187 pages
Danish
Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

K&K 116

-

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus
187 pages
Danish

Description

The affective turn betegner en fornyet interesse for folelsernes kognitive og sociale betydning inden for en rAekke human- og samfundsvidenskaber. Ikke mindst ser man i disse ars kulturforskning og kulturkritik et skAerpet fokus pa de affektive strukturer, der kulturelt forbinder os og regulerer vores samkvem. Dette nummer af K&K afdAekker en rAekke af de analytiske muligheder, som den affektive drejning tilforer studiet af kultur og litteratur.

Sujets

Informations

Publié par
Date de parution 20 décembre 2013
Nombre de lectures 0
EAN13 9788771243727
Langue Danish
Poids de l'ouvrage 1 Mo

Informations légales : prix de location à la page 0,0025€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.

Exrait

NR.116 ·
affekt
K&
K
“The affective turn” betegner en fornyet interesse for følelsernes kognitive og
sociale betydning inden for en række human- og samfundsvidenskaber. Ikke
mindst ser man i disse års kulturforskning og kulturkritik et skærpet fokus på
de affektive strukturer, der kulturelt forbinder os og regulerer vores samkvem.
Dette nummer af K&K afdækker en række af de analytiske muligheder, som
den affektive drejning tilfører studiet af kultur og litteratur.
affekt K&K
Raymond Williams Nr. 116 · Årgang 2013Følelsesstrukturer
Frederik Tygstrup
Affekt og rum
Dennis Meyhoff Brink
Dantes litterære atmosfærologi
Christian Dahl
Lidenskab for krop og sjæl
Annette Thorsen Vilslev
Bevidsthed i bevægelse
Peter Simonsen
Lykken på førtidspension
Devika Sharma
Privilegiets problem
Isak Winkel Holm
Uretfærdighedsstemning
Lilian Munk Rösing
Strindbergs vrede stemme
Mikko Turunen
Det semantiskt gemensamma området som analysmedel
för metaforiska uttryck ISBN978-87-7124-176-1
Helle Porsdam & Mia Rendix
Digital humanities – humanioras fremtid? a affekt9 788771241761
K&K_116_omslag.indd 1 29/11/13 16.03
96235_cover_k og k 113_r.indd 1 30/11/13 09.05
AARHUS UNIVERSITET SFORL AGK&K
Kultur og Klasse · Nr. 116 · Årgang 2013
AFFEKT
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVESRedaktion
Kjersti Bale (Universitetet i Oslo), Mikkel Bolt (Københavns Universitet), Jacob
Bøggild (Aarhus Universitet), Per Krogh Hansen (Syddansk Universitet), Mari
Hatavara (University of Tampere), Stefan Jonsson (Linköping Universitet),
Karen Hvidtfeldt Madsen (Syddansk Universitet), Henrik Skov Nielsen (Aarhus
Universitet), Karen-Margrethe Simonsen (Aarhus Universitet).
Redaktionspanel
Peer Bundgaard (Aarhus Universitet), Peter Burke (Emmanuel College,
Cambridge), Lise Busk-Jensen (Det Kongelige Bibliotek), Terry Eagleton
(University of Manchester), Arild Fetveit (Københavns Universitet), Anker
Gemzøe (Aalborg Universitet), Kristin Gjesdal (Temple University), Jørgen
Holmgaard, Irene Iversen (Universitetet i Oslo), Fredric Jameson (Duke
University, North Carolina), Jørgen Dines Johansen (Syddansk Universitet),
Jakob Lothe (Universitetet i Oslo), Jacob Lund (Aarhus Universitet),
Anne-Marie Mai (Syddansk Universitet), Søren Pold (Aarhus Universitet),
Søren Schou (Roskilde Universitetscenter), Lars-Åke Skalin (Örebro
Universitet), Anders Troelsen (Aarhus Universitet), Jacob Wamberg
(Aarhus Universitet), Martin Zerlang (Københavns Universitet).
Redaktører K&K116
Devika Sharma og Christian Dahl
Kontakt
redaktion@kulturogklasse.dk
unipress@au.dk
Redaktionssekretær: Anya Aarenstrup
K&K
Kultur og Klasse
nr. 116, 41. årgang
© Forfatterne og Aarhus Universitetsforlag 2013
Tilrettelægning og omslag: Jørgen Sparre
Ebogsproduktion: Narayana Press
ISBN 978 87 7124 372 7
Aarhus Universitetsforlag
www.unipress.dk
Udgivelsen er støttet af Det Frie Forskningsråd | Kultur og Kommunikation, V. Gieses Legat og
Nordic Board for Periodicals in the Humanities and Social Sciences NOP-HS.
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVESK&K
Indhold · 116
5 · Forord
11 · Raymond Williams
Følelsesstrukturer
17 · Frederik Tygstrup
Affekt og rum
33 · Dennis Meyhoff Brink
Dantes litterære atmosfærologi
49 · Christian Dahl
Lidenskab for krop og sjæl
Corneilles le Cid (1637) i følelseshistorisk belysning
63 · Annette Thorsen Vilslev
Bevidsthed i bevægelse
Om den japanske forfatter Natsume Sōsekis
sansebevidsthed
77 · Peter Simonsen
Lykken på førtidspension
Velfærdsstat og affektiv mobilitet i Jens Blendstrups Gud
taler ud
89 · Devika Sharma
Privilegiets problem
Mellem den humanitære og den kyniske fornuft
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVES103 · Isak Winkel Holm
Uretfærdighedsstemning
Poetisk uretfærdighed i Gustave Flauberts ”Et enfoldigt
hjerte”
121 · Lilian Munk Rösing
Strindbergs vrede stemme
135 · Mikko Turunen
Det semantiskt gemensamma området som analysmedel
för metaforiska uttryck
153 · Helle Porsdam & Mia Rendix
Digital humanities – humanioras fremtid?
173 · Anmeldelser
174 · Jon Helt Haarder
Selvfremstilling – nu også gennem andre og andet
177 · Jørn Erslev Andersen
Artificiel autenticitet
181 · Kim West
Det mångtydiga allkonstverket
185 · Om forfatterne
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVESFORORD
Kulturvidenskaberne og kunstfagene interesserer sig i stadig højere grad for kultur
forstået som affektive fællesskaber, og vi har i flere år kunnet iagttage
fremkomsten af en ny kulturkritik, som undersøger de affektive strukturer, der kulturelt
forbinder os og regulerer vores samkvem. Mange veje har ført til denne såkaldte
’affektive vending’ i kulturvidenskaberne. Nogle har med videnskabelige opdagelser
og udfordringer at gøre, andre med nyere historiske og sociale erfaringer. Det virker
således som en rimelig betragtning, at vi i dag i højere og højere grad mobiliseres,
ikke mindst som forbrugere, via forskellige former for affektiv interpellation.
Affektstudiet kan i dag synes for heterogent og for vidt forgrenet til
overhovedet at kunne kortlægges som et studie; hver fagdisciplin har tilsyneladende sin
foretrukne forståelse af, hvad affektivitet er, og af hvorfor dette ’noget’ så i øvrigt
er relevant at beskæftige sig med. Men selv i dette vidtfavnende forskningsfelt er
det muligt at fremhæve fælles interesser og berøringsflader. For en overordnet
betragtning er det således affektstudiernes ærinde at forstå følelser, stemninger
og atmosfærer som sociale fænomener med bestemte historiske forudsætninger
og bestemte politiske virkninger.
Et oplagt sted at begynde en introduktion til affektstudier i netop nærværende
tidsskrift, hvis tradition for marxistisk kulturanalyse jo lurer bag akronymet K & K
(tidligere Kultur og Klasse), er Raymond Williams berømte essay ”Structures of
Feeling” fra bogen Marxism and Literature (1978). I essayet advarer Williams mod de
kulturhistoriske begrænsninger, der ligger i den ideologikritiske kulturanalyse,
som han beskylder for at forstå og fremstille kulturen gennem fikserede analytiske
former (”det subjektive”, ”det personlige”) snarere end gennem dens empiriske
fremtrædelse. Ideologien er allerede formet, når den træder frem, men hvis vi vil
forstå dens tilblivelse, skal vi kigge efter, hvad Williams kalder kulturens
følelsesstrukturer, som er emergente, kollektive og æstetiske.
Følelsesstrukturer er hverken ideologi eller tidsånd, men tæt forbundet med
disse. Mens ideologikritikken og den åndshistoriske litteraturkritik er tilbøjelige
til at fremstille litteraturen som en afspejling af den historiske udvikling, søger
Williams med sit begreb om følelsesstrukturer at åbne for en måde at undersøge,
hvordan kunst og kultur selv producerer historisk forandring ved at påvirke måden,
vi erfarer vores omverden på. Som eksempel på dette nævner Williams, hvordan
Charles Dickens og Emily Brontë i deres romaner udtrykker en følelsesstruktur,
◄ INDHOLD
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVES6 K&K · Kultur&Klasse · 116 · 2013
der ikke kan reduceres til tidens ideologi, men snarere kalder på skabelsen af en
ny. I tidlig victoriansk ideologi blev social skrøbelighed i form af fattigdom eller
ufrihed forbundet med deroute eller exces, men følelsesstrukturerne hos Dickens
og Brontë røber følelsen af udsathed og isolation som et alment vilkår i det
victorianske samfund, som også har greb om de privilegerede. Denne erfaring var en
betingelse for ideologisk og social forandring.
Med begrebet følelsesstruktur vil Williams altså indkredse et niveau i den
kulturelle aktivitet, som dårligt lader sig forstå, hvis man ved kultur alene forstår
bestemte verdensanskuelser, institutioner, begivenheder eller hovedværker. I den
henseende er den lille tekst ikke enestående i Williams’ arbejde, snarere vidner den
om Williams’ radikale vilje til at tænke kultur som konstituerende for social
praksis. Almindeligvis antager vi, at det sammenrend af affektive impulser, som udgør
sociale erfaringer, imens de erfares, er private og vilkårlige i forhold til institutioner
og andre etablerede sociale formationer. Men det er netop dette diffuse niveau af
virkeligheden, Williams interesserer sig for i essayet: ”Vi taler om karakteristiske
elementer som impuls, beherskelse og tone, specifikt affektive elementer af bevidsthed
og relationer”. Tilsammen danner disse affektive elementer en struktur, en bestemt
kulturel konfiguration af det affektive materiale. Forandringer i
følelsesstrukturerne er ikke bare symptomer på sociale forandringer, de er sociale forandringer,
og som sådan behøver de ikke afvente definition og klassifikation ”for at kunne
udøve håndgribeligt pres og sætte reelle grænser for erfaring og handling,” som
Williams formulerer det. To indsigter altså, som begge reflekteres i den samtidige
affektforskning: For det første, at følelser og affekter kan begribes som kulturelle
fænomener, og for det andet, at de derfor ikke er overbygningsfænomener i
marxistisk forstand, men netop sociale strukturer.
Williams’ essay, som vi her har valgt at oversætte, er fåmælt og elliptisk, åbent
for fortolkning. Men dets påstand om den kulturelle følelsesstruktur som en blind
vinkel i den ideologikritiske kulturanalyse, der skjuler ideologiens tilblivelse og
forandring, har vundet genklang i de senere år blandt kulturforskere, som i lyset
af så forskellige forskningsfelter som kønsstudier, nyhistorisme, fænomenologi,
humangeografi og adfærdspsykologi er optaget af at genopfinde ideologikritikken
ved at udvide dens analyseredskaber og fokus, ikke mindst i bestræbelsen på at
undersøge det affektive påvirkningsforhold mellem kunst og kultur.
Konstitution og kritik
Det er ikke overraskende, at forestillingen om, at følelser og erfaringer indgår i
materielle historiske processer, har haft stærk resonans inden for den feministiske
kulturteori, som den formuleres af blandt andre Judith Butler, Sara Ahmed og
Lauren Berlant. Tæt på en williamsk forståelse af følelsesstrukturer er fx
amerikanske Lauren Berlant, når hun i sin seneste bog indkredser en følelsesstruktur,
som hun kalder cruel optimism. Ligesom Williams betragter Berlant samtiden som et
historisk fænomen, der først viser sig for os affektivt. Med formuleringen ’grusom
◄ INDHOLD
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVES Forord 7
optimisme’ refererer Berlant til en aktuel kollektiv oplevelse (i Vesten) af at være
følelsesmæssigt investeret i objekter og projekter, som slet ikke gør os noget godt,
herunder først og fremmest nogle bestemte forestillinger om det gode liv. Når
Berlant er relevant at nævne i denne sammenhæng, er det ikke mindst, fordi hun
i sin analyse af den grusomme optimisme følger Williams’ forslag om at studere
de kulturelle følelsesstrukturer i æstetiske former og genrer.
Lauren Berlants bog Cruel Optimism er et udmærket eksempel på en
affektanalyse, der særligt fremhæver affekternes konstitutive funktioner. Den følelsesstruktur,
Berlant interesserer sig for, beskrives ikke som et symptom på en dybereliggende
ideologisk aktivitet, der har forkrøblet den gode optimisme; de afficerede subjekter
beskrives ikke som symptomer på økonomisk eller politisk ulighed og den
grusomme optimismes objekter beskrives ikke som undertrykkende fænomener.
Affektanalyse findes imidlertid også i en version, hvor det særligt er affekternes
kritisable funktioner, der fremhæves. Disse to tilgange udelukker vel at mærke ikke
hinanden.
Den mere kritiske version af affektanalysen tager gerne afsæt i en beskrivelse af,
hvordan de individuelle og kollektive følelser i dag manipuleres og
instrumentaliseres i den politiske sfære, i arbejdslivet og i forbrugskulturen. Et eksempel kunne
her være canadiske Brian Massumis analyse af den forebyggende logik, som har
været kendetegnende for særligt amerikansk politisk retorik og krigsførelse i det
seneste årti. Det karakteristiske ved den forebyggende logik er, foreslår Massumi,
at den er affektivt funderet: Det er følelsen af en (terror)trussel, der gør truslen til
en legitim genstand for politikken. En trussel, der aldrig materialiserer sig og ikke
ville kunne have materialiseret sig, er ikke mindre virkelig af den grund, for frygten
er et affektivt faktum. Uafhængig af empiriske kendsgerninger legitimerer den følte
tilstedeværelse af en trussel de forebyggende politiske handlinger. Massumis analyse
peger altså på følelserne som en form for animationsteknik i samtidens politiske
virkelighed: Det, der ikke er virkeligt, er alligevel virkeligt, hvis det føles virkeligt.
Michael Hardt og Antonio Negris beskrivelse i henholdsvis Empire og
Multitude af affektive produktionsformer, affective labor, er et prægnant eksempel på en
kulturanalyse, der fremhæver affekternes fremtrædende rolle i organiseringen af
arbejdet. Gældende for fx kabinepersonale, sosu-assistenter, fast food-arbejdere og
sexarbejdere er det, at meget af deres arbejde består i at producere eller manipulere
affekter, altså en særlig form for immaterielt arbejde. Den affektivt organiserede
produktion er kendetegnet ved at involvere både krop og sjæl, fornuft og følelse.
Det centrale i Hardt og Negris analyse er ikke bare, at det affektive arbejde
involverer nye og intensiverede former for udnyttelse af de ’menneskelige ressourcer’
ved i højere grad end tidligere at tage selve livet som sit råstof. Fremkomsten af
nationale og globale affektive økonomier giver også mulighed for nye affektive
fællesskaber og politisk organisering af solidaritetsbevægelser.
◄ INDHOLD
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVES8 K&K · Kultur&Klasse · 116 · 2013
Affektteori
Mens Raymond Williams i ”Structures of Feeling” påfaldende nok ikke rigtigt
interesserer sig for følelsesfilosofi, står forskellige filosofisk-teoretiske forsøg på
yderligere at bestemme følelsernes kropslighed, deres fornuftighed og deres egentlige sted
centralt i den aktuelle affektforskning. Trods omfattende kliniske affektstudier de
senere år er der grundlæggende forskelle i den teoretiske forståelse af affekternes
kognitive og somatiske betydning – forskelle der kan spores helt tilbage til Platon
og Aristoteles’ divergerende opfattelser af, om følelserne er rationelle eller ej.
Kognitive affektteorier som den aristoteliske vil betone følelsesreaktioner som kognitive
vurderinger (Richard Lazarus, Martha Nussbaum). Frygten er en vurdering af fare,
begrundet eller ej, som tvinger os til at reagere. Andre teorier betoner affekterne
som en liden (pathos, passio), der er mere eller mindre fornuftsuafhængig, kropslig
og ofte en kilde til manipulation.
Den kognitive og den kropslige affektteori har hver sin berettigelse, som det vil
fremgå af et eksempel fra William James' psykologi, som Sara Ahmed har
diskuteret mere indgående, end vi kan gøre her. Et barn møder i skoven en bjørn, bliver
forskrækket og flygter hjem. Barnets frygt kan forstås som en rationel vurdering af
en truende fare: ved sin frygt erkender barnet bjørnen som farlig og reagerer
rationelt på sin erkendelse. Men hvorfra ved barnet overhovedet, at bjørnen er farlig og
ikke hyggelig som en bamse? Følelser er ikke reaktioner på objektive forhold, men
på vores perception af disse (Descartes), og sandsynligvis er barnets opfattelse af
bjørnen som et farligt og frygteligt dyr tillært. Vurderingen af bjørnen er kulturelt
og historisk indkodet, men samtidig kropslig og nærmest automatisk. Frygten
huserer, som Ahmed siger, ikke i barnet selv (og slet ikke i bjørnen), snarere er den
relationel, eller som den amerikanske psykolog Silvan Tomkins siger: smitsom.
Følelser smitter; de er kropslige og må forstås som et transindividuelt system af
impulser, der er mere primært end drifterne (jf. Eve Kosofsky Sedgwick og Adam
Franks introduktion til Tomkins arbejde i Shame and Its Sisters: A Silvan Tomkins
Reader). I samme tråd finder man Gilles Deleuzes indflydelsesrige fortolkning af
Baruch Spinozas beskrivelse af affekter som intensiteter, der knytter an til kropslige
tilstande og forandringer i disse tilstande.
Hvor funktionalister betoner følelsernes nytte for vores evne til at træffe hurtige
beslutninger, peger Deleuze og Tomkins akkurat som Platon på affekterne som
fornuftsuafhængige og forførende impulser. For Ahmed tjener eksemplet med
barnet og bjørnen som model for, hvordan fremmedfrygt (udskift bjørnen med
en mørklødet mand) tillæres gennem afsmitning. Affekternes smitsomme natur
forklarer, hvorfor især kulturteoretikere med baggrund i ideologikritikken og den
kritiske teori bekymrer sig om den menneskelige affektivitet som kilde til forførelse.
Det er dog ikke givet, som mange kulturkritiske affektstudier ellers antager,
at vores affektive vurderinger altid er ukontrollerede, fordomsfulde og forførte.
Psykologen og nobelprisvinderen Daniel Kahnemann hævder således på baggrund
af omfattende kliniske undersøgelser, at den menneskelige fornuft opererer som
◄ INDHOLD
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVES Forord 9
to gensidigt vekslende systemer, hvoraf det ene er hurtigt og reaktivt, det andet
langsomt og analytisk, og evnen til at handle rationelt beror på evnen til at veksle
mellem begge systemer. På samme måde tilgår vi både vores følelser reaktivt og
analytisk (Spinoza). Når barnet igen får lyst til en skovtur, kan det jo være, at det
begynder at overveje sin frygt for bjørne.
Med dette nummer af K&K har vi ønsket yderligere at styrke den nordiske interesse
for affekternes relevans for litteratur- og kulturanalyse, men temanummeret er
ikke et partsindlæg i de teoretiske diskussioner om, hvad affektivitet egentlig er.
Artikelbidragene abonnerer således ikke på en bestemt definition af affektstudiets
genstand, om end flere af artiklerne opruller bidder af begrebshistorien. For
eksempel beskriver Frederik Tygstrup, hvordan forskellige grammatikker for beskrivelsen
af det affektive – henholdsvis ’affekt’ og ’følelse’ – forholder sig til spørgsmålet
om affekternes sted: Er affekterne i os, eller er vi i affekterne? Tygstrup diskuterer
affektivitet som et relationelt, rumligt fænomen, idet han med afsæt i romaner af
Don DeLillo og J.G. Ballard, analyserer hvordan bestemte byrum disponerer os til
at handle i overensstemmelse med bestemte, overlejrede affektstrukturer. Samme
betoning af affekterne som relationelle forekomster i rum finder man i Dennis
Meyhoff Brinks udredning af den affektive atmosfærologi, der behersker Dantes
Helvede, hvor termodynamiske kræfter synes at relegere underverdenens syndere
til bestemte steder og sindstilstande, som Brink diskuterer med afsæt i
nyfænomenologiske tænkere som Gernot Böhme og Hermann Schmitz.
Mens Tygstrups og Brinks bidrag diskuterer affektivitet som et kollektivt,
rumligt forhold, fokuserer andre bidrag på historiske forandringer i forståelsen af
menneskelig affektivitet. Christian Dahl diskuterer med udgangspunkt i Corneille
og Descartes den forståelse af lidenskaben som en mekanisk, selvstændig kraft,
som ligger bag den franske klassicismes virkningspoetik, mens Annette Vilslev
Thorsen i en helt anden ende af litteraturhistorien præsenterer den store japanske
modernistiske forfatter Natsume Sōsekis karakteristiske, kropsnære
stream-ofconsciousness som et resultat af forfatterens store interesse for følelsespsykologiens
landvindinger i det tidlige 20. århundrede. Begge artikler demonstrerer således, at
affektteori ikke er noget nyt fænomen, men har haft litteraturhistorisk betydning
for udvikling af så forskellige litterære fænomener som klassicistisk teater og
stream-of-consciousness.
Andre bidrag fokuserer på vor egen kulturs affektive økonomi, på hvad man
kunne kalde velfærdsstatens affektive strukturer. Peter Simonsen diskuterer den
danske forfatter Jens Blendstrups hovedværk, Gud taler ud, i lyset både af den
kritiske litteratur om lykken som en pligt i senmoderniteten (Bruckner, Ahmed,
Bauman) og af den omsiggribende lykkeforskning, der angiveligt med stedse større
evidens kan påvise, at danskerne er verdens lykkeligste folk. Blendstrups roman
synliggør, foreslår Simonsen, hvordan velfærdsstaten organiserer, men ikke
garanterer, individets lykke. Devika Sharma indkredser en anden af senmodernitetens
fremtrædende følelsesstrukturer, der har at gøre med vores vestlige selvforståelse
◄ INDHOLD
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVES10 K&K · Kultur&Klasse · 116 · 2013
som globalt privilegerede. ’Privilegiets problem’ kalder Sharma denne ambivalente
følelsesstruktur og holder den op imod humanitær ideologi og humanitære følelser,
herunder ikke mindst medlidenheden.
Flere af bidragene forholder sig til den amerikanske æstetikteoretiker Sianne
Ngai. I bogen Ugly Feelings beskæftiger Ngai sig med små, grimme følelser, fx
misundelse og irritation, som for Ngai at se er særligt gode til at diagnosticere sociale
situationer, hvor vi ikke lever op til et givent følelsesimperativ. Det aspekt af Ngais
arbejde, som bidragene af henholdsvis Isak Winkel Holm og Lilian Munk Rösing
forholder sig til, er dog snarere hendes diskussion af ’tonen’ som litteraturanalytisk
begreb. Winkel Holm undersøger fremstillingen af uretfærdighed i Gustave
Flauberts sene novelle ”Et enfoldigt hjerte”: Hvilken type uretfærdighed gennemlyses
i novellen og hvordan? Winkel Holms forslag er, at uretfærdigheden hos Flaubert
må forstås som en særlig sansekvalitet – den hverken tematiseres eller føles som
en utvetydig affektiv påvirkning af læseren. Hvis Flaubert yder sin hovedperson
retfærdighed, er det derfor ’sansemæssig retfærdighed’ snarere end ’poetisk
retfærdighed’. Med afsæt i en tekstanalytisk sondring mellem stemme (Horace
Engdahl) og tone (Ngai) analyserer Munk Rösing vreden som en affektiv kvalitet ved
stemmen i August Strindbergs En dåres forsvarstale. Her er skriftstemmen skiftevis
rasende, hadefuld, tilbedende, bitter og paranoid, og tekstens tone er netop selve
denne febrilske følelsesmæssige omskiftelighed, som, foreslår Munk Rösing, ryster
’fallokratiets’ affektive infrastruktur.
God fornøjelse!
Devika Sharma og Christian Dahl
◄ INDHOLD
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVESAarhus Universitetsforlag K&K · Kultur&Klasse · 116 · Vol. 11 · 2013 · Pages 11-16
RAYMOND WILLIAMS
1FØLELSESSTRUKTURER
OVERSAT AF MORTEN VISBY
KEYWORDS | feelings, culture, society, ideology.
I de fleste beskrivelser og analyser udtrykkes kultur og samfund i en slags
vanebunden datid. Den største hindring for erkendelsen af menneskets kulturelle aktivitet
er denne umiddelbare og regelmæssige forvandling af erfaring til slutprodukter.
Hvad der er ganske forsvarligt som et led i bevidst historieskrivning, hvor mange
handlinger under visse forudsætninger kan opfattes som definitivt afsluttede,
bliver imidlertid vanemæssigt overført, ikke alene på fortidens altid bevægelige
substans, men også på samtiden, hvorved livets aktuelle relationer, institutioner og
formationer, som vi stadig tager aktivt del i, konverteres til færdigformede helheder
snarere end formende og udformende processer. Analysen centreres om relationerne
mellem disse producerede institutioner, formationer og erfaringer, således at der
nu – ligesom i den afsluttede fortid – kun eksisterer faste, eksplicitte former, og
således at det levende nærvær altid per definition fortoner sig.
Når vi begynder at forstå, hvor fremherskende denne procedure er, og forsøger
at studere dens væsen og om muligt overskride den, kan vi udvikle nye forståelser
af den adskillelse af det sociale fra det personlige, som er så stærk og styrende en
kulturel modus. Hvis det sociale altid er fortidigt i den forstand, at det altid er
formet, er vi netop nødt til at finde andre termer for den ubestridelige erfaring af
nutid: ikke alene den temporale nutid, realiseringen af dette eller hint nu, men også
den aktuelle værens specificitet, det uomgængeligt fysiske, hvori vi naturligvis kan
skelne og erkende institutioner, formationer og positioner, blot ikke altid som faste,
afgrænsede produkter. Og hvis det sociale er det faste og eksplicitte – de kendte
relationer, institutioner, formationer, positioner – bliver alt, hvad der er nutidigt
og i bevægelse, alt, hvad der unddrager sig eller synes at unddrage sig det fastlagte
og eksplicitte, begrebet og defineret som det personlige: dette, her, nu, levende,
aktivt, ’subjektivt’.
Der er endnu en distinktion, der gør sig gældende i den forbindelse. Fordi også
tænkningen beskrives i samme vanebundne datid, er den faktisk så forskellig, i sine
eksplicitte og afsluttede former, fra størstedelen af eller ligefrem alt det, vi her og
nu kan erkende som tænkning, at vi modstiller den med mere aktive, mere fleksible
og mindre singulære termer – bevidsthed, erfaring, følelse – blot for straks efter at
se selv disse termer tendere mod faste, finitte former. Pointen er især relevant for
kunstværker, som i en vis forstand vitterlig er eksplicitte og afsluttede former –
1 ”Structures of Feeling” is a chapter from Marxism and Literature. Oxford: Oxford University Press, 1977.
◄ INDHOLD
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVES12 K&K · Kultur&Klasse · 116 · 2013
konkrete objekter i billedkunsten og objektiverede konventioner og notationer
(semantiske figurer) i litteraturen. Det er ikke blot det, at vi for at fuldbyrde deres
iboende proces må aktualisere dem – gennem specifikt aktive ’læsninger’ – det er
også det, at selve fremstillingen af kunst aldrig foregår i datid. Den vil altid være
en formgivningsproces i en specifik nutid. Realiteten og ligefrem forrangen af disse
forskellige og specifikke nutider og processer er blevet forfægtet og vindiceret i
forskellige historiske momenter og på signifikant forskellige måder, ligesom de
naturligvis hele tiden leves i praksis. Men de bliver ofte forfægtet som former, der
i sig selv strides med andre kendte former: det subjektive som forskelligt fra det
objektive, erfaring over for antagelse, følelse over for tanke, det umiddelbare over
for det generelle, det personlige over for det sociale. Den ubestridelige magtposition,
der tilkommer de to store moderne ideologiske systemer – det ’æstetiske’ og det
’psykologiske’ – er paradoksalt nok afledt af netop denne forståelse af det
øjeblikkelige og det processuelle, hvor først erfaring og umiddelbar følelse og dernæst
subjektivitet og personlighed generaliseres og gensamles på ny. Over for disse
’personlige’ former er de ideologiske systemer af faste sociale generaliseringer, af
kategoriske produkter, af absolutte formationer, relativt magtesløse inden for deres
specifikke dimension. Det gælder især én fremherskende marxistisk strømning,
som netop har for vane at misbruge det ’subjektive’ og det ’personlige.’
Det er imidlertid reduktionen af det sociale til faste former, der forbliver den
grundlæggende fejl. Det sagde Marx ofte, og nogle marxister citerer ham for det –
hvorefter de rigidt vender tilbage til de faste former. Som så ofte ligger fejlen i, at
man misforstår analytiske termer som substantielle termer. Man taler således om
et verdenssyn eller en dominerende ideologi eller om et klasseperspektiv, ofte med
for så vidt fyldestgørende belæg, men som led i denne regelmæssige glidning mod
datid og faste former antager man – eller ved man end ikke, at man må antage – at
disse størrelser eksisterer og leves specifikt og definitivt i singulære og åbne former.
Det er muligt, de døde kan reduceres til faste former, selvom de vidnesbyrd, de har
efterladt sig, taler imod det. De levende derimod kan ikke reduceres, i hvert fald
ikke i første person ental – anderledes forholder det sig med levende tredjepersoner.
Alle de kendte kompleksiteter, de erfarede spændinger, skift og uvisheder, de
intrikate former for ujævnhed og forvirring, modarbejder reduktionen og i forlængelse
heraf snart også samfundsanalysen som sådan. Sociale former accepteres ofte som
generaliseringer, men udelukkes ofte hånligt fra nogen som helst relevans for denne
umiddelbare og konkrete betydning af væren. Og på baggrund af de abstraktioner,
der dannes gennem denne udelukkelsesakt – den ’menneskelige forestillingsevne’,
den ’menneskelige psyke’, det ’ubevidste’ og deres respektive ’funktioner’ i kunst,
mytologi og drømme – udvikles der mere eller mindre hurtigt nye, forskudte
former for samfundsanalyse og social kategorisering, som overtrumfer alle specifikke
sociale vilkår.
Sociale former er åbenlyst lettere genkendelige, når de er artikulerede og
eksplicitte. Det fremgår af spektret fra institutioner til formationer og traditioner.
Det fremgår igen af spektret fra dominante tros- og uddannelsessystemer til
ind◄ INDHOLD
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVESRaymond Williams · Følelsesstrukturer 13
flydelsesrige forklarings- og argumentationssystemer. Alle disse er reelt præsente.
Mange er formede og intenderede, og nogle er ret fastlagte. Men når de alle er
blevet identificeret, udgør de ikke en fuldstændig beskrivelse af den sociale
bevidsthed – end ikke i simpel forstand. For de bliver først til social bevidsthed, i
det øjeblik de leves, aktivt, gennem virkelige relationer, som er andet og mere end
systematiske udvekslinger mellem faste størrelser. Selvom al bevidsthed er social,
udfolder bevidsthedsprocesserne sig ikke kun mellem, men også i relationen og det
relaterede. Og denne praktiske bevidsthed er altid mere end en håndtering af faste
former og enheder. Der vil ofte være et spændingsforhold mellem den overleverede
fortolkning og den praktiske erfaring. Hvor denne spænding kan gøres direkte
og eksplicit, eller hvor en alternativ fortolkning er tilgængelig, da befinder vi os
stadig inden for en dimension af relativt faste former. Men spændingen har ofte
karakter af en forlegenhed, en belastning, en forskydning, en latens: Den bevidste
sammenlignings øjeblik er endnu ikke indtruffet, ofte er det end ikke undervejs.
Og sammenligning er på ingen måde den eneste proces, om end den er særdeles
magtfuld og væsentlig. Der er erfaringer, som de faste former slet ikke sætter i
tale – som de faktisk overhovedet ikke anerkender. Der er vigtige
blandingserfaringer, hvor den forhåndenværende betydning ville gøre del til helhed eller helhed til
del. Og selv i de tilfælde, hvor form og respons kan synes at stemme overens uden
nævneværdige problemer, selv da kan der være kvalifikationer, forbehold og
indikationer andetsteds: Det, overensstemmelsen forekom at bilægge, klinger igennem
andetsteds. Praktisk bevidsthed er næsten altid anderledes end officiel bevidsthed,
og det er ikke kun et spørgsmål om frihed og kontrol. Praktisk bevidsthed er det,
der reelt leves, og ikke kun det, der tænkes at blive levet. Og dog er det ikke tavshed,
der er det konkrete alternativ til de overleverede og producerede faste former, ikke
fraværet, det ubevidste, som den borgerlige kultur har mytologiseret det. Det er
derimod en slags følelse og tænkning, som ganske vist er social og materiel, men
begge dele i en embryonisk fase, inden den kan blive til fuldt artikuleret og
defineret udveksling. Relationerne til det allerede artikulerede og definerede bliver da
exceptionelt komplekse.
Denne proces kan iagttages direkte i et sprogs historie. Til trods for de
betydelige og på visse niveauer afgørende kontinuiteter i grammatik og vokabular,
taler ingen generation helt samme sprog som den foregående. Forskellen kan
defineres som et spørgsmål om tilføjelser, afviklinger og modifikationer, men
det er ikke udtømmende. Hvad der virkelig ændrer sig, er noget ret generelt, over
et bredt spektrum, og den beskrivelse, der ofte passer bedst på forandringen, er
det litterære begreb ’stil’. Det er altså en generel forandring snarere end en række
bevidste valg, om end man kan udlede såvel valg som effekter af den. Tilsvarende
former for forandring kan iagttages i adfærdsformer, klædedragt, arkitektur og
andre former for socialliv. Det er et åbent spørgsmål – eller rettere en række
specifikke historiske spørgsmål – hvorvidt den ene eller den anden gruppe har været
dominerende eller indflydelsesrig i forbindelse med disse forandringer, eller om
de snarere er resultatet af en langt mere generel interaktion. For det, vi definerer
◄ INDHOLD
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVES14 K&K · Kultur&Klasse · 116 · 2013
her, er en særlig kvalitet ved social erfaring og relationsdannelse, som er historisk
distinkt fra andre særlige kvaliteter, hvilket giver sig udslag i fornemmelsen af en
bestemt generation eller periode. Relationerne mellem denne kvalitet og de øvrige
historisk specifikke udtryk for ændrede institutioner, formationer og antagelser
og, bag om disse, de skiftende sociale og økonomiske relationer mellem og i
klasser, er igen et åbent spørgsmål, dvs. en række specifikke historiske spørgsmål. Den
metodologiske konsekvens af en sådan definition er imidlertid, at de specifikke
kvalitative forandringer ikke antages at være ledsagefænomener til de forandrede
institutioner, formationer og antagelser eller blot sekundære vidnesbyrd om
forandrede sociale og økonomiske relationer mellem og i klasser. Samtidig opfattes
de allerede i udgangspunktet som social erfaring og ikke som ’personlig’ erfaring
eller som samfundets rent overfladiske eller tilfældige ’småforandringer’. De er
sociale i to henseender, der adskiller dem fra reducerede betydninger af det sociale
forstået som det institutionelle og det formelle: For det første i den henseende, at
de er forandringer i nutid (hvilket er indlysende, mens de leves, men efterfølgende er
det stadig deres substantielle karakteristikum), og for det andet i den henseende,
at selvom disse kvalitative forandringer er emergente eller præ-emergente, behøver
de ikke afvente definition, klassifikation eller rationalisering for at kunne udøve
håndgribeligt pres og sætte reelle grænser for erfaring og handling.
Sådanne forandringer kan defineres som forandringer i følelsesstrukturer. Det er
en vanskelig term at arbejde med, men ’følelse’ vælges for at fremhæve forskellen til
mere formelle begreber som ’verdensanskuelse’ eller ’ideologi’. Det er ikke bare, at
vi må overskride de formelle og systematiske antagelser, selvom vi selvfølgelig også
altid må påregne det. Det er snarere det, at vi er optaget af betydninger og værdier,
sådan som de leves og føles aktivt, og relationerne mellem disse betydninger og
værdier og de formelle eller systematiske antagelser er i praksis variable (herunder
historiske variable) over hele spektret fra formelt samtykke kombineret med privat
dissens til mere nuancerede former for interaktion mellem udvalgte og fortolkede
antagelser og udøvede og motiverede erfaringer. En alternativ definition kunne være
erfaringsstrukturer: I en vis forstand en bredere og bedre betegnelse, men med det
problem, at erfaring i en af sine betydninger er kendetegnet ved den samme datid,
som er den største forhindring for erkendelsen af det pågældende område af den
sociale erfaring. Vi taler om karakteristiske elementer som impuls, beherskelse og
tone, specifikt affektive elementer af bevidsthed og relationer – ikke følelse modsat
tanke, men følt tænkning og tænkt følelse – den praktiske bevidsthed her og nu,
i levende og indbyrdes forbundet kontinuitet. Vi definerer derpå disse elementer
som en ’struktur’: som et sæt, med specifikke indre relationer, der på én gang er tæt
sammenknyttede og indgår i indbyrdes spændingsforhold. Men vi definerer også
en social erfaring, der stadig er i proces, og ofte faktisk endnu ikke er erkendt som
social, men antages at være privat, idiosynkratisk og decideret isolerende. For en
analytisk betragtning (men ellers kun sjældent) har den sociale erfaring imidlertid
sine emergente, forbindende, dominante karakteristika og ligefrem specifikke
hierarkier. Disse er ofte lettere at genkende i en senere fase, hvor de (som det ofte sker)
◄ INDHOLD
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVESRaymond Williams · Følelsesstrukturer 15
er blevet formaliseret, klassificeret og i mange tilfælde indbygget i institutioner og
formationer. På det tidspunkt stiller sagen sig anderledes: En ny følelsesstruktur
vil som regel allerede være under dannelse i den sande sociale nutid.
Metodologisk er en ’følelsesstruktur’ altså en kulturel hypotese, som helt
konkret er afledt af forsøg på at forstå sådanne elementer og deres forbindelser i en
generation eller en periode og derfor altid må føres tilbage, interaktivt, til sådanne
vidnesbyrd. Det er i udgangspunktet ikke helt så enkelt som mere formelt
strukturerede hypoteser om det sociale, men det er mere adækvat i forhold til det reelle
spektrum af kulturelle vidnesbyrd, og det gælder ikke kun historisk, men i endnu
højere grad (og med større prægnans) i vores aktuelle kulturproces. Hypotesen
har særlig relevans for kunst og litteratur, hvor det sande sociale indhold i et
betydeligt antal tilfælde er af denne affektive og nutidige art, som ikke uden tab kan
reduceres til trossystemer, institutioner eller eksplicitte generelle relationer, om
end dette indhold meget vel kan indbefatte alle disse ting som levede og erfarede
elementer, med eller uden spænding. Indholdet indbefatter nemlig tydeligvis også
elementer af social og materiel (fysisk eller naturlig) erfaring, som ligger uden for
eller ikke er dækket eller kun delvist er dækket af de systematiske elementer, der
kan erkendes i andre sammenhænge. Den umiskendelige tilstedeværelse af visse
elementer i kunsten, som ikke er dækket af andre formelle systemer (selvom de i
én modalitet kan reduceres disse), er den sande kilde til specialkategorier som det
’æstetiske’, ’kunsten’ og ’skønlitteraturen’. På den ene side må vi anerkende disse
elementers specificitet (og hilse dem velkommen) – specifikke følelser, specifikke
rytmer – men på den anden side må vi finde måder, hvorpå vi kan anerkende deres
specifikke socialitet og derved forhindre den ekstraktion fra den sociale erfaring,
som overhovedet forudsætter en kategorisk (og dybest set historisk) reduktion af
den sociale erfaring som sådan. Vi er således ikke kun optaget af genskabelsen af
det sociale indhold i sin fulde betydning, dvs. forstået som en generativ
umiddelbarhed. Forestillingen om en følelsesstruktur kan specifikt relateres til de formelle og
konventionelle vidnesbyrd – semantiske figurer – som ofte er blandt de allerførste
indikationer, i kunst og litteratur, på, at en sådan ny struktur er under dannelse.
[…] I kulturteoretisk sammenhæng kan man på den måde definere kunstneriske
og litterære former og konventioner som elementer, der ubestrideligt indgår i en
social, materiel proces, ikke afledt af andre sociale former eller for-former, men som
en specifik social formation, der for sit vedkommende kan betragtes som
artikulationen (ofte den eneste fuldt ud tilgængelige artikulation) af følelsesstrukturer,
der som levende processer er genstand for langt bredere erfaring.
Følelsesstrukturer kan defineres som sociale erfaringer i opløst tilstand i
modsætning til andre sociale semantiske formationer, som er blevet udfældet og er mere
indlysende og umiddelbart tilgængelige. Ikke al kunst, på ingen måde, knytter an
til en samtidig følelsesstruktur. De effektuerede formationer af størstedelen af den
aktuelle kunst knytter an til i forvejen manifeste sociale formationer, det være sig
dominante eller residuale, og følelsesstrukturen, som opløsning, knytter primært an
til emergente formationer (om end ofte i form af modifikationer eller forstyrrelser
◄ INDHOLD
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVES16 K&K · Kultur&Klasse · 116 · 2013
af ældre former). Ikke desto mindre er denne specifikke opløsning aldrig blot et rent
flux. Den er en struktureret formation, som, fordi den er grænsende til semantisk
utilgængelig, har mange af de samme karakteristika som en præ-formation, indtil
der begynder at aftegne sig specifikke artikulationer – nye semantiske figurer – i
den materielle praksis: Det sker faktisk ofte på relativt isolerede måder, som først
senere viser sig at udgøre en signifikant (minoritets-)generation, hvilket igen ofte
vil være den generation, der knytter substantielt an til forgængerne. Det er
således en specifik struktur med bestemte koblinger, bestemte fremhævninger og
udeladelser og bestemte udgangspunkter og konklusioner, som ofte er dens mest
genkendelige former. Den tidlige victorianske ideologi specificerede for eksempel
de lidelser, der skyldtes fattigdom, gæld eller uægte fødsel som sociale svigt eller
afvigelser, hvorimod den senere følelsesstruktur i de nye semantiske figurer hos
Dickens, Emile Brontë og andre specificerede lidelse og isolation som generelle
vilkår, hvor fattigdom, gæld og uægte fødsel kun er koblinger. En alternativ ideologi,
der knytter sådanne lidelser sammen med karakteren af den sociale orden, blev
først generaliseret senere: Den tilbød forklaringer, men nu med reducerede indre
spændingsforhold, da den sociale forklaring var fuldt anerkendt, og intensiteten
af den erfarede frygt og skam nu udbredt og generaliseret.
Endelig er dette eksempel en påmindelse om den komplekse relation
mellem differentierede følelsesstrukturer og differentierede klasser. Denne relation er
stærkt historisk variabel. I England mellem 1660 og 1690 kan man for eksempel
let skelne to følelsesstrukturer (henholdsvis blandt de slagne puritanere og ved
det reetablerede hof), men ingen af de to følelsesstrukturer, hverken i litteraturen
eller i nogen andre sammenhænge, kan reduceres til disse grupperingers respektive
ideologier eller til deres formelle (og reelt komplekse) klasserelationer. Nogle gange
kan opkomsten af en ny følelsesstruktur bedst knyttes an til fremvæksten af en ny
klasse (England, 1700-1760), men andre gange er det mere nærliggende at se en ny
følelsesstruktur i relation til modsætninger, brud og mutationer inden for én og
samme klasse (England, 1780-1830 eller 1890-1930), hvor en formation forekommer
at bryde med sine klassenormer, selvom den bibeholder sin grundlæggende
tilknytning, således at spændingen på én gang udleves og artikuleres gennem radikalt nye
semantiske figurer. Alle disse eksempler ville kræve detaljeret uddybelse, men her
drejer det sig, rent teoretisk, om hypotesen om en social formationsmodus, som
er eksplicit og genkendelig i specifikke former for kunst og kan skelnes fra andre
sociale og semantiske formationer i kraft af sin artikulation af præsens.
◄ INDHOLD
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVESAarhus Universitetsforlag K&K · Kultur&Klasse · 116 · Vol. 11 · 2013 · Pages 17-32
FREDERIK TYGSTRUP
Lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet
AFFEKT OG RUM
AFFECT AND SPACE | Emotional qualities are not only something that pertain to individual
psychic lives, they are also to be found, as the saying goes, ”in the air”, i.e. as atmospheres, shared
collective experiences of events and places. However evident this insight may be, languages to describe such
experiences are nonetheless quite rare, and most of them tend to simply apply the concepts of individual
psychology to collective states of mind. The present article will suggest two closely related approaches to
the understanding of atmospheric and collective emotional experiences. The first will develop the notion
of affects and affectivity, as theorized by Gilles Deleuze and Félix Guattari in A Thousand Plateaus.
The second approach will focus specifically on the spatial nature of such atmospheric and social affects.
Profiting from the recent ‘spatial turn’ in cultural studies, which has radically extended our
understanding of space and enabled us to map spatial relations that go beyond the merely positional, the paper will
highlight the affective component in the relational production of human space. Combining a more
traditional phenomenological understanding of human space with contemporary mappings of social space,
the article examines how geographic, social and existential relations are involved in the production of
affects and, inversely, how the affective takes part in the production of social experiences of space. The
endeavor is partly theoretical, discussing these conceptual moves, and partly draws on a number of
literary and cinematic works in which important contemporary affective spaces are mapped and examined.
KEYWORDS | affect studies, cultural analysis, spatial turn, DeLillo, Ballard.
I nogle sene kapitelstudier til den ufuldendte roman Manden uden egenskaber lader
Robert Musil sin hovedperson skrive en lille afhandling om følelser i sin dagbog –
en lærd, men også essayistisk springende serie af refleksioner over, hvordan
følelser dannes, hvordan man kan karakterisere følelsernes natur, hvordan man mon
egentlig kan lokalisere følelser. På et tidspunkt noterer han følgende:
”Det tyske sprog siger: Jeg har vrede i mig, og det siger: jeg er i vrede. Det siger:
jeg er vred, jeg føler mig vred, jeg føler vrede. Det siger: jeg er forelsket, og: jeg har
forelsket mig. (…) Disse forskelle i det sproglige billede af vores følelser (…) spejles
endnu i den moderne videnskabs idebygning (…). Der er psykologiske doktriner,
hvor jeget er en ultimativ vished, der kan erfares i enhver sjælelig bevægelse og i
særdeleshed i følelsen. Og der er andre doktriner, der ser fuldstændig bort fra jeget
og alene hæfter sig ved relationerne mellem forskellige udtryk som tilsynekomster
i et kraftfelt, uagtet hvor de måtte stamme fra.” (Musil 1978: 1160)
◄ INDHOLD
DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVES