Arv

Jakob Ladegaard

Description

Arv binder os sammen. Som en gave fra graven kan arv udtrykke omsorg og minde arvingerne om, at de viderefører slægtens historie. Men arv risikerer også at splitte familier ad og bremse vores egen udvikling. Ifølge Jakob Ladegaard, en ansvarsfuld forvalter af litteraturhistorien ved Aarhus Universitet, fordeler arvet rigdom sig skævt i samfundet, ligesom overleverede handlemønstre har fastholdt social ulighed gennem generationer og gjort os til skødesløse værger for den klode, vi giver videre til vores børn. Arv er derfor et spørgsmål om liv og død, som vedrører os alle.

Sujets

• Philosophie et théologie
• Philosophy

Informations

• Publié par: Aarhus University Press
• Date de parution: 07 février 2022
• Nombre de lectures: 0
• EAN13: 9788772195339
• Langue: Danish

Extrait

JAKOB LADEGAARD
T N
KE
PAU
SE
R
DET BLIVER I FAMILIEN
DEN SIDSTE OMSORG
Vi skal alle d en dag. Men n r vi stiller tr skoene - hvem skal s arve dem og resten af vores jordiske gods? Det sp rgsm l har ledsaget menneskeheden fra tidernes morgen. Det mest udbredte svar har l nge v ret, at vi giver vores arv til den n re familie og f rst og fremmest vores b rn. Traditionelt ser vi alts ofte arv som et sidste udtryk for en for lders omsorg for sine b rn.
S dan er det stadig. P mange m der spiller familien ellers en anden rolle i dag end for bare hundrede r siden. Mange samfundsforskere beskriver moderne mennesker som individualister, der v gter selvvalgte venskaber og f llesskaber h jest. Samtidig ndrer vores familiem nstre sig. Kernefamilien er stadig et ideal for mange af os, men i praksis bliver vi skilt og danner nye familier som aldrig f r. Man kunne tro, at det bet d, at vi blev mindre knyttet til vores sl gtninge. Men med arv er vi gammeldags. Arv bliver i familien.
Den danske arveret afspejler denne holdning. Historisk tilgodeser loven de s kaldte livsarvinger, der nedstammer fra den afd de arvelader. Det er i f rste omgang de biologiske b rn og i nyere tid ogs adoptivb rn og dern st deres b rn. Stedb rn er til geng ld ikke livsarvinger. Uagtet det stigende antal sammenbragte familier er sl gtskab afg rende i arveloven.
I det 20. rhundrede har dansk arvelovgivning ogs i stigende grad tilgodeset gtef llen. Arveloven fra 2008 giver livsarvinger og en overlevende gtef lle en halvdel hver. F r havde gtef llen kun ret til en tredjedel. Argumentet bag lov ndringen er, at en overlevende gtef lle i pensionsalderen kan have mere brug for en arv end en erhvervsaktiv s n eller datter.
Uden en overlevende gtef lle f r livsarvingerne rub og stub. Uden livsarvinger f r gtef llen hele arven. Men selv uden nogen af delene bliver arv i familien. F rst g r arven til arveladerens for ldre og deres livsarvinger, dvs. den afd des s skende og deres b rn. Hvis der ikke findes den slags arvtagere, g r arven til afd des bedstefor ldre og deres b rn. Til geng ld t ller f tre og kusiner ikke som sl gtsarvinger i dansk lov.
Disse regler g lder i frav ret af et testamente og for den del af arven, som vi ikke frit kan testamentere bort, den s kaldte tvangsarv. Arveloven af 2008 giver danskere betragtelig frihed til selv at v lge vores arvinger og fordele arven mellem dem i et testamente. Men den ret benytter de f rreste sig af. I en dansk unders gelse fra 2018 udtrykker omtrent halvdelen af deltagerne et nske om at skrive testamente, men kun omkring en femtedel har udfyldt papirerne, og sj ldent for at begunstige andre end den n rmeste familie.
Et s lavt antal kunne tyde p , at vi anser arvelovens regler for at stemme rimeligt godt overens med vores egne nsker. En del glemmer eller udskyder m ske ogs at tage stilling til deres arv, fordi de skyr tanken om d den. Det betyder ikke, at vi er ligeglade. Arv har altid vakt st rke f lelser og spillet en stor rolle for vores identitet. Arv kan v re en gave og en forbandelse. Men den ang r os alle.
EN GAVE FRA GRAVEN
N r min s ster har f dselsdag, giver jeg hende en gave og f r en af hende p min. En gave skaber en taknemmelighedsg ld, som modtageren betaler tilbage med en ny gave, der s igen forpligter, og s dan kan det blive ved. P den m de er en udveksling af gaver et tilbagevendende ritual, der udtrykker n rhed og bekr fter os i, at vi h rer til og h rer sammen. Arv er ogs en gave, der kan bekr fte et b nd mellem giver og modtager. Men hvordan kan modtageren takke den afd de giver? Hvordan geng lder man en gave fra graven?
I et studie fra 2017 interviewede antropolog Bodil Selmer en r kke yngre danskere, der har arvet efter en for lder. Mange deltagere giver udtryk for, at de f ler et ansvar for at v rne om arven som et minde om den afd de. Nogle har fundet en s rlig plads i hjemmet til fars l nestol eller b rer bedstemors halsk de. P den m de mindes og markerer de et tilh rsforhold. Arvestykkerne skaber identitet og bliver brikker i en personlig fort lling om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra.
En arvet pengesum giver ikke umiddelbart samme muligheder, fordi penge er upersonlige. Alligevel fort ller nogle arvinger i Selmers studie, at de holder arvede penge adskilt fra deres vrige konomi for at bruge dem i den afd de for lders nd. De rem rkede midler g r m ske til en rejse til et sted med s rlig betydning for familien eller en b rneopsparing, s fremtidige generationer f r del i arven. Dermed kan ogs arvede penge f en st rre symbolsk betydning i arvingernes liv.
RELIKVIER P LOFTET
Tre m nd kom en dag til at tale om, hvad de h bede, g sterne til deres begravelse ville sige om dem. Jeg h ber, at de vil sige, at jeg var en ih rdig og retskaffen mand , sagde den f rste. Jeg h ber, at de vil sige, at jeg var en omsorgsfuld familiefar og god ven , fortsatte den n ste. S udbr d den tredje: Jeg h ber, at de vil sige: Hov, vent! Han bev ger sig!
Tidligere dannede religion og kirkelige ritualer f lles rammer om vores forhold til de d de. Men i l bet af de sidste par rhundreder har mange mennesker mistet troen p himmel og helvede. N r vi tvivler p , at vi kan overlade ansvaret for de d des efterliv til Gud, bliver det i stedet en opgave for de levende. Og de har jo travlt nok i forvejen, s tanken om kun at leve i deres erindring kan - ligesom i vittigheden ovenfor - v re sv r at forlige sig med.
Arvestykker bliver undertiden brugt som v rn mod glemslen. De kan forankre minderne om de d de i den fysiske verden og give dem en form for h ndgribelig holdbarhed. Den amerikanske samfundsforsker Carolyn Curasi har interviewet en r kke amerikanere om den rolle, arveklenodier spiller i deres familier. En familiebibel, et sv rd fra borgerkrigen, bedstefars operabriller, et gulnet portr t, en forlovelsesring. Nogle familier tager dem ned fra loftet p m rkedage og deler minder og anekdoter om de afd de, i nsket om at kommende generationer vil g re det samme. Mange interviewpersoner finder det ut nkeligt at s lge eller bortskaffe disse synlige vidnesbyrd om, at familiens liv forts tter efter det enkelte medlems d d.
Selv om der jo ikke er tale om organiseret religion, kan s danne arvestykker f en n sten hellig funktion som en slags relikvier i en privat familiemytologi. Det er m ske s t t, som vi i dag kommer magiske genstande. De f r deres kraft fra deres ber ring med de d de; som kom de fra det hinsidige. Og ved at r re dem og fort lle deres historie deler de levende et h b om ikke selv at blive glemt.
EN UBEKVEM METALKLUMP
I den amerikanske filminstrukt r Quentin Tarantinos Pulp Fiction fra 1994 fort ller kaptajn Koons om et ganske s rligt guldur. Unge Ryan Coolidge k bte uret i Knoxville, Tennessee, og bar det i F rste Verdenskrig. Han gav det til sin s n, Dane, der faldt i Anden Verdenskrig, men forinden fik bragt arvestykket hjem til sin nyf dte s n. Denne s n bar uret, da Viet Cong sk d hans jagerfly ned over Hanoi under Vietnamkrigen og tog ham til fange. Det lykkedes ham at gemme uret i sin endetarm, hvor det fulgte ham i tykt og tyndt, indtil han d de af dysenteri. Hans medfange, kaptajn Koons, gemte det siden i samme krops bning. Dette m rke kapitel i urets historie slutter efter to r, da Koons vender hjem og overdrager klenodiet til s nnen af sin afd de soldaterkammerat, Butch.
For den voksne Butch har uret kolossal v rdi. Han insisterer p at hente det i sin lejlighed, vel vidende at gangstere sandsynligvis venter p ham. Heldigvis er h ndlangeren for opslugt af sin toiletl sning til at bem rke Butchs ankomst, og da han samtidig har efterladt sin pumpgun p k kkenbordet, er hans sk bne beseglet.
P vej derfra st der Butch ubelejligt ind i sin fjende, gangsterbossen Marsellus Wallace. Deres skudduel begynder i et lyskryds og ender i en pantel nerforretning, hvis ejer holder af at voldtage m nd i sin fangek lder. Butch redder lige akkurat sin r v og befrier Marsellus, der ikke er helt s heldig. P betingelse af absolut diskretion slipper Butch for yderligere ballade med Marsellus. Urets cirkel slutter, da Butch s tter kurs mod Knoxville, hvor oldefar Ryan k bte det.
Gulduret er ikke ligefrem en lykkebringer for andre end netop Ryan. Faktisk virker det mere som en forbandelse end en gave. Med uret arver Coolidge-s nnerne en sl gtshistorie om fornedrelse og utidig d d, der gentager sig i hver ny generation.
Tarantinos guldur parodierer den helligg relse af gamle kjoler, kikkerter og l nestole, som Selmer og Curasis arvinger beskriver. Arvestykkers n sten magiske betydning opst r af tidligere ejeres t tte forhold til dem. Men et guldur i enden, det er m ske alligevel lidt for t t. Fortiden smyger sig ikke blidt om dette arvestykke som en vemodig aura, men kl ber til det som en uhumsk p mindelse om, at de forf dre, vi let kan idealisere i erindringen, kun var kropslige v sner, der gjorde alt det, kroppe nu g r, inden de d r og r dner.
Pulp Fiction minder os om, at ethvert arvestykke er en fysisk genstand og lige s ndl st som det affaldsprodukt, der omgav gulduret i den vietnamesiske fangelejr. Som den hjemvendte kaptajn Koons med en vis autoritet forkynder, er uret dybest set en ubekvem metalklump.
Bag kameraet forestiller jeg mig, at Tarantino vil have os til at overveje, om omsorgen for uret er heltemodig og meningsfuld eller grinagtig og m ske endda farlig. M ske burde oldefar Ryans efterkommere afvise urets og krigens arvesynd i stedet for at medvirke til mere vold og lidelse. M ske er de minder, som vi kl ber til de d des efterladenskaber, i virkeligheden bare sentimentale fantasier - pulp fiction - som vi i bedste fald dyrker for vores egen skyld, og som i v rste fald fastholder os i fortidens s le. I s fald er vejen frem m ske at frig re sig fra forg ngerne i stedet for at dyrke de d de?
DEN FORTABTE S N P DE SKR BR DDER
I Lukasevangeliet fort ller Jesus om en ung mand, der en dag g r ind til sin far og beder om at f sin arv. Bagefter rejser han til et fremmed land o