlige politiske
begreber er krigens begreb essentielt og i sit væsen omdiskuteret (Connolly
1983). Der er således kamp om, hvad der er krig.
Man kan sige, at den mere universalistiske tilgang hos Clausewitz n‑ etop lig
ger i det, som rækker videre bag om det jominiske (napoleonske) indhold i
Vom Kriege, som er det, der specielt kendes fra kapitlerne 2‑6 og i særlig grad
de taktiske analyser i kapitel 4‑6. Echevarria (2007: 2) påpeger med en berømt
kantiansk konceptualisering, at Clausewitz foretog en “kopernikansk vending”
af krigsforståelsen: Frem for at gå ud fra, at krigen i den absolutte forstand følger
den rene forstands planer og ideer, om hvad krigen bør være, må vi realistisk
se på, hvad krig faktisk er, ligesom solsystemet faktisk drejer sig om solen og
forsøge at abstrahere fra, at vi mennesker tænker ud fra Jorden s‑ om omdrej
ningsakse. Denne vending er endnu aktuelt en reminder for dem, der blot nærer
politisk begrundede håb om risikofrie best case‑scenarier (Luhmann 1991b: 162).
Heuser påpeger nok noget overdrevet på en drejning fra den yngre Clausewitz’
iagttagelse af napoleonske krige som ideale og absolutte krige mod den ældres
stærkere fokus på virkelige krige, idet overgangen følger beskrivelserne af slagene
fra Auerstedt‑Jena (1806) til Borodino‑Moskva (1812) og til Waterloo (1815).
Imidlertid synes Clausewitz dog også i de tidligt skrevne deVom Kle a rief ge at
have haf et stærkt fokus på, at krig strategisk skal have fred som sigtemål, og at
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 47
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
dette mådehold netop ses hos Frederik den Store, men selvfølgelig først bliver
åbenbart som en mangel i Napoleons mangel på strategi fra 1812 eksempelvis
gennemgået i Tredje Bogs første kapitel om strategi (Clausewitz 1832/1952: spec.
246‑250).
Påfaldende nok synes en overset dimension i vistnok alle tolkninger at bestå
i, hvorvidt beskrivelser af, hvad “krigen er”, er normative eller deskriptive. Hos
Clausewitz selkuv nne argumenterne på Kantiansk vis (som det der kaldes et
“syntetisk a priori”), beskrive “krigens væsen” normativt, og bestå i, hvad krigen
må være, såfremt den skal have en form, der gør dens virkelighed mulig, og det
vil sige muliggør dens styring. Her vil det gå for vidt at demonstrere, hvordan en
sådan Kantiansk læsning kan koble “er”‑udsagn med “bør”‑udsagn; blot ønsker
jeg at nævne problemet, idet Clausewitz (mindst) 28 gange anvender f ‑ ormule
ringen “der Krieg ist”.
Rekonstruktioner af den clausewitzske flosof og teori synes imidlertid mere
sjældne. Man kunne da også kræve af en sådan, at den havde overbli‑k over da
tidens flosof (Kant, Fichte og Hegel), krige (Napoleonskrigene, Syvårskrigen)
og statsdannelse (den preussiske), herunder arven fra Frederik den Store, samt
nyere analyser, der enten mere avanceret end datidens tilgange eller m‑ ere sam
tidigt kunne aktualisere Clausewitz’ undersøgelse. Peter Parets kontekstanalyse
af Clausewitz’ samtClid i ausewitz and the State kommer formodentlig nærmest
(Paret 1976/2007; Aron 1987: 82). Andre som Aron og Andreas Herberg‑Rothe
har foretaget fortrinlige rekonstruktioner af kohærensen i Clausewitz’ værk,
begge med hovedvægt på den færdige første bog og den næsten fær‑ dige af
sluttende ottende bog. Specielt Herberg‑Rothe påpeger forskellen mellem den
begrænsede og den uafgrænsede krig. Denne distinktion lægger et lidt andet
perspektiv ind på Clausewitz’ skel mellem absolut og virkelig krig, altså det, man
kantiansk kunne kalde krigens rene autonomi og dens pragmatiske heteronomi:
“Ydermere står forskellen mellem den begrænsede og den ubegræns‑ede krigs
førelse i centrum for hans tænkning såvel som indsigten i nødvendigheden af
krigens begrænsning.” (Herberg‑Rothe 2001: 16). Paret lægger ligeledes korrekt
vægt på betydningen af denne kantianske pragmatik og således opgøret med
idealistiske bestemmelser af krigen. Herberg‑RothDe v as Riser i ätsel Clause‑
witz, hvordan Clausewitz i overgangen fra slaget ved Austerlitz‑Jena i 1806, via
Moskva (1812) og til Waterloo (1815) påpeger, at den absolutte og planlagte
krig forskyder kampen om krigens tyngdepunkt i retning af nedslidning af den
franske politiske forsyningsbase. Her kunne man dog tilføje begrænsningen
i Napoleons afængighed af den fnansielle og mandskabsmæssige base, idet
Napoleons kernetropper i deres traumatisering forblev loyale o evsper frit or den
48 Kritik af krigens fornuft
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
de corps, der herskede blandt de erfarne, men nedslidte tilbageblevne tropper,
der ikke længere kunne suppleres med nyhvervede mandskaber.
Med skellet mellem begrænset/uafgrænset krig kan der, som hos Heuser,
skabes en stærk kritik af de mislæsninger, der s n Kom Jeegaoh ns tillægger Cla‑use
witz et ansvar for et militaristisk fokus på absolut krig som total krig (Keegan
1993/2000: 21‑47). Mislæsningen går formodentlig dels tilbage til Basil Liddell‑
Harts mellemkrigstidsskrifer (jf. Aron 1976 T. II: 289‑298) og dels no‑k så væ
sentligt såvel Goebbels’ Sportspalastrede 18.2.1943 (netop efer kulminationen
i Stalingrad), hvori han retorisk som højdepunktet i den 109 minutter lange
tale spurgte den store, men udvalgte forsamling: “Wollt ihr den totalen Krieg?”.
Clausewitz’ tankegang var lige præcist modsat. Ideen om en “ren” absolut krig
var mere typisk for Antoine‑Henri Jomini og bestod i forestillingen om planlagt
at kunne udføre en krig, hvor resultatet var kendt, typisk gennem et en‑ kelt til
intetgørelsesslag. Dette ville imidlertid, såfremt det nødvendiggjorde en række
fortsatte operationer, føre til den “yderste anstrengelse” i forsøget på at lave en
“Totalentscheidung” (Clausewitz 1832/1952: 97), der imidlertid kun kan ses i
den absolutte tilgang uden forbindelse med virkelighedens krig. Virkelighedens
krig varer ved og begrænses.
Alt i ClausewitzVo’ m Kriege udgør en lang kritik af forestillingen om den rene
absolutte krig. Følgelig var Arons problemstilling, som Herberg‑Rothe (2001: 86)
og Heuser (2002: 122) rigtigt gør opmærksom på, netop den diametralt modsatte
af Keegans og er i bind 2 a Pensf er la guerre, Clausewitz, at atomkrigen faktisk
muliggjorde dette absolutte tilintetgørelsesslag, således som Arons student André
Glucksmann (1984: 160) da også havde udlagt problemet. En sådan tilin‑ tetgø
relse ville vi ifølge Kant ikke kunne udtænke (da “verden”, “jeg”, “vi‑” altid “led
sager vore tanker”; Kant 1781/1787/1966: B 131‑132). Glucksmanns reducerede
Clausewitz‑læsning fk, som Aron (1976 T. II: 232‑240) gør opmærksom på, slet
ikke fat på problemstillingen om virkelighedens begrænsninger og drejer sig om
tilintetgørelsens problem, som Aron allerede havde indfaPaix e nt gget i uerre en‑
tre les nations (1962/1984). Vekselvirkningen (“la reciprocité”) satte i princippet
tiden ud af kraf og reducerede den til samtidighed med det resultat, at Den kolde
krig lærte militær planlægning dels at bero på planlægningens muligheder, men
også politiske strateger som Kennedy‑brødrene at iagttage krig med distance og
dermed at fastholde Clausewitz’ konstituerende princip om krigens strukturelle
kobling til politik. Grunden var selvfølgelig, at modstanderen samtidig ogs‑ å plan
lagde rationelt og kalkulerende (Aron 1976/1984 T. II: 240‑247). Aron var da også
strategen bag den clausewitzske idé om defensivens styrke i form a‑f afskrækkel
sesmomentet i den franfskoe rce de frapp. eParadoksalt nok blev kompleksiteten
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 49
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
og usynligheden, i iagttagelsens manglende iagttagelse altså iagttagelsens blinde
punkt og rationalitetens begrænsede udsyn og iboende irrationalitet, ‑ til den stør
relse, der måtte sikre den gensidige afskrækkelses rationalitet: Det vil sige ikke
blot eferretninger, men dårlige eferretninger sikrede angsten imo‑d tilintetgø
relsen. Problemet i dag er imidlertid, hvilken formafængighed denne kobling
af blindt punkt og rationel kalkule gav til krigsstrategien eferfølgende? Dette vil
jeg analysere i kapitel 4 (afsnit XVI‑XVII) og kapitel 5. Arons argumentation gør
således opmærksom på, at det netop er virkelighedens krig, den begrænsede krig,
der gjorde eferkrigstidens stærkeste magter (USA, Frankrig, og man kan tilføje
Sovjet i Afghanistan) ude af stand til at skabe “tilintetgørende sejr‑ e i forlænge
de konfikter”, hvor Mao Zedongs og Ho Chi‑Minhs, og tidligere Lawrences (of
Arabia) forhalingstaktikker virkede destruktivt på forestillinger om absolut og
instrumentelt rationaliseret krig (Aron 1976/1984 T. II: 244, 199‑210, 298).
En del kommentarer til Clausewitz har brugt sider på at spekulere over, om
begreberne om reciprocitet, vekselvirkninger, modstillinger af forsvar og angreb,
yderpoler om det ekstreme, alt eller intet, helhed og dele kan henføres til tidens
romantik eller til Hegels flosof. Men Kant tænkte i aporier, og det vil sige
modsætninger, der i virkeligheden er paradokser, fordi enhver konstatering af
en modsætning foregår i tid, og tid forløber. Jeg vil ikke yderligere kommentere,
hverken Kant, Hegel eller Luhmann på dette punkt, afgørende er at v‑ ise tidslig
hedens betydning for virkelighedens krige.
Skal vi i dag konstruere en teori om krigens sociale betydning‑, dens me
ningssammenhænge, former og systemer, kan vi lade os inspirere uhyre meget
af Clausewitz; men det ville endda også være direkte imod Clausewitz’ tilgang
at reducere analysestrategierne til ikke at række langt ud over hans tilgang. Man
kan inddrage Simmels formanalyser af strid, krig og kontrakter eller Max Webers
analyser af bureaukratisering i militæret og hans uhyre diferentierede analyser
af magt og herredømme og som Weber primært undersøge sagens “m‑ enings
sammenhænge” i deres “materiale rationalitet”. Man kan også inddrage så mange
forskellige tilgange, teorityper og metoder, at overblikket helt opløs‑ es i uoversku
elig kompleksitet. Selv om Clausewitz’ tilgang og analyser unægtelig udgør en
målestok for, hvad der må karakterisere solid krigsanalyse, har man imidlertid
behov for at forny krigsanalysen med mere aktuelle teoretiske tænkemidler. Dertil
vil jeg bruge Niklas Luhmanns teori om kommunikationssystemer. Ikke mindst
i amerikansk strategisk forskning har man anvendt meget systemteori, men har
ikke fulgt med i den europæisk dominerede udvikling af nyere systemteori,
som ikke mindst Luhmann står for, et misforhold, jeg vil redegøre for i kapitel
4 (afsnit XV).
50 Kritik af krigens fornuft
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
Hvor Johan Galtung i sin teori om strukturel vold udvikler en distinktion
mellem vold og fred snarere end mellem krig og fred (Galtung 1969), kan de
store samfundsteorier, som vi kender dem fra Weber til Parsons, Bourdieu og
Luhmann imidlertid ikke undlade at iagttage den helt specielle f‑orm for evo
lutionært uddiferentieret funktionssystem, som udgøres af krigen. Min tese er
således, at Luhmanns teori om selvreferentielle kommunikationssystemer kan
give et bidrag lige præcis til indfangning af dette historisk opståede og udviklede
fænomen, som krigen er blevet til. Krig er ofe, siden Tomas Hobbes, med stor
fascination blevet iagttaget som “that condition which is called Warre; and such
a warre, as is of every man, against every man” (Hobbes 1651/1968: 185). Men
den fortælling forstyrrer fortolkningen af krig som et i bund og grund socialt
opbygget og organiseret fænomen (Malešević 2010: 2). Krig består ikke i en in‑ di
vidualistisk og egoistisk kalkule om overlevelse (Malešević 2010: 62). Tværtimod
har krig siden hoplitrevolutionen og længe før, altså gennem mere end 2800 år
udviklet sig som et socialt fænomen, som individet selv står måbende‑ , tingslig
gjort og fremmedgjort over for.
Luhmann, der var soldat i Wehrmacht i to år, fra han var 15 til 17 å‑ r, ople
vede at iagttage krigen som et fænomen, der radikalt var adskilt fra ham selv
som et individ med et selvstændigt psykisk system, der ikke må forveksles med
det sociale system, som krigen er. Krigen er, som jeg vil vise i kapitel 7, således
en form, der fraspalter individets vilje til at ville sin egen vilje fra det, der gøres
til kollektiv viljesdannelse i krigens form. Andre tilgange forsøger at fastholde
fortællinger om, at individet, dets habitus og sjæl smelter sammen m‑ed korpsån
den. Går man ind i soldaterberetninger som eksempelvis Guy Sajer, der er født
to år før Luhmann, synes begge dele rigtige, sammensmeltningen synes lige så
total, som den eksistentielle ensomhed synes radikal. Samtidig med at en fransk
tysk soldat som alsacianeren Sajer kan skrive en 500 sider lang beretning, kan
han også berette, at fortællinger og ord gøres umulige (Sajer 1967/2010: 76, 235;
2008). Imellem modstandere synes had og fendskab, der taktisk er blevet prist
så voldsomt, såvel omgående som senere at kunne forandres til respekt, gensidig
omsorg og venskab.
VII. Teorien om krig som selvreferentielt funktionssystem
Dette projekt drejer sig mindre om at udvikle den almene systemteor‑i om, hvor
dan “konfikter netop tjener som fortsættelse af kommunikationen g‑ ennem be
nyttelsen af en af mulighederne, som står åben for den: benyttelsen af nejet.”
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 51
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se Stikordsregister‑
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
(Luhmann 1984: 530) Krig er nok en specialudgave af vold, magt og konfikt
(Luhmann 2000a: 55‑58), men er, som Clausewitz gør opmærksom på, også
historisk blevet uddiferentieret og specialiseret på så særegen en måde, at man
ikke kan bestemme krigens form ud fra en almen teori om vold, magt og konfikt,
herunder skellet vold/fred, hvilket således også adskiller denne systemteoretiske
tilgang fra eksempelvis Johan Galtungs type freds‑ og konfiktforskning (Galtung
1969; 1984: 145; Dencik 1973).
Gertrud Brücher har i sin forskning taget udgangspunkt i, at f‑redsforsknin
gens på en gang deskriptive, analytiske og normative program om at undgå en
fatal eskalation under Den kolde krig kom ind i samme opløsningsproces, som
det sovjetiske imperium 1989‑1992. I analysen af såkaldte punktuere‑de kom
munikationssystemer (Watzlawick et al. 1967) har man kunnet iagttage risiciene
for selvreferentiel eskalation af gensidig mistillid i mikrokonfikter i familier
og organisationer såvel som i makrosammenhænge (Brücher 2011: 207). Hvor
Rasmus Beckmann temmelig begrænset til mål/middel‑analyser har fortolket
sin analyse af Clausewitz ud fra Luhmanns rekonstruktion af systemteorien
i 1960’erne i Zweckbegrif und Systemrationalität (Luhmann: 1968/1973), har
Matuszek (2007) og Brücher (2011) sat teorien om systemers autopoiesi‑ s i cen
trum og dermed den almene systemteori fra 1980’erne, mens jeg i højere grad
anvender Luhmanns historisk orienterede teori om funktionel diferentiering,
sådan som den afsluttes i 1990’erne.
Hvor specifceret og diferentieret Beckmann – der ogsHandbå i uch Kriegs
theorien, som han i 2011 udgav med Tomas Jäger, har skrevet om Clausewitz
(Beckmann & Jäger 2011: 214‑227) – behandler mål/middel‑distinktionen, går
han glip af den temporale dimension, hvorfra problemet om vekselvirkning
som såvel samtidighed og synkroniseringskrav og som hastighed/langtrukken
opslidning tænkes systemteoretisk (Luhmann 1991b: 43‑52). “Kausalskemaet
og værdiordninger muliggør tilsammen en meningsfuld og struktur‑ eret sam
menligning af de til rådighed stående midler. For de gennem rådighedsanalysen
bestemte midler er funktionelt ækvivalente, da de – uafængigt a ‑ f deres for
skellige uintenderede sideefekter – ligeledes kunne opfylde mål.” (Beckmann
2011: 135) Bidraget med inddragelsen af Luhmanns systemteori i tolkningen af
Clausewitz’ analyse kan siges at ligge i forsøget på at generalisere analysen ud
over Clausewitz’ samtid (Beckmann 2011: 231). Men analysen heraf adskiller sig
ikke meget fra klassiske input/output‑orienterede analyser, hvor informationer
fører til beslutninger. Hans tilgang tilføjer dårligt noget nyt til eksempelvis Karl
Deutsch’ tilgang. Tværtimod begyndte allerede Deutsch af forstå tidslighed ud
fra en skematik, der lige som Clausewitz’ kan analyseres ud fra en kantiansk
52 Kritik af krigens fornuft
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
eller, med mere moderne videnskabsteori, Ernst Cassirers tilgange. Selv efer
den tidlige Luhmanns standarder udgør Beckmanns tilgang kun en halveret
systemteoretisk analyse, der hverken iagttager de tre meningsdimen‑ sioners be
tydning for analysen af meningssammenhænge i handlingssystemer e‑ ller iagt
tager temporaliseringens betydning. Det sidste betyder, at han heller ikke får fat
i Clausewitz’ tidsanalyse; lige som vekselvirkningsanalysen, der hos Clausewitz
såvel som hos Luhmann i bund og grund består i en analyse af samtidighed, går
tabt (Habermas & Luhmann 1971: 46‑59; Luhmann 1968: 8‑18; 1979).
Krysztof Matuszek analyserDer Ker i riege als autopoietisches System (2007)
samtidens krige og stiller spørgsmålet om, hvilken funktion krigen og des‑ truk
tionen kan have i samfundet, når fredelige midler udgør det mest konstruktive
svar. Kant har imidlertZid um ei wigen Frieden allerede vist, at naturen giver
mennesker krigen, så der kan oprettes fred gennem krigens evne til at få skabt
konvergens i organiseringen af den (jf. hertil kap. 8). Udgangspunkt‑et for rekon
struktionen af krigens systemanalyser ved hjælp af Luhmanns rekonstruktion har
i Tyskland i al væsentlighed bestået i en fastholdelse af Luhmanns almene teori
om systemers autopoiesis. Dermed bliver teorien imidlertid dels mere ahistorisk,
og dels mindre sensibel over for semantiske udviklinger i krigens og militærets
konkrete selvbeskrivelser. Matuszek viser primært, at nye krige også forløber
som selvreferentielle konfikter og kan, som da også anerkendt af Münkler i sit
forord til Matuszeks bog, således siges at demonstrere, hvorledes systemanalysen
som analyse af selvreferentielle systemer lettere kan generaliseres til ikke‑statslige
borgerkrige end den clausewitzske tilgang, der dog let kan anvendes til analyse
af såvel guerillakrige som asymmetriske krige (Heuser 2002: 133‑142, jf. 168).
I sin dygtigt gennemførte afandKlinrieg ug nd Gesellschafliche Diferen‑
zierung (2012) anvender Barbara Kuchler en distinktion mellem, kan man sige,
den abstrakte krigs beslutning om at skubbe (“push”) en involvering af andre
funktionssystemer ind i koblinger til krigens funktionssystemer, og den v‑ irke
lige krigs træk (“pull”) på andre funktionssystemer, som følgelig “koloniseres”,
“viktimiseres” og “ekskluderes” af krigens overgribende og hensynsløs‑ e “instru
mentalisering”. Krigen skaber som system det, som Tilly (1992) kalder “‑ extrac
tion” fra dens omverden, herunder fra andre delsystemer. Dermed står Kuchlers
systemteoretiske beskrivelse af den moderne diferentiering af funktionssystemer
i kontrast til førmoderne stammesamfund og til stratifcerede samf‑ unds dedife
rentiering af krig, politik, religion, familier og økonomi til fordel f‑ or et skel mel
lem øvre og nedre stænder. Styrken her består i den systematiske diferentiering
af krigens instrumentelle involvering af tilkoblede funktionssystemer fra råvarer
til massemedier, skoler og familier. I denne analyse er der forståeligt nok en for
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 53
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
eferkrigstiden typisk tysk central tematisering af krigens viktimisering. Kuchler
forsøger ikke at rekonstruere så meget som aspekter af Clausewitz’ a‑ nalyse, nær
mest kommer hun i sin analyse af krigens temporalitet, hvor hendes bidrag består
i at påpege krigens fortættede tidsopfattelse ikke mindst under verdenskrigenes
ekstreme krav til tempoforhøjelse i alle interaktions‑, funktions‑ og organisati
onssystemer (Kuchler 2012: 220‑283). Dertil belyses uoverskueligheden af lineær
planlægning, men den fulde bredde af systemteoretisk analyse af samtidighedens
og synkroniseringens problematik udebliver (jf. nedenfor kapitel 4, XIII), idet
beslutningseskalationers paradokser dog belyses – som eksempelvis beslutning
om yderligere angreb på endnu en modstander, fordi man ikke fnder en udvej
ud af en første konfikt, som derefer får relativt mindre betydning i forhold til
det endnu større konfiktscenarie (Kuchler 2012: 263). Endvidere bliver det kun
til rudimentære ansatser i forsøgene på at se krigenes langsigtede virkninger,
og ikke mindst i en tysk sammenhæng er det utilstrækkeligt ikke at diskutere
Anden Verdenskrig som en efervirkning af Første Verdenskrig samt at ignorere
såvel de fnansielle som de humanitære omkostningers rækkevidde, som kunne
man enkelt antage, at de to verdenskrige afsluttedes i 1918 og 1945 (Kuchler
2012: 243). For en systemteoretisk andenordensiagttagelse er det således langtfra
givet, at man kan “fastholde” de populære taktiske førsteordensbetegnelser om
at vinde/tabe en krig, eksempelvis er det ikke givet, at Tyskland “tabte” Første
Verdenskrig eller – som Japan – “tabte” Anden Verdenskrig, mens Sovjetunionen
vandt den (Kuchler 2012: 245, 268); men de pågældende regeringers viljes‑ og
beslutningsdannelser tabte. Bedst fungerer perspektivet på kriges asymmetrier
mellem relativt klare begyndelser og uaflarede afgørelser. Afslu‑tningsvist sam
menfattes nye krige således i deres fragmentering af de aktører, som opløser
forenklingens kompleksitetsreduktioner.
Selv om Kuchler fortrinligt undersøger de såkaldte “interdepen‑ densafry
delser” i den strukturelle kobling mellem funktionssystemer, mangler der den
selvreferentielle systemteoris analyse af den dobbelte lukning af funktions‑ og
organisationssystemernes andenordensiagttagelser. Dermed får hun ikke helt
greb om empirisk historiske tilgange til semantiske forskydninger i k‑ ommu
nikationskoderne for de forskellige funktions‑ og organisation‑s‑ og interakti
onssystemer. Eksempelvis undersøger hun primært krigsøkonomien ud fra en
førsteordensanalyse af råvareforsyninger og plyndringer (Kuchler 2012: 157‑165),
men mister dermed andenordensiagttagelsen af forskydningen til kampen om
krigslån, ligesom den specifkke empiriske diferentiering mellem forskellige
politiske systemers belastninger, under eksempelvis verdenskrigene, b‑ liver util
strækkelig (jf. nedenfor kap. 6 og 7). Dette metodologiske defcit forhindrer
54 Kritik af krigens fornuft
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
hendes tilgang i at anvende den luhmannske systemteoris fulde potentiale til
undersøgelse af såvel krigens uddiferentierede kommunikationssystem, dens
koder og semantikker, som de koder der i andre funktionssystemer, herunder
også i soldaternes psykiske systemer, transformeres af krigens krav. Nærmest
kommer Kuchler i bidraget til analysen af inklusion og eks juksl iunsio beln i lo,
idet Genèvekonventionen (fra 1949) belyses i den påfaldende indpasning til
moderne funktionelt diferentierede samfund, som således kollider ‑ er med før
moderne strukturer (Kuchler 2012: 202‑213; jf. Coker 2001: 117). For at nå til en
tilfredsstillende teoridannelse må systemanalysen iagttage betydnin‑ gs‑ og form
dannelsen, transformationerne og formafængigheden i såvel organisations‑ og
territorialitetsdannelsen, krigens egen kamp om sig selv, fnansieringssystemerne,
psykisk traumatisering og omsorgen herfor, retlige forskydninger og den politiske
håndtering af alle disse selvreferencer. Fremvæksten, “die Entstehungsgeschichte”
eller med en systemteoretisk betegnelse: emergensen, er afgørende for at fortolke
og forstå dannelsen af semantikker, koder, former og systemer såvel som deres
diferentieringer og strukturelle koblinger samt risiciene forbundne hermed. Og
her må man “til sagen selv”, som Hans‑Georg Gadamer præcist har formuleret
det begrebshistoriske krav (Gadamer 1975). For at få greb om de koblinger og
belastninger forekommer det mig afgørende at rette opmærksomheden mod
skærpelsen af de koder og distinktioner, der tages i anvendelse, herunder skellet
mellem krig og militær.
Det drejer sig om at udvikle teorien om krigen som et uddiferent‑ieret funk
tionssystem, strukturelt koblet til militære organisationssystemer. Min primære
hensigt med denne teoriudvikling er at bidrage til den sociologiske s‑ amfunds
teori, i særdeleshed til teorien om selvreferentielle kommunikationssystemer,
og til dens forståelse af, hvorledes krig og militær har haf betydnin‑ g for frem
væksten og udviklingen af moderne samfund på linje med religion, r‑ et, øko
nomi, politik, uddannelse, videnskab, kunst etc. Luhmann skrev selv en lang
rækker værker med titlen “X der Gesellschaf” hvor X kunne være politik, ret,
religion, økonomi, videnskab etc. Men han kunne og ville ikke skrive et om
krigen. En vigtig grund hertil var, at han som tysker født i 1927 ikke kunne
opnå tilstrækkelig med distance til emnet; og en anden grund, selvfølgelig, at
end ikke Luhmann kunne nå at skrive om alt. Adskillige steder i hans værker
fnder man henvisninger til den konstitutive såkaldte formel for kontingens, som
den kommunikative kodering af krig/fred skaber (Luhmann 2000a: 359, 361,
120). Kontingensformler angiver mulighedsbetingelser, som når komm‑ unika
tion om fred angiver en række muligheder, mens kommunikation om krig en
helt anden. Krig spiller en “fremtrædende” (“herausragende”) rolle i Luhmanns
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 55
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
teori om stats‑ og territorialitetsdannelse (Luhmann 2000a: 55f., 94, her 417;
1989b: 76 f., 87‑91; 1997a: 722‑725, 1053‑1055). Korrekt stiller Luhmann dog
udsigten til koblinger med organisation og beslutningsmagt i udsigt: “Fysisk
magt forudsætter massemobilisering af ressourcer, såfremt dens overlegenhed
inden for et territorium skal gøres tilforladeligt sikker. Den er derfor ikke mere
selv en sidste sikkerhed, men fordrer organisation af beslutninger for at kunne
være sikker på dens egen indsats.” (Luhmann 1975: 64)
Men krigen er unægtelig alligevel underbelyst, og det skaber prob‑lemer i Luh
manns teoridannelse, der ellers fremstår som den formodentlig mest generelle
samfundsteori siden Max Webers. Han får problemer med at gå bag om blotte
semantiske analyser af statsdannelse og af organisationssystemers historiske
fremvækst, idet hans omfattende organisationssociologi sammenlignet med hans
behandling af de forskellige funktionssystemers fremvækst faktisk mangler en
redegørelse for statslige forvaltningers fremvækst fortolket ud f‑ ra deres seman
tikhistorie (Harste 2003a, 2013b).
Alligevel må teorien anses for at være den samfundsteori, der har mest at byde
på i analyser af kommunikationssystemer, derunder krigens form for voldelig
organisering af kommunikation. Ud fra Pierre Bourdieus begrebsapparat kunne
det sikkert lade sig gøre at udvikle mere end blot ansatser til en sociologi om
det militære felt (“champ militaire”), men man ville ikke kunne udvikle en teori
om krigen som funktionssystem. Blandt de såkaldte bindestregssociologier, der
karakteriserer samfundsteorien, og som eferhånden er blevet så specialiserede,
at man ved en plenumdiskussion ved Nordic Sociology Conference i Oslo 2011
diskuterede, om sociologien risikerede at falde fra hinanden, synes der generelt
at være behov for en teori, der faktisk dækker mange områder. I nærværende
mere afgrænsede sammenhæng er der behov for en teori om krigen, s‑ om teo
retisk også kan dække organisation, massemedier, fnansiering, velfærd, hjælp
og omsorg, traumatisering, individualisering, religion, uddannelse, opdragelse,
ret og politik. Krig, organisation, politik, ret, fnansiering, hjælp, massemedier,
religion og organisation af territorialitet er fænomener, der på helt afgørende
vis er koblet sammen i skabelsen af det moderne samfunds grundlæggende
strukturer og diferentieringer. Når Luhmanns teori må inddrages og her i denne
bog endda kan lægges til grund for videreudviklingen af krigens sociologi og
samfundsteori, vil jeg fremføre seks begrundelser.
• Teorien om kommunikationssystemer beskriver indgående, hvad der kan
menes med den form for vekselvirkninger, hvor modparter kommunikerer
i konfikt, altså ikke blot i gensidig forståelse og konsensus, s‑om analyse
56 Kritik af krigens fornuft
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
ret hos Habermas, men i dissens (Smith 2005: 13). Når krig drejer sig om
kommunikation, skyldes det mindre, at der samtales på tværs af skyttegrave
(Ashworth 1968), end det historisk påviselige forhold, at parterne forsøger
at eferligne hinanden og afvige fra hinanden, så isomorfe innovations‑ og
difussionsprocesser indgår i gensidige læreprocesser (Kuchler 2012: 115,
286‑297). Parterne iagttager og afæser hinanden og laver modtræ‑ k: Gen
nem århundreder udviklede staterne sig som militære organisationer, der
var nødt til at tage højde for modpartens innovationer, dels ved at udvikle
sammenlignelige innovationer, og dels ved at udvikle nye innovationer eller
ved at drage fordele af særegne muligheder som geograf og ressourcer.
• Teorien beskriver kommunikationssystemers emergens, deres fremvækst og
stabilisering, deres iboende paradokser og som følge heraf deres v ‑ idereudvik
ling. Teorien beskriver dels, hvorledes de enkelte funktionssystemer vokser
frem, dels hvorledes de diferentieres fra hinanden for siden at kunne koble
deres specialiserede ydelser sammen. Mulighederne for sådanne sa‑mmenkob
linger kunne opstå, fordi organisationssystemer i form af stater, og herunder
ikke mindst skatteadministrationer og militærapparater, kunne organisere
sammenkoblinger af eksempelvis fnansiering, ret og troppestyrker.
• Hvert funktionssystem rummer imidlertid sine helt egne specifkationer,
sin egen historie og temaer. Ethvert funktionssystem, også krigens, forsøger
dertil at tjene den “funktion”, at det kan opretholde sig selv, og fører følgelig
til eskalation samt til en professionalisering og organisationsdannelse, der
kan leve af systemet og skabe koder om eksempelvis “sikkerhed”, “stabilitet”,
“vished”, “permanens” og “evighed” samt “territorialitet”, som skal opretholdes
(jf. kap. 3).
• Den luhmannske systemteori er en i bund og grund historisk orienteret teori,
hvor det empiriske materiale består af semantiske forandringer, forskydninger,
deres kodifceringer og yderligere dertil kodifceringernes brug i k‑ ommuni
kationen om kodifceringer, som når retskoder anvendes på retskoder. Det
empiriske materiale hentes typisk i såkaldte “selvbeskrivelser”, eksempelvis
her de beskrivelser af krige og krigsførelse, som ikke mindst militæret selv
tilvejebringer. Den luhmannske samfundsteori kan således i høj g‑ rad sam
menlignes med Max Webers, Michel Foucaults og Pierre Bourdieus, der alle
også fokuserer på “diskursive systemer” i “meningssammenhænge”, ‑“diskur
sers genealogi” ud fra talehandlingers koder, eller “symbolske praktikkers”
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 57
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
koder. For læserne vil det imidlertid skabe for meget kompleksitet, hvis alle
de tilgange uophørligt inddrages, konsistensen i fremstillingen ville blive
unødig besværet, og jeg vil derfor nøjes med at inddrage de nævnte tilgange,
hvor det er uomgængeligt oplagt (kapite‑VI).l 4, IV
• Et af systemteoriens i min optik vigtigste bidrag er, at den meget præcist
kan redegøre for, hvorledes løst koblede kommunikationssystemer kan kode
deres egne koder indefra og således stabilisere sig selv og blive fast koblede
(Harste 2013b). Den såkaldte genindtræden eller “re‑entry” af koder i deres
selvfordobling giver et stærkt teoretisk greb om det, der blandt historikere
kaldes eksempelvis militær revolution, fnansiel revolution, organisatorisk
revolution, politisk revolution, uddannelsesrevolution, videnska‑ belig revo
lution etc. I denne sammenhæng er det specielt militære revolutioner, der
beskrives. Begrebet blev oprindeligt i 1955 brugt af Michael Roberts til at
beskrive militær‑ og krigsudviklingen fra 1560 til 1660, og sidenhen har
en lang række militærhistorikere med gode belæg påpeget andre historiske
revolutioner. Med systemteorien kan man imidlertid iagttage den militære
revolution ud fra spørgsmålet om, hvorvidt krigens koder kan monopoliseres
af krigen selv og militære organisationssystemer så knytte an hertil. Meget
tyder på, at denne teoretiske fastlæggelse kan give Roberts ret.
• Militære krigsteoretikere og strateger bruger selv systemteorier. Clausewitz
og Frederik den Store diskuterede systemteori, og man kan i en temmelig lige
linje påvise en stiafængighed (“path dependency”) fra Clausewi‑tz’ samti
dige franske modpol Antoine‑Henri Jomini til det sidste halve århundredes
ikke mindst amerikanske brug af de såkaldte åbne input‑output‑baserede
systemteorier i forståelsen af strategi og taktik. Teorierne ko ‑m frem på bag
grund af kybernetikken fra slutningen af 1940’erne og er i stor udstrækning
blevet anvendt for eksempel under Vietnamkrigen og ligeledes i den taktiske
og strategiske håndtering af Irak‑ og Afghanistankrigene. Der fndes i dag
tre‑fre af denne type systemteorier i det amerikanske militær: D‑ els en sim
pel input‑output‑baseret tilgang (Biddle 2004; Allen & Cunningham 2010);
dels en ligeledes lineær tilgang til it‑baseret koordination af et “system‑om‑
systemer”, ikke mindst fremført af tidligere vicegeneralstabschef Bill Owens.
De to tilgange er meget taktisk domineret af fortællinger om mi ‑ litære tekno
logiske midler. Dertil fndes en mere dynamisk tilgang, fremf n B øoryt ad, f Joh
samt en tilgang, der kan siges at være baseret på den termodynamiske teori
om entropiens vækst, og som taler om en udvikling fra 1.‑ til 4. generations
58 Kritik af krigens fornuft
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
krigsførelse fra regulær til irregulær krig; den er fremført af William Lind. De
to‑ første dominerer antageligvis den praktiske tilrettelæggelse af strategier,
men ikke de strategiske “refeksionsteorier” (Luhmanns betegnelse). Modsat
hvad man kunne forvente af Beckmanns ellers minutiøse mål/middel‑ og
årsag‑/virknings‑orienterede tilgang, fnder man hos ham ikke nogen analyse
af andre og mere aktuelle refeksionsteorier i militæret end Claus‑ewitz’ (Beck
mann 2011). Teorierne vil blive behandlet i kapitel 4 og 5, og jeg vil forsøge
at demonstrere, at specielt de to første lider af en fatal mangel på forståelse
af såvel kommunikationens vekselvirkning som tidens form, to dimensioner
som eksempelvis Clausewitz havde et godt greb om. Den klassiske kinesiske
krigsflosof, Sun Tzu, havde også en fortrinlig forståelse af de to dimensioner,
og han vil også blive behandlet.
• Formodentlig har ingen samfundsteori så omfattende og præcist et greb om
fortolkningen af tid som Luhmanns teoridannelse. Historikeren Reinhart
Koselleck arbejdede i Bielefeld nært forbundet med Luhmann og udviklede
en tilsvarende og meget sammenlignelig temporal tilgang til begrebshistorie.
Ikke mindst i analyser af risicis temporale form fnder vi indgående analyser
hos Luhmann. Krig drejer sig om opslidning, altså om en temporal dimension
(der næsten overses hos Beckmann 2011). I det følgende vil vi få kortlagt såvel
krigens kommunikative betydning som den temporale betydning. I kapitel 5
vil jeg vise, hvor væsentlig temporal analyse er i forståelsen af asymmetrisk
krig. I kapitel 6 vil jeg vise, hvor væsentlig temporal analyse er i forståelsen af
krigsfnansiering og ikke mindst af kreditsystemer. I kapitel 7 viser jeg, hvilke
temporale risici der for det psykiske system historisk er blevet forbundet med
krigens system i form af de belastninger, krigsveteraner udsættes for.
Den reduktion af kompleksitet, som kommunikation må foretage for at kunne
blive meningsfuld, kan dannes med semantikker og med kodifceringer heraf i
binære koder. Litteraturen herom er eferhånden uoverskueligt omfattende og
kan siden årtusindskifet siges at have udviklet sig inden for tre områder, nemlig
som analyser af almene systemteorier, endvidere som analyser af afgrænsede
funktionssystemer (ret, politik, uddannelse, organisation etc); for det tredje har
det vist sig praktisk at orientere forskningen mod de såkaldte stru‑kturelle kob
linger mellem forskellige typer systemer (Albert & Hilkermeier 2004; Febbrajo
& Harste 2013; Harste & Knudsen 2014). Forskere fra meget forskellige fag har
interesser i at se, hvorledes sådanne koblinger håndteres. Endelig ses det‑ ailana
lyser af konkrete problemstillinger, der med udgangspunkt heri kan inddrage
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 59
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
forskellige dele af systemteorien, ligesom andre teoriudviklinger kan inddrages.
Som udgangspunkt ser vi her i en række distinktioner, der også optræder i
Pierre Bourdieus og Michel Foucaults analysestrategier. Også de fokuserer på
den binære form i koder som inklusion/eksklusion, ret/uret, regerende/regerede,
sand/falsk, høfig/uhøfig etc.
I kommunikation om krigen kan man betjene sig af skellet mellem taktik
og strategi og iagttage taktiske koder om nedkæmpelse/ikke‑nedkæmpelse og
strategiske koder om mål med krigsførelsen ud fra koden krig/fred. Kampen
om tempoforhøjelse/temponedsættelse blander sig i de skel og har, siden guer‑ il
lakrigsførelse begyndte at blive organiseret, som hos eksempelvis Mao Zedong,
vist sig ikke blot at være taktisk orienteret mod krigsførelsens indsats af midler
i kamp, men også af strategisk art, altså mod politiske målsætninger om den
form for fred, der sigtes mod. Der er tale om historisk fremvoksede koder, som
empirisk har set anderledes ud og forandrer sig med tiden, kobler sig sammen
i bundter af mere eller mindre fast kodede koder, der kan referere til hinanden
og således stabilisere hinanden. Gennem en sådan variation, selektio ‑n og stabi
lisering opstår der evolutionært selvreferentielle kommunikationssystemer.
Luhmanns teoridannelse er usædvanligt omfattende og indbefatter en lang
række fagfelter; men den tilsyneladende høje indstigningstærskel ‑for nybegyn
deren til den bedrager, teorien kræver kun korte introduktioner, førend den
kan anvendes klart og forståeligt. Der er derfor ingen mening med at foretage
en omfattende introduktion til hele teoridannelsen i en bog, der “kun” handler
om krigens funktionssystem og militærets organisationssystem (se hertil Harste
2009d; 2009e). Med bogen Krigen – et ustyrligt system (2014b) har jeg skrevet
en forenklet og bredere anlagt udgave af nærværende meget mere akademiske
afandling. Systemteoretisk iagttaget forstår man ikke krig og militær, hvis ikke
også systemteorien om organisation, om politik, om ret, om fnansiering, om
religion, om social hjælp og om massemedier inddrages (Kuchler 2012: 98‑152).
Disse former for systemer inddrages dog langtfra i fuldt omfa ‑ng. Krig udvik
ler sine egne funktionelle løsninger og iagttager problemer ud fra k‑ rigens pro
blemløsningsstrategier. Når den strukturelle kobling til politik, organisation,
ret, fnansiering, religion, social hjælp og massemedier samt moral, imidlertid
alligevel inddrages og behandles selvstændigt i kapitler, skyldes det, at krigens
selvstændighed begrænses og kontrolleres gennem organisation (kap‑itel 3), reli
gion (kapitel 4), massemedier (kapitel 5), fnansiering (kapitel 6), social hjælp til
veteraners bevidsthed og førlighed (kapitel 7), ret og moral (kapit‑el 8) og deri
gennem lader sig kontrollere af organisation og politik (kapitel 9). Ikke mindst
fnder store og langvarige krige deres grænser i den opslidning af ressourcer, der
60 Kritik af krigens fornuft
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
i bred logistisk forstand bliver krigenes forudsætninger gennem disse strukturelle
koblinger.
Der er langtfra brug for at inddrage alle teoriens almene end‑sige funktions
specifkke begreber (Harste 1993; 2009d, 2009e). Fordelen med den omfattende
teoridannelse er imidlertid, at man i behandlingen af næsten ethvert problem
relativt let kan forsøge at inddrage yderligere analyseformer og n‑ å til resulta
ter. Teoriens bredde er introduceret så mange steder, og den må eferhånden i
sine basale grundtræk regnes for velkendt (Kneer & Nassehi 1997; Borch 2011).
Meget kort fortalt kan kommunikation ikke kommunikere om alt på en gang,
men må følgelig for at skabe mening reducere kompleksitet. Det gøres historisk
set gennem koder, der i samfundshistorien semantisk kodes på en sådan måde,
at koderne kan observere og referere til sig selv, eksempelvis grammatisk, men
historisk senere også i form af emergerede koder, der stabiliserer denn ‑ e selvrefe
rence. Herigennem kan det evolutionært usandsynlige opstå, som vi i moderne
tid imidlertid netop ikke kan undgå at konstatere som et faktum a priori, nemlig
at selvreferentielle kommunikationssystemer er fremkommet. Det f‑ orsknings
mæssige spørgsmål er da, hvilke selvreferentielle kommunikationssystemer der
kan komme på tale, og hvorledes er de begyndt at adskille sig og diferentiere
sig fra hinanden som religion, ret, videnskab, krig, kunst, politik etc.? Hvilke
historiske betingelser er der for deres evolution. Og hvilke er der f ‑ or deres sam
menkobling. Den generelle teori herom fremsatte Luhmann i sit hDovie e dværk
Gesellschaf der Gesellschaf I‑II (1997a).
VIII. Det systemteoretiske
forskningsprogram om krig og fred
Det militære system, krigens dynamik og fredens (u)muligheder udvikler sig nu
engang ved hjælp af de sociale, økonomiske, politiske, organisatoriske, retlige,
symbolske konstellationer, som det militært‑industrielle kompleks indgår i. I
forhold til de netop angivne hypoteser og de stærke moralsk‑politiske konfikter,
den slags forsvar for eller kritik af militær intervention kan give anledning til
for en umiddelbar førsteordensiagttagelse, synes det nødvendigt at indføre en
distanceret andenordensiagttagelse af en mere teoretisk og meto‑dologisk iagt
tagende form.
Hermed når vi tilbage til en af de vigtigste komponenter i det sys ‑ temteo
retiske perspektiv på den historiske sociologi og udviklingerne i krig og fred,
nemlig med spørgsmålet om, hvilke funktionssystemer den historiske sociologi
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 61
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
må kunne iagttage, og her mere specifkt, hvilke funktionssystemer det militære
system må koble sig til. En vis diferentiering mellem “the military‑political,
economic, social, and environmental sectors of international systems” kortlægges
induktivt og som “framework” i Barry Buzans og Richard L ‑fitrtemles IRstilling
International Systems in World History (2000: 11; jf. Buzan, Wæver & Wilde
1998). Buzan og Little gør op med den forenklede fremstilling af st‑ater som en
heder, der siden Heinrich von Trei ke htscahr udgjort en (ofe urealistisk) trend
i ikke mindst realismens redegørelse for statssystemet, således som det med en
eurocentrisk og en i forhold til den historiske slongcio uloge dur is ée ahistorisk
tilgang har udfoldet sig med modeller om Det westfalske statssystem (Descimon
& Guery 2000). Trods mange indsigter om usandsynligheden af statsdannelse
og statssystemer i forhold til 5000 års historiske udfoldelse af stammer, riger,
og netværk når Buzan og Littles udlægning af det, de ligesom Luhmann kalder
“second order defnition”, imidlertid ikke langt nok i diferentieringen mellem
former for kommunikativ mening (Buzan & Little 2000: 90‑110). Samtidig med
at de kritiserer sociologisk vage begreber om aktører og strukturer, bliver deres
begreber om processer i interaktion teoretisk for underbestemte til at kunne
håndtere dels omfanget af diferentieringer, der udrulles historis‑k, dels de kode
ringer, der semantisk omformer og revolutionerer systemdannelser funktionelt,
for eksempel mellem krig, ret, fnansiering, forskning, diplomati og organisation.
Fordi deres perspektiv, i øvrigt frugtbart nok, skal fastholde 5000 års variationer,
får deres teorier mindre greb om den semantiske selektion og stabilisering af
kommunikationskoder, som den langt mere gennemarbejdede teoridannelse
hos Luhmann åbner for. Interaktion ses primært som udvekslinger og, trods
Ole Wævers indfydelse på Buzans teoridannelse, mindre som kommunikativ
menings‑ og betydningsdannelse.
Hos Otto Hintze og Max Weber ses en mangedimensionel udviklingsproces,
som for nu at tage et par afgrænsningsmæssige yderpunkter for Hin ‑tzes vedkom
mende for eksempel fremtræder som komparative analyser af udviklingerne i
antallet og formen for ministerier i europæiske stater; og i Webers tilfælde som
den berømte pointering af de vestlige rationaliseringsdimensioner fra kunstarter
som musik, over religiøs teologi og kirkevæsen, til videnskaberne, b ‑ureaukra
tiseringen, retlige udviklinger, økonomiske beregninger og til mili‑tær krigsfø
relse. Hos Michael Mann, Bruce Porter og Tomas Ertman ser man aspekter af
denne mangedimensionelle udvikling. Hos Norbert Elias demonstreres grebet
om disse mangfoldige diferentierings‑, rationaliserings‑, disciplinerings‑ og
fgurationsudviklinger endnu mere intenst. Hos Susan Halperin (2004) ses en
genuin klasseanalyse af transstatslige konvergenser blandt eliter, som bekæmper
62 Kritik af krigens fornuft
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
demokratiseringer ved at fastholde en indenrigspolitisk repression og en uden‑
rigspolitisk militærstatslig imperialisme fra 1789 til 1945. Tyske sociologer fra
Hannah Arendt (1998) over Hans Joas (2003) til systemteoretikeren Tobias Kohl
(2006) har hæfet sig ved volden som et generelt fænomen, der kan få form i
krigen. Alle tre viser – om end på vidt forskellig måde – at voldsudøvelse skaber
sin egen logik, når den organiseres i konfikt mod andre organiseringer. Man
kan i forlængelse heraf spørge, hvilke metodologiske, teoretiske og empiriske
gevinster der er ved at anvende Luhmanns omfattende teoridannelse frem for
Elias’ umiddelbart mere konkrete og ofe ganske fornøjelige analysestrategi.
Man kunne også her have påpeget Talcott Parsons’ tilgang og i nog‑ en forlæn
gelse heraf Stein Rokkans. Såvel Parsons som Elias udviklede deres analyser efer
at have taget den weberske tråd op som studerende i Heidelberg i 1920’erne. Kort
fortalt mangler Parsons’ tilgang ikke den historiske dimension (Parsons 1966,
1971, 1978), men hans systemteoris fokus på AGIL‑analysernes frefeltstabeller
mangler den empiriske åbenhed, der må være for at analysere emergensen af
nye systemer, som udvikler sig på egne præmisser (Luhmann 2007: 30 f.).
En af de for systemteorien mest brugbare sociologiske analyser a‑ f kommu
nikationen om krig er tilvejebragt af Yalesociologen PhiliW p Shy Wmitah i r?
(2005), hvor han sammenligner amerikanske, britiske og franske poli‑ tiske ret
færdiggørelser af Irakkrigen, Golfrigen og Suezkrigen. Han iagttager de binære
koder, der optræder i symbolsk generaliseret kommunikation. Hans overordnede
intention synes også sammenlignelig med det systemteoretiske empir‑isk orien
terede forskningsprogram: “We require a systematic and universally applicable
model of culture and war, one that can be connected more easily to positivist
ideologies and the ambitions of general theory.” (Smith 2005: 9) Imid‑lertid ind
fanger hans ellers glimrende narratologiske tilgang for meget under et udif‑ eren
tieret begreb om “culture”, der ofere optræder som en restkategori end et begreb
på niveau med hans empiriske opsøgninger af krigsdiskursers binære koder.
I den nyere systemteori, som den er udviklet med Niklas Luhmann og hans
elever, er det historisk åbent, hvilke systemer man kan iagttage. Der er imidlertid
ikke tale om blot at fremsætte vilkårlige hypoteser om det ene eller a‑ ndet funkti
onssystem. Tværtimod optræder en lang række kriterier om semantikker, koder,
og frem for alt selvreferentiel lukning af den kommunikation, som koderingen af
systemers kommunikation muliggør. Krigen skal lukke sig om krigskomm‑ unika
tion, ligesom ret, videnskab eller økonomi har skullet kunne udvikle, fastholde
og reproducere koder om netop ret/uret, sand/falsk eller betaling/ikke‑betaling.
Krigens udvikling kan således iagttages ud fra koder om eksempelvis krig og
fred, forsvar og angreb, koderingen af soldater og krigere, trusler, invasioner,
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 63
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
marcher, kampagner, logistik, fæstninger og baser etc. Alt sammen iagttages
primært ud fra krigen selv og dens tilkoblede militære organisationssystem og
kun sekundært ud fra andre tilgange som ret, religion og politik. Konstruktionen
af koderne kan også ændre form og semantik, hvilket vi kommer til at se med
koderne fred/krig og krig/fred.
Om krig, kunst, sport, måltider, afald, infrastruktur, massemedier‑ , uddan
nelse, kærlighed og mange andre empiriske og historisk fremkomne fænomener
opnår de særlige egenskaber, som en egentlig systemdannelse med sel‑vreferen
tielle træk muliggør, er således emnet for ihærdige studier af de semantikker,
koder, funktioner, kommunikationsformer o.m.a., som systemteorien alment
hævder, at systemer består af.
Der kan iagttages nogle umiddelbare fordele ved at anvende teo‑rien om selv
referentielle systemdannelser i analysen af militæret og kodningerne af krig og
fred. Få andre teorier opererer nemlig med så omfattende en analyse‑strategisk
tilgang i fortolkningen af de semantikker, som har præget de mili‑ tære og fol
keretlige udviklinger om krig og fred, samtidig med at de skaber greb om de
“emergente” egenskaber, som fremvæksten af systemer skaber. Ordet “system” er
ældgammelt og betegner siden romerne relationen mellem elementer. Men siden
slutningen af 1500‑tallet har systemteori udviklet sig, så man eferhånden har
fået en omfattende viden om, hvad systemdannelse indebærer og ikke indebærer.
Med baggrund i et opgør med fredsforskningens handlingsutili‑tariske præ
misser hos Galtung har Gertrud Brücher siden slutningen af 1990’ ‑erne udar
bejdet et forskningsprogram om krigs‑ og fredsflosof ud fra Luhmanns teori
om selvreferentielle kommunikationssystemer (Brücher 2002; 2011). Hermed
sprænger hun den rene fornufsflosof til fordel for en kobling til Clausewitz’
empirisk orienterede krigsflosof. Hendes udgangspunkt, som også var mit,
bestod i at tolke de voldsspiraler, der kan identifceres i magtbalan ‑cer, efer mo
deller som tilbage hos Paul Watzlawick (et al. 1967) analyserede selvreferentielle
konfiktsystemer. Hvor Kuchler, Matuszek og Beckmann endnu tenderede til blot
at anvende Luhmanns systemteori på et førsteordensniveau for iagttagelser af
krigen, indtager BrüchGer i ewaltspiralen den modsatte position og undersøger
snarere krigens system ud fra en form for tredjeordensiagttagelse‑, altså metateo
retisk i sammenligning med andre teorier, som Kants, Simmels og Benjamins
frem til Galtungs, Habermas’ og Luhmanns. Pointen er imidlertid korrekt nok
at koncipere voldsspiralers eskalation dels i deres konstruktivisme og dels i deres
realitet – hvilket dog sker på bekostning af empiriske selvbeskrivelser. Eskalation
består således i afdiferentiering af fredsmuligheder og således i in ‑terdependens
afrydelser (“Interdependensunterbrechungen”), som når der spørges om ret
64 Kritik af krigens fornuft
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
til intervention, politisk tilslutning eller behov for fnansiering (Brücher 2011:
239‑249). Følgelig er eskalation omvendt begrundet i muligheder for narrative
og, som Brücher siger med Benjamin (1918/1965), transcendente besværgelser,
som de Georg Simmels konfiktscenarier hidkaldte i dennes skrifer fra Første
Verdenskrig (1917). Deeskalering består i genoprettelse af kontingens frem for
uafvendelighed, og det vil metodologisk sige at forstå krige i en afstand til såvel
religiøs eskatologi som til positivistisk naturvidenskabelig kausalnødvendighed
og stokastisk tilfældighed, samt rationalistisk rational choice‑kalkulation. Som
“velegnet metode for at komme på sporet af det efersøgte missing lin‑ k og der
med omslaget fra tilsigtet til utilsigtet eskalation, er autopoiesisbegrebet hidtil
taget for lidt i anvendelse.” (Brücher 2011: 95). I såvel Brüchers som nærværende
afandling er det således fra Kant (1790/1974: 64‑67) § til Luhmann “selvorga‑
niserende” systemdannelsers “indre mål”, der søges efer.
Sammenfattende kan mforan søgsvis fremsætte den meget ambitiøse påstand,
at teorien om selvreferentielle systemer skal formå at
• beskrive det militære organisationssystems og krigssystemets fremvækst,
deres evolution, indplacering og strukturelle kobling til andre funktions‑ og
organisationssystemer, herunder militærets betydning for statsdannelsen,
samt krigens evolution som udvikling af medier og koder;
• analysere krigens vekselvirkninger ud fra en formanalyse, der ia‑gttager, hvor
ledes krigens sagligt‑materielle dimensioner, dens sociale dimensioner og
dens tidslige dimensioner forskydes til et andetordensperspektiv, som udvikler
sig selvreferentielt;
• b eskrive fremvækst, stabilisering og transformation af krigens – og fredens –
semantikker og koder, herunder deres mimetiske isomorf og transformation
mellem parterne;
• beskrive koblingen til fnansieringssystemer, herunder skattesystemer og
kreditsystemer samt til massemediers systemer og deres betydnin ‑g for risi
koiagttagelse og ‑anerkendelse;
• beskrive koblingen til krigens humane omkostninger, herunder den‑ s be
lastning for psykiske systemer og de ledsageproblemer, som omsorgs‑ og
velfærdssystemer belastes med;
• beskrive koblingen til de retlige, politiske, etiske og flosofske kodninger af
en lang række af de spørgsmål, som optræder i tilknytning til skel mellem
krig og fred; herunder beskrive styringsproblemer i koblingen mellem krig
og politik;
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 65
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
• beskrive fremvækst og forandringer i det internationale system frem til det
westfalske system og i det westfalske systems videreudvikling i det, sys‑ tem
teorien kalder verdenssamfundet (“die Weltgesellschaf”);
• b etegne væsentlige træk i de brud, de såkaldte militære revolutioners historie
har bevirket, herunder også asymmetrisk krig;
• påpege omfanget af de konditioneringer af det militære system, ‑ som histo
risk er knyttet til den europæiske militære udvikling, og som således ikke
uden yderligere konditioneringer kan antages at kunne generaliseres til ikke‑
europæiske udviklinger; herunder analysere evolution som eskalation ikke
blot inden for en kortere samtidighed, men også i længere forløb og ud fra de
strukturelle koblinger, hvor forandringer (revolutioneringer) i et f‑ unktions
system eskaleres med irreversible forandringer i andre funktionssystemer;
• verifcere og falsifcere analysen af militære systemers fremvækst i forhold til
de mangfoldige militærhistoriske, krigshistoriske og strategihis‑toriske analy
ser, som har været udviklet gennem århundreder;
• sammenligne med de amerikanske militære strategiers og taktikker‑ s system
beskrivelser, hvoraf man kan udsondre fre, dels t‑ypbesiskre IRivelser af
eksempelvis mono‑ og bipolære systemer, dels den lineære input‑baserede
systemforståelse (Biddle 2004; Allen & Cunningham 2010), der endvidere
kom frem med Bill Owens’ ramme for “system‑of‑systems” (Owens 2001;
Manthorpe 1996), dels Jon Bh oyds historiske og synkronicitets‑orienterede
OODA‑strategi (Boyd 1987; Osinga 2006) og endelig nyere forsøg p ‑å at ana
lysere “omverdenssystemer” (Yarger 2006). Systemteori anvendes således i
omfattende grad i de tilgange som en taktisk beskrivelse af, hv‑ orledes stra
tegiske systemer skal forstås i det militære organisationssystem;
• udvikle analyser af aktuelle politiske, strategiske og sociale problemstillinger.
Systemanalysen skal netop kunne forbedre dømmekrafen og ræsonnementet
ved systemrationelt at kunne beskrive den systemiske sammenhæng mellem
instrumentel målrationalitet, værdirationalisering, og samarbej‑dets rationa
lisering; altså kunne fastholde ikke blot det, Weber kaldte konsekvensetik
og sindelagsetik, men også den samarbejdsetik, Durkheim udviklede, samt
iagttage de realistiske – militære, retlige, organisatoriske, politiske, religiøse
og ofentligt mediebårne – systemiske muligheder for disse sammenkoblinger.
En så omfattende ambition kan ikke indfries fyldestgørende her. Den kræver
samarbejde med andre forskere, ph.d.‑studerende, folkeretseksper‑ter, militær
historikere, specialister i internationale relationer etc. De vigtigste ambitioner
her i denne bog er at udvikle tilstrækkelige hypoteser og teorielementer til, at
66 Kritik af krigens fornuft
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
forskningsområdet kan afegnes kohærent og konsistent, samt at demonstrere,
hvordan der kan skabes en empirisk og historisk sensitivitet, hvor historiske
begivenheder kan spores som begivenheder, der gør en forskel i den teoretiske
fremstilling af systemers emergens. Man kan nævne Georg Sørens‑ens kohær
enskriterier, som de kan fremføres i International Politik‑disciplinen. Han har
i en lille oversigtsartikel rammende karakteriseret krigs‑ og fredsforskningens
metodologiske paradigme i den internationale politiks teorier om statsorienteret
realisme, forskellige former for liberalisme og marxistisk imperialismeteori ud
fra spørgsmålet om, hvad der giver mening og gyldighed for teorier‑ ne. Mulig
hederne er her:
1. “Klarhed: er teori formuleret på en forståelig og entydig måde?
2. Konsistens og kohærens: er teorien bygget op, så den undgår selvmodsigelser
eller indbyrdes modstridende elementer?
3. Rækkevidde: er teorien relevant for mange spørgsmål i IP (f.eks. krig generelt)
eller kun få spørgsmål (f.eks. udbruddet af Første Verdenskrig)?
4. Forklaringsværdi: giver teorien en udtømmende forklaring (f.eks. på Første
Verdenskrig) eller peger den kun på en enkelt relevant faktor blandt mange
andre?” (Sørensen 2009: 639)
Kohærens, konsistens, falsifkation og forklaringer er vigtige, men spørger vi
ind bag om kriges mening og meningsløshed, uigennemsigtighed, friktion og
tåge, kontingens og misperception, må vi gå videre. Så meget desto mere kan
det være vigtigt at fastholde, at der må skabes en plussum og ikke en nulsum i
den opake fortolkning af mening og meningsløshed med den præcise og enkelt
gennemskuelige analytik. Weber udviklede en sådan plussum i sine analyser af
på den ene side det, han kaldte “idealtyper” og “begrebssystemer”, og på den
anden side “kulturbetydning” og “værdiideer” (Weber 1904/1985). Eller sagt på
en anden måde: Vil en sociologi om krigens betydning kunne analysere kriges
meningsløse paradokser, skal den også kunne fokusere den enkle analytik. I
kapitel 2 vil jeg vise, hvordan dette kan gøres systemteoretisk.
Teorien om krigssystemet og det militære organisationssystems placering
blandt andre sociale systemer skal således gøres såvel empirisk frugtb ‑ ar som kon
struktiv i forsøget på at udvikle teoretiske refeksioner om eksempelvis krigens og
fredens flosof på en måde, hvor almene flosofske temaer, som de eksempelvis
kendes fra jus ad bellum‑traditionen, kan kobles til konkrete historisk‑e og sam
tidige analyser. Mit håb er at være nået tilstrækkelig langt til, at en indledende
afrunding er blevet etableret på et så tilstrækkeligt fremskredent niveau, at andre
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 67
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
kan fortsætte arbejdet ud fra systemteorien – eller ud fra andre teorier – eller
modifcere, ændre, generalisere, udbedre, forkaste eller bekræfe analyserne.
Selv om nogle af teserne og påstandene i det følgende fremføres som stærkt
markerede og eventuelt endda provokerende påstande, er intentionen hermed
mindre at postulere et nyt paradigme end at skabe frugtbarhed for analyse og
debat, altså for kritik, tvivl og refeksion.
IX. Systemteori som battlefeld
Bogen rummer to teser om systemteorien. Den basale tese er, at krigens mange
dimensioner i sociologien kan genbeskrives systemteoretisk. Jeg går her en del
længere end Rasmus Beckmans (2011) noget utilstrækkelige forsøg på at koble
Clausewitz’ krigsforståelse sammen med Luhmanns teori om systemrationalitet.
I den nyere teori om selvreferentielle systemer iagttages det ikke som rationelt at
tage udgangspunkt i et mål for så blot at forfølge det, ej heller i et middel for at
se, om det fører til et mål. Det anses heller ikke for rationelt at reducere analyser
til spørgsmålet om, hvorledes input som årsager fører til output som virkninger,
hvilket svarer til at forstå tidslige processer som blotte énlineære forklaringer af,
hvorledes et før leder til et efer. Systemrationalitet består ikke i at ignorere disse
forklaringer, men i at binde dem sammen og at binde dem sammen med i‑ agtta
gelser af, hvorledes fortid iagttages ud fra nutid og fremtid ud f ‑ra nutid. Rationa
litet består i at kunne opretholde dømmekrafen over en lang rækk‑e meget for
skelligartede former, koder og symboler, som hver især kan sammenfatte meget
forskellige uddiferentierede erfaringstyper. En kok, der ikke kan lave en sådan
situationsbedømmelse, sanser ikke, hvorledes smagssansen må forstå‑s. En poli
tisk og militær strateg, der ikke kan tage mange meget forskelligartede erfaringer
i betragtning, kan hverken skabe fred henholdsvis føre krig og fo‑rstå “krigskun
stens” håndværk. Derfor skal systemteorien her anvendes til at genbes‑ krive de sy
stemiske strukturelle koblinger, der er blevet udviklet i den historiske udfoldelse
af krigens dynamikker. I en diskussion af, hvorfor nogle læser og skriver om krig,
skriver den ansete israelske militærhistoriker Martin van Creveld, at
“to a fairly small minority both in and out of the military; the purpose in doing
so was to understand war; learn from past war, provide for the conduct of future
war, discover the so‑called principles of war, and, in case one was philosophically
minded or ambitious, come up with some novel ‘system’ or ‘theory’ of war.” (van
Creveld 2008: 186)
68 Kritik af krigens fornuft
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
Nærværende systemteoretiske tese består på sit mest basale niveau i at give et
bidrag til teorien om selvreferentielle systemer. Lidt mere avanceret kan man
dertil sige, at bestræbelsen også går ud på at demonstrere, hvorledes rationalitet,
mening, kommunikation, systemdannelse, kompleksitet, selvreferent‑ielle egen
logikker, paradokser og en række andre centrale systemteoretiske begreber og
analysemomenter kan udfoldes i historiske og sociologiske behandlinger af krig
og fred. Tesen er som udgangspunkt, at systemteorien kan lave dette bidrag, at
det ikke mislykkes og ikke bliver meningsløst hverken i systemteorien‑ s opbyg
ning eller en tak mere avanceret i behandlingen af stofet om krig og f‑ red. Ud
foldelsen viser dertil, at det er nødvendigt for sociologisk systemteori at udvikle
analyser af krig og fred, da de er afgørende for fortolkningen af statsdannelse
og samfundsudvikling.
Den anden tese fortsætter mere konstruktivt i forsøget på at a‑ vancere be
handlingen af temaet, krig og fred. Man kan sætte denne tese helt på spidsen
som en hypotese, nemlig ved at tage de tilsyneladende mest holdb‑are anven
delser af forklaringer på udviklinger i krig og fred og sammenligne med den
angiveligt mindst holdbare anvendelse af forklaringer om udviklinger i krig og
fred. Tesen er her, at de, hævder jeg, mest holdbare anvendelser – Kants kritik
af fredens fornuf og Clausewitz’ kritik af krigens fornuf – vil stemme overens
med analyser af selvreferentielle systemer, mens de mindst holdbare netop går
fejl af, hvorledes en systemteori ville behandle krig og fred, og eksempelvis i
traditionen fra Jomini anvender en lineært‑kausal systemanalytik til at forklare
og planlægge krigen.
Den anden og tilsyneladende temmeligt falsifcerede teori er den, der h‑ æv
dede, at den amerikanske revolution i militære anliggender (RMA) efer 1991
ville føre til en let og sikker sejr i alle fremtidige krige mod andre militærmagter.
Afgørende teser i den teori synes at kunne falsifceres. Den bygg‑er på en fejl
agtig én‑lineær input/output‑opfattelse af, hvorledes politik kan styre krig hen
imod sine egne formål. Fejltagelsen kan genbeskrives systemteoretisk som en
forenklet åben systemteori, hvis forhistorie fører helt tilbage til en af Napoleons
generalstabschefer, Antoine‑Henri Jomini. I en modifceret f n Borom (ydJs oh
OODA‑taktik) bliver den mere refeksiv, men formår ikke at tænke ud over
destruktionen af fender og altså ikke strategisk at etablere fred.
Tesen er her, at denne teori om RMA’s strategiske og politiske betydning for
forholdet mellem krig og fred må antages at stride helt og aldeles mod teorien
om selvreferentielle systemer. Følgelig var det derfor også system‑ teoretisk for
udsigeligt, at anvendelsen af den i militære kampagner ville føre til omfattende
uintenderede konsekvenser. Min systemteoretiske diagnose er således, at krigene
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 69
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
i Irak og Afghanistan bygger på risikable vestlige systemforståelser om militære
organisationssystemers håndtering af krigsførelse. Krigene er ikke afsluttede,
hvad Bush hævdede om Irakkrigen allerede i maj 2003. Måske er de først begyndt;
3deres omkostninger vil trække spor i mange årtier en Sadnmm u enfa. ttende kan
man forenklet opridse fremstillingens hovedpositioner således som i skema 1.
Skema 1. Teoretiske positioner for klassisk og aktuel systemforståelse
Paradigmet for lineære Paradigmet for selv­
systemer referentielle systemer
Analyseform Førsteordensiagttagelser Andenordensiagttagelser
Fokus Taktik Strategi
Klassisk krigs­ og fredsteori Jomini Clausewitz, Kant
Nyere systemanalyse Gængse amerikanske Luhmann
systemanalyser (Owens)
Bogen er blevet udtænkt dels under de eksjugoslaviske secessionskrige, hvis
indledning jeg var vidne til fra International University Centre for postgraduate
studies i Dubrovnik, dels under de centralafrikanske borgerkrige og folkedrab.
Den er skrevet efer 11/9, mens Afghanistan‑ og Irakkrigene foreg‑ ik. Klang
bunden går tilbage til Første og Anden Verdenskrig og til sønderjyske, tyske og
belgiske familieforhold, til fangelejre og modstandsbevægelser og ikke mindst
til hele rækker af fravær af mening og mennesker. Det er en horisont, som jeg
siden barndomsoplevelser under en Berlinkrise i 1963 har ment skulle tages i
sigte og italesættes i det Danmark, der engang så sig som så fredeligt, at det senere
4ikke mente at have brug for fredelige forhold til Europa og t Bogil Ven erden.
er følgelig skrevet på dansk, da man i Danmark mangler grundlagsanalyser, der
kan forene strategiske analyser af forholdene mellem politik og k ‑ rig med sam
fundsteori. Erling Bjøls bøger om krig og fred (1998; 2000) samt Bertil Heurlins
(2009) hører til sjældenhederne og er da også nok så introducerende. Samtidig
er bogens argumentation international. Bag om min interesse for a‑ktuelle kon
3. Teoridannelsen afsluttedes april 2014, og udviklingen i krigene med Islamisk Stat siden det
tidspunkt kan siges at bekræfe de risici, teorien diagnosticerer.
4. En primær tak til dem, der ved, at jeg takker for deres uendelige tålmodighed, frem for alle
Elise, Hannah og Bernadette. Og en væsentlig tak til alle, og specielt til Lars Erslev Andersen,
i den fortrinlige arbejdskreds om sikkerhedspolitik (2002‑2013) i Nordisk SommerUniversitet
samt de internationale netværk om anvendelsen af systemteori.
70 Kritik af krigens fornuft
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterDette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
fikter og fredsbestræbelser ligger en grundlæggende undren over, hvad det vil
sige, at min fædrene generation med onkler, svigerfædre og fætre, på tværs af
Tyskland, Frankrig og Finland, deler erfaringer med den generatio‑ n af nyklas
siske samfundstænkere, der, som Niklas Luhmann, Jürgen Habermas, Reinhart
Koselleck, Pierre Bourdieu, Michel Foucault, Jean Baudrillard, Jean‑François
Lyotard, Zygmunt Bauman og mange fere, havde deres barndom i 1930’erne
og ungdom i 1940’erne. Det er frem for nogen den generation, jeg er opdraget,
uddannet og dannet af. Hvis de aktuelle generationer tænker samfundsteoretisk,
er det den generations horisont, vi tænker med, om den så tilhører forældrenes
eller bedsteforældrenes. I den eferfølgende generation kan man f ‑ orsøge at iagt
tage dens virkningshistorie, men man kan ikke undgå også at være deltager i
dens iagttagelser. Bogens tekst og linjer giver forhåbentlig mulighed for mellem
linjerne at øjne denne kontekst og den horisont, hvis iagttagelse den moderne
videnskab og de moderne ellers så fredelige mennesker kan være blinde for.
Fra Cl ausewitz’ formanalyse til kritisk systemteori 71
Oversigt Navneregister
Indholdsfortegnel se StikordsregisterANALYSESTRATEGIER

  • Accueil Accueil
  • Univers Univers
  • Ebooks Ebooks
  • Livres audio Livres audio
  • Presse Presse
  • BD BD
  • Documents Documents