Mirakler
66 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Mirakler , livre ebook

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus
66 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

Description

Mirakler finder vi overalt. Alene pa Google er der mere end 55 milioner af slagsen. Vi taler om livets mirakel og hverdagens mirakler, mirakulose held og mirakelkure. Alligevel betvivler nogle miraklernes eksistens. Findes der overhovedet mirakler i dag? Og hvis der gor - hvori bestar de sa? Bor miraklerne beskrives videnskabeligt eller religiost? Eller er der et samspil mellem det spirituelle og det rationelle?Denne antologi tager disse sporgsmal op ved at bryde miraklet i et mangfoldigt prisme: En fysiker, en tryllekunstner, en litterat, en idehistoriker, en fAengselsprAest, to forfattere, en videnskabshistoriker, en teolog og lAege samt en billedkunstner reflekterer miraklet fra hver sin vinkel. Alle har de forholdt sig til sporgsmalet: Kan man inden for dit fagfelt meningsfuldt omtale noget som et mirakel i dag? Bidragene er skrevet af forskere og kunstnere pa hojeste niveau, men formidlet saledes, at bidragene ikke retter sig mod fagfAeller, men mod en malgruppe, der onsker at lAese en tvAerfaglig, folkelig og saglig debatbog om et emne, der prAeger en bred vifte af aktuelle diskussioner.

Sujets

Informations

Publié par
Date de parution 01 janvier 2008
Nombre de lectures 0
EAN13 9788771246445
Langue Danish

Informations légales : prix de location à la page 0,0060€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.

Exrait

Redigeret af Birgitte Haahr Callesen, Stine Grumsen, Henrik Skov Nielsen, Jakob Schweppenh user, Rikke Taber og Emil Thomsen
MIRAKLER
FORORD: MIRAKLERNES TID ER IKKE FORBI
Vi finder dem overalt: Vi taler om livets mirakel og hverdagens mirakler, mirakul se held og mirakelkure. Vores tid er pr get af en voksende interesse for det spirituelle og religi se, selv om videnskabelige og rationelle forklaringsmodeller stadig spiller en afg rende rolle. Alt fra sygdomme til naturf nomener diskuteres flittigt i aviserne, i reklamerne og i dagligstuerne p kryds og tv rs af videnskab og nyreligi sitet. Gang p gang viser unders gelser, at et flertal af danskerne tror p engle, sp gelser eller andet mellem himmel og jord. Hvor befinder miraklet sig i dette virvar? I denne antologi placerer vi os lige i diskussionens midte ved at s tte fokus p begrebet mirakel og dets betydning i dag.
Miraklet er det, der unddrager sig, n r vi pr ver at begribe det. N r vi vil beskrive miraklet med ord, kan det ikke indfanges, men selve ordet mirakel bruger vi i de sj ldne tilf lde, hvor andre ord ikke sl r til:
Det var et mirakel!
Miraklet har ofte f lgeskab af udr bstegnet. Miraklet udr bes af dets vidne. Et mirakel! er anmassende og p kalder sig opm rksomhed.
I denne antologi brydes miraklet i et mangfoldigt prisme, n r forskere og kunstnere pr senterer nye tanker om gr nselandet mellem mirakel og tilf lde inden for discipliner, f nomener og genrer som fysik, religion, naturvidenskab, sygdom og helbred, litteratur og filosofi m.m. Alle bogens bidragydere har forholdt sig til sp rgsm let: Kan man inden for dit fagfelt meningsfuldt omtale noget som et mirakel i dag?
Sp rgsm let kan ikke besvares med et simpelt ja eller nej - derfor kredser alle antologiens bidrag om mirakler. Findes der overhovedet mirakler i dag? Og hvis der g r - hvori best r de s ? B r miraklerne beskrives videnskabeligt eller religi st? Eller er der et samspil mellem det spirituelle og det rationelle? Bidragyderne griber miraklet og spiller bolden videre til l seren. L sningen er i sig selv et mirakel: Her flettes de mange tr de og temaer sammen til en forst else, der kan vokse med hver genl sning, netop fordi miraklet ikke kan udgrundes og uddebatteres, men brydes i et prisme af tolkninger og tilgange.
Miraklet tipper, n r man pr ver at s tte det p spidsen: Netop derfor er det ikke h vet over os, men ligger bent for vores f dder.
God l selyst!
Birgitte Haahr Callesen, Stine Grumsen, Henrik Skov Nielsen, Jakob Schweppenh user, Rikke Taber og Emil Thomsen - Studenterkredsen i rhus, juli 2008.
Bogens bidragydere er:
Michael Leslie Ahlstrand (tryllekunstner og mirakelmager)
Peter Brandes (billedkunstner og mirakelformgiver)
Holger Bech Nielsen (h jenergifysiker og mirakelteoretiker)
Helge Kragh (videnskabshistoriker og mirakelskeptiker)
Merete Pryds Helle (forfatter og mirakelark olog)
Niels Christian Hvidt (teolog, l ge og mirakelstatistiker)
Dorthe J rgensen (id historiker og mirakelerkender)
Carl Lomholt (f ngselspr st og mirakelvidne)
Svend ge Madsen (forfatter og mirakelmailmodtager)
DE BEVISELIGE MIRAKLER - OG DET EVANGELISKE UNDER
Af Carl Lomholt
En af mine venner gav mig en dag en plakat med ledsagende vejledning; plakaten var fremlagt til almindelig orientering i en romerskkatolsk kirke her i landet. Formodentlig er den samme plakat blevet distribueret gennem samtlige katolske sognekirker i Danmark. Den drejer sig nemlig om en opfordring til alle katolikker om at bidrage til bestr belserne p at f den i 1686 afd de danske anatom, naturforsker og biskop Niels Stensen helgenk ret. For som der st r i opfordringen: Gode kr fter i hele verden arbejder for, at Niels Stensen kan blive k ret til helgen . Selve k ringen kan alene paven udf re, og den foruds tter en meget grundig unders gelse. P den m de h ber man p et tidspunkt at kunne dokumentere netop det mirakel, der kan bane vej for en helgenk ring. En af de afg rende betingelser for en helgenk ring er, at mindst t mirakel, der kan tilskrives forb n af den afd de helgenkandidat, godkendes af Vatikanets unders gelseskommission.
Det er en gammel, vidt udbredt og af romerkirken anerkendt tradition, at man p kalder afd de, is r afd de, som er eller forventes at blive helgenk rede, i h b om at de vil g i forb n for nulevende eller afd de personer hos Gud eller Kristus. Jo st rre hellighed kirken eller folkefromheden tilskriver disse afd de hellige, desto mere virkningsfuld sk nnes deres forb n at v re. Under s danne foruds tninger g r man naturligvis ud fra, at is r jomfru Marias forb n m have overordentlig stor virkning. I n je sammenh ng med denne tradition findes ogs den overbevisning, at helgenerne vil v re i stand til ved deres forb n at udvirke mirakler, som dog i givet fald - for at kunne anerkendes som s danne - m kunne eftervises empirisk.
I den evangeliske kirke er vi af den opfattelse, at der p ingen m de kan f res empirisk bevis for et under, og at ethvert fors g i den retning blot vil f re til, at underet frakendes det forunderlige og dermed i grunden forn gtes som under. Med denne artikel vil jeg derfor pr ve at opklare forskellen mellem henholdsvis de s kaldt beviselige mirakler og det evangeliske under, som aldrig lader sig bevise eller dokumentere ad fornuftens vej, men som alene kan bne sig for troen.
Da den katolske opfattelse af dette vigtige emne som n vnt er ul selig sammenknyttet med begrebet helgener , er det samtidig mit rinde at g re rede for forskellen mellem det, der i katolsk tradition forst s ved en helgen, og det, som vi i den lutherske kirke forst r ved samme udtryk. I den forbindelse vil jeg fra min tid som pr st i Kirkens Korsh r og siden ved Statsf ngslet i Horsens n vne nogle mennesker, som jeg d r l rte at kende, og som for mig st r som typiske eksempler p , hvad jeg m kalde evangeliske helgener .
Helgener og mirakler
Romerkirkens rhundredgamle opfattelse af helgener, og disses muligheder for - efter deres d d - at udvirke mirakler, ligger un gtelig aldeles fjernt fra, hvad vi i den evangelisk lutherske kirke forst r ved henholdsvis undere og helgener. Men for nu at begynde med de sidste, s er begrebet helgener ingenlunde fremmed for evangelisk teologi. I det ber mte reformatoriske skrift, Den Augsburgske Konfession, som h rer med til den danske folkekirkes bekendelsesgrundlag, og som i 28 artikler sammenfatter, hvad de , dvs. de evangeliske menigheder, anf rer som deres trosl re, hedder det i artikel XXI:
Om helgendyrkelse l rer de, at ihukommelsen af de hellige kan fremf res offentligt, for at vi skal efterligne deres tro og gode gerninger i overensstemmelse med vort kald Men Skriften l rer ikke at p kalde helgener eller at s ge hj lp hos dem, eftersom den fremstiller Kristus alene som midler, sonemiddel, ypperstepr st og fortaler for os. Ham skal man p kalde, og han har lovet, at han vil h re vore b nner, og den dyrkelse billiger han i h j grad, nemlig at han p kaldes i alle tr ngsler (Citeret efter N rgaard-H jen 2000, s. 83)
Dette syn svarer ganske til det, vi fx m der i en pr diken af Martin Luther fra ret 1537. Han refererer til en h ndelse i landet Hessen, hvor det var rygtedes, at p kaldelser af den hellige Anna, if lge traditionen moder til Jomfru Maria, havde oprejst et barn af d den. Dertil siger Luther: Om s et barn havde ligget d dt i 10 dage, og en pr st eller munk opvakte det igen i Annas navn, s vil jeg alligevel sige: Det er sket ved Dj velen; Anna skal ikke v re min midler, men Kristus (M lhaupt 1960, s. 839). Dette er netop reformationens allervigtigste anliggende, at hverken jomfru Maria eller hendes mor eller nogen anden helgen, ej heller paver, biskopper eller pr ster, men kun Kristus alene kan v re mellemmand ( midler ) mellem Gud og mennesker.
Hvad helgener ang r, er det frem for alt vigtigt at v re opm rksom p , hvordan Det Nye Testamente taler derom. Det kender slet ikke ordet helgener i den specifikke katolske betydning, men taler i stedet for om de hellige . Og det er vel at m rke f rst og fremmest mennesker, som lever i samtiden, og hvis synder, fejl og skr beligheder derfor ogs er benbare. For de er jo mennesker! N r fx Paulus skriver til de forskellige menigheder, som han havde v ret med til at grundl gge, s adresserer han typisk brevene til de hellige i den eller den by. En s dan hellig kunne for den sags skyld lige s vel kaldes en helgen . Her kender de klassiske sprog, b de gr sk (Det Nye Testamentes grundsprog) og latin, nemlig kun t ord, p gr sk hagios og p latin sanctus . Det tilsvarende g r sig fx ogs g ldende p tysk, hvor det hedder ein Heiliger , det vil sige en hellig eller en helgen - det kommer ud p t. I de samme breve kan Paulus imidlertid g skarpt i rette med disse hellige for al den sm lighed, kiv, misundelse, sladder og anden gift, som benbart i mange tilf lde florerede iblandt dem - ganske som det er tilf ldet i nutidens menigheder. Hvordan kan han s alligevel kalde s danne mennesker de hellige ? Det kan han, fordi helligheden ikke er en personlig kvalitet hos dem, ej heller et resultat af deres fromhed eller gerninger. Der er tale om en hellighed, som Gud alene har givet dem. Og for apostlen stod det klart, at den var sk nket dem i d ben. Dermed er de, som det for eksempel hedder i indledningen til 1. Korintherbrev, helliget ved Kristus Jesus, kaldet til at v re hellige . Det er syndige og d delige mennesker, Det Nye Testamente taler s dan til; for Kristus har i hele sin menighed p Jorden kun syndere, der skal d - hvad enten man s kalder dem paver eller forbrydere. I evangelierne h rer vi bestandig om hans f llesskab med de udst dte. Toldere og syndere kaldes de; ofte n vnes sk gerne med. Og r veren, som var d dsd mt for opr r og mord, og som derfor var h ngt p korset ved siden af Jesus, h rer p samme m de til de hellige, s ogs han var en helgen. Det var jo til ham, Jesus sagde de befriende ord: I dag skal du v re med mig i Paradis! (Lukas 23,43). Den r ver er det eneste menneske p Jorden, til hvem vi v d, at Jesus har sagt s dan. Alle disse randeksistenser beskrives i evangelierne som dem, der var Jesus n rmest. Dagligt gik han til bords med dem; og hvem skulle vel kaldes helgener, om ikke netop de, som Kristus selv har valgt at v re midt iblandt, og som derfor har deres hellighed fra ham alene?
Denne forst else kan man ganske vist ogs m de i romerkirken. I en katolsk l rebog af forholdsvis ny dato, nemlig Den hollandske Katekismus for Voksne , kan man s ledes i et afsnit om Kirkens hellighed l se f lgende: De mennesker, som Jesus priste salige, kommer ikke i avisen. Vi g r dem forbi uden at nse dem. Kirken er en kirke af j vne folk og fattige; derfor er den helgeners kirke (Plum et al. 1970, s. 362). En s dan gte evangelisk forst else af helgenbegrebet bliver imidlertid aldeles undertrykt af den glorificering, som det f r i den kirkelige og folkelige katolske kultur. I de katolske helgenlegender er der kun en spinkel genklang af tonen i Kingos passionssalme: Store helgen ogs haver / Adams k d og kl der p (DDS 2004, nr. 186,2). For i virkeligheden har romerkirken en ganske anden opfattelse af, hvad en helgen er - og dermed h nger dens forst else af begrebet mirakler som sagt p det n jeste sammen.
Empiriske beviser - p mirakler?
Et udm rket indtryk af denne sammenh ng f r man gennem bogen Mirakler - m der mellem himmel og jord , skrevet af den danske teolog Niels Christian Hvidt, som har forsvaret sin doktorgrad ved Vatikanets fakultet i Rom.
I et afsnit om Vatikanets unders gelser af mirakler som grundlag for helgenk ring understreger Hvidt, at en person anses for at v re en helgen, n r han eller hun uden vaklen har udvist en livsf relse, der ved at overg personens egne evner netop peger p Guds kraft , samt at det f rste helgenk ringskommissionen derfor g r, n r den skal unders ge en mulig helgenkandidatur, er at pr ve personen for varig heroisk dyd . Til denne unders gelse beh ver kommissionen et s kaldt empirisk bevis , der skal fremskaffes ved det, Hvidt betegner som en lakmuspr ve p den p g ldende persons evne til efter sin d d at opn store ting p jorden i kraft af sin forb n . Helt konkret skal en s dan lakmuspr ve kunne godtg re, at mindst n mirakul s helbredelse er opn et ved denne afd de persons forb n. F rst n r dette ved inddragelse af vidner kan dokumenteres, foreligger det empiriske bevis og dermed foruds tningen for en helgenk ring (Hvidt 2002, s. 241ff.).
Men hvad forst r man s i den katolske kirke ved et mirakel? Definitionen sp nder over et bredere spektrum end de netop n vnte mirakul se helbredelser; den omfatter fx ogs gr dende madonnastatuer - og meget mere. Indledningsvis pr ciserer Hvidt tre grundaspekter som kendetegn p miraklet: 1) Det bryder med de s kaldte naturlove, som vi mener, normalt styrer naturen. 2) Det har en v ldig psykologisk effekt og v kker dermed tilsvarende opm rksomhed hos dem, der er vidner til det. 3) Det har betydning som tegn eller symbol, nemlig p det, som Gud dermed vil sige. Det understreges, at dersom blot t af disse tre aspekter mangler, s er der ikke tale om et mirakel i egentligste forstand (Hvidt 2002, s. 12ff.).
M ske er det karakteristisk, at symbolbetydningen n vnes sidst af de tre. Den er ellers det helt afg rende aspekt i de nytestamentlige underberetninger. Derfor kaldes underne i evangelierne, ganske s rligt i Johannesevangeliet, for det meste slet og ret tegn , p gr sk semeia ( ntal: semeion ). Dog bruger Det Nye Testamente ogs meget hyppigt ordet d namis , som i den danske overs ttelse gerne overs ttes ved kraft . Ordet bruges om Guds, Jesu Kristi eller Hellig ndens kraft, men s tillige om den kraft, som Gud virker gennem menneskers tro. I flertalsformen, dyn meis , f r ordet betydningen undergerninger eller m gtige gerninger , som det hedder i den danske overs ttelse. Og s ledes er det blot et andet udtryk for semeion , alts tegn , der i den danske overs ttelse typisk gengives ved under . Hyppigt n vnes det umiddelbart sammen med det synonyme udtryk t ras , der oprindelig betyder et tegn p himmelen eller et j rtegn . Begge udtryk st r da som regel i pluralis: semeia kai t rata : undere og tegn . Underne er tegn, der - s vel i Jesu jordiske liv som i den efterf lgende aposteltid - viser hen til Jesus Kristus som den opstandne Herre og til Guds gerning ved ham. Denne symbolbetydning er det afg rende ved underet. Derfor sluttede Johannesevangeliet oprindelig med de sidste linjer af kapitel 20: Jesus gjorde ogs mange andre tegn, som hans disciple s ; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds S n, og for at I, n r I tror, skal have liv i hans navn (Johannes 20,30 ff).
Men om de mange mirakler, som Hvidt gennem hele sin bog beskriver s grundigt, g lder, at det er de to f rste aspekter, der s afgjort v gtes mest, is r det spektakul re, bruddet med naturlovene og den deraf f lgende v ldige psykologiske effekt.
Mirakler er t - undere noget andet
Medens Det Nye Testamente ikke synes at skelne mellem de kvivalerende udtryk tegn og undere (t rata kai semeia), er der b de i de katolske (s vel romersk- som gr skkatolske, hhv. russisk ortodokse) og de evangeliske kirker tradition for - ganske vist p forskellige m der - at skelne mellem begreberne under og mirakel .
Rent sprogligt har disse begreber ganske vist nogenlunde samme betydning p dansk: Ordet mirakel er dannet af det latinske mirari , der betyder at forundres , og det er jo ogs netop, hvad der ligger i begrebet et under , men sagligt er der som sagt tradition for at skelne mellem de to, hvad Hvidt selvf lgelig ogs er opm rksom p . S ledes n vner han Thomas Aquinas (1225-74), som h vder, at miraklet (formentlig forst et i grundbetydningen af t ras, nemlig j rtegn ) er en direkte handling af Gud, medens underet vel er bevirket af Gud, men udf rt af engle - s ledes forst et, at Gud ikke er den direkte rsag, men at det er skabte v sener (englene), der bev ger elementerne. If lge denne opfattelse skulle underet alts , pga. dets indirekte karakter, v re noget mindre forunderligt end miraklet, der forst s som den direkte gudshandling (jf. Hvidt 2002, s. 13).
For en nutidig l ser kan disse betragtninger hos h jmiddelalderens store teolog nok forekomme noget subtile. M ske er hans skelnen mellem begreberne ogs en anden end den, der ovenst ende blev skitseret som rindet med denne artikel. Og i hvert fald er det i et nytestamentligt perspektiv vanskeligt at fastholde aquinerens skelnen mellem den direkte og den indirekte gudshandling. Underet vil - uanset om det kaldes t ras eller semeion - netop altid have en karakter af det indirekte, s dan forst et, at det aldrig vil v re noget i sig selv. Det peger tv rtimod bort fra sig selv, som det netop er tegnets natur. Underet er et tegn for troen, et tegn, der viser hen p den opstandne, levende Kristus. Ja, netop et tegn for troen - og dermed ogs for tvivlen, der jo altid er troens skyggeside. Det har vi et fint og st rkt eksempel p i fort llingen om den tvivlende Thomas (Johannes 20,24ff.). Men for troens mods tning, som er fortvivlelsen eller forn gtelsen, er underets symbolbetydning, alts dets betydning som tegn, borte, jf. beretningerne om den forn gtende Peter, der om sin herre og mester siger: Jeg kender ikke det menneske! (Matth us 26,69ff. og parallelteksterne hos de tre andre evangelister). Ja, underets symbolbetydning kan endda vendes til sin mods tning, som n r Jesu modstandere siger om ham: Det kan kun v re ved d monernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver d monerne. (Matth us 12,24 og parall.).
Det er s ledes vigtigt at v re opm rksom p , at et tegn i evangelisk betydning er noget helt andet end et bevis. Anderledes forholder det sig derimod med miraklerne, der jo i katolsk tradition netop h vdes som beviser.
I et kapitel om miraklets effekt skriver Hvidt om danskernes angivelige skepsis over for mirakler. Den skyldes efter hans mening, at kirken og det ndelige har ligget s langt ude i horisonten og ikke spillet nogen rolle i den almindelige dagligdag , og derfor bliver s danne mennesker ganske r dvilde, hvis miraklet alligevel rykker t t p ; men forfatteren mener ogs at vide, hvad denne forlegenhed ikke skyldes: Det er ikke, fordi man ikke kan se, at ikonen gr der, eller at den lamme hopper rundt af gl de (Hvidt 2002, s. 261ff.). Her m der dog vist foreligge en sammenblanding af motiver, og s er der blot at sige, at der er meget langt imellem p den ene side de mange historier om gr dende madonnabilleder - og p den anden side Esajasbogens forj ttelse om Herrens komme, der skal f den halte til at springe som hjorten og den stummes tunge til at bryde ud i jubel (Esajas 35): den forj ttelse, der opfyldes, da Jesus helbreder den lamme i Kapernaum, s han m rejse sig af b ren og prise Gud (Markus 2,1-12). Jeg mener, at det er langt bedre for troen at holde sig til Esajas og evangeliet end at lide p diverse helgenlegender og valfarte til nok s opreklamerede Mariastatuer. Selv om man jo ikke skal underkende den dermed f lgende sideeffekt, der ganske vist intet har med evangeliet og troen at g re, nemlig den blomstrende turisme og det betydelige konomiske opsving, som ber mmelsen har tilf rt de p g ldende lokalsamfund samt deres kirker og klostre.
Undere og evangeliske helgener
Mener vi da i den evangeliske menighed, at Det Nye Testamentes beretninger om undere er sidste ord om den sag, og at undere derefter er noget, som ikke sker? Nej, det mener vi ingenlunde. Om hele verden vil ben gte underets mulighed, s vil vi dog netop holde os til dette h b. I en salme af Grundtvig om Jesu helbredelse af den stumme og d ve mand ved Genesaret S (Markus 7,31ff.) hedder det (DDS 2004, nr. 160,3):
O, tag mig kun til side som ham i havets egn, sk nt verden ej kan lide, man tror, du end g r tegn. L g dine fingre sm kun i mit d ve re! Da f r jeg klang at h re, som Himlens klokker g .
Jeg har m dt nogle mennesker, som p trods af dybe nederlag og sv re tr ngsler levede midt i underet. Og jeg vil ikke bet nke mig p at kalde dem helgener - i evangelisk betydning.
Lille Laus g r gennem de skilte vande
For mange r siden, da jeg var pr st ved Kirkens Korsh r i K benhavns indre by, dengang ogs kaldet Minefeltet, kendte jeg en s dan evangelisk helgen. Nu er han for l ngst g et hjem til sin Herre, men dengang gik han endnu iblandt os. Laurits hed han, men blev p grund af sin ringe v kst aldrig kaldt andet end Lille Laus. Han h rte til det folk, som man endnu dengang i slutningen af 1950 erne kaldte sprittere , for hans hovedern ring var faktisk kogesprit og pullimut. Jeg mindes ikke nogensinde at have oplevet Lille Laus helt dru. Men med sin sk ve, usikre gangart fandt han alligevel flere gange i ugens l b vejen fra sin trappeopgang i slumkvarteret hen til Sct. Nicolai Kirke, hvor Korsh ren dengang havde til huse. Han var dybt forankret i sin enfoldige kristentro, som ingen skulle rokke. Det var om ham, den dav rende korsh rschef og senere biskop Haldor Hald sagde: Lille Laus h rer til dem, der kommer i Himmerige p b rnebillet - og der er for resten ingen af os andre, der kommer derind p anden m de! Engang ved den ugentlige s ndagsgudstjeneste for folkene fra Minefeltet, da Lille Laus sammen med sine kammerater kom hen og kn lede ved nadverbordet, h rte jeg ham sige: Ja, pr kenen forstod jeg godt nok ikke s meget af, men dette her kan man da begribe! Og at begribe nadveren som selve underet, det ufattelige, eller at lade sig gribe i faldet af den Opstandnes ord, det er m ske netop, hvad Halfdan Rasmussen dybest set mener med sit sk nne for rs- eller p skedigt Noget om at f le sig grebet :
I g r sprang alting ud som Gud bestemte. I dag sprang jomfru Olsen ud fra femte.
Men da en sanger stod og kvad om v ren, fortr d hun springet f r hun ramte g rden.
Og da hun syntes godt om hans tenor, lod hun sig gribe af hans sk nne ord.
(Rasmussen 1972, s. 85)
Det kan gerne v re, alverden og vi selv med m sande, at det er den visse d d at springe ud fra femte sal. Men ikke desto mindre lod jomfru Olsen og Lille Laus sig alligevel hver p sin vis - og dog nok i grunden p samme vis - i faldet gribe af Ordet eller tegnet, det forunderlige og dog s forunderligt h ndgribelige.
Og det er ikke den eneste gang, jeg har oplevet underet i forbindelse med Lille Laus. En eftermiddag skulle jeg f lge ham fra Sct. Nicolai hen til socialkontoret, som dengang l p Kultorvet. S skulle vi krydse Str get p stergade. Det var midt i myldretiden, men l nge f r der var noget, der hed g gader i K benhavn. Der var tv rtimod en rivende trafik af busser, biler, knallerter og cykler i begge retninger. Da ser jeg til min forf rdelse Lille Laus vade lige ud i trafikkens malstr m - men i det samme skete underet: Samtlige k ret jer i begge retninger standsede p stedet for den lille mand, ikke n brugte hornet, ingen tilr b eller irriterede miner! En vej midt igennem havet var banet for ham. S drog Lille Laus noget usikker til fods, men dog ret s m lbevidst tv rs igennem - som Israel over Det R de Hav. Og der stod jeg som lammet, ladt tilbage p fortovet eller den t rre bred. Jeg skulle ikke vove mig derud, for s var det nok ikke g et mig bedre end Faraos soldater, der omkom i havet. Men da Lille Laus n ede midtvejs ud, indtraf endog underet i underet! For d r, midt i den s forunderligt afbrudte trafikstr m, standsede han op, b jede sig ned og samlede med rb dig omhu et cigaretskod op, og idet han l ftede det h jt op over sit hoved, vendte han sig om mod mig og r bte: Vi m ikke foragte Guds gode gaver! Hvorp han stak gaven ned til de andre i den rummelige jakkelomme og fortsatte sin vaklende og dog s beskyttede gang over til den anden side - mens jeg selv p nt m tte vente p lysreguleringen henne ved H jbro Plads.
Lille Laus vil sikkert aldrig blive k ret til katolsk helgen, men en evangelisk helgen, det var han i sandhed. For helgener eller hellige er kun de, som Gud vil kalde s dan - og det tror jeg bestemt, at Gud vil kalde Lille Laus. Det er i hvert fald ikke noget, der kan bestemmes af paven og hans kommissioner; for det er jo netop mennesker som Lille Laus og alle hans lige, der i Det Nye Testamente kaldes Guds udvalgte, hellige og elskede (Kolossenserbrevet 3,12). De kommer i Himmerige p b rnebillet og er dermed betydningsfulde vidnesbyrd for alle os andre.
P skeunderet i Darwin
Mange r senere m dte jeg som pr st ved Statsf ngslet i Horsens en langtidsfange, der under et tidligere f ngselsophold i Australien havde oplevet, hvad jeg m tte erkende som en afspejling af selve p skeunderet, befrielsens under frem for noget. Det gik s ledes til, som han nu selv berettede derom: Han stammede fra en Tasmanien - hvor jo siden ogs den danske kronprinsesse kom fra. F r han havnede i Horsens, havde han afsonet en straf i byen Darwin p Australiens de nordkyst. Der havde han oplevet, at det store f ngsel blev ramt af en m gtig tornado. Den l ftede hele bygningen op og slog den omkuld, s alle fangerne kunne flygte ud af ruinerne og langt bort. Det gjorde de s . Det var for dem som at f livet for ret p ny - en chokerende, forunderlig og befriende oplevelse. Vagterne s de ikke noget til; de var som d de. En st rkere illustration af evangeliet om Herrens opstandelse, underet over alle undere, skulle man vel lede l nge efter. Som han opstod, skal vi opst ! som vi synger (DDS 2004, nr. 222,8). Og det var i sig selv meget forunderligt at f s dan en oplevelse fortalt med umiskendelig gl de af en langtidsfange i en lukket og p alle m der sikret anstalt som Statsf ngslet i Horsens, der - som alle f ngsler - for fangerne var et d dens hus.
San Gennaro i Horsens
Endnu en fra menigheden i samme f ngsel vil jeg n vne. Han var italiener fra Napoli og var derfor som s mange af drengene i den by opkaldt efter dens ber mte skytspatron, San Gennaro. Denne helgen, som led martyrd den i forbindelse med forf lgelsen af de kristne under kejser Diocletian i begyndelsen af det 4. rhundrede, har Hvidt helliget et stort kapitel i sin bog (Hvidt 2002 s. 65ff.). San Gennaro blev halshugget den 19. september i ret 305. Legenden vil vide, at hans disciple fik tilladelse til med en svamp at opsamle hans dyrebare blod og vride det ned i en beholder. Det h vdes at v re noget af dette blod, som nu opbevares med yderste omhu i s rlige dertil indrettede ampuller i skatkammeret Il Tesoro, et sidekapel til domkirken i Napoli, hvor tillige andre af helgenens relikvier gemmes. Blodet er naturligvis koaguleret ganske kort efter, at det i sin tid blev opsamlet; men p uforklarlig vis bliver det omkring festdagene for San Gennaro tilsyneladende p ny flydende som friskt blod - for derefter igen at koagulere. Dette h jst m rkelige mirakel har angiveligt gentaget sig i det mindste i l bet af de seneste godt 600 r, og h ndelserne er over hele dette tidsrum p beh rig katolsk vis blevet n je registreret i annaler, ligesom det flydende blod naturligvis som alle andre vigtige mirakler er blevet videnskabeligt unders gt, m lt og vejet m.v. Hvert r p l rdagen f r f rste s ndag i maj drager en procession med blodrelikvierne gennem Napoli - altid under stor opm rksomhed fra borgerne og bystyret.
Men det er nu den anden Gennaro, jeg her vil mindes, fangen i Horsens - som heldigvis for l ngst er l sladt og vendt hjem til sin elskede by, Napoli. Han har un gtelig gjort mere indtryk p mig end hans helgen-navnebroder. Jeg husker Gennaro fra mange situationer. Han var troende katolik og deltog derfor trofast s ndag efter s ndag i f ngselskirkens evangeliske gudstjeneste med f llesskabet om nadverbordet. Men n begivenhed i den forbindelse vil jeg med s rlig taknemmelighed huske ham for. Vores f ngselsl ge gennem mange r havde kort forinden taget sin afsked. I samme anledning havde han ved en beskeden sammenkomst for en kreds af medarbejdere i anstalten udtalt, at han herefter aldrig mere ville s tte sine ben i Horsens Statsf ngsel, dog med n eneste undtagelse: Han ville gerne opleve at deltage i en s ndagsgudstjeneste i f ngslets kirke. Og det gjorde han s . Men det var ikke nogen let beslutning for ham. Jeg ved, at opgaven som f ngselsl ge er forf rdelig vanskelig og konfliktfyldt. Is r efter at narkoproblemerne i den grad har taget overh nd i anstalterne, vil l gen uv gerligt dagligt blive konfronteret med vanskelige og urimelige indsatte, hvis krav han ikke kan opfylde. Den s ndag, hvor l gen deltog i gudstjenesten, var der ganske mange fanger i kirke; men l gen sad lidt ensom p b nken. Da gudstjenesten var slut, gik han og jeg sidst ud. Da vi kom ud i f ngselsgangen lige uden for kirked ren, stod en flok fanger d r i en halvkreds og ventede p ham. Forrest stod de, som havde noget at sige - og s de andre bagved. Der var slet ikke optr k til nogen korporlig konfrontation, kun det, der var v rre: h rde, kolde miner, onde sk ldsord og genavne, som l gen stilf rdigt resignerende m tte h re p . Et barsk antiklimaks til det, som vi netop havde v ret sammen om i kirken. Men da skete det uforglemmelige under med Gennaro. Pludselig tr dte han ud af kredsen, gik over til l gen, greb hans h nd og trykkede den rigtig hjerteligt, og med et stort smil sagde han s p det pidgin-engelsk, som s mange af de udenlandske fanger l rer sig at kommunikere med i f ngslet: Doctor, we are so thankful for your coming to our church today, you are very, very welcome! For l gen var dette jeblik en enest ende fin oplevelse efter mange rs kompetent og samvittighedsfuldt virke i f ngslet - og som afslutning p den gudstjeneste, det var s vigtigt for ham at deltage i. F m neder senere d de han efter et strengt sygeleje. Men enhver, som kender noget til milj et i et lukket f ngsel, vil vide, at der kr ves andet og mere end menneskeligt mod af den, der som Gennaro ene mand vover at bryde ud af et ondt sammenhold, for i k rlighed at r kke h nden til den, som alle de andre har vendt sig imod. Det er en troens handling - og det er et under, hvor den sker; og uden derfor at g re denne Gennaro til martyr vil jeg sige, at en s dan handling bestemt ikke er uden omkostninger.
Den forunderlige og trov rdige fort lling
Men den slags undere som de, der skete p det k benhavnske stergadestr g, i det australske Darwin og i Horsens Statsf ngsel, vil jo aldrig finde vej til Vatikanets kommission - hvilket de dog ikke bliver mindre forunderlige af. Om de s alligevel lader sig dokumentere ? Vel ikke anderledes end det er sket her - gennem fort llingen. For bevises kan de slet ikke. Nok kan begivenheden i hvert af tilf ldene registreres; fx har den nuv rende f ngselsdirekt r i Darwin - som er dansker - over for mig bekr ftet, at byens tidligere f ngsel ganske rigtigt for en del r siden blev delagt af en voldsom tornado. Men at se den begivenhed som et under, der minder om Herrens opstandelse, det er troens sag. Alene tanken om at skaffe empirisk bevis p underet er absurd - for s ville det jo slet ikke v re et under! Eller sagt p en anden m de: Ad bevisets vej forholder man sig slet ikke til underet som under, men v lger en helt anden tilgang, nemlig den vidensbaserede. Underet kan vi kun forholde os til i tro - eller forn gte det.
Der er en kendt salme, som fangerne i f ngselsmenigheden elsker over alle andre salmer. Det er H.A. Brorsons Op, al den ting, som Gud har gjort (DDS 2004, nr. 15). Og som de dog kan synge den! Her f r de sat ord og toner p deres undren over hele Guds skaberv rk, lige fra det mindste blad p en n lde til universets uendelige storhed - ja, hele den forunderlige verden, som de l nges efter og dr mmer om. De ved nok, at naturen er fuld af modsigelser, hvad digteren jo heller ikke lukker jnene for. Han levede i marskegnen ved Ribe, hvor han ikke kun oplevede blomsterne i enge og fuglesangen, der sammensl r som tusind harpestrenge , men ogs stormfloden, der fra havets dybe grunde med s mange munde v lter sig alt dende ind over landet med d d og del ggelse i sit f lge. Og dog, skaberv rkets storhed, sk nhed og gru fyldte ham frem for alt med undren og tro: Hvad skal jeg sige? mine ord / vil ikke meget sige: / o Gud! hvor er din visdom stor
Den visdom rummer de store mods tninger. Ligesom troen jo ogs kun kan forholde sig til opstandelsens under med korsets dybe smerte som foruds tning - og erfaring. Men hvad troen ser som Guds visdom, ja som et under, m naturvidenskaben forholde sig til p sine pr misser. Ad den vej kan forskerne s s ge at fremskaffe s kaldte empiriske beviser , som de redeligste af dem ganske vist vil n jes med at kalde for hypoteser - hvilket jo er en ganske afg rende sondring. Nogle af disse videnskabsm nd kan samtidig forholde sig til det alt sammen i tro. Det er bare som sagt en helt anden tilgang, selvf lgelig ogs for dem. Men at disse to, naturvidenskaben og troen, kan rummes i en og samme person, det er der adskillige fine eksempler p . Et af dem var 1600-tallets anatom, teolog og naturforsker Niels Stensen - et andet astrofysikeren Jens Martin Knudsen, som d de for f r siden.
Begge vidste de, hvad vi alle m vide: at underet aldrig lader sig bevise. Noget andet er som sagt, at det kan bevidnes af dem, der selv oplevede det, eller som siden har f et det fortalt af vidner, som de m regne for trov rdige. Gennem denne fort lling gives underet - tegnet - videre som det vidnesbyrd, den kristne menighed p jorden lever af. Tegnet vil ikke v re noget i sig selv, men vil vise hen p det, som er uendeligt st rre. Og dermed er det tilstr kkeligt for troen.
Litteratur
Bibelen, 1992, K benhavn: Det Danske Bibelselskab.
Den Danske Salmebog , 2004, K benhavn: Det Kgl. Vajsenhus Forlag (DDS).
Hvidt, Niels Christian, 2002, Mirakler - m der mellem himmel og jord . K benhavn: Gyldendal.
M lhaupt, Erwin, 1960, D. Martin Luthers Evangelien-Auslegung . Bind 2, G ttingen: Vandenhoeck Ruprecht.
N rgaard-H jen, Peder, 2000, Den danske folkekirkes bekendelsesskrifter. Tekst og overs ttelse . K benhavn: Forlaget Anis.
Plum, Ruth et al., 1970, Den hollandske Katekismus for Voksne . K benhavn: Kateketcentralens Forlag. - Originaludgaven De Nieuwe Katechismus in opdracht van de bisschoppen van Nederland . Udformet efter anvisning af kardinalkommissionen, best ende af kardinalerne Frings, Lef bvre, Jaeger, Florit, Browne og Journet, Utrecht 1966.
Rasmussen, Halfdan, 1972, Tosserier i udvalg . K benhavn: Sch nbergske Forlag.
EMNE: FALSKE P STANDE
Af Svend ge Madsen
N r man som jeg har lovet at freml gge en tekst om mirakler, og ikke kan f hul p emnet, m det betragtes som noget af et mirakel n r en mail som den jeg nu vil pr sentere, pludselig, ubestilt, dumper ind i ens mailboks. Men det skete alts .
---Original message---
From: Laurens NN
T0: Undisclosed-Recipient
Sent: August 15, 1951 04:25 AM
Subject: Falske p stande
Hej, s stre og br dre.
Det ser ud til at der er opst et nogle t belige rygter. Derfor rundsender jeg denne mail til alle p vores skjulte mailingliste. S rg for at slette den n r I har l st den, s den ikke falder i forkerte h nder. Husk altid at sende Bcc: n r I sender meddelelser til hinanden.
Det er rigtigt, som det h vdes, at jeg allerede i min tidlige ungdom inds med sl ende klarhed - n sten som om jeg havde modtaget det som en benbaring - at alle former for religi s tro m opfattes som en slags sindssyge. Forestil dig, s dan kunne mit argument lyde n r jeg diskuterede med en gymnasiekammerat: Forestil dig at en mand taler med en fornuftig psykiater, der m ske aldrig f r har h rt om religi se forestillinger. Manden kommer med et problem: Han f ler sig fuldst ndig overbevist om at blive overv get af et usynligt v sen. Dette v sen noterer sig omhyggeligt hvordan han opf rer sig, m ske med henblik p at straffe og bel nne ham n r den tid kommer. Men frem for alt er det uhyre vigtigt for v snet at manden tror p at det eksisterer. Livsafg rende, derfor m han med alle midler k mpe imod n r tvivlen melder sig. Hvorfor han egentlig ikke nsker at psykiateren skal hj lpe ham.
Det er indlysende at psykiateren m konkludere at manden er psykisk syg, lider af tvangstanker. Hvilken pr cis diagnose han vil h fte p sygdommen vil m ske f rst og fremmest afh nge af forst elsesrammen p det p g ldende tidspunkt i den p g ldende kultur. Men hvis patienten ellers opf rer sig nogenlunde acceptabelt og ikke er synligt plaget af sin vrangforestilling, vil den fornuftige psykiater sandsynligvis konkludere at sygdommen er forholdsvis harml s hvorfor behandling af patienten ikke vil komme p tale.
S dan argumenterede jeg alts allerede i min tidlige ungdom. Selvf lgelig stiller sagen sig anderledes hvis patienten insisterer p at g re alt for at overf re sin lidelse til sine b rn. M ske hjulpet af sin gtef lle - personer der er besat af denne specielle afvigelse har tendens til at gifte sig med ligesindede - hjulpet af hinanden nsker de at sikre sig at deres afkom m leve i det samme ndelige m rke. De bombarderer det ubeskyttede barn med horrible p stande om v snets eksistens og vigtigheden af at tro p dette. Det er indlysende at s dan b r man ikke have lov at behandle et barn.
Det var min baggrund for i en tidlig alder at tilslutte mig den frisindede opfattelse at voksne, der ikke p andre omr der udviste sygelig adf rd, havde lov at leve med deres overbevisning, men det skulle naturligvis forbydes dem at p virke deres b rn i uheldig retning og fors ge at misbruge for ldrepositionen til at indgyde letp virkelige mindre rige deres egen tvangstanke.
Som bekendt viste det sig at b rn der havde haft en naturlig opv kst gennemsyret af en rationalistisk holdning til verden indtil deres fjortende r, i overvejende grad havde oparbejdet tilstr kkelig sund d mmekraft til ikke at lade sig p virke af disse vanvittige id er, selv hvis de senere i livet blev udsat for dem.
P den m de lykkedes det at begr nse antallet af sygelige tilf lde som ellers havde n et et uhyggeligt omfang. Opg relser n r til forskellige resultater, men p et tidspunkt synes mindst halvdelen af befolkningen at have v ret angrebet af lidelsen i forskellig grad. Desv rre viste det sig imidlertid at ganske mange af de angrebne var s sygelige at de ikke nskede at redde deres b rn, men tv rtimod trods forbuddet ih rdigt s gte at sprede lidelsen til den n ste generation. Flere der blev p grebet, h vdede frejdigt at v snet ogs fandt det n dvendigt at b rnene troede p det, derfor m tte de omg loven.
Denne skjulte p virkning var s omfattende at man alt i alt kun s en ganske svag forbedring af forholdene efter at fjorten- rs-reglen indf rtes, fordi den var s vanskelig at h ndh ve. Ja, det kunne n sten virke som om sygdommen greb om sig fordi den m dte modstand. Ligesom et bakterieangreb som man s ger at bek mpe, kan mutere og vende tilbage med for get styrke.
For at n til en dybere forst else af ondets rod iv rksatte man den tilbundsg ende forskning i rsagen til de religi se tanker. En forskning som jeg var s heldig at f lov at udf re min beskedne del af.
L s endelig videre, s stre og br dre. I ser at jeg bekender alt. Snart skal vi n til afklaringen, men lad mig f rst berette.
Lignelsen om Lykken
Det fort lles, og derfor m det v re sandt, at den ulykkelige S gik til den vise kvinde og klagede sin n d. Det er uretf rdigt, sagde han. Jeg er dybt ulykkelig. Se p min nabo, hans tilv relse er s lykkelig. Den oplyste kvinde tr stede ham: Det der synes uretf rdigt, skal blive retf rdigt. Thi i det n ste liv skal den ulykkelige blive lykkelig, medens den nu lykkelige uv gerlig blir ulykkelig.
S f lte sig tr stet, men kort efter henvendte han sig p ny til den vise. Din forklaring hjalp mig. Nu ved jeg der findes retf rdighed, sagde han. Men hvad nu? N r dine ord g r mig lykkelig, skal jeg s b de for det i det n ste liv, og v re ulykkelig til evig tid? I s fald foretr kker jeg vist at du siger noget til mig der g r mig ulykkelig nu.
Hvad kunne det v re? spurgte den vise rystet.
For eksempel at der ingen retf rdighed findes. Det ville g re mig ulykkelig. Men bagved vil h bet dukke op. H bet om at du har l jet for mig, ikke af ondskab, men for min skyld, s jeg ikke blir lykkelig nu og dermed ulykkelig senere.
S h bet om l gnen vil g re dig lykkelig?
Nu fortvivlede den ulykkelige helt.
S lyt da, fortsatte den vise. Opgiv din tro, d n er det der g r dig bedr vet. Den ikke-troende er den der er lykkelig. For han er tilfreds med Gud og hans indsats, idet han siger at vi m finde vort liv i den verden Gud har givet os. Det er os nok. Den troende derimod er utilfreds med Guds frembringelse og pr ver at overg Ham. For siger den troende m ske ikke: Livet her er ikke tilstr kkeligt, der m v re noget mere, noget bedre. Hvormed han skaber forestillingen om noget herligere end Guds gr nne jord, og han kalder det Paradis.
Den slags spind og paradokser lod sig ikke fjerne med argumenter eller forbud. For at komme dem til livs m tte man finde den dysfunktion i hjernen som var rsag til den religi se irrationalitet. Jeg, Laurens, der skriver til jer, s stre og br dre, for at bek mpe de rygter der er i oml b, helligede mig forskningen i dette emne og var s heldig at blive tilknyttet det f rende institut til den endelige l sning af religionsproblemet.

  • Accueil Accueil
  • Univers Univers
  • Ebooks Ebooks
  • Livres audio Livres audio
  • Presse Presse
  • BD BD
  • Documents Documents