istanbul

Aarhus University Press

Description

"Mens byen forandrer sig kalejdoskopisk i takt med færgens bevægelser, rører grånende mænd intuitivt i deres små te-glas, som var det bedekransens ravkugler, der blev nulret, selv om sukkeret i teen for længst er opløst. De betragter de skiftende skylines på den anden side af rælingen med visheden om, at den eneste rigtige måde at se Istanbul på er fra dækket fra en færge mellem Europa og Asien. Færgen er et fristed mellem kontinenterne, en 20 minutters rejse fra én verden til en anden."
Peter Rasmussen, citat fra bogen

Sujets

• Travel
• General officer
• General

Informations

• Publié par: Aarhus University Press
• Date de parution: 20 avril 2015
• Nombre de lectures: 0
• EAN13: 9788771840551
• Langue: Danish
• Poids de l'ouvrage: 10 Mo

Extrait

Istanbul
lasse ellegaard I 1990 erne var jeg optaget af Samuel Huntingtons bog The Clash of Civilizations og rejste til Istanbul for at d kke parlamentsvalget i 1995, der var interessant for en dansk (og europ isk) offentlighed som f lge af den p st ede fundamentalistiske trussel fra det dav rende islamiske parti Refah, Velf rdspartiet. Refah vandt valget, og jeg blev i Tyrkiet for at f lge civilisationernes sammenst d p n rmeste hold. Jeg boede periodevis i Ankara og fra 2002 til 2005 i Istanbul, hvis byzantinske arvegods allerede da var truet af det regerende AKP-partis bygge- og anl gsmani. Partiets leder, Recep Tayyip Erdo an kaldte s ledes de byzantiske - eller om man vil: stromerske - ark ologiske rester af byen for canak comlek , en vending, der kan overs ttes som v rdil st ragelse . Ironisk nok hyldede han samtidig en neo-osmannisk generobring af den by, om hvilken Napoleon I skal have erkl ret, at hvis verden kun havde n hovedstad, ville den v re Istanbul.

intro
erdo ans istanbul
En introduktion til Istanbul kan passende begynde med et citat af min ven Artay, hvis fortid i den tyrkiske udenrigstjenestes efterretnings-sektion havde l rt ham, at maltwhisky er befordrende for seri s samtale. I en ordveksling om udsigterne til tyrkisk EU-medlemskab, noterede han for nu mere end 10 r siden, at Istanbul er historisk en europ isk by . Og efter endnu en skylning af sv lget tilf jede han: Og kommer Europa ikke til Istanbul, kommer Istanbul til Europa .
I dag forekommer det sidste mere sandsynligt end det f rste, og ikke kun fordi seks af de ca. 30 millioner muslimer, der lever inden for EU s gr nser, er tyrkiske, men fordi Istanbuls store s n og fra 2014 landets pr sident Recep Tayyip Erdo ans populistiske parole Yeni T rkiye (Det Nye Tyrkiet) bebuder en gammel imperial og ny islamisk orienteret selvbevidsthed. N r Erdo an ytrer sig, er Tyrkiet ikke l ngere en ydmyg ans ger om EU-medlemskab, men fremst r i hans rustikke retorik snarere som et tilbud, EU ikke kan afsl . Med en yngre befolkning, dynamisk v kst og som premierminister Ahmet Davuto lus erkl rede over for Tysklands kansler, Angela Merkel, i de hektiske dage efter terrorangrebet mod det franske satiremagasin Charlie Hebdo i januar 2015: Europa har brug for en succeshistorie, og den kan passende best i, at vi bliver EU-medlem nu. Og konomisk havde Davuto lu en pointe: P intet tidspunkt siden 2004, da Det Europ iske R d lod sig overbevise af Erdo an-regeringens tilsyneladende reformiver og godkendte Tyrkiet som gyldig EU-ans ger, har Istanbul v ret t ttere p Europa i udvikling. Men ogs l ngere v k politisk og kulturelt.
Jeg boede i Ortak y under VM-slutrunden i 2002 og fulgte det tyrkiske landsholds kvartfinale mod Senegal p de talrige tv-sk rme, restauranterne havde opstillet ud til havnefronten ved Mediciye-moskeen med de to blyantstynde minareter. Da den klejne lhan Mans z scorede det afg rende m l i till gstiden, der sendte holdet i semifinalen, lod en langlemmet ung kvinde p et cafebord barm og underliv rotere i ekstatisk sejrsrus.
I det jeblik sansede jeg pulsen af modernitet, tradition og den s rlige selvtillid, der sender p frekvensen: imperial hovedstad. Hendes blonderede fremtoning i h je h le og smukt blottet navle over kropsn re jeans symboliserede suset af globaliseret modernitet, mavedansen det kulturelle ekko af harems-kvinderne i Dolmabah e-paladset, sultanernes sidste residens lidt l ngere nede ad Bosporus - hvor Mustafa Kemal Atat rk valgte at ud nde som 57- rig i 1938, nedslidt af en lever p overarbejde. D dsv relset er i dag bevaret med standuret sat i st p klokkeslettet fem minutter over ni.
Mustafa Kemal affandt sig aldrig med Ankara, som han af s vel milit re som politiske grunde gjorde til republikkens hovedstad - datidens kampfly kunne ikke n b de frem og tilbage fra Adriaterhavet til regeringsbyen midt p den anatolske h jslette, og desuden var Istanbul politisk ukorrekt som imperiets tidligere hovedstad og hoveds de for kalifatet. Men for den dameglade nationsbygger og soldat, der havde l rt sig at danse vals som milit rattach i Bukarest, forblev Ankara et kedsommeligt provinshul. Mustafa var om nogen inkarneret istanbullu , multikulturel kosmopolit med visionen om en pluralistisk europ iseret nation - dog uden for mange europ ere, der ikke var til at stole p .
Og s dan afl ser ogs jeg Istanbul: p samme tid lokal og global, tyrkisk og europ isk, hvor ingen beh ver at v re barnef dt for at v re gte istanbullu . Mustafa Kemal var eksempelvis fra Saloniki, og mindst to tredjedele af de 15 millioner indbyggere er tilflyttere. Det er denne dimension af byen, der g r den interessant som krydsfelt mellem forskellige kulturer, hvis stort set velbevarede rester af to imperier, det stromerske i 1125 r og det osmanniske i 465 r, er synlige overalt, men is r p den europ iske side af Bosporus. N r jeg ankom til byen k rte jeg som regel direkte til et typisk osmannisk tr hushotel p At Meydan (Heste-pladsen, den gamle romerske hippodrom), hvor overtjeneren Mehmet med glas je og en lidenskab for nargile blev en slags ven, da jeg efter en tur til Kairo vendte tilbage med egyptisk bletobak til hans vandpibe.
N r jeg siger en slags ven , betyder det, at Mehmet efter bletobakken droppede sin falske, forstillede hjertelighed med sp rgsm l til hustruens helbred og barnets skolegang, man kan m de hos tjenere og t ppehandlere i Istanbuls turistf lder, men blev behj lpelig med at finde en p lidelig mekaniker til mit skrantende k ret j - og til en pris, der ikke kunne kaldes malkning. Men selvf lgelig blev vi aldrig n re venner, dertil var relationen for ulige - Mehmet var storby-overlever og s ledes typisk istanbullu , jeg var yabanc , vesterl nding, der ogs repr senterede en indt gt. Det fine ved venskabet var, at vi begge vidste, at s dan var det.
Det andet hotel, jeg gerne frekventerer, er Pera Palas, bygget i 1892 til rejsende, der ankom til den sen-osmanniske stationsbygning i Sirkeci, endestationen for Orientekspressen. I dag er hotellet renoveret med respekt for interi rets bedagede luksus - baren er r gfri, men lugten af Mustafa Kemals cigaretter fornemmes stadig, akkurat som Mata Haris parfume, Trotskijs flygtninge-paranoia, Agatha Christies skrivemaskine-ekko og isterningernes klirren i Kim Philbys gin-tonic. I de dybe chesterfield-l nestole g r fantasien planken ud i min indre film om en multietnisk spraglet metropol med et lydspor af frivol summetone, som hverken den bastante kemalistiske soldaterstat eller islamisternes alkoholfri lemonade-populisme har kunnet overd ve, og hvis kosmopolitiske afstand til det traditionsbundne Anatolien g r, at man stadig kan h re konservative nationalister kalde byen den byzantinske hore . En lidt pudsig efterklang af det stempel konstaterede jeg, da jeg efter et bes g hos en rock nroll-fris r i Istanbul kom tilbage til Ankara, hvor min tyrkiske kone blev bestyrtet over min nye frisure: Du kan ikke vise dig med det h r her. Vi er i hovedstaden, der fordrer et minimum af v rdighed.
Og nej, denne aura af forsorent frisind m der man ikke uden for Istanbul. Hverken den brutale 1955-pogrom mod gr kerne eller disse rs accelererende moske-byggerier har f et bugt med istanbullu ens kulturelle m nsterbrud, der kan sl ud i uforudsigelige udfordringer, som n r en yngre fyr p en cafe insisterer p at diskutere sin n rdede indsigt i Lars von Triers samlede v rker med den danske g st ved nabobordet - der selvf lgelig er helt blank p netop det felt. Det er denne selvforst else af urbaniseret suver nitet, der bunder i lige dele historisk arv og usentimental urbanisering, der g r Istanbul b de attraktiv og lidt skr mmende. Jeg har set i en turist-statistik, at Istanbul-bes gende enten kun kommer n gang - eller vedbliver med at vende tilbage. Jeg er i den sidste kategori.
Uden for det svenske konsulat i stiklal-gaden fr s en klynge syriske flygtninge denne isnende morgen ved ni-tiden. Flagende med ans gnings-papirer blev n ad gangen lukket ind gennem portalens ornamenterede smedejernsl ge. I gadens modsatte side ventede et yngre par i billigt overt j, l net op ad en husmur. Hun med et sp dbarn hyllet i en p lset bylt, han med en dreng p fem eller seks r trykket t t til kroppen, begge dirrende af stress og kulde, men ogs med blikke af beslutsomhed, der kommer af at k mpe st digt videre trods forudsigelige nederlag.
Sceneriet var ikke typisk for den mond ne g gade, der sk rer sig gennem Beyo lu, Istanbuls centrale bydel p den europ iske side af Bosporus. Og dog heller ikke s atypisk, at nogen tog notits - stiklal er parat til hvem som helst, og arabiske stakler, der s ger asyl i Sverige, v kker ikke opsigt.
I stiklal Caddesi (Uafh ngigheds-avenuen) l ber aktuel politik sammen med et udlevet imperiums belle poque i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. rhundrede, da Tyrkiet med et udtryk, der tilskrives den russiske zar Nikolaj I, var Europas syge mand med Istanbul som dekadent, indbildsk hovedstad, mere gr sk, armensk og j disk end tyrkisk. Den korte tur ad stiklals 1,4 km fra sporvognssl jfen ved T nel, klodens n st ldste tunnelbane fra 1875, til Taksimpladsen, det republikanske centrum uanset Ankaras formelle status som hovedstad, passerer talrige kirker af forskellige kristne trosretninger, det europ iske posthus p Galata-pladsen vis- -vis den imposante port til det franske gymnasium Galatasaray Lisesi (stifter af fodboldklubben!), de wiener-inspirerede cafeer, boghandlerne, biograferne, dyre hoteller (de billige er i sidegaderne), kunstgallerier, banker og den internationale turismes plagsomme giftshops med alskens gadgetjunk til dem, der i forvejen keder sig.
Gaden har stadig karakter af hovedstadsstr g med de tidligere ambassader som dekorative erindringer om den imperiale fortid. I dag er de kulturinstitutioner, handelsrepr sentationer og konsulater, som vidner om osmannernes gener sitet over for de frygtede, foragtede, men ogs beundrede europ ere. P byggegrunde s store som et dansk fritids