Verdensbilleder
82 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Verdensbilleder , livre ebook

-

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus
82 pages
Danish

Vous pourrez modifier la taille du texte de cet ouvrage

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

Description

Vi befinder os altid her og nu, et eller andet sted i rum og tid. Men hvad er rum og tid egentlig? Verdensbilleder fortAeller historien om, hvordan vores opfattelse af rum og tid har Aendret sig i takt med fysikkens og den tekniske udviklings fremskridt. De gamle grAekere troede, at Jorden stod stille i midten af kosmos. Totusinde ar senere fremsatte Kopernikus den tanke, at Jorden i virkeligheden bevAeger sig rundt om Solen. Kikkertens udvikling bekrAeftede Kopernikus' ide, men afslorede ogsa, at Solen blot er en stjerne blandt mange andre i mAelkevejen - og at disse blot danner en galakse blandt utallige spredt ud i et ufatteligt stort verdensrum. Den nAeste store revolution kom, da Einsteins teorier viste, at rum og tid ikke er adskilte, men i virkeligheden er en rumtid. I dag er vores her og nu derfor ikke lAengere, hvad de har vAeret, og mennesket har endnu engang skulle finde sig i et nyt verdensbillede.

Sujets

Informations

Publié par
Date de parution 03 octobre 2008
Nombre de lectures 0
EAN13 9788771247589
Langue Danish

Informations légales : prix de location à la page 0,0065€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.

Exrait

Jan Faye
Verdensbilleder
fra rum og tid til rumtid
Til Vera og Petra
Forord
Denne bog handler om menneskets forestillinger om verden globalt set, om hvordan vort syn p rum og tid, og mangfoldigheden imellem, har forvandlet sig igennem tiderne. Forst elsen af rum og tid er grundl ggende for det fysiske verdensbillede, og et par gange siden oldtiden har vor opfattelse ndret sig markant. Selv finder jeg denne udvikling utrolig sp ndende og udfordrende. Den st r som en af de st rste filosofiske og videnskabelige pr stationer i menneskehedens historie. Derfor mener jeg ogs , at det h rer med til vor forst else af os selv, at vi ved noget om, hvordan den verden, vi lever i, er fremkommet, og hvordan vor forst else har ndret sig i samspillet med teknikkens udvikling. Uden kikkerten og radioteleskopet, uden spektrometret og computeren, og uden satellitter og ville vort verdensbillede siden antikken ikke have ndret sig mere end en t ddel.
Jeg har bestr bt mig p at skrive formidlende og ikke alt for teknisk uden at miste blikket for detaljerne. Flere har genneml st og kommenteret dele af manuskriptet. Is r vil jeg takke fysikeren Ulrik Uggerh j for kyndige kommentarer. Han udgav for et par r siden bogen Tid - Den relative virkelighed , der kan l ses som supplement til denne bog. Samme varme tak skal lyde til cand.phil. Ulla Spilok, der med lup har genneml st og kommenteret manuskriptet, og til filosoffen Steen Brock, der fik sat mig i gang med bogen. Docent, dr.phil. Carl Henrik Koch har uden sm lighed delt sin viden om Gassendi og Newton, hvilket jeg er ham taknemmelig for. Hans nylig udkomne bog om Newton, Natur, Videnskab og Metafysik , giver en filosofihistorisk indf ring i Newtons verden og kan p det varmeste anbefales. Endelig skal der ogs rettes en s rlig tak til Cecilie Eriksen for fine redaktionelle kommentarer, samt til Aarhus Universitetsforlag for at lade bogen udkomme.
Kgs. Lyngby, 24. marts 2008
1. Introduktion
Hvordan laver man et verdensbillede? Jo, man tegner et portr t af universet, et der viser rum og tid, og materien og stoffet heri. Og s finder man menneskets plads iblandt. Verdensbilleder har det som stil og mode, de kommer og g r, om end de er betydeligt mere sejlivede end den pynt, vi normalt h nger p os selv eller omgiver os med. Engang indtog mennesket den helt dominerende plads i dets egen verdensforestilling, i dag optr der det som en uanseelig accent i et lille hj rne af et hj rne af et ubeskriveligt stort kosmos. Dengang var der rigeligt med plads til guddommelige v sner, men jo mere omfattende og detaljerede billederne blev, desto mindre plads var der tilbage til Guds funktioner, og han er efterh nden gledet mere eller mindre ud. De mest gangbare verdensbilleder knytter sig til tre navne i t nkningens historie: Aristoteles, Newton og Einstein. Mere end andre st r de henholdsvis for: 1) det antikke verdensbillede ; 2) det klassiske verdensbillede ; og 3) det moderne verdensbillede . Ingen af dem stod alene, de lod sig, som vi skal se, inspirere af dem, der gik forud, og efter dem har andre arbejdet videre med de manglende partier.
Et verdensbillede er ikke en verdensanskuelse. Et verdensbillede skildrer livet, jorden og himmelrummet omkring os, mens en verdensanskuelse st r for en samlet opfattelse af menneskelivet ud fra religi se, moralske, politiske og sociale v rdier. Et verdensbillede er noget, vi deler med andre, i den udstr kning b de de og vi er oplyste, en verdensanskuelse kan vi derimod st ret alene med.
Tiden er ikke til at komme udenom. Vi er styret af tiden, uden at vi altid t nker over, at minutterne og sekunderne st digt afl ser hinanden. Vi bliver f rst rigtigt opm rksomme p f nomenet, n r vi praktisk talt snubler over det enkelte jeblik, n r en oplevelse afgr nser sig fra en anden, og dens fylde m rkes i os. Forsvinder jeg rundt om et gadehj rne fra skyggen ind i sollyset, f ler jeg kroppens rytme og oplever lysets reflekser og dets pludselige forvandling. Jeg fornemmer jeblikkeligheden i det relevante jeblik. Mennesker bliver p den m de mindet om, at de ikke blot lever med tiden, men at de lever i den. Vi fastholder henf rt jeblikket for at m tte slippe det igen. Vi sammenligner det nye med det, der gik forud, og det, der f lger efter. Bladenes rislende bev gelse i vinden, b lgernes till b p stranden, og skyernes flugt under himlen giver os indtryk af jeblikkets rastl se gang, der aldrig lader sig standse. Tiden viser sig ogs i solens skiftende placering p himlen, i den stadige vekslen mellem dag og nat, og i rstidernes kommen og g en; helt almindelige oplevelser, som vore forf dre erfarede, l nge f r de kunne s tte ord p . Tiden er med os overalt.
Ligesom det i b rnesangen lyder Bl sten kan man ikke f at se, men n r st v og visne blade fyger rundt p vej og gade, s er det let at g tte, at det bl ser , g lder det ogs , at vi ikke kan f tiden at se. Vi kan se ting, der forandrer sig. Vi bruger ure til at holde os ajour med tingenes gang, men selve tiden er ganske usynlig. Det rejser naturligt sp rgsm let, om tiden er en foruds tning for forandring - eller om tiden blot er identisk med tingenes forandring. At bl sten og tiden ikke kan ses, udelukker ikke deres eksistens. Vi kan heller ikke se atomer, men det f r os ikke til at afskrive dem. S n r vi ikke kan se tiden, hvordan kan vi s afg re, at den eksisterer, og hvordan finder vi ud af dens natur?
Det er ikke underligt, at tiden virker uh ndgribelig og vanskelig at tale om konkret. Kirkefaderen Augustin (354-430) kendte problemet, da han til sp rgsm let om, hvad tid er, bem rkede, at dersom ingen sp rger ham, s kender han svaret, men n r nogen sp rger ham, s ved han det ikke. Siden er filosofferne og fysikerne - ogs n r man spurgte dem - blevet i stand til at sige lidt mere om, hvad tiden kan v re. Alligevel m man give den engelske filosof Jonathan Lowe ret i, at tidens natur m ske er det mest besynderlige og benbare paradoksale tr k ved verden. 1
Det er f rst og fremmest tingenes fysiske forandringer, der f r os til at tale om tidens gang. Forandringerne kommer og g r, og en m de at tale om det p er at omtale dem som fortidige, nutidige eller fremtidige. Fortiden best r af det forgangne, det, der var , har v ret eller er sket tidligere. Nutiden er det aktuelle, det, der er eller sker lige i dette jeblik. Og fremtiden udg res af det forest ende, alt det, der vil v re eller vil ske senere. Nutiden adskiller fortiden fra fremtiden. Overgangen mellem fremtiden og fortiden er det kortlivede tidsrum, hvor alt opst r, virkeligg res og ndres for hurtigt at tilintetg res igen. F r noget indtr ffer eller begynder, tilh rer dets mulighed det tilstundende, men efter at det er indtruffet eller oph rt med at eksistere, bliver det en del af det forgangne. Fremtidens begivenheder er dem, der endnu ikke p g r, fortidens er dem, der udspillede sig engang, mens nutidens er dem, der er p .
P denne m de fik mennesker for l nge siden sat begreb p egne tidsfornemmelser. Det var ogs praktisk at kunne ordne indtrykkene, s der kunne holdes status over en r kkef lge. Til det form l var deres egne erindringer for up lidelige. Is r nskede fortidens mennesker at kunne holde regnskab med rstiderne af hensyn til jagt, fiskeri og dyrkning af markerne. Mange dyr, fugle og fisk bev ger sig med de skiftende rstider, og nedb r og temperatur veksler med Solens placering p himlen. Man tog bestik af Solens og stjernernes rlige vandring og opstillede de f rste simple kalendere. Man fik efterh nden brug for ikke blot at kunne t lle dage, men ogs at kunne opdele dagen i tidsrum mindre end morgen, formiddag, middag, eftermiddag og aften. Solens skiftende h jde over horisonten, og dens faste opgang i st og nedgang i vest, gav mulighed for at inddele dagen i timer og minutter. Man skabte solure til at vise, hvilken tid p dagen Solen angav, at det var.
I l ngden var de f rste kalendere og solure for upr cise. For Solens bev gelse er nok regelm ssig, men Solens og Himlens omdrejning over Jorden passer ikke helt sammen med ret, s at for rsj vnd gn falder p samme dag r efter r. Teknologien udvikledes, kalenderne justeredes og forbedredes, og man fik lidt efter lidt skabt nye redskaber til at m le tiden med; redskaber der ikke var afh ngige af, om man altid kunne se Solen, eller som var f lsomme over for Solens konstant svingende bev gelse. Man opdagede pendulet og konstruerede de f rste mekaniske ure. Med nye m leredskaber blev tidens perioder inddelt i timer, minutter og sekunder og br kdele deraf.
Kalendere og ure er m leredskaber, som giver os mulighed for at s tte dato og klokkesl t p begivenheder og dermed arrangere dem i r kkef lge. Ligesom andre m leredskaber angiver de en v rdi for en egenskab ved den ting, de m ler p . Det, der m les p , er forskelligt fra det, der m ler. Herom er de fleste enige. S tid er forskellig fra ure og kalendere. Men hvis m leredskaberne er forskellige fra tiden selv, hvad er da den egentlige tid? Den almindelige mening forbinder tiden med vore mest almenmenneskelige oplevelser af tingenes forandring.
Men sansningen er ikke alene om at bidrage til vor tidserfaring. Oplevelsen af tidens gang beror i mindst samme grad p vore handlinger. Kalenderne og urene bringer et helt nyt aspekt til tidserfaringen, som beror p vore handlinger. Vi er ikke blot interesseret i at vide dag og tid; vi nsker at vide, at det i dag er den 23. maj, og nu er klokken 12. Uden disse oplysninger vil vi hverken kunne reagere eller undlade at reagere p datoen eller klokken. Det er ikke nok at vide, at den 23. maj er det min kones f dselsdag, dersom jeg ikke ved, om det er i dag . Ej heller er det tilstr kkeligt for mig at vide, at jeg skal hente min datter senest kl. 17, hvis jeg ikke ved, om klokken nu er 16, eller om den blot er 11.30. Kendskabet til, om et bestemt r, dag og klokkesl t h rer til nuet, eller om tidspunktet er forbi eller f rst indfinder sig senere, synes at v re en betingelse for, at vi kan handle med forventelig succes. Det er ikke alene sanseerfaringer, der bidrager til at give os en forst else af tidens karakter. Ogs vore handlinger sp der til. Handlingens udf relse synes at foruds tte, hvis dens nskede virkning skal indtr ffe, at der er noget, som er nu, noget andet, som var i g r, og noget tredje, som vil ske i morgen.
Handlinger retter sig i vrigt mod nutiden og fremtiden, aldrig mod fortiden. Handlinger kan ikke orienteres mod fortiden, da eventuelle konsekvenser allerede ville v re forbi, og fordi man ikke kan omg re det uoprettelige. Man skal, som det hedder, ikke gr de over spildt m lk. Derimod har vi frihed til at bestemme, hvad vi vil g re, og det er s i nuet, at vi handler for at skabe det, vi gerne vil have skal ske. Lad os se fremad, som det siges af den, der har beg et et fejltrin og nu pr ver at undg kritik. Handlinger rettes med rette mod fremtiden. Af samme grund knyttes ris og ros til fortidens d d, mens opmuntring og tilskyndelse er tilkendegivelser, der kun giver mening over for handlinger, der endnu blot er under overvejelse. Derudover er vore psykologiske evner og tilb jeligheder i h j grad sammenkoblede med mulighederne for handling.
Forskellige psykologiske tilstande orienterer sig forskelligt mod fortiden og fremtiden. Bekymringer, forventninger, frygt, h b og nsker sigter mod fremtiden. Vi n rer normalt ikke h b til fortiden - det giver ingen mening at h be p , at Danmark skal sl Sverige i fodbold, hvis det er dagen efter, at Danmark har tabt kampen. P samme m de kan vi ikke frygte, hvad fortiden vil bringe. Jeg kan frygte mit bes g hos tandl gen i morgen, og f rst n r jeg g r derfra dagen efter, giver det mening at sige: Gudskelov og tak det er overst et. Ogs forventninger er fremtidsrettede: Vi kan ikke have viden om ting, som endnu ikke er indtruffet. Vi kan derimod forvente noget, som vi ved ikke er sket endnu, men som vi regner for sandsynligt. Denne retningsbestemthed af frygt og forh bning falder sammen med, at handlinger uden undtagelse orienterer sig mod fremtiden. Fremtiden kan falde anderledes ud, end vi forventer, nsker og h ber p . Men vi g r os h b om, at vore handlinger kan f indflydelse p , hvordan udviklingen vil forme sig.
Omvendt findes der ogs psykologiske tilstande, der orienterer sig mod fortiden: Gl de, skadefryd, rgrelse og sorg er f lelser, vi n rer over for h ndelser i fortiden. Erindringer er om fortiden; vi husker den film, vi s i g r, men kan umuligt huske den, vi skal se i morgen - hvis vi da ikke allerede har set den en gang. Og vi begr der eller gl des over ting, der er sket, aldrig over ting, der endnu ikke er indtruffet. Her h nger erindringen, gl den og sorgen sammen med fortidens uforanderlighed. Fortiden er, som den var, og ingen handling kan lave om p det. Vi kan umuligt erindre begivenheder, som vore handlinger bagefter kan lave om p . I s fald erindrer vi ikke fortiden, som den oprindeligt udspandt sig. Det giver ligeledes kun mening at s rge eller gl des over fortidens h ndelser, s fremt disse ikke senere st r til at omg re. Kunne de ndres, var der ingen grund til sorg eller gl de. Konsekvenserne vil altid v re der, og de kan kun afb des ved at handle p ny.
Det er utvivlsomt, at vor grundl ggende forst else af tiden og de muligheder, tiden giver os, er dybt rodf stet i s danne erfaringer. Mand og mand imellem ser vi p tidens gang som en uoprettelig forandring af os selv og verden omkring os, som kun erindringen, spor og materielle optegnelser kan hj lpe os til at fastholde. Vi har blot livet til l ns. Det er den almene tidserfaring, hvert nyt menneske g r sig. I nyere filosofi har Edmund Husserl (1859-1938) udarbejdet en f nomenologisk tidsopfattelse, der p mange m der netop giver en filosofisk udl gning af disse hverdagsoplevelsers grundvilk r.
Men der findes en helt anden historie at fort lle. Filosofien og videnskaben har i dag skabt en forst else af verden, som ikke svarer til den, der udspringer af vor umiddelbare sanseanskuelse, og som gradvist er blevet til ved, at man mere og mere har fjernet sig fra hverdagslivets f nomenologiske udgangspunkt. Det er denne udvikling, som vil blive fortalt i denne bog. F rste skridt i historien blev taget, da man skelnede mellem tiden selv og det, der er i tiden. Tid er ikke det samme som tings forandring. P den ene side best r tiden af tidspunkter ; p den anden side findes ting og begivenheder i tiden, hvor de optager et eller flere tidspunkter. Hvad der kan siges om tiden, er derfor ikke n dvendigvis det samme som det, der kan siges om ting og begivenheder i tiden. Det kommer ganske an p , hvordan man ser forbindelsen mellem dem.
For at forst tiden og det, den afstedkommer, m vi ogs se p landvindingerne i kendskabet til rummet. I moderne fysik h nger rum og tid sammen, og man vil ikke kunne begribe tiden uden rummet. Hos Newton eksisterer tid og rum endnu adskilte, men i relativitetsteorierne er de forenede. Om rummet g lder ogs , at vi ikke kan se det. Vi kan se ting i rummet, men rummet selv er gennemsigtigt og helt usynligt. Det, vi erfarer, er rumlige afstande mellem tingene. Dermed ikke sagt, at rummet ikke ville v re der, hvis tingene i rummet forsvandt. Newton introducerer en sammenligning mellem rum og almindelige materielle genstande. Rummet er en genstand, sk nt en meget speciel genstand - en slags immateriel beholder, der kan rumme materielle ting. Beholderen eksisterer forud for og helt uafh ngigt af tingene i beholderen. Stedet bliver p den m de adskilt fra den tilf ldige ting, som optager det. Rummet kan karakteriseres som en m ngde t tpakkede steder eller punkter. Om stedet s kan eksistere uafh ngigt af den ting, det indeholder, er et sp rgsm l, som fysikere og filosoffer har givet skiftende svar p .
Tanken har begrebsligt adskilt stedet fra genstanden, p samme m de som den har adskilt tidspunktet fra begivenheden. Adskillelsen er ikke n dvendigvis reel; det kan v re, at der i virkeligheden ikke findes noget selvst ndigt rum og nogen selvst ndig tid. Holder man alligevel fast i deres uafh ngighed, g r man det m ske, fordi man forveksler en geometrisk model af rum og tid med den fysiske virkelighed. Man kan nemlig ikke uden videre overf re en matematisk model p den fysiske virkelighed. Enhver fysisk fortolkning af matematiske strukturer vil altid skulle begr nses af teoretiske overvejelser og eksperimentelle muligheder. Det kan m ske bedst sammenlignes med vores brug af landkort. Et kort over en by, en egn eller et land er ogs en model af virkeligheden, der giver os en symbolsk gengivelse af gader, veje, huse, skove, s er osv. Og selv med en signaturforklaring ved h nden ved vi jo godt, at virkeligheden tager sig anderledes ud end p kortet.
Den matematiske beskrivelse, vi finder i Newtons fysik, s tter ingen gr nser for rummets og tidens udstr kning. Den oldgr ske matematiker Euklid (ca. 325 - ca. 265 f.v.t.) havde netop i sin bog Elementer givet en samlet matematisk beskrivelse af linjer, flader og volumener, der uden videre kunne bruges som grundlag for Newtons teori om rum og tid. Den euklidiske geometri giver en matematisk model af rummet, og modellen g r ikke ende p rummets udstr kning. Rummet hos Newton er uendeligt i sit omfang, besidder en tredimensionel euklidisk struktur og vedvarer i tiden p samme m de som almindelige ting, men som kontrast til dem eksisterer det totalt uforandret igennem tiden. Og lader man tiden repr senteres af en linje, vil tiden v re uendelig lang ligesom linjen og talr kken. Newton vidste imidlertid godt, at tyngdekraften f r eller siden ville f alle stjernerne til at s ge sammen i en stor klump. Dog kan vi se, at det ikke er sket. S da det ikke er sket, m universet enten v re uendeligt stort, hvorved tyngdep virkningen udlignes, idet der tr kkes fra alle kanter lige meget i Solen, eller skabelsen kan ikke v re s rlig gammel. Nok troede Newton p en skabende og opretholdende Gud, men han var alligevel s meget fysiker, at han valgte den uendelige l sning.
I dag ved vi, at universet ikke har en uendelig alder. Moderne astronomi fort ller os, at universet blev dannet for omkring 13-14 milliarder r siden ved en ufattelig energiudladning, der kaldes for Big Bang, og som fik energi og stof til at spredes for alle vinde. 2 Et tegn herp ser astronomerne i, at galakserne fortsat fjerner sig fra hinanden. I Newtons optik fandtes galakser ikke, og Solen stod bomstille. Hans synspunkt var et opg r med en endnu ldre og mere jordn r betragtning, der sagde, at det var Jorden, der befandt sig i verdensrummets midte. Nat og dag fremkom ved, at Solen og planeterne drejede rundt om Jorden. Om dagen stod Solen op i st og gik ned i vest, og om natten fulgte stjerner og planeter beslutsomt efter. Ingen kunne v re i tvivl om, at Jorden havde en ganske s rlig plads i kosmos.
Aristoteles fysik var bygget op omkring denne s kaldte geocentriske grundantagelse, og den gr ske astronom Ptolemaios formulerede nogle rhundreder senere en matematisk model til at beskrive planeternes bev gelser omkring Jorden. Der skulle g mere end tusinde r, f r Kopernikus tog en dyb ind nding og gjorde op med Ptolemaios tankegang om Jorden i midten. Han placerede i stedet Solen i verdens centrum. Jorden roterede om sig selv en gang i d gnet, og det tog et r for den at cirkle rundt om Solen. Det var det heliocentriske system, der gjorde det n dvendigt at formulere en helt ny fysik, og det lykkedes for Newton at l se den opgave.
Men med opdagelsen af det ekspanderende univers, hvori galakserne hastigt bev ger sig bort fra hinanden, kan Solen heller ikke betragtes som verdensrummets midtpunkt. Der er intet sted i rummet, som er mere privilegeret end noget andet, og netop Einsteins relativitetsteorier giver os mulighed for at forst , hvorfor intet legeme kan udn vnes til at v re i rummets centrum. Der findes intet absolut her og intet absolut d r, fordi alle ting er i bev gelse i forhold til hinanden, og steder synes kun at kunne bestemmes i forhold til ting, der optager dem.
Det gede kendskab til verden har gradvist ndret vor tro p , at der findes et privilegeret sted i universet. Men vi oplever desto st rkere, at et tidspunkt udm rker sig fra alle andre tidspunkter ved at v re nuet. Relativitetsteorierne stiller p den anden side sp rgsm l ved, om der findes et s dant privilegeret tidspunkt, et absolut nu, der adskiller fortiden fra fremtiden. For Newton var alle h ndelse, der var samtidige, en del af dette nu. Rum og tid forenes som sagt i relativitetsteorierne, og det sker p bekostning af det absolutte nu. Det har f et mange filosoffer til helt at opgive tanken om, at nuet udg r et enest ende tr k ved virkeligheden. Ordet nu angiver ikke et s rligt objektivt tidspunkt, mere end ordet her angiver et s rligt objektivt sted.
Den relativistiske forening af rum og tid udsletter ikke helt forskellene mellem dem. Vi kan nemlig rejse frem og tilbage i rummet, mens rejser frem og tilbage i tiden blot synes at udspringe af science fiction-forfatternes fantasi. Alle rumlige retninger er lige farbare, ingen retninger er mere privilegerede end andre, hvorimod n retning i tiden synes at have monopol. Hvordan forklarer man denne forskel, hvis den ikke har at g re med fortidens jagt p fremtiden? Der foreligger forskellige forslag, som knytter sig til m den, de fysiske processer udvikler sig p .
Der er lang vej fra dagligliv til Big Bang. Turen sp nder over en udvikling i menneskets erkendelse, som byder p en m ngde skiftende forst elser af verden. Vi skal f lge de mest indflydelsesrige tanker, som mennesker igennem tiden har gjort sig om rum og tid og universet. Siden er nogle af disse ideer blevet st ende som skels ttende, og senere generationer har igen og igen s gt tilbage til dem. Fordi de har markeret sig ved en fornyelse og originalitet og stor anvendelighed og forklaringskraft, er de g et hen og er blevet til verdensbilleder.
2. Aristoteles verden
Med s meget andet var Aristoteles (384-322 f.v.t.) den f rste, der s gte at give en pr cis redeg relse for, hvordan verden er indrettet, og hvori rum og tid best r. Han var den f rste, der gav en samlet forklaring p f nomenerne bev gelse og forandring, s dan som vi m der dem i naturen. Han var ogs den f rste, der gav en systematisk redeg relse for logikken og retorikken, og hans etik er den f rste samlede filosofiske angivelse af, hvordan mennesker skal handle og behandle hinanden. Desuden formulerede han nogle af de mest fundamentale begreber, som ligger til grund for vor forst else af naturen, mennesket og verden. Der var simpelthen ikke det omr de af tilv relsen, han ikke havde en argumenteret mening om og p afg rende vis satte sit pr g p . Det er kendetegnende for al Aristoteles filosofi, at han s ger at t nke konkret om de mest komplicerede ting ved at tage udgangspunkt i vores sansning. Det g lder ogs hans fremstilling af rum og tid, hvor han, som vi skal se, bestemmer tiden som et forhold mellem rumlig udstr kning og bev gelse.
Hos Aristoteles befinder Jorden sig i midten af verden. Himlen er over os, og Jorden under os. Himlen er guddommelig, fordi den flytter sig i ring i en evig bev gelse. For runde legemer er bev gelse i en cirkel den naturlige bev gelse. Jorden er rund ligesom Himlen, men fordi midten i den cirkelformede bev gelse st r stille, befinder Jorden sig i midten af den kosmiske omdrejning, mens Solen, M nen, planeterne, kometerne og stjernerne bev ger sig rundt om Jorden n gang i d gnet. Allerede her ser vi, at Aristoteles forholder sig strikt til erfaringen. Men Aristoteles fandt ogs andre argumenter for en stillest ende Jord.
I sit skrift Om Himlen p pegede han, at der skulle v re en vinkelforskel til stjernerne, hvis Jorden bev gede sig rundt om Solen. Men en s dan kunne ikke observeres. Det udgjorde siden hen den st rkeste grund for den danske astronom Tycho Brahe til at afvise det heliocentriske verdensbillede. Man kunne heller ikke observere Jordens rotation, som man forventede m tte vise sig ved voldsomme storme fra st mod vest, ligesom man m tte forudse, at skyerne i s fald aldrig bev gede sig mod st. En sten, som blev kastet lige op i luften, landede ogs p det sted, hvor den blev kastet op fra. Ogs dette fandt man uforklarligt, dersom Jorden ikke stod stille. Alt dette anf rte Ptolemaios nogle hundrede r senere i sit forsvar for det geocentriske system. Mest afg rende var det dog, at man med Aristoteles fik en bev gelsesl re, som hvilede p det geocentriske verdensbillede, og at man med Ptolemaios epicykler, s rlige cykliske kurver fremkommet af p hinanden rullende cirkler, fik en matematisk model for Solens og planeternes bev gelser, som kunne bruges til at forudsige deres positioner p himlen.
Aristoteles opdelte al bev gelse i to former: den naturlige bev gelse og den forcerede bev gelse. Ting, der str ber efter deres naturlige sted, indg r i den naturlige bev gelse. En sten, der falder til jorden, bev ger sig mod sit naturlige sted, fordi den af naturen er tung og derfor s ger mod jorden, mens ild stiger op mod himmelen, fordi ildens natur er varm og let, s dens naturlige plads er i Himlen. Naturlig bev gelse beh ver ingen forklaring. Verden er indrettet, s der findes et absolut op og et absolut ned. Fordi Jorden altid er placeret lige midt i verdensrummet, kan man sige, at den er i absolut hvile i forhold til rummet, og at ting, der er i den naturlige bev gelse, befinder sig i en absolut bev gelse i forhold til rummet. Og fordi op og ned, og det der f lger deraf, aldrig kan v re andet end bestemt i forhold til Jordens absolutte placering i rummet, fremst r disse retninger som absolutte.
Den bev gelse, som kr ver en forklaring, er den forcerede bev gelse, det er den bev gelse, der forekommer relativt til tingenes naturlige sted og dermed til det absolutte rum. En s dan bev gelse kan kun foreg , hvis der er ydre kr fter, som tr kker eller skubber den p g ldende ting. En hestevogn flytter sig kun, fordi der er heste, som tr kker den, og en pil forlader kun buen, fordi buestrengen skubber pilen fremad (og siden er det luften, der forts tter med at skubbe). S for Aristoteles skal enhver relativ bev gelse forklares som en funktion af den kraft, der virker p et legeme.
Rummet
Enhver bev gelse sker i rum og tid. I oldtiden blev forskellige argumenter fremf rt for bev gelsens umulighed. Mest ber mt er Zenons paradoks med Akilleus og skildpadden. I alt pr senterede Zenon verden for s danne fire paradokser, som Aristoteles s gte at tilbagevise t for t i sin bog Physica . Hans argumenter fort ller os noget interessant om, hvordan han s p forholdet mellem udstr kning, kontinuitet og bev gelse. Men her skal vi f rst og fremmest se p , hvordan han tacklede rum og tid.
I Physica rejser Aristoteles sp rgsm let, om rummet eksisterer. 3 Det besvarer han bekr ftende, fordi enhver ting m befinde sig et sted, og samme sted kan successivt give plads for forskellige ting. Det l gger op til, at rummet er adskilt fra legemerne, og at alle sanselige ting befinder sig et sted. Dern st nsker Aristoteles at f at vide, hvad rummets natur er. Stedet er hverken stof eller form, fastsl r han. For, som han argumenterer, stedet kan adskilles fra dets indhold, derfor kan det ikke v re form, og da rummet er i stand til at indeholde stoffet, kan det ikke v re stof. 4
If lge Aristoteles kan vi l re, hvad rummet er, ved at studere dets egenskaber: 1) Rummet indeholder den ting, hvis sted det er. 2) Det er ikke en del af de ting, som det indeholder. 3) En tings prim re plads er ikke st rre eller mindre end stedet. 4) Rummet er i stand til at blive efterladt af den ting, som det indeholder. 5) Alle steder tillader at skelne mellem op og ned. 6) Ethvert legeme bev ger sig imod dets naturlige sted for at hvile der. Rummet synes at kunne v re et med det, som det indeholder, samtidig med at indholdet kan udskiftes. Rummet virker som en beholder. Men rummet er alligevel ikke en beholder med en permanent st rrelse, fordi der inden for et rumligt interval vil v re uendeligt mange steder (vi kan vedblive med at opdele en linje i nye linjestykker). Aristoteles konklusion er, at rummet hverken er form, stof eller et permanent interval mellem indersiderne af en beholder. S hvis stedet ikke er nogen af disse tre ting, s m det v re gr nsen af det indeholdte legeme. 5 Rummet er s ledes ikke identisk med indersiden af en beholder, men med ydersiden af det, der er i beholderen.
S Aristoteles karakteriserer rummet som gr nserne, inden for hvilke et legeme befinder sig. Man kan sige det s dan, at rummet udg r et legemes overflade mod de til enhver tid omgr nsende legemer. Et legeme i bev gelse vil derfor ogs altid v re p et sted, selv om det flytter sig i forhold til omgivelserne. Af samme grund mente Aristoteles, at der ikke fandtes tomrum eller noget sted uden for universet. Et tomrum ville kr ve, at der var et permanent, uafh ngigt interval mellem det, der omgav tomrummet, og tomrummet selv. Desuden befinder universet sig ikke noget sted, da intet legeme omgiver det. Det m bero p , at universet ingen yderside har, som s tter gr nserne for det, der ligger udenfor. Vi kan derfor slutte med Aristoteles, s fremt vi medgiver ham pr misserne, at et legeme, som ikke selv er omgivet af andre legemer, ikke er p et sted.
Aristoteles forstiller sig alts ikke rummet som en slags selvst ndig beholder, der indeholder tingene. En tings sted er dens n rmeste ubev gelige gr nse mod omgivelserne. Samtidig kan legemer godt bev ge sig i rummet, hvis de er p vej mod deres naturlige sted, hvor de vil v re i kraft af sig selv, eller hvis de tvinges til at bev ge sig. Rummet bliver derfor en slags kvalitativt m l for en tings udstr kning i forhold til andre legemer. Eller som Aristoteles siger: Stedet er sammenfaldende med tingene, for det, som begr nser noget, er sammenfaldende med det, som begr nses. P standen ville v re forkert, hvis Aristoteles her havde t nkt p rummet som en beholder, fordi en vandbeholders fysiske inderside begr nser vandets rumfang uden selv at v re sammenfaldende med vandet. Men forst s den, som at stedet er begr nset af tingenes yderside, synes tankegangen at v re holdbar.
If lge Aristoteles analyse har rummet om ikke en absolut natur s en absolut struktur. Universets midte og den yderste del af himmelkuglen er henholdsvis absolut op og ned, fordi den f rste altid er i ro, og den sidste forbliver, hvor den er. Rummet f r dermed en iboende retning, som fremkommer ved tings naturlige bev gelse. De naturlige steder er absolutte, de er det, de er, fordi hver enkelt ting h rer til, hvor den h rer til, i kraft af sig selv.
Siden Aristoteles har vi skiftet verdensbillede et par gange, og med NASAs billeder ude fra rummet, hvor vi ser jordkloden h nge oppe over rumf rgen Discovery , f r vi en klar demonstration af, at der ikke findes et absolut op og ned i rummet. Derfor kan Aristoteles forst else af rummets retninger virke lidt fremmedartet. Det er ogs uklart, hvad han egentlig forestillede sig, at rummet er, fordi han ikke havde udviklet et begrebsapparat, der satte ham i stand til at stille sp rgsm l, som vi filosoffer naturligt ville stille i dag. Hvad er rummets natur? Ans han eksempelvis rummet for at v re substantielt eller relationelt, eller noget ganske tredje? Det f rste mente han nok ikke, men hvad mente han s ? Et bedre indblik i hans forst else f r vi m ske fra diskussionen af tiden.
Tiden
Aristoteles stiller ogs sp rgsm let, om tiden eksisterer, og sp rgsm let om dens natur. De samme sp rgsm l havde han oppe at vende, da han behandlede rummet, og m ske viser det os, at han nskede at give rum og tid samme ontologiske status. Ud fra en umiddelbar betragtning, siger han, ville vi forvente, at tiden ikke eksisterede, eller i det mindste knap nok og p en besynderlig m de. 6 For en del af tiden har v ret og eksisterer derfor ikke, mens en anden del vil v re og eksisterer s ledes ikke endnu. Uanset om tiden er uendelig eller endelig, best r den af disse to dele, som ikke eksisterer. Og hvad der best r af noget, som ikke eksisterer, kan ikke selv v re en del af virkeligheden. En lignende betragtning g r p , at hvis en delelig ting kan siges at eksistere, s er det n dvendigt, n r den er til, at dens dele eller nogle af dem er til. Helheden kan kun eksistere, hvis delene eksisterer. Men tiden best r af dele, som ikke eksisterer, sk nt den er delelig.
En naturlig reaktion p Aristoteles r sonnement er at indvende: H r her, du glemmer vist, at nuet eksisterer, og det er nutiden, som adskiller det, der har v ret, fra det, som vil v re. Men denne indvending afviser han. For, som han siger, nuet er ikke nogen del. En del er altid en andel af helheden, som m v re opbygget af delene. Tiden er derimod ikke opbygget af nutider. Om tiden s helt og holden begr nser sig til nuet, og det kun er nuet, der eksisterer, f r vi endnu ikke et klart svar p .
I stedet g r Aristoteles videre med sit rinde for at unders ge, om nuet, der adskiller fortiden og fremtiden, altid vedbliver med at v re et og det samme, eller om det altid er nyt. Aristoteles g r ud fra, at den almindelige opfattelse er, at tidens natur er karakteriseret ved egenskaberne fortid, nutid og fremtid. Lad os antage, at nuet hvert jeblik er forskelligt fra nuet det foreg ende jeblik, og at intet jeblik, som en del af tiden, er samtidigt med et andet jeblik. Heraf f lger det, at det foreg ende nu er oph rt med at eksistere p det tidspunkt, hvor det efterf lgende nu bliver til. Men betoner Aristoteles, det forudg ende nu kan ikke v re oph rt med at eksistere p det tidspunkt, hvor det eksisterede. Endvidere kan dette nu heller ikke v re oph rt med at eksistere i det efterf lgende nu. I s fald ville de to nutider v re samtidige. Hvis vi desuden sammenligner tiden med en linje, m vi antage, at intet nu er direkte nabo til det n ste nu p samme m de, som et punkt ikke har et bestemt n ste punkt som nabo. For mellem to punkter p en linje, uanset hvor t t de ligger p hinanden, vil der altid v re uendeligt mange punkter imellem. S antager vi derfor, at det forudg ende nu ikke oph rer med at v re til i det efterf lgende nu, men i et af de tidspunkter, som ligger imellem, s vil det eksistere samtidigt med utallige nutider mellem de to.
Den anden mulighed er, at nuet altid er et og det samme. Hertil siger Aristoteles: Ingen bestemt delelig ting har et enkelt oph r eller en begr nset afslutning, uanset om det er udstrakt i en eller flere dimensioner. Dermed mener han, at ikke alle dele oph rer med at v re til p en gang. En p re g r ikke fra at v re moden til at v re r dden fra det ene sekund til det n ste. Det tager tid, idet en del r dner f r en anden. Men nuet er en afslutning, som muligg r oph r af tiden til et bestemt tidspunkt. Aristoteles synes dermed at mene, at nuet, betragtet som et og det samme nu, er i modstrid med ideen om, at tiden er en bestemt delelig st rrelse, fordi tiden som delelig ikke kan have et begr nset oph r. Endvidere er det s dan, at hvis sammenfald i tiden betyder at v re i et og samme nu, s vil det, der er f r eller efter, v re i det samme nu. Konsekvensen bliver, at en ting, der eksisterede for ti tusinde r siden, vil v re samtidig med en ting, der indtr ffer i dag, og intet vil l ngere kunne siges at v re f r eller efter noget andet. Og det er det samme som at sige, at tiden ikke eksisterer.
Aristoteles mener, at disse betragtninger efterlader det indtryk, at den traditionelle redeg relse for tid ikke form r at give et svar p tidens eksistens og dens natur. Han kan dog konstatere, at tid ofte antages at v re det samme som bev gelse eller en slags forandring. Det giver en mulighed for at angribe problemerne ad en anden vej. Han afviser dog hurtigt, at tid er ensbetydende med bev gelse eller forandring. For hver tings bev gelse eller forandring er enten i tingen selv eller i forhold til det sted, hvor den bev gelige eller foranderlige ting tilf ldigvis m tte v re. Modsat er tiden allestedsn rv rende og sammen med alle ting. Desuden er bev gelse og forandring altid hurtig eller langsom, mens tid ikke er nogen af delene. Tiden definerer derimod, hvad der er hurtigt og langsomt, alt efter om det bev ger sig meget p kort tid, eller meget lidt p lang tid. Tid er ikke defineret ved hj lp tiden.
Tid er alts ikke identisk med forandring. Men alligevel er tid og bev gelse ikke uafh ngige af hinanden, tid er afh ngig af bev gelse og forandring. Tiden kan kun eksistere, n r der er forandring. Aristoteles siger alts , at bev gelsens forandring er n dvendig for tidens eksistens. Uden bev gelse, ingen tid. Han begrunder det med, at det kun er, n r vi ikke opfatter nogen forandring i vores omgivelser eller i os selv, at vi kan v re opm rksomme p tidens frav r. Det er kun ved at se noget, der forandrer sig, at vi erkender tiden. Denne begrundelse er v rd at h fte sig ved, fordi Aristoteles synes at sige, at tiden er ontologisk afh ngig af forandring, fordi vi kun ville kunne erkende tidens manglende eksistens, hvis der ikke var nogen forandring at iagttage. benbart giver Aristoteles et epistemologisk svar p et ontologisk sp rgsm l.
Der findes imidlertid en anden m de at forst ham p . Han nsker at finde ud af, hvad det er, der g r tiden erkendelig, s ledes at kun n r vi opfatter det, s giver det mening at sige, at tiden er der. Hvorn r giver det mening at sige, at tiden er (n r)v rende, og hvorn r giver det mening at sige, at tiden er frav rende? Det er ikke nok at sige, at tiden er der, n r vi kan iagttage forandring, og ikke er der, n r vi ikke kan iagttage nogen forandring. En genuin forst else af tiden skal ogs kunne fort lle os, hvad forskellen er p at sige, at tiden findes, og at den ikke findes, og hvorledes vi kan erkende denne forskel. Bev gelse findes og kan iagttages, derfor vil bev gelsens frav r ogs , hvis den findes, kunne iagttages. Aristoteles afviser, at bev gelsen blot skulle v re tegn p tiden, som kunne eksistere, selv om bev gelsen ikke eksisterede. Aristoteles svar passer godt med udtrykket tiden st r stille , som netop henviser til, at vi hensunket i os selv ikke bem rker, at tingene forandrer sig. Bev gelsen g res her til en foruds tning for tidens eksistens uden selv at v re tiden.
Men hvis tiden hverken er bev gelse eller er uafh ngig af bev gelse, hvad er tiden s ? Tiden er noget ved bev gelsen. Her peger Aristoteles p st rrelsen af bev gelsen. 7 En ting, som bev ger sig fra et sted til et andet, g r det portionsvis. Men da disse udstrakte st rrelser er sammenh ngende, er bev gelsen det ogs og dermed tiden. S den forl bne tid er altid fastlagt i forhold til bev gelsens st rrelse, dvs. i forhold til det antal portioner, bev gelsen inddeles i. For at forst tankegangen kan vi forestille os et eksempel. T nk p en cyklist, der skal k re fra K benhavn til Roskilde. For at n til Roskilde fra K benhavn m cyklisten gennemk re hele str kningen i sin helhed, men f r han n r Roskilde, m han f rst tilbagel gge en vejstr kning fra R dhuspladsen til Valby Bakke, herfra til Damhuss en, og videre til Glostrup, og s fremdeles. Ruten best r s ledes af etaper p eksempelvis 1 km i alt 30 gange. Hele str kningen er kontinuert, dvs. hele str kningen best r af udstrakte vejstykker p hver 1 km, og hver del af kilometerstykkerne er i sig selv sammenh ngende, og hvert kilometerstykke er indbyrdes sammenh ngende med de vrige stykker. Til hver vejstr kning, som cyklisten gennemk rer, svarer en bev gelsesstr kning. Og antager vi, at cyklisten k rer med j vn ensartet hastighed, vil det tage lige lang tid for cyklisten at gennemk re hver vejstr kning p 1 km. Der er s ledes hos Aristoteles en n je sammenh ng mellem vejstr kning, bev gelse og tid. Det udstrakte kontinuum svarer til den kontinuerte bev gelse, som igen svarer til en kontinuert tid. P den m de bliver tidskontinuet hos Aristoteles funderet i bev gelseskontinuet, som igen er funderet i det udstrakte kontinuums st rrelse.
Det giver os mulighed for at ordne tiden. For if lge Aristoteles er f r og efter prim rt knyttet til stedet. En ting i bev gelse kan nemlig befinde sig foran eller bag ved et tilf ldigt sted p sin rute, alt efter hvor stor en portion af ruten den har tilbagelagt til et givent tidspunkt. Da bev gelsen er funderet i udstr kningen, vil portioner af bev gelsen p samme m de v re f r eller efter andre portioner. Og da tid og bev gelse ledsager hinanden, fordi tiden er funderet i bev gelsen, g lder det samme for tiden. Vi kan tale om f r og efter i tiden, fordi vi kan g re det i forbindelse med bev gelsen, og om den kan vi sige dette samme, fordi vi kan g re det i forbindelse med opdelingen af det udstrakte kontinuum.
Aristoteles fremstilling kan umiddelbart virke som en bagvendt m de at gengive sagen p . Ud fra en moderne tankegang er bev gelsens f r og efter f rst og fremmest knyttet til tiden. Det skyldes, som vi skal se i n ste kapitel, den klassiske fysik, som opstod i slutningen af ren ssancen. Vi er blevet v nnet til at mene, at tid er en begrebslig foruds tning for bev gelse og forandring, mens det hos Aristoteles forholder sig lige omvendt. Aristoteles er da ogs blevet beskyldt for at give en cirkeldefinition. Kritikerne har ret i deres anklage, hvis al tale om f r og efter i forbindelse med rummet foruds tter en tidslig inddeling i f r og efter. Det kunne man godt tro, fordi henvisningen til det rumlige f r og efter ikke betyder det samme som henvisningen til det tidslige f r og efter. N r vi siger, at A er bag ved B , eller at A er foran B , s mener vi ikke, at A g r forud for B i tid, eller at A f lger efter B i tid. Men vi m huske p , at tiden hos Aristoteles netop ikke er bev gelse, ej heller noget som muligg r bev gelsen, men noget ved bev gelsen. Tiden kan derfor ikke reduceres til bev gelse, men er afledt af bev gelsen. Tiden er noget ved bev gelsen, og tidslige udtryk kan derfor udsiges om bev gelsen.
Vi kan kun opfatte tiden, siger Aristoteles, n r vi ved hj lp af f r og efter markerer bev gelsen, fordi det p denne m de giver mening at sige, at tiden er forl bet. Dermed mener han, at vi kan afgr nse bev gelsen i et f r og et efter, n r vi opdeler den i mindre stykker og erfarer noget imellem dem, som er forskelligt fra dem. Igen ser vi kontinuitetstanken bragt i anvendelse. Tiden er derfor m ngden af bev gelse i forhold til f r og efter , eller som Aristoteles definerer det: Tiden er blot bev gelsens tal i henseende til f r og efter . 8 Aristoteles sammenfatter derefter sin analyse ved at sige, at tid ikke er bev gelse, men det, der g r bev gelsen t llelig. Tid er en slags tal, ikke det tal hvormed der t lles (talordene), men det, der t lles.
Hvordan skal vi n rmere forst Aristoteles karakteristik? Det er n rliggende at mene, at han nsker at sige, at begrebet udstr kning og bev gelse g r forud for begrebet tid. Vi forst r tiden ud fra rumlig udstr kning og bev gelser, fordi b de udstr kning og bev gelser er sanselige f nomener, mens tidens varighed ikke direkte kan iagttages. Det er som sagt en uvant tankegang at forst tiden ud fra bev gelsen. Siden Galilei og Newton har vi l rt til at skrive, at v = s / t , hvor hastigheden ( v ) er lig med den rumlige udstr kning ( s ) delt med tidslig varighed ( t ). Men der er naturligvis intet, der hindrer os i at ombytte de matematiske symboler efter reglerne og angive tidslig varighed som t = s / v . Denne skrivem de kan fort lle os, hvad det var, Aristoteles ville sige med, at tiden blot er et m l for bev gelse. Tiden er begrebsligt konstrueret ud fra rumlig udstr kning og bev gelse. En lang tid er, n r en langsomt bev gende genstand bev ger sig en bestemt standarddistance, mens en kort tid er, n r samme standardstr kning tilbagel gges af et hurtigt bev gende objekt. En s dan begrebslig forbindelse mellem tid og bev gelse skaber ogs grundlaget for vor s dvanlige tidsm ling, fordi tiden m les ved, at en ting konstant bev ger sig en bestemt distance. Jorden laver en omdrejning om Solen, eller den store viser bev ger sig en omgang om uret. S hvad definitionen tid er bev gelsens tal i henseende til f r og efter aldrig klart f r udtrykt, er, at tiden er den rumlige distance mellem f r og efter udm lt i forhold til bev gelsen, dvs. tiden er m let for den str kning, som bev gelsen har tilbagelagt. Uklarheden beror p , at det er dunkelt, hvordan vi skal forst bev gelsens tal, som ogs angiver et f r og efter.
Fremtidens s slag
Tilbage st r s , hvordan nuet passer ind i det regnestykke. Vi husker nok, at rummet hos Aristoteles havde en absolut orientering i op og ned. Det betyder, at op og ned ikke kan ombyttes. Hvordan forholder det sig med tiden? Findes der tr k ved tiden, der kan f os til at udpege en absolut retning? I f rste omgang siger Aristoteles blot, at vi kun kan opfatte tiden, n r vi erkender et f r og et efter i bev gelsen. Der er tale om forskellige tidspunkter, om to forskellige nuer, et f r og et efter, og vi kan tale om tiden som det, nuet begr nser. P en gang taler vi om det samme nu og forskellige nuer. For nuet er f r og efter i bev gelsen. I den udstr kning, at nuet er i r kkef lgen, er de forskellige, men i den udstr kning, det udg r tingenes underliggende substratum, er de ens. Det g r os i f rste omgang ikke meget klogere. Det, vi nsker at vide, er, om vi kan bytte om p f r og efter, eller om de er uombyttelige.
Svaret finder vi i v rket De Interpretatione . Heri rejser Aristoteles blandt andet sp rgsm let, om fremtidens s slag eksisterer. Om fortiden og nutiden siger han: Med hensyn til hvad der er, og hvad der har v ret, er det n dvendigt, at bekr ftelsen eller ben gtelsen er sand eller falsk, men med hensyn til enkeltting, der f rst skal indtr ffe, er det anderledes. 9 Aristoteles g r alts opm rksom p , at fortiden og nutiden har en anden ontologisk status end fremtiden, fordi s tninger om fortiden eller nutiden n dvendigvis er sande eller falske, mens det samme kan ikke siges om s tninger om fremtiden.
Lad os pr ve at forst , hvad det er, Aristoteles sigter til. N r jeg udtaler en bekr ftende s tning: Min kone er i byen , s er s tningen enten sand eller falsk. Den er sand, hvis hun er i byen, og falsk, hvis hun sidder hjemme i stuen. Hvis jeg omvendt ytrer den ben gtende s tning: Min kone er ikke i byen , s er s tningen sand, hvis hun sidder hjemme, men falsk hvis hun er ude i byen. Uanset om jeg frems tter den ene eller anden s tning, s er den sand eller falsk, fordi der eksisterer en kendsgerning, der g r den sand eller falsk. Det samme forhold, siger Aristoteles, g lder for s tninger om fortiden. En s tning som Min kone var ( ikke ) i byen er ogs sand eller falsk, fordi der eksisterer en kendsgerning om fortiden, der g r den sand eller falsk. Men det er ikke alt. For Aristoteles bem rker ogs , at b de nutidss tninger og fortidss tninger n dvendigvis er sande eller falske. Hvad ligger der i denne formulering? Tilsyneladende mener Aristoteles, at fortidens begivenheder, som g r fortidss tninger sande eller falske, er n dvendige i den forstand, at de er uigenkaldelige, da de er up virkelige af, hvad der sker nu eller senere. Der er alts tale om en temporal n dvendighed, som forvandler tilf ldige, kontingente begivenheder til uforanderlige, n dvendige begivenheder, i det jeblik de indtr ffer i nutiden.
Retter vi blikket mod fremtidss tninger, bestyrkes denne tolkning af det, Aristoteles faktisk siger om morgendagens begivenheder. Han sp rger sig selv, om det nu er sandt eller falsk, at der finder et s slag sted i morgen. For hvis det er sandt nu, at der finder et s slag sted, s synes s slaget uundg eligt, og finder det ikke sted, s kan admiralen lige s godt lade v re med at planl gge det. Aristoteles eget svar lyder:
Det er n dvendigt, at der i morgen finder eller ikke finder et s slag sted, men det er ikke n dvendigt, at der finder et s slag sted, ligesom det ikke er n dvendigt, at der ikke finder et s slag sted. 10
Her n vner Aristoteles, at modsigelsesprincippet g lder i fremtiden, men det f r ikke fremtiden til at v re temporalt n dvendig, dvs. fremtiden er ikke up virkelig af, hvad der sker nu. Aristoteles n vner ikke eksplicit sand/falsk p dette sted (han fort ller os blot, at n dvendighed ikke distribueres over disjunktionen), 11 men en rimelig udl gning af den citerede passage l ser ham i overensstemmelse med den forudg ende behandling af fortiden. 12 I s fald siger Aristoteles:
Det er n dvendigvis sandt eller falsk, at der i morgen finder eller ikke finder et s slag sted, men det er ikke n dvendigvis sandt, at der finder et s slag sted, og det er heller ikke n dvendigvis sandt, at der ikke finder et s slag sted.
Omsat til mere almindeligt dansk, siger Aristoteles: Forholdet mellem en fremtidss tning og dens ben gtelse er s dan, at den ene m v re sand og den anden falsk. Men hvilken der er hvad, er ikke afgjort, f r s slaget rent faktisk finder sted (eller ikke finder sted). Vi kan hverken h vde nu, at det er sandt, at der i morgen finder et s slag sted, eller h vde nu, at det er sandt, at der i morgen ikke finder et s slag sted. Det er f rst, n r dagen i morgen oprinder, at det bliver fastlagt, om der bliver et s slag, eller om der ikke bliver et.
P denne m de fik Aristoteles analyseret sig frem til, at tiden ogs har en absolut orientering. Fremtiden eksisterer ikke i samme forstand som nutiden og fortiden. F r og efter kan derfor ikke bare ombyttes, fordi de hver is r betegner en grundl ggende forskel i m den at v re til p . Legemer bev ger sig naturligt i rummet i forhold til et absolut op eller ned, og de bev ger sig naturligt i tiden i forhold til et absolut f r og efter. Det var nogle af disse betragtninger, der stod for fald med Newtons fysik og det heliocentriske verdensbillede.
3. Newtons absolutte tid og rum
Da Newton kommer p banen, var der allerede sket store omv ltninger i vort verdensbillede. Jorden blev ikke l ngere betragtet som verdens midtpunkt, pladsen var blevet fortr ngt af Solen. I ret, hvor han d de, offentliggjorde Nicolaus Kopernikus (1473-1543) bogen De revolutionibus orbium coelestium (Om himmelsf rernes omdrejninger). Deri frems tter han den dristige tanke, at Solen er midtpunkt i universet, hvorimod Jorden kredser rundt om Solen sammen med de vrige planeter. Faktisk havde der v ret dissidenter i oldtiden, der mente det samme. Den gr ske astronom Aristarchos af Samos havde, ca.

  • Accueil Accueil
  • Univers Univers
  • Ebooks Ebooks
  • Livres audio Livres audio
  • Presse Presse
  • BD BD
  • Documents Documents