442 pages
Danish
Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus

Den humane vending

-

Obtenez un accès à la bibliothèque pour le consulter en ligne
En savoir plus
442 pages
Danish

Description

Med den humane vending er mennesket kommet i fokus. Ikke kun blandt forskere udenfor humaniora, men i hele samfundet. Sundhedsvidenskab handler ikke lAengere kun om lAegers faglige diagnoser, men ogsa om livsstil, madkultur og selvforhold. I virksomheder ses mennesker som en ressource og en okonomisk faktor. Tilsvarende kan man ikke kortlAegge klimaet og dets forandringer uden at forsta den menneskelige faktors afgorende betydning.I denne antologi undersoger otte forskere, hvordan vendingen mod mennesket som et selvstAendigt, selvfortolkende og kulturbAerende vAesen gor sig gAeldende indenfor erhvervsokonomi og vAerdiskabelse, klima og miljo, medicin og biologi samt psykiatri, politisk teori og velfAerdsstatsforskning.Den humane vending er nemlig en udfordring for humanvidenskaberne. Viden om disciplinernes genstand og forskernes faglighed bliver stadig mere pakrAevet og efterlyst. Alligevel kAemper de humanistiske fag for at retfAerdiggore deres fortsatte eksistens og relevans, og den humane vending udfordrer de traditionelle faggrAenser og argumentet for overhovedet at have dem. Men den abner ogsa op for en ny tvAerfaglighed, hvor humanvidenskaberne i samarbejde med andre videnskaber pa ny kan undersoge sporgsmalet om, hvordan vi forholder os til os selv og vores omgivelser.

Sujets

Informations

Publié par
Date de parution 08 janvier 2016
Nombre de lectures 0
EAN13 9788771241525
Langue Danish
Poids de l'ouvrage 27 Mo

Informations légales : prix de location à la page 0,013€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.

Exrait

Den humane vendingDen humane vending
En antologi
Redigeret af
Marius Gudmand-Høyer
Sverre Raffnsøe
Morten Raffnsøe-Møller
Aarhus UniversitetsforlagDen humane vending
© Forfatterne og Aarhus Universitetsforlag
Tilrettelægning, sats og omslag: Narayana Press
Bogen er sat med Janson Text
E-bogsproduktion ved Narayana Press
ISBN 978 87 7124 152 5
Aarhus Universitetsforlag
www.unipress.dk
Bogen er udgivet med støtte fra
VELUX FONDEN og
Aarhus Universitets Forskningsfond
Weblinks var aktive da bogen blev trykt.
De kan nu være
inaktive.
FAGFÆLLEBEDØMT
/ I henhold til ministerielle krav betyder bedømmelsen, at der fra en fagfælle på
ph.d.niveau er foretaget en skriftlig vurdering, som godtgør denne bogs videnskabelige kvalitet.Indhold
Forord 7
Indledning til den humane vending 11
Marius Gudmand-Høyer, Sverre Raffnsøe og Morten Raffnsøe-Møller
Det ‘kolossale’ menneske 
– Den humane vending i det antropocæne landskab 37
Sverre Raffnsøe
Mennesket på kanten mellem natur og samfund 
– Den humane vending i et antropologisk perspektiv 113
Kirsten Hastrup
Den fortrængte vitalitet og det humanes genkomst 
– En human vending i biologi
og samfund 135
Uffe Juul Jensen
Patientpersonen og imødegåelsen af maniodepressive selvmord 
– En human vending i psykiatrisk praksis 161
Marius Gudmand-Høyer
Hvirvel og vending 
– En human vending i litteratur og velfærdsstatsstudier 223
Anne-Marie Mai
Menneskelig motivation og værdiskabelse 
– Den humane vending indenfor ledelse og organisation 245
Sverre Raffnsøe & Rasmus Johnsen DEN h Um ANE VENDINg
Robotten og Maigret 
– Den humane vending i de tekniske videnskaber 291
Cathrine Hasse
Humanioras produktive kriser 
– Den humane vending i sit videnshistoriske landskab 319
Sverre Raffnsøe
Kosmologi og ‘revolution’ 
– Den humane vending som kopernikansk vending 399
Sverre Raffnsøe og Morten Raffnsøe-MøllerForord
Denne antologi er et resultat af det 3-årige forskningsprogram Den humane Vending,
der med økonomisk støtte fra VELUX FONDEN er blevet til i et samarbejde imellem
forskere fra fere af de danske universitetsinstitutioner. Programmet har til formål at
undersøge det humanes nye bestemmelser og samtidig bidrage til en samlende analyse
af den nye humanvidenskab og dens rolle i det aktuelle videnskabs- og samfundsbillede.
Udgangspunktet for denne undersøgelse og analyse er seks individuelle
forskningsprojekter om eksemplariske tværvidenskabelige felter, hvor en intradisciplinær - human
videnskab er under udvikling og spørgsmålet om mennesket stiller sig på nye måder:
1) Erhvervsøkonomiens humanisering og menneskets valorisering
Den humane vending indenfor erhvervsøkonomi, ledelse og værdiskabelse
Sverre Raffnsøe, professor, dr.phil., Institut for Ledelse, Politik og Filosof, Copenhagen
Business School
2) Antropologien mellem natur og samfund
Den humane vending indenfor naturvidenskab, klima og miljø
Kirsten hastrup , professor, D.phil., dr.scient.soc., Institut for Antropologi, Københavns
Universitet
3) Kulturens politisering og politikkens kulturalisering
Den humane vending indenfor politisk videnskab og teori
morten Raffnsøe-møller , lektor, ph.d., Institut for Kultur og Samfund – Filosof,
Aarhus Universitet
4) Livet som problem
Den humane vending indenfor medicin og biovidenskab
Uffe Juul Jensen, professor, mag.art.,– Filosof, Aarhus
Universitet
5) mennesket og litteraturen i velfærdsstatsforskningen
Den humane vending indenfor velfærdstatsforskningen og samfundsvidenskaben
Anne-marie mai, professor, lic.phil., Institut for Kulturvidenskaber – Litteratur - , Syd
dansk Universitet
6) Den psykiatriske menneskevidenskab
Den humane vending indenfor psykiatri og naturvidenskab
marius gudmand-høyer, adjunkt, ph.d., Institut for Ledelse, Politik og Filosof,
Copenhagen Business School
7
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.FOROR D
Alle disse projekter samt nogle mere overordnede forsøg på at artikulere -den hu
mane vendings karakteristika ses repræsenteret i nærværende antologi. Derudover
har Ca thrine hasse , professor, ph.d., Institut for Uddannelse og Pædagogik, DPU,
Aarhus Universitet, bidraget med en selvstændig artikel indenfor samme tema, imens
Rasmus J oh nsen , adjunkt, ph.d., Institut for Ledelse, Politik og Filosof, Copenhagen
Business School, optræder som medforfatter på en artikel. Vi er i forskningsprogrammet
taknemmelige for disse arbejder, der har bidraget til at udfolde relevante problemstil -
linger vedrørende den humane vending indenfor yderligere områder.
Angående tidlige versioner af nogle af artiklerne ønsker programmet ligeledes at
udtrykke tak til Knut Ove Eliassen, professor, dr.philos., Institutt for språk og lit -
teratur, Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet, Yvonne Leffler, og professor ,
fl.dr., göteborgs universitet, for både frugtbare og kritiske kommentarer.
Forskningsprogrammet ønsker i særdeleshed at udtrykke stor tak for den generøse
økonomiske støtte fra VELUX FONDEN og fondsråd henrik Tronier , uden hvilke
den præsenterede forskning ikke havde været mulig.
Takkes skal også en række forskningsprogrammer, der enten sideløbende eller
forud for har gjort det muligt at undersøge spørgsmålet om det humane og de humane
videnskaber indenfor særlige og selvstændige forskningsområder. Det drejer sig her
om Ledelse af Selvledelse, støttet af VELUX FONDEN (Raffnsøe, gudmand-høyer);
Risiko og håb i Sygdomsbekæmpelse. Bidrag til aktuel humanistisk sundhedsforskning,
støttet af VELUX FONDEN (Juul Jensen); Velfærdsfortællinger, støttet af VELUX
FONDEN (mai); samt Waterworlds. Natural Environmental Disasters and Social Resi -
lience in Anthropological Perspective, støttet af European Research Council (h astrup).
Slutteligt skal der også lyde en stor tak for den praktiske hjælp med manuskriptet
ydet af forskningsprogrammets assistenter Ditte Vilstrup holm , mathias munch
og Jeppe groot . Denne taksigelse gælder naturligvis også Aarhus Universitetsforlag.
I denne forbindelse vil vi også gerne takke Aarhus Universitets Forskningsfond, der
har bidraget med afgørende økonomisk støtte til udgivelsen af denne bog.
8
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.Indledning til den humane vending
Marius Gudmand-Høyer, Sverre Raffnsøe og Morten Raffnsøe-Møller
Set over et længere historisk forløb har selve det at være menneske overvejende været
en sekundær og ofte perifer term for identitetsstiftelse og selvforståelse. Det har været
vigtigere at betegne sig som herre eller slave, medlem af første-, anden- eller tredje -
standen, som dansker eller tysker, som medlem af en race, trosretning eller stamme.
Tilsvarende har de karakteristika, som vi er blevet forstået ud fra som samfundsmedlem -
mer, snarere knyttet sig til samfundsfunktion, -status eller -gruppe. Over en periode,
der i hvert tilfælde strækker sig fra de franske og amerikanske revolutioner, har “det
humane” eller menneskelige forstået som træk af almenmenneskelighed, individualitet
og subjektivitet imidlertid i stigende grad vundet bred social og idémæssig centralitet
og betydning. I dag er det således tydeligt, at det menneskelige har fået en særlig
overgribende betydning og placering. Denne ændring af det menneskeliges rolle, - situ
ering og beskaffenhed søger vi i denne antologi at forstå og belyse under betegnelsen
‘den humane vending’. Og vi søger ikke mindst at udfolde det enorme omfang, den
kompleksitet og tvetydighed, hvormed det menneskelige aktuelt har sat sig igennem
som et samfundsmæssigt, kulturelt og naturligt fænomen.
Når vi således i første omgang taler om “det humane” eller “det menneskelige”,
henviser vi hermed til et ganske bredt og således også temmelig fydende fænomen,
hvor stadig fere både videnskabelige og praktiske områder er begyndt at inkludere
forståelsen af mennesket som et genuint fremstillende, ekspressivt og selvfortolkende
væsen i deres praksis. Politisk og socialt ses en voksende opmærksomhed på mennesket
1 2som kulturvæsen og som bærer af en historisk-sproglig eksistens, samtidig med at
diskussioner om livsmening og herunder religion igen er blevet del af det offentlige rum
3efter lang tids privatisering. Parallelt hermed synes vægten på mennesket som kreativt
4og ekspressivt væsen også næsten altomfattende i vores samfund, hvad enten det gælder
arbejdslivets innovationsprogrammer, uddannelsesinstitutionernes orientering imod
1 Jf. Benhabib (2002): The Claims of Culture og hastrup (2004): Kultur. Det feksible fællesskab.
2 Jf. Taylor (2004): Modern Social Imaginaries og Taylor (1985): Philosophy and the Human Sciences.
3 habermas (2005): Zwischen Naturalismus und Religion.
4 Florida (2002): The Rise of the Creative Class – and how it’s transforming work, leisure, community and everyday
life.
RETUR TIL INDh OLD 11
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.DEN h Um ANE VENDINg
entreprenørskab eller ideer om socialt iværksætteri. Endelig er ideen om mennesket
som autentisk, selvstændigt og til en vis grad selvrådende væsen efterhånden blevet
5en forudsætning for vores samfundsforståelse, således at væsentlige institutioner, der
førhen havde selvfølgelig legitimitet, i dag kredser om og søger at realisere sig igen -
6nem tiltale og appel til den enkeltes autentiske og selvstændige tilslutning. mennesket
som kulturbærer og kulturskaber, og mennesket som ekspressivt væsen og autentisk
eksistens, er en forestilling, som indenfor traditionel humanisme giver mennesket en
særegen værdi, der har vundet hævd som de klassiske humanvidenskabers genstand.
Nu optræder denne værdi imidlertid i kraft af fænomener, der appelleres til i en langt
bredere, social og politisk kontekst og følgelig med et sæt af nye betydninger, af ny
fortolkning og ny værditilskrivning.
En ny opmærksomhed rettet imod det humane
hensigten med denne antologi er derfor at undersøge, hvorledes dette brede fæno -
men og dets nye mulige betydninger er udgangspunktet for og følgen af en kompleks
historisk proces, hvori den humane vending viser sig i fere forskellige former på én
gang. Den humane vending kan dermed siges at have tre dimensioner: For det første
har mennesket fået en ny betydning som afgørende faktor i verden. Verden
forekommer at have vendt sig mod det humane, for så vidt som dette opfattes som havende en
afgørende betydning for selv meget grundlæggende forhold i verden, såsom hele denne
æras geologiske og biologiske struktur, samt for hvordan disse træder frem og melder
sig. menneskets omgivelser fremstår som afgørende påvirket af og dermed som vendt
mod og henvendt til det humane.
For det andet viser der sig hermed samtidig en ny vending af og i det humane, der
bevirker, at dette tager en ny form og retning. Samtidig med at menneskene således
i højere grad forstås som betydningsfulde for de globale omgivelser, fremstår de også
i stadig højere grad som formede af og ansvarlige overfor samme omgivelser, natur
og historie. De står i et afgørende forhold til deres omgivelser, et forhold, som er
afgørende for dem selv, og som de må kunne leve op til. mennesker fremstår som
væsener, der er eksplicit henvendt mod, og som må kunne løfte deres ansvar i forhold
til de steder og den klode, som de bebor og går på, snarere end væsener, der er herre
over og selvbestemmende over deres skæbne og historie. menneskene møder her et
særligt spørgsmål om ansvar i forhold til en verden, hvis tilstand det enkelte menneske
5 Taylor (1992): The Ethics of Authenticity.
6 Jf. f.eks. Born & Åkerstrøm Andersen (2005): “Selvet mellem undersøgelse og bekendelse, En inklusions-
og eksklusionsmaskine”.
RETUR TIL INDh OLD12
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.I N DLEDN INg
ikke kan holdes ansvarlig for, men som det heller ikke er helt uden skyld i ved netop
at tilhøre menneskearten.
I denne kontekst vender mennesket sig således for det tredje mod sig selv, idet det
tilskyndes til at undersøge, artikulere og redefnere sin egen rolle som producent og
produkt af den omverden, som sædvanligvis kunne opfattes som den grænse, - hinsi
des hvilken det særligt menneskelige ikke havde hjemme. Dette sker, idet mennesket
samtidig vender sig ud mod sin omverden. mennesker fremstår som væsener, der er
udæsket af en afgørende udfordring: De må kunne svare på og kunne stå til regnskab
for, hvordan de forholder sig til den omverden, de befnder sig i, og som ikke bare er
et resultat af deres skabelse, samtidig med at de må forholde sig til, at de selv har en
afgørende indvirkning på de steder, de bebor, og på den indvirkning, disse har på dem
selv og andre.
grundlæggende henviser betegnelsen “den humane vending” til en ny ændr,et r
elation mellem mennesket og dets omverden, der bevirker, at det menneskelige i dag
bliver til på nye måder. Dette gælder både i forhold til det enkelte menneske og men -
neskene i omfattende forstand, eftersom det i begge tilfælde bliver centralt at spørge,
hvem man er i lyset af denne ændrede omverden. her angår den medierende instans
i sådanne spørgsmål ikke alene, hvordan den enkelte forholder sig til de mange og
de mange til den enkelte; spørgsmålet om forholdet til den omverden, som både det
enkelte menneske og menneskene allerede har sat et afgørende mærke på, kiler sig ind
som endnu en formidlende faktor, når det handler om identitetsdannelse. mennesket
og menneskene mødes i stigende grad i endnu et uafklaret spørgsmål om, hvem man
er i forhold til sin omverden, der allerede fortæller mennesket noget om sig selv. Såvel
de ændrede relationer som de nye måder, det menneskelige træder frem på, peger
dermed på en ny vending af menneskers måde at være i og forholde sig til verden
på, der ændrer det menneskeliges rolle og opgave. De ændrede og stadig uafklarede
relationer og måder at blive til på melder sig på én og samme tid som felter, der kalder
på nøjere undersøgelse, og som udfordringer, det bliver presserende at forholde sig til
og tage stilling til.
med betegnelsen ‘vending’ søges det markeret, at relationerne mellem mennesker
og deres omgivelser er i færd med at ændre sig afgørende, og det i en sådan grad, at
det bliver vanskeligt at opretholde traditionelle konceptioner, der hidtil har kunnet
foregive at begribe disse relationer; hvorfor relationerne kalder på en undersøgelse
og genbestemmelse. Den humane vending knytter sig således ikke blot til udbredel -
sen af humanismen eller til den stigende institutionelle og ideologiske betydning af
7begrebet om mennesket, som giver sig udtryk i for eksempel menneskerettigheder
7 Jf. messer (1993): “Anthropology and human rights”.
RETUR TIL INDh OLD 13
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.DEN h Um ANE VENDINg
8eller samfundsmæssige ideologier om homo œconomicus, der tilbyder klare bud på det
menneskeliges anvendelse i bestemte samfundssfærer. Betegnelsen ‘den humane - ven
ding’ insisterer derimod på, at det på den baggrund rejser sig som et åbent og samtidig
afgørende spørgsmål, hvorledes man overhovedet kan vende sig mod og tale om det
menneskelige og dets rolle. Denne sammenhæng har været længe undervejs og melder
sig aktuelt bredt som en ny overgribende horisont, der sætter betingelser, som det
er nødvendigt at forholde sig til og komme på omgangshøjde med, men stadig i vid
udstrækning også er uafklaret og dermed også problematisk at klargøre. Først ved i en
vis åbenhed nøjere at udforske, hvordan en sådan træder frem, og hvilke betingelser
den sætter i forskellige konkrete sammenhænge, kan man afklare de udfordringer, den
rejser, og de muligheder, den åbner.
Ambitionen med denne antologis række af artikler er således ikke at præsentere en
ny videnskabelig retning eller en ny samlet tilgang. Vi søger i stedet at præsentere et
nødvendigt undersøgelsesfelt, der stadig er i færd med at træde frem, og som kalder
på en nøjere undersøgelse. Det humane må undersøges og afdækkes konkret, netop
i de forskellige sammenhænge, hvori det træder frem. Kun således kan man afdække,
hvorledes det menneskelige nærmere træder frem og forpligter her.
Det centrale udgangspunkt for antologiens undersøgelser er derfor, at det humane
er blevet et diffust men ikke vilkårligt fænomen, som har åbne, mangfoldige og alligevel
afgørende betydninger i og på tværs af samfundssfærer og institutioner. Dermed bliver
den humane vending også et mellemværende, som videnskaberne om mennesket må tage
op som en udfordring på en ny måde, der muligvis vil indebære, at de må ændre form
og opgave. Antologien skal således forsøge at refektere en situation, hvor videnskaber,
der traditionelt tilhører andre hovedområder, arbejder sig ind på og gør sig gældende
på felter, der traditionelt har tilhørt de humane videnskaber; men på den anden side
ligeledes en situation, hvor videnskaberne om det humane arbejder sig ind på og gør
sig gældende indenfor og i relation til felter, der tidligere sædvanligvis defneredes i
opposition til det humane. Denne situation fremstår rent empirisk derved, at
samfundsmæssige områder som miljø og klima, sundhed og sygdom, teknologi og information,
økonomisk styring og optimering, velfærdstilbud og -forståelse i stigende grad fremviser
og integrerer ‘humane faktorer’ som afgørende for deres virkemåde (som forbrug og
livsformer, som livsstil og kultur, som iteration og selvforståelse og som kreativitet og
værdsættelse). Samtidig afspejles den i det forhold, at en række humanvidenskabelige
discipliner genopstår som bindestregsdiscipliner, såsom tekno-antropologi,
sundhedsflosof, velfærds-litteraturstudier, eller som nye tværfaglige områder, såsom
fødevareforskning, humanøkologi og miljøvidenskab eller forskning i det aldrende samfund.
8 Jf. Persky (1995): “Retrospectives: The ethology of homo economicus”.
RETUR TIL INDh OLD14
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.I N DLEDN INg
En sådan undersøgelse og gentænkning af humanvidenskabens genstand og opgave må
således samtidig søge at forholde sig til, hvorledes menneskevidenskaberne kan aktua -
lisere deres emner, tilgange og bidrag, så at de kan blive en central samtalepartner for
de andre deltagere i denne diskussion af det humane og dets betydning.
Udforskning af mellemværender
For så vidt som alle disse forhold, der karakteriserer den humane vending, træder
accentueret frem, hvor de humane videnskaber mødes med de andre videnskabelige og
samfundsmæssige hovedområder, danner undersøgelsen af de mellemværender, hvor
disse står i et forhold til hinanden, et særligt privilegeret felt i forsøget på at begribe,
hvad der bliver til med den humane vending, og hvilke udfordringer det rejser især
for de humane videnskaber. Det er netop for at kunne gennemføre en undersøgelse,
der både tager hvert enkelt mellemværende alvorligt og samtidig gør det muligt at
sammenholde de heri indeholdte divergerende versioner af den humane vending, at
alle antologiens artikler har følgende tre hovedelementer til fælles:
For det første deler alle artiklerne en eksplorativ bevægelse med det formål at udfor -
ske, hvilke nybrud og hvilke nye emner for viden og former for videnskabelighed der
træder frem med de forskellige variationer over den humane vending. Det drejer sig
om at registrere konkrete måder, hvorpå det humane optræder, men også hvorledes
de humane videnskaber gør sig gældende, og med hvilken selvforståelse de forholder
sig. Samtidig handler det om at undersøge, hvorledes de humane videnskaber allerede
inviteres indenfor i eksisterende videns- og praksisformer, der traditionelt tilhører
andre hovedområder, og på hvilke måder og med hvilken selvforståelse videnskaber
lokaliseret indenfor andre hovedområder i de nævnte kontaktfader intervenerer i og
bidrager til at undersøge felter, der traditionelt udforskes af de humane videnskaber.
Kort sagt drejer det sig med den eksplorative bevægelse om at udforske en række
(fremmede) områder, hvori det humane melder sig på en særlig (fremmed) måde.
For det andet har alle antologiens bidrag eksemplarisk beven ægelse tilfælles. De nye
genstandsområder, der udforskes, undersøges og analyseres således med henblik på at
vurdere deres forbilledlige karakter. Artiklerne spørger, i hvilke centrale henseender
den humane vending, således som den gør sig gældende i de respektive mellemværen -
der, markerer en signifkant forskydning i forhold til forståelsen af det menneskeliges
karakter og status og i forhold til de humane videnskabers overleverede værdisæt og
rolle at spille. I hvilken udstrækning aftegner der sig en ny problematik i de nye felter?
Og i hvilken udstrækning kan denne problematik siges at være repræsentativ og særlig
væsentlig for de aktuelle spørgsmål, der melder sig i forbindelse med det humane og
menneskevidenskaberne.
RETUR TIL INDh OLD 15
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.DEN h Um ANE VENDINg
For det tredje kobler antologien den eksplorative og eksemplariske bevægelse sam -
men med en bestemt topografsk bestræbelse. med denne er det hensigten at bidrage til
en afgrænset og udvalgt kortlægning af, hvad der er i færd med at gøre sig gældende
med den humane vending indenfor de forskellige mellemværender med andre praksis -
sammenhænge og videnskabeligheder end de traditionelt humanistiske. Formålet med
en sådan orientering er ikke at danne sig et komplet overblik over de forandringer, der
aktuelt præger humaniora og de humane videnskaber i bred forstand. I stedet for en
sådan almen kartograf over de humane videnskaber er anliggendet med kortlægningen
en langt mere fokuseret topograf, der skal bestå i mere detaljeret beskrivelse af udvalgte
lokaliteter, netop for så vidt som og således som disse træder frem i forhold til deres
omgivelser. I disse felter er noget i færd med at hænde, som synes at være dagsordens -
sættende; samtidig med at det i for høj grad stadig er uudforsket, netop fordi de nævnte
udviklinger ikke alene stadig er nye og aftegner sig i udkanten af traditionelle hovedom -
råder, men også er svært begribelige og vanskeligt placerbare, i og med at de bevæger sig
på tværs af de gængse hovedområder og deres begrebslighed. Dette er også en følge af
den overordnede pointe, at videnskaben altid selv er en vigtig del af den samfundsmæs -
9sige praksis. Videnskaben udgør ikke en egen lukket isoleret verden hinsides verden og
10må derfor anskues i sammenhæng med den øvrige verden. En given videnskabelighed
må forstås som et indspil i en samfundsmæssig sammenhæng, der henter en del af sin
bindende kraft herfra og får sin gyldighed i den kontekst, hvori den gør sig gældende,
også selvom den ikke lader sig reducere hertil. Følgelig lader den videnskabelige erken -
delse og dens forpligtende karakter sig ikke uden videre overføre uforandret på tværs
11af tid og rum. Dette har den paradokse følge, at kun ved at betragte og analysere de
videnskabelige udviklinger i deres specifkke og særegne kontekst bliver det muligt at
få blik for de mere og mindre almene træk og tendenser, de sætter, og som gerne sætter
sig igennem på lignende og dog andre måder i andre områder.
Oversigt over antologiens artikler
Antologiens artikler angriber altså den humane vending med afsæt i hver deres særlige
samfundsmæssige og (tvær)videnskabelige kontekst og dennes topograf og præsenterer
samtidig gennem de eksplorative undersøgelser både områdets særlige og eksemplariske
træk som producent af og udtryk for en human vending.
9 Jf. hastrup (1999): Viljen til Viden. En humanistisk grundbog. Schmidt (1998): Det videnskabelige perspektiv:
Videnskabsteoretiske tekster.
10 Jf. Shapin (1994): A Social History of Truth: Civility and Science in Seventeenth-Century England. Shapin
(2008): The Scientifc Life: A Moral History of a Late Modern Vocation.
11 Jf. Raffnsøe (2002): Sameksistens uden commonsense: En elliptisk arabesk.
RETUR TIL INDh OLD16
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.I N DLEDN INg
1) Sverre Raffnsøes artikel om “Det kolossale menneske – Den humane vending i
det antropocæne landskab” tager topografen ganske bogstaveligt, for her undersøges
netop, hvorledes vores geologiske og geografske “sted” (topologi) i stigende grad
kommer til syne som menneskeskabt gennem menneskets i stigende grad “kolossale”
aktivitet, samtidig med at mennesket kommer til syne som skaber og skabt af den om -
givende natur og dermed også som ansvarspådragende og -havende menneske. Dette
har for nylig udmøntet sig i forestillingen om, at vi er ved at entre en ny ‘antropocæn’
epoke. Artiklen viser således, hvorledes man med afsæt i så forskellige perspektiver
som geologiens, økologiens, biologiens og især (landskabs)æstetikkens kan afdække en
historisk paralleludvikling, hvor mennesket i stigende grad har formet sin omverden
igennem sin aktivitet og har erkendt og udtrykt sig selv i spejlet af dennes effekter. I
landskabsæstetikken viser dette sig i, hvordan mennesket møder og affcerer sig selv i
en tiltagende tvetydig erfaring af, at naturen er menneskepåvirket, imens de
efterhånden enorme menneskelige bylandskaber snarere er menneskeovergribende, således at
det gammelkendte forhold imellem menneske og natur synes at vende sig rundt. Den
menneskelige verden fremstår således samtidig som et uudgrundeligt net af menne -
skelige handlinger og effekter i en omverden, hvor disse indgår og transformeres, og
hvor mennesket dermed må fnde sin eksistens og sit ansvar, idet det lader sig affcere
heraf. Artiklen viser, hvorledes dette påkalder sig en menneskelig ansvarlighed, som
ikke kun angår de ofte nævnte effekter, såsom global opvarmning eller miljøbelastning,
men også giver sig udtryk i ansvarlighed for at gøre de forskellige former for viden, vi
har om omverdenen, effektive i forhold til en omverden, der er vores, og som angår os.
2) Kirsten hastrups artikel “mennesket på kanten mellem natur og samfund – Den
humane vending i et antropologisk perspektiv” kredser også om landskabet, som bliver
et centralt fænomen i den såkaldt topografske tendens indenfor antropologien. hvor
antropologien i tidligere epoker har taget afsæt i kulturen eller samfundet som den
(lukkede) verden, hvor menneskelig mening og aktivitet havde sin plads, er stedet nu
rykket i centrum som den porøse kontekst, hvor natur og kultur, historie og tilste -
deværelse, lokalt og overgribende fndes sammenvævet og i spil med hinanden.med
afsæt i, hvordan de grønlandske fangeres livsforms udfordres af en hastigt opvarmende
og forandrende natur, viser artiklen, hvorledes deres situation kun lader sig forstå som
mennesker, der handler på kanten: mellem historie og fremtid, hvor de skal håndtere
truslen mod en traditionel livsform og udsigten til og anticiperingen af en ny; mellem
det lokale og det globale landskab i form af omformning af de historiske og stedslige
livsbetingelser og i lyset af de regionale forandringer og muligheder, som
globaliseringen bringer. Artiklen sporer dermed en human vending, for så vidt menneskets handlen
på kanten af natur, kultur og sted fordrer, at både natur- og kulturvidenskaber forstår
RETUR TIL INDh OLD 17
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.DEN h Um ANE VENDINg
mennesket som “verdensskabende” væsen, og for så vidt de må bedrive videnskab med
menneskets ansvar for en historiceret klode som udgangspunkt.
3) Uffe Juul Jensen behandler i “Den fortrængte vitalitet og det humanes genkomst –
En human vending i biologi og samfund” forskydningen, sådan som den kommer til
udtryk især i de medicinske videnskaber. Det konstateres her, at der det seneste halve
århundrede er foregået en forandring i den biovidenskabelige praksis, der nu også
tillader, at menneskene griber ind og ændrer deres egen biologi og dermed i princip -
pet også den biologiske normalitet, som tidligere kunne forudsættes. Samtidig har
der etableret sig et stærkt biovidenskabeligt paradigme, som antager, at sygdom og
sundhed primært kan og må bestemmes ud fra afvigelse fra eller overensstemmelse
med statistiske og biologisk bestemte normalværdier, som endda er blevet en del af
borgeres og patienters dagligdagsforståelse gennem udbredelsen af måleværdier,
BmItal og teknologier til selvmåling. Over for dette påpeger artiklen en mere fundamental
forståelse af sundhed og sygdom, hvor sundhed består i evnen til at forme nye normer
for sine kropslige funktioner i en omskiftelig omverden, imens sygdom netop består
i en erfaring af ikke at kunne reetablere normale funktioner i en given situation. Det
er denne erfaring af, at “kroppen taler”, der får den syge til at søge læge for at få hjælp
til at genetablere den. På denne baggrund bestemmer artiklen det humane som men -
neskers fælles bestræbelser for at overvinde det kropsligt, eksistentielt, kulturelt eller
samfundsmæssigt forankrede. Og den diskuterer i denne forbindelse også, hvorledes
en styrkelse af de former for praksis, hvor undertrykte og underprivilegerede søger at
ændre deres virkelighed, samtidig med at de udvikler deres viden og kan bidrage til
en radikal human vending, som blandt andet gør vores erfaring og viden om medicin
og biologi til en udvikling for ikke blot nogles frihed, men for alles frie udvikling. Den
humane vending i biovidenskab og medicin er således også en vending, hvor de, der er
udsatte, lidende og unormale, gives ikke blot en politisk, men også en epistemologisk
stemme i udviklingen af vores sygdoms- og sundhedsforståelse.
4) I artiklen “Patientpersonen og imødegåelsen af maniodepressive selvmord – En
human vending i psykiatrisk praksis” undersøger marius gudmand-høyer en human
vending med afsæt i en historisk forskydning i løbet af det 20. og 21. århundrede.
Artiklen beskriver, hvorledes moderne selvmordsimødegåelse i forbindelse med en
markant psykisk sygdom efterhånden har bragt sig i en situation, hvor den på en ny
markant måde både forudsætter og fremmer et humant selvforhold som uomgængeligt
for denne aktivitet, for dens praksis og dens interventionsformer. Det handler således
om et skred fra en ældre problematisering i første halvdel af det 20. århundrede, hvori
selvmordet fremstilles som en næsten iboende kraft hos den melankolske patient, der
RETUR TIL INDh OLD18
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.I N DLEDN INg
forener en voldsom drift og urokkelig beslutsomhed med en bemærkelsesværdig - op
fndsomhed og duelighed med hensyn til de forhåndenværende midler, til en samtidig
problematisering, der snarere refererer til et indviklet kompositum af forskelligartede
omstændigheder, som først når de er sammenstillet i en bestemt konstellation, peger i
retning af en fygtig og forbigående selvmordssituation, i hvilken den specifkke syg -
domstilstand alene optræder som blot én faktor iblandt en lang række andre. med afsæt
i en langstrakt historisk forandring, der ligeledes beskrives i kraft af forskydninger fra
blandt andet den endogene fare til den eksogene risiko, fra det institutionelle til det
ekstitutionelle, fra det patologiske til det salutogeniske, peger artiklen på, hvorledes den
psykisk syges måde at forholde sig til sig selv og sin særlige suicidale situation bliver
den væsentligste del – såvel for patientpersonen som for behandlingskulturen – af selve
den forebyggende og foregribende aktivet, der har til formål at imødegå selvmordets
fuldbyrdelse. På den måde bliver udviklingen i psykiatrien også eksemplarisk for to
bredere samfundsmæssige tendenser, som bidrager til den humane vending: dels en
tendens til at installere processer, der skal subjektivere og ansvarliggøre individet på
måder, der bevidst “sporer” dette i bestemte dialektikker mellem samfundsmæssig norm
og eksistentielt selvforhold, så at det samfundsmæssigt ønskværdige tilstræbes igennem
selvforståelse og selvansvar snarere end institutionel og sanktioneret magtudøvelse;
dels en humant inkluderende tendens til at se, forstå og håndtere det ‘ikke-normale’
som en forlængelse eller overdrivelse af i øvrigt humane faktorer og derfor imødegå
eller behandle dette ‘ikke-normale’ i overensstemmelse hermed.
5) Anne marie mais artikel “hvirvel og vending – En human vending i litteratur og
velfærdsstatsstudier” sporer en mangfoldig og forskelligartet human vending i vel -
færdsforskningen fra en interesse i økonomi, magt og institutionelle arrangementer
til en bredere interesse i de værdier og kulturelle selvforståelser, som er bærere af og
udviklingskræfter i velfærdsstaten. Dermed undersøges en human vending, både for
så vidt at humane aspekter af velfærdsstaten rykker i fokus, og for så vidt at humanvi -
denskabelige discipliner bliver del af forståelsen af velfærdsstaten og dens kulturelle,
kunstneriske og livsmæssige baggrund. Artiklen opregner fre måder, hvorpå litteratur-
og kunstforskning bliver en del af den nye undersøgelse af velfærdsstaten: nemlig i
analysen af den specifkt kunstneriske erkendelse af velfærdslivets centrale tematik; i
undersøgelsen af forfatteres og kunstneres deltagelse i opbygningen af og debatten om
velfærdsstaten; i analysen af litteraturens og kunstens skiftende samfundsfunktioner;
og endelig i den relevans, som litteratur-, kunst- og sprogvidenskabelige metoder og
begreber får for andre fagligheder. men denne humane vending er samtidig en tovejs -
bevægelse: humanvidenskaberne kaldes ikke bare til hjælp med klassiske emner og
metode; samtidig ændres humanvidenskabernes fokus, emner og metoder af den nye
RETUR TIL INDh OLD 19
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.DEN h Um ANE VENDINg
opmærksomhed og interaktion, og dermed bliver det humane i humanvidenskaberne
også forandret.
6) I artiklen “menneskelig motivation og værdiskabelse – Den humane vending
indenfor ledelse og organisation” undersøger Sverre Raffnsøe og Rasmus Joh nsen,
hvorledes den megen aktuelle tale om de menneskelige faktorers positive betydning
for værdiskabelsen i det moderne arbejdsliv må ses i forlængelse af en langstrakt - lø
bende vægtforskydning i retning af det humane. Artiklen dokumenterer, hvordan det
20. århundrede karakteriseres af en vending fra ledelse og organisation som en form
for “kunst” eller håndværk til en genstand for videnskabelig forståelse og optimering
i Scientifc management, human Relations og human Ressource management. I
denne udvikling spiller de videnskabelige inspirationskilder og deres paradigmer for
menneske og værdiskabelse en afgørende rolle. Således var inspirationen for Scientifc
management en optimering af “den menneskelige motor” i den industrielle produktion
og hentede her inspiration fra såvel medicin som mekanik og fokuserede derfor på den
ene side på en optimering og fntuning af mennesket i en sådan mekanisk og biologisk
henseende og på den anden side på de menneskelige begrænsninger, der førte til træt -
hed, nedslidning og dysfunktion. Artiklen fremstiller derpå, hvorledes det resterende
århundrede såvel som vores eget har været vidne til et stigende fokus på indre og ydre
psykiske ressourcer og barrierer for organisatorisk værdiskabelse. I dette udvikler der
sig et tæt parløb imellem på den ene side ledelsesteori og erhvervsøkonomi og på den
anden side humanpsykologi. Dette er en human vending i fere henseender: Ikke bare
inddrager ledelsesteori og erhvervsøkonomi i stigende grad humanpsykologiske model -
ler og forståelser i både teori og praksis, men humanpsykologien udvikler sideløbende i
stort omfang sine human- og relationsforståelser i netop dette samarbejde. I forlængelse
heraf viser artiklen også, hvorledes fokus på eksperimenteren med og optimerings -
trang omkring menneskelig kreativitet, affektivitet, selvvaretagelse og kooperativitet i
erhvervsorganisationen bliver eksemplarisk og en form for “humanlaboratorium”, der
får en langt mere bred samfundsmæssig og ideologisk gennemslagskraft og dermed
kommer til at tone den bredere humane vending på tværs af kontekster og aktiviteter.
Artiklen redegør således for, hvordan det menneskelige efterhånden tildeles rollen
som et afgørende tyngdepunkt i arbejdsmæssige og organisatoriske sammenhænge.
Fra i begyndelsen af det 20. århundrede at fgurere som en ydre begrænsning -på pro
duktiviteten, hvis negative betydning og indfydelse det drejede sig om at minimere,
tildeles mennesket som menneske efterhånden positionen som den primære kilde til
værdiskabelse såvel som den afgørende ledelsesgenstand og -betingelse.
RETUR TIL INDh OLD20
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.I N DLEDN INg
7) Cathrine hasses “Robotten og maigret – Den humane vending i de tekniske viden -
skaber” tager afsæt i, at det menneskelige ikke alene bestemmes af de såkaldte human -
videnskaber eller de umiddelbare egenskaber, vi tilskriver mennesker, men snarere i en
stadig dynamisk dialektik med såvel andre videnskaber som med de måder, hvorpå vi
i andre aktiviteter modulerer både det menneskelige og det ikke-menneskelige. med
en undersøgelse af forsøgene på at konstruere en android, socialt interagerende robot,
der ligner et menneske så meget som muligt, undersøges bestemmelsen af det men -
neskelige med robotten som spejl, kontrast og modsætning, med det resultat, at det
afdækkes, hvor mangfoldigt og modsætningsfyldt det menneskelige er. Dette er ikke
en tilfældighed, men har en eksemplarisk karakter, idet det menneskelige kommer til
syne på stadig nye og mangfoldige måder i skabelsen, interaktionen med og refeksio -
nen af andre legemer, artefakter og omgivelser. Dette forhold bliver imidlertid særligt
accentueret i relationen til de androide robotter, fordi disse fremviser, udfordrer og
forskyder de menneskelige ideer om egen funktion og idealitet.
8) Sverre Raffnsøes artikel “humanioras produktive kriser – Den humane vending
i sit videnshistoriske landskab” undersøger, hvorledes den humane vending gør sig
bredt gældende, dels i differentieringen og udviklingen af de discipliner og fagligheder,
hvorigennem videnskaberne undersøger vores verden, dels i de måder og erkendelses -
interesser, der præger disse og de videnskabelige aktiviteter mere generelt. Artiklen
undersøger således, på hvilke måder den humane vending gør sig gældende og præ -
ger vores epistemiske univers. Igennem en videnshistorisk eksposition viser artiklen
samtidig, at denne epistemiske vending har en lang forhistorie, hvor udlægningen og
undersøgelsen af det humane har været en løbende udfordring for videnskaberne, deres
disciplinære opdeling og hierarki og deres ledende erkendelsesinteresser. Tilsvarende
diskuteres det også, hvorledes de traditionelle humanvidenskaber og deres selvforstå -
else har udviklet sig i samspil og demarkering med andre videnskaber. I forlængelse
heraf spørges, i hvilken forstand de seneste årtiers integration af humane faktorer i
traditionelt naturvidenskabeligt dominerede områder karakteriserer en human vending
i vores epistemologiske landskab. Artiklen dokumenterer her, at der ikke primært er
tale om en områdemæssig ekspansion, men i højere grad er tale om en udvikling, hvor
begreberne om det menneskelige udfordrer og strides med, men også legeres med og
befrugter hinanden. Og først og fremmest understreges det, at denne humane vending
ikke er en afsluttet bevægelse, men snarere en åben udvikling, som vi er midt i.
9) I antologiens afsluttende artikel “Kosmologi og revolution – Den humane - ven
ding som kopernikansk vending” af Sverre Raffnsøe og morten Raffnsøe-møller
overvejes det, hvilken form for vending den humane vending i grunden er. Dette
RETUR TIL INDh OLD 21
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.DEN h Um ANE VENDINg
gøres dels ved at sætte denne i relation til en række tidligere velkendte vendinger
i den vesterlandske historie, der både har at gøre med en ændring af verden og en
forandring af menneskets forhold til verden og dermed også til sig selv. En central
pointe, der her gøres gældende som dækkende for hele antologiens problematik, er,
at sådanne former for vendinger ikke nødvendigvis indebærer, at alle de tidligere
tyngdepunkter ophæves og forsvinder, men snarere at de repræsenterer perspektiv- og
tyngdeforskydninger, som sætter tidligere forståelser i et nyt lys og sted. Slutartiklen
viser således, hvorledes Jorden i forbindelse med den kopernikanske vending fra
et tidligere geocentrisk univers til det kopernikanske heliocentriske univers ikke
forsvinder fuldstændigt som et tyngdepunkt, men hvordan den i stedet fremover
indgår som et relativt gravitationspunkt i den nye sammenhæng. På samme måde
forsvinder heller ikke Solen som et afgørende gravitationspunkt, i og med at Kant
efterfølgende forsøger sig med en tilsvarende markant omvending, som peger på, at
mennesket ved nøjere eftersyn også udgør det centrale sted, når det drejer sig om
erkendelsen af verden og dens orden, men netop at denne perspektivforskydning
nærmest er provokeret af og selv accentuerer menneskets lidenhed og ærefrygt i en
verden, der nu fremstår som mægtig og decentreret i forhold til vores position. I
forlængelse heraf betoner artiklen, hvorledes de centrale erfaringer, som indikeres af
Kopernikus’ og Kants kosmologiske vendinger, heller ikke forsvinder som centrale
tyngde- eller fortætningspunkter med den efterfølgende humane vending, men at
denne nærmere (eller også) består i en viderebearbejdning af menneskets eksistentielle,
moralske og kosmologiske position og selvforståelse i et univers, hvor vi på den
ene side er marginaliseret kosmologisk og på den anden side er vokset kolossalt i
omfang, indfydelse og ansvar i vores egen globosfære. Snarere end at fokusere på
den humane vendings defnitoriske kerne, entydighed og permanens, bør vi derfor
fokusere på dens sproglige og kosmologiske bredde, mangetydighed og latens, fordi
den er en vending, vi står midt i, og som derfor også bestemmes af vores egen evne
til at fortolke og forme den kreativt og åbent i en human fremtid.
Antologiens områder og forbindelser
Som det fremgår af ekspositionen og samtidig søges illustreret i fguren nedenfor- , be
skæftiger antologiens artikler sig med den humane vending indenfor en række forskel -
lige sammenhænge, hvori gammelkendte menneskevidenskaber allerede har involveret
sig på måder, der samtidig forsøges udforsket, videreført og bekræftet af denne bogs
bidrag. Det drejer sig således om domæner, der såvel praktisk som videnskabeligt har
at gøre med emnefelter såsom klima og miljø, medicin og velfærdsforskning - og er
hvervsøkonomi, men i særdeleshed også om, hvorledes disse domæner samtidig træder
RETUR TIL INDh OLD22
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.I N DLEDN INg
MARIUS GUDMAND-HØYER, SVERRE RAFFNSØE 9) SVERRE RAFFNSØE og MORTEN RAFFNSØE-MØLLER
og MORTEN RAFFNSØE-MØLLER Kosmologi og revolution – Den humane vending
Indledning til Den humane vending som kopernikansk vending
8) SVERRE RAFFNSØE
Humanioras produktive kriser – Den humane
vending i sit videnshistoriske landskab
1) SVERRE RAFFNSØE
Det kolossale menneske – Den humane
vending i det antropocæne landskab
Klima og miljø
2) KIRSTEN HASTRUP
Mennesket på kanten mellem natur og samfund
– Den humane vending i et antropologisk perspektiv
Erhversøkonomi
og ledelse
Tekniske videnskaber
6) SVERRE RAFFNSØE og RASMUS JOHNSEN7) CATHRINE HASSE Menneskelig motivation og værdiskabelse Robotten og Maigret – Den humane
– Den humane vending indenfor ledelse vending i de tekniske videnskaber
og organisation
VelfærdsstatsforskningMedicin og sundhedsvidenskab
og samfundsvidenskaber
3) UFFE JUUL JENSEN
Den fortrængte vitalitet og det humanes genkomst
5) ANNE-MARIE MAI: Hvirvel og vending – En human vending i biologi og samfund – En human vending i litteratur og velfærdsstatsstudier
Psykiatri og forebyggelse
4) MARIUS GUDMAND-HØYER: Patienpersonen
og imødegåelsen af maniodepressive selvmord
– En human vending i psykiatrisk praksis
Antologiens områder og forbindelser Med hv. ert deres afsæt indenfor et videnskabeligt
område etableret omkring problemstillinger, der ikke direkte har haft med det særegent
menneskelige eller de humanistiske discipliner at gøre, indkredser antologien den humane vending i
en række forskellige brydninger. I disse brydninger bringes en række af de behandlede områder
i forbindelse med hinanden, samtidig med at de tilsammen tegner et billede af den humane
vendings fælles kendetegn og konturer. Mens antologiens indledning præsenterer en indgang
til disse brydninger og billeder, har de sidste to artikler et særligt formål: i 8) at udforske den
humane vendings historiske betydning for de humanistiske videnskaber og i 9) at indkredse
karakteren af den humane vending i sammenligning med andre idéhistoriske vendinger såsom
den kopernikanske eller den sproglige.
frem som mellemværender med humanvidenskabelige discipliner som antropologi og
æstetik, flosof og historie, litteratur og psykologi.
Som det ligeledes fremgår af fguren (øverst til højre), gør et særligt forhold sig
gældende for antologiens første artikel og de to sidste bidrag. I den første undersøger
Raffnsøe ikke kun et udvalgt felt med hjælp fra landskabsæstetikken, men forsøger
med undersøgelsen af det antropocæne at give et særligt markant (og derfor ikke
generelt dækkende) billede af den humane vending, samtidig med at han tematiserer
RETUR TIL INDh OLD 23
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.DEN h Um ANE VENDINg
en række udfordringer for en humanvidenskab, der skulle ville forsøge at komme på
omgangshøjde med sin tid og sin opgave i tiden.
Det er denne humanvidenskabelige problematik, der bliver genstand for særlig
behandling i den næstsidste artikels videnshistoriske bidrag, hvori Raffnsøe optegner
en historie over humanvidenskabernes udvikling frem imod det punkt, hvor den
humane vending indenfor andre både praktiske og videnskabelige områder synes at
stille den nye udfordringer og præsentere nye bestemmelser. med denne artikel er
der således tale om et forsøg på at gøre en mere selvstændig og bredere dækkende
status over det ene af denne antologis anliggender, nemlig angivelsen af, hvorledes
humanvidenskaberne aktuelt kan gøre sig gældende på en træffende måde. Samtidig er
der også tale om en undersøgelse af, hvordan centrale grene af humanvidenskaberne
allerede gennem længere tid har taget sådanne udfordringer op og svaret på dem.
Denne artikel angår altså et spørgsmål, der har at gøre med hele antologien og dens
forskellige bidrag.
Den anden problematik angående den humane vending som en væsentlig histo -
risk hændelse, der får et markant udtryk i spørgsmålet om det antropocæne, angår
ligeledes hele antologiens emnekreds og undersøges derfor selvstændigt af Raffnsøe
og Raffnsøe-møller i den sidste artikel, der således også kan betragtes som en slags
refeksiv epilog. her forsøges en fremstilling af, hvordan den humane vending kan
betragtes i lyset af andre vendinger, som er velkendte fra vores idéhistorie. Det drejer
sig her om at undersøge og gøre status over, hvordan den humane vending, blandt
andet med hensyn til spørgsmål om diskontinuitet og kontinuitet, lader sig karakte -
risere i lyset af de grundlæggende kosmologiske vendinger, som vi kender dels som
den kopernikansk-heliocentriske, dels som den kantiansk-epistemologiske. Samtidig
demonstrerer artiklen, hvordan man må reformulere vores gængse forståelse af vi -
denskabelige vendinger i det hele taget, hvis man vil forstå, hvad der er på spil i den
humane vending. hvordan antyder vi lidt længere fremme i denne indledning.
med hjælp fra og med afsæt i den første artikel er der med de to sidste således
tale om et forsøg på at indramme hele denne antologis forskelligartede fremstillinger
af den humane vending med særligt fokus på humanioras videnshistorie og en række
ganske grundlægende begivenheder i vores idéhistorie. Allerede her er det imidler -
tid nødvendigt at præcisere nærmere, hvad der skal forstås – og især hvad der ikke
skal forstås – ved det ‘humane’ og i denne forbindelse også med ‘vending’, således at
antologiens artikler læses med en passende indgang, der tager hensyn både til deres
forskellighed og deres fælles ærinde.
RETUR TIL INDh OLD24
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.I N DLEDN INg
Hvad er det humane? Og hvad er en vending?
At tale om en human vending gør det nærliggende at tænke på indstiftelsen af et
nyt paradigme. Denne tanke har imidlertid to ikke ubegrundede følgeforestillinger,
der imidlertid begge må modifceres for ikke at misforstå denne antologis ærinde og
grundtanke. For det første drejer det sig her om at imødegå en forventning om, at
det er bogens tese, at det først er nu, at det humane i egentlig forstand melder sin
historiske ankomst som et spørgsmål af stor vigtighed, og at det således også først er
her, at det får sin egentlige bestemmelse. For det andet er det vigtigt at præcisere, at
vendingen af det humane, for så vidt som denne bevægelse betragtes som indstiftelsen
af et nyt paradigme, alene kan kaldes sådan, såfremt denne paradigmatiske begivenhed
ikke så meget forstås i de velkendte billeder af det epistemologiske nybrud og frem -
komsten af helt nye erkendelser eller af den ontologiske omvæltning og indstiftelsen
af en helt ny verden at være i. Som det nedenfor skal tydeliggøres, skal den humane
vending som paradigme betragtet snarere forstås som forskydningen af et tyngde -
punkt. med disse to forsøg på at imødegå mulige misforståelser handler det dermed
om at præcisere, hvad der her forstås mere specifkt ved undersøgelseskategorierne
det ‘humane’ og ‘vending’.
Det humane som relationsdannelse
Allerførst er det væsentligt at understrege, at det humane, sådan som det fgurerer i
denne antologi, ikke har sit historiske og sit moralske modbegreb i det “inhumane”. Det
er ikke påstanden, at det humane først nu er kommet til syne som et nyt og forpligtende
fænomen og spørgsmål. Det humane i den humane vending er ikke væsensfremmed fra
det, der i årtusinder alene har kunnet deles af medlemmer af menneskearten og ikke
af dyrene – vores menneskehed; og det indebærer ikke, at vi først med denne vending
på den ene eller anden måde træder ud af et hidtidigt barbari for hermed endelig at
blive os vores fælles dyder og særlige indbyrdes ansvar bevidst – vores menneskelighed
(eller endda medmenneskelighed).
Det humane i denne bog hører ikke sammen med en tese om et brud med en
umenneskelig fortid, især eftersom spørgsmål om mennesket, om forholdet imellem
menneskehed og menneskelighed, til snart sagt alle tider i menneskenes historie er
12blevet stillet og holdt for vigtige. men dette imidlertid på temmelig forskellige måder:
hos romerske tænkere som spørgsmålet ikke om menneskeracen som biologisk væsen,
men om de handlinger og den adfærd, de forpligtelser og dyder (vid, lune, mildhed,
kærlighed og hengivenhed, venskabelighed, karakterfasthed, etc.), der kunne rummes
12 Jf. Crépon & de Launay (2014): “menschheit”.
RETUR TIL INDh OLD 25
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.DEN h Um ANE VENDINg
13indenfor begrebet om et societas generis humani, henhørende til det særlige politiske
dyr, som formår at bruge sprog og netop lever i forening, fællesskab og samfund. hos
kristne tænkere i middelalderen derimod som en modsætning divinitastil , således at
humanitas her ikke kun udvidede sin betydning i retning af det universelle gæstevenskab,
hjælp til dem i nød, godhed, venlighed og tjenstlighed, men ligeledes alt det, der havde
14med det timelige og ufuldkomne ved den menneskelige natur at gøre. Og hos Kant,
når han i en diskussion af de forhåndskundskaber angående vores åndsevner og kultur,
der kaldes humaniora ( Humaniora), anfører, at menneskeligheden ( Humanität) på den
ene side betegner en almen deltagenhedsfølelse ( Teilnehmungsgefühl) og på den anden
en inderlig og almen evne til at meddele sig, hvilke tilsammen danner den selskabelig -
hed (Geselligkeit), der er passende for menneskeheden ( Menschheit) og adskiller denne
15fra de indskrænkninger, der gælder for dyrene. I alle tre tilfælde træder det humane
frem i en særlig brydning, der på forskellig vis og til forskellige tider viser, hvordan vi
udmærker os, og hvordan vi adskiller os.
hvor det humane således ikke skal forstås som det historiske frembrud af spørgsmål
om menneskehed og menneskelighed i forhold til de sociale verdner, der har formet sig
over tid, har det humane i denne bog imidlertid en forbindelse til det “inhumane”, for
så vidt som dette ikke-menneskelige forstås som den natur, der ikke er menneskets egen,
men derimod hører til verdensnaturen i langt bredere forstand. Som nævnt betegner
det humane i denne sammenhæng først og fremmest et spørgsmål om en relation, der
trænger sig på. Dette er imidlertid ikke kun spørgsmålet om forholdet imellem - men
neskehed og menneskelighed, men også om hvorledes mennesket forbinder natur og
samfund på nye måder, der placerer det som en mægtig aktør i det, der betegnes som
en antropocæn virkelighed.
Som det ud fra to forskellige perspektiver – det ene flosofsk-æstetisk og det andet
antropologisk-videnskabshistorisk – behandles i antologiens første og anden artikel,
har perioden siden sidste istid fra det tidligste agerbrug til de industrialiserede og høj -
komplekse samfund været vidne til en verden og en natur, hvis udvikling ikke længere
er til at begribe uden eller uafhængigt af mennesket. I en tid, der er blevet antropocæn
blandt andet i og med en jordklode, hvor størstedelen af overfaden er transformeret af
menneskelige aktiviteter og forbruget af ressourcer har haft en voldsom indvirkning på
dens naturlige evne til genoprettelse af sine balancer, synes mennesket at være blevet
så kolossalt, at det er vanskeligt at adskille det fra naturen. Dette er tilfældet, når det
antropologiske studie kan give et billede af den nordvestgrønlandske fanger, der ikke
13 Cicero, De offciis, I, 157
14 Jf. Jaeger (1994): The Envy of Angels: Cathedral Schools and Social Ideals in Medieval Europe, 950-1200,
pp. 97-102.
15 Kant (1790/1978): Kritik der Urteilskraft , § 60.
RETUR TIL INDh OLD26
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.I N DLEDN INg
mere alene møder årstidernes vekslen og de hertil hørende fangstdyr og fangstteknik -
ker, men derimod også det menneske, der har sat så markant et mærke på klima og
økologisk balance, at fangernes verden trues på sin eksistens. her møder det enkelte
menneske det kolossale menneske, der kommer til syne i sin indvirkning på og således
delagtighed med den natur, der førhen kunne være en grænse for det humane. Som
det også ses i historien om menneskets forhold til en stadig mindre væsensforskellig
omkringliggende natur, sådan som det kommer til udtryk i landskabsæstetikkens - ud
vikling, bliver det humane et spørgsmål om en endnu ikke klarlagt relation til noget,
der både synes så meget større end mennesket og samtidig medproduceret af det.
Spørgsmålet om, hvad naturen er, bliver her vanskeligt at stille uden et menneske, der
er blevet kolossalt – ikke kun i kraft af sin centrale epistemologiske position og væren
i verden, men lige såvel af sin virken i verden.
En anden måde, hvorpå det humane kan forstås i forhold til det inhumane, er
i forholdet til den mere begrænsede natur, der hører til menneskekroppen og gør
sig gældende med fysiologiens selvstændighed og i de feste tilfælde også udenom
vores bevidsthedsliv. Også indenfor dette område opnår det humane en kolossal og
uomgængelig karakter. Antologiens tredje og fjerde artikel, henholdsvis om vitalite -
tens genkomst og selvmordets problematisering, skildrer således en situation, hvor
subjektiviteten som det almindelige omdrejningspunkt for livsmening, kreativitet,
kultur og selvforhold efterhånden får så kolossal en betydning – både som noget,
der bør respekteres og agtes i behandlingskulturen, og som noget, der herfra skal
stimuleres, fremmes og opdyrkes – at det truer med at opløse patientrollen, som vi
har kendt den og i vid udstrækning stadig forudsætter i vores forståelse – dvs. som
ramt af sygdom og ikke af egne valg og dispositioner og som genstand for terapeutisk
indgriben og ikke som den, der selv griber ind og forstår sig selv i denne rolle. Den
sundhedsfaglige opmærksomhed vender sig her imod det humane i en sådan grad,
at kroppen som interventionsgenstand efterhånden udfordres i betydning af den
enkeltes fortolkning af sig selv som den, der aktivt forholder sig til kroppens tale og
sit eget selvforhold.
Tilsvarende handler det eksempelvis i den syvende artikel om, hvordan mennesket
begynder at forstå sig selv igennem et fremmedlegeme, der alligevel ikke helt er frem -
med for menneskelig tilstedeværelse. Denne gang er det ikke naturen eller kroppen, der
udgør en grænse, som samtidig overskrides, men den teknologi, hvormed man forsøger
at skabe en menneskelignende robot, der optræder som det spejl, hvor mennesket både
kan genkende nogle af sine træk i renkultur og alligevel opleve en urovækkende man -
gel på lighed. Således bliver forsøget på at oversætte det egentligt menneskelige til et
andet medie også det, der får det til at vende tilbage og afstedkommer, at spørgsmålet
om, hvad mennesket egentligt er, igen og igen må stilles på ny.
RETUR TIL INDh OLD 27
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.DEN h Um ANE VENDINg
Det fremgår heraf, at det humane i den humane vending ikke entydigt hører til
hverken det enkelte menneske, sådan som det kan erfare sig selv og sine tanker og
handlinger, til menneskene, sådan som disse til forskellige tider har dannet fællesskaber
og sat deres mærke på verden, eller til mennesket i flosofsk antropologisk forstand, - så
dan som det her bestemmes i kraft af sine helt særegne kvaliteter og karakteristika. Det
humane skal i nærværende sammenhæng snarere forstås som den form for spørgsmål,
der formår at binde disse tre niveauer sammen i en dynamisk enhed. Denne dynamik
er først og fremmest relationel. Det humane bliver her til i spørgsmålet om, hvad det
er for et væsen, der både relaterer sig til sig selv og sit selvforhold og relaterer sig til
sig selv igennem noget andet – naturen, kroppen, teknologien – der på én gang er en
del og en følge af mennesket selv. Det humane bliver derfor samtidig det selvforhold,
der ikke længere tilbydes en klar modsætning – naturen, kroppen, teknologien – at
stå i et modsætningsforhold til, og hvori mennesket således på en ny og anderledes
radikal måde må spørge sig selv, eller på én gang sig selv og sit aftryk, hvem det egent -
lig er. Det er denne form for relationel humanitet, der dukker op indenfor en række
videnskabelige områder, som ikke traditionelt har rettet opmærksomheden mod det
menneskelige selvforhold, og det er denne relationelle humanitet, som antologiens
artikler udforsker indenfor hvert deres gebet.
Vendingen som forskydning af tyngdepunkt
Som anført er det i anden omgang ligeledes væsentligt at understrege, at den humane
vending alene forstås som indstiftelsen af et nyt paradigme i en bestemt og afgrænset
forstand, der sætter billedet af det forskudte gravitationspunkt i forgrunden for det
erkendelsesmæssige brud med det tidligere og den virkelighedsforandrede omvæltning
og indgang til en ny verden.
På den ene side drejer det sig således i denne antologi om så vidt muligt at distancere
sig fra den umiddelbare og tilsyneladende ret selvfølgelige forestilling om vendingens
karakter, der forbinder den med et markant erkendelsesmæssigt nybrud, som tillader
at begrunde en ny videnskabelighed og nye vidensmæssige landvindinger. I kraft af
sådanne epistemologiske nybrud fremholdes det med denne konception af vendingen,
at man kan blive i stand til irreversibelt at lægge tidligere konceptioner af verdens
16forhold bag sig for at begynde at erkende den på et nyt og bedre grundlag. med
denne forestilling er det endvidere nærliggende at forstå vendingen som en etablering
af et nyt videnskabeligt felt eller endog et nyt videnskabeligt teorisæt, således at en
16 Jf. f.eks. Rorty (1967): The Linguistic Turn; Recent Essays in Philosophical Method, pp. 1-4. Shapin (1996):
The Scientifc Revolution.
RETUR TIL INDh OLD28
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.I N DLEDN INg
ny erkendelse af virkeligheden synes at blive mulig, i hvilken man kan lade hidtidige
uproduktive spørgsmål og undersøgelser bag sig for at etablere en mere sikker og
produktiv viden.
Tager man afsæt i en sådan karakteristik af vendingen, bliver det oplagt at forstå
den i det vokabular, som Thomas Kuh n paradigmatisk begyndte at udvikle i bøgerne
The Copernican Revolution (Kuhn 1957/2003) og The Structure of Scientifc Revolution
(Kuhn 1962/2012). her bliver vendingen beskrevet som det første afgørende skridt
“på vejen mod” en ny “normalvidenskab”, der kan udgøre en solid base og være forbil -
17ledlig for et fremtidigt videnskabeligt arbejde og fortløbende fremskridt. I Kuh ns
sprogbrug kan man således betragte de arbejder og værker, der udpeger og udvikler
sådanne viden skabelige vendinger, som “paradigmer”, der er i færd med at lægge
grunden til og udvikle nye “sammenhængende traditioner” og fællesskaber “for
viden18skabelig forskning”. Vendingerne fremstår her som begivenheder, igennem hvilke
man er i færd med at forlade en præ-paradigmatisk tilstand og på vej mod at etablere
nye efterfølgelsesværdige former for videnskab i en sådan grad, at “vi kan få lyst til at
sige”, at vi efterfølgende lever “i en anden verden”, idet man her “så nye ting [things],
19når man så på gamle genstande [ objects]”. Og hermed bliver det også nærliggende at
forstå vendingerne i lighed med, hvad Kuh n netop begrebssatte som “revolutioner”,
hvormed han samtidig gjorde det vanskeligt ikke at måtte forholde sig til spørgsmålet
om, hvorvidt det overhovedet lader sig gøre at sammenligne og tale om progression
imellem forskellige paradigmer, eller om de snarere må forstås som beskrivelsessyste -
mer, der udfører forskellige erkendelsesopgaver relativt til forskellige samfundsmæssige
behov og forståelsesformer.
I nybruddets form konciperes vendingen altså i første omgang i epistemologiske og
transcendentale termer; der er her tale om et gennembrud, hvori man vidensmæssigt
lægger den hidtidige viden bag sig.men til konceptionen af et sådant vidensmæssigt
nybrud hører det i anden omgang imidlertid ofte med, at man også synes at lægge den
hidtidige verden bag sig, idet der etableres en verden, der baserer sig på en radikalt ny
grund.
Det er denne nærtbeslægtede forestilling om vendingen i skikkelse af en omvæltning,
som det på den anden side også gælder om at lægge en vis afstand til, når det drejer sig
om at give et passende indledende billede af den humane vendings karakter. Det handler
om at se den i et andet lys end det, hvori vendingen nok kan fremstå som resultatet og
kulminationen af en langvarig udvikling, men hvori man alligevel essentielt forstår selve
17 Kuh n (1962/2012): The Structure of Scientifc Revolutions , p. 10.
18 Ibid., p. 11.
19 Ibid., pp. 117-118. Kuhn (1957/2003): The Copernican Revolution, pp. 206-07.
RETUR TIL INDh OLD 29
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.DEN h Um ANE VENDINg
vendingen som et prægnant og relativt sammentrængt omslag i forhold til det tidligere,
der bevirker, at en markant anden tilstand træder i stedet for og aføser den forbigangne
situation. her kommer man til at forstå vendinger som altomfattende, epokale
omvæltninger, der er så altomkalfatrende, at de irreversibelt lægger de tidligere tilstande bag sig.
her træder vendingen altså ikke alene frem i form af Kuh ns videnskabelige revolution,
men melder sig mere bredt indenfor de rammer, som den moderne forestilling om
revolutionen i det hele taget sætter som en permanent, vedvarende og uigenkaldelig
bevægelse, som vi alle er delagtige i og løbende på én gang forlader fortiden og træder
20ind i fremtiden i kraft af. For et nøjere eftersyn viser sådanne måder at koncipere både
vending og revolution sig som en “radikal og irreversibel genordning”, der etablerer en
21ny tilstand, som “verden aldrig har været vidne til før”.
Når det drejer sig om at begribe karakteren af den humane vending, er sådanne i
dag oplagte måder at opfatte vendingen på dog hverken særligt træffende eller pro -
duktive. Den brede og overgribende humane vending, sådan som den på forskellig vis
fremstilles indenfor rammerne af denne antologi, kan ikke beskrives i et sprog, der
først og fremmest lægger vægt på nybruddet og omvæltningen. Den humane vending
lader sig dårligt beskrive som en etablering af et nyt transcendentale, der bestemmer
vores tilgang til verden i en sådan grad, at man samtidig bliver tilbøjelig til at sige,
at man lever i en helt anden verden, der adskiller sig klart fra den tidligere. Dette
indebærer ikke, at der i den humane vending ikke er noget nyt, der bryder frem, eller
at noget omvæltes og giver plads til noget andet, men betragtet som indstiftelsen
af et paradigme er det alligevel et andet billede, der træder i forgrunden og bliver
karakteristisk.
Som det især tydeliggøres og udvikles i antologiens sidste artikel, markerer den
humane vending sig således først og fremmest som en stadig igangværende forskydning
af tyngdepunktet i den verden, der mest direkte angår mennesket, og som udgør men -
neskeartens umiddelbare eksistensgrundlag. Således som de øvrige bidrag til antologien
markerer det, viser det sig nemlig i en række forskellige videnssammenhænge, hvorledes
tyngdepunktet i både balancer og processer, som mennesket er impliceret i og afhængigt
af, allerede har forskudt sig eller er i færd med at forskyde sig på afgørende vis. Denne
bevægelse er så fremskreden, at det i stigende grad bliver nødvendigt at vende sig mod
og tage afsæt i det humane – det ekspressive og selvbevidste, det autentiske og kreative,
det kulturbærende og kulturskabende – når man søger at forstå eller gøre rede for, hvad
der sker, og forholde sig til, hvordan udviklingen videre vil forløbe. med den humane
vending søger vi således at indikere, at vægten i den vedkommende verden efterhånden
20 Bulst et al. (1984): “Revolution, Rebellion, Aufruhr, Bürgerkrieg”.
21 Shapin (1996): The Scientifc Revolution, p. 3.
RETUR TIL INDh OLD30
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.I N DLEDN INg
Mennesket som et anderledes gravitationspunkt. Den humane vending kan beskrives
som en forskydning af tyngdepunktet både i de balancer og i de tilblivelsesprocesser i en række
forskellige videnssammenhænge, som mennesket er impliceret i og afhængigt af. Denne bevægelse
synes så fremskreden, at det i stigende grad bliver nødvendigt at vende sig mod og tage afsæt i det
humane – det ekspressive og selvbevidste, det autentiske og kreative, det kulturbærende og
kulturskabende – når man søger at forstå eller gøre rede for, hvad der sker, og forholde sig til, hvordan
udviklingen videre vil forløbe. Uden nødvendigvis at ændre form synes mennesket at have fået en
ny tyngde i verden.
Tegning af Honza Hoeck.
er blevet så forskudt, at det giver mening at tage afsæt i det menneskelige og forsøge
sig med den tilgang; og at verden dermed i afgørende henseender drejer sig om det
humane, ikke alene når man søger at gøre rede for mennesket og dets livsbetingelser,
eller for mennesket som sin egen betingelse for erkendelse af disse forhold, men også
for verden i videre forstand.
Dermed bliver det også klart, at antologiens forskellige artikler alene søger at
angive et nyt paradigme i den afgrænsede forstand, at de søger at udpege og un -
dersøge en vægtforskydning i verden i retning af det humane, der gør sig gældende
parallelt indenfor forskellige områder. Der er i høj grad tale om en vending mod
det humane, der lægger sig i forlængelse af og vokser ud af en langstrakt og allerede
igangværende udvikling af den menneskelige faktors betydning indenfor de forskel -
lige undersøgelsesområder. Det er i denne forstand, at den humane vending nok kan
RETUR TIL INDh OLD 31
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.DEN h Um ANE VENDINg
sættes i forbindelse med nybrud og omvæltning, men først og fremmest har at gøre
med den form for forskydning af gravitationspunktet, der gør det muligt, at alt på én
gang kan være det samme og alligevel træder frem i et andet lys og i andre indbyrdes
forhold (se fgur 2).
Vendingen mod det humane fnder dermed også udtryk i tilblivelsen af forskel -
lige nye undersøgelsesfelter. Det bliver nødvendigt at undersøge det menneskelige i
dets konkrete nære forhold til de sammenhænge, hvori mennesker har en afgørende
betydning. Sådanne nye diverse undersøgelsesfelter rejser samtidig udfordringer for
samtidigt gældende former for videnskabelighed, der er blevet etableret på andre
forudsætninger. Når man forsøger at begribe og artikulere karakteren af den humane
vending, bliver det dermed også klart, at den ikke lader sig beskrive som et klart brud
med det tidligere, der bevirker, at man lader dette bag sig. Den humane vending kan
derfor heller ikke anskues som en ny etableret endelig tilstand, et nyt absolut udgangs -
punkt, man efterfølgende må tage afsæt i. I det hele taget lader den humane vending
sig ikke karakterisere i positiver eller superlativer, men alene i komparativer. Der er
ikke tale om en udgangs- eller en sluttilstand, men om en relativ og sammenlignelig
mellemtilstand og et mellemværende karakteriseret af et mere eller mindre i forhold
til, hvad der tidligere var tilfældet.
Den humane vending gør sig dermed gældende og må artikuleres som en igang -
værende inklination i retning af det humane og dets betydning. med den humane
vending er der således ikke tale om et inkommensurabelt brud og en omvending,
men om en løbende overgang i retning af noget nyt. Der er tale om et igangværende
skred i det gravitationsfelt, som man tager afsæt i. En sådan re-centrering, som både
verden mere generelt og mennesket er impliceret i, indebærer, at verden med - for
skydningen danner nye mønstre. Nye konstellationer opstår, der kalder på at blive
undersøgt. med vendingen af og mod det humane bliver det menneskelige til i en
ny form, soms bevirker, at det udgør en afgørende faktor og synsrand, uden at man
derfor kender karakteren af det menneskelige i denne nye form til bunds. med den
humane vending melder der sig tværtimod en ny horisont, hvis karakter og dagsorden
man må gøre til genstand for undersøgelse. Som antologiens artikler alle peger på,
har den menneskelige faktor imidlertid samtidig opnået en så afgørende karakter,
at det bliver påkrævet at vende sig mod og undersøge denne nye konjunktur for at
opnå en mere grundlæggende viden om dens karakter og konsekvenser. En vending
mod den humane vending er påkrævet. Dette er en vending mod det menneskeliges
rolle og karakter i dets forhold til verden.
Undersøgelserne kan være empiriske og tage form af en vending mod og klar -
læggelse af, hvilke former det menneskelige aktuelt har taget. De kan også have en
virtuel dimension, for så vidt som en undersøgelse og en diagnose af det aktuelle og
RETUR TIL INDh OLD32
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.I N DLEDN INg
22det reelle inkluderer en afdækning af, hvilke eksistensformer vi synes på vej mod.
Undersøgelserne kan ligeledes rumme en afgørende begrebslig dimension i form af
en afsøgning og udvikling af kategorier, der er på højde med denne situation. Samtidig
kan den også rumme en sanselig dimension i form af en afsøgning af, hvilke former
for sensibilitet der synes at dukke op og gøre sig gældende med den humane vending,
samt en udforskning af, hvilke æstetiske former der er i færd med at blive udviklet, for
at man kan komme på omgangshøjde med den humane vending og eksperimentere
med den for at afsøge, i hvilke retninger den peger.
Eftersom den humane vending forstået som nyt paradigme ikke gør sig gældende
i nybruddet eller omvæltningens form og heller ikke er en genstand, som man kan
undersøge på afstand, men tværtimod træder frem som en overgribende horisont og
et sæt af relationer, der sætter en ny udfordrende dagsorden, som undersøgeren selv
er impliceret i og dermed bidrager til, er der ingen vej uden om at gå ind i den og
undersøge den indefra. Først ved i åbenhed nøjere at udforske de betingelser, som den
humane vending sætter, kan man afklare de muligheder, den åbner, og de udfordrin -
ger, den rejser. Det er det endnu blot påbegyndte arbejde med en sådan udforskning,
som nærværende antologi på én gang er resultatet af og videre søger at bidrage til.
I første omgang sker dette i den følgende, åbnende artikel, hvis undersøgelse af det
antropocæne og de nye betingelser og relationer, der hermed gøres gældende, kaster
lys over, hvordan den humane vending træder frem gennem en langstrakt geohistorisk
udvikling. Uden at de efterfølgende artikler deler dette kolossale perspektiv, idet de
beskæftiger sig med hver deres mere afgrænsede problemstilling eller mellemværende,
har de imidlertid det samme formål: De skal alle fremstille – eksplorativt, eksemplarisk
og topografsk – hvorledes den humane vending træder frem som en aktuel udfordring
både for hidtidige forestillinger om mennesket og de humanvidenskaber, der
sædvanemæssigt har haft dette væsen som sit privilegerede område.
22 Raffnsøe (2013): THE HUMAN TURN. The Makings of a Contemporary Relational Topography.
RETUR TIL INDh OLD 33
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.DEN h Um ANE VENDINg
Litteratur
Benhabib, S. (2002): The Claims of Culture. Princeton: Princeton University Press.
— (2008): Another Cosmopolitanism. Oxford: Oxford University Press.
Born, Asmund W. & Niels Åkerstrøm Andersen (2005): “Selvet mellem undersøgelse
og bekendelse. En inklusions- og eksklusionsmaskine”, Grus , 26/74: 94-114.
Bourdieu, Pierre (1990) The Logic of Practice . Stanford, Calif.: Stanford University Press.
Bulst, Neithard, Jörg Fisch, Reinhart Koselleck og Christian meier (1984):
“Revolution, Rebellion, Aufruhr, Bürgerkrieg”, in Otto Brunner, Werner Conze, Reinhart
Koselleck & Rudolf Walther (1984): Geschichtliche Grundbegriffe. Historisches Lexikon
Zur Politisch-Sozialen Sprache in Deutschland Band 5. Stuttgatt: Klett-Cotta.
Crépon, marc & marc de Launay (2014): “menschheit”, in Dictionary of Untranslatables.
A Philosophical Lexicon. Red. af Barbara Cassin et al. Princeton, Oxford: Princeton
University Press.
Florida, Richard (2002): The Rise of the Creative Class – and how it’s transforming work,
leisure, community and everyday life. New York: Basic Books.
habermas, Jürgen (2005): Zwischen Naturalismus und Religion. Frankfurt am main:
Suhrkamp Verlag.
hastrup, Kirsten (1999): Viljen til Viden. En humanistisk grundbog. København:
gyldendal.
— (2004): Kultur. Det feksible fællesskab. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
Jaeger, C. Stephen (1994/2000): The Envy of Angels: Cathedral Schools and Social Ideals
in Medieval Europe, 950-1200. Philadelphia: University of Pennsylvania Press.
Kant, Immanuel (1790/1978): Kritik der Urteilskraft (KdU). Red. af Wilhelm Weischedel.
Frankfurt am main: Suhrkamp.
Kuhn, Thomas S. (1957/2003): The Copernican Revolution: Planetary Astronomy in the
Development of Western Thought. Cambridge: harvard University Press.
— (1962/2012): The Structure of Scientifc Revolutions. Chicago: University of Chicago
Press.
messer, Ellen (1993): “Anthropology and human rights”, Annual Review of Anthropology,
22: 221-249.
Persky, Joseph (1995): “Retrospectives: The ethology of homo economicus”, The Journal
of Economic Perspectives, 9(2): 221-231.
Raffnsøe, Sverre (2002): Sameksistens uden commonsense: En elliptisk arabesk, I-III.
København: Akademisk Forlag.
— (2013): THE HUMAN TURN. The Makings of a Contemporary Relational Topography.
København: Copenhagen Business School.
Rorty, Richard (1967): The Linguistic Turn; Recent Essays in Philosophical Method. Chicago:
University of Chicago Press.
RETUR TIL INDh OLD34
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.I N DLEDN INg
Schmidt, Lars-henrik (1998): Det videnskabelige perspektiv: Videnskabsteoretiske tekster.
København: Akademisk Forlag.
Shapin, Steven (1994): A Social History of Truth: Civility and Science in
SeventeenthCentury England. Chicago: University of Chicago Press.
— (1996). The Scientifc Revolution.
— (2008): The Scientifc Life: A Moral History of a Late Modern Vocation. Chicago: Uni -
versity of Chicago Press.
Taylor, Charles (1985): Philosophy and the Human Sciences. Cambridge: Cambridge
University Press.
— (1992): The Ethics of Authenticity [The Malaise of Modernity]. Cambridge, mass.:
harvard University Press.
— (2004): Modern Social Imaginaries. Durham: Duke University Press.
RETUR TIL INDh OLD 35
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.Det ‘kolossale’ menneske – Den humane
vending i det antropocæne landskab
Sverre Raffnsøe
he had never had a self that wished to continue in its own being, survival meant ceasing
to be what its being was.
Frank had the illusion that though the universe of one of his poems seemed so close
to what seemed his own universe at the second of writing it that he wasn’t sure how they
differed even though the paraphernalia often differed, after he had written it its universe
was never exactly his universe, and so, soon, it disgusted him a little, the mirror was dirty
and cracked.
Secretly he was glad it was dirty and cracked, because after he had made a big order,
a book, only when he had come to despise it a little, only after he had at last given up the
illusion that this was what was, only then could he write more.
he felt terror at the prospect of becoming again the person who could fnd or see
or make no mirror, for even Olivier, trying to trap the beast who had killed his father,
when he suavely told Frank as Frank listened to the phonograph long afternoons lying
on the bed as a kid, when Olivier told him what art must be, even Olivier insisted that
art is a mirror held up by an artist who himself needs to see something, held up before
a nature that recoils before it.
We fll pre-existing forms and when we fll them we change them and are changed.
Frank Bidard: “Borges and I”
Menneskeret og -pligt
For ikke så længe siden blev en embedsmand og seks forskere anklaget for uagtsomt
manddrab ved retten i Italien. De nævnte blev i 2012 fundet skyldige og fk hver seks
års fængsel. Rettens afgørelse var baseret på, hvordan de havde vurderet og kom -
munikeret risikofaktorerne forud for det jordskælv, der ramte byen L’Aquila den 6.
1april 2009 og kostede 309 menneskeliv Efterfølgende karakteriserede en af de dømte .
dommen som “middelalderlig”; og hans kollega sammenlignede sig selv med den
italienske astronom galileo galilei, der i 1633 blev dømt til at frasige sig sin viden -
1 Alexander (2013): “mortality in the L’Aquila (Central Italy) Earthquake of 6 April 2009”.
RETUR TIL INDh OLD 37
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.DEN h Um ANE VENDINg
2skabeligt funderede påstand om, at Jorden drejer rundt om Solen og ikke omvendt.
men dommen er alt andet end middelalderlig; og retten angriber ikke videnskaben
fra et anti-videnskabeligt standpunkt. I middelalderen ville hændelsen formentlig være
blevet tilskrevet menneskelig endelighed og fejlbarlighed. Uanset om man er af den
opfattelse, at dommen er skandaløs eller retfærdig, ville både anklagen og dommen
være utænkelig i denne tidligere periode.
I modsætning til en udbredt misforståelse i forbindelse med sagen blev embedsman -
den og videnskabsmændene nemlig ikke dømt for at have manglende viden eller for at
være ude af stand til at forudsige det altødelæggende jordskælv. Tværtimod blev de syv
medlemmer af det offcielle regeringsorgan Commissione Nazionale dei grandi Rischi
(Den nationale kommission til forudsigelse og forebyggelse af risici) fundet skyldige,
fordi deres risikovurdering var for overfadisk og uforsigtig, og fordi de forsikrede, at
de små rystelser, der fandt sted forud for jordskælvet, ikke var grund nok til, at man
3skulle advare offentligheden om at tage forholdsregler imod et kommende jordskælv .
I forlængelse heraf siger den 900 sider lange domsafsigelse og motivationen herfor,
udstedt af Dommer marco Billi, at kommisionsmedlemmerne havde forelagt en risi -
kovurdering, der var “upræcis, generisk og ineffektiv (approssimativa, generica ed inef -
4fcace)” og derfor hindrede “forudseelse og forebyggelse (previsione e prevenzione)”.
Dermed medvirkede videnskabsfolkene og embedsmanden aktivt til, at medierne for -
sikrede befolkningen om, at forskælvene ikke var årsag til alarm. Dommer Billi fandt,
at kommisionsmedlemmernes fejl medvirkede afgørende til, at 29 mennesker af de i alt
5309 omkomne mistede livet, og at den også var skyld i yderligere fre tilskadekomne.
Kendelsen var dermed baseret på det ansvar, videnskabsfolk som borgere har til at dele
deres ekspertise med det formål at hjælpe mennesker til at træffe informerede valg.
Det er ikke tilfældigt, at dommene i L’Aquila-retssagen har vakt opsigt. De
tilkender mennesker en afgørende rolle både i forhold til deres omgivelser og i forhold til
andre mennesker. Dermed stadfæster og markerer de en udvikling, der har været længe
undervejs, og som stadigvæk pågår. Dommen indikerer, at det menneskelige har fået
en ny placering og rolle, ligesom den markerer, at et nyt forhold mellem mennesket
og dets omverden er i færd med at blive etableret. Sagen fra L’Aquila vidner om en
verden, hvor mennesker synes at være i færd med at træde frem og udmærke sig i
forhold til alle andre væsner og naturen generelt på vores klode på en ganske særlig
2 Kington (2012): “Italian scientist convicted over L’Aquila earthquake condemns ‘medieval’ court”. Clark
(2012): “From galileo to the L’Aquila earthquake: Italian science on trial”.
3 RT Network (2012): “Six Italian scientists jailed for six years each for failing to predict 2009 quake that
killed over 300 people”.
4 Tribunale di l’Aquila: Sentenza 380/2012, p. III.
5 Cartlidge (2012): “Judge in L’Aquila earthquake trial explains his verdict”.
RETUR TIL INDh OLD38
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.I DET ANTROPOCæ NE LANDSK AB
Menneskets time. I 2009 blev den italienske by L’Aquila ramt af et ødelæggende jordskælv,
der bevirkede, at 309 indbyggere døde og tusinder blev hjemløse. En retssag blev indledt mod
en tidligere embedsmand og seks videnskabelige eksperter for at drage dem til ansvar for deres
adfærd forud for hændelsen.
Foto øverst: Joanna Faure Walker, UCL Mathematical and Physical Sciences. fickr.
Foto nederst: Javier Sala Molina/Midiclorian.com
RETUR TIL INDh OLD 39
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.DEN h Um ANE VENDINg
måde. mennesker er blevet de væsner, der synes at kunne holdes ansvarlige eller drages
til ansvar for verden, umiddelbart i strafferetslig og dermed juridisk forstand, men
6dermed måske også i endnu videre forstand. hvor større magter som gud, forsynet,
fornuften og naturens love eller kaos tidligere kunne betragtes som ansvarlige for de
afgørende hændelser i den naturlige og menneskelige (om)verden, er det i dag blevet
et specifkt menneskeligt prærogativ og en særlig belastning at bære et ansvar i ren
forstand og at blive straffet i tilfælde af forsyndelse mod dette ansvar. mennesker er
blevet de ansvarlige skabninger i en så privilegeret forstand, at de synes at skille sig
ud fra alle andre skabninger i kraft af netop dette.
L’Aquila-sagen gør det dermed gældende, at mennesket ikke alene skiller sig ud fra
de øvrige væsener. Den indikerer samtidig, at mennesket på trods af, men også igennem
og netop på baggrund af denne adskillelse har været i stand til at etablere et vigtigt og
stærkt forhold til verden. mennesker har taget, og forventes at tage, ansvar for et miljø
i en bredere forstand, således at dette ansvar ikke blot inkluderer en ansvarlighed for
7mennesket selv og for væsener, der betragtes som en del af menneskets husholdning.
De er også blevet ansvarlige for at forholde sig til, hvad der sker i det rum og de steder,
som de bebor. Samtidig viser retssagen imidlertid også, at mennesker kan drages til
ansvar for, hvorledes deres handlinger og opførsel affcerer, hvordan andre mennesker
lever og opfører sig, inklusive hvordan de i kraft heraf bliver i stand til at reagere på
eventuelle udfordringer og trusler. Ansvaret inkluderer altså endog en evne til at kunne
stå til regnskab for, hvordan man påvirker ikke alene andre menneskers evne til at
forholde sig til, hvad der sker, men også til, hvad der kan ske. Ansvarligheden er altså
så omfattende, at det inkluderer menneskets evne til at forholde sig til selv jordskælv
og orkaner. Den inkluderer altså ikke alene menneskets forhold til og indvirkning på
globale og radikale forandringer i menneskets omverden, som mennesker i dag har
en afgørende indvirkning på. Det menneskelige ansvar inkluderer endog menneskets
forhold til unikke og voldsomme randfænomener, der er ganske svære at forudse,
og som umiddelbart ligger udenfor menneskelig kontrol. I forbindelse med sådanne
fænomener bliver det dermed også særdeles tydeligt, hvorledes ansvarliggørelsen i
høj grad også inkluderer menneskets evne til at modulere sit eget beredskab og sine
egne reaktioner, en evne, der betragtes som afgørende for disse fænomeners karakter
og følger.
6 For en udfoldelse af en tidligere historisk tilstand, hvori ikke alene mennesker, men også dyr og natur -
genstande kunne drages retsligt til ansvar se Raffnsøe (2013b): THE HUMAN TURN: The Makings of a
Contemporary Relational Topography, specielt pp. 12-13.
7 Berman (1994): “Rats, pigs, and statues on trial: The creation of cultural narratives in the prosecution
of animals and inanimate objects”. girgen (2003): “The historical and contemporary prosecution and
punishment of animals”.
RETUR TIL INDh OLD40
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.I DET ANTROPOCæ NE LANDSK AB
En sådan aktuel ændring af det menneskeliges situering og beskaffenhed kan forstås
som en ‘human vending’. For det første viser der sig en ny vending af og i det humane,
der bevirker, at dette tager en ny form og retning. I retssagen fremstår mennesker som
væsener, der er vendt mod og er udfordret af deres omgivelser. De står i et afgørende
forhold til deres omgivelser, et forhold, som er afgørende for dem selv, og som de må
kunne leve op til. I forlængelse af den accentuering af det menneskeliges betydnings -
fuldhed, der slår igennem med den humane vending, begynder mennesker samtidig
i en mere accentueret grad at optræde som væsener, der er eksplicit henvendt mod
de omgivelser, som de synes at være afgørende for. De fremstår som væsener, der må
kunne løfte deres ansvar i forhold til de steder på kloden, som de bebor og går på;
hvorfor de følgelig også må kunne holdes ansvarlige for, hvordan de forvalter dette
ansvar.
Dermed vender det humane sig i denne kontekst for det andet også mod sig selv
på en ny måde, idet mennesket undersøger, artikulerer og redefnerer sin egen rolle.
Ved at vende sig ud mod sin omverden begynder mennesker samtidig at vende sig
mod sig selv som væsener, der står overfor en afgørende udfordring: De må kunne
svare på og kunne stå til regnskab for, hvordan de forholder sig til den omverden, de
befnder sig i, og som ikke bare er et resultat af deres skabelse, samtidig med at de må
forholde sig til, at de selv har en afgørende indvirkning på de steder, de bebor, og på
den indvirkning, disse har på dem selv og andre.
For det tredje peger retssagen imidlertid også på, at mennesket har fået en ny be -
tydning som afgørende faktor. Verden forekommer at have vendt sig mod det humane,
for så vidt som mennesket opfattes som afgørende, endog for meget grundlæggende
forhold i verden. Dette gælder selv for basale forhold eller begivenheder, såsom
jordskælv, orkaner eller tsunamier, der har karakter af naturkatastrofer, som mennesket ikke
umiddelbart hverken kan forårsage, overskue eller have magt over. hvor jordskælvet
og tsunamien i Lissabon i 1755 stadig umiddelbart primært blev en anledning til med
basis i den menneskelige videns og kunnens begrænsede betydning at føre proces mod
8det guddommelige forsyn for at rejse spørgsmålet, om dette lod sig retfærdiggøre,
giver tilsvarende abnormale ulykker eller katastrofer i dag først og fremmest anledning
til at undersøge, om den menneskelige anticipation af eller reaktion på sådanne trusler
9er ansvarlig og forsvarlig, også selv i de tilfælde, hvor de ikke i første omgang synes
udløst af menneskelig aktivitet. Selv de mest radikale naturnedslag på kloden forstås
nu som begivenheder, der også indgår i og tilhører den humane ansvarligheds sfære,
i og med at de ikke blot har karakter af umedieret natur, men indgår i en horisont af
8 Voltaire (1759/1999): Candide, ou, L’optimisme: suivi de, Poème sur le désastre de Lisbonne.
9 massumi (2009): “National enterprise emergency: Steps toward an ecology of powers”.
RETUR TIL INDh OLD 41
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.DEN h Um ANE VENDINg
Jordskælvet i Lissabon 1755. I 1755 ramte et jordskælv den portugisiske hovedstad Lissabon.
Som det fremgår af disse samtidige illustrationer, lagde skælvet, sammen med de efterfølgende
brande og tyve meter høje tsunamibølger, store dele af byen øde. Den store ulykke var samtidig
et skælv, der rystede fundamentet for den europæiske tanke og verdensforståelse. Som Voltaires
Poème sur le désastre de Lisbonne (Digt om katastrofen i Lissabon ), publiceret året efter,
markerer, så var det dog først og fremmest menneskets tillid til et retfærdigt guddommeligt forsyn
og en fornuftig verdensorden, der blev ramt.
Litograf fra Jan Kozacks Samling i Prag.
virkninger, der i høj grad er menneskeligt modifcerbare. For så vidt som omgivelserne
og deres betydning således i vid udstrækning synes at afhænge af den menneskelige
aktivitet, kan de også opleves som havende vendt sig mod og være afventende human
aktivitet eller respons for at opnå deres endelige og betydningsfulde form.
I nærværende sammenhæng henviser betegnelsen “den humane vending” således
til en ny, fundamentalt ændret relation mellem mennesket og dets omverden, - der be
virker, at det menneskelige i dag bliver til på nye måder. Såvel de ændrede relationer
som de nye måder, som det menneskelige træder frem på, peger på en ny vending af
RETUR TIL INDh OLD42
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.