Diktatur

Jakob Tolstrup

Description

Alle lider i et diktatur. Befolkningen henslæber tilværelsen i et jerngreb af overvågning og undertrykkelse uden antydning af retssikkerhed. Selv de arme diktatorer bliver ifølge Jakob Tolstrup, antiautoritær autokratinørd ved Aarhus Universitet, ofre for deres begær efter magt og ussel mammon. Ingen diktator kan nemlig regere alene og må derfor konstant knokle for at sikre sig alliancepartnere, som desværre ofte viser sig at være vendekåber til salg for højestbydende. Vi andre kan glæde os over, at tyrannerne med et så stressende arbejdsmiljø også får løn som forskyldt.

Sujets

• PHILOSOPHY
• Philosophie et théologie
• General officer
• General

Informations

• Publié par: Aarhus University Press
• Date de parution: 05 avril 2021
• Nombre de lectures: 0
• EAN13: 9788772192222
• Langue: Danish

Extrait

JAKOB TOLSTRUP
T N
KE
PAU
SE
R
FRA ANDEDAM TIL L VENS HULE
M DET MED EN ANDEN VERDEN
Da jeg i sommeren 1999 afsluttede gymnasiet, fik jeg en mulighed, som skulle l gge et afg rende spor for mit liv. Jeg havde haft russisk p h jt niveau og s gte nu et legat til et studieophold p Pusjkin Instituttet i Moskva. Jeg fik legatet - men var vist ogs den eneste ans ger. S ledes flyttede jeg fra de trygge omgivelser i Vejle til den buldrende russiske hovedstad.
Jeg ankom i september 1999, og straks ramtes Moskva af de terroreksplosioner mod boligblokke, som blev startskuddet til Den Anden Tjetjenske Krig. Politisk var Rusland en rotterede, hvor indflydelsesrige oligarker som Roman Abramovitj, Boris Berezovskij og Mikhail Khodorkovskij og politikere i al almindelighed ragede til sig, som de bedst kunne, uden den mindste hensyntagen til befolkningens ve og vel. Pr sident Boris Jeltsin fors gte at tage styringen, men var bare ikke st rk nok. Det var p alle m der et brutalt og meget anderledes sted. Men jeg kom mig gradvist over forandringens chok og blev bidt af b de sproget, kulturen og det politiske anarki.
I for ret 2000 sluttede en god ven fra Danmark sig til mig, og sammen begav vi os ud p en l ngere rygs krejse. Med start i Moskva tog vi f rst et bumletog gennem Kasakhstan og Turkmenistan til Silkevejens karavanebyer i Usbekistan, og sidenhen rejste vi videre til Kina og en r kke lande i Syd stasien. Det var en l rerig tur. Og det skulle vise sig, at mit liv ogs ville blive formet af en faglig fascination af den politiske styreform, som destinationerne - og snart ogs Rusland selv - repr senterede i sin klareste form: diktaturet.
MED TOG IND I DIKTATORLAND
I det olierige steppeland Kasakhstan sad Nursultan Naserbajev p magten p tiende r og havde i 2000 etableret et politisk system, hvor han tog alle vigtige beslutninger. F rst i marts 2019 tr dte han frivilligt tilbage fra pr sidentposten. Men for en diktator kan det v re sv rt at slippe magten. S ledes ogs for den aldrende Naserbajev, som stadig tr kker i tr dene som en ener dig dukkef rer, til trods for at pr sidenttitlen er udskiftet med titlen som Elbasy , nationens leder. N sten halvdelen af Kasakhstans 18 millioner indbyggere er under 30 r og har ikke kendt til andre politiske ledere end Naserbajev.
Fra Kasakhstan krydsede vi kort ind over gr nsen til Turkmenistan. Her havde parlamentet ret forinden enstemmigt udr bt Saparmurat Nijazov til pr sident for livstid. Andre despoter som Jugoslaviens Josip Tito og Ugandas Idi Amin har brystet sig af samme titel. Nijasov havde oprindeligt st ttet kuppet mod Sovjetunionens sidste generalsekret r Mikhail Gorbatjov i august 1991, som havde til form l at standse reformprocesserne og den gradvise opl sning af Sovjetimperiet.
Da kuppet slog fejl, satte Nijasov i stedet alle kr fter ind p at kontrollere Turkmenistan. Han var en grusom diktator. Flere menneskerettighedsfork mpere blev sendt i arbejdslejre, og nogle endda tvangsindlagt p psykiatriske anstalter. Hans dominans over den gasrige nation n ede uanede h jder, i takt med at en vanvittig personkult omkring ham tog form. Nijasov fik for eksempel opf rt en 12 meter h j guldstatue af sig selv p en central plads i hovedstaden Ashgabat. Statuen kunne rotere, s ledes at despotens ansigt altid vendte mod solen.
I 2001 udgav Nijasov bogen Ruhnama , Sj lens bog , som blev pensum i skoler og p h jere l reanstalter, og han ndrede navne p ugedage og m neder. Han opkaldte januar efter sig selv og april efter sin moder. Hvad v rre var: Ingen turde sige ham imod. Selv mere tilf ldige indfald fra pr sidenten f rte straks til lov ndringer. P den m de blev opera, langt h r, gedebukkesk g, bilradioer og s gar guldt nder forbudt. De cirka fem millioner turkmenere b jede hovederne og makkede ret; de turde ikke andet. F rst i 2006 slap de af med Nijasov - og hans statue - takket v re et hjertestop.
I nabolandet Usbekistan regerede Islam Karimov. Ogs han var kendt for sin n desl shed og en glubende appetit p magtfuldkommenhed. Han arresterede og torturerede i tusindvis af politiske modstandere, og over rene tvang regimet millioner af landets indbyggere - inklusive b rn - til at plukke bomuld under til tider slavelignende forhold. Den h rde valuta fra bomuldseksporten r g direkte i lommerne p Karimov og hans n rmeste st tter og bidrog dermed til, at de kunne fastholde grebet om magten.
Blot to m neder inden vores ankomst havde Karimov vundet pr sidentvalget i landet med imponerende 91,9 % af stemmerne. Han havde dog ogs kun n modkandidat - den relativt ukendte professor Abdulhafis Jalolov. N sten tragikomisk udtalte Jalolov p valgdagen, at han havde stemt for stabilitet, fred og nationens uafh ngighed og derfor sat sit kryds ved Karimov! Valget var benlyst en politisk farce.
Al modstand mod Karimov var alts allerede dengang kn kket. Da b lgen af s kaldte farverevolutioner, som tvang korrupte og let autorit re ledere fra magten i Georgien, Ukraine og Kirgisistan, i 2005 n ede Usbekistan, t vede han ikke med at gribe til handling. I opr rets epicenter, byen Andisjan, sk d Karimovs sikkerhedstropper hundredvis af ubev bnede demonstranter og skjulte ligene i massegrave. Revolutionen d de ud, f r den rigtigt var begyndt, og Karimov endte med at sidde p magten frem til sin d d i 2016.
Et par uger efter vores afrejse fra Moskva begyndte endnu en diktator at r re p sig. Da Jeltsin overraskende tr dte tilbage nyt rsnat 1999, overlod han pr sidentposten til sin nysl ede premierminister Vladimir Putin. Tre m neder senere, den 26. marts 2000, vandt Putin det fremrykkede pr sidentvalg. I rene herefter cementerede og udbyggede han langsomt, men m lrettet, sin personlige magt.
I l bet af blot otte r blev Putin s magtfuld, at han kunne gennemf re verdenshistoriens st rste demokratiske illusionsnummer. I 2008 lod han angiveligt i respekt for forfatningens forskrifter om, at en pr sident maksimalt kan regere i to embedsperioder, sin premierminister Dimitrij Medvedev overtage pladsen som landets formelle leder. Putin tog s Medvedevs stilling, men styrede reelt fortsat Rusland, indtil han ved valget i 2012 kunne vende tilbage som pr sident. I 2020 kunne Putin fejre 20- rs jubil um som ubestridt leder af en af verdens f rende milit rmagter.
Efter Centralasien tog vi mod Syd stasien. Vi bes gte de kommunistiske etpartistater Kina og Vietnam. De oplevede i de r en rivende konomisk udvikling, som syntes uundg eligt at skulle f re til politiske omv ltninger. Men propagandaplakater med budskaber om lighed og marxisme str lede fortsat om kap med neonlysene fra de mange nye virksomheder. Og i begge lande var det fortsat det kommunistiske parti, der med ultimativ politisk kontrol satte dagsordenen. Det forhold har ikke ndret sig de sidste 20 r.
Vi var ogs i Thailand, dengang et sp dt demokrati. Milit ret havde dog ikke opgivet sin tradition for at kuppe de politiske ledere og tog magten i b de 2006 og 2014. I alt har landet oplevet mere end 22 kupfors g siden mellemkrigstiden - ni slog fejl, mens 13 indvarslede et nyt milit rstyre.
DEMOKRATIETS M RKE MODPOL
Min interesse for diktaturets v sen blev f rste gang vakt p den rejse. Og s rligt mens autokratiets skygge igen bredte sig over Rusland og snart l som en tung dyne over flertallet af de tidligere Sovjetrepublikker, begyndte jeg for alvor at dykke ned i diktaturets politiske logik. Det er en brutal, men ogs fascinerende verden.
Ikke mindst er det en virkelighed, vi b r kende til og fors ge at forst . For sammenligner vi med demokratier, har borgerne i et diktatur st rre sandsynlighed for at opleve ikke blot mere omfattende og hensynsl s undertrykkelse, men ogs en mindre stabil konomisk v kst, dybere fattigdom, mere korruption og st rre milj katastrofer. Diktaturer er ogs hyppigere skueplads for etnisk forf lgelse og udrensning og v bnede konflikter.
Endelig er diktatorers kamp for egen overlevelse ofte med til at fremkalde og forl nge store kriser p den internationale scene. Diktaturer skaber alts b de mange problemer for borgerne i hjemlandet og for alle omkring dem. Selv her til lands p virker de indirekte den politiske dagsorden. For misv kst, mistrivsel, vold og ufrihed er netop nogle af de faktorer, som f r s mange flygtninge og migranter til at s ge mod Europa og Danmark.
Og diktaturerne er alts ikke p vej ud. Snarere tv rtimod. I dag lever befolkninger i mere end 40 % af verdens lande fortsat under diktatur, og tallet synes at v re stigende. Skal vi vende denne udvikling, er det n dvendigt, at vi bliver bedre til at forst demokratiets m rke modpol.
S FORSKELLIGE
K RT BARN HAR MANGE NAVNE
S dan forholder det sig benbart ogs med de knap s bed rende personer, som denne T nkepause omhandler. Salman bin Abdulaziz al-Saud af Saudi-Arabien er konge, Putin pr sident i Rusland, Lee Kuan Yew var premierminister i Singapore fra 1959 til 1990, Jean-B del Bokassa udn vnte sig selv til kejser i Den Centralafrikanske Republik i en grotesk dyr kroningsceremoni i 1977, Adolf Hitler foretrak slet og ret der F hrer , Josef Stalin n jedes med generalsekret r i Sovjetunionen, mens Sayyid Ali Hosseini Khamenei ydmygt har accepteret rollen som ndelig leder i Iran.
I den mere svulstige ende af skalaen finder vi kvatorialguineas f rste leder, Francisco Mac as Nguema, der i 1970 erne udn vnte sig selv til landets Unikke Mirakel, og Ugandas Idi Amin, der p samme tid slog alle rekorder med den ikke helt mundrette Hans Excellence, pr sident p livstid, feltmarskal Al Hadji, Doktor Idi Amin, VC, DSO, MC, Herre over alle jordens dyr og havets fisk, og Erobreren af det britiske imperium i Afrika i almindelighed og Uganda i s rdeleshed.
Til trods for deres forskelligartede titler var eller er de alle diktatorer, autokrater eller blot autorit re ledere. For en diktator er nemlig verste politiske magthaver i systemer, som vi med en samlet betegnelse bedst kan karakterisere som ikke-demokratier . Det vil sige, at de hverken er direkte eller indirekte valgt af befolk