225 pages
Danish

KirkesprAengningen og Danmark

-

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

Description

I 1536 vandt Christian III Grevens Fejde og blev ubestridt konge af Danmark. Straks efter fAengslede han de danske bisper og gennemforte reformationen. Traditionelt opfatter vi de turbulente ar i 1500-tallet som et endegyldigt brud med fortiden. Men i reformationens tidlige artier var modsAetningerne ikke sAerligt skarpe, og overgangen til et protestantisk samfund var langt mere glidende, end vi typisk fastholder.Thorkild C. Lyby, peger i KirkesprAengningen og Danmark pa kontinuiteten og viser, hvordan reformatorerne ikke onskede at bryde med traditionen, men derimod ville gore op med arhundreders afsporinger og vildskud for at fore det kristne fAellesskab tilbage til dets hellige, oprindelige grundlag.I bogen diskuterer Lyby blandt andet, om det overhovedet giver mening at betegne parterne som lutheranere og katolikker i reformationskampens tidligere ar. Han fremlAegger ogsa et hidtil ukendt brev fra Roskilde-bispen Joachim Ronnow til Henrik VIII og argumenterer for en ny forstaelse af bispens fAengsling.

Sujets

Informations

Publié par
Date de parution 30 octobre 2017
Nombre de lectures 0
EAN13 9788771844948
Langue Danish
Poids de l'ouvrage 22 Mo

Informations légales : prix de location à la page 0,008€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.

Exrait

Torkild C. Lyby Kirkesprængningen og Danmark
Torkild C.
Lyby
KIRKESPRÆNGNINGEN
OG DANMARK
Reformationshistoriske
overvejelser
I 1536 vandt Christian III Grevens Fejde og blev ubestridt konge af
Danmark. Straks efter fængslede han de danske bisper og gennemførte
reformationen. Traditionelt opfatter vi de turbulente år i 1500-tallet
som et endegyldigt brud med fortiden. Men i reformationens tidlige
årtier var modsætningerne ikke særligt skarpe, og overgangen til
et protestantisk samfund var langt mere glidende, end vi typisk
fastholder. Det mener lektor emeritus i kirkehistorie ved Aarhus
Universitet, dr.theol. Torkild C. Lyby, der i Kirkesprængningen og
Danmark peger på kontinuiteten og viser, hvordan reformatorerne
ikke ønskede at bryde med traditionen, men derimod ville gøre op
med århundreders afsporinger og vildskud for at føre det kristne
fællesskab tilbage til dets hellige, oprindelige grundlag.
I bogen diskuterer Lyby blandt andet, om det overhovedet giver
mening at betegne parterne som ”lutheranere” og ”katolikker” i
reformationskampens tidlige år. Han fremlægger også et hidtil ukendt
brev fra Roskilde-bispen Joachim Rønnow til Henrik VIII
og argumenterer for en ny forståelse af bispens fængsling.
Aarhus Universitetsforlag a
106625_cover_kirkespraengning_r1_cc17.indd 1 06/10/17 08:57Thorkild C. Lyby
KIRKESPRÆNGNINGEN
OG
DANMARK
Reformationshistoriske overvejelser
aarhus universitetsforlag Kirkesprængningen og Danmark
© forfatteren og Aarhus Universitetsforlag 2017
Omslag: Jørgen Sparre
Forsidefoto: Lutheregnen i Wittenberg. Foto: Nick Thompson.
Tilrettelægning og sats: Narayana Press
Bogen er sat med Sabon
E-bogsproduktion: Narayana Press
ISBN 978 87 7184 494 8
Aarhus Universitetsforlag
Finlandsgade 29
8200 Aarhus N
www.unipress.dk
Bogen er udgivet med støtte fra:
Aarhus Universitets Forskningsfond
/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.-niveau
er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet.
/ In accordance with requirements of the Danish Ministry of Higher Education and Science, the certification
means that a PhD level peer has made a written assessment justifying this book’s scientific quality.INDHOLD
For ord 9
Indledning 11
I. Det internationale perspektiv 13
1. Middelalderkirkens fertydighed 13
2. F attigdomsidealet 15
3. Mystikk en 20
4. Andre individualistiske bevægelser 24
5. Kirkeinstitutionen i senmiddelalderen 28
6. Den verdslige øvrighed 35
7. Reformkrav og reformforsøg 37
8. Bibelhumanismen 39
9. Luther og traditionen 42
10. Luther og bibelhumanismen 44
11. Reformatorerne og traditionen 48
12. De folkelige reformationsbevægelser 51
13. Begrebet luthersk 53
14. Langvarig uklarhed 57
II. Danmark 63
15. Christian II’s kirkepolitik 63
16. Pavemagt, konciliarisme og territorialmagt 6817. Christian II, Povl Helgesen og Luther 72
18. Den afbrudte oversættelse 78
19. Debatten om bibelhumanisme og lutherdom i Danmar k 82
20. Christian II i landfygtighed 91
21. Uklarheden som fortolkningsnøgle 97
22. Uafklaretheden i eksilhoffet 100
23. Kirkebrud og kirkesprængning 106
24. Bispeembedet og samfundet 108
25. De danske bisper 115
26. Herredagen 1526 124
27. Herredagen 1527 136
28. Rette kanoniske bisper og skinbisper 147
29. Joachim Rønnow og kirkepolitikken 159
30. Frederik I’s sidste år og herredagen 1533 166
31. Joachim Rønnow og Hans Tausen 175
32. Brud og kontinuitet 179
33. Christian III, Rønnow og Tausen 187
34. Langvarig uklarhed i Danmark 204
35. Slutning 209
Anvendt litteratur 210
Personregister 219“– det som kendetegner historien, er jo, at den er mudret”
(Sofe Lene Bak i Weekendavisen, 18.09.2015).
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.FORORD
Det hermed fremlagte arbejde må ikke forstås som et forsøg
på at give en sammenhængende og udtømmende redegørelse
for den danske reformations historie og forhistorie. Der er kun
tale om spredte betragtninger over en række enkeltproblemer,
som gennem årene har fanget min opmærksomhed, og som
efterhånden synes at ordne sig i et mønster, som måske også
kan have andres interesse, og som jeg derfor tillader mig at
fremlægge for offentligheden.
Det ironiske er, at mens det fra først af var den dramatik,
der knytter sig til reformationshistorien, der tiltrak mig, så er
det med årene i stadig højere grad indtrykket af kontinuitet,
der har trængt sig på – den kontinuitet, der trods alt lever
under og igennem dramatikken, og som bekræfter ordet om,
at historien trods al dramatik ikke bevæger sig i spring. Og da
dramatikken stadig er et dominerende træk i billedet,- vil frem
hævelsen af kontinuiteten selvsagt betyde, at billedet bliver
mere “mudret”, dvs. fertydigt. For forskeren, der søger
klarhed, kan dette være irriterende nok; men hvis man derved får
et sandere forhold til fortiden, må man tage irritationen med.
For en ordens skyld skal det så tilføjes, at jeg ikke med
denne fremstilling har haft noget ønske om at påvirke aktuelle
kirkelige forhold eller kirkepolitiske holdninger. Hvordan hver
enkelt vil forholde sig til billedet af det, der skete dengang, og
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.10 Forord
hvordan man vil udmønte dets eventuelle betydning for vor
tid, det må overlades til hver enkelt.
Som en praktisk bemærkning skal jeg gøre opmærksom på,
at jeg har fundet det mest læservenligt i noterne at anvende
korttitler på den anvendte litteratur i stedet for, som det nu
er almindeligt, at begrænse oplysningerne til et absolut mi -
nimum. Den fuldstændige bibliografske identifkation fnder
man i litteraturlisten.
Jeg takker mine venner, cand.mag. Terkel Hansen samt
ægteparret ph.d. Kristine Garde og dommer Peter Garde for
kritisk gennemlæsning af dele af manuskriptet og værdifulde
bemærkninger. Det endelige ansvar er dog i alle tilfælde mit
eget.
Slutteligt bringer jeg en tak til Aarhus Universitetsforlag,
fordi det har påtaget sig udgivelsen. Specielt takker jeg
forlagsredaktør, cand.mag. Sanne Lind Hansen for værdifuld hjælp,
herunder også ved udvælgelsen af billedstoffet.
Ask, 12. august 2017. Thorkild C. Lyby,
lektor emer ., dr.theol.
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.INDLEDNING
Som bekendt indførtes reformationen i Danmark i direkte
konsekvens af Christian III’s sejr i borgerkrigen – den
såkaldte Grevens Fejde – og der har derfor fra første færd hvilet
et skær af dramatik over den. Måske har denne dramatik i
lidt for høj grad påvirket vores opfattelse ikke blot af selve re -
formationen, men også af den forudgående udvikling, således
at datidens holdninger i eftertidens forståelse er blevet trukket
mere éntydigt og mere skarpt op, end rimeligt er. Hvis man
ud fra en senere tids synsvinkel kan se, at udviklingen er på
vej mod et dramatisk højdepunkt, vil det altid være fristende
at foregribe modsætningerne og allerede i forhistorien at se
tilløbene til dem i klare og skarpt afgrænsede kategorier, som
egentlig først hører en senere tid til. Men man bør nok ikke
uden videre regne med, at de modsætninger, der prægede
reformationskampens afgørende faser, allerede i tiden forud
blev opfattet som så klare og skarpe, at enhver måtte føle
sig stående over for et valg mellem sort og hvidt. Anlægger
man en international synsvinkel, manes man i hvert fald til
besindighed. Så viser det sig nemlig, at reformationen i ad -
skillige lande har taget form af en væsentligt mere glidende
overgang med mange fere nuancer og mellemformer, end vi
er vant til at regne med i Danmark. Sammenholder man den
forreformatoriske udvikling her i landet med sådanne lande,
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.12 Indledning
kan visse personer og visse begivenheder måske komme til
at stå i et lidt andet lys end sædvanligt, og visse hidtil uløste
spørgsmål kan måske nærme sig en forklaring. Det
foreliggende arbejde skulle være et forsøg på at bidrage til en sådan
klaring.
Det skal så præciseres, at der ikke er tale om en omfattende
fremstilling af hele den danske reformations historie. For det
meste er der kun tale om nyvurderinger af allerede fremlagt
stof. Man skal altså ikke forvente dybt gående tekstkritiske un -
dersøgelser eller fremdragelse af nyt kildemateriale, - men sna
rere nye synspunkter på det overleverede, tænkt som indlæg
i den løbende forskningsdebat. Selvsagt søges fremstillingen
baseret på vel afhjemlede kendsgerninger; men vægten bliver
dog lagt på de mere langsigtede perspektiver, idet de enkelte
personer og begivenheder søges set i mønstre, som måske ikke
altid har været fuldt ud gennemskuelige eller erkendelige for
samtiden eller dem selv, men som træder tydeligere frem for
eftertiden. Det har herved ikke kunnet undgås, at tidligere
forskeres resultater og metoder er taget op til kritisk vurdering.
Det kan måske forekomme prætentiøst således at holde opgør
med fremragende forskere, på hvis arbejder éns eget bygger,
og der ligger heller ikke heri en manglende respekt for deres
arbejde. Skulle der tegnes et nogenlunde retvisende billede af
det turbulente 16. århundrede, var det nødvendigt at trække
det op med kraftige streger. Men når billedet er tegnet, kan
det måske være tilladt eller endog nødvendigt at rette lidt på
stregerne. Dette er, hvad der i det følgende skal forsøges.
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.I. DET INTERNATIONALE
PERSPEKTIV
1. Middelalderkirkens fertydighed
Til indledning skal det bemærkes, at fristelsen til at forenkle
forskellene forud for reformationen også kan ligge andre ste -
der end i borgerkrigen. Det gælder ikke mindst det forhold, at
middelalderkirken ofte unuanceret opfattes som identisk med
nyere tids romersk-katolske kirke, hvorved bruddet kommer til
at fremstå mere klart og skarpt, end det egentlig var. Man kan
støde på den opfattelse, at vi i den vesterlandske kristenhed i
middelalderen alle var katolikker, og at reformationen betød,
at forskellige former for protestantisme skilte sig ud og dan -
nede nye kirker, mens man i det øvrige Europa vedblev at være
katolikker på samme måde, som man hele tiden havde været.
En sådan fuldstændig identifkation mellem middelalderkirken
og den moderne katolicisme er ikke berettiget.
Middelalderkirken var langt mindre éntydig og langt videre favnende end
den moderne katolicisme. Idet den vesterlandske kristenhed i
sin lukkethed om sig selv opfattede kristendommen som den
eneste sande religion og dermed også som det selvfølgelige
ideologiske grundlag for hele samfundets orden, måtte den
nødvendigvis affnde sig med betydelige variationer i forstå -
elsen af dette grundlag. Middelalderkirken spændte ikke blot
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.14 1. Middelalderkirkens flertydighed
over et betydeligt geografsk område og dermed også over en
mangfoldighed af folkelige kulturer og religiøse traditioner, der
på den ene eller den anden måde måtte tilpasses den offcielle
kristendom – og som den måtte tilpasses til. Den spændte også
over et bredt spektrum af teologiske forskelle og kirkelige
holdninger; og da der ikke fandtes nogen alternativ kirkelig
organisation, måtte de uundgåelige variationer nødvendigvis
udfolde sig som varierende fortolkninger af det fælles grundlag
inden for den samme kirkelige ramme.
Vist var der da grænser. Udadtil måtte man afgrænse sig
over for både østkirken og de ikke-kristne religioner, man traf
på uden for den vesterlandske kristenhed. I begge tilfælde har
de – i hvert fald indtil korstogstiden – beskedne muligheder
for kommunikation og udveksling af tanker og mennesker
dog nok betydet, at der ikke var særlig store muligheder for
konfrontation, endsige anfægtelser. Men også inden for den
vesterlandske kristenhed kunne der udvikles teologier og ad -
færdsmønstre, som kirkens ledelse ikke kunne tolerere, og som
derfor måtte erklæres for kætterske. Det blev dog sjældent
til mere end enkeltstående eller i det højeste til marginale
fænomener. Selv når folk med afvigende opfattelser gik så
vidt som til at danne hæretiske samfund, opnåede disse dog
aldrig at blive seriøst konkurrerende alternativer til den etab -
lerede kirkeorganisation. Derfor kunne de heller ikke i større
udstrækning virke som aføbskanaler for eller opsamlere af
afvigende opfattelser af det fælles grundlag. Sådanne
opfattelser måtte i de feste tilfælde stadig udfolde sig som varia -
tioner inden for institutionens rammer. Og selv hvor de førte
til dannelse af hæretiske samfund, var der dog for det meste
blot tale om særligt radikale udformninger af tendenser, der i
forvejen fandtes inden for kirken og levede videre der, således
at grænsen mellem heterodoksi og rettroenhed ikke altid var
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.I. Det internationale perspektiv 15
særlig skarp. Der var grænser; men de kunne forekomme ret
diffuse. De folk, der stempledes som kættere, tilhørte for det
meste bevægelser, hvis tanker og holdninger også blomstrede
inden for kirken og levede videre der. Der kunne være et be -
tydeligt sammenfald både i tanke og praksis mellem dem, der
blev fordømt som kættere, og dem, der blev anset for at være
helgener. I det følgende skal der nævnes et par eksempler.
2. Fattigdomsidealet
Et oplagt eksempel har man i den ofte af bibellæsning in -
spirerede idé om, at de kristne burde leve i fattigdom, dvs.
i efterligning af Kristi og apostlenes fattige liv. Den havde
rødder langt tilbage, ja egentlig gik fænomenet helt tilbage til
oldkirken, om end det ikke til alle tider havde stået lige stærkt
i kirkens liv. Men hen imod senmiddelalderen begyndte det i
større stil at brede sig. Det synes at være en almen regel, at når
kirkens ledelse fjerner sig fra folket og mister evnen til at tale
dets sprog og imødekomme dets religiøse behov, så opstår der
vækkelser. Og netop i senmiddelalderen udvikledes der over
en bred front en intensivering af bevidstheden om egen per -
sonlighed og følelsen af personligt engagement i frelsen. I takt
med denne stigende individualisme svækkedes respekten for
den institutionaliserede dyrkelse af religionen. Der bredte sig
en aktivistisk lægmandsfromhed, der ikke uden videre fandt
sig hjemme i den offcielle kirke, og som derfor måtte forholde
sig kritisk til den. Som et af udtrykkene for denne kritik måtte
fattigdomsidealet melde sig af sig selv.
Allerede ved overgangen til det 12. århundrede praktisere -
des det af de såkaldte vandreprædikanter, af hvilke især Ro -
bert af Arbrissel (ca. 1047-1117) gjorde sig bemærket. Af kors -
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.16 2. Fattigdomsidealet
togspaven Urban II (1088 -99) blev han – netop i forbindelse
med forberedelserne til det 1. korstog – i 1096 hentet ud af sin
tilbagetrukne tilværelse og udnævnt til apostolsk prædikant
med uindskrænket prædikefrihed overalt. Han gjorde sig hel -
digt bemærket, og det var i bedste forståelse med det kirkelige
embede, at han grundlagde klostret Fontevrault. Alligevel var
der dele af hans asketiske praksis, som man tog så meget an -
stød af, at de blev fordømt af de kirkelige autoriteter; og skønt
han blev saligkåret, lykkedes det aldrig at få ham helgenkåret.
Under de rette omstændigheder kunne fattigdomsidealets
tilhængere altså meget vel gå i samarbejde med kirkens ledelse,
så at de uden at opgive idealet for sig selv kunne opnå endog
meget betydelig indfydelse på den kirkepolitiske og politiske
udvikling. Et spektakulært eksempel var Bernard af Clairvaux
(1090-1153), som på den ene side var en dedikeret tilhænger
af idealet, og som selv levede i apostolsk fattigdom, men som
på den anden side havde så afgørende indfydelse på den stor -
politiske udvikling, at det kunne afhænge af ham, hvem der
skulle være pave, hvem der skulle være tysk konge, eller hvem
der skulle lede det 2. korstog (1147 -49). På trods af, at han
selv levede i fattigdom og askese, var han da også en ihærdig
og effektiv forkæmper for pavedømmets universelle magtkrav.
I det lange løb måtte uoverensstemmelsen mellem kirkens
praksis og fattigdomsidealet dog blive for iøjnefaldende. I og
med, at den udviklede sig til en politisk og økonomisk magt -
faktor, måtte dens ledere nødvendigvis anlægge en livsform,
der lå meget langt fra den apostolske fattigdom. Det øgede
ikke respekten for den, at dens store magtdemonstration i det
2. korstog endte i fasko. Så kunne hævdelsen af idealet blive
til et problem. Det viste sig på fere måder. Et særlig dramatisk
tilfælde var kannikken, den senere prior Arnaldo af Brescia (ca.
1090-1155), der ikke alene voldsomt og vedvarende kritiserede
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.I. Det internationale perspektiv 17
kirkens rigdomme og politiske magt, men som i konsekvens
heraf engagerede sig så ivrigt i den kortlivede romerske re -
publiks kamp mod paven, at pave Hadrian IV (1154 -59),
da han omsider fk fat i ham, fk ham hængt. Arnaldo var i
øvrigt discipel af den originale tænker og dialektiker - Abai
lard (1079 -1142), hvis bitre fjende Bernard var – hvoraf det
fremgår, at fattigdomsidealet kunne dyrkes på fere måder og
på tværs af, hvad der i øvrigt kunne fndes af modsætninger.
Ny inspiration fk kravet om den apostolske fattigdom i
2. halvdel af det 12. århundrede, hvor katharerne eller albi -
genserne i Sydfrankrig og Italien bredte sig som en lavine.
Med deres gennemført dualistiske tankegang regnede de med
en absolut modsætning mellem ånd og materie, svarende til
modsætningen mellem godt og ondt. Følgelig nedvurderedes
alt materielt, og derfor gik man ikke blot ind for den strengeste
form for askese, men forkastede også hele det ydre kirkevæsen,
herunder også kirkens gudstjeneste og præsteskab. Da de selv
gjorde alvor af deres synspunkter, kom de i vid udstrækning
til at virke som rollemodeller og eksempler til efterfølgelse
og kom således i kraft af selve deres eksistens til at repræsen -
tere en trussel mod kirken. Der måtte nødvendigvis reageres,
hvilket var så meget mere oplagt, som deres lære utvivlsomt
indeholdt elementer fra gnostiske, ikke-kristne idéer, formidlet
gennem hjemvendte korsfarere, der på Balkan havde truffet på
resterne af oldkirkelige, manikæiske samfund, kaldet
bogomilerne. Det var derfor let for kirken at stemple dem som kættere
(selve ordet er da også en fordrejning af “katharer”) og i 1208
at foranstalte et “korstog” mod dem, som gennemførtes med
forfærdelig grusomhed.
Heller ikke det broderskab af lægprædikanter, som
købmanden Petrus Valdes fra Lyon i 1170’erne efter en pludselig
omvendelse stiftede, blev populært hos kirkens ledere. Dets
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.18 2. Fattigdomsidealet
medlemmer levede i apostolsk fattigdom, og broderskabet ud -
viklede sig efterhånden til at blive en af middelalderens største
vækkelsesbevægelser. Fra først af var der tale om en éntydigt
kirkelig bevægelse, hvorfor de da også i 1179 henvendte sig til
det 3. Laterankoncilium for at få ret til at prædike. Pave - Ale
xander III (1159 -81) havde vist allerede givet dem en mundt -
lig anerkendelse, men efter en kommissionsundersøgelse blev
deres prædikenvirksomhed alligevel forbudt. Da de fortsatte,
blev de i 1184 bandlyst, hvorefter de radikaliseredes,- tog prin
cipiel afstand fra pavedømmet og etablerede sig som modkirke
på biblicistisk grundlag. Med en forbløffende sejlivethed har
denne kirke på trods af forfølgelser kunnet overleve helt til
vore dage.
Heller ikke med det traditionelle munkeliv i de mere eller
mindre isoleret beliggende klostre kunne eller ville de nye
religiøse bevægelser identifcere sig. Men i det 13. århundrede
opstod der mulighed for, at kirken kunne lade idéen om den
apostolske fattigdom udfolde sig inden for sine egne rammer,
hvorved den potentielle trussel kunne vendes til et stærkt og
betydningsfuldt aktiv. Det skete gennem den nydannelse, som
tiggermunkeordenerne, først og fremmest franciskanerne og
dominikanerne, udgjorde. De kunne i en ganske anden grad
end tidligere tiders munke henvende sig til folk i byerne og
tale det jævne folks sprog. Da disse ordener af princip var
kirketro, kunne kirken gennem dem i hidtil uset omfang og
under helt nye former henvende sig til det jævne folk. Og
samtidig blev det på demonstrativ måde gjort klart, at der
nu var mulighed for at realisere idealet uden at fjerne sig fra,
endsige bryde med kirken.
I det lange løb viste det sig dog, at spændingerne ikke
dermed var forsvundet. Efterhånden som tiggerordnerne blev
til stadig større organisationer, blev det stadig vanskeligere
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.I. Det internationale perspektiv 19
at hævde den absolutte ejendomsløshed. Konfikten mellem
idealet og den praktiske virkelighed dukkede op igen og igen
og førte endog til en egentlig splittelse af franciskanerordenen.
I modsætning til konventualerne, der akcepterede en vis slæk -
kelse af reglerne, krævede spiritualerne så gennemgribende
reformer af ordenslivet, at det uundgåeligt måtte få konse -
kvenser for kirken som helhed. I 1317 lod pave Johannes
XXII (1316-34) derfor deres ledere fængsle. 25 munke blev
overgivet til inkvisitionen og kætterdømt, og fre af dem blev
7. maj 1318 brændt i Marseille. I 1323 erklærede paven endog
læren om Kristi og apostlenes fattigdom for kætteri ( Cum in‑
ter nonnullos). Alligevel blev idealet ikke opgivet. Det levede
videre blandt de såkaldte observanter, der i 1368 skilte sig ud
som en særlig gren af ordenen, men blev ved at være en del
af kirkens liv og efterhånden også opnåede offciel kirkelig
anerkendelse, dog først i det 16. århundrede.
Lægfolkets trang til aktivitet og personligt engagement vi -
ste sig dog fortsat deri, at der ved siden af ordnerne opstod en
række mere eller mindre irregulære og ukontrollable
bevægelser. Som en slags parallel til tiggerordnernes afdelinger for læg -
folk, de såkaldte tertiarordner, opstod de kvindelige beginer,
der praktiserede den apostolske fattigdom ved at leve sammen
under meget beskedne former og samle sig om bøn,
håndarbejde, sygepleje og undervisning – dog uden at danne en egentlig
orden og uden at afægge livslange løfter. I 1216 opnåede de en
mundtlig anerkendelse fra pave Honorius III (1216 -27), og
bevægelsen bredte sig stærkt og levede videre i århundreder. Fra
først af var man ubetinget kirketro, og der fandtes til enhver
tid kirketro beginer; men efter fordømmelsen af spiritualerne
radikaliseredes dele af bevægelsen, og man begyndte -efterhån
den i skuffelse over den kirkelige udvikling at betragte pave -
dømmet som den store babyloniske skøge. Beginerne fordøm -
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.20 3. Mystikken
tes derfor på konciliet i Béziers 1299, og en opbyggelsesbog,
Miroir des Simples Âmes, der vandt stor udbredelse,
fordømtes af Sorbonne-universitetet i 1309. Forfatterinden, beginen
Marguerite de Porète, blev brændt 1310. I 1311-12 fordømte
konciliet i Vienne i dekretet Cum de quibusdam en række be -
ginske vildfarelser. Efter 1317 var der udbredt forfølgelse af
deres tilhængere, og kætterbålene fammede.
Som et sidestykke til de kvindelige beginer opstod de mand -
lige begarders samfund, der ligeledes søgte at realisere fat -
tigdomsidealet. Til tider optrådte de som vandreprædikanter,
undertiden også som tiggere, hvad der ikke altid gjorde dem
populære. De blev i ikke mindre grad end beginerne udsat
for forfølgelser, især da det blev klart, at der var panteistiske
tendenser i bevægelsen.
3. Mystikken
I et lignende tvetydigt forhold til kirkeinstitutionen som fat -
tigdomsidealet stod mystikken. Ganske vist fandtes der også
for den en lang tradition inden for kirken. Særdeles kirketro
mennesker som Bernard og den visionære Hildegard af Bingen
(1098-1179) var mystikere. Men den middelalderlige mystik
antog efterhånden et markant individualistisk præg. Rent
principielt måtte mystikkens selvcentrering, dens koncentration om
den enkeltes sjæleliv og dens trang til personligt engagement
i salighedens sag vel virke problematisk ud fra en kirkeopfat -
telse, der havde institutionen og ikke individet som det faste
orienteringspunkt; men oftest var mystikerne i stand til fuldt
ud at udfolde deres individualistiske religiøsitet inden for den
faste kirkelige ramme. I konsekvens af idealet om
“Gelassenheit”, den fuldstændige hengivelse, kunne de middelalderlige
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.I. Det internationale perspektiv 21
mystikere både være og opfatte sig som kirkens mest hengivne
og lydige børn, hvorved paradoksalt nok mystikkens
hyperindividualisme blev til selve den drivende kraft i lydigheden
mod institutionen. Men samtidig bar den i sig til enhver tid
et potentiale for en afvigende, individuel stillingtagen, som
under visse forudsætninger kunne aktiveres.
Et grænsetilfælde var den i ordenshierarkiet højt
rangerende dominikaner Mester Eckehart (ca. 1260-1327), der i
sine prædikener udviklede en spekulativ lære, der lå traditionel
teologi meget fjernt. For ham var guddommen den absolutte
væren. Den manifesterer sig i Gud, der til stadighed skaber
verden og alt, hvad der er i den. I ganske særlig grad er Gud
til stede i sjælen, hvilket man erfarer ved at hengive sig selv i
“ufødt” tilstand, dvs. at tømme sig selv helt for tanker, vilje
og ønsker. Herved fnder man den “sjælegnist”, som er sjælens
dybeste grund, og derved fødes Gud i sjælen, der således på
mystisk vis forenes med Ham. I sammenligning med dette
bliver alle ydre former, herunder den kirkelige praksis og endog
sakramenterne, uvæsentlige.
Eckeharts tanker spredtes allerede i hans egen tid gennem
hans opbyggelige forfatterskab til vide kredse og opnåede
overordentlig stor indfydelse. For beginerne og begarderne
fk de meget stor betydning, og det samme gjaldt ikke blot
inden for kirken, men også for helt ukirkelige, spiritualistiske
kredse, hvor især de panteistiske tendenser i hans tænkning
var af interesse. Hans tanker har levet videre og haft betydning
i århundreder. I vor tid skal de endog have påvirket grene af
buddhismen.
Uanset sin nedvurdering af alle ydre former kritiserede
Eckehart ikke kirken og distancerede sig ikke i praksis fra
traditionel kirkelighed. Alligevel opfattedes hans tænkning
af de kirkelige myndigheder som problematisk, og i 1326
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.22 3. Mystikken
blev der anlagt kætterproces. Han døde i 1327, da processen
endnu ikke var afsluttet; men i 1329 stemplede pave Johannes
XXII 28 teser fra hans skrifter som kætterske eller tenderende
mod kætteri.
Stærkt påvirket af Eckehart var den fremragende prædi -
kant, dominikaneren Johannes Tauler (ca. 1300-61), der –
næsten som en foregribelse af Luthers tanker – indtrængende
advarede mod at stole på egne gerninger i stedet for på Guds
nåde alene. Hos ham kommer tvetydigheden i forholdet til
kirkeinstitutionen på ejendommelig måde frem. På den ene
side søgte han konsekvent at tolke Eckeharts tanker i over -
ensstemmelse med kirkelæren, ligesom han selv var yderst
loyal mod kirken. Han kunne i de stærkeste udtryk bevidne
sin egen lydighed og polemiserede heftigt mod de ukirkelige
bevægelser. Han kunne erklære, at hvis paven og den hellige
kirke ville forlange, at han skulle give afkald på alt, hvad der
var ham kærest og alt, hvad der markerede hans tilhørsforhold
til både kirke, præsteembede og munkeorden, kort sagt alt det,
der betød så meget for ham, at han hellere ville dø end opgive
det – så ville han uden at bede om nærmere forklaring gøre
det. Ja, selv hvis den hellige kirke ville formene ham adgang
til sakramenterne, ville han fnde sig i det. Alt andet ville være
kættersk. Men på den anden side sagde han, at det dog aldrig
ville være muligt for kirken at fratage ham den åndelige ny -
delse af sakramentet. Den inderste kerne af forholdet mellem
Gud og menneske kan kirken ikke røre. Han citerede Paulus
for at sige, at mennesker, der er ført af Guds ånd, ikke er
under nogen lov; og han gik så vidt som til at sige, at det er
på mystikerne, kirken beror, og at den ikke ville kunne bestå
1en time, hvis de ikke fandtes i den.
1 Benrath: Wegbereiter der Reformation, s. 99-100, 101, 102.
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.I. Det internationale perspektiv 23
Træsnit, forestillende Heinrich Seuse (ca. 1295‑1366), ukendt kunst‑
ner. Bibliothèque Nationale et Universitaire de Strasbourg, Inkunabel
K. 7.
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.