440 pages
Danish

Den store karakterbog

-

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

Description

LAes, hvorfor Robinson Crusoe bor vAere forbillede for alle med ivAerksAetterdromme. LAes, hvorfor Hamlets storste problem er, at han ikke minder mere om kronprins Frederik. LAes, hvordan Jens SmAerup Sorensen efter utallige forsog lAerte Knuth Beckers Kai at kende.Den store karakterbog samler 151 portrAetter af fiktive karakterer og er litteraturelskerens uundvAerlige guide til spAendende, sjove, kedelige, irriterende og underholdende personligheder fra litteraturens rige - en absolut nodvendig bog til alle, der elsker at dykke ned i bogernes fantastiske verden, og til lAesehesten, der trAenger til en ny rundtur mellem kendte og ukendte karakterer.Alle bogens portrAetter er skrevet af danske forfattere og litterater heriblandt Niels Frank, Jes Stein Pedersen, Peter Laugesen, Lars Bukdahl, Klaus Hoeck, Lilian Munk Rosing, Dan Ringgard, Bo Tao Michaelis, Erik Svendsen og Mikkel Bruun Zangenberg.

Sujets

Informations

Publié par
Date de parution 16 novembre 2012
Nombre de lectures 0
EAN13 9788771244915
Langue Danish
Poids de l'ouvrage 21 Mo

Informations légales : prix de location à la page 0,0112€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.

Exrait

1
Den store karakterbog
Aarhus Universitetsforlag
9
788779
346963
ISBN978-87-7934-696-3
I
SBN
978-87
-7934-6
96-3
9 788779346963
Den
store
karakterbog
portrætter
af fktive personer
Læs, hvorfor Robinson Crusoe bør være forbillede for
alle med iværksætterdrømme. Læs, hvorfor Hamlets
største problem er, at han ikke minder mere om
kronprins Frederik. Læs, hvordan Jens Smærup Sørensen
efter utallige forsøg lærte Knuth Beckers Kai at kende.

Den store karakterbog samler 151 portrætter af fktive
karakterer og er litteraturelskerens uundværlige guide
til spændende, sjove, kedelige, irriterende og
underholdende personligheder fra litteraturens rige – en
absolut nødvendig bog til alle, der elsker at dykke ned
i bøgernes fantastiske verden, og til læsehesten, der
trænger til en ny rundtur mellem kendte og ukendte
karakterer.

Alle bogens portrætter er skrevet af danske forfattere
og litterater heriblandt Niels Frank, Jes Stein Redigeret af
Pedersen, Peter Laugesen, Lars Bukdahl, Klaus
Anne-Marie Mai &Høeck, Lilian Munk Rösing, Dan Ringgaard,
a Bo Tao Michaëlis, Erik Svendsen og Mikkel Bruun Erik Skyum-Nielsen
Zangenberg.
1.0_Karakterbogen_omslag.indd 1 19/10/12 15.59
92688_cover_karakterbogem_r1.indd 1 22-10-2012 14:28:15
15Den store
karakterbog
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVESredigeret af
Anne-Marie Mai & Erik Skyum-Nielsen
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVESDen store
karakterbog
151 portrætter
af fktive personer
aarhus universitetsforlag |
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVESDen store karakterbog
© Forfatterne og Aarhus Universitetsforlag 2012
Tilrettelægning, sats og omslag: Jørgen Sparre
Bogen er sat med Adobe Jenson Pro
E-bogsproduktion: Narayana Press
ISBN 978 87 7124 491 5
Aarhus Universitetsforlag
www.unipress.dk
Aarhus
Langelandsgade 1
8200 Aarhus N
Bogen er udgivet med støtte fra
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
Augustinus Fonden
Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond
Statens kunstråd
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVES
77Indhold
11 Forord
Agate
15Albert
18 Alceste
22Alkmene
24 Anna Livia Plurabelle
25 Anna Terlow
Annemari
30Aureliano
34 Axel
Barbara
Bardamu
“Bente”
45Bess
Bilbo Sækker
Bjørn Hansen
51 Blanche DuBois
54 Caspar Michael Petersen
57 Celal
Claus Beck-Nielsen
Clemens Bek
66 Conrad
Dean Moriarty
Den faldende mand
Den lille havfrue
Den navnløse fortæller i Kaptajn Nemos bibliotek
Ditte Menneskebarn
Don Quijote
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVES
82
79
77
74
70
69
63
60
49
47
42
40
37
27
131
8
1
1
6
1
1
1
1
2
1
1
1
1
1
1
6
Doppler
88Dr. Jekyll & Mr. Hyde
91 Ef Briest
95 Ellen Lundbæk
Emanuel Hansted
99 Emma
Erasmus Montanus
105 Far Goriot
108 Faust
111Fernando Pessoa, Ricardo Reis, Bernando Soares,
Alberto Caeiro & Álvaro de Campos
115 Flemming
118Francis Macomber
120 Frandse
Fru Junkersen
25 Fyrst Mysjkin
Gamle Levin
Gao Xingjians dufortæller
Gargantua & Pantagruel
George
Gibreel Farishta & Saladin Chamcha
44 Gitte
Gregor Samsa
Grev Dracula
Gulliver
155Gyorgy Köves
157 Hakon Brand
Hamlet
Harald Horn
Heathclif
Helene Alving
171 Hercule Poirot
Holden Caulfeld
Holger Mikkelsen
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVES
77
74
16
16
63
160
52
49
46
41
38
13
13
29
23
03
97
851
2
2
2
2
2
2
1
5
1
8
6
2
2
2
2
2
2
2
2
3
180 Hr. Palomar
Huckleberry Finn
Ib Nielsen
Ivanhoe

189 Jake Barnes
192 Jakobe
195James Bond
198 Jane Eyre
Jeppe
205Jonas Wergeland
209 Jonna
12Josef K.
Jules Maigret
220 Julie
Justine
226 Jørgen Stein
Kai
Kaptajn Klo
Karim
Karl Ove Knausgård
Katinka Bai
44 Kilroy
Klods Hans
Kulsoen
Kurtz
255 Lady Macbeth
258 Lasse
Lektor Blomme
Leopold Bloom
266 Long John Silver
Lotte
Lucca
Ludvig Alster
27
27
69
63
60
52
49
47
41
23
23
23
29
23
16
01
87
85
832
2
4
1
0
3
4
3
8
3
3
3
3
1
3
4
7
3
3
2
3
9
9
Madame Bovary
Magister Mortensen
Malene
Marcel
Marcus
Maria Stuart
Marie Grubbe
Meursault
Mikkel Tøgersen
306 Molloy
309Morten Vinge
312 Mowgli
315Mrs. Dalloway
318 Naipauls jegfortæller
Nathan Zuckerman
Niels Lyhne
Nora
Ole Jastrau
Oskar Matzerath
Pelle Erobreren
Pellegrina Leoni
Pernille
Peter Kien
345 Philip Marlowe
348 Pippi Langstrømpe
Povl Hestlund
Quasimodo
Raskolnikov
Robinson Crusoe
Ronja Røverdatter
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVES
62
35
35
35
35
42
40
38
35
32
29
27
32
32
04
01
29
29
29
86
84
82
278
4
3
2
7
9
9
4
1
5
3
9
6
0
9
3
7
5
1
2
4
4
6
365 Saleem Sinai
368 Sam Spade
Settembrini
Sherlock Holmes
Sim
Sniggle
Solvej
Stephen Dedalus
Sulthelten
Susanne
391 Svejk
Tadzio
396Tarzan
399 Tea Røn
Terese
Tomas Buddenbrook
Tomas
Tummelumsen
Tintomara
Tom Jones
Tom Sawyer
Torben Dihmer
Toshiharu Ushikawa
Tudemarie
Ulrich
William Høg
Willy Loman
Zachris
Skribentoversigt
43
43
43
42
27
42
23
42
41
41
41
40
40
40
40
93
38
38
384
38
37
37
37
70Forord
Den store karakterbog består af 151 korte tegne nye mønstre gennem
litteraturhiportrætter af fktive personer fra hele storien. Vi håber at kunne inspirere alle
verdenslitteraturen. Den store karakterbog slags læsere, også undervisere, der savner
er læserens uundværlige litteraturguide, en nøgle til litteraturen, som er både sjov
der fortæller om alverdens spændende, og fagligt stærk, og som kan engagere
sjove, kedelige, irriterende, gode, onde og læsere i alle aldre. Det har kort sagt været
underholdende litterære karakterer. Den vores ambition at lave en bog, hvor
littestore karakterbog er forfattet af de førende raturkritikere og forfattere fortæller gode
danske litteraturkritikere og forfattere, historier om litteratur og lader humor,
og den er beregnet til lystlæsning og fag- underholdning og viden slå følge.
lig og personlig inspiration for alle, der er De indbudte forfattere og litteratu-r
vildt forelskede i litterær ordkunst. kritikere har fået frie hænder til at løse
Med Den store karakterbog har vi fun- opgaven med at skrive om de enkelte
det en indgang til nydelse og oplevelse karakterer inden for den tilmålte plads.
af litteraturen, der er lige så oplagt, som Det har resulteret i både essays, breve,
den er skæv og usædvanlig. I litteratur- monologer og små stykker
eksperimenkritik, litteraturforskning og formidling terende ordkunst. For redaktørerne har
af litteratur forholder man sig oftest til arbejdet med bogen været fuldt af fo-r
hele værket, til tekstens samlede udsagn, nøjelser og overraskelser, idet de enkelte
til fortællerinstansens overordnede skribenter har vist sig at fnde netop
strukturering, til plottet, hele persongal- deres særlige løsning på udfordringen
leriet eller den gennemgående metaforik. med at skrive om karakterer fra
verdensDet kan alt sammen være vældig godt og litteraturen. Både kritikere og forfattere
nyttigt; men hvis man retter sin opmærk- er gået til opgaven med sans for den
ensomhed helt og holdent mod hovedper- kelte karakters særpræg. Det er tydeligt,
sonen eller en markant biperson, viser at Den store karakterbog er båret af den
det sig, at litteraturens univers åbner sig enkelte bidragyders skrivelyst og glæde
på en overraskende facon, der giver en ny ved det frikvarter fra vante forpligtelser,
indsigt i både liv og værk. som Den store karakterbog har indbudt
Den store karakterbog har som sit for- til. Derfor præsenterer vi en stribe meget
mål at give læserne ideer til læseoplevel- forskelligartede portrætter om karakterer
ser, ruske op i stivnede forestillinger og som William Shakespeares Hamlet og
Forord 11
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGT
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVESLady Macbeth, Walter Scotts Ivanhoe,
H.C. Andersens havfrue, Fjodor
Dostojevskijs Fyrst Mysjkin, Edgar Rice
Burroughs’ Tarzan, Tomas Manns Tadzio,
Virginia Woolfs Mrs. Dalloway, Astrid
Lindgrens Pippi Langstrømpe, Salman
Rushdies Saleem Sinai og Helle Helles
“Bente”. Som det fremgår, er det noget
af en mundfuld eller måske nærmere en
blanding mellem en tur i rutsjebanen og
rædselskabinettet, der venter den læser,
som læser bogen fra A til Z. Og en sådan
tur skal man selvfølgelig unde sig selv!
Men bogen kan også læses i hug og
opslag, hvor man pludselig fnder en ukendt
karakter, som man får lyst til at stifte
nærmere bekendtskab med, falder over
sin litterære yndling eller sin
yndlingsaversion og måske udfordres af et nyt blik
på gamle venner og fender blandt
alverdens litterære karakterer.
Den store karakterbog har glæden ved
litteratur som sin drivkraft og en stærk
faglighed som sin klangbund, og det er
en fornøjelse for redaktionen at give
bogen videre til læserne.
Anne-Marie Mai
Erik Skyum-Nielsen
12 Den store karakterbog
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGT
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVESAgate
Man bliver det, man lever. Men jo ældre, jo angår. Fra en kultur, hvor det var ildeset
bedre passer man til sit liv. Selvom det ikke at lægge sig syg og gøre sig svag, til et
direkte kan bevises. velfærds- og omsorgssystem, hvor det
nærmest er blevet en dyd og den enkeltes
Således lommeflosoferer Agate, den hellige pligt at gøre sig selv til ofer.
stemmeførende og altdominerende ho- Pyha, nu begynder jeg allerede at
vedfgur i Vibeke Grønfeldts storladne snakke ligesom Agate. Men sådan
virromantetralogi om det 20. århundre - ker hun, denne kolos af en karakter,
des Danmark. Vi skal om et øjeblik se som man følger fra fødslen til hendes
nærmere på, hvem hun er, og hvem det tårnhøje alderdom, gennem opvæksten
er, hun bliver. Men læg først mærke til på en større gård, forelskelse, moder -
eftersætningens forbehold: “Selv om det skab, ægteskab og ikke mindst arbejde
ikke direkte kan bevises”. Her taler en livet langt – i en rafneret, kompleks
selvovervågende skeptiker, der har træk teknik, som på samme tid er subjektivt
af bogens forfatter. Her gør fortælleren forankret og scenisk bredt ud. Et socialt
og forfatteren det sammen klart, at op- miljøbillede og en sindigt panorerende
levelser og kendsgerninger, fktion og nutidsskildring, jovist, men på én gang
fakticitet, er forskellige ting. Her under- anskueligt objektiv og anmassende intim.
graves den autoritet, Agate får tildelt som Vi får et førstehånds indblik i den epoke,
hele århundredets vidne. Her indbygges hvor landbokulturen forsvandt, men det
en dirrende farlighed, der gør digtningen hele foregår i Agates sind og dermed
genmere sand. nem et voldsomt temperament, hvor det
De fre bind (Mindet, I min tid, Ind- ustandselig myldrer med kloge
refekretningen & Livliner) om og med og san- sioner (som den om at passe til sit liv),
set og tolket igennem Agate fortæller hi- foruden med fantasier, drømme, løsrevne
storien om det førindustrielle Danmarks tanker, erindringsstumper og forborgne
forsvinden og skreddet eller springet ind replikker, som fortælleren sagtens kunne
i moderniteten. Fra en livsform, hvor det have ytret, men som hun klogelig vælger
gjaldt om at opbevare og gemme, til et at holde for sig selv.
forbrugersamfund, hvori det bedre kan Uundgåeligt kommer hun til at
udbetale sig at fremstille og skafe, slide i en fylde hele billedet alene. Og jeg skal lige
fart og smide væk, også hvad holdninger love for, at man lærer hende at kende,
Mindet (2005) m.fl. · Vibeke Grønfeldt 13
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGTDu skal være klog og
Hvorom alting nu er, har Vibeke klare dig selv. Den, der ikke “ Grønfeldt ikke alene haft klarsyn til at
kan klare sig selv, må tage til vise Agate i hendes sammensathed, hun
har også haft konsekvens nok til at lade takke og tåle.
sin jegfortæller gennemgå og fuldende
en udvikling, der vel sagtens kun lykkes, ”både på godt og ondt: hendes jernhårde når et menneske får lov at blive så
skrækvilje, en utrættelig arbejdskraft, hendes keligt og lykkeligt gammel som Agate,
fremadrettede beslutsomhed, men også nemlig den, at medfødte og opdyrkede
hendes rappe dømmesyge og lurende egenskaber efterhånden mildnes. Det
hovmod. Noget af det fneste ved Vibeke gælder således trofastheden, der i sin
Grønfeldts fremstilling af Agates fgur er tidlige form ligner en nærmest fascistisk
erkendelsen af, at så mange af et menne- foragt for alt, der er anderledes, men som
skes fremragende egenskaber ofte har det med tiden forvandles til vedholdende
med at grænse umiddelbart op til knap omsorg. Det gælder den sanddru skepsis,
så tiltalende sider. Hvor ligger eksempel- som i talrige sammenhænge får hende til
vis grænsen mellem tolerance og slaphed, med sin altid skarpe tunge at afskære sig
og hvor er det lige, at omsorgsfuldhed fra andre, men som i sidste bind er
blegår over i en omklamrende magtudøvel- vet en afvæbnende ærlighed. Det gælder
se, som skal fremhæve, hvorledes hjælpe- udholdenheden, som med tiden løsnes
ren, til forskel fra den hjulpne, heldigvis fra hendes viljegale arbejdsmani og ender
har styr på sit liv? som en sulten holden fast ved livet.
EnI Agates tilfælde har renfærdigheden delig i stand til bare at tage åbent imod
sin nabo i rethaveriskheden, og selvre- går Agate nu ud i regnen, på de sidste
spekten to partnere i selvretfærdighed og sider af sidste bind:
selvtilstrækkelighed. Hendes hyperaktive
kunnen, den efektive geskæftighed, hvad Så regner det. Dråberne prikker spidst på
er den i grunden andet end en fugt fra blade og strå, på huden. Det er regn.
Tromhende selv? Og hvor let, spørger man mende, tungere og hurtigere på blade, sten,
sig selv, er hun egentlig at være gift med sti, ansigt, hænder. Pludselig skyller regnvand
for Jakob, denne altid sært gode land- lunt ned over mig. Det plasker i hav og sand,
mand og maler? Kan det mon tænkes at sprøjter fra kampestenene ved renden og slår
være en hævn, han tager, når han ligger tusinde ringe i dens vand.
syg gennem 20 år? Og datteren Marita, Jeg læner mig mod strålerne. Alle farver
bliver hendes selvstændighed så kort og glimter i dem. Så voldsomt har regnen aldrig
følelsesmæssigt uforløst netop som følge været før. Den plejer at standse, før alting er
af moderens mastodontiske tyngde? skyllet væk. Men det fortsætter og fortsætter,
kraftigere og kraftigere, renere og renere.
Af Erik Skyum-Nielsen
14 Mindet (2005) m.fl. · Vibeke Grønfeldt
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGT
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVESAlbert
Selv om vi lever i den postmoderne unikke træk. Som de andre drenge
vokneoliberalistiske æra, drømmer de feste ser han op i brutalitetens skole, hvor rå
mennesker om at være nyttige for an- vold var lærerens daglige fornøjelse. Den
dre. Eller som det formuleres positivt af gale autoritet planter voldens kim i
drensømanden og rederen Albert i Carsten gene, der om bord på skibene erfarer, at
Jensens historiske kollektivroman om volden blot gentages, men den unge
søsømændenes by Marstal på Ærø: “Der mand Albert formår at bryde denne
gener altid nogen, der har brug for os”. Men tagelsestvang. I stedet for at besvare vold
hvis man har et livsprojekt om partout med vold får han underkuede sømænd til
at realisere sig selv, kan det være svært at anmelde et monster af en styrmand,
at gøre sig uundværlig for andre. Vi, de som faktisk får sin straf via det demokr-a
druknede er et radikalt opgør med det tiske retsvæsen. Der fndes retfærdighed
menneskesyn, der siger, at man er sig selv i verden.
nærmest. Med den visdom i bagagen rejser
AlBogen hylder Albert, netop fordi han bert ud i verden for at fnde sin far,
Laupå så mange måder formår at blive en rids, som han skulle ligne. Gensynet er
uundværlig del af andres liv. Det sker, når mistrøstigt: faderen, der i romanens start
han som ganske ung bliver en forbilledlig mirakuløst overlever et søslag i krigen
autoritet som kaptajn på et skib, der sej- i 1848, er derangeret alkoholiker på en
ler tæt på verdens ende, og det sker, når fern ø i havet, og den unge mand forstår,
han i en sen alder bliver reservefar for at man også kan miste sig selv, når
længsdrengen Knud Erik, der som så mange ler realiseres.
andre børn fra Marstal har mistet sin far. Den fraværende far er ikke længere
Det sker, når han får rejst et monument en målestok, den bliver i stedet
Stilleover byen, der symbolsk markerer Mar- havet. Albert bliver hurtigt voksen, når
stals særegne karakter og dermed øges han skal være kaptajn, og den kollektive
marstallernes fællesskabsfølelse. Og det arbejdsmoral, som livet på et skib
implisker for eksempel, når Albert nedskriver cerer, fremstår som et lysende alternativ
erindringer fra sine mange rejser på havet til den autoritære opdragelse, som skolen
og samler indtryk fra dagliglivet i byen. og kirken repræsenterer. Ganske vist er
Albert repræsenterer en kollektiv der også på skibet et hierarki, men hvor
bevidsthed, samtidig med at han har sine man i kirken kun står til ansvar over for
Vi, de druknede (2006) · Carsten Jensen 15
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGTGud, er man på skibet regulært ansvarlig både styr på ydre og indre kræfter, og det
over for de andre. Sømandens æresfølelse er de færreste, der kommer ud i den
anbunder i en bestræbelse på at opnå enig- den ende med så stor indsigt som Albert.
hed, og det er den indsigt, Albert giver Albert er en pragmatisk mand, der
videre. En indsigt, der også stammer fra påskønner teknologiske fremskridt og
møder med kulturer og verdener, som tror på fornuften. Men han har også sine
adskiller sig fra det velkendte danske. natlige skyggesider. Hans erfaringer med
Sømanden Alberts skarpe blik for til- kvinder og kærlighed er sparsomme.
værelsens mangfoldigheder og respek- Som moden mand har han et forhold til
ten for, at der er andre måder at tackle en asiatisk karrierekvinde, Cheng, som
livet på, kommer til udtryk i et opgør han lærer meget af – også fnansielt –
med præsten, der tager den fastboende men derpå går der fere år, før Albert
bondes parti, fordi det kristne grund- får et fast forhold til en kvinde. Det sker
syn korresponderer med den steds- og med Knud Eriks mor, Klara, som han i
stavnsbundne levevis. Men hvorfor tage sin afmagt slår. Der er både alders- og
til takke med et liv, der går i samme plov- klasseforskelle mellem de to, og Albert
fure år ud og år ind? For sømanden er har morderlig svært ved at etablere en
skik og brug relative størrelser: stabil relation til Klara. Men den gamle
mand får videregivet Knud Erik en
Sådan gør vi nu her, siger bonden på sin masse kærlig livsvisdom, og han får også
slægtsgård. Jamen, sådan gør de nu ikke her, Klara til at slægte Cheng på, med det
resiger sømanden, for han har set mere. Bon- sultat at Klara efter at have arvet Alberts
den har sig selv som målestok for alt. Søman- formue bruger al sin energi på at gøre
den indser hurtigt, at det kan han ikke have. det svært for byens mænd at komme ud
på havet. Det er lige ved at koste hende
Vi, de druknede demonstrerer, at præsten, forholdet til Knud Erik, hvis liv på havet
bonden og læreren tager fejl. Sømanden under Anden Verdenskrig udgør
romaderimod har ret. Ikke dermed sagt, at nens sidste dramatiske del.
han, endsige Albert, er ufejlbarlig. Han Det paradoksale er, at den rationelle
er bare elementært mere livsklog, og det Albert mange år tidligere har drømt,
er sømanden, fordi han ikke kan overleve hvordan Knud Erik og mange andre
uden at respektere sine medmennesker. mænd fra byen vil opleve verdenskrigens
Dem, han sejler sammen med, og dem, rædsler på havet. Det skorter ikke på
han møder på sine rejser. Hvilket ikke varselsdrømme og mareridt, som Albert
betyder, at livet på havet automatisk selvfølgelig ikke fatter. Men han nedskr-i
skaber prægtige mennesker. Havet ska- ver dem og kun en autistisk eneboer og
ber også stjernepsykopater og bunker af en troende enke indvies kortvarigt i disse
tabere. De kontante betingelser fordrer apokalyptiske horrorfantasier.
Rationali16 Vi, de druknede (2006) · Carsten Jensen
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGT
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVESsten møder i sine natlige drømme histo- nede, at forfatteren har tilladt sig en lang
riens engel, og den blæser i Carsten Jen- række kunstneriske friheder. Interessant
sens version fra fremtiden ind i Alberts nok havde Albert Boye faktisk profetiske
fortidige univers. Sømanden er profetisk, drømme, så det, man kunne fristes til at
og på den måde har han en berørings- læse som outreret imagination, har en
fade med præsten, der på sin side ikke klangbund i historisk realitet.
kan holde ud at skulle gå den tunge gang Albert er det bedste af Marstal.
Roud til kvinderne for at fortælle dem, at de manens kollektive mandlige “vi”-fortæller
nu er blevet enker. Også den kollektive elsker at høre Alberts beretninger om
forpligtelse overtager Albert følgelig: livet på søen: Vi, de druknede er afgjort
en spektakulær fortælling, og
beundrinHan var gammel, han havde været i byen gen er åbenbar, fordi manden er så nyttig,
altid, bredskuldret med det studsede skæg. som ovenstående citat peger på. Men
Her i dødens nærvær gjaldt hans myndighed vi’et har også øjeblikke, hvor misundelse
stadig. Han var kaptajnen. Han sad i deres og trang til at fortrænge dominerer.
stue, hvor han måske ellers aldrig kom, og Dermed angivet, at samfundsmæssige og
hans besøg gav døden en betydningsfuldhed, ideologiske modsætninger også er en del
den måske ellers ikke ville have haft. Han af Marstals historie. Ligesom Albert er et
hjalp dem med at værge sig mod mørket. sammensat menneske, er det kollektive
De følte sig ikke alene i dette øjeblik. Det vi en mangfoldig størrelse. Det tæller de
var ikke ham, der sad hos dem. Det var hele levende og de døde, fortiden, nutiden
byen, enigheden, slægten, fortiden og frem - og fremtiden. Romanens udgang, der
tiden. Døden var allerede halvt besejret, livet former sig som en danse macabre, folder
på vej videre. smukt og skæbnesvangert vi’et ud:
Derfor er fornavnet Albert ingen tilfæ -l Og dér, i den yderste cirkel, med ansigterne
dighed. Ifølge bogen bag romanen, Vi halvt skjulte i uvishedens tåger, dansede alle
sejlede bare. Virkeligheden bag Vi, de druk- de, der havde sejlet på fremmede skibe og
nede, som Carsten Jensen udgav sammen været borte i de fem år, krigen havde varet. Så
med historikeren Karsten Hermansen, mange af dem var døde. Hvor mange vidste
var Albert det mest typiske drengenavn vi ikke. I morgen ville vi tælle dem. Og de
i Marstal i det 19. århundrede, og dertil næste par år ville vi sørge over dem, sådan
kommer, at virkelighedens forlæg for som vi altid havde gjort. Men i aften dansede
Albert Madsen hed Albert Eriksen Boye. vi med de druknede, og de var os.
Ved navnesammenfaldet antyder
romanen, at der kan sluttes fra de historiske Af Erik Svendsen
fakta til fktionen, men det fremgår afVi
sejlede bare. Virkeligheden bag Vi, de
drukVi, de druknede (2006) · Carsten Jensen 17
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGTAlceste
Forrådt og forfulgt fra alle kanter. Det er bliver modsagt. Dernæst får han en
stævAlcestes dramatiske begrundelse for at ning på halsen, fordi han kommenterer
forlade lastens hule, som er hans beteg- en sonet skrevet af den fadt indladende
nelse for salonkulturen i Paris i midten Oronte, som har opfordret ham til at give
af 1660’erne. Han har nu også haft en sin uforbeholdne bedømmelse af det lille
træls dag. Først er han arrig og brok- salondigt. Bedømmelsen er lige så klar,
ker sig indædt til sin ven Philinte over som dommen er knusende. Den stærkt
hofkulturens falskhed og hykleri, men sårede Oronte stævner efterfølgende A-l
ceste for injurier, og han må nødtvungen
indgå forlig.
Men – som om det ikke var nok –
målet er endnu ikke fuldt, Oronte viser
sig at være Alcestes rival til den unge og
smukke Célimène, som Alceste er
hovedløst forelsket i. Hun afsløres desværre
som en aldeles svigefuld salontøjte, hun
har på en uforpligtende måde og i al
hemmelighed skrevet indladende breve
til adskillige bejlere fra salonmiljøet.
Alceste følger dog sit hjerte og erklærer
på trods af denne svigefulde adfærd o -f
fentligt sin uforbeholdne kærlighed til
hende, som imidlertid svarer igen ved at
Alceste brokker sig konstant over sine
medmenneskers falskhed og idioti. Selv mener han at
tale ærligt, redeligt og uden omsvøb af hjertet.
Célimène er hans modsætning, en overfadisk
salontøjte, inkarnationen af den evige narcissist.
Men Alceste er og bliver håbløst forelsket. Igen
og igen udfordrer hun sin tilbeder.
18 Misantropen (1666) · Molière
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGT
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVESgive ham en kurv. Et par andre kvinder, lem venner og fender, er kulminationen
især Éliante, der elsker ham, og Philinte, på Alcestes stærke tro på, at hans udsagn
hans lige så trofaste som fegmatiske og meninger er upåklagelige, mens
anven, forsøger at tale ham til fornuft. Men dres udsagn og meninger til enhver tid
forgæves. Alceste er sur og fortrædelig. kan anfægtes kritisk. Denne holdning
Éliante vælger derfor at respondere posi- gør ham blind over for én ganske bestemt
tivt på Philintes kærlighedserklæring til og central aktør i samtlige de situationer,
hende, hvorefter Alceste ser sig selv som han på godt og ondt ender i, nemlig ham
ofer for forfølgelse og svigt fra omgiv-el selv.
serne. Som miskendt i al sin selverklæ- Lige så lidt han er til sinds at lytte til
rede hæderlighed forlader han scenen for andres velmente råd, lige så lidt er han i
helt andre steder og på afstand af salon- stand til at se sig selv udefra, gennem de
kulturen at søge bedre og mere passende andre. Han er den, han er, og det agter
omgivelser for sit gemyt. han højt og tydeligt og aldeles utvetydigt
Vi kender godt denne karaktertype, og insisterende at gøre gældende i enhver
den er så grundfæstet i vor kultur, at situation, han nægter at forstille sig. Han
den fndes i nærmest uforandret form agerer ud fra devisen om, at alt skal siges,
i kulturhistorien fra oldgræsk digtning at der skal tales ud af egen karsken bælg
til aktuel litteratur og flm. Vi møder og uden salonfähig politesse. Og da hans
ikke kun denne unisexede karaktertype i tiltro til sine medmennesker kan ligge på
kunstens fktive verdener, men i alle sam- et meget meget lille sted, opfører han sig
menhænge fra hverdagsliv til politik. som en sand misantrop. Molière kalder
Alceste er en slags idealtypisk drama da også sit komediale karakterstudium af
queen, der selv altid mener at tale af hjer - Alceste fra 1666 for netop Le Misantrope
tet og derfor på ingen måde tåler at blive – Misantropen. Men er han, den kære
modsagt eller at modtage andres råd og Alceste, nu også så entydig i sin
mennekritik. Hans let antændelige arrigskab er skefendskhed, at han er ærkeeksemplet
afødt af en urokkelig følelse af at være på en misantrop? Ikke helt.
hævet over, hvad han opfatter som omgi- Han er i hvert fald forskellig fra en
velsernes svigefulde idioti. Får han ikke helt anderledes type misantrop, hvis
hosin vilje, føler han sig misforstået og svig- vedfgur vi fnder i et andet drama, i
Wiltet og med det resultat, at han nu enten liam Shakespeares Othello fra 1604. Heri
vil have lov at være lidt i fred eller ikke huserer den destruktive charmør Iago.
kan styre sit temperament og simpelthen Han manipulerer den ellers
velfungerenarrigt må stampe ud af situationen, gerne de Othello og nærmeste omgangskreds
med en teatralsk og oferbevidst afskeds- til at kollapse i et tragisk kaos, men ender
replik på læben. Denne arrige venden dog med selv, til sin egen store og vantro
ryggen til verden, og uden at skelne mel- fortrydelse og på grund af en lille fodfejl,
Misantropen (1666) · Molière 19
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGT... jeg kan ikke udstå den
er, Iago er ikke den, han er, den første er falske metode, som bruges “ på trods af sit brokkeri og sin evindelige
af de feste af jer, som er på fornærmethed menneskelig, den anden
gennemført inhuman af støbning og i mode, og mest af alt hader
opførsel.
jeg det hykleriske ord, som Jean-Jacques Rousseau beundrede
Molière og var positiv i sin analyse af ikke i hjertet, men kun på Alceste som karaktertype, hvor han
skelnede mellem to typer af misantroper, der læben bor ...
kan minde om nævnte forskel mellem
Alceste og Iago. I sit berømte ofentlige ” brev til vennen d’Alembert – Lettre à
at blive opslugt af dette kaos. Han agerer M. d’Alembert sur les Spectacles fra 1758
stykket igennem ud fra en formel om, at – opponerer han mod et ganske bestemt
han ikke er den, han er (“I am not what I ønske i d’Alemberts encyklopædi-artikel
am”). Det kræver en vaskeægte dyssocial om Genève, der går ud på at oprette
sans for forstillelse og social manipu- et teater i denne deres fælles hjemby.
lation, dette at optræde som én her, en Rousseau raser ikke mod drikfældige og
anden der, og alle steder som én man slet intrigante skuespillere, men mod teatret
ikke er. som institution, fordi, skriver han,
pubIago har ikke andre følelser end had, likum på dets scener møder optrædende
jalousi og magtbegær at regulere sig efter. personer, der, på grund af den
anonymiAlceste evner derimod at føle og udtryk- serede og uforpligtende tilskuerrolle, ikke
ke begær efter og uhildet kærlighed til kan andet end give anledning til falske
Célimène, og han udviser i al sin vrant- eller forlorne følelser i publikum. Dette
enhed og idiosynkratiske adfærd fornem - opfatter han som en korrumpering af
melse for både ære og retfærdighed. ægte sociale og patriotiske følelser, som
Alceste og Iago er egentlig begge ethvert sundt og naturligt samfund bør
rundet af en gammeltestamentlig gude- bygge på. I det over 150 sider lange brev
sentens. De tilpasser sig på hver deres diskuterer Rousseau indgående over fem
diametralt modsatte måder – eller er af sider Molières Misantropen og
fortolderes forfattere blevet tilpasset – Guds ker Alceste som fgur. Det er heri, han
bemærkning til Moses om, at han til sit skelner mellem to typer af misantroper.
folk skal sige, at den lige så despotiske Der er for det første den monsteragtige
som navnløse Gud, der, som den almæg- misantrop, som kendes fra omrejsende
tige selv bedyrer, er hvad han er, “Jeg er italienske teaterensembler, og som vi kan
den, jeg er!”, og som derfor kalder sig “Jeg kalde Misantrop 1: den følelseskolde og
Er”, har sendt ham. Alceste er den, han hadefulde misantrop. Til forskel herfra
20 Misantropen (1666) · Molière
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGT
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVEShar vi Alceste, som vi kan kalde
Misantrop 2: den følelsesfulde misantrop, hvis
hjerte bag den barske facade trods alt
banker for menneskehedens ve og vel, og
som udmærker sig ved sandt, redeligt og
uforblommet at udtrykke sine følelser og
meninger. Rousseau beundrer Molières
evne til at give dette efter hans mening
sande karakterportræt af Alceste som,
om man så må sige, Misantrop 2, en slags
misantropisk flantropist. Han kan
derimod ikke acceptere, at det formidles i en
komedie, under hvis opførelse publikum
har anledning til på et følelsesmæssigt
falsk grundlag at håne ham med latter.
Rousseaus analyse af Alcestes
sammensatte karaktertræk er egentlig ikke
særlig overraskende. Han havde som
bekendt selv en rem af huden og måtte
fere gange i løbet af sin karriere søge
væk fra eller opleve at blive forvist fra
celebre salonmiljøer i Paris og London,
fordi han altid af hjertet måtte sige sin
lige så direkte som dybtfølte mening om
alt forefaldende samt dyrke sin hang til
aleneværen. Hans analyse af Alceste viste
sig på en måde at være ganske profetisk, i
hvert fald endte han jo selv i en situation,
der måske i bund og grund også kunne
være Alcestes eneste vej ud af diverse
former for social misere? – nemlig som
den aldrende, eksilerede, ensomme og
drømmende vandrer.
Af Jørn Erslev Andersen
Misantropen (1666) · Molière 21
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGTAlkmene
Alkmene stod på en måde ved begyndel- og moralistisk verden. To gange prøver
sen af min akademiske løbebane. Som hun derfor at fygte, anden gang vil hun
nybagt lecturer besøgte jeg i begyndelsen endda følge en fok omvandrende gøglere.
af 1980’erne et foredrag om denne fortæl - Som et naturvæsen fremstår hun, når
ling fra Karen Blixens Vinter-Eventyr hun i en grøngylden silkekjole lyksaligt
ved University College i London, som står på en høj i skoven, som meget dristig
jeg forlod med fornemmelsen af, at det, virker hendes næppe skjulte beundring
jeg havde hørt, var noget utilfredsstil- for sin vens, Vilhelms, uægteskabelige
lende, at det nok kunne gøres bedre, at forbindelse (“Hvor vover du, Vilhelm!”)
tekstens hovedfgur nok kunne forklares og som en uforståelig provokation
henpå en mere indlysende måde. Alkmene des ønske om at overvære en henrettelse
blev derved et incitament til en bedre i København. Alkmenes karakter er ikke
tekstforståelse, en slags entré til littera- til at gribe, hun er som en broget og
stråturvidenskaben, en udfordring til at løse lende mosaik med alt for mange ujævne
tekstens gåder. Og som forskningshisto- dele, som ikke kan føjes sammen til en
rien viser, er jeg langtfra den eneste, som helhed.
denne fgur har udfordret og afokket Derfor er hun af de feste fortolkere
stadig nye læsninger. og læsere blevet set som en gåde. Det er
Alkmene er ved historiens begyndelse ikke forbavsende, for alt det, vi ved om
en lille pige af ukendt herkomst, som hende, har vi fra historiens fortæller,
adopteres af et barnløst præstepar på den Vilhelm, som hverken er objektiv eller
jyske hede. Hendes gratie, frygtløshed og alvidende, tværtimod. Han fortrænger, at
mærkelige skønhed passer lige så lidt ind han er del af hendes historie og hendes
i dette miljø som hendes fremmede navn, underkuelse, han vedkender sig ikke sin
som derfor forkortes til “Mene”, som ly- fascination og sit begær. Det er netop
der både dansk og grimt og erstatter det dette fortælleperspektiv, som forhindrer,
græske med mørke, bibelske associatio- at vi nogensinde skal få at vide, hvem
ner. Plejeforældrene med deres pietistiske Alkmene virkelig er – vi ser hende kun
moral prøver også at underkue hendes gennem forblindede mandlige øjne. Hun
forkærlighed for dans, skødesløshed og forbliver et enigma. Det bliver ikke bedre
løgnagtighed – hun ser ud til at repræ- af, at hendes historie er så mættet med
sentere friheden i en snæver, kedelig andre tekster, at hun ligefrem synes at
22 Vinter-Eventyr (1942) · Karen Blixen
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGT
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVESvære sat sammen af brudstykker af ver- den og samtidig føler sig truet. Men ud
denslitterære hentydninger – fra Bibelen over at repræsentere kvindeligheden er
og Homer, til Shakespeare, Goethe og hun er også et billede på litteraturen, på
til Blicher. Det er heltinder og hændelser selve fktionen, som sætter en
imaginai disse intertekster, som danner forbil- tionsproces i gang, som aldrig helt når i
leder, der præger og indsnævrer hende mål. En rigtig god fortælling kan og skal
næsten lige så meget som plejeforældre- ikke lukkes, den forbliver ambivalent og
nes opdragelse. Den verdenslitterære fertydig, det må litteraturvidenskabens
arv danner et net af forventninger og erkendelsestrang kunne holde ud.
Alkbetydningstilskrivninger, som dog ikke mene er jo ikke en real person, som vi
kan føjes sammen til én gyldig fortælling. kan lære at kende, hun er en mosaik af
Hvor meget vi end studerer Amftryon- myter om kvindelighed og ideer om
frimyten eller Shakespeares Et vintereventyr hed, sat sammen til en gåde, som er selve
– vi står stadigvæk uforstående over for fktionens drivkraft. Sådan set var det
Alkmene, når vi til slut møder hende meget passende, at denne fgur stod ved
igen som rig, hårdt arbejdende, nærig og begyndelsen af en løbebane som
profesugift fåreavlerske på heden. Af folket på sionel læser, fktionens åbenhed er også
egnen opfattes hun som “en vanvittig eller hermeneutikkens drivkraft.
en Heks”, en typisk reaktion på at møde
en utilpasset og usædvanlig kvinde. At Af Annegret Heitmann
hun – ligesom i begyndelsen af fortæ-l
lingen – “ingen Særk [har] paa”, tyder på,
at hun under overfaden har bevaret sin
frihed, hendes levemåde derimod taler
for en underkastelse under den
glædesløse protestantiske arbejdsetik. Hvis vi,
ligesom plejeforældrene, sigter mod at
fastlåse hende i egne forestillinger, myter
og bestående narrativer, er dette en
meget utilfredsstillende slutning.
Hvis vi derimod, som den
uforstående fortæller og teksten som helhed,
bevarer Alkmenes hemmelighed og dermed
hendes frihed, kunne slutningen ikke
være bedre. Som enigma er Alkmene en
personifkation af kvinden, hvis frihed-s
længsel og fertydighed den mandlige
fortæller ler ad, fordi han ikke forstår
Vinter-Eventyr (1942) · Karen Blixen 23
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGTAnna Livia Plurabelle
Anna Livia Plurabelle, det er hende, der lig, en skønne morgen er regnet væk og
spifer verden, så den blomstrer til ren lo- viftet kold? Den tid, den viking. Se, der
tus. Hun måtte lære sig talens fælder for kommer hun, kæk og blank spinker hun
at kunne stave sine længsler, hver aften snu en lille spank af en sprint, før hun
stille natpotten frem og ønske sig et fnt en gang til gennemskuer det blankslidte
nyt korset, som bygmesteren skulle have blodige blær, der får ham til at glemme,
med hjem fra manufakturhandler Ja-r hvordan og hvorfor hun og han engang
gonsen. Med trompeter. Han er god nok, sang duetter på symaskinen, mens to
den fordrukne murer, siger hun, selv om kærter blafrede, en på hver sin side af
han måske lavede et eller andet, han ikke foden, den ene en digter, den anden en
måtte, sidst han for vild i parken med en gangster. Der ligger hun, rolig som mos i
kasse porter. Han er et rigtigt gammelt regnen. Dejligt ensom til sidst en elsket
forbjerg, som det foden løber rundt om og langs med ingenting intetsteds. Der
der yderst på hovedet på halsen. Hvem er hun.
vil søge Find mig Farver på de dryppende
bakker i Vikkelfeld, når hun, leende dej- Af Peter Laugesen
24 Finnegans Wake (1939) · James Joyce
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGT
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVESAnna Terlow
At forfatteren til Karakterbogen. Et vir- I ægteskabet med Tom er der to børn, John
rehoveds notater mente at have monopol og Minna.
på titlen og derfor ikke kunne formås til
at bidrage til nærværende skrift, skal ikke Når det distancerende tonefald og
rigblokere for et portræt af noget i dansk dommen på konkrete facts mere leder
litteratur så sjældent som en troværdig, tanken hen på et politisignalement eller
helstøbt kvindelig jegfortæller skabt af en et portræt til en rund fødselsdag, end
mandlig forfatter. det ligner en dybt indfølt selvskildring,
Anna hedder hun, med et palindrom, skyldes det, at Anna er blevet fremmed
som antyder, at hun har to sider, men for sig selv og er vant til at se sig selv med
alligevel inderst er én person. Dette indre omverdenens øjne. Men præsentationens
menneske (jeg) sætter titlen imidlertid i form hænger samtidig sammen med, at
parentes, for kvinden er i klemme mel- historien om Annas mere eller mindre
lem indre og ydre, og imellem den pige, desperate opbrud fra mand og børn er
hun var engang, og den dame, hun er tænkt og realiseret som radioroman.
Sånu, i romanens fortællende stund. I det dan én skal man kunne følge med i, selv
tredje af i alt 15 kapitler præsenterer hun om man misser et afsnit. Nye lyttere kan
sig således: godt begynde her.
Men værkets brudte fortælleform
Anna Terlow (født Bryl) er femogtredive med overblændinger mellem resumé,
år gammel. Hun studerede oprindelig zoo- refeksion, retrospektion og dramatiske
logi og biologi, men forlovede sig med en situationer lige op til fortælleminuttet
fuldmægtig i udenrigsministeriet og opgav skal ikke kun imødekomme radiomediets
studierne. ... Hendes baggrund fortaber sig krav; den tjener også til at sende Anna på
ikke i det dunkle. Hun voksede op i et metal- en dobbelt rejse: dels, som en kvindelig
arbejderhjem på Nørrebro sammen med en dansk Odysseus, episk fremad fra
Kaældre broder, Kjeld. Ægteskabet med Tom, rachi til København via Rom, hvor hun
der senere via ambassadesekretærposter i hjælper en yngre narkoforbryder til fugt,
Reykjavik, Moskva, Ankara og Paris nu er dels erindrende bagud og nedad gennem
Danmarks ambassadør i Karachi, har nok tiden: i øverste lag af fortid årene som
fernet hende fra det oprindelige miljø, men diplomatfrue i udlandet, og længere nede
hendes solidaritet og kærlighed er usvækket.
Anna (jeg) Anna (1969) · Klaus Rifbjerg 25
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGTJeg siger, lille Anna, du
rejste hjem for at blive helbredt, ste læger, de danske; men knap har hun “ forladt Karachi, før hun i bogstavelig fo-rmen hvorfor bruge penge på en stand giver sig til at hjælpe sig selv. Anna
onanerer i fyet (en teknologisk lettere dyr doktormand, når du kan
opdateret hilsen til en anden
Odysseusklare problemerne selv? Argu­ roman, James Joyces Ulysses!) og bestiller
en gin & tonic til en ung, langhåret fyr, mentationen er ikke god nok.
der ledsaget og vogtet af en dansk
politimand skal hjem og ruske tremmer.Jeg rejste ikke hjem for at blive
Det er der al mulig grund til, idet
Jørhelbredt, selv om ordene gjaldt gen Schwer står på listen hos Interpol for
narkotikahandel, underslæb, vold, almin-noget i den retning. Jeg var
deligt tyveri, checkfalskneri og smugleri.
For Anna repræsenterer han blot oprin-jo ikke syg. Jeg har aldrig været
delse og ungdom og muligheden af en ny
syg. begyndelse. At han undervejs nordpå fra
Rom via Schweiz, Slesvig og Ærø bliver
de afbrudte studier, pigeskolegang på hendes kejtede, sultne, kærlige elsker, ”
Rysensteen, barndommen på Nørrebro: er kun psykologisk konsekvent. Annas
opbrud skal nemlig føres helt igennem,
Husk at spise dine kartofer op, husk at spise lige til slutscenen, hvor hun sætter en
dine kartofer op, bevar værdierne, ikke så revolver mod ganen og netop ikke begår
meget sennep på tallerkenen, det der sidder selvmord, men betræder den lange vej
tilbage på kanten, tjener fabrikanten sine tilbage til sit liv, eller et ændret liv.
penge på, og pas nu godt på dit tøj, og nu har Hvor meget Rifbjerg satsede i
romadu igen ikke sat din cykel ned i kælderen. nen, der i 1970 indbragte ham Nordisk
Råds Litteraturpris, kommer desværre
For Anna og især for Klaus Rifbjerg går ikke rigtig frem i Erik Wedersøes ellers
der en lige årsagslinje fra 1940’ernes og fnt opsatte flmatisering, formentlig
50’ernes omklamrende normtyranni til fordi Anna som fgur i så høj grad er
60’ernes ungdoms- og kvindeoprør. Anna identisk med sin stemme, herunder sit
er nok en modsigelsesrig fgur, men også ordvalg og sin stil. “Husker I piger?”,
en tidstypisk rebel. Blot vågner hun for udbryder Anna, når hun tænker tilbage
sent, nemlig da hun er ved at blive vanvit- og prøver at få greb om sit selv. Kom så,
tig og besættes af sine tvangstanker om Rysensteen! Det er Rifbjergs djærvhed
at slå datteren Minna (Min Anna eller og velkendte frækhed transponeret over i
Mini-Anna) ihjel. Det er den lurende en kvindes krop.
galskab, der gør, at hun sættes på fyet
hjemover for at hente hjælp hos de bed- Af Erik Skyum-Nielsen
26 Anna (jeg) Anna (1969) · Klaus Rifbjerg
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGT
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVESAnnemari
Der er tre mænd i romanen, der bestan- der må frem i forårets knivskarpe lys.
dig krydser hendes vej, og hun ender Johannes dyrker fri elskov med den rige
med ikke at elske nogen af dem! Sådan gårdmandskone Rigmor, men er forelsket
kunne man med en omskrivning af Tove i Annemari, Sandøs rose, der på sin side
Ditlevsens digt om de to mænd, der er på vej til at rejse fra øen med
ingeniøkrydser digterindens vej, karakterisere ren Harry, som bringer det moderne liv
den unge kvinde Annemari, der færdes i og dets forandringer til øen.
mange af kapitlerne i Martin A. Hansens Annemari bryder forlovelsen med sit
Løgneren. barns far, Oluf, der har reddet sig selv på
Generationer af læsere har brugt sin kammerats bekostning under et
draskolens dansktimer på at gruble over og matisk skibsforlis. Der er masser af svig
samtale om fortælleren og hovedperso- imellem personerne, og i deres forhold til
nen i Løgneren, den halvgamle, halvskal- sig selv. Og når man forsøger at genfo-r
dede og fordrukne skolelærer Johannes tælle romanen, lyder den lidt banal, og
Vig. Martin A. Hansens Løgneren blev man skal selvfølgelig især læse romanen
bragt som radioroman i 1950, og den blev for at opleve den stemning af farligt forår,
den første kunstneriske mediesucces, der som den rummer. Johannes viser sig at
samlede danskerne og lagde gaderne øde. have svindlet med tid og fortalt sin
histoAlle fulgte med fra uge til uge i handlin- rie langt senere, end han giver os indtryk
gen i denne øjeblikkelige klassiker, som af. Men løgnen klæber også til Oluf,
Martin A. Hansen skrev på, mens der Harry og Rigmor. Johannes’ problem er,
blev læst op. at han vil frelse sig selv, være Vorherre i
Romanen er formet som dagbogsno- alle forhold i sit eget liv og være sin egen
tater fra Johannes, som vi tilsyneladende årsag. Det er en fortvivlet vej at slå ind
følger “live” igennem et par forårsuger, på, som en af de store kendere af Martin
hvor isen er ved at bryde op, og han A. Hansen, litteraten Anders Tyrring
venter sin gamle elev Olufs hjemkomst Andersen, forklarer det, for så ender man
til øen. “Trettende marts. Det er tåget” med at løbe rundt i løgne og selvbedrag.
– sådan lyder de berømte første ord i Det eksistentielle tema er skarpt skåret;
romanen, og dermed er stemningen slået men værkets smukkeste og stærkeste
an i den uro og usikkerhed, der hersker grundtone er dets stemning af uro, is,
imellem personerne, og de begivenheder, vidder, snepper og sex.
Løgneren (1950) · Martin A. Hansen 27
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGTHun sidder og brækker
på et af mine penneskafter. alt for selvoptaget i sin fremskridtstro, og “ Rigmors mand, den brovtende Frederik, Et tyndt gammelt penneskaft. der er mest optaget af at tjene penge, og
som gerne lader degnen ordne sin kone Grimt, men næsten helligt.
ude i buskene.
Jeg giver det aldrig bort, men Vi ser selvfølgelig også disse mænd
med Johannes’ øjne, men hvis man fore-måske vil jeg testamentere det
stiller sig, at man glimtvis kan se ud
under Annemaris sorte øjenvipper, virker bort. Bræk det bare, min pige,
de ikke som hendes jævnbyrdige. Og
tektænker jeg. sten skubber læseren hen i hendes
retning og ind under hendes blik, eftersom
Johannes er en demonstrativt upålidelig ”
Undertiden skal man stole på sin før- fortæller, hvis selvfremstilling læseren
ste læsning af et værk. På årstallet i min hurtigt begynder at sætte mange
spørgsudgave af romanen kan jeg se, at jeg har målstegn ved.
læst den første gang som 15-årig. Som Upålideligheden udpeges allerede
pubertetssild var jeg meget mere optaget med de forskellige fktioner om fortiden
af den unge Annemari end af Johannes. med pigen Birthe eller Betty, som
JohanEller rettere sagt, jeg var optaget af, hvor- nes præsenterer Annemari for, og de
dan Johannes ser hende som Sandøs rose ironiske svar, han giver hende, da hun i
med de sorte øjenvipper, den hybenrøde starten af romanen spørger ham,
hvormund, det røde koralhalsbånd og den for han ikke er løbet bort med hende
mosgrønne bluse, der strammer over bry- selv. Spørgsmålet er dog også fra hendes
stet, den gode ende (vi er altså i 1950!), de side en grum ironisk gestus over for den
korte skørter og de yndefulde bevægelser selvhenførende Johannes, der går og
hygog med en glad lille søn løbende omkring ger sig med sin ulykkelige kærlighed til
sine ben. Hun er tiltrækkende og sensuel. hende, alt imens han ser dybt i
cognacSkøn for det mandlige blik – sådan vil en faskerne og knepper Rigmor. Han svarer
kvinde gerne ses og begæres. Og selv om ironisk, at de kan stikke af sammen lige
læseren hele tiden ser hende i Johannes’ nu. Men han venter med velberådet hu
optik, opnår hun alligevel en vis frihed med at forsøge at kaste sig i hendes arme,
af bindingen til hans blik. Hun træder indtil han er helt sikker på, at det er for
nemlig frem som det stærkeste modbil- sent. Den ydre undskyldning er, at hans
lede til Johannes og de øvrige mænd: den gamle elev Oluf skal have tid til at tale
vege Oluf, der lider under de løgne, han med Annemari, og at de så sammen kan
har fortalt om drukneulykken, og den ra- gøre en ende på deres forhold, inden
tionalistiske modernist Harry, der virker Johannes selv vil melde sig som
førsteel28 Løgneren (1950) · Martin A. Hansen
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGT
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVESsker. Men det er noget sandøsk fårelort,
eftersom det længe har været klart både
for Oluf, Johannes og for den forsamlede
ø, at forholdet mellem Oluf og Annemari
er forbi. Hun er allerede langt inde i sin
firt med Harry, et forhold, der ligner et
forsøg på at udfordre Johannes til selv at
skride til handling. Annemari, hun er en
sneppe, siger Sandøboerne og hentyder
dermed til hendes seksualitet, som ikke
fejler noget som helst andet end, at den
mangler mandligt modstykke.
Når Annemari kryber ud af Johannes’
blik, viser hun sig som en karakter, der
ikke er en del af den problematik
omkring skyld, skam og selvhenførelse, som
mændene hænger fast i. Hun træder frem
som deres menneskelige modstykke, en
ung moderne kvinde, hvis tragedie det er,
at de kriseramte og selvovervurderende
mænd overhovedet ikke kan matche
hende. Hverken den lavendelduftende
fortidsdyrkende skolelærer, den
brovtende storbonde eller den rationalistiske
fremtidsdyrker har noget at tilbyde en
ung kvinde. Annemari ender med at
forlade øen sammen med Harry, uden at
det ligner et forhold, der vil lykkes, mens
Johannes forsøger at binde hende til øen
med en symbolsk guldkæde og selv
fortsætter uforpligtende med Rigmor
Med Løgneren er vejen litterært banet
for de efterfølgende årtiers kvindelitter-a
tur. Sådan cirka.
Af Anne-Marie Mai
Løgneren (1950) · Martin A. Hansen 29
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGTAureliano
Ingen regel uden undtagelse: Der er ikke Uden at være overfortolker kan
én karakter, som lyder navnet Aureliano i man endvidere læse fortællingen som
Márquez’ slægtsroman Hundrede års en- en allegori om Latinamerikas historie.
somhed, der om nogen er inkarnationen De sammenfaldende egennavne peger
på den latinamerikanske magiske rea- endelig på, at fortællingen kan være den
lisme. Der er hele fre, og Aureliano’erne latinamerikanske mands historie, stykket
er ikke alene om at blive gentaget, for ud i enkeltpartikler, der tit kommer til at
slægten rummer også fre mænd, der ly- hænge sammen i kærlighed og had.
Navder navnet José Arcadio. De to spor løber neforviklingen markerer endvidere, at
på et tidspunkt sammen med tvillingerne romanen ikke drejer sig om én karakter,
Aureliano og José Arcadio. derimod om en hel kultur. En provins,
Hvorfor fnder en forfatter på at br-u som bliver et prisme for modernitetens
ge de samme egennavne i fere slægtled? latinamerikanske udviklingshistorie. Den
Er det for at drille læseren, der normalt perifere lokalitet bliver essensen af det
dovent kan hægte diverse karaktertræk moderne, for når toget kommer til byen,
op på et navn? Når der er fere med sam- forandres alt.
me navn, skal man uafbrudt huske på, Hundrede års ensomhed er på én
hvem der nu er hvem, og hvilke egenska- og samme gang en historisk forankret
ber den enkelte besidder. Navnesammen- fortælling og en myte om manden og
fald signalerer kontinuitet og fordobling, kvinden, en by, et land, en verdensdel,
men det peger også på nødvendigheden pakket ind i en slægtsskrøne. På tværs af
af at huske, hvad den enkelte bedriver. generationer er der et udtalt fællestræk,
Og tilsammen repræsenterer alle disse nemlig at mange bærer “den uendelige
mænd – og de kvinder de omgiver sig ensomhed, som på samme tid adskiller
med – en fktiv bys historie, nemlig dem og forener dem”, som der står om
Macondo, og indlejret i bynavnet ligger det umage venskab mellem José Arcadio
en hel verden: mondo. Et sted der også fre og Aureliano tre, de to, som lukker
komprimerer en nations historie, nemlig og slukker slægten, da den sidste
Aureforfatterens fædreland, Colombia, idet liano dør som spæd.
fere af de dramatiske hændelser og po- Denne Aureliano er født med
griselitiske konfikter, romanen opruller, kan hale, og dermed symboliserer hans krop
spejles i landets realhistorie. den fatale incestuøse spænding, som
30 Hundrede års ensomhed (1967) · Gabriel García Márquez
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGT
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVESBuendiafamilien:
Melquiades José Arcadio Buendia Úrsula Iguarán
Remedios Oberst Aureliano Pilar José Arcadio Rebeca Amaranta
Moscote Buendia Ternera Buendia (II)BuendiaBuendia
17 Aurelianoer Aureliano Arcadio ( José Santa Sofa Pietro Oberst
José Buendia Arcadio III) de la Piedad Crespi Gerineldo
MarquezRemedios Fernanda del Aureliano Petra José Arcadio
Carpio Segundo Cotes Segundo Buendia Buendia
José Arcadio Renata Remedios Mauricio
Buendia (IV) Buendia (Meme) Babilonia
Gabriel Aureliano (II) Amaranta Úrsula Gastón
Marquez Buendia
Aureliano (III)
Med en stamtavle kan man orientere sig i hundrede års ensomhed. Noget af uhyggen i navnefordoblingerne
fordufter. Og lidt af charmen forsvinder med den rationelle overskuelighed!
slægtens urmoder Ursula igennem hele Romanens slutning har klare
rehistorien advarer sin familie om. Sam- ferencer til Apokalypsen, mens der i
tidig med at fortællingen tangerer den indledningen, da Ursula og José Arcadio
store historie om verdensdelen, der bliver Buendia grundlægger Macondo, er
åbenmoderniseret som en bananrepublik, lyse hints til en bibelsk
skabelsesmyer det også en fortættet historie om en tologi: “Verden var så ny at mange ting
slægt, der med gentagne incestuøse for- manglede navn”. På deres vej støder de
nemmelser lukker sig om sig selv. Roma- dog også på spor fra koloniseringen, og
nen er klaustrofobisk, og det er navnefo-r urfaderen er til fals for hvad som helst af
bistringen også et udtryk for. opfndelser og spektakulære objekter, der
Hundrede års ensomhed (1967) · Gabriel García Márquez 31
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGTMange år senere, stående
over for henrettelsespeloto­ apparatets nedskydning af protesterende “ arbejdere – og efterfølgende er der ingen nen, skulle oberst Aureliano i Macondo, der tilsyneladende kender
noget som helst til massakren på tre Buendia huske den ferne
tusind mennesker. Sansen for historiens
eftermiddag, da hans far tog skæbnesvangre tyngde ligger hos José
Arcadio, akkurat som den overvintrer ham med for at se hvad is
hos urfaderen, der for længst er død, men
fortsat kommunikerer med den døde var.
sigøjnervismand Melchiades. Márquez
sammenstiller uden videre realisme med ”
kommer til byen. Stammens patriark er imaginære tildragelser. Der er
transpaentreprenant, innovativ, og han har også rens mellem det genkendelige og det
en vidtløftig fantasi. I starten slægter visionære.
Aureliano sin far på ved at bruge timer Aureliano lever et ægteskabeligt
på værkstedet, men han skifter karakter, dobbeltliv, da han pendler mellem sin
da han lader sig indrullere i de liberales snobbede og konforme hustru Fernanda
hær, der i borgerkrigen går op imod de del Carpio og den frodige og vitale Petra
konservative. Aureliano overlever det Cotes. Med elskerinden udlever han
ene nederlag efter det andet og bliver sin trang til frås og løjer, men et
synden helt. Hans storebroder, José Arcadio, fodsregnvejr lukker Macondo ned, og
derimod udvikler sig til en magtdespot, Aureliano bliver en skygge af sig selv,
der udelukkende udnytter kaos til egen akkurat som urfaderen José Arcadio
materiel fordel. Denne José Arcadio har blev det. Han håber, at datteren Meme
også en anden fordel, som gør ham til ved at få en uddannelse kan komme ud
længselsobjekt for kvinderne, nemlig det i verden, men hendes mors bornerthed
der sidder mellem hans ben, men efter sætter en brat stopper for drømmene.
at have boltret sig ude i verden kommer Memes søn fra det forliste forhold, ka -l
José Arcadio hjem og gifter sig med sin det lille Aureliano, er indiferent over
stedsøster Rebekka, og deres erotiske livet i Macondo. I stedet har han viet sit
fryd er for meget for Ursula. liv til bøgerne og til samtale med
fortiLidt mindre frivol er Aureliano, som den, men det introverte opgives, da han
sammen med Santa Sofa bliver far til møder sin tante Amaranta Ursula, som
dels den billedskønne og derfor dybt vender hjem fra Europa med sin belgiske
ensomme Remedios den Skønne, dels kæreste. Der har været andre europæiske,
tvillingerne der først er som to dråber mandlige bejlere til slægtens kvinder, og
vand, men siden går hver deres vej. José som de øvrige ender det med en
afvisArcadio overlever som den eneste magt- ning, for Amaranta Ursula har svært ved
32 Hundrede års ensomhed (1967) · Gabriel García Márquez
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGT
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVESat modstå lille Aurelianos umisforstå- Men nederlaget til det moderne
hænelige lidenskab. Deres barns grisehale er ger også sammen med, at den første José
symptomet. Arcadio Aureliano lader sig bedrage, lidt
Ursula har hele tiden anet den skæb- af en fantast som han er, at den anden
ne, som også ligger i den gamle sigøjners José Arcadio selv gør sig til magtens
skrifter: spejlbillede, at Aureliano bliver oberst
med og uden mål, og at den anden
AureDer fandtes intet mysterium i en Buendias liano løber spidsrod mellem to kvinder.
hjerte som var uigennemskueligt for hende, Ingen af mændene kan hæve sig op over
for et århundredes kortlægning og erfaring deres fatale historie.
havde lært hende, at familiens historie var Men én stemme formår at vide mere:
et tandhjulsværk af ubodelige gentagelser, et den monologiserende fortæller. Allerede
drejende hjul, der ville være fortsat med at i romanens første sætning demonstrerer
dreje i en uendelighed, hvis det ikke havde stemmen sin bedreviden, paradoksalt
været for aksens fremadskriden og uafhjæ-l nok ved at lyve for læseren:
pelige slid.
Mange år senere, stående over for
henrettelDet er Ursula, der mestrer at sammen- sespelotonen, skulle oberst Aureliano
Buentænke det prosaiske, hverdagslige og det dia huske den ferne eftermiddag, da hans far
vidtløftige. Det er derfor også hende, der tog ham med for at se hvad is var.
illusionsløst kan generalisere om navnene
og de betydninger, der trækkes på: Længe tror læseren, at obersten blev
henrettet, men det viser sig ikke at holde
I familiens lange historie havde den stædige stik. Dermed også sagt at
tryllekunstnegentagelse af navne ladet hende drage kon- ren ved, at når man vil fortælle
sandheklusioner som forekom hende uomgængelige. den, må man af og til lyve.
Mens de der hed Aureliano var tilbagetrukne,
men klarsynede, var de der hed José Arcadio Af Erik Svendsen
impulsive og foretagsomme, men mærket af
et tragisk tegn.
Lille Aureliano holder op med at være
tilbagetrukket, men han mister sit
klarsyn, fordi driften driver ham ind i
incestens mørke land. Macondo og dens
mænd formår ikke at stå imod den
lokkende modernitet med al dens
vareglimmer og forførende objekter.
Hundrede års ensomhed (1967) · Gabriel García Márquez 33
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGTAxel
Axel – jegfortælleren og hovedperso- forstærkes hans higen mod det
grænsenen i romanen Arvingen af Meïr Aron løse og antager en ny farve. Da han er
Goldschmidt – er netop født til at være omkring 14 år gammel, ser han for første
en arving. Men for at få sin arv må han gang den 11-årige nabodatter Astrid, og
først miste den og gå så grueligt meget i sin forelskede betagelse oplever han
igennem, inden han kan genvinde arven hende som et væsen fra en højere verden.
og med rette tage den i sin besiddelse. Kort før Axel bliver student, bliver
Axel er født som ældste barn på en faderen imidlertid bedraget og mister
jysk herregård omkring 1832. Forældrenes slægtsgården, og han dør knust af sorg.
høje forventninger til barnet og tjeneste- Axel har mistet sin arv – og samtidig
folkenes respektfulde behandling giver mister han også Astrid. I sin ydmygelse
ham en høj grad af selvbevidsthed og en efter tabet af gården undlader han at
trang til at fantasere om store bedrifter, opretholde forbindelsen til hende, og han
han vil udføre i fremtiden. En huslærer hører senere, at hun er blevet gift med en
aner denne drift mod det grænseløse og svensk baron. Fortvivlet fantaserer Axel
mener, at drengen mere drives af liden- om at genvinde gården og sin sociale
staskab og vilje end af forstand. Desuden tus gennem krigeriske bedrifter, og
erofornemmer læreren, at denne higen mod tisk hengiver han sig til Sophie, som han
det grænseløse også rummer en dæmo- ikke elsker. Da hun bliver gravid, bliver
nisk mulighed i sig. Sammen med en de gift proforma og skilt igen.
elsket lillesøster lever Axel dog indtil Axels higen mod det grænseløse
syvidere et beskyttet og idyllisk barndoms- nes indtil videre at føre ham ind på en
liv på den patriarkalske gård. retning mod det dæmoniske. I selskab
Da moderen dør, kastes der en skygge med en ung, spillegal og eventyrlysten
ind i børnenes solbeskinnede liv, men grevesøn begiver han sig ud på en
Eurodet er trods alt kun som et forvarsel om parejse. Ved siden af trangen til militære
de kommende ulykker. I første omgang bedrifter, kaos og pludselig død rummer
kommer Axel til København for at gå hans sind imidlertid også de billeder af et
på en skole, hvor hans selvbevidsthed og højere liv, som barndommen og
forelskellivsmod giver ham en position som leder sen i Astrid har nedfældet i ham. Hans
blandt de andre børn. Efterhånden som evner som dæmonisk desperado viser sig
det erotiske liv begynder at vågne i ham, derfor at være begrænsede. Han nægter
34 Arvingen (1865) · Meïr Aron Goldschmidt
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGT
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVESat tage del i falskspil og søger at be- besiddelse. Hans higen mod det
grængrænse virkningerne af den unge greves seløse er blevet inddæmmet og omsat i
hærgen, og i det erotiske liv kan selv en sjælelig vækst.
erfaren, vellystig og forførende skuesp-il Hele Axels hidtidige liv, der på dette
lerinde ikke bringe ham på værre tanker. tidspunkt omfatter omkring 30 år, har
Selv om Axel får lejlighed til at vise sigtet frem mod denne stund. I romanens
sit værd i ridderlig kamp, opgiver han de tankeverden må en livshistorie anskues
heroiske og krigeriske drømme og beslut- som et nøje afbalanceret system af straf
ter sig i stedet for en videnskabelig løbe- og belønning, der har til formål at bringe
bane. Belønningen udebliver heller ikke. mennesket frem til indsigt og modenhed.
Først kommer der fra hjemlandet besked Livets hændelser styres ikke udefra
genom, at manden, der i sin tid havde bedra- nem guddommelige magters indgriben,
get faderen, er død og har testamenteret men de indtræfer heller ikke tilfældigt.
herregården til Axel – øjensynligt grebet Således mister faderen ikke kun
gåraf dårlig samvittighed. Og dernæst mø- den ved simpelt bedrageri, men også på
der Axel atter Astrid, der opholder sig i grund af sin egen uagtsomhed, ligesom
Rom. Det viser sig, at hun kun har giftet Axel genvinder den som belønning for
sig med den svenske baron, fordi hun den uegennyttige måde, hvorpå han
unhavde overtaget ansvaret for sin afdøde der Europa-rejsen har søgt at begrænse
søsters to børn og måtte have dem for- den eventyrlystne greves ødelæggelser.
sørget. Strengt taget var det måske heller Tilsvarende kan Astrid og Axel ikke få
ikke helt pænt gjort mod baronen – men nogen jordisk kærlighedslykke, fordi de
han er nu også selv en kedelig karl, der begge har forplumret deres erotiske liv
ikke blot pønser på at skille sig af med gennem henholdsvis fornuftsægteskabet
Astrid for at gifte sig mere fordelagtigt, med den svenske baron og den svigagtige
men også på at tage børnene fra hende og afære med Sophie. Dette
skæbnemønendda gøre dem til katolikker! Det lyk- ster indser man ikke i det øjeblik, hvori
kes Axel at forpurre hans planer og befri begivenhederne udspiller sig, men først i
Astrid og børnene – men Astrid har ikke eftertanken og tilbageblikket.
kunnet udholde de mange sindsbevæ- Selv om romanens begivenheder
gelser og dør i hans arme, efter at de har ofte er fantastiske, bliver de i og for sig
erklæret hinanden deres kærlighed. realistisk beskrevet. I denne realistisk
Axel overtager hendes ansvar for beskrevne verden træder der alligevel en
børnene, og samtidig rejser han hjem for højere betydning frem, idet
begivenheogså at overtage ansvaret for sin gård og dernes sammenhæng komponeres som
dens folk. Han er nu i sandhed arvingen, et skæbnemønster. Det er dette
skæbder som et modent og medfølende men- nemønster, Axel indser i sit tilbageblik,
neske kan tage sit liv og sin ejendom i men denne erkendelse er ikke kun et
Arvingen (1865) · Meïr Aron Goldschmidt 35
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGTudtryk for hans personlige tolkning.
Goldschmidt anså den højere skæbnelov
for et universelt vilkår og kaldte den for
Nemesis. Læseren må være forfatteren
taknemmelig for denne forsikring om, at
der er et fast kompositionsprincip bag de
mange utrolige og farverige hændelser,
der udspilles på romanens overfade.
Ellers kunne man godt komme i tvivl,
selv om Goldschmidt fremsætter sin
Nemesis-lære med en betydelig
overbevisning og patos. I den realistiske romans
videre udvikling kan man som læser
iagttage, hvorledes den realistiske beskrivelse
af omverdenen langsomt frigør sig fra
forestillingen om en bagvedliggende og
meningsgivende komposition.
Af Knud Bjarne Gjesing
36 Arvingen (1865) · Meïr Aron Goldschmidt
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGT
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVESBarbara
Den tidligt afdøde Jørgen-Frantz Ja- tuberkulose. Muligvis ville Jacobsen have
cobsen skrev kun en roman, Barbara, givet Heinesen ret, det kan vi ikke vide.
der foregår på Færøerne i midten af Men hvad mener Barbara, og hvad mener
1700-tallet. Titelfguren er en kvinde, der romanen selv?
i kraft af sin uimodståelighed har lokket Hvis Barbara var et middelmådigt
mandfolk i fordærv, ja, endog – skal man værk, havde spørgsmålet kun begrænset
tro den lokale sladder – været direkte interesse, men romanen er mesterlig, og
eller medvirkende årsag til sine to første den har held med det afgørende: at få
ægtefællers død. Barbara har fået ry for læseren til at tro på Barbaras
uimodståat være en af de største og mest fatale elighed i en sådan grad, at man ligefrem
forførersker i dansk litteratur. Hun er be- selv falder for hende. At det efter min
hersket af et uudslukkeligt erotisk begær opfattelse lykkes for Jacobsen, hænger
og selv begæret af de feste mænd. sammen med, at han træfer nogle
overAt hendes erotiske udstråling er raskende kunstneriske valg.
usædvanlig, kan romanens færinger, dens På forfatterskoler er det gængs lær -
implicitte forfatter og dens fortolkere dom, at det ypperste, mest blændende
enes om. Men hvad er det for kræfter, aldrig må beskrives, kun benævnes, så
der rumsterer i hende? Den gængse op- at læseren kan udfylde teksten med sine
fattelse er, at hun er i pagt med selveste egne projektioner. Jacobsen gør det
modlivsdriften og dermed snarere må kaldes satte, giver et temmelig fyldigt
signaleamoralsk end umoralsk. Fortolkningerne ment af Barbara: Hun er høj, lys, har en
af hende som en amoralsk eruption af stor, rød mund og smukke tænder. Men
liv præges af en åndsretning, vitalismen, hertil føjes nogle “degraderende”
bestemsom var stærk i mellemkrigstiden. Livet melser. Hendes gode veninde Suzanne,
udfolder sig ifølge vitalismen hensyn-s som hun ofte ses sammen med, har et
løst, hinsides kategorier som godt og “langt kønnere ansigt”, hedder det. Til
ondt. At ville moralisere over mennesker, præsentationen af Barbara hører også,
der i særlig grad besidder livsgnisten, at en resolut huskarl, træt af at se, hvor
er omsonst. Er Barbara et sådant men- urimeligt hun behandlede sin daværende
neske? Det mente William Heinesen, ægtemand, engang stak hende ned i
forfatterens nære ven og den, der afslu-t lortetønden med hovedet først, og der
tede værket, efter at Jacobsen var død af skulle 18 bøtter vand til for at gøre hende
Barbara (1939) · Jørgen-Frantz Jacobsen 37
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGTHun rødmede pludselig.
sig op i sfærer hinsides godt og ondt, gi-De, der bemærkede det, blev “ ver sig ikke af med at rødme, men det gør
lidt forbavsede – efter alt, Barbara, og det endda til omgivelsernes
forbavselse. Oven i købet prøver hun at hvad de havde hørt, troede
forebygge de skader, som hun af bitter
de ikke, at Barbara var af erfaring ved, hendes kønsdrift forvolder.
Det sker, da spradebassen Andreas an-dem, der rødmede. kommer til Torshavn. Barbara kigger
ham ud, taber sit hjerte til ham, fygter så ” i panik fra byen i et – som det viser sig:
forgæves – forsøg på at redde ægteskabet
ren igen. Læseren reagerer ikke på disse med præsten Poul.
to – afsvalende – informationer om Barbara er mindre monumental, end
henholdsvis den beskedne andenplads i den vitalistiske tolkning vil vide, men
skønhedskonkurrencen og tilsviningen i også mere menneskelig, og det i fere
lortetønden ved at forestille sig Barbara henseender: vægelsindet, hengivet til
som mindre attraktiv end først antaget. øjeblikket, skrøbelig, angst for sit begær.
Man ræsonnerer omvendt: Hvis hen- Romanens midaldrende ræsonnør
sorendes evne til at tryllebinde alle og enhver skriveren, der indtager rollen som forfa-t
overlever dén behandling, så må hendes terens talerør, er en oplysningsmand,
udstråling være overvældende, uhåndgri- som rationalistisk foretrækker at tale om
belig – og så vil man som læser produ- “arve-ufornuften” frem for arvesynden.
cere projektioner af en langt højere orden Hen imod slutningen gør han status over
end dem, der kun har med en persons Barbara-skikkelsen. Han identifcerer
udseende at gøre. hende, for så vidt vitalistisk, med
natuHvis Barbara slet og ret var en amo- ren selv, men drejer subtilt naturbilledet
ralsk eruption af liv, som vitalismen vil i en retning, som ikke er vitalismens:
vide, burde hendes væsen være præget af Det naturlige viser sig ikke kun som
ubekymrethed, men sådan forholder det sanselighed, siger han, men også som en
sig slet ikke. Ved seks forskellige lejlighe- urefekteret tillidsfuldhed, der gør hende
der får man at vide, at Barbara rødmer, let at narre – og narret og forladt bliver
og i alle tilfælde er der tale om, at hun hun til sidst, da hendes seneste erobring
konfronteres med sit eget eller andres sejler bort på skibet Fortuna. Alene
erotiske begær. Hendes rødmen viser, at hendes tillidsfuldhed viser de
summarierotik og skamfølelse er tæt forbundne i ske karakteristikkers utilstrækkelighed.
hendes bevidsthed. En vitalistisk super- Det giver ikke mening at tale om en
tilkvinde, der i egen forståelse har svunget lidsfuld femme fatale– ua nset at hendes
38 Barbara (1939) · Jørgen-Frantz Jacobsen
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGT
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVEStiltrækning bliver fatal for hendes tre
præstemænd.
Sorenskriveren hæfter sig ved
Barbaras sårbarhed, hvor en beton-vitalist
kun ville have blik for det monumentale.
Interessant nok hedder det om
sorenskriverens statusopgørelse, at det kun
var “et øjeblik”, han mente at fatte hendes
gerninger. Den endegyldige konklusion
udebliver. Sorenskriveren bliver ikke fær -
dig med at grunde over Barbara og
hendes omskiftelige væsen, hvad romanens
forfatter næppe heller blev.
Af Søren Schou
Barbara (1939) · Jørgen-Frantz Jacobsen 39
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGTBardamu
Under Anden Verdenskrig lykkedes det det er kun første del, der handler om
tyskerne at få forbavsende mange franske Første Verdenskrig, anden del handler
forfattere til at gå i gyngen og komme på om Bardamus rejse til og ophold i en
den tyske ambassade, hvor krigshelten og fransk koloni i Afrika, tredje del om
krigsbogsforfatteren fra Første Verden -s USA og ferde del foregår igen i
Frankkrig, Ernst Jünger, optrådte som elegant rig, hvor Bardamu er fattiglæge ligesom
ofcer-gentleman og lokkedue. En af de Céline selv.
hyppige gæster var hans fuldstændige Romanen er faktisk holdt sammen
modsætning, nemlig Louis-Ferdinand af to ting, opgøret med la belle époque,
Céline, kendt som forfatteren afR ejsen tiden før Første Verdenskrig, og
choktil nattens ende fra 1932, en roman om oplevelsen over den moderne verden,
Første Verdenskrig, som havde gjort ham som krigen kun er et ekstremt billede på.
berømt både på højre- og venstreføjen. I begyndelsen af romanen ser Bardamu
Han var fattiglæge i Paris, han mødte op et regiment passere forbi, anført af en
på ambassaden i luvslidte jakkesæt, med oberst på sin hest. Bardamu gør et
luftfedtet hår, og vakte Jüngers absolutte spring af begejstring, deltager snart selv
afsky på grund af sit bevidst platte og i krigen, de første par måneder til hest,
vulgære fransk, som spiller en stor rolle i derefter til fods i kugleregnen: “jomfru-e
hans bøger. I 1944 fygtede Céline fra en lig over for gruen som over for vellysten”.
sikker dødsdom i det befriede Frankrig Ilddåbens højdepunkt er et granatchok.
på grund af sin antisemitisme via Tys-k Bardamu ser en granat slå ned i en
supland til Danmark, hvor han opholdt sig pegryde og ramme en oberst og en menig
indtil amnestien i 1951, uden at føle no - soldat, hvis kødstumper forener dem i
gen grund til at takke de danske myndig- kødsuppen. Nøjagtig samme billede
venheder for at have reddet hans liv. der tilbage i romanens sidste del, hvor en
Bardamu er en stortalende lands- fødende kvinde forbløder, så det minder
knægt med rødder i barokkens skæl- om oberstens gennemskårne hals
denmeroman, det vil sige, at han overlever gang under krigen.
krigen ved hele tiden at befnde sig på Der fndes hele tiden en anden måde
bunden af samfundet, hvorfra han ser at reagere på end Bardamus, der
konstore mænd stige op og gå til grunde. fronterer sig med chokket og angsten, og
Rejse til nattens ende består af fre dele, det er det 19. århundredes moral. Den
40 Rejsen til nattens ende (1932) · Louis Ferdinand Céline
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGT
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVESHan opfører sig ikke
døende piges mor vil hellere se datteren som en døende. “forbløde end lade hende komme på
hospitalet, hvor hele skændslen ville komme ”
for en dag, og faktisk er det netop denne madeleinekage og drikker lindeblomste
forældede moral, Bardamu er bange for at genopleve sin barndoms by
Comfor, og som hele tiden truer hans for-t bray. Céline overtager teknikken, men
satte eksistens, således under den lange den eksploderer mellem hænderne på
sørejse kort efter Første Verdenskrig ham, det er ikke mere sjældne og positive
til kolonierne i Afrika, hvor Bardamus øjeblikke, men tværtimod ulykker, uvejr,
svigtende patriotisme nær ender med, at katastrofer, sensationer, der dukker op
han smides over bord, indtil han pludse- overalt i romanen, inklusive det skud, der
lig begynder at synge Marseillaisen. Og dræber Bardamu, så han oplever sin egen
man kan ikke smide en franskmand over død som det sidste, intensive øjeblik: “Og
bord, mens han synger nationalsangen. dog vil han absolut snakke. Han græder,
Bardamu har to overlevelsesstrategier, får åndenød, så ler han igen. Han opfører
den ene er hans bafouillage, hans stam- sig ikke som en døende”.
men og utydelige talen, hvor han slører
sine egentlige motiver bag en strøm af Af Henning Goldbæk
ord, for at overleve, som det sker under
skibsrejsen til Afrika. Der går rødder
tilbage til den karnevalistiske tradition
hos François Rabelais og hans
Gargantua. Men det er kun en stakket frist, i
slutningen af romanen kommer han til at
vise sit sande ansigt og bliver skudt, fordi
han siger ordet “nej”. Bardamu forbløder
ligesom ofceren og den fødende kvinde,
og han har været dødsdømt lige fra
begyndelsen, og hele romanen har for hans
vedkommende blot bestået af udsættelse,
som også er et vigtigt motiv hos Franz
Kafka.
Men der er en anden
overlevelsesstrategi, det er et lån fra Marcel Proust.
Hos Proust er der få sjældne øjeblikke,
hvor den matematiske tid sættes ud af
kraft, for eksempel i det berømte
erindringsbillede, hvor Marcel spiser en
Rejsen til nattens ende (1932) · Louis Ferdinand Céline 41
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGT“Bente”
Helle Helles debutbog, den mærkeligt til at lære at kende, er hovedpersonen.
sjove kortprosasamling i tidstypisk og Dette gør teksten forunderligt svimlende,
af Lars Bukdahl beskrevet “rittersport- på en gang ekstremt genkendelig og dybt
format” (“praktisk, kvadratisk, god”) mærkværdiggjort. Det alt for kendte er
Eksempel på liv fra 1993, peger gennem set som i et tåget og forvrænget
troldtilsyneladende tautologiske underover- spejl.
skrifter på sproget selv: “Navne eller hvad Som den klassiske fortælleteori aldrig
de hedder” er et eksempel. At spørge til, bliver træt af at understrege, står og fa-l
hvad der ligger i et navn, er naturligvis der jo alting med øjnene, der ser. Så når
et ældgammelt tema, som Shakespeare synsvinkelbæreren og fortælleren er en
og store dele af verdenslitteraturen har gåde, bliver selv den mest jordnære
hverbeskæftiget sig med. Men det er også et dagsskildring sært rystet. Ned til hundene
yderst håndgribeligt hverdagsproblem er dogmeflmsrealisme med uroligt
for personerne i Helles roman Ned til håndholdt kamera. Vi ser gennem øjne
hundene fra 2008. i et ansigt, vi ikke (gen)kender eller
forRomanen anvender traditionelle greb, står. I løbet af romanen bliver vi klogere
men giver dem en umiskendelig hellesk på alt og alle, undtaget selve
hovedperdrejning: En gådefuld fremmed ankom- sonen. Alt fortælles af og gennem et “jeg”,
mer til et lillebitte udkantssamfund, hvis der ikke inviterer til identifkation, men
hemmeligheder hun gradvist optrevler, til distance og forundring.
ligesom hendes egen baggrund stykkevist Protagonisten er ikke kun ansigtsløs,
afsløres, og hun kommer – mest uforva- hun har heller ikke noget navn. Eller
retrende – til at gribe afgørende ind i lokal- tere: Det har hun jo nok. Vi får det bare
samfundet. På godt og ondt. aldrig at vide. Det eneste, vi ved, hun ikke
Men Ned til hundene er original, for hedder, er “Bente”, for det er et navn, den
gådefuldheden er så gennemtrængende, unge Putte opfnder til lejligheden i en
samtidig med at hverdagsrealismen er så impulsiv social maskerade. For i mødet
overbevisende og forførende. Dette er et med andre skal man jo som bekendt
hjørne af dansk udkantsvirkelighed set hedde noget. Ellers hænger
virkelighegennem et meget underligt temperament. den ikke sammen. Og “Bente” er der
Det anderledes i denne tekst, den eneste ikke noget i vejen med: “Det ville jeg så
karakter, vi ikke rigtig forstår eller får lov gerne have heddet, det er et godt navn”,
42 Ned til hundene (2008) · Helle Helle
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGT
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVESDet handler mest sådan
siger Putte til den ukendte kvinde, som om almindelige mennesker. “hendes partner John har fsket op ved et
forladt busstoppested i et sydsjællandsk ”
randområde. mister sit arbejde, og hun forårsager en
“Bente” er ikke kun fysisk langt ude, jagthunds død. Hun taber en føjtenisse
hun er også på sin egen, underligt under- og glemmer en hundeføjte og kan ikke
spillede og lavmælte måde på randen af kalde på dyret, da hun ikke kender dets
et eksistentielt sammenbrud. Det er ikke navn. Navnløshed kan således medføre
tilfældigt, at Putte den første nat lærer død, så måske redder Putte kvindens liv
kvinden at spille “uno” (en!) i hjørneso- ved at navngive hende. For at
protagofaen, der selvfølgelig står ved siden af en nisten sandsynligvis er på selvmordets
kiste(!). “Bente”, som er fygtet fra et par- rand, er der andet end kisten, der peger
forhold, kan ikke fnde ud af at være to. på. Hun ønsker at komme ud på en
ubeNu overvejer hun, om hun skal være “en”. boet ø (“Kvieøen”) og forhandler om leje
Eller slet ingen. Den daglige rutebil har og færgemand. Symbolikken omkring
hun misset, ligesom i den sætning, den Charons Båd og “Toteninsel” byder sig
søvnløse forfatter i sin skrivekrise piner fristende til, men selvfølgelig diskret
sig selv med: “løbet er kørt”. og gemt bag tilforladelig realisme. Den
“Bente”s normale måde at fygte fra virkelige genkendelighed er som altid
sig selv (og andre) på har været at skrive. Helles alibi for at suggerere symbolske
Skriften og den lidenskabsløse voyeu- medbetydninger. Som hun sandsynligvis
risme er hendes faste fugtrute: ville fralægge sig ethvert ansvar for.
Ligesom “Bente” forsøger at gøre.
Når jeg sad på den måde, kunne jeg nærmest “Bente” er ikke det eneste “opfundne”
forsvinde. Jeg blev til ingenting med evnen navn. Mændene som Bjørnvig, Ib
(Ibtil at se og høre. Det var en befrielse. Jeg ville ber), og John har troværdige navne, men
ønske, det altid kunne være sådan. Når jeg mon “Putte” og hendes mor “Kylle” ikke
skrev, forsvandt jeg på samme måde, men nu er kælenavne? At have et navn betyder
skrev jeg ikke mere. identitet og eksistens, og “Bente” prøver
at være “ingen” og ikke at “fndes”.
SlutFlugten fra socialitet og identitet er altså ningen, hvor sandsynligvis
(eks-?)partblokeret. Den skriftløse forfatters eneste neren Bjørnvig har lokaliseret hende, er
“udvej” er at give sig tilfældigheder og mangetydig på den særligt helleske facon
“venlige fremmede” i vold. Men også her med hele to usikkerhedsmarkører:
opdager hun, at hun er medspiller. En
karakter. Puttes bror, Ib, der “leverer på – Der er telefon. Vil du gerne fndes? … Det
alle fronter”, forelsker sig (måske) i hen - ved jeg ikke om jeg vil, vil jeg nok sige.
de, hun bliver ufrivilligt skyld i, at Putte
Ned til hundene (2008) · Helle Helle 43
INDHOLD SKRIBENTOVERSIGT