Og Balkan kom til Danmark

Description

I 1995 markerede Europa 50-året for afslutningen på Anden Verdenskrig og folkemordet på seks millioner jøder. Samtidig kulminerede den etniske udrensning på Balkan med massakrer, koncentrationslejre og fordrivelse af halvdelen af den bosniske befolkning. 20.000 kom til Danmark som flygtninge.
Og Balkan kom til Danmark fortæller, hvordan det danske samfund reagerede, da det uden varsel igen blev nærområde til krig og folkemord. Men det er også en beretning om periodens mange dilemmaer og om et hidtil uset engagement i de hundrede danske lokalsamfund, der gjorde bosnierne til "vores flygtninge". Tyve år efter kan vi nu få svar på det spørgsmål, som kun er blevet mere aktuelt i lyset af de seneste års mange syriske flygtninge: Hvordan går det Danmarks bosniere i dag?
Bogen udfylder et tomrum i dansk samtidshistorie. For første gang afdækker danske og internationale aktører, flygtninge, forskere og repræsentanter for lokalsamfund den samlede danske indsats. Alle var de førstehåndsvidner, som på hver deres måde forsøgte at finde løsninger i den højspændte situation. Deres løsninger var langtfra perfekte, men deres dedikation gjorde en forskel både i krigsområdet, og da Balkan kom til Danmark.

Sujets

• Histoire
• History

Informations

• Publié par: Aarhus University Press
• Date de parution: 02 novembre 2015
• Nombre de lectures: 0
• EAN13: 9788771840681
• Langue: Danish
• Poids de l'ouvrage: 5 Mo

Extrait

Redigeret af Niels-J rgen Nehring og Birte Weiss
Og Balkan kom til Danmark
Om at v re n romr de til krig og folkemord
Dedikation
Denne bog er tilegnet Danmarks bosniere og mange tusinde andre: udsendte danske soldater og politifolk, n dhj lpschauff rer, beredvillige lokalpolitikere og den store skare af s kaldt almindelige mennesker, der under krigen i Bosnien 1992-95 ydede en dedikeret indsats i en sv r situation. Det samme gjorde de humanit re organisationer i den daglige kamp for at l se den st rste flygtningeopgave siden Anden Verdenskrig.
Og Balkan kom til Danmark kan l ses som en fortl bende fort lling om et Europa, der i 50- ret for holocaust ikke kunne enes om at stoppe den etniske udrensning, inden den blev til folkedrab. Det er historien om, hvordan et lille land reagerede, da vi pludselig blev n romr de til krig og mere end to millioner flygtninge. Men kapitlerne og forfatternes konklusioner kan ogs l ses enkeltvis som beskrivelser af de mange dilemmaer, tiden b d p . Nogle af dem m der vi igen med de syriske flygtninge, og mange sp rger: Hvordan var det dengang med bosnierne?
Svaret findes ikke i officielle arkiver, og ingen har hidtil fors gt at skildre den samlede danske indsats. Meget har m ttet udelades, og hensigten med bogen har f rst og fremmest v ret at videregive gode og d rlige erfaringer fra en besv rlig tid. Men den viser ogs , at br ndstoffet for alle, der involverede sig, var dedikation. Ofte m tte man p forh nd indse, at l sningerne var uperfekte, men opfindsomheden og engagementet kom alligevel til at g re en v rdifuld forskel b de ude og hjemme.
Niels-J rgen Nehring Birte Weiss

Fredsaftalen tog krigens resultat til efterretning, selv om det var opn et ved etnisk udrensning. Den stiplede linje, der snor sig gennem landet, er gr nsen mellem Bosniens to nuv rende enheder, F derationen Bosnien-Hercegovina og Republika Srpska.
Landet, befolkningen og sproget
Balkan er et uroligt omr de og Bosnien-Hercegovina et kompliceret land. Under kommunismen var det n af seks jugoslaviske delrepublikker; de andre var Kroatien, Serbien, Montenegro, Makedonien og Slovenien. Med mantraet enhed og broderskab blev Jugoslavien i 35 r holdt sammen af den kommunistiske partisanhelt fra Anden Verdenskrig, Josip Broz Tito. Efter hans d d i 1980 gik landet gradvis i opl sning, og i 1991 erkl rede Slovenien og Kroatien sig som selvst ndige stater.
Efter en folkeafstemning i marts 1992, boykottet af de fleste bosniske serbere, fik ogs Bosnien, som landet ofte kaldes i daglig tale, i april international anerkendelse som selvst ndigt land. Samtidig begyndte serberne etnisk udrensning i Nord- og stbosnien og en lang belejring og beskydning af hovedstaden Sarajevo. Det udviklede sig til en omskiftelig borgerkrig, som kom til at vare i tre og et halvt r, og prisen var mere end to millioner flygtninge, 100.000 d de og et delagt land. To millioner er et gennemsnitstal, og afh ngigt af rstallet kan flygtningetallet derfor v re forskelligt i bogens kapitler. 20.000 kom til Danmark.
Ved folket llingen i 1991, dvs. lige f r krigen, boede der knap fire og en halv million mennesker i Bosnien, 44 procent var registreret som muslimer (bosniakker), 31 procent som serbere og 17 procent som kroater. De resterende var folk, som ikke ville lade sig rubricere i en gruppe, som indikerede tilh rsforhold til en bestemt etnicitet eller religion. Traditionelt er kroater katolikker, serbere ortodokse kristne og bosniakker muslimer, men generelt er religionsdyrkelsen ufanatisk.
Bosnien er stadig et splittet land. Fredsaftalen, som blev til i Dayton, Ohio, ved amerikansk mellemkomst, bl stemplede landets deling i to n sten lige store dele, F derationen Bosni-en-Hercegovina og den serbiske enhed, Republika Srpska, med hvert sit parlament, hver sin pr sident, statsminister, regering osv. Begge omr der har egen lovgivende, ud vende og d mmende magt, men ovenover sv ver et tredelt, roterende pr sidentskab med tilh rende parlament, regering, forfatningsdomstol m.m. Dertil kommer F derationens opdeling i ti kantoner, som ogs har parlamenter med vidtg ende bef jelser. Bosnien er politisk og organisatorisk en rodebutik. Beslutninger i alle disse instanser kan dog s ttes ud af kraft af det internationale samfund, som har indsat en statholder kaldet Den H je Repr sentant til at overv ge fredens implementering.
Fredsaftalen tog krigens resultat til efterretning, selv om det i vid udstr kning var opn et ved etnisk udrensning. Det betyder, at mere end 90 procent af befolkningen i Republika Srpska i dag er serbere, og at F derationen Bosnien-Hercegovina har en blandet befolkning af fortrinsvis bosniakker og kroater. Krigens baggrund er udf rligt beskrevet i bogens slutkapitel.
I det meste af Jugoslavien har sproget historisk v ret serbokroatisk med dialektforskelle, men i lyset af den voksende fokusering p etnicitet opstod et politisk nske om, at bosnisk, serbisk og kroatisk b r have status som selvst ndige sprog. I Bosniens dagligliv spiller denne skelnen ingen v sentlig rolle, selv om det latinske alfabet systematisk anvendes i F derationen og det kyrilliske ofte i Republika Srpska. Denne bogs stavem de er generelt dansk, ogs til person- og stednavne.

Bosniens beliggenhed g r det naturligt at arbejde for medlemskab af EU. Det nordvestlige naboland Kroatien blev medlem i 2013, og den stlige nabo Serbien er i gang med optagelsesforhandlinger. Siden dette kort blev tegnet, har landet mod syd, Montenegro, l srevet sig fra Serbien med byen Podgorica som hovedstad.
Da nationalisme blev til krig
Kapitel 1
Europas fors mte time
Europas statsledere var uenige om 1990 ernes krig p Balkan, og fors gene p at stoppe kampene var halvhjertede. Og gang p gang veg FN tilbage fra at anvende magt over for serberne, som klart var den aggressive part i opg ret. F rst efter massakren ved Srebrenica i 1995 og efter amerikansk pres greb NATO ind. Det stoppede krigen. Analyse og personlige erindringer fra en periode, hvor dr mmen om et fredeligt, handlekraftigt Europa skulle vise sig ufuldkommen.
UFFE ELLEMANN-JENSEN
udenrigsminister 1982-93
Den 19.-20. juni 1991 samledes udenrigsministrene fra 35 lande i Berlin. Vi kom fra Europa, Sovjetunionen og Nordamerika. Det var det f rste m de i CSCE R det (konferencen om sikkerhed og samarbejde i Europa/Helsingfors-processen fra 1975, der i 1994 blev omd bt til OSCE). Efter m det udsendtes et smukt s t konklusioner, som opregnede alle de fremskridt, der var sket. Ikke t ord om Jugoslavien. Dog var der som bilag en kort udtalelse om situationen i Jugoslavien, som byggede p den orientering, vi havde modtaget af den jugoslaviske udenrigsminister Budimir Loncar:
Ministrene udtrykte deres venskabelige bekymring og deres st tte til Jugoslaviens demokratiske udvikling, enhed og territoriale integritet
Vi opfordrede Jugoslavien til at forts tte den gode og positive udvikling med konomiske reformer, hensyntagen til menneskerettighederne i hele landet, herunder mindretalsrettigheder, og en fredelig l sning af den aktuelle krise i landet .
Og s spiste vi en bedre middag - hvor den tyske forbundspr sident Richard von Weizs cker holdt en bl ndende tale om det nye Europa, som var inden for r kkevidde. Fire dage efter Berlin-m det erkl rede Slovenien og Kroatien deres uafh ngighed. Og p ugedagen for vores fine erkl ring i Berlin gik den jugoslaviske forbundsh r ind i Slovenien. Den jugoslaviske borgerkrig var begyndt.
Set i bakspejlet m det indr mmes, at vi andre havde v ret s st rkt optaget af Golf-krigen og tillige af alt det, der skete i st-vest-forholdet: Murens fald, tysk genforening, indf relsen af demokrati i Central- og steuropa og den begyndende opl sning af Sovjetunionen, at vi ikke havde overskud til at tage os af Jugoslaviens indre anliggender. Faresignalerne var ellers b de mange og tydelige. Men vi blev blot ved med at istemme det faste mantra: I m s rge for at bevare Jugoslaviens enhed og territoriale integritet, og s m I snakke jer til rette p fredelig vis. F rst da krigen br d ud, gik det op for os andre, at vi havde at g re med kr fter, som ikke kunne tales til ro.
N r man senere ser tilbage p perioden op til borgerkrigens udbrud, er det let at finde eksempler p , at man burde have taget det hele mere alvorligt. Min egen erindring er, at de begivenheder, der optog sindene, var s omv ltende og kr vende, at det var om ikke undskyldeligt s dog forklarligt, at de gamle stridigheder p Balkan blev skubbet hen i et hj rne. Kun et par m neder tidligere l d opgaven at sikre kurderne i det nordlige Irak mod Saddam Husseins forf lgelse i k lvandet p den f rste Golfkrig. Og de baltiske landes sikkerhed var truet af Sovjetunionen, som stod bag en massakre p ubev bnede gr nsevagter i Litauen.
Ogs i dag er der eksempler p , at det internationale samfund har vanskeligt ved at h ndtere flere forskellige konflikter p en og samme tid. For mit eget vedkommende var jeg i den periode langt mere optaget af, hvad der skete i n romr det - f rst og fremmest trusler og overgreb i de baltiske lande helt frem til den afg rende vending i august 1991, og Sovjetunionens sidste krampetr kninger - til at jeg kunne rumme advarslerne fra Balkan. Vi havde haft flotte gennembrud i Helsingfors-processen, og n r en dreven diplomat som Budimir Loncar ikke slog kraftigere i bordet, end jeg husker fra m derne i Berlin i sommeren 1991, s var der ikke noget, der t ndte advarselslamper. Vi var jo ved at skabe det s t af spilleregler, som skulle g lde i den nye verdensorden, som l lige om hj rnet.
Desuden var der ikke noget overraskende i, at nationale mindretal r rte p sig. Det s vi i hele det Central- og steuropa, som nu var ved at finde sin plads i kredsen af frie og demokratiske lande. Her var nationalismen fra starten et fareelement, vi var s rdeles opm rksomme p . For det var jo bagsiden af frihedens medalje, som vi s ofte havde set det tidligere i Europas historie.
S der var mange forklaringer p , at de advarsler, som kom fra