Kjærstad

Rikke Andersen Kraglund

Description

Jan Kjærstad er kendt for en markant brug af referencer til alt fra kunst til videnskab, musik, historie og religion i sine værker. Betydningen af de mange henvisninger er ofte blevet anset som ren overflade og som forfatterens opvisning af sin store viden og kunnen. Men netop referencerne er centrale for det særegne og nyskabende i forfatterskabet og har en afgørende funktion i fortællingerne.
Litteraturforsker Rikke Andersen Kraglund viser i denne monografi, hvordan referencernes virke kan udvide læserens oplevelse til at række langt ud over den enkelte tekst. Med sine værker insisterer Kjærstad på at bringe læserens hukommelse og egne erfaringer i spil, og ved at lade referencerne åbne for flere og modsatrettede fortolkningsmuligheder, føres læserens opmærksomhed i nye og uventede retninger. Retninger, der får os til at gentænke det, vi tror, vi ved. Kjærstads værker står tilbage som bemærkelsesværdige eksempler på, hvordan fiktion kan være med til at påvirke vores forestillingsevne – og vores forståelse af verden.

Sujets

• Literary Criticism

Informations

• Publié par: Aarhus University Press
• Date de parution: 26 octobre 2018
• Nombre de lectures: 0
• EAN13: 9788771848106
• Langue: Danish
• Poids de l'ouvrage: 2 Mo

Extrait

Rikke Andersen Kraglund
KJ RSTAD
Referencer i et forfatterskab
Aarhus Universitetsforlag |
Indhold
INDLEDNING
Studiet af referencer En kort pr sentation Kj rstads poetikker Et forsvar for det metafiktive Fra avantgarde til mainstream Mediebilledet af Kj rstad
F RSTE DEL
Forf reren
Optakt Mellem umage s tstykker Kraftfelter og hypertekst rsager i fremtiden Parallelscener Rammefort lling Cirkelmotiv Ledemotiv Tomme felter
Forf reren, Erobreren og Oppdageren
Trilogien Simultanperspektiv Betoninger Multiversionalitet Serialisme Mise en abymes
Kloden dreier stille rundt
Talkin bout my g-g-generation Misforst elser Gentagelse med variationer Fiktionens frihed Forfatterens ansvar
ANDEN DEL
Sp gelsesreferencer Forfatteranvisninger Betonede og ubetonede referencer Tidsbilleder Portr tter Genretilknytning og poetik
Trilogiens interaktioner med kunst
N r musikken fort ller Herrens f dsel Musikkens meddelelse Le Sacre du Printemps Stravinsky som forbillede 4 33 Billeder sat i ord - et m de med Munch Litter re baggrundsfigurer Fausttema Motiviske understr mme Eftervirkninger
Speil
Rammes tning Flerstemmighed Musikkens og billedkunstens resonanser Kakofoni Dobbelteksponeringer
Homo Falsus eller Det perfekte mord
Skabelsen Fort lling med variationer G der Falske spor Opg r med en faderfigur De store nder Greta Medspillere
TREDJE DEL
Trilogiens clash med verden
En historisk fort ller Forbindelser og forhandlinger i Wergelandtrilogien
Det store eventyret
Et ukendt rum Romanens bning P sporet af den tabte kvinde I koder Peters plot Beg r og galskab
Rand
Et us dvanligt perspektiv Efterforskning og erkendelse Kamp og sejr Religi s mystik Historisk baggrund Perspektiver fra naturvidenskab
Slekters gang
Den ark ologiske ramme Norge i krig Sl gten som billede p Norge Potentialet til forandring Forgreninger
Berge
Adgangen til tanker Forskudte referencer Resonans
EN TANGENT UD
Litteraturliste
Videre l sning
Illustrationsliste
Referencepraksis
Bibliografi
Noter
INDLEDNING

I 2001 modtog Jan Kj rstad (f. 1953) Nordisk R ds litteraturpris, og i sin takketale fremh vede han sk nlitteraturens evne til at forandre vores syn p verden ved at overskride det foreliggende og pege mod det umulige eller det endnu ikke realiserede. Talen var ogs rettet mod politikerne i salen: Jeg nsker at politikerne skal lese flere skj nnlitter re b ker. [ ] Hvorfor? Fordi det i god skj nnlitteratur finnes en innsikt, om individet og kollektivet, som man ikke kan hente noen andre steder (KM 2007, 781). 1 Hvor politik ofte betones som det muliges kunst, pr senterede han i talen sk nlitteraturen som det umuliges kunst, hvor man kan t nke hinsides det eksisterende og dermed ogs skabe innovation. Sk nlitteraturen kan op ve l serens forestillingsevne, og for Kj rstad foreg r den v sentligste dialog i en roman derfor mellem forfatteren og l seren:

N r alt kommer til alt, er det bare to mennesker som skildres i en roman: forfatterens bilde av mennesket konfronteres med leserens. En romans drama er alltid persepsjonens drama [ ]. Romanens virkelige helt er alltid leseren (KM 2007, 204-205).
t af de v sentligste tr k ved forfatterens sk nlitter re v rker er netop m den, hvorp de inviterer l seren til at involvere sig, og det er ikke uden grund, at et af hans mest ber mte v rker har titlen Forf reren.
Romanen Forf reren fra 1993 var mit f rste m de med forfatterskabet. Jeg blev fascineret, da det undervejs gik op for mig, at en af de f rste scener ikke kun handlede om hovedpersonens m de med en ung kunstnerinde. Scenen form ede samtidig at fremmane flere af Edvard Munchs malerier. Hvorfor disse forbindelser optr dte, kunne jeg ikke umiddelbart udlede, men min nysgerrighed var vakt. Opdagelsen bnede for en st rre forst else af, hvor gennemkomponerede og fort ttede Kj rstads v rker er, og hvordan de mindre tydelige referencer til andre kunstv rker kan rumme et omfangsrigt netv rk af forbindelser med stor betydning for b gernes tematik. Romanen blev efterfulgt af Erobreren (1996) og Oppdageren (1999), og den samlede trilogi overraskede ved, at de tre romaner fortalte nogle af de samme historier om den karismatiske hovedperson Jonas Wergeland, men i vidt forskellige og ofte uforenelige versioner. Denne form udfordrede l serens hukommelse og evne til at fortolke fra forskellige vinkler.
I trilogien anvender Kj rstad en r kke litter re teknikker, der tydeligg r, at romanernes udsagn opst r i en proces, som l seren selv er en del af. Erfaringer skal samles og kombineres undervejs fra vidt forskellige scener, fra kunstv rker og litteratur uden for bogens rammer og fra en verden uden for fiktionen. Der leges med l serens associationer og fors g p at etablere sammenh nge, og der pustes til ens nysgerrighed og videbeg rlighed.
Mange r efter det f rste m de fik jeg mulighed for at studere Kj rstads markante brug af referencer til andre kunstv rker i sit forfatterskab. 2 Da jeg begyndte at se n rmere p modtagelsen af de f rste v rker, opdagede jeg, at brugen af referencer netop var blandt de karakteristika, der havde vakt st rst opm rksomhed fra forfatterskabets begyndelse, men at disse referencer overvejende blev beskrevet som ornamenter og postmoderne stiltr k, der skyggede for v rkernes indhold. Ved udgivelsen af de f rste romaner pegede en r kke anmeldere eksempelvis p b gernes referencer som blendverk (Mathistad 1984) og luftig hjernespinn (Starheims ter 1985), der kunne opleves som en iscenes ttelse af forfatterens image: Et vitnesbyrd om hvor flink forfatteren er, hvor mye han vet om allverdens ting (S rgaard 1990):

P den ene side har man en kj rlighetshistorie [ ]. P den annen side har man den litter re referenceramme Kj rstad har plassert denne historie i. Alltfor ofte opplever jeg at disse to elementene ligger i strid med hverandre og underminerer hverandre (Olsen 1987).
Anmeldelserne af de f rste v rker synes at have indledt en tradition for at l se Kj rstads referencer som et faktahelvede , der i bedste fald kunne illustrere informationst theden i det moderne samfund. 3 Ingeborg Kongslien har i artiklen Mennesket i tekst og teori formuleret f rstegangsl sningen af Kj rstads anden roman Homo Falsus (1984) som encyklopedisk vald mot leseren (Kongslien 1988). 4 Referencerne er ofte blevet beskrevet som elit re og som un dvendige dele af v rket, man med fordel kan sk re bort for at give plads til fort llingen. Selvom der blandt litterater er en helt naturlig forst else af, at et v rks form og indhold er uadskillelige, analyseres referencer ofte som noget rent formm ssigt, der er i modstrid med v rkets udsagn.
Sammen med kritikken af den i jnefaldende brug af eksterne referencer kom en kritik af v rkernes eksperimenterende kompositioner med de mange interne referencer mellem de enkelte tekststykker. Ved modtagelsen af Homo Falsus (1984) fremh ves romanens gentagelser som monotone, stakkato og som komplett overfl dige (Solumsmoen 1984), og skrivestilen i den fjerde roman Rand (1990) etterlater seg et visst inntrykk av frustrasjon. [ ] fordi dette apparatet med alle sine detaljer og sammenhenger ikke helt vil f ye seg i hop til en kunstnerisk helhet (anonym forfatter 1990). Retf rdigvis skal det siges, at der ogs har v ret modstemmer til dette billede, som for eksempel ystein Rottems anmeldelse af Speil , hvor romanens kompositionsteknikker fremh ves. 5
Hvad man end m mene om en markant brug af interne og eksterne referencer i sk nlitter re v rker, s synes store dele af modtagelsen dog stadig at overse, hvordan referencerne i Kj rstads romaner og noveller virker i v rkernes samlede udsagn og argumenter. Denne bog kan siges at v re polemisk rettet imod forestillinger om, at referencer kun er staffage og f rer v k fra v rkerne. Tv rtimod peger de i Jan Kj rstads romaner og noveller ogs klarg rende og betydningsfuldt indad og har en r kke vigtige funktioner. Blandt disse er referencernes evne til at angive en vifte af fortolkningsmuligheder i v rkerne, deres kapacitet til at bne en tekst frem for at lukke den med en bestemt l sning. En anden pointe ang r referencernes evne til ikke kun at virke p et tematisk niveau, men ogs p et metapoetisk: De peger p , hvad fiktion er og kan. Fiktion kan v re en udvidelse og p virkning af vores tanker om verden, idet fiktion ikke er begr nset til at efterligne verden, men kan konstruere hidtil urealiserede muligheder. Det ses eksempelvis i Kj rstads roman Berge (2017), hvor der er opfundet en terrorbegivenhed i Oslo i 2008, der indirekte tematiserer Norges nationale traume den 22. juli 2011 p en fremmedgjort m de, der skal f l seren til at udvide sin forst else af tragedien og sin mulighed for at tale om katastrofen ved at se den fra andre vinkler.
Studiet af referencer
I mine studier af referencernes rolle i Jan Kj rstads forfatterskab har jeg blandt andet s gt inspiration i forskningen af intertekstualitet. Da Julia Kristeva og Roland Barthes benyttede termen intertekstualitet i slutningen af 1960 erne, blev det hurtigt et popul rt begreb. Man havde manglet en betegnelse for den udpr gede brug af andre tekster og v rker i kulturen, som man ogs s afspejlet i tidens popkunst. Tanken om tekster som intertekster var blandt andet inspireret af Mikhail Bakhtin og ideen om enhver tekst som en absorption og transformation af andre tekster samt forestillingen om enhver tekst som et dialogisk rum af referencer. I Encyclop dia Universalis fra 1973 lyder Roland Barthes definition af tekst s ledes:

Every text is a new tissue of recycled citations. Fragments of codes, formulae, model rhythms, bits of social discourse pass into the text and are redistributed within it. [ ] The intertext is a field of anonymous formulae whose origin is rarely recoverable, of unconscious or automatic citations without speech marks. 6
B de Barthes og Kristeva anvender som kulturteoretikere et meget bredt intertekstbegreb, der ikke handler om et enkelt v rks relation til andre tekster, men