501 pages
Danish

At forandre verden

-

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

Description

Filosofferne skal til magten, familien afskaffes, og digterne skal ud af staten. SaDanish lAeser mange Platons Staten. Men bogen kan lAeses helt anderledes: Politisk styre skal vAere fornuftigt, slAegtsforhold og kon har ingen betydning i det politiske liv, og kunst og litteratur er afgorende for opdragelsen.Platon er ikke imponeret af demokratiet, og han er temmelig bekymret for retfAerdighed og anstAendighed i en verden, hvor penge og individualisme regerer. Samtidig er han bekymret for muligheden for at leve et godt liv, hvis opdragelse og oplysning ikke er statens vAesentligste opgave. Et bedre samfund kan nemlig kun realiseres af bedre og klogere mennesker.At forandre verden prAesenterer en lAesning af Platons indflydelsesrige vAerk og perspektiverer til senere politisk og pAedagogisk filosofi. Inspireret af kritisk teori, Marx og Freud undersoger Anne-Marie Eggert Olsen Staten og dens grundproblem: Hvis samfundet er menneskevAerk, men mennesker er produkter af samfundet, hvorDanish kan forholdene sa blive anderledes og bedre?At forandre verden er den forste Danishske filosofiske kommentar til Staten.

Sujets

Informations

Publié par
Date de parution 05 janvier 2018
Nombre de lectures 0
EAN13 9788771844016
Langue Danish
Poids de l'ouvrage 9 Mo

Informations légales : prix de location à la page 0,013€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.

Exrait

107641_cover_at forandre verden_r1_.indd 1 14/12/2017 08.17
Filosoferne skal til magten, familien afskafes, og digterne Anne-Marie Eggert Olsen
skal ud af staten. Sådan læser mang e Platons Staten . M en bog en
kan læses helt anderledes: Politisk styre skal være fornuftigt,
slægtsforhold og køn har ingen betydning i det politiske liv, og
kunst og litteratur er af gørende for opdragelsen.
Platon er ikke imponeret af demokratiet, og han er temmelig
be kymret for retfærdighed og anstændighed i en verden, hvor At forandre
penge og individualisme regerer. Samtidig er han bekymret for
muligheden for at leve et godt liv, hvis opdragelse og oplysning verden En læsning
ikke er statens væsent ligste opgave. Et bedre samfund kan nemlig
kun realiseres af bedre og klogere mennesker. af Platons politiske
At forandre verden præsenterer en læsning af Platons ind fydel -
sesrig e værk og perspektiverer til senere politisk og pædagogisk flosof i Staten
flosof. Inspireret af kritisk teori, Marx og Freud under søg er
Anne-Marie Eggert Olsen Staten og dens grundproblem: Hvis
samfundet er menneskeværk, men mennesker er produkter af
st, hvordan kan forholdene så blive anderledes og bedre?
At forandre verden er den førs te danske flosofske kommentar
til Staten.
Anne-Marie Eggert Olsen, f. 1956, er uddannet i flo sof fra
Københavns Universitet og er lektor i pædagogisk flosof v ed
Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), Aarhus
Universitet. At forandre verden er Anne-Marie Eggert Olsens
dok tor disputats .
Aarhus UniversitetsforlagAt forandre verden
En læsning af
Platons politiske flosof i Staten
Anne-Marie Eggert Olsen
Aarhus Universitetsforlag |
107641_at forandre verden_.indd 2 11/12/2017 15.42.34 107641_at forandre verden_.indd 3 11/12/2017 15.42.34At forandre verden
© forfatteren og Aarhus Universitetsforlag 2018
Omslagsdesign: Nethe Nielsen, Trefold
Forlagsredaktion: Lea Albrechtsen
Tilrettelægning og sats: Narayana Press
Bogen er sat med Minion
E-bogsproduktion: Narayana Press
ISBN 978 87 7184 401 6
Aarhus Universitetsforlag
Finlandsgade 29
8200 Aarhus N
www.unipress.dk
Bogen er udgivet med støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond
Denne afandling er af Akademisk Råd ved Faculty of Arts, Aarhus
U niversitet, antaget til forsvar for den flosofske doktorgrad.
Aarhus, 8. september 2017.
Dekan Johnny Laursen.
Forsvaret fnder sted fredag d. 12. januar 2018 kl. 13.00 i Festsalen på
DPU Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (Tuborgvej 164,
København NV), Aarhus Universitet.
Kopiering fra denne bog må kun fnde sted på institutioner, der har
indgået afale med Copydan, og kun inden for de i afalen nævnte rammer.
107641_at forandre verden_.indd 4 12/12/2017 10.58Indhold
Forord 11
I. Indledning: Politik og fornuf. Mod Carl Schmit13t
A. Historisk tilbageblik 16
B. Carl Schmitts kritiske ansats 22
C. Defnition eller decision? 27
D. Note om metode 34
II. In medias res: Hvad retfærdighed ikke er 37
A. Kefalos: Alderdom og gentagelse39
B. Polemarkhos: Ven og fende 45
i. Ekskurs: Krig i Lovene 48
C. Trasymakhos: Den kyniske fornuf 51
D. Det fraværende fællesskab63
III. Fra samfund til stat 77
A. Komposition og struktur 81
B. Glaukon og Adeimantos: Politisk flosof og ideologikritik 89
95C. Analogien mellem individ og stat: Sag eller metode?
i. Ekskurs til Lovene 98
D. Stat eller samfund? 102
E. Det naturlige samfund, også kaldet ‘grisestaten’ 106
F. Ekskurs: Samfundsdannelse i Protagora s 113
i. Om samfundsdannelse i almindelighed 113
ii. Om samfundsdannelse i Protagoras 115
iii. Protagoras og Staten 120
Ind ho ld 7
107641_at forandre verden_.indd 6 11/12/2017 15.42.34 107641_at forandre verden_.indd 7 11/12/2017 15.42.34IV. Politisk antropologi og pædagogik 125
A. Grundlæggelse af et politisk samfund 125
B. Den politiske karakter 13 3
C. Pædagogik og politik 139
D. Godt begyndt er halvt fuldend15 t0
i. Teologi og/eller ideologi 153
ii. Æstetik 162
iii. Opdragelse til dyder 169
iv. Ædel løgn og falsk bevidsthed 176
V. Rigdom og retfærdighed1 85
A. Lykke, rigdom og enhed 187
B. Analogien mellem sjæl og stat: Argument, metafor, dialektik? En
diskussion 194
C. Sjæledele og klasser: Fornufen gør sin entr2é05
D. Staten under oplysning 216
VI. Erkendelse og politik: Overskridelse af etikken 223
A. Et helt nyt menneske: Den leende flosof 225
B. Filosofongen 237
C. Filosofsk didaktik 248
i. Viden og mening 251
ii. Hoi polloi kakoi? 261
iii. Begyndelsesproblemet og dets fortolkninger 273
iv. Linjebilledet læst dialektisk 288
v. Essay om idelæren: Den 2. sejlads og dialektikkens nødvendighed 299
vi. Linjen i Hulen 306
vii. Regenternes viden og CV 320
VII. Forfatningen af lyst og fornuf 337
A. Scherzo: Generationskløfen som forfaldsfænomen339
B. Skønheden og udyret 346
8 At forandre verden
107641_at forandre verden_.indd 8 11/12/2017 15.42.34i. Demokratiet til diskussion 349IV. Politisk antropologi og pædagogik 125
ii. Tyranniet – samfundets opløsning 359A. Grundlæggelse af et politisk samfund 125
iii. Fornufens søvn 362
B. Den politiske karakter 13 3
C. Retfærdigheden og det gode liv 371
C. Pædagogik og politik 139
i. Første bevis: Tyrannens falske bevidsthed 373
D. Godt begyndt er halvt fuldend15 t0 ii. Andet bevis: Erfaring og vurdering 376
i. Teologi og/eller ideologi 153 iii. Tredje bevis: Lyst er ikke en pause 379
ii. Æstetik 162 iv. Det indre menneske i det indre menneske og menneske-ligheden 386
iii. Opdragelse til dyder 169
iv. Ædel løgn og falsk bevidsthed 176 VIII. Kunstværk, myte, kritik, utopi 393
A. Platons analyse af kunsten 394
V. Rigdom og retfærdighed1 85
i. På vej til forståelse i ledtog med Gadamer 397
A. Lykke, rigdom og enhed 187 ii. Om originaler, fagfolk og eferlignere 404
B. Analogien mellem sjæl og stat: Argument, metafor, dialektik? En iii. Logos, nomos, pathos 412
diskussion 194 B. Det opbyggeliges kunst 418
i. Virtuel realitet og politik 420C. Sjæledele og klasser: Fornufen gør sin entr2é05
ii. Filosofsk pathos og etik 424D. Staten under oplysning 216
iii. Ad hominem- og Verfremdungsefekt 430
VI. Erkendelse og politik: Overskridelse af etikken 223
IX. Rousseau læser Platon. E t debatindlæg om
A. Et helt nyt menneske: Den leende flosof 225
virkningshistorie 447
B. Filosofongen 237
A: Staten og Lovene i Émile 448
C. Filosofsk didaktik 248
B. Querelle des anciens et des modernes? 460
i. Viden og mening 251
ii. Hoi polloi kakoi? 261
X. Eferskrif: Resume og perspektiver 471
iii. Begyndelsesproblemet og dets fortolkninger 273
A. Politisk og pædagogisk normativitet i l yset af den omvendte iv. Linjebilledet læst dialektisk 288
verden 473v. Essay om idelæren: Den 2. sejlads og dialektikkens nødvendighed 299
vi. Linjen i Hulen 306 B. Paideia og muligheden af samfundsreform 479
vii. Regenternes viden og CV 320
English Summary 485
VII. Forfatningen af lyst og fornuf 337
Bibliograf 499A. Scherzo: Generationskløfen som forfaldsfænomen339
B. Skønheden og udyret 346
8 At forandre verden Ind ho ld 9
107641_at forandre verden_.indd 8 11/12/2017 15.42.34 107641_at forandre verden_.indd 9 11/12/2017 15.42.34107641_at forandre verden_.indd 10 11/12/2017 15.42.34Forord
Et arbejde med den ambition at gennemføre en samlet, dybtgående og teks- t
nær læsning af et flosofsk mesterværk af betragteligt omfang i et moderne
og aktualiserende fortolkningsperspektiv er halsløs gerning. I hvilken grad
nærværende arbejde opfylder ambitionen, tilkommer det andre at vurdere,
men én ting er sikker: Det havde aldrig set dagens lys uden andres hjælp. Som
Melville så smukt og ækvivokt formulerer det i Moby Di: “ckHow many, think
ye, have likewise fallen into Plato’s honey head, and sweetly perished there?”
Derfor først og fremmest tak til Carlsbergfondet, der har støttet arbejdet
med sammenlagt 3 års stipendium. Denne beundringsværdige institutions
understøttelse af fri humanistisk videnskab er uvurderlig. Ligeledes tak til
Institutionen San Cataldo for 4 ugers stipendieophold i september 2015; det
gav ro og energi til at indlede slutspurten.
Jeg skylder også mine kolleger stor tak for mange års overbærenhed med
mine til tider ret ensidige og idiosynkratiske bidrag til de fælles drøfelser af
flosofske emner. Jeg håber med denne afandling at have godtgjort, at det
havde noget på sig, og at Platon er et godt sted at begynde for den
pædagogiske flosof, også hvad angår problemstillinger af nyere dato. En særlig tak
til Lise Huggler for ferm og informeret korrekturlæsning, forslag til
sproglige forbedringer (som jeg har fulgt) samt kloge kommentarer vedrørende
manuskriptets færdiggørelse.
Hvad jeg skylder mine børn, Tove og Lars, for deres opbakning og aldrig
svigtende solidaritet med mit projekt, kan kun udtrykkes ved at tilegne dem
arbejdet i kærlighed og fortrøstning.
Valby, 2016
F or or d 11
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 10 11/12/2017 15.42.34 107641_at forandre verden_.indd 11 11/12/2017 15.42.34107641_at forandre verden_.indd 12 11/12/2017 15.42.34I. Indledning: Politik og fornuft.
Mod Carl Schmitt
Hitler hat den Menschen im Stande ihrer Unfreiheit einen neuen kategorischen
Imperativ aufgezwungen: ihr Denken und Handeln so einzurichten, dass
Auschwitz nicht sich wiederhole, nichnts Äliches g eschehe.
Teodor W. Adorno
Når nærværende arbejde indledes med en kritisk stillingtagen til Carl
Schmitts begreb om det politiske, har det fere grunde. For det første den
i og for sig tilfældige omstændighed, at arbejdet blev konciperet under
Schmitt-renæssancen i Danmark i begyndelsen af det 21. århundrede. Den
aktuelle strømning fk uvægerlig indfydelse på, hvordan det overordnede
politisk-flosofske sigte med arbejdet blev artikuleret. I en anden tid, under
andre strømninger eller renæssancer, havde det fået en anden drejning og
en anden formulering. Schmitt-renæssancen fk imidlertid, og det er endnu
en grund, også indfydelse på arbejdets form. Jeg havde siden min tidlige
1studietid ønsket engang at forfatte et større bidrag t foil rtSota lteknnins i g;
hvilken form var ikke nærmere overvejet. Men den konklusion, jeg nåede
frem til i mit forsøg på at klarlægge, hvilket syn på politisk flosof
Schmittrenæssancen kolporterede, nemlig ikke blot politisk, men også teoretisk
2decisionisme, afgjorde sagen. Arbejdet måtte underkaste sig de diskursive
fornufsstandarder, som er inkarneret i den akademiske afandling. På en
kollegas spørgsmål om, hvorfor jeg kæmpede med disputatens formkrav
og ‘ikke bare skrev en bog på min egen måde’, blev mit svar, at det var Carl
Schmitts skyld! Jeg ville, så vidt det overhovedet er muligt, underkaste min
fortolkning Sataf ten og mine tanker om politisk flosof den akademiske
rationalitet, netop fordi det skulle handle om politiske ting. I hvor høj grad
politiske ting overhovedet kan gøres til genstand for forbindtlig intellektuel
1 Projektets Werdegang kan kort skitseres som sprog (Krat) yl– hos ermeneutik (Symp-o
sion) – antropologi (Faidr) –pos ædagogik (herunder Protago og ras Lovene) – politik
(Staten).
2 Der vil blive argumenteret for denne påstand i det følgende.
I. Indledning: P olitik o g fornuft. Mod Carl Schmit t 13
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 12 11/12/2017 15.42.34 107641_at forandre verden_.indd 13 11/12/2017 15.42.34behandling og fremstilling, er selvsagt en væsentlig tematik i og fStateøn
lgelig også i den foreliggende afandling.
Nu havde disse to ydre årsager nok ikke i sig selv udgjort tilstrækkelige
grunde til at gøre Schmitts decisionisme til genstand for nogle indledende
betragtninger, hvis ikke der også havde været en indholdsmæssig og saglig
3grund; en moralsk grund er angivet i den indledende vig Pnoet.litisk flosof
begynder hos Platon og gør det som spørgsmålet om, hvordan og i hvilket
omfang politik i betydningen en bevidst, dvs. rationel og refekteret, indretning
af det menneskelige fællesska kab n forstås og realiseres; altså spørgsmålet om
fornufens magt i verden eller om, hvordan fornufen kan blive praktis. Dk et
synspunkt, man fnder hos Schmitt, at ikke blot faktisk politisk handling, men
også den teoretiske refeksion over, hvad det særligt politiske består i, entydigt
determineres af før-teoretiske distinktioner, er for så vidt ukorrekt, som det i
hvert fald ikke er, hvad politisk flosof har hævdet gennem et par årtusinder,
og hvordan den alle steder, ikke mindst hos Machiavelli og Hobbes, som
Schmitt gerne påberåber sig, har forstået sig selv, nemlig som et rationelt
anliggende, der som sådant udgør et brud med naturens dominans. En f- ør
ste,te oretisk indkredsning af det politiske anliggende, der vil kommunikere
med andre forståelser – om så blot for at hævde sig selv, må derfor gå ud fra
politisk flosof eller teori som forpligtet på at give fornufsgrunde og ikke
uden argumentation påberåbe sig naturnødvendighed eller før-diskursive
‘distinktioner’. Schmitts synspunkt udfordrer derved kernen ikke bare i en
traditionel opfattelse af det politiske, men i den politiske flosof selv, som
den er opstået og udviklet historisk, og en sådan udfordring er nok en
indledning værd, når den tages alvorligt i samtiden. Dertil kommer, at Schmitt
som skarpsindig iagttager af sin tid med rette konstaterer en tendens til, at
en politisk forståelse og praksis i forhold til samfundets
funktionssammenhæng i det 20. århundrede har måttet vige for andre tilgange, økonomiske,
sociologiske, etiske. Hvis hans diagnose har noget på sig, hvorfor er hans
grundtanke og alternativ så forkert?
Det kan imidlertid udmærket være fak tsuaelntdt, at uagtet hvad den
politiske flosof måtte have hævdet gennem sin historie, og uagtet den
politiske praksis’ egen selvforståelse, så har det, vi generelt betegner som
politik, altså udøvelsen af styre i indretningen af det menneskelige fællesskab,
aldrig været en fornufsaktivitet i egentlig forstand; en empirisk beskrivelse
3 Teodor W. Adorno, Negative Dialekti, GS 6, s.k 358.
14 At forandre verden
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 14 11/12/2017 15.42.34behandling og fremstilling, er selvsagt en væsentlig tematik i og fStateøn l- af politik som praktiseringen af en diskursiv, begrundende, konsekvent
gelig også i den foreliggende afandling. tankeform og realiseringen af fornufsbegrundede afgørelser kan meget vel
Nu havde disse to ydre årsager nok ikke i sig selv udgjort tilstrækkelige være faktuelt forkert. Politisk styre begribes måske mere realistisk adækvat
grunde til at gøre Schmitts decisionisme til genstand for nogle indledende i et magtperspektiv som en rent instrumentel handling af fornufen i dens
betragtninger, hvis ikke der også havde været en indholdsmæssig og saglig egenskab af naturmagtens forlængede arm, en herredømmefunktion uden
3grund; en moralsk grund er angivet i den indledende vig Pnoet.litisk flosof iboende refeksion, endsige diskursivitet, rationelle standarder og normer.
begynder hos Platon og gør det som spørgsmålet om, hvordan og i hvilket Schmitt kan således have ret i, at det politiske faktisk og isoleret betragtet
omfang politik i betydningen en bevidst, dvs. rationel og refekteret, indretning er irreducibelt og ikke underlagt andre betragtninger, hensyn eller mål end
af det menneskelige fællesska kab n forstås og realiseres; altså spørgsmålet om netop det politiske – altså konfiktualiteten selv og magtperspektivet; at alle
fornufens magt i verden eller om, hvordan fornufen kan blive praktis. Dk et legitimationer af diskursiv, flosofsk, religiøs eller socio-historisk-økonomisk
synspunkt, man fnder hos Schmitt, at ikke blot faktisk politisk handling, men og etisk art er post festu e mller simple kategorifejltagelser. Politisk fornuf er
også den teoretiske refeksion over, hvad det særligt politiske består i, entydigt statsræson; lo Stato legitimerer sig selv ved magtens faktum. I konsekvens
determineres af før-teoretiske distinktioner, er for så vidt ukorrekt, som det i heraf følger politisk handling i alle sammenhænge, hvilke udvortes midler og
hvert fald ikke er, hvad politisk flosof har hævdet gennem et par årtusinder, legitimationer den end måtte fnde det opportunt at betjene sig af, ultimativt
og hvordan den alle steder, ikke mindst hos Machiavelli og Hobbes, som logikken fra sin oprindelse i naturen: overmagtens logik. Denne tankegang
Schmitt gerne påberåber sig, har forstået sig selv, nemlig som et rationelt er ikke uden afnitet til den ide om historien som endnu forhistorie eller
anliggende, der som sådant udgør et brud med naturens dominans. En f- ør naturmagtens forlængelse i den samfundsmæssige rationalitet, vi fnder hos
4ste,te oretisk indkredsning af det politiske anliggende, der vil kommunikere Marx og i kritisk teo Frio. r så vidt som den fortolkning af Platons politiske
med andre forståelser – om så blot for at hævde sig selv, må derfor gå ud fra flosof, der skal fremlægges her, henter en væsentlig del af sin horisont og
politisk flosof eller teori som forpligtet på at give fornufsgrunde og ikke sine begreber i en kritisk teoretisk forståelse af menneske, samfun -d og histo
uden argumentation påberåbe sig naturnødvendighed eller før-diskursive rie, er det hensigtsmæssigt med en tydelig afgrænsning til Schmitts position,
‘distinktioner’. Schmitts synspunkt udfordrer derved kernen ikke bare i en så meget desto mere, som Schmitts position har været teoretisk acceptabel
5traditionel opfattelse af det politiske, men i den politiske flosof selv, som og tjent som inspiration for mange af marxistisk observans.
den er opstået og udviklet historisk, og en sådan udfordring er nok en ind- Ingen intellektuel beskæfigelse er meningsfuld eller frugtba-r uden inte
ledning værd, når den tages alvorligt i samtiden. Dertil kommer, at Schmitt resse i sagen. Jeg skal utvetydigt vedgå interesse i spørgsmålet om fornufens
som skarpsindig iagttager af sin tid med rette konstaterer en tendens til, at magt i verden. Hvilket motiv skulle der ellers være til at tænke over og skrive
en politisk forståelse og praksis i forhold til samfundets funktionssammen- en akademisk afandling om politiske ting? ‘Mod Carl Schmitt’ signalerer
hæng i det 20. århundrede har måttet vige for andre tilgange, økonomiske, således også på et indholdsmæssigt plan en interesse i at kunne kommunikere
sociologiske, etiske. Hvis hans diagnose har noget på sig, hvorfor er hans med en tradition, uden hvilken der ikke – principielt, men muligvis heller
grundtanke og alternativ så forkert? ikke længere realt – ville være nogen flosof, endsige sprog og begreber til
Det kan imidlertid udmærket være fak tsuaelntdt, at uagtet hvad den at stille den slags spørgsmål overhovedet. Der vil i løbet af afandlingen
politiske flosof måtte have hævdet gennem sin historie, og uagtet den
politiske praksis’ egen selvforståelse, så har det, vi generelt betegner som
po4 Når betegnelsen ‘kritisk teori’ anvendes i denne afandling, sigtes til 1. generation af den litik, altså udøvelsen af styre i indretningen af det menneskelige fællesskab,
såkaldte Frankfurterskole, flosofsk repræsenteret ved især Max Horkheimer, Teodor aldrig været en fornufsaktivitet i egentlig forstand; en empirisk beskrivelse
W. Adorno og Herbert Marcuse, ikke til senere tænkere som Jürgen Habermas eller Axel
Honneth.
5 F.eks. Chantal Moufe og de såkaldte ‘Marxisti Schmittiani’. Se Jan-Werner A Müller,
3 Teodor W. Adorno, Negative Dialekti, GS 6, s.k 358. Dangerous Mind. Carl Schmitt in post-war European thought. Yale University Press 2003.
14 At forandre verden I. Indledning: P olitik o g fornuft. Mod Carl Schmit t 15
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 14 11/12/2017 15.42.34 107641_at forandre verden_.indd 15 11/12/2017 15.42.34blive argumenteret for, at spørgsmålet om legitimation af og standarder for
fornufen som politisk, såvel som fornufens mulighed overhovedet, var et
grundlæggende, ikke afedt, flosofsk spørgsmål for Platon, men også for,
at der hos ham ikke gives et entydigt teoretisk svar. Det teoretiske og det
politiske, såvel som det realt-normative (‘etiske’) og det ‘naturlige’ væver sig
ind i hinanden på måder, der ikke lader sig udrede og reduktivt forankre
nogen af stederne i isolation, udialektisk. I den politiske flosof – såvel som
i den beslægtede pædagogik, som det også kommer til at handle en del om –
støder fornufen uafadeligt på sin egen grænse; i forhold til noget nødvendigt
givet og noget endnu-ikke-givet, noget naturligt og noget fremtidigt, sågar
6utopisk. Netop ved at måtte refektere sin egen grænse i forhold til det
ikke-identiske kommer den politiske flosof tæt på at være en altomfattende
flosof – om end i negativ udgave af første-flosofen: at være den flosofske
refeksion, der resterer, når alle de andre refeksioner har været der, og kun
handlingsperspektivet og den praktiske fordring står tilbage. Som
oplysningsprojekt ender flosofen ikke i førsteprincipper eller i en ophævelse i
den absolutte ånd, men i det heteronome problem om sin egen realisering,
som ultima philosophia. Hvad det politiske er, kan ikke besvares alene som
et teoretisk eller empirisk spørgsmål. Som fornufsanliggende indbefatter det
også spørgsmålet om, hvad og hvordan det politiske konkret værkunn ee.
A. Historisk tilbageblik
Frem til Hegels Retsfloso vaf r genstanden for politisk flosof traditionelt
stat og forfatning og lov. Selv i middelalderen, hvor staten realt kunne være
svær at få øje på, foregik refeksion over det jordiske styre i disse kategorier,
7hvis antikke konnotationer holdt sig frem til Montes Pquieuå den p.
olitiske flosofs spørgsmål om, hvordan fornufen manifesterede sig som magt
i verden, var svaret: som rationel forfatning af det menneskelige fællesskab
gennem staten og dens lovgivning. Også hos mindre ortodokse tænkere på
området som Marsiglio, Machiavelli og Hobbes, den nyere politiske flosofs
6 Betegnelsen ‘utopisk’, ‘utopi’ anvendes i nærværende afandling i betydning af
(forestilling om) muligheden af en radikalt anderledes samfundstilstand, hvor de eksisterende
basale samfundsmæssige onder og herskende uretfærdigheder ikke fndes.
7 Således arbejder Montesquieu endnu med det antikke forfatningsskema fra Platon,
Aristoteles og Polybios. Jf. Om lovenes ånd I-II. Første del. Gads Forlag 1998.
16 At forandre verden
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 16 11/12/2017 15.42.34blive argumenteret for, at spørgsmålet om legitimation af og standarder for fædre, er stat og forfatning omdrejningspunktet. Dette faktum, at det begreb
fornufen som politisk, såvel som fornufens mulighed overhovedet, var et om stat/forfatning, som har præget den politiske flosofs historie, aldrig har
grundlæggende, ikke afedt, flosofsk spørgsmål for Platon, men også for, været opfattet som et deskriptivt eller empirisk begreb, taler både for og
at der hos ham ikke gives et entydigt teoretisk svar. Det teoretiske og det imod Carl Schmitts synspunkt. For, efersom intet flosofsk eller spekulativt
politiske, såvel som det realt-normative (‘etiske’) og det ‘naturlige’ væver sig begreb ville kunne formuleres uden et mål af defnition og dermed decision;
ind i hinanden på måder, der ikke lader sig udrede og reduktivt forankre imod, efersom det flosofske begreb om det politiske, uanset sin klassiske
nogen af stederne i isolation, udialektisk. I den politiske flosof – såvel som formulering som et begreb om stat/forfatning, er blevet brugt til at tænke
i den beslægtede pædagogik, som det også kommer til at handle en del om – meget andet med; ikke kun, hvad der kan identifcere den reale politiske
støder fornufen uafadeligt på sin egen grænse; i forhold til noget nødvendigt tilstand. Og ikke mindst imod, fordi det mål af decision, der måtte indgå, om
givet og noget endnu-ikke-givet, noget naturligt og noget fremtidigt, sågar noget har været af normativ og refekteret art. Stat og forfatning er – med et
6 8utopisk. Netop ved at måtte refektere sin egen grænse i forhold til det udtryk, Adorno eksemplarisk anvender om samf  –un emfad tiske begreber:
ikke-identiske kommer den politiske flosof tæt på at være en altomfattende De implicerer i sig selv begrebet om goden og retfærdig forfatning af det
flosof – om end i negativ udgave af første-flosofen: at være den flosofske menneskelige samfund.
refeksion, der resterer, når alle de andre refeksioner har været der, og kun Med det, der normalt betegnes som ‘det naturvidenskabelige
gennemhandlingsperspektivet og den praktiske fordring står tilbage. Som oplys- brud’, fk fornufen imidlertid en konkurrent på det praktiske område- . For
ningsprojekt ender flosofen ikke i førsteprincipper eller i en ophævelse i nufens magt i verden ses ikke længere alene som et spørgsmål om politik og
den absolutte ånd, men i det heteronome problem om sin egen realisering, etik, men bliver i stigende grad til den teoretiske erkendelses anvendelse som
som ultima philosophia. Hvad det politiske er, kan ikke besvares alene som middel til naturbeherskelse i videste forstand. Vurderingen af ‘den praktiske
et teoretisk eller empirisk spørgsmål. Som fornufsanliggende indbefatter det fornuf’ som inferiør i forhold til den teoretiske erkendelse i kraf af dens
også spørgsmålet om, hvad og hvordan det politiske konkret værkunn ee. nødvendige beskæfigelse med de menneskelige ting eller de jordiske forhold
9i perioden fra Aristoteles til renæssancen ophæves derme S d inakrekere.
10kan man sige, at dens genstandsområde eksproprieres. Hos Desc sakart l es
hans universelle metode i sidste ende også bringes til anvendelse på de men-A. Historisk tilbageblik
neskelige ting; i Hobbes’ monistiske system går der i princippet en lige vej
Frem til Hegels Retsfloso vaf r genstanden for politisk flosof traditionelt fra fysik til politik, og Spinoza kan afatte sin etik more ge sometom et rico
stat og forfatning og lov. Selv i middelalderen, hvor staten realt kunne være teoretisk-flosofsk anliggende. Den politiske flosofs anden glansperiode er
svær at få øje på, foregik refeksion over det jordiske styre i disse kategorier, således tankevækkende nok sammenfaldende med rationalismens og o- plys
7hvis antikke konnotationer holdt sig frem til Montes Pquieuå den p. oliti- ningstidens autoritative formulering af den naturvidenskabelige, matematisk
ske flosofs spørgsmål om, hvordan fornufen manifesterede sig som magt artikulerbare rationalitet som fornufens universelle form og sande stemme.
i verden, var svaret: som rationel forfatning af det menneskelige fællesskab Og dens instrumentelle anvendelse på de menneskelige ting for-stås i op
gennem staten og dens lovgivning. Også hos mindre ortodokse tænkere på
området som Marsiglio, Machiavelli og Hobbes, den nyere politiske flosofs
8 Teodor W. Adorno, ‘Gesellschaf’ i GS 8, s. 9-19, s. 11.
9 Den ‘teoretiske’ flosofs primat over den ‘praktiske’ må i det store overordnede historiske
6 Betegnelsen ‘utopisk’, ‘utopi’ anvendes i nærværende afandling i betydning af (forestil- perspektiv siges at have holdt sig i hvert fald til hen over midten af det 20. århundrede.
ling om) muligheden af en radikalt anderledes samfundstilstand, hvor de eksisterende Om den efer perspektivisme og post-modernistisk fornufskritik stadig kan hævde sig
basale samfundsmæssige onder og herskende uretfærdigheder ikke fndes. som dominerende disciplin, synes uklart.
7 Således arbejder Montesquieu endnu med det antikke forfatningsskema fra Platon, Ari- 10 Jf. Om Metoden, del III, der redegør for de provisoriske leveregler, det er bedst at følge,
stoteles og Polybios. Jf. Om lovenes ånd I-II. Første del. Gads Forlag 1998. indtil metoden er udviklet.
16 At forandre verden I. Indledning: P olitik o g fornuft. Mod Carl Schmit t 17
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 16 11/12/2017 15.42.34 107641_at forandre verden_.indd 17 11/12/2017 15.42.34lysningens navn som midlet til realisering af det, der i den første, antikke
glansperiode blev formuleret som det gode liv for alle. Grundlaget for og
vejen til en rent utilitaristisk forståelse af den praktiske fornuf er etableret,
og prisen for afvigelse er i de feste tilfælde inkonsistens, afskrivning af den
praktiske fornuf som genuin fornuf og vidensform eller rekurs til et
vanskeligt disciplinerbart æstetisk grundlag.
Der mangler selvsagt ikke modpositioner i denne udviklingsperiode, men
opgøret med den skolastiske aristotelisme indebærer uvægerlig et opgør med
den praktiske fornuf som en selvstændig fornufsform. Således ligger f.eks.
den erfaringsvisdom, der kommer til udtryk i empirismen, langt fra både
den platoniske og den aristoteliske forståelse af f. Dron et er imidesis lertid et
spørgsmål, om den politiske flosof blot assimilerer sig til den herskende,
teoretisk-videnskabelige rationalitetsform. I midten af 1300-tallet h- ar Mar
siglio i Defensor Pacis forsøgt sig med en ‘venstre-aristotelisk’ politisk flosof
kendetegnet ved opgøret med tanken om fnalårsager; det politiske forklares
11alene efektivt-kausal Ht. os Machiavelli omdannes det klassiske, fnalt
orienterede begreb om are ttēil et naturalistisk begreb om dyd som kraf, ; virtù
ergon reduceres til dynami . Hs obbes’ materialistiske redegørelse for the body
politic kan ses som en forlængelse af De corpor, aeltså af fysikken, men den
kan også forstås som fortsættelse af en politisk-flosofsk tradition, der for
længst har droppet ideen om en teleologisk forståelse af de menneskelige
ting i erkendelse af deres grundlæggende kontingens.
Den politiske flosof kan således ses også at føre sit eget liv i den
generelle udvikling, der her er fygtigt skitseret. Efersom det
naturvidenskabelige gennembrud netop var ensbetydende med prioriteringen af en
formalvidenskabelig, overvejende kvantifcerende fornufsform og dermed også
ensbetydende med en cementering af den praktiske fornufs inferioritet (om
end altså af andre grunde, end at den beskæfigede sig med det blot jordiske),
er det også blevet en vaneforestilling i systemflosofsk tænkning, at den
flosofske og videnskabelige teoriudvikling udgår fra det, vi med Aristoteles
betegner den teoretiske fornuf. Metafysik, ontologi og erkendelsesteori er
rene discipliner, der står over og determinerer de ‘lavere’ discipliner
antropologi, etik og politisk flosof. Selv om det ligger uden for denne afandlings
tema overhovedet at forsøge nærmere at præsentere, endsige undersøge og
eventuelt underbygge den modsatte tese, skal den her dog formuler-es i mini
11 Marsilius of Padua, Te Defender of Peace. Volume II: Te Defensor Pacis, transl. Alan
Gewirth. Columbia University Press 1956. Se især kap. XII, XIII og XV.
18 At forandre verden
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 18 11/12/2017 15.42.34lysningens navn som midlet til realisering af det, der i den første, antikke malform som simpelt spørgsmål: Kun mnean se omvendt på det? Når
Hobglansperiode blev formuleret som det gode liv for alle. Grundlaget for og bes eksplicit tager afsked med fnalårsagerne, følger han så alene den nyeste
vejen til en rent utilitaristisk forståelse af den praktiske fornuf er etableret, udvikling i opgøret med aristotelismen inden for natural phil, eosloler phy
og prisen for afvigelse er i de feste tilfælde inkonsistens, afskrivning af den sætter traditionen fra Marsiglio og Machiavelli for at tænke de menneskelige
praktiske fornuf som genuin fornuf og vidensform eller rekurs til et van- ting efektivt kausalt sig igennem for alvor? For Leo Strauss, der om nogen
skeligt disciplinerbart æstetisk grundlag. har arbejdet med ideen om den politiske flosof som prima philos, er ophia
Der mangler selvsagt ikke modpositioner i denne udviklingsperiode, men la querelle des anciens et des modernes i sidste ende et spørgsmål om
sam12opgøret med den skolastiske aristotelisme indebærer uvægerlig et opgør med menkædningen af vilje til magt og tekno – ilog kki e mindst, hvad vi i dag
den praktiske fornuf som en selvstændig fornufsform. Således ligger f.eks. i afpolitiseret begrebslighed vil betegne social- og selv-teknologi, i.e. svar
den erfaringsvisdom, der kommer til udtryk i empirismen, langt fra både på spørgsmålene: Hvordan skal samfundet styres, og hvordan skal jeg leve
den platoniske og den aristoteliske forståelse af f. Dron et er imidesis lertid et mit liv? For Strauss begynder moderniteten præcis med det teknologiske
spørgsmål, om den politiske flosof blot assimilerer sig til den herskende, svar på disse spørgsmål, altså snarere med et videnskabeligt gennembrud i
teoretisk-videnskabelige rationalitetsform. I midten af 1300-tallet h- ar Mar den praktiske flosof, som han fnder hos Hobbes, end med Newtons fysik.
siglio i Defensor Pacis forsøgt sig med en ‘venstre-aristotelisk’ politisk flosof Når ideen om politisk flosof so prm ima philosophia her er nævnt i f-or
kendetegnet ved opgøret med tanken om fnalårsager; det politiske forklares bigående, er det ikke kun for fygtigt at introducere et interessant element i
11alene efektivt-kausal Ht. os Machiavelli omdannes det klassiske, fnalt ori- fortolkningshorisonten for den eferfølgende læsning af Plat. Don et s Staten
enterede begreb om are ttēil et naturalistisk begreb om dyd som kraf, ; virtù drejer sig snarere om, hvordan den politiske flosofs traditionelle egenart
ergon reduceres til dynami . Hs obbes’ materialistiske redegørelse for the body kan karakteriseres, og hvordan den kan begribes som andet end blot praktisk
politic kan ses som en forlængelse af De corpor, aeltså af fysikken, men den applikation af en given metafysik eller ontologi med tilhørende
erkendelseskan også forstås som fortsættelse af en politisk-flosofsk tradition, der for teori. Her leverer Strauss endnu et bidrag med sin ide om en særlig form for
13længst har droppet ideen om en teleologisk forståelse af de menneskelige skriflighed, der dikteres af relationen mellem flosof og sa Smftraun u ds.s’
ting i erkendelse af deres grundlæggende kontingens. påstand er i kortform: Filosof og samfund står principielt i et
antagoniDen politiske flosof kan således ses også at føre sit eget liv i den gene- stisk forhold, fordi samfundets element er mening (‘opinio ), hn’, dvioxlkaet
relle udvikling, der her er fygtigt skitseret. Efersom det naturvidenskabe- netop er, hvad flosofen forlader og bekæmper i sin stræben efer viden og
lige gennembrud netop var ensbetydende med prioriteringen af en formal- erkendelse (epistēm ); oē mvendt er samfundets ‘mening’ intolerant over for
videnskabelig, overvejende kvantifcerende fornufsform og dermed også en eventuel afsløring af de forestillinger og myter, den påberåber sig som
ensbetydende med en cementering af den praktiske fornufs inferioritet (om sandhed. Filosofer har derfor været i den situation, at de mått-e kommu
end altså af andre grunde, end at den beskæfigede sig med det blot jordiske), nikere, hvad de egentlig ville hævde som sandhed, i en tildækket form og
er det også blevet en vaneforestilling i systemflosofsk tænkning, at den f- gennem en fælles flosofsk indforståethed: “Tey will distinguish between
losofske og videnskabelige teoriudvikling udgår fra det, vi med Aristoteles the true teaching as the esoteric teaching and the socially useful teaching
betegner den teoretiske fornuf. Metafysik, ontologi og erkendelsesteori er as the exoteric teaching; whereas the exoteric teaching is meant to be easily
rene discipliner, der står over og determinerer de ‘lavere’ discipliner antro- accessible to every reader, the esoteric teaching discloses itself only to the
pologi, etik og politisk flosof. Selv om det ligger uden for denne afandlings
tema overhovedet at forsøge nærmere at præsentere, endsige undersøge og
eventuelt underbygge den modsatte tese, skal den her dog formuler-es i mini
12 Leo Strauss, ‘On the Basis of Hobbes’ Political Philosophy’ i What is Political Philosophy?
University of Chicago Press 1988 [1959] s. 172-73.
11 Marsilius of Padua, Te Defender of Peace. Volume II: Te Defensor Pacis, transl. Alan 13 Se Leo Strauss, Persecution and the Art of Writing, Free Press 1952, og ‘On a Forgotten
Gewirth. Columbia University Press 1956. Se især kap. XII, XIII og XV. Kind of Writing’ i What is Political Philosophy? s. 221-232.
18 At forandre verden I. Indledning: P olitik o g fornuft. Mod Carl Schmit t 19
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 18 11/12/2017 15.42.34 107641_at forandre verden_.indd 19 11/12/2017 15.42.3414very careful and well trained readers afer long and concentrated s tudy”.
Strauss’ påstand er blevet voldsomt kritiseret, ikke mindst fordi den er f- or
bundet med hans angreb på historicisme og den nyere hermeneutiks fordring
på at forstå indholdet af en tekst bedre, eller i hvert fald anderledes, end
forfatteren selv. Strauss er provokerende med sin insisteren på, at vi kunne
være længere fra sandheden end tidligere flosofer, men det er svært ikke at
have sympati for den kritiske pointe, at hvad en nutidig fortolker læser ud
af en tekst og forstår som sit eget originale forskningsbidrag, ofe hverken
er mere eller mindre (ifg. Strauss som regel mindre), end hvad forfatteren
møjsommeligt, bevidst, aflaret og kompetent oprindeligt har skrevet ind
som en saglig artikulation fra fornuf til fornuf; æres den, som æres bør.
Problemerne med Strauss’ ide om en særlig esoterisk skriflighed, egentlig
en hemmelig kodeskrif, er åbenlyst, at den er så snævert – man fristes til at
sige paranoidt – konciperet, og de eklatante eksempler for få til, at det kan
bære en generel påstand, endsige motivere en bestemt metodisk tilgang og
15læseanvisning.
Ikke desto mindre er Strauss’ ide om en særlig skriflig udtryksform i den
politiske flosof langtfra søgt. Man behøver blot kaste et blik på listen over
betydelige skrifer for at konstatere en variation af udtryksformer, som vi ikke
genfnder i nogen af flosofens øvrige delområder eller discipliner.
Filosofen har igennem sin historie betjent sig af og præget betydelig fere genrer
end den prædisponerede afandling og artikel, der er blevet akademisk og
16videnskabelig standard i da I den pg. olitiske flosof fnder vi dertil genrer
som fyrstespejl, manifest, satire og utopi, hvor selve formen, tonen og stilen
er bestemt af den praktiske fordring, der er indbygget i det politisk-flosofske
projekt, og ikke mindst af særlige forhold omkring at formidle et spekulativt
forankret samfundsmæssigt forandringsperspektiv til den samfundsmæssige
ofentlighed. Man behøver således ikke gå til fortolkningsmæssige yder - lighe
der for at konstatere, at den politiske flosof også har betjent sig af former,
14 ‘On a Forgotten Kind of Writing’ s. 222.
15 En anden kritik kunne gå på, at Strauss ikke siger andet, end at indholdet i en flosofsk
tekst aldrig er manifest og ikke identisk med en række eksplicitte påstande, og at det
kræver indforståethed med den flosofske tradition og dens begreber overhovedet at læse
en flosofsk tekst. Jeg hælder selv til den forståelse, at Strauss på dette punkt snarere er
banal end særligt provokerende.
16 Læredigt, gnome, dialog, bekendelse, question, essay, meditation, epistel for at nævne
de væsentligste.
20 At forandre verden
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 20 11/12/2017 15.42.3414very careful and well trained readers afer long and concentrated s tudy”. der vidner om bevidst refeksion og stillingtagen til særlige vanskeligheder
Strauss’ påstand er blevet voldsomt kritiseret, ikke mindst fordi den er f- or ved artikulation og kommunikation af et politisk-samfundsmæssigt kritisk
bundet med hans angreb på historicisme og den nyere hermeneutiks fordring indhold. Der er ingen grund til at forklejne og afdramatisere risikoen ved
på at forstå indholdet af en tekst bedre, eller i hvert fald anderledes, end at ytre sig kritisk om den herskende samfundsmæssige magt og
selvforståforfatteren selv. Strauss er provokerende med sin insisteren på, at vi kunne else, det være sig i fortiden eller i dag. Men der er heller ingen grund til at
være længere fra sandheden end tidligere flosofer, men det er svært ikke at reducere den politiske flosofs artikulations- og formidlingsproblemer alene
have sympati for den kritiske pointe, at hvad en nutidig fortolker læser ud til et spørgsmål om persecutio – sn om om der så ikke er noget principielt
af en tekst og forstår som sit eget originale forskningsbidrag, ofe hverken at bemærke i en fredeligere tid eller verdensdel. Når Strauss hævder, at
floer mere eller mindre (ifg. Strauss som regel mindre), end hvad forfatteren soferne har skelnet mellem det sande og det samfundsmæssigt gavnlige og
møjsommeligt, bevidst, aflaret og kompetent oprindeligt har skrevet ind afpasset skrifen derefer, handler det heller ikke nødvendigvis udelukkende
som en saglig artikulation fra fornuf til fornuf; æres den, som æres bør. om en problematisk ‘dobbelt sandhed’, men netop om dobbeltkarakteren i
Problemerne med Strauss’ ide om en særlig esoterisk skriflighed, egentlig det politisk-flosofske projekt: indsigt og forandrende styre. Der er næppe
en hemmelig kodeskrif, er åbenlyst, at den er så snævert – man fristes til at nogen flosof, der har været mere bevidst om netop denne dobbeltkarakter
17sige paranoidt – konciperet, og de eklatante eksempler for få til, at det kan end Platon.
bære en generel påstand, endsige motivere en bestemt metodisk tilgang og Den klassiske politiske flosof kan således karakteriseres ikke blot ved
15læseanvisning. sit fokus på begreberne stat og forfatning, sit dobbelte teoretisk-praktiske
Ikke desto mindre er Strauss’ ide om en særlig skriflig udtryksform i den anlæg, men også ved at udgøre en egenartet tradition sideløbende med eller
politiske flosof langtfra søgt. Man behøver blot kaste et blik på listen over i dialektisk udveksling med den teoretisk-spekulative, såvel den
videnskabebetydelige skrifer for at konstatere en variation af udtryksformer, som vi ikke lige som den teologiske, og altså ikke mindst ved sine mangfoldige litterære
genfnder i nogen af flosofens øvrige delområder eller discipliner. Filoso- udtryksformer og genrer.
fen har igennem sin historie betjent sig af og præget betydelig fere genrer Med Hegels Retsflosof gør civilsamfundet som udfoldelse af statsb- egre
end den prædisponerede afandling og artikel, der er blevet akademisk og bet sit indtog i den politiske flosof. Dette sker naturligvis ikke uforberedt.
16videnskabelig standard i da I den pg. olitiske flosof fnder vi dertil genrer Den antikke græske opfattelse af, at styreform, og hvad vi vel bogstaveligt
som fyrstespejl, manifest, satire og utopi, hvor selve formen, tonen og stilen forstået må kalde folkesjæl, bør passe sammen, fordi staten i sidste ende
er bestemt af den praktiske fordring, der er indbygget i det politisk-flosofske er ‘vi athenere’, havde i hvert fald i teorien ligget brak under den romerske
projekt, og ikke mindst af særlige forhold omkring at formidle et spekulativt imperialisme og den kristne ordo-tanke, der gjorde det nødvendigt at tænke
forankret samfundsmæssigt forandringsperspektiv til den samfundsmæssige statsmagten fra oven som omfattende et i princippet universelt retssystem,
ofentlighed. Man behøver således ikke gå til fortolkningsmæssige yder - lighe hvor pragmatisk og lidt lov-styret praksis så end har været. Den
realhistoder for at konstatere, at den politiske flosof også har betjent sig af former, riske udvikling, der kulminerer med de store revolutioner, den industrielle
og den franske, og etableringen af det borgerlige kapitalistiske samfund og
staten som res public, una derstøtter på den ene side en transformation af
klassisk politisk flosof til retsflosof, der rettelig kan siges at ske hos Kant 14 ‘On a Forgotten Kind of Writing’ s. 222.
15 En anden kritik kunne gå på, at Strauss ikke siger andet, end at indholdet i en flosofsk og Hegel, og aktualiserer på den anden side et spørgsmål om de nærmere
tekst aldrig er manifest og ikke identisk med en række eksplicitte påstande, og at det institutionelle rammer for det civile livs udformning. Det gamle spørgsmål
kræver indforståethed med den flosofske tradition og dens begreber overhovedet at læse om forfatning og styreform synes endegyldigt besvaret med retsstaten, de
en flosofsk tekst. Jeg hælder selv til den forståelse, at Strauss på dette punkt snarere er
banal end særligt provokerende.
16 Læredigt, gnome, dialog, bekendelse, question, essay, meditation, epistel for at nævne 17 Spørgsmålet berøres direkte på det mest eksponerede sted i , i pSta ræstenentationen af
de væsentligste. flosofongen, 473e.
20 At forandre verden I. Indledning: P olitik o g fornuft. Mod Carl Schmit t 21
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 20 11/12/2017 15.42.34 107641_at forandre verden_.indd 21 11/12/2017 15.42.34civile rettigheder og de samfundsmæssige institutioner, der regulerer det
borgerlige liv; for så vidt kan den hegelske tanke om historiens afslutning
have sin ironiske rigtighed på dette område.
Ingen af de kritiske alternativer til denne hovedtradition, natio -nalroman
tikken og socialismen, formåede herefer at genoplive den klassiske politiske
diskussion om den rette politiske forfatning af fællesskabet. Samfundet kom
i vejen, uanset den forskellige teoretiske – etiske eller politisk-økonomiske –
forståelse af det, og medførte i sidste ende, hvad vi kan kalde sociologiens
primat i forhold til de gamle politisk-flosofske spørgsmål om statens
indretning. Problemet med, at loven forbyder både den rige og den fattige at
sove under broerne, påkalder sig løsning i form af sociallovgivning, men
selve det politiske spørgsmål synes at have fundet sit endegyldige svar i det
repræsentative demokrati.
18B. Carl Schmitts kritiske ansats
Såvel venstreorienterede post-strukturalister som ny-konservativ-e har navn
lig i perioden mellem ca. 1995 og 2005 hentet inspiration i Carl Schmitts
(1888-1985) værker. Denne bemærkelsesværdige renæssance har afødt både
kritik af de inspirerede og fornyet kritik af Schmitt selv. Det b-emærkel
sesværdige er ikke så meget, at en nazist blev taget teoretisk til nåde, men
snarere renæssancen for en nazistisk politisk teoretiker, der stiller de samme
spørgsmål, som den politisk-flosofske tradition har oparbejdet siden Solon,
i lyset af en række mere eller mindre generelle samfundskritiske iagttagelser,
som var udbredte i hans samtid. Det kan tolkes som en reaktion på
sociologiens teoretiske primat i forståelsen af samfundet og på det forhold, at
den samfundskritiske teori i eferkrigstiden i vid udstrækning renoncerede
på at udforme en egentlig politisk flosof. Schmitts forsøg på at artikulere
kritikken gennem udformningen af en politisk teori, der både forpligter sig
på den klassiske politiske flosofs begreber og på den historiske politiske
18 Fremstillingen i dette og det følgende kapitel er i hovedsagen en sam- og omskrivning
af et engelsksproget foredrag holdt på Dansk Filosofsk Selskabs Årsmøde 2005, ‘Carl
Schmitt: Is he really a challenge?’, og en på foredraget baseret artikel, ‘Carl Schmitt – en
tvivlsom udfordring’ i Mikkel Torup (red.) Den ondeste mand i live? Læsninger af og
imod Carl Schmitt. Både foredrag og artikel var baseret på en oprindelig indledning til
nærværende studie af Platons politiske flosof i S.taten
22 At forandre verden
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 22 11/12/2017 15.42.34civile rettigheder og de samfundsmæssige institutioner, der regulerer det og samfundsmæssige situation, udfylder et teoretisk tomrum og muligvis et
borgerlige liv; for så vidt kan den hegelske tanke om historiens afslutning behov. Hans renæssance er med et udtryk, Adorno anvender om ontologiens
have sin ironiske rigtighed på dette område. og eksistensflosofens udbredelse, ‘Index eines Fehlenden’ eller sågar ‘Index
19Ingen af de kritiske alternativer til denne hovedtradition, natio -nalroman eines Versäumten’. Udtrykkene sigter til mere end en teoretisk mangel; det
tikken og socialismen, formåede herefer at genoplive den klassiske politiske manglende er noget væsentligt – måske såga væsr detentlige – i flosofens
diskussion om den rette politiske forfatning af fællesskabet. Samfundet kom ambition. Interessen for Schmitt kan ses som udtryk for frustration over
i vejen, uanset den forskellige teoretiske – etiske eller politisk-økonomiske – flosofens abdikation, over teoriens afmagt eller selvpålagte askese. Hvad
forståelse af det, og medførte i sidste ende, hvad vi kan kalde sociologiens flosofen ikke formåede som oplysningsprojekt, at forandre verden til det
primat i forhold til de gamle politisk-flosofske spørgsmål om statens ind- bedre gennem erkendelse og samfundskritisk videnskabelighed, søges nu
retning. Problemet med, at loven forbyder både den rige og den fattige at indløst gennem den politiske flosofs kombination af kritisk refeksion og
sove under broerne, påkalder sig løsning i form af sociallovgivning, men indtænkning af et magtperspektiv og en praksisfordring i et positivt teoretisk
selve det politiske spørgsmål synes at have fundet sit endegyldige svar i det projekt.
repræsentative demokrati. For så vidt som denne afandling tager sit afsæt i erfaringen af denne
mangelsituation og præcis ser refeksionen over muligheden af en politisk
flosof som en nødvendig følge af samfundskritikken, er den fornyede
inte18 resse for Carl Schmitts ideer værd at tage under kritisk overvejelse. Bestræ-B. Carl Schmitts kritiske ansats
belsen på at fnde en overgang fra et eksklusivt negativt-kritisk, det være sig
Såvel venstreorienterede post-strukturalister som ny-konservativ-e har navn generelt samfundskritisk, ideologikritisk, dekonstruktivistisk perspektiv til
lig i perioden mellem ca. 1995 og 2005 hentet inspiration i Carl Schmitts et politisk-flosofsk, hvor selve den politiske beslutnings- og handlingstvang
(1888-1985) værker. Denne bemærkelsesværdige renæssance har afødt både inddrages og motiverer til positive, politiske anbefalinger, har i det hele taget
kritik af de inspirerede og fornyet kritik af Schmitt selv. Det b-emærkel været kendetegnende for udviklingen i mange flosofske forfatterskaber i
sesværdige er ikke så meget, at en nazist blev taget teoretisk til nåde, men de seneste årtier af det 20. og begyndelsen af det 21. århundrede, f.eks. hos
snarere renæssancen for en nazistisk politisk teoretiker, der stiller de samme Jürgen Habermas og Jacques Derrida. I den almindelige akademiske jargon
spørgsmål, som den politisk-flosofske tradition har oparbejdet siden Solon, tales der om, at slut-60’ernes og 70’ernes fokus på samfundskritikken
aføi lyset af en række mere eller mindre generelle samfundskritiske iagttagelser, ses af en etisk bølge i 80’erne, der i 90’erne igen aføses af en politisk bølge.
som var udbredte i hans samtid. Det kan tolkes som en reaktion på socio- Schmitt-renæssancen indskriver sig dermed i en større bevægelse, der nok
logiens teoretiske primat i forståelsen af samfundet og på det forhold, at har præg af akademisk mode, men som alle akademiske modebevægelser
den samfundskritiske teori i eferkrigstiden i vid udstrækning renoncerede uomtvisteligt har realt grundlag: Vi taler om det, vi mangler.
20på at udforme en egentlig politisk flosof. Schmitts forsøg på at artikulere I en flosofsk undersøgelse af Schmitts begreb om det poli måtis ke
kritikken gennem udformningen af en politisk teori, der både forpligter sig der tages højde for forskelligheder i tilgang og intention. Schmitt er lærd og
på den klassiske politiske flosofs begreber og på den historiske politiske velbevandret i den politiske flosofs historie og i retsflosofen, men hverken
18 Fremstillingen i dette og det følgende kapitel er i hovedsagen en sam- og omskrivning 19 Adorno, Ontologie und Dialektik, NS IV.7, s. 153, og Negative Dialektik, GS 6, s. 69.
af et engelsksproget foredrag holdt på Dansk Filosofsk Selskabs Årsmøde 2005, ‘Carl 20 Fremstillingen baserer sig i hovedsagen på Carl Schmitt, Der Begrif des Politischen: Text
Schmitt: Is he really a challenge?’, og en på foredraget baseret artikel, ‘Carl Schmitt – en von 1932 mit einem Vorwort und drei Corollarien, Duncker & Humblot, 2002 (1963).
tvivlsom udfordring’ i Mikkel Torup (red.) Den ondeste mand i live? Læsninger af og Ud over denne centrale afandling inddrages også Politische Teologie: vier Kapitel zur
imod Carl Schmitt. Både foredrag og artikel var baseret på en oprindelig indledning til Lehre von der Souveränitet, Berlin: Duncker & Humblot, 1996 (1922), og Legalität und
nærværende studie af Platons politiske flosof i S.taten Legitimität, Duncker & Humblot, 1998 (1932).
22 At forandre verden I. Indledning: P olitik o g fornuft. Mod Carl Schmit t 23
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 22 11/12/2017 15.42.34 107641_at forandre verden_.indd 23 11/12/2017 15.42.34hans baggrund, hans teoretiske selvforståelse eller hans refeksionsform er
flosofsk. Hans gebet er grundlæggende retsvidenskaben. Det har, som vi
skal se eferfølgende, konsekvenser for betydningen af centrale begreber hos
ham, såsom ‘defnition’, ‘kriterium’ og ikke mindst ‘begreb’, og det præger
hans fremstillingsform. Filosofske tankefgurer og tankegange er dog l - angt
fra fremmede for Schmitt; selv beklager Schmitt den arbejdsdeling, der har
splittet den akademiske virksomheds sprog, således at indkredsningen af
en problemstilling såsom begrebet om det politiske, der er fælles for fere
21discipliner, er blevet vanskeliggjort.
I forordet til genudgivelsen af Der Begrif des Politischen i 1963 giver
Schmitt en kort redegørelse for den aktuelle status:
“Der europäische Teil der Menschheit lebte bis vor kurzem in einer Epoche, deren
juristische Begrife ganz vom Staate her geprägt waren und den Staat als Modell der
politischen Einheit voraussetzten. Die Epoche der Staak eitt licgheht jetzt zu Ende.
Darüber ist kein Wort mehr zu verlieren […] Der Staat als das Modell der politischen
Einheit, der Staat als der Träger der erstaunlichsten aller Monopole, nämlich des
Monopols der politischen Entscheidung, dieses Glanzstück europäischer Form und
22occidentalen Rationalismus, wird entthront.”
Er den traditionelle stat under afvikling, lever dens begreber imidlertid videre
ifg. Schmitt som ‘klassiske’ begreber: “Was ist das Klassische an einem
solchen Modell einer nach innen geschlossen befriedeten, nach außen ges -chlos
sen als Souverän gegenüber Souveränen aufretenden politischen Einheit?
Das klassische ist die Möglick heit eindeutiger, klarer Unterscheidungen.
Innen und außen, Krieg und Frieden, während des Krieges Militär und Zivil,
Neutralität oder Nicht-Neutralität, alles das ist erkennbar getrennt und wird
23nicht absichtlich verwischt. T” il de klassiske begreber regner Schmitt også
24‘statslig’, ‘politisk’ og ‘fende E’. t andet centralt element i Schmitts tænkning
er hans kritiske udfordring af liberalismen og dermed af meget, der forstår
sig som demokratisk. Som fortaler for et suverænt politisk statsbegreb er han
21 Jf. Der Begrif des Politischen, s. 15-16.
22 Der Begrif des Politischen, s. 10.
23 Op.cit. s. 11.
24 Ibid. s. 9. Hvad angår ‘fende’, tager Schmitt formodentlig fejl; i et uomtvisteligt klassisk
værk som Platons State, snpiller begrebet eller kategorien ‘fende’ ingen nævneværdig
rolle.
24 At forandre verden
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 24 11/12/2017 15.42.34hans baggrund, hans teoretiske selvforståelse eller hans refeksionsform er naturligt nok grundlæggende kritisk over for alt, der beror på det modsatte
flosofsk. Hans gebet er grundlæggende retsvidenskaben. Det har, som vi princip: den blandede forfatning, der er et væsentligt element i de feste
skal se eferfølgende, konsekvenser for betydningen af centrale begreber hos moderne demokratiopfattelser. Kritikken er imidlertid ingenlunde blot den
ham, såsom ‘defnition’, ‘kriterium’ og ikke mindst ‘begreb’, og det præger logiske følge af identifkationen af politisk og suveræn magt. Den bygger
hans fremstillingsform. Filosofske tankefgurer og tankegange er dog l - angt på en opfattelse af de sidste 4-500 års historie som ikke alene en
sekulari25fra fremmede for Schmitt; selv beklager Schmitt den arbejdsdeling, der har sering, men i lige så høj grad en neutraliseringog afpolitisering , hvor det
splittet den akademiske virksomheds sprog, således at indkredsningen af politiske fra en selvstændig status er blevet reduceret til heteronomt udslag
en problemstilling såsom begrebet om det politiske, der er fælles for fere af samfundsmæssige kræfer. Denne proces er foregået i fre store skridt –
21discipliner, er blevet vanskeliggjort. Schmitt taler om ‘centralområder’ eller ‘midtpunkter’ – fra det teologiske til
26I forordet til genudgivelsen af Der Begrif des Politischen i 1963 giver det metafysiske til det humanitært-moralske til det økon S ocmihmisktets .
Schmitt en kort redegørelse for den aktuelle status: pointe er, at den traditionelle forening af liberalisme og demokrati for en
kritisk betragtning viser sig som modsigelsesfuld. For ham er demokratiet
“Der europäische Teil der Menschheit lebte bis vor kurzem in einer Epoche, deren i sit begreb væsentligt politisk, hvorimod liberalismen er uforenelig med et
juristische Begrife ganz vom Staate her geprägt waren und den Staat als Modell der begreb om det politiske:
politischen Einheit voraussetzten. Die Epoche der Staa keitt licgheht jetzt zu Ende.
Darüber ist kein Wort mehr zu verlieren […] Der Staat als das Modell der politischen “Denn die Negation des Politischen, die in jedem konsequenten Individualism- us ent
Einheit, der Staat als der Träger der erstaunlichsten aller Monopole, nämlich des halten ist, führt wohl zu einer politischen Praxis des Mißtrauens gegen alle denkbaren
Monopols der politischen Entscheidung, dieses Glanzstück europäischer Form und politischen Mächte und Staatsformen, niemals aber zu einer eigenen positiven Teorie
22occidentalen Rationalismus, wird entthront.” von Staat und Politik […] In einer überaus systematischen Weise umgeht oder ig- nori
ert das liberale Denken den Staat und die Politik und bewegt sich statt dessen in einer
Er den traditionelle stat under afvikling, lever dens begreber imidlertid videre typischen, immer wiederkehrenden Polarität von zwei heterogenen Sphären, nämlich
27ifg. Schmitt som ‘klassiske’ begreber: “Was ist das Klassische an einem sol- von Ethik und Wirtschaf, Geist und Geschäf, Bildung und Besitz.”
chen Modell einer nach innen geschlossen befriedeten, nach außen ges -chlos
sen als Souverän gegenüber Souveränen aufretenden politischen Einheit? Hvor der i liberalismen altså er tale om en opløsning af det politiske i
upoDas klassische ist die Möglick heit eindeutiger, klarer Unterscheidungen. litiske, etiske og økonomiske interesser og værdier (først og fremmest
indiInnen und außen, Krieg und Frieden, während des Krieges Militär und Zivil, viduel frihed, konkurrencefrihed og privat ejendomsret), er problemet med
Neutralität oder Nicht-Neutralität, alles das ist erkennbar getrennt und wird demokratiet, at det i en vis forstand er poli fortisk, idet det i modsætning til
23nicht absichtlich verwischt. T” il de klassiske begreber regner Schmitt også liberalismen identifcerer stat og samfund og politiserer ifg. Schmitt
‘neu24‘statslig’, ‘politisk’ og ‘fende E’. t andet centralt element i Schmitts tænkning trale’ områder som religion, kultur, dannelse, økonomi: “Als polemischer
er hans kritiske udfordring af liberalismen og dermed af meget, der forstår Gegenbegrif gegen solche Neutralisierungen und Entpolitisierun-gen wichti
sig som demokratisk. Som fortaler for et suverænt politisk statsbegreb er han ger Sachgebiete erscheint der gegenüber keinem Sachgebiete desinteressierte,
potentiell jedes Gebiet ergreifende S totaatalet der Identität von Staat und
Gesellschaf. In ihm ist infolgedessen walenigsles tens der Möglic k heit nach
21 Jf. Der Begrif des Politischen, s. 15-16.
22 Der Begrif des Politischen, s. 10.
23 Op.cit. s. 11. 25 For Schmitts syn på sammenhængen mellem sekularisering og afpolitisering, se Der
24 Ibid. s. 9. Hvad angår ‘fende’, tager Schmitt formodentlig fejl; i et uomtvisteligt klassisk Begrif des Politischen, s. 88-95, samt Politische Teologie, især kap. III.
værk som Platons State, snpiller begrebet eller kategorien ‘fende’ ingen nævneværdig 26 For den nærmere beskrivelse af ‘die Stufenfolge’, se , s. B e80-81.grif
rolle. 27 Ibid. s. 69.
24 At forandre verden I. Indledning: P olitik o g fornuft. Mod Carl Schmit t 25
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 24 11/12/2017 15.42.34 107641_at forandre verden_.indd 25 11/12/2017 15.42.34politisch, und die Bezugnahme auf den Staat ist nicht mehr imstande, ein
28spezifsches Unterscheidungsmerkmal des ‘Politischen’ zu begründen. ”
Schmitt berører her en mekanisme, der fra et kritisk-teoretisk perspektiv
karakteriseres som Vergesellschafung, og som i dette regi ligeledes hævdes at
indebære en tendens til totalisering. Schmitt kan da også jævnt hen henvise
til Karl Marx som en skarpsindig kritiker af sin samtids modsigelsesfulde
29politiske principper. I den følgende prægnant formulerede passage træder
en vis afnitet mellem schmittsk og Marx-inspireret samfundskritik
umiskendeligt frem:
“So wird der politischen Begrif des Kamp im lifes beralen Denken auf der wirtscha- fli
chen Seite zur Konkurrenz, auf der andern, ‘geistigen’ Seite zur Disku; assi n ondie Stelle
einer klaren Unterscheidung der beiden verschiedenen Status ‘Krieg’ und ‘Frieden’
tritt die Dynamik ewiger Konkurrenz und ewiger Diskussion. Der wStiraatd zur
Gesellschaf, und zwar auf der einen, der ethisch-geistigen Seite zu einer
ideologischhumanitären Vorstellung von der ‘Menschheit’; auf der andern zur
ökonomischtech ni schen Einheit eines einheitlichen Produktion uns- d Verkehrssystem. Aus dem in
der Situation des Kampfes gegebenen, völlig selbstverständlicWhillen en, den Feind
abzuwehren, wird ein rational-konstruiertes soIdziaeales l oder Programm, eine
Tendenz oder eine wirtschafliche Kalkulatio. Anus dem politisch geeinten Vol wk ird auf
der einen Seite ein kulturell interessiertes Pub, alikumuf der andern teils ein Betriebs-
und Arbeitspersonal, teils eine Mass ve on Konsumenten. Aus Herrschaf und Macht
wird an dem geistigen Pol Propagand una d Massesuggestion, an dem wirtschaflichen
30Pol Kontrolle.”
Schmitt formulerer her i klartekst en kritik, der kan være svær at skelne fra
en ideologikritisk position, som den kommer til udtryk f.eks. i Horkheimer
og Adornos Dialektik der Auflärung: samfundsmæssiggørelse, økonomisk
konkurrence (den kapitalistiske produktionsmåde) som fortegn for
mellemmenneskelige relationer, reduktionen af mennesket til lønarbejder og
forbruger, kunstens omformning til kulturindustri og dannelsen-s regres
sion til halvdannelse; ikke mindst i forståelsen af kulturens afpolitisering til
åndelig interesse træder Schmitts skarpsindighed som iagttager frem. Den
store forskel består imidlertid: begrebet om det politiske projekt, som ifg.
28 Ibid. s. 24.
29 Se f.eks. Der Begrif, s.69 m v.
30 Ibid. s. 71.
26 At forandre verden
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 26 11/12/2017 15.42.3431politisch, und die Bezugnahme auf den Staat ist nicht mehr imstande, ein den fælles diagnose er degenereret til massebedrag og k V o i sntkarol i det l.
28spezifsches Unterscheidungsmerkmal des ‘Politischen’ zu begründen. ” følgende undersøge, hvad der ligger i dette begreb hos Schmitt, og hvilken
Schmitt berører her en mekanisme, der fra et kritisk-teoretisk perspektiv forklaringskraf det har i en politisk-flosofsk kontekst.
karakteriseres som Vergesellschafung, og som i dette regi ligeledes hævdes at
indebære en tendens til totalisering. Schmitt kan da også jævnt hen henvise
til Karl Marx som en skarpsindig kritiker af sin samtids modsigelsesfulde C. Defnition eller decision?
29politiske principper. I den følgende prægnant formulerede passage træder
en vis afnitet mellem schmittsk og Marx-inspireret samfundskritik umis- Schmitts konstateringer er altså i umiddelbar samklang med meget af den
32kendeligt frem: samtidskritik, der blev fremført fra mange sider især i mellemkrigs tiden.
Hvad enten udgangspunktet var kapitalismekritisk social indignation eller
“So wird der politischen Begrif des Kamp im lifes beralen Denken auf der wirtscha- fli konservativ bekymring over industrisamfundets skadevirkninger i form af
chen Seite zur Konkurrenz, auf der andern, ‘geistigen’ Seite zur Disku; assi n ondie Stelle afndividualisering og tab af værdier eller en blanding af begge dele, var
einer klaren Unterscheidung der beiden verschiedenen Status ‘Krieg’ und ‘Frieden’ der blandt kritikerne stort set enighed om symptomerne. Ligeledes må der
tritt die Dynamik ewiger Konkurrenz und ewiger Diskussion. Der wStiraatd zur siges at være nogenlunde konsensus om, at den historiske udvikling, der har
Gesellschaf, und zwar auf der einen, der ethisch-geistigen Seite zu einer ideologisch- ført til miseren, empirisk kan konstateres at være gået gennem de stationer,
humanitären Vorstellung von der ‘Menschheit’; auf der andern zur ökonomisch- Schmitt nævner. For så vidt er Schmitts konstateringer ukontroversielle.
tech nischen Einheit eines einheitlichen Produktion uns- d Verkehrssystem. Aus dem in Overordnet set kan han høres som én stemme blandt mange, der fra det 20.
der Situation des Kampfes gegebenen, völlig selbstverständlicWhillen en, den Feind århundredes begyndelse giver udtryk for en erfaring af tab af sammenhæng,
abzuwehren, wird ein rational-konstruiertes soIdziaeales l oder Programm, eine Ten- mening og retning.
denz oder eine wirtschafliche Kalkulatio. Anus dem politisch geeinten Vol wk ird auf Der har imidlertid langtfra været enighed om den nærmere analyse af
der einen Seite ein kulturell interessiertes Publi, a kumuf der andern teils ein Betriebs- årsagerne. Det historie-, samfunds- og menneskesyn, der lægges forklarende
und Arbeitspersonal, teils eine Mass ve on Konsumenten. Aus Herrschaf und Macht til grund for samtidskritikken, og som bestemmer perspektivet for eventuelle
wird an dem geistigen Pol Propagand una d Massesuggestion, an dem wirtschaflichen forandringsmuligheder, er højst varieret. Det særegne ved Schmitt beror på,
30Pol Kontrolle.” at han undsiger almene historiske og samfundsmæssige forklarin-ger over
hovedet. Den historiske ‘trinfølge’, der har ført til den nuværende tilstand,
Schmitt formulerer her i klartekst en kritik, der kan være svær at skelne fra “ist […] hier nicht als kultur- und geistesgeschichtliche
‘Dominantentheoen ideologikritisk position, som den kommer til udtryk f.eks. i Horkheimer rie’, auch nicht als ein geschichtsphilosophisches G im Sesetzinne des
Drei33og Adornos Dialektik der Auflärung: samfundsmæssiggørelse, økonomisk Stadien-Gesetzes oder ä nlich her Konstruktionen gemein E t.j h” eller er der
konkurrence (den kapitalistiske produktionsmåde) som fortegn for mel- tale om at postulere fremskridt eller tilbageskridt, opstigning til eller forfald
lemmenneskelige relationer, reduktionen af mennesket til lønarbejder og
forbruger, kunstens omformning til kulturindustri og dannelsen-s regres
sion til halvdannelse; ikke mindst i forståelsen af kulturens afpolitisering til 31 Jf. særligt hertil afsnittet ‘Kulturindustrie. Auflärung als Massenbetrug’ i Dialektik der
Auflärung.åndelig interesse træder Schmitts skarpsindighed som iagttager frem. Den
32 Ud over repræsentanter for de fremtrædende flosofske retninger (navnlig positivisme store forskel består imidlertid: begrebet om det politiske projekt, som ifg.
og kritisk teori) kan nævnes kulturkritikere som Spengler, Huxley, Kraus og Freud samt
kunstnere som Heinrich Mann, Chaplin, Fritz Lang og Erich Kästner, der på meget
28 Ibid. s. 24. forskellig vis udstillede massesamfundet med dets funktionalisering af mennesket til
29 Se f.eks. Der Begrif, s.69 m v. lønarbejder og forbruger.
30 Ibid. s. 71. 33 Der Begrif, s. 81.
26 At forandre verden I. Indledning: P olitik o g fornuft. Mod Carl Schmit t 27
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 26 11/12/2017 15.42.34 107641_at forandre verden_.indd 27 11/12/2017 15.42.34fra noget højere, og det er endelig heller ikke ment som en generelt gældende
karakteristik af epoker, da mennesker ifg. Schmitt kan leve på forskellige trin
i samme epoke, samme land, sågar i samme familie. Følgelig er der heller
ikke tale om menneskehed, tidsånd, arbejde, produktion eller ‘samfundet’
som et på noget tidspunkt samlet, historisk subjekt: Det samfundsmæssige
falder umiddelbart i kategorier, i områder som religion, kultur, erhverv, ret,
34videnskab, kunst. Den demokratiske kolonisering af disse områder forstås
eksklusivt som politisk, ikke samfundsmæssig totalisering.
Det politiske er således ikke blot primært i forhold til staten, som den
indledende sætning i Der Begrif des Politischen erklærer. Det er primært i
forhold til alle samfundsmæssige områder af menneskelig virkelighed. Det
gælder teoretisk: det politiske tænkes ‘neutralt negeret’ i forhold til det
sam35fundsmæssige ikke ‘polemisk negeret’ som i liberalismen; og det gælder
praktisk-politisk: Staten må stå autonomt eller suverænt over det s -amfunds
mæssige for at beholde sin karakter af eksklusiv p inolitdrisketning. Dermed
bliver selve teorien om det politiske imidlertid også uafængig af teorier om
historie og samfund. Den bliver i princippet uden kommunikation med alle
andre opfattelser og behøver ikke at forholde sig til andre faglig -e, teoreti
ske – det være sig spekulativt eller empirisk baserede – forståelser af den
historiske og samfundsmæssige realitet, der siætkketer det politiske som
primært og eksklusivt.
Renonceringen på forklarende teori gælder imidlertid ikke i samme
grad i forhold til teorier om mennesket. Schmitt slår fast, “daß alle echten
politischen Teorien den Menschen als ‘böse’ voraussetzen, d.h. als
keineswegs unproblematisches, sondern als ‘gefährliches’ und dynamisches
36Wesen betrachten. P” olitik og antropologi hører ikke bare sammen; det
politiske implicerer den antropologiske grundantagelse, at mennesket er
‘problematisk.’ Det er imidlertid vanskeligt at fastslå, hvad der p-ræcis lig
ger i antagelsen af den problematiske menneskenatur hos Schmitt. Det må
medgives, at de feste bestemmelser af det politiske indbefatter det ‘materielle’
aspekt, at der er noget at styre, i.e. at fredelig menneskelig sameksistens ikke
realiseres uden politisk regulering. Den platoniske ‘grisestat’, som vi skal
høre om siden i denne afandling, holder ikke længe. I flosofen formuleres
denne relativt trivielle indsigt dog sjældent uafængigt af mere omfattende
34 Jf. Der Begrif, s. 24 et passim.
35 Ibid. s. 25.
36 Ibid. s. 61.
28 At forandre verden
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 28 11/12/2017 15.42.34fra noget højere, og det er endelig heller ikke ment som en generelt gældende refeksioner over, hvad det problematiske ultimativt kommer af (‘naturen’ i
karakteristik af epoker, da mennesker ifg. Schmitt kan leve på forskellige trin form af et konfiktfyldt forhold mellem begær og fornuf i mennesket), og
i samme epoke, samme land, sågar i samme familie. Følgelig er der heller over denne ‘naturs’ status som real eller analytisk størrelse, første eller anden
ikke tale om menneskehed, tidsånd, arbejde, produktion eller ‘samfundet’ natur, biologisk, ontologisk eller historisk kategori, for slet ikke at tale om det
som et på noget tidspunkt samlet, historisk subjekt: Det samfundsmæssige politisk-flosofsk centrale: dens betydning for selve ‘logikken’ i stats- eller
falder umiddelbart i kategorier, i områder som religion, kultur, erhverv, ret, samfundsdannelsesprocessen – et grundtræk i Platons gennemtænkning af
34videnskab, kunst. Den demokratiske kolonisering af disse områder forstås staten. Schmitt nøjes med at konstatere, at mennesker ikke af natur er ‘gode’,
eksklusivt som politisk, ikke samfundsmæssig totalisering. heller ikke positivt ‘onde’, da det ville forudsætte moralske kategorier, men
37 38Det politiske er således ikke blot primært i forhold til staten, som den må siges at være potentielt ‘afstandtag og faende’ rlige i forhold til a ndre.
indledende sætning i Der Begrif des Politischen erklærer. Det er primært i Menneskenaturen er ikke neutral og kan ikke være en ren disposition eller
forhold til alle samfundsmæssige områder af menneskelig virkelighed. Det abstrakt potentialitet; ud af intet kommer intet. Det gælder således om at
gælder teoretisk: det politiske tænkes ‘neutralt negeret’ i forhold til det sam- bestemme det irreducible og eksklusive træk ved mennesket eller det g- rund
35fundsmæssige ikke ‘polemisk negeret’ som i liberalismen; og det gælder læggende forhold i den menneskelige eksistens, uafængigt af historiske og
praktisk-politisk: Staten må stå autonomt eller suverænt over det s -amfunds samfundsmæssige forhold, der betinger nødvendigheden og autonomien i det
mæssige for at beholde sin karakter af eksklusiv p inolitdrisketning. Dermed politiske. Det afgørende bliver derfor, rent metodisk, hvordan man etablerer
bliver selve teorien om det politiske imidlertid også uafængig af teorier om noget ahistorisk og ikke socialt-kulturelt betinget uden teori og spekulation.
historie og samfund. Den bliver i princippet uden kommunikation med alle Ifølge Schmitt er det irreducible og eksklusive træk at fnde i det reale
andre opfattelser og behøver ikke at forholde sig til andre faglig -e, teoreti forhold, at mennesket er potentielt eller aktuelt truet på sin eksi- stens og rea
ske – det være sig spekulativt eller empirisk baserede – forståelser af den gerer på truslen. Det former således umiddelbart og uformidlet en distinktion
historiske og samfundsmæssige realitet, der siætkketer det politiske som mellem på den ene side jeg eller vi og på den anden side du, den anden eller
primært og eksklusivt. de andre, eller som det uden abstrakte eufemismer hedder hos Schmitt: ven
Renonceringen på forklarende teori gælder imidlertid ikke i samme og fende. Det er igen af betydning at præcisere, hvorledes dette adskiller
grad i forhold til teorier om mennesket. Schmitt slår fast, “daß alle echten sig fra tilsyneladende parallelle forankringer af stats-/samfundsdannelsen i
politischen Teorien den Menschen als ‘böse’ voraussetzen, d.h. als
keineswegs unproblematisches, sondern als ‘gefährliches’ und dynamisches
36Wesen betrachten. P” olitik og antropologi hører ikke bare sammen; det 37 Jf. ibid. s.60 og 6 4.
38 Det hedder i forordet fra 1963: “Die 1939 einsetzende Entwicklung von Krieg und Feind politiske implicerer den antropologiske grundantagelse, at mennesket er
hat zu neuen, intensiveren Kriegsarten und zu völlig verwirrten Friedensbegrifen, zum ‘problematisk.’ Det er imidlertid vanskeligt at fastslå, hvad der p-ræcis lig
modernen Partisanen- und zum revolutionären Krieg geführt. Wie kann man das alles ger i antagelsen af den problematiske menneskenatur hos Schmitt. Det må
theoretisch erfassen, wenn man die Wir k keilict, d hass es Feindschaf zwischen Menschen
medgives, at de feste bestemmelser af det politiske indbefatter det ‘materielle’
gibt, aus dem wissenschaflichen Bewusstsein verdrängt?15). ” Sa(s.mm enhængen
melaspekt, at der er noget at styre, i.e. at fredelig menneskelig sameksistens ikke lem den relativt ukontroversielle empiriske konstatering, at der føres krig i verden og
realiseres uden politisk regulering. Den platoniske ‘grisestat’, som vi skal følgelig må herske fendskab i hvert fald mellem grupper af mennesker, og en opfattelse
af mennesket som sådan som ‘problematisk’ i betydningen ‘i stand til at nære eller forme høre om siden i denne afandling, holder ikke længe. I flosofen formuleres
fendskab’ grænser selvfølgelig til det trivielle; for at der faktisk kan herske fendskab, må denne relativt trivielle indsigt dog sjældent uafængigt af mere omfattende
fendskab være muligt i princippet. Schmitts påstand kan derfor nok bedst forstås som
en slags omvendt synderes i– en hs ældning i menneskenaturen snarere til afstandtagen
34 Jf. Der Begrif, s. 24 et passim. og fendskab end til social tilpasning og modtagelighed for ‘det gode’; altså hvad der
35 Ibid. s. 25. traditionelt forbindes med opfattelsen af mennesket som egoistisk eferstræbende sin
36 Ibid. s. 61. egen lykke, determineret af selvopholdelsesdrif, lystprincip, egoisme osv.
28 At forandre verden I. Indledning: P olitik o g fornuft. Mod Carl Schmit t 29
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 28 11/12/2017 15.42.34 107641_at forandre verden_.indd 29 11/12/2017 15.42.34selvopholdelsesdrif og egoisme som f.eks. hos Hobbes eller af det samf - unds
mæssige herredømme i selvopholdelsesdrif/lystprincip og naturbeherskelse
som hos f.eks. Horkheimer og Adorno. Hos sidstnævnte er den truende
fende først og fremmest naturen i skikkelse af det ubestemt fremmede, som
mennesket forsøger at beherske gennem rationalitet og samfundsdannelse;
truslen kommer snarere fra a dnet det end de an nden, og selvopholdelsen
tænkes ikke at føre til eksklusiv ‘politisk’ organisation, men til den dialektisk
sammenvævede formation af rationalitet og fællesskab. Hvis noget her kan
siges at have prioritet, er det menneskets udsathed i forhold til naturen, den
være sig ydre eller indre. For Schmitt er den del af selvopholdelsen, der angår
truslen fra naturen, politisk irrelevant, da den i lige så høj grad – som nævnt
ovenfor – kan tænkes at lede til produktionsmæssig og intellektuel (rationel,
videnskabelig) organisation, altså ikke eksklu tsiivl tidentifkationen af og
forsvaret imod en menneske flieng de. Hans opfattelse ligger således
umiddelbart tættere op ad Hobbes’ naturtilstand, der er kendetegnet ved the war
39of every man against every man.
Hos Hobbes er udgangspunktet for dannelsen af den politiske enhed, the
body politic, ligesom hos Schmitt den mellemmenneskelige trussel, i lige så høj
grad at mennesket er truende, ‘gefährlich’, som at det er truet. I statsdannelsen
som sådan sker der imidlertid i Hobbes’ forståelse en afgørende kvalitativ
overgang – medieret af fornufrene-a s ktion på naturtilstanden – fra en
før40politisk til en politisk tilstan Hd. os Schmitt er der ingen før-politisk tilstand.
Det er en fortolkningsmæssig unøjagtighed at sige, at det politiske ‘grunder
sig på’ en antropologisk antagelse, eller at det ‘udledes af ’ forhold i den m- en
neskelige eksistens. Schmitts ide er, at det politiske er et grundfaktum ved
den menneskelige eksistens og går forud for statsdannelsen. Der er ingen
naturtilstand, hvis vi dermed mener en før-politisk tilstand; den politiske
tilstand implicerer ikke nogen overgang fra én tilstand til en anden. Der er
simpelthen ikke noget før og efer. Man kan sige, at det politiske er - natur
ligt, eller det naturlige politisk; det gør ingen forskel. Schmitts udsagn om
det politiske nærmer sig tautologien: Det politiske er et autonomt område,
fordi det er adskilt fra alt andet, eller: En eksklusiv forståelse af det
politiske forudsætter et menneskesyn, ifølge hvilket mennesket grundlæggende
39 Leviathan, kap. 13.
40 Vanskelighederne ved den status, Hobbes tildeler ‘natural laws’ i kapitlerne 14 og 15 i
Leviathan, afspejler om noget hans vægring ved at begrunde staten umiddelbart i alles
krig mod alle.
30 At forandre verden
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 30 11/12/2017 15.42.34selvopholdelsesdrif og egoisme som f.eks. hos Hobbes eller af det samf - unds eksistentielt befnder sig i en politisk tilstand. Man kan imidlertid dårligt
mæssige herredømme i selvopholdelsesdrif/lystprincip og naturbeherskelse hævde, at bestemmelsen af det politiske ud fra ven-fende-distinktionen er en
som hos f.eks. Horkheimer og Adorno. Hos sidstnævnte er den truende trivialitet uden indhold. Schmitts tankemæssige egenart, hans ‘metode’, om
fende først og fremmest naturen i skikkelse af det ubestemt fremmede, som man vil, ligger da også på en lidt anden led end den traditionelt flosofske,
mennesket forsøger at beherske gennem rationalitet og samfundsdannelse; nemlig i en forståelse og anvendelse af begreber, der har rødder i den juridiske
truslen kommer snarere fra a dnet det end de an nden, og selvopholdelsen defnitionskunst snarere end i den flosofske. Hvor defnitioner i flosofen
tænkes ikke at føre til eksklusiv ‘politisk’ organisation, men til den dialektisk er enten udgangspunkter for eller resultater af tankegange eller slutninger
sammenvævede formation af rationalitet og fællesskab. Hvis noget her kan og dermed indlejret i en diskursiv sammenhæng, uden hvilken de strengt
siges at have prioritet, er det menneskets udsathed i forhold til naturen, den taget ingen betydning har, er juridiske defnitioner stipulative kriterier for
være sig ydre eller indre. For Schmitt er den del af selvopholdelsen, der angår bedømmelse og eksekutionsgrundlag; de har betydning – og virkning – i
truslen fra naturen, politisk irrelevant, da den i lige så høj grad – som nævnt sig selv. Lidt skematisk kan man sige, at hvor gyldighed i flosofen knytter
ovenfor – kan tænkes at lede til produktionsmæssig og intellektuel (rationel, sig til de ræsonnementer, der enten bygger på eller leder til defnitioner,
videnskabelig) organisation, altså ikke eksklu tsiivl tidentifkationen af og knytter gyldighed i juridisk sammenhæng sig snarere til selve defnitionen
forsvaret imod en menneske flieng de. Hans opfattelse ligger således umid- og dens applikation, uafængigt af de tankegange, den måtte bygge på eller
41delbart tættere op ad Hobbes’ naturtilstand, der er kendetegnet ved the war give anledning til.
39of every man against every man. Den klassiske betydning af defnition indebærer en specifkatio-n og for
Hos Hobbes er udgangspunktet for dannelsen af den politiske enhed, the udsætter således et overbegreb, en klasse eller genus. I flosofen er defnition
body politic, ligesom hos Schmitt den mellemmenneskelige trussel, i lige så høj følgelig en problematisk sag i to principielt meget afgørende tilfælde:
idengrad at mennesket er truende, ‘gefährlich’, som at det er truet. I statsdannelsen tifkationen af førsteprincipper og bestemmelsen af ‘altet’, totaliteten af det
som sådan sker der imidlertid i Hobbes’ forståelse en afgørende kvalitativ værende. Hvad vil det sige at defnere noget, til hvilket der ikke antages at
overgang – medieret af fornufrene-a s ktion på naturtilstanden – fra en før- fndes et overbegreb, fordi der ikke er noget ‘før’ eller ‘over’? Schmitt er i høj
40politisk til en politisk tilstan Hd. os Schmitt er der ingen før-politisk tilstand. grad bevidst om dette problem, som han deler med dem, for hvem politisk
Det er en fortolkningsmæssig unøjagtighed at sige, at det politiske ‘grunder flosof befatter sig med en totalitet, nemlig totaliteten af de menneskelige
sig på’ en antropologisk antagelse, eller at det ‘udledes af ’ forhold i den m- en ting, og for hvem følgelig hverken genstand eller tilgang kan begribes som
neskelige eksistens. Schmitts ide er, at det politiske er et grundfaktum ved specifkation af noget overordnet og mere generelt. Selv om det politiske
den menneskelige eksistens og går forud for statsdannelsen. Der er ingen for ham ikke udgør en totalitet, men derimod noget første, er problemet
naturtilstand, hvis vi dermed mener en før-politisk tilstand; den politiske det samme: Det kan ikke afedes. ‘Defnition’ må således anvendes enten i
tilstand implicerer ikke nogen overgang fra én tilstand til en anden. Der er betydningen ‘stipulativ initialdefnition’ eller i en ikke strikte terminologisk
simpelthen ikke noget før og efer. Man kan sige, at det politiske er - natur betydning. Når han i kap. 3 taler om “Die hier gegebene Defnition des
ligt, eller det naturlige politisk; det gør ingen forskel. Schmitts udsagn om
det politiske nærmer sig tautologien: Det politiske er et autonomt område,
fordi det er adskilt fra alt andet, eller: En eksklusiv forståelse af det
politi41 Dette er meget skematisk sagt og skal i øvrigt hverken forstås som kritik af en beundrings-ske forudsætter et menneskesyn, ifølge hvilket mennesket grundlæggende
værdig kunst, der i mangt og meget ligger flosofen nær, eller som en påstand om, at
den juridiske defnition er irrationelt forudsætningsløs. Tværtimod vidner betydningen
39 Leviathan, kap. 13. af såvel præcedens som af forarbejderne til loven om, at også den juridiske defnition er
40 Vanskelighederne ved den status, Hobbes tildeler ‘natural laws’ i kapitlerne 14 og 15 i et resultat af og bygger på ræsonnement. Dette ændrer dog ikke på, at gyldighed knytter
Leviathan, afspejler om noget hans vægring ved at begrunde staten umiddelbart i alles sig til selve den juridiske bestemmelse, defnitionen og loven, og at dennes funktion er
krig mod alle. at være eksekutionsgrundlag, ikke udtryk for erkendelse.
30 At forandre verden I. Indledning: P olitik o g fornuft. Mod Carl Schmit t 31
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 30 11/12/2017 15.42.34 107641_at forandre verden_.indd 31 11/12/2017 15.42.3442Politischen”, uden at der i de foregående afsnit fndes en entydigt
formuleret defnition, vidner det om, at defnition her må tages i anden betydning.
“Der Begrif des Staates setzt den Begrif des Politischen voraus.” Dette
indledende udsagn markerer på den ene side et klart brud med en
politiskflosofsk tradition, der ser etableringen af et statssamfund som indstifelse
af en politisk tilstand overhovedet. På den anden side markerer det distance
til den udlægning af tingenes tilstand, at det politiske i og med den
historiske udvikling, i og med samfundsmæssiggørelsen, er blevet – og følgelig
må forstås som – noget andet, end det har været før. Schmitts konstatering
af, at det politiske gennem demokratiseringen fremtræder neutraliseret og
uklart, indebærer altså ikke, at det politiske grundlæggende er ble-vet æn
dret. Dette er den konsekvente følge af, at det politiske i hans forståelse er
betingelsesløst. Schmitts begreb om det politiske er for så vidt spekulativt,
som det hverken kan be- eller afræfes af faktiske historiske og
samfundsmæssige forhold. Spørgsmålet er imidlertid ikke, om det er spekulativt (hvad
Schmitt selv benægter). Spørgsmålet er, om der overhovedet er tale om et
begreb i nogen kendt betydning, da det hverken intenderer at beg- ribe el
ler artikulere noget, men alene tjener til distinktion. Hans begreb om det
politiske intenderer – konsekvent – ikke at være begr neb og omet, da det
derved ville være afængigt af et indhold. Denne forskel kommer til udtryk
i den følgende koncise passage, der ekspliciterer den 3. vej ud af dilemmaet:
“Eine Begrifsbestimmung des Politischen kann nur durch Aufdekkung und
Feststellung der spezifsch politischen Kategorien gewonnen werden. Das Politische ha-t näm
lich seine eigenen Kriterien, die gegenüber den verschiedenen, relativ selbständigen
Sachgebieten menschlichen Denkens und Handelns, insbesondere dem Moralischen,
Ästhetischen, Ökonomischen in eigenartiger Weise wirksam werden. Das Politische
muß deshalb in eigenen letzten Unterscheidungen liegen, auf die alles im spezifschen
43Sinne politische Handeln zurückgeführt werden kann.”
Dette er igen tæt på en tautologi: En begrebsbestemmelse af det politiske
tilvejebringes gennem at fastslå, hvad det specifkt politiske er. ‘Aufdekkung
und Feststellung’ kunne antyde en nærmere undersøgelse, men i og med
at ‘kategorier’ erstattes med ‘kriterier’, standses tankegangen. Kriterier er
ikke noget, man afdækker, men noget man netop fastsætter. Kriterierne er
42 Der Begrif, s. 33.
43 Ibid. s. 26.
32 At forandre verden
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 32 11/12/2017 15.42.3542Politischen”, uden at der i de foregående afsnit fndes en entydigt formule- endvidere ‘virksomme’; de er ikke blot teoretiske midler til kategorisering
ret defnition, vidner det om, at defnition her må tages i anden betydning. og indsigt, men tillige efektive og operative over for de andre sagområder.
“Der Begrif des Staates setzt den Begrif des Politischen voraus.” Dette Det politiskes absolutte primat går forud for undersøgelsen. Ordet ‘deshalb’
indledende udsagn markerer på den ene side et klart brud med en politisk- signalerer ganske vist, at der er foregået et ræsonnement, og at det
eferfølflosofsk tradition, der ser etableringen af et statssamfund som indstifelse gende har status af logisk følge, men det er ikke tilfældet. Der er tale om tre
af en politisk tilstand overhovedet. På den anden side markerer det distance isolerede påstande, hvoraf den sidste er identisk med den første. Schmitt
til den udlægning af tingenes tilstand, at det politiske i og med den histo- fortsætter:
riske udvikling, i og med samfundsmæssiggørelsen, er blevet – og følgelig
må forstås som – noget andet, end det har været før. Schmitts konstatering “Nehmen wir an, daß auf dem Gebiet des Moralischen die letzten Unterscheidungen
af, at det politiske gennem demokratiseringen fremtræder neutraliseret og Gut und Böse sind; im Ästhetischen Schön und Häßlich; im Ökonomischen Nützlich
uklart, indebærer altså ikke, at det politiske grundlæggende er ble-vet æn und Schädlich oder beispielsweise Rentabel und Nicht-Rentabel. Die Frage ist dann,
dret. Dette er den konsekvente følge af, at det politiske i hans forståelse er ob es auch eine besondere, jenen anderen Unterscheidungen zwar nicht gleichartige
betingelsesløst. Schmitts begreb om det politiske er for så vidt spekulativt, und analoge, aber von inen doh ch unabhängige, selbständige und als solc nehe o h
som det hverken kan be- eller afræfes af faktiske historiske og samfunds- weiteres einleuchtende Unterscheidung als einfaches Kriterium des Politischen gibt
mæssige forhold. Spørgsmålet er imidlertid ikke, om det er spekulativt (hvad und worin sie besteht.”
Schmitt selv benægter). Spørgsmålet er, om der overhovedet er tale om et
begreb i nogen kendt betydning, da det hverken intenderer at beg- ribe el Flertalsformen fra før er nu erstattet af ental: Der er alligevel kun ét
kriteler artikulere noget, men alene tjener til distinktion. Hans begreb om det rium. Og igen lader Schmitt, som om der foregår et ræsonnement. “Lad os
politiske intenderer – konsekvent – ikke at være begr neb og omet, da det antage” signalerer logik, men spørgsmålet er, om der fndes et kriterium,
derved ville være afængigt af et indhold. Denne forskel kommer til udtryk der er umiddelbart indlysende. Ligesom vi inden for f.eks. moral, æstetik og
i den følgende koncise passage, der ekspliciterer den 3. vej ud af dilemmaet: økonomi fnder grundlæggende distinktioner, der er virksomme på særegen
måde, kan vi også spørge efer en grundlæggende distinktion i det politiske.
“Eine Begrifsbestimmung des Politischen kann nur durch Aufdekkung und Feststel- Men jævnføringen med moral, æstetik og økonomi tjener intet formål, da der
lung der spezifsch politischen Kategorien gewonnen werden. Das Politische ha-t näm ikke er nogen forbindelse af nogen art. Det politiskes distinktion er ikke lig
lich seine eigenen Kriterien, die gegenüber den verschiedenen, relativ selbständigen med eller analog til distinktionerne inden for etik, æstetik og økonomi, den
Sachgebieten menschlichen Denkens und Handelns, insbesondere dem Moralischen, er ikke af samme slags og ligner ikke engang. Og dog er den uafængig af
Ästhetischen, Ökonomischen in eigenartiger Weise wirksam werden. Das Politische dem! “Som sådan”, dvs. hverken det ene eller det andet, er den uden videre
muß deshalb in eigenen letzten Unterscheidungen liegen, auf die alles im spezifschen indlysende. Schmitt må være klar over, at man ikke kan udlede noget af lutter
43Sinne politische Handeln zurückgeführt werden kann.” negative præmisser. Alligevel følger nu begrebsbestemmelsen eller kriteriet:
“Die spezifsch politische Unterscheidung, auf welche sich die politische
Dette er igen tæt på en tautologi: En begrebsbestemmelse af det politiske Handlungen und Motive zurückführen lassen, ist die Unterscheidung von
tilvejebringes gennem at fastslå, hvad det specifkt politiske er. ‘Aufdekkung Freund und Feind.”
und Feststellung’ kunne antyde en nærmere undersøgelse, men i og med Schmitt når frem hertil gennem at fastslå, hvad det politiske ikke er, ved
at ‘kategorier’ erstattes med ‘kriterier’, standses tankegangen. Kriterier er så at sige at rydde grunden for alt naturligt, menneskeligt, socialt, historisk,
ikke noget, man afdækker, men noget man netop fastsætter. Kriterierne er normativt. For enden af denn viae negativa fremtræder det politiske dog ikke
i nogen umiddelbar evidens, men som en gestus, en handling: en stipulativ
defnition. Den retoriske udformning som tankegang og ræsonnement med 42 Der Begrif, s. 33.
præmisser og følgeslutninger peger på, at Schmitt var klar over, at hvad der 43 Ibid. s. 26.
32 At forandre verden I. Indledning: P olitik o g fornuft. Mod Carl Schmit t 33
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 32 11/12/2017 15.42.35 107641_at forandre verden_.indd 33 11/12/2017 15.42.35er politisk ikke i teorien kan etableres decisionistisk, uden at teorien ophæver
sig selv. Teori antager, tænker, refekterer, diskuterer, udlægger; den
fastlægger ikke bare. Samtidig synes han også bevidst om, at selve forekomsten af
politisk flosof vidner imod hans synspunkt. Hvorfor forsøge at begribe det
politiske, hvis det ingen forskel gør, at der tænkes over det? Den
politiskflosofske ambition er ikke upolitisk; den – og flosof overhovedet – kan ikke
have noget snævert realpolitisk formål, men bedrives dog stadig for et formåls
skyld, eller i det mindste ud fra den forudsætning, at det er bedre med end
uden, om ikke andet, så fordi mennesket er et tænkende væsen. Hos Schmitt
bliver det politiske til et førmenneskeligt eksistensvilkår og den teoretiske
bestemmelse til en ubegrundet stipulation; hverken stat eller politisk flosof
vidner om menneskelig, dvs. i et eller andet omfang fornufspræget aktivitet.
D. Note om metode
Denne omfattende indledning kan synes at ligge langt fra afandlingens
genstand, Platons politiske flosof i Sta. Dtener er imidlertid ikke mange af
de politiske emner og spørgsmål, som Schmitt tager op, der ikke tematiseres
i Staten, når man lige ser bort fra det moderne begreb om produktionsmåde.
Schmitt bevæger sig i sandhed i det ‘klassiske’, og hans renæssance kan som
sagt ses som udslag af et historisk behov for gentænkning af et emne, der
siden 2. verdenskrig er blevet tiltagende prekært i lyset af den politiske afmagt
over for ‘udviklingen’. Schmitts rolle som inspirator må dog undre, da hans
ideer i bedste fald kun bidrager til politikkens funktion af damage, i control
værste fald forøger skaden. Den følgende læsning af Platons sSkatal ptenå
den baggrund ses som ikke blot en imødegåelse af Schmitts forståelse af det
politiske på alle punkter, men først og fremmest som en imødegåelse af dem,
der ser deres behov for politisk flosof imødekommet eller sågar t -ilfreds
stillet af Schmitts pauvre bestemmelser. Platon grundlægger den politiske
flosof som en stort anlagt, på én gang detaljeret og samlet refeksion over
det menneskelige i dets dynamiske udfoldelser, og mindre kan ikke gøre
det. En fornyelse af den politiske flosof må som minimum være på højde
med dens begyndelse.
I den følgende læsning af State udgn ør det historiske tilbageblik og
diskussionen af en Carl Schmitt-inspireret forståelse af den politiske flosof en
motivisk baggrund. De eksplicitte dialogpartnere er repræsentanter for de
sidste ca. 100 års flologiske og flosofske fortolkningsarbejde med S. taten
34 At forandre verden
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 34 11/12/2017 15.42.35er politisk ikke i teorien kan etableres decisionistisk, uden at teorien ophæver I betragtning af litteraturens omfang har det selvsagt været nødvendigt at
sig selv. Teori antager, tænker, refekterer, diskuterer, udlægger; den fastlæg- foretage prioriteringer og udvalg. For så vidt som min ambition har været
ger ikke bare. Samtidig synes han også bevidst om, at selve forekomsten af at præsentere en samlet læsning af værket, har jeg først og fremm- est ind
politisk flosof vidner imod hans synspunkt. Hvorfor forsøge at begribe det draget og diskuteret med litteratur, der præsenterer fortoStalkteninn ger af
politiske, hvis det ingen forskel gør, at der tænkes over det? Den politisk- som helhed. Min læsning forholder sig derfor løbende til Julia Annas’ An
flosofske ambition er ikke upolitisk; den – og flosof overhovedet – kan ikke Introduction to Plato’s Republic (1981), Seth Benardetes Socrates’ Second
Sahave noget snævert realpolitisk formål, men bedrives dog stadig for et formåls iling. On Plato’s Republic (1989), Wolfgang Kerstings Platons ‘Sta (1 a999), t’
skyld, eller i det mindste ud fra den forudsætning, at det er bedre med end Stanley Rosens Plato’s Republic. A Stud (200y 5), Malcolm Schofelds Plato.
uden, om ikke andet, så fordi mennesket er et tænkende væsen. Hos Schmitt Political Philosophy (2006) samt Allan Blooms ‘Interpretative Essay’ fra hans
44bliver det politiske til et førmenneskeligt eksistensvilkår og den teoretiske oversættelse af Sta (2. udgten . 1991). Andre samlede kommentarer
konsulbestemmelse til en ubegrundet stipulation; hverken stat eller politisk flosof teres ad hoc, men inddrages ikke løbende i diskussionen.
vidner om menneskelig, dvs. i et eller andet omfang fornufspræget aktivitet. Nærværende fortolkning er som nævnt et forsøg på en kritisk-teoretisk
læsning af Stateog bn evæger sig dermed på utraditionel grund. Et valg har
derfor været at trække på forskellige fortolkningsretninger, hvilket dels har
motiveret valget af Annas, Benardete/Rosen/Bloom og Kersting s- om priD. Note om metode
mære repræsentanter for hhv. angelsaksisk-analytisk, Strauss-inspireret og
Denne omfattende indledning kan synes at ligge langt fra afandlingens moderne politisk-flosofsk tilgang, dels har haf konsekvenser for valget af
genstand, Platons politiske flosof i Sta. Dtener er imidlertid ikke mange af supplerende litteratur. Da ikke alle fortolkningstilgange vægter alle passager
de politiske emner og spørgsmål, som Schmitt tager op, der ikke tematiseres i Staten lige tungt og derfor ikke er lige frugtbare diskussionspartnere i alle
i Staten, når man lige ser bort fra det moderne begreb om produktionsmåde. spørgsmål, er der en sagligt betinget ujævnhed i inddragelsen af de
forskelSchmitt bevæger sig i sandhed i det ‘klassiske’, og hans renæssance kan som lige retninger. Som eksempel kan her nævnes fortolkningen af 4. bog, der
sagt ses som udslag af et historisk behov for gentænkning af et emne, der tendentielt tillægges større vægt i analytisk orienterede tilgange, medens
siden 2. verdenskrig er blevet tiltagende prekært i lyset af den politiske afmagt 8.-9. bog står markant i Strauss-inspirerede læsninger. Det har således ikke
over for ‘udviklingen’. Schmitts rolle som inspirator må dog undre, da hans i fortolkningen af enkeltspørgsmål i dialogen været en ambition at give et
ideer i bedste fald kun bidrager til politikkens funktion af damage, i control overblik over forskningslitteraturen, men derimod dels at uddybe de nævnte
værste fald forøger skaden. Den følgende læsning af Platons sSkatal ptenå fortolkningstilgange, dels at gå nærmere ind på de enkelte bidrag, der har vist
den baggrund ses som ikke blot en imødegåelse af Schmitts forståelse af det sig mest frugtbare for artikulationen af den samlede udlægning. Et eksempel
politiske på alle punkter, men først og fremmest som en imødegåelse af dem, herpå er udlægningen af 10. bog, der kommenteres med inspiration fra det
der ser deres behov for politisk flosof imødekommet eller sågar t -ilfreds umage par Gadamer og Bertolt Brecht.
stillet af Schmitts pauvre bestemmelser. Platon grundlægger den politiske I forlængelse heraf står problemet med den pædagogisk-flosofske
læsflosof som en stort anlagt, på én gang detaljeret og samlet refeksion over ning af State. Tn raditionen for at læse Stamteed sn pørgsmålet om opdragelse,
det menneskelige i dets dynamiske udfoldelser, og mindre kan ikke gøre uddannelse og dannelse som væsentligt og styrende har været afagende i
det. En fornyelse af den politiske flosof må som minimum være på højde løbet af de sidste 100 år, og det har motiveret en aktualisering a- f mellem
med dens begyndelse. krigstidens pædagogisk og dannelsesteoretisk informerede læsninger hos
I den følgende læsning af State udgn ør det historiske tilbageblik og
diskussionen af en Carl Schmitt-inspireret forståelse af den politiske flosof en
motivisk baggrund. De eksplicitte dialogpartnere er repræsentanter for de
sidste ca. 100 års flologiske og flosofske fortolkningsarbejde med S. taten 44 Ved reference til de nævnte værker angives således alene forfatternavn.
34 At forandre verden I. Indledning: P olitik o g fornuft. Mod Carl Schmit t 35
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 34 11/12/2017 15.42.35 107641_at forandre verden_.indd 35 11/12/2017 15.42.35Jaeger, Stenzel og Gadamer, samt inddragelse af arbejder, der nærmer sig
Staten gennem en læsning af Rousseau.
Enhver redegørelse for fremgangsmåden i et hermeneutisk projekt vil
bære præg af eferrationalisering og gøren en dyd af nødvendigheden. De
ovennævnte kriterier – helhed, fortolkningsretninger, uddybning og di- a
kroni – er bevidst valgte, men er i et arbejde, der har strukket sig over 12 år,
blevet krafigt modifceret gennem skifende fokus, vekslende interesse og
ikke mindst et mål af tilfældighed. Som metodisk rygrad i denne afandling
står således i sidste ende originalteksten og det primære fortolkningsarbejde,
der fndes i rækken af konsulterede oversættelser.
Arbejdet præsenteres som en fortløbende kommenterende læsning med
indskudte ekskurser og perspektiverende afsnit. Da det meste stof i Staten
kan angribes og udlægges i mange aspekter, kædes fremstillingen sammen
af to latente spørgsmål til hver passage: Hvilken plads og funktion har den i
værkets komposition, og hvilken betydning har den i den politisk-flosofske
undersøgelse, det er denne afandlings ærinde at præsentere? Enhver
passage – også den såkaldte flosofske ekskurs i bog 5-7 – læses således -pri
mært som svar på et politisk motiveret spørgsmål. Fokus rettes dermed mod
fremstilling og tankegang som værk-interne anliggender, og henvisninger til
beslægtede passager i andre dialoger er holdt på et minimum; væsentligste
platoniske referenceværk er Lov . ene
36 At forandre verden
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 36 11/12/2017 15.42.35Jaeger, Stenzel og Gadamer, samt inddragelse af arbejder, der nærmer sig II. In medias res: Hvad
Staten gennem en læsning af Rousseau.
retfærdighed ikke erEnhver redegørelse for fremgangsmåden i et hermeneutisk projekt vil
bære præg af eferrationalisering og gøren en dyd af nødvendigheden. De
ovennævnte kriterier – helhed, fortolkningsretninger, uddybning og di- a
kroni – er bevidst valgte, men er i et arbejde, der har strukket sig over 12 år,
blevet krafigt modifceret gennem skifende fokus, vekslende interesse og
ikke mindst et mål af tilfældighed. Som metodisk rygrad i denne afandling
står således i sidste ende originalteksten og det primære fortolkningsarbejde, Hvor og hvordan begynder staten egentlig? Hvor begynder samfund og
der fndes i rækken af konsulterede oversættelser. statsdannelse? Hvor begynder menneskers dannelse og uddannelse,
erkenArbejdet præsenteres som en fortløbende kommenterende læsning med delsen, forandringen til det bedre? Hvor begynder den politiske flosof? Vi
indskudte ekskurser og perspektiverende afsnit. Da det meste stof i Staten skal i denne fortolkning beskæfige os med en del begyndelsesproblemer,
kan angribes og udlægges i mange aspekter, kædes fremstillingen sammen der dukker op i State , og dern for også med selve ideen om en begyndelse.
af to latente spørgsmål til hver passage: Hvilken plads og funktion har den i Men dialogens egen begyndelse – dens 1. bog – har også voldt problemer.
værkets komposition, og hvilken betydning har den i den politisk-flosofske Statens 1. bog er med rette blevet sammenlignet med Gor pgå giasrund
undersøgelse, det er denne afandlings ærinde at præsentere? Enhver pas- af den tredelte komposition og stigende intensitet i diskussionen med stadig
sage – også den såkaldte flosofske ekskurs i bog 5-7 – læses således -pri mere aggressive samtalepartnere. Fokus rettes i n Satatteur nligt m od den
mært som svar på et politisk motiveret spørgsmål. Fokus rettes dermed mod tredje og længste samtale, diskussionen mellem Sokrates og Trasymakhos,
fremstilling og tankegang som værk-interne anliggender, og henvisninger til der byder på et rigt udvalg af argumentatoriske detaljer og kan læses som
beslægtede passager i andre dialoger er holdt på et minimum; væsentligste en konfrontation, der er konstituerende for hele værket: Betaler det sig – i
platoniske referenceværk er Lov . ene form af godt liv og lykke – at være retfærdig eller ej, og fndes retfærdighed
overhovedet, eller er den bare et overfadefænomen? Historisk baggrund,
sceneri og casting er blevet grundigt kommenteret i fortolkningslitteraturen;
de dramatiske omstændigheder, hvori det, der med en vis ret kan betragtes
som Platons hovedværk, tager sit afsæt, påkalder sig opmærksomhed selv
for fortolkere, der i almindelighed er betænkelige ved at tillægge det litterære
plan afgørende vægt. En risiko ved at gå til 1. bog primært
argumentationsanalytisk og dramatisk er imidlertid, at det tendentielt uddyber en eventuel
kløf mellem denne bog og resten af værket, hvor der ikke foregår samme
grad af udveksling dialogparterne imellem, og hvor de ydre
omstændighe45der ikke er så fremtrædende D.et understreger spørgsmålet om, hvorfor
45 Hos Leo Strauss og Strauss-inspirerede fortolkere som Bloom og Planinc tillægges
dramaet altafgørende betydning; således især, at det er Glaukon og Adeimantos, der skal
overbevises gennem Sokrates’ fremstilling, som følgelig antages at være retorisk lagt an
på dem og deres karakter. Dette er på en måde selvindlysende på det dramatiske plan,
men eferlader spørgsmålet, hvilken forskel der så er mellem dem og læseren af værket.
Den skriflige udformning af værket forsvinder tendentielt i fokuseringen på dialogen
36 At forandre verden II. In medias res: Hvad retfærdighed ikke er 37
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 36 11/12/2017 15.42.35 107641_at forandre verden_.indd 37 11/12/2017 15.42.35Platon forfattede eller sågar indredigerede denne optakt, og netop derfor
er det måske mindre frugtbart at læse den på dens egne præmisser, dvs.
som begyndelse, hvor anbefalelsesværdig en sådan strategi ellers måtte være
i almindelighed. En ensidig fokusering på argumentationen i 1. bog kan
medføre en nedtoning eller ligefrem forvridning af perspektivet på, hvad
46der tematisk får hele værket til at hænge sammen som politisk vær fordi k,
1. bog på argumentations- og personplan synes at tage afsæt i spørgsmålet
om retfærdighed som en karakterdyd, dvs. som personlig egenskab, og ikke
positivt forbereder et politisk-flosofsk ærinde.
Staten handler om retfærdighed – på samme måde som f.eks. Fa idros
handler om skrifen, og Sofste on m sofsten. Dermed er dog kun angivet
et spørgsmål, en ydre anledning eller indgang, der fører til behandling af
emnet i en mere grundlæggende og omfattende konstellation: i unFai-dros
dersøgelsen af begærets funktion i sjælen og sjælens væsen som sådan, i
Sofsten forholdet mellem ide og fænomen, original og imitation, ånd og
materie, der har et væld af logiske, fænomenale og metaimfysipliskkae tioner.
Det indledende spørgsmål og dets umiddelbare emne kan ikke tages som
determinerende kriterium for, hvilken vej logos vil gå, og hvilken tematik
der vil udgøre den røde tråd i det følgende. Selv oStatem n indledes med et
spørgsmål om, hvad det vil sige at have levet et forsvarligt liv, og
retfærdigheden i første omgang tematiseres med det individuelle liv som horisont, bør
dette tages med forsigtighed og ikke som belæg for, at alt eferfølgende – og
navnlig hele det politiske anliggende – ultimativt skal underlægges dette
etiske spørgsmål. Det spørgsmål, der måske praktisk og i almindelig samtale
ligger ligefor, behøver ikke at være det afgørende, når sagen bliver f- loso
fsk kvalifceret. At State inn dledes med en diskussion af retfærdighed som
karakterdyd, medfører ikke uden videre, at er et etStaten isk snarere end
som ‘speech’ og læseren som en deltager i eller medlevende tilskuer til et drama. Mere
om drama og mimesi i kas p. VIII; nærværende fortolkning vil forsøge at fastholde og
arbejde med en distance mellem samtalen som drama og værket som flosofsk skrif.
46 Jf. Kimon Lycos, Plato on Justice and Power. Reading Book I of Plato’s Republic. Te
Macmillan Press Ltd., Hampshire and London 1987 s.23: “ In particular, exclusive attention
to the validity of arguments may make us insensitive to the possibility that the major
function of Republ, Bic ook I, is to prepare the ground for a new and diferent discourse
about justice.” Lycos foretager en tematisk orienteret analyse af 1. bog ud fra “a style of
reading Plato’s text that elicited the value and import of the i qt leuestd tionos, rather
than assessing the merits of the theories found in it” (ibid. s. viii).
38 At forandre verden
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 38 11/12/2017 15.42.35Platon forfattede eller sågar indredigerede denne optakt, og netop derfor et politisk værk, og at spørgsmålet om retfærdigheden som karakterdyd er
er det måske mindre frugtbart at læse den på dens egne præmisser, dvs. overordnet spørgsmålet om den gode stat. Det kan forholde sig anderledes.
som begyndelse, hvor anbefalelsesværdig en sådan strategi ellers måtte være For så vidt som hovedræsonnementet i Sta er bten ygget op over en
anai almindelighed. En ensidig fokusering på argumentationen i 1. bog kan logi, der ifølge nærværende fortolkning netop skal indfange og udtrykke det
47medføre en nedtoning eller ligefrem forvridning af perspektivet på, hvad dialektiske forhold mellem statens og sjælens forfat kanin n sg,pørgsmålet
46der tematisk får hele værket til at hænge sammen som politisk vær fordi k, om etik versus politik forekomme en futil diskussion om hønen og ægget.
1. bog på argumentations- og personplan synes at tage afsæt i spørgsmålet Men også en sådan dialektisk fortolkning må stille spørgsmålet om 1. bogs
om retfærdighed som en karakterdyd, dvs. som personlig egenskab, og ikke status i helheden: Er der tale om en dialektisk optakt i betydningen et givet
positivt forbereder et politisk-flosofsk ærinde. udgangspunkt, der så senere udvikles og drejes, eller er det poli-tiske an
Staten handler om retfærdighed – på samme måde som f.eks. Fa idros læg tænkt med og indkomponeret fra begyndelsen og i givet fald hvordan?
handler om skrifen, og Sofste on m sofsten. Dermed er dog kun angivet Hvordan kommer vi fra det etiske spørgsmål om livsførelse til det politiske
et spørgsmål, en ydre anledning eller indgang, der fører til behandling af spørgsmål om den rette forfatning af samfundet og betingelserne for dens
emnet i en mere grundlæggende og omfattende konstellation: i unFai-dros realisering? Platon er ikke rapsodisk i sin tankeføring, og er S, stateom n
dersøgelsen af begærets funktion i sjælen og sjælens væsen som sådan, i det siden vil fremgå, et usædvanlig gennemkomponeret og velstruktureret
48Sofsten forholdet mellem ide og fænomen, original og imitation, ånd og værk. 1. bog kan derfor forventes at indeholde stof, der har en mere specifk
materie, der har et væld af logiske, fænomenale og metaimfysipliskkae tioner. forbindelse med forfatningsspørgsmålet end den personorienterede r- etfær
Det indledende spørgsmål og dets umiddelbare emne kan ikke tages som dighedsdiskussion. Lad os med denne forventning in mente se nærmere på
determinerende kriterium for, hvilken vej logos vil gå, og hvilken tematik de tre indledende samtaler.
der vil udgøre den røde tråd i det følgende. Selv oStatem n indledes med et
spørgsmål om, hvad det vil sige at have levet et forsvarligt liv, og
retfærdigheden i første omgang tematiseres med det individuelle liv som horisont, bør A. Kefalos: Alderdom og gentagelse
dette tages med forsigtighed og ikke som belæg for, at alt eferfølgende – og
navnlig hele det politiske anliggende – ultimativt skal underlægges dette Den indledende diskussion af det individuelle liv er foranlediget af et s- pørgs
49etiske spørgsmål. Det spørgsmål, der måske praktisk og i almindelig samtale mål, der genfndes eksplicit i begyndelsen af Love og udgne ør et centralt
ligger ligefor, behøver ikke at være det afgørende, når sagen bliver f- loso spørgsmål også i forbindelse med statens liv, nemlig spørgsmålet om a- lder
fsk kvalifceret. At State inn dledes med en diskussion af retfærdighed som dommen. Sokrates’ relativt uskyldige samtale med Kefalos om, hvordan det
karakterdyd, medfører ikke uden videre, at er et etStaten isk snarere end er at blive gammel (Re 3p. 28d), åbner større flosofske perspektiver end etisk
aflaring efer et langt liv. Den anslår den overordnede tematik, der også
behandles i Symposion (207c f.), om hvordan noget dødeligt kan have del i
udødeligheden (208d): Hvordan kan der i den foranderlige og forgængelige
som ‘speech’ og læseren som en deltager i eller medlevende tilskuer til et drama. Mere
verden, som omfatter ‘de menneskelige ting’, oprettes og fastholdes instan-om drama og mimesi i kas p. VIII; nærværende fortolkning vil forsøge at fastholde og
arbejde med en distance mellem samtalen som drama og værket som flosofsk skrif.
46 Jf. Kimon Lycos, Plato on Justice and Power. Reading Book I of Plato’s Republic. Te
Macmillan Press Ltd., Hampshire and London 1987 s.23: “ In particular, exclusive attention 47 Om analogien som metodisk princip, se afsnit III.C og V.B.
to the validity of arguments may make us insensitive to the possibility that the major 48 For en interessant indfaldsvinkel, se Rachel Barney, ‘Platonic ring-composition and
function of Republ, Bic ook I, is to prepare the ground for a new and diferent discourse Republic 10’ i Mark L. McPherran (ed.), PlatoR ’sep ublic. A Critical Guide. Cambridge
about justice.” Lycos foretager en tematisk orienteret analyse af 1. bog ud fra “a style of University Press 2010 s. 32-5 1.
reading Plato’s text that elicited the value and import of the i qt leuestd tionos, rather 49 Jv. Anne-Marie Eggert Olsen, ‘Det natlige råd i dagens lys. Om alderdom og bevægelse
than assessing the merits of the theories found in it” (ibid. s. viii). i Platons ‘Lovene’’ i Filosofske Studie 1r7, København 1997 s. 118-39.
38 At forandre verden II. In medias res: Hvad retfærdighed ikke er 39
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 38 11/12/2017 15.42.35 107641_at forandre verden_.indd 39 11/12/2017 15.42.35ser, der sikrer kontinuitet ud over det individuelle liv? Svaret i Sy mposion
vedrørende den individuelle udødelighed og i Lovenvee drørende statens
udødelighed er det samme: ved bestandig fornyelse. Alderdommens stivnen
50og forfald og dødeligheden i det hele taget er et træk ved den natur tilstand,
som den menneskelige kultur forsøger at overvinde gennem oprettelse og
opretholdelse af identitet: nomothetisk, ved at sætte, forfatte, lovgive. Men
denne virksomhed producerer tendentielt netop det, den bestræber sig på at
undgå: det stivnede og døde, abstrakt identiske, uforanderligt gentagende. I
51 52Kefalos’ selvhøjtidelige alderdo og rm ituelt gentagende husreligio
innkarneres et af politikkens grundproblemer, trægheden i no og mo etshos, men
igennem den altså også udfordringen til tænkningen om at komme overens
med dialektikken mellem liv og død, foranderlighed og uforanderlighed,
forskellighed og identitet.
Som i fere andre dialoger sætter Platon i S en intatendledende dramatisk
53kontrast mellem bevægelse og hvile En va. ndring mod et mere eller mindre
tilfældigt mål afrydes af mere eller mindre tilfældige årsager; der etableres
herved et midlertidigt scenerum, hvori tanken kan udfolde sig og f - loso
fen komme til udtryk: en kunstpause. I Sta er sten cenen fygtigt skitseret
50 Wolfgang Kersting formulerer en parallel til Hobbes’ naturtilstand således: “Freilich kennt
auch die Politeia einen Naturzustand, den zu überwinden ihre Bestimmung ist. Dieser ist
aber von besonderer Art; es ist ein Zustand des Nichtwissens, der aber gleichwohl den
späteren Naturzustandskonzeptionen der neuzeitlichen politischen Philosophie -systema
tisch an die Seite gestellt werden kann. Denn die Grundlagenkrise des öfentlichen Lebens
ist Ausdruck eines fundamentalen WissensmangePls.la” tons ‘Staat’. Wissenschafliche
Buchgesellschaf, Darmstadt 1999 s. 5-6. Parallellen kan ses at være endnu mere udtalt:
Ligesom naturtilstanden hos Hobbes også er en tilstand af uvidenhed, førrationalitet,
er den før-politiske tilstand hos Platon karakteriseret ved kampen for at overleve i en
alles krig mod alle, jf. Protagora; s se nedenfor kap. III.F. Vi skal senere korrigere denne
parallelitet i fortolkningen af tyranniet som post-politisk tilstand, jf. kap. VII.B.ii og C.i.
51 Om alderdom som etisk tema, jf. Gigon, Gegenwärtigkeit und Utopie. Eine Interpretation
von Platons “Staat”, Zürich 1976, s. 31-32. Med reference til traditionen for refeksioner
over alderdommen anfører Gigon (s.32): “ Platon ist da nur ein Glied in einer anseh
nlichen […] Tradition.” Særegent for Platon er dog alderdommen som politisk problem og
tematik og ikke mindst ophævelsen af emnet i en overordnet naturflosofsk betragtning
i Symposion.
52 Ifg. forordningerne i Love (909d) vne ille en sådan gudedyrkelse i hjemmet være f- or
budt. Som kontrast til Kefalos’ hjemmeritual står thrakernes nye og folkefestlige
Bendisdyrkelse i dialogens baggrundsperspektiv.
53 Således i Protagoras, Symposion, Faidros, Lovene; indirekte i Euthydemo og s Gorgias.
40 At forandre verden
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 40 11/12/2017 15.42.35ser, der sikrer kontinuitet ud over det individuelle liv? Svaret i Sy mposion ved opregning af en række tilstedeværende, der stort set ingen rolle spiller,
54vedrørende den individuelle udødelighed og i Lovenvee drørende statens og naturligvis ved kontrasten til baggrunden af religiøse fest Dlig et heder.
udødelighed er det samme: ved bestandig fornyelse. Alderdommens stivnen dramatiske fokus rettes i udgangspunktet på Sokrates og Kefalos og dermed
50og forfald og dødeligheden i det hele taget er et træk ved den natur tilstand, også på forholdet mellem generationerne. Ret beset er det en højdramatisk
som den menneskelige kultur forsøger at overvinde gennem oprettelse og og eksplosiv situation, som de feste vil kende fra egen erfaring (328c 6-d
opretholdelse af identitet: nomothetisk, ved at sætte, forfatte, lovgive. Men 7): Man besøger en gammel lege- eller skolekammerat i forældrenes hjem,
denne virksomhed producerer tendentielt netop det, den bestræber sig på at hvor man kom jævnligt som barn, men nu altså ikke så ofe mere (328c
undgå: det stivnede og døde, abstrakt identiske, uforanderligt gentagende. I 7-8). Man har været gennem nogle af de krafigt formative år, men bliver
51 52Kefalos’ selvhøjtidelige alderdo og rm ituelt gentagende husreligio innkar- hilst velkommen som den, man var, som savnet bekendt (d 1-2); det er på
neres et af politikkens grundproblemer, trægheden i no og mo etshos, men én gang rørende og skræmmende. Dog er man jo nu voksen; man kommer
igennem den altså også udfordringen til tænkningen om at komme overens ikke længere for at lege i børneværelset, og hvad er da mere naturligt, end at
med dialektikken mellem liv og død, foranderlighed og uforanderlighed, man indbydes til fornufig samtale i familiens dagligstue. Forældrene sætter
forskellighed og identitet. pris på, at sønnen tager kammerater med hjem; de holder af diskussioner og
Som i fere andre dialoger sætter Platon i S en intatendledende dramatisk taler gerne med de unge. Enhver ved, hvor pinligt den påtvungne diskussion
53kontrast mellem bevægelse og hvile En va. ndring mod et mere eller mindre og det anstrengte ligemageri kan erfares; hvor repressiv den underliggende
tilfældigt mål afrydes af mere eller mindre tilfældige årsager; der etableres optagelse blandt de voksne som ‘en af os’ kan føles, og hvor provokerende
herved et midlertidigt scenerum, hvori tanken kan udfolde sig og f - loso den hykleriske åbenhed for ‘de unges synspunkter’ kan virke, navnlig når
fen komme til udtryk: en kunstpause. I Sta er sten cenen fygtigt skitseret den fremsættes af bedsteborgere, der ikke har rokket sig en tomme i al den
tid, man har kendt dem, og som synes at have indrettet sig for evigheden.
Med tragisk nødvendighed – eller freudiansk sikkerhed – ender samtalen i
50 Wolfgang Kersting formulerer en parallel til Hobbes’ naturtilstand således: “Freilich kennt en diskussion om politik og livets mening, hvor de unges idealistisk-e ufor
auch die Politeia einen Naturzustand, den zu überwinden ihre Bestimmung ist. Dieser ist færdethed og naturlige selvtillid får dem til at insistere på prioriteringer og
aber von besonderer Art; es ist ein Zustand des Nichtwissens, der aber gleichwohl den visioner, som de ældre møder med i bedste fald repressiv tolerance, i værste
späteren Naturzustandskonzeptionen der neuzeitlichen politischen Philosophie -systema
fald fornægter som umulige og umenneskelige og imødegår med intetsigende
tisch an die Seite gestellt werden kann. Denn die Grundlagenkrise des öfentlichen Lebens
kompromisvisdom. Sokrates får i første omgang rollen som ung i forhold til ist Ausdruck eines fundamentalen WissensmangePls.la” tons ‘Staat’. Wissenschafliche
Kefalos og udnytter den til fulde.Buchgesellschaf, Darmstadt 1999 s. 5-6. Parallellen kan ses at være endnu mere udtalt:
Ligesom naturtilstanden hos Hobbes også er en tilstand af uvidenhed, førrationalitet, Generationskløfen optræder i antikken bl.a. i Aristofanes’ komedier.
er den før-politiske tilstand hos Platon karakteriseret ved kampen for at overleve i en Her går udstillingen af alderdommen på tilfælde, hvor der brydes med
analles krig mod alle, jf. Protagora; s se nedenfor kap. III.F. Vi skal senere korrigere denne erkendte normer for ældres opførsel. Aristofanes’ gamle gør sig til grin først
parallelitet i fortolkningen af tyranniet som post-politisk tilstand, jf. kap. VII.B.ii og C.i.
og fremmest ved overdreven emsighed, det entreprdenrivaen , tse om Platon
51 Om alderdom som etisk tema, jf. Gigon, Gegenwärtigkeit und Utopie. Eine Interpretation
lader komediedigteren tematisere erotisk i Symptoasilen, og son- om det er von Platons “Staat”, Zürich 1976, s. 31-32. Med reference til traditionen for refeksioner
den politiske ethos’ opgave at holde inden for passende grænser. Respekten over alderdommen anfører Gigon (s.32): “ Platon ist da nur ein Glied in einer anseh
nlichen […] Tradition.” Særegent for Platon er dog alderdommen som politisk problem og for alderdommen, broen over generationskløfen, hænger hos Aristofanes
tematik og ikke mindst ophævelsen af emnet i en overordnet naturflosofsk betragtning
i Symposion.
52 Ifg. forordningerne i Love (909d) vne ille en sådan gudedyrkelse i hjemmet være f- or 54 For præcise og detaljerede noter til optakten, se Bloom, op.cit. s. 310-12 og n. 1 439--411 s.1.
budt. Som kontrast til Kefalos’ hjemmeritual står thrakernes nye og folkefestlige Bendis- Om betydningen af flosofens ‘sted’, se Drew A. Hyland, Finitude and Transcendence in
dyrkelse i dialogens baggrundsperspektiv. the Platonic Dialogues, SUNY Press, Philadelphia, Pennsylvania 1995, kap. 1: ‘Te Place
53 Således i Protagoras, Symposion, Faidros, Lovene; indirekte i Euthydemo og s Gorgias. of Philosophy’.
40 At forandre verden II. In medias res: Hvad retfærdighed ikke er 41
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 40 11/12/2017 15.42.35 107641_at forandre verden_.indd 41 11/12/2017 15.42.35på, at ungdom og alderdom ikke konkurrerer, men at drifen overlades til
ungdommen, medens mådeholdet varetages eksemplarisk af alderdommen.
I krig, kærlighed og kunst leverer de unge gejsten, de gamle formlen:
Velanstændighed og fordragelighed. Efer komediens forviklinger skulle alle
gerne være blevet lidt klogere på og have tilpasset sig bedre til deres rolle i
den samfundsmæssige orden.
Sådan går det imidlertid ikke helt her i Sta. P telnatons gamle Kefalos er
præcis som den gamle far skal være, ærværdig, mådeholden og fr-edsom
55melig. Han latterliggøres derfor heller ikke, men udleveres sa stomiris k
sindbillede på en samfundsmæssig tilstand, der ikke tillader nogen
forny56else, og som derfor er udgangspunktet for den politisk-flosofske k ritik.
Hans tilfredshed med, at det erotiske endrivde e lig har forladt ham (329a 1),
57handler om at gøre en dyd af tilfældigheden: Det blev bare sådan. Lysten
tager af med årene, det går helt af sig selv, og det er egentlig en befrielse,
som man ikke skal kæmpe imod, men forstå at værdsætte; se bare på den
store digter Sofokles, sådan så han også på det. Sokrates forsøger at slå et
skår i selvtilfredsheden: Det gør jo det hele noget nemmere at have penge
nok! Så må statsmanden Temistokles tages til vidne på, at det også er et
spørgsmål om karakter, trop , hosvorvidt man er rig og veltilfreds eller fattig
og frustreret: Har man ikke den rette holdning, bliver man aldrig tilfreds i
58alderdommen, uanset hvor mange penge man h Saerl.v tager Kefalos den
gyldne middelvej i spørgsmålet om rigdom: Han er tilfreds med at eferlade
sine børn en formue, der ikke er mindre, men måske noget større end den,
hans bedstefar af samme navn arvede efer sin far. Trods udsving –
bedstefaderen tjente mange penge, og faderen satte dem til – ender 3 generationers
liv med nogenlunde det samme på bundlinjen. Der er ingenting sket.
55 Som alternativ hertil, se Reev6: “e, s. C ephalus is an attractive character, portrayed with
delicacy and respect. He may not know what justice is, but his experience of life has
given him a kind of wisdom that Plato by no means despises (620c3-d2).” Mere skeptisk
er Annas (s. 18-19) og Lycos (s. 22-23).
56 “Cephalus seems to stand for everything with which the Re mpuublsit dec al” (Seth
BenardeteS, ocrates’ Second Sailing, Chicago 1989, s.1 5). I dette er han en parallel til Faidros
i Symposion, der også er uden eros, men som i sin indledende, konventionelle og banale
tale får slået alle de temaer an, som udvikles og varieres i det følgende (s P e laOtonlsen, s
Symposion, s. 32-36).
57 Om Kefalos’ opfattelse af karakter som tilfældighed, se L 28ycos s.-29.
58 For yderligere kommentar hertil, se Benardet13. e s.
42 At forandre verden
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 42 11/12/2017 15.42.35på, at ungdom og alderdom ikke konkurrerer, men at drifen overlades til Sokrates sammenfatter (330b 8): Kefalos ser ud til at være fri for den
ungdommen, medens mådeholdet varetages eksemplarisk af alderdommen. overdrevne kærlighed til penge, der ellers normalt karakteriserer de nyrige;
I krig, kærlighed og kunst leverer de unge gejsten, de gamle formlen: Vel- ligesom digtere og fædre elsker de deres eget værk og kan ikke se værdien af
anstændighed og fordragelighed. Efer komediens forviklinger skulle alle andet. Dette er en tvetydig kompliment. At elske sit afom og i særlig grad
gerne være blevet lidt klogere på og have tilpasset sig bedre til deres rolle i sine poietiske frembringelser er ifg. Diotimas tale i Sympo (20sion 7c f) et
den samfundsmæssige orden. udslag af ero , as f menneskeligt liv og stræben. Heri forenes alle, det være sig
59Sådan går det imidlertid ikke helt her i Sta. P telnatons gamle Kefalos er forretningsmænd, sportsfolk eller flosofer (Sy20m5d).p. Alle stræber de
præcis som den gamle far skal være, ærværdig, mådeholden og fr-edsom efer noget, alle nærer de kærlighed til et eller andet. At Kefalos har mistet
55melig. Han latterliggøres derfor heller ikke, men udleveres sa stomiris k lysten til sex og ikke elsker sine penge, bketanyde, at han har sublimeret og
sindbillede på en samfundsmæssig tilstand, der ikke tillader nogen forny- fået bedre ting at tage sig til; han hævder jo selv at være – ligesom Sokrates –
56else, og som derfor er udgangspunktet for den politisk-flosofske k ritik. begærlig efer taler (Re3p.28d 4). M en det kan også betyde, at han aldrig
Hans tilfredshed med, at det erotiske endrivde e lig har forladt ham (329a 1), kom ud over det reproduktive liv og lever i noget, der ligner den
vegete57handler om at gøre en dyd af tilfældigheden: Det blev bare sådan. Lysten rende tilstand, som senere betegnes ‘grisestaten’, hvor de døende eferlader
tager af med årene, det går helt af sig selv, og det er egentlig en befrielse, samme livsform til næste generation (372d 3-4). Tvetydigheden fortsætter,
som man ikke skal kæmpe imod, men forstå at værdsætte; se bare på den når Kefalos i det følgende svarer Sokrates på, hvad der er det største gode ved
store digter Sofokles, sådan så han også på det. Sokrates forsøger at slå et rigdommen: Hvad enten det skyldes alderdomssvækkelse eller stør -re klar
skår i selvtilfredsheden: Det gør jo det hele noget nemmere at have penge hed, begynder man at bekymre sig om Hades – om det nu også skulle have
nok! Så må statsmanden Temistokles tages til vidne på, at det også er et sin rigtighed med alle historierne om, at uretfærdighed strafes efer døden.
spørgsmål om karakter, trop , hosvorvidt man er rig og veltilfreds eller fattig Den uretfærdige plages af frygt som et barn, der farer op af søvnen, medens
og frustreret: Har man ikke den rette holdning, bliver man aldrig tilfreds i den, der ikke ved af at have begået nogen uretfærdigheder, kan – og her er
58alderdommen, uanset hvor mange penge man h Saerl.v tager Kefalos den det Pindar, der må holde for – leve roligt i sin alderdom og dø uden frygt.
gyldne middelvej i spørgsmålet om rigdom: Han er tilfreds med at eferlade Rigdommen kan sikre, at man ikke behøver snyde og bedrage eller skylde
sine børn en formue, der ikke er mindre, men måske noget større end den, hverken guder eller mennesker noget. Selv om Kefalos mere synes angrebet
hans bedstefar af samme navn arvede efer sin far. Trods udsving – bedste- af alderdomssvækkelse end af højere klarhed, og den tale, han angiveligt
faderen tjente mange penge, og faderen satte dem til – ender 3 generationers begærer at føre, mest ligner den halvdannede og småsenile snak, der i senere
liv med nogenlunde det samme på bundlinjen. Der er ingenting sket. tiders borgerskab går under navnet ‘konversation’, kommer han her tæt på
at formulere det ideal for menneskelig lykke, der i bog 9 (571d-572b) sættes
som modpol til den absolutte uretfærdighed: at kunne lægge sig til hvile i
sikkerhed mod onde drømme. Forskellen er imidlertid altafgørende: Hvor
55 Som alternativ hertil, se Reev6: “e, s. C ephalus is an attractive character, portrayed with
Kefalos betjener sig af en lignelse, søvn som metafor for død, og dermed
delicacy and respect. He may not know what justice is, but his experience of life has
kun sigter til den heldiges tilfredshed i livets afen, er Platons ambition en given him a kind of wisdom that Plato by no means despises (620c3-d2).” Mere skeptisk
noget anden og bogstavelig: at hvert menneske hver dag kan gå roligt i seng er Annas (s. 18-19) og Lycos (s. 22-23).
56 “Cephalus seems to stand for everything with which the Re mpuublsit dec al” (Seth Be- og sove sikkert og uforstyrret i tillid til, at fornufen våger.
nardeteS, ocrates’ Second Sailing, Chicago 1989, s.1 5). I dette er han en parallel til Faidros Men Kefalos’ bratte exit ophæver tvetydigheden endegyldigt: Han
bei Symposion, der også er uden eros, men som i sin indledende, konventionelle og banale kymrer sig mere om ikke at komme i gæld til guderne end om at følge logos
tale får slået alle de temaer an, som udvikles og varieres i det følgende (s P e laOtonlsen, s
Symposion, s. 32-36).
57 Om Kefalos’ opfattelse af karakter som tilfældighed, se L 28ycos s.-29.
58 For yderligere kommentar hertil, se Benardet13. e s. 59 For en nærmere udlægning, se Olsen, Platons Symposi kaonp. 8 og 9.
42 At forandre verden II. In medias res: Hvad retfærdighed ikke er 43
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 42 11/12/2017 15.42.35 107641_at forandre verden_.indd 43 11/12/2017 15.42.35og forlader selskabet for at se til oferet. Historierne har gjort deres virkning.
Som det hedder senere om den rige (555a): Han ‘taber sin sag, men beholder
sin rigdom.’ Problemet er overladt til næste generation, hvis der overhovedet
er et problem; sønnen Polemarkhos arver tydeligvis tilstrækkeligt til at kunne
60holde uretfærdigheden fra døren, hvis det er penge, det kommer an på.
Kefalos kan ses som pragmatiker og repræsentant for en konventionel,
61common sense-moral; han står for et refeksionsniveau, der forlades, idet
Sokrates (331c 1) anslår selvreet færdigheden som tema. En rent positions-
og argumentationsanalytisk læsning risikerer imidlertid at vægte den
sam62menhæng, som Kefalos-skikkelsen fremstiller, for let og dermed udelade
dele af den motiviske baggrund for retfærdighedsdiskussionen og den
efterfølgende statskonstruktion. Spørgsmålet er i første omgang, om Kefalos
overhovedet har et konventionelt syn på retfærdighed. Han fortæller selv,
hvordan de gamle, han kommer sammen med, klager sig, fordi de faktisk
ikke har det godt i alderdommen: Lysten er væk, familiens agtelse er væk.
Har man dertil ingen penge, er der virkelig grund til klage, hvad enten det
er den angiveligt konventionelle retfærdighed, man ikke kan eferleve, eller
simpel materiel nød, der plager. Sokrates indvender da også, at de mange (hoi
polloi 329e 1) næppe vil dele Kefalos’ synspunkt; de rige har mange glæder.
Kefalos er heller ikke repræsentativ for de mange, når han barnligt tror på
Hades og begynder at bekymre sig om eferlivet; det er gamle mennesker,
63der får den slags tanker D .et synspunkt, at Kefalos står for en konventionel
retfærdighedsopfattelse, har ikke så meget for sig, hvis man dermed forstår
60 Polemarkhos’ skæbne under de 30 tyranner, der var læseren bekendt dengang som nu,
vidner om, at en retfærdig stat havde været bedre end rigdom.
61 Annas s. 20-21, Kersting s. 1 9. Bloom betragter hele 1. bog som “a critical examination of
the ancestral code, of the conventional view of justice” (s. 312).
62 Kersting kommenterer overgangen: “Mustergültig führt Platon hier die Dek-ontextua
lisierung vor, onhe die d as Niveau philosophischer Fragestellungen nicht gewonnen
werden kann: von der persönlichen Erfahrung zur Sache geht die Bewegung, von der
sozialpragmatisch konstituierten, durch lebensweltliche Verfechtung und Situativität
bestimmten Rede zur kontextfreien Begrifs- und Sachanalyse.” (Op 1.ci9) At. s. t k
ontekstuafængighed uden videre skulle være en flosofsk betingelse, kan man være uenig i.
Væsentligere i en videre sammenhæng er imidlertid, at denne forståelse af den flosofske
analyse som usitueret abstraktion synes i direkte modstrid med det dialogiske og ikke
mindst dialektiske anlæg hos Platon. I Sta erten, som vi siden skal se, meget afængigt
af den demokratiske forfatning og samfundsform, der danner baggrund for dialogen.
63 Ifg. Aristoteles (RhetXIII 1. 389b) er frygtsomhed karakteristisk for alderdommen; se
også EN VIII.iii.3, 1156a, om de gamles nyttevenskaber.
44 At forandre verden
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 44 11/12/2017 15.42.35og forlader selskabet for at se til oferet. Historierne har gjort deres virkning. den almindeligt udbredte. Kefalos er snarere repræsentant for en ga - mmel rig
Som det hedder senere om den rige (555a): Han ‘taber sin sag, men beholder mands borgerligt-liberalistiske individualisme: Enhver er sin egen lykkes – og
64sin rigdom.’ Problemet er overladt til næste generation, hvis der overhovedet retfærdigheds – smed S .tandarden for, hvad der er rigtigt og anstændigt, er
er et problem; sønnen Polemarkhos arver tydeligvis tilstrækkeligt til at kunne markedets, det abstrakte byttes rationalitet. Den er uden videre forenelig med
60holde uretfærdigheden fra døren, hvis det er penge, det kommer an på. den religiøse oferhandel med guden. Markedets fornuf beskytter tydeligvis
Kefalos kan ses som pragmatiker og repræsentant for en konventionel, ikke den handlende imod barnlig overtro – tværtimod; det synes at være to
61common sense-moral; han står for et refeksionsniveau, der forlades, idet sider af samme sag. Når Sokrates indvender (331c 1), at retfærdighed som
Sokrates (331c 1) anslår selvreet færdigheden som tema. En rent positions- sådan ikke uden videre kan være at tale sandt og opfylde sine kontraktlige
og argumentationsanalytisk læsning risikerer imidlertid at vægte den sam- forpligtelser, anlægger han selvfølgelig sin særlige ‘flosofske’
betragtnings62menhæng, som Kefalos-skikkelsen fremstiller, for let og dermed udelade måde, der sigter mod en defnition (ho, 331d 2) aros f retfærdigheden. I første
dele af den motiviske baggrund for retfærdighedsdiskussionen og den ef- omgang er der dog ikke noget specielt flosofsk ved hans påpegning af, at det
terfølgende statskonstruktion. Spørgsmålet er i første omgang, om Kefalos i mange tilfælde vil være en uretfærdig handling at tale sandt eller returnere,
overhovedet har et konventionelt syn på retfærdighed. Han fortæller selv, hvad man har lånt. Det kan enhver sige sig selv, det er common sense, og
hvordan de gamle, han kommer sammen med, klager sig, fordi de faktisk det er altså nok til at ekspedere Kefalos. For så vidt udstiller Kefalos ikke
ikke har det godt i alderdommen: Lysten er væk, familiens agtelse er væk. nogen konventionel eller common sense-opfattelse af retfærdigheden; den
Har man dertil ingen penge, er der virkelig grund til klage, hvad enten det er ikke engang udbredt blandt de gamle rige, som han omgås. Kefalos står
er den angiveligt konventionelle retfærdighed, man ikke kan eferleve, eller snarere som en apolitisk eller før-politisk eksistens iklædt civilisationens og
simpel materiel nød, der plager. Sokrates indvender da også, at de mange (hoi dannelsens kappe og kan i det perspektiv ses som begyndelsespunktet for
polloi 329e 1) næppe vil dele Kefalos’ synspunkt; de rige har mange glæder. den politiske fænomenologi i State. Hnan bekymrer sig ikke om og deltager
Kefalos er heller ikke repræsentativ for de mange, når han barnligt tror på ikke i noget fællesskab, men eferstræber alene sine egne interesser; han har
Hades og begynder at bekymre sig om eferlivet; det er gamle mennesker, ikke noget begreb om retfærdighed som et fælles anliggende og er strengt
63der får den slags tanker D .et synspunkt, at Kefalos står for en konventionel taget også ligeglad; hvad de andre gamle måtte mene, hvad Sokrates måtte
retfærdighedsopfattelse, har ikke så meget for sig, hvis man dermed forstår mene, og hvad hans egen søn måtte mene, er uden betydning. Det eneste,
der kan holde folk som ham fast på en anstændig omgang med andre, er
mytologi og frygt.60 Polemarkhos’ skæbne under de 30 tyranner, der var læseren bekendt dengang som nu,
vidner om, at en retfærdig stat havde været bedre end rigdom.
61 Annas s. 20-21, Kersting s. 1 9. Bloom betragter hele 1. bog som “a critical examination of
the ancestral code, of the conventional view of justice” (s. 312). B. Polemarkhos: Ven og fende
62 Kersting kommenterer overgangen: “Mustergültig führt Platon hier die Dek-ontextua
lisierung vor, onhe die d as Niveau philosophischer Fragestellungen nicht gewonnen
Som fader så søn. Polemarkhos henter ligesom faderen sin visdom i
digtwerden kann: von der persönlichen Erfahrung zur Sache geht die Bewegung, von der
ningen og forsvarer hans synspunkt, at retfærdighed angår kontrakter og sozialpragmatisch konstituierten, durch lebensweltliche Verfechtung und Situativität
pengesager (333a-b). Sokrates har alt i alt let spil med Polemarkhos, der viser bestimmten Rede zur kontextfreien Begrifs- und Sachanalyse.” (Op 1.ci9) At. s. t k
ontekstuafængighed uden videre skulle være en flosofsk betingelse, kan man være uenig i. sig føjelig og følger belæringen; man forstår, at han også kunne have fulgt en
Væsentligere i en videre sammenhæng er imidlertid, at denne forståelse af den flosofske anden. Argumentationen mod Polemarkhos føres gennem to standa-rdplato
analyse som usitueret abstraktion synes i direkte modstrid med det dialogiske og ikke niske begrebskomplekser – analogien mellem tnē ekh (332c 7) og aretē (335b 8)
mindst dialektiske anlæg hos Platon. I Sta erten, som vi siden skal se, meget afængigt
af den demokratiske forfatning og samfundsform, der danner baggrund for dialogen.
63 Ifg. Aristoteles (RhetXIII 1. 389b) er frygtsomhed karakteristisk for alderdommen; se 64 Lycos s. 33: “In Cephalus’ understanding of justice there is no thought of its being an
også EN VIII.iii.3, 1156a, om de gamles nyttevenskaber. attribute of the relation between people.”
44 At forandre verden II. In medias res: Hvad retfærdighed ikke er 45
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 44 11/12/2017 15.42.35 107641_at forandre verden_.indd 45 11/12/2017 15.42.35og distinktionen mellem at væ og are t synes (334c) – og byder som sådan ikke
65på noget af særlig interess De. et interessante er igen tematikken, der nu er
diskursiveret og ikke blot impliceret. I forsøget på at begribe retfærdigheden
som at give enhver, hvad der tilkommer ham, opstilles en formalbestemmelse,
der stort set har gyldighed for resten af værket. Gennem Polemarkhos’
udfyldning af defnitionen, at gavne sine venner og skade sine fender, bringes
samtidig de grundlæggende to momenter i retfærdighedsbegrebet i spil:
fællesskabet og det gode. Overgangen fra Kefalos til Polemarkhos markerer
således ikke kun en formel overgang i logos, fra uforbindtlig konversation
til forbindtlig argumentation; der sker tillige en indholdsmæssig udvikling
fra et syn på mennesket som isoleret homo oeconom sictuysret af
egeninteresse til en – ganske vist primitiv og abstrakt – forestilling om menneskeligt
fællesskab. En almen bestemmelse af, hvad der gør handlinger retfærdige,
indebærer en almen betragtning af relationer mellem mennesker og
implicerer dermed en almen artikulation af, hvad der er godt eller gavnligt for
fællesskabet.
Polemarkhos’ skelnen mellem ven og fende, os og dem, udspringer af
den mest abstrakte sanselige og normative distinktion: plus og minus, for
og imod. I og med at fællesskab for ham er konstitueret som fællesskab af
venner over for fender, bliver den standard, der identifcerer den retfærdige
handling, underlagt samme distinktion. Retfærdighed består følgelig i at
gavne sine venner og skade sine fender, nærmere bestemt i kamp (332d-e).
Fællesskabsopfattelsen hos Polemarkhos bygger dermed på en distinktion,
ven/fende, der betegner en bestemt grundtilstand mellem mennesker: ufred
eller krig. I denne radikale forståelse af ven-fende-distinktionen er
retfærdighed altså formålsløs og uden gavn i fredstid, indvender Sokrates. Vennerne
er kun venner i kampen mod fenden. For at redde retfærdigheden i fredstid
falder Polemarkhos tilbage til faderens opfattelse af de mellemmenneskelige
interaktioner som forretning; retfærdighed er en god ting i pengesager. Her
kunne tankegangen begynde forfra igen med Kefalos’ ‘svare enhver sit’ og
køre i ring, men Sokrates bryder ud af gentagelsestvangen, idet han udnytter
analogien med teknē h : Hvis retfærdighed er sagkyndig varetagelse af penge,
er den retfærdige også den bedste til at svindle med penge, og retfærdighed
bliver følgelig kunsten at berige vennerne på fendernes bekostning (334a-b).
Det er naturligvis absurd. Også selv om forretning i sidste ende går ud på
65 Jf. Gigon (op.cit. s. 3 5): “Das Gespräch mit Polemarchos ist im Ganzen sehr übersichtlich,
beinahe schulmässig einfach aufgebaut.”
46 At forandre verden
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 46 11/12/2017 15.42.35og distinktionen mellem at væ og are t synes (334c) – og byder som sådan ikke at berige sig selv og vennerne, må forretning dog kunne skelnes fra simpelt
65på noget af særlig interess De. et interessante er igen tematikken, der nu er tyveri, om ikke andet så tilsyneladende. Mere væsentligt er imidlertid, at
diskursiveret og ikke blot impliceret. I forsøget på at begribe retfærdigheden hvis retfærdighed skal hvile på en eksklusiv bestemmelse af fællesskabet
som at give enhver, hvad der tilkommer ham, opstilles en formalbestemmelse, som vennerne i modsætning til fenderne, må man håbe, at man ikke tager
der stort set har gyldighed for resten af værket. Gennem Polemarkhos’ ud- fejl af, hvem der er ven, og hvem der er fende. Det er ikke nok at sige, at
fyldning af defnitionen, at gavne sine venner og skade sine fender, bringes vennerne er de gode og fenderne de onde; der er mange, der synes gode,
samtidig de grundlæggende to momenter i retfærdighedsbegrebet i spil: men ikke er det og omvendt. Således kunne man komme for skade at gavne
fællesskabet og det gode. Overgangen fra Kefalos til Polemarkhos markerer sin fende af uvidenhed. Men selv hvis vi kunne skelne ufejlbarligt mellem
således ikke kun en formel overgang i logos, fra uforbindtlig konversation venner og fender, mellem de gode, der vil os det godt, og de onde, der vil os
til forbindtlig argumentation; der sker tillige en indholdsmæssig udvikling det dårligt, synes der at være noget galt, for det kan aldrig være retfærdigt at
fra et syn på mennesket som isoleret homo oeconom sictuysret af egeninte- skade andre. Man bliver et dårligere menneske af at blive behandlet dårligt,
resse til en – ganske vist primitiv og abstrakt – forestilling om menneskeligt og, hvis retfærdighed er menneskelig fuldkommenhed eller dyd (335c 4,
fællesskab. En almen bestemmelse af, hvad der gør handlinger retfærdige, anthrōpeia aretē), så altså også et mindre retfærdigt menneske. Det kan ikke
indebærer en almen betragtning af relationer mellem mennesker og impli- være retfærdighedens opgave at avle uretfærdighed.
cerer dermed en almen artikulation af, hvad der er godt eller gavnligt for Polemarkhos’ ønske om at forsvare faderens synspunkt tvinger ham til
fællesskabet. at formulere sig alment; behovet for at defnere retfærdigheden udspringer
Polemarkhos’ skelnen mellem ven og fende, os og dem, udspringer af af behovet for at forsvare den mod kritik. Men en defnition af retfærdighed
den mest abstrakte sanselige og normative distinktion: plus og minus, for nødvendiggør en bestemmelse af fællesskabet. Rationalitet og retfærdighed
og imod. I og med at fællesskab for ham er konstitueret som fællesskab af implicerer altså hinanden gensidigt, formelt og indholdsmæssigt, gennem
venner over for fender, bliver den standard, der identifcerer den retfærdige forestillingen om almenhed og fællesskab. Hvis fællesskabet er eksklusivt
handling, underlagt samme distinktion. Retfærdighed består følgelig i at bestemt ved modsætning, bliver retfærdigheden selvmodsigende. Man kan
gavne sine venner og skade sine fender, nærmere bestemt i kamp (332d-e). forsøgsvis droppe den ydre fende, som Sokrates gør, når han spørger efer
66Fællesskabsopfattelsen hos Polemarkhos bygger dermed på en distinktion, retfærdighed i fredstid. Resultatet bliver – hvis man tænker på den m – åde
ven/fende, der betegner en bestemt grundtilstand mellem mennesker: ufred permanent kriminalitet. Dette første forsøg på at anskue retfærdig vandel i
eller krig. I denne radikale forståelse af ven-fende-distinktionen er
retfærdighed altså formålsløs og uden gavn i fredstid, indvender Sokrates. Vennerne
66 334a 9, hōs goun ho logos … sēmainei: Her oversættes logos gerne med ‘argument’ (Bloom),
er kun venner i kampen mod fenden. For at redde retfærdigheden i fredstid
alternativt ‘speech’ eller ‘Rede’ (Schleiermacher); herved formidles det indt-ryk, at Po
falder Polemarkhos tilbage til faderens opfattelse af de mellemmenneskelige lemarkhos er skeptisk over for selve ræsonnementet, slutningen, jf. 334d, ponēros gar
interaktioner som forretning; retfærdighed er en god ting i pengesager. Her eoiken einai ho logos. Vejen ud i dialogen er imidlertid ikke at gå ræsonnementet efer for
kunne tankegangen begynde forfra igen med Kefalos’ ‘svare enhver sit’ og fejlslutninger, herunder udfordre nē tek-ahnalogien, men at kvalifcere udgangspræmissen,
så retfærdighed bliver at gavne vennen, hvis han virkelig er god, og skade fenden, hvis køre i ring, men Sokrates bryder ud af gentagelsestvangen, idet han udnytter
han virkelig er ond, jf. 334e-335a. Hermed relativeres hele den grundlæggende tankegang, analogien med tek nēh : Hvis retfærdighed er sagkyndig varetagelse af penge,
ven-fende-distinktionen, idet den underlægges spørgsmålet om viden, godhed og v- irke
er den retfærdige også den bedste til at svindle med penge, og retfærdighed
lighed. Kersting ser (s. 26) p assagen som først og fremmest fejlslutning, nemlig bevidst
bliver følgelig kunsten at berige vennerne på fendernes bekostning (334a-b). illegitim analogi fra Sokrates’side: “Dabei geht er natürlich weit über das syllogistisch
Det er naturligvis absurd. Også selv om forretning i sidste ende går ud på vertretbare Mass hinaus; […] er will zeigen, dass die von ihm selbst ins Spiel gebrachte
Analogie die Diskussion keinen Schritt vorangebracht hat. Gerechtigkeit kann nicht in
Analogie zu anderen Fertigkeiten als eine bestimmte Kompetenz mit fest umrissenem
65 Jf. Gigon (op.cit. s. 3 5): “Das Gespräch mit Polemarchos ist im Ganzen sehr übersichtlich, Tätigkeitbereich bestimmt werden.” Kersting synes her ikke at skelne mellem analogi og
beinahe schulmässig einfach aufgebaut.” identifkation; retfærdighed er ikke en sådan teknisk kompetence, men den kan
selvføl46 At forandre verden II. In medias res: Hvad retfærdighed ikke er 47
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 46 11/12/2017 15.42.35 107641_at forandre verden_.indd 47 11/12/2017 15.42.35lyset af fællesskabet strander på fraværet af en standard for den individuelle
handling. Eller man kunne sige: Defnitionen af fællesskabet præjudicerer
defnitionen af retfærdigheden. Vi får her den første antydning af, at Platon
tænker hele spørgsmålet om retfærdighed politisk og dialektisk. Uden et
begreb om fællesskab intet begreb om retfærdighed, som vi også så i
tilfældet Kefalos; og uden et begreb om retfærdighed intet begreb om fællesskab,
som vi ser i tilfældet Polemarkhos, hvis abstrakte og eksklusive defnition
stipulatividet ntifcerer fællesskab blandt venner med retfærdighed og således
udelukker, at retfærdighed kunne være andet end det til enhver tid givne
fællesskabs interesser. Men uden en ide om en forbindelse mellem retfærdighed
og fællesskab altså heller intet begreb. Der er åbenbart en særlig gensidighed
mellem sagen og måden at tale om den på.
i. Ekskurs: Krig i Lovene
Platon giver i 1. bog af Love (6ne25c-628e) som indledning til hele værket en
nærmere kritik af forestillingen om, at lovene (forfatningen, staten) ultimativt
og eksklusivt er begrundet ved krig. Kreteren Kleinias beretter, hvorledes
alle såvel fælles som private foranstaltninger i den kretiske lovgivning er
trufet med henblik på sejr i krig, fordi: “Hvad fertallet af mennesker
kalder fred, er blot et navn; faktisk er alle stater altid af natur i uerklæret krig
med hinanden” (626a). Den permanente krigstilstand hersker ikke blot
mellem stater, men også mellem byer, mellem husstande og mellem de enkelte
mennesker. Den er the war of every man against every man, ret bogstaveligt
identisk med Hobbes’ naturtilstand. Men selv der holder den ikke op. Også
i hvert enkelt menneske hersker krigstilstand: Den enkelte er også sin egen
fende. Når vi hylder selvbeherskelse og fordømmer den, der ligger under
for sig selv, er det et tegn på, at enhver ligger i permanent krig med sig selv.
Den indre såvel som den ydre forfatning har til formål at opruste, kæmpe
og sejre i den permanente krigstilstand.
Den unavngivne athener forfølger derpå tankegangen retur fra individ
til stat: Når man kan tale om den enkeltes karakter som sejr eller nederlag
i kampen mod sig selv, må man også kunne sige, at husstanden, byen og
staten sejrer eller taber i den indre krig. Spørgsmålet er bare, hvad det her
vil sige at vinde og tabe: Man kan ikke som kreteren sige, at når de få bedre
besejrer de mange underlegne, så har staten sejret over sig selv, og omvendt,
gelig i illustrativ og forklarende sammenhæng sammenl migneed en hs åndværksmæssig
færdighed, der bygger på disciplinering af såvel genstandsområde som subjektiv aktivitet.
48 At forandre verden
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 48 11/12/2017 15.42.35lyset af fællesskabet strander på fraværet af en standard for den individuelle hvis f.eks. de mange uretfærdige besejrer de få retfærdige, så har staten lidt
handling. Eller man kunne sige: Defnitionen af fællesskabet præjudicerer nederlag og er en dårlig stat. Men det skal ikke være en strid om ord (627c-d):
defnitionen af retfærdigheden. Vi får her den første antydning af, at Platon Den unavngivne athener vil ikke spilde tiden på at afgøre, om en husstand
tænker hele spørgsmålet om retfærdighed politisk og dialektisk. Uden et med et overtal af dårlige børn nu har besejret eller lidt nederlag til sig selv,
begreb om fællesskab intet begreb om retfærdighed, som vi også så i tilfæl- alt efer hvem der har overhånd. Der fndes jo andre muligheder. I stedet
det Kefalos; og uden et begreb om retfærdighed intet begreb om fællesskab, for at føre krig kunne de forelægge sagen for en dommer. Den fornufigste
som vi ser i tilfældet Polemarkhos, hvis abstrakte og eksklusive defnition løsning ville da ikke være at henrette de slette børn og lade de gode styre
stipulatividet ntifcerer fællesskab blandt venner med retfærdighed og således sig selv, ej heller at overlade styret til de gode og lade de slette beholde livet
udelukker, at retfærdighed kunne være andet end det til enhver tid givne fæl- under forudsætning af, at de lod sig regere af de andre, men derimod noget
lesskabs interesser. Men uden en ide om en forbindelse mellem retfærdighed helt tredje: at lade alle leve, mægle mellem dem og gennem lovgivning sørge
og fællesskab altså heller intet begreb. Der er åbenbart en særlig gensidighed for, at de kunne forblive venner for efertiden. Overføres denne betragtning
mellem sagen og måden at tale om den på. på det større fællesskab (628a), som er hele staten, er konsekvensen, at en
god lovgiver eller statsmand handler med henblik på den indre ufred eller
67i. Ekskurs: Krig i Lovene det indre oprør (sta) fsisrem for den ydre krig (polem).os Lovgivning sker
Platon giver i 1. bog af Love (6ne25c-628e) som indledning til hele værket en nemlig for det bedstes skyld, og da det bedste hverken er krig eller oprør,
nærmere kritik af forestillingen om, at lovene (forfatningen, staten) ultimativt men fred og fordragelighed (flofro), ssynåēledes snarere efer fredens end
og eksklusivt er begrundet ved krig. Kreteren Kleinias beretter, hvorledes efer krigens logik. Passagen rummer mere end blot en normativ betragtning
alle såvel fælles som private foranstaltninger i den kretiske lovgivning er af, hvad der – alt andet lige – ville være den bedste lovgivning og politik.
trufet med henblik på sejr i krig, fordi: “Hvad fertallet af mennesker kal- Den viser først og fremmest, at ideen om, at selve statens liv, og det vil sige
der fred, er blot et navn; faktisk er alle stater altid af natur i uerklæret krig politik overhovedet, skulle forudsætte en permanent krigstilstand, er absurd.
med hinanden” (626a). Den permanente krigstilstand hersker ikke blot mel- Hvis krig antages som grundlag for staten, må det være som den ‘totale’ krig,
lem stater, men også mellem byer, mellem husstande og mellem de enkelte alles krig mod alle eller naturtilstanden; en indskrænkning til mellemstatslig
mennesker. Den er the war of every man against every man, ret bogstaveligt krig (polemo) vs ille forudsætte stat og statsbegreb. Hvis det imidlertid skal
identisk med Hobbes’ naturtilstand. Men selv der holder den ikke op. Også give mening at tale om stat/forfatning/lovgivning som noget and de et end
i hvert enkelt menneske hersker krigstilstand: Den enkelte er også sin egen faktuelt og p.t. magthavendes eller sejrendes overmagt, dvs. hvis det skal
fende. Når vi hylder selvbeherskelse og fordømmer den, der ligger under give mening at tale ikke bare om bedre og dårligere lovgivning, m-en over
68for sig selv, er det et tegn på, at enhver ligger i permanent krig med sig selv. hovedet om lovgivning som intentionel handling med henblik på nog så et,
Den indre såvel som den ydre forfatning har til formål at opruste, kæmpe indebærer det rent logisk, at der også kan anlægges en anden betragtning
og sejre i den permanente krigstilstand. end krigens. Krig og oprør er givne onder (628d 1), men staten er dyden af
Den unavngivne athener forfølger derpå tankegangen retur fra individ
til stat: Når man kan tale om den enkeltes karakter som sejr eller nederlag 67 Carl Schmitt refererer Der Bi egrif des Politischen (s. 29, note 5) tiSl tatens bog 5 (470b)
i kampen mod sig selv, må man også kunne sige, at husstanden, byen og som belæg for et skarpt skel mellem krig (pole) og mos ekhthros i betydning stasi, der s
også skal underbygge hans identifkation af den politiske fende med den ydre ‘naturlige’ staten sejrer eller taber i den indre krig. Spørgsmålet er bare, hvad det her
fende, ‘de andre’. Der er imidlertid ikke antydning af en sådan identifkation hos Platon. vil sige at vinde og tabe: Man kan ikke som kreteren sige, at når de få bedre
For så vidt politik og fendskab relateres, er det som mangel på indre harmoni og venskab, besejrer de mange underlegne, så har staten sejret over sig selv, og omvendt,
altså indre ufred, og dermed klart den modsatte opfattelse. Den ydre fende spiller ikke
nogen rolle for bestemmelsen af det politiske eller for konstitueringen af statens enhed.
gelig i illustrativ og forklarende sammenhæng sammenl migneed en hs åndværksmæssig 68 Platon anvender i passagen det verbum (blepein, apoblepe), der ogsin å bruges om den
færdighed, der bygger på disciplinering af såvel genstandsområde som subjektiv aktivitet. rationelle betragtning af ideen, dvs. en orientering efer den relevante objektive standard.
48 At forandre verden II. In medias res: Hvad retfærdighed ikke er 49
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 48 11/12/2017 15.42.35 107641_at forandre verden_.indd 49 11/12/2017 15.42.35nødvendigheden og falder som sådan under et andet begreb. Når atheneren
siger, at de ikke skal strides om betydningen af sejr og nederlag i almindelig
sprogbrug (627d 1-3), er der ikke tale om en rutinemæssig afstandtagen fra
sofstik og eristik, men derimod om en påpegning af, at overhovedet det at
rejse spørgsmålet om lovenes natur og rigtighed, om hvad lovgivning har
som grundlag eller formål, er underlagt en anden form for tvang og en anden
logik end stridens eller krigens. Den, der vinder det verbale slag, har vundet,
men ikke nødvendigvis ret, for krigens logik er tautologiens: Den, der har
sejret, har sejret; om det er godt og retfærdigt, er en anden sag.
Af dommerens – og det vil også sige Platons begrebslige
undersøgelses – tre muligheder er kun den sidste politisk i emfatisk forstand. Den
første mulighed, i ét hug at eliminere det problematiske element, det være
sig i staten eller i sjælen, går ud på at etablere en apolitisk tilstand, dvs.
en tilstand, hvor der ikke er noget at styre. Det vil medføre en – efer alle
begreber – unaturlig og umenneskelig tilstand af permanent vold, da der i
en levende og foranderlig fysisk verden til stadighed vil opstå det samme
problem. Den anden mulighed kan nok kaldes politisk, for så vidt som der
etableres et aristokratisk styre, men da dette styre er baseret på
undertvingelse, perpetuerer det den latente krigstilstand og er dermed ikke en egentlig
ophævelse af naturtilstanden; freden og forfatningen er fortsat kun af navn.
Den tredje løsning indebærer en omdefnering af hele handlingsgrundlaget i
form af etableringen af en radikalt ny tilstand, et nyt rekurspunkt – eller om
man vil: en politisk suverænitet i form af en politisk forfatning af
fællesskabet. Den politiske handling par excellence får således hos Platon i Ltooven e
defnitoriske momenter: dels det nomothet, isloke vgivende og normsættende,
dels det dynamisk-produktive og retningsbestemte, at etablere noget, der ikke
var der før. Politik er produktiv og konstruktiv handling med henblik på en
fremtidig tilstand. De to første muligheder kan ses som en slags refekser af
fortiden, en damage contr, der iol kke ændrer på naturtilstandens automatik.
Dommeren repræsenterer således heller ikke noget tredje standpunkt i de
to første tilfælde, men fastsætter og legitimerer blot den ene parts overmagt.
Først idet fornufen kommer til magten som mere end instrumentel, dvs. med
egne immanente standarder, og etablerer en politisk tilstand, en forfatning af
fællesskabet gennem statsdannel, kase n der ses en ende på naturtilstanden,
på volden og dermed på elendigheden for såvel den enkelte som hele
menneskeheden. Den politiske løsning er selv hos Platon som minimum den,
alle kan leve med.
50 At forandre verden
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 50 11/12/2017 15.42.35nødvendigheden og falder som sådan under et andet begreb. Når atheneren C. Trasymakhos: Den kyniske fornuf
siger, at de ikke skal strides om betydningen af sejr og nederlag i almindelig
sprogbrug (627d 1-3), er der ikke tale om en rutinemæssig afstandtagen fra Sokrates’ diskussion og opgør med Trasymakhos fylder størsteparten af 1.
sofstik og eristik, men derimod om en påpegning af, at overhovedet det at bog og optager derfor som nævnt normalt den største del af kommentarerne
rejse spørgsmålet om lovenes natur og rigtighed, om hvad lovgivning har til den. Der er også grund til særlig overvejelse over passagens motiv- iske bag
69som grundlag eller formål, er underlagt en anden form for tvang og en anden grund og funktion, da der melder sig nogle spørgsmål, som ikke besvares
logik end stridens eller krigens. Den, der vinder det verbale slag, har vundet, alene ved at følge argumentudvekslingen mellem Sokrates og Tra - symak
men ikke nødvendigvis ret, for krigens logik er tautologiens: Den, der har hos. Man kan overordnet spørge, hvad iscenesættelsen med
Trasymaksejret, har sejret; om det er godt og retfærdigt, er en anden sag. hos’ overeksponerede frustration og Sokrates’ kunstlede forstillelse tjener
Af dommerens – og det vil også sige Platons begrebslige undersøgel- til. Passagen, hvor Trasymakhos udfordrer Sokrates, Sokrates’ undvigende
ses – tre muligheder er kun den sidste politisk i emfatisk forstand. Den svar, Trasymakhos’ krav om betaling for en defnition af retfærdigheden
første mulighed, i ét hug at eliminere det problematiske element, det være (336b-338c) samt Sokrates’ senere kommentarer står ikke blandt de litterære
70sig i staten eller i sjælen, går ud på at etablere en apolitisk tilstand, dvs. højdepunkter i Platons forfatters En fkab.orklaring kan være, at der faktisk
en tilstand, hvor der ikke er noget at styre. Det vil medføre en – efer alle er tale om et tidligere og måske sågar ret tidligt forfattet stykke tekst, hvor
begreber – unaturlig og umenneskelig tilstand af permanent vold, da der i konfikten mellem Sokrates og ‘sofsttilhængeren’ fremstilles i klod-set over
en levende og foranderlig fysisk verden til stadighed vil opstå det samme dreven karikatur; der er i hvert fald en påfaldende kontrast til den elegante
problem. Den anden mulighed kan nok kaldes politisk, for så vidt som der udlevering af Kefalos og Polemarkhos. Man må imidlertid på en eller anden
etableres et aristokratisk styre, men da dette styre er baseret på undertvin- måde komme overens med det faktum, at Platon, i fald der er tale om en
gelse, perpetuerer det den latente krigstilstand og er dermed ikke en egentlig tidligere forfattet tekst, har beholdt dette element af karikatur.
Trasymakophævelse af naturtilstanden; freden og forfatningen er fortsat kun af navn. hos’ vildskab og utålmodighed med den sokratiske ironi må kunne tænkes
71Den tredje løsning indebærer en omdefnering af hele handlingsgrundlaget i at have en eller anden betydning i sammenhængen.
form af etableringen af en radikalt ny tilstand, et nyt rekurspunkt – eller om Det er for det første bemærkelsesværdigt, at de sædvanlige roller synes at
72man vil: en politisk suverænitet i form af en politisk forfatning af fællesska- være byttet om: Trasymakhos forlanger (336c-d) den enhedsbetragtning,
bet. Den politiske handling par excellence får således hos Platon i Ltooven e som Sokrates selv andre steder – høfigere måske, men strengt taget ikke
defnitoriske momenter: dels det nomothet, isloke vgivende og normsættende, mindre aggressivt – eferlyser som svar på sine spørgsmål: Fortæl mig nu
dels det dynamisk-produktive og retningsbestemte, at etablere noget, der ikke ikke, at det retfærdige er det pligtmæssige eller det nyttige eller det
formålsvar der før. Politik er produktiv og konstruktiv handling med henblik på en
fremtidig tilstand. De to første muligheder kan ses som en slags refekser af
69 For en meget grundig gennemgang af selve argumentationen, se Annas, o 34 p -.ci57.t. s. fortiden, en damage contr, der iol kke ændrer på naturtilstandens automatik.
Foere motivisk og kontekstuel analyse, se Gigon, op.ci48t. s. f.
Dommeren repræsenterer således heller ikke noget tredje standpunkt i de
70 Jf. Gigon (ibid.), der fnder dele af fremstillingen direkte pinlig.
to første tilfælde, men fastsætter og legitimerer blot den ene parts overmagt. 71 Man må selvfølgelig tage i betragtning, at værket er skrevet med Sokrates som fortæller.
Først idet fornufen kommer til magten som mere end instrumentel, dvs. med Dette forklarer bare ikke det stilistiske brud og rejser endnu et spørgsmål om forholdet
mellem autor og fortæller-jeg: I hvor høj grad er den overdrevne karakteristik af Tra-egne immanente standarder, og etablerer en politisk tilstand, en forfatning af
symakhos en karakteristik af Sokrates?fællesskabet gennem statsdannel, kase n der ses en ende på naturtilstanden,
72 C. D. C. Reeve er opmærksom på dette moment: “By having Trasymachus reject Cleit-på volden og dermed på elendigheden for såvel den enkelte som hele
menophon’s easy solution in favour of a crucial Socratic principle, Plato is representing him
neskeheden. Den politiske løsning er selv hos Platon som minimum den,
as a Socratic fgure, albeit an inverted on1e3). N” (s.ær værende fortolkning af
Trasyalle kan leve med. makhos-fgurens funktion i første bog er følgelig på fere punkter parallel til Reeves
udlægning.
50 At forandre verden II. In medias res: Hvad retfærdighed ikke er 51
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 50 11/12/2017 15.42.35 107641_at forandre verden_.indd 51 11/12/2017 15.42.35tjenlige eller den slags. Og Sokrates svarer (337a-c) i påfaldende uvidenhed
om den platoniske talopfattelse (det er ligesom, hvis nogen spørger mig,
hvad 12 er, og jeg så ikke må svare 2 gange 6 eller 3 gange 4) og lige så stor
uvidenhed om kravene til en defnition om at være andet end en
opremsning af elementer. Det er muligt, at Sokrates her kan ses at foregribe et træk
ved sagen, der vil vise sig eferfølgende, nemlig at retfærdighed ikke synes
at tillade en ‘ideel’ defnition og må begribes anderledes, og altså på et vist
plan har ret. Men i givet fald har han ikke ret til at have ret på nuværende
tidspunkt, og Trasymakhos’ kritik er berettiget: Retfærdighed kan ikke
sidestilles med et regnestykke.
En anden bemærkelsesværdig ting er, at Sokrates reagerer på Tra- sy
makhos’ vildskab, som andre reagerer på Sokrates’ egen udspørgen: Han
er rystet, og hvis han ikke havde kigget ham ud på forhånd, ville han have
mistet mælet (336d). Der postuleres en parallelitet mellem Trasymakhos
og Sokrates, der også understreges af det faktum, at Trasymakhos ikke så
simpelt synes ude i eget ærinde; den opfattelse af retfærdighed, han
forsvarer, er formel og ikke åbenlyst udslag af hans personlige interesse. Det, der
driver Trasymakhos, som i langt højere grad end Kefalos og Polemarkhos
er opsat på at diskutere, er for så vidt rationelt, som han ud over at stå fast
på et synspunkt og forsvare en sag også vil nå frem til noget, der er alment
antageligt. Gennem diskussionen med Sokrates bekymrer han sig ikke om,
at der opstår inkonsistenser mellem hans oprindelige udsagn og det, han
eferfølgende forsvarer. Dette kan tages som tegn på, at han skal fremstå
73som forvirret og dårligt tænken Mde a. n må imidlertid starte med at fastslå,
at han overhovedet fremstår som tænkende og søgende, og det parodiske
indskud (340a-b), hvor Polemarkhos og Kleitofon strides om, hvad
Trasymakhos har sagt og ikke sagt, og hvordan han kunne have reddet den i
land, antyder, at det næppe er mangel på pedantisk konsistensjageri, der
først og fremmest skal lægges ham til last. Endelig kan man hæfe sig ved,
at Trasymakhos og Sokrates grundlæggende taler forbi hinanden, og at
det overvejende er Sokrates’ skyld. Trasymakhos’ generelle opfattelse af
retfærdighed som det, der fastsættes af magthaverne, som gavner
magthaverne, og som følgelig ikke har anden funktion end deres selvrealisering og
de andres undertrykkelse, synes gennemgående deskriptivt og kritisk ment,
men imødegås konsekvent af Sokrates som en normativ erklæring om, hvad
73 Jf. f.eks. Annas s.3 8. Annas er dog også blandt de kommentatorer, der forsvarer
Trasymakhos’ rolle som relevant provokatør.
52 At forandre verden
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 52 11/12/2017 15.42.3574tjenlige eller den slags. Og Sokrates svarer (337a-c) i påfaldende uvidenhed retfærdighed burde vær Ige.en har Sokrates muligvis ret, men han har ikke
om den platoniske talopfattelse (det er ligesom, hvis nogen spørger mig, ret til at have ret og indrømmer da også afslutningsvis denne generelle fejl
hvad 12 er, og jeg så ikke må svare 2 gange 6 eller 3 gange 4) og lige så stor i tilbagevisningen af Trasymakhos: at have plæderet for retfærdighed som
uvidenhed om kravene til en defnition om at være andet end en oprems- et gode uden at vide, hvad retfærdighed er. Trasymakhos forcerer Sokrates
ning af elementer. Det er muligt, at Sokrates her kan ses at foregribe et træk til et skoleeksempel på hybris: at overdrive sin ret.
ved sagen, der vil vise sig eferfølgende, nemlig at retfærdighed ikke synes Når Trasymakhos fremstår som den vægtigste af Sokrates’ tre modparter
at tillade en ‘ideel’ defnition og må begribes anderledes, og altså på et vist i 1. bog, skyldes det ikke mindst, at det er gennem diskussionen med ham,
plan har ret. Men i givet fald har han ikke ret til at have ret på nuværende at retfærdigheden formuleres åbent i retning af et politisk spørgsmål – i
tidspunkt, og Trasymakhos’ kritik er berettiget: Retfærdighed kan ikke betydningen et spørgsmål om magt og styre. Dette aspekt var ikke til stede
sidestilles med et regnestykke. hos Kefalos og Polemarkhos. I modsætning til sine to forgængere ser
TraEn anden bemærkelsesværdig ting er, at Sokrates reagerer på Tra- sy symakhos desuden vigtigheden af at artikulere retfærdigheden gennem
demakhos’ vildskab, som andre reagerer på Sokrates’ egen udspørgen: Han fnition. Hvor Kefalos og Polemarkhos tog deres personlige holdning for en
er rystet, og hvis han ikke havde kigget ham ud på forhånd, ville han have objektiv bestemmelse, forstår Trasymakhos sagen refekteret i sofstikkens
mistet mælet (336d). Der postuleres en parallelitet mellem Trasymakhos perspektiv som et spørgsmål om magten til at defnere: Retfærdighed er
75og Sokrates, der også understreges af det faktum, at Trasymakhos ikke så de magtfuldes målestok, og for at virke må den formuleres autor itativt.
simpelt synes ude i eget ærinde; den opfattelse af retfærdighed, han forsva- Problemet er, at den diskursive formulering præcis producerer diskussion
rer, er formel og ikke åbenlyst udslag af hans personlige interesse. Det, der og mulighed for dissens. For at sige noget må man sige noget bestemt, der
driver Trasymakhos, som i langt højere grad end Kefalos og Polemarkhos som sådan også kan modsiges og under alle omstændigheder udsætter sig for
er opsat på at diskutere, er for så vidt rationelt, som han ud over at stå fast krav om begrundelse. I det øjeblik magten ikke nødvendigvis legitimerer sig,
på et synspunkt og forsvare en sag også vil nå frem til noget, der er alment men overhovedet blot formulerer sig sprogligt, påkaldes en anden autoritet,
antageligt. Gennem diskussionen med Sokrates bekymrer han sig ikke om, nemlig logos. Det er i kraf af, at Trasymakhos forholder sig diskursivt, at
at der opstår inkonsistenser mellem hans oprindelige udsagn og det, han ikke blot retfærdigheden bliver et politisk spørgsmål, men også samtalen
eferfølgende forsvarer. Dette kan tages som tegn på, at han skal fremstå flosofsk, og at det bliver klart, at det er to sider af samme sag – om end
73som forvirret og dårligt tænken Mde a. n må imidlertid starte med at fastslå, to meget forskellige, muligvis heterogene sider. Kefalos og Polemarkhos er
at han overhovedet fremstår som tænkende og søgende, og det parodiske hverken særligt fornufige eller særligt politiske. Trasymakhos forholder
indskud (340a-b), hvor Polemarkhos og Kleitofon strides om, hvad Tra- sig fornufigt og kritisk og dermed i en eller anden forstand også politisk.
symakhos har sagt og ikke sagt, og hvordan han kunne have reddet den i For at forstå Trasymakhos-skikkelsens funktion er det derfor nødvendigt
land, antyder, at det næppe er mangel på pedantisk konsistensjageri, der at overveje, hvad det er for en rationalitet, han fremstiller, og hvordan den
først og fremmest skal lægges ham til last. Endelig kan man hæfe sig ved, forholder sig til den rationalitet, som Sokrates inkarnerer. Overvej- elsen van
at Trasymakhos og Sokrates grundlæggende taler forbi hinanden, og at skeliggøres af, at Platons fremstilling foregår på tre planer: for det første et
det overvejende er Sokrates’ skyld. Trasymakhos’ generelle opfattelse af indholdsmæssigt angående bestemmelsen af, hvad retfærdighed er; for det
retfærdighed som det, der fastsættes af magthaverne, som gavner magtha- andet et metode- eller refeksionsplan, der handler om, hvordan man b- estem
verne, og som følgelig ikke har anden funktion end deres selvrealisering og mer og undersøger noget; og for det tredje et metaplan, hvor de to første
de andres undertrykkelse, synes gennemgående deskriptivt og kritisk ment, tilsammen konstituerer en overordnet sammenhæng mellem retfærdighed
men imødegås konsekvent af Sokrates som en normativ erklæring om, hvad
73 Jf. f.eks. Annas s.3 8. Annas er dog også blandt de kommentatorer, der forsvarer Tra- 74 Jf. Kersting s. 30 -31.
symakhos’ rolle som relevant provokatør. 75 Jf. Lycos, op.cit. kap. 4.
52 At forandre verden II. In medias res: Hvad retfærdighed ikke er 53
INDHOLD
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
107641_at forandre verden_.indd 52 11/12/2017 15.42.35 107641_at forandre verden_.indd 53 11/12/2017 15.42.35