Vortsted

Svend Åge Madsen

Description

Svend Åge Madsen er bogstaveligt talt uden for nummer. Det er nok også derfor, at han har skrevet Tænkepause 0, som er hele tre ting på en gang. Den er en del af serien, den er helt sin egen, og så fejrer den, at hele 100 forskere fra Aarhus Universitet i ti år har gjort alle os andre læsende væsner klogere på alt fra Ansvar til Ære. Den slags jordnære betragtninger hæver aarhusforfatteren par excellence sig selvfølgelig over. Han tilsteder i stedet ordet til to overjordiske rumboer med de passende betegnelser Zero og Orez, som fra deres sted, som de naturligvis i et ord kalder ”Vortsted”, tænker deres om det sted, som både de to og vi kender som ”Jord”.

Sujets

• Philosophie et théologie
• Philosophy

Informations

• Publié par: Aarhus University Press
• Date de parution: 07 juin 2022
• Nombre de lectures: 0
• EAN13: 9788772198200
• Langue: Danish

Extrait

Svend ge Madsen

O
T N
KE
PAU
SE
R
FRA VORTSTED TIL JORD
JORDBREVE
Vi har besluttet at l gge kortene p bordet.
P vores klode, som vi kalder VORTSTED, har vi ikke nogen kort og ikke noget bord. Alligevel er det lykkedes vores transsnart at hente denne vending fra Jordiske sprog. Efter at transsnart har fundet et passende Jordisk udtryk, kobler vi os p jeres mange transformationsprogrammer, der overs tter videre til Jordens forskellige dialekter. Det er n af disse versioner, du l ser nu. Oprindelig formuleret i vores sv vende tankesprog, derp omskabt til jeres noget tungere Jordsprog.
Lad os starte med begyndelsen - i kimen finder man v ksten, hedder en fast vending p VORTSTED - nemlig for fire et halvt rmilliard siden, da JORD opstod.
N r transsnart overs tter m l, l ngder, tidsangivelser, v gte, temperaturer til Jordisk, kan der opst sm afvigelser fra jeres m l, men heldigvis kun sm .
Da JORD blev til, var VORTSTED allerede s gammel, som I er nu, hvorfor vi p nuv rende tidspunkt er omtrent dobbelt s gamle i g rde som I. (Vi beh ver ikke understrege, at vi p VORTSTED ikke har nogen g rde.)
Zero: Man burde m ske her p pege at vi ikke bare er dobbelt s gamle som I, men allerede dengang jeres klode opstod, var adskilligt h jere udviklet end I er nu.
Orez: Zero burde v re gammel nok til at vide, at det ikke har mening at foretage s danne sammenligninger.
N r VORTSTED registrerer, at en ny klode er opst et, holder vi je med den (nej, vi har ikke noget je), for at sikre os hvordan den udvikler sig, om der m ske er behov for hj lp fra os, men ogs for at beskytte os, hvis vi m tte betragte noget som truende.
Vi m imidlertid indr mme, at det er temmelig energikr vende for os at f lge udviklingen n je p en fremmed klode, der jo som oftest befinder sig nogle lange tankerejser v k fra VORTSTED. Derfor er vi n dt til at begr nse vores observationer til at foreg i ny og n . Ofte sker det med en halv eller en hel milliard Jord rs mellemrum, afh ngigt af hvor interessant eller truende vi fandt situationen p den p g ldende klode sidste gang, vi sendte den en tanke.
Finder I dette lidt springende, m I tilgive, vi er tilb jelige til at dissociere friere end jer.
Vi m g re opm rksom p , at vi ikke, som I g r, benytter os af at nedf lde vores observationer som sm tegn p tynde skiver af tr eller andre v kster. Alene tanken virker skr mmende. Undskyld, begrundelsen vil komme senere. Tillad os i stedet at citere fra en af de nyeste rapporter fra JORD, som vi tilf ldigt st dte p i VORTSTEDs f lles hukommelse. Kun nogle f rhundreder gammel. H ber I vil kunne more jer over vores forstammers manglende forst else for jeres opf rsel.
VRIMLENDE TEGN P TYNDE TR SKIVER
Herefter tager Jordv snet en tr skive, der er kl vet og ganske tynd, s den er b jelig. P disse ganske tynde tr stykker er anbragt en uoverskuelig m ngde sorte tegn. Disse synes at st i transcendental forbindelse med v snerne. Ved at lade synsorganerne - genopfrisk den foreg ende rapport - passere hen over r kkerne med disse tegn fremkalder v snet ved en slags pirring, de mest forskelligartede syner og forestillinger. En n jere unders gelse viser, at der ofte kun findes mellem tyve og tredive forskellige tegn, men afh ngigt af hvilken r kkef lge de er anbragt i, kan de g re v snet lykkeligt, bedr vet, ophidset, frav rende og s videre i n uendelighed. S m gtige er de p g ldende tegn at tre af dem i n r kkef lge kan fremkalde forestillingen om en bygning hos det seende v sen, mens de i en anden kombination fremkalder synet af et andet, meget mindre v sen.
Adskillige af v snerne er i h j grad afh ngige af tegnene. I den grad indfangede af deres mystiske evner at disse v sner, der befinder sig i en farverig, varieret og udfordrende verden, trods dette foretr kker at tilbringe en stor del af deres liv, mens de ndel st f lger tegnene i stadig nye forbindelser, disse godt tyve tegn, der ustandselig bytter plads, gentager sig, danner et b nd i n fortsat forvirring.
Vi bringer ovenst ende passage fra den seneste rapport fra JORD for at demonstrere, at vores forst else af forholdene p JORD endnu er mangelfulde. Den ene af os st dte for nylig tilf ldigt p passagen i sin mindesamling. Vores marv-erindring er det redskab, der s tter os i stand til at kommunikere og fastholde indtryk, vi gennem et langt liv efter jeres m lestok er st dt p .
Vi - m ske er det p tide at vi pr senterer os.
Zero: Jeg hedder Zero, eller rettere er det den betegnelse transsnart har givet mig, s det forh bentlig ligner et JORD-navn. Min opgave er at forholde mig forholdsvis kritisk til forholdene p JORD.
Orez: Jeg hedder Orez. Bem rk hvor store anstrengelser transsnart har gjort sig for at markere, at vi to dels st r hinanden n r, bogstaveligt, og dog er hinandens mods tning. For jeg tilstr ber s vidt muligt at indleve mig i forholdene p JORD.
Vi to udformer i f llesskab denne henvendelse fra VORTSTED til JORD. Skulle vi undertiden v re af forskellig opfattelse, vil vi markere dette med vores betegnelse, navne, som I kalder dem.
DEN LDSTE ERINDRING
Vi var selvf lgelig klar over, at det tager tid at etablere sig, finde en livsm de og l se forskellige begyndelsesproblemer. Derfor gav vi jer godt et par rmilliarder, f r vi fandt det n dvendigt at afl gge jer bes g.
Vi m indr mme at transsnart ikke har kunnet finde en bedre betegnelse end ndeligrejse i jeres bahuvrihi eller ordsamlinger. I har altid foretrukket en materiel udvikling, fremfor en luftig, tankerig dannelse. Derfor mangler jeres sprog betegnelser for det, der udg r en vigtig del af vores besk ftigelse og tankem de. N r vi benytter betegnelsen bes g eller rejse , drejer det sig derfor ikke om en fysisk tilstedev relse ved JORD, men en form for teledatering. Vi fors ger at fremstille det s element rt, vi kan, s I, rodl se Jordg ngere, m blive optaget af en introjektiv tankegang i mods tning til jeres materielle Jordgang.
Orez: Zero har insisteret p ovenst ende formulering. Jeres art har v ret h mmet af forskellige uheld og tilbageslag, som vi vil beskrive i det f lgende. Zero har ikke blik for, at jeres art derfor i forhold til vores har haft mindre end en tolvtedel tid til at udvikle teleempati.
Zero: Det er imponerende at Orez altomfattende introjektion g r det muligt at indleve sig selv i t ndstikker, sten eller kser.
Under vores f rste ndsrejse til JORD fandt vi kloden befolket af en vidtudbredt samling af nogenlunde ens sm v sner. Disse var s h jt begavede, at de havde fundet en m de at h ste energi fra jeres n rstjerne kaldet sol og oms tte den til v kst. Vi fors gte p flere m der at henvende os til disse kl gtige v sner for at p pege et problem, som var ved at udvikle sig for dem. Deres geniale opfindelse af solh st frembringer nemlig et spildprodukt, oxygen. Problemet var at oxygen i st rre m ngde vil v re giftig for v snerne.
Vi oplevede ikke nogen reaktion p vores forskellige henvendelser.
Zero: Deraf m tte vi konkludere, at disse v sner havde indset, hvor overfl dige de var. Hvorfor de var i f rd med at beg et langtrukkent selvmord, som efter vores beregninger ville komme til at vare omkring n milliard r. Lang tid, selv med vores t lmodighed, at lide en smertefuld kv lningsd d.
Orez: Vores erindringer fra dengang er utydelige. Jeg mener ikke, at vi gjorde tilstr kkeligt for at sikre, at de stakkels v sner havde forst et vores advarsel. Jeg er overbevist om, at det ikke var deres hensigt at dr be sig selv, der var kun tale om en enkelt lille fejlberegning, som vi burde have p peget tydeligere for at standse ulykken. Det indeb rer, at vi er medansvarlige i, at utallige v sner m tte gennemg denne pinagtige selvstrangulering.
KATASTROFEN
Det var en chokerende oplevelse for os, da vi n ste gang tr ngte over til jer. Selvf lgelig igen ved hj lp af teleempati, vi kan ikke andet.
Den oprindelige befolkning var stort set udd d, kvalt af sit eget oxygen. S dan som vi havde forudset. Der var kun ganske f overlevende i beskyttede huler og grotter.
Men det forf rdende var, hvad der i stedet var opst et af oxygen-elskende v sner. Selvf lgelig adskillige planter og v kster, det kom ikke bag p os. Men ogs talrige rodl se v sner, der myldrede, vrimlede, sv rmede og flakkede omkring.
Men v rst af alt var den frygtelige katastrofe indtruffet: den skinbarlige ondskab i form af MUNDEN.
Vi, der heldigvis ikke selv har oplevet det p egen stamme, har sv rt ved at finde ord for det. I stedet fremdrager vi derfor en langt bedre skildring af h ndelsen i form af en teleempatisk afl sning af et Jordvidne, som overv rede h ndelsen. Dette stedfaste, neutrale vidne kalder selv sin beskrivelse af h ndelsen for:
MUNDSKABEN
Ondskaben er kommet hertil.
Det kan ikke udskriges h jt nok. En omv ltning vil finde sted, som ingen nulevende overhovedet har mulighed for at fatte omfanget af. En katastrofe, som ikke vil indfinde sig fra den ene dag til den anden, men som ub nh rligt vil komme snigende, en uimodst elig udvikling som med tiden vil p virke alt, ndre alle livsbetingelser p JORD.
Indtil nu stod vi alle ubev gelige, stedtro, hvor vi nu befandt os. Enhver af os tog de materialer til sig, som hver is r havde brug for, som diffunderede forbi.
Man kunne v re heldig, et efterstr bt grundstof eller molekyle kunne s tte sig p n, netop i det rette jeblik. Eller man kunne v re uheldig, det n dvendige molekyle kunne sejle forbi, uden for ens r kkevidde. M ske med den konsekvens at man ikke ville v re i stand til at vokse eller s tte en afl gger. M ske ville man f bedre held lidt senere.
Held og uheld var derfor ikke uden for vores horisont, var s at sige d t, der tegnede vores livsl b. Men der var ikke tale om konkurrence mellem os, den ene var heldig, den anden uheldig, men heldet var uden for vores r kkevidde, noget man m tte modtage eller mangle. Derfor var der ikke noget mods tningsforhold os imellem, man kunne h be, men tilsmilede heldet n, oplevedes det ikke, som om man tog noget fra en anden.
Det her er ikke en nostalgisk dr m om