898 pages
Danish

Reformationen

-

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

Description

Da Martin Luther den 31. oktober 1517 offentliggjorde 95 teser mod den pavelige afladshandel, gav han startskuddet til 1500-tallets kulturrevolution - reformationen. Luther ville give kirken tilbage til menigheden og brod med den middelalderlige kirke, magthaverne og prAesteskabet. Nu skulle mennesket frelses ved sin tro alene.Med reformationsbevAegelsen kom nye protestantiske kirker i Nordeuropa - og en bolge af forandringer. PrAester matte gifte sig, helgendyrkelse blev afskaffet og gudstjenesten afholdt pa nationalsprogene. I stort som smat blev den middelalderlige kirkes gods verdsligt. Det samme blev skole og uddannelse, hjAelp til samfundets svage og regulering af Aegteskab og seksualitet. Helt frem til oplysningstiden pavirkede reformationen politik, retsvAesen og okonomi, og den satte spor ikke kun i tAenkning, kunst og videnskab, men ogsa i Aegteskab, familieliv og borneopdragelse.Reformationen - 1500-tallets kulturrevolution er et vAegtigt storvAerk om Luther og den revolution, hans ideer og budskaber satte i gang.Bind 1: Reformationen - 1500-tallets kulturrevolution i EuropaBind 2: Reformationen - 1500-tallets kulturrevolution i Danmark

Sujets

Informations

Publié par
Date de parution 06 septembre 2017
Nombre de lectures 0
EAN13 9788771844955
Langue Danish
Poids de l'ouvrage 28 Mo

Informations légales : prix de location à la page 0,0192€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.

Exrait

REFORMATIONEN
Da Martin Luther den 31. oktober 1517 ofentliggjorde 95 teser mod pavens
afadshandel, gav han startskuddet til 1500-tallets kulturrevolution – reformationen. Reformationen
Luther ville give kirken tilbage til menigheden og brød med den middelalderlige
kirke, magthaverne og præsteskabet. Nu skulle mennesket frelses ved sin tro alene. 1500-TALLETS
Med reformationsbevægelsen kom nye protestantiske kirker i Nordeuropa – og KULTURREVOLUTIONen bølge af forandringer. Præster måtte gifte sig, helgendyrkelse blev afskafet og
gudstjenesten afholdt på nationalsprogene. I stort som småt blev den middelalderlige EUROPAkirkes gods verdsligt. Det samme blev skole og uddannelse, hjælp til samfundets
svage og regulering af ægteskab og seksualitet. Helt frem til oplysningstiden
påvirkede reformationen politik, retsvæsen og økonomi, og den satte spor ikke kun i
tænkning, kunst og videnskab, men også i ægteskab, familieliv og børneopdragelse.
Reformationen – 1500-tallets kulturrevolution er et vægtigt storværk om Luther og
den revolution, hans ideer og budskaber satte i gang.
I første bind af Reformationen – 1500-tallets kulturrevolution følger 17 forskere
reformationen i og uden for Europa. Forfatterne præsenterer Martin Luther som
munk, ægtemand og reformator og belyser hans lære og plads i den flosofske
og politiske tænknings historie. Centralt står Luthers og reformationens andel
i 1500- og 1600-tallets religionskrige, hekseprocesser og jødeforfølgelser, men
forfatterne diskuterer også samfundsomvæltende bevægelser som calvinismen,
ligesom de bringer kunst og økonomisk tænkning i spil.
Redigeret af
Ole Høiris og
Per IngesmanREFORMATIONEN
1500-TALLETS
KULTURREVOLUTION

Redigeret af
Ole Høiris og Per Ingesman






| AARHUS UNIVERSITETSFORLAG a
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 3 08/11/2017 10.55.08Reformationen 1500-tallets kulturrevolution
Bind 1 · Europa
© Forfatterne og Aarhus Universitetsforlag 2017
Omslag, tilrettelægning og sats: Jørgen Sparre
Forsideillustration: Maleri af Anton von Werner,
Luther auf dem Reichstag zu Worms, 1877. Staatsgalerie Stuttgart
Forlagsredaktion: Sanne Lind Hansen
Bogen er sat med Adobe Garamond Pro
E-bogsproduktion: Narayana Press
ISBN 978 87 7184 495 5
Aarhus Universitetsforlag
Finlandsgade 29
8200 Aarhus N
www.unipress.dk
Redaktionen vil gerne rette en meget stor tak til følgende fonde,
uden hvis støtte dette værk ikke havde kunnet udgives:
Nikolai og Felix Fonden - H.H. Prins Nikolais og H.H. Prins Felix’ Fond
Augustinus Fonden
G.E.C. Gads Fond
Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse
Aage og Johanne Louis-Hansens Fond
Politiken-Fonden
Aarhus Universitets Forskningsfond
Kopiering fra denne bog må kun fnde sted på institutioner,
der har indgået aftale med Copydan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.
/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på ph.d.-niveau
er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet.
/ In accordance with requirements of the Danish Ministry of Higher Education and Science, the certification
means that a PhD level peer has made a written assessment justifying this book’s scientific quality.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 4 08/11/2017 10.55.08INDHOLD
Ole Høiris og Per Ingesman
7 Reformationen i internationalt perspektiv
LUTHERSK TÆNKNING
OG RITUEL PRAKSIS
Stefen Kjeldgaard-Pedersen
21 Martin Luther: Liv og lære
Bo Kristian Holm
85 Det onde jeg og den gode verden
Svend Andersen
105 Reformationens politiske tænkning
Nils Holger Petersen
131 Reformationen og ritualerne
Hans-Jørgen Schanz
151 Luther og flosofen
Ole Høiris
165 Protestanterne og de vilde
KONFLIKTER OG FORFØLGELSER
Ninna Jørgensen
197 Reformation uden kompromis
Carsten Bach-Nielsen
217 Religionskrige
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 5 08/11/2017 10.55.08Louise Nyholm Kallestrup
241 Reformation og trolddomsforfølgelser i Europa
Martin Schwarz Lausten
265 Reformationen, jøderne og tyrkerne
FRANSK OG ENGELSK REFORMATION
Gorm Harste
285 Fra religionskrige til sakral og sekulær stat i Frankrig
Michael Skovmand
307 Den engelske reformation
Jakob Ladegaard
321 Protestantisme og politik i engelsk litteratur, 1538-1667
KUNSTEN
Hanne Kolind Poulsen
345 Billedforståelser i den protestantiske reformation
Maria Fabricius Hansen
371 Re-formationer: Fantasi og virkelighed i 1500-tallets italienske kunst
DEN ØKONOMISKE RAMME
Niels Kærgård
395 Reformationen og de økonomiske ideer i det 16. århundrede
411 Billedkreditering
413 Personregister
418 Sted- og emneregister
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 6 08/11/2017 10.55.08REFORMATIONEN
I INTERNATIONALT
PERSPEKTIV
Ole Høiris og Per Ingesman
perioden mellem 1450 og 1750 var på mange sideløbende arbejdede på det samme, blot med sig
områder en revolutionær periode, ikke blot i selv som magtens centrum.
Europa, men i hele verden. I midten af det 15. Renæssancens humanistiske tanker spredte
århundrede var jorden godt nok rund, men i sig fra Italien til den øvrige verden, og samtidig
europæisk religion og flosof kun beboet på den begyndte de store europæiske opdagelser, som i
øverste halvdel, idet ildbæltet rundt om jorden løbet af nogle hundrede år skulle gøre eur - opæ
forhindrede menneskelig tilstedeværelse syd for erne til herskere over stort set hele verden. Ækv - a
ækvator. Bibelen var Guds meddelelse til menne - tor blev passeret, og der blev fundet væsner, der
skene, som alle stammede fra det oprindelige par, lignede mennesker, og som fere gange af paven
der efter opholdet i Paradis med syndefaldet var blev bestemt som mennesker, på ikke blot
ækvakommet ud i verden og havde befolket verden fra tor, men også på den sydlige halvkugle. Der blev
øst mod vest. Gamle Testamentes skabelseshistorie også fundet nye kontinenter som Nord- og S - yd
og senere historie var verdens historie, og men - amerika samt Magellanien, det store sydlige kon -
neskenes eksistens var beregnet til 6000 år mel-tinent, som man mente måtte befnde sig et sted
lem skabelse og dommedag med henvisning dels i Sydhavet med kyster i Magellanstrædet og det
til, at Gud havde skabt verden på seks dage og nordlige Australien, da landmasserne nord og
derefter hvilet på den syvende, dels til 2. Peters-syd for ækvator måtte være lige store. Man fandt
brev, hvoraf det fremgik, at en dag hos Gud var som bekendt ikke det store ukendte sydland, terra
lig med tusinde år blandt mennesker. Samtidige incognita australis, men ’kun’ Australien, Ant -
beregninger ud fra såvel Gamle Testamentes tids- arktis og Ildlandet. Den hellige tredeling af v - er
angivelser som astronomiske forhold fk placeret den i Noas sønners kontinenter, Asien til Sem,
Kristi fødsel lige omkring 4000 ± 200 år efter ska - Afrika til Kam og Europa og det, vi i dag betrag -
belsen, hvorfor dommedag var nært forestående. ter som Nordasien til Jafet, skabte nu
erkendelDen romerskkatolske tro var enerådende i Vest- sesmæssige problemer. I sidste halvdel af 1700-tal -
og Nordeuropa, og mellem paven og de verds-let, afslutningen på den periode, der er genstand
lige fyrster var der en løbende kamp om magten. for denne bogs artikler, var i det mindste kystom -
Pavehofet arbejdede på at genskabe den romer- råderne de feste steder i verden kendt, og mis -
ske storhed med paven i spidsen, mens kejserne sionærer af både katolsk og protestantisk oprin -
Reformationen i internationalt perspektiv INDHOLD 7
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 7 08/11/2017 10.55.081
delse arbejdede utallige steder. Hertil bidrog også baring fra Bibelen, nu erkendt som et
menneskeDanmark med udsendelsen af de første luther - værk, til naturen, skaberværket, det eneste
ubeske missionærer. Bartholomäus Ziegen balg (1682- tvivlelige rene produkt af Gud.
1719) og Heinrich Plütschau (1677-1752) blev i I dette første bind følger vi udviklingen af
refor1704 sendt til Trankebar for at omvende inderne mationen, som den især foregik i de tyske lande,
fra hedenskab og den katolicisme, portugiserne fulgt op af dens efekt i Frankrig og England.
havde introduceret, mens Hans Egede (1686-1758) Vi indleder med et overblik over Martin
i 1721 blev sendt til Grønland, hvor nordboernes Luthers (1483-1546) værk og tænkning fra
begynkatolske tro skulle reformeres, men hvor det i ste- delsen til hans død. Dette danner rammen for
det blev de indfødtes religion, der blev målet for de øvrige mere tematiske tekster, der ser på
teoindsatsen. logiske, flosofske og praktiske fortolkninger af
Reformationen var ikke kun en kamp om den aspekter af Luthers værk samt de ritualer, der blev
sande tro, hvor især sakramenterne, herunder reformationens. Modsætningen mellem de for -
især nadveren, kom i fokus for konfikterne, men skellige protestantiske retninger, mellem de
proudspillede sig på rigtig mange områder, såsom fyr- testantiske og katolikkerne og mellem de kristne
stens magt, familieforhold, uddannelser, strafe - og andre trosretninger gik ikke fredeligt af. Dette
forhold, trolddom osv. Det var en periode, hvor samt forfølgelsen af hekse er temaet i det følgende
krigene bølgede frem og tilbage, dels mellem de afsnit. Reformationens kerneland var det
nordkatolske og de protestantiske magter, dels mel- vestlige Europa, men også i Frankrig og
Englem fyrsterne internt og mellem disse og tyrkerne, land fk reformationen vidtrækkende
konsekvensom muslimerne blev kaldt, indtil staterne med ser og for Englands vedkommende en anglikansk
Den Westfalske Fred i 1648 fandt den form, der reformert kirke og en særlig litteratur- og
teaterførte frem til nutiden. I samme periode udviklede tradition. Efter en præsentation af dette beskri -
trykkekunsten sig med stormskridt og gjorde ikke ves reformationens efekt på den billedkunst, der
bare både tekst og billede tilgængelig for bredere spillede så stor en rolle i de katolske kirker med
dele af befolkningen, men skabte også grundla - deres madonna- og helgenfgurer og tilbedelsen
get for en massekommunikation, som fere af de heraf, noget, der især var konfiktstof i forhold til
protestantiske ledere vidste at gøre brug af. Sam- de protestanter, der fornægtede enhver
helgentidig fk et nyt bybaseret borgerskab stadig større dyrkelse. Herefter ser vi på efekten på
malerkunrigdom og magt, således at konger i alliance med sten i Italien i et spil mellem renæsancens
begejdem kunne frigøre sig af afhængigheden af adelen string over den romerske kunst, man fandt, og så
og indføre enevælden. afviklingen af denne begejstring. Endelig følger en
Men hele tiden var troen den centrale identi- gennemgang af reformationens efekt på den tids
tet for masserne og den, der i præsters og andre økonomiske ideer og disse ideers eventuelle efekt
teologers fortolkninger fastlagde rammerne for på reformationen med henblik på en forståelse
og fortolkningerne af livet og dets vilkår. Derfor af den enorme ekspansion, den europæiske
økoblev der heller ikke taget let på, hvad der skulle nomi gennemgik de følgende århundreder.
være den sande tro, ikke bare i store træk, men
Luthersk tænkning og rituel praksishelt ned i detaljen. Det ser man blandt andet i
de kampe, der foregik mellem centrale lærde pro- Professor, dr.theol. Stefen Kjeldgaard-Pedersen
fessorer og kirkefolk gennem hele perioden frem fra kirkehistorie ved Københavns Universitet
indmod den oplysningstid, der fyttede Guds åben- leder værket om den internationale reformation
Reformationen · Bind 8 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 8 08/11/2017 10.55.08med en lutherbiograf, der følger reformatorens 1 | Dette træsnit fremstillet i Leipzig i 1617 illustrerer en
liv og tanker fra fødsel til død. Kjeldgaard-Peder - drøm, som kurfyrst Frederik den Vise af Sachsen
(1463sen lægger her især vægt på at forstå Luther i den 1525) skulle have haft Allehelgensaften 1517 tre gange efter
1500-talskontekst, som var hans, og et gennemgå- hinanden. Luther skriver sine 95 teser på kirkedøren i
ende eller underliggende tema i denne præsenta- Wittenberg med en pen, der går tværs gennem hovedet på
tion er ’frihed’. en løve – pave Leo X (1475-1521), der ses omgivet af sine
Fremstillingen samler sig om Luthers ”roller” kumpaner. Fra himmelen sender Herren en fredsdue ned til
som student, munk, professor, prædikant, ægte- det kurfyrstelige slot Schweiniz, hvor Luther ofte opholdt sig,
mand, familiefader og borger, sjælesørger, (fyr - som det ses med manden med bogen med den guddommelig
stelig) rådgiver, brevskriver og ikke mindst teolo- sandhed.
gisk forfatter. Kjeldgaard-Pedersen indleder med
Luthers opvækst og uddannelse frem til hans
erhvervelse af den teologiske doktorgrad i 1512.
Herefter beskrives Luthers liv som professor i kirkedøren i Wittenberg, ofentlige og mødte
perioden frem til 1517, den periode, hvor opgø- skarp reaktion fra romerkirken, ikke mindst i for -
ret med skolastikken og Aristoteles (384-322 fvt.) bindelse med striden om afad og om pavens
stilsker, og hvor Luther formulerede sit eget syn på ling. Herefter følger en række centrale temaer fra
fortolkningen af Bibelen med bod og nåde som Luthers videre liv og kamp, såsom opgøret med
centrale begreber. I tiden herefter blev Luthers den skolastiske teologi, afadsstriden, det kirkelige
tanker som blandt andet de 95 teser, der måske opgør 1518-1521, den såkaldte Leipzigdisputation
blev slået op på universitetets opslagstavle, slots- fra 1519, de reformatoriske hovedskrifter og
bulleReformationen i internationalt perspektiv INDHOLD 9
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 9 08/11/2017 10.55.081
afbrændingen i 1520. I opgøret med den romerske 2 | At få oversat Bibelen til folkesprogene var et hovedpunkt
lære om kirke, embede og sakramenter revolutio- på den protestantiske reformations dagsorden, og Martin
nerede Luther forståelsen af den kristnes forhold Luther selv førte an med oversættelsesarbejdet. I 1522
til Gud, medmenneske og verden. Dette afsnit kom den oversættelse til tysk af Det Nye Testamente,
slutter med mødet i Worms i 1521, hvor Luther som han havde udarbejdet under sit ophold i skjul på
lyses i band, både kirkeligt og verdsligt. Wartburg, og i 1534 fulgte så hele Bibelen med teksten til
Luthers genoprettelse af ordenen i Wittenberg både Det Gamle og Det Nye Testamente. Denne såkaldte
i 1522 danner grundlag for organiseringen af et ”Lutherbibel” havde illustrationer af Lucas Cranach den
evangelisk kirkeliv gennem resten af 1520’erne og ældre. I begyndelsen af Salmernes bog har Cranach afbildet
opgøret med sværmerne Andreas Karlstadt (1486- David, israelitternes konge, der traditionelt opfattedes som
1541) og Tomas Müntzer (1488-1525) og siden salmernes forfatter. Kongen har en harpe i hånden og en
med Huldryck Zwingli (1484-1531). opslået bog foran sig; men magtsymbolerne krone og scepter
1525 var et meget aktivt år for Luther, og fra har han lagt fra sig bagved, mens han henvender sig direkte
dette år fremhæves det skarpe ofentlige opgør til Gud i himlene.
med Erasmus af Rotterdam (1466/69-1536) samt
Luthers skrifter mod bønderne, hvor Luther tog
fyrsternes parti i forhold til de bondeoprør, der sancens positive verdenssyn op og give det en
brød ud i tiden. På den biografske front er det stærk teologisk begrundelse, der i høj grad er med
ægteskabet med den tidligere nonne Katharina til at skabe det moderne Nordeuropa.
von Bora (1499-1552), der er i fokus. Herefter føl - Bo Kristian Holm præsenterer Luthers og til
ger en beskrivelse af opholdet på Coburg under dels også Philipp Melanchthons (1497-1560) syn
rigsdagen i Augsburg i 1530, Luthers deltagelse i på mennesket og dets muligheder. Her vises først
de politiske konfikter og opgøret med eller udfal - sammenhængen mellem forståelsen af Guds nåde
dene mod tyrker og jøder frem til hans sidste rejse og fremstillingen af mennesket som en synder, der
til Eisleben, hvor han døde i 1546. er ude af stand til at frelse sig selv. Dernæst følger
Sideløbende med denne gennemgang frem- en fremstilling af, hvordan denne forståelse hæn -
hæves også andre sider af Luthers kolossale for - ger tæt sammen med et positivt syn på det
alminfatterskab: de utallige breve, prædikenerne, fore- delige liv i verden. Dermed kan man uddybe
ræklæsninger og, som det skulle vise sig, langtidshold- kevidden af Max Webers (1864-1920) klassiske
bare postiller, salmer og katekismer. Dertil kom tese om, at Luther nok forlod klostret, men
samoversættelserne af Det Nye og Det Gamle Testa- tidig tog klostret med ud i verden.
mente, som i 1534 blev samlet i den første hele Til forskel fra mange andre fremstillinger af
Lutherbibel, et værk, Luther løbende reviderede Luthers og Melanchthons teologi inddrager Bo
frem til sin død. Kristian Holm hovedtekster fra Luthers sene for -
Lektor, ph.d. Bo Kristian Holm fra systema- fatterskab, blandt andet Luthers store
Genesisforetisk teologi ved Aarhus Universitet ser på den læsning, hvor skabelseslæren har en fremtrædende
lutherske reformation som tilsyneladende fuld placering. Her træder trestandslæren, der sondrer
af paradokser, på det onde jeg, det onde menne - mellem kirke, familie og stat, frem som den nød -
ske i den gode verden. På den ene side er luthersk vendige afbalancering af Luthers mere kendte
teologi mere pessimistisk, hvad angår menneskets toregimentelære. Stænderne sætter rammerne for
egne evner, end nogen teologi før denne, på den livet i verden, der skal leves Gud til ære og næsten
anden side formår reformationen at tage renæs - til gavn.
Reformationen · Bind 10 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 10 08/11/2017 10.55.08Reformationen i internationalt perspektiv INDHOLD 11
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 11 08/11/2017 10.55.081
Professor, dr.theol. Svend Andersen fra syste- rede reformerte kirker styres helt uafhængigt af de
matisk teologi ved Aarhus Universitet sætter politiske magthavere.
reformationens politiske tænkning ind i en aktuel Som et eksempel på reformationens såkaldte
dansk kontekst, hvor Luthers betydning for den ”venstreføj” omtales Tomas Müntzer, for hvem
senere politiske tænkning bedømmes vidt for- den nye kristendomsforståelse med magt skulle
skelligt. Svend Andersen gør rede for de hoved- omsættes til en ny samfundsform. Endvidere
punkter i Luthers teologi, som er de nødvendige omtales forskellige ’afvigende’ kirkesamfund, som
forudsætninger for hans etik i almindelighed og foregreb moderne begreber som tolerance og
relihans politiske etik i særdeleshed; det drejer sig om gionsfrihed. Svend Andersen afslutter sit bidrag
begreber som synd, lov, retfærdiggørelse, tro osv. med overvejelser over luthersk politisk tænknings
Afgørende er det, at troen hos det enkelte menne- betydning i nyere dansk teologi og samfundsdebat.
ske resulterer i næstekærlighed, det vil sige bestræ- Lektor emeritus, ph.d. Nils Holger Petersen
belsen på at hjælpe og gavne andre mennesker. fra kirkehistorie ved Københavns Universitet tager
I forbindelse med det politiske redegør Svend i sin undersøgelse af ritualerne under reformatio -
Andersen for Luthers ’lære’ om de to regimenter, nen udgangspunkt i Luthers indvielse af
slotskader er en skelnen mellem to guddommelige måder pellet i Torgau i 1544. På denne baggrund diskute -
at ’regere’ mennesker på. De to måder er ved gen- rer han Luthers opgør med romerkirkens rituelle
nem evangeliet at frelse mennesket fra synd, det praksis, helt konkret i forhold til kirkeindvielser,
åndelige regimente, og ved gennem øvrigheden, men også i en bredere sammenhæng. Religiøse
det politiske herredømme, at holde syndens livs- ritualer er forbundet med forestillinger om hellig -
ødelæggelse nede, det verdslige regimente. Også hed, og Luthers opgør med romerkirken handlede
sidstnævnte, altså selve den politiske ordning, er i høj grad om en ny forståelse af hellighed. På bag -
efter Luthers mening indsat af Gud, således at grund heraf giver Nils Holger Petersen et
signaleden politiske magthaver udøver et af Gud ordine- ment af rituelle ændringer i kirken gennem refor -
ret embede eller kald. Dette embede kan udøves mationen samt af Luthers gudstjenestereform,
forskelligt, men også kristeligt, det vil sige, at her- sådan som den – mest radikalt – kom til udtryk i
skeren bruger sin magt til at gavne sine undersåt- hans tyske messeordning, som blev afprøvet første
ter. Næstekærligheden fndes altså også i en poli- gang i efteråret 1525, og som Luther efterfølgende
tisk udgave. udgav med en fortale i 1526.
Efter hovedtrækkene i Luthers politiske teo- For Luther var gudstjenesten afgørende som
logi og etik omtales nogle eksempler på hans stil- led i den kristne forkyndelse og menighedens
krilingtagen til konkrete politiske emner som ret, stendomsoplæring. Men han stillede også krav
krig, ulydighed og oprør. I forbindelse med ret- til gudstjenestens udformning ud over det for -
ten omtales Luthers tilslutning til den traditio- kyndende og formidlende, ikke mindst når det
nelle teologiske lære om den naturlige lov, det vil gjaldt dens musikalske side. Den dobbelthed,
sige den viden om ret og forkert, som alle menne- der i denne sammenhæng kommer til udtryk hos
sker besidder. På trods af sondringen mellem de to Luther, har bidraget til en spænding i den
lutherregimenter ser Luther sig nødsaget til at lade fyr- ske gudstjenestes historie efter reformationen,
sterne spille en afgørende rolle ved organiseringen ligesom også de reformatoriske krav om
overensaf de nye evangeliske kirker. På dette punkt afvi - stemmelse mellem et menneskes indre
overbevisger han fra en af de andre fremtrædende reforma - ning og dets ydre handlinger, sammenholdt med
torer, Jean Calvin (1509-1564). De af ham inspire- en åndeliggørelse af hellighedsbegrebet, kom til at
Reformationen · Bind 12 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 12 08/11/2017 10.55.08gøre det svært at komme til rette med religiøse Samtidig med reformationernes fremtrængen
ritualer på længere sigt. Det blev, som Nils Hol- i Europa foregik de store europæiske
opdagelsesger Petersen viser, særlig tydeligt i forbindelse med rejser, hvor man mødte en verden, man ikke bare
Luthers forståelse af sakramenterne. ikke havde drømt om eksisterede, men som på
Teologien og flosofen har på nogle områ- en række områder var i skarp modstrid med det
der tætte forbindelser eller debatter om ensarte de kristne og det ptolemæiske verdensbillede.
Cenemner. Professor, dr.phil. Hans-Jørgen Schanz fra tralt var, at man i modsætning til både kristen og
idehistorie ved Aarhus Universitet ser på, hvordan flosofsk autoriseret viden siden antikken kunne
flosofen har vurderet Luther. Han indleder med passere ækvator, og at der fandtes mennesker både
at konstatere, at Luther gled ud af flosofhisto- på og syd for ækvator. Man fandt et nyt konti -
rien omkring midten af 1800-tallet, og spørger, nent, som ikke burde eksistere, da Noa jo havde
om årsagen var, at han ikke havde nogen origi- delt verden mellem sine tre sønner med et
konnal flosof, eller betød hans antiflosofske rus i tinent til hver. Og man mødte nøgne
mennestarten af reformationen, at han lukkede døren til sker, der ikke syntes at lide af den straf i form af
flosofen? Hans-Jørgen Schanz beskriver derefter skamfølelse, syndefaldet havde kastet over men -
Luthers opgør med flosofen, samt hvad der skete neskene. Dette gav store debatter om disse
meni 1800-talsflosofhistorien, som betød, at Luther neskers menneskelighed. Var de mennesker eller
forsvandt. Her vises det blandt andet, at Luther på naturlige slaver, og hvis de var mennesker, hvem
en række punkter minder om Ludwig Wittgen- stammede de så fra. Hvilke apostle havde besøgt
stein (1889-1951) i hans opgør med flosofen. Der- dem, og hvordan og hvornår var de kommet til
udover præsenterer Hans-Jørgen Schanz Georg Amerika efter den babylonske sprogforvirring.
Wilhelm Friedrich Hegels (1770-1831) Luther-re- Disse spørgsmål blev taget op af både
katolikception, hvor især frihedsbegrebet er centralt. ker og protestanter, og i denne artikel ser Ole
HøiTil slut i artiklen peger Schanz på den originale ris på to af de tidligste protestantiske bud herpå.
og faktisk banebrydende nytænkning, der var i I 1550’erne blev tupinambaerne – sydamerikanske
Luthers flosof. Det gælder på to områder, idet indianere, der levede, hvor Rio de Janeiro nu
ligLuther ved at uddybe hermeneutikken foregri- ger, og som både var nøgne og kannibaler – først
ber ”dagligsprogsflosofen” og kan betragtes som besøgt af en tysk lutheraner, Hans Staden (ca.
grundlægger af eksistensflosofen. På disse punk- 1525-1579), og kort tid efter af en fransk calvinist,
ter var Luther så original, at han fortjener en plads Jean de Léry (1536-1613). Hans Stadens skæbne var
i flosofhistorien. en konsekvens af kampene i Hessen, og han blev
Reformationen havde ikke kun efekt i Europa, på grund af sin ansættelse hos portugiserne
tupinmen fk det også i det nyopdagede Amerika, hvor ambaernes fange og skulle ædes. Jean de Léry var
man ud over nationale og religiøse konfikter både calvinsk præst og deltager i et fransk
kolonisemellem nationer og internt i de enkelte nationers ringsforsøg, hvor calvinister og katolikker skulle
bosættelser også skulle forsøge at skabe en for - leve sammen, hvad der mislykkedes. Begge levede
ståelse af den verden, man fandt, herunder ikke en tid sammen med tupinambaerne, og begge
mindst de mennesker, man mødte. Docent eme- udgav efter deres tilbagevenden til Europa
lænritus, mag.art. Ole Høiris fra antropologi ved gere beskrivelser af tupinambaerne med
refeksioAarhus Universitet giver et tidligt eksempel på ner over deres menneskelighed og placering i den
mødet mellem protestanter og nøgne kannibaler bibelske historie. De vilde skulle placeres i
verfra Sydamerika. densbilledet, samtidig med at de kunne bruges til
Reformationen i internationalt perspektiv INDHOLD 13
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 13 08/11/2017 10.55.081
både kritik af katolikkerne og fremhævelse af den mange med tiden blev ganske velstående, fordi de
sande tro og frelse. var gode og nyttige samfundsborgere.
Som nævnt var reformationsperioden
karakteKonfikter og forfølgelser riseret ved krige og oprør, og dette emne i form af
Der var ikke kun en, men mange forskellige refor- både protestanternes holdning til krig og de
histomationer i 1500-tallet, og nogle af dem var, hvad riske begivenheder behandles af lektor, lic.theol.
vi i dag vil kalde fundamentalistiske. Lektor, eme- Carsten Bach-Nielsen fra kirkehistorie ved
Aarrita, lic.theol. Ninna Jørgensen fra kirkehistorie hus Universitet. Gennem middelalderen havde
ved Københavns Universitet analyserer de mere man diskuteret magt- og voldsanvendelse i
forradikale elementer i reformationen. ”Den radi- bindelse med forsvaret af kristendommen. De
kale reformation” var et produkt af en udskillel- fender, den kristne verden havde, var de vantro,
sesproces i de etablerede protestantiske reformati- altså tyrker, osmanner, arabere – og kætterne, der
onskirker. Opfattelser, der lå i naturlig forlængelse fandtes i mange aftapninger. Hovedsagen var, at
af den oprindelige bevægelse, blev erklæret uøn- de alle var fender af den menneskelige slægt, af al
skede, og talsmændene for dem blev undertrykt. ret, billighed og samfundsorden. Gennem
korsSelve begrebet ’den radikale reformation’ er skabt togene havde man vænnet sig til en væbnet kamp
af moderne historieforskning og dækker over en mod den fende, der havde en anden religion, og
række bevægelser, hvoraf fertallet var i opposition de strategier måtte der til stadighed
argumentetil den fremvoksende statskirkelighed. Det var res for, når de blev taget i anvendelse på den indre
essentielt for dem, at Bibelens ord blev fulgt i ind- europæiske scene.
retningen af kirke og samfund. Det Nye Testamen - 1400-tallets kritik af pavedømmet gik ikke
tes fade autoritetsstruktur udgjorde et væsentligt mindst i Bøhmen hånd i hånd med radikale
reliforbillede. giøse strømninger, hvor folk og ledere følte sig
Ninna Jørgensen viser, hvordan en rød tråd kaldet direkte af Gud til med våben at slå Satans
gennem alle disse bevægelser var afvisningen af en rige ned. Dette rige var selvsagt det Babylon, der
sakramentepraksis, som ikke var renset for katol- udgjordes af pavestaden Rom. Også mere
løsgåske elementer. Kritikken samlede sig om Luthers ende missiler som Jeanne d’Arc (1412-1431) følte
forståelse af de to sakramenter, dåb og nad - sig kaldet af Gud til at kæmpe for det hellige
ver, som han havde bibeholdt, og som de radi- Frankrig.
kale fandt helt utilstrækkelige. De afviste alle fysi- Det var den europæiske humanisme, der satte
ske og ”overnaturlige” forestillinger til fordel for spørgsmålstegn ved, om man burde gribe til vold
en rent åndelig nadverfejring og anskuede dåben for at undertrykke tro og tanker. Reformatorerne
som en bekendelse, der forpligtede på et nyt liv i derimod kom alle på hver deres måde til at
legiforsagelse. timere volden. Luther accepterede den retfærdige
Rekrutteringen til den nye tro kom fra alle lag i krig, Zwingli brugte gerne vold for at gennemføre
samfundet og afhang i høj grad af, hvordan refor- sin reformation, og Calvin så den franske stats -
mationen formede sig regionalt. I opgøret med magt som calvinismens fødte fende. På trods af
den gamle verdensorden kom der en udpræget afgørende fredsslutninger i 1500-tallet mødtes de
social indignation til orde. Radikale teologer blev to store konfessionelle blokke i en altødelæggende
talsmænd for oprørske bønder, men oftest domi - krig i 1618. Den kom til at vare i 30 år, og her
nerer budskabet om ikke-vold. Martyriet for- var det ideologien fra korstogene, der kom i spil:
blev en vigtig del af identitetsdannelsen, selv om Begge parter, de protestantiske og de kejserlige
Reformationen · Bind 14 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 14 08/11/2017 10.55.08katolske, gik til Slaget ved Det Hvide Bjerg med I forskningen er ’trolddomsprocesserne’ blevet
den klare bevidsthed, at Gud var på deres side. en paraplybetegnelse for en lang række
beslægVed Den Westfalske Fred i 1648 søgte man at tede sager involverende magiske ritualer til
foreliminere konfession og religion fra statspolitik, skellige formål. I denne artikel argumenterer
således at retten nu ikke blev afedt af en ide om Louise Nyholm Kallestrup for, at
trolddomsforGud og den guddommelige ret, men af den natur- følgelserne skal ses i en post-reformatorisk sam -
lige ret. Der skulle gå endnu et halvt århundrede, menhæng, hvor bekæmpelse af ’overtro’ var et led
før disse moderne tanker slog igennem i Europa. i en religiøs såvel som verdslig kampagne.
ArtikDer var ydre fender, der skulle bekæmpes, men len indledes med en karakteristik af
trolddomsder var også indre, og noget af det, der i eftertiden forfølgelserne i Europa (ca. 1450-1620). Især hvor
har karakteriseret perioden, er de hekseproces- in kvisitionen førte processerne, var
trolddomsforser, der spredte sig til hele Europa. Lektor, ph.d. følgelserne tydeligvis et led i en religiøs
discipliLouise Nyholm Kallestrup fra historie ved Syd- nering af befolkningen; andre steder førtes fortsat
dansk Universitet behandler her dette sorte kapi- voldsomme masseprocesser med deltagelse i
sabtel i Europas historie. Trolddom var i middelalde- batten som hovedanklage. Efter den indledende
ren og århundrederne derefter anset for en verds- redegørelse diskuteres reformationens betydning
lig såvel som en religiøs forbrydelse. Teologisk set for udviklingen, og løbende inddrages cases og
havde troldfolk afsvoret deres kristne dåb og ind - forskningens positioner på området.
gået en pagt med Djævelen, verdsligt set havde Nok var der konfikter mellem de forskellige
troldfolkene forårsaget skade på deres ofre. kristne grupper og undertrykkelse af afvigere,
Som først dokumenteret af den amerikanske men fælles var de kristne om modsætningen til
religionshistoriker Richard Kieckhefer og den bri- og uhyrliggørelsen af de dengang to bedst kendte
tiske historiker Norman Cohn (1915-2007) blev ”ukristelige” religioner og deres udøvere.
Proder indtil midt i det 15. århundrede kun ført et fessor emeritus, dr.theol. Martin Schwarz
Laubeskedent antal trolddomsprocesser i Europa. sten fra kirkehistorie ved Københavns Universitet
I slutningen af det 15. og begyndelsen af det 16. be handler reformationens forhold til jøderne og
århundrede skete der en dramatisk stigning i tyrkerne, et forhold, der i nutidens øjne ser svært
antallet af retssager, men splittelsen af middelal - belastet ud. I sit første skrift om jøder og jøde -
derens enhedskirke medvirkede til, at trolddoms- dom fra 1523 tilbageviste Martin Luther
jødedomforfølgelserne for en tid blev stillet i bero. Efter mens afvisning af Jesus som Messias, men han gik
den protestantiske reformation tog forfølgelserne ind for, at man behandlede jøderne med
venligtil med fornyet styrke, men mange steder havde hed i modsætning til den katolske kirkes
hidtiprocesserne et andet indhold. dige praksis. Da han i 1543 udgav tre skrifter om
Anklagerne i sagerne fra århundredet inden emnet var denne venlighed aføst af en total for -
reformationen omhandlede deltagelse i hekse- dømmelse, og skrifterne var formuleret i en, selv
sabbatten, skadevoldende magi og bekendelse til efter samtidens forhold, ualmindelig polemisk
Djævelen, og ofte var der masseprocesser med og vulgær tone. På grundlag af sit kristne
standmange anklagede i hver sag. I forhold hertil er de punkt gjorde Luther op med jødedommen som
efter-reformatoriske forfølgelser mere varierede. religion, men han gik videre og uddrog også en
For både protestanter og katolikker var beskyld- række sociale følger. Det kulminerede med hans
ninger om trolddom almindelige i fordømmelsen forslag til en praktisk ”jødepolitik”, som gik ud på
af modparten. at ødelægge synagoger og jødiske beboelseshuse
Reformationen i internationalt perspektiv INDHOLD 15
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 15 08/11/2017 10.55.081
og jage alle jøder ud af landet. De danske teologer tor, scient.pol. Gorm Harste fra statskundskab
afviste selvsagt også jødedommen som religion, ved Aarhus Universitet på. Ifølge ham kan
betydmen fulgte ikke Luther i hans angreb på samti- ningen af den franske reformation, på trods af at
dens jøder. I forskningen diskuterer man stadig de den i dag kun har mindre tag i den franske befolk -
mulige motiver til Luthers holdninger. ning, ikke overvurderes. For det første blev
calviOgså tyrkerne blev genstand for Luthers skrif- nismen grundlagt i Frankrig i 1500-tallet. For det
ter. Martin Schwarz Lausten forklarer baggrunden andet førte opgøret mellem katolikker og
proi form af, at der under indtryk af de osmanniske testanter til omfattende borgerkrige om katolsk
(tyrkiske) troppers stadige fremmarch mod Euro- centralisme eller reformert decentralisme.
pas østgrænse fra begyndelsen af 1500-tallet bredte Kompromisset herimellem endte med to helt
sig en intens følelse af ”tyrkerfare” overalt. Ud over afgørende nyudviklinger: Dels blev der skabt en
militære oprustninger blev dette også markeret kompleks magtstat, der skulle håndtere
modpoved udgivelsen af en række såkaldte tyrkerskrif - lerne, blandt andet i konstruktionen af en
dokter. De indeholdt af og til visse påståede objek- trin om monarkiets suverænitet, som direkte blev
tive informationer om tyrkerne og islam, men var taget i anvendelse i specielt det danske kongerige.
især propagandamateriale, som skulle opfamme Dels førte kompromisset også til en
sekularisetil modstand og fasthed i kristentroen. Luther og ring, som i kombination med modreformationen
hans kolleger i Wittenberg var her blandt de fit- skabte en sekulariseret moderne kultur.
tige forfattere. Til at begynde med afviste Luther Også i England fk reformationen et specielt
en militær modstand, for tyrkerne var efter hans forløb. Lektor emeritus, cand.mag. Michael
Skovopfattelse et straferedskab, som Gud anvendte mand fra engelsk ved Aarhus Universitet anskuer i
imod de kristne, fordi de levede så syndigt, en sit bidrag den engelske reformation som et forløb
forklaring, der er helt parallel til Augustins (354- over mere end 150 år, fra Henrik VIII’s (1491-1547)
430) og Paulus Orosius’ (ca. 385-420) forklaring begyndende konfikt med romerkirken i 1520’erne
på de hedenske goteres erobring af det kristne og helt frem til ’Te Glorious Revolution’ i
1688Rom. Luther skiftede dog standpunkt og blev 89, hvor kongemagten bliver stækket og
mulighefortaler for aktiv modstand. De danske reforma - den for en katolsk monark udelukket ved lov.
tionsteologer fulgte ham i dette, uanset at Dan- Michael Skovmand viser, at den engelske
reformark-Norge ikke var udsat for en direkte ”tyrker- mation i ringere grad end i resten af Europa var
fare”. Men dels ville de stå solidarisk med deres drevet af teologiske problemstillinger og i højere
tyske trosfæller, dels kunne de bruge henvisnin- grad var dikteret af de skiftende monarkers inte -
gen til ”tyrkerfaren” i deres stadige kamp mod den resser og præferencer. Henrik VIII’s brud med
katolske kirke og i deres ustandselige opfordrin- romerkirken analyseres i sit forløb, den
marianger til danskerne om at leve kristeligt og moralsk. ske modreformation og den elizabethanske
’settSom hertug af Holsten betalte Christian III (1503- lement’ beskrives og ligeså de efterfølgende
Stu1559) de af den tyske kejser opkrævede ekstraordi- arters løbende konfikter med både politisk og
nære ”tyrkerskatter” til oprustningen. religiøs opposition, kulminerende i den engelske
borgerkrig og Oliver Cromwells (1599-1658)
repuFransk og engelsk reformation blik, med genoprettelsen af kongedømmet i 1660,
Reformationskampene foregik mellem et prote- og Stuarternes endeligt i 1689.
stantisk nord og et katolsk syd, men i Frankrig Det fremhæves, at selv om reformationen i
blev det langt mere kompliceret. Dette ser lek- England ikke havde en Calvin eller Luther som
Reformationen · Bind 16 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 16 08/11/2017 10.55.09Kunstensamlende teologisk skikkelse, så fk to personer en
betydelig indfydelse på den engelske reformation, Museumsinspektør og seniorforsker fra Statens
John Wyclife (ca. 1328-1384) som historisk inspi- Museum for Kunst, kunsthistoriker, mag.art.
ration og William Tyndale (ca. 1494-1536) gennem Hanne Kolind Poulsen undersøger, hvad der
sit arbejde med at oversætte Bibelen til engelsk. skete med billedet i løbet af reformationen, hvor
Reformationen havde også stor efekt på den katolske tilbedelse af billeder og skulpturer
engelsk litteratur og teater, og lektor, ph.d. Jakob ofte overskred grænsen mellem at tilbede billedet
Ladegaard fra litteraturhistorie ved Aarhus Uni- som repræsentant for helgenen og så gøre selve
versitet beskriver den engelske litteraturs bidrag billedet til objekt for tilbedelse. Hanne Kolind
mellem 1538 og 1667 til de religiøse debatter, der Poulsen viser, at der med reformationen på den
fulgte reformationen i England i 1530’erne. Med ene side ikke skete meget, hvis man fokuserer på
udgangspunkt i den protestantiske prædikant og de konkrete billeder, der produceredes i tiden
dramatiker John Bales (1495-1563) Tree Laws – efter reformationen. Ganske vist opfandt man i de
Tre love fra 1538 beskriver Jakob Ladegaard, hvor- områder, her typisk de lutherske, hvor man ikke
dan reformationens forkæmpere i de første år helt og holdent afviste brugen af religiøse billeder,
søgte at bruge teatret til at udbrede deres religiøse en række nye motiver, der kunne fremstille den
doktriner til den brede befolkning. I de følgende nye lære mere præcist.
årtier blev radikale protestantiske kredse imidler- Visse malere med Lucas Cranach den ældre
tid i stigende grad betænkelige ved teatret. Da de (1472-1553) i Wittenberg i spidsen opfandt en ny
ofentlige teatre i London i 1580’erne begyndte måde at male på, en ny stil, der i hvert fald i en
at blive en kulturel magtfaktor med bred folkelig periode ligeledes kunne formidle den ny, lutherske
appel, indledte de mest radikale protestanter, de tro og fungere som konfessionel identitetsmarkør.
såkaldte puritanere, en uforsonlig polemik mod Men ellers var billederne stort set de samme som
det, de anså for at være en umoralsk institution. før reformationen, og uendeligt mange af de alle -
En række berømte dramatikere svarede igen rede eksisterende billeder kunne genbruges. Den
ved at skrive teaterstykker, der kritiserede kir- forandring, man kan spore i billedkunsten i disse
kens dogmer og latterliggjorde puritanerne. I sin år, har ofte ikke så meget med reformationen at
berømte Doctor Faustus fra 1588-1593 gik Christo- gøre, men forholder sig snarere til internationale
pher Marlowe (1564-1593) således i direkte, kritisk strømninger inden for kunsten.
dialog med kirkens calvinske prædestinations- På den anden side, og i modsætning til
situadoktrin, mens William Shakespeare (1564-1616) i tionen på det konkrete plan, viser Hanne Kolind
Measure for Measure – Lige for lige fra 1603-1604 Poulsen, at der skete noget afgørende på det
teoog Twelfth Night – Helligtrekongersaften fra 1600- retiske felt, især i den lutherske afdeling af
refor1602 ligesom Ben Jonson (1572-1637) i Bartholo- mationen. I de lutherske områder gennemlevede
mew Fair – Bartholomæusmarkedet fra 1614 besva- man i reformationstiden en slags opgør med
billerede kritikken af puritanerne med satiriske spejl- det, et opgør, eller måske bedre en diskussion om
billeder af deres kritikere. og afklaring af, hvad et billede er, og dette satte
Efter en analyse af disse værker afslutter Jakob sig markante spor i kulturen. Der udvikledes en
Ladegaard med en perspektivering til den engel- helt ny billedforståelse. Men den nye billedforstå -
ske puritanismes ubestridte litterære hovedværk, else fk primært konsekvenser for den måde, man
John Miltons (1608-1674) epos Paradise Lost – Det brugte billeder på, og ikke i så høj grad for
hvortabte Paradis fra 1667. dan billederne kom til at se ud.
Reformationen i internationalt perspektiv INDHOLD 17
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 17 08/11/2017 10.55.091
Den økonomiske rammeKunsten og religionen spillede på mange må-
der sammen i 1500-tallet, og et særligt element var Reformationen foregik inden for nogle økonomi -
de grotesker, en anden form for vildskab, som var ske rammer, og forholdet mellem reformationen
en del af kunsten i Italien. Lektor, dr.phil. Maria og økonomien er emnet for bidraget fra professor,
Fabricius Hansen fra kunst- og kulturviden- dr.polit. Niels Kærgård fra fødevare- og
ressourceskab ved Københavns Universitet diskuterer i sit økonomi ved Københavns Universitet.
Udgangsbidrag fantasi og virkelighed i 1500-tallets italien- punktet er, at hvor den økonomiske debat i dag
ske kunst. drejer sig om, hvordan man kan få et samfund
Grotesker er betegnelsen for dekorativt væg- af rationelle egoister til at fungere, så drejede
og loftsmaleri, som var meget udbredt i 1500-tal- 1500-tallets økonomiske debat sig langt mere om,
lets italienske palæer. Men i kølvandet på Triden- hvad der var retfærdigt og rimeligt.
tinerkonciliet mellem 1545 og 1563 blev groteske- I økonomi opdeler man normalt det
økonomaleriet stærkt kritiseret som en uanstændig og miske system i tre hovedmarkeder: varemarkedet,
unaturalistisk billedform. Groteskerne, som hav- arbejdsmarkedet og pengemarkedet.
Grundholdde været værdsat for den kunstneriske opfndsom- ningen på alle tre markeder drejede sig for Luther
hed, der lå til grund for dem, blev nu forkastet og kirkelige kredse i 1500-tallet om rimelighed,
som kunstneriske fantasifostre. De gik da også af retfærdighed, kristen etik, kald og arbejdsmoral –
mode fra omkring år 1600. og ikke om incitamenter og efektivitet. Priserne
Maria Fabricius Hansen undersøger heref- på varerne skulle være retfærdige, åger (og renter
ter, hvad det var for en billedforståelse, der i før - i det hele taget) var synd, og arbejdet en pligt og
ste omgang muliggjorde disse grotesker, der kan et kald.
rumme både foruroligende og humoristiske træk, I reformationsårhundredet skete ændringer ,
og hvad det var for en billedforståelse, der siden- der i løbet af de følgende århundreder førte til de
hen bevirkede, at de blev dømt ude. moderne markedsøkonomier i Nordv esteuropa
Artiklen fokuserer på groteskerne som et og USA. Men reformationen var langtfra perio -
aspekt af periodens visuelle kultur ud fra en idé dens eneste trendændrende begivenhed, nævnes
om, at de også mere generelt kan belyse det, der kan også f.eks. bogtrykkerkunsten og opdagelsen
sker i billedkunsten i overgangen fra 1500-tallet til af Amerika, og det er stadig omdiskuter et, hvor
1600-tallet parallelt med reformationen og mod- stor betydning selve reformationen har haft for
reformationen. Maria Fabricius Hansen påstår etableringen af markedsøkonomi og økonomisk
ikke, at der er en direkte årsagssammenhæng mel- vækst. Det er ekstremt svært at afgøre, hvilken
lem reformationen og billedkunsten, men ser betydning Martin Luther og reformationen havde
kunsten som en af mange kulturelle manifesta- for omvæltningerne.
tioner af de væsentlige ændringer i virkeligheds- Mange økonomiske skillelinjer gik på tværs af
forståelsen, der fandt sted undervejs, efterhånden skellet protestant/katolik, og Luther selv var
langtsom det antik-middelalderlige verdensbillede blev fra særlig revolutionær i økonomiske spørgsmål;
reformeret til det moderne. Artiklen berører såle- han var som den katolske kirke af den opfattelse,
des også periodens opfattelse af natur, alkymi og at forretningsliv, priser og renter først og fremmest
hekse samt den rolle, ideer om perception spiller i skulle diskuteres ud fra en moralsk synsvinkel.
disse sammenhænge.
Reformationen · Bind 18 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 18 08/11/2017 10.55.09LUTHERSK
TÆNKNING
OG RITUEL
PRAKSIS
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 19 08/11/2017 10.55.09105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 20 08/11/2017 10.55.09MARTIN LUTHER:
LIV OG LÆRE
Stefen Kjeldgaard-Pedersen
reformationen var en teologisk og kirkelig, tion, men det var Luther og den reformatoriske
nå ja, revolution i 1500-tallets Europa, hvis vir- k bevægelse, der skabte en egentlig medierevolution
ninger gik langt ud over de kirke- og lærdoms- og først udnyttede de nye muligheder for masse -
institutionelle rammer og også i de følgende kommunikation til fremme af bestemte religiøse
århundreder gjorde sig gældende, både der, hvor og politiske formål. Luther er på den baggrund
der gennemførtes en kirkelig reformation, og der ligefr, em blevet udnævnt til verdenshistoriens - før
hvor kirken forblev den gamle. Nærmer man sig ste ”mediestar”, og hans behændige ageren i dette
reformationen på den måde, støder man lige ind nye ofentlighedsrum dannede skole og blev efter -
i Martin Luther (1483-1546) som dens hovedper- lignet af både venner og fender. Det nye, hastige
son, en stadig for mange irriterende erkendelse. medium nærmest inviterede til rastløs tekstpr - o
Dermed ikke sagt, at reformationen var Luthers duktion, og dette hører også med i billedet, når
værk. Det ville være en latterlig påstand allerede man søger en forklaring på, hvorfor Luthers
foraf den grund, at den teologiske og kirkelige r -efor fatterskab for størstedelens vedkommende kom til
mation hurtigt forgrenede sig og fk hovedretnin at - bestå af lejlighedsskrifter.
ger, som ikke var og ikke ville være lutherske. Men Den tyske historiker Heinz Schilling, som
ikke kun derfor. i 2012 udgav biografen Martin Luther – rebel i
en opbrudstid (således den danske titel fra 2013),
Et liv i historien – ord i tiden hører til dem, der er optaget af de lange linjer i
Skønt det er svært at abstrahere fra visse forstyr den - europæiske historie og af bredden i
reformatirende konnotationer, kan det godt give mening at onstidens opbrud. Martin Luther er i hans
fremtale om reformationen som 1500-tallets ”kulturr - estilling navnet på en person og et liv så at sige nede
volution”. For reformationen i den nævnte, snæv - i historien og bevæget af den, men ses samtidig
rere forstand blev til under økonomiske, sociale, også som en, der selv bevægede. Hvad han sagde
politiske og kulturelle forhold, der havde en lang og skrev, blev hørt som noget nyt, der stødte det
historie, og som den var bestemt af, men også vir-gamle omkuld, skønt han selv nok snarere
opfatkede tilbage på. For at tage et banalt eksempel: tede det som nyt, fordi det var noget gammelt og
Johann Gutenberg (ca. 1400-1468) revolutione-oprindeligt, der var blevet glemt. Hvad der bevæ -
rede med sine bevægelige og genbrugelige typer gede samtiden, og hvad Luther selv blev sat i bevæ -
og andre nyskabelser vilkårene for bogproduk- gelse af, udtrykker Heinz Schilling ved beskriv - el
Martin Luther: Liv og lære INDHOLD 21
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 21 08/11/2017 10.55.091
sen af Luthers første messefejring som præst på en ven i og summen af hans reformatoriske lære og
måde, som sikkert kan få historikerkolleger til at hele virksomhed. Perspektivet er måske
overrahæve brynene: skende i et ”profanhistorisk” værk, men det er
ikke nyt og kendes fra mange ”teologiske”
lutherMødet med Gud under messen skabte også pro- biografer, således også fra den mest omfattende af
blemer for andre præster … Men det særlige ved de nyere, Martin Brechts Martin Luther i tre store
Luder [Luther] var, hvor konkret han reagerede. bind fra 1981, 1986 og 1987, og her i landet fra Leif
Hverken tilvænning eller præstelig selvsikkerhed for- Granes (1928-2000) Evangeliet for folket. Drøm og
måede at stille ham tilfreds i hans radikale søgen efter virkelighed i Martin Luthers liv fra 1983.
Gud; hans egen behandling af problemet var den ene- Få personer i historien har skrevet så meget
ste farbare vej for ham. Og denne vej førte ham ikke som Luther, og få er der skrevet så meget om. En
til alteret, men væk fra det. Det blev en verdenshisto- større, samlet udgave af hans skrifter i tolv tyske
risk omdefnering af forholdet mellem Gud og men- og syv latinske bind, Wittenberger Ausgabe, blev
neske, som samtidig trak en omfortolkning af alte- påbegyndt allerede i hans egen levetid. Den kom
ret og kirken med sig: For reformatoren og prote- ikke til at stå alene, og i alt fem større udgaver
stanterne forvandlede alteret sig fra et messens og af samlede lutherskrifter blev det til i Tyskland,
transformationens sted til et samlingssted for den inden første bind af den for få år siden afsluttede,
nadversøgende menighed, og præstekirken blev en fuldstændige og kritisk-videnskabelige udgave,
menighedens kirke for alle kristne mennesker. (Schil- Weimarer Ausgabe (forkortet WA), udkom i
400ling 2013 s. 87 f.) året for Luthers fødsel, altså i 1883. Skrifter i
forskellige genrer, herunder mere end 2000
prædikeDer etableres her en sammenhæng, som er noget ner og omkring 3000 breve, bibeloversættelser og
tydeligere i den tyske tekst, mellem Luthers eget såkaldte Tischreden (bordtaler) fylder mere end
gudsforhold og den ”weltgeschichtliche Neube- 100 statelige kvartbind. En udregning lyder på,
stimmung” af forholdet mellem Gud og menne - at Luther skrev, hvad der svarer til hen ved 1800
ske, der er hovedsagen i den reformatoriske teo- tryksider per arbejdsår (Beutel 2006 s. 169).
logi og i den kirkelige reformation, som Luther Næsten alt, hvad han skrev, skulle som ord i
blev hovedpersonen i. Vejen, han gik for Guds den løbende tid bidrage til at løse aktuelle opgaver
ansigt, førte gennem denne ”nybestemmelse” væk eller svare på uafviselige spørgsmål, som Luther
fra alteret og kirken som frelsesanstalt, hvor den fk stillet eller selv stødte på i sit liv og arbejde.
sakramentale nåde, der i messeoferet var håndgri- Meget er polemik, undertiden, og ikke kun for
beligt til stede i de til Jesu Kristi legeme og blod moderne ører, grovkornet, nedladende og
anstøforvandlede nadverelementer, blev formidlet af delig, ja, ligefrem brutal og hadefuld,
undertiet særligt indviet og med et uudsletteligt helligt den subtil, vittig og indbydende, men aldrig uden
præg forlenet præsteskab. Og den førte hen til den ”sag” og næsten aldrig uden intellektuel
fascinakirke, som er der, hvor evangeliet om Guds nåde tionskraft. Og det hele er forkyndelse og således i
i Kristus forkyndes og sakramenterne rækkes til Luthers egen forståelse sjælesorg og trøst.
Grunden forsamling af mennesker, der alle er præster og læggende drejede det sig for Luther som ofentlig
lige for Gud. person om dette ene: at gøre den ”nye”
bestemHeinz Schilling vover et øje, når han på denne melse af forholdet mellem Gud og menneske, som
måde med få streger indfanger bevægelsen i Mar- for ham var liv og salighed, nærværende for andre.
tin Luthers liv og hastigt gør op, hvad der er ner- Martin Luther var allerede i sin samtid en
Reformationen · Bind 22 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 22 08/11/2017 10.55.091 | Luthers far, Hans Luther, og mor,
Margarete Luther. ”Luder” blev
familienavnet skrevet, indtil Martin
Luther lavede om på det. Forældrenes
stræbsomhed, hårde arbejde og nøjsomhed
gav Luther akademiske muligheder. Fra
Lucas Cranach den ældres værksted, 1527.
omstridt skikkelse, der af tilhængere blev beun- Luther jahrbuch, der udgives sammen med
Lutherdret som tros- og frihedshelt, som den af Gud bibliographie, som tilstræber en fuldstændig
regisendte profet, lærer, evangelist og prædikant, og strering af litteraturen om Luther.
af modstandere foragtet som kætter, kirkeøde -
1483-1512: Skole, universitet, klosterlægger, fyrstelakaj, opvigler og i det hele
Djævelens redskab til fordærvelse af sjælene. Billederne Martin Luther blev (formodentlig) født den 10.
blev nedarvet og er i forskellige grader af forvand- november 1483 i Eisleben i grevskabet Mansfeld,
ling stadig levende som stereotyper. Konfessio- hvor han også døde godt 62 år senere. Hans far,
nalistisk ortodoksi, nationalromantisk chauvi- Hans Luder (ca. 1459-1530), var bondesøn fra
nisme og politisk-doktrinære holdninger har gen- Möhra i Türingen, hans mor Margarete, født
nem århundrederne bestemt billedet af Luther Lindemann (1463-1531), havde borgerlig baggrund
og beskæftigelsen med hans person og værk. Den og stammede fra Eisenach. I 1484 fyttede fami -
moderne, videnskabelige lutherforskning har i høj lien til Mansfeld, hvor Hans Luder med tiden
grad haft karakter af forsøg på at frigøre sig fra kunne sikre familien solide kår og anseelse i
småog overvinde ”fordommene” i disse billeder. Den byborgerskabet i kraft af sin foretagsomhed inden
begyndte i Tyskland i sidste halvdel af 1800-tal - for den lokale kobberminedrift. Luther skildrede
let, nåede umiddelbart efter Første Verdenskrig siden forældrenes opdragelse som både streng og
et højdepunkt i den såkaldte lutherrenæssance kærlig og gav sådanne eksempler på strengheden,
initieret af Berlinerkirkehistorikeren Karl Holl at senere og sartere tider har opholdt sig derved og
(1866-1926), blev derefter på fere planer forstyrret blandt andet set forholdet til faderen som bestem -
af nazitidens ideologiske overgreb og Tysklands mende for den unge Martins religiøse udvikling
deling efter Anden Verdenskrig, men er stadig og psykiske konstitution i det hele taget.
levende i forskellige afskygninger. I dag er luther - Med større sikkerhed kan vi konstatere, at
forforskningen international og har egne kongres- ældrene havde vilje og evne til at sikre den ældste
ser med fast kadence og egen publikationskanal i søn Martin sociale opstigningsmuligheder
genMartin Luther: Liv og lære INDHOLD 23
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 23 08/11/2017 10.55.091
nem solid skoleuddannelse. Han kom i syvårsal- lige former for emancipatorisk
lægmandsfromderen i Mansfelds latinskole, hvor grunden blev hed, det vil sige et åndeligt og religiøst liv
uaflagt til den mundtlige og skriftlige beherskelse hængigt af det kirkelige hierarki og det regulerede
af latin, som var uomgængeligt nødvendig, hvis ordensvæsen.
man ville studere ved et universitet. I 1497 skif- Luther var godt forberedt, da han i foråret
tede han til domskolen i Magdeburg og boede 1501 lod sig indskrive ved universitetet i Erfurt,
under skolegangen her hos Brødrene af Fællesli- et nærliggende valg set fra Eisenach. Et
universivet, en lægmandsbevægelse, der tilhørte ’devotio tetsstudium begyndte i det ’artistiske’ eller
flosomoderna’, en oprindeligt nederlandsk og i nogen fske fakultet og omfattede efter senantikt forbil -
grad mystisk præget fromhedsretning, som var lede de syv ’artes liberales’ – ’de syv frie kunster
organiseret i ”huse” eller bofællesskaber og lagde eller videnskaber’, der foruden det nævnte
trivægt på det personlige gudsforhold og et ydmygt vium bestod af et ’quadrivium’ – ’den fredelte vej’
kristenliv i fattigdom og kærlighed og på opdra- – med aritmetik, geometri, astronomi og musik.
gelsen hertil blandt andet gennem bibellæsning. Tidligst efter tre semestre kunne man blive
bacSine sidste latinskoleår, 1498-1501, tilbragte Luther calaureus, bachelor, og tidligst efter fre års
sami Eisenach, hvor han havde familie, og det var for - let studium magister artium, det vil sige, at man
modentlig hans lykkeligste skoletid. opnåede magistergraden i flosof og dermed fk
Latinskolerne blev også kaldt trivialskoler. adgang til et af de højere fakulteter: det medicin -
Deres faglige indhold faldt nemlig i et vist omfang ske, det juridiske eller det teologiske – en ret, som
sammen med ’trivium’ – ’den tredelte vej’ – i uni- samtidig forpligtede til at varetage undervisning i
versiteternes flosofske grundstudium og omfat- det flosofske fakultet. De feste studenter nåede
tede grammatik, retorik og logik. Sanglige færdig- ikke længere end til baccalaurgraden i flosof,
heder, musikalske kundskaber og liturgisk viden men det var Luthers hensigt at blive jurist. Det
tilegnede eleverne sig gennem deres obligatori- var i hvert fald hans fars ønske og plan, og det var
ske deltagelse i messesangen. Luther synes at have jo ham, der betalte for studierne.
været en fittig elev. Han måtte som så mange Den baccalaureksamen, Luther først forbe -
andre latinskoleelever ”synge for dørene” for at redte sig til, og som han – hvad præstationen
overleve, men var i Eisenach så heldig at få under- angik – bestod som nr. 30 af 57, omfattede for -
hold hos borgerfamilien Schalbe, en af byens råds - uden triviumfagene også dele af naturflosofen
slægter. Schalbefamilien indgik ikke usædvan- (fysik og astronomi). Logikken, der betragtedes
ligt for tiden i et religiøst-spirituelt fællesskab af som livsnerven i al videnskab, var hovedfaget, og
fromme borgere, som var i nær forbindelse med Aristoteles (384-322 fvt.), hvis værker siden
slutog understøttede Eisenachs franciskanerkloster. ningen af 1100-tallet havde været tilgængelige på
Luthers opvækst og skoletid bragte ham i for- latin, fyldte mest i pensum. Magistergraden, som
bindelse med karakteristiske strømninger i tidens Luther tog i januar 1505 som nr. 2 af 17 kandidater,
fromhedsliv. Gudstjenester og messelæsninger, krævede kundskaber i logik, matematik, musik,
Maria- og helgendyrkelse, afadsfromhed, valfar - naturflosof (astronomi, psykologi) og
moralfloter og meget andet, som hørte til småbykirkelig- sof (politik, økonomi, etik) samt metafysik.
hedens rutiner, var det givne, som han voksede op Den indsigt i logikkens begreber og regler for
med, og det samme var den folkelige overtro og gyldige slutninger, Luther erhvervede gennem sit
ikke mindst angsten for hekse, som han kendte flosofske studium, og de færdigheder i
modsifra sin mor. Men han var altså også tæt på forskel - gelsesfri argumentation og overbevisende
dispuReformationen · Bind 24 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 24 08/11/2017 10.55.09tation, han fk opøvet i undervisningen, var en 2 | Byprospekt af Erfurt. Domkirken (med ur) ses til venstre
intellektuel ballast, som han siden fk god brug i billedets øvre halvdel og augustinereremitternes kloster
for og også værdsatte, selv om han i tilbageblikket og klosterkirke til højre i billedets nedre halvdel (spir med
ikke havde meget godt at sige om den skolastiske kors rager op i billedets øvre halvdel). Byen har set sådan
videnskabelighed. ud, da Luther blev indskrevet ved universitetet i 1501. Efter
I Erfurt var nominalismen (eller ”terminis- tidens målestok var den med sine ca. 20.000 indbyggere
men”) den altdominerende flosofske skoleret- en storby. Den hørte til ærkebispedømmet Mainz. En hel
ning, det vil sige den aristoteliske flosof i Wil- række ordener havde klostre i byen. Koloreret træsnit fra
liam af Ockhams (ca. 1287-1347) og Gabriel Biels Schedelsche Weltchronik, 1493.
(ca. 1410-1495) radikaliserede udgave, som man i
samtiden kaldte ’via moderna’ – ’den nye vej’ – i
modsætning til ’via antiqua’ – ’den gamle vej’, der
henviste til aristotelesfortolkningen i traditionen
fra dominikaneren Tomas Aquinas (1225-1274),
men også inkluderede franciskaneren Johannes
Duns Scotus (ca. 1264-1308), skønt denne ellers
afveg betydeligt fra Tomas, blandt andet ved sin delige lærere, Jodocus Trutfetter (ca. 1460-1519)
langt stærkere understregning af forskellene mel - og Bartholomäus Arnoldi von Usingen (ca.
1465lem teologi og flosof. Men Ockham, der også var 1532), og senere gerne havde set dem på sin side i
franciskaner, fernede sig endnu længere fra To - kampen mod den skolastiske teologi (Grane 1983
mas ved i sin erkendelsesteori konsekvent at fra- s. 30).
skrive almenbegreberne selvstændig eksistens; de Det er muligt at pege på træk i Luthers
teologier blot ’nomina’ eller ’termini’, navne eller begre- ske arbejde, der viser Ockhams varige indfydelse,
ber, som mennesket bruger til at skabe orden i en herunder hvad den sproglige dimension angår, en
verden af ”enkeltting”. For Luther vedblev Ock- skærpet bevidsthed om sammenhængen mellem
ham med at være dialektikeren over alle dialekti- et ords konkrete betydning og dets kontekst – en
kere, ligesom han bevarede respekten for to bety- påvirkning, som var i god samklang med de
Martin Luther: Liv og lære INDHOLD 25
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 25 08/11/2017 10.55.091
impulser, Luther modtog fra tidlige humanister, Luthers kloster udgjorde sammen med 26 andre
der i hans studietid prægede det lærde miljø i reformerede, tyske klostre den sachsiske reform -
Erfurt med krav til stil og præcision i talt og skre- kongregation, som siden 1503 stod under ledelse
vet latin (jf. Kaufmann 2010 s. 31). af generalvikaren Johann von Staupitz (ca.
1460I foråret 1505 blev Luther indskrevet ved det 1524). Staupitz spillede en afgørende rolle, da
juridiske fakultet. ’Corpus juris civilis’ – ’Romer - kurfyrst Frederik III den Vise (1463-1525) i 1502
retten’ – blev anskafet, og Hans Luder, som nu grundlagde universitetet i Wittenberg, hvor
Stauikke mere sagde ”du”, men ”I”, til sin søn, magi- pitz varetog et professorat i teologi.
steren, kunne glæde sig over, at Martin som plan- Ved at gå i kloster bragte Luther, kunne man
lagt var på vej op ad den sociale rangstige. Men sige, sig selv og sit hidtidige liv som ofer og valgte
glæden blev kort, for den 2. juli blev Luther på til - den ’via perfectionis’ – ’fuldkommenhedens vej’,
bagevejen fra et besøg i barndomshjemmet nær som var ensbetydende med, at resten af hans til -
Erfurt overrasket af et voldsomt tordenvejr, og værelse dag og nat skulle leves i bod og således
i angst for sit liv anråbte han den hellige Anna, stå under bodssakramentets fortegn. Boden, som
Jomfru Marias mor, om hjælp og lovede til gen - bragte et menneske i det rette forhold til Gud, var
gæld at ville blive munk. Og mod sine venners råd blandt andet vejen til at overvinde den dødsangst,
og, som han vel vidste, mod sin fars vilje indfri- der red tiden som en mare og f.eks. satte sig spor
ede han løftet og søgte den 17. juli optagelse som i den litteratur, der går under navnet ’ars
morinovice i augustinereremitternes velrenommerede endi’ – kunsten at dø. Den pludselige død var den
kloster i Erfurt. Han var overbevist om, at Gud store rædsel, fordi den kunne være ensbetydende
havde grebet ind i hans historie, og sådan så man med, at synderen måtte træde uforberedt frem
også på det i klosteret, men hans far mente, at der for sin Gud og dommer. Laterankonciliet i 1215
måske var tale om et djævelsk bedrag. havde gjort det til en kristenpligt at skrifte, det
Augustinereremitternes orden gik tilbage til vil sige gøre brug af bodssakramentet, mindst en
midten af 1200-tallet. Eremitter, altså eneboere, gang om året. For munkene rakte boden ud over
var de for længst ikke mere. De var tiggermunke, bodssakramentet; den bestemte hele deres liv og
levede efter kirkefaderen Augustins (354-430) regel fk aldrig ende. For Luther betød det, at hans liv i
og havde som andre tiggerordener deres klostre i klosteret blev en evig kamp for at disponere sig for
byerne. Navnet signalerede også en forpligtelse nåden ved at angre og bekende sin synd og elske
til at holde Augustins teologi i hævd, og der blev Gud over alt andet. Men hvornår ville han blive
i en række af ordenens klostre drevet studier på from nok til at få en nådig Gud?
højt niveau, blandt andet i Erfurt, hvor klosterets Et stærkt regelbundet og nøje overvåget liv,
generalstudium havde samme teoretiske grund- som det nu struktureret af tidebønnen blev
lag som studierne ved det flosofske fakultet. Luthers i klosteret, kendte han allerede fra sin
Muligvis var disse akademiske kvaliteter bestem- tid som student. Dagene i en ’bursa’ – en slags
mende for Luthers valg af kloster. I 1400-tallet var studen terkollegium i tilknytning til universitetet
der inden for ordenen opstået en splittelse, som – havde deres helt faste mønster, og opsynet var
også kendes fra andre ordener, mellem de ”obser - tæt. Alt tyder på, at Luther havde let ved at
tilvante”, reformerede klostre, der ønskede et mun - passe sig klosterlivet, og at novicemesteren, som
keliv, som nøje fulgte ordensreglen, og ”konven- han siden talte godt om, i ham havde en ivrig og
tualerne” i de klostre, der stod uden for reformen lærenem elev, som det var oplagt at knytte for -
og accepterede bekvemme undtagelser fra reglen. ventninger til.
Reformationen · Bind 26 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 26 08/11/2017 10.55.09Novicerne skulle lære ordensreglen
grundigt at kende. Eneste pligtlæsning derudover var
Bibelen, og Luther blev hurtigt udstyret med den
”berømte” røde, læderindbundne bibel. I det lange
perspektiv var det noviciatets vigtigste
begivenhed, for Luther, der måske først som student fk
en hel bibel at se, viste sig hurtigt at være en
bibellæser for Herren. Side for side, kapitel for kapitel
læste han Bibelens skrifter igen og igen,
indprentede sig den røde bibels sider, så han var tæt på at
kunne huske dem ordret, og mediterede og
refekterede over indholdet af det læste. Hans kendskab
til Bibelen var ”fænomenalt” (Brecht 1981 s. 91), og
omgivelserne lagde hurtigt mærke til det.
Overhovedet alt i tilværelsen, og i første omgang
selvfølgelig først og fremmest hans egen vandring ad
fuldkommenhedens vej og ”klosterkampen” med
dens anfægtelser, blev set i lyset af Guds ord i
Bibelen. Sådan blev det ved med at være for ham livet 3 | Luther som munk. Portrættet, som er det tidligste
ud. Hans forståelse kunne ændre sig, sågar føre til af Luther, vi kender, stammer fra titelbladet i et tryk af
en ny bestemmelse af forholdet mellem Gud og Luthers prædiken på Peter og Pauls dag i forbindelse med
menneske. Men Bibelen eller Skriften ændrede sig Leipzigdisputationen i 1519. En tekst under portrættet slår
ikke. Det var Luther, der blev klogere eller opda- fast, at Luther selv står for sin ånds evige udtryk, mens Lucas
gede, at Bibelen fortolkede sig selv på en måde, (Cranach) fastholder hans forgængelige træk. Kobberstik fra
han hidtil ikke havde fattet. Lucas Cranach den ældres værksted, 1520.
Efter prøveårets udløb afagde Luther
munkens evige løfter om et liv i fattigdom, kyskhed og
lydighed og begyndte så efter sin priors
bestemmelse at forberede sig til den præstevielse, som
fandt sted i foråret 1507. Forud gik fere lavere
gejstlige vielser og ikke mindst et studium af hvis han ikke var i nådens stand, som
bodssakraGabriel Biels messeforklaring, Sacri canonis mis- mentet jo skulle hjælpe et syndigt menneske
tilsae expositio, og Angelus de Clavasios (1411-1495) bage i. Men kunne han vide sig sikker på, at han i
Summa angelica, en håndbog for skriftefædre; boden selv havde ydet nok? Hvis ikke ville han jo
den sidste kastede han på bålet i december 1520. stå lige over for den dømmende Gud. Han gik i
Hans Luder, som stadig anfægtede sønnens valg stå og ville løbe bort, men blev hjulpet til at
fortog mente, at denne havde handlet mod det ferde sætte. Og herefter kunne han så være indgået i det
bud, kom til hans første messefejring med stort korps af messepræster, som blandt andet læste
stilfølge og skænkede klosteret en anselig pengegave. lemesser i henhold til de mange messestiftelser og
Under celebreringen blev Luther skræmt ved tan- derved bidrog til klosterets indtægter.
ken om at stå direkte over for Gud. Han vidste, Imidlertid fk Luther i opdrag at studere
teoat det var en dødssynd at frembære messens ofer, logi. Fra efteråret 1508 og et år frem varetog han i
Martin Luther: Liv og lære INDHOLD 27
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 27 08/11/2017 10.55.091
4 | Dette byprospekt af Wittenberg er det ældste, vi kender, gennemgået, opnåede man grad af ’baccalaureus
og tillige det mest nøjagtige fra 1500-tallet. Byen ses hinsides sententiarius formatus’ og skulle holde en festlig
Elben. Til venstre i billedet ses det kurfyrstelige residensslot åbningsforelæsning ved påbegyndelsen af forelæs -
og slotskirken, i midten ”bykirken”, Sankt Marien, med de ningerne over tredje bog (jf. Brecht 1981 s. 98 f.).
to tårne og yderst til højre det (tidligere) augustinerkloster. Inden Luther nåede dertil, blev han kaldt
tilKoloreret tegning fra ca. 1537. bage til Erfurt, hvor han fortsatte sin gennemgang
af Lombarderens Sentenser. Luthers
randbemærkninger til dette værk, eller dele af det, er bevaret,
og det samme er fra denne tid randbemærkninger
til skrifter af Augustin, den teolog i den kristne
tradition, han skulle komme til at sætte højest af
alle.
Wittenberg ordenens lektorat i moralflosof i det I vinteren 1510-1511, nogle mener 1511-1512,
flosofske fakultet og forelæste her over Aristo - foretog Luther sammen med en ældre
ordensbroteles’ nikomakhæiske etik. Samtidig fortsatte han der en rejse til Rom i et ordensanliggende, som
sine teologiske studier, som i foråret 1509 gjorde havde at gøre med Erfurtklosterets modstand
ham til ’baccalaureus biblicus’, hvorefter han var mod en union mellem den sachsiske
reformkonforpligtet til at forelæse kursorisk over et gammel- gregation og de endnu ikke reformerede klostre
og et nytestamentligt skrift; i efteråret samme år i den sachsiske provins. Vi ved faktisk ikke
nøjblev han ’baccalaureus sententiarius’ og dermed agtigt, hvori de to udsendinges ærinde bestod,
forpligtet til kursorisk at gennemgå Petrus Lom- og heller ikke, hvem af dem der førte ordet. Det
bardus’ (ca. 1100-1160) Sentenser (Sententiarum synes at stå fast, at der intet blev opnået, bortset
libri quattuor), middelalderens vigtigste lærebog i fra at det naturligvis var en stor oplevelse for en
dogmatik. Når de første to bøger i dette værk var ung munk at besøge den hellige stad med dens
Reformationen · Bind 28 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 28 08/11/2017 10.55.09syv valfartskirker, apostel- og martyrgravene og
residensen for den vesterlandske kristenheds
overhoved, paven, på dette tidspunkt Julius II
(14431513, pave fra 1503), som havde igangsat byggeriet
af den nye Peterskirke. Senere, efter bruddet med
pavekirken, vidste Luther at berette om det
religiøse og moralske forfald, han havde været vidne til.
Selv ville han udfri sin bedstefars sjæl af skærsil -
den ved på knæ at kravle op ad de 28 trin på ’scala
santa’, men vel oppe tvivlede han, i hvert fald i
erindringen, på, om det nu også kunne have sin
rigtighed med den udfrielse.
I forlængelse af de stridigheder inden for
ordenen, der havde ført Luther til Rom, opstod der i
klosteret i Erfurt strid mellem dem, der fastholdt
modstanden mod en union, og dem, der som
Staupitz så unionen som et redskab til at udbrede
reformen til alle sachsiske klostre. Til de sidste
hørte vel nu Luther og hans ven Johann Lang 5 | Luther med doktorhue. Tilskyndet af sin ordensforesatte
(1488-1548), og det kan forklare, at de på Stau- og mentor, Johann von Staupitz, erhvervede Luther i 1512
pitz’ foranledning blev overfyttet til det betyde- doktorgraden i teologi. Radering efter Lucas Cranach den
ligt mindre kloster i Wittenberg, der i sammen- ældres forlæg fra 1521.
ligning med Erfurt var en meget lille by og ifølge
Luther beliggende ’in termino civilitatis’
(Moeller 1991 s. 58), hvilket må betyde noget i retning
af ”dér, hvor civilisationen hører op”. Ikke desto
mindre var Wittenberg residensstad i
Kursachsen og havde været universitetsby i knapt ti år,
da Luther i efteråret 1511 fyttede ind i det kloster,
som for resten af livet skulle forblive hans hjem.
Luther og Staupitz havde for alvor lært hin- efter ankomsten til Wittenberg hurtigt blev gjort
anden at kende i 1508-1509, da Luther under- til klosterprædikant og på generalkapitlet i maj
viste på det flosofske fakultet. Staupitz, som 1512 blev udpeget til subprior for klosteret og for -
blev hans skriftefader og mentor, havde blik for stander for dets generalstudium. Det var ligeledes
Luthers religiøse alvor, intellektuelle kapacitet og Staupitz, der pålagde den noget tøvende Luther
store arbejdsevne, men også for det undertiden at erhverve den teologiske doktorgrad.
Promotiexcessivt skrupuløse i hans fromhedsbestræbel- onen fandt sted i oktober 1512 og blev fnansielt
ser. Her kunne han give det gode råd, at Luther understøttet af kurfyrsten, der vel i den anledning
skulle glemme sine dukkesynder og se at få sig for første gang interesserede sig for Luther. Helt
nogle ordentlige synder at bekende og så i øvrigt som planlagt overtog den nypromoverede
umidhellere rette sin opmærksomhed mod den lidende delbart efter sin mentors professorat i det
teologiKristus. Det var Staupitz, der stod bag, da Luther ske fakultet.
Martin Luther: Liv og lære INDHOLD 29
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 29 08/11/2017 10.55.091
1512-1517: Kateder, prædikestol
og ny teologi
Luther fk hurtigt yderligere opgaver. Senest fra
1514 virkede han som prædikant ved sognekirken
(”bykirken”) på opdrag fra rådet i Wittenberg, og
i 1515 blev han indsat som distriktsvikar i
kongregationen og fk opsynet med en række klostre i
Türingen og Meißen. Dermed var han placeret
lige under Staupitz i ordenshierarkiet.
Erfaringerne fra dette embede kunne han siden gøre brug
af ved opbygningen af et evangelisk kirkevæsen.
Men embedet var naturligvis en yderligere
belastning, og Luther kunne med sine mange
forpligtelser dårligt fnde tid til at passe tidebønnerne.
I sine 33 år som professor forelæste Luther ude -
lukkende over bibelske skrifter. Fire og et halvt
år blev brugt på nytestamentlige breve, resten af
tiden på gammeltestamentlige bøger (Kaufmann
2010 s. 37). I løbet af sine første otte år som
professor forelæste Luther over Salmernes Bog (1.
Salmeforelæsning, 1513-1515), Romerbrevet (1515-1516),
Galaterbrevet (1516-1517), Hebræerbrevet (1517-1518)
og igen over Salmernes Bog, men kun de første 22
salmer (2. Salmeforelæsning, 1518-1521). I disse års
stilfærdige, akademiske arbejde udvikledes og
gennemførtes et opgør med den skoleteologi, som
Luther var oplært i, eller faktisk med hele den
skolastiske teologi og dens flosofske autoritet,
Aristoteles.
Udviklingen kan også følges i Luthers
prædikener fra disse år. Skriftudlægning var for ham,
fordi der grundlæggende kun var en måde at gå
til Skriften på, det samme, hvad enten den fandt
sted fra katederet eller fra prædikestolen, selv om
præsentationen naturligvis måtte tilpasses
tilhørerkredsen. En tredje hovedkilde til belysning af
6 | Prædikestolen i Sankt Marien, hvorfra Luther igennem Luthers tidlige år som professor er brevene, og
mere end tre årtier jævnligt prædikede for borgerne i dertil skal endelig lægges hans skrifter fra slutnin -
Wittenberg. Han var allerede klosterprædikant, da han i gen af perioden og hans tilbageblik i senere
pub1514 af byens råd blev valgt som prædikant ved ”bykirken”. likationer, inklusive forord og
dedikationsskriPrædikestolen fndes nu i Lutherhalle. velser, samt i bordtalerne. Der er således et
ganske righoldigt materiale til rådighed for studiet
Reformationen · Bind 30 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 30 08/11/2017 10.55.09af ”den unge Luther”, som da også, begyndende Der er ikke noget i vejen for at se denne
venmed Karl Holl, har været et højt prioriteret forsk- ding fra ’iustitia activa’ til ’iustitia passiva’ som en
ningsemne i det 20. århundrede. måde at udtrykke den ”nybestemmelse” på, som
Især to spørgsmål har optaget Lutherforsknin- Heinz Schilling talte om, men det turde allerede
gen. Det ene angår den nærmere karakter og tids- være klart, at den også kan formuleres på andre
fæstelsen af Luthers ”reformatoriske opdagelse”. måder. Og hvad tidsfæstelsen af den ”reforma -
I forordet til første bind af Wittenberger Ausga - toriske opdagelse” angår, må det konstateres, at
bes latinske skrifter fra 1545 ser Luther tilbage på, Luthers egne angivelser er uklare. I
forskningshvordan han i sine unge professorår ved en plud- litteraturen har pendulet i almindelighed svinget
selig oplevelse, et erkendelsesskred, fk en ny for- mellem 1513 og 1518. Og ofte er man kommet til et
ståelse af de ord, Paulus skriver i Romerbrevet: ”… årstal på baggrund af en lidt hårdhændet
bestemi evangeliet åbenbares Guds retfærdighed ” (Rom melse af, hvori det ”reformatoriske” hos Luther
1.17). Hidtil havde han hadet dette begreb, ”Guds består.
retfærdighed” (’iustitia dei’), som ifølge den flo - Hele denne forskningsdiskussion er nu
nærsof, han var oplært i, henviste til den formale og mest forstummet, for ikke at sige løbet ud i
sanaktive retfærdighed, hvorved Gud selv er retfær - det. Man kommer ikke uden om, at Luther taler
dig og strafer syndere. Uanset hvor udadleligt et om et gennembrud i fortalen fra 1545 og andre ste -
liv han førte som munk, følte han sig altid over der. Men hvor meget skal man lægge i det? Var der
for Gud som en synder med urolig samvittighed, måske andre gennembrud? Er der tale om en
tilturde aldrig tro, at han havde gjort nok, og måtte rettelagt erindring, om den drevne forfatters sti -
altså forvente evig fordømmelse. Men skulle Gud lisering (Leppin 2006 s. 107-117)? Vi ved det
faknu ikke bare true gennem loven, men også gennem tisk ikke.
evangeliet? Således gik Luther i rette med Gud, Det andet spørgsmål, som er blevet
omfatmen efter dages og nætters mediterende grublen tende og intensivt drøftet i lutherforskningen,
blev han ved Guds barmhjertighed opmærksom angår de påvirkende og formende kræfter, som
på, at ordene om Guds retfærdighed skal forstås fk indfydelse på og måske satte retningen for
i sammenhæng med Habakkuk-citatet: ”Den ret- Luthers skriftfortolkning og øvrige forfatterskab;
færdige skal leve af tro” (Rom 1.17 og Hab 2.4). og dermed bliver der i virkeligheden tale om en
Og derved forandres alting, for nu bliver ”Guds hel række spørgsmål: Hvad arvede han fra
skoretfærdighed” en gave, som den, der tror, lever leflosofen og skoleteologien? Hvilken betydning
af, eller den bliver med andre ord at forstå som fk Augustins forfatterskab for ham? Hvilken rolle
den passive retfærdighed, hvormed ”vi” ved troen spillede mystikken i hans teologiske arbejde, og
retfærdiggøres af den barmhjertige Gud. Luther her måske specielt Bernhard af Clairvaux
(1090beskriver selv ”opdagelsen” som en genfødsel, 1153), Johann Tauler (ca. 1300-1361) og forfatte -
ja, siger han, det var som at træde ind i Paradiset ren til den mystiske traktat fra 1300-tallet, der går
gen nem åbne døre, og han gør i øvrigt opmærk- under navnet Teologia Deutsch, og som Luther
som på, at han fandt samme omslag fra ”aktiv” udgav i to omgange (1516 og 1518) som sin
førtil ”passiv” i bibelske vendinger som ”Guds ger- ste publikation overhovedet? Hvilken forbindelse
ning”, ”Guds kraft”, ”Guds visdom” og fere til, er der mellem den unge Luthers forelæsninger og
og at han siden stødte på samme forståelse i Augu- skrifter og Staupitz’ forfatterskab? Hvad lærte han
stins skrift De spiritu et littera – Om ånd og bogstav af bibelhumanismen som strømning i tilknytning
(WA bd. 54, s. 185, l. 12 - s. 186, l. 13). til ’devotio moderna’ og af de store humanistiske
Martin Luther: Liv og lære INDHOLD 31
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 31 08/11/2017 10.55.091
profler som Lorenzo Valla (1407-1457), Jacques stavelige og deres åndelige eller allegoriske
betydLefèvre d’Étaples (ca. 1455-1536), Johann Reuchlin ning. Det dermed givne mønster for fortolkning
(1455-1522) og Erasmus af Rotterdam (1466/69- indgik i forskellige udformninger i den kirkelige
1536), og hvordan gjorde han brug af de sidstes tradition, og Luther var blevet oplært i den
freflologiske og tekstkritiske arbejder? Ikke mindst dobbelte skriftfortolkning, hvor man fra den bog -
spørgsmålet om Luthers forhold til mystikken har stavelige betydning, ’sensus litteralis’, bevægede
i de seneste årtier påkaldt sig opmærksomhed. Der sig til den åndelige betydning, ’sensus spiritualis’,
er tale om en mere end hundrede år gammel dis- som havde tre former: den allegoriske (i snæver
kussion, som er vendt tilbage med fornyet styrke. forstand), den moralske eller tropologiske og den
Det er ikke ualmindeligt at se Luther betegnet anagogiske, hvorefter man applicerede teksten på
som mystiker. Det står fast, at Luther med tilslut- henholdsvis kirken, den enkelte kristne og de
sidning kunne henvise til Bernhard af Clairvaux, og ste tider (se hertil og til det følgende Grane 1983
at han læste og kunne fremhæve, ja, lovprise Tau- s. 55 f.).
ler og Teologia Deutsch på bekostning af skola- Det fredobbelte fortolkningsskema
forsvinstikken, og også at der kan påvises overensstem- der ikke fra Luthers forelæsninger i disse år, men
mende sprogbrug og parallelle tankegange. Men det taber afgørende i betydning allerede i 1.
Salmeblev han virkelig ”fyttet” af dem, eller havde de forelæsning ved tre hermeneutiske greb fra Luthers
måske bare sprog og gode ord for det, han allerede side, som radikalt gør alvor af, at Bibelens ord er
var nået frem til, sådan som det også i høj grad tiltale, og at Guds tiltales udlægning af
mennesynes at have været tilfældet ved Luthers brug af sket og menneskets udlægning af Guds ord er to
den antipelagianske Augustin i Romerbrevsforelæs- sider af samme sag. For det første lægger han som
ningen (Grane 1975)? Spørgsmålet er, ser det ud allerede Jacques Lefèvre d’Étaples til grund, at det
til, ikke så nemt at besvare overbevisende, men er Kristus, der taler i salmerne; det er den rigtige
måske er det også for frkantet stillet. historiske eller bogstavelige fortolkning. For det
I sin skriftfortolkning gjorde Luther fra katede - andet samler Luther sig, hvad den åndelige
betydret brug af de nyeste humanistiske hjælpemidler og ning angår, om den tropologiske applikation og
af bogtrykkerkunstens pædagogiske muligheder i spørger altså, hvad salmerne siger om mennesket.
sin udlægning af de bibelske tekster efter Vulgata, Og endelig sætter han al skriftfortolkning, det vil
den kirkeligt autoriserede latinske udgave af Bibe- sige både den bogstavelige og den åndelige side af
len. I de første fre forelæsninger var fremgangs - den fredobbelte skriftfortolkning under et dob -
måden traditionel. Professorens bemærkninger belt fortegn, nemlig ’littera’ eller ’spiritus’, bogstav
til enkeltheder i teksten blev meddelt i såkaldte eller ånd.
glosser, som kunne skrives ned på papirark med For Luther fandt al skriftudlægning grundlæg -
påtrykt bibeltekst, de kortere mellem linjerne som gende sted under de anfægtelser, der var
bodsliinterlinearglosser, de lidt længere i marginen som vets vilkår, og som har at gøre med, at mennesket
randglosser, mens udførligere kommentarer blev både står over for verden, ’coram mundo’, og over
dikteret i form af de såkaldte ’scholier’. Først fra 2. for Gud, ’coram deo’. Denne dobbeltrelation,
Salmeforelæsning fremlægger Luther sin skriftfor - som er vigtig i Luthers forfatterskab, er allerede
tolkning i fortløbende kommentarer. til stede i 1. Salmeforelæsning. Når Guds tiltale i
Også Luthers fortolkningsmetode var for så Kristus høres i salmerne eller andre steder i
Bibevidt traditionel. Origenes (ca. 185-254) havde skel- len, kan mennesket høre den som en dom over alt,
net mellem bibelteksternes historiske eller bog- hvad det selv er og kan præstere, og samtidig som
Reformationen · Bind 32 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 32 08/11/2017 10.55.09en tilsigelse af Guds nåde. Det er denne ”forstå- Luther. Alt, hvad mennesket selv er og vil, er synd;
else”, Luther benævner ’spiritus’, ånd, og hvor der retfærdigt bliver det alene i kraft af Guds nåde i
er ånd, er der liv. Hvor der kun er ’littera’, bog- Jesus Kristus, som den forkyndes i evangeliet; når
stav, er mennesket, som intet er, overladt til sig mennesket tror evangeliet, får det nemlig som
selv og dermed til død og dom. Men bogstav og gave Kristi ”fremmede” retfærdighed og kan kalde
ånd hører sammen. Det samme ord i Bibelen kan den sin egen. Det menneske, der tror, er
retfærvære både guddommelig dom og guddommelig digt og synder på samme tid, ’simul iustus et
pecnåde (Lohse 1983 s. 154). Gud handler under mod- cator’, synder i sig selv, retfærdigt ved Guds nåde.
sætningen, ’sub contrario’, siger Luther allerede i Det er muligt at fnde paralleller til Luthers
1. Salmeforelæsning. Når mennesket under Guds udsagn om synd, nåde og retfærdiggørelse ved
tiltale lader sig stille under Guds dom i erkendelse tro hos senmiddelalderlige teologer, men næppe
af, at det er en synder, som i alt kun søger og vil sit med den radikalitet og konsekvens, hvormed han
eget, er det der, i ydmygheden (’humilitas’), hvor fastholdt og tænkte igennem, at det er Gud selv,
det skal være for at blive retfærdiggjort af Gud. der genindsætter synderen i det rette gudsforhold
Det er den bevægelse, salmerne inddrager et men- ved i ordet om Kristus at forene sig med
menneneske i. sket. Det særlige ved Luther i den forbindelse
træI forelæsningen over Romerbrevet, som i 1515 der ikke mindst frem i hans omgang med og brug
fulgte på den over salmerne, er Luther nået til af sondringen mellem lov og evangelium,
krumstørre klarhed i udtrykket og skærpet bevidsthed tappen i hans teologiske arbejde. I den
skolastiom, at hans bibelfortolkning bryder radikalt med ske teologi fandt Luther Guds lov nedskrevet til
den skolastiske teologi og dens flosofske læreme- det overkommelige og gjort til den vej, som
menster, Aristoteles. Skolastikken må forkastes, fordi nesket selv skulle gå for således at forberede sig til
den lyver om menneskets forhold til Gud og der- nåden; tilsvarende blev evangeliet opfattet som en
ved stiller sig i vejen for, at mennesker kan komme slags supplement til loven, der hjalp mennesket
til at høre evangeliet. Den har ikke forstået, hvad helt frem til fuldkommenheden. Efter Luthers
synd er, og har derfor også et helt forkert begreb forståelse opfyldes Guds lov imidlertid ikke ved
om, hvad retfærdighed og nåde er. Synd og ret- gerninger, som mennesket selv har mulighed for
færdighed betragtes som ”kvaliteter” i sjælen, som at gøre, men kræver, at mennesket opgiver, ja,
mennesket ved egne viljeskræfter og ved hjælp af hader sit liv, lader alt sit eget blive til intet og i
steforskellige grader af nåde kan henholdsvis trænge det modtager livet af Guds hånd. Men det er en
tilbage og få til at vokse. Men en sådan forståelse umulig fordring. Hvor mennesket er alene med
bekræfter blot det syndige menneske i den selvop- loven, er der i sidste ende kun to muligheder:
fortagethed, hvormed det har vendt sig fra Gud. tvivlelsen eller hovmodet. Loven kan så at sige
Herimod sættes Paulus’ (ca. 10-67) tale om først gøre sit arbejde færdigt, idet evangeliet sam -
mennesket over for Gud, således som Luther for - tidig høres som det glædelige budskab om Guds
står den i tilslutning til Augustins antipelagianske nåde i Kristus. Det sker, når og hvor Gud vil det,
skrifter. Pelagius (ca. 354-427) havde netop hæv- og er med andre ord Helligåndens gerning.
det den menneskelige viljes frihed og muligheder Studenter har altid stemt med fødderne, siger
i forholdet til Gud, og Augustin havde bekæmpet man. Rygtet om, at der hørtes nyt i Luthers
ham ikke mindst med henvisning til Paulus’ tale auditorium, spredtes hurtigt, og
studentertalom synd og nåde i Romerbrevet. Synd og retfær- let i Wittenberg steg markant. I de
humanistidighed er totale bestemmelser af mennesket, siger ske netværk blev der lagt mærke til Luther og
Martin Luther: Liv og lære INDHOLD 33
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 33 08/11/2017 10.55.091
man i almindelighed hidtil havde holdt for sandt
(Grane 1983 s. 64). Nikolaus von Amsdorf
(14831565), som Luther havde et livslangt venskab med,
og Andreas Bodenstein fra Karlstadt (1486-1541),
kaldet Karlstadt, ivrede for den antipelagianske
Augustin i luthersk udgave, Karlstadt dog først
efter egne augustinstudier. Begejstringen bølgede
gennem det teologiske fakultet og hele
universitetet og blev afsættet for den ”augustinrenæssance”,
der snart blev en slags varemærke for det unge
universitet med den hidtil ret svage profl (Kaufmann
2010 s. 41) og også udmøntedes i et arbejde for
en universitetsreform, som skulle stryge de
skolastiske lærebøger og Aristoteles af læseplanerne og
give plads for græsk og hebraisk ved siden af latin,
for studiet af den klassiske litteratur og i det teolo -
giske fakultet grundige studier i Bibelen og
kirkefædrenes skrifter. I disse bestræbelser, som gik ind
i en ny fase, da Philipp Melanchthon (1497-1560)
i 1518 kom til Wittenberg som professor i græsk,
involveredes også Georg Spalatin (1484-1545),
kurfyrstens sekretær og bibliotekar, der havde nære
7 | Teologen og humanisten Georg Spalatin, som var forbindelser til humanistiske cirkler, og som
forLuthers ven og fortrolige, var fra 1508 i tjeneste hos kurfyrst midlede al kontakt mellem Frederik den Vise og
Frederik den Vise, som blandt andet sekretær, bibliotekar Luther.
og hofkapellan, fra 1525 evangelisk sognepræst og fra 1528 I foråret 1517 udgav Luther sin første selvstæn -
superintendent i Altenburg. Her ses han i bøn foran et dige publikation, et lille opbyggeligt skrift, som
krucifks. Træsnit af Lucas Cranach den ældre, 1515. forberedt i prædikener, skrevet på tysk og
henvendt til lægfolk, forklarer syv gammeltestament -
lige bodssalmer og således bekræfter, at boden
i disse år var hans overordnede tema både i det
nikket bifaldende til hans kritik af skolastikken. videnskabelige arbejde med bibelfortolkningen
Også Luther selv synes at have haft en fornem - og i hans virksomhed som prædikant og
sjælemelse af, at noget mere måtte ske. I det tidlige sørger. Den skolastiske teologi stod i vejen for
efterår 1516 rykkede han sin kamp mod skolastik- det liv i bod, som efter Luthers forståelse er alle
ken ud af auditoriet og lod afholde en disputa - kristnes og dermed ikke, som munkelivet, er
løftion om ”menneskets kræfter og vilje uden nåden” tet ud af og hævet over det almindelige
hverdagspå grundlag af en række klart antiskolastiske teser, liv, og som heller ikke kender særlige gerninger,
der var formuleret af en af hans studenter og byg- hvorved mennesket kan nærme sig den
kærliggede på Romerbrevsforelæsningen. Det vakte, også hed til Gud og næsten, som er lovens opfyldelse.
blandt kollegerne, genklang, at Paulus og Augu- Hvor fromt og helligt munkelivet end kunne tage
stin nu blev brugt til at kritisere og anfægte, hvad sig ud, så beroede det dog på en nedskrivning af
Reformationen · Bind 34 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 34 08/11/2017 10.55.09lovens umulige fordring til overkommelige krav. hans skrifters emner, retning og litterære form.
Dermed forsvandt imidlertid også evangeliet, som Han bevægede sig med en forbløfende, næsten
skænker den kærlighed, loven fordrer, og er liv og søvngængeragtig sikkerhed fra den lokale til den
salighed, hvor der ellers kun er fortvivlelse og død. internationale scene, stod, om end han forblev på
Anderledes bliver det ikke i dette liv, og derfor er tysk grund, over for kurien i Rom og paven selv
hele den kristnes liv bod. og i Det Tysk-Romerske Riges allerhøjeste forum,
En slags sammenfatning af sit opgør med den rigsdagen, over for kejseren. Og han blev med
skolastiske teologi og forestillingen om, at men- støtte fra humanisterne, tidens intellektuelle elite,
nesket ved egne kræfter kan nærme sig en opfyl - katalysator for en ofentlig mening, som disse høje
delse af lovens fordring, fremlagde Luther, da han instanser ikke kunne negligere. Når kurie og kejser
den 4. september 1517 lod afholde en disputation ikke kunne eliminere ”problemet Luther”, hang
over 97 teser (Disputatio contra scholasticam theo- det for det første sammen med, at han i sin kir -
logiam), som eftertrykkeligt bandlyste Aristote- kekritik slagkraftigt og overbevisende kunne
inteles fra teologien og vendte sig skarpt mod Gabriel grere ikke bare de tyske rigsdages århundredlange
Biel, autoriteten i Luthers egen teologiske skole- tradition for – i realiteten ofte svagt funderede –
retning. En afsluttende bemærkning, som udtryk- konkrete klager over kirkens mishandling og
økoker vilje til og overbevisning om at være i over- nomiske udplyndring af de tyske lande, men også
ensstemmelse med kirken og dens doktorer (WA en udbredt Romfendtlig stemning, der
imidlerbd. 1, s. 238, l. 34-36), har i nogen grad karakter tid ikke må forveksles med en egentlig krise for
af besværgelse og vidner således snarere om, at kirke- og fromhedsliv. Og for det andet hang det
Luther havde et klart begreb om kraften og dyb- sammen med de retlige og politiske forhold i Det
den i det stød, han her satte ind. Men han hver- Tysk-Romerske Rige, som gjorde det umuligt for
ken ønskede eller forestillede sig noget brud med kejseren at gennemtvinge rigsdagsvedtagelser
vedkirken. rørende Luther og den reformatoriske bevægelse
i byer og territorier. I de tyske stænder var der et
1517-1520: ikke ubetydeligt ubehag ved en stærk kejsermagt,
Afadsstrid og teologisk opgør der opfattedes som en trussel mod ”tysk frihed”
De år, som indrammes af afadsteserne i oktober (Kaufmann 2010 s. 42-46).
1517 og Wormsediktet fra 1521, der lyste Luther i ”Frihed” blev et signalord i det bevægede
”rigens akt” og dermed gjorde ham fredløs, må historiske forløb, som den såkaldte afadsstrid
betragtes som helt afgørende i det historiske for - satte i gang, og har jo også været det i senere tiders
løb, vi kalder den lutherske reformation, og i reformations- og lutherreception. Luther selv
Luthers egen historie som reformator, også selv synes at have været under indtryk af et frisættende
om den kirkelige reformation i snævrere, orga- tidehverv, da han den 31. oktober 1517, i senere
nisatorisk forstand først fandt sted efter denne århundreder fejret som den lutherske reformati -
periode. Hvad Luther sagde og skrev, blev nu ons begyndelse, sendte et kritisk brev til
ærkebihørt og modtaget med ivrig tilslutning eller lige skoppen i Mainz, Albrecht af Brandenburg
(1490så energisk modsagt og bekæmpet uden for klo- 1545), om dennes instruktion vedrørende
afadssterets, sognekirkens og universitetets mure, og handelen. Her underskrev han sig ikke bare som
reaktionerne i det ofentlige rum, især dem i bog- ”doktor i den hellige teologi”, hvormed han
mintrykkets mediale verden, virkede tilbage og blev dede om, at han netop i den egenskab havde
fribestemmende for hans egne handlinger og for hed til at drøfte spørgsmål, den kirkelige
læreMartin Luther: Liv og lære INDHOLD 35
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 35 08/11/2017 10.55.091
myndighed ikke havde trufet endelig afgørelse
om. Men han havde nu også ændret sit efternavn
fra ”Luder” til ”Luther” og ville måske med denne
lille ændring, ’th’ i stedet for ’d’, varigt fastholde
den etymologiske forklaring af ”Luder”, som han
gav ved i de følgende femten måneder jævnligt at
underskrive sig ”Eleutherius” (= ”den frie” på lati -
niseret græsk), en navneform, som han dog forbe -
holdt nogle få, fortrolige korrespondenter. Ud af i
alt 28 breve med denne underskrift var således de
22 til Spalatin (Moeller og Stackmann 1981 s. 175).
I brevet til ærkebiskoppen gjorde Luther
opmærksom på, at handelen med den såkaldte
Peters afad til fnansiering af den nye Peterskirke
var i strid med kirkeretten. Pave Leo X
(14751521, pave fra 1513) havde fornyet denne plenaraf -
lad, regionalt begrænset den til kirkeprovinserne
Magdeburg og Mainz og indsat Albrecht,
ærkebiskop i begge provinser, som generalkommissær
for kampagnen. Ærkebiskoppen, skrev Luther,
burde trække sin instruktion tilbage, da den førte
8 | Ærkebiskop Albrecht af Mainz – egentlig Albrecht til en falsk og sjælsfordærvende prædiken om
afaaf Brandenburg – var broder til kurfyrst Joachim 1. af den som en uvurderlig gave, der forsoner
menneBrog opnåede selv kurværdigheden, da han i 1514 sket med Gud, ophæver alle skærsildens strafe og
blev ærkebiskop af Mainz. Året før var han i en alder af gør hjertets anger unødvendig for dem, der køber
23 år blevet ærkebiskop af Magdeburg og administrator af sig afad. Luther var bekendt med
subkommisbispedømmet Halberstadt. Hans indsættelse i disse embeder særen, dominikaneren Johann Tetzels (1465-1519)
krævede i fere henseender dispensation fra kirkerettens vulgære salgsslogan: ”Når pengene i kisten
klinbestemmelser, hvilket forøgede de afgifter, der skulle betales ger, straks sjælen ud af skærsilden springer” (LSU
til pavestolen. Albrecht lånte pengene af handelshuset Fugger bd. 1, s. 62).
og skulle afdrage gælden med indtægterne fra afadshandelen Afaden, der dukkede op i 1000-tallet og siden
i sine bispedømmer. Det var den ”kirkepolitiske” baggrund var ekspanderet voldsomt både i den
bodssakrafor Luthers protest mod afaden. Som sin broder forblev mentale praksis og som religiøst-kirkeligt
foreAlbrecht, der stod i nær forbindelse med repræsentanter stillingskompleks, var endnu ved afadsstridens
for tidens kulturelle elite, humanisterne, til sin død i begyndelse ikke fuldstændigt fkseret som kirke -
1545 en afgjort modstander af Luther, men han var i sin lære. Bodssakramentet havde tre dele eller led,
embedsførelse ikke upåvirket af dennes kritik. Kobberstik, nemlig ’contritio’ (anger), ’confessio/absolutio’
som har fået titlen Der große Kardinal, af Albrecht Dürer, (bekendelse/syndsforladelse) og ’satisfactio’
(fyl1523. destgørelse). Den synder, der angrede sin synd og
bekendte den, fk i sakramentets andet led
tilgivelse for alle synder og var dermed befriet for evig
fordømmelse og alle helvedesstrafe. Tilbage stod
Reformationen · Bind 36 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 36 08/11/2017 10.55.09som sakramentets tredje led de timelige strafe,
der var kirkens pålæg om gode, fyldestgørende
ger ninger (bøn, faste og almisser).
Afaden var knyttet til satisfaktionsdelen og
bestod i princippet i eftergivelse af en straf til gen -
gæld for en ydelse, f.eks. pengegaver, som opvejede
den. De strafe, som ikke blev udlignet i dette liv,
måtte gennemlides i skærsilden. Her kunne
straffene og afadens fritagelse for straf udmåles i dage.
Og på Luthers tid kunne man ikke bare købe sig
selv, men også afdøde slægtninge, helt (ved ple -
narafad) eller delvist fri af skærsildens pinsler. Af
afadsbrevene, der næsten som forsikringsbeviser
kunne erhverves mod betaling, fremgik nøjagtigt,
hvad man havde købt sig til. At der kunne
meddeles afad, blev i tilslutning til den pavelige bulle
Unigenitus fra 1343 begrundet med, at Kristi og de
helliges overskydende gode gerninger udgjorde en
”skat”, som kirken og i sidste ende paven rådede
over og kunne lade almindelige kristne få del i.
Frederik den Vise tillod ikke, at
afadskampagnen kom inden for Kursachsens grænser, og
hertug Georg af Sachsen (1471-1539) forbød den lige -
ledes i sit territorium. Rivalisering mellem fyrste -
huse lå bag, og Frederik den Vise ville desuden
værne om den afad, der var knyttet til hans egen
store relikviesamling i Wittenberg. Men Tetzel
kom så tæt på, som han kunne, og Luther vidste
fra sin skriftestol, at nogle gerne rejste langt for at
møde afadskræmmeren. 9 | Johann Tetzel som afadskræmmer ridende på et æsel.
Med brevet til Albrecht fremsendte Luther Tetzel og hans virke som subkommissær for afadshandelen
sine 95 teser om afadens ”kraft” (Disputatio pro under ærkebiskop Albrecht af Mainz udleveres her til
declaratione virtutis indulgentiarum). Da teserne ofentlig spot og spe. Anonymt træsnit fra fyveblad, 1546.
indbød til disputation, blev de måske også, men
i så fald næppe af Luther selv, slået op på slotskir -
kedøren i Wittenberg, der fungerede som univer -
sitetets opslagstavle. En disputation fandt aldrig
sted, men bogtrykkerne viste her, hvad de kunne,
og teserne, der også blev oversat til tysk,
opnåede hurtigt stor udbredelse. Det var Luther ikke
tilfreds med. Der var jo tale om et oplæg til
akademisk drøftelse, som savnede den enkelhed og
Martin Luther: Liv og lære INDHOLD 37
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 37 08/11/2017 10.55.0938 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 38 08/11/2017 10.55.1010 | Luthers 95 teser om afaden. Bemærk, at der er uorden høje produktivitet fortsatte i de kommende år og
tællingen, således at sidste tese er nr. 87. Plakattryk fra holdt blandt andet sammen med Karlstadts meget
Jakob Tanners inkunabeltrykkeri i Leipzig, december 1517. betydelige fid som forfatter en hel række trykke -
rier i Wittenberg travlt beskæftiget.
Luther opfattede det åbenbart som en for -
pligtelse at oplyse også menigmand om, hvad det
efter hans forståelse var livet om at gøre at vide om
klarhed, han fandt påkrævet, når man skulle hen- evangeliet og sandt kristenliv og om det, der stod
vende sig til et større publikum. De krav ville han i vejen for, at det første kunne blive hørt og det
indfri, da han i marts 1518 udsendte sin syv tryk- sidste levet. Derfor fnder vi blandt de tyske skrif -
sider store Sermon von Ablaß und Gnade – Ser- ter, som for alvor tager fart i 1519, overvejende tek -
mon om afad og nåde, som allerede samme år blev ster af opbyggelig karakter, f.eks. forklaringer af
optrykt tolv gange (Dülmen 1983 s. 33) og vedblev de ti bud og fadervor, sermoner om ægteskabet og
at være efterspurgt. Her taler han tydeligere og betragtningen af Kristi lidelse og fra efteråret 1519
mere direkte i overensstemmelse med, hvad han de betydelige sermoner om boden, om beredelsen
skrev i et brev til Spalatin den 15. februar 1518: til at dø (i ars moriendi-traditionen), om åger og
om dåb og nadver.
For mig synes der i nutidens afad ikke at være Af de latinske skrifter lå nogle i direkte for -
andet end sjælebedrag, og jeg mener, at den er ganske længelse af hans hidtidige akademiske arbejde og
unyttig undtagen for de lade, som snorksover på Kri- opgøret med skoleteologien, således
Galaterbrevssti vej”. (UBML bd. 1, s. 75) kommentaren fra 1519, en bearbejdelse af den
tidligere forelæsning, og de første dele af 2. Salme -
På den anden side er det ikke til at overse, at forelæsning fra 1519. Vigtige teologiske vidnesbyrd,
Luthers 95 teser faktisk gav mæle til en udbredt som ganske vist ikke umiddelbart blev gjort
tilutilfredshed med afadsvæsenet og ikke mindst gængelige for en større ofentlighed, er også de
den aktuelle afadskampagne, som i øvrigt også flosofske og teologiske teser og ’probationes’,
blev den sidste af slagsen. Nogle af dem, der snart bevisførelser, fra disputationen på augustinerer-e
efter fremstod som arge modstandere af Luther, mitternes generalkapitel i Heidelberg i april 1518;
hilste afadsteserne varmt velkommen. Andre var i dette fornyede generalopgør med den
skolastirent ud begejstrede og ville høre mere. Og det kom ske teologi forviste Luther atter engang
Aristotede til. Plakattrykket af Luthers 95 teser skabte en les fra teologien, afviste enhver tanke om menne -
veritabel efterspørgsel efter Luthers skrifter (Jung - skets frie vilje og egne muligheder i forholdet til
hans 1979 s. 105). Sermonen om afad og nåde Gud og stillede mod løgnens ’theologia gloriae’,
fra marts 1518 er blevet kaldt reformationens før - ’herlighedens teologi’, sandhedens ’theologia
cruste fyveskrift (Grane 1983 s. 73), hvor fyveskrif- cis’, ’korsets teologi’, som ved, at der over for Gud
ter er betegnelsen for mindre, uindbundne skrif - ikke er nogen anden retfærdighed end den, Gud i
ter i kvartformat om aktuelle spørgsmål og begi- sin kærlighed skænker det af loven sønderknuste
venheder, som er enkelt og hastigt trykt. Indtil menneske i sin korsfæstede søn. Til denne gruppe
udgangen af 1519 udkom i alt 140 tryk af 20 tyske af skrifter må også regnes to sermoner om
retfærlutherskrifter og mere end 110 tryk af 25 latinske digheden fra 1518 og 1519 og Sermo de
poenitenskrifter; noget lignende var ikke set før i bogtryk- tia – Sermon om boden fra 1518, som gør direkte
kets historie (Kaufmann 2010 s. 43 f.). Og Luthers front mod den traditionelle tredeling af boden (i
Martin Luther: Liv og lære INDHOLD 39
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 39 08/11/2017 10.55.101
anger, bekendelse/tilgivelse, fyldestgørelse), der som anklager. Som det allerede havde aftegnet sig
overlader så meget til menneskets egne kræfter og i udvekslingerne med Tetzel og Johann Eck, skulle
derved fastholder det i en evig anstrengelse for at det snart vise sig, at det ikke var Luthers
afadsdisponere sig for Guds nåde. Heroverfor henvi - kritik, men hans syn på den kirkelige
læreautoriser Luther til, at sand anger, det vil sige had til tet og dermed pavens magtstilling i kirken, som
synden og kærlighed til Gud, kun er mulig, hvor kurien især rettede opmærksomheden imod, og
kærligheden skænkes af Gud; alt koncentreres om i Luthers skrifter kan vi også se, hvordan disse
midterdelen, om tilgivelses- eller forjættelsesor- spørgsmål nu rykker ind i centrum af hans egne
det, som kun kan modtages i tro: ”Tro fast på, overvejelser. Meget hurtigt nåede han frem til, at
at du er løst fra synden, og du vil virkelig være der i teologien og kirken ikke kan være tale om
løst fra den, fordi han (Kristus) ikke lyver, hvor- at bøje sig for menneskelige ”meninger”
(’opiniodan det end måtte være fat med din anger” (WA nes’) – og på egen hånd kan selv paven ikke have
bd. 1, s. 323, l. 23-28 og Grane 1983 s.78 f.). Adskil- andet end meninger. Når det drejer sig om sandt
lige lutherforskere har plæderet for det synspunkt, og falskt i kirken, gælder kun det, som Guds ord
at Luthers teologi først for alvor bliver reforma - i Skriften og rationelle argumenter kan overbevise
torisk gennem ”opdagelsen” af denne eksklusive om. I begyndelsen talte Luther om Skriften og
kirsammenhæng mellem det mundtligt tilsagte for- kefædrene, men det hørte han hurtigt op med og
jættelsesord og troen. holdt derefter med variation i formuleringerne
De feste af de øvrige latinske skrifter indgår konsekvent fast på Skriften og
fornuftsargumeni den strid, som afadsteserne udløste. Vigtige er terne lige indtil rigsdagen i Worms i april 1521.
her de forklaringer, ’Resolutiones’, til teserne, som I august blev Luther, formodentlig gennem
Luther hurtigt begyndte at arbejde på; de forelå i den pavelige legat ved rigsdagen i Augsburg,
karudkast allerede i februar 1518, men blev først trykt dinal Tommaso de Vio Cajetan (1469-1534), med
i september 1518. Hertil kommer så en række pole- en frist på 60 dage indstævnet til forhør i Rom
miske svar til dem, der angreb ham på tryk. Mod og gjort opmærksom på anklagerne mod ham.
Tetzel, som var først på banen, skrev Luther på Udeblivelse ville være ensbetydende med
bandlystysk. De ”latinske” modstandere i årene 1518 og ning. Luthers ”sag” var nu åbenlyst ikke mere kun
1519 var i første række Johann Eck (1486-1543), hans. Den angik naturligvis hans orden, men jo
teologisk professor i Ingolstadt, Silvester Prierias også Frederik den Vise, hvis universitet i
Witten(1456-1523/27), dominikaner og pavelig teolog, og berg Luther havde skafet international
berømfra august 1519 Hieronymus Emser (1478-1527), melse, og var dermed, da en kætterdom skulle
teolog og tidligere sekretær hos hertug Georg af følges af ”rigens akt”, potentielt af rigspolitisk
Sachsen. Senere fulgte adskillige andre. Luther betydning. Det er ikke for meget sagt, at Luther
demonstrerede her i rigt mål, at han havde evnen herefter levede livet farligt. Allerede da han i april
til at slå hårdt ned på modstandere, men også til at rejste til augustinereremitternes generalkapitel i
holde inde eller slet ikke begynde, når han fandt, Heidelberg, havde kurfyrsten stillet ham under
at de ikke var umagen værd, eller at han havde sagt sin beskyttelse, måske tillige for at sætte ordenen
det nødvendige. under pres og forhindre den i at skride ind over
Tetzel var hurtig til at beskylde Luther for kæt- for Luther (Grane 1983 s. 87). Også her kan man
teri efter ofentliggørelsen af afadsteserne, og i iagttage et fast mønster, en strategi til værn om
forsommeren 1518 indledtes ved kurien i Rom en Luthers sikkerhed, der beroede på en fælles for -
egentlig proces mod ham med Silvester Prierias ståelse, som altid formidlet af Spalatin, mellem
Reformationen · Bind 40 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 40 08/11/2017 10.55.10Luther og kurfyrsten: de insisterede hver for sig
på, at Luthers sag skulle prøves af uvildige og
teologisk kompetente ”dommere” på tysk grund, og
at der ikke kunne blive tale om nogen
domfældelse uden forudgående forhør, det vil sige, uden
at Luther havde haft mulighed for at føre teo -
logisk bevis for sin forkætrede lære. Og
kurfyrsten nægtede at have kendskab til og ansvar for,
hvad Luther lærte, mens denne på sin side
undgik at henvise til og implicere kurfyrsten som
medansvarlig.
I den aktuelle sag lykkedes det kurfyrsten at
udvirke, at Luther kunne forhøres af kardinal
Tommaso Cajetan i Augsburg. Konfrontationen
mellem de to fandt sted over fere dage i
oktober 1518 i handelshuset Fuggers domicil. Cajetan
havde nu i paveligt opdrag at sikre sig den
notoriske kætters person, såfremt Luther skulle nægte
at tilbagekalde sine kætterske ytringer. Set fra
”romersk” side var sagen således allerede afgjort, 11 | Frederik den Vise, der var kurfyrste af Sachsen,
men det lykkedes faktisk Luther, som insisterede beskyttede politisk behændigt Luther og fremmede hans
på at blive hørt, at få en diskussion i stand om sag og reformationen indtil sin død i 1525. Kobberstik af
”kirkens skat” og om den for ham afgørende tros- Albrecht Dürer, 1524.
vished i mødet med sakramentets
forjættelsesord. I sidste ende blev kardinalen imidlertid ved
sit krav om tilbagekaldelse under blot og bar
henvisning til den kirkelige læremyndighed og med
trussel om interdikt og band over Luther og hans
venner. følge ham, havde den romerske stol brug for at
Efter ”forhøret” løste Staupitz, der var med stå sig godt med Frederik den Vise, der sammen
som bisidder, Luther fra hans troskabsed mod med den pfalziske kurfyrste varetog embedet som
ordenen. Og endnu inden han hemmeligt rejste rigsvikar. Frederik den Vise var på ønskelisten i
fra Augsburg, lod Luther, for hvem det stod fast, Rom, hvor man ville undgå endnu en habsburger
at også paven måtte bøje sig for ”den guddom- på tronen, men efter et lille halvt år fk man netop
melige sandhed” (Grane 1983 s. 75 f.), notarielt det ved valget af den da kun nittenårige Karl V
bevidne, at han appellerede til paven, og godt en (1500-1558).
måned senere appellerede han til et kommende Disputationen i Leipzig i slutningen af juni
koncilium. og begyndelsen af juli 1519 mellem på den ene
Ved kurien kom sagen mod Luther af storpo- side Johann Eck og på den anden side Karlstadt
litiske grunde snart ind i et dødvande. I januar og Luther blev en spektakulær, ofentlig
begiven1519 døde kejser Maximilian I (1459-1519), og i det hed, der ikke bare sikrede hertug Georg af
Sachkomplicerede magtspil om, hvem der skulle efter- sens universitet opmærksomhed, men også trak
Martin Luther: Liv og lære INDHOLD 41
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 41 08/11/2017 10.55.101
linjerne i Luthers anliggende op på en måde, som
fk mange blandt humanisterne til at vælge side.
Luther, der først i sidste øjeblik fk den længe
ønskede indbydelse til at deltage, havde gennem
kirkeretlige studier forberedt sig grundigt til
konfrontationen med Eck og allerede på tryk taget
stilling til de spørgsmål, denne ville have
diskuteret, herunder først og fremmest pavedømmets
ret og begrundelse. Luther afviste med eksegetiske
og historiske argumenter, at paven efter
guddommelig ret skulle sidde inde med primatet i kirken,
altså have en særlig autoritet i lærespørgsmål og
andre åndelige anliggender. Højst en æresforrang
efter jordisk ret kunne der være tale om.
Papalismens klassiske belægsted (Matt 16.18 f.) lader ikke
et menneske (Peter og paverne) bære kirken;
klippen, som kirken bygges på, er menighedens tro,
som er der, hvor Guds ord forkyndes. Efter gud -
dommelig ret er der derfor heller ingen forskel på
præst, biskop og pave; i forhold til ordet, som skal 12 | Johann Eck, der var teologisk professor i Ingolstadt,
forkyndes, kan der ikke eksistere noget hierarki. var fra reformationens begyndelse og til sin død i 1543 en
Og herfra var der ikke langt til den konsekvens, af Luthers mest vedholdende og teologisk mest kompetente
som Luther presset af Eck da også drog under dis- kritikere. Han var hovedkraften på ”romersk” side under
putationen: heller ikke et almindeligt koncilium rigsdagen i Augsburg 1530. Kobberstik af Peter Weinher, 2.
har absolut autoritet. Konciliet i Konstanz (1414- halvdel af 1500-tallet.
1418) havde taget fejl, da det fordømte sætnin -
ger af Jan Hus (1369-1415). Allerede Tetzel havde
beskyldt Luther for ”bøhmisk” kætteri; nu førte
Eck triumferende beviset.
Autoritetsspørgsmålet overskyggede, hvad Eck have været en udbredt opfattelse af, at Luthers ny
og Luther i øvrigt diskuterede (skærsild, afad, teologi var den skolastiske overlegen (Grane 1983
bod), og humanisterne lyttede med særlig inter- s. 82). På den anden side kunne det jo nu også
esse til den fuldstændige afvisning af kirkeretten klart fornemmes, at Luthers opgør med den
skosom autoritet og til fremhævelsen af Skriften også lastiske teologi, med den kirkelige praksis og med
på kirkefædrenes bekostning. Alt, som skal have den institutionelle, hierarkiske kirkes retlige
fungyldighed i kirken, må være begrundet i Skriften, dament kunne få kirkepolitiske og
kirkeorganisasagde Luther nu. Vejen til ortodoksiens senere for- toriske konsekvenser og forstyrre den fred, som i
malistiske princip om ’sola scriptura’, ’ved Skriften hvert fald en Erasmus fandt uopgivelig for den,
alene’, kan synes kort, men for Luther var Skrif- der ville befordre studiet af ’bonae litterae’, det vil
tens autoritet først og sidst begrundet i den klar- sige den klassiske litteratur, og dermed fremme
hed, hvormed den forkynder Kristus fra den før - den humanistiske dannelse. Men andre fandt også
ste til den sidste side i hele Bibelen. Der synes at dette perspektiv tillokkende, f.eks. rigsridderen og
Reformationen · Bind 42 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 42 08/11/2017 10.55.10humanisten Ulrich von Hutten (1488-1523), der forkyndes og sakramenterne forvaltes. De ydre
litterært propagerede for ”tysk frihed” og udstil - kirkesamfund, hvori det sker, kan være af mange
lede pavens og pavekirkens tyranni. slags.
Den litterære fejde gik videre efter disputati - I Sermon von den guten Werken – Sermon om
onen i Leipzig, og kurien lagde nu direkte, men de gode gerninger fra juni 1520 udkastede Luther
forgæves, pres på Luthers kurfyrste, som fast - en kristelig etik, der præsenterede sig som en
genholdt, at Luther ikke kunne udleveres til Rom, nemgang af de ti bud. Pointen er her, at det første
før han på en tysk rigsdag var blevet behørigt for - bud, som er fortegn for alle de øvrige, kun opfyl -
hørt. Eck angreb ikke bare selv på tryk, men var des, når mennesket i tro tager imod den opfyl -
også virksom i kulissen, da universiteterne i Køln delse, som skænkes det i Guds ord; herved befries
og Löwen (Louvain/Leuven) i august og novem- mennesket til alene at se på sin næstes tarv.
ber 1519 fordømte en række af Luthers teologiske Skriftet Sermon von dem Neuen Testament, das
udsagn. I december genoptog kurien processen ist von der heiligen Messe – Sermon om det nye
testamod ham, og Eck deltog i Rom i det kommissi- mente, det vil sige om den hellige messe fra juli 1520
onsarbejde, der inddrog universiteternes fordøm - ligger i forlængelse af skrifterne om sakramen -
melser og den 15. juni 1520 førte til udfærdigel- terne fra slutningen af 1519 og fremholder nadv - e
sen af den bandtrusselsbulle (Exsurge Domine), ren som Kristi testamente, beseglet ved hans død,
som forkastede 41 sætninger af Luther som kæt - det vil sige hans forjættelse om syndernes forla -
terske, befalede, at hans skrifter skulle brændes, delse og det evige liv. De troende ofrer ikke, men
og gav ham 60 dage fra den ofcielle bekendtgø - modtager Kristi ofer i troen på ham og bliver
derrelse i bispestiftet til at tilbagekalde sine kætterier. ved alle viet til præster. Sakramental præstevielse
og privatmesser er dermed udelukket.
1520-21: Reformatoriske An den christlichen Adel deutscher Nation von
hovedskrifter og brud med Rom des christlichen Standes Besserung – Til den kristne
Bandtrusselsbullen, som Luther hørte om i løbet adel af den tyske nation om reformation af
kristenaf sommeren, men ikke da reagerede ofentligt på, heden fra august 1520 er det første af de tre, som
kom midt i det år, der med henvisning til hans lit- man siden kaldte dem, reformatoriske
hovedskrifterære skaberkraft er blevet kaldt Luthers ”Wun- ter og det af Luthers skrifter, der i samtiden vakte
derjahr” (Kaufmann 2010 s. 51). Man kan sige, at størst opmærksomhed. Første oplags 4000
eksemhan i løbet af dette år gjorde sit opgør med den plarer var udsolgt på få dage. Luther, som kunne
skolastiske teologi og den romerske lære om kirke, knytte til ved en lang tradition for krav om kir -
embede og sakramenter ”færdigt” og dermed rev-o kelig reform og ved de tyske rigsdages faste kla -
lutionerede forståelsen af den kristnes forhold til gesange i de såkaldte ’gravamina’ siden midten af
Gud, medmenneske og verden. 1400-tallet over romersk tryk og tyranni,
præsenI skriftet Vom Papsttum zu Rom – Om pave- terede her et helt katalog over reformer, der skulle
dømmet i Rom fra maj 1520 tog han grunden væk gøre en ende på den kirkelige og samfundsmæs -
under pavedømmet og den hierarkisk opbyggede sige elendighed, som til syvende og sidst kom af,
kirke som en guddommelig ordning ved at pege at pavekirken ikke vidste, hvad ”kirke” er. Rom
på, at der kun er en herre i kirken, nemlig Kristus havde, sagde Luther, forskanset sig bag tre mure
selv, og at kirken er fællesskabet af dem, der i tro ved at hævde, (1) at den gejstlige (kirkelige) magt
hører Guds ord. Dette fællesskab er åndeligt og står over den verdslige, (2) at paven har den
øverdermed usynligt, men det er der, hvor evangeliet ste læremyndighed, det vil sige monopol på at for -
Martin Luther: Liv og lære INDHOLD 43
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 43 08/11/2017 10.55.101
tolke Skriften, og (3) at alene paven kan indkalde retsinstitut til formidling af den sakramentale
et koncilium. Heroverfor (1) afviste Luther enhver nåde tog Luther i det andet af de
reformatoriforestilling om en særlig ”gejstlig stand” – alle ske hovedskrifter, De captivitate Babylonica
ecclesdøbte er i lige grad præster – og fraskrev kirken iae praeludium – Forspil om kirkens babyloniske
verdslig magt gennem en skarp sondring mellem fangenskab fra 6. oktober 1520. Her gennemgik
åndeligt og verdsligt (politisk) regimente; (2) hæv- han de traditionelle syv sakramenter, reducerede
dede han alle kristnes lige og umiddelbare adgang antallet til tre (nadver, dåb, bod), eller i
virkelighetil Gud og hans ord i Skriften; og (3) fastholdt han den snarere to (nadver, dåb), og ”afskafede” såle -
på den baggrund, at enhver kristen, som ser kir- des konfrmation, ægteskab, ordination og den
kens nød, har ret og pligt til at sørge for afholdelse sidste olie som sakramenter. Et sakramente, sagde
af et frit kirkemøde. I den aktuelle situation, hvor Luther, skal være indstiftet af Kristus og have et
paven og biskopperne havde svigtet, var kejseren ydre tegn i tilslutning til det, der er det vigtigste,
og den tyske adel, altså kristne, verdslige øvrig- forjættelsesordet om syndernes forladelse i Jesus
heder, de nærmeste til at gennemføre en kirke - Kristus, som modtages i tro, hvilket betyder, at
lig reformation, og derfor henvendte Luther sig der skal være en menighed, som hører. En forstå -
til dem. else af nadveren som gerning og ofer til Gud var
Vi har her den første begyndelse til en teolo - nu umulig, og således ville de indbringende
mesgisk legitimering af det ”landsherrelige kirkere- sestiftelser falde bort, og de mange præster, som
gimente”, som siden blev almindeligt i evange- celebrerede stillemesserne, blive brødløse (Beutel
lisk-lutherske lande, men en udvikling i retning 2006 s. 86).
af landsfyrsteligt kirkestyre havde allerede været For mange humanister, også Erasmus, stod
undervejs i senmiddelalderen og fortsatte efter det klart, at dette skrift, der jo var henvendt til
reformationen også i katolske lande. de lærde, betød et brud med kirken, som ikke
Den egentlige revolution i skriftet til adelen kunne heles, og gjorde det nødvendigt at vælge
var ophævelsen af den lange skillelinje i kirkehi - side. Luther har heller ikke selv været i tvivl om, at
storien mellem klerus, den særlige gejstlige stand, opgøret med den institutionelle, hierarkiske kirke
og lægfolk. Ved at gøre alle kristne til præster og nu var ført helt igennem, og det endda omtrent
funktionen som præst i kirken til en ordets tjene - samtidig med, at bekendtgørelsen af bandtrussels -
ste, som i princippet alle kristne har adgang til, bullen ofentligt bekræftede en erkendelse, han
men ikke alle har evner for, bidrog Luther, som allerede var nået frem til: ”Jeg føler mig så langt
det er blevet udtrykt, til en afsakralisering af sam - friere, da jeg endelig har fået vished for, at paven
fundslivet. I den forbindelse må det også frem- er Antikrist, og han er … Satans sæde” (UBML
hæves, at Luther afviste enhver cølibattvang for bd. 1, s. 184). Sådan skrev Luther til Spalatin den
præster og vendte sig mod forestillingen om mun - 11. oktober og gav dermed udtryk for en erfaring
kelivet som et mere fuldkomment liv, man kan i slægt med den i oktober 1517. ”Paven” betød her
forpligte sig til ved evige løfter. Den stærke under - institutionen, ikke personen.
stregning af ligheden over for Gud kunne jo af Luther var nu ”fri” til ikke bare ofentligt at
dem, der nu så hen til Luther som den, der gav skrive mod ”Antikrists bulle” på både latin og
deres (politiske) retfærdigheds- og frihedsforhåb- tysk, men også til at forfatte, ligeledes på både tysk
ninger mæle, næsten kun opfattes som en bekræf - og latin, sin berømte afhandling om den krist -
telse af disse forhåbningers bibelske legitimitet. nes åndelige frihed i troen og tjeneste for næsten
Endelig afsked med kirken som hierarkisk i kærlighed, Tractatus de libertate christiana/Von
Reformationen · Bind 44 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 44 08/11/2017 10.55.10der Freiheit eines Christenmenschen fra november
1520, og til at lægge dette tredje reformatoriske
hovedskrift for pavens fødder i en dedikationsskri -
velse, der fremtræder som en sjælesørgerisk vejled -
ning af en vildfaren medkristen. Og han var fri til
ofentligt at fuldbyrde dommen over pavekirken
ved at kaste kirkeretten, nogle skolastiske bøger
(men ikke de store teologers) og
bandtrusselsbullen på bålet foran Wittenbergs østlige byport
den 10. december 1520, den dag fristen for at til -
bagekalde udløb. Det var et svar på de
afbrændinger af Luthers bøger, som bandtrusselsbullen
allerede havde givet anledning til, og en
spektakulær handling, der også signalerede, at hvor
Antikrist er på færde, er spørgsmålet om frelse eller
fortabelse akut, fordi tidernes ende er nær. Denne
apokalyptiske horisont spillede en afgørende rolle
for Luther gennem hele livet og skal tænkes med i
enhver fremstilling af reformationstidens historie.
Allerede den 3. januar 1521 blev den endelige
band bulle, Decet Romanum Pontifcem, udstedt
i Rom. Den ramte også Luthers tilhængere og
beskyttere og belagde alle kirker, byer og lande, 13 | Titelblad fra den tyske version af Luthers skrift
hvori de bandlyste måtte opholde sig, med inter- om et kristenmenneskes frihed, det sidste af Luthers
dikt, det vil sige ophør af alle kirkelige handlinger. tre reformatoriske hovedskrifter fra 1520. Det blev
Det var kirkens krav og sædvanlig praksis i det for trykt i november få uger før Luthers afbrænding af
tiden ejendommelige samspil mellem kirkelig og bandtrusselsbullen og kirkeretten 10. december 1520. Både
politisk ret og magt, at personer, som ved bandlys- den latinske og den tyske version af frihedstraktaten blev
ning var udstødt af det kirkelige fællesskab, af den optrykt mange gange i Luthers levetid, og skriftet hører til
verdslige magt, kejseren, skulle lyses i ”rigens akt”, hans mest læste.
hvilket kort og brutalt betød, at de strafrit kunne
dræbes af enhver. Bandlysningen skulle for så vidt
have beseglet Luthers skæbne og dermed også
have gjort en ende på hans kurfyrstes bestræbel - usikkerhed, men de tyske stænder insisterede på
ser for at beskytte ham mod udlevering til Rom og et forhør med henvisning til den udbredte luther -
opnå den rimelighed i behandlingen af hans sag, begejstring og faren for et folkeligt oprør. Udgan -
at hans angiveligt kætterske lære kunne blive ”prø- gen blev, at Luther den 6. marts 1521 under løfte
vet” på tysk grund. I et kompliceret forhandlings - om frit lejde blev indstævnet til forhør på rigsda -
forløb, hvor kejseren skulle balancere mellem de gen i Worms.
tyske fyrsters og kuriens interesser, var det blevet I disse første måneder af 1521 var Luther travlt
besluttet, at Luther skulle forhøres på den kom - beskæftiget som prædikant, forelæser, polemiker
mende rigsdag i Worms. Bandlysningen skabte ny og teologisk forfatter. På kurfyrstens opfordring
Martin Luther: Liv og lære INDHOLD 45
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 45 08/11/2017 10.55.101
14 | Luther på rigsdagen i Worms 1521 over for kejser skrev mod ham. Vigtigt ved sin prægnante
forKarl V og kurfyrsterne. Træsnit af Hans Sebald Beham. ståelse af kirke og pavedømme er her især et
svarskrift til den italienske dominikaner Ambrosius
Catharinus Politus (1484-1553), som Luther
afsluttede den 1. april.
udarbejdede han udførlige forsvar på latin og tysk Dagen efter kørte han mod Worms i en vogn
for de 41 sætninger, bandtrusselsbullen havde stillet til rådighed af byen Wittenberg, ledsaget af
fordømt som kætterske. Fra det første, Assertio blandt andre vennen Nikolaus von Amsdorf og
omnium articulorum – Fastholdelse af alle artik- under rigets beskyttelse i skikkelse af
rigsheroller, stammer Luthers ofte citerede, hermeneutiske den Kaspar Sturm (1475-1552). Den forten dage
grundsætning om Skriften som sin egen fortolker lange rejse blev en optakt, som var et stort drama
(’scriptura suiipsius interpres’). I det andet, Grund værdig. Folk stimlede sammen om den
bandlyund Ursach aller Artikel, fastholder Luther, at hvor ste tiggermunk, hvor han kom frem. Luther
prædet drejer sig om Guds ord, kan én have ret over dikede for fyldte kirker i byer, som var stationer
for de mange, og siger blandt andet: ”Er jeg end på vejen. Han blev modtaget af byråd og i Erfurt
ikke profet, så er jeg dog med mig selv vis på, at af byens universitetsrektor og humanister og
vidGuds ord er hos mig og ikke hos dem, eftersom ste jo også, at blandt andre rigsriddere om
fornøjeg har Skriften for mig og de alene deres egen dent ville være parate til at forsvare hans sag med
lære” (LSU bd. 1, s. 323). I en latinsk postil fra vold, en for ham selv umulig tanke. Roms
udsenmarts 1521 med adventsprædikener, som han tileg- dinge i Worms var vidende om triumftoget, og
nede kurfyrsten, sammenligner han sig med pro- med gysen blev der rapporteret herom til kurien.
feten Nehemias (se Nehemias’ bog), en sammenlig- Luthers venner frygtede for hans sikkerhed. Selv
ning, som skulle blive brugt med fid i samtiden. så han tilsyneladende uforstyrret frem til den kon -
Hertil kom så en række heftigt polemiske skrifter frontation, hvor det ud fra Guds ord i Bibelen og
mod ”fenderne”, som han kaldte de teologer, der med fornuftige argumenter skulle blive klart, på
Reformationen · Bind 46 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 46 08/11/2017 10.55.10hvis side sandheden var. Indstævningens ordlyd mission, men intet førte til. Luther forlod Worms
kunne ganske vist pege i retning af, at også kej- den 26. april, på ny ledsaget af Kaspar Sturm, som
seren havde et sådant ”forhør” i tankerne, men han efter få dage tog afsked med. Han var forud
udviklingen siden bandtrusselbullen talte unæg- orienteret om og også indforstået med den af Fr-e
teligt imod den udlægning, hvad vel også Luther derik den Vise arrangerede ”bortførelse” den 4.
må have vidst (se hertil Beutel 2006 s. 92). Under maj, som bragte ham til Wartburg ved Eisenach,
alle omstændigheder bestyrkede også modstan- hvor han inkognito skulle komme til at tilbringe
den Luther i den overbevisning, at han havde den de næste ti måneder som ”junker Jörg”.
”historiske” ret på sin side. For hvad var modstan- Først efter rigsdagens ofcielle afslutning
den andet end Djævelens reaktion på, at evangeli- underskrev Karl V den 26. maj 1521
Wormsedikets sandhed nu var kommet for en dag? tet, som lyste Luther i ”rigens akt” og
kriminaDer var trængsel i gaderne, da Luther den 16. liserede enhver omgang med ham og hans
tilapril ankom til Worms. Straks den følgende dag hængere, forbød trykning, besiddelse og
udbreblev han kaldt for rigsdagen, hvor han fk for-e delse af hans skrifter og indførte kirkelig censur
lagt en række af sine skrifter og først blev spurgt, af al teologisk litteratur. Wormsediktet, som for
om han kunne vedkende sig forfatterskabet til resten af livet begrænsede Luthers bevægelsesfri -
dem, og dernæst om han ville holde fast ved, hvad hed, blev omdrejningspunktet i Karl V’s tyske
han havde skrevet, eller var parat til at tilbage- religionspolitik. Vanskelighederne med at få
eksekalde. Luther svarede ja til det første spørgsmål, kveret dets bestemmelser udstillede kejserens
men udbad sig betænkningstid, inden han sva- svaghed og hans afhængighed af rigsfyrsterne.
rede yderligere. Dagen efter trådte han så på ny
1521-1529: Reformatorisk bevægelse frem for rigsdagen, og her bevægede forhøret sig
og evangelisk kirke hurtigt hen til det dramatiske højdepunkt:
Tiggermunken, som over for den hele rigsdag og kej- Kurien i Rom havde i virkeligheden tøvet for
seren, i hvis rige solen aldrig gik ned, henviste til længe med at skride ind, og kejserens magt var for
sin i Guds ord fangne samvittighed og nægtede ringe til at standse den bevægelse, Luther var den
at tilbagekalde, medmindre han blev overbevist samlende hovedfgur i. Opholdet på Wartburg i
ved Bibelens vidnesbyrd eller ved en ”indlysende ”fuglenes rige” betød ikke, at han var uden for -
grund” (’ratio evidens’). Så langt havde Luthers bindelse med omverdenen. Det sørgede Spalatin,
stædige fastholden ved sin argumentation for ikke gennem hvem al post gik, og Melanchthon for.
at bøje sig og tilbagekalde altså bragt ham, til den Og han kunne også arbejde, overordentlig
fitdirekte konfrontation med kejser Karl V, som ikke tigt endda, på trods af at han fandt ensomheden
ville vide af, at nogen enkeltperson kunne have ret plagsom og måtte trækkes med legemlige
gebrækover for traditionen i den kirke, hvis enhed han keligheder og sjælekvaler, som han kun kunne se
anså det for sin herskerpligt at værne om. Men Djævelen stå bag.
så var det også straks slut, hos Luther og hans til- På Wartburg afsluttede Luther i juni 1521 sin
hængere tilsyneladende ikke uden afgørelsens vel- store udlægning af Magnifcat – Marias lovsang
kendte frihedseufori. Karl V ville respektere det (Luk 1.46-55), som han i Wittenberg havde
arbejfrie lejde, men ikke have mere med kætteren at det på i vintermånederne 1520-1521, et skrift, der
gøre, og han ville straks rykke ud med ”rigens med sin meditative stil står i ejendommelig
konakt”. Stænderne ønskede yderligere forhandlin- trast til forårets oprivende begivenheder og borer
ger, som også fandt sted i en dertil nedsat kom- dybt i sin udlægning af det menneske, som alene
Martin Luther: Liv og lære INDHOLD 47
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 47 08/11/2017 10.55.101
Anti-Latomus fra juni 1521, som Melanchthon
kaldte angrebet på det af Löwenteologen Jacobus
Latomus (ca. 1475-1544) forfattede forsvar for sit
universitets fordømmelse af Luther, og De votis
monasticis – Om munkeløfterne fra november 1521.
I det første skrift gav Luther en skarp og til dels
svært tilgængelig fremstilling af sin forståelse af
synd og nåde i et forsvar for den sætning, at enhver
god gerning er synd (’omne opus bonum
peccatum est’), og i en samtidigt gennemført
gendrivelse af Latomus’ måde at læse Skriften på. Skrif -
tet om munkeløfterne, som var det sidste af hans
store opgør med Rom i de unge år (Lohse 1997 s.
150), tilegnede Luther sin far, som med rette havde
været imod, at sønnen blev munk, men nu på den
anden side også, mente Luther, måtte anerkende,
at der var kommet noget godt ud af ulydigheden.
Ikke det selvbiografske, men den teologiske strid
er i centrum, og Luther vil vise, at munkeløfterne
er imod Guds ord, troen, den evangeliske frihed,
de guddommelige bud, og her først og fremmest
kærlighedsbuddet, og fornuften, og at det er løgn,
at munkelivet skulle være et liv af en højere orden
end det kristenliv, der leves i verden. At ville opnå
retfærdigheden på anden måde end ved troen er
det samme som kristusfornægtelse. I
dedikatio15 | Wartburg ved Eisenach, hvor Luther, som nu både var nen til faderen taler Luther om sig selv som fri og
bandlyst og ”i rigens akt”, opholdt sig inkognito i ti måneder tjener i formuleringer, der tydeligt peger tilbage
efter rigsdagen i Worms. til afhandlingen om den kristnes frihed. Det er de
evige løfter, som er i strid med den kristne frihed,
og Luther vender sig især mod løftet om at leve i
ugift stand. Det har intet med kyskhed at gøre.
Frivillige løfter afvises imidlertid ikke. Selv
vedfrelses ved Guds nåde, af Maria og hendes tro som blev han med at leve og klæde sig som munk til
eksempel og af Guds skjulte handlen i historien. sidst i 1524. Skriftet om munkeløfterne kom på et
Opholdet på Wartburg betød dog på ingen måde, tidspunkt, hvor munke begyndte at forlade
kloat Luther trak sig ud af den løbende teologiske strene i stort tal. Mange havde
samvittighedsprostrid. Han vendte sig mod skriftetvangen i pave- blemer, og der var således også et sjælesørgerisk
kirken, forsvarede det almindelige præstedømme sigte med det, han skrev.
mod Emser og angreb Albrecht af Mainz, der Luther vidste, at man i Wittenberg, i
forlænhavde taget skridt til at genoptage afadshandelen. gelse af hvad han selv havde skrevet om alterets
Især to skrifter påkalder sig her opmærksomhed: sakramente, var optaget af spørgsmålet om
privatReformationen · Bind 48 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 48 08/11/2017 10.55.10messernes afskafelse, og han skrev, igen i sjæle -
sørgerisk øjemed, om spørgsmålet både på latin,
De abroganda missa privata – Om afskafelse af pri -
vatmessen, og på tysk, Vom Mißbrauch der Messe,
begge i 1521. Han ville bestyrke dem, der ville
afskafe privatmesserne, i deres opfattelse. Om
sagen selv kunne der nemlig ikke herske tvivl ud
fra hans syn på kirken og det almindelige præste -
dømme og ud fra hans afvisning af enhver tale om
nadveren som en gerning og et ofer. Det måtte
nu gælde om at få indført en messefejring efter
Kristi indstiftelse, og en sådan kan kun fnde sted
i menigheden. Men Luther er her som senere på
vagt over for samvittighedstvang og fremhæver
som altid hensynet til de svage. I disse åndelige
anliggender skal alle forandringer ske ved ordet
alene (’verbo solo’).
Hidtil havde Luther tilsyneladende ikke gjort
sig mange forestillinger om, hvordan et kirke- og
menighedsliv, der byggede på Guds ord, som det
er bevidnet i Skriften, skulle være indrettet. Han
havde påpeget misbrug, der burde fernes, og han 16 | Luther som junker Jörg på Wartburg. Træsnit af Lucas
havde, når han blev bedt om det, foreslået præ - Cranach den ældre, 1522.
dikanter, som han fandt duelige. Fra Wartburg -
tiden stammer imidlertid to tyske, litterære
værker, der skulle blive af største betydning både reli -
giøst og kulturelt, om man vil, for tilblivelsen og
udformningen af et egentligt evangelisk kirkevæ -
sen. Det første er den såkaldte Wartburgpostille, foranstillet belæring om, hvad læseren skal søge
som bestod af to dele, nemlig Weihnachtspostille og forvente at fnde i evangelierne, Ein kleiner
trykt marts 1522, der var en samling mønsterpræ- Unterricht, was man in den Evangelien suchen und
dikener over juletidens tekster, og Adventspostille erwarten soll. Evangeliet er et mundtligt ord, der
trykt april 1522, som var en stærkt bearbejdet, nu lyder i hele Skriften; det er ordet om Jesus Kristus
altså tysk udgave af den tidligere latinske fra marts og hans lidelse, død og opstandelse som ”gave” til
1521. Først i sommeren 1525 fk Luther færdiggjort den, der tror, og først derpå som ”eksempel”. Eller
og trykt en tredje del med prædikener over faste - med Luthers egne ord: ”… at prædike evangeliet
tidens tekster, den såkaldte Fastenpostille, og der- er ikke andet, end at Kristus kommer til os eller
med forelå vinterparten af en samlet postil. Læn - bringer os til sig” (WA bd. 10 I, 1, s. 13, l. 21 f.).
gere kom Luther ikke selv, men andre tog siden Den samme ”hermeneutiske nøgle”, som
over og sammenstillede lutherprædikener, så hele Luther har fundet hos Paulus i Romerbrevet, ræk -
kirkeåret blev dækket. kes også til læseren i det generelle forord til over -
Weihnachtspostille blev trykt i 1522 med en sættelsen af Det Nye Testamente, det andet litterære
Martin Luther: Liv og lære INDHOLD 49
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 49 08/11/2017 10.55.101
des efter udgivelsesmåneden i 1522, blev revet væk
og trykt i 85 oplag indtil 1533. Og Luther gik jo
som bibeloversætter videre med Det Gamle
Testamente, men her i tæt samarbejde med
Wittenbergkolleger. Allerede i sommeren 1523 kunne de fem
mosebøger trykkes på tysk; men arbejdet tog tid
og strakte sig til 1534, hvor den første fuldstændige
Lutherbibel omsider kunne udkomme.
Ja, i virkeligheden hørte arbejdet først op med
Luthers død, for han blev ved med at korrigere fra
udgave til udgave. Hvis reformationen betragtes
som en kulturrevolution, er Lutherbibelen uden
tvivl dens vigtigste dokument. Og den blev i store
dele af Europa forbillede for nationalsproglige
bibeloversættelser. Luther kom på den måde til at
bidrage afgørende til virkeliggørelsen af Erasmus’
drøm om, at alle mennesker fk mulighed for at
læse Bibelen (Grane 1983 s. 116). Om de
overvejelser og principper, som lå til grund for
oversættelsesarbejdet, giver skriftet Ein Sendbrief D. M.
Luthers. Vom Dolmetschen und Fürbitte der
Heiligen – Åbent brev fra dr. M. Luther om oversættelse
og helgenernes forbøn fra 1530 vigtige oplysninger;
17 | Titelblad fra Septembertestamentet. Luthers over- allerede titlen lader jo ane, at Luther havde blik
sættelse af Det Nye Testamente fra græsk var udarbejdet i for, at oversættelser skal bringe forskellige
”verdeløbet af elleve uger under hans ophold på Wartburg og blev ner” eller forståelseshorisonter i forbindelse med
udgivet i september 1522. hinanden og derfor er en kunst, der kræver talent
(Beutel 2006 s. 105 f.). Og han vidste selv, at han
havde talentet.
Det er karakteristisk for Luthers ”frie” måde at
hovedværk fra tiden på Wartburg og nok Luthers gå til Skriften på, at han i sine fortaler til
oversætmest betydningsfulde arbejde overhovedet. Der telsen af Det Nye Testamente ikke holdt sig tilbage
var tale om en kraftpræstation, da han i løbet af fra at ”rangordne” de nytestamentlige skrifter og
kun elleve uger, fra slutningen af 1521 og ind i således fremhæve Johannesevangeliet, Romerbrevet
1522, sideløbende med arbejdet med adventspo- og Galaterbrevet som centrale, mens
Hebræerbrestillen oversatte hele Det Nye Testamente fra græsk vet, Jakobsbrevet, Judasbrevet og Johannes’
Åbenbapå grundlag af Erasmus’ udgave fra 1519. Det var ring blev skilt ud som en særlig gruppe, der samlet
langtfra den første tyske oversættelse og heller stod sidst. Her fandt han ikke den hermeneutiske
ikke den første fra græsk, men Luthers arbejde var nøgle, som lukkede hele Skriften op, ja, ”Jakobs
enestående ved sit teologiske refeksionsniveau, Brev (er) et rigtigt stråbrev …, fordi det alligevel
sin sproglige genialitet og sin respektfulde omsorg ikke indeholder noget af Evangeliets Præg” (LSU
for læserne. Septembertestamentet, som det kal- bd. 3 s. 132).
Reformationen · Bind 50 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 50 08/11/2017 10.55.10Mens Luther på Wartburg med postil- og
oversættelsesarbejdet, og for så vidt også med sit skrift
om munkeløfterne, skabte forudsætningerne
for de forandringer i kirke-, fromheds- og sam -
fundsliv, som hans forfatterskab i forlængelse af
afadsstriden havde lagt op til, viste udviklingen
i Wittenberg, at en reformatorisk bevægelse var
sat i gang. Og den ville også gå videre uden ham,
måske stadig med ham som frontfgur og nok også
med visse genkendelige fælles mål, men også i nye
retninger med andre lederskikkelser og under
former, som han ikke ville fnde forenelige med den
sag, det for ham alene kom an på. Faktisk er dette
en nogenlunde dækkende beskrivelse af, hvad der
skete i den tidlige reformatoriske bevægelse, hvor
det ”lutherske” budskab udbredtes af prædikanter,
som rådene i byerne skafede underhold og
prædikestole, og gennem de mange fyveskrifter. Luther
selv var tidens absolut førende publicist, fulgt af
Karlstadt, men forfatterne var mange, og da pro- 18 | Philipp Melanchthon kom i 1518 som 21-årig til
duktionen af fyveskrifter nåede sit højdepunkt i Witten berg som professor i græsk. Han sluttede sig til Luther
1523-1524, var også dagsordenerne mange, selv om og blev dennes mest betydningsfulde medreformator. Han
Luther stadig var bevægelsens centralfgur. forfattede i 1521 den første ”lutherske” dogmatik og i 1530
I Wittenberg gik i efteråret 1521 Melanchthon Den Augsburgske Bekendelse. Melanchthon var en universel
og augustinermunke fra Luthers kloster sammen begavelse og virkede til sin død i 1560 i humanistisk ånd for
med blandt andre Karlstadt foran i reformbestræ - forbedring af skole- og undervisningsvæsen på alle niveauer.
belserne; Melanchthon holdt nadvergudstjeneste
med uddeling af kalken til lægfolk, augustinerne
ophørte med privatmesser, og Karlstadt pressede
på for en ophævelse af cølibattvangen for præster.
Det kom til fysiske overgreb på messecelebrerende
præster, og Luther besøgte i al hemmelighed byen biskopper, præster og munke, som så længe har
i begyndelsen af december. Han fandt intet at skadet ham på gods, legeme og sjæl. De har ikke
udsætte på forholdene, men var alligevel så utryg fortjent bedre, men skal gå til grunde ved at blive
ved udviklingen i almindelighed, at han allerede afsløret af Kristi ord og udleveret til Guds vrede
den 12. december sendte Spalatin et lille skrift, på dommens dag. Øvrigheden kan gribe ind med
hvori han formaner alle kristne til at afholde sig magt, men har forsømt sine pligter og dermed
stilfra oprør, Eine treue Vermahnung zu allen Christen, let sig på Antikrists side. Bruger andre end
øvrigsich zu hüten vor Aufruhr und Empörung, som blev heden vold, er det oprør, som intet gavner, men
trykt i 1522. Da pavens tyranni nu er afsløret, skri- tværtimod går ud over uskyldige, fordi en oprørt
ver han her, kan man ikke undre sig over, at ”der ”Herr Omnes” er blind og ikke kender forskel på
gemeine Mann” måske vil gå voldeligt frem mod onde og gode. Så for Luther gælder:
Martin Luther: Liv og lære INDHOLD 51
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 51 08/11/2017 10.55.101
Jeg holder og vil altid holde med den part, som svage. Det er på ny ”programmet” eller mønste-
der gøres oprør imod, uanset hvor uretfærdig dens sag ret fra 1520-skriftet om den kristne frihed, Luther
er, og vil være mod den part, som gør oprør, uanset her gentager. Umiddelbart før denne formaning
hvor retfærdig en sag den måtte have, fordi oprør ikke har Luther frabedt sig, at kristne kaldes ved hans
kan fnde sted, uden at der udgydes uskyldigt blod, navn, altså ”lutherske”; han er jo ikke blevet
korsog uskyldige lider skade. (WA bd. 8, s. 680, l. 32-35) fæstet for nogen, men er en ”ildelugtende orme -
sæk” (”stinckender Madensack”), i hvis navn der
Oprør er således også oprør mod Gud, der har ikke er nogen frelse (WA bd. 8, s. 685, l. 4-15).
forbeholdt sig selv hævnen og gengældelsen (5 Eine treue Vermahnung er jo tydeligt nok en
Mos 32.35), sådan som det også er fastholdt i ord- prædiken inden for en apokalyptisk horisont, og
sproget om, at ingen kan være sin egen dommer. som sådan er den forkyndelse af evangeliet som
Derfor må oprør betragtes som Djævelens værk, den sandhed, det for Luther er altafgørende at
hvorved denne i den aktuelle situation prøver at række videre, og sjælesørgerisk vejledning
henferne opmærksomheden fra sandhedens klare lys, vendt til betrængte samvittigheder i en bestemt
det vil sige Luthers udlægning af evangeliet, som historisk situation. Hvad der her siges om
kamhar afsløret paven og papisterne for hele verden. pen mellem Gud og Djævelen, om kristenlivets
De, der gør oprør, har ikke forstået Luther ret, vilkår i verden og om oprør og øvrighed,
indeholog det kan ikke lægges ham til last, at hans navn der faktisk allerede alt, hvad Luther kommer til at
misbruges i oprørs tjeneste. ”Der gemeine Mann” sige herom i sit videre forfatterskab. Luther holdt
kan og skal gøre tre ting: (1) erkende sin synd, ufravigeligt med dem, der blev gjort oprør imod,
for det er den, Gud strafer med Antikrists regi- ud fra en urokkelig overbevisning om, at oprør
mente, (2) ydmygt bede om Guds hjælp mod det er ophav til al samfundsordens sammenbrud og
pavelige regimente og (3) føre åndelig kamp mod undergangskaotiske tilstande.
paven og papisterne ved i skrift og tale at forkynde Da Eine treue Vermahnung forelå trykt i januar
sandheden om disse, for ”med ord må man først 1522, var de såkaldte profeter fra Zwickau, to hånd -
slå dem ihjel, Kristi mund må gøre det, dermed værkssvende og en tidligere elev af Melanchthon,
bliver han [paven] revet ud af menneskers hjerter ankommet til Wittenberg, hvor de havde
forog hans løgne erkendt og foragtet” (WA bd. 8, s. stærket uroen med budskaber, som de hævdede
682, l. 36 - s. 683, l. 2). Luther henviser til, at han at modtage direkte fra Helligånden; blandt andet
selv med munden alene, som altså i virkeligheden angreb de barnedåben og afviste det
videnskabeer Kristi mund, og uden sværd har berøvet pave, lige studium af Bibelen. Iført dagligt tøj havde
biskopper, præster og munke mere, end hidtil alle Karlstadt juledag holdt gudstjeneste på tysk og
kejsere, konger og fyrster med magt har kunnet uddelt nadveren under begge skikkelser (brød og
tage fra dem. Det er netop dette åndelige oprør, vin), og endnu i første halvdel af januar kom det
som Djævelen vil standse gennem et legemligt. til fernelse af altre og billeder i klosterkapellet.
Ikke tusinde legemlige oprør kan afskafe paven Kurfyrsten, som havde forholdt sig afventende,
og hans regimente, men hvis man blot i to år fk den 20. januar pålæg fra rigsregimentet om,
ville prædike, at kristenlivet består i tro og kær- at den gamle tilstand skulle genoprettes. Alligevel
lighed, så ville hele det pavelige regimente gå op indførte byrådet kort efter en ny ordning for W-it
i røg. En sådan prædiken, siger Luther til sidst, tenberg med evangelisk gudstjeneste og med
nadskal ske efter apostlen Paulus’ forbillede, så man veruddeling under begge skikkelser samt en
”fatstår de forstokkede imod og tager hensyn til de tigkasse”, hvori indgik de nu overfødige
messeReformationen · Bind 52 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 52 08/11/2017 10.55.1019 | Andreas Bodenstein, efter sin hjemby kaldet
Karlstadt, var Luthers ældre professorkollega og
indtil 1521 en central skikkelse i den wittenbergske
reform af teologi og universitet med afsæt i
kirkefaderen Augustins forfatterskab. På billedet
her sættes han i forbindelse med den udvendige
radikalitet og legalistiske spiritualisme, som
billedstormen i Wittenberg ved årsskiftet 1521/1522
efter Luthers opfattelse var udtryk for. Herefter
var Karlstadt for Luther en ”sværmer” og dermed
en teologisk modstander på linje med bl.a.
Tomas Müntzer og Zürichreformatoren Zwingli.
I 1520’erne førte Karlstadt en omfakkende
tilværelse, men fra 1534 til sin død i 1541 virkede
han som prædikant og teologiprofessor i Basel.
Kobberstik af anonym kunstner.
stiftelser, og som skulle sikre kirkens økonomi og langt højere beskyttelse end den kurfyrstelige,
fnansiere fattig- og skolevæsen. Ordningen var nemlig Guds, og kurfyrsten, der er svag i troen,
nærmest et katalog over de spørgsmål vedrørende skal med god samvittighed gøre det, han efter lov
reguleringen af det kirkelige liv, som måtte dukke og ret i riget er nødt til. I første omgang vil Luther
op overalt, hvor reformationen satte sig igen- bevise sin evangeliske frihed ved at rejse lige
igennem. Den nye ordning var i strid med rigsretten, nem fendeland, hertug Georgs Sachsen (UBML
og Karlstadt blev gjort ansvarlig for at have bragt bd. 1, s. 251-257).
kurfyrsten i en politisk klemme. Sådan var situati- Otte dage i træk, fra den 9. til den 16. marts
onen, da Luther vendte tilbage fra Wartburg den 1522, gik den hjemvendte Luther på
prædikesto6. marts 1522. len, nu forvandlet fra junker Jörg til den munk,
Kurfyrsten frygtede for Luthers sikkerhed og menigheden kendte. Her holdt han sine
Invoville, at han skulle forblive på Wartburg, men i et cavit-prædikener, som de kaldes efter navnet på
berømt brev fra den 5. marts, skrevet da han alle- den første søndag i fasten. Åbningsordene i første
rede var på vej til Wittenberg, gør Luther opmærk- prædiken var markante:
som på, at hans forpligtelser over for kurfyrsten
må vige for en højere forpligtelse: som ”evange- Vi er alle sammen indstævnet for døden, og ingen
list” må han af samvittighedsgrunde tage til orde, skal dø for en anden, men enhver for sig kæmpe i
når Djævelen truer med at fornedre det evange- egen person med døden … enhver må være beredt for
lium, som ikke er fra mennesker, men alene fra sig selv i dødens stund … Her må således enhver selv
himlen. Til gengæld står han så også under en grundigt kende de hovedlærdomme, som angår en
Martin Luther: Liv og lære INDHOLD 53
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 53 08/11/2017 10.55.101
kristen, og være vel rustet. Og det er de lærdomme, årsskiftet 1521-1522 var rammerne for en stor del
hvorom I, kære, for mange dage siden har hørt af af Luthers virke i de kommende år afstukket. En
mig.” (LSU bd. 2, s. 10, l. 14-20) række spørgsmål, som han hidtil ikke for alvor
havde beskæftiget sig med, måtte nu bearbej -
Det er igen linjen fra skriftet om den kristne fri - des teologisk og have svar, som kunne
omsæthed, Luther fortsætter i disse prædikener, der der - tes i praksis. Det gælder på både det liturgiske og
for også skelner mellem det, der vedrører troen og det kirkeorganisatoriske område, og det gælder
altid må bevares rent og hævdes som sandt, og det, menighedslivet i bredere forstand, hvor en lang
som angår kærligheden. Kærligheden ser alene på række problemer af socialetisk karakter skulle
næstens tarv og kan tage hensyn til de svage, hvor fnde en løsning. Meget af opbygningsarbejdet
troen ikke er i fare. Men netop det var blevet for- skred, næsten som forventeligt, forholdsvis lang -
sømt under reformerne. Det var rigtigt at ændre somt frem og tog først rigtigt fart efter 1525, og
messeliturgien, så enhver forestilling om messen det viste sig ret hurtigt, at der også for Luther var
som et ofer blev udryddet, og ligeledes i den for- en grænse for tålmodigheden med de svage. To
bindelse at afskafe privatmesserne; for her er der principper træder frem som afgørende for Luther
tale om noget, der står i vejen for evangeliet. Men i denne del af hans virke: kirkelige ordningsanlig -
det skal ske uden tvang: gender skulle afgøres lokalt i de enkelte menighe -
Ti troen vil iføres frivilligt uden tvang … Jeg der, og beslutninger skulle træfes i forståelse med
har virket med Guds ord alene, prædiket og skre- den verdslige øvrighed. Med tiden gik
udviklinvet, ellers har jeg intet gjort” (LSU bd. 2, s. 17, l. gen i retning af centralisering, således at den
kir22-29). Ordet har endda virket, mens Luther har kelige praksis i Kursachsen i stigende grad blev
drukket wittenbergsk øl med Melanchthon og bestemt og formet af teologerne i Wittenberg,
Amsdorf. først og fremmest Luther selv, og det kurfyrste -
Og når det drejer sig om cølibat, klosterudtræ- lige kancelli. I forvejen var jo præsterne i stort tal
delser, religiøse billeder, spiseforskrifter, modta - uddannet i Wittenberg, og det blev også
almingelse af nadverbrødet, nadver under begge skik - deligt, at ordinationen fandt sted der. Under alle
kelser og det hemmelige skriftemål, skal der omstændigheder søgte både menigheder, præster
grundlæggende være frihed, så den kærlighed, der og øvrigheder Luthers råd, så længe han levede.
aldrig kan ville tvinge nogen, kan lade hensynet Hans rådgivning rakte dog tidligt langt ud over
til de svage være bestemmende for, hvad man gør. Kursachsens grænser.
Med Invocavit-prædikenerne begynder den Luther var ikke den første til at skabe en tysk
evangeliske menighedsopbygning, er det med liturgi for gudstjenesten og heller ikke den før -
rette blevet sagt (Beutel 2006 s. 110), også selv om ste til at skrive salmer på tysk; her kom Tomas
Luthers genoprettelse af ordenen i Wittenberg i Müntzer (1488-1525), en af reformationstidens
første omgang stort set betød en tilbagevenden uro lige og omfakkende skikkelser, ham i
forkøtil de gamle former, til kurfyrstens beroligelse og bet med sine reformer i Allstedt. Luther skrev to
Karlstadts fortrydelse. Hele forløbet vidner om, tredjedele af sine i alt 36 salmer i 1523-1524, og i
at Luther som munk, professor, præst og forfat- 1524 udkom i Nürnberg, Erfurt og Wittenberg
ter i Wittenberg havde opbygget en autoritet, som samlinger med henholdsvis 4, 18 og 24
luthersalogså kunne sætte sig igennem under tumultari- mer. I foråret 1523 skitserede han i Von Ordnung
ske forhold. Gottesdiensts in der Gemeine – Om gudstjenestens
Med begivenhederne i Wittenberg før og efter ordning i menigheden, et evangelisk
gudstjenesteReformationen · Bind 54 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 54 08/11/2017 10.55.10liv samlet om skriftlæsning og prædiken og for-e 20 | Luther skrev de feste af sine salmer i 1523 og 1524. Her
slog daglige morgen- og aftengudstjenester. Og ses første side af tredje tryk af den såkaldte Achtliederbuch
omtrent samtidig udgav han en fortyskning af med salmen ”Nun freut euch, lieben Christen gemein”
dåbsliturgien og råd om dens brug i Taufbüchlein (dansk: ”Nu fryde sig hver kristen mand”), i et tryk fra
verdeutscht. I december 1523 udkom på opfordring Wittenberg 1524.
og med tøven fra Luthers side en beskrivelse af
menighedsgudstjenestens nye skikkelse i
Wittenberg og af dens afvigelser fra den romerske messe,
Formula missae et communionis. Endnu fejredes
messen efter latinsk liturgi, og så meget vigtigere ponisten Johann Walther (1496-1570) forholdsvis
var det ifølge Luther, at der blev prædiket på tysk. kompetent engagerede sig i.
Det var karakteristisk for ham, at han ikke havde Den lille kursachsiske by Leisnig blev i 1523 ved
noget ønske om at se sine ordningsforslag kopie - Luthers mellemkomst en slags pejlemærke i det
ret. Kirkelige ordninger var frie og kunne gerne evangeliske opbygningsarbejde. Menigheden var
udformes forskelligt. Synspunktet var det samme, kommet tidligt med i reformationsrøret og havde
da der fra hans hånd i 1526 omsider forelå en tysk indført en ”menighedskasse” (’gemeiner Kasten’)
gudstjenesteordning, Deutsche Messe und Ord- til underhold af præster og fattige, ændret gudstje -
nung Gottesdiensts, som med prædiken og nadver nesten og selv valgt og indsat en evangelisk præst,
som højdepunkter i liturgien da allerede var taget skønt et nærliggende cistercienserkloster havde
i brug i Wittenberg. Gudstjenestereformen og patronatsretten (LSU bd. 2, s. 46). Nu havde
den nye tyske salmesang havde også en musikalsk man så henvendt sig til Luther og bedt ham
”godside, som Luther fra 1524 i samarbejde med kom - kende” disse ændringer. Det gjorde han
ofentMartin Luther: Liv og lære INDHOLD 55
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 55 08/11/2017 10.55.101
ligt ved foruden det allerede nævnte Von Ordnung kismus, der var til oplysning for præsterne og til
Gottesdiensts in der Gemeine at udsende et skrift brug ved prædikener over katekismusstofet. De
med en meget lang, men præcis titel, som i dansk fem ”hovedstykker”, som Luther sagde, havde en
oversættelse er blevet til At en kristen forsamling lang kirkelig tradition: de ti bud, den apostolske
eller menighed har ret eller magt til at bedømme trosbekendelse, fadervor, dåb og nadver. Styk -
enhver lære og til at kalde, indsætte og afsætte lærere kerne i Lille Katekismus, hvori også indgik en
belæ(LSU bd. 2, s. 49, l. 1-4); og endelig fremholdt ring om skriftemålet, udbredtes i første omgang
han i Ordnung eines gemeinen Kastens Leisnig-ord- på såkaldte tavletryk, som kunne ”slås op” i
hjemningen som eksemplarisk for, hvordan evangeliske mene. I Wittenberg var der for længst indført
menigheder kunne varetage deres økonomiske og katemismeprædikener, og Luther kunne bygge på
sociale forpligtelser. Menighedens frie præstevalg, egne prædikenrækker over ”grundstykkerne”, da
som blev et hovedkrav i den reformatoriske bevæ - han overtog og færdiggjorde det arbejde, der først
gelse, lå i forlængelse af ligestillingen af alle kristne var lagt i hænderne på andre, og skrev de to
katei skriftet til den tyske adel fra 1520. kismer, som – især Lille Katekismus – skulle få så
For Luther havde god opdragelse og solide afgørende og indtil nyeste tid vedvarende
betydskolekundskaber en selvfølgelig og fremskudt ning i de evangelisk-lutherske lande i Europa. I
plads i opbygningen af et evangelisk kirkevæsen et bredt kulturhistorisk perspektiv er næst efter
og et anstændigt og velfungerende samfundsliv. bibeloversættelsen katekismearbejdet uden tvivl
Skolerne betragtede han som den verdslige øvrig- Luthers væsentligste bidrag til reformationen som
heds, først og fremmest byrådenes, opgave. Også kulturrevolution. I forbindelse med Luthers
kateden sag havde han allerede strejfet i ”adelsskrif - kismer må også nævnes hans Betbüchlein – Lille
tet”, og i 1524 tog han den op i An die Ratsher- bønnebog fra 1522, som i sine talrige og løbende
ren aller Städte deutschen Landes, daß sie christliche ændrede og forøgede udgaver, i alt 48 i Luthers
Schulen aufrichten und halten sollen – Til rådsher- levetid, ikke var en bønnebog i traditionel for -
rerne i alle Tysklands byer om deres pligt til at oprette stand, men blandt andet rummede bibeltekster
og drive kristelige skoler. til personlig opbyggelse, prædikener og egentligt
Særlig vægt skulle der lægges på sprogene, men katekismestof.
kendskab til historien, matematik og musik anså At der var en afstand mellem ham og Karl -
han også for helt nødvendigt. I 1530, da Luther stadt, havde Luthers Invocavit-prædikener fra
under rigsdagen i Augsburg sad i ensom ro på marts 1522 vist, også selv om Karlstadt ikke direkte
fæstningen Coburg i det sydligste Kursachsen, blev nævnt. I et brev til Spalatin den 17. marts 1522
indskærpede han i Predigt, daß man Kinder zur skrev Luther:
Schule halten solle – Prædiken om at holde børnene i
skole på ny vigtigheden af et godt skole- og under - Se du nu til, at du beder for mig og hjælper at
visningsvæsen, nu med en lidt stærkere fremhæ - træde den Satan under fødder, som i Wittenberg har
velse af det kirkelige perspektiv: uddannelsen af rejst sig mod evangeliet under evangeliets navn. Vi må
evangeliske prædikanter. Baggrunden herfor var nu kæmpe med en fende, der giver sig skikkelse af en
måske også ”bekendelsessituationen” i Augsburg, lysets engel. Det bliver svært for Karlstadt at opgive
men under alle omstændigheder Luthers visitati- sine tanker; men Kristus vil tvinge ham, dersom han
onserfaringer fra 1528, som havde tilskyndet ham ikke frivilligt viger. (UBML bd. 1, s. 258)
til i 1529 at færdiggøre både Lille Katekismus, som
indførte i den kristne børnelærdom, og Store Kate -
Reformationen · Bind 56 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 56 08/11/2017 10.55.10Luther og Karlstadt ønskede i 1522 stort set de
samme reformer, men Karlstadt ville gennemføre
dem, før ”ordet” havde gjort arbejdet; han tog ikke
kærlighedens hensyn til de svage og stemplede det
f.eks. som synd ikke at ville modtage nadveren
under begge skikkelser. Men dermed blev jo den
kristne frihed til at se bort fra kirkelige vedtagelser
i strid med Kristi egen indstiftelse af sakramentet
til en ny tvang i evangeliets navn. Eller med andre
ord: Evangelium blev til lov, og friheden gik tabt,
som den altid gør, når der lægges noget til
evangeliet, det vil sige til ordet om syndernes forladelse
for Jesu Kristi skyld (se Grane 1983 s. 131 f.).
Luther så selv en række splittelser inden for
den reformatoriske bevægelse i 1520’erne som
fortsættelser af skismaet mellem ham og
Karlstadt. Tomas Müntzer og bønderne, som
sluttede op om ham, døberbevægelsens grupperinger
og de sydtyske og schweiziske reformatorer med
Huldrych (Ulrich) Zwingli (1484-1531) i spidsen
var for ham alle ”sværmere” ligesom Karlstadt. De
havde det til fælles, at de ikke sondrede ret
mellem ”lov” og ”evangelium” og derfor heller ikke
mellem ”ydre” og ”indre” eller mellem ”kødeligt”
og ”åndeligt”. Mens disse begrebspar for Luther
tjener til at udtrykke, hvad der overgår menne- 21 | Titelblad fra Luthers Deudsch Catechismus –
sket, når det hører Guds ord forkyndt, bliver de den store katekismus, som blev trykt hos Georg Rhau i
hos sværmerne bestemmelser af forhåndenvæ- Wittenberg, 1529.
rende ”kvaliteter” i mennesket og dets liv i
verden. Og dermed er tankegangen i slægt med, hvad
der læres i pavens kirke. Sværmerne var enige om,
at det afgørende er, at Helligånden uafhængigt af
alt ydre, men måske forberedt gennem legemlig Orlamünde og søgte der i det ydre at virkeliggøre
spægelse og sjælelige øvelser, meddeler sig direkte evangeliets ligestilling af alle mennesker over for
i menneskers indre og giver dem kraft til at leve et Gud. Uden professor- og doktortitel, men som
fromt liv efter Bibelens anvisninger. På den måde ”ny lægmand” blandt lægfolk, ville han skabe en
kom spiritualisme og legalisme til at gå hånd i menighed med nærmest demokratisk ordning,
hånd, og dermed var, for Luther at se, gernings- hvor det gammeltestamentlige billedforbud blev
retfærdighedens tyranni oprettet på ny. holdt i hævd, og nadveren blev fejret som et
minKarlstadt, som blev tvunget bort fra Witten- demåltid uden elevation, fordi en efter Karlstadts
berg og sidenhen forvist fra Kursachsen, trak sig begreb herom åndelig forståelse af nadveren
udei første omgang tilbage til sit præbende i byen lukkede tanken om Kristi realpræsens i brød og
Martin Luther: Liv og lære INDHOLD 57
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 57 08/11/2017 10.55.101
ordenes enkle og ligefremme betydning og stillede
det ydre, mundtligt forkyndte ord og
sakramenternes ydre tegn over for de himmelske profeters
krav til menneskets egen, inderlige forberedelse,
som Karlstadt havde lånt ord for i den
senmiddelalderlige mystik, først og fremmest hos Johann
Tauler.
Müntzer var i 1520 med Luthers anbefaling
blevet midlertidig præst i Zwickau, men kom
hurtigt på kant med byrådet, som fordrev ham. I 1523
kom han til den kursachsiske by Allstedt,
hvorfra det snart lykkedes ham at pådrage sig
Wittenbergteologernes og kurfyrstens opmærksomhed.
Den mystiske arv havde han fælles med Karlstadt,
men med baggrund i en apokalyptisk-chiliastisk
forestillingsverden blev hans begreb om
kirkelig reform væsentligt anderledes. En nyordning
måtte for ham at se fremgå af de troendes kamp,
i givet fald med vold, mod de gudløse, herunder
de verdslige øvrigheder. I marts 1524 udløste en
prædiken af Müntzer hærværk mod et
helgenka22 | Tomas Müntzer blev fra at have været tilhænger af pel i Mallerbach, og i Allstedt dannedes et
væbLuther omkring 1523 en af hans mest forbitrede modstandere. net edsforbund af ”de udvalgte”. I begyndelsen af
Radikal spiritualisme i forening med legalistisk bibelforståelse juli 1524 reagerede Luther i et åbent brev til de
legitimerede for ham anvendelse af vold i gudsrigets tjeneste sachsiske fyrster om den oprørske ånd, Brief an die
og gjorde ham til en (måske især i Luthers opfattelse) central Fürsten zu Sachsen von dem aufrührerischen Geist,
skikkelse i bondekrigens sidste fase i foråret 1525. Müntzer på, at Müntzer i sine skrifter havde ophøjet den
blev fanget efter bondehærens nedslagtning den 15. maj 1525 subjektive gudserfaring til højeste norm for liv og
og henrettet den 27. maj 1525. Luther vedblev med at være lære på bekostning af den skriftbundne
evangelieoptaget af hans person og skæbne. Kobberstik af Christofel forkyndelse. Fyrsterne blev af Luther opfordret til
van Sichem, Amsterdam 1608. at gribe ind over for den vold, som måtte udgå
fra Allstedt. Müntzers lære, skrev Luther, skal ikke
bekæmpes med øvrighedsmagt, men med Guds
ord i den nødvendige, åndelige strid om den rette
lære; her skal man frit lade ånderne tørne sammen.
vin. Luther gjorde udførligt og sammenfattende Hertug Johann af Sachsen (1468-1532), Frederik
op med Karlstadt i skriftet Wider die himmlischen den Vises broder og fra 1525 selv kurfyrste med
Propheten, von den Bildern und Sakramenten – tilnavnet ”der Beständige”, og hans søn Johann
Mod de himmelske profeter, om billederne og sakra- Friedrich (1503-1554), kurfyrste 1532-1547 med
tilmenterne – fra 1525. Her afviste han Karlstadts navnet ”der Großmütige”, besøgte midt i samme
brug af billedforbuddet, præciserede sondringen måned Allstedt og hørte der Müntzers
Fürstenpremellem lov og evangelium, fastholdt indstiftelses- digt over Daniels Bog, hvori de formanedes til at
Reformationen · Bind 58 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 58 08/11/2017 10.55.10slutte sig til de udvalgte og indlede kampen mod nadverstriden for, i første række Huldrych Zwingli
de vantro. Efter et forhør i Weimar fk Müntzer i Zürich og Johannes Oecolampadius (1482-1531) i
skriveforbud, og forbundet af de udvalgte oplø - Basel samt Martin Bucer (1491-1551) og Wolfgang
stes. Kort efter forsvandt han fra Allstedt og søgte Capito (1478-1541) i Strasbourg. Den
spirituatilknytning til bondeoprøret. Hans indfydelse lisme, som disse teologer repræsenterede, havde
på dette oprørs begivenheder synes at have været andre rødder end Karlstadts, blandt andet i
Erasbegrænset. I foråret 1525 opholdt Müntzer sig i mus’ humanisme, men for Luther var
grundskaMühlhausen og slog så i nogle uger følge med den den en og den samme. Nadverstriden fk store
bondehær, som blev tilintetgjort i massakren ved politiske konsekvenser; den splittede den
reforFrankenhausen midt i maj 1525. Han blev henret- matoriske bevægelse netop i de år, hvor de
evangetet sammen med bondeføreren Heinrich Pfeifer lisk sindede stænder efter rigsdagen i Speyer i 1526
(f. før 1500) den 27. maj 1525 (Grane 1983 s. 133 f.). kunne hævde, at de stod på rigsrettens grund, når
Døberbevægelsens grupperinger forholdt de reformerede territorier og byer; og den stod i
Luther sig til på afstand, og noget dyberegående vejen for dannelsen af et evangelisk forbund, hvad
kendskab til ”gendøbernes” lære havde han ikke. der blev akut problematisk efter Speyerrigsdagen
En afvisning af barnedåben var han første gang i foråret 1529, som ophævede kompromisformlen
stødt på hos profeterne fra Zwickau, og han var fra 1526 og gjorde det ulovligt at gå videre med og
bekendt med den kritiske indstilling til den hos udvide det kirkelige reformarbejde. Efter den for -
Müntzer og først og fremmest Karlstadt. På opfor - melle ’protestatio’ fra de evangeliske stænders side
dring imødegik han i 1528 i et brev til to præster mod denne sidste rigsdagsbeslutning talte man
om gendåb, Von der Wiedertaufe an zwei Pfarr- om ”protestanter”. Landgreve Philipp af Hessen
herrn, den opfattelse, at barnedåben er virknings- (1504-1567) var drivende kraft i forsøget på skabe
løs, fordi bevidst tro må være en forudsætning en enig protestantisk front, og i oktober 1529 for -
for dåben. Som han så det, bliver troen dermed anstaltede han den såkaldte religionssamtale i
gjort til en gerning, og i stedet for trosretfærdighe - Marburg mellem de to ”partier” med henholdsvis
den træder en gerningsretfærdighed. At døberne Luther og Zwingli i spidsen. I Marburgartiklerne
afsondrede sig fra deltagelse i det almindelige kunne man fastslå omfattende læremæssig enig -
samfundsliv og dets ordninger, var for Luther blot hed og dermed i fællesskab afgrænse sig over for
endnu et udtryk for den gerningsretfærdighed, såvel pavekirke som døbere, men i den femtende
som kommer af, at der ikke skelnes ret mellem og sidste artikel måtte man konstatere, at der ikke
lov og evangelium. Også over for døberne holdt var enighed om realpræsensen, det vil sige om
Krihan fast ved, at der i trosanliggender ikke kunne sti legemes og blods tilstedeværelse i brød og vin,
anvendes tvang. I 1531 tilsluttede han sig imidler- og derfor nøjedes man med en gensidig appel om
tid udtrykkeligt Melanchthons krav om døds- at vise kristen broderkærlighed.
Religionssamtastraf til døbernes førerskikkelser (Beutel 2005 s. len betød, at den åbne litterære kamp blev
indstil128) med henvisning til deres forstyrrelse af den let, og var på den måde et skridt på vejen til den
samfundsmæssige orden. Døberriget i Münster og enighed, som blev opnået mellem de lutherske og
dets blodige endeligt i 1535 var i den henseende en sydtyskerne i Wittenbergkonkordien i 1536
(Beubekræftelse af alle bange anelser. tel 2005 s. 161). På den anden side udstillede
rigsDen alvorligste sværmeriske splittelse af den dagen i Augsburg i 1530 den protestantiske
uenigreformatoriske bevægelse stod efter Luthers opfat - hed, og skismaet mellem Wittenberg og Zürich
telse hans schweiziske og sydtyske modstandere i vedblev at bestå og umuliggjorde en
fællesproteMartin Luther: Liv og lære INDHOLD 59
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 59 08/11/2017 10.55.101
fordrevne Karlstadt vakte i efteråret 1524 opsigt
i Sydtyskland med nadverskrifter, som voldsomt
vendte sig mod tanken om Kristi legemlige
tilstedeværelse i nadverens elementer og stemplede
Luthers nadverlære som ”nyt papisteri”
(Beutel 2005 s. 152-161). Afvisningen af realpræsensen
og Karlstadts bibelske belægsted herfor – ”Det er
Ånden, som gør levende, kødet gavner intet …”
(Joh 6.63) – blev overtaget af Zwingli, som i for -
vejen betragtede nadveren som et minde- eller
erindringsmåltid, og yderligere forbundet med
Erasmus-tilhængeren Cornelius Hoens (ca.
14401524) ”symbolske” læsning af nadverordene,
hvorefter ”dette er mit legeme” skulle forstås som
”dette betyder mit legeme” og være en
henvisning til Kristi legemlige lidelse på korset for
menneskers skyld. Grundlæggende for denne
forståelse af nadveren er således en ontologisk dualisme
mellem åndeligt og legemligt og dermed
mellem skaber og skabning i Kristus. Gud kan ikke
lide i mennesket Kristus, og mennesket Kristus
kan ikke have del i de guddommelige
egenskaber som f.eks. Guds almagt. Gud kan ikke handle
med mennesket i nadverens med Kristi
forjættelsesord forbundne elementer, men i nadverfejrin -
gen er det mennesket eller rettere den uafhængigt
af al legemlig formidling troende menighed, der
23 | Huldrych Zwingli, Zürichs reformator og Luthers handler og bevidner sin tro. Den opstandne og
modstander i nadverstriden. Ved religionssamtalen i himmelfarne Kristus må efter sin menneskelighed
Marburg i efteråret 1529 mødtes Luther og Zwingli ansigt sidde ved Faderens højre hånd på et bestemt sted i
til ansigt uden at kunne blive enige. Maleri af Hans Asper, Himlen og kan derfor ikke være til stede i
nadve1549. rens brød og vin.
Det for Luther afgørende i den litterære strid
med Zwingli, de skrev hver to skrifter i 1527-1528,
var at holde fast ved, at det er Kristus og dermed
stantisk aktion. Om en egentlig konfessionel og Gud selv, der handler med sin menighed
genogså retligt fkseret opdeling blev der i grunden nem nadverens ord og tegn. Derfor blev han ved
først tale efter Trediveårskrigen ved Den Westfal- nadverordenes umiddelbare, klare og, som han
ske Fred i 1648. mente, umisforståelige betydning og skrev med
Om den indholdsmæssige side af den prote- kridt – på latin ganske vist – ”dette er mit legeme”
stantiske nadverstrid må der i korthed gøres nogle på forhandlingsbordet i Marburg i 1529. Kristus
yderligere bemærkninger. Den fra Kursachsen selv og med ham Gud og alt, hvad der er Guds,
Reformationen · Bind 60 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 60 08/11/2017 10.55.10er til stede i et almindeligt menneskeord, forjæt- overvinde modsætningen mellem Wittenberg og
telsesordet, og i de håndgribelige tegn, som ledsa- schweizerne.
ger det. Tekstens klarhed, Helligåndens virke og 1520’erne var etableringens og den indledende
troens vished hørte for Luther uløseligt sammen. opbygnings årti for et evangelisk kirkevæsen i
Zwinglis dualisme mellem åndeligt og legem- Kursachsen med Luther som den ubestridte
lederligt binder i virkeligheden Ånden til menneskets skikkelse – ingen over og ingen ved siden af. At
indre som en særlig kvalitet. Ånden er imidlertid det skulle komme til en reformation af hele kri -
ikke inderlighed, men Guds egen overvindelse af stenheden, og det havde jo været drømmen, var i
”kødet”, det vil sige af menneskets selvhævdelse, slutningen af 1520’erne ikke mere til at tro. Luther
når Kristus kommer til det i sit ord og sine sakra- havde ingen forestilling om at have grundlagt en
menter (Grane 1983 s. 234). Om denne overvin- ny kirke. Men han havde en klar mening om,
delse sker, så mennesket med både yder- og inder- hvad der teologisk og organisatorisk stod i vejen
side tilintetgøres som ”kød” og bliver ”ånd”, eller, for opbygningen af et kirkevæsen, som ikke mod -
hvad der er det samme, om mennesket tror forjæt- sagde kirkens væsen. Og han kunne også al
apokatelsesordet og tager imod Kristus som gave, råder lyptik til trods se, at der krævedes lange, seje træk,
kun Gud for. I sit afsluttende skrift i nadverstri - og at modstanden ikke bare kom fra pavens kirke,
den, Vom Abendmahl Christi. Bekenntnis – Om men også gennem de ”indre” reformatoriske
splitKristi nadver. Bekendelse fra foråret 1528, gjorde telser, som ikke bare ville gå væk.
Luther ikke bare op med Zwingli, men vendte sig
1525: Bondekrig, ægteskab faktisk mod alle sine ”reformatoriske” kritikere i
og opgør med Erasmusnadverspørgsmålet. Skriftet afsluttedes, som det
fremgår af titlen, med en bekendelse, der blev af Året 1525 vil have en særlig plads i alle
lutherbetydning for den lutherske bekendelsesdannelse biografer og i alle fremstillinger af den luther -
frem til Den Augsburgske Bekendelse fra 1530, og ske reformations historie. Det er ligefrem blevet
hvormed Luther ville gøre det umuligt for efter - kaldt ”reformationens skæbneår” (Beutel 2006 s.
tiden at lyve om, hvad han havde lært. En sær- 120). På tre områder indtraf begivenheder og blev
lig spids har den kristologiske fundering af real - der trufet afgørelser, der var defnitive og
medpræsensen i dette skrift i redegørelserne for Kristi førte en ny situation: I årets sidste måned gjorde
legemlige ubikvitet (allestedsnærværelse), som for Luther front mod Erasmus og lod dermed en gang
Luther følger af, at Kristus jo er Gud og menneske for alle, sådan så han på det, en klar og entydig
i en person, hvorfor Kristus også efter sin menne - ofentlig afvisning træde i stedet for det ambiv-a
skelighed må have del i Guds almagt og være der, lente makkerskab, som der havde været tale om,
hvor han er Gud, det vil sige overalt (Grane 1983 siden Luther med afadsteserne trådte ind på den
s. 236). europæiske scene; i juni giftede Luther sig med
Luther glemte ikke og overvandt aldrig sin Katharina (Käthe) von Bora (1499-1552), en
bortmistro til modstanderne i nadverstriden. Seks- løben nonne, der siden april 1523 formodentlig
ten år senere, i 1544, tog han på ny og for sid- havde haft ophold i hofmaleren, grafkeren, apo -
ste gang til orde mod teologerne i Zürich og mod tekeren, forlæggeren og rådmanden Lucas
CraKaspar Schwenckfeld (1489-1561) i et uforsonligt nachs (1472-1553) hus. Luther skabte sammen
lille skrift, Kurzes Bekenntnis vom heiligen Sakra- med hende og understøttet af Cranachs
billedment – Kort bekendelse om det hellige sakramente, produktion idealtypen af en kulturhistorisk
oversom ødelagde Melanchthons bestræbelser på at ordentlig betydningsfuld social institution,
nemMartin Luther: Liv og lære INDHOLD 61
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 61 08/11/2017 10.55.111
lig det evangeliske præstehjem; og endelig fk dikenen. Men de udgør ikke en klasse af
menneLuthers bondekrigsskrifter fra maj og juli 1525 i sker, man kan udpege, og derfor giver det f.eks.
deres kronologiske forvikling med Türingen-op- ingen mening at lade Matthæusevangeliet 5.39 være
standens blodige udgang afgørende betydning for et ”råd”, som kun gælder for dem, der vandrer
hans forhold til ”der gemeine Mann”, eller set fra ad ’via perfectionis’ i klostrene. Sondringen
melden anden side: for hans status i den ”folkelige” lem Guds rige og verdens rige skal for tanken fast -
bevidsthed (Beutel 2006 s. 120 og Leppin 2006 holde troen som tro og dermed den kristne eller
s. 235 f.). evangeliske frihed som en åndelig frihed. De, der
Fundamentet, Luther stod på, da han skrev hører til verdens rige, opfylder ikke Guds lov for
mod bønderne, var lagt i den lille formaning til menneskelivet, men skal ved verdslig lov og
verdstyskerne om at afholde sig fra oprør, Eine treue lig magt tvinges til at opfylde den, sådan som for -
Vermahnung fra december 1522, og forstærket ved nuften forstår sig på den i denne verden, det vil
skriftet Von weltlicher Obrigkeit, wie weit man ihr sige, de får loven at føle i det, Luther andetsteds
gehorsam schuldig sei – Om den verdslige øvrighed, kalder dens første eller borgerlige brug til forskel
hvorvidt man skylder den lydighed fra 1523. Eksi- fra dens anden eller teologiske brug, nemlig loven
sterende danske oversættelser har forkortet denne som det redskab, hvormed Helligånden
fremkaltitel og også ændret den, så den uskyldige læser må der syndserkendelse, så mennesket ydmyges,
fortro at stå over for en samfunds- eller øvrigheds - tvivler over sig selv og tager mod nåden og troen
teori, mens det spørgsmål, originaltitlen stiller i i Kristus.
forgrunden, jo er, hvor langt den lydighed mod Til sondringen mellem de to riger kommer
derden verdslige øvrighed, der for Luther er en selv- for den mellem de to regimenter eller styreformer,
følge, nu også strækker sig. Skriftet havde en gan - den åndelige ved Helligånden, der skaber kristne
ske bestemt anledning: hertug Georg af Sachsens og gode mennesker under Kristus, og den
verdsforbud i henhold til Wormsediktet mod salg og lige, som bremser de ikke-kristne og onde
mennebesiddelse af Luthers Septembertestamente. Alle- sker, og det vil i virkeligheden sige alle mennesker
rede på Wartburg havde Luther været optaget af på jorden, så de mod deres egen vilje tvinges til at
det i den middelalderlige tradition uløste problem leve fredeligt og tjene deres næste. Det åndelige
om, hvordan udøvelse af verdslig øvrighed, her- regimente udøves ved evangeliet, det verdslige ved
under anvendelse af tvang og fysisk magt (vold), sværdet, og begge regimenter er Guds, det vil sige,
kan forenes med Kristi lære, f.eks. Bjergprædike - de er Guds to måder at regere verden på og
dernens påbud om at vende den anden kind til (Matt for også synlige i verden, om end ikke direkte
ken5.39). I Øvrighedsskriftet arbejder Luther, dog delige som Guds regimenter. Da de to
regimenikke for første gang, med et karakteristisk, dob - ter retter sig mod hver sit rige, må de ikke blandes
belt begrebspar og sondrer dels mellem Guds sammen. Hvis man vil regere verden med
evangerige og verdens rige og dels mellem det åndelige liet, misbruger man evangeliets frihed under
kriregimente og det verdslige regimente. Den første stennavnets dække, så ondskaben får frit spil og
sondring er en ”indre” eller skjult mellem dem, lægger verden i ruiner, for, som Luther siger, ”hele
der hører til i Guds rige, og dem, der hører til ver- verden er jo ond, og næppe én af tusind er en ægte
dens rige. De første er med en ægte og sand tro i kristen” (LSU bd. 4, s. 165, l. 13 f.). Man kan heller
og under Kristus og opfylder Guds lov for menne - ikke ustrafet lade det verdslige regimente trænge
skelivet, sådan som den er sammenfattet i kærlig- ind på det åndelige regimentes område. Dermed
hedsbuddet og indskærpet af Kristus i Bjergpræ- går den frihed tabt, uden hvilken det åndelige
Reformationen · Bind 62 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 62 08/11/2017 10.55.11ikke kan være, og resultatet bliver skinhellighed, usandhed og hykleri. ”I spørgsmål, der angår
sjæikke den fromhed og retfærdighed, som er virke- lens frelse,” siger Luther, ”er det … kun Guds ord,
lighed der, hvor det åndelige regimente udøves. der må forkyndes og antages” (LSU bd. 4, s. 179,
Dermed mente Luther at have fundet svaret l. 32 f.).
på, hvordan Bjergprædikenens ord, som forbyder Den historiske situation træder tydeligt frem
modstand mod det onde, kan forenes med den i en sønderlemmende kritik af samtidens
verdsstadfæstelse af lov, øvrighed og sværdmagt, som lige og gejstlige fyrster. De er stort set alle en plage
i øvrigt fndes i Bibelen. Hovedstederne er her for deres undersåtter og har vist sig som ugudelige
Romerbrevet 13.1-4 og Første Petersbrev 2.13. Bjerg - tåber ved at ville forhindre evangeliets frie forkyn -
prædikenen hører hjemme i det åndelige regi- delse med henvisning til, at Luther anstifter oprør,
mente og er af Kristus talt til dem, som evangeliet og ved at kræve afevering af oversættelsen af Det
gør retfærdige og frie; de kan ikke udpeges, men Nye Testamente. De kristne lader dette overgå sig
det forudsættes simpelthen, at de fndes, fordi det og gør ikke modstand mod overgrebene, men de
ikke kan tænkes, at Guds ord vender tomt til- ”skal ikke billige dem og heller ikke støtte dem
bage. Disse ægte kristne behøver indbyrdes og eller efterkomme dem eller underkaste sig dem
for sig selv hverken lov eller sværd, men de lever med så meget som en antydning” (LSU bd. 4, s.
med Kristus i overensstemmelse med Guds lov 185, l. 4-6). En klog fyrste, og endnu mere en from
for menneskelivet. Da de ægte kristne ikke lever og retfærdig fyrste, er en sjælden fugl, ja, et stort
for deres egen skyld, men for næsten i tjeneste for under og en særlig nådesbevisning fra Guds side.
ham, så underordner de sig beredvilligt øvrighe- Det almindelige er, at fyrsterne handler mod Guds
den og dens lov og sværd, som er den skikkelse, ordning og overskrider deres beføjelser og vender
hvori de ikke-kristne møder Guds lov, så freden op og ned på alting, så at de gejstlige fyrster, der
bevares, synden strafes og onde mennesker brem- skulle ”regere” med Guds ord, regerer verdsligt,
ses. De ægte kristne stiller sig derfor, om de ellers og de verdslige fyrster regerer åndeligt, det vil sige,
er kvalifcerede, til rådighed som ”bøddel, retsbe- vil herske over sjælene. Også i denne perverterede
tjent, dommer, herre eller fyrste” (LSU bd. 4, s. magtudfoldelse står de under Guds herredømme.
170, l. 2), hvis sådanne savnes. Til denne sværd- De drives mod deres undergang af Gud og er
samtjeneste hører nu udtrykkeligt også krigstjeneste, tidig hans straf over en syndig samtid.
det vil sige dette at slå ihjel for fredens skyld. Eller Det forudsættes hele vejen igennem
Øvrigsom Luther siger: ” Der skal jo være nogen, der hedsskriftet, at oprør mod øvrigheden er
illegipågriber, anklager, henretter og dræber de onde, timt, men det forhindrer naturligvis ikke Luther i
beskytter, frikender, forsvarer og redder de gode” at læse tidens tegn og ”true” fyrsterne med, at ”der
(LSU bd. 4, s. 177, l. 10 f.). gemeine Mann” vil besvare deres tyranni med
volEfter at have redegjort for den verdslige øvrig - deligt oprør:
heds nødvendighed og for den (ægte) kristnes for -
hold til øvrigheden i Øvrighedsskriftets første del Den jævne mand får øjnene op for det (der
vil Luther i skriftets ”hovedstykke”, sådan kalder gemeyn man wirt verstendig), og fyrsternes svøbe,
han anden del, ved bibelske eksempler godtgøre, som Gud kalder contemptum (foragt), breder sig
voldat verdslig øvrighedsmagt ikke rækker ud over de somt hos folket og den jævne mand. Jeg er bekymret
”ydre” forhold. Udstrækkes den til at omfatte det for, at det ikke kan standses, hvis ikke fyrsterne igen
”indre”, det vil sige, hvad der vedrører menneskets optræder som fyrster og begynder at regere med
forgudsforhold, bliver resultatet åndeligt tyranni, nuft og omtanke. Man vil ikke, man kan ikke, man
Martin Luther: Liv og lære INDHOLD 63
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 63 08/11/2017 10.55.111
ønsker i længden ikke at tåle jeres tyranni og tøjles- verdslige sværd (konge- og fyrstemagt) per
deleløshed. Kære fyrster og herrer, det skal I vide at rette gation har sin magt fra det åndelige sværd
(kirjer efter. Gud vil ikke længere have det. De tider er ken, paven) og er forpligtet til at stå til rådighed
forbi, da I jagede og forfulgte folk som vildt. Der- for kirken og handle efter dens anvisninger, f.eks.
for hold op med jeres vold og tyranni og tænk på, at I når det gælder bekæmpelse af kættere og vantro
skal handle i overensstemmelse med lov og ret, og lad – jævnfør bandlysningen, som skulle følges af
Guds ord få lov til at virke frit, sådan som det må og ”rigens akt”. Med Luthers forståelse er den
midskal og vil, uden at I forhindrer det. Hvis der opstår delalderlige kætterret undsagt (Brecht 1986 s. 121),
kætteri, så bekæmp det, som ret er, med Guds ord. og det bliver umuligt at legitimere korstog som
Drager I sværdet ret ofte, så pas på, at der ikke kom- ”retfærdig krig”.
mer en, der beordrer jer til at stikke det i skeden, – og Tredje del af Øvrighedsskriftet beskriver den
det ikke i Guds navn. (LSU bd. 4, s. 188, l. 5-19) rette brug af den verdslige magt og henvender sig
til dem, der vil være ”kristelige fyrster”. Der er,
Dette citat, som sammenfatter skriftets anden som ofte påpeget, tale om et fyrstespejl og
derdel, lader et krav om fri evangelisk forkyndelse med om et bidrag til en ”klassisk” genre, som også
stå side om side med kravet om forbedringer i Erasmus betjente sig af. Det meste kan her lades
den jævne mands sociale vilkår og retsstilling uomtalt, men vigtig er den betydning, Luther
tilomtrent på samme måde, som det skulle blive til- kender fornuften for fyrstens magtudøvelse. Ved
fældet i det nærmeste, bondeoprøret kom til et siden af kærligheden, som jo alene ser på næstens,
samlende manifest, nemlig Die zwölf Artikel der og det vil sige undersåtternes, ve og vel, er
fornufBauernschaft in Schwaben – De tolv artikler fra de ten vigtigst. Fyrsten regerer i overensstemmelse
schwabiske bønder fra februar/marts 1525. Ud fra med Guds lov for menneskelivet, når han med
citatet lader det sig forstå, at ”bønderne” kunne sværdet håndhæver lovene, som sikrer
samfuntro at være i overensstemmelse med Luther, når dets beståen og værner de svage. Fornuften, det
de betragtede disse (friheds)krav som to sider af fornuftige af kærlighedens lov forpligtede skøn,
samme sag, men deri, skulle det vise sig, tog de er nødvendig, for at der kan være billighed i
retsfejl. Derudover er citatet interessant ved umis- håndhævelsen. Sådan er det, fordi love ikke har
forståeligt at sammenfatte, hvad Luther i skrif- plads til de undtagelser, som virkelighedens
særtet har at sige om bekæmpelse af vranglære. Med lige tilfælde gør nødvendige. Ved siden af
kærligsondringen mellem Guds rige og verdens rige heden til næsten (kærlighedsbuddet, den gyldne
har Luther netop villet understrege, at den verds- regel) træder i Luthers afsluttende overvejelser,
lige øvrighed ikke har nogen legitimitet i ånde- der blandt andet vedrører krigstjeneste og
retfærlige spørgsmål, det vil sige i sager, der som tro og dig krig, også en anden og for ham at se
uopgivantro angår den enkeltes samvittighed. Sådanne velig grundsætning for ordnet menneskeligt
samspørgsmål afgøres i frihed. Øvrigheden og dens fundsliv frem, nemlig den, at ingen må tage sig
tvang har derfor intet at bestille, når det drejer sig selv til rette eller være sin egen dommer. Den
følom kætteri, for kætteri er et åndeligt anliggende. ger af, at samfundets over- og
underordningsforSondringen mellem Guds rige og verdens rige, der hold er uforanderlige vilkår i syndens verden, og
jo har rødder i oldkirken hos Augustin, som for- at retfærdig krig, som i øvrigt altid vil være
fortegn for distinktionen mellem åndeligt og verds- svarskrig, kun kan føres mellem ligemænd eller af
ligt regimente kuldkaster i virkeligheden hele den en ”overordnet” mod en ”underordnet”, ellers er
middelalderlige to-sværds-teori, hvorefter det der tale om oprør. Luther udfoldede siden dette
Reformationen · Bind 64 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 64 08/11/2017 10.55.11i større bredde i skriftet Ob Kriegsleute auch in opstande fortrinsvis langs Rhinen, den såkaldte
seligem Stande sein können – Kan soldater også ”Bundschuh”-bevægelse, i slutningen af
1400-talhave Guds nåde fra 1526, hvor han i øvrigt gav sin let og begyndelsen af 1500-tallet. Den sociale uro
egen bedømmelse af, hvad han havde skrevet i ved begyndelsen af 1500-tallet omfattede i øvrigt
Øvrighedsskriftet: ikke kun bønderne, men bredte sig også til byerne.
Da kirken med sine forskellige institutioner hørte
For jeg kunne næsten rose mig af, at siden apost- til de store jordbesiddere, fk disse opstande ofte
lenes dage er det verdslige sværd og øvrigheden aldrig et antiklerikalt præg. Protester og krav blev
forblevet beskrevet så klart og prist så højt som af mig, muleret under påberåbelse af ”guddommelig ret”
hvad mine fender også må indrømme”. (LSU bd. 4, og underbygget med bibelhenvisninger. Fra 1524
s. 310, l. 10-13) bredte en oprørsbølge sig fra det sydlige og
sydvestlige Tyskland mod nord og nordøst og nåede i
Tomas Mann (1875-1955) skrev i et berømt essay, foråret 1525 til Türingen og Sachsen. I denne sene
at Luther med sine skrifter om bøndernes oprør fase knyttedes der direkte til ved det ”evangelium”,
eller ”bondekrigen” demonstrerede, at han var som var hovedsagen i den med Luthers navn
foruden begreb om politisk frihed. Meget i den tyske bundne reformatoriske bevægelse. Sådan var det i
historie, sagde Mann, kunne have set anderledes hvert fald i De tolv artikler, der krævede:
menigheud, hvis Luther i 1525 havde taget en anden stilling dernes frie valg af præst, kvægtiendens afskafelse
(Mann 1965 s. 119 f.). Allerede Karl Marx (1818- og regulering af korntiendens anvendelse,
ophæ1883) og Friedrich Engels (1820-1895) havde sagt velse af livegenskabet (med henvisning til Kristi
noget lignende, og i historieskrivningen i DDR, forløsning og løskøbelse af mennesket), jagt- og
hvor bondeoprøret betragtedes som en milepæl fskeret for den jævne mand, fri udnyttelse af
fæli den progressive, tyske historie, blev 1525 derfor lesskove, rimelige regler for hoveri og afgifter, gen -
året, hvor Luther, der i de første reformationsår indførelse af gamle retsplejebestemmelser, tilbage -
havde været på fremskridtets side, som ”fyrstela - givelse af beslaglagte almindinger og afskafelse af
kaj” stillede sig til rådighed for reaktionen, det vil hjemgæld (herremændenes arveret til livegnes og
sige fyrstemagten. For Luther selv var sagen enkel, fæsteres ejendom). Egentligt revolutionære mål
men derfor ikke mindre ulykkelig: Han drog blot synes kun at have foresvævet grupperingerne i og
konsekvenserne af, hvad han havde sagt i Øvrig- omkring rigsstaden Mühlhausen, anført af
Münthedsskriftet; ulykken var, at hverken bønderne zer og Pfeifer.
eller fyrsterne havde hørt efter, hvad han sagde. Tre gange tog Luther til orde i de dramati -
Bondeopstande havde været en del af Euro- ske oprørsmåneder fra maj til juli 1525, nemlig i
pas historie i fere hundrede år, og det var heller Ermahnung zum Frieden auf die Zwölf Artikel der
ikke nyt, at bøndernes sociale, retlige og politi- Bauernschaft in Schwaben – Fredsappel i
anledske krav var forbundet med religiøse ideer, som ning af de schwabiske bønders tolv artikler,
derefskulle legitimere protesten. Langvarig landbrugs- ter i Auch wider die räuberischen und mörde rischen
krise, indskrænkninger i bøndernes hævdvundne Rotten der Bauern – Mod bøndernes røver- og
mor(erhvervs-)rettigheder, den gamle rets afskafelse derbander og endelig i Ein Sendbrief von dem
hartil fordel for romerretten, fremvæksten af nye, ten Büchlein wider die Bauern – Åbent brev om
magtfulde centralforvaltninger i territorierne, det skarpe skrift mod bønderne fra midt i juli. I
livegenskab og arvefæste, der i praksis ofte gjorde Ermahnung zum Frieden, der formodentlig forelå
de efterladte arveløse, var baggrund for en række trykt i begyndelsen af maj, foreslog Luther kon -
Martin Luther: Liv og lære INDHOLD 65
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 65 08/11/2017 10.55.111
al ret og ordningsmagt, selve grunden til, at
herrerne er herrer, ved at ville være dommere i egen
sag og ved at tage sig selv til rette. De antaster selve
grundlaget for ordnet samfundsliv, det over- og
underordningsforhold, som er en nødvendighed
i syndens verden. At kræve livegenskabet afskafet
i evangeliets navn er oprør mod ulighedens
nødvendige ordning og en forvanskning af evangeliet,
som gør den kristne frihed til noget ”fuldkommen
kødeligt”, det vil sige, gør ”Kristi åndelige rige til
et verdsligt, udvortes rige, hvad der er umuligt”
(LSU bd. 4, s. 249, l. 14 og 22 f.).
Selv om april 1525 faktisk havde frembudt et
eksempel på, at der kunne indgås fredeligt for -
lig mellem bønder og herrer, nåede Luther under
en rejse i Türingen til den erkendelse, at det
ville blive nødvendigt at nedkæmpe oprøret med
våbenmagt. I den situation anså han det for sin
pligt at formane fyrsterne til ufortøvet indgriben,
dog først efter tilbud om voldgift og forlig. D-er
for skrev han det lille skrift mod bøndernes røver-
og morderbander, der blev trykt som tillæg til
Ermahnung zum Frieden. Det forlod trykken så
tæt på de fyrstelige troppers nedslagtning af bon -
24 | Titelblad fra Luthers sidste skrift om bondeoprøret, dehæren den 15. maj 1525, at det først blev udbredt
trykt hos Michael Lotter i Wittenberg, 1525. og læst efter denne blodige begivenhed og derved
i manges øjne kom til at føje brutal spot til skade.
Og man kan roligt sige, at Luther ikke vaklede.
At slå oprøret ned var en kærlighedsgerning, en
fikten mellem bønder og herrer bilagt ved for- kamp mod Djævelen for at opretholde den orden,
handling eller voldgift, idet han på baggrund af der er de svages og forførtes bedste værn:
De tolv artikler gik ud fra, at bønderne ville være
lydhøre over for et sådant forslag. Luther vender Derfor, kære herrer, befri nu, red nu, hjælp nu!
sig i dette skrift først mod uretten på herrernes Forbarm jer over de arme mennesker! Stød, hug, dræb
side, som består i forfølgelse af evangeliet, uretfær - nu, hvem der kan! Dør du derved, er det til lykke
dig undertrykkelse af de fattige og tilsidesættelse for dig! En saligere død kan du aldrig få, for du dør
af ret og billighed, eller kort sagt deri, at de har i lydighed mod Guds ord og befaling (Rom 13) og i
gjort livet uudholdeligt for den jævne mand og kærlighedens tjeneste for at frelse din næste fra helv -e
dermed har forsømt deres øvrighedspligt, som er des og djævelens lænker. (LSU bd. 4, s. 268, l. 20-25)
at have omsorg for undersåtternes ve og vel.
Bøndernes uret er af en anden og værre art. Herrerne I Ein Sendbrief tog Luther stilling til den kritik fra
misbruger deres magt og ret, bønderne ophæver både venner og fender, som hans hårde ord straks
Reformationen · Bind 66 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 66 08/11/2017 10.55.11gav anledning til. Han tog intet tilbage af, hvad holder med ansvar for både husdyrhold og
havehan havde skrevet, men afviste blankt at have brug; hun havde bedre forstand på penge end han,
udstyret fyrsterne med et fribrev til grusomhed som f.eks. aldrig fk noget som helst økonomisk
og vidløst myrderi. Sine kritikere, som bebrejdede udbytte af sit kæmpemæssige forfatterskab. Selv
ham ubarmhjertighed over for bønderne, ankla- talte han med taknemmelighed om deres
indbyrgede han for at sammenblande lov og evangelium des kærlighed og om forholdet til børnene, som
eller for ikke at forstå, at der er to riger: Guds rige de i løbet af små ti år fk seks af. Fire børn nåede
og verdens rige. Luther vidste ret nøje, hvad bon- voksenalderen, men ingen af dem blev så gamle
dekrigen havde kostet ham, og at den reformato- som Luther selv. Den bedste kilde til forholdet
riske bevægelse efter Frankenhausen måtte få en mellem de to ægtefæller er hans 21 bevarede og i
anden karakter. Müntzer vedblev at optage ham tonen ofte humoristiske og kærligt drillende breve
og bestemme hans syn på, hvad der havde været til hende. Luther skrev sine to sidste breve den
på færde i bøndernes oprør. 14. februar 1546; det ene var til Melanchthon, det
En måned efter henrettelsen af Müntzer og andet til Käthe.
endnu inden udgivelsen af Ein Sendbrief fejrede I slutningen af 1525 skiltes Luthers og Erasmus
Luther til venners overraskelse og fenders forar- af Rotterdams veje i al ofentlighed på en måde,
gelse den 27. juni ofentligt sit bryllup med Katha- som, skulle man tro, måtte få humanistisk sindede
rina von Bora, som han forten dage tidligere var tilhængere af Luther til endegyldigt at vælge side:
blevet viet til af vennen, medarbejderen og sogne- Erasmus eller Luther. Helt så enkelt var det ikke,
præsten Johannes Bugenhagen (1485-1558). I ind- og f.eks. valgte Melanchthon ikke på den måde.
bydelsesskrivelserne til bryllupsgæsterne kommer Man kan derfor ikke uden videre sige, at der var
forskellige motiver til udtryk: Luther giftede sig tale om et brud mellem reformation og
humai lydighed mod Guds ord, for at trodse Djæve- nisme. Reformationens humanistiske arv var
len og for at opfylde sin fars længe nærede ønske kom met for at blive, på universitetet, i skolerne,
(Beutel 2006 s. 134 f.). Luther havde først forsøgt på prædikestolene. Men i det for Luther afgø -
at få den bortløbne nonne gift bort til anden side, rende, bestemmelsen af menneskets stilling over
men da det mislykkedes, og hun i øvrigt fandt, at for Gud og dermed af Guds ord som lov og evan -
han ville være et passende parti, ægtede han hende gelium, blev en afsked tydelig, som Luther faktisk
selv. For Luther betød giftermålet den endelige havde taget med Erasmus, straks da han begyndte
afsked med livet som munk. Siden oktober 1524 at interessere sig for ham. Den endelige, ofentlige
havde han ikke båret ordensdragt, men var blevet undsigelse kom med De servo arbitrio – Om den
boende i klosteret, som kurfyrsten nu stillede til trælbundne vilje fra december 1525, et stort
kamprådighed for ægteparret og siden overdrog Luther skrift, der var svar på den kritik, Erasmus havde
ejendomsretten til; og huset blev efter brylluppet rettet mod Luther i De libero arbitrio ΔΙΑΤΡΙΒΗ
ramme om et borgerligt liv og Luther en borger sive collatio – Samtale eller sammenstilling om den
blandt borgere i Wittenberg. Først nu fk han fast fri vilje fra august-september 1524. Allerede den 1.
løn som professor, suppleret med forskellige ydel - november 1524 skrev Luther til Spalatin:
ser i naturalier. Husholdningen stod Käthe for, og
den omfattede for det meste lige så mange perso - Det er utroligt, hvor meget jeg væmmes ved den
ner, tjenestefolk, uforsørgede familiemedlemmer, lille bog om den frie vilje; … det er brydsomt at svare
studenter og gæster som i klosterets tid. Luther på en så ulærd bog af så lærd en mand. (WAB bd. 3, s.
havde den største respekt for hustruen som hus- 368, l. 29-31)
Martin Luther: Liv og lære INDHOLD 67
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 67 08/11/2017 10.55.111
25 | Martin Luther og Katharina von Bora som par, lus’ tale om loven (det vil sige sondringen mellem
såkaldte bryllupsbilleder. Af sådanne fndes der en del, men lov og evangelium) og om arvesynden i
Romerbreingen andre i så lille format som de her viste. Vielsen foretog vet (5), hvilket hænger sammen med, at han ikke
Johannes Bugenhagen den 13. juni 1525, imens bryllupsfesten ret har studeret Augustins antipelagianske skrifter
fandt sted den 27. juni. Cranachs værksted, 1526. og stiller kirkefaderen Hieronymus (ca. 347-420)
foran Augustin. Desuden har han ikke forstået,
at ingen gerning, som sker ’extra fdem Christi’,
uden for troen på Kristus, kan være retfærdig, og
Det var med ulyst, han tog til orde mod Erasmus; at det først, nemlig ved troens modtagelse af
rethan var, også selv om han havde nok at gøre med færdigheden fra Gud, må komme til en foran -
bondekrig, ægteskab, Karlstadt og sværmerne, dring af personen (’persona’), dernæst af
gerninusædvanligt længe om at svare og havde måske gerne, i modsætning til Aristoteles’ lære om, at vi
hellere set sin uenighed med Erasmus forblive et bliver retfærdige ved at handle ret. Alt dette beder
anliggende, han alene delte med de ”venner”, der Luther Spalatin om at meddele Erasmus, hvad han
havde tæt kontakt til humanistiske netværk. også gjorde, dog uden at nævne Luther ved navn.
Luther havde tidligt afskrevet Erasmus som Ifølge Luther drejer det sig i denne uenighed
melteolog. I et brev til Spalatin den 19. oktober 1516 lem ham og Erasmus om den rette åndelige
for(WAB bd. 1, s. 69-72) gør han opmærksom på, ståelse af Skriften, som Erasmus altså ikke har, og
at den højlærde Erasmus ikke har forstået Pau- det er nødvendigt, at dette bliver sagt ’pro re
theReformationen · Bind 68 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 68 08/11/2017 10.55.11ologica et salute fratrum’, af hensyn til den teolo - sig på neutral distance af Luther og hans sag.
giske sag og brødrenes frelse (WAB bd. 1, s. 71, l. Luther på sin side kunne ikke bare glemme
uenig1). I et brev til Johann Lang den 1. marts 1517 skri- heden med Erasmus og mente måske også, at han
ver Luther, at han dag for dag bryder sig mindre skyldte at minde sine fortrolige eller de indviede
om Erasmus. Ganske vist synes han godt om Eras- om, at der udestod et opgør. Det gjaldt jo
teologimus’ vedholdende afregning med munkes og præ - ens sag og brødrenes frelse. Der kan således argu -
sters indgroede vankundighed, men han frygter, menteres for, at der i Tractatus de libertate christi -
at Erasmus ikke fører Kristus og Guds nåde til - ana fra november 1520 er ”skjulte” referencer til
strækkeligt frem, og at det menneskelige hos ham Erasmus’ Enchiridion militis christiani –
Håndbetyder mere end det guddommelige: ’humana bog for en kristen stridsmand fra 1501, som Luther
praevalent in eo plus quam divina’. Sådan er det, kendte i nyudgaven fra 1518, og at han bruger dem
fordi den, der som Erasmus i spørgsmålet om polemisk til at vise, at grundskaden i den
skolastimenneskets frelse overlader noget til menneskets ske forståelse af menneskets stilling over for Gud
frie vilje (’qui arbitrio hominis nonnihil tribuit’), og verden også fndes hos Erasmus. Under alle
dømmer anderledes end den, der ikke vil vide af omstændigheder er der klare paralleller både
ternoget ved siden af nåden (’qui praeter gratiam minologisk og indholdsmæssigt mellem det før -
nihil novit’) (WAB bd. 1, s. 90, l. 15-26). ste brev med kritik af Erasmus fra oktober 1516 og
Luther skrev de to her refererede breve hen - Frihedstraktaten i den latinske version.
holdsvis lige forud for og hen imod slutningen af Erasmus fulgte opmærksomt, hvad der skete i
sin første forelæsning over Galaterbrevet. I arbej - Wittenberg i efteråret 1520, men Frihedstraktaten
det med at fortolke Paulus benyttede han Eras - synes han ikke at have læst. I januar 1521 udkom
mus’ første udgave af Det Nye Testamente på græsk, Luthers latinske forsvar (Assertio omnium articulo -
fra februar 1516 tillige med sammes Annotatio- rum) for de 41 sætninger, som bandtrusselsbul -
nes in Novum Testamentum fra marts 1516, begge len havde fordømt, og her kunne også Erasmus
trykt i Basel hos Johann Froben (1460-1527), som i artikel 36 læse Luthers ret udførlige forsvar for
med hjælp fra Wolfgang Capito i 1518 foranstal- Heidelbergdisputationens trettende tese:
tede en udgave af latinske lutherskrifter. De kri -
tiske bemærkninger om Erasmus, der jo vedrører Den frie vilje [liberum arbitrium] er efter synde-
spørgsmål, som også var centrale i opgøret med faldet noget, der kun er til af navn, og når den bringer
den skolastiske teologi, står side om side med en til udførelse, ’hvad den formår af sig selv’, begår den
anerkendelse af Erasmus’ ”humanistiske” ind- dødssynd” (LSU bd. 1, s. 80, l. 33-35).
sats, hvis afgørende betydning i kampen mod den
skolastiske videnskabelighed og de miserable til- Vi ved ikke med sikkerhed, hvad der fk
Erasstande i kirke- og fromhedsliv Luther aldrig var mus til omsider at skrive mod Luther.
Nedsæti tvivl om. Her havde han og Erasmus en fælles tende bemærkninger fra Luthers side i breve til
front, og Luther ville åbenbart ikke svække stillin - personer tæt på Erasmus kan have gjort udslaget.
gen ved at gøre uenigheden med Erasmus ofent- Der var også pres fra ”romersk” side, og måske
ligt kendt. Det var så som så med brevhemmelig- var han ved en kølig bedømmelse af situationen
heden dengang, så måske kendte Erasmus tidligt nået frem til, at det var sådan, han nu bedst kunne
til, hvordan Luther så på ham, men i så fald holdt bevare sin neutrale distance. I hvert fald var det
han det for sig selv og forsøgte, som det tydeligt et både oplagt og sagligt valg, han traf, da han
fremgår af hans breve, efter bedste evne at holde gjorde spørgsmålet om viljens frihed til emne for
Martin Luther: Liv og lære INDHOLD 69
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 69 08/11/2017 10.55.111
sit skrift. Det måtte også hans modpart, Luther, indledningen har præsenteret som den
hermeneuuden forbehold anerkende. tiske grundmodel, der svarer til hans ”skeptiske”
Viljesspørgsmålet var lige i centrum af uenig- udgangspunkt og hans deraf følgende uvilje mod
heden. Den valgte genre, diatriben, gjorde det bestemte påstande (’assertiones’). Ganske vist
formuligt for Erasmus at rette en saglig kritik mod udsætter han, at Skriften ikke kan modsige sig selv,
Luther, som samtidig var et oplæg til en fredelig men den kan være dunkel, således at forståelsen af
drøftelse, der imødekom Luthers ”stående” krav det enkelte skriftsted i sidste ende må vindes ved
om, at teologisk argumentation skal foregå på inddragelse af den kirkelige fortolkningstradition
grundlag af Skriften. Erasmus kunne på den måde og kirkens afgørelser i lærespørgsmål. Erasmus’
også undgå for alvor at alliere sig med Luthers kir- ”skepsis” lader sig således udmærket forene med
kelige modstandere og at opgive sine egne reform- en ”kirkelig” autoritetstro. Det fundamentale er
krav. Han kendte det intellektuelle landskab godt for Erasmus slet ikke det, der vedrører læren, men
nok til at vide, at denne fremgangsmåde kunne menneskets stræben på fromhedens vej mod det
tænkes at gøre indtryk på ganske mange af Luthers bedre liv, og på denne vandring kan kun et
mentilhængere, der måske i forvejen var tilbøjelige til neske med en fri vilje begive sig ud.
snarere at ville følge hans end Luthers vej i spørgs- Luthers De servo arbitrio er en fulminant
målet om viljens frihed. De libero arbitrio blev da replik, meget længere end Erasmus’ skrift, hvis
også hilst med tilfredshed af Melanchthon, som argumentationsgang følges skridt for skridt i fuld -
forudså, at Luther ville svare venligt. Det gjorde stændig afvisning. Luther tillader fra begyndelsen
han så ikke. ingen tvivl: Hvad Erasmus har at bidrage med, er
I De libero arbitrio bestemmer Erasmus den ”afald eller aføring … serveret på guld- og
sølvfrie vilje (’liberum arbitrium’) som ”den kraft i fade” (LSU bd. 5, s. 22). Vel kan Luther kun
anerden menneskelige vilje, hvormed mennesket kan kende, at Erasmus har holdt sig til det, som det i
vende sig til det, der fører til evig frelse, eller vende teologien må dreje sig om: forholdet mellem Gud
sig fra det” (ERAS 4, s. 36). Det er ikke meget, og menneske i troen på Kristus som menneskets
mennesket således selv kan, og når det gælder frel- frelser og forløser. Men han ser samtidig De libero
sen, beror det meste på Guds nåde. Men det går arbitrio som et anslag mod den (åndelige) frihed,
ikke an at gøre den frie vilje til et blot og bart navn der skænkes i troen, fordi Erasmus her forsynder
uden reelt indhold, for derved ophæves menne- sig mod den fundamentale sondring mellem Guds
skets ansvarlighed, det vil sige dets menneskelig- rige og verdens rige ved at gøre menneskets
autohed, og Guds retfærdighed, som derimod begge nomi gældende, hvor den ikke kan fndes, nemlig
består, hvis der forudsættes, som Erasmus når i forholdet til Gud (Beutel 2006 s. 129).
Forudsætfrem til i skriftets sidste del, et samarbejde mel- ningen for troens frihed er netop viljens bundet -
lem den guddommelige nåde og menneskets frie hed i forholdet til Gud, det vil sige, at De libertate
vilje. Denne forståelse er for Erasmus at se den, christiana og De servo arbitrio udtrykker to sider af
der stemmer bedst med den bibelske opfattelse af, samme sag og sandhed. I forholdet til denne
verhvordan mennesket er stillet over for Gud. I skrif - dens ting kan Luther derimod uden videre
indtet gennemgår han en række gammel- og nytesta- rømme mennesket viljes- eller afgørelsesfrihed.
mentlige skriftsteder, som i hans øjne klart taler Man kan sige, at Luther over for Erasmus og
for den frie vilje, og tillige en række steder, som hans ’philosophia Christi’ ser det som sin opgave
synes at tale imod, at den fndes. Dermed gennem- at forsvare troen, og den store humanists forsigtige
fører han den forsigtigt afvejende drøftelse, han i argumentation for den menneskelige viljes frihed
Reformationen · Bind 70 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 70 08/11/2017 10.55.11angribes da også ud fra alle tre artikler i trosbe- afsluttet og værdigede ikke Erasmus’ nye bidrag
kendelsen: Hvis Gud er skaber, forløser og Hel- et ord. I 1534 så det kortvarigt ud til, at striden
ligånd, så er den frie vilje en farlig fktion, fordi kunne blusse op igen, men der fremkom ingen
den berøver Gud den frihed, som han alene har, publikationer.
fordi den overfødiggør og borttager Kristi
velger1529-1546: De sidste fender, ning ved at gøre troens gave til et resultat af
menarbejdet og dødenneskets egen anstrengelse, og fordi den ophæver
troens vished. Med troens vished står og falder for Religionssamtalen i Marburg mellem Zwingli
Luther alt. Han vil ikke vide af Erasmus’ ”skepti- og Luther havde ikke bragt den teologiske eller
ske” modvilje mod ’assertiones’, påstande, og hans lære mæssige enighed, som for Luther var en for -
tale om Skriftens dunkelhed. Den rette teologiske udsætning for et ”politisk” forbund af evangeli -
måde at tale på (’modus loquendi theologicus’) er ske stænder. Men den rigspolitiske situation efter
den ”påståelige”, den assertoriske, svarende til, at rigsdagen i Speyer i 1529 holdt liv i planerne om et
der i forbindelse med Skriften er tale om en dob- sådant forbund og dermed i det spørgsmål, som
belt klarhed, en ydre (’claritas externa’), som er Luther ud fra sit syn på øvrighed og samfunds -
den synlige klarhed, Skriften har som tekst, og en orden for kristnes vedkommende måtte svare nej
indre (’claritas interna’), som er den samme klar- til: om det var tilladt at yde modstand mod
kejsehed, men nu ved Åndens gerning som sandhed ren? Kejser Karl V, som gennem 1520’erne havde
om og for ”mig”. måttet rette næsten al opmærksomhed mod de
I sin argumentation mod selv det mindste udenrigske fender, først og fremmest Frans I af
råderum for den menneskelige vilje i forholdet Frankrig (1494-1547) og tyrkerne under Süleyman
til Gud, fordi et sådant straks berøver troen dens I (1494/1495-1566), indkaldte i marts 1530 den
vished, talte Luther i De servo arbitrio om Guds tyske rigsdag til møde i Augsburg fra den 8. april
almagt og forudbestemmelse (’prædestination’) af med henblik på at få genoprettet den religiøse
mennesker til frelse og fortabelse – og i den for - og kirkelige enhed. Wittenbergteologerne fk af
bindelse om den skjulte Gud (’deus absconditus’), kurfyrsten besked på at sammenfatte, hvad der
det vil sige Gud i hans utilgængelighed for men- for dem uopgiveligt hørte til ret kirkelig lære og
nesker til forskel fra den åbenbarede Gud (’deus praksis. I dette arbejde kunne der blandt andet
revelatus’), det vil sige Gud, som han er kommet gribes tilbage til Bekenntnis i Luthers store
nadtil mennesker i Jesus Kristus og ordet om ham – verskrift mod Zwingli fra 1528, til
Marburgartikpå en så tilspidset radikal måde, at han både i sam- lerne fra oktober 1529, men også til de af Luther
tidens og i eftertidens reception af skriftet skulle og Melanchthon allerede i sommeren 1529
udarkomme til at skille vandene (Kaufmann 2005 s. bejdede Schwabachartikler. Luther deltog, også
150 f.). Selv gav han senere i et brev udtryk for, at gennem direkte henvendelser til kurfyrsten, i for -
han betragtede De servo arbitrio og Catechismus beredelsen af det, der var tænkt som et
forsvarssom sine ”rette” bøger (WAB bd. 8, s. 99, l. 7 f.). skrift til forelæggelse for kejseren, men han kunne
Erasmus var hurtig og udsendte allerede i for- ikke følge med den kursachsiske delegation helt til
året 1526 første del af Hyperaspistes, som var hans Augsburg, da kurfyrsten (Johann der Beständige)
gendrivelse af Luthers kampskrift (det græske ord kun kunne beskytte ham, den fredløse i ”rigens
’hyperaspistes’ betyder noget i retning af ’beskyt- akt”, i sit eget territorium. For Luther sluttede
rejtende skjoldbærer’). Anden del kom i 1527. Luther sen i Coburg længst mod syd i Kursachsen, eller
betragtede for sit vedkommende ”sagen” som rettere sagt på fæstningen Coburg, som blev hans
Martin Luther: Liv og lære INDHOLD 71
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 71 08/11/2017 10.55.111
26 | Fæstningen Coburg, hvor Luther i 1530 tilbragte hen sætte sit præg på dem. Det var Melanchthon, der
ved seks, til tider plagsomme måneder (april-oktober), sad ved roret på den evangeliske side, som
hvermens Wittenbergteologerne i den kurfyrstelige delegation ken omfattede Zwingli eller sydtyskerne. Luther
forhandlede religionsspørgsmålet på rigsdagen i Augsburg. var stærkt utilfreds med frekvensen af
MelanchHer blev den af Melanchthon forfattede Confessio thons breve, men ikke uden beundring for
denAugustana (Den Augsburgske Bekendelse) fremlagt. nes varetagelse af den evangeliske sag og evne til at
”træde sagte”, som han mildt ironisk formulerede
det. Den ”bekendelse”, der med Melanchthon
som hovedforfatter blev resultatet af de evange -
liske anstrengelser, var med sine 28 artikler langt
hjem i næsten et halvt år, fra 23. april til 4. oktober, mere omfattende end oprindeligt forudset; først
på mange måder en sær gentagelse af opholdet på på selve rigsdagen blev de evangeliske bekendt
Wartburg ni år tidligere. Han led som dengang med det angreb, som Johann Eck i 404 artikler
under ensomheden, men kunne alligevel arbejde havde rettet mod dem, og på det skulle
bekendelmed næsten sædvanlig fid. Blandt andet blev det sen nu også svare. Confessio Augustana, som
dokutil en oversættelse af Æsops fabler, en række for - mentet kaldes, blev med de nævnte undtagelser
tolkninger af gammeltestamentlige salmer og det underskrevet af alle evangeliske stænder og skulle
tidligere nævnte Sendbrief vom Dolmetschen i løbet siden blive et fællesluthersk bekendelsesskrift.
af disse måneder. Bekendelsen blev oplæst for kejseren den 25. juni
Fra Coburg fulgte Luther forhandlingerne og efter få dage imødegået i de pavelige teologers
i Augsburg og forsøgte også fittigt skrivende at gendrivelse, Confutatio pontifcia, der ligeledes
Reformationen · Bind 72 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 72 08/11/2017 10.55.11blev læst op, men ikke udleveret til Melanchthon. marts 1545. Luther talte i 1530’erne forgæves for
Han havde således ikke selve dokumentet at for- evangelisk deltagelse i et af paven indkaldt
konholde sig til, da han udarbejdede sin Apologi. Men cilium. Fyrsterne og byrepræsentanterne var
aldeikke nok med det. Kejseren nægtede at modtage les afvisende. Augsburgrigsdagen i 1530 betød ikke
Melanchthons forsvarsskrift og erklærede sagen enden på al teologisk og religionspolitisk
drøffor afgjort med konfutationen. telse mellem de to stridende parter. I 1540-1541
Rigsdagen fornyede Wormsediktets bestem- fandt således en række religionssamtaler sted i
melser, og blandt de evangeliske stænder steg Hagenau, Worms og Regensburg. Til sidst i dette
frygten for, at religionsspørgsmålet ville blive forløb nåede man med Melanchthon og Bucer
søgt afgjort med magt. Fyrster og jurister lagde som hovedforhandlere på evangelisk side langt i
pres på Wittenbergteologerne med Luther i spid- retning af enighed i fundamentale trosspørgsmål,
sen for at få deres godkendelse af, at væbnet for - hvor fronterne hidtil havde været trukket skarpt
svar mod kejseren i trosanliggender var legitimt. op, således i spørgsmålet om
retfærdiggørelseslæLuther bøjede sig om end ugerne for denne juridi- ren. Det hele løb dog ud i ingenting, da hverken
ske vurdering, og i slutningen af februar 1531 dan - kurien eller Luther kunne godkende enigheden.
nedes Det Schmal kaldiske Forbund, en forsvarsal- Den religionspolitiske udvikling afspejles i
liance af evangeliske rigsfyrster og rigsstæder Luthers forfatterskab, som også fortsat vidner om
under ledelse af Hessen og Kursachsen og opkaldt hans stærke engagement i evangelisk sindedes
vilefter den by, Schmalkalden, hvor forhandlingerne kår i byer og territorier med pavekirkelig
øvrighavde fundet sted. Først efter Luthers død kom hed. Af en lang række skrifter skal her nævnes: De
det til militær konfrontation (Den Schmalkaldi- schmalkaldiske artikler fra 1537, et teologisk
strinske Krig 1546-1547) og da med nederlag for for - gent dokument, der på kurfyrstelig opfordring
bundet, som kejseren havde haft held til at svække. blev udarbejdet som det evangeliske
”forhandSå længe Luther levede, var Det Schmalkaldiske lingsgrundlag” ved et kommende koncilium, men
Forbund med til at sikre, at kejseren, som i øvrigt i første omgang ikke fk nogen ofciel status.
Derhavde brug for de evangeliske stænders støtte i kri- næst Von den Konziliis und Kirchen – Om
konciligene mod tyrkerne og på ny kom på krigsfod med erne og kirkerne fra 1539, som er skrevet i den
overFrankrig, i perioder sluttede religionsfred og sus- bevisning, at der intet er at håbe på fra et
kompenderede Wormsediktets bestemmelser, således mende koncilium under pavens ledelse, og i øvrigt
at reformationen ”lovligt” kunne føres igennem, er den udførligste redegørelse fra Luthers hånd for
og et ”territorialkirkevæsen” opbygges i de evan- kirkens begreb og væsen. Endvidere Wider Hans
geliske områder og byer. Forbundskredsen var Worst – Mod Hans Worst fra 1541, der overøser en
også forum for forhandlinger vedrørende de pav -e personlig adressat med grovheder, men først og
lige indbydelser til et koncilium. Disse drøftelser fremmest vil fremhæve, at det er de evangeliske,
begyndte allerede i 1533 og intensiveredes i 1536, som udgør den rette, gamle kirke, hvorimod
paveda pave Paul III (1468-1549, pave fra 1534) udskrev kirken er ”Djævelens hore”. Og endelig Wider das
koncilium til afholdelse i Mantua; konciliet blev i Papsttum zu Rom, vom Teufel gestiftet – Om
pave1537 først forlagt til Vicenza og dernæst på grund dømmet i Rom, stiftet af Djævelen fra 1545, et skrift,
af den ringe tilslutning udskudt på ubestemt tid. der når højde- eller, om man vil, lavpunkter i en
I november 1544 indkaldte paven med opbakning grovkornet polemisk repetition af Luthers
teolofra den nu til religionskrigen kampklare Karl V til giske kritik af pavedømmet og slår fast, at paven
koncilium i Trento (Tridentinerkonciliet) fra 15. ikke under nogen omstændigheder kan ville et
Martin Luther: Liv og lære INDHOLD 73
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 73 08/11/2017 10.55.111
27 | Den falske og den sande kirke var et spørgsmål, der Bucer og Melanchthon håbede, at denne enighed
holdt Luther beskæftiget gennem hele livet, og som også kunne være et skridt på vejen til en mere
omfathurtigt blev et gennemgående motiv på reformationens tende, der også inkluderede schweizerne. Men de
billedside. Her er det fremstillet i et træsnit af Lucas havde under alle omstændigheder
undervurdeCranach den yngre fra ca. 1546. ret Luthers mistro, som måske også hang
sammen med, at den apokalyptiske horisont, som
bestemte hans læsning af tidens ”tegn”, rykkede
nærmere med hans egen fremrykkende alder. Da
bogtrykkeren Christoph Froschauer (ca.
14901564) i Zürich i 1543 sendte Luther et eksemplar af
rigtigt koncilium, eftersom de tre ord ”frit, kriste- en latinsk bibeloversættelse, som Zürichteologer
ligt og tysk” for ham er ”gift, død, Djævel og hel- med Zwinglis nære medarbejder Leo Jud
(1482vede” (WA bd. 54, s. 208, l. 11 f.). 1542) i spidsen havde stået for, frabad Luther sig
Også modsætningsforholdet til den schweizi- således i et takkebrev at få tilsendt yderligere
arbejske reformation med centrum i Zürich vedblev til der af præsterne i Zürich og gav denne
begrundet sidste at være en levende realitet for Luther. delse: ”… jeg vil ikke gøre mig delagtig i den
forMed Bucer og sydtyskerne blev der nået en for- dømte og skammelige lære, men vide mig
uskylståelse med Wittenbergkonkordien i 1536, og dig, bede og lære imod dem til min ende” (UBML
Reformationen · Bind 74 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 74 08/11/2017 10.55.112, s. 414). Og godt et år senere gav Luther i skriftet ter Kristus og de kristne. Det er synspunktet. For
Kurzes Bekenntnis vom heiligen Sakrament – Kort så vidt er det jødiske spørgsmål et spørgsmål om
bekendelse om det hellige sakramente fra september den rette skriftudlægning. Den jødiske tro
ophæ1544 sin mistro til schweizerne frit løb. Stående ver radikalt Luthers kristocentriske
skriftforståover for livets afslutning lægger Luther vægt på at else (se til det følgende Beutel 2005 s. 217-224 ved
have det vidnesbyrd, at han har fordømt og skyet Hans-Martin Kirn).
”sværmere” og ”sakramentsfender”; han vil, skri- Luther havde en lang antijudaistisk tradition at
ver han, ikke mere bede for Zwingli og hans til- trække på. Det gjaldt også, når det kom til
spørgshængere, for der var og er overhovedet ikke alvor målet om de konsekvenser, der skulle drages med
og ret tro i dem, kun djævelsk bedrag. Et sådant hensyn til jødernes stilling og vilkår i
samfundsvotum gik stik imod både teologiske og politiske livet. Her var Luthers holdning imidlertid ikke
bestræbelser for at nå til enighed med schweizerne den samme fra først til sidst. Han stod på flolo -
og var måske med til at isolere Luther. gen Johann Reuchlins side i kampen for at for -
Siden rigsdagen i Augsburg 1530 var det blandt hindre, at Talmud og anden jødisk
traditionslitWittenbergteologerne i stigende grad Melanch- teratur blev kastet på bålet, og i perioden fra 1515
thon, der som kurfyrstelig rådgiver førte ordet i til 1523 kan der i Luthers skriftudlægninger,
herteologiske og religionspolitiske forhandlinger. under hans prædikener, spores en ny, mere
”venMan kan ikke uden videre sige, at Luther var ble- lig” indstilling til jøderne, hvor neddæmpning af
vet kørt eller havde kørt sig selv ud på et side- de traditionelle anklager mod jøderne og en
forspor og afgørende havde mistet indfydelse. Så sigtig optimisme med hensyn til deres omvendelse
længe han levede, vejede hans ord tungere end følges ad. Denne holdning kommer mest markant
nogen anden teologs, også selv om den kurfyr- til udtryk i skriftet Daß Jesus Christus ein geborener
stelige regering ikke altid fulgte hans råd. Men Jude sei – At Jesus Kristus er født som jøde fra 1523.
det er på den anden side også tydeligt, at stejl- Luther, der synes at have ment, at
gennembrudhed, hårdhed og nærmest hadefuld utilnærmelig- det for den reformatoriske teologi ville få jøder til
hed i visse spørgsmål satte ham uden for den sam- at forstå Jesus Kristus som
messiasforventningertale, som hans nærmeste medarbejdere så sig for- nes opfyldelse, plæderede her for en række udvi -
pligtet til at deltage i. For Luther selv var der ikke delser af jødernes rettigheder og dermed for deres
noget irrationelt ved hans hårde og hadefulde for - samfundsmæssige integration, og vel at mærke
dømmelser. De ramte nemlig kun dem, der for- uden at gøre den sidste afhængig af forudgående
nægtede, hadede og bespottede Kristus. Sådan var omvendelse. Fra midt i 1520’erne faldt Luther
det med Zwingli og sværmerne. Og sådan var det måske på baggrund af en mislykket tros- og
læremed jøderne. samtale med rabbinske lærde tilbage i en
dæmoniLuthers forhold til jøderne er et kapitel, som sering af jøderne, hvor han fæstede lid til næsten
ikke mindst i nyeste tid har kastet en skygge over ethvert rygte om jødiske forhånelser af Kristus
arven fra reformationen eller ligefrem ført til et og de kristne. Der er fere vidnesbyrd om denne
ønske om helt at blive fri for den. Grundlæg - ”nye” holdning fra 1530’erne, men i nærmest
eksgende var Luthers syn på jøderne det samme fra trem form slår den igennem i tre store antijødiske
1. Salmeforelæsning til de store antijødiske skrifter skrifter fra 1543, Von den Juden und ihren Lügen –
i 1543, ja, til hans sidste prædiken i februar 1546. Om jøderne og deres løgne, Von Schem Hamphoras
Jøderne fornægter, at Jesus Kristus er opfyldel - und vom Geschlecht Christi – Om Schem
Hampsen af Skriftens forjættelser, de hader og bespot - horas og Kristi slægt og Von den letzten Worten
Martin Luther: Liv og lære INDHOLD 75
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 75 08/11/2017 10.55.111
Davids – Om Davids sidste ord. For Luther gjaldt slået den ungarske hær, forholder Luther sig til
nu i modsætning til i 1523, at jøderne måtte vælge ”misforståelsen”:
mellem at blive døbt eller fordrevet. Og han
arbejdede i tillæg hertil med et helt katalog af tvangs- … jeg ville nemlig også have sagt noget om den
foranstaltninger: afbrænding af synagoger, øde - tyrkiske krig, fordi den var kommet os så nær, og
læggelse af jøders huse, forvisning til fattigkvar- nogle har bebrejdet mig, at jeg skulle have frarådet
terer, konfskation af bønnebøger og Talmud, at føre krig mod tyrkerne. For allerede længe har jeg
læreforbud for rabbinere, ophævelse af frit lejde, vidst, at det også måtte komme, at jeg var
tyrkervenforbud mod rentetagning, beslaglæggelse af vær - lig, og det hjælper mig ikke noget, at jeg har skrevet
digenstande og tvangsarbejde for unge menne- så klart om det, og at jeg yderligere i det lille skrift om
sker (Beutel 2005 s. 222). Formålet skulle være den verdslige øvrighed har lært, hvordan ligemand
at bevæge jøder til at modtage dåben, og Luther godt kan føre krig mod ligemand. Men da tyrkerne er
forestillede sig, at sådanne foranstaltninger kunne taget hjem igen og de gode tyskere nu ikke længere er
gennemføres på ordnet vis af øvrigheden og uden interesseret i det, er tiden endnu ikke inde til at skrive
vold mod personer. om det. (LSU bd. 4, s. 349, l. 3-12)
Luthers antijødiske skrifter og deres næsten
monomant aggressive retorik mødte ikke megen Det var den imidlertid i april 1529, hvor Luther
forståelse hos hans teologiske kolleger og med- nogle måneder før tyrkernes belejring af Wien i
reformatorer. De lutherske reformatorer i Dan- september udsendte Vom Kriege wider die
Türmark omtalte f.eks. aldrig disse skrifter (Lausten ken – Om krigen mod tyrkerne. I sine skrifter om
2005 s. 164). Men som alle ved, forsvandt de ikke tyrkerfaren fastholder Luther konsekvent, at den
ud af historien, og i 1930’erne blev de i Tyskland tilladte og nødvendige forsvarskrig mod tyrkerne
genoptrykt og indlejret i nazisternes racistiske er et helt igennem verdsligt anliggende, som den
antisemitisme. verdslige øvrighed, kejseren, skylder at varetage
Pavedømmet, jøderne og tyrkerne var for under anvendelse af sin sværdmagt til
beskytLuther de tre store apokalyptiske tegn. Af dem telse af sine undersåtter. Det ændrer ikke noget
frembød tyrkerne med deres militære fremmarch ved, at de kristne skal forstå tyrkerne som Guds
den mest håndgribelige undergangstrussel (se straf og derfor svare på faren med bod og bøn.
til det følgende Beutel 2005 s. 224-231 ved Sieg- Også denne åndelige kamp vedbliver Luther at
fried Bräuer). Luther havde allerede tidligt i for - indskærpe. I Vom Kriege wider die Türken
forklaringen til den 5. afadstese ”tolket” tyrkerne klarer Luther pædagogisk, at der er to personer,
som det ris, hvormed Gud tugtede den syndige som er i krig mod tyrkerne, nemlig ”Christianus”
kristenhed, og dermed som et kald til bod. Dette (altså den enkelte kristne), som fører den åndelige
kald blev overhørt, mente Luther, i iveren efter kamp, og ”Kaiser Karolus”, som med våbenmagt
at føre krig mod tyrkerne. I bandtrusselsbullen, fører den verdslige kamp. I den åndelige kamp er
Exsurge Domine fra 1520, var dette blevet til, at det godt at kende sin modstander. Tyrkerne, det
Luther skulle have sagt, at det at kæmpe mod tyr- vil sige Koranen, som Luther på dette tidspunkt
kerne var det samme som at kæmpe mod Gud. kendte brudstykkevis i latinsk oversættelse,
ophæDet var en fordrejning eller i hvert fald en fejl - ver, siger han, tre guddommelige
grundordninlæsning. Til sidst i sit skrift Ob Kriegsleute auch ger: troen på Kristus, det vil sige Kristus som sand
im seligen Stande sein können, som er skrevet efter Gud og sandt menneske, det verdslige regimente
slaget ved Mohács i 1526, hvor tyrkerne havde og ægteskabet. Luther har for øje, at tyrkernes
Reformationen · Bind 76 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 76 08/11/2017 10.55.11samfundsmæssige dyder og fortræfeligheder og ken – Formaning til bøn mod tyrken fra 1541, som,
den ”tyrkiske tro” kan udgøre en fristelse for den skønt der var gået hen ved tolv år, lå i direkte og
”naturlige” fornuft og få mennesker til at skifte nærmest repeterende forlængelse af Heerpredigt
tro. Hvad kejseren angår, indskærper Luther, at wider den Türken.
han skal føre krig uden den korstogsideologi, som Luther vedblev med at interessere sig for ”tyr -
pave og kejser ellers er forfaldne til. Der er tale kerne” og Koranen, og hans kendskab blev med
om en forsvarskrig, og her kan og skal den enkelte tiden så omfattende, som den tilgængelige litte -
kristne som undersåt med god samvittighed gøre, ratur tillod det. Og da han anså det for vigtigt, at
hvad øvrigheden befaler ham. hans ”tyskere” fk kendskab til, hvad der truede
I Heerpredigt wider den Türken – Feltprædiken dem, fk han med egne forord udgivet et skrift fra
mod tyrken, som blev skrevet, da Süleyman I midt 1480 om den ”tyrkiske tro” og sæd og skik hos
tyri oktober 1529 havde opgivet sin få uger gamle kerne samt i egen oversættelse et skrift fra år 1300
belejring af Wien, skildres tyrkerne i en tydning af om Koranen. Først tidligt i 1542 fk Luther adgang
”det ferde dyr” i den apokalyptiske vision i Dani- til hele Koranen, men i en dårlig latinsk
oversætels Bog (7) som den ene af de to grusomme tyran - telse; i oktober 1542 skrev han til rådet i Basel for
ner, der som Djævelens redskaber før den yder - at sikre, at en beslaglagt bedre latinsk oversættelse
ste dag skal lægge kristenheden øde; den anden er blev frigivet til udgivelse. I sig selv var denne appel
pavedømmet (WA bd. 30 II, s. 162, l. 1-14). Luther helt i tråd med en af Luther ofte anvendt publici -
retter i denne ”prædiken” særligt opmærksomhe- stisk strategi, som også var almindelig i tiden: at
den mod de tyskere, som allerede er eller måske vil udgive modstanderskrifter i troværdige udgaver,
falde i tyrkisk fangenskab. Og igen er han optaget eventuelt med kommentarer.
af den fascination, som alvoren og ordenen i tyr - Som det fremgik af Heerpredigt wider den
Türkernes religiøse praksis, personlige fromhedsliv og ken, udgjorde i Luthers apokalyptiske, af
Danielssociale omgangsformer udøver, og han formaner bogen bestemte verdensbillede tyrkerne med deres
kristne, som kan komme ud for og blive anfæg- Koran og pavedømmet et Kristusfendtligt fælles -
tet af den, til at indprente sig de ti bud, fadervor skab, som han ikke kunne glemme, selv ikke når
og trosbekendelsen og her især den anden tros- han skrev salmer for børn. Der var andre fender,
artikel om Jesus Kristus. I den ligger det hele, som var apokalyptiske tegn, sværmerne og jøderne
siger Luther, efter den kaldes vi kristne, og ved f.eks., men det var ”paven” og ”tyrken” han ville
den adskilles ”vor tro” fra al anden tro på jorden huske børnene på:
(WA bd. 30 II, s. 186, l. 1-14). Det er da også netop
denne artikel, som tyrkerne retter al deres bespot- Erhalt uns Herr bey deinem Wort
telse og forhånelse imod (WA bd. 30 II, s. 189, l. und steur des Bapsts und Türcken Mord.
16-20). I det hele taget gælder, at tyrkernes
etiske kvaliteter og deres imponerende krigslykke er Sådan begyndte Luther den ”børnesang”, som
Djævelens blændværk, som de kristne ikke skal han måske ved årsskiftet 1541-1542, måske to eller
ligge under for. tre år senere skrev til afsyngelse mod ”Kristi og
Da Süleyman I i 1541 gjorde størstedelen af hans hellige kirkes to ærkefender” (WA bd. 35,
Ungarn til en provins i Det Osmanniske Rige, s. 467, l. 20-27). I første bind af Nikolai Frede -
frygtede man i de tyske lande nye tyrkiske angreb. rik Severin Grundtvigs (1783-1872) Sang-Værk til
Det var anledningen til Luthers sidste skrift mod den Danske Kirke fra 1837 var hele den første strofe
tyrkerne, Vermahnung zum Gebet wider den Tür- gengivet således:
Martin Luther: Liv og lære INDHOLD 77
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 77 08/11/2017 10.55.111
Ophold os Herre, ved dit Ord, og fremmest forelæsningerne og det øvrige arbejde
Trods Pavens Løgn og Tyrkens Mord, som professor ved universitetet, endvidere
prædiSom styrte vil fra Tronen ned kenvirksomheden og endelig korrespondancen,
Dig, Kongen i al Evighed! (No. 128) der i stigende grad omfattede rådgivning i refor -
mationsanliggender. Hertil kom jo indtil 1534
Da man allerede i Grundtvigs levetid ikke mere oversættelsen af de sidste dele af Det Gamle Testa -
kunne synge sådan i Danmark, blev linjen med mente og sideløbende hermed og derefter indtil
”paven” og ”tyrken” til ”trods dine fenders løgn Luthers død også oversættelsesrevisionerne.
og mord”, og en tilsvarende abstrahering fandt To store, indholdsrige og teologisk udfor -
sted i Tyskland. Luther tænkte anderledes kon - drende forelæsninger har vi fra de sidste femten år
kret, ikke bare da han skrev salmen, men fra af Luthers liv, Store Galaterbrevsforelæsning (3. juli
begyndelsen til enden. til 12. december 1531, udgivet 1535) og
GenesisforeI årene efter rigsdagen i Augsburg og indtil sin læsningen (3. juni 1535 til 17. november 1545,
udgidød i 1546 var Luther under et kolossalt arbejds- vet i fre dele 1544-1554). Der er i begge tilfælde
pres, som også undertiden synes at have haft tale om tekster, der blev forberedt til trykning på
ugunstig indfydelse på hans fysiske og mentale grundlag af, hvad trænede tilhørere og
”medskrihelbred. Forstoppelse, voldsom hovedpine, øre- vere” skrev ned under Luthers forelæsninger fra
susen, svimmelhed, angina pectoris, nyresten og katederet.
depression var blandt de lidelser, han måtte træk- Særligt ferm til dette var Georg Rörer
(1492kes med, nogle af dem helt tilbage fra Wartburgti - 1557), som kom til Wittenberg i 1522 og
indden, og i hvert fald i to tilfælde, i 1527 og i forbin - til 1546 optegnede næsten alle Luthers
prædikedelse med et møde i Schmalkalden i 1537 (jf. De ner og forelæsninger; Rörers ordination til diakon
schmalkaldiske artikler), var han så syg, at han selv ved bykirken var i øvrigt den første i Wittenberg,
og hans omgivelser troede, han skulle dø. ligesom han var den første, der i 1526 celebrerede
Sin egen død, som han i sine sidste år lige- Luthers tyske messe. Store Galaterbrevsforelæsning,
frem kunne længes efter, forholdt han sig kon - der var meget større end
Gevskommentatant humoristisk til i forvisning om, at den ville ren fra 1519 og ifølge Luther selv urimeligt ordrig,
være indgangen til evig glæde, men hans sorg blev med sine udførlige og klare redegørelser for
var stor, da faderen døde under Luthers ophold sondringen mellem lov og evangelium sidenhen
på Coburg og moderen et år senere, og da han i en del af standardpensum i det teologiske studium
1528 mistede sin endnu spæde datter, Elisabeth, ved evangelisk-lutherske universiteter. I tiden
og i 1542 den godt trettenårige Magdalena. Som mel lem 1530’ernes to store forelæsninger vendte
også hans mange trøstebreve viser, savnede Luther Luther sig på ny og dermed for tredje gang til
Salikke ord, når han skulle tale om døden og sor- mernes Bog, nu i brede gennemgange af udvalgte
gen. Han kunne spøge med sine bysbørns, som salmer med udførlige kommentarer til enkeltvers
han så det, overdrevne frygt for pesten, der i løbet (Leppin m.f. 2014 s. 728-734).
af 1520’erne og 1530’erne nogle gange ramte Wit- Fra 1533 blev de teologiske
doktorpromotitenberg og blandt andet medførte, at universite- oner, der havde været indstillet siden
begyndeltet midlertidigt blev forlagt til Jena. Luther fulgte sen af 1520’erne, genindført, og dermed kom
ikke med, men opfattede det som en selvfølgelig der atter gang i disputationerne, som jo fandt
pastoral forpligtelse at blive. sted på grundlag af opstillede og fremlagte teser.
Til de løbende, omfattende pligter hørte først Luther var fittig på dette felt, og der foreligger
Reformationen · Bind 78 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 78 08/11/2017 10.55.11fra 1530’erne og 1540’erne en stribe teserækker, der delse. Eller med andre ord: Man har ikke forstået,
lægger op til afklaring af ”interne” stridsspørgs - at sondringen mellem lov og evangelium i sidste
mål, eller som sigter på uddybelse eller skærpelse af ende er Guds. Striden mellem Luther og Agricola
reformatoriske, teologiske indsigter (Leppin m.f. endte med, at den sidste ”fygtede” til Berlin, hvor
2014 s. 166-172). I nogle tilfælde er kun teseræk- han siden blev generalsuperintendent i
Brandenken bevaret, i andre tillige optegnelser af selve dis- burgs evangeliske kirke. Han søgte forsoning med
putationen eller dele heraf. I Disputatio de homine Luther, som imidlertid aldrig genvandt tilliden til
den 14. januar 1536 drejede drøftelsen sig som i ham, og hans omdømme var varigt skadet blandt
Luthers tidligste disputationer om den rette teo- de lutherske.
logiske forståelse af mennesket, her ud fra nitten Til Luthers arbejdspensum på universitetet
flosofske og 21 teologiske teser vedrørende antro- hørte fra 1535 og til hans død også de opgaver, der
pologien. Berømt er tese 32, hvor det med hen- fulgte med embedet som dekan for det teologiske
visning til Romerbrevet (3.24) slås fast, at menne- fakultet. Til de mange akademiske belastninger
skets retfærdiggørelse ved tro er Paulus’ og dermed kom så de hyppige, i perioder daglige
prædikeden teologiske defnition af mennesket. Væsent- ner i bykirken. Ikke mange moderne præster ville
lige i et internt Wittenbergreformatorisk opgør kunne følge med her. I 1530’erne øgedes
belastom den rette forståelse af loven og dermed af for - ningen i lange perioder som følge af, at Johannes
holdet mellem lov og evangelium var de såkaldte Bugenhagen var bortrejst for at assistere ved
indAntinomerdisputationer fra 1537 til 1540. Der er førelsen af evangeliske kirkeordninger i nye områ -
tale om i alt seks teserækker og optegnelser fra fre der; fra slutningen af 1530 til april 1532 var han
af disputationerne. Luther vendte sig med disse således i Lübeck, og fra sommeren 1537 opholdt
disputationer mod sin fortrolige fra den tidligste han sig i to år i København. Luther prædikede
reformationstid, Johann Agricola (ca.1492-1566), gerne, og i Wittenberg var hans prædikener en
og skrev ved fere lejligheder også direkte imod institution; måske følte han sig bedre hjemme
ham. Hele disputationsforløbet blev sat i gang, på prædikestolen end ved katederet. Han
præefter at Luther havde ofentliggjort nogle ano- dikede uden manuskript, men andres
optegnelnymt cirkulerende teser, som Agricola formode- ser har som nævnt bevaret hans ord for eftertiden.
des at stå bag. Grundsynspunktet i disse teser er, Undertiden kunne han få nok og måske i anfald af
at de kristne har lagt loven bag sig, og at syndser- mismod over, hvor lidt wittenbergerne dog havde
kendelse og bod udspringer af evangeliets forkyn - hørt og lært, ligefrem gå i strejke. I de første måne -
delse. Loven hører således ikke hjemme i kirken, der af 1530 ville Luther således ikke bestige
prædimen alene på rådhuset. For Luther var det forstå- kestolen i Wittenberg. Først da kurfyrsten greb
elsen af Skriften, boden og menneskets virkelighed ind, holdt han nogle søndagsprædikener,
herover for Gud, som her stod på spil. Agricola over- under også en afskedsprædiken umiddelbart før
ser, sagde han, at mennesket allerede altid er en afrejsen til Coburg. I sommeren 1545 var Luther
synder og derfor aldrig kan lægge den syndsåben- så væmmet ved usædeligheden og umoralen i
barende lov bag sig. Når man tænker som Agri- Wittenberg, at han fra en rejse ikke ville vende
cola og lader evangeliet overtage lovens funktion, hjem til ”dette Sodoma”, men ønskede at trække
så har man for det første ikke forstået radikaliteten sig tilbage til Zühlsdorf, en gård, han havde købt
i lovens fordring, og for det andet ophæves evan - til sin hustru i 1540 (UBML bd. 2, s. 426). Også
geliet som Guds uforskyldte gave til liv og salig- her skulle der kurfyrstelig indgriben til, før Luther
hed og bliver i stedet en ny lov i menneskets besid- ombestemte sig. Mismodet, hvis det er det rigtige
Martin Luther: Liv og lære INDHOLD 79
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 79 08/11/2017 10.55.111
ord, var dog på ingen måde dominerende, og der og kunne i deres hurtigt udarbejdede og straks
kan peges på en række steder i Luthers skrifter og publicerede ”protokol” bevidne, at han døde i fast
korrespondance, hvor han fortrøstningsfuldt gør tro på Kristus og uden at vige fra sin lære. Det var
”boet” op i forvisning om, at det, som ved ham rettidig omhu, for den ”romerske” propaganda
blev sat i gang, var rigtigt, nødvendigt og til bed- havde helt andre billeder af ærkekætterens
ulyksaste for dem, der blev omfattet af reformationen. lige og forsmædelige død på bedding.
Luther blev spurgt til råds fra mange sider, og Skyggen, for nu at sige det sådan, var fulgt
han stillede rundhåndet sin tid til rådighed. Han med til Eisleben. Sin allersidste prædiken, holdt
fulgte nøje med i reformationens gang, også uden den 15. februar, afsluttede han med et voldsomt
for de tyske områder, og tog omhyggeligt, selv- udfald mod jøderne, som han på grund af deres
følgelig ofte med udgangspunkt i wittenbergske forhånelse af Kristus ville have udstødt af sam -
modeller, stilling til de kirkeorganisatoriske, guds- fundet. Og da havde allerede den jødefendtlige
tjenstlige, økonomiske, sociale og uddannelses- tone været slået an i de ellers stilfærdigt kærlige og
mæssige spørgsmål, som indførelsen af reforma - humoristiske breve til den bekymrede fru Käthe.
tionen, først og fremmest i de nordtyske områder Luthers kiste blev under stor opmærksomhed
og i de nordiske lande, rejste, og han korresponde- ført til Wittenberg. I Slotskirken, hvor han blev
rede i den anledning med konger, fyrster og byråd begravet under prædikestolen, samledes familien,
foruden, naturligvis, med et stort antal reforma- kollegerne fra universitetet, repræsentanter for
toriske teologer. Men man søgte også hans råd i hofet og wittenbergske borgere for at høre
Johanf.eks. ægteskabs- og arvesager, og han kunne af nes Bugenhagens tyske og Philipp Melanchthons
egen drift appellere til myndighedspersoners bil- latinske ligtale. Der var en vis robust nøgternhed i
lighed, når småkårsfolk var truet på deres leve- den sidstes portræt af Luther og i karakteristikken
brød. Og hertil kommer så den omfattende, mere af ham som en af Gud sendt ”tjener for evange -
personlige korrespondance, hvor sjælesørgeren liet”. Luther kunne ikke have sagt det bedre selv.
Luther af egen erfaring, men aldrig selvpromo - Sine sidste ord skrev han på en seddel, som man
verende eller omklamrende, talte om evangeli- fandt i dødsværelset i Eisleben. ”Vi er tiggere, det
ets trøst til prædestinationsangste og fortvivlede er sandt” – sådan sluttede den. Det var ikke
senmedkristne. timentalitet, men på sin vis også nøgternhed, for
Det var i sin egenskab af rådgiver og mæg- ordene skal læses i sammenhæng med de
foregåler i en arvestrid mellem greverne af Mansfeld, at ende linjer, som lader forstå, at Bibelen er en bog,
Luther sammen med sine tre sønner og fra Halle hvis visdom et menneske ikke kan lægge bag sig,
ledsaget af vennen Justus Jonas (1493-1555) i slut- men kun forholde sig modtagende til.
ningen af januar 1546 rejste til sin fødeby Eisle -
Ord i tiden – ord til tiden?ben. Rejsen var mere, end hans helbred kunne
tåle. Alligevel kunne han bidrage til, at de besvær- Luther var en drivende kraft i den teologiske
lige forhandlinger skred frem og kunne afslut - og kirkelige reformation, som i 1500-tallets før -
tes, og han nåede at prædike fre gange i Eislebens ste halvdel revolutionerede europæisk kultur og
hovedkirke, Sankt Andreas, og at skrive seks breve dermed fk afgørende indfydelse på
århundretil sin for hans helbred bekymrede hustru, inden ders historiske udvikling. Hans ord i tiden blev
han blev alvorligt syg den 17. februar og døde fr-e hørt som ord til tiden, i tilslutning eller afvisning.
deligt natten til den 18. februar. Justus Jonas og en Det religiøse landskab i Det Tysk-Romerske Rige
præst fra Eisleben var hos Luther i de sidste timer ændrede sig ikke stort efter Luthers død, selv om
Reformationen · Bind 80 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 80 08/11/2017 10.55.11de evangeliske stod svagt efter nederlaget i Den 28 | Luther med medreformatorer og Erasmus af Rotterdam.
Schmalkaldiske Krig, men der skulle en tredive- Bare tolv år efter Luthers død kunne Erasmus af Rotterdam,
årig, grusom krig i første halvdel af 1600-tallet til, som det ses her, indlemmes i kredsen af reformatorer, ja,
før juraen blev tilpasset den religiøse og kirkelige som ferde person fra højre er han sammen med Johannes
virkelighed. Bugenhagen i midten og Luther til venstre for denne endda
Hvad hovedpersonen Luther angår, viste det placeret centralt i gruppen af reformatoriske personligheder.
sig på den ene side hurtigt, at hans ord i tiden ikke Kopi af Meienburgisches Epitaph, malet af Lucas Cranach
mere umiddelbart blev hørt som ord til tiden. De den yngre, 1558. Lutherhalle Wittenberg.
var nu historiske på linje med ord af andre store,
afdøde teologer og skulle fortolkes, uanset at de
nød en helt særlig respekt. I årene fra Luthers
død til slutningen af 1570’erne stredes
’gnesiolutheranere’, ’ægte lutheranere’ og ’philippister’,
melanchthonelever, om den reformatoriske,
teologiske arv eller altså om, hvad der nu var refor- i forskellige tidstypiske, ikoniske skikkelser eller
mationens ord til tiden, en strid, som, skønt den i lutherbilleder og genstand for både afvisning og
grunden aldrig er ophørt og har haft mange inter- omfavnelse.
essante stationer, i dag, hvor reformationen er 500 I disse år diskuteres Luthers og
lutherdomår gammel, kun interesserer få. mens betydning for tilblivelsen af den
nordiMen på den anden side forblev personen ske, demokratiske, socialliberale samfundsmodel.
Luther gennem tiden ”levende” og nærværende I historien er der ikke så mange lige linjer, men
Martin Luther: Liv og lære INDHOLD 81
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 81 08/11/2017 10.55.111
spørgsmålet er ingenlunde meningsløst. Går man
tæt på udviklingen, må man forberede sig på brud
og regressioner, sære forhold og skæve forbindel -
ser. I den danske Demokratikanon fra 2008
indrømmer forfatterne Luther en plads i frihedens
og demokratiets historie, ikke ligefrem
modstræbende, men dog tydeligt nok under indtryk af alt
det, der taler mod Luther som politisk frihedshelt:
Luther var på ingen måde liberalist eller demo-
krat i moderne forstand, og den protestantiske
reformation ledte ikke på kort sigt til religionsfrihed.
Alligevel banede han med sit skridt [blandt andet
afadsteserne og påstanden om lige adgang for alle til at
tolke Bibelen og dermed anfægtelsen af pavekirkens
menings- og trosmonopol] vejen for det humanistiske
grundsyn om respekt for det enkelte menneskes ret til
en udvikling i frihed og ansvarlighed, som siden blev
kendetegnende for det vestlige demokrati.
(Demokratikanon s. 22)
Sat på spidsen vil det jo sige: Luther banede vejen
for Erasmus. Det ville de nok begge pure have
afvist, men faktisk er synspunktet ikke helt hen
i vejret. Det kan meningsfuldt gøres gældende og
måske endda, mærkeligt nok, bidrage til at skærpe
blikket for, at det var en anden frihed, Luther talte
om.

Reformationen · Bind 82 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 82 08/11/2017 10.55.11Lausten, Martin Schwarz 2005: Martin Luther. Munk – oprører – Litteratur
reformator. Frederiksberg.
Leppin, Volker 2006: Martin Luther. Darmstadt.
Kildeudgaver og opslagsværker (med forkortelser)Volker & Gury Schneider-Ludorf (red.) 2014: Das
ERAS 4 = Erasmus von Rotterdam, Ausgewählte Schriften, Band
Luther-Lexikon. Regensburg.
4, übersetzt, eingeleitet und mit Anmerkungen versehen
Lohse, Bernhard 1997: Martin Luther. Eine Einführung in sein
von Winfried Lesowsky, herausgegeben von Werner Welzig.
Leben und Werk. Tredje gennemarbejdede oplag. München.
Darmstadt 1969.
Mann, Tomas 1965: Mellem Kultur og Politik. Taler og Essays
1926LSU 1-4 = Luthers Skrifter i Udvalg, bd. 1-4, ved Torben
1953. Udvalg og indledning ved Niels Barfoed. København.
Christensen, Niels Nøjgaard, E. Testrup Pedersen & Regin
Moeller, Bernd 1991: Die Reformation und das Mittelalter.
Prenter. København 1962-1964.
Kirchenhistorische Aufsätze. Udgivet af Johannes Schilling.
LSU 5 = Luthers Skrifter i Udvalg, bd. 5: Om den trælbundne vilje,
Göttingen.
oversættelse og kommentar ved Ellen A. Madsen. Aarhus 1983.
Moeller, Bernd 2001: Luther-Rezeption. Kirchenhistorische Aufsätze
UBML 1 = Udvalgte Breve af Dr. Martin Luther. Første Bind
1507zur Reformationsgeschichte. Udgivet af Johannes Schilling.
1524, paa dansk ved dr.theol. A.S. Poulsen. København 1921.
Göttingen.
UBML 2 = Udvalgte Breve af Dr. Martin Luther. Andet Bind
1524Moeller, Bernd 2011: Reichsstadt und Reformation. Ny udgave med
1526, paa dansk ved C.J. Holt. København 1923.
indledning, udgivet af Tomas Kaufmann. Tübingen.
WA = D. Martin Luthers Werke. Kritische Gesamtausgabe bd. 1-60.
Moeller, Bernd & Karl Stackmann 1981: Luder – Luther –
Weimar 1883-1980.
Eleutherius. Erwägungen zu Luthers Namen. Göttingen.
WAB = D. Martin Luthers Werke. Kritische Gesamtausgabe.
Schilling, Heinz 2013: Martin Luther. Rebell in einer Zeit des
Briefwechsel bd. 1-18. Weimar 1930-1985.
Umbruchs. 2. gennemarbejdede udgave. München.
Schloemann, Martin 1961: Natürliches und gepredigtes Gesetz
Beutel, Albrecht 2005: Luther Handbuch. Tübingen.
bei Luther. Eine Studie zur Frage nach der Einheit der
Beutel, Albrecht 2006: Martin Luther. Eine Einführung in Leben,
Gesetzesaufassung Luthers mit besonderer Berücksichtigung
Werk und Wirkung. 2. reviderede oplag. Leipzig.
seiner Auseinandersetzug mit den Antinomern. Berlin.
Bornkamm, Heinrich 1955: Luther im Spiegel der deutschen
Schwarz, Reinhard 1986: Luther. (Die Kirche in ihrer Geschichte
Geistesgeschichte. Heidelberg.
3/I). Göttingen.
Brecht, Martin 1981, 1986 & 1987: Martin Luther, bd. 1-3.
Schwarz, Reinhardt 2015: Martin Luther. Lehrer der christlichen
Stuttgart.
Religion. Tübingen.
Demokratikanon. Netadresse: http://pub.uvm.dk/2008/
demokratikanon/helepubl.pdf.
Dülmen, Andrea van 1983: Luther-Chronik. Daten zu Leben und
Werk. München.
Ebeling, Gerhard 1997: Luthers Seelsorge. Teologie in der Vielfalt
der Lebenssituationen an seinen Briefen dargestellt. Tübingen.
Grane, Leif 1975: Modus loquendi theologicus. Luthers Kampf um
die Erneuerung der Teologie (1515-1518). Leiden.
Grane, Leif 1983: Evangeliet for folket. Drøm og virkelighed i Martin
Luthers liv. København.
Grane, Leif 1992: Den uberegnelige Luther. Essays om en arv og dens
forvaltning. København.
Grane, Leif 1994: Martinus noster. Luther and the German
Reformation Movement 1518-1521. Mainz.
Hillerbrand, Hans J. (red.) 1996: Te Oxford Encyclopedia of the
Reformation, bd. 1-4. New York.
Junghans, Helmar 1979: Wittenberg als Lutherstadt. Berlin.
Kaufmann, Tomas 2010: Martin Luther. 2. reviderede oplag.
München.
Kjeldgaard-Pedersen, Stefen 1983: Martin Luther 1483-1546.
København.
Kolb, Robert, Irene Dingel & L’ubomír Batka (red.) 2014: Te
Oxford Handbook of Martin Luther’s Teology. Oxford.
Martin Luther: Liv og lære INDHOLD 83
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 83 08/11/2017 10.55.11105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 84 08/11/2017 10.55.11DET ONDE JEG
OG DEN GODE VERDEN
Bo Kristian Holm
Summen af dette brev er: at ødelægge, udrydde man styre sine handlinger, men ikke sin motiv - a
og tilintetgøre al kødets visdom og retfærdighed tion (Slenczka 2014 s. 222-224). To år senere giver
(hvor stor den end er i menneskers øjne, også hos os Luther i Disputationen mod skolastikerne denne
selv), hvor meget den end også udøves af hjertet og et forståelse af mennesket en prægnant formulering:
oprigtigt sind, og at fastslå, forøge og forstørre synden ”Mennesket kan ikke naturligt ønske, at Gud
(så lille som den end er, eller man tror den er) (WA var Gud, langt hellere ønsker det, at det selv var
bd. 56, s. 157). Gud, og at Gud ikke var Gud” (WA bd. 1, s. 225).
Luthers forståelse af mennesket er på denne måde
sådan begynder Martin Luther (1483-1546) radikal. Der er intet godt i mennesket selv, der
i 1515 sin forelæsning over Paulus’ (ca. 10-67) kan hjælpe det. Derfor har det behov for hjælp
brev til romerne. To et halvt år senere betyder udefra, det vil sige fra Gud.
blandt andet denne forståelse af mennesket og
Luthers radikalisering af den dets muligheder et åbent oprør mod den
davæaugustinske syndslære rende romerske kirkes teologi og praksis. Det
sker, da Luther ofentliggør sine 95 teser, der stiller I 1515 er Luther stadig munk og tilhører
augustispørgsmålstegn ved den teologiske baggrund for nereremitter-ordenen. Og bag Luthers forståelse
det udbredte salg af afadsbreve. I disse teser gør af mennesket aner man tydeligt en forbindelse
Luther Jesu ord ”Gør bod” til udgangspunkt for tilbage til Augustin (354-430). Også Augustins
hele teserækken, fordi befalingen om at gøre bod syndsbegreb er nemlig ganske bastant, konkr - eti
for ham betyder, at hele det kristne menneskes seret i den lære om arvesynd, som med ham kom -
liv må være en lang bod (LSU bd. 1, s. 60), det mer ind i kristen teologi. Der er imidlertid også
vil sige syndserkendelse og modtagelse af synder - en afgørende forskel mellem Luther og Augustin.
nes forladelse. Denne bod må fortsætte så længe, Augustin og traditionen efter ham mener nok, at
mennesket lever i denne verden, for mennesket der i mennesket er et begær, der er syndigt; men
forbliver til sin død et syndigt menneske. Det er først i det øjeblik man giver efter for dette begær
ude af stand til at elske helhjertet, for det er - fan og tilslutter sig det, pådrager man sig skyld. Der er
get i sin egeninteresse og bundet af følelser, der altså en mulighed åben for ikke at synde. Denne
går imod Guds vilje. Den situation er mennesket mulighed har det ikke-kristne menneske imidler -
ude af stand til selv at komme fri af. Til nød kan tid ifølge Augustin tabt på forhånd. Adams synd
Det onde jeg og den gode verden INDHOLD 85
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 85 08/11/2017 10.55.111
binder mennesket. Derfor har mennesker i Augu- kalisering af den – så meget, at han på et afgø -
stins forståelse ingen mulighed for ved egen kraft rende punkt bryder med den (Holm 2008 s.
at komme fri at begæret. Mennesket er i kraft af 156-161). For Luther er synden nemlig ikke
mensin blotte fødsel født med dette begær. Før synde - neskets tilslutning til begærets tilskyndelser, men
faldet rettede dette begær sig alene mod Gud, men begæret selv. Og til forskel fra Augustin er dette
syndefaldet bevirker, at begæret bliver rettet mod begær heller ikke først og fremmest forbundet
noget lavere, der efterfølgende tager magten over med den kødelige seksualitet (her bevarer
Augudet og gør det umuligt for mennesket at modstå stin en rest fra manikæisk tænkning), men
deribegæret. Mennesket kroges ind i sig selv. Ander- mod med egeninteressen, den selvkredsende
egoledes ser det ud for det døbte, kristne menneske, isme. Luthers fortsættelse af Augustins tanke om,
for det har ifølge Augustin ved dåben fået Hellig - at det syndige menneske er indkroget i sig selv,
ånden og kan nu med Helligåndens hjælp rette sig får dermed en yderligere og afgørende stramning.
mod Gud og stå det syndige begær imod. Store Mennesket er så syndigt, at det end ikke er i stand
dele af førreformatorisk fromhedspraksis går der- til at indse dybden af egen syndighed. Det er nødt
for ud på at undgå at give efter for begæret og gøre til at få det fortalt. Det er for Luther hensigten
bod for de gange, hvor det ikke lykkes. I forhold med Paulus’ brev til romerne: at gøre synden så
til Augustin er det væsentligt at lægge mærke til, stor som mulig, så mennesket kan indse, at kun
at arvesynden netop er denne nødvendige tilslut- Guds nåde kan frelse det.
ning til begæret, og ikke begæret i sig selv. Begæret Også på en anden måde er Luthers
syndsbeer blot den stadige mulighed for synd. greb udtryk for en radikalisering. For Augustin
For Augustin er udviklingen af arvesyndslæren er ondskab et privativt begreb. Ondskab har ikke
en del af den tankerække, der gjorde det muligt eksistens i sig selv. Det er blot mangel på det gode,
for ham at formulere et klart alternativ til de gno - på samme måde som mørke ikke er noget i sig
stiske eller manikæiske strømninger, som ifølge selv, men kun mangel på lys. Selv den værste
ondAugustin truede kristendommen. For Augustin skab forudsætter noget godt for overhovedet at
var det vigtigt, at holde Det Nye Testamentes frel- kunne være. Ondskaben eller synden hos Luther
sende Gud sammen med Gammel Testamentes er imidlertid ikke kun et mangelfænomen, men
skabende Gud. Manikæismen så i stedet to fun- udtryk for modstanden mod Gud. Mennesket vil
damentalt forskellige og hinanden modstridende selv være Gud frem for at lade Gud være Gud, og
principper i verden: den frelsende gode Gud og syndens kerne er dermed tilsvarende ikke at ville
den onde, materielle verden skabt af en ond ska- lade Gud være Gud (Holm 2008 s. 156-161).
bermagt. Augustin måtte derfor, enkelt sagt, gøre Hvis det altså er selve det selvcentrerede begær,
mennesket ondt for at kunne fastholde verden der er syndigt, så kan mennesket heller ikke i dette
som Guds gode skabning. Verdens ondskab skyld- liv på nogen måde overvinde det. Mennesket er
tes ikke en ond skabergud, men det syndige men- uundgåeligt en synder i alt, hvad det gør. Selv den
neske. Verden var fra begyndelsen god, fordi den mest næstekærlige gerning er for Luther behæf -
var skabt af en god Gud (1 Mos 1). Når der allige- tet med synd. I 1521 angriber den romerskkatolske
vel var ondskab i verden, måtte det skyldes men- teolog Jacob Latomus (ca. 1475-1544) ham for at
neskelig synd. hævde den absurde tanke, at enhver god gerning
Luthers forståelse af mennesket må ses som en er synd. Luther svarer med et modskrift, hvor
fortsættelse af denne tradition; men hans fortsæt - han gør denne tanke til sin hovedtese (Luther
telse af traditionen er samtidig udtryk for en radi- 1995). Dette ligger fnt i tråd med indledningen til
Reformationen · Bind 86 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 86 08/11/2017 10.55.12Romerbrevsforelæsningen fra 1515. Mennesket kan i 1 | Ifølge Luther vedbliver Djævelen at jage mennesket
Luthers øjne ikke gøre noget som helst, som ikke gennem hele livet. Her vises Luthers forståelse af det plagede
har brug for Guds tilgivelse. Det paradoksale er syndige menneske i midten af billedet, hvor Adam jages
nu, at det betyder, at verden i sig selv og livet i den af Djævelen på Cranachs store altertavle i Herderkirken i
betragtes mere positivt end før. Mennesket selv Weimar.
gøres ondere eller mere syndigt, mens verden
bliver bedre.
Det onde jeg og den gode verden INDHOLD 87
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 87 08/11/2017 10.55.121
2 | Kirkefaderen Augustin udformede arvesyndslæren og Luther radikaliserer på denne måde det
augubragte den ind i kristendommen. Den udgør en væsentlig stinske syndsbegreb, men det er ikke det eneste
forudsætning for Luthers teologi. træk, der i Luthers teologi er udtryk for en
radikalisering. Radikaliseringen af syndsbegrebet er
resultatet af en radikalisering af selve forskellen
mellem Gud og menneske. Gud og menneske står
over for hinanden som absolut forskellige. Gud
Reformationen · Bind 88 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 88 08/11/2017 10.55.12er den skabende, den handlende og den retfær- lige radikale, er grundlæggende båret af et
sjæledige. Mennesket er skabt, er passivt og syndigt. sørgerisk anliggende. For den unge Luther er det
For Luther er denne radikale forståelse af forskel - vigtigt, at den enkelte dømmer sig selv og dermed
len mellem Gud og menneske det eneste, som kan gentager Guds dom over sig. Igennem dommen
befri mennesket fra dets stadige egoistiske kredsen slås det syndige, selvcentrerede menneske ihjel.
om sig selv og give samvittigheden fred og frel- Senere bliver den bagvedliggende præmis
tydesesvished. Med til denne radikalisering af men- ligere. Teologi må give det syndige menneske et
neskesyn og syndsforståelse hører også, at syn- sikkert holdepunkt. Teologi skal give den
forden ikke længere kan forstås som tilslutningen til tvivlede frelsesvished. Frelsesvished er kun mulig,
et begær, men medfører, at synden netop er dette hvis det står utvetydigt fast, at frelsen alene skyl -
begær selv, som implicerer en afvisning af Gud. des Guds barmhjertighed. Er blot en smule op til
Det er på den baggrund, at Luther forstår men- mennesket selv, så står og falder alt til syvende og
nesket som underlagt kræfter, det ikke selv kan sidst med denne smule. Det er baggrunden for,
overvinde. Det er på den måde, at mennesket er at Luther i Om den trælbundne vilje så kategorisk,
passivt og må overlade det til den retfærdiggø- som det er tilfældet, må afvise Erasmus af Rotter -
rende Gud, der netop kan skabe nyt ud af intet, dam (1466/69-1536). Erasmus’ forståelse af viljens
at handle. frihed og dens nødvendige medvirken efterlader
Denne radikalisering af forskellen mellem netop en sådan smule. Her som alle andre steder
Gud og menneske kunne umiddelbart synes at er det teologiens sjælesørgeriske anliggende, der
måtte medføre et negativt syn på verden, og et bestemmer Luthers opfattelse og analyse. Den
sådant fnder vi også hos den unge Luther, som sjælesørgeriske orientering spiller derfor en afgø -
det vil fremgå i det følgende, men efterhånden rende rolle også for Luthers forståelse af verden.
som Luthers teologi modnes, ændres også hans
Lutherdommens paradoksersyn på verden.
Lutherdommen er fuld af paradokser. Det skyl -
Teologi og sjælesorg des, at der med lutherdommen og navnlig hos
Mange har lært, at Luthers opgør med romerkir- Luther selv gør sig en særlig tankegang gældende.
ken sættes i gang af munken Luthers anfægtelser Luther tænker på den ene side konsekvent binært:
i klosteret sammenfattet i spørgsmålet: ”Hvor- godt versus ondt, Gud versus menneske, synd
verdan fnder jeg en nådig Gud?” Det er ikke helt sus retfærdighed, åndeligt versus verdsligt. Men
forkert at se dette spørgsmål som det igangsæt- samtidig er hans tænkning præget af en
gennemtende. Det ligger også bag hans skarpe understreg- gående samtidighed: godt og ondt, Gud og
menning af menneskets syndighed. Luther erfarer, at neske, synd og retfærdighed, åndeligt og verdsligt.
uanset hvor meget han anstrenger sig, så bliver Det vanskelige ved Luthers tankegang er, at han
der altid en rest egoisme tilbage i ham. I sidste konsekvent tænker begge perspektiver på én gang.
ende evner han ikke at elske Gud for Guds egen Han tænker både i absolutte modsætninger og i
skyld; ønsket om egen gevinst i form af frelse lig- deres forening. Denne måde at tænke på
udspringer hele tiden i baggrunden. Det menneske, der ger af Luthers stærke fokus på Kristus, der får ham
søger at kunne stå renset for synd og retfærdigt til konstruktivt at videreudvikle den oldkirkelige
over for Gud, må derfor fortvivle. Fra begyn- kristologis forståelse af forholdet mellem gud -
delsen må Luthers teologi forstås som et svar på dommelighed og menneskelighed i Kristus.
Foredenne fortvivlelse. Luthers teologi, også den tid- stillingen om, at Gud bliver menneske, gør det
Det onde jeg og den gode verden INDHOLD 89
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 89 08/11/2017 10.55.121
for Luther muligt at tænke på en måde, som flo- 3 | I renæssancen begyndte man at interessere sig for
sofen udelukker. Filosofsk set er det ud fra mod- landskabsmaleri. Det første landskabsmaleri uden fgurer
sigelsens grundsætning, eller det såkaldte kon- nord for Alperne er Albrecht Altdorfers Donaulandschaft
tradiktionsprincip, umuligt at sige to modsatte mit Schloss Wörth fra 1522. Alte Pinakothek, München.
ting om det samme. I teologien er det omvendt
nødvendigt. Om Jesus i krybben og på korset må
man nødvendigvis sige: Dette menneske er Gud.
Denne måde at tænke på, som bekendelsen til
Kristus ifølge Luther gør nødvendig, overfører
han til både frelseslæren og antropologien og gør humanistisk vidunderbarn, oplært af blandt andre
overhovedet denne tankegang bærende i hele sin den fremtrædende humanist Johannes Reuchlin
teologi (Steiger 1998). I den tidlige teologi beto- (1455-1522). Med renæssancen følger betydelige
ner Luther dobbelthedens paradoksalitet: Det er i mentalitetshistoriske forandringer, som kan
afætilslutningen til Guds dom over sig, at mennesket ses i kunst og litteratur. Interessen for de antikke
får del i frelsen. Det er det syndige menneske, der forfattere bliver vakt. Navnlig Cicero (106-43 fvt.)
gøres retfærdigt. Senere udvider Luther modellen og Seneca (4 fvt.-65) bliver hovedreferencer i den
og betoner stærkere den overvindelse af synden, romerske populærflosof, som præger perioden
som foreningen af modsætningerne indebærer. og også reformatorerne (Saarinen 2013).
LandOm det kristne menneske gælder det derfor, at skabsmaleriet bliver populært. Det 16.
århundredet fortsat er en synder, men også, at det som syn- des landskabsmalere fnder hertil netop
inspiradigt menneske samtidig netop er retfærdiggjort. tion i den bølge af neostoicisme, som præger dele
Den syndige kristne er nemlig i troen forenet med af samtiden (Starobinski 1997 s. 64). I
renæssanKristus og får derfor skænket al Kristi retfærdig- cen kombineres mere eller mindre synkretistisk
hed, mens Kristus tager menneskets synd på sig. Gammel Testamentes skabergud med den
platonDet er denne paradoksalitet, som også kommer til ske demiurg (en guddommelig skabermagt) og
udtryk i forståelsen af forholdet mellem det syn- stocismens benefactor-gud (forestillingen om, at
dige jeg og den gode skabte verden. For sjælesor- der bag verden ligger en velgørende natur-gud).
gens skyld må menneskets syndighed slås entydigt I denne traditionsstrøm indtager den lutherske
fast, men betoningen af menneskets syndighed er reformation en særlig position. Platonisme og
netop blot den ene negative side af en mønt. Som stoicisme afvises på den ene side ganske markant,
møntens anden side udfolder Luther blandt andet men på den anden side fnder vi på et afgørende
en ny positiv forståelse af verden. sted en kombination af den
gammeltestamentlige skabergud og en stoisk benefactor-gud, som
Renæssancens vending mod verden i sammenhæng med den lutherske antropologi og
Den lutherske reformation er utænkelig uden retfærdiggørelseslære får en særlig kant.
renæssancen og dens bibelhumanisme. Luther Melanchthon skriver i 1521, hvad der er
bleer selv dybt afhængig af humanismens grund - vet kaldt den første lutherske dogmatik, Loci
comtanke om at gå tilbage til kilderne (’ad fontes’), og munes (Melanchthon 1997). Egentlig er
beskrivelda Philipp Melanchthon (1497-1560) i 1518 som sen forkert, for der er ikke tale om nogen
syste21-årig kommer til Wittenberg for at blive profes - matisk fremstilling af dogmatikken. Derimod er
sor i græsk, styrkes forbindelsen til renæssancehu- bogen tænkt som læsehjælp til Bibelen.
Disposimanismen, for Melanchthon var indbegrebet af et tionen er givet med Romerbrevets grundbegreber,
Reformationen · Bind 90 INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
105628_reformationen-bd1_cc2017.indd 90 08/11/2017 10.55.12