Da de første europæiske opdagelsesrejsende sejlede over det ukendte Stillehav, var deres skibe lastet med fortællinger om fjerne paradisiske øer. Forestillinger om ædle vilde, økologisk balance og enorme rigdomme gav europæerne modet og håbet til at lede efter en ny verden – også når drømmene overgik virkeligheden. Sydhavsøen – nydelsens geografi er en idé- og litteraturhistorisk rejse i sporet på tre århundreders europæiske og amerikanske fortællinger om øen, havet og øhavet. Litteraten Frits Andersen læser og analyserer rejseberetninger, malerier, film og romaner fra 1700-tallet og frem til i dag af kunstnere og forfattere som Paul Gauguin, Herman Melville, Robert Louis Stevenson, Jules Verne, Thor Heyerdahl og Marlon Brando. Ud af disse læsninger – og med blik for nydelse, længsel og fornuft – opstår en helt ny litteraturhistorie for Stillehavets forsvindende øer. Samtidig tilbyder bogen stærke historiske forbilleder, vi aktuelt kan bruge til at forstå og tænke nye svar på globale politiske og klimamæssige udfordringer. Modtager af Georg Brandes-prisen 2018 Nomineret til Weekendavisens Litteraturpris 2018
Informations légales : prix de location à la page 0,1950€. Cette information est donnée uniquement à titre indicatif conformément à la législation en vigueur.
Aômŝé î TàîîRobertsonsJournal o the Dolphin’s 2d Voyage.Det mærkværdîge BougaînvîesVoyage autour du monde. Kærîghedskut og spædbørnsdrab Cook, Banks, Johann R. og Georg Forster. Vîdenskabeîge havevandrînger
VéûŝObservatîoner a Venus Brødrugter. Kommers, utopî og økokrîtîk Grøn împerîaîsme
Tàîîŝ ûàé Iy ô ŝé ôŝ Pîéé Lôî ô Pàû GàûûîLotîs gîtermå Gauguîns ”tropîske ateîer”.Noa Noasom antîîdy At finde hjem. Øer, huse og steder
Nîŝŝôôî Øŝûîé î é flyéé ééEssensen a ae øer. Tahîtî revîsîted Hvad er en ø? Judîth SchaanskysAtlas over asidesliggende øer
II
ı
2
3
4
5
6
ØHAVET MARQUESASØERNE TUAMOTUSATOLLERNE
Fø ô éé Gàûûî på Màqûéŝàŝøéé
Spøéŝé Hémà MéîéŝTypee
Réôûîôé Vééŝéàé på MàqûéŝàŝøééEn ørefigen. Cook og Forster Øhavets koordînater. Kruzenshtern og Langsdorf Revoutîon og oceanîsk verdensteater. Marchand og Feurîeu Øhavets geopoîtîk
Cûîŝî î øàé R.L. Sééŝô ô Jàc LôôKapîtaîsmens tîdevandsbøge. R.L. Stevenson Naturmennesket på hospîtasskîbet. Jack London
Øàéŝ ôæîé ôm bæéyîé ô ûéàTîbage tî naturen. Thor Heyerdah Den ykkeîge ø. Bengt Danîesson Locus horrîbîîs. Maron Brando
AîpéààfiAtas. ”Om øerne î Det Store Ocean” Museum. Éspace Jacques Bre
En a bogens begyndeser finder sted î den poske by Krakow, hvor jeg îgesom mange, at or mange, andre turîster var på eterårserîe med mîn amîîe. Vî var ascînerede a byens hîstorîske mînder om sammenstød meem Vesten og Østen, jøder, tyrkere og tatarer. Guîdebøgerne skrev om den pîgt, man har tî også at besøge Auschwîtz, der îgger î kort astand ra Krakow. Den museae kz-ejr kan îkke orbîgås, men ska mane tî hîstorîsk etertanke og tjene som mîd-de tî skræk og advarse or ens medbragte børn. Vî modstod guîdebøgernes învîtatîon tî tragîsk turîsme og bev î byen, mere rîstet a parkerne og haverne, der øber som et grønt bånd uden om hee den game bykerne. Et sted or îv og mennesker, kærester og nydese. Kz-ejren er det utîmatîve sted or rædse; dystopîen over ae. Haverne ope-vede vî som en utopîsk ø î storbyen og en vîrkeîggørese a en ang tradîtîon or pastora dîgtnîng. Når vî tænker kz-ejren og haven som hînandens absoutte modsætnînger, skydes det hîstorîske og vîrkeîge sansnînger, men det sker også î orængese a en ang retorîsk tradîtîon. Saverîets hîstorîe er .eks. orbundet med ortæînger om carîbîske øer, der orvander sîg ra utopîer tî dystopîer, og opdagesen og den eterøgende îtteraturhîstorîe om Stîehavsøerne er be-mærkesesværdîg ved at asthode utopîen, haven og øen som en muîghed – og måske netop ordî koonîserîngen îkke var baseret på saverî eer savehande. Bogens îtteraturhîstorîe om dîsse jerne øer hander dybest set om, hvoror det kan være rîgtîgt at vîse sîne børn haven î stedet or Auschwîtz. I orængese a Andreas Huyssens îndedende bemærknînger î bogenPre-sent Pasts() kan man konstatere en tendens tî î vores erîndrîngskutur, her demonstreret î guîdebøgerne, at bygge på en at or traumefikseret hîstorîeor-ståese. For at kunne tænke aternatîve remtîder som muîge svar på nutîdîge poîtîske og kîmamæssîge krîser er det îmîdertîd nødvendîgt at kunne arve ra
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
9
ortîden, dvs. søge de hîstorîske orbîeder, man set og ret kan ære a. Denne bog finder sîne orbîeder î de opdagesesrejsende og fiosofer, som î Parîs eer på vandrînger î Tahîtîs haver havde bîk og sans or både nydesen og ornuten. Vî ved både ra hîstorîen og îtteraturen, at dystopîen og utopîen îkke î ab-sout orstand er modsætnînger, men tæt orbundne på den måde, at orestî-înger om utopîer bîver tî dystopîer, når de søges vîrkeîggjort. Bag Auschwîtz îgger netop orestîîngen om at kunne îndrette samundet som en have, en dyrkese a det hjemîge og nære, et uoranderîgt sted uden arm og skîdt. Mens på den anden sîde den ysegrønne økokrîtîks dyrkese a en natur, der vîe have været î harmonîsk baance, hvîs det îkke var or menneskets ødeæg-gende tîstedeværese, nærmer sîg det, man kader or økoascîsme. Det er kart, at økobevîdsthed orudsætter stedsbevîdsthed, at man ved, hvor man er. Men, som Ursua Heîse skrîver îSense o Place and Sense o Planet(), er det pro-bematîsk, når økokrîtîkkens stedsbevîdsthed næsten udeukkende kommer tî udtryk som en nærhedsetîk. For gobaîserîngen ordrer tværtîmod en økoo-gîsk dîstanceetîk og en vîden om, at sevom konsekvenser a .eks. kîmaæn-drînger erares okat, så skabes de gennem kompekse påvîrknînger ra gobae netværk. Ved at behande øko- og stedskrîtîk î tre kompementære dee – øen, øhavet og havet – undgår bogen at væge meem okae og gobae perspektîver, men asthoder tværtîmod, at det er muîgt at skrîve îtteraturhîstorîe ud ra begge perspektîver på samme tîd. Det îtterære topos ”ocus terrîbîîs” betegner î den retorîske tradîtîon skrækkeîge steder som bjerge, køter og vîdnîs, hvortî dîgteren knytter sîn kærîghedskage og meankoî. ”Locus amoenus” er et behageîgt sted, det îdea-e andskab som .eks. en have eer en ysnîng med en kîde eer bæk, îdyîske eer paradîsîske øer. Assocîeret med orår og sommer, îv og begyndesen på îv er det dîgtets sted or kærîghed og rugtbarhed. Ernst Curtîus skrîver îEurope-an Literature and The Latin Middle Ages () om mîddeaderdîgtnîngens vîdere-ørese a antîkkens ”ocus amoenus” ra Homer og Vergî. I kapîtet ”The Idea Landscape” ortæer Curtîus ærd, men også muntert om den meget bandede og bîoogîsk set umuîge flora og auna, der typîsk îndgår î ”ocus amoenus”, da rugtbarheden som et efektudt bagtæppe or erotîsk kærîghed bedst bev udtrykt ved en vîdtvoksende artsrîgdom, der kunne same pamer, grantræer og oîventræer på den samme eng. Stedet skue være varmt, men også med en svaende skygge, atså træer, og en bæk eer kîde, grønt græs, som dîgteren og den tîbedte kunne sîdde eer îgge på. Der skue være ugesang og desuden gerne være vedutende og orrîskende a en et brîse. Oprîndeîgt var det hen-agt tî îkkekutîverede andskaber, men î det . århundrede kunne stedet også îndehode anæg, anagte padser, gårdhaver og – îgesom î hyrdedîgtnîngen
10
F O R O R D
Dette materiale er ophavsretsligt beskyttet og må ikke videregives.
og den pastorae orm, vî snart ska se mere tî – med skîtende reerencer tî både by og and. Som eksempe på den udkomne versîon a ”ocus amoenus” – ”ocus îe ocorum”, stedet over ae steder – nævner Curtîus ”den abeagtîge ø, Thue, hvor antîkkens fiosofer er samet på en scene a evîgt orår” (s. ). Det er vîgtîgt or Curtîus at understrege, at ”ocus amoenus” îkke tîstræber en reaîstîsk repræsentatîon, sevom der godt kan orekomme henvîsnînger tî vîrkeîge steder. Denne bogs tîte,Sydhavsøen – nydelsens geografi, henvîser derî-mod tî, at det înventar, som îndgîk î det îtterære topos, aerede î de tîdîgste beskrîveser a Terra Incognîta Austraîs î -taet og med stor udbredese î sîdste havde a -taet î høj grad îndgår î beskrîvesen avirkeligeøer, rem or at Stîehavsøer og îsær øen over dem ae – ”ocus îe ocorum” – Tahîtî. Jeg har kortvarîgt været der og på Marquesasøerne og Tuamotusatoerne, takket være Torsten Granov og CuTours, gået î sandet, stået ved den rîsende bæk og mærket de dute, som Pîerre Lotî og Pau Gauguîn og mange andre har skrevet om. Jeg bor på Samsø, som har hat hed tî at markedsøre sîg som et økopa-radîs og en ”grøn” ø, sevom drøm og vîrkeîghed heer îkke på denne ø har meget med hînanden at gøre. Jeg oretrækker tî enhver tîd mîn egen have, men vî gerne vîse mîne børn de eysîske enge, andre øer og andre haver.