Struensee

Ulrik Langen

Description

Landsforræder, lykkeridder og tragisk helt. Mange etiketter er blevet hæftet på Johann Friedrich Struensee. Både da han levede, og efter at han i 1772 blev henrettet på skafottet. Det var lægen Struensees adgang til den syge kong Christian 7., der var med til at give ham magten og gøre ham til diktator. Men styret varede kun i 16 måneder. Og selv om Struensee på den korte tid nåede at gennemføre mange reformer, er det de politiske intriger og trekantdramaet mellem Christian 7., dronning Caroline Mathilde og Struensee, der har fået et langt liv – i faglitteratur, film og fiktion.
Ulrik Langen, professor i historie ved Københavns Universitet, følger Struensee og udruller eftertidens syn på en af danmarkshistoriens mest omdiskuterede personer.

Sujets

• Histoire
• History

Informations

• Publié par: Aarhus University Press
• Date de parution: 12 avril 2018
• Nombre de lectures: 0
• EAN13: 9788771846034
• Langue: Danish
• Poids de l'ouvrage: 14 Mo

Extrait

Titelside
100 danmarkshistorier
Ulrik Langen

Aarhus Universitetsforlag
Glæden

Dette portræt malet af Erik Paulsen (1749-1790) viser en anden Struensee end det gængse portræt af C.A. Lorentzen (1749-1828) fra 1771, som pryder bagsiden af bogen. Paulsens Struensee er mere statelig og distanceret end Lorentzens mere kødfulde og åbne Struensee. Lorentzens portræt menes at være det mest vellignende.
|| Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot/Foto: Hans Petersen
Jubel og optøjer
”Almuen var som rasende af Glæde.”
Sådan noterede en embedsmand i sin dagbog efter arrestationen af kabinetsminister Johann Friedrich Struensee (1737-1772) fredag den 17. januar 1772. Struensee og hans nærmeste medarbejdere var i de tidlige morgentimer blevet arresteret og indsat som statsfanger i Kastellet, mens dronning Caroline Mathilde (1751-1775) under militær bevogtning var blevet ført til Kronborg.
Men hvad jublede københavnerne egentlig over?
Det var nok de færreste, der præcis vidste, hvad der var foregået på slottet i løbet af natten og morgenen. Rygterne svirrede i hovedstaden, og folk stimlede om morgenen sammen på Christiansborg Slotsplads for at høre nyt. Havde Struensee afsat kongen og indsat sig selv som regent? Eller var det Struensee, som var blevet væltet? Op ad formiddagen viste kong Christian 7. (1749-1808) sig på slotsaltanen til stor jubel for de forsamlede. Kongen levede, gudskelov. Mens han viftede med et tørklæde, stod enkedronning Juliane Marie (1729-1796) lidt tilbagetrukket bag ham. Det var hende, der var hovedfiguren i det netop overståede kup mod Struensee. Sammen med sin søn, arveprins Frederik (1753-1805), og dennes lærer, Ove (Høegh-) Guldberg (1731-1808), udgjorde hun den junta, der nu havde magten i riget.

Efter kuppet kørtes kongen rundt i karet til ære for de jublende københavnere. Her passerer vognen Christiansborg. I bunden af illustrationen får man et glimt af anonyme københavnere – en slagtersvend med kød og snusende gadehunde rendende omkring sig, en kongelig løber og bagersvende med brød .
|| Carl Frederik Stanley/Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot/Foto: Sophus Bengtsson
Nogle timer senere tvang de nye magthavere den ængstelige konge ind i en fløjlskaret med seks hvide heste spændt for, så han sammen med arveprins Frederik kunne køres rundt i de københavnske gader. Formålet var at vise befolkningen, at man havde befriet den stakkels konge fra den indespærring, som Struensee, dronning Caroline Mathilde og deres håndlangere havde holdt ham i. Københavnerne kvitterede da også med vild jubel og fulgte vognen rundt på dens tur. På byens tage stod folk og råbte hurra, og fra husenes vinduer vinkede beboerne med tørklæder og hatte. Inde i kareten krøb den rædselsslagne konge sammen ”omringet af en skrigende og hujende Pøbel, der ikke vidste, hvad den raabte hurra for,” som en iagttager fortalte.
Københavnerne havde nu set kongen blive kørt rundt og havde jublet. Men det var stadig småt med forlydender om hændelserne. Litteraten Knud L. Rahbek (1760-1830) fortæller i sine erindringer, hvordan venner og bekendte overalt gik ind og ud hos hinanden i løbet af eftermiddagen for at høre nyt.
Mange mennesker holdt sig på gaderne resten af dagen, mens kongen vendte tilbage til slottet og mekanisk fortsatte med at underskrive dokumenter, som kupmagerne lagde frem foran ham. Med kongens signatur på de mange papirer skulle kuppet legitimeres. Derefter skulle han holde modtagelseskur på slottet og vise sig for det nye styres tilhængere, der var troppet op for at lykønske ham med hans redning. Om aftenen måtte kongen samle sine sidste kræfter og gå til forestilling i Hofteatret flankeret af enkedronningen og arveprinsen. Uden for teatrets mure var der stadig mange folk på gaderne. En del københavnere havde sat lys i husenes vinduer og iklædt sig søndagstøjet. Hist og her blev en raket affyret. Men under glæden ulmede noget.
Der var forlydender om, at byens matroser truede med at slå ruderne ind rundt om i byen, hvis ikke beboerne satte lys i vinduerne. Således måtte Rahbeks bedstemor ile hjem fra et besøg for at finde lys frem, efter at en karl havde opsøgt hende med en hilsen fra matroserne. På vejen havde hun, ”der ingen stærk Fodgiængerske var,” trådt ned i et hul og havde fået våde fødder. Det klagede hun meget over, da hun kom tilbage til selskabet. Hun kunne ”takke de slemme Mennesker” for sine våde fødder, som hun udtrykte det.
Snart blev stemningen mere trykket. Urolighederne begyndte ved udskænker Gabels gård i Østergade, hvor en folkemængde af især matroser havde indfundet sig. Mængden tiltvang sig adgang til huset og gik systematisk i gang med at smadre indboet og splitte huset ad. Døre blev slået ind, ruder knust, karme og gulvbrædder brudt op, og kakkelovne afmonteret. Noget blev smidt ud på gaden, noget blev fragtet bort i ly af mørket. En stor bogsamling på 8.000 bind, der tilhørte gårdens tidligere ejer, blev stjålet. Andre i ejendommen mærkede også angrebet. En vinhandler med forretning i kælderen blev frarøvet sit anseelige lager af vin og brændevin, som den ophidsede folkemængde nu fortærede.
Det var næppe tilfældigt, at opløbet startede ved Gabels gård. Gabel havde den foregående sommer fået tilladelse til udskænkning og til at drive hasardspil i Kongens Have. Siden havde han også fået bevilling til at drive et fornemt gæstgiveri i Østergade. Det skete på Struensees opfordring. Han mente, at byen manglede et kaffehus og hotel af international klasse til fornemme besøgende og havde ydet Gabel et større lån, så han kunne indrette etablissementet. Byens rygter sagde dog noget andet. Nemlig at Struensee ønskede at få indrettet et luksuriøst bordel til sig selv og sine favoritter, og at Gabel således var Struensees stråmand og ruffer. Og så var der den detalje, at Gabels datter var kammerpige hos Caroline Mathilde. Ifølge rygterne havde Struensee et godt øje til datteren, hvilket var den egentlige årsag til, at Gabel blev begunstiget.
Nu var det regnskabets time for Gabel.
Mængden forlod Gabels ødelagte gård og begav sig ud i et sandt amokløb i de omkringliggende gader, hvor huse blev invaderet og raseret. Angrebene var rettet mod de såkaldte frøkenkontorer, dvs. bordeller eller skænkestuer, hvor prostitution i en eller anden form udfoldede sig – hos ”lystige Værter”, der ”skjænker Punch-Viin med de dertil behøvede Piger.” Mange af de berørte huse havde dog intet med prostitution at gøre. På samme måde udvidede den sociale sammensætning af angriberne sig i takt med, at urolighederne greb om sig. Mængden bestod nu ikke alene af matroser eller ”Spekhøkere, Bryggerkarle og Hyrekydske” eller andre pøbelagtige typer, som det blev nævnt. Ifølge et øjenvidne deltog også officerer og borgere i pæne klæder. Måske blev urolighederne også brugt som en kærkommen lejlighed til at afgøre gamle mellemværender i nabolagene?

Møbler og inventar smadres under Den Store Udfejelsesfest, mens kvinder og børn ser rædselsslagne til. Læg mærke til den ødelagte punchebowle på gulvet som et symbol på opgøret med puncheværterne, som bordelejerne blev kaldt. Illustration fra et af de mange anonyme skrifter om begivenhederne (1772).
|| Det Kgl. Bibliotek
Over 60 huse blev i løbet af natten stormet og molesteret. Ingen greb ind. Ved midnatstid red en generaladjudant fra slottet ud i gaderne fulgt af herolder for i kongens navn at lægge en dæmper på gemytterne. Medbringende fakler og militæreskorte forsøgte han at tale folk til ro. Han takkede på majestætens vegne for fejringen af systemskiftet og bad de forsamlede om at gå hjem. Det hjalp ikke. Urolighederne fortsatte frem til ved 4-tiden om morgenen, hvor der pludselig skete noget. Da mængden satte kurs mod den forhadte finansminister Schimmelmanns (1724-1782) bolig, blev dragoner med dragne sabler sat ind for at nedkæmpe optøjerne. Også Københavns politimesters privatbolig og Det Kongelige Assistenshus – et offentligt pantelånerkontor – havde mængden udset sig som mål. Men angrebet blev afværget, og mængden blev opløst.
Ro og sikkerhed
I de følgende dage gik der rygter om, at uromagerne planlagde ”at ville plyndre fleere Huuse, og deribland nogle af Distinction”. En diplomatisk udsending skrev i en indberetning:
”Man frygter endnu stadig Uordener og Voldsgjerninger af Pøbelens Had og Raseri. Det siges, at Matroserne have paatænkt at ødelægge 13 Huse, som de anse for mistænkelige, foruden nogle andre, hvis Ejermænd formenes at være hemmelige Tilhængere af Inkvisitterne [Struensee og hans folk].”
Derfor måtte militæret sætte ekstra patruljer ind i gaderne for at holde opsyn. Almuen var i sandhed rasende af glæde.
Der udkom adskillige viser med beskrivelser af begivenhederne, der snart blev døbt Den Store Udfejelsesfest. I besyngelsen af de natlige uroligheder blev tildragelserne set som udslag af retfærdig vrede. Befolkningen fejede ud og gjorde rent bord efter Struensees amoralske og usædelige styre. Altså en kristen-moralsk manifestation og måske især en reaktion på den lov af 2. april 1771, som Struensee havde udfærdiget. Loven gav ifølge kritikerne prostitutionen frit spil, fordi politiet fik frataget muligheden for razziaer på baggrund af mistanke. Politiet måtte ikke blande sig i, hvad der foregik i private hjem, ligesom det ikke kom politiet ved, om kvinder levede alene eller ej. Struensee og hans love var således selve forudsætningen for den tiltagende usædelighed, der var fremherskende i byen.
Et andet muligt motiv for urolighederne lå lidt mere gemt og havde sit afsæt i de voldsomme prisstigninger og den høje arbejdsløshed, der herskede under Struensees styre – ikke mindst som konsekvens af en økonomisk liberaliserende lovgivning, som Struensee havde indført i et forsøg på at lade markedskræfterne styre. Desuden manglede der fødevarer på grund af misvækst og fejlslagen høst, der havde gjort vinteren 1771 til en prøvelse for mange fattige københavnere. Prisen for et pund groft rugbrød var næsten fordoblet i