Natur, videnskab og metafysik
80 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Natur, videnskab og metafysik , livre ebook

-

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus
80 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

Description

Isaac Newton var som fysiker og matematiker en af de storste videnskabsmAend, verden har oplevet. Historien om naturforskeren Newton er blevet fortalt mange gange og er kendt af enhver, som blot har stiftet selv det mindste bekendtskab med fysikken og dens udvikling. Men der er ogsa en anden og mindre kendt historie om Newton, nemlig beretningen om metafysikeren, historikeren, religionsforskeren og alkymisten Newton. Det er den historie, der fortAelles i Natur, videnskab og metafysik, der ogsa rummer et handplukket udvalg af Newtons egne tekster.

Sujets

Informations

Publié par
Date de parution 01 janvier 2007
Nombre de lectures 0
EAN13 9788771246551
Langue Danish

Informations légales : prix de location à la page 0,0065€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.

Exrait

CARL HENRIK KOCH
NATUR, VIDENSKAB OG METAFYSIK
Newton og filosofien
Filosofien er s dan en uforskammet kv rulantisk dame, at et menneske lige s godt kunne v re engageret i en retssag som at have noget med hende at g re.
(Newton til Halley 20.6.1686 under arbejdet p Principia).
FORORD
Isaac Newton var som fysiker og matematiker en af de st rste videnskabsm nd, som verden har oplevet. Historien om naturforskeren Newton er blevet fortalt mange gange og er kendt af enhver, som blot har stiftet selv det mindste bekendtskab med fysikken og dens udvikling. Men der er ogs en anden og mindre kendt historie om Newton, nemlig beretningen om metafysikeren, historikeren, religionsforskeren og alkymisten Newton. Denne historie skal med for at give et nogenlunde fuldkomment billede af et genialt og meget kompliceret menneske, som med sine naturvidenskabelige arbejder satte sit afg rende pr g p europ isk kultur i n sten to rhundreder, og hvis betydning for den epoke, som kaldes oplysningstiden, n ppe kan overvurderes. I denne lille bog besk ftiger jeg mig blandt andet med Newtons natursyn og hans videnskabsfilosofi, men har ogs fors gt at fremdrage de sider af Newton, som kun f i hans samtid anede, og som f rst en sen eftertid har f et kendskab til.
Bogen best r af to dele, som kan l ses uafh ngigt af hinanden. 1. del er en id -, filosofi- og videnskabshistorisk redeg relse for Newtons mangesidige intellektuelle virke og for nogle af hans foruds tninger. I denne del er der hverken henvisninger eller noter. 2. del best r af en r kke oversatte tekststykker skrevet af Newton og forsynet med korte indledninger, hvori det blandt andet oplyses, hvor teksten stammer fra. For at lette forst elsen har det desv rre v ret n dvendigt at forsyne overs ttelserne med en r kke forklarende noter. Overs ttelserne er specielt foretaget til denne bog og er udf rt af forfatteren. De anf rte bibelcitater er fra den autoriserede overs ttelse af 16. december 1931.
Som tilf ldet har v ret med mine andre b ger, har min kone Vibeke l st b de sprog- og meningskorrektur p mit manuskript. Hende er bogen dediceret i taknemmelighed.
H rsholm 1. juni 2007 Carl Henrik Koch
F RSTE DEL
INDLEDNING
1
NATURVIDENSKAB OG METAFYSIK I DET 17. RHUNDREDES NATURVIDENSKABELIGE REVOLUTION
Naturvidenskab og metafysik synes umiddelbart at v re ulige partnere. Naturens udforskere s ger ud fra iagttagelser og eksperimenter p en s n gtern m de som muligt at beskrive den verden, der omgiver os, og opstiller teorier, som tilsigter at forklare det indvundne erfaringsmateriale. De sidste rhundreder har ogs v ret vidne til, at de naturvidenskabelige teorier i v sentlig grad har ndret vore livs- og samfundsforhold. Naturvidenskabens store praktiske potentiale har skaffet mange af klodens beboere en tilv relse, som tidligere generationer kun har kunnet dr mme om, men har ogs skabt frygt og usikkerhed. I langt st rre grad end tidligere har vi p godt og ondt gjort os til herre over vores sk bne.
Metafysikken synes helt anderledes kraftl s. Den ang r ikke konkrete livsforhold, men s ger at formulere en samlet tilv relsesforst else. Den iagttager og eksperimenterer ikke, men fortolker p baggrund af en s dan forst else de videnskabelige resultater, der er opn et, og de dagligdags erfaringer, der er indhentet. Metafysikken s ger en virkelighed, der ligger bag den virkelighed, som vi kan iagttage og manipulere med. Den pr ver at g re vor livsverden forst elig og meningsfuld for os ved fx at se de h ndelser, som vi er en del af, i en st rre sammenh ng og ud fra et overordnet perspektiv. Men ved at forlade det jordbundne og s at sige stige op til et punkt h vet over erfaringsverdenen for derfra at overskue og forst den, synes metafysikken at st p yderst usikker grund. Dette viser sig bl.a. ved, at en og samme naturvidenskabelige teori synes at kunne forenes med divergerende metafysiske anskuelser. Og praktiske konsekvenser af metafysisk t nkning findes ikke. Det kan derfor ikke undre, at det store flertal blandt nulevende naturforskere finder metafysiske overvejelser blottet for enhver mening.
Denne opfattelse af forholdet mellem naturvidenskab og metafysik skyldes p mange m der Isaac Newtons (1642-1727) videnskabelige indsats. I sit storv rk Philosophiae naturalis principia mathematica (De matematiske principper for naturfilosofien, 1687, i det f lgende blot kaldt Principia ), understregede han, at han ud fra iagttagelser og eksperimenter og uden at inddrage vidtl ftige hypoteser ved matematikkens hj lp kunne opstille fysiske love for s vel jordiske som himmelske f nomener. Dermed skabte han et nyt naturvidenskabeligt forbillede; men selv, viser det sig ved en n jere unders gelse, t nkte han inden for sin samtids begrebsramme.
Principia var det storsl ede resultat af et storstilet fysisk projekt, som gik ud p intet mindre end at samle den fysiske og astronomiske viden i et system. Ikke for intet bar tredje del af v rket den omfattende titel Om verdenssystemet ( De Mundi Systemate ). Men det fysiske projekt stod ikke alene. Newton havde ogs et metafysisk projekt, der i sidste instans gik ud p at vise, at det univers, han besk ftigede sig med, var meningsfuldt. De to projekter kan ikke isoleres fra hinanden, men er v vet t t sammen. I en vis forstand kan man sige, at det samlede projekt er menneskehedens evige projekt. Den mening, som Newton fandt i det fysiske univers, skyldes en guddom, som har skabt Verden og indrettet den, som den er, med klare form l for je. Menneskene er ikke alene i verdensmaskineriet. Guddommen er, s gte Newton at vise, til stede overalt. Nok fik det metafysiske projekt ikke samme udf rlige behandling som det fysiske, men det ligger bag alt, hvad Newton i sit liv besk ftigede sig med.
DEN NATURVIDENSKABELIGE REVOLUTION
Det 17. rhundrede var vidne til, hvad der senere er blevet kaldt den naturvidenskabelige revolution. Op gennem middelalderen havde naturfilosoffer fors gt at anvende matematikken som et redskab for naturerkendelsen, men uden held. Fors get skete, p trods af at det verdensbillede, som man havde arvet fra antikken, og som stort set stammede fra den gr ske filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.), udelukkede matematikkens anvendelse p fx et s enkelt fysisk f nomen som det fri fald. Aristoteles havde delt de fysiske legemer i to grupper. Dels er der dem, der er lette, og som h rer til oven over jordoverfladen - det g lder fx ild - og dels er der dem, der er tunge, og som h rer til p jordoverfladen - det g lder fx sten. N r en sten l ftes fra jorden op i luften, bliver den stik imod sin natur en let ting, og n r den slippes igen, bev ger den sig i en ret bane mod jorden for igen at blive, hvad den er, nemlig en tung ting. Faldbev gelsen er derfor en form lsrettet proces. M let er, at tingen skal blive, hvad den i virkeligheden er. Men som form lsrettet kan faldbev gelsen ikke beskrives matematisk. Dertil kommer, at Aristoteles t nkte sig, at den varme ild, den t rre luft, den kolde jord og det fugtige vand var den fysiske verdens grundelementer. Derfor m alle forekomster i naturen beskrives ved hj lp af grundegenskaberne varme, t rhed, kulde og fugtighed, dvs. ved hj lp af kvaliteter, og ikke ved kvantiteter som fx st rrelse og v gt, der kan beskrives matematisk. For oldtidens og middelalderens aristotelikere var en matematisk fysik en umulighed. At skabe en s dan fysik lykkedes f rst i det 17. rhundrede.
Det 17. rhundrede kaldes ofte for geniernes rhundrede. Blandt de st rste inden for fysikken og astronomien var italieneren Galileo Galilei (1564-1642), tyskeren Johannes Kepler (1571-1630), franskmanden Ren Descartes (1596-1650) og - som den st rste af dem alle - engl nderen Isaac Newton (1642-1727). Galilei br d med aristotelismen ved over for det traditionelle kvalitative verdensbillede at s tte et kvantitativt. De fysiske genstande kan og b r, mente Galilei, entydigt bestemmes ud fra de tr k ved dem, hvortil der kan knyttes m letal. Det var ikke de aristoteliske grundkvaliteter, der var s regne for tingene, men derimod deres h jde, l ngde, bredde, hastighed og v gt. Det lykkedes for Galilei at l se den opgave, som middelalderens fysikere var kommet til kort over for, nemlig matematisk at beskrive det fri fald og den tvungne kastebev gelse. Ogs Kepler br d med klassiske forestillinger. Som Galilei tilsluttede han sig fuldt og helt det astronomiske verdensbillede, som den polske astronom Nikolaus Copernicus (1473-1543) som den f rste siden oldtiden havde argumenteret for, nemlig at det er Solen og ikke Jorden, der befinder sig i Universets midte. Men Copernicus havde fastholdt, at Jordens og de vrige planeters bev gelse omkring Solen m tte kunne opl ses i cirkelbev gelser. Siden oldtiden havde man ment, at de himmelske legemer var fuldkomne legemer gjort af et s rligt stof, og at de derfor m tte bev ge sig i fuldkomne baner, nemlig cirkelbaner.
P baggrund af det store observationsmateriale, som danskeren Tycho Brahe (1546-1601) havde indsamlet, lykkedes det imidlertid Kepler at vise, at planeterne ikke bev ger sig i cirkelbaner, men i ellipseformede baner omkring Solen, som er placeret i disse ellipsers ene br ndpunkt. Til denne s kaldte f rste keplerske lov for planetbev gelser f jede Kepler to yderligere love. I hans anden lov fastsl s det, at en planet bev ger sig i sin bane p en s dan m de, at linjen fra planeten til Solen genneml ber lige store arealer i lige store tidsrum, og den tredje lov siger, at kvadratet p planetens oml bstid er ligefrem proportional med den halve afstand mellem de to punkter p dens bane, som er fjernest fra hinanden, i tredje potens. Descartes gav en samlet matematiskfysisk beskrivelse af Universet som en k mpem ssig maskine best ende af materielle partikler af forskellig st rrelse, som er pakket s t t, at der intet tomrum findes, og hvis indvirkning p hinanden er underkastet mekaniske st dlove, der kan udtrykkes i matematikkens sprog. Dette fysiske verdensbillede - senere kaldt den mekaniske naturopfattelse - vandt stor tilslutning i videnskabelige kredse.
Sk nt de fundamentale mekaniske naturlove, som Descartes lagde til grund for sin matematiske fysik, b de viste sig at v re utilstr kkelige og for de flestes vedkommende fejlagtige, hvilket blandt andre Newton p viste, s var selve fors get p at udforme en fysik, der omfatter b de forhold n r jordoverfladen, fx faldbev gelsen, og himmellegemernes bev gelser, skels ttende. Allerede Kepler havde dr mt om en fysik, der form ede dette. Siden Aristoteles havde man opdelt Universet i to dele, n under M nen og n over M nen. Under M nen var tingenes naturlige bev gelse retlinet, over M nen bev gede planeterne sig i fuldkomne cirkelformede baner. Under M nen var det muligt at give rsagsforklaringer p de iagttagede bev gelser, over M nen m tte man n jes med at udforme en bev gelsesl re, en kinematik, der - som det ofte blev sagt - skulle redde f nomenerne, dvs. skulle vise, at planeternes tilsyneladende uregelm ssige bev gelser - ordet planet kommer af det gr ske ord for at vandre - kunne opl ses i rene cirkelbev gelser. Det var imidlertid ikke lykkedes Descartes at sammensmelte den jordiske fysik med den himmelske kinematik. Det lykkedes f rst for Newton, som p viste, at det var den samme kraft, der fik et legeme n r jordoverfladen til at falde, som holdt M nen i dens bane, nemlig en almen massetiltr kningskraft. Newton kunne ogs p vise, at st rrelsen af den kraft, hvormed to legemer tiltrak hinanden, er omvendt proportional med kvadratet p afstanden mellem dem og ligefrem proportional med produktet af deres masser, og at en kraft af denne karakter vil medf re, at et relativt let legeme bev ger sig omkring et relativt tungt legeme i en ellipseformet bane. Hermed var det lykkedes Newton at udlede korrigerede versioner af de tre keplerske love, idet han kunne vise, at lovene i de keplerske formuleringer kun g lder tiln rmelsesvist, idet planetbanerne ikke blot er bestemt af Solens tiltr kningskraft, men ogs af planeternes gensidige tiltr kning.
DESCARTES HVIRVELTEORI
Descartes havde omkring 1630 arbejdet p en stor afhanding, som skulle have den altomfattende titel Verdenen ( Le Monde ). Copernicus havde i sit d ds r f et udsendt et epokeg rende v rk, hvori han havde skrevet: I Altets midte er Solens s de. For hvem i dette det smukkeste af alle templer ville placere denne lysgiver p en anden eller bedre plads end p den, fra hvilken den p samme tid kan oplyse alt? [ ] Som siddende p en kongetrone styrer Solen s ledes sit hof af stjerner, der kredser omkring den. Dette s kaldte heliocentriske verdensbillede blev senere accepteret af Galilei, Kepler og Descartes. Og da Den Katolske Kirke i 1582 gennemf rte en kalenderreform, blev Copernicus beregning af rets l ngde lagt til grund. Men i begyndelsen af det 17. rhundrede ndrede situationen sig. Galilei havde lidt letsindigt h vdet, at n r det i Det Gamle Testamente fx stod at l se, at Gud standsede Solens gang over himlen for at israelitterne kunne vinde sejr over fjenden ( Josuabogen , 10,12-14), s var der kun tale om, at bogens forfatter - som if lge tidens opfattelse m tte v re guddommeligt inspireret - havde udtrykt sig p en for den j vne mand forst elig m de; Bibelen var ikke en l rebog i astronomi. Derfor kunne det copernikanske verdensbillede ikke affejes med en henvisning til diverse steder, hvoraf det synes at fremg , at Solen bev ger sig rundt om Jorden. Men det var farligt at blande sig i teologiske anliggender p et tidspunkt, hvor Den Katolske Kirke mere end nogensinde oprustede imod de reformerte bev gelser. Med en udtalelse om, at Copernicus verdensbillede var absurd, fik Galilei svar p tiltale. Da han imidlertid fremturede, blev han i 1633 d mt til at afsv rge heliocentrismen. Dommen over Galilei fik Descartes til at afbryde udarbejdelsen af sit v rk - det var ikke ufarligt for en katolik at l gge sig ud med de kirkelige myndigheder - men han udarbejdede senere sin s kaldte hvirvelteori. Da det anst delige i heliocentrismen synes at v re Jordens bev gelse rundt om Solen, gjaldt det for Descartes om at udt nke et verdenssystem, hvor Jorden var i hvile. I sin Principia philosophiae (Filosofiens principper) fra 1644 h vdede han eksistensen af en himmelsk, subtil materie, der i hvirvler kredser omkring Solen. Som i en str m f rer disse hvirvler planeterne rundt, og omkring planeterne kredser delhvirvler, som igen f rer disses drabanter rundt. Da Jorden som del af en materiestr m ikke ndrer position i forhold til den omliggende materie, er den i (relativ) hvile. P denne m de lykkedes det Descartes b de at h vde, at Jorden ikke bev ger sig, og at opretholde det heliocentriske verdenssystem.
I 2. bog af Principia gendrev Newton hvirvelteorien ved at vise, at den b de er i strid med Keplers love for planetbev gelserne, og at det hvirvelsystem, som Descartes postulerede eksistensen af, ikke kan opretholde sig selv, hvilket dets ophavsmand havde antaget. Han kunne derfor konkludere, at hvirvelhypotesen ikke kan forenes med astronomiske f nomener og tjener mere til at tilsl re de himmelske bev gelser end til at forklare dem. Allerede i sine studenteroptegnelser fra 1660 erne havde Newton sat sp rgsm lstegn ved teorien. Muligvis havde tilsynekomsten i 1664 af en komet, der i mods tning til planeterne bev gede sig fra st til vest, v ret afg rende for hans holdning til hvirvelteorien. Kometens bev gelse syntes at vise, at den slet ikke var p virket af de materiestr mme, som Descartes havde brugt til at forklare planetbev gelserne med.
METAFYSIK OG NATURVIDENSKAB
Sk nt Galilei, Kepler, Descartes og Newton var del af en og samme naturvidenskabelige udvikling, var deres forhold til metafysisk t nkning yderst forskellig. Galilei fandt det fuldt tilstr kkeligt at opdage de regelm ssigheder i erfaringsverdenen, som kan tilskrives lovkarakter. For aristotelikerne var naturlove udsagn, i medf r af hvilke enhver instans af en bestemt art, fx hvert menneske, tilskrives en bestemt egenskab - fx at v re et t nkende v sen. Sprogligt set er en aristotelisk naturlov s ledes et udsagn, hvori der fastsl s en konstant og uforanderlig tilskrivning af et pr dikat til et subjekt. De galileiske naturlove har en anden karakter. De er relationsudsagn. Loven for det fri fald siger, at der best r en konstant relation mellem to variable st rrelser, nemlig faldtiden og faldvejen, idet faldvejen for ges proportionalt med kvadratet p faldtiden. Faldvejen i det andet sekund er 4 gange l ngere end i det f rste. Hvad der var rsag til det fri fald, interesserede ikke Galilei. Det er ikke muligt, mente han, at give en endelig forklaring p , hvorfor en genstand bev ger sig; opgaven er at beskrive, hvordan den bev ger sig. Den fysiske viden om de jordiske og de himmelske legemer ang r kun den verden, som vi l rer at kende gennem vore sanser, og ikke, skriver Galilei, en papirverden, dvs. en spekulativt opstillet bagvedliggende virkelighed.
Ofte er Galileis anti-metafysiske udtalelser rettet mod Kepler. Universet er, mente Kepler, i sin inderste grund af matematisk natur, dvs. bag ved den mangfoldighed, som vi stifter bekendtskab med ved hj lp af vore sanser, ligger en matematisk struktur, som kan erkendes ved fornuftens hj lp. P samme m de, skrev Kepler, som jet er beregnet til at sanse lys og ret til at registrere lyd, er menneskets fornuft fra skaberens h nd indrettet til at erkende kvantitative forhold. Matematikken, forst et som et studium af verdensaltets harmoniske og matematiske forhold, bygger bro mellem den menneskelige fornuft og den bagvedliggende matematiske virkelighed.
Det videnskabelige nybrud, som det 17. rhundredes naturvidenskab indebar, var ikke prim rt vendt imod den middelalderlige aristotelisme, men snarere imod ren ssancens naturfilosofi. Is r viser den metafysiske fundering, som Descartes gav sin mekaniske naturopfattelse, at hans modstander ikke s meget var Aristoteles - videnskabens fader - som det var ren ssancens naturfilosofi.
Mange af ren ssancens naturfilosoffer betragtede Universet som et organisk hele gennemstr mmet af ndelige kr fter og besj let af en verdenssj l. Naturen er skabende. P organisk vis ans man metallerne for at vokse frem af Jordens modersk d, og tidens alkymister s gte i deres laboratorier at genskabe de forhold, som havde frembragt metaller og is r guld, det dleste af alle stoffer. En s dan organicistisk naturopfattelse udelukker en matematisk-mekanisk beskrivelse af naturen. Ved i sine filosofiske v rker p den ene side at skelne skarpt mellem fysiske, materielle legemer, hvis natur eller essens if lge Descartes er at v re udstrakte og derfor kan karakteriseres udt mmende ved hj lp af m letal, og p den anden side det bevidsthedsm ssige, sj lelige eller ndelige, der ikke er en del af den udstrakte verden, og hvis natur eller essens er t nkning, fik Descartes fordrevet alt ndeligt fra det fysiske univers, hvilket muliggjorde en beskrivelse af det som en kompliceret og livl s maskine. P denne m de fors gte Descartes at give sin mekaniske naturopfattelse en metafysisk begrundelse.
NATURVIDENSKAB OG RELIGION
I sine publicerede v rker og f rst og fremmest i det absolutte hovedv rk, og et af den vesteurop iske kulturs hovedv rker, Principia , kritiserede og gendrev Newton Descartes fysiske opfattelser. Siden middelalderen havde betegnelsen naturfilosofi v ret brugt om den videnskab, vi i dag kalder fysik. En eksplicit afstandtagen fra Descartes metafysik publicerede Newton imidlertid aldrig; men manuskriptafhandlinger og udkast viser, at sk nt Newton ikke, som Descartes, synes at have fundet det n dvendigt i Principia at give sin naturvidenskab en metafysisk begrundelse, s vendte han sig imod Descartes metafysik b de af fysiske og af religi se grunde.
For at forst Newtons forhold til metafysikken og den voldsomme kritik, han rettede mod Descartes metafysik, er det vigtigt at v re opm rksom p et v sentligt tr k i det 17. rhundredes videnskab, filosofi og livsforst else, nemlig den religi se kontekst. For et nutidsmenneske kan det virke besynderligt at k de fx naturvidenskabelige opfattelser sammen med religi se; men at se bort fra den religi se kontekst i forbindelse med det 17. rhundredes naturvidenskab og filosofi, vil svare til, at videnskabshistorikere i det 24. rhundrede ville se bort fra den politiske og konomiske kontekst i forbindelse med udviklingen af fx udforskningen af rummet i det 20. rhundrede. Hvor udviklingen af det 20. rhundredes naturvidenskab m ses i forbindelse med tidens politiske opfattelser og de herskende konomiske forhold, m udviklingen af det 17. rhundredes naturvidenskab og den filosofi, der udvikler sig i n r sammenh ng med den, ses p baggrund af, men ikke altid overensstemmende med, tidens herskende religi se opfattelser. Dette betyder ikke, at den kontekst, hvori en intellektuel aktivitet af den ene eller anden art udvikler sig, entydigt bestemmer dens karakter.
For det f rste er det vigtigt at v re opm rksom p , at guddommen p v sentlig m de indgik i langt de fleste menneskers livs- og verdensforst else, ikke mindst fordi det for mange syntes benbart, at verdensskaberen gav sig til kende i sit v rk. Adskillige gange i sine skrifter fremh vede Newton guddommens kyndighed i fysik og astronomi, og i Principia skrev han ligefrem, at det er en del af naturfilosofien at tale om Gud ud fra naturf nomenerne. Fysik og gudsfrygt var for Newton som for mange andre i tiden knyttet t t sammen, idet fysikken implicit vidnede om et alm gtigt og alvidende v sens eksistens.
For det andet er det vigtigt at bem rke, at mange, is r i England men ogs i det vrige Europa, oplevede deres samtid i, hvad teologerne kalder et eskatologisk perspektiv, dvs. ud fra en opfattelse, som grunder sig i profetierne i det nytestamentlige skrift Johannes benbaring . Her varsles der om, at en dramatisk verdensafslutning er n r og hermed ogs det tusind rsrige, der afsluttes af dommedag og af skabelsen af en ny jord og en ny himmel. Mange mente, at meget tydede p , at enden var n r. Af det gammeltestamentlige skrift Daniels bog syntes det at fremg , at uro og voldsom akkumulering af viden ville v re en realitet inden den endelige katastrofe. Det 17. rhundrede havde v ret vidne til begge dele: Nye verdensdele var blevet udforsket, og opfindelsen af den astronomiske kikkert og af mikroskopet havde blotlagt nye verdener; Aristoteles urokkelige position inden for samtlige videnskaber var ved at v re en saga blot, og ren ssancens naturfilosofi var blevet tilbagevist; England havde oplevet en borgerkrig, som havde medf rt, at den engelske konge var blevet henrettet, og at landet var blevet omdannet til en republik. Senere var konged mmet blevet genoprettet, men en katolsk regent havde p ny n sten bragt landet p randen af en borgerkrig, hvilket havde udl st en ublodig revolution. Den efterf lgende opblomstring af industri og handel havde givet n ring til s vel religi s l sagtighed som umoral. Verden var af lave! Mange i engelske kirkelige kredse mente, at de opl sende tendenser, man fandt i samtiden, kunne im deg s ved, at den traditionelle religi se retorik blev suppleret med en understregning af de religi se implikationer af den newtonske fysik. Newton selv delte forventningerne om, at tidens ende n rmede sig; men til forskel fra mange mente han ikke, at profetierne i Bibelen kunne anvendes til at forudsige, hvorn r tusind rsriget opstod. I en bog, som f rst blev udgivet efter hans d d, om profetierne i Daniels bog og i Johannes benbaring redegjorde han for, hvorledes de skal fortolkes, idet han understregede, at n r de begivenheder indtr ffer, som der er blevet profeteret om, s kan profetierne kaste lys over de indtrufne h ndelser, og f rst da er deres mening klar. I vrigt billigede han fuldt og helt, at det verdenssystem, han havde fremlagt i Principia , blev brugt til at fremme kristendom og moral.
Som adskillige i samtiden ans Newton Descartes mekaniske naturopfattelse for at v re en trussel mod et religi st verdensbillede. Derfor var ikke alene et opg r med Descartes fysik, men ogs med hans metafysik en n dvendighed. Den franske filosof, matematiker og naturforsker Blaise Pascal (1623-1662) havde sagt, at Descartes kun havde brug for en gud, der med et fingerknips satte verdensmaskineriet i gang, og at den evige tavshed i naturvidenskabens uendelige rum, hvor Guds stemme ikke h rtes, skr mte ham. Uafh ngigt af Descartes havde den engelske filosof Thomas Hobbes (1588-1679) udviklet en mekanisk naturopfattelse og en materialisme, der for samtiden stod som den skinbarlige ateisme. Efter pesten og ildens h rgen i London i midten af 1660 erne blev Hobbes n vnt som en af rsagerne til, at Gud havde ramt byen s h rdt. Den engelske filosof og statsmand Francis Bacon (1561-1626) havde i sit essay Om ateisme fra 1612 sagt, at ganske vist g r en lille smule filosofi et menneske tilb jelig til ateisme, men grundig filosofisk t nkning f rer menneskene tilbage til religionen. Newton var enig. Teorierne i Principia var for ham et bevis p , at Bacon havde haft ret.
Den engelske kemiker Robert Boyle (1627-1691), hvis navn er kendt fra Boyle-Mariottes lov om det omvendte forhold mellem en indesp rret luftm ngdes rum og tryk, var lige s religi st anlagt som Newton, men var i mods tning til denne fuldt og helt tilh nger af den mekaniske naturopfattelse. Verdensmaskineriet leder, mente Boyle, i al sin kunstf rdighed og hensigtsm ssighed tanken hen p verdensskaberen. Han fandt, at det ny verdensbillede i mods tning til ren ssancens naturopfattelse var i overensstemmelse med skabelsesberetningen i Det Gamle Testamente . Hvor naturen i ren ssancen blev opfattet som levende og skabende, skyldes alt i naturen if lge skabelsesberetningen den skabende guddom. Det er, skrev Boyle i et af sine sidste v rker, at g Guds re for n r at g re naturen og ikke guddommen til naturf nomenernes egentlige rsag. Og der er ingen grund til at formode, at Descartes kristendom var mindre oprigtig end Boyles og Newtons. Verdensmekanikken er, skrev Descartes, ikke andet end den orden, som Gud har p trykt den del af sit skaberv rk, som vi kalder naturen; men den gud, som if lge traditionel kristen opfattelse er allestedsn rv rende, er, mente Newton, ikke til at finde i Descartes mekaniske univers. Og ikke mindst Hobbes materialisme sagde ham, at den mekaniske naturopfattelse kunne f re mennesker ud i ateisme.
Den gud, som Newton s gte i naturen, og som med stor kyndighed havde skabt den med klare form l for je, var imidlertid ikke den treenighed, som siden kirkem derne i Nik a (325) og Konstantinopel (381) havde v ret den officielle kristendoms Gud. P kirkem det i Nik a var den alexandrinske menighedsforstander Arius afvisning af Kristi guddommelige natur blevet ford mt, og siden var hans disciple, de s kaldte arianere, der var tilh ngere af en streng monoteisme og f lgelig m tte afvise treenighedsl ren, blevet forfulgt som k ttere. Som flere i sin samtid, heriblandt vennen, filosoffen John Locke (1632-1704), var Newton arianer, men gik, som stort set de fleste arianere i hans samtid, meget stille med d rene. I en stor afhandling med titlen En historisk redeg relse for to forvanskninger i Bibelen , som Newton i 1690 sendte til Locke, fors gte han - der er regnet som en af de mest bibelkyndige personer i det 17. rhundredes Europa - at vise, at de steder i Det Ny Testamente , der var blevet brugt som bel g for treenighedsl ren, var senere tilf jelser. Et af de bibelsteder, som Newton pegede p , var fra Johannes f rste brev, kap. 5, vers 7f: Thi der er tre, som vidner: nden og vandet og blodet, og de tre stemmer overens. Dette bibelsted, mente Newton, er i det 4. rhundrede smuglet ind i teksten af kirkefaderen Hieronymus i hans latinske udgave af Bibelen, og det kr b ud fra de latinske manuskripter ind i de gr ske og kom derfor til at indg i de officielle kirkebibler. Den megen tale om Gud b de i Principia og i Newtons andet hovedv rk, hans bog om optik fra 1704, skal forst s p denne baggrund. Newtons teologiske studier, som optog meget af hans tid i 1670 erne og 1680 erne, blev f rst kendt i sit fulde omfang i det 20. rhundrede. Billedet af Newton som den vesteurop iske kulturs m ske mest fremragende matematiker og naturvidenskabsmand, der med sin indsats fik den videnskabelige udvikling til at accelerere, var n sten ener dende frem til midten af det 20. rhundrede. I dag m det suppleres. En moderne Newtonforsker, Betty Jo Teeter Dobbs, har kaldt ham geniet med janusansigt. Janus var en romersk guddom med to ansigter, hvor det ene skuer frem, det andet tilbage. Han beskyttede byens porte og broer og i almindelighed enhver overgang fra en tilstand til en anden. Som menneske var Newton t t forbundet med sin samtids livs- og verdensanskuelse, hans ene ansigt var vendt mod, hvad man kunne kalde den gamle verden, hans andet ansigt mod den ny, videnskabeliggjorte verden. Lad os f rst betragte hans fremadvendte ansigt, det videnskabelige, som mange videnskabshistorikere har ment var hans egentlige ansigt, hans dagansigt, hvorimod det andet, som var vendt mod samtid og fortid, var hans natteansigt. Det vil imidlertid hurtigt vise sig, at Newtons to ansigter ikke vil kunne afbildes uafh ngigt af hinanden.
2
NEWTON SOM VIDENSKABSMAND
Kort f r sin d d i 1727 kastede Newton et blik tilbage p sit lange virke i videnskabens og sandhedens tjeneste og beskrev sin indsats p f lgende m de:
Jeg ved ikke, hvorledes omverdenen ser p mig, men jeg oplever mig selv, som om jeg har v ret en dreng, der har leget ved havets bred, og som indimellem har forn jet sig ved at finde en sten, der er glattere, og en muslingeskal, der er smukkere end dem, som andre har fundet, alt imens sandhedens uhyre ocean ligger fuldst ndig uudforsket foran mig.
En anden gang sagde han ogs om sig selv med et billede hentet fra middelalderen: Hvis jeg har set videre end andre, er det, fordi jeg har st et p skuldrene af giganter. De giganter, der var tale om, var Kepler, Galilei og Descartes.
Newton blev f dt d. 24. december 1642 i landsbyen Woolsthorpe i Midtengland. I 1661 blev han optaget p universitetet i Cambridge, hvor han i 1665 - uden f rst at have studeret de foreskrevne fag, men en vis l sagtighed over for regler var fremherskende p universitetet - blev tildelt bachelorgraden og 3 r efter magistergraden. I 1664 var han kommet i kontakt med professoren i matematik, Isaac Barrow (1630-1677), hvis forel sninger over optik han var med til at udgive i 1669. Samme r som bogen udkom, opgav Barrow sit professorat for siden at opn den langt mere lukrative stilling som kongens kapellan, og p hans anbefaling blev Newton 27 r gammel udn vnt til hans efterf lger.
NEWTON OG SAMTIDENS NATURVIDENSKAB OG ALKYMI
Allerede i sin studietid stiftede Newton, som alle andre studerende ved de europ iske universiteter, bekendtskab med den aristoteliske fysik og den ptolem iske astronomi, opkaldt efter den alexandrinske astronom Ptolem us (ca. 100-ca. 170), som havde systematiseret oldtidens astronomi, if lge hvilken Jorden st r i Universets midte og omkredses af planeterne og fiksstjernehimlen; men um delig intellektuelt nysgerrig, som han var, studerede Newton snart p egen h nd nogle af Galileis, Hobbes og Descartes v rker og l ste afhandlinger af Robert Boyle; ikke mindst studerede han den engelske atomist Walter Charletons (1620-1707) store v rk fra 1654 med den imponerende titel Physiologia Epicuro-Gassendo-Charltoniana: Eller en naturvidenskabelig bygning funderet p atomhypotesen, grundlagt af Epikur, forbedret af Gassendi og for get af Walter Charleton ( Physiologia Epicuro-Gassendo-Charltoniana: Or a Fabrick of Science Natural, Upon the Hypothesis of Atoms, Founded by Epicurus, Repaired by Petrus Gassendus, Augmented by Walter Charleton ). Pierre Gassendi (1592-1655) var en fransk teolog, fysiker og filosof, som s at sige havde kristnet den antikke atoml re, der ellers af mange blev anset for at v re den skinbarlige ateisme. Gassendi havde v ret Descartes videnskabelige rival og havde b de filosofisk og videnskabeligt kritiseret sin modstander. L sningen af Charleton efterlod et blivende indtryk p Newtons videnskabelige t nkning. I en notesbog fra 1664-65 med titlen Questiones quaedam philosophicae (Filosofiske problemer) sammenholdt han udf rligt Descartes fysik med Gassendis atoml re.
Gennem Descartes og Hobbes blev Newton indf rt i den mekaniske naturopfattelse, men hans fysiske opfattelser udformedes f rst og fremmest under indtryk af atoml ren. I notesbogen kommer kritikken af Descartes filosofi ogs til udtryk. Descartes havde ment, at det, der umiddelbart foreligger for os, er begreber og forestillinger i vores bevidsthed, og at erkendelse af alt andet m bygge p indsigt i vor egen bevidstheds indhold og aktivitet. Det var denne tanke, der kom til udtryk i den ber mte s tning Jeg t nker, alts er jeg til , et udsagn, som ene af alle synes at modst den tvivl, som Descartes rettede mod, hvad man hidtil havde h vdet som videnskabelige sandheder, for om muligt at finde et sikkert grundlag for al videnskabelig erkendelse. Hertil indvendte den unge Newton, at f rst m tte man studere de fysiske legemers indvirken p hinanden for siden at unders ge deres indvirkning p den menneskelige bevidsthed. Han pegede ogs p , at man ikke kunne forst den organiske verden som et produkt af blinde, mekaniske rsager. Der m tte foruds ttes en verdensskaber, der handlede med bestemte form l for je. Sk nt den unge Newton fuldt og helt gik ind for den matematificering af verdensbilledet, som den mekaniske naturopfattelse stod for, var han ogs klar over dens begr nsning. Den fysiske virkelighed udg res nok af materielle legemer i bev gelse, men den mekaniske naturopfattelse udt mmer ikke det fysiske univers. Senere antog han ogs eksistensen af fysiske kr fter, der tilsyneladende ikke kan forklares ud fra mekanikkens love. Nok er naturens store bog - som Galilei havde sagt - skrevet i matematikken sprog, og dens bogstaver er trekanter, cirkler og andre geometriske figurer, uden hvilke det er umuligt for mennesket at forst et eneste ord ; men man m tte ogs forst at l se det, der stod mellem linjerne, og som holdt sammen p s vel bogstaver som ord.
Newtons problem var, at det univers, som den mekaniske naturopfattelse skildrede, var en stor, passivt virkende maskine. Alt hvad der sker i det, er lovbestemte resultater af materielle partiklers st d mod hinanden. Der mangler aktive kr fter, som er kendt fra den organiske verden og ikke mindst fra det menneskelige handlingsliv. Den slags kr fter fandt Newton i alkymien, der p mange m der betjente sig af et begrebsapparat hentet fra den organiske verden. Fx blev rustdannelse forst et som en g ringsproces og den efterf lgende smuldring som en forr dnelsesproces. Fra midten af 1660 erne og de n ste tyve r besk ftigede Newton sig indg ende med alkymi, ikke for at fremstille guld, men for at unders ge, om der i de alkymistiske b ger og de alkymistiske eksperimenter kunne findes en n gle til at forst det fysiske univers. Newton samlede en af de st rste samlinger i det 17. rhundrede af alkymistiske b ger og manuskripter og fors gte med hele sin store intellektuelle kapacitet og energi at tr nge om bag den alkymistiske, for uindviede uforst elige terminologi. Hans besk ftigelse var allerede kendt i det 19. rhundrede, men blev betragtet som en grille og som noget, der burde forties. Efter at det enorme omfang af Newtons alkymistiske notater blev kendt, har selv fremragende videnskabshistorikere og Newton-kendere i det 20. rhundrede haft sv rt ved at forlige sig med Newtons intense besk ftigelse med noget, som generationerne efter ham m tte betragte som en pseudo-videnskab, der bygger p ren ssancens fejlagtige naturopfattelse. Traditionelt har alkymien et dobbelt indhold, et kemisk og et spirituelt. Redeg relsen for de alkymistiske processer tilsigtede b de at skitsere, hvorledes u dle metaller renses for urenheder, s det dle guld bliver tilbage, og at skildre sj lens renselse i dens vej mod det guddommelige. Ingen af disse to sider ved alkymien interesserede Newton, selvom han mente som alkymisterne og for vrigt ogs andre, som fx Francis Bacon, der stod uden for deres kreds, at sandheden kun afsl rer sig for den rene af hjertet, dvs. for den moralsk og religi st sindede naturforsker. Han studerede alkymi som enhver anden af de naturvidenskaber, han besk ftigede sig med: Gennem iagttagelser og eksperimenter skulle man tr nge ind til tingenes natur.
NEWTONS TELEOLOGISKE NATUROPFATTELSE
Tanken om, at det fysiske univers vidner om eksistensen af en alm gtig og alvidende verdensskaber, holdt Newton fast ved hele livet igennem. Det, der eksisterer, er sat ind i Verden med et bestemt form l for je. If lge aristotelisk tankegang er videnskabelig erkendelse rsagserkendelse, som ogs omfatter en erkendelse af, hvilket form l der virkeligg res, n r et naturf nomen frembringer et andet. En naturopfattelse, som betragter form l som en rsag til, at noget frembringes, kaldes en teleologisk naturopfattelse. Da telos er det gr ske ord for form l, og logos i denne forbindelse betyder l re , er teleologi l ren om form ls rsager. Hobbes og Descartes havde afvist at inddrage form lsbetragtninger i fysikken og den hollandske filosof Spinoza (1632-1677) havde ligefrem kaldt teleologien for uvidenhedens tilflugtssted: Hvis man var uvidende om et naturf nomens faktiske rsager, kunne man altid henvise til, at det tjente en h jere interesse. Men Newton fastholdt b de en mekanisk og en teleologisk naturopfattelse. De noget primitive formuleringer i studenteroptegnelserne, hvor han p peger den mekaniske naturopfattelses begr nsning, blev ikke s lidt forfinet i Principia . I forbindelse med sin redeg relse for kometbev gelserne og for kometernes natur h vdede han her, at kometer ikke kun er tilf ldigt opst ede naturf nomener, men at de er frembragt med det form l at tilf re fx Jorden v ske som erstatning for det vand, de gr nne v kster forbruger, og som ved planternes forr dnelse omdannes til t r jord. Kometernes haler er dampe, der spreder sig i Universet og falder som regn og dug p de lavere steder eller lejrer sig som sne og is p bjergenes tinder, hvorfra smeltevandet str mmer ned i lavlandet.
Fra kristendommens barndom og frem til langt op i det 19. rhundrede blev Det Gamle Testamentes fem Moseb ger opfattet som en beretning om menneskehedens tidligste historie. S ledes kunne beretningen i 1 . Mosebog om syndfloden forklare, at der fx fandtes aflejringer af muslingeskaller p h jtliggende steder, ligesom forskellige geologiske formationer kunne forklares med henvisning til syndfloden. If lge beretningen havde det regnet 40 n tter og dage, og vandet steg og steg over Jorden, saa de h jeste bjerge under himmelen stod under vand. I 1694 foretog den engelske astronom og matematiker Edmund Halley (1656-1742) nogle beregninger, der viste, at et s dant regnskyl kun ville medf re, at vandstanden steg med godt 40 meter, hvilket langtfra var nok til at oversv mme bjergenes tinder. Nok ville de lavere liggende omr der v re blevet oversv mmet, men vandet ville ikke stige s meget, at der ville blive aflejret muslingeskaller p fx alpetoppene. Dertil kom, at det n ppe var muligt at forestille sig, hvor de uhyre vandmasser, som skulle have d kket Jorden, var kommet fra, og hvor de var blevet af. En ivrig Newton-tilh nger fandt et par r senere p en l sning. En k mpekomet havde haft kurs mod Jorden, men var fl jet t t forbi. Ved at passere gennem kometens hale, som jo if lge Newton bestod af vanddamp, fik Jorden en ordentlig dukkert, og der kunne p denne m de skabes en overensstemmelse mellem naturvidenskab og den bibelske beretning.
UNGDOMSTIDENS VIDENSKABELIGE NYBRUD
I sommeren 1665 udbr d der pest i London. Sygdommen bredte sig snart til Cambridge, hvilket medf rte, at universitetet lukkede for f rst at gen bne i for ret 1667. L gerne stod magtesl se, og langt de fleste forlod byerne sammen med alle, der havde mulighed derfor, og drog ud p landet. Fra august 1665 til april 1667 opholdt Newton sig i sin f deby og lagde her grunden til de opdagelser inden for matematik, mekanik og optik, som senere gjorde ham til Europas f rende videnskabsmand og til det 18. rhundredes mest indflydelsesrige naturforsker.
I rene 1665-66 udviklede Newton principperne for det, der senere er blevet kaldt differential- og integralregningen, og som blev et af fysikkens nyttigste matematiske redskaber, og opdagede som den f rste sollysets sammensatte karakter. Mange r senere skrev han, at han
samme r begyndte at opfatte tyngden som str kkende sig til M nens bane [ ] og ud fra Keplers love for planeternes oml bstid [ ] udledte jeg, at den kraft, der holder dem i deres baner, m v re omvendt proportional med kvadratet p afstanden til det centrum, som de drejer sig om; og ved at sammenligne den kraft, der er n dvendig for at holde M nen i dens bane, med tyngdekraften p jordoverfladen, fandt jeg, at de stort set svarer til hinanden. Alt dette skete i de to pest r fra 1665 til 1666 . Thi i hine tider var jeg p mit livs h jdepunkt med hensyn til at g re opdagelser, og jeg besk ftigede mig mere med matematik og filosofi end nogensinde siden.
Senere unders gelser af det store manuskriptmateriale, som Newton efterlod, viser, at han nok har pyntet lidt p sine ungdomsbedrifter. Intet tyder p , at han i realiteten havde indledt udarbejdelsen af sit senere storv rk Principia . Men dagbogsoptegnelser viser dog, at han allerede som ung havde dannet et begreb om kraft, der var baseret p inertiloven, og som indeb rer, at de fysiske legemer m opfattes som passive legemer underkastet ydre kr fter og ikke som b rere af fysiske kr fter bibragt og formidlet ved mekaniske st dprocesser, som Descartes havde ment. Senere bestemte Newton kraft som rsag til bev gelses ndringer. Og en manuskriptafhandling fra omkring 1670 med titlen De gravitatione et aequipondio fluidorum (Om tyngde og ligev gt i v sker) viser, at han var godt p vej. Afhandlingen er Newtons eneste egentlige metafysiske arbejde og indeholder bl.a. overvejelser over rummet, og den er eksplicit vendt imod Descartes. Begreberne kraft , rum og tid kom til at spille en afg rende rolle i Principia .
RUM OG TID
Naturfilosoffer og metafysikere havde siden oldtiden s gt pr cise bestemmelser af begreberne rum og tid . Kirkefaderen Augustin (354-430) havde i sin ber mte selvbiografi Bekendelser meget rammende sagt, at s l nge ingen spurgte ham, vidste han godt, hvad tid var; men blev han spurgt, blev han forvirret og kunne ikke svare. Aristoteles havde selvf lgelig haft svar p sp rgsm let. Tiden er et m l for bev gelse med hensyn til f r og efter. Descartes havde samme svar. Som m l for et tr k ved bev gelse har tiden for Aristoteles egenskabskarakter. Rum, derimod, er noget, som ting kan v re inden i, dvs. er en slags beholder, og har derfor genstandskarakter. Sk nt Descartes i mods tning til Aristoteles karakteriserede rum som udstr kning, og derfor som noget materielt, havde det ogs for ham genstandskarakter. Inden for klassisk metafysisk t nkning var det ikke muligt at forestille sig, at noget kunne v re andet end en genstand eller en egenskab. Der fandtes ikke en tredje mulighed.
Gassendi var den f rste, der p dette punkt br d med klassisk metafysisk t nkning. Rum og tid har hverken genstands- eller egenskabskarakter, men er noget helt tredje, som har sin s regne v rensm de. Det var vanskeligt at forst for samtiden. Den samme vanskelighed k mpede den engelske fysiker Michael Faraday (1791-1867) med, da han i det 19. rhundrede udviklede de begreber, der senere kom til at indg i de s kaldte feltteorier. Et elektrisk eller et magnetisk felt har hverken genstands- eller egenskabskarakter.
I De gravitatione h vdede Newton i overensstemmelse med Gassendi, at det fysiske rum m opfattes som en disposition til at modtage det v rende, og at udstr kning hverken har genstands- eller egenskabskarakter. P denne baggrund formulerede han r senere i Principia sine begreber om absolut tid og absolut rum. Sk nt alle positionsbestemmelser i rummet er relative, og tidsbestemmelser sker i relation til et vilk rligt valgt nulpunkt, fx Kristi f dsel, har vi alligevel, mente Newton, brug for absolutte og sande tids- og rumbestemmelser. Men hvorfor er relative bestemmelser ikke tilstr kkelige? Fordi der er forskel p relative og absolutte eller sande bev gelser. I det sidste tilf lde skal der altid en kraft til at s tte den tr ge masse i bev gelse, hvilket ikke altid er n dvendigt, n r talen er om relative bev gelser.
LYSETS NATUR
Lysets natur har siden oldtiden v ret genstand for teoretiske overvejelser og fysisk eksperimenteren. Allerede Aristoteles tillagde lyset partikelkarakter, og der var langt op i det 17. rhundrede enighed om, at det forholdt sig s dan. Ogs Newton delte denne opfattelse af lysets natur, hvorimod den hollandske fysiker Christiaan Huygens (1629-95) i en afhandling om lyset udgivet i 1690 argumenterede for, at lys er b lger i en ther, der udfylder hele rummet.
Studiet af lys var ikke blot et fysisk anliggende, det var ogs et religi st anliggende ikke mindst i det 17. rhundrede, hvor religion og videnskab var v vet t t sammen. If lge Det Gamle Testamentes skabelsesberetning blev lyset skabt p skabelsens f rste dag, Og Gud s , at lyset var godt . Middelalderens j diske, kristne og islamiske forfattere kunne derfor h vde, at studiet af lyset bragte dem t ttere til guddommen.
I 1672 udgav Newton sit f rste videnskabelige arbejde, som netop omhandlede lyset, og hvori han viste, at det hvide sollys er sammensat af seks forskellige slags farvet lys. Da farver er egenskaber, som m tilskrives en genstand, rejser sp rgsm let sig, hvad lys egentlig er for noget. Hertil svarede Newton, at han udelukkende besk ftigede sig med at opstille love for optiske f nomener, og at han ikke ville blande usikre gisninger om lysets natur sammen med sikre resultater af fysiske eksperimenter. Implicit skelnede han mellem p den ene side love og teorier, der opstilles ud fra eksperimenter og iagttagelser, og som i matematisk form udtrykker de regler, som f nomenverdenen er underkastet, og p den anden side forklaringer af de iagttagede f nomener ud fra deres antagne rsager. Kun det f rste, tilkendegav han, var hans anliggende.
Newtons p visning af lysets sammensatte natur gav anledning til en omfattende polemik, som igennem en lang rr kke fik ham til at afholde sig fra at publicere. S ledes blev hans matematiske opdagelse f rst kendt i begyndelsen af det 18. rhundrede. En af grundene til polemikken var, at det fors g, som for Newton havde v ret afg rende, fandt samtiden det s godt som umuligt at gentage. Dette var imidlertid ikke us dvanligt. Fx havde Robert Boyle i en r kke fors g p vist, at det var muligt at frembringe et tomrum, hvilket gendrev b de Aristoteles og Descartes p stand om, at et tomrum er en umulighed. Man talte ligefrem om naturens horror vacui , dens frygt for det tomme. Boyle havde konstrueret en luftpumpe, som stort set kunne t mme en beholder for luft; men den var s vanskelig at h ndtere, at det mislykkedes for langt de fleste, der fors gte p det, at gentage hans eksperimenter. Ofte har man ment, at hvor den naturfilosofiske spekulation tidligere havde v ret netop spekulation, s gav erfaringen det 17. rhundredes naturforskere fast grund under f dderne, fordi de iagttagelser, de indsamlede, og de eksperimenter, de foretog, var gentagelige. Det var de ogs - i princippet, men langtfra altid i virkeligheden. Videnskabens etik tilsagde, at man fremlagde sit erfaringsmateriale uden at forvanske det, og man derfor m tte tros p sit ord. Det var ikke s meget gentageligheden som den enkelte naturforskers sanddruhed, der var afg rende.
Det var selvf lgelig velkendt, at en str le hvidt sollys, som passerer et prisme, vil resultere i lys af forskellig farve. Den g ngse opfattelse i samtiden var, at det ene og alene var prismet, der ndrede sollysets karakter. Men Newton anede en anden mulighed, nemlig at sollyset var sammensat. Der var s ledes to forklaringer eller teorier at v lge imellem. Newton planlagde og gennemf rte et eksperiment, ud fra hvis resultat der entydigt kunne v lges mellem de to forklaringer. Igennem et hul i en sk rm blev en lysstr le sendt gennem et prisme, s ledes at et spektrum blev kastet op p en sk rm placeret bag ved prismet. Der, hvor fx den violette farve befandt sig p sk rmen, blev boret et hul, s ledes at den violette str le kunne passere. Det violette lys blev sendt gennem endnu et prisme og blev derefter opfanget af endnu en sk rm.

  • Accueil Accueil
  • Univers Univers
  • Ebooks Ebooks
  • Livres audio Livres audio
  • Presse Presse
  • BD BD
  • Documents Documents