Husdyr

Inger Anneberg

Description

Nogle husdyr elsker vi til dode, andre elsker vi at sAette til livs. Men hvilke er ikke til at fa hold pa. For i Ghana spiser de katte, mens bare tanken far danskere til at miste appetitten. NAeh, bacon, chicken wings og T-bonesteaks, ved vi, hvad er. Vi glemmer bare ofte de grise, kyllinger og koer, der lAegger krop til. Dem tror vi stadig, at vi har hand- og halsret over. Heldigvis tor Inger Anneberg, antropolog ved Aarhus Universitet, tage tyren ved hornene og muge ud i vores vAerste brolere: Alle husdyr har ret til et godt liv, uanset om de ender pa bordet eller sidder ved det.

Sujets

• PHILOSOPHY
• Philosophie et théologie
• General officer
• General

Informations

• Publié par: Aarhus University Press
• Date de parution: 02 mars 2020
• Nombre de lectures: 0
• EAN13: 9788772191454
• Langue: Danish

Extrait

T T P OG LANGT FRA DYRET
LEVENDE HUNDE OG D DE GRISE
I juni 2016 var jeg i Kastrup Lufthavn for at sige farvel til noget familie, som skulle p langfart. I et hj rne af lufthavnen opdagede jeg en gruppe mennesker, som alle sad og nussede, aede og snakkede med en flok hunde. Hundene var lige fl jet ind fra Gr kenland, fandt jeg ud af, og nu skulle de ud i de danske familier, der havde adopteret dem.
Her sad de s , sorte, hvide, brune, lang- eller kortpelsede blandinger med ivrige, snusende snuder og nerv se blikke til de nye ejere. Hunde, hvis individuelle historier jeg senere kunne l se om p internettet, s jeg nu ved, hvordan det er g et med Zorba, Ella og Rikki.
F uger efter deres ankomst havde jeg styr p , hvor de gik tur, hvad de spiste, og hvordan deres personlighed havde udviklet sig. Jeg ved ogs , hvad hundene er bange for, for det kendetegner n sten alle beretningerne p nettet, at hundene tit er angste, is r i starten, fordi de kommer fra h rde milj er, hvor de har m ttet k mpe for at overleve. Men beretningerne p nettet - ofte skrevet, som om det er hunden selv, der taler - fort ller, hvordan de gradvis er blevet mere trygge og beriger hverdagen for deres ejere.
Nogle dage efter m det i lufthavnen var jeg p arbejde i en svinestald. Som en del af mit forskningsprojekt om dyrevelf rd i landbruget skulle jeg unders ge, hvordan begrebet bliver forst et og h ndteret i praksis blandt landm nd, ansatte og myndigheder.
Jeg fulgtes med Kristine, en ung rum nsk kvinde, som passede de nyf dte pattegrise i en farestald fyldt med flere hundrede kilo tunge s er, som stod eller l side om side, opstaldet i hver deres b jle. B jlerne levner plads til, at s erne kan rejse og l gge sig, men de kan ikke vende sig rundt. Soens unger kan rende ud under b jlen til siderne eller ind i en hule med varmelampe.
I denne del af stalden havde alle s er faret med et kuld inden for den sidste uge. Kuldene var store hos nogle af s erne, helt op til 18-22 pattegrise, til trods for at soen sj ldent har mere end 13-16 patter. Mange af pattegrisene er sm og svage, og flere d r umiddelbart efter f dslen af kulde eller sult, fordi de er for sv kkede til at k mpe sig frem til patten eller hen til varmelampen, medmindre landmanden hj lper dem.
En del af pattegrisene flytter landmanden eller de ansatte til andre s er, ogs kaldet ammes er. Jeg var forbl ffet over Kristines evne til at sortere i kuldene og blandt andet s rge for at flytte de mindste, s de ikke skulle konkurrere med de st rkeste om at f den bedste pat. De sv kkede pattegrise behandlede hun medicinsk, eller hun l ftede dem op, hvis hun sk nnede, at de ikke kunne overleve, og aflivede dem s ved at sl dyret h rdt ned i gulvet , en effektiv og af dyrl ger anerkendt m de at aflive pattegrise p , hvis de vejer under fem kilo.
En af de lidt st rre, syge pattegrise var hun l nge om at f aflivet. Hun satte den blot ud p gangen, hvor den delvis lammet sad og rystede. Jeg spurgte, hvorfor hun lod den vente. Hun fortalte, at hun afventede, at fodermesteren skulle komme forbi og g re det, for hun ville ikke risikere at skade sin ryg ved at svinge grisen.
Jeg gav den vand, og Kristine lo drillende af mig: Den skal jo d , Inger, s hvorfor begynder du p det? Jeg svarede afv rgende med humor: Jeg kalder det grisens sidste nske. Samtidig fors gte jeg at skjule min forlegenhed. Hvorfor hentede hun ikke fodermesteren nu? Hvorfor gjorde jeg det ikke selv? Hvorfor skulle grisen vente p sin d d?
Og ja, hvorfor? Hvorfor redder mennesker gadehunde fra Gr kenland til Danmark, mens vi sl r utallige andre dyr ihjel for bagefter at fort re dem med vellyst?
Der er virkelig meget at undre sig over i forhold til, hvordan vi omg s og forskelsbehandler dyr - og mere specifikt inden for mit eget forskningsfelt: relationen til husdyr i landbruget.
Mine to egne historier viser i hvert fald to vidt forskellige m der at forholde sig til dyr p , og at emnet er oplagt at t nke n rmere over. Ikke mindst fordi vi, der g r p to ben, jo ogs selv er dyr - eller hvad? Eller er vi p grund af vores splittede syn p alle andre medlemmer af dyreriget blevet til udyr, mens resten stadig f rst og fremmest er dyr?
ET BLINK MED JET
I et evolution rt perspektiv er afstanden til de dyr, vi stammer fra, som et blink med jet. Menneskearten homo sapiens har kun eksisteret de sidste 300.000 r, men det er 200 millioner r siden, at reptilerne blev til pattedyr. Moderne mennesker er alts resultatet af en um delig lang og kompliceret udvikling, og selv om vi foretr kker at h ve os over naturen og helst vil tro, at vi styrer den, s er vi ikke desto mindre en integreret del af den.
Sagt p en anden m de: Alle dyr er besl gtede, og den variant, vi mennesker udg r, er ganske ny. Men forbl ffende meget af menneskedyrets energi bliver brugt p at adskille sig fra dyret p alle t nkelige og ut nkelige m der, samtidig med at vi har brug for dem, dyrene, som indt gt, mad og selskab. De bidrager til vores identitet, ogs for dem af os, der n gter at spise dem.
Men dyrs indre liv er dybere, end vi tror. Jeg har for eksempel altid beundret ravnen for dens evne til at bruge redskaber. Men ikke nok med det. Ravne kan genkende menneskeansigter, de udviser en stor grad af selvkontrol og kan takke nej til mad her og nu ved udsigten til en st rre bel nning senere.
Fors g tyder p , at grise kan vise tegn p en tilstand, der ligner empati over for andre grise, og det ser ogs ud til, at fisk kan f le smerte. Jo grundigere vi studerer dyr, jo mere bliver vi klar over, at de er mere komplekse, end vi troede. Store dele af dyrenes indre liv er vi f rst lige ved at opdage.
MASKINER UDEN BEVIDSTHED?
Vores specielle forhold til dyr h nger blandt andet sammen med kristendommen. Selv om Noa i Bibelen knokler med at f dyrene parvis ombord p arken inden syndfloden, s er vores adskillelse fra dyret grundf stet i kristendommen. I F rste Mosebogs skabelsesberetning beordrer Gud: Hersk over havets fisk, himlens fugle og alle dyr, der r rer sig p jorden!
I 1500-tallet slog den franske filosof Ren Descartes ogs fast, at vi roligt kan udnytte dyrene, for de er maskiner uden bevidsthed, de har ingen sj l og kan ikke f le smerte, og derfor kan vi g re med dem, hvad vi vil. Dyr var en ejendom, og hvis andre mennesker end ejeren mishandlede dem, s var det ejeren, der led skade; dyret selv var ubeskyttet.
Heldigvis for dyrene begyndte filosoffer i 1700-tallets oplysningstid at s tte dem fri af den religi se forst else. Deres fokus p menneskers medf dte frihed og rettigheder f rte til, at synet p dyr ogs ndrede sig.
Den engelske filosof Jeremy Bentham argumenterede endda for, at dyr har krav p moralske hensyn p linje med mennesker. Hans mest ber mte citat er faktisk bare en fodnote i bogen An Introduction to the Principles of Morals and Legislation fra 1789, hvor han f rst g r klart, at hudfarve ikke er en legitim grund til, at mennesker skal overlades til en b ddels lune . Senere i fodnoten skriver han, at vi m ske en dag vil indse, at antallet af ben og hudens pels er lige s utilstr kkelige rsager til at overgive et f lende v sen til denne sk bne. Sp rgsm let er ikke , skrev Bentham, kan de t nke, og heller ikke, kan de tale, men derimod, kan de lide?
Den vurdering er den danske professor i bioetik Peter Sand , der har oversat citatet, enig i, og p hjemmesiden dyreetik.ku.dk beskriver han sammen med ph.d. i dyreetik Stine B. Christiansen, hvordan Benthams tankegang g dede jorden for verdens f rste dyrev rnslov i England i 1822. Den havde dog en hel del begr nsninger:
For det f rste omfattede den kun dyr som heste, k er og okser, mens for eksempel hunde, tyre og fjerkr var udeladt. P den tid var det uhyre popul rt at arrangere eksempelvis hane- og hundekampe, og lovgiverne turde ikke g op mod folkets fritidsinteresser. For det andet kunne loven kun ramme folk, der ikke ejede de ber rte dyr. Rationalet var, at den d rlige behandling m tte v re udf rt af en person, som ikke delte ejerens interesse i at beskytte dyrets v rdi.
I Danmark fremsatte konseilspr sident C.Th. Zahle den f rste danske dyrev rnslov i 1916, hvilket gjorde det muligt at straffe dyremishandling og vanr gt af dyr med f ngsel og b der. Fra omkring 1950 opstod en ny europ isk b lge af interesse for at beskytte dyr gennem lovgivning - nu gjaldt det ikke bare om at beskytte dyr mod un dig lidelse, men ogs at sikre dem en forsvarlig behandling. Kursskiftet i Danmark skyldtes dels, at vi var i fuld gang med at opbygge en intensiv produktion af husdyr i landbruget, dels at forskere i stigende grad benyttede dyr til videnskabelige fors g.
Begge dele medf rte etiske dilemmaer, som stadig ikke er l st. Er videnskabelige dyrefors g i orden, hvis de kan redde menneskeliv og udvikle vores viden om bestemte sygdomme? For 40-50 r siden brugte de f rste forskere inden for hjertekirurgi hunde opdr ttet i kenneler, men p operationsbordene i dag er hunde n sten erstattet med grise. Betyder det, at en hund er mere v rd end en gris?
For eksempel blev en mindre model af hjerte-lunge-maskinen, som er s rligt velegnet til transport, udviklet ved hj lp af fors g med grise, og danskere protesterer sj ldent over grises lidelser. Men hvad nu, hvis det var hunde eller aber, der led samme kranke sk bne? Kan alle dyr bruges til at forbedre vores egen levestandard?
ET DILEMMA I HVERDAGEN
I et forskningsprojekt i 2016 interviewede jeg en ansat p en svineproduktion om hans erfaringer med dyrevelf rd. Carsten, den ansatte, havde arbejdet med grise i flere r. Han fortalte, at han var frustreret over at skulle kastrere han-grisene, for personligt br d han sig ikke om at p f re dyret smerte.
Samtidig kunne og ville han ikke diskutere meningen med kastrationen med g rdens ejer - den slags samtaler indgik ganske enkelt ikke i deres hverdag p g rden. Det var jo et arbejdsvilk r, han m tte acceptere, og uden kastration kunne denne g rd ikke s lge sine grise.
I Danmark kastrerer svineproducenterne han-grisene for at undg s kaldt or