425 pages
Danish

Kommentar til Markusevangeliet

-

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

Description

Kommentar til Markusevangeliet er en komplettering og en ajourforing af forste udgave af bogen fra 1990.Markusevangeliet er efter al sandsynlighed det Aeldste og i hvert fald det mindste af de fire evangelier, der indgar i Det Nye Testamente, og det fik den skAebne gennem arhundreder at sta i skyggen af de tre andre og storre evangelieskrifter. Da man i sidste del af det 19. arh. opdagede, at Markusevangeliet nok var aldersprAesidenten i den evangeliske kvartet, Aendredes forholdene for dette umiddelbart sa prunklose lille skrift, og lige siden har det inspireret forskere til produktion af en uoverskuelig strom af kommentarer, afhandlinger og artikler. Den inspiration har forfatteren til denne kommentar ogsa fornemmet, og det har resulteret i en livslang beskAeftigelse med Markusevangeliet i et forsog pa at afkode i hvert fald nogle af dets hemmeligheder. Aage Pilgaard kender den bibelske tekst, hvis grAeske grundform han lader skinne igennem i sin oversAettelse, og han har - igen og igen - reflekteret selvstAendigt over den.

Sujets

Informations

Publié par
Date de parution 01 avril 2008
Nombre de lectures 0
EAN13 9788779349889
Langue Danish
Poids de l'ouvrage 8 Mo

Informations légales : prix de location à la page 0,0112€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.

Exrait

Kommentar til
Markusevangeliet
69549_markus_.indd 1 30-03-2008 11:14:35Dansk kommentar til
Det nye testa Mente ( DKnt) 5
under redaktion af
s igfred Pedersen
69549_markus_.indd 2 30-03-2008 11:14:36Kommentar til
Markusevangeliet
af
a age Pilgaard
a arhus Universitetsforlag 2008
69549_markus_.indd 3 30-03-2008 11:14:36Kommentar til Markusevangeliet
© a arhus Universitetsforlag og forfatteren 2008
Omslag: Jørgen s parre
IsBn 978 87 7934 988 9
Issn 0905 5371
Vignet tegnet af Leif Vestergaard
a arhus Universitetsforlag
Langelandsgade 177
8200 Århus n
t elefon 89 42 53 70
www.unipress.dk
Udgivet med støtte fra a arhus Universitets Forskningsfond og
Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation
69549_markus_.indd 4 30-03-2008 11:14:36REDAKTØRENS FORORD
Fortolkningen af Markusevangeliet har indtaget en fremtrædende plads i
a age Pilgaards mangeårige virke som forsker og lærer ved Det t eologiske
Fakultet, a arhus Universitet.
I 1983 udgav han monografen Jesus som undergører i Markusevangeliet: Un‑
dertraditionens betydning for Markusevangeliets kristologi (Bibel og Historie
3), G.e .C. Gads forlag, København – en bearbejdelse af afhandlingen: Un‑
derfortællingernes kristologiske betydning i Markusevangeliet, 1979, der havde
været det basale materiale i a age Pilgaards erhvervelse af den teologiske
licentiatgrad.
I 1990 publicerede a age Pilgaard på a arhus Universitetsforlag Kommentar til
Markusevangeliet, der har opnået sit tredje oplag. Og i 1997 ofentliggjorde
han på Unitas Forlag, København, den kortere, almene fremstilling Evangeliet
til alle folkene – en tolkning af Markusevangeliet.
Dertil kommer ofentliggørelsen gennem årene af en lang række viden­
skabelige artikler, der illustrerer hans brede arbejdsfelt, herunder om Det
Gamle t estamente og Qumranmaterialet. t rods den brede udbredelse af
hans kommentar fra 1990 har det været hans håb siden – fastholdt gennem
varetagelsen af de undervisningsmæssige og administrative opgaver, hvor­
under han altid loyalt har påtaget sig sin rigelige del – at vende tilbage til
en komplettering og en ajourføring af den første version fra 1990. Det er
denne på ny gennemarbejdede kommentar, der hermed kroner hans afsked
som universitetslærer.
Den fortjener mange engagerede læsere. a age Pilgaard kender den bibelske
tekst, hvis græske grundform han lader skinne igennem i sin oversættelse,
og han har – igen og igen – refekteret selvstændigt over den.
Rønde, advent 2007 s igfred Pedersen
69549_markus_.indd 5 30-03-2008 11:14:36FORFATTERENS FORORD
Markusevangeliet er efter al sandsynlighed det ældste og i hvert fald det
mindste af de fre evangelier, der indgår i Det n ye t estamente, og det fk
den skæbne gennem århundreder at stå i skyggen af de tre andre og større
evangelieskrifter. Da man i sidste del af det 19. årh. opdagede, at Markus­
evangeliet nok var alderspræsidenten i den evangeliske kvartet, ændredes
forholdene for dette umiddelbart så prunkløse lille skrift, og lige siden har
det inspireret forskere til produktion af en uoverskuelig strøm af kommen­
tarer, afhandlinger og artikler. Den inspiration har forfatteren til denne
kommentar også fornemmet, og det har resulteret i en livslang beskæftigelse
med Markusevangeliet i et forsøg på at afkode i hvert fald nogle af dets
hemmeligheder. Med denne udgivelse fremlægger jeg resultatet af denne
beskæftigelse i form af en kommentar.
e n kommentar må følge det kommenterede skrift, og det er derfor det
kommenterede skrifts opbygning, der bestemmer kommentarens opbygning.
Ved læsning af et skrift, der som Markusevangeliet består af mange forholds­
vis korte perikoper, kan det være vanskeligt at få styr på den overordnede
struktur. Denne er vigtig, fordi den indrammer og perspektiverer de enkelte
perikoper. Derfor lægges der i kommentaren vægt på både at forklare de en­
kelte perikoper (ved hjælp af oversættelse, bestemmelse af form og struktur og
detailkommentar) og at belyse deres plads og rolle i evangeliets overordnede
struktur. I enkelte tilfælde belyses et emne i en ekskurs.
Jeg har haft den glæde, efterhånden som manuskriptet blev udarbejdet, at
kunne drøfte de udarbejdede afsnit med mine kolleger Helge Kjær n ielsen
og s igfred Pedersen. Begge får de min hjertelige tak. Jeg retter også en tak
til Ole Davidsen og Geert Hallbäck, to yngre kolleger, hvis arbejde med
Markusevangeliet altid har været mig til inspiration.
a arhus Universitets Forskningsfond og Forskningsrådet for Kultur og
Kommunikation takker jeg for bevilling af midler til udgivelse af denne
kommentar.
a fdøde professor, dr.theol. Hejne s imonsen var den forsker, der for snart
40 år siden satte mig i gang med arbejdet med Markusevangeliet og altid
viste det stor interesse. I taknemmelighed herover tilegnes bogen ham.
Åbyhøj, den 31. december 2007 a age Pilgaard
69549_markus_.indd 6 30-03-2008 11:14:36IND hOl D
REDAKTØRENS FOR ORD 5
FORFATTERENS FOR ORD 6
FORKORlTESER 13
IND l EDNIN g
1. Markusforskningens metoder 19
2. Markusevangeliet som skrift (genre) 23
2.1. Markusevangeliets evangeliekonstituerende plan 25
2.2. Markusevevangeliepersisterende plan 27
3. Markusevangeliets narrative struktur 29
4. Markusevkildemateriale 32
5. Formbestemmelse af kildematerialet 34
5.1. Fortællestofet 34
5.2. t alestofet 35
6. Markusevangeliets baggrund og sigte 35
7. Markusevforfatter 41
8. Markusevangeliets sprog og stil 44
9. t id og sted for Markusevangeliets afattelse 45
10. Markusevangeliets læsere 46
FORT l KNINO g
KApITE l 1 49
Overskrift – 1,1 49
Ekskurs. Evangelium 50
EKristus 53
69549_markus_.indd 7 30-03-2008 11:14:368 Indhold
I Indledning: Jesu dåb og salvning – 1,2­ 13 55
Johannes Døberen – 1,2­ 8 55
Jesu dåb og salvning – 1,9­ 11 62
Ekskurs. Guds søn 66
Jesu fristelse – 1,12 ­ 13 67
II Midte: Jesu gerning og død – 1,14 ­ 15,47 70
1. Jesu proklamation af Gudsrigets nærhed – 1,14 ­ 8,26 70
Jesu budskab om Gudsriget – 1,14 ­ 15 70
Ekskurs. Galilæa i Mark. 71
EGudsriget i Markusevangeliets struktur 75
Jesu myndighed som lærer, eksorcist og helbreder – 1,16 ­ 45 77
Kaldelsen af de første disciple – 1,16 ­ 20 77
Jesu gerning i Kapernaum – 1,21 ­ 34 80
Ekskurs. De skriftkloge i Mark. 83
Jesu gerning i Galilæa – 1,35 ­ 45 89
Ekskurs. Spedalskhed 91
KApITE l 2 97
Jesu myndighed i konfrontation med skriftkloge,
farisæere og Jesu familie – 2,1­ 3,35 97
Jesu myndighed til helbredelse og tilgivelse af synder – 2,1­ 12 98
Ekskurs. Menneskesønnen i Mark. 103
Jesu kaldelse af tolderen Levi og måltid med toldere og
syndere i hans hus – 2,13 ­ 17 108
Ekskurs. Farisæerne 111
Fastespørgsmålet – 2,18 ­ 22 113
Ekskurs. Jødisk faste 114
Jesu tolkning af sabbatsbuddet – 2,23­ 3,6 116
Ekskurs. Sabbatsbuddet 118
KApITE l 3 121
Jesus og folkeskaren – 3,7­ 12 123
Kaldelsen af de tolv disciple – 3,13 ­ 19 124
Jesus, hans familie og de skriftkloge – 3,20­ 35 128
KApITE l 4 135
Jesu undervisning i lignelser (Gudsrigets
hemmelighed) – 4,1­ 34 135
Lignelsen om sædemanden – 4,1­ 9 136
69549_markus_.indd 8 30-03-2008 11:14:36Indhold 9
Ekskurs. Markus’ brug af ordet parabolé (παραβολή) 137
Lignelser og Gudsrigets hemmelighed – 4,10­ 25 140
Ordet om G – v. 10­ 12 141
Udlægning af lignelsen om sædemanden – v. 13 ­ 20 146
Billedord om lyset og målet – v. 21­ 25 149
Lignelsen om sæden – 4,26­ 29 151om sennepsfrøet – 4,30­ 32 154
Jesu brug af lignelser – 4,33 ­ 34 155
Jesu undergørende magt – 4,35 ­ 5,43 156
Jesus stiller stormen på søen – 4,35 ­ 41 156
KApITE l 5 161
Jesu helbredelse af en dæmonbesat i gerasenernes
land – 5,1 ­ 20 161
Jesu helbredelse af en kvinde med blødninger og hans
opvækkelse af Jairus’ datter – 5,21 ­ 43 167
KApITE l 6 175
Forskellige holdninger til Jesus, udsendelse af disciple,
Johannes Døberens død – 6,1­ 29 175
a fvisningen af Jesus i hans hjemb y– 6,1­ 6a 175
Jesu udsendelse af de tolv – 6,6b­ 13 180
Herodes, Jesus og Johannes Døberen – 6,14­ 29 183
Ekskurs. Johannes Døberens død historisk set 188
Jesus og brødet – 6,30­ 8,26 188
Jesu bespisning af de 5000 – 6,30­ 44 189
Jesu vandring på søen – 6,45­ 52 195
Jesu helbredelser i Genesaret – 6,53 ­ 56 199
KApITE l 7 203
Jesu opgør med farisæisk forståelse af renhed – 7,1­ 23 203
Jesu møde med en syrisk­ fønikisk kvinde – 7,24­ 30 214
Jesu helbredelse af en døvstum – 7,31 ­ 37 218
KApITE l 8 223
Jesu bespisning af de 4000 – 8,1­ 9 223
Jesu afvisning af tegnkravet – 8,10­ 13 226
Farisæernes og Herodes’ surdej – 8,14 ­ 21 229
Jesu helbredelse af en blind – 8,22­ 26 233
69549_markus_.indd 9 30-03-2008 11:14:3610 Indhold
2. Jesu messianske vej – 8,27­ 10,52 235
Jesu vej (1) – 8,27­ 9,29 235
Jesus status og vej – 8,27­ 33 236
e fterfølgelsens vilkår – 8,34­ 9,1 242
KApITE l 9 247
Åbenbaringen af Jesu herlighed – 9,2­ 13 248
Helbredelse af en dæmonbesat dreng – 9,14­ 29 254
Jesu messianske vej (2) – 9,30­ 10,31 258
Den anden lidelsesforudsigelse – 9,30­ 32 258
Belæring vedrørende storhed, børn, fremmede
eksorcister og frafald – 9,33 ­ 50 259
KApITE l 10 265
Ægteskab og skilsmisse – 10,1 ­ 12 265
De små børn og Gudsriget – 10,13 ­ 16 267
Rigdom og Gudsriget – 10,17 ­ 31 269
Jesu messianske vej (3) – 10,32 ­ 52 274
Den tredje lidelsesforudsigelse – 10,32 ­ 34 274
Zebedæussønnernes anmodning om ærespladserne ved
Jesu herlig gørelse – 10,35 ­ 45 275
Helbredelse af den blinde Bartimæus – 10,46­ 52 279
KApITE l 11 283
3. Jesu virke i Jerusalem – 11,1 ­ 13,37 283
Jesu ofentlige virke i Jerusalem – 11,1 ­ 12,40 283
Ekskurs. Kronologien i Mark 11,1‑16,8 283
Indtoget i Jerusalem – 11,1 ­ 11 284
Figentræet, templet og disciplene – 11,12 ­ 26 288
Ekskurs. Forholdet mellem Markus’ og Johannes’ beretning 292
s pørgsmålet om Jesu myndighed – 11,27 ­ 33 294
KApITE l 12 297
Lignelsen om de utro vingårdsmænd – 12,1 ­ 12 297
Om at give kejseren skat – 12,13 ­ 17 301
Om de dødes opstandelse – 12,18 ­ 27 303
Om det største bud – 12,28 ­ 34 305
Om Messias som Davids søn – 12,35 ­ 37 309
a dvarsel mod de skriftkloge – 12,38 ­ 40 311
69549_markus_.indd 10 30-03-2008 11:14:36Indhold 11
Jesu belæring af sine disciple – 12,41 ­ 13,37 312
e nkens gave – 12,41 ­ 44 312
KApITE l 13 315
Jesu forudsigelse af templets ødelæggelse – 13,1 ­ 2 315
Jesu belæring om tiden indtil Menneskesønnens
parusi – 13,3 ­ 37 316
Veernes begyndelse – 13,3 ­ 8 317
Forfølgelser – 13,9 ­ 13 320
Veernes højdepunkt – 13,14 ­ 23 322
Menneskesønnens parusi – 13,24 ­ 37 326
KApITE l 14 331
4. Jesu død – 14,1 ­ 15,47 331
Optakten til Jesu død – 14,1 ­ 11 332
Jesu sidste måltid – 14,12 ­ 25 336
Forberedelse af påskemåltidet – 14,12 ­ 16 336
Udpegelse af forræderen – 14,17 ­ 21 338
Indstiftelsen af nadveren – 14,22 ­ 25 340
Ekskurs. Det jødiske påskemåltid 341
EForholdet mellem de forskellige nadvertekster 344
Bønnen i Getsemane – 14,26 ­ 42 345
Forudsigelse af disciplenes fugt og Peters
fornægtelse – 14,26 ­ 31 345
Jesu bøn i Getsemane – 14,32 ­ 42 347
t ilfangetagelse og forhør for synedriet – 14,43 ­ 72 351
t ilfangetagelsen – 14,43 ­ 52 351
Forhøret for synedriet – 14,53 ­ 65 354
Peters fornægtelse – 14,66­ 72 358
KApITE l 15 361
Forhør og domfældelse for Pilatus – 15,1 ­ 20a 361
Forhør for Pilatus – 15,1 ­ 5 361
Dødsdommen over Jesus – 15,6 ­ 15 363
Forhånelsen af Jesus – 15,16 ­ 20a 366
Korsfæstelse, død og begravelse – 15,20b ­ 47 367
Korsfæstelsen – 15,20b ­ 28 368
Bespottelsen – 15,29 ­ 32 370
Jesu død – 15,33 ­ 39 372
Kvinderne – 15,40 ­ 41 375
69549_markus_.indd 11 30-03-2008 11:14:3612 Indhold
Begravelsen – 15,42 ­ 47 376
Ekskurs. Processen mod Jesus 378
EForståelsen af Jesu død i Mark. 379
KApITE l 16 381
III s lutning: Jesu opstandelse – 16,1 ­ 8 381
Ekskurs. Markusevangeliets slutning 384
Den korte Markusslutning 386
Den længere Mar – 16,9­ 20 387
Freerlogiet 391
lITTERA uR T 395
SERIEN DANSK KO mmENTAR TI l DET NyE TEST mAENTE 424
69549_markus_.indd 12 30-03-2008 11:14:37FORKORTl SER
a ncB Te a nchor Bible
an RW a ufstieg und n iedergang der römischen Welt
asn U a cta seminarii neotestamentici Upsaliensis
a Tant a bhandlungen zur Teologie des a lten und n euen t estaments
a TD a cta Teologica Danica
BBB Bonner biblische Beiträge
Bauer Griechisch­ Deutsches Wörterbuch, Berlin 1958
BDR Grammatik des neutestamentlichen Griechisch (F. Blass/a .
Debrunner/F. Rehkopf), Göttingen 1976.
Bet Beiträge zur biblischen e xegese und Teologie
Be vT Bzur evangelischen Teologie
BTs t Biblisch­ theologische s tudien
BWant Beiträge zur Wissenschaft vom a lten und n euen t estament
BZ Biblische Zeitschrift
BZn W Beiheft zur Zeitschrift für die neutestamentliche Wissenschaft
CBQ Catholic Biblical Quarterly
CBÅ Collegium Biblicum Årsskrift
DKnt Dansk kommentar til Det n ye t estamente
e dF e rträge der Forschung
e KK e vangelisch­ katholischer Kommentar zum n euen t estament
e vT e vangelische Teologie
FBe Forum for bibelsk eksegese
FRLant Forschungen zur Religion und Literatur des a lten und n euen
t estaments
FzB Forschungen zur Bibel
GBL Gads Bibel Leksikon
Gt Det Gamle t estamente
HBs Herder Biblische s tudien
Hnt Handbuch zum n euen t estament
HTKnt Herders theologischer Kommentar zum n euen t estament
Interp Interpretation
Ja C Jahrbuch für a ntike und Christentum
JBL Journal of Biblical Literature
69549_markus_.indd 13 30-03-2008 11:14:3714 Forkortelser
JBT Jahrbuch für biblische Teologie
JQR Jewish Quarterly Review
Jsnt Journal for the s tudy of the n ew t estament
Jsnts up Jfor the s tudy of the n ew t estament. s upplement s eries
Jss t Journal of s emitic s tudies
JTs Jof Teological s tudies
Ke K Kritisch­ exegetischer Kommentar zum n euen t estament
Knt Kommentar till n ya t estamentet
Lnts Library of n ew t estament s tudies
8LXX s eptuaginta I­ II, ed. a . Rahlfs, s tuttgart 1965
n eotest n eotestamentica
n estle­
a land n ovum t estamentum Graece, ed. e . n estle & K. a land, s tuttgart
271993
nt n ovum t estamentum
nta n eutestamentliche a bhandlungen
nt D n eues t estament Deutsch
nt Oa n ovum t estamentum et Orbis a ntiquus
nt .s s upplements to n ovum t estamentum
nts n ew t estament s tudies
Öt BK Ökumenischer t aschenbuchkommentar zum n euen t estament
QD Questiones Disputatae
Ra C Realenzyclopädie für a ntike und Christentum¨
RB Revue Biblique
RGG Religion in Geschichte und Gegenwart
s BB s tuttgarter Biblische Beiträge
s BLDs s ociety of Biblical Literature. Dissertation s eries
s Bs s tuttgarter Bibelstudien
se Å s vensk e xegetisk Årsbok
s J s tudia Judaica
s JT s cottish Journal of Teology
snts Ms s tudiorum n ovi t estamenti s ocietas. Monograph s eries
snt U s tudien zum n euen t estament und seiner Umwelt
s tant szum a lten und n euen t estament
s te v s tudia e vangelica
s tr.­ Bill. s track­ Billerbeck, Kommentar zum n euen t estament aus t almud
und Midrasch von H.L. s track und P. Billerbeck, I­ IV.
s tT s tudia Teologica
THK Teologischer Handkommentar
TRu Teologische Rundschau
69549_markus_.indd 14 30-03-2008 11:14:37Forkortelser 15
TWnt Teologisches Wörterbuch zum n euen t estament
TZ Teologische Zeitschrift
t Knt Teologischer Kommenar zum n euen t estament
t Re Realenzyclopädie
tt Z t rierer theologische Zeitschrift
t U t exte und Untersuchungen
WBC Word Biblical Commentary
WdF Wege der Forschung
WMant Wissenschaftliche Monographien zum a lten und n euen
t estament
WUnt WUntersuchungen zum n euen t estament
Zn W Zeitschrift für die neutestamentliche Wissenschaft
ZTK Zfür Teologie und Kirche
Forkortelser af kildetekster:
De bibelske skrifter, de gt.lige apokryfer, de gt.lige pseudepigrafer og de apostolske
fædre forkortes i overensstemmelse med forkortelserne i Gads Bibel Leksikon,
Qumranskrifterne i overmed B. e jrnæs (red.), Dødehavsskrifterne og
de antikke kilder om essæerne i ny oversættelse, København 2002 (2. udg.).
Josefus
Bell Bellum Judaicum (henvisningerne er til e . Harsbergs oversættelse)
a nt a ntiquitates Judaicae
Rabbinsk litteratur
M Mishna samt traktatens navn
bt Den babyloniske t almud samt traktatens navn
jt Den jerusalemitiske t almud samt navn.
69549_markus_.indd 15 30-03-2008 11:14:3769549_markus_.indd 16 30-03-2008 11:14:37Indledn Ing
69549_markus_.indd 17 30-03-2008 11:14:3769549_markus_.indd 18 30-03-2008 11:14:371. Markusforskningens metoder
I lyset af den nuværende situation for forskningen i Mark. er det nærlig­
gende at indlede en kommentar til dette evangelieskrift med at kaste et blik
på metodiske spørgsmål. Den mest markante udvikling inden for Mar­
kusforskningen i de sidste 30 år har nemlig fundet sted på det metodiske
område. Indtil 1970 var forskningen i Mark. – som i de øvrige synoptiske
evangelier – i metodisk henseende koncentreret om fre metoder: den lit­
terærkritiske (kildekritiske), den formhistoriske, den traditionshistoriske og
1den redaktionshistoriske. Disse fre metoder forholder sig ikke til hinanden
som alternativer, men de supplerer og støtter hinanden. Ved hjælp af kilde­
kritikken var der stort set opnået enighed om, at forfatterne til Matt. og Luk.
havde benyttet Mark. som deres ene hovedkilde. n år det gjaldt udforsknin­
gen af Markusevangeliets eget kildemateriale, kunne man gøre brug af den
formhistoriske metodes indsigter vedrørende den mundtlige overlevering
om Jesus og således danne sig et billede af, hvordan den Jesusoverlevering,
som Markusevangeliets forfatter havde benyttet sig af, var udformet. Der­
efter kunne man ved hjælp af den redaktionshistoriske metode klarlægge
evangeliets litterære og teologiske egenart og i forlængelse heraf fnde frem
til den situation, i hvilken skriftet var blevet til.
Denne frestemmige metodesymfoni ændredes fra begyndelsen af 70’erne.
Ændringerne har været så omfattende og så mangfoldige, at det ikke er
nogen overdrivelse at påstå, at vi ved begyndelsen af det nye kristne årtusinde
befnder os i en situation, der er kendetegnet ved en sådan mangfoldighed
af metoder, at det er næsten uoverskueligt at tegne et samlet billede af Mar­
2kusforskningen. Det kan dog konstateres, at udviklingen på det metodiske
felt har været koncentreret om tre områder.
1 H. Kjær n ielsen, “Diakrone metoder”, s. 217 ­ 279.
2 Oversigt over den nyere forskning: D. Dormeyer, Das Markusevangelium, s. 138 ­ 225;
a . Lindemann, “Literatur zu den s ynoptischen e vangelien 1984 ­ 1991”, s. 41­ 100, 113 ­ 185,
252­ 284 (Markus: s. 113 ­ 147); samme, “Literatur zu den s ynoptischen e vangelien 1992 ­ 2000
69549_markus_.indd 19 30-03-2008 11:14:3720 Indledning
Det første område gælder betragtningen af Mark. som skrift. Indførel­
sen af strukturalistiske metoder førte til en koncentration om Mark. som
en selvberoende tekst, der skal forstås alene ud fra sig selv uden hensyn til
tekstens referencer til verden uden for teksten (immanent betragtningsmåde
i stedet for en referentiel) og til tekstens tilblivelseshistorie (synkronisk be­
tragtningsmåde i stedet for en diakronisk). Markusevangeliets betydning
(dets semantik) erkendes alene ud fra skriftets tekst forstået som et betyd­
3ningsgivende hierarkisk struktureret system af tegn.
Det andet område gælder Mark. som formidler af kommunikation mel­
lem en afsender og en modtager. Her har den såkaldte receptionsæstetik
(herunder reader response­ metode) ført til en langt dybere forståelse af, hvor
kompliceret en kommunikationsproces er, ligesom den har skærpet opmærk­
somheden på nødvendigheden af en metodisk klarlæggelse af de tekstlige
elementers værdi som signaler til erkendelse af kommunikationssituationen.
Det gælder ikke mindst de fgurer, der betegnes som “implicit forfatter” og
“implicit læser”, dvs. den forfatter ­ og den læserfgur, der indirekte træder
4frem i teksten og således kan “impliceres” ud fra teksten.
5 Det tredje område er det sociologiske. Den omfattende udvikling og
forgrening, der har fundet sted inden for den sociologiske forskning i den
(III), Das Markusevangelium”, s. 369­ 423; W.R. t elford, “Te Interpretation of Mark. a
History of Development and Issues”, s. 1­ 61. t il litterær (narrativ) metode se J.C. a nder­
son, s .D. Moore (udg.), Mark and Method: New Approaches in Biblical Studies; R. Kiefer,
B. Olsson, Exegetik idag. Nya Frågor till gamla texter; s .D. Moore, Literary Criticism and
the Gospels: Te Teoretical Challenge; n .R. Petersen, Literary Criticism for New Testament
Critics; M.a . Powell, What Is Narrative Criticism?
3 O. Davidsen, Te Narrative Jesus. A Semiotic Reading of Mark’s Gospel; samme, “s emio­
litterær læsning”, s. 304­ 326; G. Hallbäck, s trukturalisme og eksegese; a a. Pilgaard, “Den
strukturalistiske analyse”, s. 280­ 303; D. Rhoads, D. Michie, Mark as Story: An Introduction
to the Narrative of a Gospel. F. Belo har gennemført en læsning af Mark., der kombinerer
en materialistisk tilgang med strukturalistisk metode (Das Markusevangelium materialistisch
gelesen).
4 R. Detweiler (udg.), Reader‑Response Approaches to Biblical and Secular Texts; e .V.
Mc Knight (udg.), Reader Perspectives on the New Testament; R.M. Fowler, Let the Reader
Understand. Reader‑Response Criticism and the Gospel of Mark.
5 e .a . Judge, “Te s ocial Identity of the First Christians. a Question of Method in
Religous History”, s. 201­ 217; B.J. Malina, Te New Testament World: Insights from Cultural
Anthropology; samme, Windows on the World of Jesus: Time Ravel to Ancient Judea; samme,
Te Social World of Jesus and the Gospel; samme, Te Social Gospel of Jesus: Te Kingdom of
God in Mediterranean Perspective; C. Myers, Binding Te Strong Man; J. n issen, “Den sociale
hermeneutik”, s. 387­ 448; D. Rhoads, “s ocial Criticism: Crossing Boundaries”, s. 135 ­ 161;
V.K. Robbins, Jesus the Teacher; samme, New Boundaries in Old Territory. Form and Social
Rhetoric in Mark; e . van e ck, Galilee and Jerusalem in Mark’s Story of Jesus: A Narratological
and Social Scientifc Reading.
69549_markus_.indd 20 30-03-2008 11:14:37Indledning 21
seneste menneskealder, har resulteret i en både mere omfattende og mere
dybtgående forståelse af sociologiske grundstrukturer i den antikke verden
og disses betydning for at forstå Markusevangeliets tilblivelsessituation.
Denne mangfoldighed af metodiske tilgange byder på særlige udfordringer
til kommentarskrivning. Den første ligger i overhovedet at få overblik over
de mange tilgange og deres indbyrdes forhold. Men selv om det lykkes, er
det en næsten uoverkommelig opgave at inddrage alle metodiske tilgange.
Den næste udfordring bliver da at afgøre, hvilke tilgange man
vil benytte sig af, eventuelt lægge hovedvægten på. e n sådan afgørelse må
hænge sammen med, hvilket hovedsynspunkt man vil lægge til grund for
kommentarskrivningen. e r hovedsynspunktet et ønske om at belyse Mark.
som selvberoende, immanent tekst, er det nødvendigt at fokusere på en
6strukturalistisk/tekstsemiotisk metodik. Ønsker man at klarlægge Mark.
som formidler af kommunikation med vægt på de implicitte modtageres
reception og situation, må man koncentrere sig om de kommunikative
7metoder. e r det derimod en afdækning af Markusevangeliets placering i
forhold til sociale strukturer i den antikke verden, man er optaget af, må
8man lægge hovedvægten på sociologiske metoder.
Hovedsigtet med nærværende kommentar er at kaste lys over Markusevan­
geliets teologi. Med “teologi” mener jeg spørgsmålet om Markusevangeliets
forståelse og forkyndelse af Gud (evangeliets gudsbillede). Det karakteristi­
ske for Markusevangeliets teologi er for det første, at dets forståelse af Gud
bringes til udtryk gennem en præsentation af Jesus, og for det andet, at
denne præsentation har karakter af en skriftlig fortælling om Jesus. Denne
fortælling følger ham fra indvielsen til hans gerning i forbindelse med dåben
ved Johannes Døberen (1,9­ 11) frem til hans død og gravlæggelse (15,37 ­ 47),
men den slutter ikke dér, det sker først med opstandelsesbudskabet i ram­
men af fortællingen om den tomme grav (16,1 ­ 8). På den baggrund kan
Markusevangeliets teologi siges at være karakteriseret ved to ting: kvalitativt
ved dens kristologiske karakter, formalt ved dens narrative præsentations­
måde. Derfor kan evangeliets teologi grundlæggende karakteriseres som
9kristologisk­ narrativ.
6 Jf. O. Davidsen, Te Narrative Jesus.
7 B.M.F. van Iersel, Mark. A Reader‑Response Commentary; L. Hartman, Mark 1:1‑8:26;
8:27‑16:20.
8 e n dybdepsykologisk tilgang til Mark. fnder man hos e . Drewermann Tiefenpsycho‑
logie und Exegese. Kritisk stillingtagen til Drewermann: G. Lüdemann, Texte und Träume.
9 Forholdet mellem Jesus (budbringeren) og Gud (budskabets indhold) er et hovedan­
liggende i J. Dechows undersøgelse: Gottessohn und Herrschaft Gottes. Der Teozentrismus
des Markusevangeliums.
69549_markus_.indd 21 30-03-2008 11:14:3722 Indledning
Heraf følger, at hovedvægten lægges på teksten, som den fremtræder for
10os i Mark. Fortolkningen er principielt synkronisk. Det er den foreliggende
Markustekst, der fortolkes, ikke anskuet som resultat af en traderings ­ og
redaktionsproces, der i så fald må efterspores og forklares, men som vi mø­
11der den i Mark. t eksten foreligger for os som en lang række af større og
mindre tekstenheder, der tilsammen udgør Markusevangeliets tekst. Derfor
må der lægges vægt på de kompositoriske faktorer, der knytter enkelttekster
sammen i større enheder, og som forener de mange enkelttekster og større
tekstenheder i én samlet teksthelhed, én samlet fortælling: Mark. e n sådan
prioritering betyder, at indsigter og strategier fra strukturalistisk/ tekstsemio­
tisk metode vil komme til at spille en rolle ved fortolkningen, nemlig for så
12vidt de bidrager til belysning af Markusevangeliets teologi.
Markusevangeliets kristologisk­ narrative teologi præsenteres naturligvis
ikke i et historieløst rum. Den fortælles og præsenteres i en historisk kontekst
på en bestemt baggrund og med et bestemt sigte. Ved behandlingen af disse
spørgsmål er brug af de historiske metoder nødvendige, såvel de klassiske
som de nyere. e n række af disse spørgsmål vil blive rejst og behandlet i
indledningen, idet en afklaring af dem vil have betydning for den følgende
analyse af de enkelte tekster. Først gælder det spørgsmålet om Markusevan­
geliets litterære karakter.
10 Det oprindelige manuskript til Mark. er gået tabt, men værdifulde håndskrifter gør
det muligt med stor sandsynlighed at fastlægge Markusevangeliets tekst, sådan som det sker
i de videnskabelige tekstudgaver. Ved nærværende kommentar er benyttet n estle­aland,
27. udg. (1993). Væsentlige tekstkritiske problemer behandles ved kommenteringen af den
pågældende tekst.
11 L. s chenke bemærker om de historiske metoder, der har været anvendt på Mark.: “s ie
sind angewiesen auf genaue Rekonstruktion, Diferenzierung und t rennung von s tofen,
Formen und a ussagen, die uns im t ext des Mke v aber nicht getrennt und diferenziert,
sondern als in das Ganze integriert begegnen… Die vorgelegten e rgebnisse solcher e xegese
aber führen in die Verzweifung” (Das Markusevangelium, 1988, s. 52).
12 I forordet til 5. oplag af sin kommentar til Mark. noterer J. Gnilka, at den nyere lit­
teratur til Mark. især er koncentreret om retoriske og formale spørgsmål. I den situation
fnder han, at en bibelteologisk som den af ham fremlagte fortsat er nyttig
(Das Evangelium nach Markus, 1, s. 8).
69549_markus_.indd 22 30-03-2008 11:14:37Indledning 23
132. Markusevangeliet som skrift (genre)
s pørgsmålet om evangelierne som litterær genre har siden 70’erne været
behandlet i talrige mindre og større undersøgelser. Dermed markeredes et
opbrud fra en næsten 50 ­ årig konsensus gående ud på, at evangelieskrifterne
repræsenterede en ny og helt unik genre. Det videnskabelige grundlag for
den konsensus udgjorde i vidt omfang K.L. s chmidts store undersøgelse fra
1923. e vangelierne hører ifølge K.L. s chmidt til “Kleinliteratur”, hvor formen
ikke som i den kunstneriske litteratur er et spørgsmål om æstetik, men om
en fremstillingsmæssig nødvendighed. De har deres plads i kulten og kan
derfor karakteriseres som folkelige kultskrifter, hvis sigte ikke er biografsk,
men kerygmatisk.
På grundlag af nyere undersøgelser er der i dag en stigende tilslutning til
den opfattelse, at evangelierne i genremæssig henseende må karakteriseres
som biografske skrifter. n u er selve genrebegrebet ret difust. s kal genre­
begrebet være til nogen nytte, er det derfor nødvendigt, at det får en klar
defnition. I tilknytning til a . Fowler karakteriserer R.a . Burridge genrer som
“konventioner, der hjælper læseren ved at levere et sæt af forventninger til
at lede hans eller hendes forståelse. s ådanne forventninger korrigeres og får
14en yderligere forfnelse i lyset af den faktiske læsning” (min oversættelse).
R.a . Burridge anfører tre karakteristiske træk ved den biografske genre,
13 D.e . a une, Te New Testament in Its Literary Environment; K. Berger, “Hellenistische
Gattungen im n euen t estament”, s. 1031 ­ 1432; R. Bultmann, “e vangelien”, kol. 418 ­ 422;
R.a . Burridge, What are the Gospels?; H. Cancik (udg.), Markus‑Philologie: Historische,
literaturgeschichtliche und stilistische Untersuchungen zum Zweiten Evangelium; a .y. Collins,
Is Mark’s Gospel a Life of Jesus?; samme, Te Beginning of the Gospel, s. 1­ 38; O. Davidsen,
Te Narrative Jesus; a . Dihle, “Die e vangelien und die griechische Biographie”, s. 383 ­ 411;
D. Dormeyer/H. Frankemölle, “e vangelium als literarische Gattung und als theologischer
Begrif. t endenzen und a ufgaben der e vangelienforschung im 20. Jahrhundert, mit ei­
ner Untersuchung des Markusevangeliums in seinem Verhältnis zur antiken Biographie”,
s. 1543 ­ 1704; D. Dormeyer, Evangelium als literarische und theologische Gattung; samme,
Das Markusevangelium als Idealbiographie von Jesus Christus, dem Nazarener; a . Fowler,
Kinds of Literature: An Introduction to the Teory of Genres and Modes; D. Frickenschmidt,
Evangelium als Biographie; M. Hadas, M. s mith, Heroes and Gods: Spiritual Biographies
in Antiquity; G. Hallbäck, “Te e arthly Jesus. Te Gospel genre and types of authority”,
s. 135 ­ 145 = “Den jordiske Jesus. e vangeliegenre og autoritetstype”, s. 125 ­ 134; s .e . Porter,
“a ncient Biography: a s tudy of P.Oxy.1176”, s.116 ­ 130; K.L. s chmidt, “Die s tellung der
e vangelien in der allgemeinen Literaturgeschichte”, s. 50­ 134; C.H. t albert, What 1s a
Gospel? Te Genre of the Canonical Gospels; samme: “Once again: Gospel Genre”, s. 53 ­ 73
(hertil P. Moessner, “a nd once again, what sort of “essence”?: a response to Charles t albert”,
s. 75­ 84); L.M. Wills, Te Quest of the Historical Gospel.
14 R.a . Burridge, What are the Gospels? s. 38.
69549_markus_.indd 23 30-03-2008 11:14:3824 Indledning
som den fndes i den græsk­ romerske verden: 1) Det er en litterær genre,
der forekommer blandt grupper af mennesker, der har samlet sig om en
bestemt karismatisk lærer eller leder, som de søger at følge. 2) e n væsentlig
hensigt med og funktion for biografer er knyttet til en læremæssig eller
flosofsk polemik og konfikt. 3) Følges den biografske genre gennem 1000
år af græsk­ romersk historie, ses det tydeligt, at genren er kendetegnet ved
15feksibilitet, tilpasning og vækst. R.a . Burridge fnder, at det er, når Markus
kombinerer de forskellige traditioner i en fortælling om Jesus, at bios­ genren
16bliver betydningsfuld. Markus’ brug af bios­ genren kan have været bevidst
eller ubevidst, eftersom det er den naturlige genre for et skrift om en enkelt­
persons gerninger og ord. e n nærmere forbindelse til den biografske genre
har Markus imidlertid haft i gt.lig­ jødisk biografsk litteratur, som det er
17påpeget af D. Dormeyer.
R.a . Burridge fremhæver som en vigtig hermeneutisk konsekvens af
forståelsen af evangeliegenren som biografsk, at den forudsætter, at per­
18sonen Jesus bliver nøgle til forståelsen af evangelierne. Dermed bliver det
understreget, at kristendommen er centreret om et bestemt menneskes liv.
Det er dette levede liv, der i evangelierne fortælles om på en sådan måde,
at det fremstilles som sted og middel for Guds frelsende indgriben i den af
ham skabte verden. Det er, som M. Hengel har påpeget, ikke som genre,
19Mark. er unikt, men det er den skildrede person, der er det.
s å vigtig R.a . Burridges defnition af genre ud fra kommunikative fak­
torer end er, fnder jeg, at den må suppleres med en defnition, der gør det
enkelte skrift forståeligt som en konkret manifestation af en bestemt genre.
Genre kan da defneres som den faktor, der er bestemmende for et skrifts
indhold og struktur. Det indebærer, at genrebegrebet relaterer til såvel et
skrifts indhold som dets form. Genre fungerer som formende og strukture­
rende ramme for værkets helhed. Hvis Mark. skal kunne karakteriseres som
en Jesusbiograf, forudsætter det, at biografgenren fungerer som en størrelse,
15 R.a . Burridge, What are the Gospels? s. 80­ 81.
16 R.a . Bare the Gospels? s. 248­ 249.
17 D. Dormeyer, Evangelium als literarische und theologische Gattung, s. 168 ­ 173; Das
Markusevangelium als Idealbiographie.
18 Burridge henviser til Ph.s . a lexander, der har påpeget, at vi ikke fnder paralleller
til evangelieformen i rabbinsk materiale. Grunden hertil er ifølge a lexander, at centrum
i rabbinsk jødedom er t oraen, mens det i kristendommen er Jesus, der står i centrum
(“Rabbinic Biography and the Biography of Jesus: a s urvey of the e vidence”, s. 19­ 50 (s.
41)) (What are the Gospels? s. 257).
19 M. Hengel, “Literary, Teological and Historical Problems in the Gospel of Mark”,
s. 32­ 33.
69549_markus_.indd 24 30-03-2008 11:14:38Indledning 25
der er bestemmende for helheden og dens struktur. Biografgenren må med
20andre ord fungere som evangeliekonstituerende.
2.1. mARKuSEvAN gEl IET S
EvAN gEl IEKONSTuEITREND pEl AN
a t der i Mark. er tale om en fremstilling af Jesu liv som en sådan strukture­
ret helhed, har O. Davidsen påvist gennem sin narratologiske undersøgelse
af, hvad der holder Markusevangeliets fortælling sammen som en narrativ
21enhed og i den forstand “konstituerer” evangeliet som fortælling. Ifølge
O. Davidsen kan Markusevangeliets fortælling ses som fortællingen om
indgåelsen af en “kontrakt” mellem Gud og Jesus i forbindelse med Jesu dåb
(1,9­ 11), om Jesu opfyldelse af kontrakten ved at påtage sig døden (14,1­ 15,47)
og om Guds “sanktion” af Jesu opfyldelse af kontrakten ved at oprejse ham
fra de døde (16,1 ­ 8). Fortællingen handler om værdierne “liv” og “død”, og
den bevæger sig fra evigt liv som en umulighed (før kontrakten med Jesus)
til evigt liv som en mulighed for Jesus (ved kontraktindgåelsen) til evigt liv
som en virkelighed for Jesus efter opfyldelse af kontrakten (gennem den
provisoriske død). Denne fortælling er biografsk i den forstand, at den
handler om en person, hvis liv (og død) er konstitutivt for opnåelsen af det
gode, fortællingen som evangelium forkynder.
Mens O. Davidsen i lighed med de feste eksegeter opfatter begivenheden
22ved Jesu dåb som en adoption, er jeg af den opfattelse, at Mark. forudsæt­
23ter Jesu præeksistens, selv om den ikke gøres til tema i Mark., som det
er tilfældet i Joh. Det betyder, at åbenbaringen i tilknytning til Jesu dåb
(1,10 ­ 11) får karakter af en guddommelig bekræftelse af den vej, Jesu vælger
ved at lade sig døbe af Johannes. Åbenbaringen fremhæver, at denne vej er
i overensstemmelse med den opgave, Jesus har fået overdraget i forvejen,
nemlig i det himmelske rum (1,2­ 3).
20 L. s chenke betegner Mark. som en “myte” og forstår derved først og fremmest en
fortælling fra fortiden med et aktualiserende sigte (D as Markusevangelium, 2005, s. 8­ 21).
e n omfattende undersøgelse af Markusevangeliets egenart i forhold til antik historiograf
er fremlagt af e .­ M. Becker, Das Markus‑Evangelium im Rahmen antiker Historiographie.
21 O. Davidsen, Te Narrative Jesus.
22 O. DTe Narrative Jesus, s. 267, 338. s åledes også C. Breengaard, Paradis‑
sekten, s. 53. Det er vigtigt for O. Davidsen, at adoptionen har karakter af kaldelse.
23 H.­ C. Kammler, “Das Verständnis der Passion Jesu im Markusevangelium”, s. 467;
R. Pesch, Das Evangelium nach Markus, 1, s. 94; L. s chenke, Das Markusev, 1988,
s. 113 ­ 115; Das Markusevangelium, 2005, s. 50­ 51, 54 ­ 55; P. s tuhlmacher, Biblische Teologie
des Neuen Testaments, II, s. 137.
69549_markus_.indd 25 30-03-2008 11:14:3826 Indledning
Jesu opgave betegnes netop ved hjælp af ordet “vej” (1,2 ­ 3). Denne vej får
sin indledende kvalifkation gennem Johannes’ dåb, der stiller Jesus i samme
position som de mennesker, der kommer til Johannes’ dåb til omvendelse og
syndstilgivelse, og således kvalifcerer ham som menneske. Det er som sådan,
han modtager Ånden og får bekræftet sin status som Guds elskede søn.
I evangeliets indledende scener (1,2.11) er det alene Gud eller den gud­
dommelige røst, der henvender sig til Jesus, mens Jesus selv er tavs og kun
svarer gennem sin optræden (1,9.12). I evangeliets slutning i forbindelse med
Jesu lidelse og død, er det omvendt alene Jesus, der henvender sig til Gud,
men uden at få svar, i henholdsvis Getsemane­ scenen (14,32 ­ 42) og scenen
ved korset (15,29 ­ 37). Først i 16,6 erfarer læseren, at Gud har svaret, nemlig
ved at oprejse Jesus fra de døde. Kædes dette budskab sammen med den
efterfølgende oplysning om, at Jesus vil gå forud for sine disciple til Galilæa,
og at de skal se ham dér (16,7), betyder det, at vi får samme struktur ved
evangeliets afslutning som i dets indledning: efter at Jesus har vist, at han
accepterer kontrakten ved at lade sig døbe af Johannes, udruster Gud ham
med Ånden, og i kraft af den står han fast over for s atans fristelser. Det er
som den således kvalifcerede, han udråber sit eskatologiske frelsesbudskab
i Galilæa (1,9­ 15) og kalder de første disciple (1,16 ­ 20). t ilsvarende er det
nu ved evangeliets slutning, efter at Jesus har opfyldt kontrakten ved at gå
i døden, og Gud har oprejst ham fra de døde, at han går til Galilæa for at
møde sine disciple dér.
Dermed bliver det tydeligt, at det, O. Davidsen kalder for det “evan­
24geliekonstituerende plan”, er konstitutivt i den forstand, at det narrativt
leverer den guddommelige legitimering af Jesus og hans gerning. s åledes
kommer Jesus og forholdet mellem Gud og ham til at fremstå som evangeliets
fundament (jf. 12,10) og indhold (1,1). I den forstand er Markusev
Jesusbiograf fortællingen om, hvordan Jesus gennem sit liv og sin død selv
bliver indholdet af det evangelium, han forkynder (1,14 ­ 15; 1,1). Det er dette
særlige forhold ved Markusevangeliets fortælling om Jesus, forfatteren sig­
nalerer over for læserne ved at bruge betegnelsen evangelium i fortællingens
overskrift. Derfor kan Mark. også betegnes som en kerygmatisk Jesusbiograf
(se til 1,1).
n år Mark. i sin slutning har en henvisning til disciplene (16,7), er det
ikke mindst en påmindelse til læseren om, hvor vigtig en rolle de spiller i
evangeliefortællingen. Den rolle fortælles på det plan, O. Davidsen kalder for
“det persisterende plan”, dvs. det bevarende, opretholdende plan. Forfatterens
24 t il det følgende: O. Davidsen, Te Narrative Jesus, s. 352 ­ 357.
69549_markus_.indd 26 30-03-2008 11:14:38Indledning 27
fremhævelse af dette plan viser, at han med sin fortælling om Jesus også
vil give anvisning til læseren på, hvordan livet som en discipel af Jesus skal
leves.
2.2. mARKuSEvAN gEl IET ESvAN gEl IEpERSISTERE NplDAEN
Disciplene fremstilles i Mark. som dem, der til stadighed er omkring Jesus og
følger ham. Mens fortællingens konstituerende plan med fokus på relationen
mellem Gud og Jesus skal tjene til at legitimere Jesus som fundament for
genoprettelsen af det rette forhold til Gud, så har det persisterende plan en
central kognitiv funktion, nemlig den at indvi disciplene i Jesu vejs indhold
25og betydning. Denne status bliver stærkt understreget med ordet om Guds­
rigets hemmelighed, der er givet discipelkredsen (4,11 ­ 12). Fra dette ord løber
der en narrativ tråd gennem afsnittet 4,35 ­ 8,26 og frem til Peters bekendelse
i 8,27­ 30. Disciplene er udvalgt til at modtage åbenbaringen om Gudsrigets
hemmelighed, men de forstår den alligevel ikke. Problemet når et klimaks
i 8,27­ 9,13. n ok bekender Peter Jesus som Kristus, men ikke desto mindre
fejlfortolker han fuldstændigt, hvad det indebærer s. åledes tjener dette afsnit
til at indvi disciplene i det fundamentale i Gudsrigets hemmelighed.
s nævert knyttet til denne kognitive dimension er den etisk­ pragmatiske
dimension: Vilkåret for at være Jesu discipel er villighed til at følge ham og til
at lade sin identitet bestemme af denne efterfølgelse (8,34 ­ 9,1). Det indebærer
en anden orden end den, der råder i samfundet uden for discipelkredsen
(10,41 ­ 45). Forholdet mellem Jesus og disciplene når sit positive klimaks i det
fælles påskemåltid, hvor Jesus tolker sin død som forudsætning for adgang
til det fornyede pagtsforhold til Gud (14,22 ­ 25). s in negative klimaks har
det i, at én forråder ham (14,10 ­ 11), én fornægter ham (14,66 ­ 72), og alle de
andre forlader ham (14,50). På det persisterende plan forlades Jesus således af
sin inderkreds, hvilket svarer til, at han på det konstituerende plan på korset
føler sig forladt af Gud (15,34). Han lades således alene på begge planer (det
konstituerende og det persisterende plan). Hvis fortællingen var endt med
15,47, kunne man med rette karakterisere Mark. som en tragisk Jesusbiograf.
Fortællingen om den åbne grav og budskabet til kvinderne tjener som før
nævnt til at legitimere Markusevangeliets Jesusbiograf, og samtidig markerer
den på det kognitive plan, at beretningen om Jesu liv helt fra dens begyndelse
må forstås ud fra afslutningen. Den tilsyneladende tragiske afslutning var i
25 P.L. Danove har foretaget en retorisk analyse af fgurerne “Gud”, “Jesus” og “disciplene”
i Mark. (Te Rhetoric of the Characterization of God, Jesus, and Jesus’ Disciples in the Gospel
of Mark). Vedrørende disciplene i Mark. se s .W. Henderson, Christology and Discipleship
in the Gospel of Mark; K.­ G. Reploh, Markus – Lehrer der Gemeinde.
69549_markus_.indd 27 30-03-2008 11:14:3828 Indledning
virkeligheden vejen til den glædelige opfyldelse: Døden var vejen til livet,
26for Jesu vedkommende vejen til evigt liv. Denne bevægelse på det prag­
matiske plan fra død til liv rummer en indirekte appel til evangeliets læsere
om at gøre den hermeneutiske bevægelse med og forstå Markusevangeliets
Jesusbiograf ud fra dens afslutning. Den læserappel fnder jeg indeholdt i
27evangeliets første sætning.
Undersøgelsen af de to relationer Gud – Jesus og Jesus – disciplene har
vist, at Markusevangeliets Jesusbiograf opfylder to centrale formål, der står
i nøje forbindelse med hinanden: for det første at fundere Jesu legitimitet
hos Gud selv, og for det andet at fremstille disciplene som privilegerede
åbenbaringsmodtagere, der må lade Jesu vej være eksistentielt forbillede.
Disse to relationer kunne man også kalde for relationen opad (Jesus – Gud)
og relationen indad (Jesus – disciplene). Mark. sætter imidlertid også Jesus
i vigtige relationer udadtil. Det er de relationer, der har med Jesu ofentlige
virke at gøre. Mens de to første relationer primært er orienteret efter Jesu
person, er den tredje orienteret efter det Gudsrige, som Jesus proklamerer
(1,14 ­ 15). a lligevel må det ligesom for disciplenes vedkommende henføres til
det persisterende plan, for fremstillingen af disciplene har også frem­
stillingen af Jesu virke udadtil sin forudsætning i Jesu forhold til Gud.
I Mark. spiller fre relationer udadtil en vigtig rolle for Jesu vedkommende,
28nemlig relationen til dæmoner, til syge, til religiøse og politiske autoriteter
og til folkeskaren. t il fremstilling af disse relationer har Markus først og
fremmest benyttet sig af underfortællinger og strids ­ og skolesamtaler samt
lignelser. Idet Markus sætter disse overleveringer ind under Jesu budskab om
Gudsrigets nærhed (1,15), får de den funktion at vise, hvad der karakteriserer
Gudsriget såvel positivt som negativt. Dermed bliver fremstillingen af Jesu
relationer udadtil også en tematisering af værdier, en tematisering, der står
under mottoet: Det nye og det gamle er uforeneligt (2,21 ­ 22).
t il Gudsrigets foreløbighed (det er kommet nær) i fremstillingen af Jesu
relationer udadtil (og disciplenes manglende forståelse i relationen indadtil)
svarer, at Jesus i evangeliets fortalte verden stadig er på vej frem mod gen­
nemførelsen af den centrale opgave, nemlig den at gå i døden. n etop denne
opgaves nødvendighed demonstrerer ifølge Mark. sandheden i Jesu ord om
uforeneligheden af nyt og gammelt: Det gamle må dø og nyt må blive til
26 Jf. D.O. Via, der karakteriserer Mark. som en “tragikomisk” genre (Kerygma and
Comedy in the New Testament, s. 99).
27 n ærmere ved fortolkningen af 1,1.
28 J.F. Williams, Other Followers of Jesus. Minor Characters as Major Figures in Mark’s
Gospel.
69549_markus_.indd 28 30-03-2008 11:14:38Indledning 29
(2,21 ­ 22). Derfor er forholdet mellem gammelt og nyt også fremstillet po­
lemisk i Mark., og repræsentanterne for det gamle (skriftkloge og farisæere,
samt (fra 8,31) ypperstepræster, saddukæere og folkets ældste) optræder som
Jesu modstandere, og det er ved hjælp af dem, at Markus kan føre sin fortæl­
ling frem til dens klimaks i domfældelsen og henrettelsen af Jesus.
Forholdet mellem Jesu status (hans relation til Gud) og det Gudsrige,
han forkynder, gøres klart for læserne helt fra begyndelsen (1,1­ 11), men i
den i evangeliet fortalte verden er det kun disciplene, der får indblik i det
(4,10­ 12; 8,31 ­ 9,13), mens det holdes skjult for ofentligheden helt frem til Jesu
forhør (14,55 ­ 64). Først her svarer Jesus ja på spørgsmålet, om han er Guds
søn (14,62a), men han supplerer bekræftelsen med et udsagn, der forbinder
motiver fra s l 110,1 og Dan 7,13, motiver, der drejer sig om herredømmet
i Gudsriget. Jesu svar samler således hans relation opadtil og udadtil i på­
standen om, at han er den af Gud udvalgte hersker i Gudsriget, og at hans
gerning, som den fremstilles i Mark., derfor også tegner konturerne af det
endetidige Gudsrige.
3. Markusevangeliets narrative struktur
e n strukturering af Mark. vil afhænge af, hvilke kriterier man lægger til
29grund herfor. Hvis man strukturerer evangeliet ud fra dets evangeliekon­
stituerende plan, kan man med O. Davidsen inddele det i tre hoveddele:
301,1 ­ 13: Jesu dåb/salvning, 1,14 ­ 15,47: Jesu død, 16,1 ­ 8: Jesu opstandelse. e n
hermeneutisk gevinst ved denne opdeling er, at den holder læseren fast på,
at hele fremstillingen af Jesu ofentlige virke (1,14 ­ 12,40) skal læses i lyset
29 O. Davidsen anfører forskellige forslag, Te Narrative Jesus, s. 35 ­ 36. P. Vielhauer vil
bestemme strukturen ud fra et egyptisk tronbestigelsesritual, så Mark. bliver en fortælling
om Jesu vej fra adoption (1,9 ­ 11) over proklamation (9,2 ­ 8) til akklamation (15,39) (“e r­
wägungen zur Christologie des Markusevangeliums”, s. 199­ 214); G. Teissen har modifceret
P. Vielhauers tese, idet han tolker de tre tekster som handlende om henholdsvis adoption,
præsentation og bekendelse (Urchristliche Wundergeschichten, s. 211 ­ 221); til kritik af G.
Teissen se O. Davidsen, Te Narrative Jesus, s. 353 ­ 357; samme, “n arrativitet og eksistens”,
s. 241 ­ 267; F.G. Lang har villet påvise en kunstfærdig, symmetrisk struktur efter græsk
litterært mønster, “Kompositionsanalyse des Markusevangeliums”, s. 1­ 24. Flere struktur­
forsøg: R. Bultmann, Die Geschichte der synoptischen Tradition, e rgh. 4. udg., s. 117 ­ 118;
D.­a. Koch, “Inhaltliche Gliederungen und geographischer a ufriss im Markusevangelium”,
s. 145 ­ 166; R. Pesch, Das Evangelium nach Markus, 1, s. 16­ 23. Flere eksegeter inddeler efter
geografske kriterier: 1­ 9 (Jesus i Galilæa); 10 (Jesus i Judæa på vej til Jerusalem); 11­ 16 (Jesus
i Jerusalem). s åledes W.G. Kümmel, Einleitung in Das Neue Testament, s. 45­ 46, 48; R.H.
Lightfoot, Locality and Doctrine in the Gospels; e . Lohmeyer, Galiläa und Jerusalem.
30 O. Davidsen, Te Narrative Jesus, s. 38.
69549_markus_.indd 29 30-03-2008 11:14:3830 Indledning
31af 1,1 ­ 13 og 14,1 ­ 16,8 som nøglen til den sande forståelse af Jesu virke i det
ofentlige rum. Dermed er der peget på det kognitive aspekt, der spiller en
særlig rolle i relationen mellem Jesus og hans disciple (relationen indadtil).
Derfor bør udviklinger i relationen mellem Jesus og disciplene spille en rolle
ved en nærmere opdeling af 1,14 ­ 15,47.
Den mest markante udvikling i forholdet mellem Jesus og disciplene
på det kognitive plan fnder sted med Peters bekendelse og Jesu tilknyt­
tede belæring af dem om sin vej gennem lidelse og død til opstandelse og
herliggørelse (8,27­ 38). Derfor er det naturligt at inddele evangeliets store
32midterafsnit (1,14 ­ 15,47) i 1,14 ­ 8,26 og 8,27 ­ 15,47. Der er en vis symmetri
mellem 1,14 ­ 8,26 og 8,27 ­ 15,47: Det første afsnit indledes med Jesu prokla­
mation af Gudsrigets nærhed, og det andet med Jesu spørgsmål om, hvem
han anses for at være. I begge afsnit omtales derefter disciple: i første afsnit
kaldelsen af de fre første disciple (1,16 ­ 20), i det andet disciplenes beken­
delse af Jesus som Kristus og Jesu indvielse af dem i sin vej mod lidelse og
død (8,27­ 33).
Denne indvielse har karakter af en forudsigelse af de begivenheder, der for­
tælles om i 11,1 ­ 16,8. Derfor kan 8,27 ­ 15,47 inddeles i 8,27 ­ 10,52 og 11,1 ­ 15,47.
I det første afsnit (1,14 ­ 8,26) følges kaldelsen af de fre første disciple op af
udvælgelsen af de tolv disciple (3,13 ­ 19), og derefter kan disciplenes privile­
gerede stilling som åbenbaringsmodtagere fremhæves i 4,10 ­ 12. e n yderligere
inddeling kan foretages efter Jesu relationer udadtil. Her er det navnlig
stederne for og karakteren af hans virke, der spiller en rolle som kriterier for
en opdeling. Jeg når da frem til følgende inddeling af evangeliet:
31 t il indledningens betydning for læsningen af Mark. som helhed se F.J. Matera, “Te
Prologue as the Interpretative Key to Mark’s Gospel”, s. 289­ 306.
32 n ogle forskere vil sætte skæringspunktet mellem 8,21 og 8,22 (således J. Marcus, Mark
1‑8, s. 62­ 64), andre sætter det mellem 8,30 og 8,31 (således F.J. Moloney, Te Gospel of
Mark, s. 16­ 20).
69549_markus_.indd 30 30-03-2008 11:14:38Indledning 31
Overskrift (1,1).
I (indledning): Jesu dåb og salvning (1,2­13).
II (midte): Jesu gerning og død (1,14­15,47):
1. Gudsrigets nærhed (1,14 ­ 8,26).
Jesu proklamation af Gudsrigets nærhed (1,14 ­ 15).
Jesu kaldelse af disciple, lære, dæmonuddrivelser og helbredelser (1,16 ­ 45).
Jesu opgør med skriftlærd og farisæisk fromhed og sin egen familie
(2,1­ 3,35).
Jesu undervisning i lignelser (4,1­ 34).
Jesu undergørende magt (4,35 ­ 5,43).
Forskellige holdninger til Jesus, udsendelse af disciple, Johannes Døberens
død
(6,1­ 29).
Jesus og brødet (6,30­ 8,26).
2. Jesu messianske vej (8,27­ 10,52).
Peters bekendelse, første lidelsesforudsigelse (8,27 ­ 9,29).
33 a nden lidelsesforudsigelse (9,30 ­ 10,31).
t redje (10,32 ­ 52).
3. Jesu virke i Jerusalem (11,1 ­ 13,37).
Jesu ofentlige virke i Jerusalem (11,1 ­ 12,40)
Jesu belæring af sine disciple (12,41 ­ 13,37)
4. Jesu død (14,1 ­ 15,47).
Optakten (14,1 ­ 11).
Jesu sidste måltid (14,12 ­ 25).
Jesus i Getsemane (14,26 ­ 42).
a rrestation og forhør for synedriet (14,43 ­ 72).
Forhør og domfældelse for Pilatus (15,1 ­ 20a).
Korsfæstelse, død og begravelse (15,20b ­ 47)
34III (slutning): Jesu opstandelse (16,1­8).
33 Oplysningen om Judæa i 10,1 giver derfor heller ikke grundlag for en geografsk
hovedopdeling af Mark. i en Galilæa­ del (1,14 ­ 9,50) og en Judæa­ Jerusalem­ del som et
alternativ, for den geografske opdeling er underordnet den kristologiske.
34 t il spørgsmålet om den noget abrupte slutning og om de senere tilføjelser henvises
til kommentaren til afsnittene.
69549_markus_.indd 31 30-03-2008 11:14:3832 Indledning
4. Markusevangeliets kildemateriale
Det er vanskeligt at få et nogenlunde sikkert billede af Markusevangeliets
35 36kildemateriale, hvis man går ud fra to­ kildehypotesen. Ifølge denne hypo­
tese er Mark. det ældste af de fre evangelier og – sammen med en kilde med
Jesusord (kaldet Q) – benyttet af forfatterne til Matthæus ­ og Lukasevangeli­
37et. e n konsekvens heraf er, at Markusevangeliets kilder kun kan rekonstrue­
res gennem en analyse af Mark. selv, og det har vist sig at være meget vanskeligt
at fastlægge nogenlunde sikre kriterier til at sonde mellem Markus’ kildema­
teriale og Markus’ redaktion. Der har navnlig i tiden før den formhistoriske
metodes fremkomst været gjort fere forsøg på bag det nuværende Mark. at
rekonstruere et såkaldt Ur­ Markusevangelium, ligesom man har villet rekon­
38struere forskellige kilder, som Markus skal have benyttet og bearbejdet.
35 M. Casey har søgt at påvise aramaiske kilder bag dele af Mark., men hans resultater
er usikre (Aramaic Sources of Mark’s Gospel).
36 Før to­ kildehypotesens fremkomst havde den såkaldte griesbachske hypotese en vis
udbredelse. Ifølge J.J. Griesbach var Mark. et uddrag af Matt. ­ og Luk. og dermed det
yngste af de synoptiske evangelier. Hypotesen har i det 20. årh. haft en energisk forsvarer
i W.R. Farmer (Te Synoptic Problem) og har dannet grundlag for den af C. s . Mann afat­
tede kommentar til Mark. i a ncB (Mark). Forsøget på at forny hypotesen er slået fejl, og
den afvises da også af J. Marcus i den af ham afattede nye kommentar til Mark. ai ncB
(Mark 1‑8, s. 40­ 47).
37 H. Kjær n ielsen, “Diakrone metoder”, s. 242­ 246.
38 W.L. Knox, Te Sources of the Synoptic Gospels. e n original genoptagelse af en streng
litterærkritisk betragtningsmåde med afvisning af den formhistoriske metodes opfattelse af
traditionsstofet er fremført af Ws. chmithals, Das Evangelium nach Markus I­ II; samme,
Einleitung in die drei ersten Evangelien. s tørstedelen af Mark. skal hidrøre fra et af Johannes
Markus eller en ukendt person forfattet grundskrift uden nævneværdig brug af traditions­
stof. Dette grundskrift er senere af en anden person blevet suppleret med materiale fra
en logiakilde. t il kritik af denne ret fantastiske hypotese se a . Lindemann, “Literatur zu
den s ynoptischen e vangelien”, 1994, s. 67, 72­ 73; M. Hengel, “Literary, Teological and
Historical Problems in the Gospel of Mark”, s. 31 ­ 32; P. s tuhlmacher, “Zum Tema: Das
e vangelium und die e vangelien”, s. 9­ 12. M. s miths tese angående et hemmeligt Mark.,
der skal være mere autentisk end det kanoniske Mark. (Clement of Alexandria and a Secret
Gospel of Mark; samme, Te Secret Gospel: Te Discovery and Interpretation of the Secret
Gospel According to Mark), er lige så usandsynlig som tesen om, at et eller fere apokryfe
evangelieskrifter skulle være ældre end Mark. s e J. Ledet Christiansen og H. Kjær n ielsen,
Nytestamentlige Apokryfer, s. 35­ 41, 93 ­ 95; C.a . e vans, Mark 8:27‑16:20, s. XXXII­ XLIII.
Forholdet mellem Mark. og Q behandles i det af M. Labahn & a . s chmidt udgivne sam­
leværk, Jesus, Mark and Q, af J. s chröter (Errinnerung an Jesu Worte. Studien zur Rezeption
der Logienüberlieferung in Markus, Q und Tomas) (samme, “Markus, Q und der historische
Jesus”, s. 173 ­ 200) og J. s chüling (Studien zum Verhältnis von Logienquelle und Markusevan‑
gelium). s idstnævnte fnder en direkte afhænighed usandsynlig (s. 215). Det samme gør J.
Marcus (Mark 1‑8, s. 51 ­ 53).
69549_markus_.indd 32 30-03-2008 11:14:39Indledning 33
Med den formhistoriske metodes fremkomst fyttedes fokus fra spørgsmå­
39let om skriftligt kildemateriale til spørgsmålet om mundtlig overlevering.
Gennem den klassifcering af overleveringen om Jesus bliver
det muligt til en vis grad at fnde frem til forskellige typiske situationer,
hvori overleveringerne er blevet anvendt og formet (deres “s itz im Leben”).
Derefter kan man ved hjælp af redaktionshistoriske undersøgelser afdække
Markus’ bearbejdelse af materialet og danne sig et billede af hans teologiske
40profl. s åledes kan en formhistorisk analyse vise, at stridssamtaler (f.eks.
2,1­ 12.15 ­ 17.18 ­ 20.23­ 28; 3,1 ­ 6) kan have deres baggrund i kristne menigheders
opgør med farisæere og med jødiske skriftlærde, og at underfortællinger kan
have haft en funktion i tilknytning til de kristnes mission (f.eks. 1,23­ 28.40­ 45;
5,1 ­ 43).
e t ikke uvæsentligt spørgsmål er imidlertid, om den klassiske formhistories
syn på Jesusoverleveringens s itz im Leben er holdbart. Det er blevet markant
41afvist af forskere som H. Riesenfeld og B. Gerhardsson og i nyeste tid af en
42forsker som J. s chröter. Under alle omstændigheder kan formens betydning
for spørgsmålet om kildematerialet indirekte afæses af, at vi i Mark. fnder
samlinger af fortællinger, der har samme form. Det gælder stridssamtalerne
i 2,1­ 3,6;11,27 ­ 12,40, lignelserne i 4,1 ­ 34 og underfortællingerne i 4,35 ­ 5,43.
Det er imidlertid meget vanskeligt at afgøre, om disse samlinger helt eller
delvist er skabt af Markus som led i hans redaktionelle arbejde, eller om de
kan føres tilbage til tiden før Markus’ bearbejdelse. s pørgsmålet er da også
omstridt, men i nærværende kommentar, der har den foreliggende tekst som
43sin genstand (synkron analyse), er spørgsmålet af mindre betydning.
39 M. Dibelius, Die Formgeschichte des Evangeliums; R. Bultmann, Die Geschichte der syn‑
optischen Tradition. Om formhistorie: H. Kjær n ielsen, “Diakrone metoder”, s. 256­ 265.
40 t il redaktionshistorisk metode: H. Kjær n“Diakrone ”, s. 265­ 276.
41 H. Riesenfeld, Te Gospel Tradition and its Beginnings; B. Gerhardsson, Memory and
Manuscript; samme, Evangeliernas förhistoria. e n på strukturalistiske præmisser begrun­
det kritik af formhistorien leverer e . Güttgemanns, Ofene Fragen zur Formgeschichte des
Evangeliums.
42 J. s chröter, Erinnerung an Jesu Worte, s. 12­ 40; samme, “Markus, Q und der historische
Jesus”, s. 173 ­ 200.
43 a ndre mulige førmarkinske samlinger er 9,33 ­ 50; 10,1 ­ 31; 13,1 ­ 37. Også den indledende
overlevering om Johannes Døberen, Jesu dåb og fristelse kan have været samlet før Mark.,
se H. s imonsen, Traditionssammenhæng og forkyndelsessigte i Markusevangeliets fortællestof,
s. 90­ 112. e n udførlig behandling af spørgsmålet hos H. ­W. Kuhn, Ältere Sammlungen
im Markusevangelium. Flere førmarkinske samlinger antager også J. Marcus, Mark 1‑8,
s. 57­ 59. Kritisk over for tesen om førmarkinske samlinger er D.­a. Koch, Die Bedeutung
der Wundererzählungen für die Christologie des Markusevangeliums. t il spørgsmålet om en
sammenhængende fremstilling bag Markusevangeliets lidelseshistorie: n . Willert, Den kors‑
fæstede konge. Kristologi og discipelbillede i Markusevangeliets passionsfortælling, 1­ 2, s. 24­ 256.
69549_markus_.indd 33 30-03-2008 11:14:3934 Indledning
445. Formbestemmelse af kildematerialet
5.1. FORTæll ESTOFFET
Inden for Markusevangeliets fortællestof optager underfortællingerne en stor
plads. Denne fortælleform er kendetegnet ved en treleddet struktur:
1. Møde mellem den syge og Jesus (med skildring af sygdommen) og bøn
om hjælp.
2. Udførelse og konstatering af underet.
3. Demonstration af underet (f.eks. ved fremhævelse af publikums reak­
tion på underet).
I Mark. fnder vi følgende typer af formen underfortælling:
1. Fortællinger om dæmonuddrivelser (1,23 ­ 28; 5,1 ­ 20 (7,24­ 30);
9,14­ 29).
2. Fortællinger om helbredelser (1,29 ­ 31.40 ­ 45; 5,25 ­ 34; 7,32 ­ 37; 8,22 ­ 26;
10,46­ 52 (2,1 ­ 12, 3,1 ­ 6)).
3. e n fortælling om opvækkelse af en død (5,21 ­ 24.35 ­ 43).
4. e n fortælling om redning fra havsnød (4,35 ­ 41).
5. Fortællinger om underfuld bespisning (6,32 ­ 44, 8,1 ­ 9).
6. Fortællinger om helbredelser som legitimering af en ny religiøs norm
(stridssamtaler) (2,1­ 12, 3,1 ­ 6; jf. 7,24 ­ 30).
7. Fortællinger om epifaniundere (1,9 ­ 11; 6,45 ­ 52, 9,2 ­ 8; 16,1 ­ 8).
8. Hertil kommer en enkelt fortælling om et strafunder (11,12 ­ 14.20 ­ 22).
e n anden fortælleform, der i Mark forekommer hyppigt, er som nævnt
stridssamtaler, der ligesom skolesamtaler er korte, pointerede fortællinger,
45som går under forskellige betegnelser. Også de har en treleddet struktur:
Især i Usa har den såkaldte tredje søgning efter den historiske Jesus medført en fornyet
interesse for spørgsmålet om evangeliernes kildemateriale. I den forbindelse opprioriteres
dele af den apokryfe overlevering, og spørgsmålet om forskellige udgaver af Mark. og om
dets forhold til Q og Tomasevangeliet tages op. s e hertil C.a . e vans, Mark 8:27‑16:20,
s. XXX­ LVIII; J. Marcus, Mark 1‑8, s. 47­ 56.
44 e n udførlig redegørelse for hellenistiske former ni y t estamente: K. Berger, “Hel­
lenistische Gattungen im n euen t estament”, s. 1031 ­ 1432.
45 R. Bultmann: apoftegmer (Die Geschichte der synoptischen Tradition, s.8­ 73); M.
Dibelius: paradigmer (Die Formgeschichte des Evangeliums, s. 34­ 66) eller chreiai (Die Form‑
geschichte des Evangeliums, s.151 ­ 172); se K. Berger, “Hellenistische Gattungen im n euen
t estament”, s. 1092­ 1100; B.L. Mack, Anecdotes and Arguments: Te Chreia in Antiquity
69549_markus_.indd 34 30-03-2008 11:14:39Indledning 35
1. e n udgangssituation giver anledning til kritik eller spørgsmål.
2. Kritikken eller spørgsmålet fremføres.
3. Kritikken afvises.
Hertil hører følgende fortællinger: 2,13 ­ 17.18 ­ 20 (21 ­ 22). 23 ­ 28; 3,1 ­ 6. 22­ 27
(28­ 30); 7,1 ­ 13; 8,11 ­ 13; 10,2 ­ 9 (13 ­ 16). 17 ­ 22; 11,27 ­ 33; 12,13 ­ 17.18 ­ 27.28­ 34.
a ndre korte, pointerede fortællinger er kaldelsesfortællinger, også betegnet
46som biografske apoftegmer (1,16 ­ 18.19 ­ 20; 2,14), fortællinger med belæring
af disciplene (9,33 ­ 35.38 ­ 40; 10,13 ­ 16.23 ­ 27.28­ 31.35 ­ 40.41­ 45), fortællinger om
opgør mellem Jesus og hans familie eller bysbørn (3,20 ­ 21.31 ­ 35; 6,1 ­ 6a), en
fortælling om renselse af templet (11,15 ­ 19). For den resterende del af fortæl­
lestofet (herunder passionshistorien) er formen vanskeligere at bestemme.
5.2. TAl ESTOFFET
I Mark. er talestofet hovedsageligt samlet i to kapitler: 4,1­ 34 og 13,3 ­ 37. Des­
uden forekommer det i mindre sammenhænge i 8,34 ­ 9,1; 9,42 ­ 50. t alestofet
kan inddeles i lignelser (4,3­ 9.26­ 29.30­ 32; 12,1 ­ 9; 13,28 ­ 29.34­ 36), allegorisk
lignelsesudlægning (4,13 ­ 20), formaningsord i billedlig eller ordsprogsagtig
form (4,21 ­ 25; 9,42 ­ 48) samt apokalyptisk prægede ord (8,38; 9,1; 13,5­ 27).
6. Markusevangeliets baggrund og sigte
47I den redaktionshistoriske Markusforskning har spørgsmålet om evangeliets
baggrund og sigte været koncentreret om tre områder, der undertiden kan
være knyttet sammen på forskellig måde: det eskatologiske, det kristologiske
og det ekklesiologiske område.
Den eskatologiske problemstilling (spørgsmålet om Jesu genkomst) blev
fremhævet i det første og epokegørende redaktionshistoriske arbejde til
48Mark., der blev fremlagt af W. Marxsen. Markusevangeliets baggrund er
ifølge W. Marxsen situationen under den jødisk­ romerske krig (66­ 70) og
de eskatologiske forventninger, den fremkalder hos de kristne i Palæstina. I
den situation vil Markus med sit skrift kalde de kristne til samling i Gali­
læa, idet han er overbevist om, at Jesu parusi (genkomst) vil fnde sted dér
and Early Christianity; R.C. t annehill, “Introduction: Te Pronouncement s tories and Its
t ypes”, s. 1­ 14; samme: “Varieties of s ynoptic Pronouncement s tories”, s. 101 ­ 120.
46 R. Bultmann, Die Geschichte der synoptischen Tradition, s. 26­ 27.
47 e n række redaktionshistoriske bidrag til studiet af Markusevangeliet er udgivet af R.
Pesch under titlen Das Markusevangelium.
48 Der Evangelist Markus.
69549_markus_.indd 35 30-03-2008 11:14:3936 Indledning
i nærmeste fremtid. W. Marxsen læser såvel 1,14 ­ 15 som 14,28 og 16,7 som
henvisninger til Jesu parusi. e n eskatologisk forklaring på Markusevangeliets
49 50baggrund og sigte fnder man også hos bl.a. J.R. Donahue, H.C. Kee og
51W.H. Kelber.
Det er den kristologiske (forståelsen af Jesus) og ekklesiologiske (menig­
hedsforståelsen) problemstilling, der i den redaktionshistoriske Markusforsk­
52ning har påkaldt sig størst interesse. Man vil fnde en modsætning mel­
lem en herlighedsteologi, der under påvirkning af den hellenistiske verdens
53forestillinger om undergørende guddommelige mænd (theioi andres) først
49 Are You the Christ? Te Trial Narrative in the Gospel of Mark.
50 H.C. Kee, Community of the New Age. Markusevangeliet er skrevet før 70 i de sydlige,
landlige dele af s yrien, men ikke i Galilæa. J. Marcus betoner også det eskatologisk apoka­
lyptiske aspekt i Mark. og relaterer det til den jødisk­ romerske krig (Mark 1‑8, s. 71­ 73). J.
Marcus viderefører dermed J.M. Robinsons tolkning (Das Geschichtsverständnis des Markus‑
Evangeliums).
51 W.H. Kelber, Te Kingdom in Mark: A New Place and a New Time. s om W. Marxsen
mener også W.H. Kelber, at Markus vil kalde til samling i Galilæa, men til forskel fra
Marxsen sker det først efter, at forhåbningerne om parusiens indtræden i kølvandet af
den jødisk­ romerske krig er bristet. Kelber har senere fyttet interessen over til forholdet
mellem mundtlig og skriftlig overlevering, idet han ser Markus’ skriftlige fksering af den
mundtlige overlevering som symptom på et stadium i kristendommens udvikling, hvor
den opstandne ikke længere opleves som umiddelbart nærværende (W.H. Kelber, Te Oral
and the Written Gospel. Te Hermeneutics of Speaking and Writing in the Synoptic Tradition,
Mark, Paul, and Q,). H.n . Roskam forbinder også Mark. med Galilæa, idet han betragter
det som et forsvarsskrift for kristne i Galilæa over for jødisk forfølgelse i tiden efter den
jødisk­ romerske krig (Te Purpose of the Gospel of Mark in its Historical and Social Context,
s. 236­ 238); s .G.F. Brandon betragter ligeledes Mark. som en apologi, men for de kristne
i Rom, idet Markus vil vise, at de kristne ikke har nogen andel i oprøret mod Rom (Te
Fall of Jerusalem and the Christian Church, s. 185 ­ 205; “Te Date of the Markan Gospel”,
s. 126­ 141; “Te a pologetic Factor in the Markan Gospel”, s. 34­ 46). n . Willert vil derimod
fnde baggrunden for Mark. i en konfikt mellem jøder og kristne, der minder om den, som
vi fnder hos Paulus (Den korsfæstede konge, 2, s. 520­ 521). B.L. Mack mener, Markus har
udformet sit skrift omkring en mytisk Kristus som led i et forsvar over for jøder i diasporaen,
der ikke har villet tage imod det kristne budskab (A Myth of Innocence, s. 353 ­ 376). Herimod
P. Pokorný, “Die Bedeutung des Markusevangeliums für die e ntstehung der christlichen
Bibel”, s. 411 ­ 420.
52 Interessen for den kristologiske problemstilling i Mark. har holdt sig siden W. Wredes
epokegørende undersøgelse af messiashemmeligheden i Mark. (Das Messiasgeheimnis in den
Evangelien). s e J.D.G. Robinson, “Te Quest for Wrede’s s ecret Messiah”, s. 97­ 115.
53 P.J. a chtemeier, “t oward the Isolation of pre­ Markan Miracle Catenae”, s. 265­ 291;
samme: “Te Origin and Function of the pre­ Markan Miracle Catenae”, s. 198 ­ 221; H.D.
Betz, “Jesus as Divine Man”, s. 114 ­ 133; samme, art. “Gottmensch II”, sp. 234 ­ 312; M. Ha­
das, M. s mith, Heroes and Gods; H.­W. Kuhn, Ältere Sammlungen im Markusevangelium,
s. 191 ­ 213; U. Luz, “Das Jesusbild der vormarkinischen t radition”, s. 347­ 374; a a. Pilgaard,
“Te Hellenistic Teios a ner – a Model for e arly Christian Christology?”, s. 101 ­ 122; L.
69549_markus_.indd 36 30-03-2008 11:14:39Indledning 37
og fremmest vil se Jesus som den succesrige undergører, hvilket underfor­
tællingerne skal tjene til at dokumentere, og en korsteologi, ifølge hvilken
Jesu centrale betydning ligger i hans afmægtige lidelse og død. Den første
retning repræsenteres af Markus’ modstandere, mens han selv står for den
anden. Markus’ strategi for at overvinde den for ham falske teologi er ikke
at udelukke traditionerne om den undergørende Jesus, men derimod at
indarbejde dem i sin helhedsfremstilling af Jesu gerning på en sådan måde,
at det bliver klart, at Jesu undere kun kan forstås rigtigt, hvis de underordnes
og tolkes i lyset af korsbegivenheden. e nkelte, især amerikanske forskere,
forbinder den eskatologiske og den kristologiske problemstilling, idet de
betragter fortalerne for en theios aner kristologi som repræsentanter også for
54en eskatologisk entusiastisk teologi.
Disse redaktionshistoriske teorier vil dels vide meget mere, end kildema­
55terialet kan bære, dels er de udtryk for en miskendelse af evangeliegenrens
karakter. Mark. er lige så lidt som de andre evangelier udprægede lejligheds­
skrifter, men sigter på anvendelse over en længere tid. De er kerygmatiske
56Jesusbiografer med et både fundamentalt og bredt sigte på de kristne
menigheder. n aturligvis er Markus’ udarbejdelse af sit skrift præget af de
konkrete omstændigheder, hvorunder han skriver, og naturligvis har de også
indfydelse på hans grundlæggende sigte med sit skrift.
s chenke, Die Wundererzählungen des Markusevangeliums; M. s mith, “Prolegomena to a
Discussion of a retalogies, Divine Men, the Gospels and Jesus”, s. 174­ 199; J.B. t yson, “Te
Blindness of the Disciples in Mark”, s. 35­ 43.
54 t .J. Weeden, “Te Heresy Tat n ecessitated Mark’s Gospel”, s. 145 ­ 158; samme:
Mark – Traditions in Confict. J. s chreiber vil i Markus’ kristologi fnde en række gnostiske
motiver, ved hvis hjælp Markus formulerer en korsteologi, der har karakter af en “Teo­
logie des Vertrauens” (Teologie des Vertrauens, s. 218 ­ 243). e n grundig og kritisk analyse
af emnet med et negativt resultat for tesen hos B. Blackburn, Teios Aner and the Markan
Miracle Traditions.e n oversigt over og vurdering af theios‑aner­ teorien i a a. Pilgaard, “Te
Hellenistic Teios a ner – a Model for e arly Christian Christology?”, s. 101 ­ 122. s e også
D.L. t iede, Te Charismatic Figure as Miracle Worker, s. 241 ­ 292. Kritisk over for tesen om
et kristologisk opgør i Mark. er også e .K. Broadhead, Teaching with Authority. Miracles
and Christology in the Gospel of Mark, s. 190­ 191;C. a . e vans, Mark 8:27‑16:20, s. LXXII­
LXXIII; J.D. Kingsbury, “Te “Divine Man” as the Key to Mark’s Christology – Te e nd
of an e ra?”, s. 243­ 257; samme, Te Christology of Mark’s Gospel, s. 28­ 45; J. Marcus, Mark
1‑8, s. 75­ 79. s e også e . s chweizer, “t owards a Christology of Mark?”, s. 29­ 33.
55 t il kritik af redaktionshistoriske analyser: H. Räisänen, Das Messiasgeheimnis im Mar‑
kusevangelium (engelsk: Te “Messianic Secret” in Mark); R. Pesch, Das Markusevangelium
1, s. 55 ­ 59.
56 Markus’ brug af kristologiske titler er undersøgt af e .K. Broadhead (Naming Jesus.
Titular Christology in the Gospel of Mark).
69549_markus_.indd 37 30-03-2008 11:14:3938 Indledning
Med hensyn til de konkrete omstændigheder bag Mark. er jeg af den
opfattelse, at vi med Mark 13 er nærmest på det tidsrum, hvori evangeliet
er skrevet. Hvad angår de kristne menigheders mere generelle situation, er
vi i en periode, hvor første generation er ved at dø ud. Dermed rejser der
57sig helt naturligt, som påpeget af G. Hallbäck, et autoritetsproblem. G.
Hallbäck belyser det ved hjælp af M. Webers autoritetsmodel, der tegner
en bevægelses karakteristiske udvikling fra en begyndelsesfase kendetegnet
ved karismatisk autoritet over en mellemfase, hvor traditionel autoritet bli­
ver vigtig, frem til en konsolideret fase med institutionel autoritet. I stedet
for, som modellen lægger op til, at anskue de forskellige autoritetsformer
som aføsende hinanden fnder jeg det mere nærliggende at se udviklingen
som en vægtforskydning mellem dem. s å længe der var øjenvidner (apo­
stelgenerationen), forenede de karismatisk og traditionel autoritet (jf. Gal
2,6.9b). I den epoke var traditionel autoritet noget givet og i den forstand
uproblematisk. Det var den karismatiske autoritet, der var det epokegørende.
Med øjenvidnegenerationens uddøen bliver der behov for traditionen som
garant for, at det karismatiske ikke løber af sporet. Derfor bliver der brug
for, ikke blot at få samlet og nedskrevet dele af overleveringen om Jesus, men
for en nedskrivning, der tegner et autentisk helhedsbillede af den Jesus, der
58er evangeliets centrale indhold.
Markus’ udformning af sit evangelieskrift sker med den jødisk ­ romerske
krig som baggrund. Uanset om Markus har skrevet sit værk før eller efter
afslutningen af denne krig, har den sat sine spor i Markus’ udformning af
det. Det ses først og fremmest på to områder: 1) forholdet mellem Jesus og
templet og 2) spørgsmålet om Jesu parusi (genkomst).
591) Jesus og templet
I Markus’ fremstilling af Jesu virke i Jerusalem og af hans lidelse og død
spiller templet en fremtrædende rolle: Jesu indtog er orienteret mod templet
(11,11a). Hans første handling i Jerusalem er tempelrensningen (11,15­ 17). De
57 “Den jordiske Jesus. e vangeliegenre og autoritetstype”, s. 125 ­ 134.
58 n ogle fortolkere ser ikke blot en forskel, men ligefrem en modsætning mellem mundt­
lig og skriftlig overlevering og drager på den baggrund meget vidtgående slutninger af
nedskrivningen af overleveringen om Jesus i Mark. Det gælder e . Güttgemanns, Ofene
Fragen zur Formgeschichte des Evangeliums, s. 69­ 166; W.H. Kelber, Te Oral and the Written
Gospel.
59 C.a . e vans, Mark 8:27‑16:20, s. LXXVIII­ LXXIX; D.H. Juel, Messiah and Temple;
samme, “Te Origin of Mark’s Christology”, s. 449­ 460; J. Ådna, “Jesus’ s ymbolic a ct in
the t emple (Mark 11:15 ­ 17)”, s. 461­ 475; samme, Jesu Stellung zum Tempel.
69549_markus_.indd 38 30-03-2008 11:14:39Indledning 39
jødiske lederes opgør med Jesus kulminerende i arrestation, domfældelse og
død har baggrund i denne begivenhed og gør den til tema med beskyldning
mod Jesus for at ville nedbryde det nuværende tempel og erstatte det med
et andet (11,27 ­ 33; 14,58; 15,29 ­ 30). Over for sine disciple forudsiger Jesus
templets totale ødelæggelse (13,2), og denne forudsigelse giver anledning
til den længste tale af Jesus i Mark. overhovedet. t alens udgangspunkt er
spørgsmålet om tid og tegn for templets ødelæggelse, men dens egentlige
tema er en karakteristik af tiden frem til og situationen for Jesu parusi som
den himmelske Menneskesøn.
Især to spørgsmål er ifølge Markus vigtige for denne tidsepoke. Det ene
er spørgsmålet om den sande messias, det andet er spørgsmålet om evange­
liets forkyndelse for alle folkene. Hvis det første spørgsmål som baggrund
har den jødisk­ romerske krig, er det nærliggende i advarslen mod de falske
messias’er og falske profeter (13,6.21 ­ 22) at se en advarsel mod den ideologi,
der lå bag store dele af det jødiske oprør mod Rom. Heroverfor står Jesus
ifølge Mark. for en helt anden forståelse af Messias’ rolle. Den fremgår af
10,35 ­ 45; 14,22 ­ 24. Jesu messianske rolle er at gå i døden som messiansk
sonofer. Dermed fuldbyrder han templets centrale funktion, og dermed
åbner han det for alle folkene. Det er denne rolle, Jesus peger på gennem
sin symbolske tempelrensning (11,15 ­ 17). Med den jødiske ledelses afvisning
af Jesus er dommen over dens tempelforvaltning og dermed over templet
allerede afsagt (12,1 ­ 11; 13,2), som det også bliver symbolsk markeret ved, at
tempelforhænget fænges som ledsageunder til Jesu død (15,37 ­ 38).
Jesu død bliver således en besegling af hans messianske rolle som sonofer
(14,24). Konsekvensen er, at det er gennem ham, at alle folkene får adgang til
Guds tempel. Dette er nu ikke længere templet i Jerusalem, men en åndelig
bygning af menigheder med Jesus selv som hovedhjørnesten (12,10 ­ 11). Den
jødiske forventning om Jerusalem og dets tempel som stedet, hvor folkesla­
gene skal samles (e s 2,1­ 5; Mika 4,1 ­ 5), erstattes dermed af Jesus og evange­
liet om ham. Der sker en ændring fra det centripetale perspektiv (folkenes
søgning mod Jerusalem) til det centrifugale (evangeliets forkyndelse for alle
folkeslagene).
2) Jesu parusi
Jesu parui sættes ind i dette missionsperspektiv, når det fastslås, at den først
vil fnde sted, når opgaven med at forkynde evangeliet for alle folkene er
fuldbyrdet (13,10). s amtidig kommer samlingen af de udvalgte ved Jesu parusi
til at erstatte folkenes samling i Jerusalems tempel (13,26 ­ 27).
69549_markus_.indd 39 30-03-2008 11:14:3940 Indledning
Denne ændring på det horisontale plan fra en orientering mod Jerusalem
til en orientering mod alle folkene og sammenfaldende dermed en ændring
på det vertikale plan fra en orientering mod en kongelig Messias i Jerusalem
til en himmelsk Messias, der samler sine udvalgte i den himmelske verden,
signalerer, at Jesus og evangeliet om ham befnder sig hinsides modsætningen
Jerusalem – Rom, fordi det i evangeliet ikke drejer sig om det nationale, men
om menneskers frigørelse fra synd og død til et liv i fællesskab med deres
skaber og med hinanden (1,12 ­ 13; 10,45; 14,22 ­ 24).
Markusevangeliets konkrete baggrund er den jødisk­ romerske krig. Men
det, der for forfatteren er vigtigst i den forbindelse, er fremhævelsen af mis­
sionsperspektivet. På den ene side understreger missionsperspektivet nemlig
Jesu rolle som aføser af templet, og på den anden side fremhæver det en
vigtig forudsætning for, at Jesu parusi kan fnde sted. Markusevangeliets
Jesusfortælling anviser en vej til at undgå såvel en romerfendtlig jødisk
60nationalisme som en sværmerisk kristen nærforventning. Markus skriver
sin Jesusfortælling, for at den kan være basis (Jesus som den af Gud legiti­
merede) for kristne menigheder, der har en missionerende rolle i verden, og
som lever i forventning om Jesu parusi.
Det fremgår tydeligt af Mark., at dets forudsatte læsere kender til trængsel
og forfølgelse på grund af deres bekendelse til Jesus (8,34 ­ 38; 13,9 ­ 13). Med
henblik på disse livstruende eksistensvilkår tegnes Jesus i evangeliet også
som det forbillede, der skal følges (8,33 ­ 34; 10,41 ­ 45), og som eksistentielt
grundlag og etisk norm for læserne.
60 Zeloterne repræsenterede en sådan holdning (P. Paludan, “Religiøse retninger i datidens
jødedom”, s. 336 ­ 337. s e også s .G.F. Brandon, Jesus and the Zealots, s. 26­ 64).
69549_markus_.indd 40 30-03-2008 11:14:39Indledning 41
7. Markusevangeliets forfatter
Mark. fremtræder som de andre evangelier anonymt; overskriften må an­
61ses for at være sekundær. Justin (omkring 150) er den første, der bruger
62betegnelsen “evangelier” om de fre evangelieskrifter. H. Köster mener, at
63sprogbrugen er indført af Markion, mens M. Hengel hævder, at sprog­
64brugen går helt tilbage til tiden før Markus. Overskriften forudsætter, at
evangeliet er skrevet af en mand ved navn Markus. Den ældste oplysning
om Markus som forfatter til det andet evangelium har vi hos Papias (biskop
i Hierapolis i Lilleasien) i hans “udlægning af Herrens ord” (omkring 140),
hvoraf e useb har optaget brudstykker i sin kirkehistorie (ca. 320). Her hed­
der det (III.39.15):
“Og presbyteren sagde gerne: Markus, der var Peters tolk, nedskrev nøje alt det,
som han huskede, hvad enten det var blevet sagt eller gjort af Herren, dog ikke i
rækkefølge. For han havde hverken hørt Herren eller fulgt ham, men fulgte senere,
som jeg sagde, Peter, der gav belæringer efter behov, men ikke i den hensigt at give
en sammenhængende fremstilling af Herrens ord. Derfor begik Markus heller ikke
nogen fejltagelse, da han nedskrev noget, således som han huskede det, for han gjorde
sig umage for én ting: hverken at udelade noget af det, som han havde hørt, eller at
65forfalske noget i det.”
66s åvel fortolkning som vurdering af denne tekst er stærkt omstridt. Den
presbyter, Papias citerer, bærer navnet Johannes og er en “Herrens discipel”
6661 P betegner Johannesevangeliet som “evangeliet ifølge Johannes”. Den almindelige
betegnelse for evangelierne i håndskriftoverleveringen er det forkortede udtryk “ifølge
Matthæus” etc. s pørgsmålet er, om κατά skal opfattes som omskrivning for genitiv (således
D. Dormeyer, Evangelium als literarische und theologische Gattung, s.17), eller om det signa­
lerer bevidsthed om, at der kun er ét evangelium, der bevidnes af fere forfattere (således
M. Hengel, “Te t itles of the Gospels and the Gospel of Mark”, s. 77: s itz im Leben for
brugen af termen εὐαγγέλιον er gudstjenesten).
s e også IgnFilad 5; 8; Did 8,2; 11,3; 15,3­ 4; Muratoris kanon: “evangeliets tredje bog”.
62 “a postlenes erindringer (apomnemoneumata), som også kaldes evangelier” (1 a pologi
66,3; D. Dormeyer, Evangelium als literarische und theologische Gattung, s. 11 ­ 12).
63 “From Kerygma­ Gospel to Written Gospels”, s. 361 ­ 381.
64 “Probleme des Markusevangeliums”, s. 221 ­ 265 (s. 257f.).
65 Den græske tekst: K. a land, s ynopsis, s. 531; oversættelsen: s øren Giversen, De apo‑
stolske fædre, I, s. 241.
66 s e s . Byrskog, Story as History – History as Story, s. 274­ 297; M. Hengel, “Probleme des
Markusevangeliums”, s. 245­ 247; samme: “Literary, Teological and Historical Problems in
the Gospel of Mark”, s. 47­ 53;. W.G. Kümmel, Einleitung in Das Neue Testament, s. 24­ 25,
53­ 54, 167 ­ 170; J. Kürzinger, “Die a ussage des Papias von Hierapolis zur literarischen Form
des Markusevangeliums”, s. 245­ 264; R. Pesch, Das Markusevangelium, 1, s. 3­ 11.
69549_markus_.indd 41 30-03-2008 11:14:40