Modstand

Niels Wium Olesen

Description

De fem forbandede år 1940-1945. Stærke ord og en kamp, der under besættelsen i Danmark stod mellem de gode og de onde. Mellem danskerne og tyskerne. Heltene var de modstandsfolk, der især fra august 1943 kæmpede mod tyskerne. Målet med modstanden var naturligvis Danmarks befrielse. Det sagde de i hvert fald. Men kradser man i overfladen, var motiverne og ikke mindst planerne for efterkrigstiden meget forskellige. Nogle ønskede bare at vende tilbage til tilstandene før krigen. Andre ønskede et nyt og mere moralsk Danmark, mens atter andre ønskede dramatiske forandringer. Måske endda en revolution. Det frygtede de etablerede politikere, og derfor blev mange politikere modstandens modstandere.
Niels Wium Olesen, lektor i historie ved Aarhus Universitet, gør modstand mod mytologiseringer af Anden Verdenskrig.

Sujets

• Histoire
• History

Informations

• Publié par: Aarhus University Press
• Date de parution: 02 avril 2020
• Nombre de lectures: 0
• EAN13: 9788772191997
• Langue: Danish
• Poids de l'ouvrage: 2 Mo

Extrait

Titelside
100 danmarkshistorier
Niels Wium Olesen

Aarhus Universitetsforlag
Modstand, tilpasning og erindring

Ceremoni den 16. juli 1945 ved rejsning af mindesten over den jyske Hvidstengruppe. Gruppen specialiserede sig i at modtage sabotagematerialer fra Storbritannien, som nedkastedes med faldsk rm over Danmark. Andre grupper og netv rk s rgede for at bringe spr ngstoffer og andet materiel videre til sabot rer rundt i landet. Hvidstengruppen blev arresteret i marts 1944, og bes ttelsesmagten henrettede otte af dens medlemmer den 29. juni 1944.
|| Willy Henriksen/Ritzau Scanpix
Hvorfor modstand?
Da BBC bekendtgjorde befrielsen den 4. maj 1945 kl. 20.35, str mmede glade danskere ud p gader og str der og lyk nskede hinanden med friheden. Gl den var lige stor, om det var i den lille fl kke p landet eller i de st rre byer. Flere steder tr dte sogner dsformanden, politimesteren eller borgmesteren frem og hyldede Danmark, friheden og modstanden mod bes ttelsesmagten.
Talerne omtalte oftest modstand som en holdning, et sindelag - ikke n dvendigvis en handling, ej heller en organiseret bev gelse. Repr sentanter for modstandsbev gelsen supplerede i mange byer de officielle repr sentanter, og deres taler indeholdt ofte de samme strofer som de officielle lederes. Dog var der ganske naturligt en lidt st rkere betoning af ikke blot modstanden som sindelag, men ogs selve modstandsbev gelsens refulde bedrifter. I de glade majdage blev modstanden som holdning typisk tilskrevet hele befolkningen. Modstandsbev gelsen var den milit re inkarnation af holdningen udf rt af heltemodige landsm nd. En elite. Danmarks bedste s nner , som de kom til at hedde.
I hovedstaden var der lignende optrin. Kong Christian 10.s adjudant talte p vegne af kongen fra en balkon p Amalienborg, og p R dhuspladsen talte medlem af Danmarks Frihedsr d Aage Schoch (1898-1968) fra altanen p Politikens Hus. Stiftet i 1943 som paraplyorganisation for modstandsbev gelsens grupperinger havde Frihedsr det i bes ttelsens sidste r opn et status som politisk magtfaktor. Nogle opfattede endda Frihedsr det som en slags uofficiel regering i frav ret af den officielle, der oph rte i august 1943. Store dele af befolkningen lyttede til r det for at f lederskab og anvisninger p den gode nationale holdning over for bes ttelsesmagten. Schochs tale p befrielsesaftenen var af gode grunde ikke annonceret, og den tusindtallige skare p pladsen var da ogs samlet spontant. S us dvanlig befrielsesaftenen end var, var det forudsigelig k benhavneradf rd. R dhuspladsen havde i rtier v ret samlingspunkt for folkelige manifestationer.

Aage Schoch med frihedsk mpernes armbind i forsommeren 1945. Som redakt r af dagbladet Nationaltidende havde Schoch allerede i 1930 erne markeret sig som en tydelig antinazistisk stemme i dansk offentlighed. Bes ttelsesmagten kr vede ham derfor i 1942 fjernet fra redakt rposten. Han var blandt de stiftende medlemmer af Frihedsr det, hvor han trods sit grundl ggende konservative sindelag kom til at st kommunisten Mogens Fog (1904-1990) n r.
|| Bent Mann Fotografi/Nationalmuseet
Schoch talte i mikrofon og foran et rullende kamera, der har givet os levende billeder fra begivenheden. Ligesom publikum havde taleren f lelserne uden p t jet og holdt en st rkt animeret tale:
Vi oplever i dette jeblik vel nok den st rste stund i Danmarks historie. Fem r har vi l ngtes mod dette jeblik. Men vi har ikke alene l ngtes. Vi har k mpet. I Frihedsr det var vi samlet alle afskygninger af det danske folk. Uden politiske hensyn, uden klasseskel. Fra kommunister til det yderste konservative arbejdede vi mod t og samme m l. At k mpe mod tyskerne, mod nazismen, for at drive dem ud af landet!
Schochs understregning af sammenhold og enighed i Frihedsr det - samt forsikringen om dets f lles m l for kampen - er mildt sagt en overdrivelse, m ske endda et vrangbillede. Sp rgsm let er imidlertid, om han overbetonede sammenholdet og enigheden i Frihedsr det, fordi det var politisk klogt i situationen. For som tidligere redakt r for det konservative dagblad Nationaltidende og medlem af Frihedsr det siden stiftelsen i 1943 var Schoch ikke en uerfaren politisk akt r. Omvendt kunne han faktisk have ment ordene bogstaveligt. N r sp rgsm let overhovedet st r bent, skyldes det, at Frihedsr dets repr sentanter bar egne politiske m ls tninger ind i r dets arbejde, men ikke alle var bne om de politiske m l. Schoch kan rent faktisk have v ret i god tro, mens han stod der, bev get og opstemt, p altanen og besang sammenholdet i r det.
Klicheen skjulte dagsordener skal naturligvis bruges med forsigtighed, da begrebet let f rer til fort nkte, konspiratoriske konklusioner. Som paraplyorganisation for modstandsbev gelsens grupperinger var Frihedsr det ikke alene en samling af individer og grupper med forskelligt udgangspunkt - klassem ssigt, ideologisk og partipolitisk - men der var ogs uenighed om meningen med modstandskampen og konsekvenserne for efterkrigstiden. Uensartetheden fandtes ikke kun p modstandsbev gelsens verste niveau. Den gik igen p alle niveauer, ogs i den lokale modstandsbev gelse i Randers, Herning og Svendborg - selv om tankerne om efterkrigstiden i mindre byer ikke var s klare og udviklede, fordi man i frontlinjen mere var optaget af den umiddelbare kamp.
Modstandsbev gelsens og dermed ogs Frihedsr dets holdningsm ssige forskelligheder viste sig p mange m der. Der var is r tre v sentlige forhold: Hvorfor engagerede den enkelte sig i modstandsarbejde? Hvilke dele af kampen var vigtigst? Og hvilken rolle skulle modstandsbev gelsen spille i efterkrigstiden: Hvad var kampens endem l?
Det enkelte individs motiv for at tage det gr nseoverskridende, ekstremt farlige og eksistentielt store skridt ud i illegaliteten var naturligvis komplekst. Ud over rent personlige forhold som selvrealisering og eventyrlyst kan man p et overordnet holdningsplan se to typiske motiver. Nogle gjorde det af rent nationale grunde, fordi de fandt en fremmed magts bes ttelse af f drelandet uudholdelig. Andre var motiveret af en klarere ideologisk stillingtagen og nskede at k mpe demokratiets sag eller som de danske kommunister at bek mpe fascismen og nazismen, der begge var svorne fjender af den internationale kommunisme. Motiverne kunne naturligvis ogs v re blandet sammen. Det var ikke kun kommunisterne, der havde et internationalt perspektiv p modstandsengagement. Det kunne ogs findes hos modstandsfolk, der var motiveret af enten nationale eller demokratiske grunde, som et universelt sp rgsm l om Danmarks internationale anseelse og re.
Der var meget forskellige holdninger til selve modstandskampen. Hvem var egentlig hovedfjenden, og hvordan skulle kampen k mpes? Var fjenden udelukkende den tyske bes ttelsesmagt? Var det de danske nazister, der - i stil med det, der skete i Norge - fors gte at overtage regeringsmagten i landet med opbakning fra bes ttelsesmagten? Eller var hovedfjenden den danske regering, som opfordrede til ro og orden og angiveligt gik bes ttelsesmagtens rinde? I sp rgsm let kunne den enkelte modstandsmand og -kvinde naturligvis have flere motiver. Man kunne opfatte alle tre som fjender, men det skiftede over tid, om det var danske nazister, regeringen eller tyskerne, der var hovedfjenden. Fra slutningen af 1943 var frontlinjen mere klar: De danske nazister havde udspillet deres politiske rolle, regeringen tog ikke l ngere ansvar for at bek mpe modstandsbev gelsen, og den tyske aktion i 1943 mod de danske j der - de skulle i kz-lejre - forargede den danske befolkning. Derfor samledes modstanden f rst og fremmest om den milit re kamp mod bes ttelsesmagten - i h j grad ogs mod de danske h ndlangere, der lod sig hverve til tyske terrorkorps som Schalburgkorpset og HIPO (Hilfspolizei).
Om kampens form var der ogs uenigheder. Nogle modstandsfolk s den is r som en holdningskamp, hvor det gennem illegal presse og anden kommunikation gjaldt om at styrke den ndelige modstand mod bes tterne og v rne mod den nazistiske smitte. For andre gjaldt det derimod om at skade bes ttelsesmagten fysisk og milit rt, n rmest uanset omkostningerne materielt og i menneskeliv. Men heller ikke i forhold til kampens form var det n dvendigvis enten-eller. Tv rtimod var der hyppigt tale om en udvikling hos det enkelte individ, hvor det i de f rste r, 1942-1943, var holdningskampen, der stod centralt, i 1944-1945 den milit re kamp.
N r alt kommer til alt, fandtes de st rste forskelle p sp rgsm let om kampens endem l. Var det at s tte uret tilbage til 1940 og overdrage samfundet til de traditionelle institutioner og civilsamfundet, s man kunne begynde, hvor man slap, da Danmark blev besat den 9. april 1940? Det m tte f re til, at frihedsk mperne straks efter befrielsen trak sig tilbage til det civile liv. Eller havde modstandsbev gelsens ofre og det politiske systems tilpasningspolitik (ogs kaldet samarbejdspolitik) vist, at modstandsbev gelsen havde ret til at udstikke kursen for fremtiden, n r det politiske system angiveligt havde spillet fallit? Det sidste fremf rte grupper p b de h jre og venstre fl j. P h jrefl jen var det med et nske om en national og moralsk genrejsning, der skulle f re til en st rk, forenet nation, med et st rkere forsvar og med vilje til at ofre sig for f drelandet. Det blev sat i mods tning til den materialisme og kr vementalitet, som h jrefl jen mente havde pr get 1930 erne med ti rets fokus p sociale reformer og en slap forsvarspolitik. P venstrefl jen var det med krav om gennemgribende social, politisk og konomisk forandring, som antog karakter af regul r samfundsomv ltning, og som - i sine mest vidtr kkende konsekvenser - ville f re til afskaffelse af demokratiet.
Modstandens modstandere
Det politiske system var i de f rste tre r af bes ttelsen ind dt fjende af alle former for modstand - det v re sig b de den politisk-agitatoriske og den milit re. Argumentet var, at modstanden truede med at undergrave den tilpasningspolitik, som regeringen og Rigsdagen (Folketin