DNA

Lotte Bjergbæk

Description

DNA er en sladrehank. Det røber forfædres eskapader og afslører forbrydere og fjerne slægtninge. Vi kan ikke løbe fra vores arv. Men DNA angår ikke bare fortidens anliggender. Ifølge Lotte Bjergbæk, medfødt nysgerrig molekylærbiolog ved Aarhus Universitet, er det ældgamle molekyle fremtiden. For det kan have stort potentiale at være lille. I teorien kan vi lagre hele verdens data i et par kilo DNA, og med kun en smule kan vi klone uddøde arter. Uden DNA fra fortidens kæmper får vi dog ikke dinosaurerne tilbage. Således er biologien fortsat herre over eget liv.

Sujets

• Philosophie et théologie
• Philosophy

Informations

• Publié par: Aarhus University Press
• Date de parution: 07 septembre 2020
• Nombre de lectures: 0
• EAN13: 9788772193335
• Langue: Danish

Extrait

LOTTE BJERGB K
T N
KE
PAU
SE
R
RTER OG BANANFLUER BANER VEJEN
HVALHUD I SYDAFRIKA
For godt et rs tid siden befandt jeg mig ud for Sydafrikas kyst p en mindre turistb d sammen med min familie. Det var for r p den sydlige halvkugle, og selvom solen skinnede fra en n sten skyfri himmel, s bl ste en strid vind, der fik b den til at vippe i de h je b lger. Bugten, vi l ud for, n rmest bugnede med rethvaler - en bardehvalart, som tr kker op fra Antarktis om vinteren for at k lve. De op til 18 meter lange, sortglinsende dyr l og vuggede i b lgerne, mens de ventede p , at kalvene voksede sig store nok til at klare turen tilbage til Antarktis, hvor havet er rigt p deres fortrukne bytte, de sm lyskrebs.
Vores guide p b den var en ung kvindelig, tjekkisk marinbiolog, som ud over at v re guide p hvalture, ogs var i f rd med et forskningsprojekt om rethvalernes sl gtskab. Indimellem greb hun derfor et lille net, pr cis ligesom det, b rnene tager med p haletudsejagt, l nede sig ud over r lingen af b den og fiskede stykker af meget tynd hvalhud op. Hvalhuden l i vandoverfladen og lignede n sten en lille gennemsigtig frysepose. Hvalerne taber helt naturligt huden, n r de gnubber sig mod hinanden for at skille sig af med parasitter og andre marine dyr, som d kker deres hud. Marinbiologerne isolerer DNA, som er hvalernes arvemateriale, fra huden for at f viden om dyrene. Ud fra DNA-analyser studerer de, hvordan sl gtskabet er i flokken, og hvordan hvalflokkene udvikler sig.
Mens jeg sad i b den og lyttede til b lgernes skvulp og fulgte guidens fiskenet, blev jeg endnu en gang fascineret af det lille DNA-molekyle. Det er usynligt for det blotte je, og alligevel betyder det s meget for os - et molekyle, som vi inden for forskningsverdenen betragter som relativt ungt, selvom det har eksisteret i ca. 3,8 milliarder r. DNA er hvermandseje, alle har h rt om det, og mange har en holdning til det. I de senere r har DNA s gar fundet sin plads i danskernes hverdagssprog - de fleste har sikkert h rt politikere sige, at det ligger i partiets DNA , eller erhvervsledere, der taler om virksomhedens DNA. DNA vedkommer os alle.
PAPMODELLER OG HOSPITALSBANDAGER
En l rdag i februar 1953 kunne adskillige forskere ved universitetet i Cambridge, som indtog deres frokost p den n rliggende stampub, h re forskeren Francis Crick bekendtg re ivrigt og h jlydt, at nu havde han og James Watson afsl ret livets hemmelighed. Fysikeren Crick og biologen Watson havde gennem de sidste to r arbejdet p at forst DNA ets opbygning og havde samme morgen endelig f et et gennembrud.
Watson var to r tidligere ankommet til Cambridge i England fra USA med et br ndende nske om at finde DNA-molekylets tredimensionelle struktur. Han slog sig sammen med engl nderen Crick, en ih rdig forsker, som allerede tidligt i sin barndom havde store bekymringer om, at alting ville v re opdaget, f r han selv kunne n at g re nogen opdagelser. Ud fra data, som de modtog fra andre laboratorier, fors gte Watson og Crick at skabe et billede af DNA-molekylets opbygning. De blev hjulpet godt p vej af eksperimenter, som kemikeren og krystallografen Rosalind Franklin producerede, og fik afg rende hj lp af fysikeren Maurice Wilkins. Watson og Crick tegnede og byggede modeller med pap, pinde og kugler - lidt p samme m de som vores b rn i dag leger med Geomag-leget j, der best r af magnetiske kugler og pinde, som b rnene s tter sammen p et utal af m der. Og de to forskere fik succes.
DNA-molekylets historie tager dog sin begyndelse noget tidligere. I vinteren 1868-1869 arbejdede en ung schweizisk l ge i et laboratorium ved universitetet i T bingen. Johannes Friedrich Miescher havde allerede som 23- rig f rdiggjort sit medicinstudie, og selvom han havde en passion for forskning, var han bekymret for, at han ikke havde den n dvendige viden og tr ning til at blive en god forsker. Miescher var derfor i f rste omgang begyndt at arbejde som l ge, men han br ndte for et af biologiens mest fundamentale sp rgsm l i sin samtid; nemlig at finde den kemiske formel for liv. S tilskyndet af sin onkel opgav han l gegerningen og helligede sig forskningen.
I laboratoriet eksperimenterede Miescher med hvide blodlegemer, som er kroppens forsvarsceller mod infektioner. For at f materiale til sine fors g allierede han sig med det n rliggende hospital, som leverede gamle bandager v det i patienters bet ndelse, der netop indeholder store m ngder hvide blodlegemer. Miescher fik isoleret et ukendt molekyle, som han d bte nuklein , da det stammede fra cellens kerne, som p latin hedder nucleus . Navnet er til dels bevaret i DNA-molekylets lange og ikke s rlig mundrette betegnelse deoxyribonukleinsyre .
I dag har DNA-molekylets struktur, som Watson og Crick publicerede i 1953, n rmest f et ikonisk status, mens Miescher aldrig opn ede anerkendelse for sin opdagelse af DNA et. Miescher var introvert af natur og foretrak at arbejde for sig selv, og derfor var han heller ikke s rlig god til at promovere sit arbejde, hvilket sikkert har bidraget til den manglende p sk nnelse. Den ekstroverte Crick gjorde derimod alt for at kommunikere de epokeg rende resultater, som han og Watson havde opn et.
EN GENERT MUNK OG HANS 28.000 RTEPLANTER
Stort set samtidig med at Miescher isolerede nuklein fra hospitalsbandager, havde en munk ved navn Gregor Mendel h nderne godt begravet i jorden i klosterhaven i St. Thomas-klosteret i det nuv rende Tjekkiet. Han var i f rd med at udvikle nye varianter af den rteplante, som mange af os kender s godt fra vores egen urtehave, og hvis umodne fr , de gr nne rter, findes i enhver frysedisk. Mendel blev f dt i en fattig bondefamilie, som trods sparsomme ressourcer satte uddannelse h jt. Han var sky og stille af natur og ndede for naturvidenskab. P opfordring af sin fysikl rer blev Mendel som 21- rig i 1843 munk hos Augustinerstiftelsen, som v rdsatte naturvidenskab, forskning og uddannelse. Mendel var optaget af, hvordan rteplanten videregav sine forskellige karaktertr k, som blomstens farve og plantens h jde, til n ste generation af rteplanter.
Arbejdet med rteplanter i klosterets drivhus, som blev bygget til form let, har helt sikkert passet fint til Mendels stille natur. Her kunne han pusle om sine planter og arbejde i stilhed. Mendel havde stor interesse for matematik, og det fik betydning for hans arbejde. Han talte og noterede omhyggeligt i alle sine eksperimenter, hvor mange planter der udviste bestemte karaktertr k som for eksempel hvide blomster, og han gentog fors gene mange gange, s han kunne lave statistik p dem.
Mendel studerede nedarvning af syv karaktertr k hos rteplanten, som var lette at f lge - farven og formen p b de rt og b lg, blomsternes farve og placering samt plantens h jde. En gang om ret, n r rteplanten satte blomst og dermed kunne reproducere sig, krydsede Mendel enten to planter med hinanden ved at overf re pollen fra n plante til st vfanget p en anden plante eller lod planten selvbest ve. S dan skabte han en ny generation af planter, som han kunne observere karaktertr k p , hvor han samtidig kendte for ldreplanternes farver, form og h jde.
Det tog Mendel tre r og mere end 28.000 planter at f nok data til, at han senere kunne beskrive sin teori om nedarvning af egenskaber. I februar 1865 pr senterede Mendel sit arbejde i den lokale videnskabsklub, og ret efter udgav han en artikel, som datidens videnskabsfolk beklageligvis overs . Artiklen er grundlaget for arvelighedsl ren, som alle biologistuderende i dag kender. Men historiens nyttigste munk oplevede desv rre aldrig selv at h ste anerkendelse for sit arbejde. Han sagde gentagne gange: Min tid vil komme , men tiden kom desv rre f rst 16 r efter hans d d, hvor forskere for alvor fik jnene op for hans fantastiske arbejde.
Hvad er det s , de mere end 28.000 rteplanter i drivhuset i St. Thomas-klosteret kan fort lle os om nedarvning? Mendel fandt gennem sit m jsommelige arbejde, at der er specifikke elementer - det, vi i dag kalder gener - som bliver nedarvet u ndret til n ste generation.
Vores gener kommer altid i par, da vi modtager et gen fra hver af vores for ldre. Et klassisk eksempel er jenfarven bl , som er fremherskende i Nordeuropa, og som b de jeg og mine b rn har. Jeg har modtaget genet for bl jne fra b de min mor og far, og det p trods af, at min mor har brune jne. Min mor b rer nemlig rundt p et gen for brune jne og et gen for bl jne. Fordi genet for brun jenfarve dominerer over genet for bl jenfarve, der er vigende, har hun brune jne. Men hun har 50 procent chance for at give sine b rn genet for bl jne. Min far har derimod bl jne og vil derfor altid give genet for bl jne videre, da han b rer to gener for bl jne. Eftersom jeg har bl jne og har giftet mig med en mand, der ogs har bl jne, ja s vil vi kun kunne f b rn med bl jne.
N ste gang vi spiser rter, kan vi alts passende t nke lidt p den generte munk og hans 28.000 rteplanter. Det er tilf ldighedernes spil, hvilket gen vi modtager fra hver af vores for ldre, som jo ogs b rer p genpar, som stammer fra deres for ldre. Derfor ser vi s skende, som ser vidt forskellige ud. Nogle gange synes vi m ske endda, at det er vores s ster eller bror, som har vundet i det genetiske lotteri.
FLUERUMMET OG DE HVIDE JNE
Jeg ved ikke noget mere irriterende, end n r jeg skal jagte sm bananfluer i mit k kken, fordi en banan i frugtsk len er blevet lige lovlig moden - derfor har jeg ogs sv rt ved at forstille mig, hvordan det har v ret at arbejde i Thomas Hunt Morgans laboratorium p Columbia University i New York i starten af det 20. rhundrede. Morgan var professor i zoologi frem til 1928, og han anvendte den irriterende lille bananflue, som b rer det flotte latinske navn Drosophila melanogaster , til sine fors g.
Morgans laboratorium var et ildelugtende sted, nok p grund af de gamle bananer, som han fodrede sine fluer med. Morgans studerende, som i daglig tale gik under navnet Morgans drenge , brugte mange timer i fluerummet , hvor de fors gte at isolere best