534 pages
Danish

Baeredygtighed

-

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

Description

Oget drivhuseffekt, tab af biodiversitet, befolkningstilvAekst og massive forbrugsstigninger kombineret med frygt for mangel pa fode og ressourcer. Menneskeheden star over for vAesentlige globale udfordringer, og sporgsmalet er, hvorDanish vi bedst sikrer generationernes levevilkar.BAeredygtighed. VAerdier, regler og metoder giver et samlet videnskabeligt overblik over begrebet. I artikler om alt fra eco-design og virksomhedsansvar til landskabskvalitet og energipolitik ridser 20 forfattere debattens historiske baggrund op og introducerer til centrale vAerdier og principper. De diskuterer centrale love, regler og planer og analyserer specifikke metoder og mader, kravet om bAeredygtighed kan varetages pa.Bogen kan bruges som lAerebog, men henvender sig ogsa bredere til lAesere, der gerne vil forsta debatten om vores fAelles fremtid.

Sujets

Informations

Publié par
Date de parution 07 avril 2015
Nombre de lectures 0
EAN13 9788771840100
Langue Danish
Poids de l'ouvrage 22 Mo

Informations légales : prix de location à la page 0,016€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.

Exrait

BæredygtighedBæredygtighed
Værdier, regler og metoder
Redigeret af
Finn Arler, Mette Alberg Mosgaard & Henrik Riisgaard
Aarhus UniversitetsforlagBæredygtighed – værdier, regler og metoder
© Forfatterne og Aarhus Universitetsforlag 2015
Omslag af Jørgen Sparre
Forsideillustration: Reykjavik Rådhus. Den grønne, mosbegroede
mur viser, hvordan rådhuset fra 1992 er tænkt som et møde
mellem mennesker, vand og vegetation. Foto: Finn Arler
E-bogsproduktion ved Narayana Press
Printed in Denmark 2015
ISBN 978 87 7184 010 0
Aarhus Universitetsforlag
Langelandsgade 177
8200 Aarhus N
www.unipress.dk
Bogen er udgivet med støtte fra:
Institut for Planlægning, Aalborg Universitet
Center for Etik i Praksis,
Ingeniørforeningen i
Danmark
FAGFÆLLEBEDØMT
/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på
ph.d.niveau er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet.Indhold
Indledning 9
Del 1
Værdier
KAPITEL 1
Bæredygtighed og bæredygtig udvikling 17
Finn Arler
KAPITEL 2
Global fordeling 47
Ole Busck
KAPITEL 3
Økonomisk vækst, grøn vækst, nulvækst, modvækst eller a-vækst? 71
Finn Arler
KAPITEL 4
Demokrati og bæredygtighed. Energiområdet som case 99
Frede Hvelplund og Finn Arler
KAPITEL 5
Det åbne lands unikke goder 127
Finn Arler
Del 2
Regler og planer
KAPITEL 6
Regelapparaternes udvikling 157
Per ChristensenKAPITEL 7
Renere teknologi  – virksomheder, myndigheder og miljø 169
Arne Remmen, Kasper Dirckinck-Holmfeld & Eskild Holm Nielsen
KAPITEL 8
Planlægning i det åbne land 199
Per Christensen
KAPITEL 9
Fra vandmiljøplaner til “grøn vækst” 225
Per Christensen
KAPITEL 10
Byplanlægning, klimahensyn og bæredygtighed 245
Petter Næss
KAPITEL 11
Energipolitik og planlægning 265
Poul Alberg Østergaard
KAPITEL 12
Miljøkonsekvensvurdering (VVM og SMV) 285
Lone Kørnøv, Per Christensen, Eskild Holm Nielsen og Nikolaj Bichel
KAPITEL 13
Klimaplanlægning – en ny udfordring i den lokale planlægning 311
Anja Wejs, Karl Sperling og Lone Kørnøv
Del 3
Metoder
KAPITEL 14
Miljøledelse 337
Mette Alberg Mosgaard og Arne Remmen
KAPITEL 15
Bæredygtighed og virksomheders ansvar (CSR) 359
Jacob Dahl RendtorffKAPITEL 16
Livscyklusvurdering 379
Jannick Højrup Schmidt og Henrik Riisgaard
KAPITEL 17
Ecodesign 399
Rikke Dorothea Huulgaard og Mette Alberg Mosgaard
KAPITEL 18
Innovativ projektevaluering 425
Frede Hvelplund
KAPITEL 19
Landskabskaraktermetoden 447
Ole Hjorth Caspersen
KAPITEL 20
Naturkvalitetsvurdering 469
Jesper Fredshavn
KAPITEL 21
Geokommunikation og bæredygtighed 493
Lars Brodersen
Forfatterportrætter 517
Indeks 523
• I ndhold
Indeks •Indledning
Bæredygtighed er et emne, der berører os alle. I hvert fald de af os, der gerne vil give
verden videre i en stand, som er lige så god som – eller måske ligefrem bedre end – den,
vi selv overtog den i. Og hvem vil ikke gerne kunne det? Bæredygtighed handler om
at tage de hensyn til kommende generationer, som vi selv med rette kunne forvente, at
tidligere generationer havde taget til os i en tilsvarende situation. Og det handler om
at viderebringe den arv, som for en stund er i vor varetægt, i en ordentlig forfatning.
Det er vigtigt at understrege, at vi bør gøre, hvad vi ville forvente, at vore forfædre
og -mødre ville have gjort i en tilsvarende situation. Vor situation er nemlig på centrale
punkter anderledes end tidligere generationers. Der er ganske vist ingen grund til at
tro, at de ikke også bekymrede sig lige så meget, som vi gør, for afkommets skæbne,
og de gjorde derfor typisk også, hvad de kunne for at hjælpe og understøtte. Tilmed
var de ofte mere optaget af, at det gik andre medlemmer af deres lokale fællesskab
godt, end de feste af os er i dag.
Derimod var de færreste konfronteret med udfordringer og krav om hensyn, der
ikke blot rækker videre end familien og slægten, men både når ud over lokalsamfun -
det og nationens grænser. En række problemer som den øgede drivhuseffekt, tab af
biodiversitet etc. er umiddelbart globale, og med det hastigt stigende antal mennesker
på kloden, som bliver mere og mere forbundne i kraft af teknologi, organisation og
gensidig påvirkning, kan menneskers ofte vanskelige livsbetingelser i andre dele af
verden ikke ignoreres.
Kravene om at tænke langt både i rum og tid er i dag mere omfattende end
nogensinde før. I mange tilfælde vil kravet om hensyntagen tilmed omfatte generationer
så langt væk i tid, at vi vanskeligt kan forestille os, hvem de er, og hvordan de lever.
Det gør det naturligvis til en voldsom udfordring at forsøge at handle på passende vis.
Ikke nok med det. Da vi mennesker er stadigt mere dominerende på kloden, er der
ingen grund til at stoppe ved artsgrænsen. Hensynet til andre arter – eller i det mindste
kravet om at videregive den biologiske arv til vore efterkommere – er svært at komme
uden om i en tidsalder, der er blevet betegnet som antropocæn, dvs. som menneskenes
tidsalder, fordi menneskers massive påvirkning af omgivelserne efterhånden har nået
geologiske dimensioner.
Bæredygtighed berører på den måde os alle. For mange mennesker i vor egen
privilegerede del af verden ser det i første omgang måske ud til, at vi primært berøres
• I ndhold 9
Indeks •Bæredygtighed
på et teoretisk plan. Hvad menes der mere præcist med bæredygtighed? Hvilke hensyn
og forpligtelser drejer det sig om? Hensyn til hvem og i hvilket omfang? Hvad er det
for en arv, det er vigtigt at bringe videre? Hvordan går det i det hele taget med den
for tiden? Hvor meget kræves der yderligere af os? Skal vi omlægge vores tilværelse
for at leve op til forpligtelserne, eller kan vi på de feste områder fortsætte som hidtil?
Det hævdes indimellem, at bæredygtighed efterhånden er blevet et så mangetydigt og
dermed intetsigende et begreb, at vi ikke behøver tage det alvorligt. Skal vi tage dét
alvorligt?
Bæredygtighed kan nu hurtigt blive mere end et teoretisk problem, hvis det viser
sig, at der reelt kræves noget af os. Netop dét er en af denne bogs grundantagelser.
Vi må i så fald spørge, hvordan vi mere præcist griber det an? Til en start er det værd
at undersøge, hvilke initiativer, regler og planer der allerede er sat i værk. Hvilke af
dem ser ud til at understøtte bæredygtigheden bedst? Hvilke problemer løber de ind
i? Hvad mangler? Når vi dernæst skal vurdere, hvad det vil være bedst at gøre, bliver
spørgsmålet, hvilke metoder og procedurer vi kan læne os op ad. Skal noget
grundlæggende ændres, hvilke forhold skal vi så være særligt opmærksomme på undervejs?
Bogens sigte
Det er en række af disse og tilsvarende spørgsmål, der tages op i denne bog. Idéen med
bogen er dobbeltsidig. På den ene side håber vi, at bogen vil blive anvendt som lærebog.
De primære læsere er studerende på tværfaglige miljø- og bæredygtighedsuddannelser,
ansatte med miljøfunktioner eller tilsvarende i kommuner og private virksomheder,
planlæggere, undervisere, journalister osv., der arbejder med området. Bogen vil også
kunne anvendes på en række andre uddannelser, netop fordi bæredygtighed er blevet
et emne, som alle berøres af.
Af samme grund henvender bogen sig på den anden side også til det brede – og
heldigvis voksende – publikum, der interesserer sig for bæredygtighed, og som gerne
vil gå lidt dybere ned i emnet. Enten for at se nøjere på de værdier, bæredygtighed
er forbundet med. Eller for at blive klogere på, hvordan regler og metoder er skruet
sammen. Kapitlerne er da også skrevet på en måde, der gør det muligt for bredt
orienterede og interesserede læsere at følge dem. Vi har tilstræbt at undgå faginterne
begreber og svært tilgængelig teori. Har det været nødvendigt at anvende generelle
teorier, er læseren søgt taget ved hånden, og særlige fagudtryk og forkortelser er så
vidt muligt undgået eller udtrykkeligt forklaret.
Kapitlerne er alle af introducerende art. Forfatterne har tilstræbt at give brede
introduktioner til de behandlede områder frem for at forfølge nogle mere begrænsede
problemstillinger helt ud i detaljen. Bogen er i udgangspunktet en lærebog, der vil skabe
• I nd hol d 10
Indeks • Indledning
overblik. Den er hverken en detaljeret opslagsbog eller en fakta- og eksempelsamling.
Når regelsæt introduceres, er det for at skabe sammenhæng og sætte i perspektiv. Man
vil sjældent kunne træffe konkrete afgørelser i enkeltsager ud fra gennemgangen.
Tilsvarende gælder, at når metoder introduceres, er formålet at sætte dem ind
i en bredere (bl.a. historisk) sammenhæng, som man ikke uden videre kan indhente
andetsteds. Der er ikke tale om manualer over de behandlede metoder, og selvom der
optræder mange eksempler, er kun få af dem af mere detaljeret art. Manualer, stati -
stisk materiale og relevante eksempler vil derfor også med fordel kunne inddrages i
undervisningen – eller benyttes som supplerende materiale til læsningen af en række
kapitler.
Bogen har et eksplicit normativt udgangspunkt i udvalgte værdier, der relaterer
sig til bæredygtigheden, og hvoraf fere behandles i de første kapitler. Ud over bære -
dygtigheden selv, kan man pege på retfærdighed, demokrati, kvalitet etc. Der kan være
forskellige tolkninger af disse, og der er tilstræbt saglighed, fairness og nøgternhed over
for de forskellige positioner, der måtte gøre sig gældende. Målet har dog ikke været
neutralitet. Selvom der primært er tale om en lærebog, er kapitlerne engagerede indlæg
i debatten om bæredygtighedens mål og midler. Det fordrer som sagt en udstrakt grad
af nøgternhed og fairness over for andre standpunkter – gold og ufrugtbar dogmatik
og polemik må man gå andre steder hen for at fnde.
Det skal i den forbindelse understreges, at bogen ikke er tænkt som et
koordineret kampskrift for en bestemt sag. Selvom der undervejs har været debatter mellem
forfattere på tværs af kapitler, så bærer forfatterne hver især det fulde ansvar for de
synspunkter, de fremfører og forsøger at underbygge. Redaktionen har alene tilstræbt
at fremme saglighed i argumentationen, ikke at ensrette tolkninger og konklusioner.
Selvom der i forfatterkollegiet er bred konsensus om mange forhold, herunder ikke
mindst om bæredygtighedens vigtighed, så vil det næppe være vanskeligt at fnde
uensartede tolkninger af en række emner i forskellige kapitler.
Bogens opbygning
Første del om værdierne behandler nogle af de overordnede idéer og principper, som
er afgørende i forhold til bæredygtighed, i et både historisk og systematisk perspektiv.
Det indledende kapitel Bæredygtighed og bæredygtig udvikling giver en overordnet
gennemgang af debatten om bæredygtighed, sådan som den historisk har udviklet sig,
og introducerer til nogle af de centrale begreber i debatten. I kapitlet Global fordeling
behandles den globale dimension, som udgør et centralt element, når spørgsmålet om
bæredygtighed – på godt og ondt – udvides til et spørgsmål om bæredygtig udvikling.
Vækstdebatten behandles i et særskilt kapitel, der forsøger at optegne en række af
• I ndhold 11
Indeks •Bæredygtighed
de mest markante positioner, der historisk og aktuelt har været anvendt i debatten for
og imod økonomisk og materiel vækst. Forholdet mellem demokrati og bæredygtighed
behandles i det følgende kapitel, bl.a. med udgangspunkt i energiområdet som case.
Endelig behandles nogle af de værdier, vi som del af natur- og kulturarven ønsker at
videregive til kommende generationer – herunder biodiversitet, natur- og
landskabskvalitet – i kapitlet Det åbne lands unikke værdier.
Bogens anden del ser nærmere på reglerne og planerne, som er eller har været i
brug på områder af stor betydning for spørgsmålet om bæredygtighed. Denne del af
bogen indledes med en generel introduktion om regelapparaternes udvikling, dvs. om de
skiftende former for reguleringer til sikring af fælles goder, som har aføst hinanden
det seneste århundrede.
Kapitlet Renere teknologi behandler herefter mere specifkt det forebyggende ar -
bejde, som har karakteriseret miljøreguleringen af virksomheder de seneste årtier, og
hvor man har søgt at skabe øget synergi mellem virksomhedernes selvregulering og
myndighedernes miljøregulering. Kapitlet Planlægning i det åbne land fremstiller det
stadigt mere komplekse regelapparat, der karakteriserer moderne planlægning, og hvor
samfund og miljøpolitik udvikler sig sammen i en stadigt mere intim co-evolutionær
proces.
De følgende kapitler går tættere på reguleringen af mere specifkke områder.
Kapitlet Fra vandmiljøplaner til “grøn vækst” gennemgår udviklingen af
vandmiljøreguleringen, siden de første vandmiljøplaner så dagens lys i begyndelsen af 1980’erne
og frem til de nye EU-initierede vandplaner. Kapitlet Byplanlægning og bæredygtighed
handler om by-omdannelse i bæredygtig retning med særligt fokus på de fysiske og
rumlige forhold. Kapitlet Energipolitik og planlægning handler om de
planlægningsmæssige udfordringer ved omstillingen fra forurenende fossile brændsler, der kan anvendes
efter behov, til et energisystem baseret på vedvarende energiressourcer, som fuktuerer
efter vejrlig.
Herefter følger et kapitel om miljøkonsekvensvurdering, der beskriver det omfattende
apparat, som er opbygget med henblik på at forudsige og vurdere konsekvenser af
politiske beslutninger på forskellige niveauer – og i bedste fald på forhånd undgå eller
afbøde negative virkninger på miljø, sundhed og levevilkår. Kapitlet om
klimaplanlægning behandler de forskellige former for planlægning, der opstår som reaktion på de
igangværende klimaforandringer, og hvor man forsøger at sammentænke forebyggelse
mod og tilpasning til forandringerne.
Bogens tredje del er viet metoderne, dvs. de mange specifkke måder, kravet om
bæredygtighed forsøges varetaget på. Beskrivelserne af metoderne er som nævnt ikke
tænkt som forkortede manualer, men derimod som introduktioner til ting, det normalt
ikke er let selv at opsøge informationer om.
• I nd hol d 12
Indeks • Indledning
I kapitlet Miljøledelse er temaet virksomheders systematiske arbejde med at
reducere deres miljøpåvirkninger. Kapitlet Bæredygtighed og virksomheders ansvar handler
om CSR, dvs. om virksomhedernes udfordring i forhold til at arbejde ikke alene på
en økonomisk, men også miljømæssigt og socialt ansvarlig måde. Herefter behandles
livscyklusvurdering (LCA) i et særskilt kapitel, der gennemgår de forskellige måder, man
kan vurdere de miljømæssige effekter gennem et produkt eller en aktivitets livscyklus –
med fokus på de forudsætninger og begrænsninger, der er indbygget i metoderne. Et
af de nye begreber i bæredygtighedsdebatten er eco-design, og kapitlet herom handler
om tilgange, hvor man søger at inkludere miljøhensyn så tidligt som muligt i
designprocessen.
Når omstilling til bæredygtighed skal gennemføres – ikke mindst på
energiområdet – over de kommende årtier, vil der være behov for innovativ projektvurdering,
der i modsætning til traditionelle økonomiske vurderinger udtrykkeligt søger efter,
videreudvikler og vurderer nye endnu ikke færdigt udviklede alternative løsninger på
presserende problemer.
Kapitlet om landskabskaraktermetoden beskriver, hvorledes landskabsforvaltningen
har udviklet sig siden reformperioden først i 1970’erne frem til udviklingen af land -
skabskaraktermetoden, hvis syv trin gennemgås i kapitlets anden halvdel. I kapitlet
Naturkvalitetsvurdering gennemgås et system, der kan vurdere den biologiske tilstand
i beskyttelseskrævende natur på strukturer og forskellige indikatorer, og på baggrund
heraf angive muligheder for at forbedre tilstanden. Det afsluttende kapitel om
geokommunikation slår et slag for metodisk brug af geoinformation, dvs. information om
steders karakter og betydning, primært ved brug af kort, i bæredygtighedsdebatten,
og underbygger med en række eksempler.
Bogen er beslægtet med bogen Humanøkologi: miljø, teknologi og samfund, der
udkom i seneste version i 2005, og som efterhånden er vanskelig at opdrive i andet end
elektroniske udgaver. Det er dog kun et par af kapitlerne her i bogen, der direkte – i
opdateret udgave – behandler temaer, man også fnder i Humanøkologi. Resten af
kapitlerne omhandler emner, som ikke blev behandlet i den tidligere bog. De to bøger
kan på den måde betragtes som gensidigt supplerende.
Vi håber, at bogen her på samme måde som Humanøkologi vil ramme et bredt og
nysgerrigt publikum både på uddannelsesinstitutionerne og i den bredere offentlighed.
Under alle omstændigheder skal der lyde en stor tak til alle dem, der har hjulpet med i
det lange og seje træk med at få den nye bog sat i søen. Og til dem, der nu skal studere
bogens emner, sender vi et fromt ønske om både lyst ved og udbytte af læsningen.
Redaktionen, juni 2014
• I ndhold 13
Indeks •Del 1
Værdier
• I ndhold
Indeks •KAPITEL 1
Bæredygtighed og bæredygtig udvikling
Finn Arler
Især i de seneste årtiers debat har spørgsmålene om bæredygtighed og bæredygtig
udvikling været helt centrale i både politiske, videnskabelige og kulturelle debatter; i dette
kapitel skal vi se på nogle af de væsentligste temaer. Kapitlet forsøger dermed at etablere
et grundlag for de emner, der tages op i de efterfølgende kapitler, og tilstræber samtidig
at etablere et overblik over nogle af de væsentligste indspil i bæredygtighedsdebatten.
De mange referencer til tolkninger, som har spillet væsentlige roller i diskussionen,
skulle give den interesserede læser mulighed for at gå videre med problemstillingerne.
Første del rummer en gennemgang af bæredygtigheds-tematikkens nyere historie
med fokus på de emner, som undervejs har været betragtet som særligt væsentlige.
Anden del ser på nogle af de forandringer, der har fundet sted primært efter 2. V -er
denskrig, og som har gjort spørgsmålet om bæredygtighed til et helt centralt
emneområde. I tredje del behandles begrebet ‘bæredygtighed’ mere systematisk med fokus
på kontroversielle områder, hvor en forskellighed af tolkninger gør sig gældende.
Bæredygtighed og bæredygtig udvikling som temaer
Spørgsmålet om bæredygtighed er i en vis forstand uomgængeligt i enhver kultur.
Uden tanke på overlevelse eksisterer samfund ikke længe, og mange vidnesbyrd taler
da også om problemer med faldende udbytter og begrænsede ressourcer ikke blot i
vestlige samfund siden antikken (f.eks. Glacken 1967), men helt tilbage til de tidligste
civilisationer (jf. f.eks. populære fremstillinger som Ponting 1991/2007 og Diamond
2005). Mange vaner og traditioner kan da også relateres til krav om overlevelse og
bestandig produktivitet, og ikke mindst inden for fskeriet har der langt tilbage været
klare restriktioner vendt mod overudnyttelse.
Mere systematiske behandlinger af spørgsmålet om bæredygtighed er dog et rela -
tivt moderne fænomen. Selve ordet ‘bæredygtighed’ er en oversættelse af det engelske
sustainability, der igen er en oversættelse af det tyske Nachhaltigkeit, der på dansk bedst
kan oversættes med ‘holdbarhed’ eller måske ‘vedvarenhed’, svarende til en række andre
oversættelser som eksempelvis det svenske hållbarhet, det spanske sostenibilidad eller
• I ndhold 17
Indeks •Bæredygtighed
det franske durabilité. Ordet blev første gang brugt tidligt i 1700-årene af den tyske
forstteoretiker Hans Carl von Carlowitz i værket Sylvicultura oeconomica (Carlowitz
1713/1732; Grober 2010). Kravet var at sikre vedvarende udnyttelse af skoven for at
undgå overudnyttelse fra især minedrift. Skoven skulle bevares eller “konserveres”, som
det hedder med endnu et centralt begreb, vi skal vende tilbage til. Hos von Carlowitz
var pointen at skabe ligevægt mellem tilvækst og høst gennem 1) effektivisering, 2)
selvbegrænsning og 3) substitution. Skoven måtte kun udnyttes så meget, at den løbende
kunne regenerere sig selv.
Selvom begrebet Nachhaltigkeit var nyt i Europa, var selve idéen om at sikre
langsigtet brug af skovens ressourcer det ikke, og den optræder da også noget tid -
ligere, bl.a. i den franske fnansminister Jean Baptiste Colberts skovforordning fra
1662 som et krav om at videregive skovens frugter til eftertiden (Grober 2010). Idéen
optræder også i en samtidig kommissionsrapport, bestilt af den britiske marine, om
mulighederne for at imødegå en tiltagende træmangel: John Evelyns Sylva, or A
Discourse on Forest-Trees and the Propagation of Timber. Værket blev præsenteret for
The Royal Society i 1662 og et par år efter udgivet som selskabets første publikation.
Hovedærindet var at beskytte eksisterende skove og genplante i ødelagte områder
(Evelyn 1664/1729).
De tyske forstfolks krav om at “konservere” gennem langsigtet planlægning vandt
indpas i et næsten træløst Danmark i 1760’erne med den såkaldte Gram-Langenske
forstordning og senere med Fredskovsforordningen fra 1805, der sikrede kontinuerlig
skovdrift primært gennem plantagedrift, selvom de danske skoves redning dog nok så
meget skyldtes den substitution, som Carlowitz ligeledes anbefalede, især med overgang
til kul som energikilde (Kjærgaard 1991). Den tyske tilgang fk også et århundrede
senere stor indfydelse i et USA, hvis vidtstrakte skovområder hastigt var på retur
på grund af umådeholden skovhugst. Igangsætteren var den europæisk uddannede
leder af det amerikanske skovvæsen 1905-1910 Gifford Pinchot, der indførte kravet
om conservation, der ligesom hos Carlowitz blev tolket som sikring af muligheden for
vedvarende udnyttelse.
Pinchots meget indfydelsesrige opfattelse af conservation havde økonomisk
udvikling som første princip. Tilgangen var udtrykkeligt utilitaristisk: Der skulle sikres
størst mulig nytte i længst mulig tid (Pinchot 1910). Selvom Pinchot tillagde nulevende
generationers udnyttelse førsteprioritet, understregede han hensynet til kommende
generationer som et moralsk krav: Bevarelsen af naturressourcer skal så vidt muligt
sikre ensartede muligheder for lykke og velstand på tværs af generationer. Man må
bruge, hvad man behøver, men uden at fratage efterkommerne det, de vil få behov for.
Beslægtet med kravet om vedvarende skovdrift er spørgsmålet om et lands
langsigtede evne til at brødføde et stigende antal mennesker. Dette tema blev introduceret
• I nd hol d 18
Indeks • Bæredygtighed og bæredygtig udvikling
i slutningen af 1700-tallet med de teoretisk-principielle overvejelser hos de britiske
samfundsteoretikere Thomas Malthus og David Ricardo. Malthus’ grundpointe var, at
befolkningen vokser eksponentielt, mens landbrugsproduktionen kun kan forventes at
stige lineært. Der vil derfor før eller siden blive for lidt jord til for mange mennesker.
Da disse grundlove ikke syntes mulige at ophæve, måtte store dele af menneskeheden
forventes til stadighed at leve på sultegrænsen (Malthus 1798). Ricardo raffnerede
pointen med en antagelse om, at ønsket om familieforøgelse først opstår med øget
rigdom. Det stigende antal mennesker, som økonomisk vækst medfører i et land, gør
det nødvendigt at inddrage stadigt dårligere jord, indtil man vanskeligt kan leve af
den og må give køb på drømmen om en stor familie. Balancen genopstår først, når
hovedparten af landets befolkning lever på et eksistensminimum og opgiver håbet om
familieforøgelse (Ricardo 1817).
Disse teoretiske overvejelser blev senere fulgt op med bredere anlagte og delvist
empirisk orienterede studier. Det tidligste eksempel er amerikaneren George Perkins
Marsh, der i anden halvdel af 1800-årene systematisk indsamlede eksisterende viden
om menneskers påvirkning af omgivelserne for at vise “farerne ved ubetænksomhed” og
nødvendigheden af at “genoprette forstyrrede harmonier” i “overudnyttede områder”
(Marsh 1874). Menneskene var for Marsh på én gang Jordens fornemste beboere og
dens mest destruktive kraft: Mennesker påvirker hurtigere, voldsommere, rammer
bredere og mere uforudsigeligt end andre organismer. Dette forhold forværres kun,
mente han, med civilisationens fremskridt.
Marsh ville vække menneskene, før Jorden blev ubeboelig. Han drømte samtidig
om, at mennesker blev i stand til at udnytte solens varme, orkaners og vinterstormes
vind- og bølgekraft og gøre nedslidte områder frugtbare på ny. En sådan fremtid ville
dog ifølge Marsh tillige kræve en moralsk revolution med større vægt på hensynet til
kommende generationer. Det var ved at være sidste udkald – allerede i slutningen af
1800-tallet. Udfytninger fra det overbefolkede Europa til mere jomfruelige oversøiske
områder kunne ikke længere undgås.
Nogle år senere forsøgte også den amerikanske geolog og palæontolog Nathaniel
Southgate Shaler, en af Pinchots vigtigste inspiratorer, at kortlægge ressourcebegræns -
ninger i en verden med stadigt fere mennesker, et eksponentielt stigende ressourcefor -
brug og en fuldstændig mangel på forståelse for forpligtelsen over for efterkommerne,
kloden og livets arv. En samlet opgørelse over ressourcernes rækkevidde måtte være
første trin mod afslutningen på den hidtidige “barbarisme” (Shaler 1905). Også Sha -
ler opfattede menneskene som regulære ødelæggere, der benytter omgivelserne som
legetøj. Verden syntes allerede tæt på grænsen for, hvad der kunne produceres af føde.
Især i Europa syntes den forventede befolkningsforøgelse på 50% ikke mulig uden
betragtelige fald i levestandard.
• I ndhold 19
Indeks •Bæredygtighed
Marshs og Shalers forudsigelser viste sig ikke umiddelbart at holde vand, men fere
forskere tog efter 2. Verdenskrig handsken op med bøger om problemer med befolk -
ningsvækst, ressourceudtømning og miljøforandringer. De to mest indfydelsesrige
bøger udkom begge i Amerika 1948, nemlig økologen og ornitologen William Vogts
Road to Survival – senere fulgt op med bl.a. People! Challenge to Survival fra 1960 – og
geologen og palæontologen Henry Fairfeld Osborns Our Plundered Planet, tilsvarende
fulgt op af bøger med samme tema og beslægtede titler: The Limits of the Earth fra
1953 og Our Crowded Planet fra 1962. Vogt og Osborn var begge conservationists i den
tysk-amerikanske tradition. Sigtet var vedvarende benyttelse, inspireret af skovbrug
og vildtpleje. Med Pinchot advokerede de for at høste skovens årlige renter uden at
beskadige kapitalen og talte imod kortsigtet proftjagts overudnyttelse og udpining af
jorden. Inspireret af folk som USA’s første professor i wildlife management Aldo Leopold,
der i nogle indfydelsesrige essays om vildtpleje og land ethics havde understreget, at
dyrepopulationer måtte holdes i ave for ikke at overskride miljøets “bæreevne” (Leo -
pold 1933 og 1949), insisterede Vogt og Osborn på, at også populationer af mennesker
måtte holdes inden for bæreevnens grænser.
Vogt anvendte formlen C = B:E, hvor C betegner bæreevnen ( carrying capacity), B
det “biotiske potentiale”, og E miljøets modstand (environmental resistance) (Vogt 1948).
Begrebet ‘bæreevne’ er centralt i denne tradition. Det betegnede oprindeligt skibes
lastkapacitet, men blev fra slutningen af 1800-årene brugt metaforisk om landbrugs -
områders produktivitet, for så i begyndelsen af 1900-tallet at blive brugt i vildtplejen
som mål for størrelsen af levedygtige populationer (Sayre 2008). Da der i 1977 skulle
vælges en dansk pendant til det engelske sustainability valgtes ikke en direkte
oversættelse som ‘holdbarhed’; i stedet refereredes der med ordet ‘bæredygtighed’ direkte til
forestillingen om miljøets begrænsede bæreevne.
Aldo Leopold var en central fgur i pointeringen af vildtets afhængighed af bæ -
reevnen. Men selvom også han var bekymret for, om menneskearten var på vej til at
overskride omgivelsernes bæreevne og ødelægge landets “sundhed”, “modstandskraft”
(resilience) eller “integritet” – han foreslog i 1941 ligefrem et moratorium for befolk -
ningstilvækst – så understregede han omvendt, at bæreevnen ikke var statisk, men
kunne øges gennem ændret brug af redskaber. Før eller siden måtte loven om faldende
udbytte dog forventes at sætte sig igennem (Leopold 1948).
Vogt og Osborn vendte sig derimod mod forestillingen om, at
teknisk-videnskabelige fremskridt udvider grænserne. Fremskridt udsætter blot problemerne og gør
katastrofen så meget desto voldsommere, når den endelig indtræffer (Vogt 1948).
Videnskab og teknologi gør avancerede samfunds destruktivkræfter usammenligneligt
større end tidligere tiders og skaber illusioner om, at mennesker kan skabe
substitutter for naturens basisarbejde (Osborn 1948). Voksende byer og blomstrende industri
• I nd hol d 20
Indeks • Bæredygtighed og bæredygtig udvikling
skaber nok håb, men er reelt blot parasitter på et landbrug, der tvinges til at tænke
kortsigtet med katastrofale følger. Vi må ifølge Vogt opgive drømmen om vækst og
fremskridt, hvis vi skal overleve. Drastiske forandringer syntes uomgængelige, hvis
økologisk kollaps skal undgås (Vogt 1948).
På trods af radikale forløbere som Vogt og Osborn og senere også
Harvardbotanikeren Karl Sax (Standing Room Only: The Challenge to Overpopulation, 1955) og
CalTech-geokemikeren Harrison Brown (The Challenge of Man’s Future, 1954) var
det først i slutningen af 1960’erne, at spørgsmålet om bæredygtighed for alvor slog
igennem som tema – efter et tiår med historiens hidtil voldsomste velstands- og for -
brugsstigning – og med nogle af den forudgående generations elever som spydspidser.
Problemet med begrænsede landarealer og ressourceproblemer blev nu også koblet til
forureningen med miljøfremmede stoffer, som den amerikanske marinbiolog Rachel
Carson gjorde opmærksom på med Det tavse forår fra 1964, og som blev genstand for
en stribe bøger og rapporter i årene efter.
Der tegnede sig snart to hovedlinjer. På den ene side fastholdt især økologen Paul
Ehrlich og hans kone Anne Ehrlich Vogt og Osborns stærke fokus på befolknings -
tilvækst. Ehrlichs The Population Bomb fra 1968 indledtes med en konstatering af, at
kampen for at brødføde menneskeheden allerede var tabt, og at man på kort sigt passivt
måtte bevidne, hvordan hundreder af millioner mennesker sultede ihjel. Populationen
havde overskredet miljøets bæreevne og stod ikke til at redde, før en brutal tilpasning
havde fundet sted (Ehrlich 1968; lidt mere afdæmpet i Ehrlich & Ehrlich 1970).
Den anden føj i debatten, som klarest blev aftegnet af plantefysiologen, den se -
nere grundlægger af Citizens’ Party, Barry Commoner, fokuserede omvendt på sociale
strukturer og nogle på længere sigt ineffektive eller ødelæggende teknologier – fossile
brændsler, atomkraft, kunstgødning, pesticider, plastic og andre syntetiske materialer –
som havde vundet indpas efter 2. Verdenskrig. Det afgørende var at sørge for, at “den
naive tro på videnskab og teknologi” blev opgivet, så der kunne stilles specifkke krav
til den teknologiske udvikling (Commoner 1966 og 1971).
De to føje var dog fælles om at konstatere, at befolkningsvækst, forbrugsvækst
og destruktiv teknologi tilsammen forøger ødelæggelsespotentialet. Det blev klarest
udtrykt i den berømte I=PAT-formel, der kan betragtes som Commoner, Ehrlich og
John Holdrens fælles værk: I ( impact, miljøpåvirkning) = P (population, befolkning) x A
(affuence, velstand) x T ( tec h nology , teknologi) (Ehrlich, Holdren & Commoner 1972).
I=PAT blev senere erstattet af I=PCT, hvor C betegner forbrug ( consumption); øget
velstand fører ikke nødvendigvis til øget forbrug, men kan også omsættes i miljøfor -
bedringer. Med formlen i hånden kan man løbende vurdere, hvilken faktor der bidra -
ger mest, og hvor man bedst begrænser problemerne. Med en vanskeligt håndterbar
befolkningsvækst og et stærkt ønske om øget velstand og forbrug har teknologien dog
• I ndhold 21
Indeks •Bæredygtighed
været den faktor, man efterfølgende primært har forsøgt at sætte ind over for med
voksende krav om “renere teknologi”.
Den voksende bekymring, som også nåede den brede offentlighed fra sidste halvdel
af 1960’erne, kulminerede med FN’s Stockholm-konference om menneskers miljø i
1972. Konferencen blev ledsaget af en stribe udgivelser, hvoraf fere som noget nyt
blev produceret af tværvidenskabelige forskerteams. En af de mest berømte er René
Dubos og Barbara Wards Just One World (Dubos & Ward 1972), der havde status som
konferencens semi-offcielle baggrundsrapport, og som trak på informationer fra 152
eksperter fra 58 lande. En anden er rapporten Man’s Impact on the Global Environment
fra den 100 mand store MIT-tilknyttede forskergruppe Study of Critical Environ -
mental Problems (SCEP 1970); her introduceredes begrebet ‘økosystem-tjenester’,
og den forøgede drivhuseffekt blev for første gang introduceret som tema. Også det
manifest, som redaktionen af tidsskriftet The Ecologist udgav med titlen Blueprint for
Survival (Goldsmith et al. 1972), og hvor der blev plæderet for en radikal omstilling
til et småskala-samfund, blev læst af mange. Den såkaldte Rom-klubs rapport Grænser
for vækst (Meadows et al. 1972) blev dog antagelig den mest omdebatterede af alle.
Hovedbudskabet i den deklaration, der blev vedtaget i Stockholm, var, at det i
fattige lande er underudvikling, der forårsager miljøproblemer, mens årsagen i de
industrialiserede lande er ureguleret industrialisering og teknologisk fejludvikling. Det
er med anbefalingerne fra Stockholm-konferencen i ryggen, at den moderne miljø -
administration blev sat i værk i løbet af 1970’erne i den rige del af verden. Danmark
havde ganske vist allerede oprettet Forureningsministeriet i 1971, men det afgørende
gennembrud herhjemme skete dog først med den store miljø- og planlægningsreform
i 1974 (jf. kapitel 6).
I den fattigste del af verden krævede man omvendt øget bistand til en økonomisk
udvikling, som forventedes at dæmpe presset på det omgivende miljø. Den voksende
opmærksomhed på miljø- og ressourceproblemer blev dog fortsat betragtet med stor
skepsis i de fattigste lande. Man anede en ny konspiration for at fastholde uligheden.
Der blev i 1970’erne gjort fere forsøg på at bygge bro mellem bekymringen for so -
ciale uligheder og for tiltagende miljøbelastninger, men de to debatter forløb oftest i
separate spor. Til den ene side blev økonomisk vækst betragtet som den essentielle del
af begrebet ‘udvikling’, mens miljøbelastning og ressourceproblemer kun forbigående
nævnes som langsigtede trusler. Det gælder selv i den højt proflerede Brandt-rapport
North-South. A Programme for Survival, der udkom i 1980 (Brandt et al. 1980).
Modsat fravalgtes spørgsmål om ulige social og økonomisk udvikling udtrykkeligt i den
samtidige amerikanske Carter-administrations omfattende Global 2000 Report to the
President om de problematiske globale miljøforandringer (Barney et al. 1980).
Et forsøg på at forbinde de to spor publiceredes dog allerede samme år med
• I nd hol d 22
Indeks • Bæredygtighed og bæredygtig udvikling
IUCN, UNEP og WWF’s World Conservation Strategy. Rapporten markerer sig med
sin titel som viderefører af ressourcebevarelses-traditionen. Centralbegrebet
conservation defneres – helt i tråd med formuleringer hos von Carlowitz og direkte inspireret
af Pinchot – som brug af biosfæren, så “den kan yde det størst mulige bæredygtige
udbytte for nuværende generationer, samtidig med at den bevarer sit potentiale til at
imødekomme kommende generationers behov (needs) og bestræbelser (aspirations)”
(IUCN 1980). I forordet pointeres det, at mennesker i deres legitime stræben efter
økonomisk udvikling må indse realiteten af ressourcebegrænsning og af økosystemers
begrænsede bæreevne og tage hensyn til fremtidige generationers behov.
I rapportens undertitel Living Resource Conservation for a Sustainable Development
fndes den første anvendelse af begrebet ‘bæredygtig udvikling’. “Hvis formålet med
udvikling er at fremme social og økonomisk velfærd”, hedder det i indledningen, “så er
formålet med bevarelse (conservation) at sikre Jordens evne til at opretholde udvikling
(sustain development) og understøtte alt liv” (IUCN 1980). Det var et af rapportens
hovedærinder at identifcere områder, hvor interesser i henholdsvis conservation og
udvikling kunne samvirke, og hvor parløb mellem de to processer var til gensidig for -
del. ‘Udvikling’ blev defneret bredt som forandringer med henblik på at “tilfredsstille
menneskelige behov og forbedre menneskelige livs kvalitet”, men økonomisk vækst
udgjorde tydeligvis en væsentlig del heraf. For at blive bæredygtig skulle udviklingen
blot også tage hensyn til “sociale og økologiske faktorer”.
Målet var udvidet menneskelig udfoldelse, ikke at undgå påvirkning af biosfæren.
Anvendelsen skulle blot være effektiv, langsigtet og rimeligt fordelt på tværs af både
generationer og nationer. Kloden er til låns, og der må ikke bruges af kapitalen, her -
under basale “økologiske processer” og “livsunderstøttende systemer”, men alene af
afkastet. Når udvikling og naturbevarelse ifølge IUCN burde forenes – og ikke længere
betragtes som modsætninger – så skyldtes det især, at stigende behov fra stadigt fere
mennesker i de såkaldt “underudviklede” lande fører til kortsigtethed i anvendelsen
af basale ressourcer. Alene (økonomisk) udvikling kan bryde denne onde cirkel.
I 1983 nedsatte FN en verdenskommission for miljø og udvikling med den tidligere
norske statsminister Gro Harlem Brundtland i spidsen. Hvor IUCN i udgangspunktet
primært var orienteret mod bevarelse, conservation, var Brundtland-kommissionens
fokus i højere grad rettet mod global ulighed. Fire år efter afeverede kommissionen
rapporten Our Common Future (dansk: Vores fælles fremtid ), som mange mennesker
fortsat forbinder begrebet ‘bæredygtig udvikling’ med. De centrale formuleringer
er dog ikke voldsomt anderledes end i IUCN’s. Det gælder også den efterhånden
velkendte defnition af bæredygtig udvikling som en udvikling, der “dækker nutidens
behov uden at undergrave fremtidige generationers mulighed for at dække deres egne
behov” (WCED 1987).
• I ndhold 23
Indeks •Bæredygtighed
Målsætninger i forhold til: Rige lande Fattige lande
Nutidige generationer Et godt liv (herunder vækst Udvikling – til bedre liv
og velfærd) (herunder øget vækst og
velfærd)
Fremtidige generationer Bæredygtighed (herunder Bæredygtig udvikling
(herfortsat mulighed for vækst under fortsat mulighed for
og velfærd) øget vækst og velfærd)
Figur 1.1. Skematisk fremstilling af bæredygtighed og bæredygtig udvikling ifølge både
IUCN, UNEP og WWF’s World Conservation Strategy (IUCN 1980) og
Brundtlandrapporten (WCED 1987).
Rapporten understreger igen, at bæredygtig udvikling handler om etiske hensyn med
begrebet ‘rimelighed’ (equity) som omdrejningspunkt. Enhver må afpasse sit forbrugs -
niveau, så det forbliver “inden for grænserne af det økologisk mulige”, selv hvis alle
andre opnår et tilsvarende niveau. Tolkningen er dermed mere kantiansk end Pinchots
utilitaristiske: Man bør kun efterstræbe en forbrugsstandard, som er mulig for alle
mennesker på kloden at opnå, uden at de økologiske forudsætninger undermineres.
At det ikke kun drejer sig om hensyntagen til de nærmeste, men om alle mennesker
inden for en generation, uanset kultur og rumlig placering, følger ifølge rapporten
logisk af anerkendelsen af kravet om social rimelighed på tværs af generationer. Mel -
lemregningen er den, at hvis man drager omsorg for ukendte mennesker fjernt i tid,
er det logisk også at drage omsorg for ukendte mennesker fjernt i rum eller kultur.
Det ved første øjekast radikale i et krav om at afpasse sit forbrug til et niveau, som
alle verdensborgere vil kunne opnå, modifceres straks af rapportens insisteren på, at
en betydelig økonomisk vækst både er mulig og anbefalelsesværdig i kraft af renere
teknologi: mindst 5-6 % årlig vækst i de fattigste lande – og 3-4% i de rigeste for at
skabe fornøden efterspørgsel efter varer produceret i de fattige lande (WCED 1987).
Hvis så markante (og tilsyneladende tidsubegrænsede) vækstrater er bæredygtige,
betyder det, at der end ikke af de rigeste kræves tilbageholdenhed. De rigeste skal blot
omstille teknologien gennem effektivisering og substitution, dvs. følge de to første af
von Carlowitz’ tre tidligere nævnte anbefalinger. Den sidste anbefaling, selvbegræns -
ningen, syntes ikke længere relevant. Der forventedes at være rigelige ressourcer, når
økonomisk vækst kobles med en “økologisk modernisering” med fokus på teknologisk
innovation og løbende substitution af begrænsede ressourcer.
På FN’s Rio-konference i 1992 blev bæredygtig udvikling konfrmeret som et etisk
krav om at kombinere tværgenerationel og tværnational rimelighed, hvor begrænsning
af miljøbelastning blev direkte forbundet med økonomisk udvikling, primært i fattige
• I nd hol d 24
Indeks • Bæredygtighed og bæredygtig udvikling
lande. I Rio-deklarationen om Miljø og Udvikling hedder det, at “retten til udvikling må
anerkendes for på rimelig vis (equitably) at opfylde udviklingsmæssige og
miljømæssige behov hos såvel nuværende som fremtidige generationer” (UN 1992, Princip 3).
Miljøbeskyttelse skal udgøre en integreret del af udviklingsprocessen (Princip 4), og
landene skal indgå partnerskab i overensstemmelse med et ansvar, der er “fælles men
differentieret” (Princip 7) efter deres uensartede medvirken til miljøproblemers opståen
og uens økonomisk og teknologisk formåen. Også her udgør teknologisk effektivitet
og innovation omdrejningspunktet. Behov for befolkningsbegrænsning nævnes kun i
forbifarten, og krav om selvbegrænsning er helt fraværende.
I perioden efter Brundtlandrapporten har der således været en markant tendens til
at betragte hensynet til kommende generationer som foreneligt med ønsket om
økonomisk vækst. Budskabet har været, at med en konsekvent satsning på renere teknologi
kan stadigt fere ønsker tilfredsstilles på stadigt mindre belastende vis, bl.a. gennem
effektivisering og forlænget levetid, gennem genanvendelse af produkter og materialer,
gennem fastholdelse af ikke-biologiske materialer (de såkaldt “tekniske næringsstof -
fer”) i lukkede kredsløb, gennem dematerialisering af de funktioner, vi ønsker opfyldt,
og gennem øget anvendelse af bionedbrydelige materialer (jf. f.eks. Weizsäcker et al.
1998; Hawken et al. 1999; McDonough & Braungart 2002 og 2008; EMF 2012/13).
Ideelt set burde produkter designes på en måde, så de ikke blot genbruges
(recycling) eller kun langsomt forringes (downcycling), men direkte forbedres (upcycling),
og hvor brugen generelt forbedrer livsbetingelserne for både mennesker og andre
organismer (McDonough & Braungart 2008). Flere mennesker, øget aktivitet og øget
forbrug bliver i så fald i princippet en fordel for alle parter. Spørgsmålet er dog, hvor
troværdigt det er som generel strategi. Da mange arter har svært ved at overleve de
voldsomme omstillinger, som menneskelige aktiviteter udsætter dem for, er det svært
at se, hvordan en upcycling, der har andre arters velbefndende for øje, i praksis er mulig
på mere end begrænsede områder.
Der tegner sig dog stadig mange muligheder for på kort sigt at øge bæredygtig -
heden uden at begrænse den økonomiske vækst – eller for ligefrem at anvende de nye
idéer som motor for fornyet vækst. Derfor er det også først for nylig, at behovet for
selvbegrænsning – Carlowitz’ tredje princip – igen for alvor er blevet tematiseret efter
at have været nedtonet siden midten af 1970’erne. I dag har kravet om selvbegrænsning
mange steder fået fornyet luft under overskriften degrowth eller på fransk: décroissance,
der på dansk kan oversættes til ‘nedvækst’, ‘afvækst’ eller ‘modvækst’ (jf. hertil kapitel
3), ofte inspireret af førende vækst-skeptikere fra 1970’erne som Nicolas Georgescu–
Roegen, Herman Daly, E.L. Schumacher og Ivan Illich.
Den stærkt udbredte tro på, at hensynet til kommende generationer kan
kombineres med økonomisk vækst, har fra midten af 1990’erne og frem gjort det populært
• I ndhold 25
Indeks •Bæredygtighed
at tale om ‘bæredygtighed’ som et begreb med tre dimensioner: en økonomisk, en
miljømæssig og en social. Samtidig er det globale retfærdighedsperspektiv udvandet,
så mange efterhånden bruger begreberne ‘bæredygtighed’ og ‘bæredygtig udvikling’
synonymt – og ofte endda anvender dem synonymt med ‘bæredygtig vækst’. Hvor den
økonomiske vækst i 1970’ernes I=PAT-formel blev betragtet som en faktor, der med -
virkede til at undergrave bæredygtigheden, kan man med den nye tilgang angiveligt
slet ikke tale om bæredygtighed, hvis der ikke er økonomisk vækst.
Selvom denne tolkning oprindeligt blev udviklet med udgangspunkt i et
virksomhedsperspektiv (Elkington 1998), bruges den efterhånden af mange på samfundsniveau.
Ligesom ansvarlige virksomheder bør operere med en tredobbelt bundlinje (triple
bottom line), hvor den primære interesse i at opnå økonomisk overskud (proft)
suppleres med opgørelser over social ansvarlighed (people) og miljømæssig nænsomhed
(planet), så bør bæredygtige samfund ifølge denne tankegang sørge for at “afkoble”
den fortsat højest prioriterede økonomiske vækst fra miljømæssige konsekvenser og
tage tilstrækkelige sociale og rimelighedsmæssige hensyn. Alternativt kan man med
cradle-to-cradle-bevægelsen tale om en triple top line, hvor man ikke blot prøver at undgå
at forringe den bestående tilstand, men i design-processen bevidst sigter på at skabe
forbedringer på hvert af de tre områder (McDonough & Braungart 2002 og 2008).
Den treleddede tolkning er dog langtfra den eneste. Inden vi ser lidt nærmere på,
hvordan bæredygtighedsbegrebet ellers kan forstås, vil det imidlertid være værd at stille
skarpt på grundene til, at bæredygtighedsdebatten har haft så central en placering de
seneste årtier.
Baggrunden for bæredygtighedsdebatten
Det er langtfra tilfældigt, at debatten for alvor slog igennem ikke blot i videnskabelige
kredse, men også i den brede offentlighed i slutningen af 1960’erne, og at den trods
bølgegange har været fastholdt siden. Baggrunden skal ses i nogle voldsomme foran -
dringer, der har fundet sted det seneste halve århundrede. For det første kan man pege
på en enestående befolkningstilvækst, målt i både absolutte og relative termer. Hvor det
tog årtusinder at nå den første milliard mennesker, blev den næste nået på godt 100
år og den tredje allerede 30 år efter. Hver af de efterfølgende milliarder har det blot
taget 12-15 år at nå, jf. fgur 1.2.
Da Malthus skrev sit Essay, boede der mindre end 1 mia. mennesker på Jorden.
Vogt og Osborns bøger blev til i en verden med 2,5 mia. mennesker. Da Paul Ehrlich
(sammen med sin kone Anne) skrev om Befolkningsbomben i slutningen af 1960’erne
(Ehrlich 1968) var der kommet godt 1 mia. fere til. Da ægteparret to årtier senere
skrev Befolkningseksplosionen (Ehrlich & Ehrlich 1990), var de 5 mia. passeret. Vi har
• I nd hol d 26
Indeks • Bæredygtighed og bæredygtig udvikling
10
2048
9
2028
8
2013
7
1999
20 år6
1987 15 år
5
14 år
1974
4
12 år
1959
3
13 år
1922
15 år2
1804
37 år
1
118 år
0
1800 1850 1900 1950 2000 2050
Befolkning i milliarder Verdens samlede befolkning
Figur 1.2. Den globale befolkningsudvikling 1800-2050. Hvor det tog årtusinder at nå den
første milliard, er de efterfølgende milliarder kommet til med stadigt kortere mellemrum.
Specielt efter 2. Verdenskrig har udviklingen taget fart. På trods af faldende fødselsrater i
det meste af verden, kan befolkningen først forventes at stabilisere sig efter 2050 på mindst
9 mia. mennesker (U.S. Census Bureau 2004).
netop passeret de 7 mia., og ved århundredets midte vil vi antagelig være 9. I nogle af
de nyeste prognoser forventes tilmed, at vi ved århundredets slutning kan tænkes at
nå helt op på 11 mia. (UN 2013). Det er en helt ekstrem udvikling.
Nok så markant er dog den økonomiske vækst i perioden. Verdens samlede
bruttonationalprodukt er alene i perioden siden 2. Verdenskrig femdoblet. Set over hele
det seneste århundrede er det mere end tyvedoblet. Selv målt pr. verdensborger har
den økonomiske vækst været kraftigere end befolkningstilvæksten det seneste halve
århundrede. Hvor BNP pr. verdensborger i 1940 er blevet anslået til omkring 2000
$ (1990-dollars) i det såkaldte Maddison Project, er tallet i dag omkring 4 gange så
højt (Bolt & van Zanden 2013). Disse gennemsnitstal dækker naturligvis over enorme
forskelle både i og på tværs af landene. Figur 1.3 viser, hvor ekstrem den økonomiske
vækst har været i et land som USA. Ser man nogle årtier frem, vil det imidlertid ikke
være de befolkningsmæssigt stagnerende vestlige industrilande, der tegner sig for det
største output på verdensplan, men derimod ny-industrialiserede lande som bl.a. Kina,
Indien og Brasilien (UNDP 2013). 9/10 af verdens befolkning vil da også snart befnde
sig uden for de traditionelle industrilande.
• I ndhold 27
Indeks •Bæredygtighed
16
Finanskrise
14
dot.com-krisen
12
10
Golfkrigen 1991
9
1973-1974 og1978
6 Oliekrisen
4
2. Verdenskrig
1940-1945
Den store
2 depression
1929-1939
0
1800 1820 1840 1860 1880 1900 1920 1940 1960 1980 2000
USA’s BNP 1790-2012 i billioner. Årlig BNP tilpasset ination (2009-dollars)
Figur 1.3. Eksponentiel økonomisk vækst i USA 1871-2009 (2005-dollars). På trods af de
i fguren nævnte problemer undervejs har der været tale om en syvdobling af BNP siden
2. Verdenskrig, svarende til omkring en tredobling af BNP pr. indbygger, på trods af både
krige og økonomiske depressioner undervejs (gengivet efter visualizingeconomics.com baseret
på tal fra measuringworth.com).
Udviklingen i det tredje led i I=PAT-ligningen, teknologien, kan ikke på samme måde
som de øvrige sammenfattes i en enkelt graf. En stærk indikator er dog udviklingen
i anvendelsen af energikilder. I Figur 1.4 ser man således tydeligt både en
eksponentiel vækst, som er helt parallel til væksten i de tidligere viste fgurer, specielt efter 2.
Verdenskrig, og et markant skift fra biomasse til især fossile brændsler som kul, olie,
gas og senest også skifergas og tjæresand, der alle er kendetegnet ved betydelige mil -
jømæssige omkostninger.
Ud over den voldsomme forøgelse af tilgængelig energi, der ikke umiddelbart
udspringer af de soldrevne kredsløb, er den moderne teknologi karakteriseret ved
anvendelse af materialer, der enten slet ikke indgår i de traditionelle kredsløb eller –
hvis de gør – ikke optræder i så voldsomme mængder. Ikke mindst er der tale om en
lineær brug-og-smid-væk-strategi, hvor stadigt større mængder af energi og ressourcer
mobiliseres i den ene ende for at blive anvendt i produkter, der efter kort levetid ender
som miljøbelastende affald i den anden.
• I nd hol d 28
Indeks • Bæredygtighed og bæredygtig udvikling
600
550
500
450
400
350
300
250
200
150
100
50
0
1850 1875 1900 1925 1950 1975 2000 2008
Andre vedvarende energikilder Olie
Atomkraft Kul
Vandkraft Biomasse
Gas
Verdens primære energiforbrug
(GEA-Standard)
Figur 1.4. Verdens energiforbrug 1850-2008, fordelt på energikilder (GEA 2012).
Et voksende antal mennesker udgør ikke i sig selv et problem, lige så lidt som hastig
økonomisk vækst eller et voksende energiforbrug gør det. Der er først tale om et pro -
blem, hvis det voksende antal menneskers aktiviteter tilsammen forbruger så mange
ressourcer, at der ikke fortsat vil være “lige så meget og lige så godt” tilbage, som den
engelske flosof John Locke formulerede det for godt tre århundreder siden (Locke
1688), eller hvis livsvigtige økologiske systemtjenester ikke længere kan opretholdes.
Mere generelt formuleret er der først tale om et problem, hvis de samlede konsekvenser
af øgede aktiviteter ender med at være negative, eller hvis aktiviteterne systematisk
undergraver udsatte gruppers livsmuligheder.
Det er naturligvis vigtigt, om der alene er tale om forbigående problemer, som
kan håndteres med øget omhu og elegance, eller om den menneskelige aktivitet er
blevet så omfattende, at den må forventes at skabe kroniske problemer. Ingen generel
indikator kan fange alle de specifkke problemer og forskelle (Møller 2001; Chri -
stensen & Møller 2001), og man må i stedet pege på en række forskellige mål, der
indikerer voksende problemer (jf. f.eks. Steffen et al. 2004; UNEP 2012). Skal man
alligevel vælge et enkelt mål, der både fremhæver væsentlige forhold og er illustrativt
• I ndhold 29
Indeks •
EJBæredygtighed
med hensyn til menneskets gennemgribende aktivitet, vil det mest oplagte dog være
størrelsen af det dyrkede og potentielt dyrkbare landareal på kloden i forhold til
antal mennesker. Det indikerer ikke blot, hvor stort et pres der er tale om med det
stigende antal mennesker – ikke alene på selve landarealet, men også på diversiteten
af de organismer, der lever på det – men siger også noget om mulighederne for at
omstille teknologien ved at vende tilbage til biomasse som materiale- og
energiressource.
Klodens samlede landområde er på næsten 15 mia. ha. Mens der så sent som midt
i sidste århundrede endnu var mere end 5 ha pr. verdensborger, vil der med 9 mia. i
midten af dette århundrede kun være 1,65 ha tilbage. I 2005 var godt 1,7 mia. ha eller
11,5 % af klodens samlede landområde opdyrket (CIA 2011). Det svarede til blot 0,24
ha pr. verdensborger. FN’s fødevare- og landbrugsorganisation FAO har vurderet det
ultimativt dyrkbare areal til at være omkring 3,8 mia. ha (FAO 2000), hvis man
inddrager selv de allerringeste områder, fælder regnskovene etc. En mindre ekstrem, men
stadig temmelig optimistisk vurdering, medtager omkring 15 % eller 2,3 mia. ha som
potentielt dyrkbart land. Det svarer til 0,32 ha pr. verdensborger nu, 0,25 ha midt i
århundredet og 0,2 ha sidst i århundredet. Skal det undgås, at biologisk diversitet går
tabt, bliver tallene endnu mindre.
Det daglige energiforbrug for en aktiv person er på 2500 kcal eller godt 10000 KJ;
det årlige energiforbrug er 3,7 GJ. Dyrkes bælgfrugter, vil de globalt gennemsnitlige
0,24 ha lige række til at holde et menneske i live, hvis intet spildes, og arealet ikke
bruges til andre formål (beregnet på basis af tal fra DMU og Danmarks Statistik 2010).
Korn kan brødføde 2 personer. Med rodfrugter rækker arealet måske til 10 personer.
Skal fødevarerne først gennem husdyr, ganges det nødvendige areal med mindst en
faktor 3-5 (for oksekød 10-25).
Ifølge Verdensnaturfonden WWF’s seneste opgørelse over de såkaldte “økologi -
ske fodaftryk” anvender danskerne et areal på over 5 ha pr. indbygger (WWF 2012),
størstedelen uden for landets grænser. Dvs. omkring 20 gange det dyrkbare areal, der
gennemsnitligt er til rådighed for en verdensborger. Medtages det areal, som kræves
til at opsuge den mængde CO , vi udsender (det såkaldte carbon footprint), nærmer vi 2
os 8 ha, hvori dog også uopdyrkede arealer indgår.
I Kina og Indien er det dyrkede areal pr. indbygger allerede i dag blot 0,12 ha (CIA
2011; FAO 2011). I Indien forventes befolkningen at forøges med omkring 50 % over
det næste halve århundrede, hvilket efterlader under 0,1 ha pr. indbygger. I Bangladesh
er arealet allerede under 0,05 ha, befolkningsvæksten er højere end i Indien, arealet
endnu mere udnyttet – og de mange lavtliggende områder er særligt udsat over for
klimatiske forandringer.
Det areal, der gennemsnitligt kræves for at give et menneske tilstrækkeligt med
• I nd hol d 30
Indeks • Bæredygtighed og bæredygtig udvikling
energi, er ganske vist siden 2. Verdenskrig halveret – fra knap 0,5 til 0,25 ha med
bælgfrugten majs – på grund af forædling, brug af hjælpestoffer, effektivisering og
mindsket spild (Steffen et al. 2004). Det er dog højst usikkert, om denne tendens kan
fortsættes, eller om den stadigt mere intensive dyrkningsform tværtimod giver bagslag
på grund af overudnyttelse og uheldige virkninger.
I Verdensnaturfondens opgørelse anvendes tre fjerdedele af klodens samlede dyrk -
bare areal. For et halvt århundrede siden havde vi kun lige passeret halvdelen (WWF
2012). Medtages det areal, som kræves til at opsuge udledte drivhusgasser, er kapaciteten
allerede overskredet med 50 %. Man skal være forsigtig med opgørelser, der ikke tager
højde for forskelle i frugtbarhed, klimatiske betingelser, muligheder for innovation og
effektivisering etc. Lige så klart er det dog, at det beskedne areal, der bliver til rådighed
pr. indbygger i lande som Indien og Bangladesh, hvor befolkningstætheden forøges,
uundgåeligt vil føre til problemer og ikke mindst til et voldsomt pres på områder, der
fungerer som refugier for andre arter.
Kun store forskelle i forbrug af areal gør, at klodens kapacitet ikke er overskredet,
og med den voksende levestandard i mange lande intensiveres kampen om landet til
produktion af henholdsvis fødevarer, foderstoffer, fbre, råstoffer og brændstoffer – og
plads til andre arter. Kommende generationer vil ikke kunne opnå en livsstil som de
rige landes, hvis ikke de enten accepterer uligheden, reducerer befolkningstallet eller
kraftigt reducerer det arealforbrug, rigdommen hidtil har været forbundet med.
Hvad betyder ‘bæredygtighed’?
Vi har hidtil set på bæredygtighedstankens historie og på nogle af grundene til, at
spørgsmålet om bæredygtighed er blevet så centralt, men uden systematisk at undersøge
begrebet. Lad os nu gå tættere på, hvad begrebet mere præcist dækker over.
I udgangspunktet kan de feste blive enige om, at det handler om at bevare eller
fortsætte med et eller andet, som vi i første omgang blot kan kalde X, på et vist niveau.
Hvad er dette X, og hvorfor og af hensyn til hvem skal det bevares?
Et første bud kunne være det nuværende antal mennesker. Det er dog langtfra et
indlysende formål at bevare netop det antal, som tilfældigvis lever nu. Det giver hel -
ler ikke mening at kræve, at vi skal være så mange som muligt. Man kunne som andet
bud forsøge sig med den klassiske utilitaristiske tilgang, som Pinchot benyttede, hvor
man tilstræber størst lykke uanset fordeling. Tager man dette krav helt bogstaveligt,
indebærer det, at der skal være fere mennesker i verden, hvis alle blot bidrager med
en lille smule lykke. Omvendt må vi skille os af med ulykkelige folk, hvis vi i stedet
vil hæve gennemsnittet (Parft 1986). Ingen af disse muligheder forekommer hverken
attraktive eller dækkende for begrebet bæredygtighed.
• I ndhold 31
Indeks •Bæredygtighed
Man kunne i stedet kræve, at der i det mindste ikke lægges hindringer i vejen for,
at fremtidige mennesker kan opnå lykke eller velfærd på niveau med vores. Man kunne
alternativt lægge større vægt på frihed end på lykke og sige, at der ikke bør opbygges
uoverstigelige barrierer, som forhindrer fremtidige folk i at forfølge deres egne mere
eller mindre velovervejede forestillinger om et godt liv.
I fere af de formuleringer, vi tidligere er stødt på, hedder det lidt vagt, at opfyl -
delse af nuværende generationers behov ikke bør forhindre kommende generationer
i at få tilfredsstillet deres behov (Pinchot 1910; IUCN 1980; WCED 1987). Det er
sjældent ganske klart, hvad der menes med ‘behov’. I Brundtlandrapporten hedder det
eksempelvis, at folk i udviklingslande ikke blot har krav på at få opfyldt basale behov,
men tillige “har legitime forhåbninger (aspirations) om forbedret livskvalitet” (WCED
1987). Omvendt må der være grænser for, hvor omfattende behov man kan forpligte
sig til, at fremtidige mennesker får mulighed for at opfylde.
Forsøg på at præcisere niveauet leder til yderligere spørgsmål. Det er for fattigt
blot at efterlade fremtidige folk lige præcis nok til at opfylde de allermest basale -be
hov. Omvendt er det logisk inkonsistent at kræve, at hver generation skal opføre sig
puritansk for generøst at give efterkommerne mulighed for overdådige liv. En mel -
lemposition kunne være, at kommende generationer får mulighed for at leve liv på
niveau med vore egne.
Spørgsmålet er så, hvad dette ‘vi’ dækker over. Der vil være himmelvid forskel på,
om der med ‘vi’ menes familien, slægten, nationen eller den samlede verdensbefolk -
ning. Taler vi f.eks. om den gennemsnitlige velstand for verdens befolkning eller blot
om dem, der ligger midtvejs, vil der for fremtidige danskere være tale om voldsomme
forringelser i forhold til nu. Skal vi undgå sådanne forringelser uden at give køb på
den globale tilgang, må der skabes mulighed for, at kommende generationer generelt
kan opnå levestandarder i stil med den nuværende danske.
Næste spørgsmål er, om det gælder uanset antallet af mennesker? Det hævdes
ofte, at problemet ikke er de mange mennesker globalt, men alene de mange rige
mennesker, der bruger uforholdsmæssigt meget af ressourcerne. Men hvis bæredygtighed
indebærer, at alle skal have mulighed for at opnå levestandarder som i velstående
lande, bliver antallet af mennesker et helt centralt spørgsmål. Jo fere mennesker, der
fremtidigt sættes i verden med forventninger om høj levestandard, desto større krav
bliver nulevende generationer pålagt.
Gifford Pinchot skrev i 1910, at forpligtelsen består i at bruge, hvad vi behøver,
uden at fratage efterkommerne det, de behøver, selv hvis den amerikanske befolkning
når op på 200 millioner eller sågar 3 eller 5 gange så mange (Pinchot 1910). Kan det
være rigtigt? Gælder det også globalt? Også selvom der er store forskelle på, hvor
tilvæksten sker? Indebærer sikringen af globale minimumsstandarder, at nulevende
• I nd hol d 32
Indeks • Bæredygtighed og bæredygtig udvikling
mennesker i ét land må skære ned på levestandarden, fordi befolkningen vokser i andre
lande?
Hvis vi for en stund ser bort fra uligheder, hvad skal der så til, før kommende
generationer får mulighed for at opnå en vis levestandard eller for at forfølge egne
forestillinger om det gode liv? Lad os samtidig i første omgang antage, at bæredyg -
tighed handler om at være tilbageholdende, og at vi ikke skal blande os i, hvad
kommende generationer vil bruge ressourcerne til. Vi bør i så fald være neutrale i forhold
til forestillinger om det gode liv og blot holde muligheder åbne uden “paternalistisk”
at vælge og vrage blandt dem.
Hvad vil konsekvensen være af tilstræbt neutralitet? Ét bud er at fastholde den
eksisterende mængde af ressourcer for eftertiden. I den danske regerings Natur- og
miljøpolitisk redegørelse fra 1995 blev der eksempelvis taget udgangspunkt i idéen om
et såkaldt “økologisk råderum”, en idé, der oprindelig stammer fra Holland (VROM
1993; Opschoor & Weterings 1994). I Miljøministeriets redegørelse defneres
råderummet som “den mængde naturressourcer (luft, vand, jord, mineraler, energikilder,
naturarealer, planter og dyr m.v.), der kan bruges pr. år, uden at vi forhindrer fremti -
dige generationer i at få adgang til den samme mængde og kvalitet”. Hvert menneske
tilkendes en ret til sin nøje afmålte del af det økologiske råderum uanset placering i
rum og tid (Miljøministeriet 1995).
Tager man kravet helt bogstaveligt, er der tale om “ren og skær kommunisme”,
som en af ministeriets medarbejdere bemærkede ved en konference, der blev afholdt
kort tid efter, at tilgangen var forladt. Skal alle tildeles præcis samme råderum, må man
se stort på ejendomsrettigheder og nationale grænser. Tilgangen er også ret upraktisk
med den løbende omfordeling. Ser vi fortsat bort fra fordelingsspørgsmålet, så er den
overordnede pointe den, at man skal søge at fastholde eksisterende ressourcer kvanti -
tativt og kvalitativt. Tilgangen er tilstræbt neutral ved bevidst at undlade at forholde
sig til ressourcernes fremtidige anvendelse. Det er imidlertid samtidig en ekstremt
stærk tolkning af begrebet ‘bæredygtighed’. Tager man kravet på ordet, må der ikke
mistes så meget som et enkelt træ, ikke fjernes blot en enkelt hjort eller myg, ikke
brændes blot en enkelt liter olie. End ikke genanvendelige materialer kan benyttes, da
der uvægerligt sker forringelse i brug.
Det bliver hurtigt absurd. Selv hvis man har sympati for idéen om, at kloden er til
låns og skal gives videre i samme stand, som man selv modtog den, må der være mulighed
for ændringer, hvor tab opvejes af tilførte goder. Man kunne eksempelvis sige, at forbrug
af ressourcer er acceptabelt i den udstrækning, substitution eller kompensation er mulig.
Denne pointe brugte fere økonomer allerede tidligt i 1970’erne til at kritisere den
bekymring for ressourceudtømning, som bl.a. kom til udtryk på Stockholm-konferencen
i 1972 (Solow 1974 og 1993; Hartwick 1976; jf. også Neumeyer 2003).
• I ndhold 33
Indeks •Bæredygtighed
Det næste spørgsmål bliver så, hvor forskellig substitutionen eller kompensationen
må være i forhold til udgangspunktet. Kan en fældet egeskov kompenseres med en
nyplantet bøgeskov? Er plastiktræer tilstrækkelige? Hvad hvis man lægger en
frhjulstrækker oveni? Hvor går grænsen for, hvad der kan handles med? Med udgangspunkt
i forestillinger om det gode liv kan man direkte overveje, om ét gode er tilstrækkeligt
til at opveje et andet. Opvejes tabet af en art f.eks. af billigere vandkraft? Hvis man
derimod tilstræber neutralitet, fordi man ikke mener at kunne afveje i den slags spørgs -
mål på kommende generationers vegne, tvinges man til at gøre et af to. Enten fastholder
man et absurd stærkt krav om, at absolut intet må forandres. Eller også overlader man
det til folks subjektive præferencer at afgøre værdien af de enkelte goder. Man kan så
nøjes med at kræve, at den samlede (økonomiske) værdi ikke forringes. Så kan folk
både nu og i fremtiden selv vælge inden for nogle økonomiske rammer, som ikke må
indsnævres over tid.
Den sidste tilgang er den, man fnder hos mange (neoklassiske) økonomer. Det,
der skal bevares, er ikke konkrete goder, men den eksisterende mængde kapital, uanset
hvordan den fordeler sig på naturkapital (arter og mineraler), produceret kapital (ma -
skiner og veje), human, intellektuel og social kapital (fællesskab, viden og fungerende
institutioner). Udviklingen er positiv, hvis der ved slutningen af en periode er større
økonomisk værdi end ved begyndelsen, selv når værdien af tabte naturressourcer og
af forureningseffekter som sygdom etc. er fratrukket. Der er i så fald tale om en “reel
opsparing” (genuine savings) (Hamilton 1994; World Bank 1997; Det Økonomiske Råd
1999; Mortensen & Andersen 2001).
I regeringens Natur- og miljøpolitisk redegørelse fra 1999 anvendtes dette
bæredygtighedsbegreb side om side med idéen om økologisk råderum: “Der er tale om
reel opsparing, når den samlede beholdning af kapital er voksende, målt i økonomisk
værdi, uanset hvilke former for kapital, der er tale om” (Miljøministeriet 1999). For -
svinder et tidligere beskyttet naturområde f.eks. under en motorvej, er det OK, hvis
blot der er større betalingsvilje bag motorvejen. I de bæredygtighedsstrategier, som
VK-regeringen udgav fra 2002 og frem, blev BNP pr. indbygger, reel opsparing og
afkobling mellem økonomisk vækst og (fre udvalgte former for) miljøbelastning helt
i tråd hermed anvendt som hovedindikatorer for bæredygtighed (Regeringen 2002
og 2009).
Det X, som skal bevares, er ifølge denne svage tolkning af bæredygtighedskravet
alene den samlede mængde kapital uanset fordeling på typer. Ifølge en endnu svagere
version er det end ikke nødvendigt at holde kapitalen intakt. Det afgørende er alene
at bevare muligheden for at fortsætte med afkast af ressourcerne på linje med det
eksisterende. Man tilstræber her at fastholde et bestemt indkomstniveau ved at bevare
indkomstens kilder. Kan kapitalen anvendes mere effektivt, så afkastet bliver større pr.
• I nd hol d 34
Indeks • Bæredygtighed og bæredygtig udvikling
enhed, kan kapitalen mindskes, uden at kommende generationer snydes (Bartelmus
1987; Pearce 1987).
Andre er gået endnu længere og har spurgt, hvad der gør netop den nuværende
levestandard så speciel, at den absolut ikke må reduceres (Beckerman 1999 og 2002).
Folk har jo tidligere været væsentligt fattigere. Hvis kravet er at sikre lighed på tværs
af generationer, så kan vore efterkommere forventes at ligge langt over det historiske
gennemsnit, også selvom de udsættes for en betydelig nedgang i velfærd. Heller ikke
krav om størst mulig samlet lykke udelukker nedadgående kurver over tid.
En sidste mindre radikal måde at forblive neutral på består i at begrænse mulig -
hederne for substitution ved at identifcere kritiske goder, som ingen vil kunne leve
uden, uanset valg af livsform (Ekins 2003; Ekins et al. 2003). F.eks. tilstrækkeligt rent
vand og luft, et beskyttende ozonlag, basale økosystem-tjenester etc. Hverken graden
af renhed eller villigheden til at tage risici kan dog fastsættes på helt neutral vis, så
her vil der være grænser for neutraliteten i forhold til forestillinger om det gode,
medmindre man igen falder tilbage på konstaterede præferencer hos betalingsvillige
konsumenter.
Der er imidlertid andre måder at tolke kravet om bæredygtighed på end de tilstræbt
neutrale. Bæredygtighed kan også ses som et ønske om at videreføre eller om muligt
forbedre den bestående kultur. Pinchot kaldte ligefrem conservation for patriotisme i
praksis: Loyaliteten gjaldt ens egen kultur, førend det var et hensyn til menneskeheden
eller fremtiden generelt (Pinchot 1910). Nationen bør videregives uden pletter på æren,
sådan som tømte ressourcelagre vil være det. Efterkommerne er nemlig, skriver han,
lige så meget som vi selv arvtagere efter republikkens fædre.
En sådan tilgang udelukker neutralitet i forhold til forestillinger om det gode.
Man tvinges til at præcisere de værdier, man ønsker at bringe videre. Bæredygtighed
handler i så fald ikke alene om at udvise tilbageholdenhed, men nok så meget om at
viderebringe goder og værdier, man selv er engageret i (Sagoff 1988; de-Shalit 1993;
Arler 2003). Det behøver langtfra at være patriotisme, der driver værket, som hos
Pinchot. Tværtimod kan man udmærket fnde engagerende værdier, der ikke er
umiddelbart forbundet med ens egen nation.
Hvad for værdier og goder kan være betydningsfulde at bringe videre? Der er
mange kandidater. Nogle er konkrete, mens andre er af mere abstrakt art. Den fæl -
les kultur- og naturarv omfatter både arter, naturtyper, markante landskabsformer,
betydningsfulde steder, bygninger og kunstgenstande. Alt det, som typisk fredes eller
beskyttes på den ene eller anden måde. På den måde viser et kulturelt fællesskab netop,
hvad det er, man prioriterer så højt, at dets overlevelse ikke længere gøres afhængigt
af vekslende individuelle præferencer.
Denne pointe kan man også afæse i en række internationale dokumenter. I
Stock• I ndhold 35
Indeks •Bæredygtighed
holm-deklarationens Princip 4 understreges det eksempelvis, at menneskeheden har
en særlig forpligtelse til at bevare den arv, som det vilde dyre- og planteliv udgør (UN
1972). I Rio-deklarationen fremdrages natur- og kulturarven tilsvarende som “men -
neskehedens fælles ansvar” (UN 1992). I stribevis af vedtagelser på lokalt, nationalt
og internationalt niveau fndes udpegninger af landskaber, naturtyper, bygninger, gen -
stande osv., som kræves videreført i anstændig stand (jf. også kapitlerne 5, 9 og 21).
Sådanne unikke goder er ikke – modsat kritiske goder – afgørende for overlevelsen.
De kan omvendt ikke uden videre byttes, hvis blot prisen er god. Når et fællesskab
freder udvalgte goder, kan det være, fordi man føler sig forpligtet til at bevare dem, f.eks.
sjældne arter, eller fordi goderne opfattes som så centrale i fællesskabets selvforståelse,
at det vil være et stort kulturelt tab at miste dem. Man tør derfor ikke overlade det til
privatindivider at afgøre deres fortsatte eksistens.
Også mere abstrakte værdier kan indgå i den arv, vi ønsker at bringe videre. Mange
af os vil antagelig fremdrage værdier som menneskerettigheder, demokrati (jf. kapitel
4), tolerance, videnskab og uddannelse, fordelingsretfærdighed etc. Både for konkrete
og abstrakte værdier gælder, at bevarelsen ikke primært sker af hensyn til ukendte
kommende generationer. Vi kan jo ikke vide, om de fortsat vil synes om dem, og hvis
de ikke gør, er der ingen grund til at tækkes dem. Forhåbningen er, at der vil bestå et
værdifællesskab på tværs af generationer, så fremtidige generationer vil vide at værdsætte
arven. Alle værdier skal ikke nødvendigvis bevares præcis i den nuværende form, men
snarere medvirke til at hæve kulturens overligger, så udskiftninger må vente, til der
foreligger bedre alternativer.
Spørgsmålet om fordeling
Lad os nu vende tilbage til uligheden. Kravet om bæredygtighed er en bestræbelse
på at sikre retfærdighed på tværs af generationer. Ser vi alene på vore nærmeste, med
hvem vi lever i en “kæde af kærlighed” på tværs af generationer (Passmore 1974), gi -
ver det ikke anledning til et motivationsproblem. De feste vil med glæde videregive
gode livsbetingelser til børn og børnebørn, også selvom det måtte give dem selv visse
begrænsninger. Men hvad med generationerne længe efter, hvor vi ikke længere ved,
hvem de er, eller hvilke liv de ønsker at leve? Disse mennesker er os lige så fremmede
som mennesker i fjerne lande. I en vis forstand endnu fjernere, da vi ikke engang er
sikre på, om de faktisk vil eksistere, hvilke værdier de kommer til at hylde, om de vil
have alvorlige problemer etc. Mennesker andre steder på kloden er langt mere
virkelige. Burde vi så ikke være endnu mere opmærksomme på uligheder på tværs af rum
end uligheder på tværs af tid?
Det gør tydeligvis ofte en forskel, om der er tale om medlemmer af vort eget
• I nd hol d 36
Indeks • Bæredygtighed og bæredygtig udvikling
(nationale) fællesskab. I Danmark giver vi mindre end en procent af nationalproduktet
i bistand til fattige lande, mens en betydelig del af statsbudgettet går til overførsler
inden for nationen. Og Danmark er endda et af de allermest generøse lande. Fra en
strengt kosmopolitisk synsvinkel burde det ikke være sådan: Alle burde tælle ensartet
som mennesker slet og ret uafhængigt af landegrænser (jf. f.eks. Singer 2002). Sådan
fungerer det ikke. De feste tænker i bedste fald på en måde, som vi kan betegne som
‘anden ordens kosmopolitisk’: Det betragtes som legitimt, at vi primært tager os af
vore egne, men andre nationer har så tilsvarende ret til primært at tage sig af deres
egne (jf. også Wenz 1988; Miller 2007). Det udelukker naturligvis ikke, at man kan
tale om forpligtelser til at hjælpe (individer i) lande, der har svært ved selv at få det
til at fungere. Den primære forpligtelse må imidlertid ligge hos landet eller nationen
selv, hvis man overhovedet skal kunne tale om national selvbestemmelse.
Handlinger i et land kan ofte utilsigtet begrænse muligheder i andre lande. Et
oplagt eksempel er den forøgede drivhuseffekt. Hvis der kun var en tiendedel af det
nuværende antal mennesker, ville udledningerne af drivhusgasser ikke forårsage pro -
blemer med en udledning pr. verdensborger som i dag. Med ti gange fere
mennesker indskrænkes råderummet, hvis ikke der skal opstå problemer for grupper, der er
uheldigt placeret i tid og rum. Det betyder så, at jo fere mennesker der kommer til,
desto mindre bliver råderummet for nationer, der respekterer et etisk krav om ikke at
udlede mere pr. indbygger end andre.
Befolkningsudviklingen er meget forskellig landene imellem. De tidligt industriali -
serede lande, der først i 1900-årene rummede en tredjedel af verdens befolkning – bl.a.
efter den hastige befolkningstilvækst, som vi så bekymrede Marsh og Shaler – kan
forventes om et halvt århundrede at rumme mindre end en niendedel. Skal
emissionskvoter løbende uddeles efter befolkningstal, vil disse lande tabe andele, alene fordi
befolkningerne andre steder øges.
En kun delvist tilsvarende situation gælder landområder. Vi har tidligere set, at
landarealet pr. verdensborger har været stærkt faldende det seneste halve århundrede
og forventes at falde yderligere. Fordelingsprincippet har hidtil været, at befolkninger
alene råder over jord inden for egne grænser, medmindre der betales for benyttelse
andre steder. Der er altså ikke her tale om, at det nationale areal umiddelbart
mindskes på grund af andres handlinger, men alene om at der vil være begrænset adgang
til yderligere jord.
Den ulige befolkningsudvikling er ikke det eneste iøjnefaldende træk ved den
globale fordeling. Også den ulige velstandsfordeling falder i øjnene (jf. også hertil
kapitel 2). Den rigeste femtedel tegner sig således for fre femtedele af den samlede
indkomst, mens den fattigste femtedel ikke tegner sig for meget mere end én procent.
Kun den allerrigeste tiendedel har indtægter over 10.000 $ om året. Denne ulige for -
• I ndhold 37
Indeks •Bæredygtighed
deling afspejles fortsat ganske godt i landes globale fodaftryk, selvom forskelle inden
for landene får stigende betydning. Folk i fattige lande vil derfor med lige så god ret
kunne sige, at problemer med drivhuseffekt og begrænsede landområder især skyldes
de rige landes voldsomme forbrug, som de rige lande kan sige, at problemerne kun
bliver påtrængende på grund af for mange mennesker.
Hvis bæredygtig udvikling betyder, at alle mennesker inden for en overskuelig
fremtid ikke blot skal kunne få opfyldt basale behov, men tillige få tilfredsstillet legi -
time forhåbninger om livskvalitet på niveau med de bedst stillede lande, så forestår
der en kolossal opgave. Også selvom udvikling og høj livskvalitet ikke direkte kan
korreleres med materiel vækst og høj indkomst (jf. bl.a. Jackson 2009). Ikke mærkeligt, at
mange investerer deres forhåbninger i det tredje led i Ehrlich, Holdren og Commoners
I=PAT-formel, den forbedrede teknologi, der efterlever von Carlowitz’ to fordringer
om effektivisering og substitution. Selv de mest optimistiske anerkender dog, at der
er grænser for, hvor langt man kan nå ad den vej, hvis man ikke samtidig overvejer,
hvilke tjenester der overhovedet er brug for, og hvor langt velstand og voksende for -
brugsmuligheder er værd at forfølge som selvstændige mål (Hawken et al. 1999).
Skal vi bekymre os mere om tidsligt fjerne, ukendte mennesker end om nuværende
rumligt (eller kulturelt) fjerne mennesker? Kunne man ikke sige, at hver generation
primært bør tage sig af sine egne, akkurat som hver nation primært tager sig af sine
egne. Parallellen rækker et stykke af vejen. Vi kan således i bedste fald sikre kom -
mende generationer muligheder for vellykkede liv, mens det må afhænge af dem selv,
om mulighederne realiseres. Der er omvendt også væsentlige forskelle mellem det
tværnationale og det tværgenerationelle.
Frem for alt vil kommende generationer leve på nutidige generationers nåde på
mere gennemgribende vis, end fjerne nationer lever på nære nationers nåde. Selvom
tidligere erobringer og kolonisering efterlader forpligtelser, og selvom vi alle påvirker
hinanden på tværs af rum gennem handel og udveksling af information, så er der ikke
tale om samme vedvarende ansvar på tværs af rum som på tværs af tid.
Rige lande dominerer fortsat international handel. Investorer fra bl.a. Kina, Syd -
korea og Golf-stater med begrænsede land- eller vandressourcer har tilmed indgået
langtidslejemål på land i svage lande (såkaldt land grabbing) (von Braun & Menzen-Dick
2009). Der er både behov for stærkere international regulering og selvjustits. Ingen bør
forhindre lande i at kunne drage omsorg for egne borgere. Dominansmulighederne
afhænger dog omvendt også af de berørte landes egen indre udvikling. Borgere er
mest udsatte, hvis de lever i lande med ustabile, korrupte regimer, er uden hverken
demokratisk medindfydelse eller anerkendt ejendomsret til den jord, de udnytter.
Uden interne strukturelle og institutionelle reformer når man ikke langt selv med
internationale regler og codes of conduct (Muradian & Martinez-Alier 2001).
• I nd hol d 38
Indeks • Bæredygtighed og bæredygtig udvikling
Lande kan dog i princippet sige fra over for aktiviteter på deres område. Det vil
være mangel på respekt udelukkende at betragte fattige nationer som ofre; de er også
altid medansvarlige aktører, selv under vanskelige vilkår (Miller 2007). Fremtidige
generationer har derimod principielt ingen muligheder for at sige fra over for valg,
der foretages nu. Nuværende generationers værdier kan så til gengæld siges at leve på
kommende generationers nåde. Indsatsen for at bevare unikke goder uden overlevel -
sesværdi for eftertiden taber mening uden opbyggelsen af et værdifællesskab på tværs
af generationer.
Et sidste spørgsmål om fordeling bør kort nævnes: fordelingen af land og res -
sourcer på tværs af artsgrænser. Den voldsomme udvikling i de menneskelige samfund
har haft store konsekvenser for andre arter, hvis levesteder mange steder er voldsomt
forandret eller direkte forsvundet. Nyligt afdøde Paul MacCready har beregnet, at
over 95 % af biomassen af hvirveldyr i dag udgøres af mennesker, husdyr og kæledyr.
Henved halvdelen af klodens samlede bruttoproduktion passerer gennem menneskeligt
regulerede økosystemer som landbrug, plantager etc. (Rojstaczer 2001; Imhoff et al.
2004). På den baggrund må man uvægerligt stille spørgsmålet, hvor stor en andel af
klodens areal og ressourcer det er rimeligt, at mennesker lægger beslag på.
Hvis man mener, at menneskelige aktiviteter og produkter altid er mere værdifulde
end andre arters, så vil der naturligvis ikke være grund til at beskytte andet end det,
der understøtter den menneskelige aktivitet. Hvis man omvendt ser store kvaliteter i
andre organismers frie udfoldelse i omgivelser, der er relativt uberørt af mennesker,
eller vil bevare enestående arter, som vanskeligt kan sameksistere med omfattende
menneskelig aktivitet, så vil man være anderledes tilbageholdende. Blandt de mest
radikale er den norske flosof Arne Næss, der med udgangspunkt i en bestræbelse på
at fremme biologisk diversitet og kompleksitet og et krav om “biosfærisk egalitarisme
i princippet” (Næss 1973) har foreslået, at mennesket over de kommende århundreder
sigter på at begrænse sig til en tiendedel af det nuværende antal for at give plads til
andre arters uafhængige eksistens.
Afrunding
Bæredygtighed er et komplekst begreb, der optræder i en række forskellige tolkninger.
Fælles for næsten alle er, at man tilstræber på længere sigt at sikre et eller andet X,
som synes truet. Det er derimod ofte i opfattelsen af, hvad dette X mere præcist er, at
forskellene mellem tolkninger tydeligst viser sig.
a) Ifølge en meget svag tolkning af bæredygtighed gælder det, at alt kan opgøres i
økonomisk værdi. Alle goder er gensidigt ombyttelige; det bevaringsværdige X er den
samlede globale kapital eller indkomst, uanset hvad den består af. Fordeling bliver i
• I ndhold 39
Indeks •Bæredygtighed
denne type tolkning sjældent gjort til en del af bæredygtighedsbegrebet – det gælder
dårligt nok fordelingen på tværs af generationer. Det afgørende er maksimeringen af
kapitalen (eller indkomsten) som helhed målt i økonomisk værdi.
b) En stærkere form for bæredygtighed anerkender, at mange goder kan ombyttes,
og at man derfor ikke behøver at bevare hvert enkelt gode separat. Kritiske goder, som
ingen kan leve uden, bør dog beskyttes separat. Både kravet om en rimelig fordeling
på tværs af generationer og på tværs af nationer tillægges i denne type tolkning be -
tydning: bæredygtighed skal sikre kommende generationer de samme muligheder for
velstand som nu, og bør kombineres med økonomisk udvikling i fattige lande, gerne,
men ikke nødvendigvis, med bistand fra rige nationer. Ingen enkeltgruppe bør dog
ofres i bestræbelsen på at fremme andres interesser.
c) Med en endnu stærkere tolkning af bæredygtighed, som er den, jeg selv vil an -
befale at tage udgangspunkt i, vil man være endnu mere tilbageholdende med at tillade
fri ombytning af goder alene efter økonomisk værd. Ikke kun kritiske goder bør sikres.
Dels vil en række mineraler m.v., der på teknisk vis er hentet ind i de menneskeligt
prægede kredsløb, være vigtige at bevare i lukkede cirkler, også selvom de ikke har
stor økonomisk betydning i dag; spredes de tankeløst, kan de på længere sigt enten
blive sparsomme eller forgifte omgivelserne. Dels bør man på fællesskabsniveau søge
at bevare unikke goder – fra arter og værker til demokrati og menneskerettigheder –
som vi nok kan, men ikke ønsker at leve uden. Fordelingsmæssigt vil denne stærkere
tolkning anbefale en øget hensyntagen til udsatte individer i forhold til den forrige
tolkning, men fortsat placere den primære forpligtelse hos den enkelte nation.
d) En betydeligt stærkere form for bæredygtighed optræder, når det kræves, at
alle goder bør bevares i præcis samme mænge og kvalitet som nu, og at alle – uanset
placering i tid og rum – tildeles ret til præcis samme andel af hvert enkelt gode. Som
nævnt bliver disse krav dog hurtigt absurde, hvis man tager dem helt bogstaveligt.
e) Endelig har vi den såkaldt “dybe økologi”, der vil reducere den menneskelige
befolkning til en tiendedel for at give plads til, at andre organismer frit kan udfolde
sig. Et så radikalt krav forekommer ikke velbegrundet, men forventningen om, at den
nuværende biologiske diversitet kan bevares ved at omlægge – men samtidig fortsat
forøge – den menneskelige aktivitet, forekommer omvendt heller ikke troværdig. Det
synes på den baggrund rimeligt at overveje, hvordan det kan tænkes muligt at standse
det seneste halve århundredes vækstspiral uden derved at igangsætte nye destruktive
konfikter (jf. også kapitel 3).
• I nd hol d 40
Indeks • Bæredygtighed og bæredygtig udvikling
Litteratur
Andersen, Peder, Jørgen Birk Mortensen & Helle Ørsted Nielsen (red.):
Bæredygtighed, økonomi og velfærd, Århus: Det Strategiske Miljøforsknings -
program 2001
Arler, Finn: “Ecological utilization space – operationalizing sustainability”, i:
Andrew Light & Avner de-Shalit (red.): Moral and Political Reasoning in
Environmental Practice, Cambridge, Mass.: MIT Press 2003
Barney, Gerald O. et al. (red.): Global 2000 Report to the President. Entering the
Twenty-First Century, Harmondsworth: Penguin 1980
Bartelmus, Peter: “Beyond GDP. New Approaches to Applied Statistics”, Review of
Income and Wealth 33 (4), 1987: 347-358
Beckerman, Wilfred: “Sustainable Development and Our Obligations to Future
Generations”, i: Dobson (red.) 1999
Beckerman, Wilfred: A Poverty of Reason: Sustainable Development and Economic
Growth, London: Independent Institute 2002
Bolt, J. & J.L. van Zanden: The First Update of the Maddison Project; Re-Estimating
Growth Before 1820, Maddison Project Working Paper 4, 2013 (www.ggdc.net)
Brandt, Willy et al.: North-South: A Programme for Survival, London: Pan Books
1980
Braun, Joachim von & Ruth Menzen-Dieck: “‘Land Grabbing’ by Foreign Investors
in Developing Countries: Risks and Opportunities”, IFPRI Policy Brief 13, 2009
Carlowitz, Hans Carl von: Sylvicultura oeconomica, oder haußwirthliche Nachricht und
Naturmäßige Anweisung zur wilden Baum-Zucht, 1713/1732
Christensen, Niels & Flemming Møller: Nationale og internationale
miljøindikatorsystemer, Faglig rapport fra DMU, nr .347, København: Miljø- og
Energiministeriet/DMU 2001
CIA (Central Intelligence Agency): The World Factbook, 2011 (www.cia.gov)
Commoner, Barry: Science and Survival, New York: Viking 1966,The Closing Circle: Nature, Man, and Technology , New York: Knopf
1971
Danmarks Statistik: Landbrug 2009, København: Danmarks Statistik 2010
Det Økonomiske Råd: “Bæredygtighed: Balance mellem generationer”, Dansk
økonomi, efteråret 1998. København: Det Økonomiske Råds Formandskab,
171-256
Diamond, Jared: Collapse: how societies choose to fail or succeed, London: Allen Lane
2005
Dobson, Andrew (red.): Fairness and Futurity. Essays on Environmental Sustainability
and Social Justice, Oxford: Oxford University Press 1999
• I ndhold 41
Indeks •Bæredygtighed
Dubos, René & Barbara Ward: Just One World. The Care and Maintenance of a Small
Planet. An Unoffcial Report by the Secretary General of UN Conference on the
Human Environment, New York: WW Norton 1972
Ehrlich, Paul R.: The Population Bomb, New York: Ballantine Books 1968 Paul & Anne Ehrlich: Population, Resources, Environment, San Francisco:
Freeman & Co. 1970
Ehrlich, Paul & The Population Explosion, New York: Simon and
Schuster 1990
Ehrlich, Paul, John Holdren & Barry Commoner . “A Bulletin Dialogue on ‘The
Closing Circle’. Critique and Response”, Bulletin of the Atomic Scientists, 1972:
17-56
Ekins, P.: “Identifying critical natural capital: Conclusions about critical natural
capital”, Ecological Economics 44 (2-3), 2003: 277-292
Ekins, P., S. Simon, L. Deutsch, C. Folke, & R. De Groot: “A framework for
the practical application of the concept of critical natural capital and strong
sustainability”, Ecological Economics 44 (2-3), 2003: 165-185
Elkington, Joh n: Cannibals with Forks. The Triple Bottom Line of 21st Century Business.
Gabriola Island, BC, Stony Creek, CT: New Society Publishers 1998
EMF (Ellen MacArthur Foundation): Towards the Circular Economy: an economic and
business rationale for an accelerated transition, vol. 1-2 (www.thecirculareconomy.
org) 2012-2013
Evelyn, Joh n: Sylva or A Discourse on Forest-Trees and the Propagation of Timber in His
Majesties Dominions, 1664/1729
FAO (Food and Agriculture Organization of the United Nations): Land resource
potential and constraints at regional and country levels, Rome: FAO 2000
FAO-STAT 2011 (www.faostat.fao.org )
GEA (Global Energy Assessment): Global Energy Assessment – Toward a Sustainable
Future, IIASA, Vienna, Austria, Cambridge/New York: Cambridge University
Press 2012
Glacken, Clarence J.: Traces on the Rhodian Shore, Berkeley: University of California
Press 1967
Goldsmith, Edward et al.: A Blueprint for Survival, London: Tom Stacey 1972
Grober, Ulrich: Die Entdeckung der Nachhaltigkeit. Kulturgeschichte eines Begriffs ,
München: Antje Kunstman 2010
Hamilton, Kirk: “Green Adjustments to GDP”, Resources Policy 20 (3), 1994
Hartwick, Joh n M.: “Intergenerational Equity and the Investing of Rents from
Exhaustible Resources”, American Economic Review 67 (5), 1976: 972-974
• I nd hol d 42
Indeks • Bæredygtighed og bæredygtig udvikling
Hawken, Paul, Amory Lovins & L. Hunter Lovins: Natural Capitalism. Creating the
Next Industrial Revolution, Boston: Little, Brown & Co. 1999
Imhoff, M.L., L. Bounoua, T. Ricketts, C. Loucks, R. Harris, & W.T. Lawrence:
“Global patterns in human consumption of net primary production”, Nature
429, 2004: 870-872
IUCN: World Conservation Strategy, udarbejdet i samarbejde med UNEP og WWF,
Gland: IUCN 1980
Jackson, Tim: Prosperity without Growth: Economics for a Finite Planet, London:
Earthscan 2009
Kjærgaard, Thorkild: Den danske revolution 1500-1800: en økohistorisk tolkning,
København: Gyldendal 1991
Landbrug og Fødevarer: Fakta om erhvervet 2010, København: Landbrug og
Fødevarer 2010
Leopold, Aldo: Game Management, New York: Charles Scribner’s Sons 1933 Aldo: A Sand County Almanac, Oxford: Oxford University Press 1949
Locke, Joh n: Second Treatise on Government (1688), (red.) J.W. Gough, Oxford: Basil
Blackwell 1966
Lowenthal, David: “Awareness of Human Impacts: Changing Attitudes and
Emphasis”, i: B.L. Turner II, W.C. Clark, R.W. Kates, J.F. Richards, J.T.
Mathews & W.W. Meyer (red.): The Earth as Transformed by Human Action.
Global and Regional Changes in the Biosphere over the Past 3000 Years, Cambridge:
Cambridge University Press 1990, 121-135
Malthus, Thomas: An Essay on the Principle of Population, London: J. Joh nson 1798
Marsh, George Perkins: The Earth as Modifed by Human Action, New York: Scholarly
Press 1874
McDonough, William & Michael Braungart: Cradle to Cradle: Remaking the Way We
Make Things, New York: North Point Press 2002 og 2008
Meadows, Donella, Dennis Meadows, Jørgen Randers & William W. Behrens III:
The Limits to Growth, New York: Universe Books 1972
Miljøministeriet: Natur- og miljøpolitisk redegørelse 1995, København:
Miljøministeriet 1995Naturedegørelse 1999, København:
Miljøministeriet 1999
Miller, David: National Responsibility and Global Justice, Oxford: Oxford University
Press 2007
Mortensen, Jørgen Birk & Peder Andersen: “Bæredygtighed og økonomi”, i:
Andersen, Mortensen & Nielsen 2001
• I ndhold 43
Indeks •Bæredygtighed
Muradian, Roldan & Joan Martinez-Alier: “Trade and the environment: from a
‘Southern’ perspective”, Ecological Economics 36, 2001: 281-297
Møller, Flemming: “Aggregerede miljø- og bæredygtighedsindeks”, i: Andersen,
Mortensen & Nielsen 2001
Naess, Arne: “The shallow and the deep, long-range ecology movement. A
summary”, Inquiry 16 (1), 1973: 95-100
Neumeyer, Eric: Weak versus Strong Sustainability. Exploring the Limits of Two
Opposing Paradigms, Cheltenham: Edward Elgar 2003
Opschoor, J.B. & R. Weterings: “Environmental Utilisation Space: An
Introduction”, Milieu 9 (5), 1994: 198-205
Osborn, Fairfeld: Our Plundered Planet, Boston: Little, Brown & Co. 1948
Parft, Derek: Reasons and Persons, Oxford: Clarendon 1986
Passmore, Joh n: Man’s Responsibility for Nature, London: Duckworth 1974
Pearce, David: “Foundation of an ecological economics”, Ecological Modelling 38,
1987: 9-18
Pinchot, Gifford: The Fight for Conservation, New York: Doubleday Page and Co.
1910
Ponting, Clive: A New Green History Of The World: The Environment and the Collapse
of Great Civilizations, London: Vintage 1991/2007
Regeringen (VK): Fælles fremtid – udvikling i balance. Danmarks nationale strategi for
bæredygtig udvikling, København 2002Vækst med omtanke – Regeringens strategi for bæredygtig udvikling,
København 2009
Ricardo, David: On the Principles of Political Economy and Taxation, London: John
Murray 1817
Rojstaczer, Stuart et al.: “Human Appropriation of Photosynthesis Products”, Science
294, 2001: 2549-2552
Sagoff, Mark: The economy of the earth: philosophy, law, and the environment,
Cambridge: Cambridge University Press 1988
Sax, Karl: Standing Room Only: The Challenge to Overpopulation, Boston: Beacon
Press, 1955
Sayre, Nathan F.: “The Genesis, History, and Limits of Carrying Capacity”, Annals
of the Association of American Geographer 98 (1),s 2008: 120-134
SCEP (Study of Critical Environmental Problems): Man’s Impact on the Global
Environment, Cambridge, Mass.: MIT Press 1970
Shaler, Nathaniel Southgate: Man and the Earth, New York: Fox, Duffeld & Co.
1905
de-Shalit, Avner: Why Posterity Matters, London: Routledge 1995
• I nd hol d 44
Indeks • Bæredygtighed og bæredygtig udvikling
Singer, Peter: One World: The Ethics of Globalization, New Haven: Yale University
Press 2002
Solow, Robert M.: “Intergenerational Equity and Exhaustible Resources”, Review of
Economic Studies 41, 1974, Symposium: 29-46
Solow, Robert M.: “Sustainability: An Economist’s Perspective”, i: R. & N. Dorfman
(red): Selected Readings in Environmental Economics, New York: Norton 1993,
179-187
Steffen, W. et al.: Global Change and the Earth System. A Planet under Pressure, Berlin:
Springer 2004
UN: Declaration of the United Nations Conference on the Human Environment,
(Stockholm Declaration), UN 1972
UN: Rio Declaration on Environment and Development, A/CONF.151/26 (Vol. I),
UN 1992
UN: World Population Prospects: the 2012 Revision, ESA/P/WP.227, New York: UN
2013
UNDP (United Nations Development Programme): Human Development Report
2013. The Rise of the South: Human Progress in a Diverse World, New York:
UNDP 2013
UNEP (United Nations Environment Programme): Global Environment Outlook 5:
Environment for the future we want , 2012 (http://www.unep.org/)
U.S. Census Bureau: Global Population Profle: 2002, International Population
Reports WP/02, U.S. Government Printing Offce, Washington DC, 2004
(www.census.gov)
Vogt, William: Road to Survival, New York: William Sloane Ass. Inc. 1948
VROM (Ministerie van Volkshuisvesting, Ruimtelijke Ordening en Milieubeheer),
National Environmental Policy Plan 2, Den Haag: SDU 1993
WCED (World Commission on Environment and Development): Our Common
Future, Anneks til FN’s Generalforsamlings dokument A/42/427, 1987
Weizsäcker, Ernst von, Amory B. Lovins & L. Hunter Lovins: Factor Four. Doubling
Wealth, Halving Resource Use, London: Earthscan 1998
Wenz, Peter: Environmental Justice, Albany: State University of New York 1988
World Bank: Expanding the Measure of Wealth, Washington: World Bank 1997
WWF: Living Planet Report 2012 (http://awsassets.panda.org)
• I ndhold 45
Indeks •KAPITEL 2
Global fordeling
Ole Busck
Bæredygtighed og globalisering
Det er paradoksalt, at begrebet bæredygtig udvikling, som skulle forlige de fattige
landes udviklingsdagsorden med de rige landes miljøbekymring, vandt frem i samme
årti, hvor de neoliberale principper for økonomisk vækst blev dominerende i de rige,
vestlige lande og i de internationale økonomiske og fnansielle institutioner. Uanset
om de fattige lande tilsluttede sig principperne eller ej, blev de i kraft af enorme gælds -
byrder og afhængighed af nye lån underlagt dem. Det neoliberale tankesæt indebar
tre overordnede krav ved lånoptagelse: deregulering, privatisering og reduktion af
offentlige ydelser.
De rige landes investeringer i fattige lande og den internationale handel fk herved
et ‘boost’, som bragte globaliseringen til udviklingslandene. Paradokset består i, at ikke
alene betød skiftet til markedets drivkræfter, at miljøhensyn og -kontrol blev nedprio -
riteret, og at offentlig regulering af økonomien, herunder investeringer i uddannelse
og sundhed, beskyttelse af små jordbrugere m.v. forsvandt, døren blev også åbnet på
vid gab for vestligt baserede ressourceindustrier med interesser i biologiske, fossile
og mineralske råvarer. Den stærkt øgede økonomiske aktivitet, der herefter fandt sted
i hovedparten af udviklingslandene, og som tog fart i 1990’erne, mens principperne
om bæredygtig udvikling blev hyldet i Rio, var alt andet end bæredygtig i social eller
miljømæssig forstand. Man kan sige, at begrebets tredje dimension, den økonomiske,
blev tilgodeset på bekostning af de to andre, idet der vitterlig på globalt plan fandt
en betydelig økonomisk vækst sted, der i et vist omfang er kommet fattige i enkelte,
mest store udviklingslande til gode. Fremvæksten af en forbrugende middelklasse her
har imidlertid snarere skærpet de sociale forskelle og urimeligheder, samtidig med at
miljøet er forværret.
I dette kapitel med fokus på de globale aspekter af bæredygtighedsdiskursen un -
dersøges konsekvenserne af globaliseringen og det hermed forbundne stærkt øgede
forbrug af ressourcer for den fattige del af verdens befolkning. Udgangspunktet er
ikke så meget en undren over, at principperne og vedtagelserne fra Rio-topmødet i
1992 ikke er slået igennem, men snarere en forklaring på, hvorfor de aldrig havde en
• I ndhold 47
Indeks •Bæredygtighed
chance for det, og hvorfor der således fortsat fndes et meget ulige og i manges øjne
uretfærdigt forhold mellem verdens lande og befolkninger – samtidig med at det
miljø- og ressourcemæssige grundlag for de fattiges udkomme og liv i stigende grad
undergraves. Sigtet med kapitlet er at klarlægge de politiske og økonomiske
mekanismer i forholdet mellem rige, mægtige lande og fattige, ofte ressourcerige lande,
der opretholder og uddyber en skæv fordeling af goder og onder globalt og dermed
udfordrer grundlæggende værdier for menneskelig udvikling og social retfærdighed.
Kapitlet tager udgangspunkt i en præsentation af de grundlæggende begreber, som
har med bæredygtighed, retfærdighed og menneskelig udvikling at gøre i en global
kontekst. Fremstillingen er båret af det grundsynspunkt, som FN og især FN’s udvik -
lingsorganisation, UNDP, bygger på, at menneskelig udvikling, social retfærdighed
og miljømæssig bæredygtighed er tre sider af samme sag. Hvis den økonomiske vækst
ikke harmonerer med dette princip, er den med FN-systemets målestok ikke til fordel
for de fattige i udviklingslandene, og de udgør over halvdelen af verdens befolkning.
Kapitlet gennemgår herefter noget af den viden, der foreligger om klodens miljømæs -
sige tilstand og konsekvenserne af det voldsomme ressourcedræn fra udviklingslandene.
Begrebet ‘globale økologiske distributionskonfikter’, som udtrykker den fundamentale
strukturelle skævhed i forholdet mellem den globale forbrugerklasse og den fattige
majoritet, introduceres. I kapitlets anden halvdel uddybes dette begreb konkret ved
et fokus på den måske vigtigste ressource for den fattige befolkning, jorden, som den
med stigende hast mister adgangen til.
Blandt udviklingslandene er der store forskelle på gruppen af nyindustrialiserede
lande med Kina, Indien, Brasilien, Mexico, Sydafrika, de østasiatiske ‘tigre’ (Taiwan,
Sydkorea, Singapore) og den store gruppe af relativt tilbagestående fattige lande. I
den første gruppe er store segmenter af befolkningen rykket ud af fattigdommen,
men de sociale skel samtidig uddybet. Faktisk lever hovedparten af verdens fattige i
denne gruppe lande. Dette kapitel har fokus på den fattige befolkning, uanset om den
befnder sig i entydigt fattige lande eller i nyrige udviklingslande.
Hvor en større eller mindre grad af ‘bæredygtighed’ synes at være et anvendeligt
begreb og kan fungere som målestok, er det sværere at forstå ‘bæredygtig udvikling’
som andet end et ideelt pejlemærke. Begrebet blev konstrueret ud fra en idealistisk
tro på muligheden for at forene miljø- og ressourcehensyn med økonomisk vækst (jf.
kapitel 1), hvilket sidste var udviklingslandenes udtrykkelige krav, blandt andet
fremsat på FN’s første topmøde om miljøet i 1972. Men i den efterfølgende periode med
globalisering under en neoliberal dagsorden, hvor de økonomiske interesser i både
industrilande og udviklingslande i udnyttelse af naturressourcerne fk frit spil, var det
så som så med bæredygtigheden. Wolfgang Sachs (1999) kalder begrebet et oxymoron‘ ’,
dvs. en sammenstilling af to uforenelige størrelser: økonomisk vækst i et kapitalistisk
• I nd hol d 48
Indeks • Global fordeling
verdenssystem og miljø/ressourcehensyn. I Brundtlandrapporten var hensynet til de
rige landes økonomier indbygget samtidig med forestillingen om, at væksten i disse
lande var nødvendig for udviklingen i de fattige lande. Blot skulle væksten være “kva -
litativt anderledes … i retning af mindre råstof- og energikrævende aktivitet” (1987:
59), hvilket som bekendt ikke er realiseret. For så vidt som ‘bæredygtig udvikling’
fastholder perspektivet om, at bæredygtighed ikke blot er et eksklusivt projekt for de
rige lande, men skal inkludere hele verdens befolkning, kan det dog stadig være et
vigtigt begreb.
Bevarelsen af naturressourcerne og økosystemernes ydelser i form af ren luft, rent
vand, jord til dyrkning, såsæd, skov og biodiversitet, fskevand m.v. og adgangen til dem
er grundlaget for hovedparten af de fattiges levevilkår og udkomme – og således også
en basal værdi. De feste fattige ejer ikke selv jord, men har adgang til fælles arealer
(‘commons’), som tilhører nationen/staten og forvaltes i samarbejde med lokale høvdinge.
Søer, foder, skove og landområder i øvrigt udnyttes til føde- og energiformål. Vi kan
i den vestlige, rige del af verden være bekymret over, at opgørelsen over for eksempel
menneskehedens økologiske fodspor viser mere end en fordobling siden 1966 (GFN
2012) og for længst har overskredet jordens bæreevne. Vi har måske også en fornem -
melse af, at konsekvenserne af overforbruget af ressourcer rammer hårdere i de fattige
og mere sårbare lande. Men det er ikke sikkert, at vi hæfter os ved for eksempel det
voldsomme fald i biodiversitet i udviklingslande og gør os klart, at det dermed er de
fattiges livsbetingelser og forsørgelsesmuligheder, som rammes (Odgaard & Yigen
2005). Fattigdommen og dens negation, muligheden for menneskelig udvikling, har
såvel en fysisk/materiel dimension som en politisk/økonomisk, hvor den sidste ofte
udtrykker sig som begrænset eller blokeret adgang til ressourcerne og økosystemernes
ydelser. Dette er for længst beskrevet af for eksempel udviklingsforskningens ‘grand
old man’, Robert Chambers, men synes vedvarende at blive tilsidesat af dogmet om,
at fattigdom skyldes fraværet af økonomisk vækst (ibid.).
Udviklingsforskningens mainstream, som meningsdannere og politikere er påvirket
af, bygger på moderniseringsparadigmet og – i det omfang miljøhensynet overhove -
det inddrages – på den økologiske moderniseringsteori. I dette perspektiv stilles der
ikke spørgsmålstegn ved markedets og den kapitalistiske globaliseringsproces’ evne
til at indoptage miljøhensyn og dermed ved forestillingen om, at økonomisk vækst
og muligheden for deltagelse i den internationale økonomi er vejen frem for både at
løse fattigdomsproblemet og håndtere miljøproblemerne. Samme tiltro til vækst og
samhandel fremgår i øvrigt også af selve Brundtlandrapporten, der gjorde begrebet
‘bæredygtig udvikling’ populært.
Efterhånden som miljøvidenskaben med fokus på fysiske faktorer, materiale -
strømme, livscyklusanalyser, massebalancer, kortlægninger af økologisk bæreevne og
• I ndhold 49
Indeks •Bæredygtighed
ressourcers og økosystemers tilstand m.v. producerer resultater og i stigende grad
benyttes af FN-institutioner som UNEP og UNDP, bliver det dog stadig vanskeligere
at opretholde troen på ikke blot bæredygtig udvikling, men også den økonomiske
væksts muligheder for at skabe menneskelig udvikling. Som det hedder i UNDP’s
Human Development-rapport: “Menneskelig udvikling, som handler om at udvide folks
valgmuligheder, bygger på fælles naturressourcer. At fremme menneskelig udvikling
kræver en indsats for bæredygtighed – lokalt, nationalt og globalt – og dette kan og
bør ske på en retfærdig og myndiggørende måde” (2011: 1). Citatet er ligesom citater
i den følgende tekst oversat af kapitlets forfatter.
Miljø og menneskelig udvikling – to sider af samme sag
I FN-systemet er målet om social retfærdighed eller rimelighed ( ‘equity’) en fuldstændig
integreret del af bæredygtighedsbegrebet. De sociale udfordringer, herunder målet om
større social lighed, kan ikke mødes gennem en økonomisk eller teknologisk indsats,
der forringer ressourcegrundlaget. “De mange skæringspunkter mellem miljømæssig
bæredygtighed og social retfærdighed er i bund og grund identiske i deres krav til for -
delingsmæssig retfærdighed” (ibid.). Social retfærdighed og miljømæssig bæredygtighed
er således hinandens forudsætning. Samtidig beklager UNDP, at de sociale hensyn
ofte tilsidesættes i debatten om bæredygtighed. Social retfærdighed og lighed er ikke
præcist defneret i UNDP’s rapporter, men handler grundlæggende om ligestilling
i forhold til mulighederne for menneskelig udvikling og adgang til naturressourcer.
Med henvisning til det begrebsapparat, som den indisk-amerikanske økonom
Amartya Sen udviklede til forståelse og bekæmpelse af fattigdom, indtager UNDP det
standpunkt, at “Bæredygtig menneskelig udvikling består i udvidelsen af folks basale
frie valgmuligheder i nuet, samtidig med at der gøres en rimelig indsats for at undgå
at bringe fremtidige generationers muligheder i fare” (ibid.), og sætter således den
intra-generationelle bæredygtighed over den inter-generationelle. Kampen for global
retfærdighed – som både indebærer en indsats for udviklingsmuligheder og for miljø -
mæssig bæredygtighed – sættes altså højere end kampen for kommende generationers
overlevelsesmuligheder. Synspunktet er ikke nyt. Det kommer for eksempel også til
udtryk i begreber som ‘økologisk råderum’ (Spangenberg 2002) og ‘Environmental
justice’ (Martinez-Alier 2002; Schlosberg 2007).
I opgørelsen af indikatorerne for menneskelig udvikling viser UNDP’s 2011-rap -
port, at selv om der samlet klart kan måles økonomisk vækst, er det på bekostning af
nogle faretruende tendenser:
• I nd hol d 50
Indeks • Global fordeling
• Der er på globalt plan blevet mindre forskel i indkomst mellem lande vægtet i for -
hold til deres befolkninger (primært i kraft af Kinas og Indiens økonomiske vækst),
men på lande-niveau er indkomstfordelingen forværret i det meste af verden.
• Væksten i indkomst er forbundet med forringelse af væsentlige miljø-indikatorer
som CO - emissioner, jord- og vandkvalitet samt skovdække. Globalt er næsten 2
40 % af jorden forringet i kvalitet i kraft af erosion, mindsket frugtbarhed og
overgræsning. En stor del af vandforbruget i landbruget er ikke bæredygtigt.
Afskovning er et alvorligt problem, især i Afrika syd for Sahara og i Latinamerika og
Caribien. Ørkendannelse truer de mere tørre områder, som bebos af en tredjedel
af verdens befolkning.
Den del af verdens fattige befolkning, som lever ved og er umiddelbart afhængig af
biologiske ressourcer i skove og fskevande (omkring 400 mio., Sachs 2002), berøres
naturligvis stærkest, men den fattige landbefolkning i øvrigt, omkring 3 milliarder men -
nesker, hvis levevilkår og udkomme ved jordbruget ligeledes afhænger af de naturlige
ressourcer, berøres naturligvis også, afhængigt af i hvilket omfang de er i stand til at
diversifcere deres udkomme. Dertil kommer den fattige befolkning i byernes slum på
henved en milliard mennesker, som umiddelbart berøres af luft- og vandforurening,
og som også begrænses i mulighederne for et alternativt udkomme på grundlag af
naturlige ressourcer, hvis indtægter fra bymæssige aktiviteter udebliver.
Mindst seks ud af ti personer i udviklingslande oplever ifølge rapporten en eller
anden form for miljøforringelse, der er med til at forkrøble de friheder eller valgmu -
ligheder, som er grundlaget for menneskelig udvikling, herunder til et liv i sundhed og
til uddannelse. Ifølge WHO’s database over den ‘Globale Sygdomsbyrde’ er miljøfaktorer
som forringet inden- og udendørs luftkvalitet og forringet vandkvalitet, herunder
utilstrækkelige sanitære forhold, nogle af de største årsager til sygdom globalt. Oven i
disse faktorer kommer effekten af klimaforandringer, som på mindst tre måder umid -
delbart berører den fattige og sårbare befolkning globalt: faldende udbytter af jorden
på grund af ændrede temperaturer og nedbørsmønstre, ødelæggelser af bosteder og
landbrugsarealer på grund af oversvømmelser samt øget spredning af tropiske syg -
domme som malaria og dengue feber.
FN-rapporten beskriver således med empirisk grundighed netop den form for
økologiske distributionskonfikter på globalt niveau, som nye kapitalisme-kritiske,
videnskabelige discipliner som økologisk økonomi og politisk økologi fokuserer på
(Martinez-Alier 2002). I dette perspektiv fremhæves sammenhængen mellem på den
ene side begrænsningerne i adgangen til politisk indfydelse og forskelle i magt i det
hele taget og på den anden side det forhold, at fattige befolkninger globalt i uforholds -
mæssig grad udsættes for effekterne af miljøforringelser.
• I ndhold 51
Indeks •Bæredygtighed
Verden har oplevet økonomisk vækst, men er ikke blevet mere bæredygtig, slet
ikke miljømæssigt – og næppe socialt. Den miljøforringelse, der globalt kan konstate -
res, og som jo ikke alene fremgår af UNDP-rapporten, men af en række autoritative
internationale redegørelser (Millenium Assessment; IPCC’s rapporter; UNEP’s
GEOrapporter m.v.) har samtidig en stærk social slagside.
Ressourcestrømmen og dens bagside
“Det tyvende århundrede udgjorde et bemærkelsesværdigt fremskridt for den men -
neskelige civilisation”, skriver Det Internationale Ressourcepanel (IRP) i FN-regi
under forsæde af Ernst U. von Weizsäcker (UNEP 2011), “drevet af videnskabelige
og teknologiske nyskabelser øgedes udvindingen af byggematerialer 34 gange, metal -
ler og mineraler 27 gange, fossile brændsler 12 gange og biomasse 3½ gange. Denne
forbrugsudvidelse var (imidlertid) ikke ligeligt fordelt, og den har haft dybe miljø -
mæssige konsekvenser: overudnyttelse, klimaforandring, forurening, ændret arealan -
vendelse og biodiversitetstab” (ibid.: xiii). Det fremgår i øvrigt af IRP-rapporten, at
20 % af jordens befolkning overvejende bosat i de rige lande er ansvarlige for 86 %
af ressourceforbruget, og at de miljømæssige konsekvenser i langt overvejende grad
rammer de fattige lande.
Man kan se denne strukturelle skævhed som en nærmest ubrudt linje af politisk,
militær og økonomisk dominans siden først de europæiske stormagter, dernæst USA,
fremmede deres egne strategiske og udviklingsmæssige interesser gennem kolonisering
og imperialisme i 1800-tallet. Ressourcer i form af slaver, ædelmetaller og biologiske
materialer som gummi eller den eftertragtede guano fra Sydamerikas vestkyst, som
var forudsætningen for produktivitetsspringet i amerikansk og europæisk landbrug i
anden halvdel af 1800-tallet, var den primære attraktion. Men man kan også se den
som især resultatet af den aktuelle form for globalisering under et neoliberalt regime.
Figur 2.1. af udviklingen i den globale materialeudvinding, som ressourceoverførslen
fra Syd til Nord udgør en væsentlig del af, peger mest på de sidste.
Der er ingen tvivl om, at den liberalisering af kapitalbevægelser og handel, som
har fundet sted i den senere del af perioden, har været forudsætningen for den stærkt
stigende udvinding og overførsel af ressourcer fra den fattige verden til den rige. I
de sidste 25 år er udvindingen af metaller og mineraler fordoblet, og over halvdelen
af udvindingen fnder i dag sted i fattige og nyindustrialiserede lande (UNEP 2011).
Samtidig er handelen, der globalt fremmer ressourceoverførslen, vokset enormt. Hvor
BNP, bruttonationalproduktet, globalt er steget med faktor 7 i løbet af de sidste 50 år,
er handelen steget med faktor 22 (Sachs & Santarius 2007: 56).
Den neoliberale globaliserings åbne grænser og stigende økonomiske aktivitet
• I nd hol d 52
Indeks •