Risiko

Antoinette Fage-Butler

Description

Livet er en risikabel affære. Vi dør af at leve, og vi må endda erkende, at vores risikosamfund skaber den ene livsfare efter den anden på en planet truet af undergang. Denne evige usikkerhed risikerer at lamme os så meget, at vi helt mister modet til at prøve os selv af. Men ifølge Antoinette Fage-Butler, veltalende vovehals på Aarhus Universitet, kan vi lige så godt se i øjnene, at risiko udgør en uundgåelig del af tilværelsen. Til gengæld kan vi ved at udfordre skæbnen i ny og næ også finde et potentiale for forandring, som vi næppe tør risikere at leve foruden.

Sujets

• Philosophie et théologie
• Philosophy

Informations

• Publié par: Aarhus University Press
• Date de parution: 03 mai 2021
• Nombre de lectures: 0
• EAN13: 9788772194295
• Langue: Danish

Extrait

ANTOINETTE FAGE-BUTLER
T N
KE
PAU
SE
R
DET KLIPPEFYLDTE HAV
SIG AAAH
Den l rdag i starten af september 2020 ankom vi efter en cykeltur til covid-19-testcentret i Aarhus. De hvide telte i solskinnet ledte tankerne hen p noget festligt, men skiltene med Fodg ngere denne vej og pilene p jorden anslog en mere alvorlig og regelret stemning. M rkeligt nok var der ingen andre - hverken biler eller fodg ngere - da vi ankom denne l rdag eftermiddag. De de omgivelser forst rkede den surrealistiske, cirkusagtige oplevelse og stod i skarp kontrast til billederne af de lange, velordnede k er, vi havde set i tv. Det var min f rste covid-19-test. Min datter p 17 f rte an.
To unge m nd med vagtuniform og lakonisk attitude spurgte, om vi var kommet for at blive testet for covid-19. Sp rgsm let virkede en anelse overfl digt, men vi svarede prompte og beredvilligt ja i kor. Den vej , sagde de og nikkede i retning af teltet 20 meter v k.
Vi blev modtaget i det store tomme telt af to l ger formummet fra top til t i hvide v rnemidler. Lignende skikkelser travede rundt i baggrunden. Jeg kunne ikke lade v re med at t nke p den amerikanske instrukt r Steven Soderberghs virus-thriller Contagion . Vi oplyste vores CPR-numre, og f r jeg vidste af det, stod jeg med en tr pind presset mod tungen og frembragte et Aaah , mens jeg desperat fors gte at lade v re med at hoste.
Hvad kommer det her til at betyde? , spurgte vi os selv p vej tilbage til cyklerne. Hvis vores tests viste, at vi var smittet, m tte vi selvf lgelig give besked til dem, vi havde v ret i kontakt med. S ville vores venner og kolleger sikkert ogs studere listen med symptomer p covid-19 for at tjekke, om de havde m rket noget, der kunne f alarmklokkerne til at ringe. De ville nok ogs konsultere statistikken over de seneste tilf lde af covid-19 i Aarhus. Alt i alt ville vi foranledige en kaskade af nye tests - samt nerv sitet og besv r.
Ville vores venner og kolleger blive sure p os for - helt utilsigtet - at have p f rt dem en risiko? Eller ville de forst , at vi tog ansvar og fors gte at g re det rigtige for dem, vi holdt af? M ske ville de overveje, om det fremover var klogest at arbejde hjemmefra eller begr nse de sociale aktiviteter yderligere? M ske ville kollegerne i de n ste par m neder ubevidst tr de mere til side for mig p gangen, mens de lidt akavet fors gte at lave sjov?
I malstr mmen af spekulationer slog det os, at vores planer for de kommende uger nu var i fare. Hvis alts resultaterne viste, at vi var blevet smittet. Og det var selvf lgelig et meget stort HVIS.
Den varme efter rssol gav en smule tr st, mens vi overvejede de dystre perspektiver ved en positiv test. Vi vidste, at vi skulle vente mellem 24 og 72 timer p at f resultatet. Der gik dog kun et d gn, og i begge tilf lde var resultatet negativt. Hvordan kunne noget negativt i det hele taget v re s positivt?
Men fra vi tog testen, og indtil vi fik resultatet, havde vi adskillige timer til at t nke over vores potentielle risiko ved en mulig infektion, herunder risikoen for langvarige, invaliderende bivirkninger, s kaldte covid-senf lger , og den risiko, vi uforvarende kunne have p f rt andre, hvis vi var smittet.
Covid-19 gjorde menneskers basale trang til og nske om at v re sammen til en risiko. Gjorde rejser risikable. Gjorde arbejdspladser risikable. Gjorde overflader som d rh ndtag og vandhaner risikable. Gjorde vejrtr kning risikabel. Afstande blev vurderet i forhold til risikoen for andre. Apps oplyste om den risiko, vi indebar for andre, og de indebar for os.
Covid-19 ligger i virkeligheden ikke s langt fra vores almindelige oplevelser; den udkrystalliserer blot mange af facetterne ved risiko i vores liv.
FANGET AF GORILLAEN
Min datter og jeg grundede over alle de potentielle f lger af en mulig covid-19-smitte, og det tog tid. Nogle gange bliver vi imidlertid bevidste om en fare, umiddelbart n r den opst r.
Engang s jeg et videoklip af et barn, der ved et uheld faldt ned i gorillaindelukket i en zoologisk have i Cincinnati i 2016. jeblikket blev filmet p mobiltelefon af en tilf ldig tilskuer. Det var dramatisk og skr mmende at se p - og i videoklippet kunne man ogs h re udbruddene fra de chokerede tilskuere og de fortvivlede for ldre.
Det var helt anderledes end optagelserne af gorillaer, der hyggede sig med den britiske naturhistoriker og tv-v rt David Attenborough i Rwandas jungle i 1978. Ved den lejlighed betragtede gorillaer og homo sapiens nysgerrigt hinanden, og der var sjov og ballade, da en ung gorilla legede med Attenboroughs sn reb nd. Men i videoklippet fra Cincinnati sl bte gorillaen barnet godt 20 meter til den anden ende af indelukket. Det var ikke til at vide, hvordan det ville ende.
Situationen var benlyst farlig for barnet, der umuligt ville overleve et angreb fra gorillaen. I sidste ende var gorillaen dog i st rst fare, for det endte med, at den blev aflivet. Barnet slap heldigvis med en hjernerystelse og nogle skrammer.
Man kunne ogs sige, at det var en risikabel situation. Barnet risikerede at lide en forf rdelig d d - og det fik situationen til at virke s farlig.
S hvad er forskellen mellem risiko og fare? En fare oplever vi lige her og nu og lige foran os. En risiko, derimod, kan vi i h jere grad betragte som forestillingen om en fare, der kan opst i fremtiden. En risiko kan naturligvis blive til en fare, n r tiden g r, og den nutidige fare indhenter den fremtidige risiko .
Men da en risiko vedr rer et aspekt i fremtiden, er sp rgsm let naturligvis, hvordan vi s kan vide, at den eksisterer. Det kan vi p forskellige m der. For eksempel ved hj lp af vores instinkter, erfaringer, trossystemer og de oplysninger, vi har f et fra andre mennesker og medier. Hvad det sidste ang r, ved vi for eksempel, at humant papillomvirus, bedre kendt som HPV, indeb rer risiko for livmoderhalskr ft, fordi forskere har fundet en sammenh ng mellem HPV og livmoderhalskr ft. Og denne oplysning har vi formentlig f et fra informationskampagner, medierne, vores l ge eller en anden sundhedsmedarbejder.
S TIL S S
Information om en risiko kan udl se et l ngere forl b. Jeg fik mine tre b rn, da jeg var midt i 30 erne. Da jeg ventede mit andet og tredje barn, blev jeg tilbudt en nakkefoldsscanning. P grund af min alder var der en let forh jet risiko for, at b rnene kunne have Downs syndrom, og derfor havde jeg ret til en gratis scanning, der kunne give en formodning om, hvorvidt de havde denne medf dte kromosomfejl.
Min mand og jeg m tte overveje, om vi ville have scanningen. Hvis vi valgte at f scanningen, ville den kunne give os oplysninger om b rnenes helbred. Disse oplysninger ville fortsat blive udtrykt som en risiko baseret p m lingen af v ske i barnets nakke og resultaterne af en blodpr ve fra mig - egentlig vished kunne vi kun opn ved yderligere tests. S selv f r vi valgte at f scanningen, m tte vi overveje de fremtidige risikoscenarier, i tilf lde af at der var stor sandsynlighed for, at b rnene havde Downs syndrom.
I sidste ende viste testresultaterne i begge tilf lde, at risikoen for Downs syndrom var meget lille - men l gerne sagde aldrig, at der ikke var nogen risiko. Det endelige svar blev stadig givet som en risikov rdi.
Denne id om risiko som en matematisk beregnet sandsynlighed er et f nomen af nyere dato. Frem til midten af det 19. rhundrede blev risiko tilskrevet folks sk bne eller held, og den l dermed uden for menneskers viden og kontrol.
Selve ordet risiko stammer sandsynligvis fra det gamle gr ske rhizikon , der bet d en klippe eller et rev, som skibene m tte navigere uden om for at undg skibbrud; det middelalderlatinske riscus angav noget lignende. S ledes betegnede risiko oprindeligt et omr de, man helt konkret skulle styre uden om - i dag taler vi mere overf rt om at styre uden om en risiko.
For vrigt var den f rst kendte betaling for risiko ogs knyttet til sejlads. Den australske filosof James Franklin fort ller i sin bog The Science of Conjecture fra 2001, at oldtidens gr kere udt nkte enkle former for forsikring - n rmere betegnet en form for l n med h j rente, der varierede efter sandsynligheden for uvejr og opr rt hav, og som s m ndene skulle betale tilbage, n r skibene havde n et destinationen. Allerede dengang var der en fornemmelse af, at visse forhold gjorde s rejser mere risikable end andre, og at risikoen ved sejlads - om end den ikke kunne beregnes statistisk - trods alt kunne opg res sk nsm ssigt.

MERE END BLOT VIDEN
Information om en risiko kan ogs medf re ndret adf rd. Hvis l gen oplyser, at en patient p grund af sin v gt har h jere risiko for at f type 2-diabetes, kan den information f patienten til at l gge sin livsstil om og begynde at tabe sig.
Viden om en risiko medf rer dog ikke altid, at man aktivt forebygger den - og det kan man have sine gode grunde til. I 2017 var jeg med til at lave en interviewunders gelse af holdninger til sundhed hos 20 kvinder fra de laveste socialgrupper i Danmark.
Interviewene viste, at alle kvinderne kendte til sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Alligevel sagde en del, at de af og til bevidst afveg fra anbefalingerne i deres adf rd. For eksempel fortalte n, at hun drak mindst to liter sodavand om dagen. Hun vidste godt, at det var imod anbefalingerne, men forklarede, at det var det eneste, der gjorde hende glad. Hendes eneste gl de var alts forbundet med skyld.
Information om en risiko rummer ofte en underforst et pligt til at tage ansvar og g re det rette for at undg denne risiko. Og denne antydning rejser selvf lgelig nogle kildne sp rgsm l om graden af politisk indblanding i det enkelte menneskes liv og det etiske aspekt i at informere om en risiko ud fra en hensigt om at fremme folkesundheden.
Dermed bliver viden om en risiko, der eksempelvis er forbundet med overv gt, til mere end blot viden. Den opfordrer os til at v lge en adf rd, som efterlever sundhedsmyndighedernes anbefalinger. For det meste informerer myndighederne om sundhed for at f borgerne til at v lge en sund livsstil ud