374 pages
Danish

Den uhyggelige fortAelling

-

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

Description

Spogelser, gengangere, galninge og lystmordere befolker Johannes V. Jensens forfatterskab. De lever i geografiske, sociale og mentale udkanter, og de lever i mAerkvAerdige hybridgenrer, hvor udefinerbare og besvAergende stemmer taler pa mader, som ryster fortAellingernes personer og lAeseren. Noget taler, som burde tie. Det opleves som uhyggeligt. Johannes V. Jensens tidlige tekster fra tiden omkring ar 1900 sAetter sig i struben og giver et kropsligt ubehag. De er pa en gang underligt dragende og frastodende. Den uhyggelige fortAelling. Unaturlig narratologi og Johannes V. Jensens tidlige forfatterskab undersoger de grAenseerfaringer, der hjemsoger Jensens fortAellinger, i forsoget pa at forsta, hvordan de bade handler om og spreder en sAerlig form for uhygge. Bogen forer lAeseren ind i Jensens eksperimenterende, korte prosaformer savel som i kanoniserede tekster som Kongens Fald og Madame D'Ora.

Sujets

Informations

Publié par
Date de parution 30 mars 2018
Nombre de lectures 0
EAN13 9788771845907
Langue Danish
Poids de l'ouvrage 6 Mo

Informations légales : prix de location à la page 0,0112€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.

Exrait

Spøgelser, gengangere, galninge og lystmordere Stefan
befolker Johannes V. Jensens forfatterskab. De lever Iversen
i geografske, sociale og mentale udkanter, og de lever
i mærkværdige hybridgenrer, hvor ude fnerbare og
besværgende stemmer taler på måder, som ryster
fortællingernes personer og læseren. Noget taler, som
burde tie. Det opleves som uhyggeligt.
Johannes V. Jensens tidlige tekster fra tiden omkring
år 1900 sætter sig i struben og giver et kropsligt ubehag.
De er på én gang underligt dragende og frastødende.
Den uhyggelige fortælling. Unaturlig narratologi og
Johannes V. Jensens tidlige forfatterskab undersøger de
grænseer faringer, der hjemsøger Jensens fortællinger,
i forsøget på at forstå, hvordan de både handler om og
spreder en særlig form for uhygge. Bogen fører læseren
ind i Jensens eksperimenterende, korte prosaformer og
i kanoniserede tekster som Kongens Fald og Madame
D’Ora.
Stefan Iversen (f. 1973), ph.d.
Lektor i Nordisk Sprog og Litteratur ved Unaturlig narratologi og
Institut for Kommunikation og Kultur,
Johannes V. Jensens tidlige forfatterskabAarhus Universitet
Aarhus Universitetsforlag
108211_cover_den uhyggelige fortaelling_r1.indd 1 22/02/18 10:57Stefan
Iversen
Unaturlig narratologi og
Johannes V. Jensens tidlige forfatterskab
Aarhus Universitetsforlag
108211_den uhyggelige_.indd 2 23/02/18 10:39 108211_den uhyggelige_.indd 3 23/02/18 10:39Den uhyggelige fortælling
© forfatteren og Aarhus Universitetsforlag 2018
Johannes V. Jensen Forum ved Aarhus Universitet; skriftserie, 9
Omslag, tilrettelægning og sats: Nethe Ellinge Nielsen, Trefold
Oversættelse fra fransk af Hélène Cixous, Jacques Derrida og Jean-Poul
Sartre: Tone Andreasen
Forlagsredaktion: Henrik Jensen
Bogen er sat med Chronicle Text
E-bogsproduktion: Narayana Press

ISBN 978 87 7184 590 7
Aarhus Universitetsforlag
Finlandsgade 29
8200 Aarhus N
www.unipress.dk
Bogen er udgivet med støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond
Kopiering fra denne bog må kun fnde sted på institutioner, der har
indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte
rammer.
/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.-niveau
er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet.
/ In accordance with requirements of the Danish Ministry of Higher Education and Science, the certification
means that a PhD level peer has made a written assessment justifying this book’s scientific quality.
108211_den uhyggelige_.indd 4 23/02/18 10:39Indhold
Den uhyggelige fortælling
© forfatteren og Aarhus Universitetsforlag 2018
Johannes V. Jensen Forum ved Aarhus Universitet; skriftserie, 9
7 ForordOmslag, tilrettelægning og sats: Nethe Ellinge Nielsen, Trefold
Oversættelse fra fransk af Hélène Cixous, Jacques Derrida og Jean-Poul 9 Indledning
Sartre: Tone Andreasen
Forlagsredaktion: Henrik Jensen
Bogen er sat med Chronicle Text
Trykt på 100 gr. Munken Pure hos Narayana Press, Gylling Første del
Printed in Denmark 2018
ISBN 978 87 7184 142 8
25 Vendingen
Aarhus Universitetsforlag
Finlandsgade 29 39 Naturlig og unaturlig narratologi
8200 Aarhus N
42 Naturlig narratologiwww.unipress.dk
52 Unaturlig narratologi: positioner
Bogen er udgivet med støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond
Kopiering fra denne bog må kun fnde sted på institutioner, der har 61 Derrida og det uhyggelige
indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte
rammer. 69 Dobbelt seance
86 Marx’ spøgelser
110 Den uhyggelige fortælling
117 Begrebet stemme
132 Bevidsthedsmaskinen
/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.-niveau
er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet.
/ In accordance with requirements of the Danish Ministry of Higher Education and Science, the certification
means that a PhD level peer has made a written assessment justifying this book’s scientific quality.
5
108211_den uhyggelige_.indd 4 23/02/18 10:39 108211_den uhyggelige_.indd 5 23/02/18 10:39Anden del
153 Genfærdet viser sig
156 ”Der er intet mystisk under Solen”:
Den gotiske Renaissance
171 Rejsende i mørke: ”Gura”
181 Stetoskopfaren: ”(Der er fere Ting –)”
197 Udsigelsestilskuere: ”Fra Christiania-Cirkus”
214 Kongens Fald
217 Symptom eller strategi?
230 Kald som uhyggelig fortælling
252 Den manende apostrofe
271 Dekadent dekadenceeksorcisme
290 Genfærdet forsvinder
291 Faust-pop eller spøgelseshistorie? Madame D’Ora
304 Tvisten i øret: ”Stemmen”
314 Hamlet går (igen)
329 Afrunding
344 Noter
360 Litteraturliste
6
108211_den uhyggelige_.indd 6 23/02/18 10:39
Anden del Forord
153 Genfærdet viser sig
156 ”Der er intet mystisk under Solen”:
Den gotiske Renaissance
171 Rejsende i mørke: ”Gura”
181 Stetoskopfaren: ”(Der er fere Ting –)”
197 Udsigelsestilskuere: ”Fra Christiania-Cirkus”
Denne bog markerer en foreløbig afslutning på et arbejde,
214 Kongens Fald som har fere begyndelser. Begyndelserne hænger tæt
sam217 Symptom eller strategi? men med andres indsats, og jeg har mange at takke for
inspi230 Kongens Fald som uhyggelig fortælling ration til de linjer og ideer, der følger. Ét udspring til bogen
252 Den manende apostrofe er at fnde i begyndelsen af 2010’erne, hvor Jan Alber, Brian
271 Dekadent dekadenceeksorcisme Richardson, Maria Mäkelä, Henrik Skov Nielsen og jeg under
overskriften ”unaturlig narratologi” søgte efter, hvad vi fandt
290 Genfærdet forsvinder var en manglende stemme i forskningen i
eksperimenteren291 Faust-pop eller spøgelseshistorie? Madame D’Ora de fortællinger. Hvad end den stemme nu er fundet eller ej,
304 Tvisten i øret: ”Stemmen” så er jeg den gruppe taknemmelig for intense diskussioner af
314 Hamlet går (igen) sære fortællinger (og sære diskussioner af intense
fortællinger), ligesom jeg er for andres livtag med
ideerne. Her vil jeg især fremhæve Monika Fluderniks og James
Phelans intellektuelle generøsitet. Et andet udspring til
bo329 Afrunding gen er at fnde i min tid som ph.d.-studerende ved Nordisk
Institut ved Aarhus Universitet i begyndelsen af 2000’erne.
Min interesse i Jensens tidlige forfatterskab begyndte med
344 Noter og som tvivl: Hvorfor virker Jensens tekster på én gang så
360 Litteraturliste underligt dragende og frastødende? Hvad fortæller de om,
hvordan fortæller de, hvorfor fortæller de? Jeg benyttede mig
i udgangspunktet af greb og tilgange, som jeg arvede fra
kolleger ved Nordisk Institut: Hvis ikke for Flemming Harrits, Lis
Norup, Peer E. Sørensen, Per Stounbjerg, Rolf Reitan, Stefan
Kjerkegaard og (igen og især) Henrik Skov Nielsen, så ville
denne bog hverken handle om nærlæsning, om dekadencens
6 7
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 6 23/02/18 10:39 108211_den uhyggelige_.indd 7 23/02/18 10:39
forlokkelser og forvildelser eller om uselvfølgelige
fortællinger (og den handler ret beset ikke om meget andet). En tredje
begyndelse er at fnde i samarbejdet med andre
Jensen-interesserede i og omkring Johannes V. Jensen-Forum ved
Aarhus Universitet. Her har Aage Jørgensens ihærdige og
uselviske indsats med at aktualisere Jproduktion været
vigtig. Dertil kommer de begyndelser, der allerede foreligger
på tryk – nogle af ideerne i bogen optræder i forskellige
variationer og stadier i tidligere publikationer, som jeg henviser
til her en gang for alle (Alber, Iversen, Nielsen og
Richardson 2010, 2012, 2013a, 2013b samt Iversen 2001, 2004, 2005,
2006, 2008a, 2008b, 2009, 2012, 2013a, 2013b). Endelig vil
jeg gerne takke en anonym læser for relevante kommentarer
til en tidligere version af manuskriptet samt min beredvillige
redaktør Henrik Jensen fra Aarhus Universitetsforlag for et
produktivt samarbejde.
Tak til Herdis og Svend (mine forældre), fordi I ikke sagde
nej; tak til Lene (min vrede, min elskede), fordi du siger mere
end ja.
8
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 8 23/02/18 10:39forlokkelser og forvildelser eller om uselvfølgelige
fortællinger (og den handler ret beset ikke om meget andet). En tredje Indledning
begyndelse er at fnde i samarbejdet med andre
Jensen-interesserede i og omkring Johannes V. Jensen-Forum ved
Aarhus Universitet. Her har Aage Jørgensens ihærdige og
uselviske indsats med at aktualisere Jensens produktion været
vigtig. Dertil kommer de begyndelser, der allerede foreligger
på tryk – nogle af ideerne i bogen optræder i forskellige
variationer og stadier i tidligere publikationer, som jeg henviser
til her en gang for alle (Alber, Iversen, Nielsen og Richard- Samtidens anmeldere var meget lidt begejstrede, da det, der
son 2010, 2012, 2013a, 2013b samt Iversen 2001, 2004, 2005, senere skulle blive til Kongens Fald, udkom som tre separate,
2006, 2008a, 2008b, 2009, 2012, 2013a, 2013b). Endelig vil kortere tekster: Forårets død (1900), Den store Sommer (1900)
jeg gerne takke en anonym læser for relevante kommentarer og Vinteren (1901). Den ansete kritiker Valdemar Vedel
nærtil en tidligere version af manuskriptet samt min beredvillige mede sig det diagnostiske i sin beskrivelse af en forfatter,
redaktør Henrik Jensen fra Aarhus Universitetsforlag for et der ”giver sig sine paradoksale Indfald og fkse Ideer i Vold,
produktivt samarbejde. smækker sine Historier sammen og fytter rundt med sin
Aksel og Mikkel i den letsindigste Vilkaarlighed og med den su-
1Tak til Herdis og Svend (mine forældre), fordi I ikke sagde veræneste Ringeagt for sit Publikum” (Vedel 1901) . Også
annej; tak til Lene (min vrede, min elskede), fordi du siger mere melderen C.E. Jensen, som andre steder havde rost den unge
end ja. Johannes V. Jensens produktion, konstaterede lettere
opgivende, at ”stærkt har denne historiske roman sagtens ikke
ligget Johannes V. Jensen paa Sinde, dyberegaaende Studier har
han formodentlig ikke gjort til den, og altfor grundigt har han
ikke stræbt at leve sig ind i Personerne” (C.E. Jensen 1900).
På ét punkt var de to anmeldere dog enige: Den unge Jensens
prosa besidder særlige efekter. C.E. Jensen talte i sin
anmeldelse af Den store Sommer om ”en stærkt personlig
Sprogkunst”, der ”griber den modstræbende Læser i Struben” (C.E.
Jensen 1900). Med en bemærkelsesværdig ens metafor talte
Vedel året efter i sin anmeldelse om, at læsningen afsætter
”en rent fysisk Fornemmelse, der tager Læseren i Kværken”
(Vedel 1901). At læse Kongens Fald opleves som et korporligt
overfald, et regulært kvælertag, der tager læseren i ”Struben”
eller ”Kværken” og, som Vedel konstaterer, sætter ”brutalt
8 9
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 8 23/02/18 10:39 108211_den uhyggelige_.indd 9 23/02/18 10:39Pres paa Læserens Pulsslag”. Da Kongens Fald blev
genudgivet i 1944, i anledning af Jensens nyligt tildelte Nobelpris,
var meget forandret, tydeligst vurderingen af bogens
litterære kvaliteter. Modsat sine ældre kolleger bestemte Tom
Kristensen således bogen som ”den sandeste Bog, der er skrevet
om det danske Sind” (Kristensen 1944). Kun på ét punkt var
Kristensens vurdering enslydende med århundredeskiftets
anmeldere: Også for ham indebærer bogen en læseoplevelse,
der er forbundet med ufrihed og kropsligt ubehag: ”Kongens
Fald er saa sand, at det gør ondt i os at læse den.”
Nærværende bog udspringer af lignende erfaringer
med Jensens tekster, og dens primære ærinde er at sige
noget sammenhængende om deres karakter. For mens mange,
både professionelle og almindelige læsere, har reageret, ofte
endog voldsomt, på sådanne efekter, så har få systematisk
analyseret efekterne eller de strukturer, hvori de
produceres. Forsøget på at forstå fører ind i tekster som Kongens Fald,
Madame D’Ora (1904) og en række af Jensens korte
prosatekster, blandt andet fere af de såkaldte myter. Det er tekster,
som befolkes af spøgelser, monstre, galninge, gengangere og
lystmordere. Deres handlinger udspiller sig i geografske,
sociale og bevidsthedsmæssige udkanter, ramt af et mørke, der
”synes at gro”, som det hedder i den tidlige prosaskitse ”Gura”.
Det vigtige er nu, at disse tekster ikke blot beskriver
grænseerfaringer forbundet med fx vanvid og død, men at de gør det
i former, der også forekommer sære og mærkværdige. Ikke
blot handler teksterne om en antastet og rystet
intentionalitet; de fremmaner den, blandt andet fordi de er vanskelige at
bestemme som enten fktive kunstprodukter eller personlige
vidnesbyrd fra en kriseramt psyke. Teksternes
raritetskabinetter præsenterer undtagelser i tekster, som selv er
undtagelser: generiske hybrider mellem prosalyrik og digt, romaner
ikke bare om, men på randen af sammenbrud, autofktive
skitser med tvetydige paratekster. Den ofte omtalte negativitet
10
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 10 23/02/18 10:39Pres paa Læserens Pulsslag”. Da Kongens Fald blev genud- hos den tidlige Jensen (gru, nihilisme, tomhed, fravær) angår
givet i 1944, i anledning af Jensens nyligt tildelte Nobelpris, ikke kun tematiske forhold, men skyldes også selve teksternes
var meget forandret, tydeligst vurderingen af bogens litteræ- strukturer, deres udsigelses udspring og forankring. Vejen til
re kvaliteter. Modsat sine ældre kolleger bestemte Tom Kri- at sige noget præcist om negativiteten hos den tidlige Jensen
stensen således bogen som ”den sandeste Bog, der er skrevet går derfor via undersøgelser af teksternes udsigelsesforhold.
om det danske Sind” (Kristensen 1944). Kun på ét punkt var Det primære formål med læsningerne i
nærværenKristensens vurdering enslydende med århundredeskiftets de bog er at blive klogere på Jensens anfægtede og
anfæganmeldere: Også for ham indebærer bogen en læseoplevelse, tende prosa, særligt som den udfolder sig i forfatterskabets
der er forbundet med ufrihed og kropsligt ubehag: ”Kongens på mange måder tumultariske første 10 år. Det overordnede
Fald er saa sand, at det gør ondt i os at læse den.” greb består i at gøre de tematiske og formelle undtagelsessi-
Nærværende bog udspringer af lignende erfaringer tuationer i et udvalg af Jensens tidlige tekster til hovedsagen.
med Jensens tekster, og dens primære ærinde er at sige no- Jeg interesserer mig således for to fænomener, som jeg
arguget sammenhængende om deres karakter. For mens mange, menterer for er af afgørende betydning både for teksternes
både professionelle og almindelige læsere, har reageret, ofte urovækkende karakter og for forståelsen af et vigtigt aspekt
endog voldsomt, på sådanne efekter, så har få systematisk af Jensens rolle i dansk litteraturhistorie: For det første
tekanalyseret efekterne eller de strukturer, hvori de produce- sternes stemmeføring, som gør det vanskeligt entydigt at
kares. Forsøget på at forstå fører ind i tekster som Kongens Fald, rakterisere deres udsigelsesinstans; for det andet teksternes
Madame D’Ora (1904) og en række af Jensens korte prosa- besværgende stridbarhed, der retter sig mod både andres
tektekster, blandt andet fere af de såkaldte myter. Det er tekster, ster og mod noget eller nogen i teksterne selv. Gennem
nærsom befolkes af spøgelser, monstre, galninge, gengangere og læsninger af disse to fænomener – hvad jeg kalder
henholdslystmordere. Deres handlinger udspiller sig i geografske, so- vis deintentionalisering og besværgelser – bliver det muligt
ciale og bevidsthedsmæssige udkanter, ramt af et mørke, der at sige noget nyt om det nyskabende ved Jensen: om det
”synes at gro”, som det hedder i den tidlige prosaskitse ”Gura”. distinktive ved nogle af forfatterskabets innovative
teksttyDet vigtige er nu, at disse tekster ikke blot beskriver grænse- per, om dets fejrede, såvel som dets fortrængte forbilleder og
erfaringer forbundet med fx vanvid og død, men at de gør det om dets forhold til tidens og eftertidens ideologiske og
æstei former, der også forekommer sære og mærkværdige. Ikke tikhistoriske strømninger, særligt dekadencen.
Læsningerblot handler teksterne om en antastet og rystet intentionali- ne slår ned i både hyperkanoniske, mindre kendte og stort
tet; de fremmaner den, blandt andet fordi de er vanskelige at set helt ukendte tekster, idet de samtidig forfølger bestemte
bestemme som enten fktive kunstprodukter eller personlige spor op gennem begyndelsen af Jensens forfatterskab. Det
vidnesbyrd fra en kriseramt psyke. Teksternes raritetskabi- skal dreje sig dels om nærlæsninger af enkelte tekster, dels
netter præsenterer undtagelser i tekster, som selv er undta- om negativitetserfaringernes skæbne gennem de tidlige dele
gelser: generiske hybrider mellem prosalyrik og digt, romaner af forfatterskabet. Litteraturhistorisk giver læsningerne et
ikke bare om, men på randen af sammenbrud, autofktive skit- bud på fremkomsten, udviklingen og tendentielt afviklingen
ser med tvetydige paratekster. Den ofte omtalte negativitet af vigtige aspekter af det, der gør Jensens tidlige
forfatter10 11
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 10 23/02/18 10:39 108211_den uhyggelige_.indd 11 23/02/18 10:39skab specielt. Den omfattende og forskelligartede reception
af forfatterskabet udgør en genkommende dialogpartner
undervejs; det samme gør forskellige forestillinger om
dekadence som kunst- og livsform, hvor indledningsvist Lis Norups
fremragende arbejde med dekadence skal fremhæves (Norup
2000; Norup 2003).
Litteraturanalytisk og -metodisk er de vigtigste
redskaber hentet fra postklassisk narratologi, mere specifkt fra
en aktuel teori om ukonventionelle fortællinger, der betegner
sig selv unaturlig narratologi. Metodevalget er ikke det eneste
mulige, måske for en første betragtning ikke engang videre
selvfølgeligt. Hvorfor tale om netop fortællinger i Jensens
tidlige forfatterskab? Jensens mest diskuterede tekster fra
de tidligste år af hans produktion er ikke just kendt for deres
egenskaber som det, man traditionelt forstår ved for tællinger,
snarere tværtimod. Hvad end Jensens ærinde måtte være, så
formes det ikke først og fremmest i handlingsrækker,
plotforløsninger og kausale relationer over tid, men snarere i spring
ind i billeder, i metamorfoser for øjnene af læseren og i
paroksystiske visioner. Mange af Jensens tekster lider i udstrakt
grad af mangel på teleologi og episk sammenhængskraft; til
gengæld synes de overbebyrdede af fremstillinger af mere
eller mindre sammenhængende bevidsthedstilstande. Der er
to grunde til at bringe Jensens tidligere tekster sammen med
indsigter fra delfelter inden for postklassisk narratologi. For
det første har nyere teorier om fortællinger, blandt andet
inspireret af forskellige former for kognitionsvidenskab,
udviklet en række redskaber til at arbejde netop med
bevidsthedsfremstilling som fortællingers vigtigste element. Et tidligt og
stadig vægtigt bidrag er Monika Fluderniks ”naturlige
narratologi”, første gang præsenteret i hendes Towards a ’Natural’
Narratology (1996). For det andet kan Jensens
uselvfølgelige tekster fungere som et vigtigt korrektiv til nogle af de
generaliserende tendenser, som postklassisk narratologi, igen
12
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 12 23/02/18 10:39skab specielt. Den omfattende og forskelligartede reception blandt andet via importen af ideer og arbejdsformer fra
kogaf forfatterskabet udgør en genkommende dialogpartner un- nitionsvidenskab, har ført med sig. Unaturlig narratologi er
dervejs; det samme gør forskellige forestillinger om dekaden- som delfelt opstået som reaktion mod den naturlige
narratoce som kunst- og livsform, hvor indledningsvist Lis Norups logis generaliserende tendenser, mere specifkt mod ønsket
fremragende arbejde med dekadence skal fremhæves (Norup om at forstå alle former for fortællinger, som om de var
varia2000; Norup 2003). tioner over hverdagens spontane mundtlige fortællinger: En
Litteraturanalytisk og -metodisk er de vigtigste red- person fortæller en anden person om en allerede indtrufet
skaber hentet fra postklassisk narratologi, mere specifkt fra hændelse. En sådan tilgang, lyder unaturlig narratologis
aren aktuel teori om ukonventionelle fortællinger, der betegner gument, risikerer at skabe blindheder over for fortællinger,
sig selv unaturlig narratologi. Metodevalget er ikke det eneste der bryder med de forventninger, man har til traditionelle
mulige, måske for en første betragtning ikke engang videre former for fortællinger. I artiklen ”Unnatural Narratives,
selvfølgeligt. Hvorfor tale om netop fortællinger i Jensens Unnatural Narratology: Beyond Mimetic Models” (2010)
fortidlige forfatterskab? Jensens mest diskuterede tekster fra mulerer jeg og tre kolleger den fælles, dobbelte målsætning
de tidligste år af hans produktion er ikke just kendt for deres således: Intentionen er at undersøge ”(1) the ways in which
egenskaber som det, man traditionelt forstår ved for tællinger, strange and innovative narratives challenge mimetic
undersnarere tværtimod. Hvad end Jensens ærinde måtte være, så standings of narrative and (2) the consequences that the
exisformes det ikke først og fremmest i handlingsrækker, plotfor- tence of such es may have for the general conception
løsninger og kausale relationer over tid, men snarere i spring of what a narrative is and what it can do” (Alber et al. 2010, s.
ind i billeder, i metamorfoser for øjnene af læseren og i parok- 115). Fortællinger kan fx blive unaturlige ved at lade
historisystiske visioner. Mange af Jensens tekster lider i udstrakt er foregå baglæns eller i logisk umulige verdner, ved at lade
grad af mangel på teleologi og episk sammenhængskraft; til hændelser både fnde sted og ikke fnde sted, ved at ferne
gengæld synes de overbebyrdede af fremstillinger af mere el- erfaringer og sansninger fra de sammenhænge, de naturligt
ler mindre sammenhængende bevidsthedstilstande. Der er indgår i, eller ved at anvende ikke-antropomorfe
fortælleto grunde til at bringe Jensens tidligere tekster sammen med instanser. I det omfang betegnelsen ”unaturlig” rummer en
indsigter fra delfelter inden for postklassisk narratologi. For negation, er der tale om en negation af en bestemt tilgang til
det første har nyere teorier om fortællinger, blandt andet in- fortællinger, nemlig den naturlige narratologi og dens ideer
spireret af forskellige former for kognitionsvidenskab, udvik- om naturlig fortællen. Det skal dog allerede her understreges,
let en række redskaber til at arbejde netop med bevidstheds- at forholdet mellem den naturlige og den unaturlige
narratofremstilling som fortællingers vigtigste element. Et tidligt og logi er mere komplekst og mere perspektivrigt, end
betegnelstadig vægtigt bidrag er M onika Fluderniks ”naturlige narra- sernes antagonisme synes at antyde. Unaturlig narratologi,
tologi”, første gang præsenteret i hendes Towards a ’Natural’ sådan som den praktiseres i nærværende bogs læsninger af
Narratology (1996). For det andet kan Jensens uselvfølgeli- Jensens tekster, gør andet og mere end blot at negere den
nage tekster fungere som et vigtigt korrektiv til nogle af de ge- turlige narratologi og er optaget af at tænke videre med nogle
neraliserende tendenser, som postklassisk narratologi, igen af de begreber, som Fludernik og andre introducerer.
12 13
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 12 23/02/18 10:39 108211_den uhyggelige_.indd 13 23/02/18 10:39 Unaturlige fortællinger udgør et ganske heterogent
felt, som dog kan siges at have et tyngdepunkt i interessen for
eksperimenterende tekster, typisk forbundet med formelt
fokuserede strømninger som modernisme eller
postmodernisme. Nu kan man indvende, at Jensens forfatterskab,
i hvert fald som helhed betragtet, passer ganske dårligt til de
verserende opfattelser af, hvad det vil sige at være modernist
eller postmodernist. Ikke mindst fordi Jensen, i det omfang
han forholder sig til værdierne af formelle, æstetiske
eksperimenter, gør det stridbart eller i det mindste ambivalent.
Forfatterskabet, også det tidlige, fyder over med nedsablinger af
dekadencen, især forstået som kunstautonomi,
inderliggørelse og æstetiseringstendenser. To af de mere spektakulære
eksempler er Den gotiske Renaissances diagnosticering af det
samlede danske åndslivs forfald (”Naar et Menneske giver sig
til at beskæftige sig med selve sin Tanke i Stedet for Tankens
Objekt, er han gaaet i Opløsning. Det danske Aandsliv
hælder mod Undergang” (Jensen 2000, s. 104)) samt kritikken af
J.P. Jacobsens sprog som selvoptaget og uigennemsigtigt (”At
beskæftige sig direkte med sit Sprog, er det samme som at se
en Rude i stedet for at se igennem den. Vi kan ikke se gennem
Jacobsens Rude” (Jensen 1906)). Når det er perspektivrigt at
bringe Jensens tekster i udveksling med den unaturlige
narratologi, så skyldes det en bestemt konstellation, som, og det
er hovedargumentet i det følgende, har afgørende betydning
for både udformningen og efekterne af de anfægtede og
anfægtende fortællinger i Jensens tidlige produktion.
Konstellationen, som kombinerer bestemte tematiske og formelle
elementer, kalder jeg en uhyggelig fortælling. Den uhyggelige
fortælling defnerer jeg som en skriftbåren fortælling, hvori
tvivlen om, hvem der taler, er genkommende for både de
fremstillede personer og læseren. Udgangspunktet er den
observation, at en række af de mest mærkværdige af Jensens tekster
bliver mærkværdige netop derved, at de problematiserer
14
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 14 23/02/18 10:39 Unaturlige fortællinger udgør et ganske heterogent intentionalitet. Denne problematisering kommer til udtryk
felt, som dog kan siges at have et tyngdepunkt i interessen for som en tvivl om, hvem eller hvad der taler. Det gælder videre,
eksperimenterende tekster, typisk forbundet med formelt at den problematiserede intentionalitet viser sig dels i
fortælfokuserede strømninger som modernisme eller postmo- lingernes indhold som et tema, dels i receptionen af teksterne
dernisme. Nu kan man indvende, at Jensens forfatterskab, som en efekt af deres form. De to niveauer af uselvfølgelig
ini hvert fald som helhed betragtet, passer ganske dårligt til de tentionalitet kalder jeg dialogisk og fremstillingsmæssig tvivl.
verserende opfattelser af, hvad det vil sige at være modernist Ved dialogisk tvivl forstår jeg stemmetvivl, der
opeller postmodernist. Ikke mindst fordi Jensen, i det omfang leves af personerne i fortællingen, idet de forgæves søger
han forholder sig til værdierne af formelle, æstetiske eksperi- at forbinde en stemme med intentionalitet. Sådanne
stemmenter, gør det stridbart eller i det mindste ambivalent. For- mer opstår i forbindelse med det endnu-ikke-helt eller det
fatterskabet, også det tidlige, fyder over med nedsablinger af ikke-længere-helt menneskelige samt i tilfælde, hvor
mendekadencen, især forstået som kunstautonomi, inderliggø- nesker udtrykker sig mekanisk, eller mekanik udtrykker sig
relse og æstetiseringstendenser. To af de mere spektakulære menneskeligt. Til første gruppe kan høre fx spøgelser,
geneksempler er Den gotiske Renaissances diagnosticering af det gangere, dobbeltgængere og visioner, og til den anden gruppe
samlede danske åndslivs forfald (”Naar et Menneske giver sig kan høre henholdsvis fænomener som vanvid og glossolalia,
til at beskæftige sig med selve sin Tanke i Stedet for Tankens henholdsvis automatonfgurer og levendegjorte genstande
Objekt, er han gaaet i Opløsning. Det danske Aandsliv hæl- som fx dukker.
der mod Undergang” (Jensen 2000, s. 104)) samt kritikken af Ved fremstillingsmæssig tvivl forstår jeg stemmetvivl,
J.P. Jacobsens sprog som selvoptaget og uigennemsigtigt (”At der opleves af læseren. Dens intratekstuelle former opstår i
beskæftige sig direkte med sit Sprog, er det samme som at se tilsyneladende fortællerløse fortællinger, i fortællinger, hvor
en Rude i stedet for at se igennem den. Vi kan ikke se gennem gensidigt udelukkende fortællesituationer optræder
samtiJacobsens Rude” (Jensen 1906)). Når det er perspektivrigt at dig, eller i fortællinger, hvor læseren fnder fere samtidig
ekbringe Jensens tekster i udveksling med den unaturlige nar- sisterende, men modstridende værdisæt.
Fremstillingsmæsratologi, så skyldes det en bestemt konstellation, som, og det sig tvivls paratekstuelle former opstår ved rystelser i forholdet
er hovedargumentet i det følgende, har afgørende betydning mellem fortællingens indhold og dens rammesættelse, fx ved
for både udformningen og efekterne af de anfægtede og an- inddragelsen af biografsk stof i en fktiv eller strengt
videnfægtende fortællinger i Jensens tidlige produktion. Konstel- skabelig ramme eller ved markante fktionaliseringer inden
lationen, som kombinerer bestemte tematiske og formelle for rammer, der normalt signalerer referentialitet. Endelig
elementer, kalder jeg en uhyggelig fortælling. Den uhyggelige kan fremstillingsmæssig tvivl opstå intertekstuelt i
forbindelfortælling defnerer jeg som en skriftbåren fortælling, hvori se med uklare, tvetydige forhold mellem fortællingen og
antvivlen om, hvem der taler, er genkommende for både de frem- dre fortællingers stemmer. Disse fænomener fordeler sig på
stillede personer og læseren. Udgangspunktet er den observa- en skala fra rene, men tilsyneladende urefekterede citater af
tion, at en række af de mest mærkværdige af Jensens tekster passager fra andre tekster til variationer over indoptagelse af
bliver mærkværdige netop derved, at de problematiserer eksisterende fortællingers vokabularium, syntaks og tematik.
14 15
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 14 23/02/18 10:39 108211_den uhyggelige_.indd 15 23/02/18 10:39 Påstanden er altså, at man ved at læse en række af
Jensens tekster som uhyggelige fortællinger opnår større
klarhed og præcision, hvad angår teksternes tematiske og
formelle særtræk, deres fascinationskraft og deres forhold til
andre forfatteres tekster. Men hvorfor nu bruge betegnelsen
”uhyggelig”? I dets almindelige anvendelse betegner ordet
uhyggelig enten en ydre tilstand ”som vækker stærk sindsuro,
ængstelse, spænding, gysen” (Ordbog over det danske Sprog)
eller en indre sindstilstand, som svarer hertil; et hus kan være
uhyggeligt, og det kan gøre en person uhyggeligt til mode.
Ordet optræder på dansk fra begyndelsen af 1800-tallet som en
modsætning til hyggelig, og danske forfatteres brug af det op
gennem 1800-tallet er inspireret af tyske forfatteres brug af
unheimlich. Som humanvidenskabeligt begreb har det
uhyggelige i moderne kultur- og litteraturteori udviklet sig fra op
gennem 1970’erne, 1980’erne, 1990’erne og 2000’erne at have
nydt en stadig mere udbredt tilværelse som en markant, men
oftest ikke nærmere defneret del af et poststrukturalistisk
vokabularium til at have den dubiøse status af modebegreb
eller buzzword. Typisk fungerer begrebet som en form for
anti begreb, det vil sige som en ofte generaliserende
betegnelse for mentale eller emotionelle bevægelser eller logikker,
der undsiger sig eller modsætter sig rationelle betegnelser,
typisk ved at tilbageføre begrebet til Freuds Das Unheimliche
(1919). Mens det er uomgængeligt, at Freuds tekst med tiden
har opnået stor betydning i forhold til brugen af begrebet, så
viser det sig ved en nærmere gennemgang af begrebets
historie, at det uhyggelige i dets moderne variant trækker nok så
meget på dekonstruktive som på psykoanalytiske indsigter.
Først da Freuds tekst Das Unheimliche sættes i scene af den
franske flosof Jacques Derrida på en måde, der gør teksten
til et eksempel på snarere end en redegørelse for det
uhyggelige, opnår begrebet de betydninger, der har domineret dets
moderne brug. Begrebets moderne historie begynder først,
16
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 16 23/02/18 10:39 Påstanden er altså, at man ved at læse en række af idet Derrida lader spørgsmålet hvem taler? stå ubesvaret
tilJensens tekster som uhyggelige fortællinger opnår større bage i både Freuds Das Unheimliche og i sine egne tekster om
klarhed og præcision, hvad angår teksternes tematiske og Freuds tekst.
formelle særtræk, deres fascinationskraft og deres forhold til Min brug af begrebet i denne bog går derfor tilbage,
andre forfatteres tekster. Men hvorfor nu bruge betegnelsen ikke til Freud, men til den måde at læse Freud på, som
Der”uhyggelig”? I dets almindelige anvendelse betegner ordet rida om ikke udfører, så i hvert fald antyder. Hensigten er på
uhyggelig enten en ydre tilstand ”som vækker stærk sindsuro, den ene side at undgå de generaliserende tendenser, som en
ængstelse, spænding, gysen” (Ordbog over det danske Sprog) udbredt brug af begrebet til tider har lidt under, og på den
aneller en indre sindstilstand, som svarer hertil; et hus kan være den side at forsøge at tage ved lære af Derrida-læsningernes
uhyggeligt, og det kan gøre en person uhyggeligt til mode. Or- pointer om det uhyggelige som noget, der angår
problemadet optræder på dansk fra begyndelsen af 1800-tallet som en tiseret intentionalitet og stemmetvivl, og som igangsætter
modsætning til hyggelig, og danske forfatteres brug af det op forskellige former for stridbare uddrivelser og
besværgelgennem 1800-tallet er inspireret af tyske forfatteres brug af ser. Jeg henter således ideen om deintentionalisering fra en
unheimlich. Som humanvidenskabeligt begreb har det uhyg- læsning af Derridas ”La double séance” (1972) og ideen om
gelige i moderne kultur- og litteraturteori udviklet sig fra op besværgelse fra Derridas Spectres de Marx (1993). Afgørende
gennem 1970’erne, 1980’erne, 1990’erne og 2000’erne at have er det, at disse fænomener ikke opfattes som generelle eller
nydt en stadig mere udbredt tilværelse som en markant, men generaliserbare, men netop som noget, der udspiller sig i
beoftest ikke nærmere defneret del af et poststrukturalistisk stemte tekster. Den metodiske indsats i den teoretiske del af
vokabularium til at have den dubiøse status af modebegreb bogens arbejde med unaturlig narratologi består således i at
eller buzzword. Typisk fungerer begrebet som en form for kombinere indsigter fra naturlig med indsigter
anti begreb, det vil sige som en ofte generaliserende beteg- fra Derridas læsepraksis på en måde, som undlader at
abonnelse for mentale eller emotionelle bevægelser eller logikker, nere på begges (modsatrettede) generaliseringstendenser,
der undsiger sig eller modsætter sig rationelle betegnelser, og som i stedet styres af ønsket om at beskrive ikke alle, men
typisk ved at tilbageføre begrebet til Freuds Das Unheimliche nogle særlige former for fortællinger. Det er forholdet
mel(1919). Mens det er uomgængeligt, at Freuds tekst med tiden lem deintentionaliseringer og besværgelser, hvis udviklinger
har opnået stor betydning i forhold til brugen af begrebet, så og spor læsningerne forfølger. De uhyggelige fortællinger i
viser det sig ved en nærmere gennemgang af begrebets histo- Jensens tidlige forfatterskab er på én gang værter for og
prorie, at det uhyggelige i dets moderne variant trækker nok så dukter af besværgelser. De maner frem for at mane i jorden.
meget på dekonstruktive som på psykoanalytiske indsigter. De bliver til i og som uddrivelsesprocesser og er skrevet på
Først da Freuds tekst Das Unheimliche sættes i scene af den kampe med ydre og indre spøgelser. Disse spøgelser er dels
franske flosof Jacques Derrida på en måde, der gør teksten andre forfattere og andre tekster, dels bestemte
bevidsthedstil et eksempel på snarere end en redegørelse for det uhygge- fænomener. Det, der går igen hos Jensen, er dels ånden fra
lige, opnår begrebet de betydninger, der har domineret dets Johannes Jørgensen, fra Edgar Allan Poe, fra J.P. Jacobsen,
moderne brug. Begrebets moderne historie begynder først, fra Baudelaire, fra Shakespeares Hamlet, dels selve ånden
16 17
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 16 23/02/18 10:39 108211_den uhyggelige_.indd 17 23/02/18 10:39forstået som bevidstheden, der tager sig selv som genstand i
selvbevidsthedens og selvrefeksionens tilbagekoblinger. Det
er derfor, at arbejdet med Jensens uhyggelige fortællinger
også må være et arbejde med andre forfatteres tekster og et
arbejde med dekadencens problematik. Det nye består ikke
i at sige, at den tidlige Jensen stod i et nært
inspirationsforhold til andre digtere, men i at vise betydningen af negative
inspirationsforhold. Uddrivelsen og udrensningen er således
formende principper for en række af de af Jensens tekster,
der traditionelt opfattes som forfatterskabets mest originale.
Teksterne skrives frem af ønsket om at skrive andet væk, og
deres uhygge udgår blandt andet fra det faktum, at hverken
det arvede eller det nye endegyldigt gives plads eller hvile.
Bogen forfølger en æstetisk konstellations opkomst
og udvikling gennem de tidlige år af Jensens forfatterskab.
Undersøgelsen tilstræber med andre ord ikke at være
udtømmende eller strengt systematisk. Andre tekster hos Jensen
end de læste rummer og producerer negativitetserfaringer;
andre fænomener end dekadence og de negative forbilleder
betyder noget for uselvfølgeligheden af Jensens prosa; andre
dele af forfatterskabet udfolder andre unaturlige
fortælleformer. Nærværende udgivelse har ikke ambitioner om at være
den endelige bog om Jensen og dekadencen, om Jensens
tidlige forfatterskab eller om unaturlige fortællinger i dansk
århundredeskiftelitteratur. Ambitionen er mere målrettet,
og tekstvalget følgelig mere egensindigt: De valgte tekster er
med, fordi de er fælles om en dobbelt anfægtelse, og fordi de
anfægter på forskellige måder. Inden jeg tager et første kig
på en af disse tekster, som samtidig er en af Jensens
allerførste prosatekster, følger her en ganske kort læsevejledning:
Bogen falder i to dele. I første del ligger hovedvægten på
teoretiske spørgsmål, idet jeg efter en indplacering af bogens
tilgang i relation til den øvrige reception af Jensens
forfatterskab ( kapitel 2) diskuterer naturlig og unaturlig narratologi
18
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 18 23/02/18 10:39forstået som bevidstheden, der tager sig selv som genstand i ( kapitel 3), Derridas omgang med det uhyggelige (kapitel 4)
selvbevidsthedens og selvrefeksionens tilbagekoblinger. Det og defnitionen af den uhyggelige fortælling (kapitel 5). Som
er derfor, at arbejdet med Jensens uhyggelige fortællinger første dels afslutning genoptager jeg læsningen af
prosatekogså må være et arbejde med andre forfatteres tekster og et sten for at vise, hvad de teoretiske og metodiske valg muliggør.
arbejde med dekadencens problematik. Det nye består ikke Bogens anden del (kapitel 6-9) fortsætter denne bestræbelse,
i at sige, at den tidlige Jensen stod i et nært inspirationsfor- idet den tager de teoretiske overvejelser med ind i arbejdet
hold til andre digtere, men i at vise betydningen af negative med udvalgte tekster fra Jensens tidlige forfatterskab.
Opinspirationsforhold. Uddrivelsen og udrensningen er således bygningen gør det muligt at tilgå bogen forskelligt alt efter
formende principper for en række af de af Jensens tekster, interesser: Er man kun interesseret i læsningerne af Jensens
der traditionelt opfattes som forfatterskabets mest originale. forfatterskab, så kan man læse kapitel 2 og derfra gå direkte
Teksterne skrives frem af ønsket om at skrive andet væk, og til kapitel 5-9. Er man derimod kun interesseret i de
fortælderes uhygge udgår blandt andet fra det faktum, at hverken leteoretiske og metodologiske diskussioner, så kan man læse
det arvede eller det nye endegyldigt gives plads eller hvile. kapitel 3-5 og derpå kapitel 9s afrunding. Som optakt tjener
Bogen forfølger en æstetisk konstellations opkomst et nedslag i en af de allertidligste tekster fra Jensens hånd.
og udvikling gennem de tidlige år af Jensens forfatterskab. ”En, der kom udenfor det hele” er fra 1897. Det er
JenUndersøgelsen tilstræber med andre ord ikke at være udtøm- sens blot andet stykke publicerede prosafktion i hans eget
mende eller strengt systematisk. Andre tekster hos Jensen navn. Den korte tekst, der stod i Illustreret Tidende, blev ikke
end de læste rummer og producerer negativitetserfaringer; siden genoptrykt af Jensen, ligesom den ikke indgår i nogle af
2andre fænomener end dekadence og de negative forbilleder Gyldendals mange genudgivelser af Jensens prosa. I Jensens
betyder noget for uselvfølgeligheden af Jensens prosa; andre forfatterskab udgør et manglende genoptryk snarere
undtadele af forfatterskabet udfolder andre unaturlige fortællefor- gelsen end reglen. Langt størstedelen af hans publikationer
mer. Nærværende udgivelse har ikke ambitioner om at være fra aviser og magasiner genoptrykkes, nogle i lettere ændrede
den endelige bog om Jensen og dekadencen, om Jensens tid- former, ligesom hovedparten af de korte tekster i
bogudgivellige forfatterskab eller om unaturlige fortællinger i dansk serne (fx samlingerne af myter og af Himmerlandshistorier)
århundredeskiftelitteratur. Ambitionen er mere målrettet, tidligere har været trykt andetsteds. Udgivelsesmetoden er så
og tekstvalget følgelig mere egensindigt: De valgte tekster er gennemført, at det giver mening at se det udeladte genoptryk
med, fordi de er fælles om en dobbelt anfægtelse, og fordi de som betydende. I et forfatterskab, der med tiden baserer en
anfægter på forskellige måder. Inden jeg tager et første kig stadig mere omfattende del af sine bogudgivelser på genbrug
på en af disse tekster, som samtidig er en af Jensens allerfør- fra det fygtige avis- og magasinmedie, kalder fravalget af
tidliste prosatekster, følger her en ganske kort læsevejledning: gere publicerede tekster på kommentarer, ikke mindst når
reBogen falder i to dele. I første del ligger hovedvægten på te- ceptionen gentager fravalget. Wamberg optrykker den ikke i
oretiske spørgsmål, idet jeg efter en indplacering af bogens sin vigtige, om end usystematiske og på fere måder
problematilgang i relation til den øvrige reception af Jensens forfatter- tiske genudgivelse af prosatekster fra forfatterskabets første
3 4skab ( kapitel 2) diskuterer naturlig og unaturlig narratologi år, og receptionen har kun viet teksten sporadisk interesse.
18 19
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 18 23/02/18 10:39 108211_den uhyggelige_.indd 19 23/02/18 10:39 ”En, der kom udenfor det hele” står selv udenfor. Det
er tekstens marginaliserede position, som på en gang del af og
eksileret fra Jensens forfatterskab, der gør den velegnet til at
åbne undersøgelserne af den unaturlige fortælling i Jensens
tidlige produktion. Allerede en første læsning antyder, at
tekstens marginalisering i receptionshistorien sandsynligvis
skyldes vurderinger af dens kvalitet eller rettere: mangel på
samme. Som autonom, selvberoende tekst kommer ”En, der
kom udenfor det hele” på fere måder til kort. Teksten synes
at mangle balance. Det skyldes egenskaber ved teksten, som
umiddelbart tyder mere på skribentens manglende
fremstillingstekniske færdigheder end på en eksperimenterende,
nybrydende intention. Både ordstof og syntaks præges af
gentagelser, der forekommer umotiverede. Hovedpersonen Joseph
Barney har fere tilfælde af ”dunkle Følelser”, og de mange
enslydende afsnitsindledninger – ”En Nat”, ”Om Natten”, ”Den
Dag”, ”Og en Aften” og ”Der var gaaet tre Uger” (Jensen 1897,
s. 271) – virker lettere ubehjælpsomme. Den
heterodiegetiske, indrefokaliserede fremstilling anvender i vid
udstrækning dækket direkte tale, men ikke overalt lige overbevisende.
Specielt en længere passage, omhandlende Brooklynbroen,
stikker ud. Her anvendes som det eneste sted i teksten, bortset
fra afslutningens citater fra Barneys breve, en præsensform,
hvis logik er vanskelig at gennemskue. Ved tekstens slutning
kommer Barney selv til orde, idet læseren præsenteres for
citater fra det brev, han skrev, lige før han begik selvmord. Men
brugen af brevets personlige meddelelsesform svinger dårligt
med den øvrige teksts fortællesituation, eftersom brevformen
normalt anvendes i fortællinger, hvor den fremstillende
instans er en del af den fremstillede verden. Anderledes
formuleret: Fortællingen har hele vejen igennem demonstreret fri
og ubegrænset adgang til Barneys indre liv, hvorfor det undrer,
at det ved tekstens afslutning er nødvendigt at deducere sig
frem (”synes at tyde paa”) via et afskedsbrev.
20
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 20 23/02/18 10:39 ”En, der kom udenfor det hele” står selv udenfor. Det Til disse uklarheder i fortællingens formelle
disposier tekstens marginaliserede position, som på en gang del af og tioner føjer sig problemer med at afode det tematiske niv eau.
eksileret fra Jensens forfatterskab, der gør den velegnet til at Det er vanskeligt at sammenfatte de forskellige
observatioåbne undersøgelserne af den unaturlige fortælling i Jensens ner til et sammenhængende hele. En litterær fortælling
betidlige produktion. Allerede en første læsning antyder, at tek- høver naturligvis ikke at have et klart afæseligt budskab for
stens marginalisering i receptionshistorien sandsynligvis at fungere, måske snarere tværtimod, men derfor kan man
skyldes vurderinger af dens kvalitet eller rettere: mangel på godt spørge til forbindelserne mellem de principper, der
tasamme. Som autonom, selvberoende tekst kommer ”En, der ges i anvendelse og udfordres. Hvad er fx årsag og virkning i
kom udenfor det hele” på fere måder til kort. Teksten synes den marginaliseringsproces, der fremstilles? Hvis man læser
at mangle balance. Det skyldes egenskaber ved teksten, som teksten som en modernitetskritisk historie, så retter
kritikumiddelbart tyder mere på skribentens manglende fremstil- ken sig enten mod den arbejdende mands vilkår i årene efter
lingstekniske færdigheder end på en eksperimenterende, ny- den aktive erhvervsalder eller mod det moderne
industrisambrydende intention. Både ordstof og syntaks præges af genta- funds enerverende støj. Men er det byens larm eller manglen
gelser, der forekommer umotiverede. Hovedpersonen Joseph på arbejde, der presser Barney til vanvid og selvmord?
AlBarney har fere tilfælde af ”dunkle Følelser”, og de mange ens- ternativt kan man læse Barneys indre tumultariske tilstand
lydende afsnitsindledninger – ”En Nat”, ”Om Natten”, ”Den som årsag snarere end som symptom og følgelig overvære et
Dag”, ”Og en Aften” og ”Der var gaaet tre Uger” (Jensen 1897, stridsomt og hadefuldt sinds voldsomme kræfter slå indad
s. 271) – virker lettere ubehjælpsomme. Den heterodiegeti- med selvdestruktion som den eneste endestation. Men
hvilske, indrefokaliserede fremstilling anvender i vid udstræk- ke funktioner tjener da lysstationen, maskinen og storbyen?
ning dækket direkte tale, men ikke overalt lige overbevisende. Begge læsemuligheder synes inadækvate, og ingen af dem
Specielt en længere passage, omhandlende Brooklynbroen, afjælper problemerne med at karakterisere forholdet
melstikker ud. Her anvendes som det eneste sted i teksten, bortset lem fortællingens titel og dens brødtekst: Hvad er udenfor,
fra afslutningens citater fra Barneys breve, en præsensform, og hvad er det hele? Vigtigt i denne sammenhæng er det, at
hvis logik er vanskelig at gennemskue. Ved tekstens slutning fortællingen på den ene side omhandler grufulde og
forurokommer Barney selv til orde, idet læseren præsenteres for ci- ligende fænomener (vanvid, mørke, ensomhed, destruktion,
tater fra det brev, han skrev, lige før han begik selvmord. Men selvmord, maskiner, der bliver levende, og det levende, der
brugen af brevets personlige meddelelsesform svinger dårligt reduceres til maskinelle processer), mens den på den anden
med den øvrige teksts fortællesituation, eftersom brevformen side rejser spørgsmål om fortællingens eget forhold til disse
normalt anvendes i fortællinger, hvor den fremstillende in- fænomener. Det er en tekst om voldsom psykisk ubalance,
stans er en del af den fremstillede verden. Anderledes formu- som selv virker ude af balance. Er denne manglende
balanleret: Fortællingen har hele vejen igennem demonstreret fri ce en strategi eller et symptom? Jeg afryder læsningen her,
og ubegrænset adgang til Barneys indre liv, hvorfor det undrer, fordi begreberne til at fortsætte den endnu ikke foreligger.
at det ved tekstens afslutning er nødvendigt at deducere sig Jeg vender tilbage til teksten, og til de spørgsmål, den rejser,
frem (”synes at tyde paa”) via et afskedsbrev. senere.
20 21
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 20 23/02/18 10:39 108211_den uhyggelige_.indd 21 23/02/18 10:39108211_den uhyggelige_.indd 22 23/02/18 10:39Første del
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 22 23/02/18 10:39 108211_den uhyggelige_.indd 23 23/02/18 10:39108211_den uhyggelige_.indd 24 23/02/18 10:39Vendingen
Jeg fokuserer i denne bog ikke på hele Jensens forfatterskab,
men på bestemte æstetiske konstellationer i det tidlige
forfatterskab, samlet omkring, men ikke begrænset til den
uhyggelige fortælling. Selv om jeg ikke prætenderer at udtale mig
om det samlede forfatterskab, hviler min tilgang
nødvendigvis på ideer om forfatterskabet, fx hvad angår forestillingen
om et tidligt forfatterskab. Samtidig bidrager den til bestemte
nye konstruktioner. Receptionen af Jensens forfatterskab er
omfattende, forskelligartet og levende, og allerede samtidens
bud på sammenhængende læsninger af Jensen peger på
striden og modsigelsen som forfatterskabets varemærke.
Forfatterskabets splid med omverdenen og dets splid med egne
standpunkter og udmeldinger opsummeres typisk ved hjælp
af en overordnet modsætning mellem negativitet – livslede,
fravær, død, angst, lukkethed, gru – og positivitet –
hengivelse, nærvær, liv, henrykkelse, åbenhed, glæde. Der er ligeledes
tradition for at lave en fortælling ud af modsætningen ved
hjælp af en mere eller mindre accentueret vendingsfgur, idet
tidlig Jensen forbindes med negativitet, og sen Jensen
forbindes med positivitet. Uenighederne i receptionen af
forfatterskabet har især stået om denne vendings grad af absoluthed,
om dens normative indebyrd og om graden af
intentionalitet, hvormed den fnder sted. Når jeg vier plads og energi
til at dykke ned i receptionen af Jensen, skyldes det først og
fremmest, at spørgsmålet om vendingens betydning i
Jen25
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 24 23/02/18 10:39 108211_den uhyggelige_.indd 25 23/02/18 10:39sens forfatterskab er uomgængeligt. Det udgør ikke blot en
litteraturhistoriografsk detalje eller et muligt
fremstillingsmæssigt tilvalg, men er simpelthen en del af det, der skal
forklares – vendingens problematik er i forfatterskabet, ja, den
udgør måske endda en af dets mest interessante tekster, ikke
mindst i kraft af Jensens stadig tilbagevendende, ofte meget
bombastiske udmeldinger desangående. Formålet med det
følgende er ikke at give en komplet oversigt over alle
vigtige bidrag til Jensen-forskningen, men at opridse nogle af de
mest markante, større indlæg i diskussionen om vendingens
betydning; dels fordi diskussionen er spændende i sig selv,
dels for tydeligere at kunne positionere og afgrænse
række5vidden af mine læsninger i forfatterskabet.
Når vendingens problematik er i forfatterskabet,
som en af dets vigtigste tekster, så hænger det sammen med
Jensens ganske markante udmeldinger om forandringerne
undervejs i hans produktion. Tættest på den ældre Jensens
egen opfattelse kommer man i vennen Leif Nedergaards
Jo6hannes V. Jensen. Liv og forfatterskab. Nedergaard veksler i
sine fremstillinger stort set umarkeret mellem egne pointer
og citater fra samtaler med Jensen, således også hvad angår
spørgsmålet om forfatterskabets vending: Jensen siger: ”1906
er skillelinjen” (Nedergaard 1968, s. 236), hvorefter
Nedergaard udpeger 1906 som et overgangsår, hvor ”ungdommens
storm og trængsel er likvideret; nu forestod den vanskelige
opgave: uden ungdommens geniale inspiration at udvikle sig
til klassisk modenhed” (s. 235). I Nedergaards optik dør den
unge Jensen for den voksne Jensens hånd, og stort set alt er
nyt efter 1906’s likvidering. Før dominerede ”den subjektivt
analyserende psykologiske holdning” og ”ungdomstonen”
(s. 237), kendetegnet ved ”forskellige stillag” (s. 237).
Efter gælder det derimod Jensens ”virkelig specifikke stil […]
hvorved han nåede frem til en absolut identitet mellem sin
tanke og udtrykket derfor” (s. 237). Modsætningen mellem
26
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 26 23/02/18 10:39sens forfatterskab er uomgængeligt. Det udgør ikke blot en negativitet og positivitet adlyder en temporal logik; efter
litteraturhistoriografsk detalje eller et muligt fremstillings- positivitetens og den sikre stemmeførings gennembrud
formæssigt tilvalg, men er simpelthen en del af det, der skal for- svinder negativiteten i skikkelse af ungdommens spredte,
klares – vendingens problematik er i forfatterskabet, ja, den foreløbige, jegkredsende anslag. Nedergaards position åbner
udgør måske endda en af dets mest interessante tekster, ikke sig ikke mindst for indvendinger, når den fastholder
vendinmindst i kraft af Jensens stadig tilbagevendende, ofte meget gens absolutte karakter, fx i følgende mildest talt diskutable
bombastiske udmeldinger desangående. Formålet med det passage: ”Hverken ved betragtning af indhold eller ved
sprogfølgende er ikke at give en komplet oversigt over alle vigti- lig forfatterbestemmelse kunne nogen være kommet på
ge bidrag til Jensen-forskningen, men at opridse nogle af de den tanke at autoren til Bræen og Dyrenes Forvandling var
mest markante, større indlæg i diskussionen om vendingens identisk med ham der skrev Kongens Fald, Skovene og Mme
betydning; dels fordi diskussionen er spændende i sig selv, D’Ora […]” (s. 236). Ud over den jensenske psyke, som trods
dels for tydeligere at kunne positionere og afgrænse række- den hårdt optrukne demarkationslinje må formodes at være
5vidden af mine læsninger i forfatterskabet. det samlende punkt i Nedergaards konstruktion, bygger kun
Når vendingens problematik er i forfatterskabet, to ting bro fra det tidlige til det sene forfatterskab, nemlig
som en af dets vigtigste tekster, så hænger det sammen med tilslutningen til Darwins udviklingslære og kritikken af
kriJensens ganske markante udmeldinger om forandringerne stendommen (s. 236).
undervejs i hans produktion. Tættest på den ældre Jensens Et mere kritisk syn på forfatterskabet leverer Aage
egen opfattelse kommer man i vennen Leif Nedergaards Jo- Schiøttz-Christensen i 1956 i afandlingen Om
sammenhæn6hannes V. Jensen. Liv og forfatterskab. Nedergaard veksler i gen i Johannes V. Jensens forfatterskab. Hvor genstanden
sine fremstillinger stort set umarkeret mellem egne pointer hos Nedergaard ifølge undertitlen er ”Liv og forfatterskab”,
og citater fra samtaler med Jensen, således også hvad angår da går Schiøttz-Christensens perspektivrige tilgang i højere
spørgsmålet om forfatterskabets vending: Jensen siger: ”1906 grad efter manden, eller mere præcist: efter en brist i
forfater skillelinjen” (Nedergaard 1968, s. 236), hvorefter Neder- terpersonligheden via det, Schiøttz-Christensen mener at
gaard udpeger 1906 som et overgangsår, hvor ”ungdommens kunne rekonstruere som forfatterpersonlighedens
overordstorm og trængsel er likvideret; nu forestod den vanskelige nede argumentation. Udgangspunktet er, at
Schiøttz-Chriopgave: uden ungdommens geniale inspiration at udvikle sig stensen vil ”paapege en modsigelse mellem JVJ’s teoretiske
til klassisk modenhed” (s. 235). I Nedergaards optik dør den antagelser og hans sande væsen” (Schiøttz-Christensen 1956,
unge Jensen for den voksne Jensens hånd, og stort set alt er s. 43), nemlig en grundlæggende modsigelse, ”uforenelig for
nyt efter 1906’s likvidering. Før dominerede ”den subjektivt tanken” (s. 10), mellem en postuleret, men ikke efterlevet
analyserende psykologiske holdning” og ”ungdomstonen” materialistisk livsholdning og en ikke-udtalt, men et
(s. 237), kendetegnet ved ”forskellige stillag” (s. 237). Ef- (krypto)idealistisk livsholdning. Læsninger af henholdsvis
ter gælder det derimod Jensens ”virkelig specifikke stil […] ”Fusijama” (1907) og ”Ave Stella” (1921) leverer
indledningshvorved han nåede frem til en absolut identitet mellem sin vis beviserne for modsigelsen. I det omfang
Schiøttz-Chritanke og udtrykket derfor” (s. 237). Modsætningen mellem stensen kan siges at negere Nedergaards position, sker det
26 27
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 26 23/02/18 10:39 108211_den uhyggelige_.indd 27 23/02/18 10:39primært via en komplet omvending af vurderingen af Jensens
egne ord; Schiøttz-Christensen tager ingen af Jensens
udtalelser for pålydende, og Schiøttz-Christensen opsporer såvel
en række modsigelser som ligheder på tværs af 1906,
likvideringens år. Denne afvisning af forestillingen om en absolut
vending fører ikke til en afvisning af modsætningen mellem
negativitet og positivitet, snarere tværtimod. Modsætningen
tillægges snarere større vægt, eftersom Schiøttz-Christensen
omstemmer den i de psykologiserende termer ”aabenhed”
og ”lukkethed” (s. 16). De bruges efterfølgende til at
forklare først og fremmest ideologiske og tematiske
spændingsforhold op gennem hele Jensens produktion. Det sker under
inddragelse af interferensfguren, og med fastholdelse af, at
begge de interfererende elementer eller poler er vigtige:
At se bort fra interferensens negative element, som
man tiest og helst gør [Schiøttz-Christensen nævner
i denne sammenhæng Nedergaard], er ikke alene at
danne sig en ensidig opfattelse af ham, men ogsaa at
spærre sig vejen til forstaaelse af den spænding i hans
sind, der gjorde ham til sin samtids største digter [...].
(s. 204)
Negativiteten er ikke en ham, der skal skiftes (eller en person
(fx ham selv), der skal likvideres), men et helt afgørende træk
ved digterens ”sind”, som det hedder med et gennemgående
ord. Også interferensfguren sættes nemlig ind i
psykologiseringens snarere end i fx formkarakteristikkens tjeneste.
Konsekvensen, hvormed denne tilgang gennemføres,
fremgår fx af følgende ret beset meningsløse formulering: ”JVJ er
hverken livsbekræftende eller livsfornægtende, men
interferensen derimellem” (s. 204). Schiøttz-Christensen går ikke
28
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 28 23/02/18 10:39
primært via en komplet omvending af vurderingen af Jensens primært normativt, men ideologikritisk og psykologiserende
egne ord; Schiøttz-Christensen tager ingen af Jensens udta- til værks. Dog anes der i hans fremstilling en omvending af
lelser for pålydende, og Schiøttz-Christensen opsporer såvel den normative hierarkisering, Nedergaard laver ved at
plaen række modsigelser som ligheder på tværs af 1906, likvide- cere den sene Jensen som den egentlige, underforstået gode,
ringens år. Denne afvisning af forestillingen om en absolut forfatter og den tidlige Jensen som et rodsammen af
ungvending fører ikke til en afvisning af modsætningen mellem dommelige vildfarelser. Om den udvikling i Jensens udtryk,
negativitet og positivitet, snarere tværtimod. Modsætningen også Schiøttz-Christensen observerer, siger
Schiøttz-Chritillægges snarere større vægt, eftersom Schiøttz-Christensen stensen: ”Dens øvrige kvaliteter ufortalt bliver JVJ’s stil med
omstemmer den i de psykologiserende termer ”aabenhed” aarene og ret hurtigt udpræget personlig i ordets daarlige
beog ”lukkethed” (s. 16). De bruges efterfølgende til at forkla- tydning” (s. 153). Hermed antyder Schiøttz-Christensen en
re først og fremmest ideologiske og tematiske spændings- omvending af Nedergaards (og Jensens) opvurdering af
forforhold op gennem hele Jensens produktion. Det sker under fatterskabets sene produktion. 11 år efter føres omvendingen
inddragelse af interferensfguren, og med fastholdelse af, at helt igennem i Jørgen Elbeks korte, men meget efektfulde og
begge de interfererende elementer eller poler er vigtige: indfydelsesrige Johannes V. Jensen (1966). Idet Elbek
geninstallerer 1906 som et vendingens år, tipper han Nedergaards
æstetiske domme på hovedet, spidsformuleret i en berømt
At se bort fra interferensens negative element, som og berygtet formel, der ser forfatterskabet som underkastet
man tiest og helst gør [Schiøttz-Christensen nævner en ”reduktion” over tid fra ”sublim nihilisme til positivitet
i denne sammenhæng Nedergaard], er ikke alene at af lavere orden”, fra ”den geniale ungdomsdigtning” til ”det
danne sig en ensidig opfattelse af ham, men ogsaa at metodisk opbyggede manddomsforfatterskab” (Elbek 1966,
spærre sig vejen til forstaaelse af den spænding i hans s. 35). Også Elbek åbner med en sammenlignende læsning af
sind, der gjorde ham til sin samtids største digter [...]. to tekster fra hver sin ende af forfatterskabet, nemlig den
tid(s. 204) lige korte fortælling ”Forsvundne Skove” (1899) og Den
lange Rejse (1908-1921). Formålet er at vise, hvordan den tidlige
tekst ”stikker dybere” end den lange romanserie; ”novellens
Negativiteten er ikke en ham, der skal skiftes (eller en person forfatter ville forstå romanernes, men ikke omvendt” (s. 13).
(fx ham selv), der skal likvideres), men et helt afgørende træk Konklusionen lyder, at ”Hvis vi accepterer formlen ’fra det
ved digterens ”sind”, som det hedder med et gennemgående negative til det positive’, så må det ske med den væsentlige
ord. Også interferensfguren sættes nemlig ind i psykologi- tilføjelse, at det e her er en lavere grad af det negative,
seringens snarere end i fx formkarakteristikkens tjeneste. og omvendt at sygeligheden er sundhedens højeste potens”
Konsekvensen, hvormed denne tilgang gennemføres, frem- (s. 14-15). I modsætning til Schiøttz-Christensen, der som
går fx af følgende ret beset meningsløse formulering: ”JVJ er sagt insisterer på det samtidige tilstedevær af oppositionens
hverken livsbekræftende eller livsfornægtende, men interfe- to poler, summeret op i interferensbilledet som psykologisk
rensen derimellem” (s. 204). Schiøttz-Christensen går ikke fgur, vender Elbek i et vist omfang tilbage til Nedergaards
28 29
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 28 23/02/18 10:39 108211_den uhyggelige_.indd 29 23/02/18 10:39
adskillelse af negativiteten og positiviteten, men altså
vurderet diametralt modsat. Det nye i Elbeks arbejde er især
opmærksomme nærlæsninger af Jensens tidlige tekster som
kunstprodukter snarere end som beviser for psykiske
tilbøjeligheder eller som argumenter i en ideologisk oprustning.
Interferensfguren bliver her til en tematisk fgur for
”bevidsthedens svingningskreds” (s. 30), forstået som højdepunktet
af et mentalt lavpunkt i form af en splittelseserfaring, man
kan ”gå under i” (s. 30). Den træder frem på tværs af de tidlige
værker og er et muligt bud på, hvad man nærmere bestemt
skal forstå ved indholdet af den centrale del af Elbeks formel,
nemlig betegnelsen ”sublim nihilisme”. Denne tilbagestår
dog uden nærmere defnition eller afgrænsning.
Der består umiddelbart en direkte modsætning
mellem Elbeks ekstremt fortættede, nærmet lyriske præcision
og Schiøttz-Christensens knopskydende, stadig
selvforlængende argumentationskæder, men fælles er de to om én
ting: anfægtelsen. Begge skriver de uddrivelsesprojekter, og
en væsentlig del af kraften i deres fremstillinger stammer
fra det forhold, at det forbliver uklart, om det er
omverdenens (og Jensens egen) fascination af Jensens selvbillede
eller skribenternes egen af den tidlige Jensen,
der skal uddrives. Det er naturligvis ikke noget, de ikke selv
er klar over. Elbeks bog slutter med følgende passage: ”Først
når man ser som Johannes Jørgensen, er man rede til at gå
ind i Johannes V. Jensens forfatterskab. Men den dag man ser
som Sophus Claussen, er man kommet ud af det” (s. 116). Et
vigtigt bidrag til den biografsk orienterede del af
receptionen udgøres af Oluf Friis’ to-bindsværk Den unge Johannes
V. Jensen (1974). I en meget detaljeret og indlæst fremstilling
gennemgår Friis minutiøst forfatterskabets produktion frem
til og med Kongens Fald. Det sker efter en metode, der ikke
er strengt biografsk, men som lader analyserne fremstå på
baggrund af en skildring af det, Friis kalder
”personligheds30
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 30 23/02/18 10:39adskillelse af negativiteten og positiviteten, men altså vurde- baggrunden” (Friis 1974, bind 1, s. VIII). Friis’ indsats består
ret diametralt modsat. Det nye i Elbeks arbejde er især op- især i kontekstualiseringer af de tidlige teksters tematiske
mærksomme nærlæsninger af Jensens tidlige tekster som univers, blandt andet gennem påvisninger af Heinrich
Heikunstprodukter snarere end som beviser for psykiske tilbøje- nes store betydning som positivt forbillede for Jensen. Også
ligheder eller som argumenter i en ideologisk oprustning. In- Friis opererer med forestillingen om en radikal og
uigenkalterferensfguren bliver her til en tematisk fgur for ”bevidst- delig vending i forfatterskabet, selv om det overordnede sigte
hedens svingningskreds” (s. 30), forstået som højdepunktet ikke er normativt. Den unge Johannes V. Jensens andet bind
af et mentalt lavpunkt i form af en splittelseserfaring, man slutter med at pege på Jensens jordomrejser og på
Columkan ”gå under i” (s. 30). Den træder frem på tværs af de tidlige bus-fguren som ”det store skel i hans udvikling”, der
samværker og er et muligt bud på, hvad man nærmere bestemt tidig ”danner forbindelsesleddet mellem Johs. V. Jensens
skal forstå ved indholdet af den centrale del af Elbeks formel, ungdomsdigtning og hans modne manddomsdigtning” (Friis
nemlig betegnelsen ”sublim nihilisme”. Denne tilbagestår 1974, bind 2, s. 290). Flemming Harrits’ læsninger i
forfatterdog uden nærmere defnition eller afgrænsning. skabet står fortsat som en af de mest markante af de nyere
Der består umiddelbart en direkte modsætning mel- Jensen-tilgange. Det er et sigende træk ved Harrits’ tilgang,
lem Elbeks ekstremt fortættede, nærmet lyriske præcision at den ikke præsenteres i en samlet og samlende bog, men i
og Schiøttz-Christensens knopskydende, stadig selvfor- stedet gennem en stribe selvstændige, men forbundne
nærlængende argumentationskæder, men fælles er de to om én læsninger, spredt ud over fere udgivelser (Harrits 1986, 1990,
ting: anfægtelsen. Begge skriver de uddrivelsesprojekter, og 1994, 2000a, 2000b). Harrits’ position fastholder 1906 som
en væsentlig del af kraften i deres fremstillinger stammer et vendingens år og fastholder samtidig modsætningen
melfra det forhold, at det forbliver uklart, om det er omverde- lem negativitet og positivitet som funderende:
nens (og Jensens egen) fascination af Jensens selvbillede
eller skribenternes egen fascination af den tidlige Jensen,
der skal uddrives. Det er naturligvis ikke noget, de ikke selv Han [Jensen] indledte sit forfatterskab i gruens tegn
er klar over. Elbeks bog slutter med følgende passage: ”Først og søgte gennem genresprængende modernistiske
når man ser som Johannes Jørgensen, er man rede til at gå former at fastholde det nej, som erfaringen bød ham
ind i Johannes V. Jensens forfatterskab. Men den dag man ser at sige: han skrev i benægtelsens former. Efter et tiår,
som Sophus Claussen, er man kommet ud af det” (s. 116). Et omkring 1906-1907, tog hans forfatterskab en
venvigtigt bidrag til den biografsk orienterede del af receptio- ding mod bekræftelse og moderne klassik, fra
digtnen udgøres af Oluf Friis’ to-bindsværk Den unge Johannes ning til essayistik, isprængt mindelser om den unge
V. Jensen (1974). I en meget detaljeret og indlæst fremstilling digters kunnen. (Harrits 1994, s. 149)
gennemgår Friis minutiøst forfatterskabets produktion frem
til og med Kongens Fald. Det sker efter en metode, der ikke
er strengt biografsk, men som lader analyserne fremstå på Tilslutningen til Elbeks normative dogme antydes med
forbaggrund af en skildring af det, Friis kalder ”personligheds- muleringen ”mindelser om den unge digters kunnen” og slås
30 31
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 30 23/02/18 10:39 108211_den uhyggelige_.indd 31 23/02/18 10:39
fast med syvtommersøm af de Jensen-tekster, som Harrits’
forskellige artikler analyserer; størstedelen stammer fra de
første 10 år i Jensens produktion.
Harrits radikaliserer Elbeks fokus på den enkelte
tekst som formel struktur og fuldfører Elbeks påbegyndte
nedtoning af de biografske og psykologiske aspekter. Harrits
skelner følgelig mellem teksteksterne og tekstinterne
dynamikker. Hvad angår de tekst-eksterne forhold, genbruger
Harrits Schiøttz-Christensens greb, idet han taler om den
unge Jensen som fanget i et ”tomrum mellem uforenelige
livsbevidstheder” (s. 132). I modsætning til
Schiøttz-Christensen griber Harrits til sociohistoriske snarere end
psykologiske eller ideologiske forklaringsmodeller. Spændt ud
mellem en ufordøjet erfaring af ”modernitet” (storby, industri,
nye medier, ateisme) og en endnu levende erindring af ”det
før-moderne” (land, tradition, genkendelighed, kristendom)
(s. 128) fremstilles Jensen som en splittet og splittende vilje
til at komme ”på højde med sin tid og fortolke den” (s. 130).
Forbindelsen mellem Harrits’ teksteksterne og tekstinterne
perspektiv består nu i, at Jensens tekster, særligt hans myter,
ses som kunstneriske forsøg på at komme overens med disse
chokagtige splittelseserfaringer. Harrits taler om en jensensk
”mytograf”, som dels er en refeks af teksteksterne forhold,
dels fremstår som resultatet af mere eller mindre bevidste
kunstneriske formningsprocesser. De mytografske
principper ser Harrits fordelt på to hovedtyper, som hver forbinder
sig med en gruppe af ”psykiske kvaliteter”, som overordnet
kan ”bestemmes som erindret eller foregrebet oplevelse af
død over for intensiveret oplevelse af liv. Eller med to ord:
som gru og fryd” (s. 148).
Hos Harrits benyttes oppositionen mellem
negativitet og positivitet altså til at beskrive dels forhold i Jensens
tilværelse, dels forhold i Jensens tekster. Harrits udvikler
senere sin bestemmelse af den jensenske mytograf, idet han
32
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 32 23/02/18 10:39fast med syvtommersøm af de Jensen-tekster, som Harrits’ ser den som ”en grænsesituation, der fører ind i en
kædedanforskellige artikler analyserer; størstedelen stammer fra de nelse, hvis led kan bestemmes som perception, imagination
første 10 år i Jensens produktion. og refeksion” (Harrits 2000a, s. 89), og hvis centrale moment
Harrits radikaliserer Elbeks fokus på den enkelte kan bestå af enten tomhed eller fylde, enten negativitet eller
tekst som formel struktur og fuldfører Elbeks påbegyndte positivitet. Jeg vender tilbage til denne bestemmelse i
størnedtoning af de biografske og psykologiske aspekter. Harrits re detaljer senere. Interferensfguren anvendes hos Harrits
skelner følgelig mellem teksteksterne og tekstinterne dy- som en generaliseret metafor for spændings- og
smertefyldnamikker. Hvad angår de tekst-eksterne forhold, genbruger te sammenstød mellem normalt uforenelige størrelser; hans
Harrits Schiøttz-Christensens greb, idet han taler om den udvalg af tekster anvender fertalsformen ”Interferenser”
unge Jensen som fanget i et ”tomrum mellem uforenelige som titel, hvilket bringer ordet tæt på en genrebetegnelse. I
livsbevidstheder” (s. 132). I modsætning til Schiøttz-Chri- Harrits’ efterord beskriver fguren både psykisk/tematiske
stensen griber Harrits til sociohistoriske snarere end psyko- og æstetisk/formmæssige fænomener samt springet mellem
logiske eller ideologiske forklaringsmodeller. Spændt ud mel- dem: Myterne ytrer ”sjælelig interferens” (Harrits 1994, s.
lem en ufordøjet erfaring af ”modernitet” (storby, industri, 127), ”den mytedannende fantasi er et interferensfænomen”
nye medier, ateisme) og en endnu levende erindring af ”det (s. 146), og teksternes omgang med gru og fryd er ikke statiske
før-moderne” (land, tradition, genkendelighed, kristendom) modsætninger, men ”Virker […] sammen i bevægelse, som
(s. 128) fremstilles Jensen som en splittet og splittende vilje interferenser” (s. 148). Trods deres betragtelige indbyrdes
til at komme ”på højde med sin tid og fortolke den” (s. 130). forskelle tegner Schiøttz-Christensen, Elbek og Harrits en
Forbindelsen mellem Harrits’ teksteksterne og tekstinterne dominerende linje i receptionen af Jensens forfatterskab fra
perspektiv består nu i, at Jensens tekster, særligt hans myter, 1950’erne og frem til årtusindskiftet.
Omdrejningspunkterses som kunstneriske forsøg på at komme overens med disse ne er som vist dels forfatterskabets vending over tid og den
chokagtige splittelseserfaringer. Harrits taler om en jensensk kvalitative opvurdering af det tidlige forfatterskab, dels
mod”mytograf”, som dels er en refeks af teksteksterne forhold, sigelsesfguren som funderende for forfatterskabet
(åbendels fremstår som resultatet af mere eller mindre bevidste hed vs. lukkethed, negativitet vs. positivitet, modernitet vs.
kunstneriske formningsprocesser. De mytografske princip- før-modernitet). Ideen om vendingen styrer også det seneste
per ser Harrits fordelt på to hovedtyper, som hver forbinder portræt af Jensens forfatterskab, som står at læse i Hans Otto
sig med en gruppe af ”psykiske kvaliteter”, som overordnet Jørgensens Horden. 13. digterportrætter 1872-1912 (2015).
kan ”bestemmes som erindret eller foregrebet oplevelse af Jørgportrætter er, som han selv fremhæver i forordet,
død over for intensiveret oplevelse af liv. Eller med to ord: skrevet på ”indignation” snarere end ”forskerforpligtelser”
som gru og fryd” (s. 148). (s. 9), og portrættet af Jensen forholder sig følgelig ikke di-
Hos Harrits benyttes oppositionen mellem negati- rekte til andre læsninger af Jensen end Jensens (fejl)læsning
vitet og positivitet altså til at beskrive dels forhold i Jensens af egne tekster. Portrættet fælder en dom, der ekkoer Elbeks
tilværelse, dels forhold i Jensens tekster. Harrits udvikler fra 1966: ”den unge Jensen vs. den gamle, ham som så
hasarsenere sin bestemmelse af den jensenske mytograf, idet han deret river alt til sig, og ham som allerede tredive år gammel
32 33
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 32 23/02/18 10:39 108211_den uhyggelige_.indd 33 23/02/18 10:39synes at være fallit […] Han har ti år, højest femten, så er det
hele fyret af” (s. 211, 213). Jørgensen citerer sig opmærksomt
og kritisk frem gennem tekster fra den tidlige del af
forfatterskabet, blandt andet Kongens Fald, med et skarpt blik for
ambivalente arveforhold til Poe, Jacobsen og Baudelaire,
arveforhold, som også optager en plads i mine læsninger.
Denne linje i receptionen af forfatterskabet er dog
ikke enerådende, og jeg vil kort nævne bidrag, der enten ikke
ser en vending, eller som bedømmer den anderledes. Et
eksempel er Niels Birger Wambergs portræt fra tredje udgave af
Danske digtere i det 20. århundrede (1980), hvor Wamberg
bevæger sig frit mellem tekster fra den unge og den ældre
Jensen og betoner ligheder over tid, fx i en formulering som ”I alle
Johannes V. Jensens skrifter brydes mørkets og lysets magter
[…]” (Wamberg 1980, s. 103). Henrik Wivels tidlige bidrag til
Jensen-forskningen, Den titaniske eros (1982), er et forsøg på
at læse forfatterskabet i ”en forfatterpsykologisk synsvinkel”
(s. 4), fokuserende på det, Wivel kalder ”dets altdominerende
driftsmæssige bundethed” (Wivel 1982, s. 4, understregning
i original). Med rekurs til begreber og forestillinger fra både
Freud, Jung og Reich når Wivel frem til en trefaset opdeling
af forfatterskabet, som ikke har vundet hævd hos andre, og
som sine steder geråder sig ud i diskutable udsagn om
forholdene mellem skribent, psyke og tekst. Hverken Freuds begreb
eller hans tekst om det uhyggelige spiller nogen rolle i Wivels
fremstilling.
Sven Hakon Rossel argumenterer for en omvendt
Elbek, der følger Jensens selvopfattelser og ser en udvikling
fra en kunstnerisk ufuldbåren tidlig produktion (hæmmet af
selvanalyse og introspektion) til en voksen digtning, der
lykkes med at forene det ”introverte og det extroverte inden for
rammerne af en mytisk, perspektivudvidende
erkendelsesform” (Rossel 1997, s. 466). I de nyeste bud på samlede
tilgange til forfatterskabet er der en tendens til at nedtone skellet
34
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 34 23/02/18 10:39synes at være fallit […] Han har ti år, højest femten, så er det mellem tidlig og sen Jensen ved i stedet at fokusere på
modhele fyret af” (s. 211, 213). Jørgensen citerer sig opmærksomt sætninger andre steder i forfatterskabet. Poul Houe giver i
og kritisk frem gennem tekster fra den tidlige del af forfat- Johannes V. Jensens lange rejse – en postmoderne myte (1996)
terskabet, blandt andet Kongens Fald, med et skarpt blik for et tiltrængt nyt perspektiv på spørgsmålet om modsætninger
ambivalente arveforhold til Poe, Jacobsen og Baudelaire, ar- i forfatterskabet ved at udpege interne stridigheder i den del
veforhold, som også optager en plads i mine læsninger. af Jensens produktion, der normalt ses som den mest harmo-
Denne linje i receptionen af forfatterskabet er dog niske. I serien af romaner, som Jensen gav samletitlen Den
ikke enerådende, og jeg vil kort nævne bidrag, der enten ikke lange Rejse, fremlæser Houe ”en strid mellem traditionelle
erser en vending, eller som bedømmer den anderledes. Et ek- faringsværdier og et nutidigt krav om stadig fornyelse” (Houe
sempel er Niels Birger Wambergs portræt fra tredje udgave af 1996, s. 9), og han argumenterer for, at denne strid sætter sig
Danske digtere i det 20. århundrede (1980), hvor Wamberg be- igennem både tematisk og formelt i romanserien: ”På mytisk
væger sig frit mellem tekster fra den unge og den ældre Jen- vis” vidner værket ”om den mytekritik, der driver det frem”
sen og betoner ligheder over tid, fx i en formulering som ”I alle (s. 10). Derved kommer Den lange Rejse til at indtage en
”præJohannes V. Jensens skrifter brydes mørkets og lysets magter cist uklar” grænseposition mellem det, Houe betegner som
[…]” (Wamberg 1980, s. 103). Henrik Wivels tidlige bidrag til det moderne og det postmoderne (s. 139). Opmærksomheden
Jensen-forskningen, Den titaniske eros (1982), er et forsøg på mod brudfader i den sene Jensens produktion fastholder og
at læse forfatterskabet i ”en forfatterpsykologisk synsvinkel” udfolder Houe i Menneskelinien – mellem Johannes V. Jensen
(s. 4), fokuserende på det, Wivel kalder ”dets altdominerende og Herman Bang (1999). Målet er ikke at omvende
Elbek-tradriftsmæssige bundethed” (Wivel 1982, s. 4, understregning ditionens normative opvurdering af det tidlige forfatterskab,
i original). Med rekurs til begreber og forestillinger fra både men at nuancere opfattelsen af det sene: Dets værker bør
Freud, Jung og Reich når Wivel frem til en trefaset opdeling ”måles på de mulighedsbetingelser som de enten negligerer,
af forfatterskabet, som ikke har vundet hævd hos andre, og realiserer eller søger at overskride […]” (Houe 1999, s. 271).
som sine steder geråder sig ud i diskutable udsagn om forhol- Lignende nuancerende bestræbelser fnder man i Lars
Handene mellem skribent, psyke og tekst. Hverken Freuds begreb destens biograf Johannes V. Jensen. Liv og Værk (2000), samt
eller hans tekst om det uhyggelige spiller nogen rolle i Wivels i Handestens afsnit om Jensen i Dansk litteraturs historie,
fremstilling. bind 3 (2009). Handesten kritiserer, hvad han opfatter som
Sven Hakon Rossel argumenterer for en omvendt Nedergaards og Elbeks enten-eller-tilgange og bestræber sig
Elbek, der følger Jensens selvopfattelser og ser en udvikling i stedet på ”at give en mere nøgtern og uhildet fremstilling af
fra en kunstnerisk ufuldbåren tidlig produktion (hæmmet af ’stadierne’ i hans [Jensens] liv og digtning” (Handesten 2000,
selvanalyse og introspektion) til en voksen digtning, der lyk- s. 9). Vejen til nøgternhed går for Handesten uden om blot
kes med at forene det ”introverte og det extroverte inden for at ”anerkende ham [Jensen] æstetisk og forkaste ham
ideorammerne af en mytisk, perspektivudvidende erkendelses- logisk” ved at forsøge at holde hans værkers betydning såvel
form” (Rossel 1997, s. 466). I de nyeste bud på samlede tilgan- som billedet af ham fydende, ”i bevægelse” (s. 14 og s. 477).
ge til forfatterskabet er der en tendens til at nedtone skellet
34 35
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 34 23/02/18 10:39 108211_den uhyggelige_.indd 35 23/02/18 10:39 Wivel har i sine senere arbejder om tiden omkring år
1900 i dansk litteratur og kultur fntfølende søgt at
indplacere Jensens produktion i forhold til formelle og tematiske
spændinger mellem dekadence og vitalisme (Wivel 2004;
Wivel 2008). Spørgsmålet om vitalismens betydning i og for
Jensen udgør et af fere omdrejningspunkter i Anders Ehlers
Dams vellykkede Den vitalistiske strømning – i dansk
litteratur omkring år 1900 (2010), der redegør for vigtige aspekter
af det utvetydigt vitalistiskes funktion hos primært den sene
Jensen med baggrund i tysk vitalismetænkning, som den
udfoldes hos Schopenhauer og Nietzsche. Spørgsmålet om
Jensen som vitalist behandles blandt andre også af Aage
Jørgensen i Tilblivelsens digter (2013) og af Eirik Vassenden i Norsk
vitalisme. Litteratur, ideologi og livsdyrking 1890-1940 (2012).
Intentionen om at modarbejde stivnede klicheer – både hvad
angår rekonstruktionen af forfatterskabet via
vendingsfguren, og hvad angår billedet af især den voksne Jensen – er
ligeledes mærkbar i Frits Andersens innovative portræt af
Jensen i ferde udgave af Danske digtere i det 20. århundrede
(2002). Andersen går litteratursociologisk til værks og
fokuserer, uden direkte at henvise til Elbek, på det aspekt ved
forfatterskabet, Elbek betegnede som ”litteraturlede forklædt
som litterært program” (Elbek 1966, s. 99). I modsætning til
Elbek ser Andersen dette aspekt som et træk ved hele Jensens
produktion, altså også den tidlige, og Andersen stiller skarpt
på de måder, hvorpå Jensen fra antiforfatterens position
bestræber sig på at fnde en plads som skrivende uden at lade sig
reducere til rent instinkt eller til menigt medlem i den
dannede æstetiks tropper.
Overordnet set forbinder mine
Jensen-læsninger sig primært med Harrits’ arbejde og i mindre grad med
Schiøttz- Christensens, Elbeks og Andersens. Hos Schiøttz-
Christensen og Elbek henter jeg interessen for
modsigelserne i Jensens værk samt interessen for uddrivelsesprocesser
36
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 36 23/02/18 10:39 Wivel har i sine senere arbejder om tiden omkring år og spøgelser. Hos Harrits henter jeg ønsket om at analysere
1900 i dansk litteratur og kultur fntfølende søgt at indpla- og karakterisere æstetiske snarere end fx psykologiske
fænocere Jensens produktion i forhold til formelle og tematiske mener. Fra Andersens portræt knytter jeg primært an til den
spændinger mellem dekadence og vitalisme (Wivel 2004; for mig at se afgørende pointe om at se Jensen som
antiæsteWivel 2008). Spørgsmålet om vitalismens betydning i og for tiker, som radikalt institutionskritisk. En af de væsentligste
Jensen udgør et af fere omdrejningspunkter i Anders Ehlers indvendinger mod interferens-traditionen, her primært
ElDams vellykkede Den vitalistiske strømning – i dansk littera- bek og Harrits, er således, at der under deres karakteristikker
tur omkring år 1900 (2010), der redegør for vigtige aspekter hviler en romantisk-modernistisk forestilling om skribenten
af det utvetydigt vitalistiskes funktion hos primært den sene som kunstner, skaber og enhedsfrembringer. En sådan
foreJensen med baggrund i tysk vitalismetænkning, som den ud- stilling passer bedre, men ikke godt, med Jensens sene
forfoldes hos Schopenhauer og Nietzsche. Spørgsmålet om Jen- fatterbillede. I forhold til det tidlige forfatterskab passer den
sen som vitalist behandles blandt andre også af Aage Jørgen- decideret dårligt. Med til rammesættelsen af den unge
Jensen i Tilblivelsens digter (2013) og af Eirik Vassenden i Norsk sen som romantisk-moderne kunstner følger ofte to ligeledes
vitalisme. Litteratur, ideologi og livsdyrking 1890-1940 (2012). problematiske opfattelser af tekster som autonome og deres
Intentionen om at modarbejde stivnede klicheer – både hvad betydninger som overvejende bestemt ved deres indhold
angår rekonstruktionen af forfatterskabet via vendingsfgu- eller ved psykologiske omskrivninger af dette indhold.
Herren, og hvad angår billedet af især den voksne Jensen – er overfor ønsker jeg dels at fremdrage de tidlige
Jensen-tekligeledes mærkbar i Frits Andersens innovative portræt af sters uselvfølgelige måder at arve traditionen og dens genrer
Jensen i ferde udgave af Danske digtere i det 20. århundrede på, dels at fokusere på forholdene mellem på den ene side
(2002). Andersen går litteratursociologisk til værks og foku- teksternes formelle organisering, særligt deres
udsigelsessiserer, uden direkte at henvise til Elbek, på det aspekt ved for- tuation, og på den anden side de æstetiske efekter, teksterne
fatterskabet, Elbek betegnede som ”litteraturlede forklædt producerer. Det har som sagt været et udgangspunkt for mig,
som litterært program” (Elbek 1966, s. 99). I modsætning til at spørgsmålet om vendingens betydning i Jensens
forfatterElbek ser Andersen dette aspekt som et træk ved hele Jensens skab er uomgængeligt som en del af det, der skal forklares:
produktion, altså også den tidlige, og Andersen stiller skarpt Vendingens problematik er en af forfatterskabets mest
intepå de måder, hvorpå Jensen fra antiforfatterens position be- ressante tekster, også fordi Jensen vedblivende vender
tilbastræber sig på at fnde en plads som skrivende uden at lade sig ge til den. Deraf følger ikke, at jeg ikke fnder nuanceringer
reducere til rent instinkt eller til menigt medlem i den dan- af opfattelserne af både det tidlige og det sene forfatterskab
nede æstetiks tropper. relevante og påkrævede. Mine læsninger drejer sig om fæ-
Overordnet set forbinder mine Jensen-læsning- nomener, som den tidlige Jensen typisk forbindes med, men
er sig primært med Harrits’ arbejde og i mindre grad med som helhed betragtet opfatter jeg min tilgang som
kompatiSchiøttz- Christensens, Elbeks og Andersens. Hos Schiøttz- bel med de opblødninger af den tidlige receptions stivnede
Christensen og Elbek henter jeg interessen for modsigelser- og fastfrosne dikotomier, som blandt andre Houe, Handesten
ne i Jensens værk samt interessen for uddrivelsesprocesser og Andersen viser nødvendigheden af. Tilgangen læser
tek36 37
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 36 23/02/18 10:39 108211_den uhyggelige_.indd 37 23/02/18 10:39ster fra det tidligere forfatterskab ind i forhold til aktuelle
diskussioner af eksperimenterende fortællingers former og
funktioner. Overskriften for denne type fortælleanalyse er
7unaturlig narratologi, og det er unaturlig narratologi, det nu
skal dreje sig om.
38
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives
108211_den uhyggelige_.indd 38 23/02/18 10:39