1992 og derefter

European Commission Directorate-General Human Resources And Security

Informations

• Publié par: EUROPEAN-COMMISSION-DIRECTORATE-GENERAL-HUMAN-RESOURCES-AND-SECURITY
• Nombre de lectures: 15
• Langue: Danish
• Poids de l'ouvrage: 2 Mo

Extrait

>
SA
^^■L^ HPiFin Pal ITO
^^^3
Komm KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
1992 og derefter
af John Palmer
DOKUMENT NOTE TIL LÆSEREN
Denne publikation er blevet udarbejdet af en af EF uafhængig person. Det er hensigten hermed at yde et bidrag til
den offentlige debat om Europas opbygning. Publikationen afspejler ikke nødvendigvis Kommissionen for De Europæ­
iske Fællesskabers mening. Den binder alene forfatteren.
Sidst i denne publikation findes en kortfattet bibliografi.
Luxembourg: Kontoret for De Europæiske Fællesskabers Officielle Publikationer, 1990
ISBN 92-826-0127-7
Katalognummer: CB-56-89-861-DA-C
© EKSF-EØF-Euratom, Bruxelles · Luxembourg, 1990
Printed in the FR of Germany Indholdsfortegnelse
Forord 5
Kapitel 1 — Den europæiske scene 7
Kapitel 2 — Omkostningerne, hvis »Europa« ikke realiseres 21
Kapitel 3 — Fællesskabets nye dynamik 37
Kapitel 4 — Den nye mærkesag 4
Kapitel 5 — Vil det alt sammen ske? 61
Kapitel 6 — Mod Europa år 2000 79 Forord
Dette er en bog, der begyndte som en redegørelse for »1992«, som er det årstal, der er blevet
et næsten universelt symbol på virkeliggørelsen af EF's indre marked. I månederne efter EF-
Kommissionens opfordring til mig om at skrive bogen er der opstået en meget mere omfattende
og langsigtet debat om Det Europæiske Fællesskabs fremtid. Jeg er uundgåeligt blevet smittet
af den megen røre, som denne debat har vakt, og derfor er bogen i mindre grad blevet en historisk
redegørelse for det indre markeds tilblivelse og i højere grad et forsøg på at undersøge de forskelli­
ge fremtidsperspektiver, der måtte åbne sig for europæerne frem til 1992 og derefter.
Jeg retter en tak til Kommissionen for ikke blot at have bedt mig om at skrive denne bog, men
også for at have insisteret på, at der skulle være tale om et helt personligt syn på fremtiden. Jeg
er taknemlig for den ubegrænsede frihed, jeg har fået til at give udtryk for mine personlige hold­
ninger og vurderinger — som Kommissionen ikke i alle tilfælde vil kunne tilslutte sig. Jeg retter
også en varm tak til min tidligere kollega, Alex Scott, for al den hjælp, han har betydet for realise­
ringen af dette projekt, og til en lang række venner i EF-institutionerne, der desværre må forbli­
ve anonyme, men som tappert påtog sig at læse manuskriptet og rette mine værste fejl. Det siger
sig selv, at de ingenlunde er ansvarlige for eventuelle tilbageværende ukorrektheder eller fejlvur­
deringer eller for de til tider kontroversielle synspunkter, jeg giver til kende om EF-spørgsmål.
En oprigtig tak også til Gay Kavanagh for hendes store indsats, uden hvilken der aldrig var frem­
kommet et forståeligt manuskript. Endelig et ord til påskønnelse af min familie og mine venner,
som så længe har måtte lide under det pres og de belastninger, der har været forbundet med
denne bogs tilblivelse. Kapitel 1
Den europæiske scene
»Må du leve i en interessant tid«, lyder en gammel kinesisk hilsen. Ja, ikke blot er dette en inte­
ressant, men også en spændende tid for den, der beskæftiger sig med at berette om og analysere
europæiske spørgsmål.
Efter flere års stagnation og selvbeskuelse oplever Europa nu en række betydningsfulde økono­
miske og politiske forandringer. Blandt befolkningen i de fleste EF-lande hersker der en tydelig
stemning for større europæisk enhed. Nylige skridt — uanset hvor tøvende — hen imod en tæt­
tere europæisk integration betragtes i dag med langt større alvor af den omkringliggende verden
end på noget andet tidspunkt siden begyndelsen af 1950'erne.
Jeg taler om »Europa«. Det giver naturligvis anledning til spørgsmålet: Hvilket Europa? Der
findes stadig flere forskellige »Europa'er«, så lad os straks fra starten gøre det klart, hvem vi
taler om. Denne bog handler om udviklingen i det tolv nationer store Europæiske Fællesskab
og navnlig, planerne om at skabe et enkelt europæisk marked med over 300 millioner mennesker
inden udgangen af 1992.
Det Europæiske Fællesskab danner den økonomiske og politiske kerne i Vesteuropa og virker
i stigende grad også som en økonomisk og politisk magnet på mange lande i det centrale og østli­
ge Europa. Så historien om 1992-markedet — og de langt mere omfattende økonomiske, politi­
ske og sociale forandringer, der følger i dets kølvand — har afgørende indflydelse på Europa
som helhed.
Dette er for eksempel en af grundene til, at de seks lande i Den Europæiske Frihandelssammen­
slutning (EFTA) er så ivrige efter at forhandle om »et fælles europæisk økonomisk område«
med EF-landene. Det hjælper også til at forstå både aftalen om gensidig anerkendelse mellem
Det Europæiske Fællesskab og Rådet for Gensidig Økonomisk Bistand (Comecon) og forhand­
lingerne om nye handels- og samarbejdsaftaler mellem EF og individuelle Comecon-lande. Så­
danne aftaler er nu blevet indgået mellem Fællesskabet og både Ungarn og Polen.
Planerne om det europæiske indre marked har naturligvis først og fremmest at gøre med de han­
delsmæssige, økonomiske og industrielle aktiviteter i Fællesskabet selv. Men udviklingen af det
indre marked og de sideløbende politiske tiltag, der skal fremme EF-integrationen, vil — som
vi skal se senere — sandsynligvis ændre det økonomiske billede ikke blot i EF-landene, men
også i større eller mindre grad i andre vesteuropæiske og måske endda østeuropæiske lande, som
søger et tættere samarbejde med Fællesskabet i 1990'erne. Beslutningen om at gennemføre det indre marked blev ikke truffet i et politisk tomrum. De tolv
EF-lande er også — i visse tilfælde ikke uden betydelige indenrigspolitiske sværdslag — enedes
om at ændre Rom-Traktaten, der er EF's »grundlov«. Med disse ændringer er de mere langsigte­
de mål for en europæisk samling atter kommet på den politiske dagsorden med fornyet styrke.
Et af de vigtigste formål med Den Europæiske Fælles Akt (Fællesakten) er at forøge antallet
af afgørelser, som træffes af EF's Ministerråd ved flertalsafstemning. Ministerrådet er det EF-
organ, der vedtager den nødvendige lovgivning på grundlag af forslag fra Kommissionen og ef­
ter samråd med det direkte valgte Europa-Parlament, som binder de 320 millioner indbyggere
i de 12 EF-lande sammen.
Denne og andre ændringer som følge af Fællesakten — bl.a. en styrkelse af Europa-Parlamen­
tets indflydelse på lovgivningen — samt planerne om at skabe en europæisk »social dimension«
har udløst en større politisk debat i samtlige medlemsstater om Fællesskabets fremtid på længe­
re sigt. Undervejs rejses der mange nye spørgsmål om den retning, som Fællesskabet bør tage.
Er det indre marked alene et spørgsmål om at nedbryde direkte og indirekte hindringer for den
frie handel og den frie bevægelighed for kapital, personer og tjenesteydelser? Vil det samtidig
med etableringen af dette marked være nødvendigt at skabe et vist minimum af social sikkerhed
til gavn for arbejdstagere, og skal de europæiske borgere i højere grad sikres ret til at bo og arbej­
de, hvor de har lyst inden for Fællesskabet?
Er det rent faktisk muligt at skabe et indre marked med ensartede konkurrenceregler og fuld­
stændigt frie kapitalbevægelser uden at udvide Det Europæiske Monetære System? Kan Fæl­
lesskabet i det hele taget ret meget længere undvære et monetært system, som alle de nationale
valutaer deltager i på lige fod, og inden for hvilket der gradvist indføres en fælles europæisk valu­
ta, og hvor den monetære politik koordineres af et overstatsligt organ som for eksempel en euro­
pæisk centralbank?
Vil den nuværende balance for politisk suverænitet mellem nationalstaterne og Det Europæiske
Fællesskab i det store hele forblive uberørt af det indre marked og de udviklingstendenser, der
er forbundet dermed? Og omvendt, vil disse udviklingstendenser — for slet ikke at nævne udvik­
lingen i det udenrigs- og sikkerhedspolitiske samarbejde — ikke meget hurtigt føre Fællesskabet
på vej mod en økonomisk og i sidste ende en politisk union?
Nogle af de ledende skikkelser i EF mener allerede i dag, at vi nok ikke kan hindre denne udvik­
ling. Kommissionens formand, Jacques Delors, fortalte i juni 1988 medlemmerne af Europa-
Parlamentet, at Fællesskabet måske vil skulle lægge »kimen til en europ