Færøerne efter freden

Hans Andrias Sølvará

Description

Rigsfællesskabet. Det ynder vi at sige, når Færøerne og Grønland nævnes. Men de fleste danskere har glemt, at Færøerne ved et tilfælde blev ved med at være danske, da vi mistede Norge i 1814. En parentes blev sat ind i Kielerfredens tekst. Det er dog et åbent spørgsmål, hvor fælles Færøerne og Danmark siden har været. På lang afstand har Færøerne udviklet sprog og kultur uden indgriben. Samhørighedsfolk siger, at det netop skyldes forholdet til Danmark. Konflikter har der nu ellers været mange af, spørger man selvstyre- og selvstændighedskræfter. Om læger og om flag. De peger på, at færingerne mistede deres rettigheder i 1814 og igen efter 1849, hvor Grundloven gjorde dem til en del af det danske folk.
Rejs til Tórshavn, og lad Hans Andrias Sølvará, professor i historie ved Fróðskaparsetur Føroya (Færøernes Universitet), være rejsefører i det dansk-færøske forhold.

Sujets

• Histoire
• History

Informations

• Publié par: Aarhus University Press
• Date de parution: 09 juillet 2020
• Nombre de lectures: 0
• EAN13: 9788772192697
• Langue: Danish
• Poids de l'ouvrage: 2 Mo

Extrait

Titelside
100 danmarkshistorier
Hans Andrias S lvar

Aarhus Universitetsforlag
Fred og f llesskab

I Buchwaldscher Hof i Kiel i den nuv rende tyske delstat Slesvig-Holsten, der fra 1460 til 1864 var i personalunion med Danmark, blev traktaterne mellem Storbritannien, Sverige og Danmark underskrevet ud p natten mellem den 14. og 15. januar 1814. Bygningen blev som meget andet delagt under Anden Verdenskrig. I dag vidner kun en mindesten om stedet, hvor F r ernes sk bne som en del af det danske kongerige blev afgjort. Hverken F r erne, Island, Gr nland eller Norge er n vnt i teksten, der kun omtaler fredsaftaler mellem Danmark, Sverige og England. P fotoet fra 1904 ses indgangsportalen til Buchwaldscher Hof.
|| Stadtarchiv Kiel
Den nordatlantiske parentes
Selv en lille og ubetydelig parentes kan f store og sk bnesvangre konsekvenser for et samfunds historie. En skels ttende begivenhed fandt sted tidligt om morgenen den 15. januar 1814 i Buchwaldscher Hof p D nische Strasse i Kiel. Da den danske chefforhandler, Edmund Bourke (1761-1821), og den svenske chefforhandler, Gustaf af Wetterstedt (1776-1837), satte deres underskrifter p den dansk-svenske fredstraktat - hvor Danmark m tte afst Norge til Sverige - var F r ernes sk bne beseglet. erne gik fra at v re dansk-norske til at v re danske. Siden Magnus den Godes kongetid (1035-1047) havde erne nemlig v ret norske og fra 1380 en del af Danmark-Norge.
Aftalen i Kiel definerede fredsbetingelserne efter Napoleonskrigene (1804-1815), hvor Danmark havde deltaget p den tabende franske side. B de for Danmark og Norge fik Kielerfreden store konsekvenser - nogle vil endda mene, at f lgevirkningerne var katastrofale. Norge mistede sine besiddelser i Nordatlanten, og Danmark blev mindre og stod tilbage med Gr nland, Island og F r erne, som man ikke var helt klar over, hvad man skulle g re med. I et st rre perspektiv bet d det, at Norden aldrig helt genfandt sig selv som stor spiller i international politik. Den svensk-norske union holdt kun til 1905, og engagerede fors g p at genoplive Norden - fx samarbejdsorganet Nordisk R d i 1952 - har aldrig for alvor sat sig spor internationalt.

P Wienerkongressen i 1815 m dtes statslederne for at genvinde freden i Europa efter Napoleonskrigene. Taberen Frankrig blev ved at v re en stormagt sammen med strig og Preussen. P samme m de forblev Danmark, der kunne v re blevet udryddet som stat, efter Kielerfreden i 1814 en del af den nye magtbalance i Norden. Efter Wienerkongressen var der ingen ny storkrig i Europa i 100 r, og de skandinaviske lande fandt ogs i l ngden sammen i fredelig sameksistens. Maleri fra 1800-tallet.
|| North Wind Picture Archives/Alamy Stock Photo
I samtiden bem rkede f ringerne n ppe den skels ttende begivenhed i Kiel, og hensynet til F r erne var n ppe det afg rende i forhandlingerne. Men konsekvenserne for det f r ske samfund - kulturelt, politisk, konomisk og statsretligt - var markante p l ngere sigt.
Sverige havde i 1809 m ttet afgive det nuv rende Finland og lands erne til Rusland, og efter at have v ret p den vindende britiske side i krigen blev svenskerne nu interesserede i at erhverve Norge fra Danmark som kompensation for tabet. Rusland nskede ikke, at Sverige skulle frems tte krav om at f de tabte finske omr der tilbage, og st ttede derfor fra 1812 Sverige mod Danmark. Storbritannien st ttede ogs Sverige, der skulle bel nnes for at have k mpet p britisk side i krigen, og den dansk-norske konge Frederik 6. (1768-1839) blev tvunget til at afst hele Norge til Sverige.
Intet tyder dog p , at forhandlerne t nkte p de norske besiddelser i Nordatlanten: Island, Gr nland og F r erne.
I det f rste svenske traktatudkasts artikel 4, der blev fremlagt den 10. januar 1814 og n rmest ord for ord var afskrevet efter den russisk-svenske traktat fra 1809, blev Norge defineret som Fastlandsnorge. Hverken Islands Stiftsamt, Gr nland eller F r erne blev n vnt. I den endelige traktattekst blev den kirkelige inddeling af Fastlandsnorge ogs opremset, mens der efter s tningen saavelsom de tilh rende Besiddelser i sidste jeblik - natten mellem den 14. og den 15. januar 1814 - i parentes og meget kluntet blev indsat Gr nland, F r erne og Island ikke deri indbegrebne . Dermed var de sidste norske besiddelser i Nordatlanten afst et, og F r erne blev danske. N rmest ved et tilf lde. Med Freden i Kiel og en henkastet parentes oph rte n sten 800 rs f llesskab mellem F r erne og Norge.
Historikere har siden diskuteret rsagen til undtagelsen og indskuddet i Kielertraktaten. Traditionelt har historikere, fx Kielerfredens danske historiker Georg N rreg rd (1904-1988) i 1954, h vdet, at det var den snu danske chefforhandler Edmund Bourke, der udnyttede den svenske chefforhandlers manglende kundskaber om de nordatlantiske samfund til at f erne undtaget i traktaten. Opfattelsen bygger is r p et brev, som Gustaf af Wetterstedt sendte til den svenske udenrigsminister Lars von Engestr m (1751-1826) i Stockholm den 16. januar 1814:
Selvom Island, Gr nland og F r erne aldrig har tilh rt Norge, s har hr. Bourke nsket - og jeg har ikke t nkt, at jeg skulle s tte mig imod det - at de blev s rskilt n vnt i art. 4 i traktaten .
Det er un gtelig bem rkelsesv rdigt, at Gustaf af Wetterstedt oplyste, at erne aldrig havde tilh rt Norge, men det er ogs v sentligt at notere sig, at han ikke h vder, at oplysningen stammede fra Edmund Bourke. Det er imidlertid nok s betydningsfuldt, at brevet heller ikke tyder p en s rlig svensk interesse for erne, og Karl Johan (1763-1844), den magtfulde svenske kronprins, som opholdt sig i Kiel under forhandlingerne, godkendte if lge Edmund Bourke alt i fredstraktaten. Sandsynligvis havde det ikke v ret Sveriges hensigt, at de nordatlantiske er skulle f lge med Norge under den svenske krone. Men da der i Kiel under forhandlingerne opstod tvivl om s tningen saavelsom de tilh rende Besiddelser , blev det p Bourkes foranledning besluttet at undtage de nordatlantiske er.
Nyere forskere, fx gr nlandshistorikeren Finn Gad (1911-1986), har foresl et, at den britiske stormagts maritime interesser bet d, at erne blev under den danske krone. Kritikken af den traditionelle tese har v ret, at Danmark - der i 1813 gik statsbankerot - ikke var en akt r under forhandlingerne i Kiel. Enkelte forskere h vder, at briterne i virkeligheden ville annektere de nordatlantiske er, men i sidste jeblik ndrede mening og overlod erne til Danmark. Briterne nskede if lge Gad at forhindre, at et st rkt Sverige, der forenet med Norge ville blive den dominerende magt i Norden, ogs blev en st rk atlanterhavsmagt, der kunne udfordre den britiske dominans i Nordatlanten. Derfor var det bedre, at et svagt Danmark havde suver niteten over erne. Briterne kunne simpelthen lettere kontrollere Danmark.
Storpolitisk giver fortolkningen god mening, men den underbygges ikke af konkrete kildeoplysninger. Et par videnskabsm nd - Sir Joseph Banks (1743-1829) og Sir George Mackenzie (1780-1848) - foreslog ganske vist i 1807-1813, at briterne annekterede de nordatlantiske er, men intet tyder p , at den britiske regering ville f lge r det. Desuden findes der intet i de britiske traktatkrav til Danmark om fred med Storbritannien, der peger p britisk interesse i at annektere de nordatlantiske er. Kravene til Danmark blev for f rste gang fremsat p et krigsskib i K ge Bugt i maj 1813, hvor briterne tilb d at tilbagelevere alt okkuperet dansk territorium med den strategisk vigtige Helgoland ved Elbens udl b som undtagelse. De lukrative danske kolonier i Indien og Vestindien - og Anholt, som briterne besatte i 1807-1809 - skulle leveres tilbage til Danmark. Det var ogs i 1814 forhandlingsgrundlaget bag og indholdet i den dansk-britiske fredstraktat, som Edmund Bourke og Edward Thornton (1766-1852), den britiske chefforhandler, underskrev p samme tid og i samme v relse i Kiel som den dansk-svenske aftale.
Det er muligt, at den nordatlantiske parentes i artikel fire i den dansk-svenske traktat kun pr ciserede noget, som der allerede var bred enighed om i Kiel. Det ndrer dog ikke p , at uden parentesen kunne de nordatlantiske er v re blevet overdraget til den svenske krone sammen med Norge. Som enkelte briter dr mte stort om F r erne, nskede f fremtr dende svenskere ogs , at erne blev svenske. Allerede den 5. februar 1814 gjorde Lars von Engestr m i et brev Gustaf af Wetterstedt opm rksom p , at hvis nogen havde fortalt ham, at de nordatlantiske er aldrig havde v ret norske, s var det forkert. Samtidig fortalte han Gustaf af Wetterstedt, at de nordatlantiske er kunne have v ret nyttige for handlen i G teborg, og at det var p grund af K benhavn, at Edmund Bourke havde nsket erne fritaget. Men udenrigsminister von Engestr m bekr ftede samtidig, at de havde minimal betydning politisk set. F r erne var benbart s ubetydelige, at von Engestr m helt glemte at n vne dem - i hvert fald omtalte han kun Island og Gr nland. At det ikke var en tilf ldighed, fremg r m ske af, at den svenske udenrigsminister i et brev af den 6. februar 1814 til kronprins Karl Johan heller ikke n vnte F r erne - stadig kun Island og Gr nland.

Norge og Danmark havde haft samme konge siden 1380. Med Kielerfreden i 1814 kom Norge i personalunion med st rke Sverige, men fik dog sin egen grundlov og en folkevalgt forsamling. Norge blev selvst ndigt kongerige i 1905. P langt sigt bidrog Kielerfreden til, at de tre lande kunne udvikle samfundene i ligev rdigt nordisk f llesskab. Maleriet Eidsvold 1814 viser Rigsforsamlingen p Eidsvoll. Maleri af Oscar Wergeland (1844-1910).
|| Stortingsarkivet
Det er et faktum, at der i b de Storbritannien og i Sverige var en vis (uofficiel) interesse i de nordatlantiske er, men den var s minimal, at det sandsynligvis er derfor, at erne i 1814 kom under dansk suver nitet. Den nordatlantiske undtagelse blev imidlertid afg rende. Da nordm ndene i maj 1814 fik deres egen grundlov og storting og rejste sagen om de nordatlantiske er, var kravet ret nemt at afv