Tiggeri forbudt

Peter, W. Hansen

Description

Det var næsten ikke til at stride sig frem for usle betlere i byerne, og på landet gik de klynkende fra dør til dør. Noget måtte gøres. Frederik 4. var i fuld gang med at rydde op i riget, og i 1708 kom turen til tiggerne. Løsningen var simpel: Tiggeri forbudt! Men problemerne meldte sig hurtigt. Hvad nu hvis Gud så, at man ikke gav en skærv? Og hvor gik grænsen mellem uværdige fattige, der var dovne og fordrukne og skulle tvinges i arbejde, og værdige fattige, som blot var ramt af sort uheld og fortjente en hjælpende hånd? I dag kan vi stadig møde mennesker, der beder om et par håndører, når vi kommer ud af supermarkedet med fyldte indkøbsposer. Og trods større velfærd jager og straffer vi også nutidens tiggere.
Tag imod en oplysende almisse fra ph.d. Peter Wessel Hansen, der er arkivar ved Københavns Stadsarkiv, når han fortæller om de fattiges prøvelser.

Sujets

• Histoire
• History

Informations

• Publié par: Aarhus University Press
• Date de parution: 14 juillet 2022
• Nombre de lectures: 0
• EAN13: 9788772197555
• Langue: Danish
• Poids de l'ouvrage: 1 Mo

Extrait

Titelside
100 danmarkshistorier
Peter Wessel Hansen

Aarhus Universitetsforlag
Det store forbud

En forkr blet tigger p jagt efter almisser i St rrestr de (nu Holmens Kanal) i K benhavn. Betlerne var en helt almindelig del af gadebilledet. Her f rdedes de hjemmevant i mylderet blandt rige borgere og byens store underklasse af soldater, daglejere og s folk. Men de kunne ogs tr ffes i landsbyerne og p landevejene. Udsnit af maleri af Johannes Rach (1721-1783) og Hans Heinrich Eegberg (1723-1784), ca. 1748-1750.
|| Nationalmuseet
Pjalter og parykker
Den 7. december 1708 var fem af den enev ldige konges mest betroede folk p vej gennem K benhavn. De fornemme herrer skilte sig ud fra byens j vne befolkning med deres store parykker og kostbare kl der. Det var helt bevidst, for fine kl der var ikke kun et bevis for, at man havde penge, men ogs at man var h jt placeret i samfundshierarkiet. Kongen havde nemlig bestemt, at det kun var folk af h j stand og rang, der m tte bryste sig med de mest ekstravagante statussymboler, og status og et standsm ssigt ydre bet d alt for dem, der ville v re noget stort. Kl der skabte folk, men det omvendte var ogs tilf ldet.
En del k benhavnske rigm nd m tte med bitterhed erkende, at det ikke var rigdom alene, der gav n ret til at maje sig fornemt ud. Men det var nu en rgrelse, som kun de f rreste k benhavnere m rkede. For de fleste, ikke mindst byens store underklasse af fattige arbejdere, soldater og gadehandlere, handlede hverdagen overhovedet ikke om silke og brokade. Kl der var f rst og fremmest noget, der skulle holde n varm. Noget, man var glad for overhovedet at eje. Ikke mindst her i december, hvor vinteren allerede havde et koldt greb om byen. Kl der, mad og husly - simpel overlevelse. Det var den daglige bekymring for byens mange fattige. Gaderne vrimlede med stakler, der til forskel fra de fine folk kunne kendes p deres slidte pjalter, og nogle af dem - tiggerne - var desuden kendetegnet ved deres s rlige adf rd. De sad p gadehj rner og i k lderhalse og rakte med bedende jne deres beskidte h nder frem. Andre gik fra hus til hus med hatten i h nden, hvor de bukkede, skrabede og b nfaldt beboerne om en skilling. Atter andre forfulgte n rmest folk gennem gaderne, indtil de - m ske mest for at blive deres stalker kvit - gav dem en m nt.

Johan Georg von Holstein (1662-1730) if rt paryk, ordener og kostbare kl der. Som del af kongens inderkreds af adelige embedsm nd var han ikke kun fattigdirekt r. I 1706 blev han fx hofmester for den lille kronprins Christian. Kobberstik fra ca. 1730-1747.
|| Statens Museum for Kunst/open.smk.dk/public domain
Tiggerne var en broget flok - kvinder og m nd, b rn og gamle, raske og svage med vidt forskellige sk bner og grunde til at betle. Man m dte dem overalt, og der er ingen tvivl om, at vores fornemme herrer passerede snesevis af dem p deres f rd gennem byen denne r kolde decemberdag i 1708. Betlerne s sikkert lige dele m bende og sultent efter de uds gt dekorerede kareter eller b restole, der transporterede de fem m nd sikkert gennem byens stinkende, svinske gader. M ske nsede de rendestensmenneskene nede i s let. Det var nemlig lige pr cis dem , det hele handlede om.

Gaver til kirken og de fattige var to sider af samme sag. P denne almissetavle fra Sankt Peders Kirke i N stved opfordrede man i 1633 byens borgere til at give til b de kirken og tiggeren. Til geng ld velsigner Gud dit daglige br d .
|| Jens Olsen/Museum Syd stdanmark
De fem fine herrer var alle p vej til den skumle, f ngselsagtige institution B rnehuset helt ude p Christianshavn. Ikke umiddelbart et sted for disse honoratiores, for B rnehuset fungerede som tvangsarbejdsanstalt for nogle af samfundets v rste udskud. Ikke desto mindre var det her, de skulle m des. Det havde kongen befalet. Lidt over en m ned forinden havde Frederik 4. (1671-1730) udpeget de fem, nemlig hofmester Johan Georg von Holstein, biskop Henrik Bornemann (1646-1710), kongelig konfessionarius Peder Jespersen (1647-1714), ceremonimester og ordenssekret r Vincents Lerche (1666-1742) samt assessor og sekret r i Danske Kancelli Niels Slange (1656-1737). De var de nye direkt rer for Fattigv senet i Danmark, dvs. landets socialforsorg. I dag ville vi nok sige Socialstyrelsen. Kongen havde pr ciseret, at det noble selskab skulle m des en gang om m neden p B rnehuset. Som sagt s gjort. Man sagde ikke en enev ldig konge imod.
Direkt rerne var sat i spidsen for et k mpe prestigeprojekt. Knap to m neder forinden havde regeringen udstedt en ambiti s lov, der forb d tiggeri i hele Danmark og samtidig lovede, at alle s kaldt v rdige fattige i stedet ville blive fors rget af det offentlige. Nu var det op til direkt rerne at iv rks tte denne socialreform.
Kongen og hans m nd havde allerede gjort sig en del tanker om, hvordan arbejdet skulle gribes an. Det kunne direkt rerne l se i loven samt i den udf rlige instruks, de havde modtaget i forbindelse med deres udn vnelse. For det f rste skulle de sikre, at gamle, syge og nedslidte fattige samt faderl se eller umyndige b rn fik hj lp. De syge skulle have kur og opvartning , de gamle fors rgelse, og b rnene pleje. De sidste skulle ogs v nnes til arbejde, s de kunne blive h ndv rkere eller f andet rligt arbejde, n r de var gamle nok til at klare sig selv. Det blev understreget, at de fattige skulle hj lpes, uanset om der var plads til dem i fattighusene eller ej. P den m de skulle direkt rerne sikre, at de ikke tiggede. Men ikke nok med det: If lge loven og instruksen skulle direkt rerne ogs s rge for, at st rke og lade betlere, liderlige kvindfolk, l sg ngere og skarnsfolk blev tugtet og straffet med arbejde. P den m de betalte de deres egen fors rgelse i tvangsarbejdshuset, uden at de delagde det for de rigtige fattige.
Det var opgaven. At s rge for, at der blev iv rksat et landsd kkende system, der sikrede fors rgelsen af dem, der var uarbejdsdygtige og fattige, mens arbejdsdygtige tiggere og l sg ngere, dvs. folk, som godt kunne arbejde, men ikke var i et tjenesteforhold, skulle tugtes og tvinges til arbejde. Det var en enorm opgave. Fattigv sen, fors rgelse og tiggeri var ikke nyt, men nu skulle det gribes an p en helt ny m de. Til Guds re og de fattiges tr st , som der stod i instruksen, hvor det ogs blev understreget, at direkt rerne stod til regnskab over for b de Gud og kongen. Der var store forventninger til de fem direkt rer. Med den nye lov i h nden skulle de l se et problem, som i h jeste grad var aktuelt her i begyndelsen af 1700-tallet. Forbuddet mod tiggeri skulle p n gang fjerne fattigdommens grimme ansigt fra gaderne og sikre, at myndigheder og borgere hjalp de rigtige v rdige fattige og straffede uv rdige, dovne snyltere.
Et gammelt problem
Kongen underskrev den nye fattiglov i de royale gemakker p Rosenborg Slot den 24. september 1708. Indledningsvist begrundede han, hvorfor denne nye lov var n dvendig: Christian 5. (1646-1699) - vores elskelige k re hr. fader - havde i sin regeringstid udstedt adskillige fattiglove for at hj lpe de fattige, afskaffe betleriet og befri folk fra de gener og den uskik, som tiggerne og ledigg ngerne for rsagede. S nnen havde imidlertid lagt m rke til, at faderens love ikke var kommen til fuldkommenhed . Frederik 4. havde med egne jne set, hvordan betleriet dagligt gik udi svang i K benhavn, og hvordan landsbyerne var plaget af mange oml bende fattige b rn. Betlerne var ikke alene til besv r. De gjorde ogs folk kede og fortr delige og d mpede lysten til at hj lpe. P den m de blev de v rdige fattige snydt for de almisser, som de burde have. Desuden v nnede de unge betlere sig til lediggang og dovenskab, hvilket igen f rte dem ud i en kriminel l bebane og i den sidste ende til skammelig straf og forsm delig d d . Der var mange gode grunde til, at landet skulle have en ny fattiglovgivning.
Det var vitterligt et gammelt problem, som Frederik 4. s gte at l se med den nye lov. Tiggeri var gennem mange generationer blevet betragtet som et alvorligt samfundsproblem, og Christian 5. var blot den seneste i en lang r kke konger, der uden held havde fors gt at komme ondet til livs. Allerede i senmiddelalderen begyndte man mange steder i Europa at skelne mellem fattige, der var v rdige til at f hj lp, og fattige, som af forskellige grunde var uv rdige til at f almisse. Generelt betragtede man syge, gamle og b rn, der var for svage til selv at arbejde for f den, som v rdige fattige, mens de arbejdsduelige fattige var uv rdige . Det sidste hang bl.a. sammen med, at arbejde blev opfattet som en kristen pligt, og at arbejdsl shed generelt ikke blev opfattet som en legitim grund til at s ge hj lp. Bibelen var ganske klar omkring arbejdspligten, fx sagde apostlen Paulus i sin Formaning om et arbejdsomt liv , at den, der ikke vil arbejde, skal heller ikke have f den .
I Danmark slog denne skelnen mellem v rdige og uv rdige f rste gang igennem i Christian 2.s Land- og Bylov fra 1522. Kongen havde erfaret, at mange af dem, der vandrede omkring og tiggede, var st rke og arbejdsf re m nd, kvinder, drenge og piger. Alts mennesker, der burde kunne fors rge sig selv ved rligt arbejde og slet ikke havde brug for at tigge. Denne uskik blev nu forbudt. Arbejdsf re folk, der ikke arbejdede for f den, men blev ved med at tigge, ville for fremtiden blive bortvist fra sognet. Omvendt skulle lokalmyndighederne sikre, at vanf re og syge fattige, som var uarbejdsdygtige, blev udstyret med et tiggertegn, der gav den p g ldende fattige ret til at tigge. Tiggertegnet var typisk en l derlap eller et metalskilt, fx med billede af det lokale byv ben. Dette m rke skulle b res p t jet som synligt bevis p , at der her var tale om et menneske, der vitterligt havde brug for almisse. Da der kun var f andre muligheder for at f hj lp, var tiggertegnet - retten til at tigge - det n rmeste, man kom en offentlig forsorg. Resten afhang af den fattiges evne til at trygle og medmenneskenes villighed til at give.
I begyndelsen af 1500-tallet havde de fatti