Skrammellegepladsen

Coninck-Smith, Ning de Coninck-Smith

Description

Den 15. august 1943 stormede en flok børn ind på Danmarks første skrammellegeplads. De voksne havde fyldt græsarealet i Emdrup op med gamle brædder og trætte trillebøre, og snart var der jordhuler, murstenshuse og tårne overalt. Idéen viste sig at være så god, at den har holdt sig i mange generationer. Politikere, pædagoger, arkitekter og kunstnere tog den fri, skabende leg til hjertet, i håbet om at børnene kunne blive fremtidens fredselskende bygmestre. Allerede rundt om 1800-tallets sandkasser diskuterede man, om byens børn kunne lege sig til at blive gode samfundsborgere, og i dag er legepladser blevet big business.
Hop på, når Ning de Coninck-Smith, professor på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, tager os på en karruseltur gennem legepladsens kulturhistorie.

Sujets

• Histoire
• History

Informations

• Publié par: Aarhus University Press
• Date de parution: 08 septembre 2022
• Nombre de lectures: 0
• EAN13: 9788772198101
• Langue: Danish
• Poids de l'ouvrage: 3 Mo

Extrait

Titelside
100 danmarkshistorier
Ning de Coninck-Smith

Aarhus Universitetsforlag
Skrammellegepladsen

Sommer 1944. Jordhuler har f et selskab af huse opf rt i mursten og gamle planker, vimplen vajer over pladsen, mens et par drenge holder udkig. Solbrune b rn i alle aldre fra det n rliggende sociale boligbyggeri er samlet for at overv re, at en mindre dreng f r l st og p skrevet. Legepladsens leder Jonas Bertelsen ser til, at det hele g r ordentligt for sig.
|| Byggesocietetet for Danmark/ Skolehistorie.au.dk
August 1943
Den 15. august 1943 er ikke den mest skels ttende dato i danmarkshistorien. Ikke for de fleste i hvert fald. Og dog. Datoen var ventet med sp nding af de mange b rn, der boede i r kkehusene og boligblokkene langs Emdrupvej i det nordvestlige K benhavn. Den dag skulle den nye skrammellegeplads nemlig indvies.
I omegnen af 75 ut lmodige b rn stod og ventede, nogle med m dre og bedstem dre. Det siges, at 900 b rn var forbi for at tage den 6.000 m 2 store verden best ende af grene, kvas, mursten, stylter, fodbolde og forskelligt tr leget j i n rmere jesyn. Endnu var det dog sm t med egentligt skrammel. Det havde ikke v ret muligt at skaffe et nedslidt tipvogstog eller et bilvrag. Til geng ld var der flere trilleb re, der kunne bruges til hvad-som-helst.
Oplevelsen var stor. Mange r senere stod den prentet i erindringen hos de gamle skrammelb rn . Her er det Kay Nilson, som i en alder af 77 r fortalte begejstret om barndommens eventyr:
I 1943 var det blot en gr spl ne, hvor vi spillede rundbold eller langbold. S begyndte der at komme nedrivningsmaterialer, som vi skilte ad. S mmene rettede vi ud igen - alt var genbrug. Og s byggede vi huse. Efterh nden kom der v rkt j og skovle og spader. S lavede vi jordhuler og d kkede dem over, og var vi rigtig smarte, brugte vi nogle gamle mursten og rensede dem og byggede et murstenshus ovenp . Murstenshusene var s store, at man kunne kravle ind i dem og sidde. De har nok v ret halvanden meter h je. Stenene var bare lagt oven p hinanden uden nogen cement, med et tag af br dder over. Fandt man et gammelt tagbr t lagde man det p . S man sad i t rvejr. Nede i k lderen lavede vi et ildsted, s der var varme b de i k lderetagen og p f rste sal. Det var fornemt .

Fine sko, kjoler og sl jfer i h ret var ingen hindring for at lege med. K nsrollerne l ganske fast p skrammellegepladsen i de f rste r. Pigerne dyrkede haverne og bagte pandekager, mens drengene byggede.
|| Dansk P dagogisk Historisk Forening og Samling
Mange vendte tilbage dagen efter, og lige s mange i de f lgende dage, mens jordhulerne blev gravet dybere og afstivet, og efter ret meldte sig. I princippet skulle pladsen vinterlukkes, alle konstruktioner rives ned og genopbygges n ste for r. Men i de tidlige r var det ikke helt s dan. Kay Nilsson husker nemlig, at enkelte, inklusive ham selv, sneg sig ind i vinterens l b, selv om det var forbudt:
Var man rigtig fr k, s hoppede man over hegnet om vinteren, n r der var lukket, og satte sig ned i sin hule og hyggede sig. Det gjorde jeg, m jeg indr mme. Det blev opdaget, og s fik jeg sk ldud .
I de f lgende somre kom der flere materialer til, bl.a. nogle tykke stolper, som b rnene byggede en sm farlig rutsjebane af og nogle h je t rne, der blev pladsens vartegn.
Skrammologi
Skrammellegepladsen var ikke kun en sensation i Danmark. Efter krigen gik id en verden rundt. Tidens mest betydningsfulde p dagoger og psykologer tog den til sig, og mange internationale g ster lagde vejen forbi. Oplevelsen slog n sten benene v k under de bes gende, eller som den engelske havearkitekt og b rnesagsfork mper Lady Allen of Hurtwood (1897-1976) huskede det, inds hun jeblikkeligt, at her var noget nyt, der rummede uanede muligheder for at vende b rns hang til at g re opr r mod en tankel s og fantasil s skole til noget positivt for dem selv og samfundet. Uden den slags initiativer ville man opleve hele h re af unge forbryderspirer p vej ind i retssystemet.
Med stiftelsen af Dansk Legepladsselskab i 1959 fik id en yderligere n ring. B rn skulle have mulighed for at udvikle deres skabende evner, stod der i paragraf 1 i vedt gterne, og det foregik allerbedst p skrammellegepladser, i hulebyer eller p byggelegepladser.
Bestyrelsen samlede de kr fter, der havde virket for tilblivelsen af den nye legeplads i Emdrup. Havearkitekten C.Th. S rensen (1893-1979) var selvskreven som formand, idet han allerede i begyndelsen af 1930 erne havde udkastet den tanke, at en plads fyldt med skrammel kunne v re et herligt legeparadis. Det skete i bogen Parkpolitik fra 1931, som alle landets 1.400 sogner d modtog med posten. I hans egen opv kst p landet havde enge, strand og vand v ret rigeligt, n r pindek erne skulle p gr s, eller skibene s ttes i s en. B rn i byen havde derimod ikke disse muligheder, men m ske kunne en slags skrammellegepladser p passende og ret store arealer, hvor ungerne fik lov til at udnytte gamle biler, papkasser, kvas og den slags ting , v re et godt alternativ. B rnene skulle have lov til at lege i fred, og opsynet begr nses til at hindre alt for slemme udslag af ufordragelighed og for at afb de mulighederne for, at b rnene kommer til skade . Det synspunkt stod han ved, efterh nden som id en emigrerede, bl.a. til England. Her havde filantropen Lady Allen of Hurtwood i forl ngelse af sit bes g i Emdrup 1946 iv rksat en kampagne for at bruge bombetomter som skrammellegepladser eller adventure playgrounds , som hun ben vnte dem. Opsyn var nok n dvendigt, men jeg tror, at man skal v re meget, meget bange for at blande sig for meget i b rnenes liv. Form let m v re at give byens b rn noget, der kan erstatte de rige muligheder for leg, som b rnene har p landet , skrev S rensen i et brev til ladyen i 1947.
Det var radikale tanker i 1940 erne, hvor b rn nok skulle ses, men ikke h res. Det kr vede en person af den rette st bning at realisere dr mmen om, at b rn kunne leve deres skabende evner ud uden voksen indblanding. Den person blev John Bertelsen (1917-1978), eller Jonas, som han blev kaldt i b de voksen- og b rnemunde. Han var vokset op i fattige k r, havde arbejdet som kurer for modstandsbev gelsen og var uddannet fritidsp dagog.
B rnene var dus med Jonas, hvilket var noget af et s rsyn p den tid i Danmark. De gav ham navnet skrammolog , hvilket han efterf lgende udbyggede med en p dagogisk l re, kaldet skrammologi . En skrammolog var en voksen, der bistod b rnene med materialer og gode r d, og som indimellem tog dem ved h nden, n r de havde sv rt ved at forliges eller p anden m de havde brug for en mere erfaren kammerat. B rn klarer alting meget bedre selv, var hans filosofi, s tager de ansvar og sikrer ro og orden. Det sidste skulle forst s helt bogstaveligt: Pladsen havde sit eget (b rne)politi med et tilh rende f ngsel, hvor den formastelige blev sat til afk ling, hvis han da ikke blev t jret til en totemp l og d mt for jnene af de vrige b rn.
De primitive hulebyggere
I Jonas jne skulle skrammellegepladsen give b rn i byen, hvad landbobarnet havde, nemlig uanede muligheder for at lege uden voksnes indblanding, for selv at erfare og for selv at bearbejde livet.
Denne tiltro til landets lyksaligheder var han ikke ene om. Lige siden J.-J. Rousseaus (1712-1778) bog fra 1762 om drengen mile , der blev klog p sig selv gennem sit m de med naturen, havde opv kst i landlige omgivelser st et som idealet. Mods tningen var byens m rke bagg rde, b rnenes leg i rendestenen og et alt for tidligt m de med den voksne verdens skyggesider. I dette var han og id ens ophavsmand, C.Th. S rensen helt enige. Jonas egen barndom havde udspillet sig p de sidste ubebyggede rester af N rre F lled, hvor drengene udk mpede drabelige slagsm l med hundepistoler, hvinende pilekviste og sv rd lavet af sm rdrittelstave. F kom if lge Jonas erindringer alvorligt til skade, mange blev dog v de, n r drengene sejlede p de to s er, kaldet Holger Danskes briller , p kasserede divaner og dunke. Upopul re b rn blev skubbet ud p handelsskibene, som piraterne efterf lgende bordede. Det hele skete s tilpas langt v k fra alfarvej, at hverken fantasil se for ldre eller lovens lange arm kunne n s r vernes skjortekraver.
Den slags tumlepladser fandtes ikke mere, nutidens legepladser var med Jonas jne alene indrettede til at g re b rnene til robotter, der kunne h ndtere mekaniske redskaber. Resultatet var fantasil se og uproduktive individer. Kun selvvirksomhed og velse i demokrati fra barnsben ville p sigt g re b rn og unge til samfundsansvarlige borgere. Ogs selv om omkostningerne var slagsm l og mobning og en markant forbig else af pigerne. Skrammologi var p dagogik udformet af m nd for drenge. I rollerne som opfindere, mekanikere eller som indianerh vdinge skulle de lege sig ind i den voksne verden.
Jonas var ikke alene om at bruge sine erindringer til at kritisere sin samtids b rneliv. Det havde mange andre gjort f r - og siden. Men hans syn p den gode barndom ekkoede andre s kaldte reformp dagoger, der siden slutningen af 1800-tallet havde arbejdet med at udbrede et syn p barndom og ungdom som livsfaser i egen ret og af afg rende betydning for livet som voksne. I deres jne skulle voksenverdenen afl re sin mistillid til b rn og unge til fordel for en udstrakt tillid. Ja, for ldrene skulle ligefrem b je deres pander i st vet for barnets h jhed og indse, at ordet barn kun er et andet navn for begrebet majest t , som den svenske p dagog og kvinderettighedsfork mper Ellen Key (1849-1926) formulerede det i sin ber mte tekst om Barnets rhundrede , der indvarslede 1900-tallets optagethed af b rn og deres udvikling. Blandt disse p dagoger var det en udbredt opfattelse, at (drenge)barnet frem til sit ca. 12. r levede i en art urparadis, hvor hans egen udvikling fulgte menneskehedens evolution siden tidernes morgen. Det var en kendt sag, skrev Jonas i n af sine mange artikler om skrammellegepladsen, at b rn var primitive v sener, der havde en fork rlighed for at bygge huler, drage p togt og lege urme