Efter Os

K. Harder

Description

Året er 2116 og Danmark stander i vånde - eller rettere sagt i våde. Alt hvad der kan smelte er allerede smeltet og alle lavtliggende områder i Europas Forenede Stater står under vand.Året er 2116 og Danmark stander i vånde - eller rettere sagt i våde. Alt hvad der smelte kan, er allerede smeltet - og alle lavt liggende områder i Europas Forenede Stater står under vand. I tilgift har krige og miljøkatastrofer sat sit umiskendelige præg på befolkningen.I denne korte fortælling følger vi de tapre indbyggere i Ny København, der med alle midler prøver at opretholde illusionen om et helt almindeligt liv - samtidigt med at de betaler prisen for at komme efter os.

Sujets

• Science fiction

Informations

• Publié par: First Edition Design eBook Publishing
• Date de parution: 01 septembre 2014
• Nombre de lectures: 0
• EAN13: 9781622875122
• Langue: Danish

Extrait

EFTER OS

En dekonstruktion


First Edition Design Publishing
EFTER OS
Ophavsret /Copyright ©2014 Karsten Harder

ISBN 978-1622-875-12-2 EBOOK

August 2014

Udgivet og distribueret af
/Published and Distributed by
First Edition Design Publishing, Inc.
P.O. Box 20217, Sarasota, FL 34276-3217
USA
www.firsteditiondesignpublishing.com



ALLE RETTIGHEDER RESERVERES. Ingen del af denne bog publikation må gengives, lagres i et søgesystem eller overføres i nogen form eller på nogen måde ─ elektronisk, mekanisk, fotokopi, optagelse eller enhver anden ─ undtagen kort citat i anmeldelser, uden forudgående tilladelse af forfatteren eller forlæggeren.

ALL R I G H T S R E S E R V E D. No p a r t o f t h i s b oo k pub li ca t i o n m a y b e r e p r o du ce d, s t o r e d i n a r e t r i e v a l s y s t e m , o r t r a n s mit t e d i n a ny f o r m o r by a ny m e a ns ─ e l e c t r o n i c , m e c h a n i c a l , p h o t o - c o p y , r ec o r d i n g, or a ny o t h e r ─ e x ce pt b r i e f qu ot a t i o n i n r e v i e w s , w i t h o ut t h e p r i o r p e r mi ss i on o f t h e a u t h o r or publisher .
En tro kopi

Emmanuelle Bang havde problemer med sin klon. Og det havde stået på i nogen tid.
Allerede kort tid efter at Regenerationscentralen havde afleveret den færdige klon, stod det klart at der var problemer med indlæringen. Selv om Emmanuelle nøje fulgte brugsanvisningen, hvor det i klare og utvetydige vendinger stod beskrevet hvornår og hvor længe klonen skulle have neurohjelmen på, virkede det alligevel som om programmet ikke gjorde den for­ventede gavn.
Pottetræningen og de basale sprogfærdigheder var alt i alt gået nogenlunde, men da udviklingsprogrammet nåede frem til 13-14 års stadiet, var det ligesom om alting gik i stå.
Klonen var heller ikke specielt glad for at have neurohjelmen på midt om dagen. Ved flere lejligheder måtte Emmanuelle tale den alvorligt til rette, før den til sidst lagde sig hen og tog hjelmen på.
Der var en lang og trist periode, hvor Emmanuelle ofte måtte tage sig til hovedet. Og hver gang noget ikke gik som det skulle, prøvede hun uvægerligt at undskylde sig selv. Den undskyldning, som hun oftest faldt tilbage på, var at hun jo aldrig før havde prøvet at have ansvar for noget som helst.
Første gang det for alvor gik galt, skete det udelukkende fordi Emmanuelle prøvede at være ekstra flink. Klonen plejede at være meget glad for at gå tur i det gamle Glostrup Center. Derfor bad Emmanuelle den om at gå over i Centret og hente en pakke kartoffelerstatning, som lå til afhentning i det lokale helseværk.
Emmanuelle stod i vinduet. Langt nede så hun klonen traske af sted mellem de høje huse. Da den endeligt drejede om hjørnet til det gamle jernbaneterræn, satte Emmanuelle sig ned på sofaen og sukkede dybt.
- Har jeg gjort noget forkert, tænkte hun. Er det min skyld det hele? Jeg ville jo bare så gerne have en klon.
Hun så sig spørgende om i stuen, som om hun måske kunne finde svaret der.
Men stuen var helt almindelig. Den var fuldstændig ligesom alle de andre stuer i Høje Glostrup; en helt almindelig stue på treogfyrretyvende etage i en helt almindelig beboelsesejendom. Væggene var malet brune og vinduesrammerne var hvide. Der var et smukt billede af de grædende børn på væggen og alle møblerne var fra Mesma. Sofaen og stolene var kun et par år gamle og stadigvæk ganske pæne.
På den anden side af vejen kunne hun se naboejendommen. Naboernes gardiner var blå med store gule prikker - fuld­stændigt ligesom hendes egne.
Emmanuelle sukkede.
- Det kan næsten ikke blive værre, tænkte hun.
Men det kunne det rent faktisk godt!
Da der var gået tre timer og klonen ikke var kommet hjem, tog Emmanuelle overtøjet på og gik ud for at lede efter den. Da hun havde gennemsøgt hele Glostrup Centret - hvilket ikke tog så forfærdelig lang tid - henvendte hun sig til politiet.
Samme aften klokken 11 ringede det på døren. Udenfor i opgangen stod klonen mellem to store betjente. Dens ansigt var beskidt og tøjet så ud, som om det var blevet revet i stykker. Da Emmanuelle uvilkårligt rakte ud og tog klonens hånd, mærkede hun med det samme lugten af spiritus.
Emmanuelle græd, mens hun skurede klonen ren under bruseren. Den blødte svagt forneden.
- Hvordan kan det mon føles at miste sin uskyld, før man ved at man har den, tænkte Emmanuelle mens hun rensede sårene på klonens knæ.
Hun prøvede på forskellige måder at udspørge klonen om dagens begivenheder. Men lige meget om hun truede, tryglede eller bad kunne - eller ville - klonen ikke svare.
Og hele tiden tænkte Emmanuelle på foragten i betjentenes øjne.
- De bliver nok nødt til at søge hjælp hos Regenerationscentralen. Det vil vi i hvert fald anbefale i vores rapport.
Så vendte de demonstrativt ryggen til hende og marcherede hen til elevatoren. Selv på afstand kunne hun mærke deres ringeagt.
Næste dag kontaktede hun pligtskyldigt Regenerationscentralen. Men det eneste hun fik ud af det, var en sludder for en sladder. Den venlige dame på centralen indskærpede hende at sørge for, at neurohjelmen var ordentligt spændt fast og at klonen havde den på i det angivne tidsrum.
Og det var ikke den eneste gang, det gik galt. Det var bare den første ...
I løbet af de kommende uger følte Emmanuelle en tiltagende desperation. Tingene gik hastigt fra slemt til værre. Klonen kunne tilsyneladende ikke drage nytte af den elektroniske indlæring. Til gengæld havde den et støt stigende forbrug af alkohol og smertestillende piller. Hvis den ikke fik nogen af delene, gik den rastløst rundt i lejligheden med et muggent udtryk i ansigtet. Emmanuelle havde opgivet at have flasker i huset. Men det hjalp ikke. Klonen stjal husholdningspengene og soldede dem op i Glostrup Centret.
Der var adskillige henvendelser - og frygtelige meddelelser på Emmanuelles pda.
Emmanuelle vidste, at der ikke ville gå længe før Regenerationscentralen ville forlange at få klonen tilbage. Og så ville hendes eneste chance være forspildt. Hun ville ikke være i stand til at spare det fornødne beløb op én gang til. Og selv om hun havde pengene, ville det alligevel ikke hjælpe. Der ville til tid og evighed stå i hendes papirer, at hun var uegnet til prokreation.
Men det allerværste ventede stadig forude.
En eftermiddag havde Emmanuelle været til obligatorisk møde i det lokale etiske råd. Da hun kom hjem, stod hoveddøren på vid gab og klonen var væk.
Klog af skade kontaktede Emmanuelle omgående politiet. Bagefter satte hun sig i sofaen som så ofte før og ventede på, at de skulle bringe klonen hjem.
Men denne gang skete der ingenting.
Klokken tre om morgenen kontaktede hun igen politiet. Den vagthavende kunne kun beklage, at de endnu ikke havde været i stand til at lokalisere klonen.
Og otte uendeligt lange timer senere stod der to kriminalbetjente foran Emmanuelles dør og ringede på.
De spurgte hende, hvad tøj klonen havde haft på da den gik hjemmefra. Havde den penge eller andre betalingsmidler? Havde den nogensinde gjort skade på sig selv?
Da de var gået, var stakkels Emmanuelle helt ude af flippen.
- Hvad har jeg dog gjort galt? Jeg ville jo bare have en ganske almindelig klon ...
Et landemærke

I den brændende middagshede styrede Line Baumer forsigtigt gummibåden hen mod det forladte højhus. Hun vidste, at hun kun havde tre meter vand under båden og var derfor konstant nervøs for at den skulle blive punkteret nedefra. I dette område var der stadig mange bilvrag og sylespidse rester af offentlig belysning, stoplys, standere og deslige. Hun havde flere gange anmodet om at få stillet et mere solidt fartøj til rådighed, men tilsyneladende talte hun for døve øren.
Set med nutidens øjne var højhuset ikke noget særligt, men det var dog stadig det højeste hus i området. Det havde engang været helt sort, men nu var store stykker af facaden faldet af. Sammen med de mange tomme vinduer gav det bygningen et sært, koparret udtryk. Det var en kendt sag, at eventyrlystne borgere brugte huset som klatrestativ. Det hed sig, at fra toppen af denne bygning havde man den allerbedste udsigt over Amager, øen som havet tog igen.
Line havde ingen planer om at klatre op på taget, snarere tvært imod.
Det var blevet konstateret, at bygningen på det seneste havde fået en svag hældning mod sydøst. Denne uregelmæssighed havde givet anledning til en del hævede øjenbryn hos de bygningsansvarlige i administrationen. Derfor var Line blevet sendt ud for at inspicere de bærende dele og komme med en anbefaling. Hvis det skulle vise sig at være nødvendigt, ville det gamle højhus sandsynligvis blive sprængt i luften.
På denne tur sad der tre personer i den mørkegrønne gummibåd. Line og hendes partner Erika Stiller var allerede iført røde våddragter. Tatiana Oksholm sad forrest i båden. Hun havde almindeligt arbejdstøj på. Hendes job var at holde øje med båden, mens Line og Erika dykkede ned i bygningens underetage.
Line og Erika fandt hver deres oxy-pen frem og injicerede en dosis. Line injicerede i venstre underarm, Erika stak sig lige over højre ankel. Så tog de undervandsbriller på og gled baglæns ned i vandet.
Tatiana så hvordan de svømmede ned til den gamle hovedindgang. Hvad der engang havde været et flot indgangsparti, lignede nu mest af alt et stort, åbent sår nær bygningens bund.
For lang tid siden - da det stod klart, at bygningerne i den gamle Ørestad ville blive oversvømmet - havde man fjernet alt brugbart materiale. Stort set alt hvad der var lavet af metal, var blevet afhentet og genbrugt. For til stadighed at kunne servicere bygningen, havde man etableret en skjult adgangsvej, som kun de bygningsansvarlige kendte til.
Line havde selvfølgelig studeret planerne omhyggeligt, før de tog hjemmefra.
Da de kom ind i den oprindelige vestibule, satte hun uden tøven kursen mod den venstre elevator. Dørene ind til de forladte elevatorskakte var boltet sammen, så de ikke længere kunne åbnes. Selve elevatorstolene var således blevet fjernet for lang tid siden, før huset b