Hannah Arendt og pædagogikken

Morten Timmermann Korsgaard

Description

Hannah Arendt er en af det 20. århundredes store politiske tænkere. Hovedværkerne Det totalitære samfundssystems oprindelse, Menneskets vilkår og Eichmann i Jerusalem er centrale skrifter i den politiske filosofi og behandler vigtige emner som totalitarisme, menneskelig handling og ondskab.
Derfor er Arendts ganske vist få og sporadiske ─ men ikke mindre vigtige ─ tanker om pædagogikken også en smule oversete. Og ikke nok med det: De fleste pædagogiske fortolkere af Arendt læser med Arendt mod Arendt i stedet for at følge Arendts tænkning om skole og opdragelse til ende.
Det forsøger dette lille skrift at råde bod på. Arendts tanker om pædagogikken udgør nemlig et væsentligt alternativ til de tanker om pædagogik, der er fremherskende i dag, og giver et nyt perspektiv på pædagogikken. Bogen argumenterer bl.a. for, at man med ideerne om læringssamfundet og konkurrencestaten helt glemmer at drage omsorg for barnets frihed. Vores iver efter resultater er snarere et snærende bånd ─ en totalitær invasion af barndommen ─ end en omsorg for barnets begyndelser.

Sujets

• Philosophie et théologie
• Philosophy

Informations

• Publié par: Aarhus University Press
• Date de parution: 07 novembre 2014
• Nombre de lectures: 0
• EAN13: 9788771840469
• Langue: Danish

Extrait

Morten Timmermann Korsgaard
Hannah Arendt og p dagogikken
Fragmenter til en gryende p dagogik
Til Sidsel
Forord
Denne bog handler om Hannah Arendt. Ikke i traditionel biografisk eller teoretisk forstand, men i den forstand, at den g r et fors g p at forst hendes t nkning - eller m ske rettere, g r et fors g p at videret nke Arendts t nkning - i dette tilf lde ud fra en p dagogisk vinkel. Derfor b rer den ogs pr g af at v re netop et fors g og skal derfor ikke l ses som en r kke f rdige konklusioner og fortolkninger. Bogen er s ledes et fors g ud i den metode, som Arendt selv foreslog, hvor t nkningen ikke afsluttes, og hver dag m konfrontere sig selv p ny.
Udgangspunktet for bogen er en kandidatafhandling ved Aarhus Universitet, som blev til en forkastet artikel, en forkastet kronik og til sidst til noget, der minder mere om den oprindelige afhandling igen. I arbejdet med at forkorte pointerne til artikel-og kronikform blev det klart, at jeg ikke var f rdig med arbejdet, og at det ikke egnede sig til en s kort form.
At bogen nu foreligger, er mere et sp rgsm l om timing, end om at arbejdet nu er endeligt afsluttet. Mange af pointerne i bogen fordrer og fortjener l ngere og grundigere diskussioner, is r fordi mit udgangspunkt er kontroversielt og s at sige spinkelt. Jeg valgte nemlig tidligt i processen at v re s tro mod Arendts forl g som muligt og fors ge at skrive hendes projekt ud. Det betyder, at mange punkter, hvor man med rette kan kritisere og diskutere hendes pointer, her ikke tages op. Ogs af denne grund er projektet bag bogen ikke afsluttet, da v sentlige diskussioner af disse pointer forest r. Det, der kan siges at v re afsluttet, er fors get p at udfolde Arendts p dagogiske t nkning s loyalt som muligt og fors ge at beskrive dens praktiske konsekvenser. Dialogen og kritikken venter forh bentligvis p den anden side af bogen, i b de modtagelsen og i mit eget videre arbejde.
Jeg vil gerne takke nogle personer, foruden hvem denne bog ikke var kommet til syne. F rst og fremmest en stor tak til Stig Skov Mortensen for diskussion, inspiration og kommentering undervejs. Tak til Steffen Korsgaard og Per Jepsen for gode r d og vejledning, og til Niels Mosumgaard for dybsindige ideer og mindst lige s dybsindige los i bagdelen. En stor tak skal ogs g til min redakt r Henrik Jensen, der har kvalificeret og modificeret manuskriptet undervejs.
Morten Timmermann Korsgaard
Indledning
Certainly more is involved here than the puzzling question of why Johnny can t read.
Hannah Arendt, The Crisis in Education
Der eksisterer i p dagogikken en sp nding mellem p den ene side en konservativ videref relse af og introduktion til det best ende samfund og p den anden side en benhed for forandring og fornyelse, som det nye menneske bringer ind i verden. P den ene side er det p dagogikkens og uddannelsens opgave at forberede barnet p den verden, det er en del af og skal leve sit liv i, og p den anden side m p dagogikken v re ben for den unikke mulighed for noget nyt og uforudset, som hvert enkelt individ indeholder. Der er alts et dobbelt ansvar i p dagogikken, for b de det best ende og for det begyndende.
Indf ringen i og introduktionen til samfundet blandes i skolen og de p dagogiske institutioner med en omsorg for den enkeltes muligheder for at udfolde sig i verden og blive til som menneske i denne. Barnet er i f rd med at blive til som menneske, og denne tilblivelse sker i det moderne samfund i et politisk og p dagogisk struktureret rum, hvor individet i stigende grad ogs uds ttes for en tilpasning i forhold til nogle politisk prioriterede retningslinjer. Tidligere var der tale om en personligt prioriteret tilpasning forvaltet af familien i et n rt f llesskab, men denne del fylder mindre og mindre, i takt med at b rn tilbringer mere og mere tid i skole og institution.
At det p dagogiske er n rt forbundet med det politiske, er dog ikke noget nyt. At uddanne de kommende generationer til demokratisk deltagelse, kritisk stillingtagen og myndighed har siden oplysningstiden v ret p dagogikkens form l, og man har arbejdet teoretisk og praktisk med p dagogikken ud fra det synspunkt, at p dagogik har til form l at uddanne til et bedre samfund end det nuv rende. Demokratisk dannelse har st et h jt p dagsordenen i den vestlige p dagogiske t nkning, og den har, is r siden de store verdenskrige, st et centralt i fors get p at holde de totalit re str mninger nede. Reformp dagogikken og den progressive p dagogik stillede den p dagogiske dannelse af individet i centrum for demokratiets fremtidige best en og udvikling og har haft enorm indflydelse p skabelsen af den moderne skole og de moderne fritids- og daginstitutioner i Vesten. Det, som hovedparten af de p dagogiske idealer har haft tilf lles siden oplysningstiden, er, at det p dagogiske ideal nok var politisk, men at det blev holdt adskilt fra konkrete og tidsbestemte politiske aktualiteter og landskaber. Der herskede en forestilling om, at det demokratiske ideal for p dagogikken var uafh ngigt af det samtidige politiske klima, og at p dagogikken kunne holdes adskilt derfra gennem selve idealet om det demokratisk dannede individ.
I de senere rtier er fokus flyttet v k fra demokratisk dannelse, og uddannelsesdebatten kredser snarere om, hvordan vi bedst muligt indretter en praksis i uddannelsen, der virker , og hvordan vi fremmer de evner, individet b r tilegne sig for at kunne bidrage til samfundet. Her forestiller man sig ikke l ngere, at idealet for p dagogikken kan holdes adskilt fra det nuv rende politiske klima, derimod indretter man p dagogikken og uddannelsen af de nye generationer efter samfundets behov. Gennem komparative studier rettes fokus mod de praksisser, der ser ud til at virke, og som form r at f selv de svageste elever med. Man fors ger med politiske tiltag og reformer at rette op p det, der i de komparative studiers linse er en fejlslagen p dagogisk indsats set fra et samfundsperspektiv, hvor det er for lille en procentdel af de unge, der opn r tilstr kkelige kompetencer. At ville l fte de svage elever med op, og dermed opn en uddannelsesprocent n r de hundrede, kan lyde som et v rdigt og positivt ideal for p dagogikken. Men m ske kan det p dagogiske rum og den p dagogiske aktivitet slet ikke indfanges i denne optik. Den statistiske tilgang til verden, og den s rlige form for videnskabelighed, der kendetegner evidenst nkningen, som jo er hentet fra den medicinske videnskab, er m ske slet ikke s rligt velegnet, n r det kommer til betragtninger af det p dagogiske? M ske g r vi fejl, n r vi fors ger at reducere p dagogikken til h ndfaste svar p , hvad der virker , og m ske virker det, der virker, slet ikke i det p dagogiske.
If lge vores hovedperson i denne bog Hannah Arendt (1906-1975) er resultaterne af menneskelige handlinger netop s uforudsigelige og skr belige, at de ikke kan g res til genstand for statistiske og naturvidenskabelige m linger. De menneskelige handlinger manifesterer en iboende frihed ved det menneskelige vilk r, og de er udtryk for en spontan genf dsel af friheden, der hverken kan kortl gges eller forudsiges. N r menneskene handler, er det ikke et resultat af determinerende strukturer eller af individuelle og strukturelle intentionelle bestemmelser. Det er derimod et udtryk for det unikke individs kommen til syne i et f llesskab af lige individer. Menneskelig handling kan kun finde sted der, hvor mennesker samles og i f llesskab konstituerer et mulighedsrum for spontan samvirken og kommen til syne. Dette rum er et s regent og politisk rum, som i selve sin natur udelukker en statistisk og nytteorienteret tilgang, og det er samtidig et rum, der udelukker p dagogik og uddannelse, i lige s h j grad som p dagogik og uddannelse udelukker denne form for politisk handling. Uddannelse og p dagogik handler nemlig ikke om handling, men om p den ene side en beskyttelse af barnet og p den anden side en beskyttelse af verden.
P dagogikken m i denne forst else aldrig basere sig p n fast forestilling om, hvad menneskene skal blive, og de forskellige ovenn vnte moderne og senmoderne idealer for p dagogikken forbryder sig alle mod det ubestemmelige og unikke ved hvert enkelt nytilkommet menneske. Det er hver ny generations sk bne at forny vores f lles verden, og en voksen generation, der fastl ser uddannelsen af disse nytilkommere i bestemte forestillinger om fremtiden, tager denne sk bne ud af h nderne p b rnene og g r sig dermed skyldig i en totalit r invasion af barndommen. P dagogikken m i stedet fastholde en benhed for det uforudsigelige ved de menneskelige handlinger, hvorigennem det er de nytilkomnes sk bne at forny og derved redde verden fra den sikre undergang, den g r i m de uden netop denne fornyelse. Barndommen m beskyttes mod det politiskes skarpe lys, under hvilket intet tilblivende menneske kan trives. Men ogs verden m naturligvis beskyttes. Hvis ikke man i p dagogikken beskytter verden mod de nytilkomnes uforudsigelige invasion af den verden, der er vores f lles hjem, vil denne verden blive overl bet og dermed forandret til uigenkendelighed gennem de nye generationers handlinger.
Det dobbelte ansvar, der her kommer til udtryk, er den centrale tanke i Arendts ufuldendte p dagogiske t nkning. Det er et udtryk for den iboende sp nding ved p dagogikken mellem det best ende og det nye, som Arendt aldrig f r udfoldet som andet end en filosofisk grundpr mis for p dagogikken. Men hvordan vil en p dagogik og en uddannelse med udgangspunkt i denne sp nding og med udelukkelsen af det politiske i centrum tage sig ud? Kan den repr sentere et v gtigt alternativ til de nuv rende perspektiver p p dagogikken, og kan den udfoldes som andet end en famlen i blinde, n r vi p disse pr misser rettelig intet kan sige om den verden, de nye vil tr de ind i, og n r vi ikke m fastl gge for dem, hvem de skal v re, og hvad deres bestemmelse er? N r den klassiske p dagogiske bev gelse fra det ubestemte barn til den bestemte voksne forstyrres af en filosofisk teori